Tak for det. Lad mig indledningsvis takke for opbakningen til, at vi kan hastebehandle det her lovforslag. Energikrisen raser i Europa, Putin bruger energi som et våben, og vi har derfor brug for at gøre os uafhængige af fossile brændsler. Hvert skridt på vejen, stort som småt, er vigtigt.
Regeringen har sammen med et flertal af Folketingets partier aftalt at justere søgekriterierne i erhvervspuljen. Formålet er at gøre puljen mere attraktiv for virksomhederne og øge klimaeffekten af puljen. Det betyder bl.a., at puljen bliver en hjælp til de virksomheder, der ønsker at skifte væk fra gas hurtigst muligt. Puljen vil kunne understøtte virksomhedernes uafhængighed af fossile energikilder og sikre energibesparelser i en tid, hvor vi skal spare på strømmen. Derfor er det vigtigt, at vi får lovforslaget behandlet så hurtigt som muligt.
Vi ønsker at fremme udfasningen af CO2 i energiforbruget, og derfor vil vi udvide loven til at omfatte et bredt spektrum af mulige støtteaktiviteter. Aktiviteterne målrettes udfasning af CO2 samt opsamling, lagring og anvendelse af CO2. Lovens hidtidige sigte som energibesparelses- og energieffektiviseringslov vil dog stadig være centralt og indeholdt i lovens formål.
Der igangsættes i alt syv konkrete tiltag, der skal sikre et større afløb fra erhvervspuljen. Justeringerne aftalte vi i »Klimaaftale om grøn strøm og varme« af 25. juni 2022. Den foreslåede udvidelse af loven vil danne rammen for de aftalte justeringer.
Som det første indføres CO2 som et supplerende tildelingskriterie. Det åbner for, at projekter, der sparer CO2, men ikke energi, kan opnå støtte fra erhvervspuljen. Det vil styrke puljens klimaeffekt.
For det andet og det tredje kommer puljen hurtigere ud at virke: Vi fjerner kravet om konkurrenceudsættelse og giver mulighed for, at virksomheder kan igangsætte deres projekter efter indsendelse af ansøgning. Det er en hjælpende hånd til mange virksomheder, der kæmper lige nu og her.
Med det fjerde tiltag imødekommes erhvervslivets ønske om en afbureaukratisering af puljen. Der udvikles en positivliste med tiltag, som modtager en fast støttesats. Det giver ansøgeren en større sikkerhed for, at deres projekter er støtteberettigede.
Som følge af det femte tiltag hæves også støttesatsen med en efterfølgende bekendtgørelsesændring, så der sikres et tilstrækkeligt økonomisk fundament for selv de dyreste konverteringer.
Med det sjette tiltag udarbejdes en negativliste med tiltag, som ikke længere kan få tilskud igennem erhvervspuljen, herunder tilskud til installation af nye gaskedler. Det er med til at fremme Danmarks uafhængighed af russisk gas.
Til syvende og sidst indføres en prioritetsfaktor på 1,25 for gasreducerende projekter, så vi kan hjælpe flere virksomheder med at konvertere væk fra gas og over til grønne energiformer.
Lovforslaget er vigtigt, men samtidig er det vigtigt at understrege, at det bør være et af de tiltag, vi som regering arbejder på for at accelerere omstillingen til grøn energi og sikre en fremtid, hvor vi ikke er afhængige af russisk gas. Lad os derfor få færdigbehandlet dette lovforslag, så endnu flere virksomheder kan få tilskud, og dermed sætte fart på den grønne omstilling i en tid, hvor de stigende energipriser presser det danske erhvervsliv.
Jeg vil endelig gerne takke for interessen for lovforslaget, og jeg ser frem til udvalgsbehandlingen.