Indfødsretsudvalget 2021-22
L 56 Bilag 11
Offentligt
Til ordførerne og medlemmerne i Folketingets Indfødsretsudvalg
Vi er 131 nuværende, tidligere og kommende ansøgere om dansk statsborgerskab, samt solidariske borgere
og medlemmer af foreningen Fair Statsborgerskab!, som vil opfordre dig til at genoverveje den foreslåede
genindførelse af kravet om udveksling af håndtryk som del af en grundlovsceremoni.
At kravet i en periode med hastigt voksende corona-smitte foreslås genindført, virker grotesk og som hån mod
elementær sund fornuft, når der ellers bliver mobiliseret alle kræfter i samfundet for at formindske smittefaren.
Genindførelsen af kravet om håndtryk er del af lovforslaget om indfødsrets meddelelse, L56, fremsat den 28.
oktober. Mindre end to uger senere foreslog regeringen at definere Corona som samfundskritisk sygdom igen
og fremsatte derefter en del nye restriktioner. Den 19. november kunne vi i danske aviser læse, hvad
sundhedsminister Ingvild Kjerkol i vores naboland Norge bad sine landsmænd om: „Jeg vil opfordre alle til at
droppe håndtrykket og gå tilbage til den smittefrie måde at hilse på. Det vil forhindre spredning af smitte.“
Og så sent som igår, den 23. november udtalte Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på SDU, i
en artikel fra TV2 Fyn: “De høje smittetal over hele landet giver anledning til at genoverveje, hvordan man
hilser på hinanden.”
At kravet om genindførelse først skal gælde for grundlovsceremonier kommende forår, gør ikke initiativet
mindre meningsløst og skadeligt. Ingen ved, hvordan pandemien vil udvikle sig de kommende måneder. Sidste
år gav pligten til håndtryk under det første bølge både de berørte borgere en masse fuldstændig overflødig
stress, usikkerhed og ny ventetid, samt kommunerne som arrangører af grundlovsceremonierne ekstra
arbejde i en krisesituation. Det blev til delvis kaotiske forløb, som var uværdige for tildelingen af
statsborgerskab.
Derfor håber vi, at du og dine kollegaer vil bruge sund fornuft med baggrund i de stigende Corona-smittetal,
ved at stille et ændringsforslag til lovforslaget L56 om at droppe genindførelsen af kravet om håndtryk til en
grundlovsceremoni. Eller at I som minimum vil stille et ændringsforslag om at tilføje et afsnit, der fritager
personerne som ellers er omfattet af kravet om håndtrykket, i tilfælde af at sundhedsmyndighederne igen
fraråder at give hånd for at mindske smitterisikoen.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen af foreningen Fair Statsborgerskab!
Drew Fremlev Fisher, Elena Petrova, Farid Sahel, Irina Matytsina, Kirsten Kock, Miriam Murphy Thompson,
Paolo Masulli og Thomas Borchert
samt 123 nuværende, tidligere og kommende ansøgere om dansk statsborgerskab, solidariske borgere og
medlemmer af foreningen