Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af lovforslag nr. L 34:

Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og forskellige andre love. (Udmøntning af trepartsaftale om flere lærepladser og entydigt ansvar).

Af børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil).

(Fremsættelse 07.10.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er jo faktisk virkelig en god dag i dag – det er en rigtig vigtig lovgivning på ryggen af en meget vigtig trepartsaftale, som handler om at sikre lærepladser til de unge mennesker, der skal være vores faglige arbejdskraft, rygraden i samfundsøkonomien, og som i øvrigt skal have gode muligheder for at få den uddannelse, de drømmer om i fremtiden.

Med lovforslaget i dag handler det om at udmønte den trepartsaftale, som dels skal sikre lærepladser til alle, dels skal sikre, at der er et entydigt ansvar. I alt, alt for mange år – faktisk al den tid, jeg har fulgt med i politik – har der været tusindvis af unge mennesker, som ikke har kunnet finde en læreplads. Alt for mange falder fra, fordi de ikke kan finde en læreplads. Og det er klart, at det også hænger sammen med, at det har været den enkelte 16-17-åriges ansvar at skaffe en læreplads. Jeg tror, de fleste ville kunne se, at det ville man nok ikke købe, hvis det var i gymnasiet, man sagde til 3. g'erne: Desværre, du er selv ansvarlig for at finde en plads i 3. g, ellers må du falde fra. Og der har vi en meget stor opgave i som fællesskab at løfte det og sikre, at der er lærepladser nok.

Med trepartsaftalen her og med den lovgivning, vi behandler i dag, sikrer vi, at ansvaret for at finde lærepladser nok placeres på skolerne, altså hos fællesskabet – selvfølgelig sådan, at man stadig væk, hvis man selv finder en læreplads, kan gå efter den. Det er ikke sådan, at de unges initiativ eller mulighed for at vælge på den måde begrænses, men dem, der har brug for en hjælpende hånd til at finde en læreplads, skal også have den.

Vi sætter måltal for, at der skal være 60 pct. af eleverne, der har en læreplads allerede i 15. undervisningsuge på anden del af grundforløbet, og i 20. uge skal det være 80 pct. af eleverne. Og vi siger, at skolerne skal lave et lærepladsopsøgende arbejde, og i øvrigt at de faglige udvalg skal bistå med det her. Og apropos det med praktikpladser og lærepladser slår vi også fast, at det faktisk nu hedder lærepladser, fordi det handler om erhvervsuddannelserne, og der skal vi alle sammen lige lære efter i mange år at have sagt praktikpladser og/eller lærepladser i én skøn forvirring, at så hedder det nu lærepladser. Og det synes jeg faktisk er rigtig godt.

Så det er svært at finde noget at være sådan rigtig utilfreds med i den aftale, der er lavet. Og jeg synes, vi kan være glade for, at parterne har fundet sammen, og at vi her i Folketinget forhåbentlig også finder sammen om at gøre den trepartsaftale til virkelighed. Tak.

Tak til hr. Jens Joel. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og vi går videre til Venstres ordfører, hr. Kenneth Mikkelsen.

Tak for det. Som Socialdemokratiets ordfører var inde på, behandler vi et lovforslag her, som udmønter dele af trepartsaftalen om flere lærepladser og placeringen af et entydigt ansvar. Første del trådte i kraft den 1. januar i år, og det er så nu den resterende del af udmøntningen, vi har på dagsordenen. Lovforslaget lægger op til en styrket lærepladsopsøgende indsats på erhvervsskolerne, herunder en ny ansvarsfordeling for at finde lærepladser til elever, som ikke finder en sådan selv. Så med lovforslaget her påhviler ansvaret entydigt skolerne.

I Venstre bakker vi helhjertet op om at gøde jorden for, at flere vælger og også fuldfører en erhvervsuddannelse. Det nærværende lovforslag står jo som sagt på ryggen af en trepartsaftale, som netop har som målsætning at sikre flere praktikpladser, at reducere frafaldet, at styrke rekrutteringen og at øge kvaliteten på erhvervsuddannelserne. Det er godt, og det er der sandt at sige også brug for. Vi skal uddanne flere faglærte.

Der er i Folketinget et bredt politisk mål om, at 30 pct. af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse allerede i 2025. Det er om kun 4 år. Hvis vi skal lykkes med det, skal vi sikre, at der er nok lærepladser til elever, der gennemfører et grundforløb. Lærepladsen er rygraden i en erhvervsuddannelse. Det er her, eleven – bogstavelig talt – omsætter teori til praksis, skaber værdi for sig selv, for praktikvirksomheden og også for det danske samfund.

Jeg må dog sige, at udførelsen lader noget tilbage at ønske, når vi ser på regeringens bud på at omsætte trepartsaftalen til lov. Og det synes jeg tydeligt vi ser reflekteret i høringssvarene, som efterlader indtrykket af en hel del knaster – eksempelvis det fra Dansk Arbejdsgiverforening, som bl.a. fremhæver, at lovforslaget har et alt for entydigt fokus på måltallene, hvilket i deres optik strider med den politiske aftale. Et snævert fokus på opfyldelse af måltal kan risikere at fjerne fokus fra andre udfordringer. Det kan være indsatsen med at tiltrække elever til uddannelser, der i dag mangler elever, det kan være viljen til at forsøge at fastholde de svageste elever eller at holde fokus på kvaliteten i uddannelserne.

Ministeren har også senest spillet ud med en omlægning af tilskud til erhvervsskolerne, en omlægning, som rummer stærke økonomiske incitamenter og dermed jo også betydelige risici for skolerne. Og set fra skolernes perspektiv – og her skal jeg måske komme med en disclaimer til salen, for jeg kan ikke helt lade være med også at kigge på det her med de briller, der hedder, at jeg bestrider posten som næstformand i en erhvervsskole, så jeg læser naturligvis også med de briller på – er der en række udfordringer i det fremsatte lovforslag. Lad mig blot fremhæve et par stykker.

Der tages i lovforslaget ikke tilstrækkeligt forbehold for de konjunkturudsving, som vi jo over tid oplever i vores samfund. Konjunkturen indvirker naturligvis på antallet af indgåede uddannelsesaftaler. Erfaringerne viser også, at i nogle af uddannelserne er det betydelig sværere at få eleverne i praktik, end det er i andre, og det betyder jo, at uddannelsessammensætningen på den enkelte institution også kommer til at være udslagsgivende for evnen til at nå måltallene og dermed også at sikre økonomien på institutionen. Også erhvervsstrukturen omkring den enkelte institution kan have en betydning for muligheden for at opnå de måltal, som ligger i aftalen, og dermed også for institutionens mulighed for at opnå en fornuftig økonomi.

