Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af lovforslag nr. L 43:

Forslag til lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.

Af udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye).

(Fremsættelse 07.10.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Rasmus Stoklund for Socialdemokratiet.

Tak, formand. Med lovforslaget foreslås det at indføre en midlertidig opholdstilladelse for de afghanere, Danmark har evakueret fra Afghanistan efter Talebans magtovertagelse. I sommer blev et bredt flertal enige om at tilbyde lokalt ansatte ved ambassaden i Kabul samt forsvarets tidligere lokalt ansatte og deres nærmeste familie evakuering til Danmark. Det gælder desuden for udvalgte ngo-medarbejdere og et antal lokalt ansatte ved NATO, EU og FN samt deres nærmeste familie.

Formålet med lovforslaget er at sikre et midlertidigt 2-årigt opholdsgrundlag for de pågældende og deres familier. Det vil sikre, at de hurtigt kan få en forholdsvis normal hverdag – i forhold til hvis de skulle søge asyl. I Socialdemokratiet mener vi, at vi har et særligt ansvar for at hjælpe de afghanere, som vi vurderede kunne være i fare som konsekvens af deres tilknytning og bidrag til Danmarks engagement i Afghanistan. De evakuerede afghanere vil derfor kunne søge asyl under deres ophold, men får altså et særligt opholdsgrundlag, hvis det her lovforslag vedtages. Derudover vil afghanerne med den midlertidige opholdstilladelse have mulighed for at arbejde samt have adgang til relevant undervisning under deres ophold.

Socialdemokratiet støtter derfor lovforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Marie Krarup.

Jeg vil bare godt udtrykke min og mit partis dybe skuffelse over, at regeringen nu lemper udlændingepolitikken på det her område. Det var ikke det, der var stillet i udsigt i valgkampen, så vidt jeg husker.

Så vil jeg spørge: Tror ordføreren på, at de her personer nogen sinde kommer tilbage til Afghanistan? Hvad er sandsynligheden for, at de får mulighed for at blive her for altid? For efter 2 år kan de søge asyl. Hvor stor sandsynlighed vil ordføreren mene der er for, at de kommer tilbage til Afghanistan – eller at Danmark kommer til at tage ansvar for dem for altid? Det undrer mig virkelig, at man ikke har taget den erfaring med særloven fra 1992 til sig. Det var særloven for palæstinenserne, der besatte en kirke. Det var en rigtig, rigtig dårlig idé. Jeg synes ikke, der er brug for flere særlove – slet ikke når man har lovet at fastholde en stram udlændingepolitik.

Ordføreren.

Jamen hvis jeg skal starte bagfra: Jeg synes ikke, at den her særlov helt tåler sammenligning med den særlov for palæstinenserne fra dengang. Her er der tale om folk, der har arbejdet direkte for Danmark og arbejdet sammen med danskere på ambassaden eller i forbindelse med forsvarets missioner, og som derfor ville være udsat for en fare, hvis de var blevet tilbage i Afghanistan, da danskerne rejste hjem.

Jeg håber da, at mange af de mennesker vil have mulighed for at rejse retur i løbet af 2 år, eller når deres opholdstilladelse udløber, for det er jo kun en 2-årig opholdstilladelse, de får på det her grundlag. Hvis de ikke selv mener, at de kan det, må de jo søge om asyl, og så må myndighederne vurdere, om der er et grundlag for, at de skal have asyl. Men lige nu er der jo ikke på den måde krigshandlinger i Afghanistan. Det er jo på den måde en anderledes situation, end det f.eks. er i store dele af Syrien. Så mit håb er selvfølgelig, at mange vil have mulighed for at kunne vende tilbage.

Fru Marie Krarup.

Men det ligger ligesom ikke i lovforslaget; det kan man godt høre på det. Det er en måde at legalisere asylindvandring, og det er jo noget af det, man burde kæmpe for at få stoppet. Så det er jo en lempelse af udlændingepolitikken på et område, hvor der overhovedet ikke er behov for det, for hvorfor skulle vi have en moralsk forpligtelse til at give asyl eller midlertidig opholdstilladelse til nogle personer, som har arbejdet for Danmark i udlandet? Det er et land, som det er ubehageligt at være i – det er helt sikkert – men det er dog trods alt deres fædreland.

Ordføreren.

Vi gik ind i Afghanistan for at bekæmpe den terrortrussel, der udgik fra Afghanistan, som husede al-Qaeda. I den forbindelse var der så en række afghanere, der hjalp bl.a. det danske militær og danske ansatte på ambassaden i Kabul. De mennesker ville nu være i en farlig og udsat situation, hvis de blev efterladt tilbage, da danskerne rejste hjem. Derfor synes jeg, at det er både rimeligt og det moralsk rigtige at tage et ansvar for de her mennesker. Jeg synes ikke, at det er rigtigt at tale om, at det her er et spørgsmål om at lempe udlændingepolitikken. Og jeg vil også minde om, at det var et ret bredt flertal i Folketinget, der var helt enige om, at vi skulle finde en løsning a la den, der nu er fremlagt.

Tak. Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Jeg har ikke særlig gode erfaringer, når det drejer sig om udlændingelov og brede flertal. Det må jeg bare sige. Det er slet ikke det, det handler om. Og jeg synes, det var en bemærkelsesværdig kort tale, som ordføreren holdt. Ordføreren plejer ellers nok at kunne udbrede sig om alt muligt omkring udlændingepolitikken, men talen var godt nok kort i forhold til den debat, der har været. For jeg vil godt gå lidt videre. Jeg vil godt stille to spørgsmål: Hvordan kan man forhindre det, som oprindelig stod i udkastet til lovforslaget, nemlig at der faktisk kunne komme flere koner på en gang? Hvordan vil man forhindre det? Altså, der er jo noget, der hedder familiesammenføringer – kan det være til en kone, to koner, tre koner – eller hvad? Jeg ved nogenlunde godt, hvad man har sagt om antallet, men jeg vil godt høre ordføreren sige fra talerstolen, hvor mange man regner med – helt troværdigt – det vil komme til at dreje sig om.

Ordføreren.

Det, at det var en kort tale, var egentlig, fordi det nu ikke var sådan en stor værdipolitisk diskussion, vi var blevet inviteret til. Altså, det handlede jo mere om at forholde sig til det her konkrete lovforslag, og det synes jeg ikke gav anledning til en meget lang tale. De uklare formuleringer, der har været, og som har været diskuteret, skulle selvfølgelig, fordi man kunne få indtryk af, at nogle måtte mene, at der skulle komme flerkoneri til Danmark eller lignende og mindreårige brude og den slags, ryddes ud i det her lovforslag, og derfor er de jo også taget væk nu. De er jo ikke med i det lovforslag, der ligger nu.

I forhold til antallet er det, så vidt jeg husker, lige nu knap 900 mennesker, det drejer sig om. Så er der jo et lille vindue ind til, så vidt jeg husker, den 24. november, hvor man vil kunne indgive yderligere ansøgninger. Jeg forventer da ikke – men det er jo kun et gæt, jeg kan give herfra – at vi kommer til at se en meget voldsom stigning i antallet af mennesker.

Fru Pia Kjærsgaard.

Det begyndte med 100. Det var det tal, som regeringen først oplyste. Nu er det 900, godt og vel. Det bliver ganske givet større. Det er godt lige at få det vendt, sådan at det også kommer med i debatten. Men jeg bliver bare nødt til at spørge: Hvordan vil man forhindre, at der kommer flerkoneri og barnebrude – en god diskussion lige nu – til Danmark? Altså, det kan man jo ikke, og jeg synes lige så godt, at ordføreren kan stå og sige: Jamen altså, vi kan ikke rigtig gøre noget ved det. Nu har et flertal, ja, besluttet at tage dem til Danmark – en rigtig dårlig særlov – men indrøm dog, hvordan det virkelig hænger sammen.

Ordføreren.

Jamen vi skal jo ikke have flerkoneri i Danmark, og vi skal ikke have barnebrude i Danmark. Skulle der vise sig – og det har der mig bekendt ikke vist sig at være endnu – eksempler på det, skal myndighederne jo sætte ind over for det, og det skal så have de rette konsekvenser. Man er jo kun omfattet af den her særlov, hvis man enten er tidligere lokalt ansat, altså en med en tilknytning til Danmark, eller nær familie – og jo ikke, hvis man er kone til venstre hånd, eller hvad ved jeg.

Tak. Så er det fru Kathrine Olldag.

Tak for det. Og tak for talen. Nu er der jo en solnedgangsklausul i det lovforslag, vi sidder og behandler her i dag. Hvordan forholder ordføreren sig til, hvis situationen i Afghanistan om 2 år stadig væk er usikker og farlig for den gruppe, vi har evakueret? Ville ordføreren så være positiv over for, at man i lovforslaget her kunne indskrive en hjemmel til ministeren til f.eks. at kunne forlænge særloven i et år ad gangen, så længe vi kan se, at situationen i Afghanistan stadig er usikker?

Ordføreren.

Det er jo altid svært at spå om noget, der ligger 2 år ud i fremtiden, men umiddelbart har jeg svært ved at forestille mig, at det ville være et forslag, jeg selv ville lægge frem i det socialdemokratiske gruppeværelse.

Nu har vi hjulpet de mennesker til Danmark på en god måde, sådan at de får et opholdsgrundlag og umiddelbart kan komme i gang med at arbejde eller gå i skole og blive integreret i en kommune et sted i Danmark. Det får de formodentlig med den her lov en helt særlig og fin ordning for, som så varer 2 år. Hvis de så derefter ikke kan vende hjem, fordi de mener, at det er usikkert for dem at vende hjem, så må de jo som alle andre, der søger asyl, gå den slagne vej gennem asylsystemet og søge asyl, og så må myndighederne jo vurdere, om det er rigtigt, og om der er hold i det. Og ellers må de jo finde sig et andet opholdsgrundlag – så må de jo ind under beløbsordningen, positivlisten, ordningen om arbejdsmarkedstilknytning, eller hvad de ellers kan bidrage med, og altså benytte sig af nogle af de andre muligheder for at få opholdsgrundlag, vi har i Danmark.

Fru Kathrine Olldag.

Jeg er helt enig i, at det er et rigtig fint lovforslag med mange muligheder, som vi har fået stykket sammen. Men nu nævner ordføreren selv det forhold, at de f.eks. kan befinde sig i en kommune og være i gang med integration osv. Hvis vi så stadig væk om 2 år kigger ind i en situation, hvor asylbehandlingerne for afghanere stadig er berostillet, som det er tilfældet nu, og hvis det er sådan, at de hverken kan være under asylbehandling eller kan være på særlov mere, så lander de måske i et hul, hvor man bliver nødt til at tage dem ud af kommunen og flytte dem tilbage på et asylcenter. Hvordan ser ordføreren på det?

Ordføreren.

Jamen jeg har ikke nogen forventning om, at man til evig tid ikke vil kunne behandle asylansøgninger fra afghanske statsborgere. Det har jeg da en forventning om man på et eller andet tidspunkt vil kunne begynde på igen, og så er det jo myndighederne, der skal afgøre, om det for alle afghanere vil være farligt at opholde sig i Afghanistan. Det håber jeg ikke er tilfældet, for i så fald er der jo knap 40 millioner afghanere, som skal finde et andet sted at bo, og så har vi jo helt andre problemer. Jeg håber da, at der kommer til at ske en eller anden form for stabilisering af Afghanistan, og at mange også har lyst til at vende hjem.

