Folketingets Finansudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 4878
Doknr.
612580
Dato
19-09-2022
Folketingets Finansudvalg har d. 8. september 2022 stillet følgende spørgsmål
nr. 48 (L 207) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Ambo-Rasmussen (V).
Spørgsmål nr. 48:
Vil ministeren som opfølgning på den tekniske gennemgang i Finansudvalget
den 6. september 2022 oversende en vurdering af, hvor stor en del af puljen til
udbredelse af familiehuse i hele landet mm. (§ 15.26.34.), der ventes at blive
brugt?
Svar:
Ansøgningspuljen til udbredelse af familiehuse i hele landet blev udmeldt den
22. juni 2022 med en ansøgningsfrist den 28. september 2022 kl. 12.00 og en
samlet puljesum på 126,0 mio. kr. i 2022. Ansøgningspuljen forventes
udmøntet i 4. kvartal 2022. I udgangspunktet forventes hele puljen udmøntet,
og kun hvis der ikke indsendes tilstrækkelige kvalificerede ansøgninger, vil
puljen ikke blive udmøntet fuldt ud.
Med henblik på at understøtte så stor en søgning og udmøntning af puljen som
muligt er ansøgningspuljen udmeldt på Socialstyrelsens hjemmeside og
nyhedsbrev og i øvrigt annonceret på statens-tilskudspuljer.dk. Socialstyrelsen
har afholdt åbne webinarer om ansøgningspuljen for at fremme søgningen til
puljen. Derudover blev der forud for puljens udmelding gennemført en
kortlægning af kommunernes nuværende brug af familiehuse og deres
fremadrettede behov og efterspørgsel på familiehuse. Udmeldingsmaterialet
blev tilpasset kortlægningens afdækninger.
Det bemærkes, at der også er afsat midler til ansøgningspuljen i 2024, i 2026
og i 2028.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1