L 62 - 2021-22 - Bilag 8: Orientering om samspillet mellem vejpakkens regler om udstationering af fører og de nationale krav om minimumstimesats ved udførelse af visse former for vejtransport, fra transportministeren

Transportudvalget 2021-22, Transportudvalget 2021-22, Transportudvalget 2021-22
L 62 Bilag 8, L 62 A Bilag 8, L 62 B Bilag 8
Offentligt

NOTAT

Notat om krav til minimumstimesats ved

tredjelandskørsel mv.

7. december 2021

J.nr. 2021 - 10639

CALI

Alexander Budek Rosenberg

1. Baggrund

Der er anmodet om en vurdering af, hvorvidt reglerne i EU’s direktiv om håndhæ-

velse af udstationeringsreglerne

gør, at der ved implementering af Vejpakken skal

indføres krav om og tilsyn med udenlandske vognmænds omkostningsniveau for

løn ved udførsel af tredjelandskørsel. Notatet har til formål at afklare dette spørgs-

mål.

Tredjelandskørsel defineres som en vejtransport mellem to EU-lande, hvor ingen af

landene er virksomhedens etableringsland. En chauffør fra en svensk virksomhed,

der kører godskørsel for fremmed regning mellem Tyskland og Danmark, udfører

tredjelandskørsel. Tredjelandskørsel er også kendt som en ikke-bilateral internatio-

nal transport. Det bemærkes, at Transportministeriet har vurderet, at en fører, der

udfører tredjelandskørsel, er at betragte som udstationeret efter Vejpakkens regler.

Det er lagt til grund i vurderingen.

Ved lov nr. 870 af 14. juni 2020 blev der indført et omkostningsniveau i form af en

minimumstimesats for den løn, som udenlandske chauffører skal oppebære under

visse typer transporter i Danmark (cabotagekørsel og kombineret transport). For-

målet med reglerne er at sikre fair konkurrencevilkår mellem danske vognmænd og

udenlandske vognmænd, som udfører rent national kørsel i Danmark, og lige ar-

bejdsvilkår for chauffører. Minimumstimesatsen bygger på omkostningsniveauet

for de mest repræsentative overenskomster på det pågældende område. Tredje-

landskørsel er ikke omfattet af denne ordning.

2. Retsgrundlag

Lov nr. 870 af 14. juni 2020

Det fremgår af godskørselslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at den, der er etableret på

dansk område og udfører godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret

motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg,

skal have tilladelse hertil

Det fremgår endvidere af godskørselslovens § 6, stk. 3, at en ansøger eller en inde-

haver af en tilladelse efter § 1, stk. 1, skal enten:

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014

Lov nr. 735 af 8. juni 2018.

L 62 - 2021-22 - Bilag 8: Orientering om samspillet mellem vejpakkens regler om udstationering af fører og de nationale krav om minimumstimesats ved udførelse af visse former for vejtransport, fra transportministeren

1) følge et omkostningsniveau, som ikke afviger entydigt og væsentligt fra

det samlede omkostningsniveau i de bestemmelser om løn- og arbejdsvil-

kår, der findes i de kollektive overenskomster for chauffører, der er indgået

af de på godskørselslovens område, jf. § 1, stk. 1, mest repræsentative ar-

bejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område,

2) være omfattet af en kollektiv overenskomst, hvis faglige gyldighedsområde

dækker arbejde under den i godskørselslovens § 1, stk. 1, nævnte tilladelse,

og som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Dan-

mark og gælder på hele det danske område, eller

3) være omfattet af en landsdækkende kollektiv overenskomst for chauffører,

som ikke afviger entydigt og væsentligt fra det samlede omkostningsni-

veau i de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der findes i de kollektive

overenskomster for chauffører, der er indgået af de på godskørselslovens

område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gæl-

der på hele det danske område.

Det bemærkes, at der i buskørselsloven findes lignende bestemmelser.

Videre fremgår det af udstationeringslovens § 8 c, at en udenlandsk virksomhed

skal betale en lønmodtager en timeløn, der som minimum svarer til den timesats,

som er fastsat i medfør af stk. 2, når lønmodtageren udfører følgende arbejde for

virksomheden:

1) cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets eller vogntogets samlede

tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg,

2) buscabotagekørsel, eller

3) vejdelen af kombineret transport i Danmark.

Minimumstimesatserne er fastsat ved bekendtgørelse nr. 250 af 23. februar 2021.

