Lovforslaget her handler jo om at lægge begrænsninger på huslejestigningerne for 160.000 lejligheder, og det kan hjælpe over 200.000 mennesker i forhold til for høje huslejestigninger – stigninger, som ser ud til ellers at kunne blive på 8 pct. Og så har der derudover også været helt urimelige forhøjelser af indskud og forudbetalt husleje.
4 pct. i huslejestigning i 2 år er meget. Det er et politisk tal, har vi hørt under forhandlingerne. Fra Enhedslistens side har vi nævnt et bedre tal, som var 2 pct., og som ville være klart bedre for lejerne. Der er mange, f.eks. i København, der bor i en stor, dyr lejlighed, hvor det er fire-fem unge, der så deles om en dyr lejlighed, fordi man i Københavnsområdet over tid har bygget alt for få almene ungdomsboliger. Det er den virkelighed, vi har derude. I bilagene fra forhandlingerne er der en opgørelse over, hvor mange 18-30-årige der bor i den her type lejligheder, og det er overraskende mange.
Så jeg synes ikke, der er nogen grund til sådan lidt at harcelere over det og sige, at en husleje på 20.000 kr. da vist kun er noget, der vedrører de rige. Det er sådan set en mangel på lejeboliger i København, som gør, at der indimellem er mennesker, som så bliver nødsaget til at bo i noget, hvor de faktisk bruger temmelig meget af deres løn eller deres indkomst på at betale husleje.
Jeg synes, det er ret grotesk, at vi har en situation, hvor en lejer kan gå ned i supermarkedet og købe dyre fødevarer, og at man så, når man kommer hjem, kan opleve, at ens husleje stiger, fordi fødevarepriserne stiger. Og i forhold til den energi, som betales ud fra et varmeregnskab og en elregning, kan stigende energiudgifter sådan set også påvirke, at lejen stiger – på trods af at det jo sådan set kun er lidt belysning i trappeopgangen, der kan være omfattet af det, som med rimelighed kan tælles med i en udgift for udlejer.
Det, som er miseren i det her, er jo, at der et eksisterende nettoprisindeks, som er urimeligt. Og der er jeg enig med De Radikales ordfører: Hvorfor har man fastlagt det på den måde? Det er måske, fordi der er noget fra Danmarks Statistik, man kan trække på, og så kan man sige, at når der er den her udvikling i samfundet, kan der sådan set også være nogle stigende huslejer.
Jeg har noteret mig, at jyske udlejere i Kolding og Varde ikke synes, at de her mulige huslejestigninger er retfærdige, når lejerne i forvejen rammes af inflation, så de vil undlade at sætte lejen op. Det er jo ikke sådan, at udlejere med nettoprisindekset er pisket til at sætte lejen op. En udlejer fra Kolding, som har mange lejemål, udtaler i Berlingske: Inflationskrisens største synder er grådighed. Det er hans tilgang til det. Jeg synes, han har helt ret, og jeg håber, at budskabet bliver hørt i København, og at det også bliver hørt i pensionsselskaberne.
Nogle borgerlige råber op om, at det her indgreb, vi laver, er ekspropriation. Altså, vi laver et indgreb mod overnormale huslejestigninger. En udlejer kunne nok forvente, at der var et nettoprisindeks, som ville medføre en huslejestigning på måske 1 pct. eller derunder med den udvikling, der har været i de seneste år. Nu laver vi så et lovforslag, hvor vi begrænser det til 4 pct. i 2 på hinanden følgende år.
Er det så med dette nettoprisindeks, at der er de største profitter? Det synes jeg ikke det indikerer, når man ser på den samlede økonomi. Og hvordan kan det have ekspropriationskarakter, at vi begrænser en overnormal profit, når udlejer jo, hvis udlejer synes, at der ikke tjenes nok penge på at leje boligerne ud, så faktisk kan sælge boligerne som ejerlejligheder? Det er jo den anden mulighed, der er. Der kunne være andre brancher, hvor vi lavede et politisk indgreb, og hvor man med rette kunne sige, at det var ekspropriation, fordi der kunne være et erhverv, der så ikke kunne drives videre. Her er der sådan set en mulighed for, at ejeren af disse boliger kan sælge dem.
Det her lejelovsforlig fra 2014 er ophørt – det er ophørt, efter at Venstre og Dansk Folkeparti forlod forhandlingerne. Det vil jeg gerne sige tak til Venstre og Dansk Folkeparti for. Og tak til Venstre for at støtte denne hastebehandling mod udlejernes grådighed. Og tak til ministeren for inden for en uge at indkalde til forhandlinger, da Enhedslisten ønskede det, fordi vi læste om, at man kunne kigge ind i nogle voldsomme huslejestigninger. Nu er vi i en situation, hvor der ikke længere er et lejelovsforlig, og Enhedslisten ser frem til at afskaffe markedslejen for nyopførte udlejningsejendomme, og vi ser frem til at have en tæt dialog med lejerbevægelsen om, hvad det er for nogle forslag, som bør rejses og fremsættes i Folketinget til fordel for lejerne.
I aftalen mod grådighed er det fastlagt, at der skal være et forarbejde om et nyt indeks, og der synes vi, det er væsentligt, at der gennemføres en analyse af den samlede økonomi på det private udlejningsområde. Der står, at parterne forelægges et kommissorium for analysen til godkendelse. Citat slut. Og denne samlede økonomi skal man jo se kritisk på. Man skal se på, hvad det er for nogle urimelige huslejestigninger, som opleves i København, fordi man har en markedsleje, der gør, at hver gang der er en lejer, der siger op, og lejemålet skal lejes ud igen, kan udlejer sætte huslejen, som vedkommende vil. Og den virkelighed er forskellig fra København til Kolding. Så derfor er der store dele af landet, som ikke vil opleve, hvad skal man sige, de store ændringer på det her område, men det her lovforslag har stor betydning for Københavnsområdet. Man skal også se på, at der jo sådan set er nogle profitter, når de her udlejningsejendomme handles. Og jeg noterer mig, at der er rigtig meget opkøb, der foretages af udenlandske investorer, som har fundet ud af, at man kan tjene penge på lejerne i Danmark.
Jeg synes, at der skal være mere samfundssind og mindre grådighed i boligpolitikken i Danmark, og med det her lovforslag lægger vi en begrænsning på grådigheden. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi laver en hastebehandling, for det her skal have virkning fra nytår.