Det her lovforslag er, som hr. Henrik Møller redegjorde for, en del af aftalen om tidlig pension, så det vil jeg ikke gå i dybden med. Det har hr. Henrik Møller allerede gjort. Den aftale skulle finansieres ved en forenkling af aktiv beskæftigelsesindsats.
Den del her er så ungeindsatsen, der bliver forenklet. Det, der ligger i det, er jo, at man ændrer det til, at der må være 4 måneder mellem hvert tilbud, hvor der i dag højst må være 4 uger. Men den unge skal have første tilbud inden for den første måned. Det vil sige, at den unge så forhåbentlig også har været til en god samtale med sagsbehandleren, og fundet ud af, hvad det er, den unge skal. Jeg har så lidt svært ved – det må jeg så sige – at se det her med, at der må gå 4 måneder imellem hvert tilbud, for i mine øjne burde en ung, der er uddannelsesparat – der står godt nok, at det er dem, der ikke er åbenlyst uddannelsesparate – have den rigtige vejledning til en uddannelse.
Så kan det ikke hjælpe, at man lader der gå 1, 2, 3, 4 og 5 år, hvor de kan få et tilbud hver fjerde måned. Det skal vi selvfølgelig holde øje med. Jeg forventer jo, at ministeren sikrer de her tilbud, for de unge skulle gerne være videre inden for et år. Der er så mange uddannelser, der starter op i løbet af et år. Så burde de gerne være kommet videre. De er måske ikke åbenbart uddannelsesparate, men de kan tage en uddannelse. Så er spørgsmålet, om det er den rigtige vejledning, de får. Det er der, hvor mentorstøtten, som også ligger i det her forslag, kommer ind med, at de skal have den rigtige hjælp for at komme videre.
Det er også en rigtig god ting – det synes jeg virkelig – at hvis de finder en virksomhedspraktik med løntilskud, får de ret til at få den. De får nu lov til at få den selvfundne praktik. For der har været nogle, der har lavet aftaler med en arbejdsgiver om at komme i virksomhedspraktik hos dem, men er blevet afvist, fordi de så ikke kunne få lov at få løntilskuddet med. Men det er en rigtig god ting, og det skal også hjælpe dem til at komme videre.
Men der er bare det, at den virksomhedspraktik jo gerne skulle munde ud i, at de måske får en uddannelse inden for det område. Det skal ikke være noget, de bare finder, så de er beskæftigede i så lang tid. Det skal gerne hænge sammen med, at de skal have en uddannelse. Hvis de f.eks. får en virksomhedspraktik i en butik, må det jo være, fordi de gerne vil arbejde i en butik. Det er ikke, fordi de så skal være smed. Ellers hænger det ikke sammen. Virksomhedspraktikken skal være målrettet efter, hvor de gerne vil have en uddannelse, og det er det, der skal ligge i den første samtale med jobcenteret. De skal lave en handlingsplan: Hvad er det, den unge vil uddanne sig til? Og det er ud fra det, man så skal give dem lov til at få en virksomhedspraktik med løntilskud.
I den forbindelse kan man udnytte det mentorsystem, som kommer til at ligge i det. Jobcentrene forpligtes også til at reagere på det, hvis der kommer tilbagemeldinger om, at det ikke går så godt for den unge på uddannelsesinstitutionen, og gribe ind i stedet for bare at lade tiden gå, for så skal man finde ud af, hvad det så er, man kan hjælpe den unge med.
Der er også det med, at ledige efter 6 måneders ledighed får mulighed for at vælge, om samtaler med jobcenteret eller arbejdsløshedskassen skal afholdes ved personligt fremmøde eller video eller telefonisk. Det er helt fint for Dansk Folkeparti, men man skulle måske give dem lidt mere frie tøjler til at afgøre og aftale ude i jobcenteret og arbejdsløshedskassen, hvor tit man egentlig skal have den kontakt, fordi hvis det nu er sådan, at der er chance for at få dem videre, er det jo træls, hvis nu kontakten kun finder sted hver anden eller hver tredje måned. Det gør da for min skyld ikke noget, hvis det er hver uge, man så lige er i kontakt, hvis der er mulighed for at få et job eller en praktikplads, og det kan jobcentret og arbejdsløshedskassen da godt tage sig af og så formidle videre.
Men som sagt: Vi støtter forslaget, så vi er en del af det, men vi skal lige holde øje med, at det ikke bare bliver en syltekrukke med de 4 måneder for de unge, men at de også kommer videre, og at der sker noget med dem. Ellers går de måske bare og venter i det uendelige, og det er ikke meningen med at være på uddannelseshjælp. Tak.