Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 191:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Etablering af sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg m.v.).

Af sundhedsministeren (Magnus Heunicke).

(Fremsættelse 29.04.2022).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Rasmus Horn Langhoff fra Socialdemokraterne, som gerne må komme herop. Værsgo.

Tak for det. Lovforslaget, vi behandler i dag, er en helt afgørende brik i at skabe fremtidens sundhedsvæsen – et stærkere og mere forpligtende samarbejde mellem de tre centrale dele af vores sundhedsvæsen, nemlig regionerne, kommunerne og almen praksis. Med 21 nye sundhedsklynger omkring vores 21 akuthospitaler skaber vi nu rammerne for, at patienterne i fremtiden kan opleve bedre sammenhæng i deres behandling, og forhåbentlig bliver vi også bedre til at forebygge både indlæggelser og genindlæggelser.

Helt kort fortalt udmønter vi jo den aftale, der blev indgået tilbage i juni 2021 mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, så der i hver kommune etableres både et politisk niveau og et fagligt-strategisk niveau med repræsentanter fra regionen, kommunerne i regionen og almen praksis. Og i det fagligt-strategiske niveau vil der altså også sidde repræsentanter for patienter og pårørende. De sundhedskoordinationsudvalg og praksisplanudvalg, som i dag findes i hver region, bliver fremadrettet erstattet af et sundhedssamarbejdsudvalg i hver region. Målet er som sagt at sikre, at vi på tværs af sundhedsvæsenet arbejder bedre sammen og sikrer høj kvalitet for alle borgere, så vi ikke længere skal høre om patienter, der forsvinder i den her berygtede og berømte bermudatrekant, som der tales om i sundhedsvæsenet, mellem regioner, kommuner og almen praksis.

Det betyder altså – med den her bermudatrekant – at der er alt for mange patienter, der bliver udskrevet og genindlagt eller kommer for sent i gang med behandlingen, og det går ud over patienterne, og det betyder altså ekstra behandling og ekstra belastning af vores sundhedsvæsen.

Løser vi så alle problemerne med det her forslag? Det gør vi naturligvis ikke. En ny struktur løser jo ikke i sig selv problemerne, men det kan give nogle bedre rammer, end vi har i dag, og derfor skal forslaget om sundhedsklynger også ses i sammenhæng med regeringens forslag til en samlet sundhedsreform, hvor vi ønsker at flytte sundhed tættere på borgerne, så mere behandling kan foregå uden for de største hospitaler og mere kan foregå tættere på borgerne. Det kræver naturligvis et tæt samarbejde mellem de forskellige dele af sundhedsvæsenet.

Derfor skal vi bl.a. tage fat på at arbejde med en kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen. I første omgang skal vi lave en kvalitetsplan for mennesker med kroniske sygdomme. Det kunne eksempelvis være i forhold til at sikre tilbud om kostvejledning, fysisk træning og patientuddannelse i kommunerne. Og vi skal styrke de kommunale akutfunktioner, så flere borgere kan blive behandlet i eller tæt på deres eget hjem. På den måde kan vi forhåbentlig også undgå indlæggelser og genindlæggelser på sygehusene. I dag genindlægges en ud af ti patienter, inden for kort tid efter at de er udskrevet fra hospitalet. Det tal skal vi altså have bragt ned.

Bedre sammenhænge, mere behandling tættere på borgerne, høj faglig kvalitet i hele landet: Det er den vej, vi skal gå. Det handler nemlig også om lighed i sundhed, fordi det i høj grad er de svageste patienter, som bliver tabt, når de forskellige dele af sundhedsvæsenet ikke taler godt nok sammen. Det ender så med en indlæggelse eller genindlæggelse, som kunne have været undgået.

Det handler også om geografisk lighed, fordi vi med kvalitetsplanerne sikrer en høj grad af lighed i det sundhedsvæsen, man møder, uanset hvor i landet man bor, så det altså ikke bliver et postnummerlotteri, hvor tilbuddene afhænger af, hvilken kommune patienten tilfældigvis bor i. Alt i alt er det altså et lovforslag, som sætter den rette kurs i forhold til de ændringer, vores sundhedsvæsen skal gennemgå i den kommende tid, og som vi i Socialdemokratiet naturligvis kan bakke op om.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Martin Geertsen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordet, og tak til regeringen for fremsættelse af det her lovforslag, som jo udspringer af »aftale om sammenhæng og nærhed« fra sidste sommer mellem regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Spørgsmålet omkring sundhedsklynger havde vi i øvrigt også selv med i vores sundhedsreform fra 2019. Så helt grundlæggende er vi jo sympatisk indstillede over for det her lovforslag – jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at vi er for – fordi vi nemlig skal tilstræbe at skabe et sundhedsvæsen, hvor patienterne kan få et mere sammenhængende behandlingsforløb; det er i sagens natur godt for den enkelte patient, og bedre patientforløb, hvor man forhåbentlig kan undgå, at patienterne bliver indlagt på hospitalet, hvis det ikke er nødvendigt, og hvor patienten grundlæggende er i centrum. Og tænk sig, hvis man faktisk også med den her øvelse kunne bruge pengene mere fornuftigt ved at få tilrettelagt nogle mere optimale patientforløb.