Så bliver jeg nødt til afslutningsvis også at nævne det ideologiske korstog, som der er omkring indgåelse af korte uddannelsesaftaler. Jeg forstår ganske enkelt ikke modstanden, for jeg oplever faktisk, at det præcis er det instrument, som er ganske nyttigt til bl.a. at hjælpe særlig de svageste elever til faktisk at få gennemført en uddannelse. Og med de ord og ikke mindst de bekymringer vil jeg godt sige, at Venstre som udgangspunkt støtter op om forslaget, men at vi ser frem til det videre arbejde med lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det. Vi taler meget i disse år om, hvor meget vi har brug for dygtige håndværkere og andre med erhvervsuddannelser, og med god grund, for der er masser af opgaver, som skal løses, og det er jo en fornøjelse at se, hvordan håndværkere kan løse opgaverne. Jeg har netop haft en tømrer til bygge et gelænder til en eksisterende trappe, og det er jo næsten trylleri, når man ser, hvordan form og funktion dukker op af træet. Også når vi skal være klimabevidste, har vi brug for håndværkerne: Der skal opsættes varmepumper, der skal skiftes vinduer, der skal arbejdes med solceller og vindmøller.

Lovforslaget udmønter en del af »Trepartsaftalen om flere lærepladser og entydigt ansvar« fra den 21. november 2020, selv om der i fremsættelsestalen faktisk står 2021. Men så hurtige er vi nok trods alt ikke. Aftalen har fokus på, som navnet også siger, at sikre flere lærepladser og placere et entydigt ansvar. Det er vigtigt, at hele ansvaret for at finde lærepladser ikke udelukkende ligger på den enkelte unges skuldre. Hvis vi gerne vil gøre det mere attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse, bliver vi nødt til at gøre mere, for at man som ung kan vælge ud fra ens lyst og evner og ikke ud fra, om man er god til at overbevise en mester om, at man skal have en læreplads. Man behøver jo ikke at være udadvendt og en god sælger for at blive en god murer. Vi bliver nødt til at sige, at der skal være en voksen, som tager over, når det bliver svært.

Derfor er det også rigtig godt, at der med den her aftale lægges et entydigt ansvar på erhvervsskolerne for at hjælpe med at finde praktikpladser – nej, lærepladser, beklager, jeg prøver også at lære det – og dermed lægges der også et ansvar på de faglige udvalg. Jeg har også en klar forventning om, at kommuner og erhvervsorganisationer påtager sig et øget ansvar for at medvirke til, at det lykkes at finde relevante lærepladser. Der er jo også i lovforslaget afsat midler til projekter vedrørende lærepladsunderstøttende tiltag. Så det er alt i alt en palet af tiltag, som jeg håber og tror på vil virke efter hensigten og medføre flere og bedre match af unge og lærepladser. Derfor støtter Dansk Folkeparti lovforslaget.

Tak for det, tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti. Fru Astrid Carøe, værsgo.

Tak for det. Helt overordnet synes vi i SF også, at det her er en rigtig god trepartsaftale, der blev indgået i november, fordi det er helt enormt vigtigt, at vi sikrer, at eleverne på erhvervsuddannelserne får et godt uddannelsesforløb, og fordi vi også sådan helt generelt mener, at det ikke tidligere har givet mening, at vi har bedt meget unge elever på erhvervsuddannelserne om selv at have ansvaret for, at de færdiggør deres uddannelse ved at have en læreplads, når vi samtidig rigtig mange andre steder i samfundet selvfølgelig hjælper folk igennem, som den socialdemokratiske ordfører også nævnte tidligere. Vi beder ikke nogen om at finde en 3. g-plads selv. Så overordnet set er vi rigtig enige i det her lovforslag og bakker det selvfølgelig op.

Jeg vil dog alligevel lige fokusere på nogle af de bekymringer, vi har, og som jeg håber vi sammen sådan kan fortsætte en dialog om i udvalgsarbejdet. Med den her aftale forsøger vi jo bl.a. at mindske frafaldet af elever på erhvervsuddannelserne. Vi forsøger også at finde flere lærepladser, og alt det hænger jo sammen. Men jeg kan ærlig talt godt blive en lille smule bekymret for de mere udfordrede elever, som kan komme i klemme som konsekvens af aftalen, og for, at vi i så fald risikerer, at de i højere grad falder fra.

Jeg er helt enig i, at tidligere lærepladser bør kunne hjælpe med frafaldet, og at det langt hen ad vejen er bedst for eleverne at vide tidligt, om de har en læreplads eller ej. Men jeg synes også, vi er nødt til at lytte til HK og FH, når de udtrykker deres bekymring for, at det også kan have den modsatte effekt: at færre elever gennemfører. For måltal og ambitioner er jo altså kun gode at have, hvis det gavner eleverne. Og en tidligere aftale vil jo netop ikke være til fordel for eleverne, hvis det betyder, at de har en periode efter grundforløbet eller før hovedforløbet, hvor de ikke har noget forsørgelsesgrundlag. Så risikerer vi jo netop, at eleverne træder ind på arbejdsmarkedet eller overgår til kontanthjælpssystemet i stedet for. Det er en af de bekymringer, vi har.

Måske burde vi indføre en maksimal grænse på 3 måneder, fra grundforløbet slutter, til praktikken begynder, sådan at vi ikke får lavet for mange af de her fremdaterede praktikpladser og hermed også sikrer, at de elever, der har fremdaterede aftaler, kan modtage skolepraktikydelse eller en tilsvarende ydelse mellem grundforløbet og praktikstarten. Det tror jeg vil give rigtig god mening i forhold til at kunne holde dem i systemet.

Jeg synes også, vi er nødt til at tage skolernes bekymringer alvorligt. Der er en risiko for en utilsigtet konsekvens, hvis skolerne er nødsaget til at slippe nogle af de mest udfordrede elever, fordi det kan koste skolerne ekstra, når de ikke får en målsætningsbonus. Det er også en bekymring, vi deler. Der skal selvfølgelig være plads til, at de elever, der har brug for en styrket indsats eller lidt længere tid, før de er klar til at finde en læreplads, også har mulighed for det og har mulighed for at gennemføre deres grundforløb, uden at skolerne på den måde mister penge på det. Det har vi som samfund brug for at der er plads til, og det har eleverne selvfølgelig også. Så det er nogle af de bekymringer, vi har, og vi fortsætter dialogen i udvalgsarbejdet.