Tak for det. Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge Socialdemokratiets ordfører, hvad vi skal stille op med dem, som vi ikke fik med i evakueringen, altså de ngo'er, journalister, kvindesagsforkæmpere, alle mulige andre, som vi godt kan lide, men som Taleban ikke kan lide. Hvordan skal vi hjælpe dem, for de kommer jo ikke til at blive hjulpet af det her stykke lovgivning?

Ordføreren.

Nu er jeg jo lidt uden for mit eget område her med udlændinge- og integrationsområdet, men det er mit klare indtryk, at der blev gjort en meget stor og flot indsats fra dansk side, hvor man ovenikøbet også kunne bistå andre lande med at evakuere ud af Afghanistan. Der er jo et eller andet sted, hvor man må trække en grænse, for der er helt sikkert utrolig mange mennesker, også uden nogen form for tilknytning til Danmark, som gerne ville have været evakueret til Danmark. Jeg synes, der er blevet gjort en enormt stor og flot indsats.

Fru Rosa Lund.

Jamen jeg er for en sjælden gangs skyld fuldstændig enig med hr. Rasmus Stoklund – der er blevet gjort en meget stor og flot indsats, men det er ikke den, jeg spørger til. Jeg spørger til – og jeg spørger ordføreren som udlændinge- og integrationsordfører – hvordan vi kan hjælpe de mennesker, som nu er på flugt fra Taleban, som er tilbage i Afghanistan, som ikke blev evakueret? Det er jo desværre ikke alle, vi har nået at få med, selv om jeg er fuldstændig enig i, at vi har nået at få mange ud, og det er en rigtig stor og flot og ikke mindst vigtig indsats, og når man har hjulpet Danmark i udlandet, hjælper vi selvfølgelig også.

Ordføreren.

Jamen jeg tror, at det spørgsmål skal stilles via Udenrigsudvalget. Jeg mener, at vi har gjort det, vi skulle. Vi har evakueret utrolig mange mennesker fra Afghanistan, vi har ovenikøbet evakueret flere, end vi skulle. Det fremgår jo også, at der er nogen, der har sneget sig med om bord. Så man kunne jo også angribe problemet fra en anden vinkel og sige, at der faktisk er nogle, der slet ikke skulle have været evalueret, som er kommet med. Det er en helt anden og også ret stor udfordring, som skal håndteres af myndighederne i den her tid.

Tak. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jeg tror, vi er enige om, at Talebans fremrykning skete hurtigere, end hvad folk havde forventet – det er ikke det, spørgsmålet handler om. Men der var også bred enighed om, at Taleban nok på et tidspunkt ville overtage magten. Det lå ligesom også i kortene. Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ind til, er, om det så hele tiden har været forventningen fra regeringens side, at man på et tidspunkt skulle trække de her tolke ud og hjem til Danmark.

Ordføreren.

Der må jeg igen sige, at det altså ligger inden for et andet ministeriums område end det, som jeg arbejder med som udlændingeordfører. Altså, det er jo et forsvars- eller udenrigspolitisk spørgsmål, hvorvidt man hele tiden har ment, at man skulle evakuere nogle. Det har jeg ikke noget kendskab til eller noget grundlag for at svare på her.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Når jeg spørger til det, er det, fordi det er interessant at vide. For der var jo også områder i Afghanistan, hvor Taleban havde magten og har haft magten i nogle måneder. Er ordføreren bekendt med, at man har evakueret og givet midlertidigt ophold til nogle tolke, som boede i de områder, hvor Taleban allerede havde magten?

Ordføreren.

Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken for noget, for som hr. Lars Boje Mathiesen er klar over, er der jo folk, som ikke skulle have været med på de her fly til Danmark, som er kommet med, og det er jo en del af problemet med, at det hele lige pludselig gik meget stærkt, og at det blev meget kaotisk – så der blev evakueret flere mennesker, end der skulle have været evalueret, og ikke alene dem, som skulle være omfattet af den her lovgivning, og som var direkte tilknyttet enten ambassaden eller det danske forsvar.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Rasmus Stoklund som Socialdemokratiets ordfører, om vi kan være sikre på, at det ikke er sådan, at nogle af de personer, der bestemt ikke skulle have været med i de fly, der medbragte evakuerede, bliver hængende i Danmark. Nu har vi bl.a. to enker, altså en mand med flere koner, og får de to personer lov til at blive i Danmark, eller kan hr. Rasmus Stoklund garantere, at en af dem bliver sendt tilbage til Afghanistan og ikke får asyl her?

Ordføreren.

Jeg indførte ret hurtigt et princip for mig selv, efter jeg blev valgt til Folketinget, om ikke at garantere noget som helst, for det vil kun give mig bøvl, og ordføreren vil sikkert arrangere, at der bliver lavet en dårlig facebookvideo med mig, hvis jeg garanterer noget, der så ændrer sig på et senere tidspunkt.

Det, jeg vil sige, er, at hvis der er nogen, der har sneget sig med, som ikke er omfattet af den aftale, som er det, vi skal diskutere i dag, altså det lovgrundlag, der giver en særlig opholdstilladelse i 2 år, må de jo gå den slagne vej igennem asylsystemet, for så får de ikke det her 2-årige opholdsgrundlag, og så må de igennem asylsystemet, så må de søge asyl, og så skal myndighederne vurdere, om de har et behov for beskyttelse eller ej. Det vil der muligvis være nogle, der har, men der vil nok være nogle andre, der ikke har det, for i øjeblikket er der jo ikke generelle krigshandlinger i hele Afghanistan.

Hr. Peter Skaarup.

Jeg er med på, at hr. Rasmus Stoklund ikke kan garantere noget, og det kan vi jo også se på den stribe af løftebrud, der er kommet fra regeringens side. Man gik til valg på at stramme udlændingepolitikken og sikre, at den faste udlændingepolitik fortsatte, men alligevel har man modtaget krigere fra Islamisk Stat, man modtager over 1.000 fra Afghanistan, man modtager dem en masse, og man tager imod kvoteflygtninge. Det sejler jo rundt for regeringen. Men når det så er sagt, kunne man dog i det mindste, når man nu åbenbart ved en fejl tager imod en person med to koner, sige her i Folketingssalen, at selvfølgelig skal den ene af de to som minimum hjem og skal selvfølgelig ikke på noget tidspunkt have asyl i Danmark.

Ordføreren.

Jeg anerkender ikke præmissen om, at den her regering har lovet en hel masse i forhold til udlændingepolitikken, men så har brudt de løfter, vi har givet. Reglerne for permanent ophold er de samme. Vi, et bredt flertal i Folketinget, har i fællesskab lige strammet op – det var det seneste forslag, der blev behandlet her i salen, inden vi kom på med det her – på reglerne for statsborgerskab. Over en bred vifte står vi fast på det. Der har bare her været en særlig omstændighed, hvor nogle afghanere, som har arbejdet sammen med danskere, nu var kommet i en farlig situation, og så laver vi sammen, et bredt flertal i Folketinget, en særlov for dem.

Tak. Så er den sidste korte bemærkning fra hr. Marcus Knuth.

Tak. Hr. Rasmus Stoklund siger, at det er gået meget stærkt, og at det var kaotisk, og at vi nok har evakueret flere, end vi forventede. Det kan jeg roligt bakke op om. Virkeligheden er jo, at amerikanerne begyndte en gradvis evakuering allerede i foråret. Australierne lukkede deres ambassade. Men da vi spurgte i Det Udenrigspolitiske Nævn, fik vi at vide af forsvarsministeren: I skal ikke være bekymrede, Taleban tager ikke Kabul på den her side af nytår, det er i hvert fald usandsynligt.

Det fik vi også at vide så sent som i august, da vi igen spurgte forsvarsministeren. Nu viser det sig jo så, at den danske styrkechef igen og igen uge efter uge sendte kraftige advarsler tilbage igennem forsommeren helt op til juni måned om det kollaps, der var på vej, altså at de afghanske sikkerhedsstyrker var ved at smuldre. Er ordføreren enig i, at hvis de informationer var blevet givet videre til Folketinget, havde vi kunnet handle meget tidligere og meget mere effektivt og undgået noget af det kaos, som ordføreren selv beskriver?

Hr. Rasmus Stoklund.

Jeg synes for det første, at hr. Marcus Knuths indlæg bevæger sig lidt i periferien af, hvad der er på dagsordenen i salen her i aften. Det er den ene del. For det andet er det at tegne det her billede af, at det kun er fra dansk side, at man, hvad skal man sige, blev overrumplet af, hvor hurtigt det lige pludselig gik i Kabul, heller ikke rigtigt, mener jeg. Jeg synes, at alene hele forløbet og de billeder, man så fra bl.a. lufthavnen i Kabul, vidner om det, og også den efterfølgende proces, hvor man jo så, at også andre lande lige pludselig havde meget travlt med at få evakueret – og hvor Danmark faktisk også kunne bistå andre, bl.a. nordiske lande, med evakueringen.

Hr. Marcus Knuth.

For at holde det så sagligt som muligt vil jeg sige, at jeg jo selv hørte til dem, der hen over sommeren ikke så det her kollaps komme. Men det var jo, fordi vi ikke havde fået det at vide her i Folketinget. Bl.a. derfor var der jo heller ikke gennemført grundige evakueringsplaner af ambassaden osv. Hvis det havde været tilfældet – som nogle andre lande gjorde – havde vi måske ikke haft den forvirring, der bl.a. førte til, at afviste kriminelle afghanere kom med tilbage til Danmark, og andre, som vi ikke havde forventet. Så det er egentlig bare en kommentar herfra om, at vi Konservative synes, er det er rigtig ærgerligt, at især forsvarsministeren ikke sendte de informationer videre til Folketinget.

Ordføreren.

Men det er jo ikke et retvisende billede at få det til at lyde, som om de kaotiske scener, man så udspille sig i Kabul, når man fulgte med på skærmen, da det gik allerhedest for sig, alene var et udtryk for, at danskere var på vej ud af Kabul. Altså, der var trods alt mange forskellige nationaliteter fra de vestlige styrker, der var på vej ud af Kabul. Og der var mange af vores allierede, som også evakuerede i de dage, og som også var i en meget overrumplende situation, fordi det hele lige pludselig gik utrolig stærkt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Socialdemokratiets ordfører. Og den næste ordfører er fra Venstre. Hr. Mads Fuglede, værsgo.

Tak for ordet. Danmark har gennem to årtier haft en markant og aktiv tilstedeværelse i Afghanistan, som desværre sluttede på en måde, som ingen af os havde troet eller håbet på – og dog alligevel; så var der jo tegn i både sol og måne på, at amerikanerne var på vej ud, og at det måske ville være rettidigt at begynde at undersøge, hvem vi skulle have med ud, hvis det, som vi i lang tid forestillede os var utænkeligt, skete, nemlig at Kabul faldt.

De danske soldater og de danske embedsmænd i Afghanistan har gjort en kæmpe indsats, men man har fra politisk side negligeret den opgave at sørge for at være forberedt på den situation. Og derfor er den situation, vi står i i dag, med L 43 om forslag til lov om midlertidig opholdstilladelse til de personer egentlig en situation, hvor vi kunne have bragt os selv et sted hen, hvor det ikke på samme måde var sådan på bagkant at vi skulle reagere.

Vi sikrer med det her lovforslag, at vi hjælper de mennesker, som har hjulpet os, og det synes jeg vi er godt tjent med. Og det mener vi også i Venstre. Lovforslaget kom jo som en udmøntning af den aftale, som regeringen indgik i starten af august med et bredt flertal af partier. Men det er jo først en aftale, som regeringen levede op til – den politiske aftale – da man blev sat under pres fra blå blok. Hvis det stod til regeringen, ville de med lovforslaget give opholdstilladelse til barnebrude og personer involveret i flerkoneri, netop fordi man ikke havde lavet det her screeningsarbejde ordentligt og så iværksat den del af hele processen på forhånd. Derfor blev meget af det noget rod, og derfor er sådan en særlov som den her også præget af, at det antal personer, der nu er kommet til Danmark, ikke kun rummer det antal, som vi gerne vil hjælpe, men også nogle, som jeg ikke mener vi burde have hjulpet. Men sådan må det være, når man ikke gør sit arbejde ordentligt.

