Beskæftigelsesudvalget 2021-22
L 66 Bilag 5
Offentligt
Enhedslisten
Lovforslaget er en uskøn sammenblanding af 2 lovelementer, det intet har med hinanden at gøre.
Da Enhedslistens medlemmer af udvalget agter at stemme for begge dele, skal Enhedslisten undlade at
trætte tinget med et ændringsforslag om deling af lovforslaget.
Lovforslagets § 1 handler om at lette vejen til omskoling, opkvalificering og uddannelse for folk, der har
mistet deres arbejde. Desværre gælder det kun for folk, der har arbejdet med mink. Enhedslisten er
særdeles interesserede i at se en vurdering af, hvor meget ekstra opkvalificering der kommer ud af, at man
fjerner alle de sædvanlige snubletråde, karensperioder m.v., og indfører de her ekstraordinære betingelser,
og Enhedslisten ser gerne se en vurdering af, hvor meget man kunne øge omskoling og opkvalificering
generelt, hvis man tilbød lignende vilkår inden for andre brancher.
Enhedslisten er indforstået med at ordningen forlænges med et år til den 31. december 2022, men vil også
være åbne for, hvis ministeren inden da møder op med et velbegrundet ønske om at forlænge ordningen
yderligere. Samtidig forventer Enhedslisten, at ministeren på eget initiativ kommer med en analyse af
resultaterne heraf inden udgangen af 2022.
I lovforslagets § 2 fastlægges regler om fordeling af dataansvar, når arbejdstilsynet stiller redskaber til
rådighed for virksomheders udarbejdelse af APV. Her har Enhedslisten den betænkelighed, at det kan
udvide Arbejdstilsynets arbejdsopgaver. Arbejdstilsynet har en vejledningspligt, men hvis der stilles service
til rådighed, der går over i rådgivning, bliver Arbejdstilsynet sat til at bruge deres bevilgede midler til andet
end forudsat. Hvis Arbejdstilsynet skal have en rådgivningsopgave, må der skaffes ekstra midler til at løse
den opgave, for den har de ikke i forvejen.
I høringssvaret udtrykker både DA og FH, at det er en meget kort høringsfrist til indførelsen af noget nyt, og
det er Enhedslisten enige i. Enhedslisten har bemærket, at ministeren i den forbindelse har tilkendegivet, at
parterne vil blive hørt, inden han vil gøre brug af en bemyndigelse, men det forventes også, at
Beskæftigelsesudvalget vil blive inddraget på samme måde.