Men helt generelt vil jeg gerne understrege igen, at vi synes, det er et rigtig godt skridt i den rigtige retning i forhold til at sikre, at det i højere grad lægges væk fra den enkelte unge at have ansvaret for det her. Det synes jeg det er helt vanvittigt at vi indtil videre har bedt dem om at have. Så alt i alt er det godt, men der er lige lidt bekymringer alligevel. Vi støtter forslaget.

Tak til SF's ordfører. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er hr. Jakob Sølvhøj.

Tak. Mangel på praktikpladser er et af de problemer, vi skal have overvundet, hvis flere unge skal gennemføre en erhvervsuddannelse. Jeg er overbevist om, at det påvirker en del unges valg af ungdomsuddannelse, hvis det er forbundet med usikkerhed, om de kan komme i praktik i en virksomhed, ikke mindst fordi hele vekseluddannelsesprincippet jo er kernen i den måde, vi organiserer erhvervsuddannelserne på. Jeg er overbevist om, at manglen på praktikpladser er et af de store problemer i forhold til frafaldet på uddannelserne.

Man kan ikke sige, at vi adresserer en ny problemstilling. Jeg hører vist ikke til Folketingets yngste, og derfor kan jeg huske, at det her diskuterede vi også meget for ca. 40 år siden, da man indførte efg, de erhvervsfaglige grunduddannelser, så vi er ikke på ubetrådt mark, når vi diskuterer det her. Derfor er det også rigtig godt, at de trepartsaftaler, der er blevet lavet her inden for de senere år, har intensiveret hele arbejdet med at skaffe lærepladser, og senest ser vi det med den trepartsaftale, som vi skal udmønte her.

Jeg vil sige, at et af de elementer, der glæder mig – jeg kan høre, at glæden ikke vækker helt den samme genklang alle steder – er, at man adresserer problemet med de korte aftaler. Jeg ved, der er forskellige opfattelser af det, men som jeg hører det, er der også ganske betydelige problemer med dem. Korte aftaler kan være en del af løsningen, men det kan også misbruges, og det er der i hvert fald i de faglige organisationer en stor bekymring for finder sted.

Det er rigtig fornuftigt med det her, at mange flere skal indgå uddannelsesaftaler tidligere end i dag, og at der derfor opstilles mål, sådan at det store flertal af eleverne skal have indgået en uddannelsesaftale, inden de forlader grundforløbet, først en 60-procentsmålsætning, bagefter en 80-procentsmålsætning, og kunne vi få den højere op, var det jo rigtig godt. Men det rejser et problem, som også SF's ordfører var inde på, og det er, at der jo er en gruppe af unge, som kan komme i økonomisk klemme i den her situation, når de får en fremdateret uddannelsesaftale, der betyder, at der er et slip mellem grundforløbet og hovedforløbet. I den situation kan den unge ikke få statens uddannelsesstøtte, for man er jo ikke længere på grundforløbet, man kan ikke få løn fra mester, for man er ikke ansat hos mester endnu, og man kan heller ikke få skolepraktikydelse, da man ikke kan komme i skolepraktik, når man har en uddannelsesaftale. Det er et regulært problem, og jeg synes, at det kan forstærkes med trepartsaftalen og med lovgivningen her.

Det er ikke, fordi problemet er nyt, for det er det ikke, men når vi lægger måltal ind og også lægger op til, at vi kommer efter de skoler, som ikke opfylder måltallene – der tales jo om sanktioner i uddannelsesforslaget – så har vi den bekymring, at så vil der hvile et ekstra pres på skolerne for at nå målsætningen, og det er jo også det, vi gerne vil have, men til gengæld kan det pres betyde, at flere elever får en fremdateret uddannelsesaftale, og det vil sige, at der er flere unge end i dag, der får det problem, at de står uden forsørgelse. Det kan jo presse nogle til simpelt hen at opgive uddannelsen, for det er jo sin sag at skulle leve 4, 5, 6 måneder uden forsørgelse. Det giver sig selv.

Så vi ser meget gerne, at der bliver kigget på den sag. Vi kunne pege på løsninger, bl.a. på forsørgelsesdelen. Hvorfor ikke give de elever, der kommer i den situation, det samme, som de ville have fået, hvis de var gået i gang med en skolepraktik? Det ville sådan set være ret og rimeligt. For skolepraktikydelse kan de vel ikke få, når de ikke går på skolepraktik, men så kunne vi jo lave en ydelse, der svarede til skolepraktikken. Det er den ene del. Den anden del er, om ikke det var fornuftigt at gøre ligesom på erhvervsgrunduddannelsen, at man højest kunne have et slip på 3 måneder, fra man havde afsluttet grundforløbet, til man fik sin praktikplads og dermed kunne komme i gang med hovedforløbet.

Men vi støtter forslaget, som det ligger, for det er et fornuftigt skridt. Jeg skulle hilse fra Radikale Venstre og sige, at de også støtter. Men for Enhedslistens vedkommende ser vi altså meget gerne, at vi i udvalgsarbejdet får kigget på problemet med de fremdaterede uddannelsesaftaler og forhåbentlig kan finde en løsning, der tilgodeser, at elever ikke kommer i klemme på den måde.

Tak for det, tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor fortsætter vi videre i ordførerrækken til fru Katarina Ammitzbøll fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Flere lærepladser og nemmere adgang til lærepladser er gentagne gange igennem årene nævnt som en stor udfordring for at styrke søgningen til eud. I mange år har vi jo haft en målsætning om, at 25 pct. af en årgang skal tage en eud, og der er vi jo ikke endnu. Det lovforslag, som ligger foran os her, skal udmønte dele af trepartsaftalen, der har fokus på at styrke lærepladser med en række tiltag. Der er en del målsætninger om, hvad virksomhederne skal gøre for at øge antallet af lærepladser, og her kan man jo sætte spørgsmålstegn ved, om de målsætninger er rigtige, om de er for hårde, og hvad man gør, hvis ikke man kan leve op til de måltal. Der er krav til at indgå uddannelsesaftaler og styrkelse af muligheder for at tage imod en læreplads. Der er også en digitalisering af uddannelsesaftalerne, og det er jo nyttigt, og det er noget, som selvfølgelig bør ske. Så er der en del lærepladsunderstøttende indsatser.