Den situation, vi er endt i, er, at man kan sige, at noget af det eneste positive, der er ved det her forløb, jo er, at regeringen endte med at indse, at man havde taget fejl. Man ændrede formuleringen omkring flerkoneri og barnebrude og fik et forslag, som vi sidder med i dag, og som Venstre godt kan bakke op, om end jeg skal gøre opmærksom på endnu en gang, at vi havde håbet, at man havde foretaget alt det, der ligger før L 43, på en sådan facon, at vi ikke var endt i en så frygtelig rodet situation og ikke skulle diskutere frem og tilbage, om man indirekte skulle anerkende flerkoneri og barnebrude i Danmark. Det er alt sammen resultatet af, at regeringen ikke var sit politiske ansvar voksen. Tak.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger, og det er først fru Marie Krarup.

Jeg kan forstå, at ordføreren synes, at forløbet har været noget rod og dermed prøver at have en kritisk attitude til loven. Men ordføreren står jo og støtter den, altså ordføreren støtter jo en lempelse af udlændingepolitikken. Det er en særlov, der formentlig vil bringe tusindvis, i hvert fald 1.000, men vi ved ikke, hvor mange flere end 1.000 det bliver, til Danmark, men som formentlig ikke vil kunne integreres, og som formentlig aldrig vil blive sendt tilbage, for sådan er realiteterne jo desværre, når folk først er kommet ind og har mulighed for at søge asyl. Det synes jeg er stærkt bekymrende. Det er ikke sådan, jeg tror Venstre gerne vil være kendt i landet, altså som et parti, der lemper udlændingepolitikken og skaffer folk fra muslimske lande til Danmark i store grupper. Men det er jo det, man gør. Hvordan vil man forsvare det?

Hr. Mads Fuglede.

Jamen det her er jo en særlov, som tager udgangspunkt i, at vi skal hjælpe de mennesker, som har hjulpet danske soldater og danske embedsmænd som en del af Afghanistanmissionen. Det er mennesker, vi meget gerne vil hjælpe. Der er omkring 900 nu, og tallet bliver måske højere, sandsynligvis lidt højere, men det tal kunne have været noget mindre, hvis man tidligere havde lavet en finkæmning af den gruppe, som skulle komme hertil, men det har man ikke gjort, og nu står vi med den her gruppe, som er større, end vi havde ønsket det. Men det ændrer ikke ved, at det er Venstres holdning, at hvis man har hjulpet danske soldater på en meget skarp mission, har man også krav på at få hjælp af Danmark bagefter.

Fru Marie Krarup.

Det er jo ikke kun folk, der har kæmpet med danske soldater, det er folk, der har været ansat på den danske ambassade. Skal vi så for fremtiden tage alle folk, som har arbejdet på danske ambassader eller for danske myndigheder i fremmede lande, hvor det er ubehageligt at være, til Danmark, hvor de kan søge asyl? Det er en absurd måde at se situationen på. De afghanere bor i deres fædreland, og jeg kan godt forstå, at de har ønsket noget andet, og jeg kan også godt forstå, at de har taget et godt job hos danske myndigheder, men det berettiger dem da ikke til indvandring i Danmark.

Ordføreren.

Desværre har mønstret i Afghanistan jo været det, at Taleban har været meget hævngerrige over for alle, der har hjulpet de vestlige lande, der har været aktive i Afghanistan, og det har gjort, at vi har et ansvar for at hjælpe dem. Det er da bestemt ikke noget, jeg håber kommer til at gentage sig andre steder. Jeg havde slet ikke håbet, at vi skulle stå her og tale om, at vi havde forladt Afghanistan på den måde, vi har forladt det på, så jeg håber, at det er en enlig svale, som vi bliver klogere af.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Pia Kjærsgaard.

Uh, jeg kan næsten føle fornemmelsen hos hr. Mads Fuglede:Det her er ikke rart, men vi har sagt ja, så nu stemmer vi for; sikke da noget skidt, vi har bevæget os ud i. Men jeg vil bare anholde det, som vi har hørt til bevidstløshed, specielt, må jeg så sige, fra Venstre, hvor man siger: Nu har de hjulpet os, og så har vi pligt til at hjælpe dem. Nej, det er omvendt. Det var os, der hjalp dem. Det var vores soldater, der tog ned for at hjælpe dem. Det er folk på ambassaden, som har fået deres løn, og som vidste, hvad de gik ind til. Jeg bryder mig ikke om den mærkelige venden rundt på tingene. Det er os, der har været nede at hjælpe dem. Det er vores soldater, der har ydet en kæmpe, kæmpe indsats med meget store konsekvenser for mange af dem. Og så må jeg altså bare i forhold til det der med de 1.000 spørge: Hvordan vil Venstre forhindre, at der om 2 år søges asyl? Altså, de vil blive her i Danmark – langt de fleste af dem. Det tror jeg lige så godt vi kan se i øjnene. Sådan vil det være, og det synes jeg lige så godt man kan indrømme her fra Venstres side ved en første behandling.

Ordføreren.

Altså, jeg håber ikke, jeg på nogen måde har givet udtryk for, at vi ikke mener, at Danmark har gjort en stor indsats og en vigtig indsats i Afghanistan. Jeg prøvede mere at give udtryk for, at vi er kede af, at den tilstedeværelse, vi har haft i 19 år og 8 måneder i Afghanistan, får den afslutning, som den nu engang får. Når det så er sådan, at vi har været i felten med nogle, der har støttet os i den vanskelige situation, vi har været i, så er det nogle, vi har et særligt ansvar for. Vi mener ikke, vi har et særligt ansvar for hele det afghanske folk. Jo, vi har et ansvar for at hjælpe i nærområdet; vi støtter FN's donorprogram osv., men der er en særlig lille gruppe, som har optrådt loyalt over for Danmark, og som vi skylder at hjælpe, nu hvor vi ikke længere er aktive i Afghanistan. Og så kan jeg ikke nå at svare på fru Pia Kjærsgaards anden del af spørgsmålet, men det kan være, at det så bliver gentaget nu.

Fru Pia Kjærsgaard.

Tak. Men alene ordet særlov har jo en rigtig, rigtig dårlig klang. Det må det også have for Venstre. Det tror jeg det har for os alle sammen herinde. Jeg vil godt gentage fru Marie Krarups spørgsmål: Altså, hvad med alle andre steder? Der er jo meget, meget store omvæltninger i verden. Der er mange problemer rundtomkring. Har vi så en forpligtelse i forhold til alle ansatte rundtomkring, hvor der er enorme problemer, for det er der jo – de er meget store i Afghanistan, men faktisk også andre steder i verden? Har vi så også en forpligtelse over for dem i forhold til at hjælpe dem til Danmark? Og nej, hr. Mads Fuglede har på intet tidspunkt sagt andet, end at de danske soldater har gjort en stor indsats, men den bliver bare hele tiden vendt om ved at sige, at det er dem, der har hjulpet os, og det er altså omvendt.

Ordføreren.

Ja, vi har hjulpet Afghanistan og det afghanske folk, og i vores forsøg på at hjælpe Afghanistan og det afghanske folk er der en gruppe, der har hjulpet os med hjælpe at afghanerne. Det er den gruppe, vi taler om her, og derfor er der tale om en særlov, og den er anderledes end andre særlove. Den gruppe, man hjalp sidst, var palæstinenserne i 1992. Det var en gruppe, der tilbagebetalte det danske samfund ved at opføre sig meget uartigt over for Danmark – det gælder rigtig mange af dem. Så der er en gruppe her, vi skylder hjælp, fordi de har hjulpet Danmark. Det havde palæstinenserne på ingen måde gjort.

Tak. Så er det fru Kathrine Olldag.

Tak for det, og tak til ordføreren. Nu nævnte ordføreren selv de her forhold om, at der i første udkast til loven var nævnt, at både kone nummer to og mindreårige brude eller koner var velkomne til også at søge under særloven. Det fik vi jo så heldigvis alle sammen luget ud, det var Radikale Venstre også rigtig glade for. Men jeg er egentlig mest interesseret i Venstre. Hvad ville Venstre have gjort ved disse mennesker, hvis de rent faktisk havde været der? For vi har jo fundet ud af efterhånden, at det nok var en teoretisk diskussion. Men hvad ville Venstre have gjort? Vi kan være enige om, at disse kvinder jo på en eller anden måde ville have været dobbelte ofre, både for en temmelig patriarkalsk ægteskabsstruktur, for pædofili f.eks., i hvert fald i vores lovgivning, og muligvis også nogle middelalderlige ægteskabsstrukturer. Så hvad ville Venstre have stillet op, hvis de rent faktisk havde været her?

Ordføreren.

I det omfang, der er taget barnebrude eller anden og tredje kone med i den gruppe, der er endt i Danmark, må vi anvise dem i det almindelige asylsystem, og så må de få deres sag behandlet der. Der er mange mennesker i verden, der er barnebrude, der er mange mennesker i verden, der er anden og tredje og fjerde kone endog, og Danmark har ikke nogen forpligtelse til at hjælpe dem ved at gøre dem til borgere i vores land. Det er ikke det, det her handler om. Det her handler om, at de er underlagt en ægteskabsform, som vi ikke ønsker, inddirekte, og mere eller mindre direkte at sende et signal om, at den accepterer vi i Danmark, så det kunne vi selvfølgelig ikke være med til. Det er en underlig måde at vende det på hovedet, synes jeg, at sige, at vi har en særlig forpligtelse over for den her gruppe, der er ofre. Men det er der mange der er, og den indsats for at afhjælpe det må ske i de lande, hvor man har de her middelalderlige ægteskabsstrukturer.

Fru Kathrine Olldag.

Tak for svaret. Jeg regnede egentlig også med, at ordføreren ville være ganske fornuftig og henvise til det almindelige asylsystem, for det ville jo betyde, at disse kvinder ville have adgang til også at blive her. Et eller andet sted står det jo også lidt i modsætning til, hvad ordføreren efterfølgende siger om, at der ingen grund er til, at vi skal tage særlige hensyn til disse, men det ville vi jo have været nødt til at gøre. Så igen er det bare et eksempel på, hvordan vi kunne have haft en god, solid, fornuftig diskussion uden nødvendigvis at være kravlet op på en eller anden symbolsk hest og moralsk bare raset mod de her grupper, som reelt ikke fandtes.

Ordføreren.

Jeg hørte ikke rigtig noget spørgsmål i det opfølgende her, så jeg er lidt usikker på, hvad jeg skal svare, andet end at jeg er rigtig glad for, at Danmark ikke har placeret sig selv i en situation nu, hvor vi anerkender flerkoneri eller barnebrude. Det ville ikke have tjent os, og vi skal hverken gøre det direkte eller indirekte, og i det omfang, vi kan hjælpe lande med at blive klogere på det her område, er det et vigtigt signal at sende.

Tak. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg er lidt nysgerrig på, hvad det er for nogle principper, Venstre vil bygge vores engagement i udlandet på fremover. Altså, er det således, at hvis vi er i konflikter ude i verden fremover, og det vil vi sandsynligvis være, og hvis der er nogle, der har været allieret med os, måske har hjulpet os, som Venstres ordfører siger, og de så er på den tabende side, vil de så skulle have adgang til Danmark? Det er for at forstå, hvad det betyder, hvis man lægger det her ind som præmis, som ordføreren gør, at hvis man har hjulpet Danmark og man så er i fare i sit eget land, har man ret til at komme til Danmark. Er det det nye princip, Venstre bygger udenrigspolitikken på?

