Tak. Vi står her i dag og diskuterer tre elementer fra aftalen »Danmark kan mere I«, som er en ulighedsskabende reform, som er en social skæv reform, og som er en reform, der ødelægger dagpengene for nyuddannede og nyudlærte; en reformaftale, der er indgået af partierne Socialdemokratiet, SF, Radikale og Dansk Folkeparti og tilsluttet af Kristendemokraterne.
Det er en meget skæv aftale, det er en aftale, der går stik imod det forståelsespapir, som vi ellers aftalte i juni 2019, og det er en aftale, som grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved, om de initiativer, der er taget siden valget i juni 2019, isoleret set har bidraget til det, som står i forståelsespapiret en ny regering skal leve op til, nemlig at mindske ulighed og mindske børnefattigdom.
Det er en aftale, der understreger, at hvis vi skal i mål med det, der står i forståelsespapiret, skal der fra regeringens side leveres. Ii den forbindelse er det helt relevant, at vi i de igangværende ydelsesforhandlinger får en aftale om ydelser, om at bekæmpe børnefattigdom, om at sikre nogle af de fattigste mennesker i vores land, som er på overførselsindkomst, herunder på kontanthjælp, for ellers bliver der ikke leveret på det, der står i forståelsespapiret, ellers bliver der ikke leveret på det, der er det grundlag, som regeringen trådte til på, og som er afgørende for, at regeringen også kan sidde på Enhedslistens mandater.
Konkret vælger man her at afskaffe den grønne check, som er en måde at støtte mennesker med lave indkomster og i et vist omfang også almindelige indkomster på som en kompensation for stigende afgifter. Stigende afgifter er noget, vi kan og skal gå ind for, fordi stigende afgifter, f.eks. grønne afgifter, betyder, at vi får en adfærdsændring, så der bliver brugt mindre af det, der forurener og skader klimaet, men der er samtidig nogle mennesker, som har allermindst i vores land, som vi kan kompensere socialt, for at de ikke ender i fattigdom eller yderligere fattigdom, i takt med at vi indfører de nødvendige afgifter for at bekæmpe f.eks. klimaforandringerne og forureningen.
Det er derfor også en meget, meget forkert politik, og jeg er specielt skuffet over SF og De Radikale, som har leveret de afgørende mandater til den socialt skæve og ulighedsskabende aftale »Danmark kan mere I«, herunder afskaffelsen af den grønne check, som beskrevet i det her lovforslag, for ikkepensionister. Derfor har Enhedslisten bestemt ikke tænkt sig at bakke op om det her lovforslag.
Der er spørgsmål omkring elafgiften, som vi på en måde godt kan se positivt på, men hvor vi sådan set hellere så, at man ikke satte elafgiften ned, for en lavere elafgift betyder alt andet lige, at der bliver brugt mere energi. Vi så hellere, at man havde beholdt elafgiften på det niveau, den var på, men samtidig havde skruet op for den grønne check, for så havde vi fået den adfærdsændring, der ligger i, at man ikke bruger mere el, fordi ellen bliver billigere, samtidig med at vi havde fået den sociale kompensation.
Men som lovforslaget ligger her og med de elementer, der er i det, kan Enhedslisten på ingen måde støtte det.