Udstationeringsdirektivet og håndhævelsesdirektivet

Udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, fastsætter en kerne af ufravigelige

regler for minimumsbeskyttelse af den udstationerede arbejdstager, som skal over-

holdes i værtslandet uanset hvilken ret der finder anvendelse på ansættelsesforhol-

det. Bestemmelsen indebærer, at medlemsstaterne skal sørge for, at virksomhe-

derne sikrer udstationerede lønmodtagere individuelle rettigheder på et vist niveau.

Det fremgår således af udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, at medlemssta-

terne sikrer, at virksomheder som omhandlet i artikel 1, stk. 1, uanset hvilken ret

der finder anvendelse på ansættelsesforholdet, på grundlag af et princip om ligebe-

handling skal sikre arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, de arbejds-

og ansættelsesvilkår, der i den medlemsstat, på hvis område arbejdet udføres, er

fastsat ved lov eller administrative bestemmelser, og/eller ved kollektive aftaler el-

ler voldgiftskendelser, der finder generel eller anden anvendelse i overensstem-

melse med stk. 8. De nærmere krav er specificeret i artikel 3, stk. 1, litra a)-i).

Kravet i udstationeringslovens § 8 c om aflønning på overenskomstniveau, når

udenlandske vognmænd udfører cabotagekørsel og kombineret transport, er ikke en

individuel rettighed for den enkelte lønmodtager, men et krav rettet mod virksom-

hedens omkostningsniveau, jf. nærmere herom nedenfor. Kravet er derfor indført

med hjemmel i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 10, der giver mulighed for

at stille yderligere krav til udstationerende virksomheder end dem, der er nævnt i

artikel 3, stk. 1, ud fra et ordre public-hensyn. Det fremgår således af udstatione-

ringsdirektivets artikel 3, stk. 10, at dette direktiv er ikke til hinder for, at medlems-

staterne i overensstemmelse med traktaten og på grundlag af et princip om ligebe-

handling pålægger nationale virksomheder og andre medlemsstaters virksomheder

arbejds- og ansættelsesvilkår på andre områder end dem, der er omhandlet i stk. 1,

første afsnit, for så vidt der er tale om grundlæggende retsprincipper (ordre public).

Det følger af EU-Domstolens praksis om udstationeringsdirektivets artikel 3, stk.

10, at "de bestemmelser, som en medlemsstat betegner som nationale ordens- og

sikkerhedsforskrifter, må forstås således, at der sigtes til bestemmelser, hvis over-

holdelse er blevet anset for at være så afgørende for opretholdelsen af den pågæl-

dende medlemsstats politiske, sociale og økonomiske organisation, at de kræves

overholdt af enhver person, der befinder sig på denne medlemsstats nationale om-

råde, eller i forbindelse med ethvert retsforhold i denne stat", og at ”udtrykket "or-

dre public-bestemmelser" skal forstås således, at det dækker de obligatoriske reg-

ler, som ikke kan fraviges, og som i kraft af deres art og formål tilgodeser ufravige-

lige krav i almenhedens interesse".

Hvis man ønsker at omfatte tredjelandskørsel af udstationeringslovens § 8 c om et

omkostningsniveau for aflønning af chauffører, skal det vurderes, om betingelserne

ovenfor er opfyldt, ligesom man vurderede det var tilfældet i forhold til cabotage-

kørsel og kombineret transport.

Håndhævelsen af de regler, der er fastsat i udstationeringsdirektivet, reguleres i det

såkaldte ”håndhævelsesdirektiv” (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF om udstatione-

ring af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og om ændring af for-

ordning (EU) nr. 1024/2012 om administrativt samarbejde via informationssyste-

met for det indre marked (»IMI-forordningen«)).

Håndhævelsesdirektivet tager i udgangspunktet sigte på håndhævelsen af den

enkelte udstationerede lønmodtagers individuelle rettigheder, jf. udstationeringsdi-

rektivets artikel 3, stk. 1.

Det fremgår bl.a. af håndhævelsesdirektivets artikel 10, stk. 1, at medlemsstaterne

sikrer, at passende og effektive kontrol- og overvågningsmekanismer i overens-

stemmelse med national lovgivning og praksis, er indført, og at de myndigheder,

der er udpeget i henhold til national lovgivning, foretager effektivt og tilstrækkeligt

tilsyn på deres område for at kontrollere og overvåge, at bestemmelserne i direktiv

96/71/EF overholdes, idet de tager hensyn til de relevante bestemmelser i nærvæ-

rende direktiv og dermed sikrer, at de anvendes og håndhæves korrekt.