Ordføreren.

Altså, hvis man i en tænkt situation har hjulpet Danmark og dermed er i livsfare, fordi man har hjulpet Danmark, og vi anerkender, at man har placeret sig i livsfare, fordi man har hjulpet Danmark, jamen så skal vi da så bestemt overveje også at hjælpe de mennesker. I den situation, vi er i i Afghanistan, har vi kunnet hjælpe, ved at i det omfang, de er efterstræbt af Taleban og er flygtet ud af landet, hjælper vi dem her. Og det er da bestemt ikke noget, jeg håber gentager sig, men hvis det skulle gentage sig, skal vi jo altid hjælpe dem, der er villige til at kæmpe sammen med danskerne og hjælpe danske soldater.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Men jeg er ikke sikker på, at de er i livsfare, fordi de har hjulpet Danmark. De er i livsfare, fordi de er imod Taleban og måske ikke deler deres holdning på nogle områder.

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge: Ved ordføreren, om nogen af dem, som er kommet hertil, nogen af de tusind mennesker, som er kommet hertil, har været bosat i nogle af de områder, hvor Taleban allerede styrede og havde magten, for så har de vel ikke været i umiddelbar fare, altså hvis Taleban allerede styrede det område?

Ordføreren.

Nej, det ved jeg ikke noget om, og det ved jeg jo bl.a. ikke noget om, fordi man ikke har lavet en screening af den her gruppe. Det er jo en underlig, meget sen sagsbehandling, som foregår i Danmark. Den skulle have været foregået i Afghanistan for lang tid siden, så man havde et overblik over, hvem de var, og om de i realiteten var i fare. Jeg er ret sikker på, at der er kommet nogen til Danmark i den her gruppe, der ikke skulle være kommet til Danmark, og så er jeg også ret sikker på, at der er nogle af dem, som vi står os rigtig godt ved at hjælpe nu.

Tak til ordføreren. Så er det den næste ordfører, fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Vi har dårlige erfaringer med særlove på udlændingeområdet i Danmark. Særloven om palæstinensere, der besatte Blågårds Kirke i 1992 og fik asyl kollektivt, og som siden har tilføjet Danmark mange udgifter og megen kriminalitet, burde være en lærestreg. Men her ser vi så en ny særlov.

Det drejer sig om et ukendt antal afghanere, der har bistået danske myndigheder. I begyndelsen fik vi at vide, at det var omkring 100, nu er det omkring 1.000. Hvor mange er det egentlig? Og hvor mange vil det i praksis ende med, når der jo formentlig også vil blive søgt om familiesammenføring i fremtiden? Og hvad betyder det, at afghanere har bistået danske myndigheder? Det lyder umiddelbart så heroisk, men det kunne også se ud, som om man har bistået, hvis man har gjort rent på den danske ambassade i Kabul eller været chauffør, ja, eller tolk for danskere. Men er det at bistå? Og udløser det et særligt bånd, der gør, at disse folk ikke kan leve med deres fædrelands skæbne? Betyder bistået ikke, at de faktisk har taget et vellønnet job hos nogle udlændinge på egen regning og risiko? Det mener jeg, og jeg mener ikke, at vi har en særlig moralsk pligt til at sørge for, at disse personer, der jo simpelt hen har haft et godt job i en periode af deres liv, får mulighed for at forlade deres fædreland og gøre Danmark til deres nye land. Så selve idéen om, at vi har pligt til at tillade disse personers indvandring til Danmark, er forkert.

Måden, det er foregået på, er også mærkelig. Det er sjusket gjort, for det viser sig jo, at der også tages nogle til Danmark, som allerede var udvist for bestandig af landet. Hvorfor skal de dog tilbage til os, efter at vi med masser af bøvl og besvær er kommet af med dem? Og hvad vil der ske med dem nu? Skal de være i Danmark for altid på tålt ophold? Skal de bo på Kærshovedgård? Det er pinligt for regeringen, og det er pinligt for de partier, der støtter denne aftale, at udførelsen er så dårlig.

Endelig: Hvem tror dog på, at der hermed kun gives 2 års midlertidigt ophold? De kan jo søge asyl bagefter. Sandsynligheden for, at disse mennesker vil blive i Danmark for altid og trække en mængde andre med sig, er meget, meget stor.

Vi synes i Dansk Folkeparti, at det er en skændsel med det her lovforslag. Det er det modsatte af en stram udlændingepolitik, som regeringen jo ellers påstår de fører. Det er simpelt hen forkert at pådutte det danske folk flere udgifter og problemer med udlændinge, som ikke kan integreres i landet. Der er dårlig erfaring med særlove i Danmark. Det tager vi alvorligt i Dansk Folkeparti. Det gør regeringen og aftalepartierne desværre ikke. Dansk Folkeparti kan ikke støtte L 43.

Tak for det. Der er ikke nogen spørgere, så derfor går vi videre til den næste ordfører, fru Halime Oguz, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Vores ordfører hr. Carl Valentin kunne ikke være her i dag, så jeg læser hans tale op.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det er for ting, afghanere, der har opponeret imod eller modarbejdet Taleban de sidste 20 år, kan blive udsat for med Talebans magtovertagelse i Kabul den 15. august. Men jeg ved, vi ved, at henrettelser er en af de afstraffelser, som Taleban har gjort brug af. Derfor er SF en del af den aftale, som står ved vores særlige ansvar for at hjælpe de afghanere, der ikke mindst har bistået den danske krigsindsats i Afghanistan, men som også har udsat sig selv og deres pårørende for store, store farer.

I SF er vi derfor glade for lovforslaget om at give midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder, og vi er især begejstrede for, at afghanere får mulighed for at få undervisning, uddannelse og arbejde i løbet af deres ophold, og at de evakuerede afghanere vil være omfattet af reglerne i den danske integrationslov, der bl.a. indeholder tilbud om boligplacering, danskuddannelse og selvforsørgelses- og hjemrejseprogram. At de evakuerede afghanere kan få mulighed for at blive en del af det danske samfund, er trods alt en forudsætning for, at de vil lykkes på det danske arbejdsmarked i de næste 2 år og muligvis mere til.

For der vil være afghanere, der ikke kan vende hjem til Afghanistan om 2 år. Når man tænker på den aktuelle situation i Afghanistan og de mildt sagt ringe fremtidsudsigter, der tegner sig for særlig kvinder og piger, forstår man jo godt hvorfor. Det er derfor også positivt, at lovforslaget tillader de omfattede at søge asyl og opholdstilladelse efter udlændingelovens øvrige regler, og med situationen i Afghanistan taget i betragtning vil vi derfor også lytte til Dansk Flygtningehjælp og Institut for Menneskerettigheders anbefaling om, at Udlændingestyrelsen har pligt til at rådgive de omfattede af forslaget om mulighederne for at søge asyl og om den retsstilling, der er forbundet med asyl.

Jeg kan på den baggrund meddele, at SF støtter dette lovforslag.

Tak. Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning.

Jamen nu kender man jo SF igen – altså at man gerne vil have så mange fremmede til landet, at man synes, det er helt okay. Men der står jo trods alt, at det er et 2-årigt midlertidigt ophold. Men ordføreren sagde, at det muligvis var mere. Det vil sige, at ordføreren altså vil støtte, at man får forlænget deres mulighed for opholdstilladelse mere end de 2 år. Det vil altså sige, at SF, regeringens støtteparti, allerede nu lægger op til sådan en endnu kraftigere lempelse af udlændingepolitikken. Forstod jeg ordføreren rigtigt?

Værsgo.

Ja, det gjorde fru Marie Krarup. Det er rigtigt, at jeg sagde, at der vil være mulighed – det går vi i hvert fald ind for – for forlængelse af opholdstilladelsen situationen taget i betragtning. Vi tror simpelt hen ikke på, at der om 2 år vil være sikkerhed eller fred i Afghanistan, og vi har derfor en særlig pligt til at hjælpe de her mennesker, der har sat deres liv på spil for at hjælpe os danskere i kampen mod Taleban.

Fru Marie Krarup.

Hvis de har sat deres liv på spil i kampen imod Taleban, er det forhåbentlig for Afghanistans skyld, det vil jeg da meget håbe. Jeg vil da håbe, at de er gode patrioter, og derfor er det selvfølgelig grotesk, at de så skal udvandre til Danmark. Men nu kender man SF igen. Det er jo godt. Så ved man, at de står for en lempelig udlændingepolitik. Det, der så bare er mere mærkeligt, er jo, at SF er medunderskriver på en aftale, hvor V og K også er med, som jo ellers påstår, at de står for en stram udlændingepolitik, og regeringen har påstået det samme. Og det er jo det, der er mærkeligt. Men altså, hermed er det tydeligt: SF går ind for mere asylindvandring, og det er altså en aftale, som har samlet nogle partier, der går ind for det modsatte. Det synes jeg er uhyggeligt at tænke på.

Værsgo.

Jeg ved ikke helt, hvad fru Marie Krarup mener med, at man kender SF igen. Altså, SF har altid støttet en humanistisk politik. Vi har aldrig nogen sinde støttet, at der skulle være fri indvandring, eller at grænserne skulle være fuldstændig åbne, men lige i den konkrete situation vil jeg gerne referere min formands ord, når hun f.eks. siger, at vi vil have hjertet med i udlændingepolitikken, og det er det, der gør sig gældende her.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det fru Kathrine Olldag, Radikale Venstre.

Tak, formand. Først og fremmest har jeg en hilsen med til jer fra de evakuerede afghanere i Sandholmlejren. Den lyder sådan cirka sådan her ud fra fri hukommelse: Tusind tak, fordi I reddede os ud af Afghanistan, og tak, fordi operationen gik så godt i forhold til næsten alle andre landes operationer, som mange af jer sikkert har læst om i weekendens Politiken. Jeg replicerede selvfølgelig med: Det manglede også bare, og tak for jeres indsats, og tak for at have hjulpet os. Det var også vigtigt for dem at sige, at den danske indsats ikke har været forgæves. Generationer har gået i skole, fået uddannelse og ikke mindst fået håb om, at virkeligheden i Afghanistan kan være en anderledes virkelighed end Talebans.

Med de hilsner til Folketinget på sinde vil jeg gå til lovforslaget og lægge ud med de gode elementer:

Personkredsen i lovforslagets § 1 er meget, meget fornuftigt afgrænset. Ikke alle evakuerede kan få ophold efter denne ordning, men alle, der på en eller anden måde har bistået Danmark, får en opholdstilladelse efter den her ordning. Andre evakuerede kan frit søge efter andre ordninger, f.eks. asyl efter udlændingelovens § 7. Derudover er der en meget vid adgang til ophold for familie til personer, der har bistået danske myndigheder. Både ægtefæller, børn – også voksne børn – personer fra samme husstand, bedsteforældre og børnebørn omfattes. Opholdstilladelsen giver også ret til arbejde, og det var ikke givet på forhånd, så det er vi glade for. Det er naturligvis helt afgørende for integrationen.

Der kan søges ophold efter andre ordninger. Personer med ophold efter den her lov kan stadig søge ophold efter udlændingelovens bestemmelser, f.eks. asyl eller familiesammenføring, uden at det har negative konsekvenser for denne opholdstilladelse, hvilket også er vigtigt at bære in mente. Personer med ophold efter denne lov indskrives i integrationsloven. De pågældende sidestilles med flygtninge og omfattes derfor af gratis danskundervisning og en beskæftigelsesrettet indsats. Sidst, men ikke mindst, får personer med ophold efter den her ordning adgang til uddannelse.