Jeg vil sige, at der jo også allerede sker meget ude i sektoren. Jeg har besøgt flere erhvervsskoler, og der er jo nu rigtig mange stærke konsulenter, der forsøger at skabe den kontakt ud til virksomhederne og skabe de lærepladser. Så der er rigtig meget derude, så spørgsmålet er også ligesom, hvad der mere er behov for. Men det er klart, at vi skal styrke erhvervsuddannelserne. Men der er nu også nogle elementer i den her aftale, som ikke er så hensigtsmæssige, og det er bl.a. også, at man giver en stigning i skolepraktikydelsen. Det kunne godt gøre, at man sænker elevernes incitament til at finde en læreplads.

Noget andet er, at vi gerne vil stille spørgsmål til lige nu at bruge 500 mio. kr. i AUB-penge i stedet for at bruge dem til bl.a. at finansiere underskuddet i AUB. Der var jo lavet en regnefejl på ca. 2,5 mia. kr., og nu er der et underskud. I morgen skal vi jo drøfte L 39, og der står her, at man nu øger betalingen for virksomhederne, fordi der er ret store opkrævninger, nemlig tre gange over de næste 3 år. Og det er jo problematisk, særlig i lyset af covid-19, hvor mange virksomheder stadig kan hænge i bremsen. Så det er lidt vanskeligt, men vi stemmer altså nej til L 39, fordi det går for hurtigt med at opkræve så mange midler, og så skal man bruge 500 mio. kr. af de midler herovre i L 34, og derfor siger vi også nej til L 34. Tak for ordet.

Tak til Det Konservative Folkepartis ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører, som er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Tusind tak. Der blev sagt rigtig mange gode ting om det her forslag fra den konservative ordførers side, og jeg kan faktisk tilslutte mig det hele. Og så vil jeg egentlig gerne lægge vægt på, at jeg også synes, det er dybt problematisk, at man med det her lovforslag entydigt flytter ansvaret fra eleven over til skolen. Jeg synes faktisk, at der er noget rigtig sundt ved, at det er eleven, der skal finde en læreplads. Så vi siger også nej til L 34.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så er vi igennem ordførerrækken, i hvert fald dem, der er til stede i salen, og er nået til børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak. Jeg skal lige komme mig over chokket. Så Konservative stemmer simpelt hen imod en trepartsaftale? Man skal godt nok alligevel høre en hel del, før ørerne falder af, men det er modtaget, og det er alligevel en ret stor underkendelse af den danske model, og nu kan jeg ikke hele historien omkring trepartsaftaler, så jeg kan ikke bare stå heroppefra bare sådan on the fly og sige, at det er første gang, jeg har oplevet det. Men jeg er i hvert fald noget rystet over det – det må jeg godt nok sige – og både lønmodtagerside og arbejdsgiverside må jo også opfatte det som en ret stor underkendelse af det stykke arbejde, der er lagt i det her.

Det er jo sådan, at det, når man laver trepartsaftaler, er et udtryk for den enighed, man kan komme frem til, og det, der ligger i hele partssystemet, er jo sådan set, at vi hen over de forskellige interesser, der er i vores samfund, og hen over de forskellige holdningsforskelle, der er i vores samfund, finder frem til en enighed med hinanden, og det vil jo selvfølgelig så betyde, at der er dele af det, som man er rigtig glad for, og at der er andre ting, som man gerne ville have haft anderledes, og jeg synes egentlig, at de kommentarer, der er kommet heroppefra i dag, meget godt afspejler det. For I rammer jo nogle af de ting – både den ene og den anden side – som også har været oppe ved forhandlingsbordet, og som man derfor i forbindelse med aftalens indgåelse har skullet indgå nogle kompromiser med hinanden omkring. Der er det i hvert fald for Socialdemokratiet naturligt, at man så bakker op om det kompromis, der er blevet indgået parterne imellem, og som parterne bakker op om. Det kan jeg så forstå ikke længere er tilfældet for De Konservative, og det betyder jo i hvert fald – vil jeg sige – at man skal tænke lidt over den danske model på en ny måde, hvis det er sådan, at man fra Folketingets side ikke længere bakker op om de trepartsaftaler, der indgås.

Men i forhold til det, der ligger her, vil jeg gerne svare direkte på nogle af de spørgsmål, der bliver bragt op. Først og fremmest spørger SF til det her med, om der så ikke kommer til at være et økonomisk hul, og Venstre spørger lidt til det her med, om måltallene er for kradsbørstige, og de to ting har hængt sammen med hinanden i forbindelse med forhandlingerne, og det vil jo altså sige, at der har været sådan en afvejning af, hvor tungt vi tør gå ind i forhold til at sætte måltal op. Det er ganske rigtigt utrolig ambitiøst at gå ind og sige 60 pct. og 80 pct. – det er der ikke nogen tvivl om – og eftersom vi ikke har prøvet modellen før, er det heller ikke til at sige, hvor det lander, og det vil jo sige, at det er bedste mands bedste bud i forhold til, hvad det er, vi kan løfte, og det er det, som parterne er blevet enige med hinanden om. Der har der selvfølgelig også været en diskussion om, hvad der så tæller med i de respektive 60 pct. og 80 pct., herunder om det tæller med, hvis uddannelsesaftalen, selv om den godt nok indgås tidligt, først træder i kraft efter et antal måneder, og der er aftalen, at det tæller med. Der kunne aftalen jo også have været noget andet, altså at måltallet var lavere. Til gengæld talte de her så ikke med. Det er jo forskellige veje, man ville kunne have gået i forhandlingslokalet, men det er bare for at tilkendegive, at det selvfølgelig er nogle ting, der har været oppe ved forhandlingsbordet. Derfor er det heller ikke umiddelbart nogle ting, man bare kan flytte på i forbindelse med behandlingerne her i Folketinget, for så flytter man ved selve fundamentet for aftalen. Så er det selvfølgelig altid sådan, at Folketinget kan bede om, at vi genforhandler trepartsaftalen – det er helt grundlæggende – men det er simpelt hen bare for at forklare, hvorfor det er, stængerne er endt med at stå på den måde, de er. Ja, det er faktisk, fordi de respektive holdninger – både dem, som Venstre kommer med på den ene side, og dem, som SF og Enhedslisten kommer på den anden – var til stede i forhandlingslokalet, og derfor har vi forsøgt ret nøje at gå til de forskellige problemstillinger og så finde en balanceret model.

