10-09-2021
Rettelsesblad
Erstatter forslag af 9. august 2021.
(Rettelse af bilagsangivelse)
EM 2021/130
Naalakkersuisut fremsætter hermed følgende beslutningsforslag i henhold til § 33 i
forretningsorden for Inatsisartut:
Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Grønlands Selvstyre tilslutter sig Udkast til
Forslag til Lov om ændring af kriminallov for Grønland og retsplejelov for Grønland
(Ophævelse af ophørsklausul for foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte
med covid-19 m.v.)
(Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling)
Begrundelse
Naalakkersuisut har modtaget Udkast til Forslag til Lov om ændring af kriminallov for
Grønland og retsplejelov for Grønland.
Lovforslaget indebærer, at de regler, der er fastsat vedrørende muligheder for, eksempelvis at
indskrænke besøg og udgange for indsatte i anstalterne, bliver permanente.
Naalakkersuisut godkendte den 13. maj 2020 at afgive udtalelse til den danske regering efter
bemyndigelse i § 2, stk. 2, i Inatsisartutlov nr. 1 af 1. april 2020 om ændring af
landstingsforordning om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, om at godkende
udkast til Forslag til lov om ændring af Kriminallov for Grønland og Retsplejelov for
Grønland mv. (Foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte med covid-19 m.v.).
Lovforslaget blev vedtaget i Folketinget den 25. juni 2020, og lovændringen indebærer, at der
er givet bemyndigelse til Justitsministeriet til at fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser
for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige.
Formålet med loven var at overføre den danske epidemilovs § 12 d, stk. 3, som den var
affattet, da lovforslaget blev fremsat og vedtaget i Folketinget, til Grønland på navnlig
kriminallovens og retsplejelovens område. Herved sikredes det, at myndighederne i Grønland
på Justitsministeriets område, f.eks. kriminalforsorgen, havde de nødvendige redskaber til at
forebygge og modvirke yderligere udbredelse af covid-19 mest muligt. Samtidig sikredes det,
at der skete en harmonisering af lovgivningen for Grønland, således at de tiltag, der kan
indføres i medfør af lovens bemyndigelse, kan følge de tiltag, som iværksættes af Grønlands
Selvstyre i medfør af den grønlandske epidemilovgivning.
Det fremgår af lovens § 4, stk. 2, at loven ophæves den 31. december 2021.
For at sikre, at rigsmyndighederne i Grønland også fremadrettet har de nødvendige redskaber
til at forebygge og modvirke udbredelsen af covid-19 og andre alment farlige sygdomme i
Grønland mest muligt, foreslås det derfor at ophæve ophørsklausulen, således at
justitsministeren også efter den 31. december 2021 kan fastsætte regler om bl.a. fravigelse af
forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i eller i
medfør af kriminalloven og retsplejeloven for bl.a. at forebygge alment farlige sygdomme.
_______________
EM 2021/130
MIIN – Sags nr.: 2021 - 1494
1