Knap så begejstret er vi få solnedgangsklausulen, som også kritiseres stærkt i de fleste høringssvar. Lovforslaget giver ingen mulighed for forlængelse af opholdstilladelsen, når klausulen træder i kraft i 2024. Det er en stor knast, og vi ved, at den usikkerhed, der dermed skabes om afghanernes fremtid i Danmark, er særdeles skadelig for integrationen. De fleste vil formentlig få asyl på sigt, men det bliver en lang proces, da alle sager p.t. er sat i bero, og i mellemtiden lever afghanerne i konstant usikkerhed om deres fremtid.

Man kan forestille sig, at en afghansk familie om 2 år er godt i gang med integrationen. Moren er i gang med uddannelse, faren er i arbejde, og børnene går måske i folkeskole og på gymnasiet. Det er ikke et billede, jeg griber ud af en eller anden idyllisk forestilling, men et realistisk scenarie baseret på, hvem det egentlig er, vi har evakueret, og hvad de har med sig af kompetencer og virkelyst. Efter 2 år udløber særloven, og asylbehandlingen for afghanere er stadig sat i bero, for ingen har endnu et overblik over situationen i Afghanistan. Det er det scenarie, jeg prøver at opstille. Det er et ganske sandsynligt scenarie, som vi bør gardere os imod i loven. Så står familien nemlig reelt uden opholdsgrundlag og skal beskyttes og skal tilbage til asylcenteret – eller hvad?

Den potentielle faldgrube, der er efter 2 år, kunne vi godt tænke os at lovforslaget adresserede. Bevares, hvis freden er brudt ud og ingen er i fare længere, skal de afghanske flygtninge naturligvis sendes hjem, men helt ærligt, hvor realistisk er det? Hvis vi ikke forudser den potentielle situation nu, skaber vi ikke kun en unødvendig usikkerhed blandt de evakuerede, men vi skaber også et unødvendigt problem for os selv, hvis vi ikke allerede nu skaber nogle redskaber i lovforslaget, der kan håndtere den situation. Radikale Venstre foreslår derfor et ændringsforslag, som fjerner lovforslagets solnedgangsklausul og samtidig skaber hjemmel til forlængelse af den midlertidige opholdstilladelse med 1 år ad gangen, så længe forholdene i Afghanistan er af en sådan karakter, at der ikke sker tvangsmæssig udsendelse. Det bør fremgå af ændringsforslaget, at en opholdstilladelse forlænges, hvis der verserer en ansøgning om asyl, således at ansøgeren kan fortsætte eventuelt arbejde eller eventuelle skolegang og ikke skal tage ophold på et asylcenter.

Vi bakker naturligvis samlet set op om lovforslaget, men håber også, at der er mulighed for at eliminere faldgruben, som jeg har beskrevet. Det ville skabe ro og sikkerhed, både for afghanerne, for de kommuner, der skal tage imod dem, og for myndighederne. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, så den næste ordfører er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Vilkårene for mennesker, som er uenige med Taleban i Afghanistan, har i årtier været urimelig hårde. Her 20 år efter at Danmark var med til at gå i krig i Afghanistan, står vi jo og kan se på et land, der måske endda er i endnu værre forfatning, end da man gik i krig i 2001. Mange mennesker i Afghanistan troede på, at vi ville hjælpe dem med at få et demokratisk styret land, hvor kvinder har de samme rettigheder som mænd, hvor man ikke bliver straffet for at have en anden holdning end magthaverne, og hvor man ikke som journalist bliver straffet for at skrive kritisk om regeringsmagten. Men som vi så for et par måneder siden, blev alt det, vi har forsøgt at bygge, fjernet på ganske få dage. Og de rettigheder, vi taler om, er igen blevet indskrænket.

I dag behandler vi så et lovforslag til gavn for dem, som har hjulpet den danske stat med deres indsats i Afghanistan. Det manglede da også bare, at vi hjalp dem, vil jeg sige. Det var absolut på sin plads, at vi i Danmark om end en kende for sent evakuerede de her mennesker fra Afghanistan. Tolke, ngo-ansatte og deres familier har vi hevet ud af Talebans kløer, og jeg er meget enig med tidligere ordførere i, at det var og er en rigtig flot indsats. Når det er sagt, er der jo stadig rigtig mange mennesker i Afghanistan, som har brug for vores hjælp.

Den her lov er jo en særlov, og den er midlertidig. Jeg synes, det er rigtig godt, at vi vedtager en særlov her, selv om jeg også er bekymret for, at vi nu laver en form for parallelt system ved siden af det almindelige asylsystem. Og at den her lov kun giver 2 års midlertidig beskyttelse, er i mine øjne meget utilstrækkeligt. Selvfølgelig kan vi ikke tillade os at stå og vifte med en potentiel afvisning igen om 2 år, for sandsynligheden for, at Taleban om 2 år eller for den sags skyld om 5 år ikke længere er ved magten, er nærmest på niveau med sandsynligheden for, at jeg bliver statsminister inden for samme periode.

Vi har et system i Danmark til at tage os af mennesker på flugt fra krig. Vi har et asylsystem. Og selv om et stort flertal herinde har brugt rigtig mange år på at gøre det rigtig svært at få asyl og ophold i Danmark, er der ingen tvivl om, at dem, vi har evakueret fra Afghanistan, ville være berettiget til at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1., altså en asylbeskyttelse, som ville give dem mange flere og bedre rettigheder end den særlov, vi vedtager i dag. Det her kunne altså være løst ved, at de blot fik lov at indgive en asylansøgning ligesom alle andre flygtninge, og selvfølgelig også løst ved, at sagerne om Afghanistan i Flygtningenævnet ikke var sat på pause.

Jeg synes dog stadig, at vi er nødt til at vedtage den her særlov, og det er vi, fordi vi har et system, der har så urimeligt lange sagsbehandlingstider, at der vil gå op til 18 måneder, før de her mennesker, som åbentlyst har et beskyttelsesbehov, vil kunne begynde at integrere sig i det danske samfund. Og det er jo de vilkår, de ganske få flygtninge, vi ellers modtager i Danmark, udsættes for. Det er de vilkår, som eksperter gang på gang har pointeret er med til yderligere at traumatisere krigsflygtninge, sætte dem endnu længere tilbage i ledighedskøen, og det er vilkår, som der uden problemer kunne laves om på, hvis der var truffet et aktivt valg om ikke at gøre livet surt for de her mennesker. Idet vi må forvente, at det kun potentielt er ganske få, som ikke vil kunne søge asyl, og som derfor så vil være på den her særlov, så kan jeg godt forstå den kritik, som både Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp er kommet med, af, at vi nu laver det her parallelsystem. Men jeg tror nu alligevel, at der er nogle, som vil blive grebet af den her særlov, som ikke ville være blevet grebet af det nuværende asylsystem. Derfor synes vi, det er godt, at man laver den her lov.

Samtidig ved vi jo også, at undersøgelser viser, at 60 pct. af danskerne støtter op om, at de afghanske flygtninge, vi i dag her taler om, faktisk skulle have en permanent opholdstilladelse. Det er jo så praktisk taget umuligt at få en permanent opholdstilladelse i Danmark, og derfor mener vi også, at det er rigtig fornuftigt, at vi giver de her mennesker 2 års pusterum.

Til sidst vil jeg tillade mig at glæde mig over, at der trods alt stadig væk findes lidt borgerlig anstændighed tilbage i Venstre og Det Konservative Folkeparti, og at det kan lykkes, hr. minister, at kradse lidt i regeringens udlændingepolitik. Enhedslisten kan støtte forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Så er det hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Når folk ude i verden hjælper os, skal de selvfølgelig også kunne regne med os, når alting virkelig braser sammen. Derfor bakkede vi Konservative i august op om at være med til at evakuere vores lokale afghanske ambassademedarbejdere og de resterende militære tolke. Det var ikke nogen nem beslutning. Vi synes ikke, man skal evakuere folk, medmindre det er absolut nødvendigt. Det er ikke sådan, at en ansættelse på en dansk ambassade i en konfliktzone eller det at være militær tolk for Danmark rundtomkring i verden automatisk skal føre til en flybillet til Danmark.

I de første diskussioner den 9. august med forsvarsministeren og udenrigsministeren var vi meget tilbageholdende i forhold til at evakuere – ikke mindst fordi vi fik at vide, at det var usandsynligt, at Taleban ville indtage Kabul på den her side af nytår. Vi mente først, at det var relevant at evakuere folk, hvis det virkelig brændte på. Men forsvarets efterretning viste sig jo at være helt på månen, for at sige det sådan, for blot 6 dage senere faldt Kabul til Taleban, vel at mærke samtidig med at forsvarsministeren var taget til Ærø for at føre valgkamp.

Siden hen har det vist sig, at den danske styrkechef, den danske oberst, der var i Kabul frem til midten af juni måned, løbende advarede om de katastrofale forhold for de afghanske sikkerhedsstyrker og dermed også om det forestående sammenbrud i Afghanistan. Det satte forsvarsministeren sig ikke ind i. Det blev heller ikke videreformidlet til os i Folketinget. Den skandale har vi påpeget igen og igen.

Vores evakuering fra Afghanistan kunne have været langt mere rettidig og velorganiseret. Hr. Rasmus Stoklund har også selv sagt, at det var kaotisk, at det gik meget stærkt. Amerikanerne gik i gang i foråret; australierne lukkede sågar deres ambassade; i de lande, der ikke har lyttet ordentligt til deres folk på jorden, i Holland og i Storbritannien, har der været ministerrokader, fyrede ministre. Det er ikke sket i Danmark – man siger bare: Pyt!

Fordi der ikke var styr på tingene, endte vi med at flyve rundt regnet fire gange så mange afghanere, som man havde planlagt, herunder udviste kriminelle afghanere, der var udvist fra Danmark, tilbage til dansk jord. Så kan man sige: Hvorfor bakker vi Konservative så op om lovforslaget her? Det gør vi, fordi vi deler den oprindelige aftale, og fordi vi synes, at de afghanere – og det gælder en del af de her små tusind mennesker – har hjulpet Danmark og på grund af risikoen for dem. Det ved dem, der kender til Afghanistan, og ved, hvordan situationen var i 2001. Talebans fjender hang simpelt hen som lig i lygtepælene. Vi kunne ikke stå på mål for, at bare én dansk ambassademedarbejder hang som et lig fra en lygtepæl.

I fremtiden skal det også være sådan, at vores lokale medarbejdere og tolke på vores danske ambassader og militære missioner i konfliktzoner kan regne med os, hvis det går helt, helt galt. Men det er jo ikke sådan, at alle ambassademedarbejdere i Libanon og Pakistan og Palæstina og fra et repræsentationskontor i Mali bare skal til Danmark – selvfølgelig skal de ikke det. Det her var en helt exceptionel situation.

Vi bakker også op om, at opholdstilladelsen skal være i 2 år. Vi synes ikke som Enhedslisten og forskellige andre, at det bare skal være et ubegrænset ophold. For skulle der mod forventning komme ordentlige forhold i Afghanistan over det næste år eller to – alt andet lige tror jeg, alle kan være enige om, at det er en omskiftelig situation – jamen så skal man selvfølgelig hjem igen. Det så vi jo bl.a. halvdelen af de irakiske tolke gøre for ca. 15 år siden.

I mellemtiden skal vi også huske på, at de her afghanere er folk, der har arbejdet for Danmark på vores ambassade som tolke. Dem og deres familier har vi selv inviteret hertil. De skal hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet, og børnene skal i skole. Vi skal ikke gentage tidligere tiders fejltagelser, hvor man ender med at skabe en masse sociale klienter, der falder uden for det danske samfund.