Så vil jeg sige noget i forhold til det her med de sårbare elever – og det er faktisk et andet punkt, som også har været oppe, og det har både Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og det har parterne i øvrigt også bragt op, og vi er fra regeringens side også rigtig optaget af det – altså risikoen for, om der er nogle, der så at sige bliver presset ud af skolerne, fordi skolerne bliver enormt opmærksomme på, at de, hvis de ikke kan skaffe dem en uddannelsesplads, så ikke tæller med i forhold til måltallet. Det vil også være en problemstilling, vi vil følge tæt og have øjnene rettet på. Og jeg vil sige i forhold til den del omkring det økonomiske hul, altså det udskudte tidspunkt for hvornår, altså den risiko, der ligger i, at for mange uddannelsesaftaler kommer til at ligge for sent, og at der så er en problematik i forhold til forsørgelsesgrundlaget, at det i dag er sådan, at det er 98 pct., hvor det umiddelbart er i forlængelse af grundforløbet, og at jeg selvfølgelig vil holde øje med det tal. For udvikler det sig anderledes og uhensigtsmæssigt, bliver vi jo selvfølgelig på en eller anden måde nødt til at gå ind og tale om, om vi har fået lagt snittene rigtigt i forbindelse med det her.

Så vil jeg sige omkring det med at flytte ansvaret entydigt, at det er fuldstændig rigtigt, hvad hr. Jakob Sølvhøj sagde, nemlig at det her er blevet debatteret. Vi havde faktisk en konkurrence i forbindelse med forhandlingerne om, hvem af os der tidligst havde deltaget i aktiviteter vedrørende den her problemstilling, og vi er altså tilbage, fra før jeg blev født i forhold til dem, der vandt konkurrencen, vil jeg sige. Så det er fuldstændig rigtigt, at det her er blevet drøftet i mange årtier. Noget af det, der er sådan en lille smule specielt ved det her område, er jo, at det typisk er startet med, at sønner arvede deres job fra deres far, altså at hvis en far var tømrer, blev sønnen det også, og man fik en læreplads i den samme virksomhed, som faren var ansat i, eller man gik i lære hos sin far. Sådan ser verden jo så ikke længere ud – og det er måske også meget godt på alle mulige stræk – men det har bare ikke haft den konsekvens, at nogle andre har påtaget sig ansvaret, og det vil jo sige, at det helt tilbage historisk har været, fordi det var en fars opgave at sørge for, at sønnen fik en læreplads. Så der var et klart voksenansvar, det var farmands opgave at sørge for, at sønnen fik en læreplads.

Nu er der så ikke nogen, der har det ansvar, eller det er der, og det er jo så den 16-17-årige, og jeg mødte en ung gut på ca. 17 år på NEXT, og det var inden corona, for vi måtte stadig væk bevæge os frit, og han havde søgt over 100 lærepladser og fået afslag på dem alle sammen. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke synes, at man har meget godt af at prøve at søge job – det mener jeg sådan set at man har; det er en sund og vigtig del af det at lære at blive voksen – men jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er hensigtsmæssigt, at ens første møde med arbejdsmarkedet er, at man søger over 100 lærepladser og får afslag på dem alle sammen og stadig væk ikke har en læreplads. Altså, der må da være en eller anden grænse for galskaben. Vi har sådan set som samfund en meget stor interesse i, at den unge gut får den læreplads, og det er jo ikke kun for den unges skyld, at han skal have en læreplads, men også fordi vores samfundsøkonomi afhænger af, at vi har arbejdskraft nok. Så der skal være måde med galskaben, og vi lægger jo her op til, at man fint kan søge sin egen læreplads, fuldstændig som man altid har gjort, og selv indgå aftalen, fuldstændig som man altid har gjort, men der er altså en hånd i ryggen og et ensidigt ansvar hos skolerne for, at de skal hjælpe de elever, som ikke har en læreplads. Den placering mener jeg er meget, meget principiel, og jeg mener sådan set, at det største digebrud, der er i den her aftale, er, at vi får placeret det ansvar helt entydigt for første gang i erhvervsskolernes historie.

Den anden ting, jeg gerne vil lægge vægt på, er, at vi flytter tidspunktet, og det er jo der, hvor de her forskellige måltal kommer ind, og når de gør det, er det, fordi i omegnen af halvdelen af de unge mennesker ikke aner, hvad de skal lave efter sommerferien. Dem af dem, der følger folkeskolekalenderåret, aner ikke, hvad de skal lave efter sommerferien, når de går på sommerferie, og det er ikke så hensigtsmæssigt. Hvis man starter på en gymnasial uddannelse, ved man, at man, hvis man er færdig med 1. g, så skal starte i 2. g efter sommerferien. På erhvervsskolerne, hvor vi har så uendelig meget brug for at holde fast i de unge mennesker, så de ikke falder fra, ved i omegnen af halvdelen af dem ikke, hvad de skal efter sommerferien, og det er altså ikke særlig smart, og det vil sige, at den usikkerhed, der har været indlejret i vores erhvervsskoler, selvfølgelig også har bidraget til, at det er på erhvervsuddannelserne, vi ser det største frafald. Så for mig har der været sådan en klar målsætning om at gå ind og sige, at lige præcis det tidspunkt mellem grundforløb 2 og hovedforløbet skal vi sætte lys på, og der skal vi have flyttet datoen. Altså, man kan vel lige så godt vide i marts, i april, i maj eller i juni, hvad man skal efter sommerferien, i stedet for at man ikke ved det og de lærepladsaftaler først indgås senere. Selvfølgelig vil der være virksomheder, der ikke allerede i hverken marts, april eller maj ved, hvordan deres ordrebøger ser ud efter ferien, men der er det jo indrettet på den måde, at man, hvis det går den forkerte vej i virksomheden, så godt kan komme ud af aftalerne igen. Og det vil jo være sådan for rigtig mange virksomheders vedkommende, at de tager flere lærlinge ind ad gangen, og det vil sige, at de i hvert fald også kan lave aftaler lidt mere langsigtet for en del af lærlingenes vedkommende.

