3. maj 2022
Danske Tandplejere
Rosenborggade 1a
1130 København K
T: 8230 3540
www.dansketandplejere.dk
www.facebook.com/tandplejer
Folketinget
Sundhedsudvalget
Anmodning om foretræde for Sundhedsudvalget
Danske Tandplejere er meget bekymrede for konsekvenserne af lovforslaget om ændring af sundhedsloven
(vederlagsfri tandpleje for 18-21-årige), som vil afskære de praktiserende tandplejere muligheden for at byde
ind på at varetage opgaven med behandling af de unge under 22 år.
Der er med loven lagt op til, at privatpraktiserende tandklinikker kan varetage tandplejeopgaven for de unge
under 22 år, hvis en kommune ikke har kapaciteten til at løfte opgaven, eller hvis en ung ønsker at benytte
fritvalgsordningen. KL vurderer i sit høringssvar til lovforslaget, at
”hovedparten
af de 18-21-årige vil benytte
sig af fritvalgsordningen”.
Med den nuværende lovtekst vil de unges frie valg dog begrænses til kun at omfatte én faggruppe
–
de
praktiserende tandlæger. Det betyder, at de unge mellem 18-21 år ikke kan få vederlagsfri behandling hos en
praktiserende tandplejer. Tværtimod skal de unge, som vælger behandling hos en praktiserende tandplejer,
fx ud fra hensyn som kendskab og tilgængelighed, betale for hele regningen selv.
Som reglerne er i dag, får de unge mellem 18-21 år tilskud til tandpleje, uanset om de går hos en
praktiserende tandlæge eller en praktiserende tandplejer. Men de unge, som i fremtiden ikke ønsker eller
ikke har mulighed for at benytte det kommunale tandplejetilbud og derfor vælger at blive behandlet hos en
praktiserende tandplejer
–
fx fordi klinikken ligger i lokalområdet, eller fordi de gerne vil komme til
tandeftersyn og vejledning i tandsundhed hos netop en tandplejer
–
vil fremadrettet ikke få nogen form for
økonomisk støtte. Hele tandregningen ender hos den unge selv.
Det kan næppe have været hensigten med at udvide den kommunale tandpleje for de 18-21-årige, at det for
en gruppe af unge bliver dyrere at få tilset og ordnet sine tænder, end det er i dag. Det er tværtimod stik
imod intentionerne i aftalen.
Danske Tandplejere ønsker at belyse konsekvenserne af lovforslaget, hvis praktiserende tandplejere ikke
indskrives i lovteksten. På vegne af Danske Tandplejere anmoder jeg derfor om foretræde for udvalget med
henblik på at præsentere tandplejernes og foreningens viden om og holdninger til lovforslaget, herunder
drøfte, hvordan udfordringerne kan imødekommes.
Med venlig hilsen
Elisabeth Gregersen
Formand for Danske Tandplejere