Men vi bakker på ingen måde op om nogen form for flerkoneri eller barnebrude, og derfor er vi stadig væk måbende over for, at ministeren prøvede at skrive det ind i forslaget og luske det ind ad bagdøren. Så tak til de partier, der også har været kritiske over for det. Vi er glade for, at den ordlyd nu er ude. Ministeren reagerede også meget hurtigt, må man sige. Derfor bakker vi op om lovforslaget efter de ændringer, der er lavet. Tak.

Tak for det. Der er et par bemærkninger. Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Denne særlov giver adgang for formentlig mere end 1.000 muslimske måske asylindvandrere fra Afghanistan. Er det en politik, som hr. Marcus Knuth ønsker at stå på mål for? Hvordan vil hr. Marcus Knuth se sine vælgere i øjnene, når han må indrømme, at han har lempet den danske udlændingepolitik og ved en særlov bragt 1.000 muslimske indvandrere til Danmark? Det forekommer mig fuldstændig barokt, og man har så også åbnet for, at man i fremtiden vil gøre det her, når der er militære operationer i udlandet. Det er ikke det, som jeg hører Det Konservative Folkeparti påstå er deres linje lige nu, hvor de virkelig prøver at pudse en stram udlændingepolitisk profil af. Men man lemper udlændingepolitikken, man skaffer flere muslimer til Danmark, til lykke med det, hr. Marcus Knuth. Hvordan kan man stå på mål for det?

Værsgo til hr. Marcus Knuth.

Nu må Dansk Folkeparti lige minde mig lidt om, hvorvidt Dansk Folkeparti var med i aftalen om at evakuere de irakiske tolke. Det var Dansk Folkeparti, ikke? Det kan være, jeg husker forkert, det vil jeg gerne lige tjekke en gang, men alt andet lige, som jeg sagde lige før, var det her en helt, helt særlig situation. Det er jo ikke sådan, at vores ambassademedarbejdere fra Libanon og Pakistan og fra kontoret i Palæstina og tidligere i Syrien og vores nuværende ambassade i Irak kommer hertil. Men det her var en 20 år lang indsats, der brasede fuldstændig sammen, og som jeg sagde meget tydeligt i min ordførertale: Den 9. august, selv om vi var under massiv kritik fra de røde partier – det kan Enhedslisten i hvert fald godt sige god for – for bare at skynde os at evakuere folk, sagde vi nej, vi gør det først i det øjeblik, hvor det virkelig, virkelig brænder på.

For – og jeg har selv været i Afghanistan, og jeg ved, hvordan Taleban gjorde i 2000, 2001 – deres modstandere hang som lig i lygtepælene, og det ville vi ikke kunne stå på mål for med danske ambassademedarbejdere.

Fru Marie Krarup.

Der er mange forfulgte mennesker rundtomkring i verden, der er mange, der lider, men der er også mange, der kæmper for deres egne fædrelande, og det burde disse mennesker selvfølgelig også gøre for at forbedre forholdene i deres egne fædrelande. Problemet er, at det kan være meget svært at afgrænse helt særlige situationer, og det, der vil ske, vil jo være, at næste gang vil man også sige, at det er en særlig situation. Men det vigtigste er jo, at med den her særlov bringer Det Konservative Folkeparti mange flygtninge til Danmark fra den islamiske kultur, som vi erfaringsmæssigt ved bliver en byrde for Danmark.

Hvordan kan Det Konservative Folkeparti dog foretage sådan en fejltagelse?

Tak, og værsgo.

Nu svarede fru Marie Krarup mig ikke på, om Dansk Folkeparti var med i aftalen om de irakiske tolke. Det mener jeg de var. Det kan være, jeg husker forkert, og det vil jeg lige gå ned og slå op bagefter; det kunne være meget, meget interessant.

Her er der ikke tale om asylansøgere, som bliver fløjet hertil som asylansøgere, der er tale om folk, som har hjulpet Danmark, som får 2 års ophold, og som gerne skal tilbage igen, fordi alternativet, altså at vi som det eneste vestlige land lod vores medarbejdere blive tilbage med risiko for at hænge fra lygtepælene, ikke var et alternativ, som vi kunne stå på mål for.

Tak. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Vi er jo i Enhedslisten rigtig glade for, at det lykkedes at lave den her aftale, som hr. Marcus Knuth også selv bemærker, selv om vi nok også har været lidt uenige om hastigheden, og vi er jo også glade for, at det er en bred aftale. Så jeg vil gerne spørge hr. Marcus Knuth: Hvad skal vi stille op med de mennesker, som har hjulpet den danske stat, og som stadig er i Afghanistan? Hvordan skal vi hjælpe dem?

Værsgo.

For dem, som har arbejdet direkte for os, står muligheden stadig væk åben. Som jeg forstår det, er der de såkaldte danskerlister – om end tempoet er meget, meget lavt nu, fordi langt de fleste er ude – og der er stadig væk en mulighed for at komme på de lister, og Udenrigsministeriet har en ret omfattende indsats for dem, der kommer over grænsen fra Pakistan, og som derefter får hjælp. Så er jeg ret sikker på, at fru Rosa Lund vil sige: Jamen hvad med dem, der har arbejdet for en ngo for mange år siden og måske har været med til noget perifert?

Prøv at høre: Vi har jo ikke folk, vi har ikke en ambassade længere, vi har ikke militærfolk på jorden, vi har ikke tolke, vi kan ikke screene folk, og der er folk, der perifert har været med i den danske indsats, der måske har gravet en brønd for 10 år siden, men man må også trække stregen et sted, og vi er, i forhold til hvordan den er blevet trukket i her aftale, i hvert fald gået meget, meget bredt med og langt bredere, end vi først diskuterede med aftalepartierne den 9., 11. og 13. august.

Tak. Fru Rosa Lund.

Det er jo en helt korrekt antagelse, hr. Marcus Knuth laver her, altså at vi godt synes, at man kan rykke den streg lidt. Jeg vil bare lige rette en anden antagelse, som hr. Marcus Knuth havde tidligere om Enhedslistens politik, nemlig at vi bare synes, at der skal være ubegrænset ophold. Jeg vil bare understrege, at vi i Enhedslisten synes, det er rigtig godt, at vi har et uafhængigt Flygtningenævn, om end vi synes, sammensætningen burde være anderledes, om end vi synes, at kravene til at få permanent ophold burde være nemmere. Men vi mener sådan set stadig væk, at det er Flygtningenævnets afgørelse. Så det var bare lige for at rette den misforståelse.

Tak, og værsgo.

Tak, og det, jeg prøvede at sige, er, at jeg mener at have hørt Enhedslisten sige, at de ca. 1.000 afghanere, der er kommet hertil, ikke skal have 2 års ophold, men permanent ophold fra dag et. Så tager jeg fejl, undskyld, det vil jeg gerne beklage.

Tak. Der er ikke flere spørgsmål, og så er det hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Når man har fulgt debatten om Afghanistan, er der noget, som sådan springer en lidt i øjnene, og det er, at folk tit siger, at der åbenbart må have været millioner af afghanere, som bare var uheldige, at Taleban lige kunne strømme ind og overtage landet. Altså, det er en af de der ting, som jeg tit tænker på. Så mange talebansoldater var der heller ikke. Hvor meget var det reelt set afghanerne ønskede – og så kan man kalde det vestlige tilstande eller demokrati eller andre ting? Den afghanske regering var jo heller ikke nogen stor succes, men ret hurtigt fik Taleban jo lov til at styre det hele.

Der har også sneget sig sådan en forståelse ind af, at man var ret enige om, at Taleban på et tidspunkt sandsynligvis ville overtage magten i hele Afghanistan, og jeg tror, det for alle er kommet som en overraskelse, hvor hurtigt det er sket, og jeg står ikke og siger, at jeg på nogen måde ville være klogere end alle forsvarsefterretningstjenester og alle mulige andre. Men hvis forståelsen hos regeringen og også hos de partier, som har tænkt sig at stemme for det her – Nye Borgerlige stemmer imod – hele tiden var været, at man påtænkte at skulle tage folk hertil, som havde arbejdet for Danmark eller hjulpet Danmark, alt efter præferencer, hvordan man vil sige det, altså at de hele tiden skulle være kommet hertil, så stiller det jo det helt klare spørgsmål: Hvorfor har man så ventet? Hvis det var regeringens holdning, og hvis det var et flertals holdning, at de her mennesker, som har arbejdet for Danmark, skulle hertil, hvis det var sådan, at Taleban på et tidspunkt overtog – og det var man jo ret enige om de ville komme til – hvorfor havde man så ikke sat det i gang? I stedet for står man i en situation, hvor det for mange af verdens lande og også for Danmark endte i fuldstændigt kaos.

I Nye Borgerlige har vi den holdning, at man selvfølgelig skal evakuere den danske ambassade, mennesker, som har arbejdet for den danske ambassade – og selvfølgelig skal man hjælpe – men spørgsmålet er: Hvor skal man evakuere dem hen til? Efter vores opfattelse skulle man have evakueret dem til der, hvor man fløj hen første gang, altså til Pakistan, som var et sikkert område. Man skulle fra regeringens side have lagt sig i selen og have lavet en aftale med den pakistanske regering om, at de selvfølgelig – måske finansieret af Danmark – kunne have fået midlertidigt ophold der, i det mindste indtil man kunne have undersøgt, hvem de her mennesker var, og hvad deres relation var. Så ville man have undgået det kaos, som man nu har.

Vi skal bare huske på, hvis vi kigger tilbage på de irakiske tolke, som kom hertil fra indsatsen fra 2007-2008, hvad resultatet var af det. Ja, omkring 30 pct. af mændene er i beskæftigelse, og 20 pct. af kvinderne er i beskæftigelse. 20 pct. af mændene er dømt efter straffeloven for euforiserende stoffer eller noget andet – 20 pct. er dømt. Så kan man godt have en naiv forestilling om, at det lige pludselig bare vil blive meget bedre med dem, der nu er kommet hertil, men hvis man bare regner det ud på kort sigt, og hvis de har den samme beskæftigelsesgrad som de irakiske tolke, som kom hertil, på omkring 30 pct., ser man, at det ud af de 1.000 mennesker vil være 700, der er på varig offentlig forsørgelse, og hvis det er en nettoudgift, efter at man har tilbageløb og skat på 150.000 kr., så er det over 100 mio. kr. om året, det har kostet, at man ikke har ageret rettidigt, at man ikke har forestillet sig, hvad der skal ske i den situation, hvor Taleban overtager i Afghanistan. Og så ligger der nu en massiv regning hos de danske skatteborgere. Det kunne have været undgået, og Nye Borgerlige kan ikke støtte det her lovforslag.

Tak. Så er det hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Igen: Jeg er jo langt hen ad vejen enig i Nye Borgerliges synspunkter, men der mangler også bare noget realisme. Man siger: Jamen kunne vi ikke bare have efterladt dem i Pakistan? Men det krævede jo altså, at Pakistan, som er et selvstændigt, suverænt land, havde sagt ja til det, og mig bekendt forelå den mulighed ikke. Så når nu man stod i en situation, hvor der ikke bare var sådan lidt ildebrand, men hvor det hele var ved at brase sammen – altså, bogstavelig talt braste det hele sammen – hvor var det så lige, man skulle flyve folk hen, når der egentlig ikke var noget land, der stod og sagde, at de gerne lige ville tage imod dem?

