Det sidste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af lovforslag nr. L 35:

Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen. (Frihedsgrader til håndtering af faglige udfordringer som følge af covid-19 hos elever i folkeskolen i skoleåret 2021/22).

Af børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil).

(Fremsættelse 07.10.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet. Hr. Jens Joel.

Tak til formanden. Vi har været igennem et rigtig, rigtig langt og hårdt forløb i hele samfundet og i uddannelsessektoren og i folkeskolen omkring corona. Heldigvis er eleverne tilbage i klasserne, og vores håb og forventning er jo også, at vi ikke igen er nødt til at lukke ned, fordi vi kan holde tingene under kontrol, og fordi vi heldigvis på den måde – om ikke andet så sundhedsmæssigt og risikomæssigt – er på den anden side af corona.

Men vi er ikke nødvendigvis færdig med at samle op på de trivselsudfordringer, de faglige huller og de ting, der har været udfordret af fjernundervisning, af adskilthed, af undervisning på nye måder, som af gode grunde ikke kunne blive præcis, som de plejer at være. Og derfor indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om at give udbredt fleksibilitet til skolerne og simpelt hen sige: Vi ved, det er en vanskelig opgave at komme helt tilbage på sporet. Vi ved, der er store opgaver, der skal løftes derude. Men vi tror også, at det ikke er den samme opgave i alle klasseværelserne eller på alle skolerne, og derfor er det ikke Christiansborg, der er bedst til at vurdere, hvordan vi sætter ind, hvordan vi sikrer trivslen, hvordan vi får lukket de faglige huller.

Derfor har vi i virkeligheden aftalt med hinanden, at det skulle skolerne, lærerne og lederne have udbredt frihed til at gøre. Det har de i medfør af den nuværende lov frem til midt i november, og det, vi foreslår her, er jo egentlig bare at forlænge de frihedsgrader, så de gælder i hele det skoleår, vi er i gang med. Det betyder, at man kan undlade at udarbejde elevplaner og kvalitetsrapporter, og at man kan fravige den diskussion, altså kompetencedækningen, i forhold til at man kan sige, at det er vigtigt, at der er en lærer, som har flere timer i en klasse for at styrke den relation – også selv om læreren måske ikke har undervisningskompetence inden for alle de fag, vedkommende dækker, så man ligesom på den måde kan indrette sig efter, hvor det er skoen trykker mest; man kan lave turboforløb, man kan lave tolærerordninger.

Men det hele baserer sig selvfølgelig på, at man ikke trækker midler ud af folkeskolen, men at man bruger dem på at undervise på bedst mulig måde og sikre, at fagligheden og trivslen kommer tilbage på sporet. Det støtter vi selvfølgelig op om at man gør, og derfor er jeg også glad for, at der har tegnet sig en bred enighed om at sikre den fleksibilitet resten af skoleåret.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Lotte Rod, værsgo.

Tak for det. Hvad er Socialdemokraternes holdning til, at der ikke bliver afsat penge til, at sfo'erne kan åbne noget tidligere, når nu man afkorter skoledagen?

Ordføreren.

Der blev jo faktisk med de aftaler, vi lavede, afsat puljer til forskellige indsatser. Og det er jo rigtigt, at det ikke er blevet sagt, at de her penge skal bruges på det her. Det er sådan set af respekt for den lokale vurdering af, hvor det er, der skal sættes ind. Så man kan sige, at hverken hvad angår indretningen eller pengeposerne, blev der sagt fra Christiansborgs side, hvordan de skulle anvendes, eller hvad det var, der skulle gøres. Derfor er der selvfølgelig også forskel på, hvordan kommunerne vil implementere det.

Fru Lotte Rod.

Deler Socialdemokraterne min bekymring over, at kvaliteten i sfo'en falder, hvis der ikke bliver afsat penge til, at sfo'en kan åbne tidligere? Synes Socialdemokraterne, at det er et problem?

Ordføreren.

Det, der faktisk var tanken med det her, med de aftaler, vi lavede, var, at man ude lokalt skulle have mulighed for at indrette sig sådan, som man syntes det var mest hensigtsmæssigt. Der må man jo sådan set også gå ud fra, at man i kommunalbestyrelserne – at man på skolerne og i kommunerne – også diskuterer, hvad det har af konsekvenser, hvis man afkorter skoledagen og indretter sig anderledes. Det går jeg sådan set ud fra at man tager ansvar for lokalt. Men det er selvfølgelig vigtigt, at man tager det ansvar, og det har jeg ikke nogen grund til at tro at man ikke gør.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører. Vi går videre til Venstres ordfører. Hr. Stén Knuth, værsgo.