Det sidste er jo så det her med navnet, og det er jo altid noget sjovt noget med navnet, for hvor meget betyder det, og hvor meget det betyder det ikke? Jeg har, fra det blev besluttet, at det skulle hedde praktikpladser, syntes, det var noget mærkeligt noget, fordi man så ikke længere kan forstå, hvordan det adskiller sig fra en erhvervspraktik, og jeg kan egentlig meget godt lide, at man med de ord, man bruger, intuitivt ved, at der er en forskel på de ting, man taler om. Nu har jeg så heller aldrig rigtig lært at få sagt praktikpladser, og det vil sige, at jeg halvdelen af gangene siger praktikpladser, og at jeg halvdelen af gangene siger lærepladser, og jeg tror, vi alle sammen har haft det sådan med det der med navnene, der så lige pludselig er blevet noget andet. Altså, det har altid heddet lærlinge, og det er et rigtig godt navn, og det at have en læreplads signalerer, at man er i gang med et længere uddannelsesforløb, og det er dermed noget andet, end hvis man f.eks. er i erhvervspraktik, som kan være af 1 eller 2 ugers varighed.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg sige, at en af de største opgaver, vi har, er at få de unge ind på erhvervsuddannelserne. Vi har fra regeringens side taget initiativ til at foreslå, at der skal være tre klimaerhvervsskoler. Jeg tror, at der skal rigtig mange forskellige ting til, så selv om jeg faktisk er helt uendelig glad for den trepartsaftale, vi behandler her i salen i dag, så vokser træerne ikke ind i himlen. Der skal rigtig mange forskellige ting til, hvis vi skal lykkes, og jeg tror faktisk, kæden hoppede af dengang i de år, hvor jeg selv begyndte at være politisk aktiv. Da sagde alle de voksne, at vi skal være et videns- og innovationssamfund, og at vi skal leve af viden i fremtiden. Det, der var logikken, var, at man der i 1990'erne troede, at alle praktiske arbejdsfunktioner ville flytte til tredjeverdenslande, fordi lønnen der var lavere, og derfor havde man en opfattelse af, at det, der ville komme i de kommende årtier, var, at vi alle sammen skulle beskæftige os med noget teoretisk. Jeg arbejdede selv på McDonald's på det tidspunkt, og jeg kan huske, at jeg sådan gik og morede mig lidt. Altså, vi er i hvert fald enige om, at man ikke kan lange en burger over disken, hvis McDonald's er flyttet til et tredjeverdensland, det bliver vi trods alt nødt til at bevare her i Danmark, for ellers når burgerne nok at blive kolde, inden de kommer hertil. Det var jo en misforståelse, men en af de rigtig store, hvor det ikke bare er to mennesker, der sidder og taler med hinanden hen over et bord, men det var et helt samfund og i virkeligheden hele den vestlige verden, der tog fejl i forhold til, hvad det var for en retning, samfundet var ved at dreje i, og desværre med det resultat, at man gjorde hele uddannelsessektoren på tværs af den vestlige verden – og derfor står vi alle sammen med problemet i dag – ekstremt teoretisk, og det har den konsekvens, at rigtig mange, særlig drenge, keder sig i folkeskolen, og de unge mennesker kommer ud af folkeskolen med nogle færdigheder, som er alt for smalt fokuserede.

Så skolen er blevet for teoretisk, og det betyder jo så også, at det fundament, de har at stå på, er alt for smalt. Alt for få af eleverne kan genkende sig selv i eksempelvis erhvervsskolernes uddannelser, fordi de aldrig har stiftet bekendtskab med de praktiske færdigheder, der skal til for at læse der. De ved simpelt hen ikke, hvad det er. De har ikke prøvet at stå i et værksted af den karakter før. Derfor har vi i virkeligheden selv lagt kimen til det problem, vi står med i dag, nemlig at alle troede, at vi skulle være et vidensamfund, og det så viste sig – og jo heldigvis for det – at viden har rod i en praktisk virkelighed, og det vil jo faktisk sige, at viden bygger oven på det, at vi har en produktion, og derfor er det at lave praktisk arbejde flettet fuldstændig tæt sammen med det at have et vidensamfund. Derfor er der rigtig mange forskellige typer af jobs, og i rigtig mange af dem skal man heldigvis både bruge praktiske og vidensmæssige færdigheder og typisk i en kombination.

Så vi står her med en stor udfordring. Det her er et bud på ét af skridtene i den retning, og jeg er superglad for den brede tilslutning i Folketingssalen, om end jeg jo så har kunnet konstatere, at Konservative måske – måske ikke – for første gang ikke bakker op om en aftale, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det fru Astrid Carøe.

Tak for det, og tusind tak for rigtig mange gode svar på de spørgsmål, vi stiller. Det er dejligt, at ministeren tager sig tid til det og bruger lang tid på at holde en dybdegående tale. Vi vil selvfølgelig også gerne respektere den her trepartsaftale, og vi synes, det helt grundlæggende er et rigtig godt stykke arbejde, man har gjort, og det er også tydeligt at se, at der er lavet nogle kompromiser. Jeg er bare rigtig glad for, at ministeren siger, at vi skal holde øje med de her tal i forhold til de fremdaterede aftaler, og siger, at hvis det så eksploderer helt vildt, må vi kigge på det igen. Det er jeg virkelig glad for.

Så kunne jeg bare godt tænke mig at høre, om ministeren kan fortælle lidt om, om der blev drøftet muligheden for skolepraktikydelse eller lignende, i forbindelse med at man skulle ende med at have nogle måneder imellem grundforløbet og hovedforløbet, altså om man kunne gøre et eller andet for at hjælpe de her elever, altså om det skulle være en del af en fremtidig trepartsaftale, eller om det måske er noget, vi kunne kigge på. Men stor respekt for trepartsaftalen, og tak for svar på de andre spørgsmål.

Ministeren.

Tak for det. Der er en grænse for, hvad jeg kan referere fra forhandlingslokalet, men der har indtil nu ikke været emner oppe i Folketingssalen, som ikke også var oppe i forbindelse med forhandlingerne. Det vil sige, at når kompromiserne er lagt sådan her, skyldtes det ikke manglende idérigdom, men snarere manglende evne til at finde enighed om andre snit på kompromiserne end det, tilfældet er her.

Der er jo ingen, der har haft til hensigt, at vi skal stå i en situation med rigtig mange unge, som tidligere har været forsørget inden for uddannelsessystemets rammer, og som ikke længere er det. Derfor har jeg jo også de 98 pct. stående og blinke foran mig, for det er klart, at hvis tingene udvikler sig fuldstændig uhensigtsmæssigt og forudsætningerne for en trepartsaftale rutsjer, skal man selvfølgelig ind og drøfte det med hinanden igen, og så skal det ske med respekt for, at der jo skal landes et nyt kompromis. Men der er jo sædvane for, at man, hvis der er nogle temaer, der stikker helt af i forhold til det, der var forudsætningerne, så kan tage det op og drøfte det igen. Men jeg ville synes, det var dårlig stil at genåbne ting, der er handlet af, og det hører jeg egentlig heller ikke SF's ordfører sige at man skal.

Fru Astrid Carøe.

