Det her er endnu et af de her lovforslag, hvor man jo først kan konkludere, at statsministeren har sagt, at der skulle være bedre lovkvalitet. Her er der så otte forskellige elementer – noget om regnskabsføring af fremmed valuta for udenlandske kulbrinteskattepligtige, transfer pricing-dokumentation, noget om land til land-rapporter. Der er også noget om udlejning af helårsboliger, som jo er i en helt anden boldgade. Der er noget om små patientforeninger for sjældne sygdomme, og der er bare generelle ændringer af ligningsloven.
Jeg synes jo, det er godt med en god ambition om mindre lovgivning og bedre tid til lovkvalitet, men med det her lovforslag i hænderne vil jeg bare sige, at det glæder jeg mig rigtig til sker. Det er i hvert fald ikke her, det er lykkedes specielt godt.
I forhold til det foreslåede er der flere elementer, jeg ikke vil komme ind på, men jeg vil hive et par stykker af dem ud og så gå i dybden med dem. Det første – det er også det, jeg har stillet spørgsmål om – er det med at lave regnskab i fremmed valuta for visse udenlandske kulbrinteskattepligtige. Jeg vil bare slå fast, at jeg altså synes, at det giver god mening, at driver man virksomhed i Danmark, og er man skattepligtig her – man har måske en fabrik, der har fast driftssted – så er det vel meget naturligt, at man også laver sit regnskab i dansk valuta. Det er det, man indberetter til myndighederne; det er det, man betaler skat ud fra. Jeg synes, det er et skråplan, at man nu bruger EU som undskyldning for at ændre det. Som jeg allerede har læst op – det står på side 6, øverst:
»Den byrde, dette er for virksomhederne, kan være en hindring for den frie etableringsret ...«
Jeg forstår virkelig ikke, at man kan tage det helt seriøst. Skulle man så bare have lov til at lave regnskaber i Danmark i alverdens valutaer? Der er jo flere hundrede forskellige valutaer. Det giver jo ikke mening. Skal det måske også være en digital valuta, eller hvad? Altså, for så kan det også være en hindring for den frie etableringsret. Jeg synes, det er et meget principielt spørgsmål, og man kan jo synes, at det er en lille ting og en regelforenkling, men jeg synes, at det er et grundlæggende problem, hvis vi accepterer, at EU skal gå ind og sige, at det er en hindring for, at virksomheder kan etablere sig i Danmark, at vi også gør noget op i en dansk valuta. Det er ligesom et vilkår for at være her. Så jeg synes, det er en skidt ting, og jeg vil allerede nu sige, at jeg gerne vil bede om at få lovforslaget delt op. Så får vi desværre flere lovforslag, som jeg er tilhænger af færre af, men det er jo ligesom vilkårene, når man puljer det hele sammen.
Så er der det andet element, nemlig lempelse af kravene om udarbejdelse af transfer pricing-dokumentation for visse rent danske situationer, og det synes jeg giver god mening. Det er noget, der har været efterlyst længe. For det giver god mening, at der er noget transfer pricing-dokumentation, altså at man skal dokumentere, at man ikke sælger til kunstigt lave priser til et udenlandsk datterselskab for at flytte beskatning til et andet land. Men hvis man er et selskab i Danmark, der sælger til et andet tilsvarende selskab i Danmark, hvor der er præcis samme skatteregler og samme afskrivningsgrundlag osv., så er det svært at forestille sig, hvordan man skulle kunne snyde i skat på den måde. Det er i hvert fald meget begrænset, hvad man kan få ud af at lave den her store dokumentation. Så jeg synes, at det giver god mening.
På tilsvarende måde synes jeg, det er svært at forestille sig, at man også kan snyde, hvis man sælger til et andet land, som har en meget højere beskatning end Danmark. Altså, hvorfor er det lige, at man skulle prøve at flytte beskatningen over for at få lov til at betale mere? Så jeg synes godt, man kunne gå det lidt mere efter i sømmene for at se, om der kunne være andre steder, vi kunne lempe. Men jeg synes, det her lyder som et ganske positivt tiltag, så det støtter vi.
Så er der et andet element omkring godkendelse af små patientforeninger for sjældne sygdomme i forhold til almenvelgørende foreninger. Der er jo nogle regler i dag, som vi har behandlet flere gange – de andre ordførere har også været inde på det – som spænder ben, altså det med, at man skal være over 300 medlemmer, have 100 donationer, alle sammen skal være over 200 kr., og der skal være en vis egenkapital. Men der er jo små foreninger, som måske kun har 50 medlemmer, men måske har 100 pct. i organiseringsgrad – altså, der er kun 50 mennesker i Danmark, der har den her sygdom. Der er det jo ikke rimeligt, at de her regler spænder ben for dem. De skal selvfølgelig også have mulighed for at få de samme gode vilkår for at kunne få nogle donationer ind, uden at de bliver beskattet af dem, så de bl.a. kan støtte forskning eller bare støtte patienter og andre ting. Vi synes, det er godt, at der endelig er kommet en løsning på det. De har jo også haft foretræde i Skatteudvalget, så det er nogle, vi alle sammen er bekendte med; de har været der og ganske fint forklaret problemstillinger, så det er sådan set ganske fornuftigt, at det bliver løst.
Det er de eneste tre ting, jeg vil nævne noget om, ud af de mange elementer i lovforslaget. Men jeg vil bare konkludere og sige, at vi sådan set er enige i en del af det. Men det ene omkring det principielle omkring EU-retten og etableringsdelen vil vi gerne have delt ud i et selvstændigt lovforslag, hvis det er muligt, så vi kan få lov til at stemme nej til den del.