Tak. Lad mig med det samme sige, at vi måske ikke overraskende også støtter forslaget her. Som noget af det sidste, vi skal gøre i dag, skal vi behandle det her lovforslag, der giver mulighed for at videreføre flere af de frihedsgrader, som skolerne har fået under håndteringen af covid-19. Hensigten har været, at kommunerne dermed kunne fokusere på at tage hånd om de problemer – både de faglige, men jo også de trivselsmæssige – som opstod under coronaen. Nedlukningen satte en begrænsning på elevernes sociale liv og fritid, ligesom den jo også satte flere begrænsninger i forhold til undervisningen.

Nu er vi på den anden side af en lang lukning. Restriktionerne er væk, og hverdagen er godt på vej tilbage til det normale. Det her lovforslag er dog alligevel også et udtryk for, at alt ikke er, som det plejer at være. Det er jo egentlig et godt princip ikke at holde fast i restriktioner eller tiltag, som blev indført under en krise, når vi nu er på den anden side. Derfor skal vi også generelt tage os i agt for unødigt at forlænge de her coronatiltag.

Men for så vidt angår det her forslag om at fastholde den frihed, vi har givet skolelederne og kommunalbestyrelserne ude i landet, til i vid udstrækning selv at kunne træffe beslutning om elevplaner og kvalitetsrapporter og skoleugens længde, er det jo områder, hvor vi muligvis kommer til at se en anderledes hverdag om ganske få år. Sådan virker det i hvert fald på de samtaler, vi har haft i de forhandlinger, vi har siddet i lige på det seneste. Bevares, vi skal lige blive enige først, men på lange stræk tror jeg, vi kommer til at se noget, der er anderledes, end det plejer at være.

Nu ligger der et forslag her på baggrund af en politisk aftale, som Venstre med resten af forligskredsen jo indgik tilbage i juni, og selv om tiden alligevel synes at være en anden og omstændighederne også har ændret sig, er udgangspunktet aftalen her, og den står vi selvfølgelig fast ved. Og med de ord kan jeg meddele, at Venstre kan støtte lovforslaget her.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til Venstres ordfører, så vi fortsætter med Dansk Folkeparti. Værsgo til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Vi er endnu ikke helt fri af covid-regimet. Vi har løbende under covid vedtaget en række lempelser på folkeskoleområdet for at give skolerne de bedst mulige rammer for at få børnene igennem krisen med mest mulig læring. Det har været vigtigt i den sammenhæng at lempe på en række af de bureaukratiske regler, så lærerne har fået mere tid til at være sammen med børnene på de måder, det nu har været muligt – i perioder digitalt, til andre tider i mindre grupper, men hele tiden med størst muligt fokus på læring og trivsel.

Vi er nu heldigvis ved at være på den anden side af epidemien. Vi har lært en masse. Det har på mange måder været et stort eksperiment med de måder, vi har arbejdet på. Det skal vi reflektere over, og vi skal overveje, om nogle af de værktøjer, vi har sat på standby – elevplaner, kvalitetsrapporter m.v. – fremadrettet skal have en anden form. Derfor giver det god mening at forlænge de frihedsgrader, som har været gældende under covid, indtil vi har fundet ud af, hvordan de fremadrettet skal se ud.

Derfor det her lovforslag, som netop forlænger frihedsgraderne til sommeren 2022. Dansk Folkeparti støtter forslaget. Tak.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Astrid Carøe. Værsgo.

Tak for det. Alle børn er ikke størrelse 45. Sådan sagde en skoleleder, da skolerne stadig var lukket ned under coronaudbruddet. Og hvad mente han så med det? Jo, han mente, at alle børn er forskellige, og at børn har oplevet nedlukningen og åbningen og alt det midt imellem fuldstændig forskelligt. Nogle børn har følt sig enormt ensomme. Nogle børn har til gengæld pludselig følt, at det var nemmere at være med, fordi der blev skruet ned for de sociale udfoldelsesmuligheder.

Børn er forskellige, og derfor står skolen nu med en opgave, der er lige så stor som den opgave, den løste så fantastisk flot under coronakrisen, men som også er forskellig fra skole til skole. Skolerne står nu med den opgave at møde børnene der, hvor de er, og være der for dem på det niveau og i den form, som børnene har brug for. Det kræver tid, det kræver fleksibilitet, det kræver frihed. Det kræver, at vi giver slip på styringen og kontrolmekanismerne og har tillid til de ansatte.

Alle børn er ikke størrelse 45, så derfor må vi sætte skolerne mere fri, så de kan finde løsninger, der sørger for, at alle børn får det bedste ud af deres skoletid. Og hvad sker der egentlig, når vi sætter skolerne fri?