Nej, bestemt ikke. Det var mere, hvis nu tallet ændrede sig. For når det er 98 pct. i dag, synes jeg ikke, det er et stort problem. Det er bare vigtigt at holde øje med, om det så bliver det i fremtiden.

Til sidst kunne jeg bare godt tænke mig at stille ministeren et spørgsmål i forhold til også at holde øje med de her frafaldstruede elever, altså de mere udsatte elever. Det er typisk dem, vi ser være i skolepraktik – i hvert fald mange af dem – fordi de ikke er klar til en læreplads. Jeg er bare bekymret for, at skolerne kommer til at have et meget stærkt fokus på de her måltal og så måske ikke understøtter eleverne i lige så høj grad. Skal vi ikke også holde øje med det?

Ministeren.

Det mener jeg bestemt vi skal. Nu ved erhvervsskolerne godt, at jeg er en lille smule bister, hvad det her angår, fordi de ikke lever op til deres forpligtelse for alt for stor en del af skolernes vedkommende i forhold til den gruppe, der har en meget sårbar baggrund, og det er altså fortsat tilfældet. Så ja, det går i den rigtige retning, men det går alt for langsomt, og de skal leve op til deres forpligtelser. Det vil sige: Selvfølgelig lytter jeg, når skolerne siger, at de er bekymrede på det her punkt, men når man så kender baggrunden i forhold til de elever, der er i dag, og de redskaber og muligheder, der er i dag, som man ikke tager i anvendelse, så vil jeg selvfølgelig ikke følge det mindre skarpt, men bare sige, at det kunne man jo i hvert fald starte med at implementere fuldt ud. Så ville problemet nok blive mindre.

Tak for det. Så er det hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg anerkender, at det er svært for en regering at ændre på en trepartsaftale, hvor man selv er den tredje part. Det giver vist sig selv. Jeg efterlyser måske, om ikke vi kan udvise en kreativitet, sådan at vi supplerer aftalen og ikke gør noget, der er i strid med aftalen. Det er jo en rigtig skidt situation for en ung, som heller ikke bare har valget. Man er jo forpligtet til at tage en fremskrevet praktikuddannelsesaftale, hvis man ikke er i stand til selv at skaffe sig en, som passer med grundforløbets udløb. Kunne der ikke på en kreativ vis findes en måde, så vi respekterer trepartsaftalen, men til gengæld sørger for, at vi under en eller anden form sikrer forsørgelse, så der ikke er unge, der skal gå i månedsvis uden forsørgelse? Det kan vi ikke rigtig være bekendt over for de unge, synes jeg.

Ministeren.

Altså, for at sige det ligeud, så er svaret nej, for det ville gå på tværs af det, der er aftalt, og der er selvfølgelig rigtig forskellige opfattelser af lige præcis det her spørgsmål og håndteringen af det her spørgsmål. Derfor er der lagt det snit, der er lagt. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan følge det tæt og se, om forudsætningerne ryger. For man kan sige, at det i det scenarie, som jeg hører ordføreren også tegne op, jo er der, det lige pludselig eksploderer. Så kan vi jo ikke have alle mulige rendende rundt, som ikke har noget forsørgelsesgrundlag, det er jeg fuldstændig enig i. I den situation ville forudsætningerne fra aftalen jo også være gået fløjten, kan man sige, og så ville det være oplagt, at man fra regeringens side tog initiativ til at drøfte det igen med parterne.

Hvis tallene ligner hinanden, som de er i dag, og forudsætningerne i aftalen dermed er overholdt, nej, så kan vi ikke være kreative hverken på den ene eller den anden måde. Så holder vi aftalens bogstav. Men det er faktisk heller ikke det, jeg hører ordføreren sige. Det, jeg hører ordføreren sige, er, om vi, hvis det er sådan, at det viser sig, at der lige pludselig kommer et gab på flere måneder for rigtig mange unge, så kan være kreative. Ja, det mener jeg godt vi kan.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg tænkte det nu nok strammere end det, altså at vi burde sikre, at ingen unge kom i klemme her. Men ser ministeren det på samme måde i forhold til det med tidsrammen? Altså, som det står i lovbemærkningerne: Der vil ikke være krav om, hvor længe efter afsluttet grundforløb en uddannelsesaftale bør træde i kraft.

Det er jo meget løst i fugerne. Kan det være 6 måneder? Kan det være 7 måneder? Kan det være 8 måneder? Var der heller ikke der en mulighed for at være kreative, sådan at vi gik ind og lagde en grænse på 3 måneder, som vi har kendt det tidligere, og som vi kender det fra egu'en?

Ministeren.

Hvis det var det, der var aftalt i treparten, så ville man godt have kunnet det. Det er bare ikke det, der er aftalt i treparten. Og der har jeg simpelt hen bare respekt for det. Når man forhandler, står man nogle forskellige steder, og så finder man et kompromis med hinanden. Det vil sige, at der jo var flere forskellige elementer på bordet, og måltal, og hvad der tæller med, har været ting, der har været fuldstændig flettet sammen med hinanden. Derfor kan man ikke begynde at flytte på forudsætningerne for, hvad der tælles med, som er det, ordføreren lægger op til, inden for den målsætning, uden at man så samtidig går ind og forhandler hele måltallet, som nærmest er det mest centrale element i aftalen, forfra. Så one way or the other: Nej, aftalen er landet sådan her. Selvfølgelig er der ting, jeg gerne ville have haft anderledes. Det er der også både fra arbejdsgiverside og fra lønmodtagerside. Men det var sådan her, det landede.

Tak, så er det hr. Kenneth Mikkelsen.

Tak for det. Jeg anerkender en indgået trepartsaftale. Men jeg bliver også nødt til at sige, at der er i hvert fald et enkelt punkt i den indgåede aftale, som virkelig stritter på mig. Det er sådan, at vi nu har placeret et entydigt ansvar for at få sikret de unge mennesker en læreplads. Det placerer vi på skolerne. Men en stor del af de midler, som er blevet tilført, placerer vi i de faglige udvalg. Og jeg må erkende, at det går jeg og spekulerer noget over. Så kunne ministeren ikke sikre min torsdag aften ved at fortælle lidt om, hvordan man vil sikre, at de her penge rent faktisk bliver brugt til det rigtige, og at de kommer til anvendelse derude, hvor opgaven skal løses?

Ministeren.

