Tak for det. Det er vigtigt, at vi på Christiansborg hele tiden arbejder på at give plads til kommunerne, så kommunerne kan finde alternative veje og muligheder. Den offentlige sektor skal turde afprøve nye måder at gøre tingene på, og det er på den måde, vi sikrer, at kommunerne leverer den kernevelfærd, som er så vigtig for borgernes tryghed og sikkerhed. Borgerne skal føle sig løftet og ikke klemt af systemet. Og ofte ved borgerne også selv, hvad der skal til for at komme tilbage på sporet, men vi har situationer, hvor sagsbehandlerne ikke kan give borgerne den hjælp, som de har brug for, og derfor er det godt, at vi kan slippe kommunerne fri der, hvor det er til gavn for borgerne. I SF håber vi, at vi kan lave en ordning fremadrettet, der også gør det lettere for kommunerne bl.a. at henvende sig til os her i Folketinget, hvis de har gode forslag til, hvordan tingene kan gøres anderledes – det har vi snakket om i foråret.
I dag skal vi ikke tage stilling til de enkelte dele i forsøgsordningen, fordi det alene handler om spørgsmålet om forlængelse af udvalgte forsøgsmuligheder, og det bakker vi i SF som sådan også op om, men der er dele, vi er betænkelige ved. Det er vigtigt for SF, at frikommuneforsøgene ikke bliver en glidebane, hvor kommunernes indsats forringer borgernes retssikkerhed.
For det første anerkender vi, at det er en svær balance at arbejde med afbureaukratisering og samtidig sikre retssikkerheden. Så det er vigtigt for os at understrege, hvor væsentlig forpligtelsen til bl.a. børne-og forældreinddragelse er i sager om udsatte børn.
For det andet er vi bekymrede over den situationsbestemte video-, audio- og bevægelsesovervågning. Situationsbestemt eller ej, så er overvågning et stort indgreb i den personlige frihed. Alle borgere har krav på at have et privatliv, og derfor bekymrer vi os om den del. Og vi frygter, at overvågning kan blive en erstatning for personlig assistance, og at det bliver økonomiske hensyn, der er det bærende incitament for brugen af overvågning.
For det tredje – når vi er ved bekymringen for borgernes retssikkerhed og ikke mindst værdighed – så handler forsøget i § 14 b om særlige døråbnere vel dybest set ikke om åbne døre, men om lukkede døre. Og vi vil gerne understrege, at så væsentligt et indgreb i den personlige frihed, som det er at anbringe mennesker bag en lukket dør, aldrig må blive almindelig praksis. Vi er med på, at det også er hegnet godt ind, men det er vigtigt for SF at sige, at det er noget, vi er klart opmærksomme på.
Men med de nævnte forbehold er vi overvejende positivt stemt for forlængelsen af forsøget, og vi ser frem til det kommende udvalgsarbejde og vil prøve at se, om vi kan hegne nogle af de dele, vi er bekymrede for, lidt mere ind. Tak for ordet.