Ja, det så vi faktisk under den første nedlukning: kortere skoledage med mindre hold og mere tid sammen med læreren. Meldingen fra skolerne var, at det gik godt, overraskende godt. Nogle steder nåede man de faglige mål hurtigere, end man ellers ville have gjort. Hvorfor? Fordi en lang skoledag med mange elever i klassen og kort forberedelsestid ikke er vejen til god kvalitet i undervisningen. Tværtimod er det frihed til at tilrettelægge skoledagen på en måde, der giver mening for børnene lokalt, og ressourcer, så der er tid til at forberede undervisningen, og ordentlige rammer, så det ikke er megaklasser, hvor der ikke er mulighed for at se og høre den enkelte elev.

Den frihed giver vi nu også i det kommende skoleår – i hvert fald noget af vejen – med mulighed for kortere skoledage og for at droppe tidstyranniet med elevplaner og kvalitetsrapporter. Det var det vigtigste for SF, da vi forhandlede den her aftale, altså at skolerne fik mere frihed. Og stod det til os, skulle friheden ikke kun gives i år, men i alle kommende skoleår; for frihed til skolerne vil i vores optik give en grundlæggende bedre skole og skoledag for børnene. Derfor mener vi i SF, at man skal lave en frihedsreform for skolerne.

Men i dag starter vi med at sige ja det forslag, der ligger her.

Tak til SF's ordfører, der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Radikale Venstre, og det er fru Lotte Rod.

Tak for det. I dag er det jo sådan en lidt sjov måde at være politiker på, for der stod i min kalender, at vi skulle på her i aften omkring kl. 22-23, så jeg var cyklet hjem og havde hentet unger og var ved at spise med dem, da jeg fik at vide, at det var nu, jeg skulle ind i salen. Derfor er jeg jo kommet løbende herind så hurtigt som muligt og har ikke kunnet forberede mig specielt meget og holder derfor den her tale fra hjertet. Og sådan er der jo i virkeligheden også mange lærere, der har det i skolen, fordi de oplever, at der er så travlt, at de ikke har tid til at forberede undervisningen så godt, som de egentlig gerne ville. Og det er jo noget af det, som det her forslag handler om, fordi det giver en frihed til skolerne væk fra noget af det papirarbejde, som tager meget tid, men jo også giver en frihed til, at de kan gøre skoledagen kortere.

I Radikale Venstre håber vi, at de friheder, vi giver i det her skoleår, også kan blive givet fremadrettet. Faktisk vil vi gerne gå endnu videre i Radikale Venstre. Vi kunne godt tænke os egentlig at vende det om, og ikke bare kigge på, hvad det er for nogle regler, vi gerne vil fjerne, men få en diskussion med hinanden om, hvad det er for nogle regler, vi har brug for, for at vores folkeskole er vores fælles skole, i stedet for at vi altid kun sådan piller lidt i, hvad det er, vi fjerner. Jeg tænker egentlig ikke, at den tankegang burde være så langt væk fra ministeren, for det er jo også den måde, man er gået til det på i de to kommuner, som er blevet frikommuner, hvor man jo også tænker i, hvad det er for nogle hegnspæle, der er de vigtige, mens alt andet er væk.

I Radikale Venstre drømmer vi om, at vi kan sætte skolen fri både i forhold til, hvor lang skoledagen skal være, men jo også i forhold til kvalitetsrapporter, elevplaner, nationale test og fælles mål. Og det er ret vigtigt for os, at det ikke bare bliver en frihed fra noget, men også en frihed til noget; altså at der med den her frihed følger en øget forpligtelse til at udfolde både folkeskolens formål og også fagenes formål, fordi vi jo ikke bare ønsker en skoledag, der er kortere, men også en skoledag, som er fuld af oplevelse, fantasi og virkelyst. Det synes vi er godt i det, der ligger her.

Så har jeg ét problem med det her lovforslag, og det er, at jeg sådan set ikke synes, at det er i orden, at det ikke er lykkedes os at finde en model til at sætte penge af til, at sfo'en skal åbne noget tidligere, når nu man får friheden til at gøre skoledagen kortere. Der er to ting i det:

Det ene er, at vi jo godt kunne tænke os, hvis vi skal give den her frihed fremover, at vi hegner ind, at pengene bliver i skolen, sådan at det reelt bliver en frihed til skolerne, så de selv kan vælge, om de vil bruge pengene på at lave en lang skoledag, eller om de hellere vil dele klasser op i små hold eller sætte en ekstra lærer eller en ekstra pædagog på. Men hvis man skal have den frihed til faktisk at kunne gøre noget, så forudsætter det jo også, at pengene bliver i skolen.