Jo, det vil jeg bestemt gerne. Altså, det er jo sådan, at der er blevet tilført også ganske betydelige ekstra millioner kroner til det praktikpladssøgende arbejde. Og det vil sige, at i det fremtidige arbejde er der samlet set lagt mere kul på kedlerne. Og så er det rigtigt, at det merbeløb, der er lagt ind i den her aftale, er lagt i de faglige udvalg, hvor man skal sikre, at de lærepladser overhovedet er tilgængelige, så skolerne faktisk har mulighed for at leve op til de målsætninger, der ligger i aftalen. Og så får skolerne jo uforandret et ganske betydeligt beløb til at lave lærepladsopsøgende arbejde. Og der er så som forudsætning i aftalen, at skoler og faglige udvalg skal have et meget nært samarbejde med hinanden om det. Men skolerne kan i sagens natur ikke leve op til et måltal, hvis det er sådan, at der ikke er arbejdsgivere nok, der er godkendt til at levere de lærepladser, der skal til. Derfor er snittet lagt på den her måde, og derfor er der en tvedelt bevilling: Der er en bevilling til skolerne, og så er der en bevilling til de faglige udvalg.

Hr. Kenneth Mikkelsen.

Tak for det. Som gammel sælger tror jeg, at jeg kunne have fundet på snedigere måder at gøre det her på, men fred nu med det.

Ministeren har anerkendt, at det er betydelige ændringer, som vi sætter i gang med både trepartsaftalen og lovforslaget her, og tak for, at ministeren anerkender det. Derfor kan det godt undre mig lidt, at der ikke i højere grad er skrevet, hvad skal man sige, nogle evalueringsbetingelser ind her. Hvordan sikrer vi, at vi rent faktisk har ramt rigtigt den her gang? Vi har jo åbenbart brugt 40 år på at diskutere det og lave ting, som ikke var rigtige. Hvordan får vi det evalueret?

Ministeren.

Jamen jeg mener, vi skal følge op på det løbende, også i trepartsinstitutionen, og det har vi også i forbindelse med forhandlingerne givet hinanden håndslag på. For som sagt er målsætningerne jo f.eks. bedste mands bedste bud, og så afvejer man og forhandler på plads på baggrund af de forskellige hensyn, der har skullet tages. Om det rammer rent? Det skulle undre mig meget, altså, vi har haft et område og et system kørende i hundrede år. Så laver vi det om, og hvis man skulle ramme rigtigt i første hug, ville det faktisk være første gang, jeg har oplevet det. Og derfor er der selvfølgelig, når man laver så store strukturelle forandringer, som tilfældet er her, givet håndslag på, at vi følger det løbende. Og kan vi se, at der er store uhensigtsmæssigheder, så vender vi selvfølgelig tilbage og kigger på det.

Fru Katarina Ammitzbøll.

Tak. Det kan godt være, det er første gang, vi stemmer imod en trepartsaftale, men det er måske også første gang, at der er lavet så stor en fejl på 2,5 mia. kr., som der er blevet begået. Vi stemte jo for L 20 sidste år, og der var jo 1,5 mia. kr. for meget i AUB. Og der fik vi jo 1 mia. kr. tilbage til virksomhederne og 500 mio. kr. gik tilbage til eud. Så der landede vi et godt kompromis. Men med det her har der jo været en stor fejl, og nu prøver vi at styrke skolerne, for at de skal gøre mere for, at der skal skabes lærepladser. Der bliver gjort rigtig meget derude. Der er også noget i aftalen, der er godt.

Problemet er bare, at vi med det her straffer virksomhederne. De skal betale 1.300 kr. mere pr. medarbejder pr. elev, så vi straffer altså dem, der skal tage eleverne, mens vi prøver at styrke skolerne: De skal skabe mere; et udbud og en kobling. Og vi synes simpelt hen, at det er for stort et pres at lægge ned over virksomhederne nu og lægge så store afgifter på dem lige efter corona. Og derfor har vi stemt nej.

Ministeren.

Der er ikke begået en fejl. Der er bare kommet flere lærepladser end det, nogen havde turdet håbe på. Det er jo sådan set en god nyhed. Det er det både for arbejdsgiverne, det er det for samfundet, og det er det for de unge mennesker. Og når der kommer flere lærepladser, jamen så koster det mere på AUB'en, og derfor er det rigtigt, at arbejdsgiverne så skal betale noget mere. Det var i øvrigt et arbejdsgiverkrav, deres hovedkrav, i forbindelse med de forhandlinger, der var om AUB'en, at det skulle være en fleksibel AUB, og det vil sige, at man svingede op og ned med udsvingene i antallet af lærepladser. Det var arbejdsgiversidens hovedkrav ved forhandlingerne. Altså, jeg kan slet ikke genkende den måde, der bliver talt på om det, og det tror jeg i øvrigt heller ikke at arbejdsgiverside kan, i forhold til at det faktisk var deres hovedkrav at få en fleksibel AUB. Og jeg har sådan set også hørt arbejdsgiverside glæde sig over, højlydt i øvrigt, at der er blevet skabt så mange lærepladser, som der er. Og det er det, der gør, at man skal betale et ekstra højt bidrag i det kommende år.

Fru Katarina Ammitzbøll.

Nu har vi også talt med en del arbejdsgivere, og man kan så sige, at det er et fejlskøn. Men det, jeg hører mange arbejdsgivere sige, er, at det skulle være bredt langt mere ud i stedet for at opkræve så meget så hurtigt på 3 år. Og vi har jo mange andre tiltag til at styrke erhvervsuddannelse og til at styrke, at der også kommer lærepladser. Vi er også kommet med et forslag, hvor vi har fire forslag, som ikke koster noget, til at styrke eud. Der er ikke noget, vi hellere vil, og vi er bl.a. også kommet ud med noget mere praksisnært i forhold til folkeskolen, hvor jeg også hører ministeren sige, at det har været for akademisk. Det er vi fuldstændig med på, og derfor vil vi også gerne have meget af det praksisfaglige ind i folkeskolen.

Ministeren.

Jeg kan jo så konstatere, at den måde, arbejdsgiverside går til, at der er opstået den situation, at det er væltet ind med lærepladser – og heldigvis for det – er, at de sætter sig til forhandlingsbordet. Og jeg kan så forstå, at det, Konservative gør, er, at man helt uden om parterne så bare vælger at stemme imod en trepartsaftale. Altså, en gang skal jo være den første, men det er i hvert fald første gang, jeg har oplevet Konservative gøre det, og helt ensidigt. For det er jo ikke sådan, at arbejdsgiverne har opsagt den trepartsaftale, så det er Konservative, der vælger – helt ensidigt – bare at sige, at man ikke ønsker at bakke op om den trepartsaftale, der er indgået. Det er alligevel ret specielt – og i hvert fald nyt.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.