Og så vil jeg bare lige, mens Marie Krarup fra Dansk Folkeparti lytter, sige, at aftalen fra 2007 om evakuering af irakiske tolke til Danmark under ordene vi efterlader ingen i stikken var mellem den daværende regering og Dansk Folkeparti. Det er bare lige, inden man bliver alt for hellig. For det er nemt nok at være hellig i den her situation, det kan vi alle sammen være, men når man står i en situation og det hele braser sammen, er man altså nødt til at agere efter virkelighedens verden.

Jeg ved ikke lige, hvad ordføreren har haft kørende med Dansk Folkeparti, men den må I lige tage et andet sted. Jeg vil gerne forsvare, hvad Nye Borgerliges holdning er, og Dansk Folkepartis politik vil jeg nu lade Dansk Folkeparti om at forsvare. Jeg synes faktisk ikke, at jeg i min tale gav udtryk for, at det her bare var at gøre noget. Men man havde kontakt med den pakistanske regering, og det er jo interessant at vide, om man har efterspurgt og om man har prøvet at gå ned ad det spor, om man midlertidigt kunne huse de her mennesker på en hurtigt oprettet base, på nogle hoteller eller på et eller andet andet, indtil man kunne få lavet en screening.

Har man undersøgt det til bunds? Er man gået ned ad alle de stier dertil? Kan regeringen stå her på talerstolen og garantere, at man har prøvet alle ting, inden man tog dem hertil? Det kan vi jo prøve at spørge om.

Så er det hr. Marcus Knuth igen. Værsgo.

Årsagen til, at jeg spørger ind til det, er også, at jeg stadig væk synes, at ordføreren får det til at lyde så nemt. Altså, fra Konservatives side og fra Venstres side var det først den 11. august, 4 dage inden Kabuls fald, at vi i allerallersidste øjeblik gik med til den her aftale, for vi synes, at man kun skal gøre det her, når det er i allerallersidste øjeblik. Med det sagt så vi ikke andre muligheder. Pakistan, Iran eller en eller anden base: De muligheder var der ikke. Der var kun, som jeg ser det, den mulighed, som regeringen forfulgte. Alt andet lige skulle man have gjort det meget hurtigere i forhold til forarbejdet, men da vi først stod der og det hele brændte på, var der altså ikke andre muligheder – bare lige for at sige det.

Men jeg håber, at ordføreren er enig i, at da man fløj dem ud fra Afghanistan og til Pakistan, var de reelt set i sikkerhed – at så havde man evakueret menneskerne i sikkerhed.

Tak. Der er ikke flere kommentarer. Og der er ikke nogen ordfører fra Liberal Alliance eller Kristendemokraterne, så derfor er det udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak til ordførerne for modtagelsen af lovforslaget og for den debat, vi har haft her til aften. Til at starte med vil jeg godt sige, at det hører til de sjældne tilfælde, at vi på udlændingeområdet står over for at skulle håndtere en så særlig situation, som vi gør nu. Afsættet for det her lovforslag er som bekendt, at de danske myndigheder efter mere end 20 års tilstedeværelse i Afghanistan med bred politisk opbakning har gennemført en yderst kompleks evakueringsindsats. Det skyldes den markant forværrede sikkerhedssituation i Afghanistan i forbindelse med den militære tilbagetrækning.

Danmark har ifølge regeringen en særlig forpligtigelse over for de udlændinge og deres familier, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder, ngo'er og internationale organisationer som FN, og som nu opholder sig i Danmark på baggrund af den danske evakuering. Derfor er jeg også glad for den brede politiske forståelse, der er og har været omkring evakueringen, og som ud over hele spørgsmålet om evakuering også indebærer, at der fremsættes et lovforslag om et særligt opholdsgrundlag for de pågældende – det lovforslag, som vi i dag behandler.

Lovforslaget har til formål at tilvejebringe en værdig løsning for de mennesker, der i Afghanistan har bistået bl.a. de danske myndigheder. Jeg er glad for, at det ser ud til, at der er bred politisk opbakning til den løsning – for de pågældendes skyld selvfølgelig, men også for det danske samfunds skyld. Det er vores holdning i regeringen, at de her mennesker hurtigt skal ud i det danske samfund: Far og mor skal i arbejde, børnene skal i skole, og de skal til fodbold og blive en del af det danske samfund.

Med lovforslaget lægges der op til, at der vil kunne meddeles en midlertidig opholdstilladelse af 2 års varighed. Der har dog været rejst kritik af, at opholdstilladelsen ikke kan forlænges ud over de 2 år, ligesom der har været sat spørgsmålstegn ved, hvorfor de pågældende ikke blot meddeles asyl i stedet for et midlertidigt ophold efter en særlig lov.

Først og fremmest ændrer lovforslaget ikke på, at også de evakuerede naturligvis har ret til at ansøge om asyl. Det har de kunnet fra det øjeblik, de satte deres fødder på dansk jord, ligesom andre udlændinge kan det. Men vi ved ikke, om de pågældende opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl. Som i alle andre asylsager vil det være Udlændingestyrelsen og i sidste ende det uafhængige Flygtningenævn, der skal vurdere, om betingelserne for asyl er opfyldt. Men den sagsbehandling kan tage tid – tid, hvor ansøgerne typisk vil være indkvarteret på asylcentre, og hvor mulighederne for at arbejde eller uddanne sig er meget begrænsede. Hertil kommer, at behandlingen af ansøgninger om asyl, hvor de ændrede forhold i Afghanistan har betydning for afgørelsen, efterfølgende er sat i bero. Det besluttede Flygtningenævnet den 16. august i år. Det betyder, at de pågældende vil kunne se frem til endnu længere tid på asylcentrene. For regeringen har det derfor været vigtigt at tilbyde de evakuerede et opholdsgrundlag, så de hurtigt kan komme ud af centrene og blive en del af samfundet.

Der har også været rejst kritik af, at man på baggrund af det udkast, som blev sendt i høring, kunne få det indtryk, at lovgivningen skulle anerkende flerkoneri eller ægteskaber med mindreårige, og jeg vil derfor godt understrege, at regeringen hverken nu eller fremover kommer til at acceptere flerkoneri eller ægteskaber med mindreårige. Det tror jeg faktisk ikke rigtig der er et eneste medlem af Folketinget der gør. Derfor er lovforslaget også blevet ændret, så det nu klart og tydeligt fremgår, at der efter lovforslaget ikke kan meddeles opholdstilladelse til mere end én kone eller til mindreårige ægtefæller. Jeg håber, at vi derved har fået udryddet den misforståelse.

Det har været en særlig og meget hurtig proces for udarbejdelsen af det lovforslag, som vi behandler i dag. Afslutningsvis vil jeg derfor understrege, at jeg og Udlændinge- og Integrationsministeriet naturligvis står til rådighed for at besvare spørgsmål om lovforslaget. Og jeg vil også godt gentage, hvad jeg har nævnt tidligere, at jeg gerne kommer i udvalget og laver en mere teknisk gennemgang af lovforslaget, hvis der er et ønske om det. Tak for debatten i dag.

Tak for det. Så er der en række spørgsmål. Hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak, og tak til ministeren for at ændre ordlyden, for ordlyden lagde jo netop op til en accept af, at hvis man var kommet hertil med flere koner eller en mindreårig ægtefælle, kunne man godt få ophold. Det lagde det oprindelige lovforslag jo op til. Så alt andet lige må ministeren jo have haft en mistanke om, at der kan være personer i de kategorier, der er kommet hertil.

Jeg har også skrevet til ministeren og spurgt, hvad der er op og ned i det her. Hvor mange personer er kommet hertil i de kategorier? Vi ved fra medierne, at der er de pågældende to koner. Kan ministeren med sikkerhed slå fast, at der ikke er andre tilfælde? Det er det ene.

Det andet er: Hvorfor lavede man ordlyden, som man gjorde, når det er sådan, at vi i den aftale, vi havde lavet med regeringen, slog meget, meget tydeligt fast, at personer med flere koner eller mindreårige ægtefæller ikke skulle være en del af evakueringsaftalen?

Værsgo.

Det er rigtigt, at det stod i aftalen – heldigvis – for det er også fornuftigt, og derfor skulle det ikke have stået i det udkast, der blev sendt i høring. Det er mit ansvar. Det, som regeringen står på mål for, er det lovforslag, der er fremsat for Folketinget, og der synes jeg det fremgår ret tydeligt, at vi ikke accepterer den slags, og at lovgivningen ikke indirekte skal begynde at anerkende den slags.

Hvor mange drejer det sig om? Der bliver jo gennemført interviews med de mennesker, der er landet i Danmark, og som er blevet evakueret. De interviews er ikke færdige endnu, men indtil videre – og jeg har så sent som her til formiddag holdt et møde med direktionen i Udlændingestyrelsen – har jeg igen fået bekræftet, at de ikke er stødt på mindreårige ægtefæller. Men jeg skal understrege endnu, for de er ikke færdige. De er ikke stødt på nogen, der er indrejst med mere end én ægtefælle, men det er rigtigt, at der er to kvinder, der er indrejst, som siger, at de har været gift med den samme mand på samme tid. Den mand er nu død, så de er at betragte som enker.

Værsgo, hr. Marcus Knuth.

Så lad mig tage det hen i en mere positiv vinkel, for de spørgsmål om kriminalitet og arbejdsløshed, som hr. Lars Boje Mathiesen refererede til i forhold til de irakiske tolke, kommer jo fra et spørgsmål, jeg selv har været med til at stille for meget lang tid siden. Hvad gør ministeren for at sikre, at vi ikke laver samme fejltagelse med de afghanere? Jeg håber jo, at de fleste kan rejse hjem igen. Det er måske lidt ønsketænkning.

I det tilfælde, at en del af dem kommer til at blive her, hvad gør man så for, at vi ikke havner i samme rille som med de irakiske tolke, men at vi får dem ud på arbejdsmarkedet, at de ikke bliver kriminelle, og at konerne ikke bare sidder derhjemme som arbejdsløse?

Værsgo.

Jeg vil starte med at sige, at jeg faktisk synes, at det var et ret interessant svar på det spørgsmål, der blev stillet, for det fortæller noget om, hvad udfordringerne også er her. Vi skal lade være med at bilde hinanden ind, at vi i det danske samfund var komplet umulige til at integrere i 2007 eller 2008, og at vi i dag bare er verdensmestre. Vi må nok erkende, at det er en kæmpe udfordring. Det ville ikke overraske mig, hvis man også om nogle år ser en overrepræsentation både i ledighedsstatistikker, kriminalitetsstatistikker og andet for den her gruppe.

Vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at få de statistikker til at se så flotte ud som muligt, men jeg tror også, at vi er nået dertil i dansk udlændingepolitiks historie, at vi skal stoppe med at bilde hinanden ind, at den her gang bliver alt godt. Den her gang får vi også enorme udfordringer – desværre. Vi skal selvfølgelig få kvinderne i arbejde; vi skal selvfølgelig gøre alt, vi overhovedet kan. Men vi skal lade være med at bilde hinanden ind, at det bare bliver en kæmpestor succeshistorie, for så vil vi lyve for hinanden igen, igen, igen.

Tak. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt til, om ministeren er bekendt med, at nogle af de mennesker, som er kommet hertil, kommer fra områder, hvor Taleban allerede havde overtaget magten.

Værsgo.

Som jeg også lige nævnte for De Konservatives ordfører, er Udlændingestyrelsen ikke færdig med at gennemføre interviewene endnu, men Taleban havde jo faktisk kontrol over ret store dele af Afghanistan – også inden Kabul faldt. Så det ville overraske mig meget, hvis der ud af en samling på mange hundrede afghanere ikke skulle være en eneste, der havde boet i et område, hvor Taleban havde kontrol. Det kan jeg ikke sige med sikkerhed, men det ville bare overraske mig meget.