Med det ønsker vi jo så også – og det er det andet – at vi herinde tager ansvar for at sætte penge af til, at sfo'en kan åbne noget tidligere. Vi synes i Radikale Venstre, at vi i for lang tid har undervurderet betydningen af leg. Det er vigtigt for børn at lege, og det er også vigtigt for børn at lege sammen i det store fællesskab, der er i sfo'en og på fritidshjemmet og i klubben, som er noget andet, end hvis man går hjem og er alene på værelset eller måske leger med naboen, som jo plejer at ligne en selv. Det der mangfoldige fællesskab af mange forskellige børn, der er i sfo og fritidshjem, er rigtig vigtigt for børns udvikling.

Derfor glæder jeg mig til de måneder, vi har foran os, og vi håber i Radikale Venstre, at vi med afsæt i de frihedsgrader, skolerne har haft under corona, og som vi nu giver et skoleår mere, faktisk kan lykkes med at give skolerne en større frihed, og at vi samtidig også bruger anledningen til igen at give liv og tillægge vores fritidspædagogik værdi i sig selv. Derfor gør det mig jo også så glad, at vi er et fritidsflertal her i Folketinget, og det bliver spændende at se, hvad vi kan med hinanden. Radikale Venstre støtter lovforslaget.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til Enhedslistens ordfører, hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Man må sige, at landets folkeskoler har været igennem et par vanskelige skoleår som følge af coronaen, og selv om hverdagen nu er vendt tilbage, er det skolernes vurdering, at mange elever har faglige og trivselsmæssige udfordringer som følge af nedlukningerne, og det er jo også alle politikeres opfattelse, i og med at vi har lavet den aftale, og det er det problem, vi prøver at håndtere med lovforslaget her.

Vi har i Enhedslisten generelt været tilfredse med den måde, vi har håndteret problemerne på under nedlukningerne. Vi har været godt tilfredse med, at vi har kunnet være en bred kreds af partier, som har kunnet være enige om, hvordan vi understøttede skolerne, og vi er ikke mindst glade for, at vi har været enige om at gennemføre en midlertidig frisættelse fra en række bestemmelser i folkeskoleloven. Vi synes, det er rigtig fornuftigt, at vi, når nu de midlertidige bestemmelser udløber den 16. november, kan videreføre dem for resten af det her skoleår.

Vi frisætter nogle opgaver, som Enhedslisten faktisk længe har ønsket afskaffet i al almindelighed. Vi så gerne i forhold til det, vi nu gør med at afskaffe elevplanerne, og det, vi nu gør med at afskaffe kvalitetsrapporterne og erstatte dem, at vi gjorde det permanent og erstattede det med andre former for evaluering og måder at vurdere kvaliteten af skolerne på.

Vi er også endda svært tilfredse med, at der nu gives mulighed for at konvertere al understøttende undervisning – jeg gentager: al understøttende undervisning – til bl.a. tolærerordninger, tovoksenordninger. Det synes vi er en fantastisk god del af den her aftale.

Jeg må så sige, at jeg deler den ærgelse, som fru Lotte Rod gav udtryk for, for man må jo nok erkende, at frisættelsen nok er reel for de store klasser og for betydelige dele af klasserne på mellemtrinnet, men på mange måder er den jo ikke rigtig reel i forhold til de yngste skolebørn. Der er nogle barrierer, i og med at man ikke kan bruge pengene på fritidsordninger eller for den sags skyld klubber for de lidt større børn.

Jeg vil undlade at trampe for meget rundt i folkeskolereformens problemer. Det er vi holdt lidt op med og har fået debatten ind i en sådan lidt mere fremadrettet gænge. Det tror jeg er klogt. Men jeg kan ikke lade være med at nævne, at der jo var det lille problem ved folkeskolereformen, at ud over hvad der skete omkring lærernes arbejdstidsregler, fjernede man jo 1,2 mia. kr. fra fritidsordninger og klubber for at medfinansiere, at skoledagene blev længere. Og derfor kan jeg godt forstå, at der reageres fra mange sider, når vi nu går den anden vej og giver mulighed for at afkorte dem og ikke afleverer en del af pengene tilbage.

Vi står ved den aftale, vi har indgået. Vi havde gerne set, at det havde set anderledes ud, hvad det angår. Til gengæld tænker jeg, at hvis de erfaringer, vi får, med frisættelse af skolerne, betyder, at vi kan videreføre det her eller noget, der minder om det, eller en del af det, så ser jeg altså meget gerne, at vi kan opnå enighed om, at de penge, vi tog – som nogle tog – fra fritidsordninger og klubber i forbindelse med reformen, da man gjorde skoledagene længere, afleveres tilbage, når man gør skoledagene kortere. Ellers giver vi kommunerne det problem, at de faktisk ikke kan agere eller har meget vanskeligt ved at agere i det. Måske kan nogle løse problemet, men man kan jo heller ikke bare tage pengene op af kommunekassen i forhold til den måde, som hele den kommunale økonomi er reguleret på, og den måde, som servicerammerne fastsættes på. Vi har jo set den tumult, der har været i kommunerne i forhold til at skære en ekstra bid af budgetterne, fordi man ikke kunne overholde servicerammerne. Det er jo nøjagtig det problem, man står i, hvis kommunerne ville tage penge op af lommen og selv løse problemet med finansieringen af den ekstra tid, som børnene skulle være i skolefritidsordningerne.