3. Beskæftigelsesministeriets overvejelser

Udstationeringsdirektivet fastsætter som nævnt en pligt til at sikre udstationerede

en række minimumsvilkår under arbejdet i Danmark, på de områder, der er nævnt i

artikel 3, stk. 1, litra a)-i) – den såkaldte ”hårde kerne”. Pligten er dog alene til

stede, når der er tale om individuelle rettigheder for den enkelte arbejdstager, og

når de pågældende vilkår er fastsat ved lov eller administrative bestemmelser,

og/eller ved kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der er alment gældende.

Det centrale i vurderingen af hvilke arbejds- og ansættelsesvilkår Danmark er for-

pligtet til at sikre udstationerede arbejdstagere er dermed, om 1) de pågældende vil-

kår er nævnt i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, og 2) om vilkårene er fast-

sat ved lov eller alment gældende overenskomster som en individuel rettighed for

den enkelte arbejdstager.

Udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra c, omtaler ”aflønning, herunder

overtidsbetaling; dette gælder ikke for erhvervstilknyttede tillægspensionsordnin-

ger”. Løn er altså i udgangspunktet omfattet af den hårde kerne i udstationeringsdi-

rektivet.

Løn er et rent nationalt anliggende. I forhold til udstationeringsområdet slås dette

fast både i udstationeringsdirektivet og i håndhævelsesdirektivet, ligesom dette

støttes af EU-Domstolens praksis. Lønvilkår er i Danmark hverken reguleret i lov-

givningen eller i alment gældende overenskomster. I stedet reguleres lønvilkår via

kollektive overenskomster, som gælder for de parter, som har indgået dem, eller

som har tiltrådt dem.

På grund af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel er der således ikke lovgivet

eller almengjort overenskomster om aflønning som omtalt i udstationeringsdirekti-

vets artikel 3, stk. 1, litra c. I stedet varetager arbejdsmarkedets parter opgaven med

at sikre og håndhæve lønvilkår, herunder også i forhold til udstationerede arbejds-

tagere, ved at indgå overenskomst med udenlandske tjenesteydere eventuelt via

konflikt.

Udstationeringslovens § 6 a fastlægger rammerne for anvendelse af kollektive

kampskridt til støtte for indgåelse af kollektive overenskomster med den udenland-

ske virksomhed, der udstationerer arbejdstagere til Danmark med henblik på at

sikre de udstationerede arbejdstagere lønvilkår svarende til, hvad en dansk arbejds-

giver skal betale for udførelsen af tilsvarende arbejde. Det er et krav efter udstatio-

neringslovens § 6 a, stk. 2, at der forinden over for den udenlandske tjenesteyder er

henvist til bestemmelser i de kollektive overenskomster, der indgås af de mest re-

præsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske

område. Det skal af disse overenskomster sammenholdt med det centrale officielle

nationale websted med den fornødne klarhed fremgå, hvilken aflønning, herunder

aflønningens bestanddele, der efter overenskomsterne skal betales.

Den enkelte udstationerede arbejdstager har dermed ikke i medfør af udstatione-

ringsreglerne et individuelt krav på en bestemt løn i Danmark, som de danske myn-

digheder skal håndhæve.

Lønvilkår reguleres derimod som for ansatte i danske virksomheder enten af en

kollektiv overenskomst eller af den individuelle ansættelsesaftale, som er indgået

mellem arbejdstager og arbejdsgiver, og vilkårene håndhæves enten af overens-

komstens parter i det fagretlige system eller af den individuelle arbejdstager ved de

civile domstole eventuelt med bistand fra en faglig organisation.

Gods- og buskørsel og minimumstimesatser

Med lov nr. 870 af 14. juni 2020 valgte Folketinget – som nævnt ovenfor - at ind-

føre krav om et omkostningsniveau for løn i forhold til virksomheder, der udfører

cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets eller vogntogets samlede tilladte

totalvægt overstiger 3.500 kg, buscabotagekørsel eller hele vejdelen af kombineret

transport i Danmark. Reglerne blev indført på baggrund af en fælles anbefaling fra

Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening om, at uden-

landske vognmænd, der udfører national kørsel i Danmark, skal følge omkostnings-

niveauet i de kollektive overenskomster, der er indgået af de på området mest re-

præsentative arbejdsmarkedsparter. Da chauffører, som udfører de pågældende

transportformer, betragtes som udstationerede, var det muligt at indføre et krav om

aflønning med hjemmel i udstationeringsdirektivet.