Derfor vil jeg også godt understrege, at der ikke er foretaget en asylretlig vurdering af de mennesker, der er blevet evakueret, før de kom om bord på flyet. Altså, vi ved ikke, om de i en dansk udlændingeretlig sammenhæng faktisk har behov for beskyttelse. Det vil vi først finde ud af, hvis de søger asyl, og der går en helt almindelig gængs asylprocedure i gang.

Det her lovforslag vil give folk en opholdstilladelse, uden at der er foregået en asylretlig vurdering. I forbindelse med det her lovforslag vil man ikke interessere sig for, om de kommer fra den ene eller den anden provins.

Tak, og værsgo.

Men hvis man anerkender, at der sandsynligvis er folk, som kommer fra et sted, hvor Taleban allerede havde magten, så må man sige, at de nok ikke var i umiddelbar fare. Så er spørgsmålet også: Hvorfor skal de mennesker vente 2 år, inden de skal begynde på en asylproces? Hvorfor går man ikke i gang med asylprocessen med det samme? Hvorfor giver man et fripas, hvor man skal betale menneskers ophold i Danmark, som potentielt ikke har ret til ophold i Danmark? Hvorfor går man ikke i gang med at asylbehandle de her mennesker med det samme, når man nu ikke har lavet den screening, som ministeren siger man ikke har lavet?

Værsgo.

Altså, uanset om de har boet i områder, hvor det har været regeringskontrollerede styrker eller Taleban, der har haft kontrollen, så kan vi ikke stå her nu i dag og konstatere, at så har de nok ikke haft noget behov for beskyttelse, for det kræver en individuel vurdering hver eneste gang. Jeg vil også godt understrege, at de her mennesker godt kan søge asyl i dag eller i går. Der er faktisk over hundrede af dem, der allerede har søgt asyl. De kan sagtens søge asyl, selv om de også får det her opholdsgrundlag.

Det her lovforslag gør bare, at de får et opholdsgrundlag, og at vi forhåbentlig allerede fra januar måned kan få de første ud i de danske kommuner. De får en arbejdstilladelse, de kan blive en del af det danske samfund, og parallelt med det kan der godt foregå en asylbehandling.

Tak. Fru Kathrine Olldag, Radikale Venstre.

Tak. Jeg er optaget af spørgsmålet om den hverdag, som de afghanske evakuerede står over for. Jeg kunne godt tænke mig, at vi lige prøvede at italesætte det forhold, at når særloven ophører og solnedgangsklausulen sætter ind, og hvis asylbehandlingerne stadig væk er sat i bero, så burde ansøgerne ifølge den logik, som ministeren gav udtryk for før, jo sådan set sidde på et asylcenter. Så kan man f.eks. sige, at en familie, der bor og lever i Holstebro, pludselig skal tilbage på et asylcenter, fordi behandlingen om asyl stadig væk er sat i bero? Det her eksempel går på, at de f.eks. søger begge ordninger, for jeg kan forestille mig, at næsten alle vil søge begge ordninger.

Jeg håber, at ministeren er med på spørgsmålet. Kan vi i loven på en eller anden måde få lagt noget ind, der gør, at familierne kan fortsætte deres hverdag, uagtet om deres asylbehandling er sat i bero eller ej?

Værsgo.

Det er jo svært at vurdere, om Flygtningenævnet kommer til at opretholde deres beslutning om at berostille afgørelser i asylsager for ansøgere fra Afghanistan, så allerede der er vi jo lidt på gyngende grund. Hvis vi ender i den situation, så vil jeg sige, at selv om man har en asylsag, har man under visse betingelser mulighed for at blive boende uden for Udlændingestyrelsens forsørgelse, dvs. uden for asylcentrene, mens man har en asylsag kørende. Men det er under visse betingelser, som jeg ikke kan på fingrene her. Så jeg vil nok opfordre spørgeren til at stille et skriftligt spørgsmål, og så vil jeg prøve at gøre det lidt mere tydeligt, under hvilke betingelser det gælder.

Godt. Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

I 2007 var Dansk Folkeparti med til at indgå en aftale om irakiske tolke, men det var en aftale, der omfattede under 200 personer inklusive familier. Jeg tror ikke, at Dansk Folkeparti ville have støttet den aftale i dag – eller det er jeg ret sikker på at vi ikke ville have gjort – bl.a. på baggrund af forholdsvis dårlige erfaringer.

Det er jo ikke en forpligtelse at tage folk til Danmark fra et land, selv om der er dårlige forhold der. Jeg kan ikke se, at vi har en moralsk forpligtelse over for de afghanske tolke. Men det, som jeg vil spørge udlændingeministeren om, er: Hvor stor er sandsynligheden for, at de personer, som den her særlov nu giver et 2-årigt midlertidigt ophold til, er i Danmark om 10 år eller om 15 år?

Tak. Værsgo.

Jeg tror, jeg vil starte med at sige, at jeg ikke synes, der er nogen moralsk forpligtelse. Jeg synes virkelig, man skal passe på med at blande moral ind i det, vi foretager os her i lokalet. Men jeg synes, at vi har en politisk forpligtelse – og det er jo så trods alt det, vi beskæftiger os med her i Folketingssalen – fordi de har hjulpet danske styrker og den danske ambassade. Norge har evakueret omkring 1.100, Sverige har evakueret omkring 1.100, Tyskland har evakueret godt 5.000, og Danmark har evakueret knap 1.000. Altså, det er jo ikke sådan, at vi stikker helt ud. Det er jo noget, rigtig, rigtig mange lande, som har været i Afghanistan, har gjort.

Jeg har simpelt hen intet grundlag for at vurdere, hvor mange af dem der vil være i Danmark om 10 år. Det aner jeg simpelt hen ingenting om. Hvis de får asyl, kan vi jo ud af den normale statistik se, at flertallet af de mennesker, der ender med at få asyl i Danmark, ender med at være her 10 år efter. Der er vel, hvis man kigger sig over skulderen, efter vedtagelsen af det, der er blevet kaldt § 7, stk. 3 og efterfølgende paradigmeskiftet, særlig blandt somaliere og syrere flere, der er blevet hjemsendt, men det er stadig væk mindretallet af dem, der er kommet hertil.

Tak. Fru Marie Krarup.

Jamen altså, min forventning er jo også, at det her lige præcis er en åbning for asylindvandring fra Afghanistan, og det kan man jo ikke være bekendt over for den danske befolkning. Det er ikke det, den danske befolkning ønsker; det er heller ikke det, ministeren er gået til valg på; det er heller ikke det, nogen af de partier, der skriver under på aftalen, har sagt de ville gøre. Det er en lempelse af udlændingepolitikken, det er en åbning for asylindvandring – det er at gøre Danmark mere islamisk. Og der er, som ministeren også siger, ikke nogen moralsk forpligtelse.

Jamen tillykke. Jeg synes, det er sørgeligt.

Tak. Værsgo.

Jeg tror, at Dansk Folkepartis spørger skal passe lidt på med at konkludere for hurtigt, hvad danskerne ønsker. Jeg har det i hvert fald selv sådan, at jeg ønsker at begrænse tilstrømningen til Danmark af asylansøgere fra landene i og omkring Mellemøsten, men jeg synes faktisk, at når det handler om de mennesker, der har hjulpet danske soldater, internationale organisationer som NATO og EU eller vores danske ambassade, så skal vi politisk gøre, hvad vi kan for at få dem evakueret. Derfor synes jeg, at det, der står i det her lovforslag, er rigtigt, og jeg tror også, at ret mange danskere ville erklære sig enige med mig i det. Jeg kan i hvert fald høre af debatten her, at partier, der repræsenterer ret mange danskere, erklærer sig enige med regeringen i det, og det kan jeg også godt forstå, for det har måske også betydning for, hvordan vi i fremtiden vil have mulighed for at agere militært i verden. Hvis vi var et af de få lande i Europa, der ikke havde evakueret folk, så tror jeg, at det ville have været svært at være Danmark på den udenrigspolitiske scene fremover.

Tak. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er glad for, at ministeren bekræftede fra talerstolen, at de her mennesker kan søge asyl allerede nu. Det er tydeligvis nødvendigt at få bekræftet, så kan jeg gemme det spørgsmål. Så vil jeg gerne spørge ministeren, hvad man har tænkt sig at gøre for at sikre, at der er de tilstrækkelige ressourcer, at der er det tilstrækkelige antal sagsbehandlere til at lave en hurtig sagsbehandling af de her sager og af de sager, som kommer for Flygtningenævnet, som følge af at mange flere afghanere vil søge asyl.

Værsgo.

Tak. Jamen jeg kan måske endda være helt præcis og sige, at i formiddags fik jeg oplyst, at 136 af de mennesker, der er evakueret, allerede har søgt asyl. Halvdelen af dem, der er evakueret, er børn – sådan i grove tal – halvdelen er voksne, og der er også nogle, som ikke burde være blevet evakueret, men det er trods alt en forholdsvis lille gruppe.

Udlændingemyndighederne begynder allerede om kort tid på en informationsindsats, hvor de evakuerede oplyses om, at de kan søge det her opholdsgrundlag, men det er klart, at Udlændingestyrelsen jo ikke kan meddele tilladelse eller give afslag, før Folketinget har tredjebehandlet lovforslaget. Men vi kan godt begynde at gennemføre interviewene, vi kan begynde at indsamle de dokumenter, der skal til, så man ret hurtigt bagefter kan begynde at sagsbehandle. Og som jeg også nævnte lidt tidligere, er det vores ambition, at de første vil kunne begynde at blive sendt ud til danske kommuner til januar. Ja, det betyder ikke, at alle vil komme ud til januar, det kan jeg allerede nu garantere at de ikke vil, men vores ambition er, at de første kommer ud til januar, og at man nogle få måneder derefter gerne skulle være kommet hele bunken igennem.

Fru Rosa Lund.

Jeg synes, jeg er mere heldig med udlændingeminister i dag, end jeg plejer at være, så jeg drister mig lige til at stille et spørgsmål til: Hvad med dem, som har fået humanitært ophold, altså dem, som er blevet evakueret fra Afghanistan humanitært, og som derfor ikke falder ind under den her særlov? Er deres eneste – i gåseøjne – mulighed at søge asyl? Eller vil ministeren også på en eller anden måde få dem ind i den her særlov?

Værsgo.

Jamen særloven er egentlig for flere forskellige grupper. Der er dem, vi kalder hovedpersoner, og det er dem, der f.eks. har været tolke eller arbejdet på ambassaden. Så er der familiemedlemmer til hovedpersonen, de kan også godt få opholdstilladelse efter særloven. Så er der nogle, der ikke er hovedpersoner og heller ikke er familiemedlemmer til hovedpersonen, men alligevel af uransagelige årsager er kommet om bord på flyet. Det var det, jeg sagde. Det er ikke så mange, men der er nogle, og til dem må man jo sige, at de godt kan søge det her opholdsgrundlag, men at de ikke kan få det, og at de må, hvis de har lyst, se, om de kan søge et andet opholdsgrundlag i Danmark. Men punkt 1 er det ikke sikkert, de kan få det, og punkt 2 vil det, selv om de får det, selvfølgelig også være et midlertidigt opholdsgrund, som vil skulle fornyes løbende. Og lige nu træffer myndighederne som sagt ikke afgørelser omkring asyl, så vi kan heller ikke stille dem noget i udsigt om, hvornår den afgørelse vil kunne træffes. Men selv om det var en kaotisk situation i Kabul, vil jeg dog sige, at det altså er et ret lille mindretal af dem, der var om bord på flyene, som vi ikke ønskede skulle være om bord på flyene, trods alt.

Tak for det. Så er der ikke flere spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren.

Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)