Så vi støtter forslaget her. Vi synes, det er et rigtig fornuftigt forslag, men det har altså det problem, som jeg har peget på her. Og hvis vi kunne løse det, altså hvis ministeren siger, at det løser vi under udvalgsbehandlingen, så vil det ikke møde modstand i Enhedslisten. Men ellers må vi løse det, hvis vi skal finde ordninger permanent, som minder om dem, vi har fået her.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ingen korte bemærkninger, så den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti. Fru Katarina Ammitzbøll.

Tak. Der har været nogle gode taler fra kollegerne her, også fra Radikale og SF og Enhedslisten. Jeg er her i stedet for fru Mai Mercado i dag.

Det er en stor fornøjelse at behandle det her lovforslag, hvor vi viderefører en række af de øgede frihedsgrader, som vi indførte under corona. Tænk, at den her verdensomspændende pandemi fører til det berømte, kan man sige, window of opportunity – eller mulighed – hvor en aftalekreds nu giver mere frihed tilbage til folkeskolen. Den vigtigste frihedsgrad i det her lovforslag er netop muligheden for at konvertere – som også tidligere ordførere netop sagde – den understøttende undervisning til at afkorte skoledagens længde eller til at omprioritere til f.eks. tolærerordninger. Det er kun godt, at de ressourcer, der frigives, skal forblive i skolen. Det manglede jo også bare.

Nu gælder lovforslaget jo kun til den 1. august, men vi står på mål for den konverteringsøvelse, til solen brænder ud. For den understøttende undervisning har aldrig fungeret tilfredsstillende. Den var tænkt som et svar på at få flere til at klare sig bedre i folkeskolen ved at indføre muligheden for at undervise på nye og spændende måder, men formålet er aldrig blevet indfriet. Af evalueringer kan vi se, at den understøttende undervisning ikke fungerer. Men den fungerer allerbedst i tilknytning til den almindelige undervisning. Det er jo ret tankevækkende. Derfor foreslog vi jo også inden corona, at den understøttende undervisning skulle droppes. Der synes at være en berøringsangst for at tage fat på de elementer i folkeskolereformen, som ikke fungerer. Det har vi altid fundet lidt mærkeligt. Med relativt enkle greb kan vi gøre folkeskolen endnu bedre, og det bør ethvert parti jo forpligte sig på at tage fat på, og det tror jeg også vi er godt i gang med og finder ud af i enighed.

Lovforslaget indebærer muligheden for at undlade at lave elevplaner og undlade at lave kvalitetsrapporter, og mon ikke mange kommunalt ansatte glæder sig over den beslutning. For jo, det er en stor papirtiger, som undervisningsministeren tidligere har beskrevet det. Mange elever og deres forældre får aldrig rigtig kendskab til elevplanerne, og kvalitetsrapporterne er blevet alt for omfattende – omfattende i deskriptiv statistik, men er stadig ikke det styringsredskab hen mod bedre skoler, som det oprindelig var meningen.

Så Konservative bakker op om lovforslaget, og vi ser frem til at fortsætte de gode drøftelser om mere frihed til skolerne. Tak for ordet.

Tak for det. Tak til den konservative ordfører. Så er vi nået til Nye Borgerliges ordfører, og det er fru Mette Thiesen.

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at den konservative ordfører sagde: de dele af skolereformen, der skal justeres. Jeg er slet ikke i tvivl. Skolereformen var en gigantisk fejl, den skal droppes, skrottes fuldstændig – for skolerne skal have frihed. Desværre har der jo været en generel opfattelse herinde på Christiansborg af, at politikerne tilsyneladende mente, at de vidste bedre, hvordan man lavede den gode skole, end skolerne selv gjorde.

Jeg har selv prøvet at undervise ude i folkeskolen under folkeskolereformen, og jeg kan kun tilslutte mig, at eksempelvis det her med at lave elevplaner er noget af det mest håbløse spild af tid. For der, hvor man udvikler, og der, hvor man virkelig gør en forskel, er i dialogen med eleven og i dialogen med forældrene – det er det, vi bl.a. bruger skole-hjem-samtalerne til. Men det er ude på den enkelte skole, man laver den gode skole, og derfor ønsker vi jo at sætte skolerne fuldstændig fri, for vi ønsker jo at sikre, at pengene følger det enkelte barn, så man kan stemme med fødderne; så man som forældre kan vælge den skole, som er bedst til lige præcis ens eget barn.

