Vores ordfører på området, hr. Christian Juhl, kan ikke være til stede, så jeg har lovet at fremføre synspunkterne, nemlig at Enhedslisten finder det yderst fornuftigt, at rigsmyndighederne i Grønland fortsat har de redskaber til at sikre forebyggelse og modvirkning af udbredelsen af corona og andre farlige sygdomme – både af hensyn til den fortsatte usikkerhed om coronaindsatsen, men også af hensyn til Grønlands Selvstyres indflydelse på de initiativer.
Det er fornuftigt, at lovgivningen i Grønland på Justitsministeriets område, der skal supplere den grønlandske epidemilov, er udformet, så den bedst muligt er i harmoni med den grønlandske ordning, idet formålet bl.a. er at følge de tiltag, som iværksættes af Grønland selv. Hvis der på et senere tidspunkt – i lyset af den nye grønlandske epidemilov – vil vise sig et behov for justeringer af bemyndigelserne, skal vi straks tage initiativ til en sådan justering, så det sikres, at bemyndigelserne harmonerer med reglerne i den grønlandske epidemilov.
Der vil jeg bede ministeren redegøre for, hvilke typer drøftelser og aftaler der er indgået med Inatsisartut og naalakkersuisut herom, da det ikke fremgår klart af bemærkningerne til lovforslaget. Og så vil jeg godt bede ministeren bekræfte, at formålet med lovforslaget er at sikre den grønlandske bestemmelse over tingene, for der er lige lovlig mange gange »ikke« i den tekst, så det er meget nemt at misforstå.
Men hvis det er det, der er meningen, kan Enhedslisten tilslutte sig det, altså hvis man i øvrigt i Grønland stemmer for forslaget.