Spørgsmål modtaget fra Susan Kronborg (RV):
Der er bedt om teknisk hjælp til ændring af LL § 32, men svaret på spørgsmål 35 har ikke resulteret i et
relevant ændringsforslag.
Der bedes således igen om teknisk hjælp til et ændringsforslag til LL § 32, tidligere BRL § 29,c, med denne
mere uddybende begrundelse for det ønskede ændringsforslag:
I ministeriets Notat om lejefastsættelsen i småejendomme ved sammenligning med 5.2-lejemål,
anerkender ministeriet at der blandt ledende teoretikere samt interesseorganisationer angiveligt består en
uenighed om hvorvidt der 1) overhovedet ved fastsættelse af huslejen i småhusejendomme kan ske
sammenligning med 5.2-lejemål, og 2) hvorledes denne sammenligning i så fald skal håndteres i forhold til
bl.a. Sandbergs ”mer-leje”-synspunkt.
I samme notat henviser ministeriet endvidere til tre byretsdomme, der imidlertid alle er karakteriseret ved
ikke at være offentliggjort i UFR eller Tidsskrift for Bygge- og Boligret, og hvis præjudikatsværdi i forhold til
afgørende lejeretlige tvivlsspørgsmål derfor muligvis kan anfægtes.
Idet jeg har noteret mig ministeriets opfattelse af gældende ret, som ministeriet har redegjort for i
ovennævnte notat, er det min vurdering det er uhensigtsmæssigt, at ministeriet i bemærkningerne til
lovforslagets § 32 uden forbehold anfører:
Er det omtvistede lejemål gennemgribende moderniseret, således at lejen, såfremt ejendommen havde
været omfattet af reglerne om omkostningsbestemt leje, kunne være fastsat til det lejedes værdi, jf.
lovforslagets § 19, stk.2, kan der sammenlignes med gennemgribende moderniserede lejemål i
storejendomme.
For det første tager ministeriets bemærkninger til § 32 ikke hensyn til Sandbergs forbehold, ligesom
ministeriets bemærkninger ikke tager hensyn til professor Hans Henrik Edlunds forbehold
– ”om
overhovedet”, hvor der udtrykkes tvivl om hvorvidt der kan ske sammenligning.
Dernæst foreligger der så vidt ses ikke et afgørende præjudikat fra højesteret eller landsretterne, som
bekræfter ministeriets opfattelse, men alene utrykte afgørelser, som altså ikke er blevet vurderet så
retsskabende eller afklarende, at de skulle offentliggøres i UFR eller Tidskrift for Bygge- og Boligret.
Der er så vidt ses derfor tale om en retlig problemstilling, som ikke er endelig afgjort ved et afgørende
præjudikat fra Højesteret eller landsretterne, og som deler de ledende teoretikere.
På denne baggrund forekommer det intuitivt uhensigtsmæssigt, blot at gentage indholdet af nugældende §
29c i lovforslagets § 32, og i lovbemærkningerne til § 32 herefter fastslå en retstilstand som ikke er
sanktioneret af højesteret eller landsretterne, og som deler den ledende teori samt de bærende
organisationer.
Ovennævnte forhold accentueres ved henvisning til von Eybens Retskildelære, hvor det dokumenteres, at
lovmotiver står særdeles højt i retskildehierakiet, og hvor det dokumenteres, at lovbemærkninger ofte har
afgørende indflydelse på domstolenes afgørelser, og hvor det fastslås, at det netop derfor er
uhensigtsmæssigt, såfremt en given retsopfattelse ikke finder vej til loven, men i stedet anføres i
lovbemærkningernes beskrivelse af gældende ret.
Endelig er det uhensigtsmæssigt, at borgerne, samt de professionelle aktører, hverken i loven, i den