Det her er et lille skridt på vejen. Men det er virkelig på tide, at man også herinde bag de tykke mure indser, at det altså ikke er politikere, der laver den gode skole; det gør man ude på skolerne i samarbejde mellem fagpersonerne og forældrene og eleverne. Vi stemmer for det her forslag.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så nu er vi nået til børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. Altså, jeg kan ikke lade være med at drille en lille smule i forhold til den der frihedsdagsorden, vel? Når Radikale siger, at der skal være frihed til skolerne, er det kun indtil det sekund, hvor der er nogen, der finder på at træffe en beslutning, som Radikale ikke kan lide.

Altså det, vi har truffet beslutning om i den utrolig udmærkede aftale, vi har indgået med hinanden, er jo, at vi afsætter 83 mio. kr. til, at folkeskoler og sfo'er kan beslutte sig for, om de vil udvide åbningstiden, eller hvordan de i øvrigt vil bruge pengene. Hvis de så formaster sig at vælge – og det er jo frihed, når vi afsætter en pose penge og siger, at de selv må vælge – noget andet end det, Radikale ville have valgt, hvis det var Radikale, der bestemte i den pågældende kommune, så vil Radikale ikke længere være med til frihed. Så er det jo ikke frihed, og så synes jeg bare, at man skal sige direkte, at man gerne vil bestemme det.

Det har jeg ikke noget problem med at gøre på de områder, hvor jeg faktisk gerne vil bestemme som folketingspolitiker. Det vil jeg f.eks. gerne i forhold til klasseloftet og klassekvotienten i folkeskolen. Men så synes jeg jo bare, man skal sige det direkte. For der er jo ikke noget frihed i, at man siger til nogle, hvordan de skal bruge pengene, når de har fået en pose penge, som vi har øremærket til noget bestemt. Det er noget andet end frihed, og det synes jeg er fint der kan være behov for.

Når jeg bruger det som indledning til den her tale, er det ikke kun for at drille, men faktisk fordi jeg alvorlig talt mener, at vi skal passe på i frihedsdebatten, at vi får skilt tingene ad. Jeg er meget stor tilhænger af, at lærerne får meget større indflydelse på, hvordan skoledagen er organiseret, og hvordan hverdagen er organiseret. Jeg er meget lidt indstillet på, at man får meget stor frihed til f.eks. bare at skrue klassekvotienten op til ti elever ekstra i klasserne eller et eller andet. Det vil sige, at der altså er en forskel på, hvad det er, vi taler om. Taler vi om rammen og ressourcerne til folkeskolen, eller taler vi om det, man laver i hverdagen i folkeskolen?

Jeg går f.eks. heller ikke ind for, at man selv kan bestemme, om man underviser i matematik eller ej. Jeg synes sådan set, at det er en national standard, at man selvfølgelig underviser i matematik. Det er bare for at sige, at vi jo alle sammen rammer noget, hvor vi mener, at her er der et større samfundshensyn at tage, og at her skal der være en national standard for, hvordan vi gør tingene. Men jeg synes, at der er kommet sådan en tendens til, at vi i den her frihedsdiskussion hele tiden bare siger frihed; og i virkeligheden tror jeg vi nogle gange mener noget lidt forskelligt. Lige her mener jeg faktisk frihed. Så kan der være andre punkter, hvor man rammer mig, f.eks. omkring det med klassekvotienten, hvor jeg ikke vil være med til at sætte fri, og hvor jeg ved, at Radikale Venstre har nogle bud på nogle andre løsninger, som i virkeligheden giver større frihed – og dem vil jeg bare blankt afvise.

Så vi har jo hver vores holdning til, hvor det er, de der kanter går i frihedsdiskussionen. Jeg tror, vi skal bruge noget tid på i de måneder, der kommer, at drøfte med hinanden i folkeskoleforligskredsen og i al almindelighed og meget gerne også i Sammen om skolen. Jeg har allerede opfordret til, at vi i det nye samarbejdsforum omkring folkeskolen, hvor parterne sidder med, bruger tid på at få lagt de snitflader.

