Tak for det. Uret heroppe virker ikke. Hvad skal der stå i passet, hvis man kommer fra Palæstina? Indtil i dag har der skullet stå Israel og Mellemøsten, men aldrig Palæstina eller Vestbredden eller Gaza eller Østjerusalem.
Den 18. april 2016 fik daværende justitsminister – han sidder lige herovre til højre, nemlig hr. Søren Pape Poulsen – et brev om, om ikke vi kunne ændre det, så de mennesker fik lov til at skrive, hvor de var født. Det kunne han ikke finde ud af. Så måtte vi jo kalde til samråd. Der kunne han heller ikke finde ud af det. Han mente, at det var problematisk, at vi ændrede på det, fordi det var et sikkerhedsspørgsmål. Så måtte vi forklare ham, at sikkerhed ikke beror på, hvor man er født, men det beror på øjeiris eller fingeraftryk eller cpr-nummer. Han blev os svar skyldig. Vi undersøgte i en række andre lande, om man også havde samme holdning – og det havde man ikke.
Nå, så måtte vi jo have et samråd mere, men ministeren kunne ikke svare os på, om vi kunne få det ændret, og der var ingen argumenter. Han smågrinede lidt og tænkte, om vi kunne se på ham, at nej, det her kan jeg ikke finde ud af, men jeg vil ikke stemme for eller løse problemet. Det må indenrigsministeren gøre, sagde han så. Så spurgte vi indenrigsministeren. Han sagde, at nej, det må transportministeren gøre, for kørekort hører under transportministeren. Sådan fornøjede vi os helt frem til 2017, den 30. november, hvor vi havde et samråd med tre borgerlige ministre, der ikke kunne finde ud af, hvem der havde ansvaret; ikke kunne finde ud af, at der ingen sikkerhedsspørgsmål var længere; og ikke kunne finde ud af at sige, at ja, det ordner vi lige i en ruf, for det kan vi sagtens ordne hurtigt. Tværtimod mente hr. Søren Pape Poulsen, at der var et eller andet med det hollandske parlament. Så undersøgte vi det. Og der viste det sig, at de sagde, at det må folk selv bestemme, hvis ellers de kan dokumentere, hvor de er født.
Sådan kan tiden gå. Vi tog et § 20-spørgsmål, og vi tog sågar den 25. april 2019 et beslutningsforslag ned i salen, hvor hr. Søren Pape Poulsen og kompagni dumstædigt fastholdt en holdning, der ikke havde et eneste argument bag sig. Nå, tiden går, og så får vi en ny regering. Og der vil jeg gerne sige tak til justitsministeren for, at vi kunne få et samarbejde, der hurtigt og effektivt løste det her problem. Og det er det, vi skal stemme om lige om lidt. Det var rationelt og fornuftigt gjort. Han sagde, at jamen det er der jo ingen problemer i – jeg kan da godt se, at det er fuldstændig ude i skoven ikke at sige okay til det.
Jeg vil også gerne sige tak for et 5½-årigt langt samarbejde med hr. Rasmus Nordqvist om den her sag. Den kan forekomme lille for nogle. Men prøv selv at tænke over det. Man får at vide, at der ikke må stå Palæstina i ens pas, hvis man er født før 1948, for der skal stå Israel – og hvilken fornemmelse var det? Der fandtes ikke en stat, der hed Israel, før 1948, da personen i øvrigt blev født. Hvor ulogisk kan politik egentlig være? Hvor meget kan vi lave herinde og spilde hinandens tid på grund af manglende argumenter og på grund af dumstædighed? Jeg ved det ikke, men den her sag har i hvert fald optaget ufattelig mange timer af min tid. Jeg synes, det er vigtigt, at vi også tager os af den slags sager. Jeg synes, det er vigtigt, at de mennesker også bliver vist respekt, når de ikke er født i Israel. De føler det ydmygende. Jeg tænker på, at hvis nogen i min familie, der var født under besættelsen, skulle have Tyskland stående i deres pas, så ville det jo være ganske, ganske uanstændigt. Uden sammenligning i øvrigt ville det være ganske uanstændigt.
Derfor synes jeg, at det er en stor dag på grund af denne lille ændring. Palæstinenserne kan, hvis I stemmer for det her forslag, nu selv bestemme, om de vil have Palæstina, Vestbredden, Gaza eller Østjerusalem stående i deres pas, hvis de kan dokumentere, at det er der, de er født. Jeg håber, at hr. Søren Pape Poulsen og hans borgerlige venner har overvundet situationen og nu viser almindelig borgerlig anstændighed og stemmer for forslaget. Ellers forstår jeg ikke, hvad der er baggrunden for de borgerliges form for politik i det her spørgsmål.
Men tak for dysten, og tillykke til palæstinenserne, og tak til justitsministeren, og tak til hr. Rasmus Nordqvist. Det har været en spændende rejse – er det ikke sådan, man siger på moderne dansk? Tusind tak.