Honoré, Fallesen & Andersen│Advokatfirma
Sundhedsudvalget 2021-22
L 192 - Bilag 16
Offentligt
Gratis tandpleje – Statsstøtteretlig vurdering
I forlængelse af mit tidligere notat af 5. maj 2022 følger hér min statsstøtteretlige vurdering af senest revide-
rede udkast til tandplejebekendtgørelse (”Udkastet”), som jeg forstår, du først har modtaget i dag – og det
med svarfrist i dag. Henset til de vigtige ændringer, der er blevet indføjet i Udkastet, er jeg stærkt overrasket
over denne korte høringsfrist (samt at høringen alene har omfattet en lukket kreds af respondenter), men jeg
skal ikke hér kommentere på de mulige forvaltningsretlige aspekter af den valgte høringsprocedure.
§ 3, stk. 3, 3. punktum
Udkastets § 3, stk. 3, er en udmøntning af den nye fritvalgsordning, hvorved unge i alderen 16-21 år kan
vælge at modtage det kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge eller privatpraktiserende tand-
plejer efter eget valg.
Den nye tekst i § 3, stk. 3,
3. punktum
er imidlertid statsstøtteretligt problematisk, idet den nye formulering
indebærer, at den unge
samtidig med valget af praktiserende tandplejer
også skal vælge en praktiserende
tandlæge.
Dette betyder, at den unge bliver stillet over for valget mellem på den ene side at vælge én behandler (tand-
lægen, der som regel også kan tilbyde tandpleje) og på den anden side vælge to forskellige behandlere
(tandlæge + privat tandplejer). Det følger således ikke af Udkastet, at man ved valg af tandlæge også samtidig
skal vælge en privatpraktiserende tandplejer.
Ordningen er herved énsidigt i tandlægernes favør, da det er min forståelse, at de unge (og deres forældre)
vil anse det for uattraktivt at vælge to behandlere (tandplejer + tandlæge) frem for én behandler (tandlægen).
Det er et legitimt og sagligt hensyn, at den unge skal have adgang til en tandlæge, når man er patient hos en
privatpraktiserende tandplejer, men dette hensyn kan opnås på en mindre indgribende (mere proportional)
måde, nemlig ved at tandplejeren formidler kontakt/henviser til en tandlæge, hvis behovet måtte opstå.
Dette er fremgangsmåden i dag, hvor de privatpraktiserende tandplejerne i medfør af gældende lovgivning
har både ret og pligt til at henvise deres patienter til en tandlæge. Det er selvsagt i sidste ende den unges
valg, om denne ønsker at gøre brug af den pågældende tandlæge, men i det mindste findes der i Danmark
en ordning, der gør det enkelt for brugeren/patienten at få adgang til en tandlæge, hvis behovet skulle opstå.
Samtidig har jeg forstået, at mange patienter (og særligt de unge i de første mange år) sjældent har behov
for en tandlæge, da god tandpleje forebygger behovet for en tandlæge. Herved fremstår kravet om, at man
skal indgå en aftale med en tandlæge på et meget tidligt tidspunkt (i forbindelse med valget af tandplejer) så
meget desto mere unødvendigt og disproportionalt.
Kravet i § 3, stk. 3, 3. punktum svarer lidt til, at en patient allerede i forbindelse med valget af tandlæge fx
også skulle vælge en kirurg eller ortodontist, så det er på plads, hvis behovet en dag skulle opstå. Dette er
ikke et krav i henhold til gældende lovgivning, der i stedet indebærer, at
tandlægen
henviser til relevant kirurg
eller ortodontist.
Da tilskuddet under fritvalgsordningen ydes på en måde, der indebærer diskrimination mellem to konkurre-
rende grupper af virksomheder (tandlæger og tandplejere), der i lyset af formålet med ordningen befinder sig
i en sammenlignelig situation, samtidig med at ordningen ikke opfylder proportionalitetskriteriet, er det min
vurdering, at ordningen opfylder det statsstøtteretlige selektivitetskriterium.
Da tilskudsordningen samtidig (1) indebærer en fordel for tandlægerne, (2) er ydet ved hjælp af statsmidler,
(3) fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen og (4) er egnet til at påvirke samhandelen mellem med-
lemsstater, er det min vurdering, at ordningen indebærer statsstøtte til tandlægerne, jf. EUF-traktatens artikel
107, stk. 1.
Herved vil ordningen skulle anmeldes til og godkendes af EU-Kommissionen, inden den sættes i værk, jf.
princippet om ”standstill” (EUF-traktatens artikel 108, stk. 3). I fravær af en forudgående anmeldelse og god-
kendelse, vil ordningen være ulovlig. Det fremgår af fast EU-praksis, at nationale myndigheder (hér
Sundhedsministeriet) ikke må sætte en ulovlig ordning i værk, før den er blevet godkendt af EU-Kommissio-
nen. Ulovligt ydet støtte skal søges tilbagebetales af myndighederne af egen drift.
Honoré, Fallesen & Andersen Advokatfirma ApS ∙ T +45 42 45 48 54 ∙ CVR-nr. 40176071 ∙ www.hfa-law.dk