For jeg hører ingen sige, at der bare skal gives frit til alt, og at man bare selv kan bestemme. Jeg hører heller ingen sige, at det er specielt hensigtsmæssigt med de stramme, rigide styresystemer, der er lagt ned over folkeskolen i dag. Dem skal vi selvfølgelig stille og roligt så begynde at kigge på hvordan vi får forandret. Noget af det forhandler vi allerede nu – heldigvis for det – og det vil sige, at det ikke er alt, der overhovedet behøver at vente, i hvert fald ikke særlig længe, for noget af det er vi i gang med. Andre ting kommer i den tid, der kommer.

Så har jeg simpelt hen bare lyst til at sige tak til jer alle sammen. Jeg synes, at vi har været et mægtig, mægtig svært år igennem. Jeg har været så uendelig glad for det samarbejde, vi har haft igennem coronatiden. Nu har jeg lige indkaldt her i løbet af eftermiddagen – det har I måske set – til et møde i den politiske følgegruppe og med interessenterne, dvs. alle parterne omkring skolen, i morgen formiddag. Tænk, hvor holdt vi mange af den slags møder på et tidspunkt, ikke? Nu er det ved at være et stykke tid siden, der har været indkaldt sidst.

Men i virkeligheden vil jeg fremhæve en enkelt ting, som jeg mener har bidraget til, at det har kunnet lykkes, som det er sket, på skoleområdet, nemlig det engagement, der har været hele vejen rundt for også at være med til at træffe beslutningerne. Og det er sket på det enkelte lærerværelse, hvor lærere og pædagoger og rengøringspersonale, forældre og elever har bidraget til, hvordan vi bedst løser de situationer, vi står i, og vi har siddet på møde efter møde, hvor vi har været den politiske følgegruppe, som i øvrigt blev etableret på opfordring fra Venstre en af de allerførste dage, efter at der var lukket ned. Det vil sige, at vi på hver vores måde har spillet ind med idéer til, hvordan vi bedst kan håndtere den situation, vi står i.

Så har vi afholdt minihøringer i hele coronatiden. Det er det, vi har, når jeg afholder interessentmøder, for så har vi alle dem, der normalt er høringsparter, inde, og så byder de ind på de forskellige regler, vi har lavet. Det har de jo så også gjort med den aftale, vi behandler her i dag. Jeg synes, det har bidraget til at kvalificere det arbejde, vi har lavet, helt vildt. Jeg tror, at der er rigtig mange tidsler, der er blevet luget ud. Det var noget af det, jeg lå allermest søvnløs over, da vi lukkede ned, nemlig at miste høringsfaserne, fordi jeg i alle de år, jeg har været på Christiansborg, altid har brugt høringssvarene rigtig meget til lovgivning. Så hvad gør man, hvis man lige pludselig ikke kan lave høringer, fordi alting skal gå så stærkt? Vi formåede at håndtere i fællesskab med hinanden at få de indspark, og det synes jeg har været utrolig værdifuldt.

Nå, men nu er hverdagen jo så på lange stræk vendt tilbage i klasselokalerne, og eleverne er sammen med deres kammerater. Og det er jo en kæmpe lettelse for os alle sammen, at det er på den måde, men der er stadig et fagligt stykke arbejde, der skal laves, både i forhold til trivsel og fællesskaber og i forhold til de ting, nogle har mistet i forbindelse med onlineundervisning. For der er nogle – og de nuancer skal med – der fagligt har trivedes utrolig godt, og der er nogle, der socialt har trivedes utrolig godt, og der er nogle, der både har gjort det ene og det andet utrolig godt; og så er der altså også nogle, der med omvendt fortegn har haft det rigtig svært, både fagligt og socialt.

Det vil sige, at lærerne, som jo i forvejen står med en opgave i forhold til undervisningsdifferentiering og det at få et fællesskab til at hænge sammen i et klasselokale, selvfølgelig får en større opgave i skoleåret i år, end den er normalt, fordi det har været en helt unormal situation. Det har også været uforudsigeligt, hvad det ville dreje sig om, og i øvrigt hvad der ville være bedst. Er det en tolærerordning, der er brug for, fordi rigtig mange af eleverne havde svært ved at forstå matematikundervisningen i 8.b, da den var online? Jamen så kan det være, at det er det, man gør, og i andre klasser kan det være andre ting, man har haft det rigtig svært med.

Så på den måde har vi givet meget stor grad af frihed til skolerne i det her skoleår. Nu er der flere, der sådan foruddiskonterer og mener, at det i al fremtid skal være sådan, at skoledagen skal være kortere, og det ved jeg jo godt er et meget stort ønske hos nogle partier. Til det vil jeg bare sige, at går vi 50 år tilbage i skolehistorien, havde man 1.200 timer om året; nu er vi nede på 900 timer. Det vil sige, at man har lavet en lang omgang nedskæring på skoleområdet, sådan at man er landet nede på 900 timer. Og det er da lidt særligt, at man lige præcis nu, hvor antallet af timer er så lavt, synes, at skoledagen er meget lang.

