Det er jo korrekt, at der ikke er ændringsforslag til det her forslag om at sænke elafgiften med 4 øre. Det er sådan noget, som kan hjælpe nogle danskere med et lavt forbrug. Hvis man har et lavt forbrug på 2.000 kWh, er det 80 kr. om året. Og så kan jeg notere mig, at der er nogle partier i den offentlige debat, der gerne vil sænke afgiften fuldstændig ned til det minimale, så man sænker den med 68 øre yderligere. Det er der så ikke ændringsforslag om i dag. Der er så nogle partier, f.eks. Venstre, der har været ude at sige, at det måske koster 3 mia. kr. Det er jo vigtigt, at der er korrekte tal op til et valg og også generelt. Der ligger nu et svar, som siger, at det, hvis man sænker det til 0,8 øre, vil koste staten 6,8 mia. kr. på årsbasis i 2023, hvis det er det, man vil. Det er jo et større beløb, når man ser et finanslovsforslag, hvor der er sat en pulje på 2 mia. kr. af til at hjælpe danskerne i en særlig situation, hvor det er prisen på både varme, el og fødevarer, der stiger.
Altså, i Enhedslisten har vi den holdning, at vi som udgangspunkt ikke går ind for at sænke elafgiften; vi vil sådan set hellere øge den grønne check og målrettet hjælpe nogle lavindkomstgrupper og hjælpe nogle grupper på overførselsindkomster. Men jeg synes faktisk, at det er rigtigt, at vi bruger korrekte tal, og der er så kommet et tal nu, som siger, at efter tilbageløb er det 6,8 mia. kr., hvis man vil sænke elafgiften til 0,8 øre i 2023.