Det bemærkes i den forbindelse, at der netop er tale om et krav til virksomhedens

omkostningsniveau. Det følger af bestemmelsernes ordlyd, jf. herved fx godskør-

selslovens § 6, stk. 3, nr. 1, hvoraf det fremgår, at indehaveren af en tilladelse til

godskørsel skal følge et omkostningsniveau, og udstationeringslovens § § 8 c, stk.

1, hvoraf det fremgår, at virksomheden skal betale arbejdstageren en nærmere fast-

sat timeløn.

Det fremgår endvidere af de specielle bemærkninger til § 8 c i lov nr. 870 af 14.

juni 2020, at aflønningskravet betyder, at arbejdstageren, der udfører den konkrete

cabotagekørsel eller kombinerede transport, skal oppebære løn for de timer, som

den pågældende har arbejdet i Danmark i forbindelse med den pågældende kørsel,

der som minimum svarer til den timesats, som er fastsat ved bekendtgørelse i med-

før af stk. 2. Det fremgår endvidere, at der er ikke tale om et krav, som den enkelte

arbejdstager vil kunne støtte ret på, men et offentligretligt vilkår forbundet med

udenlandske virksomheders udførelse af nationale kørsler i Danmark, hvor de er i

direkte konkurrence med danske virksomheder.

Der er således ikke tale om en individuel rettighed, som arbejdstageren kan støtte

ret på.

Kravet om omkostningsniveau i udstationeringslovens § 8 c, jf. ovenfor, blev som

tidligere nævnt gennemført under henvisning til udstationeringsdirektivets artikel

3, stk. 10, om ordre public-hensyn. Idet der ikke er tale om en individuel rettighed

omfattet af artikel 3, stk. 1, blev det i forbindelse med reglernes indførelse lagt til

grund, at håndhævelsesdirektivet ikke finder anvendelse ved kontrollen med kravet

om omkostningsniveau

Betænkning fra udvalgsarbejdet vedr. ordnede forhold på vejtransportområdet, side 40

4. Konklusion

Spørgsmålet, der skal besvares, er, hvorvidt Danmark er forpligtet til at indføre og

håndhæve regler om omkostningsniveau for tredjelandskørsel, som det er gjort for

fx virksomheder, der udfører cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets eller

vogntogets samlede tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg.

Allerede fordi arbejdstagere i Danmark ikke har krav på en bestemt løn i medfør af

lov eller alment gældende overenskomster, er Danmark ikke forpligtet til at indføre

regler om lønvilkår for udstationerede. Der er dermed heller ikke i medfør af hånd-

hævelsesdirektivets artikel 10 en forpligtelse til at føre tilsyn med sådanne lønvil-

kår.

Det er på den baggrund Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at der ikke består en

pligt til at omfatte udenlandske virksomheder, der udfører tredjelandstransporter af

udstationeringslovens regler om minimumstimesatser for udførsel af visse transpor-

ter.

Beskæftigelsesministeriet bemærker, at såfremt tredjelandskørsel og varebilskørsel

falder inden for anvendelsesområdet af direktiv for udstationering af førere i vej-

transportsektoren

, og førerne dermed betragtes som udstationerede, vil de pågæl-

dende transportformer kunne omfattes af reglerne i lov nr. 870 af 14. juni 2020,

hvis det vurderes, at betingelserne til undtagelsen i udstationeringsdirektivets arti-

kel 3, stk. 10, om ordre public-hensyn er opfyldt. Det vil bl.a. indgå i en sådan vur-

dering, om tredjelandskørsel er i direkte konkurrence med national kørsel.

En udvidelse af de nationale regler om omkostningsniveau, så de omfatter tredje-

landskørser, vil kræve en ændring af udstationeringsloven

Europa-Parlamentets of Rådets Direktiv 2020/1057 af 15. juli 2020

Det bemærkes, at i lovforslaget, L62 2021-22, der implementerer vejpakken, er det fore-

slået, at regler om omkostningsniveau for udstationerede flyttes til gods- og buskørselslo-

ven.