Det tror jeg jo hænger sammen med noget andet end timetallet, for så ville man jo virkelig have syntes, at skoledagen var lang for 50 år siden – det gjorde man ikke. Dengang var den mere praktisk. Derfor tror jeg, at vi i den debat i hvert fald skal have de nuancer med, at vi ud over de holdningsforskelle, der i sagens natur kan være, så får en virkelig vigtig drøftelse af, hvor teoretisk vores skole er blevet. Jeg tror, at noget af det, der også skete i coronatiden, jo faktisk var, at eleverne kom meget mere ud og fik mange flere forskellige typer af undervisning end det, der har været mulighed for i hverdagen ellers.

Der er nogle af de ting, vi har lagt ned over folkeskolen, en forhindring til hverdag, men der er også en hel del af det, man faktisk godt kan gøre, altså hvor det kan lade sig gøre, inden for den lovgivning, der findes i dag. Så noget skal laves om; andre ting kan man med udgangspunkt i de regler, der allerede er.

Men jeg ser rigtig meget frem til de debatter og ser frem til, at vi kan få lavet noget nyt og rigtig spændende folkeskolepolitik, ikke mindst fordi vi har fået etableret Sammen om skolen som det nye samarbejdsforum. Det mener jeg jo er et punktum for mange års krig om folkeskolen. Der skal ikke være krig om folkeskolen; der skal være en sund demokratisk samtale om, hvordan vi bedst driver skole i fællesskab med hinanden. Skolen er for os alle sammen, og vi er alle sammen børn der, uanset om forældrene stemmer på Enhedslisten eller Nye Borgerlige eller Radikale Venstre eller SF eller Socialdemokratiet eller Venstre, eller hvad de nu gør. Og alle vores børn skal kunne spejle sig i den folkeskole, der er, og derfor er det nu engang bedst for vores folkeskole, at der foregår en god demokratisk samtale om den, i stedet for at vi har en krig kørende om den.

Så tusind tak for opbakningen til nedsættelsen af det forum, hvor også Folketingets partier har deltaget meget aktivt i snakkene – tak for det.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Lotte Rod.

Tak for replikken om frihed, men det er jo altså ikke frihed, når vi ved, at kommunerne, for hver time man forkorter skoledagen, har en udgift på de her 180-200 mio. kr. til øget åbningstid i sfo'en. Så hvis kommunerne gerne vil bruge den her frihed, står de med en regning på omkring en halv milliard, og det, vi så har sat af i aftalen – bundet eller ej – var så de her omkring 83 mio. kr. Så der er jo bare for få penge til, at kommunerne reelt har en frihed. Derfor har jeg lyst til at spørge ministeren: Hvad er egentlig ministerens svar til de kommuner, som godt kunne tænke sig at bruge den her frihed, men som ikke selv i kassen har pengene til at betale for den øgede åbningstid i sfo'en?

Ministeren.

Jamen jeg anerkender simpelt hen ikke præmissen for det spørgsmål. Altså, dels sparer man jo penge på at forkorte skoledagen, dels er der sat penge af, så der faktisk er midler til, at man kan vælge at sige, at sfo'en skal være længere tid åben, hvis den måde, man forkorter på, fordeler sig hen over de forskellige årgange i skolen. Så er det klart, at hvis en kommune vælger at gøre det anderledes, er det jo deri, friheden består i, altså at det kan de vælge at gøre. Og derfor kan man sige: De kan jo faktisk indrette sig på en måde, sådan at de anvender pengene til at holde sfo'en længere tid åbent.

Fru Lotte Rod.

Vi har jo aftalt med hinanden, at pengene skal blive i skolen, for hele idéen med den kortere skoledag er jo, at man som skole reelt har valget mellem, om man ønsker at have timer, eller om man i stedet for ønsker at have en kortere dag og så til gengæld sætte en ekstra lærer eller pædagog på eller dele eleverne op i små hold. Det forudsætter jo, at pengene bliver i skolen, og så står kommunerne jo med en regning, hvis sfo'en så skal åbne tidligere. Hvor skal kommunerne finde den halve milliard?

Ministeren.

Men jeg anerkender fortsat ikke præmissen for spørgsmålet. Jeg anerkender ikke det regnestykke, altså at det er så stort et beløb, vi taler om. Derfor er det jo lidt svært at svare på spørgsmålet, for det svarer til, at man spørger: Er du holdt op med at slå din kone? Jamen hvis man aldrig har slået sin kone, så er det jo et spørgsmål, der er lidt svært at svare på. Og jeg anerkender simpelt hen ikke, at beløbet er så stort.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til børne- og undervisningsministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.