Vi bliver under alle omstændigheder nødt til at skabe mere nærhed og sammenhæng for patienterne i en situation, hvor danskerne heldigvis lever længere og længere, men hvor vi desværre også ser flere mennesker med kroniske lidelser.

Det her forslag handler, som det også blev nævnt af den forrige ordfører, om at etablere såkaldte sundhedsklynger omkring hvert af landets akuthospitaler, og sundhedsklyngerne skulle jo gerne sikre en bedre sammenhæng mellem regioner, kommuner og almen praksis – altså de praktiserende læger – om danskernes sundhed. Det skulle også gerne føre til, at flere behandlinger foretages i den enkelte danskers nærmiljø. Det kan være ude hos den praktiserende læge. Det kan være hos kommunerne og sågar i danskernes eget hjem i form af teknologiske løsninger. Sundhedsklyngerne vil bestå af både et politisk og et fagligt-strategisk niveau, hvor der er inddragelse af både det politiske system i form af repræsentanter for kommuner og regioner, men altså også af almen praksis. Den konstruktion støtter vi.

Jeg synes, vi i det kommende arbejde med lovforslaget skal se på, om det kan give mening at inddrage lifescienceindustrien, når det er relevant, som det også bliver påpeget i høringssvarene, og det samme gør sig sådan set gældende for patient- og pårørendegrupper. Vi støtter med andre ord helt grundlæggende forslaget om at etablere sundhedsklynger med henblik på at skabe mere sammenhæng og nærhed for de danske patienter. Vi støtter også forslaget om at etablere de såkaldte sundhedssamarbejdsudvalg, som på en og samme tid vil forstærke og forenkle samarbejdet ude i regionerne.

Når det så er sagt, tror vi i Venstre ikke på, at sundhedsklyngerne kan stå alene. Vi tror, at det også er nødvendigt at styrke patienternes rettigheder med henblik på at skabe mere sammenhæng, og vi har foreslået regeringen i forbindelse med de igangværende sundhedsforhandlinger, at vi for det første etablerer en egentlig ret for de danske patienter til en patientansvarlig sundhedsperson, som så at sige kan holde en i hånden, især når man som patient går på tværs af afdelinger eller sektorer i det danske sundhedsvæsen. Alt for mange patienter oplever i dag at falde ned mellem stolene i det danske sundhedsvæsen.

Vi har også foreslået regeringen, at vi etablerer egentlige pakkeforløb for langt flere patientgrupper, hvor behandlingsforløbene f.eks. for nogle af de mere behandlingskrævende kroniske patienter beskrives langt tydeligere med henblik på at skabe tryghed for den enkelte patient.

Vi har for det tredje også foreslået, at vi går i gang med at etablere årlige helbredssamtaler for nogle typer af kroniske patienter, hvor man så at sige kommer grundigt rundt om den enkeltes livssituation.

Endelig har vi foreslået en ret for patienterne til digital konsultation, så patienterne får ret til at møde sundhedsvæsenet digitalt, når det er sundhedsfagligt forsvarligt, og formålet med det forslag er helt konkret at gøre mødet med sundhedsvæsenet mere fleksibelt for den enkelte.

Vi har den opfattelse, at det er godt, at vi via sundhedsklyngerne, om jeg så må sige, får strukturen omkring de sammenhængende patientforløb på plads, men den anden komponent, som efter vores opfattelse også skal til, er altså at styrke patienternes rettigheder og muligheder i et stadig mere kompliceret sundhedsvæsen. Tak for ordet.

Mange tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen fra SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordet. Lovforslaget, som vi behandler her i dag, har haft en noget besynderlig vej gennem lovgivningsprocessen set med vores øjne. Normalt, når vi behandler større reformforslag, har vi på baggrund af et udspil fra ministeren og eventuelt en kommission politiske drøftelser og aftaler, der munder ud i et eller flere lovforslag. Det har ikke været tilfældet her, eftersom der lægges op til, at Folketinget blot skal blåstemple den aftale, som regeringen indgik med kommunerne og Danske Regioner om 21 sundhedsklynger sidste sommer.

Oprindelig var der lagt op til, at denne aftale skulle have været en del af økonomiaftalen for 2022, men regeringen valgte så i sidste øjeblik, at det skulle den ikke være – måske fordi man så kunne nå at invitere partierne til et informationsmøde, dagen før den blev præsenteret. Nu, et år efter, skal vi så tage stilling til aftalen uden overhovedet at have forhandlet indholdet, på trods af at forslaget kommer til at fastlægge rammerne for den sundhedsreform, som vi forhandler i de her uger og dage.

I SF synes vi, at tingene skulle have været set i en sammenhæng. Det samme gælder i øvrigt behandlingen af en ny ældrelov og en 10-årsplan for mental sundhed. Det er både kunstigt og forkert at skille tingene ad, også fordi ældreområdet på mange måder er rygraden i den kommunale sundhedsindsats. Men sådan skulle det ikke være. I SF har vi dog stor sympati for forslagets målsætning om at skabe bedre forebyggelse og sikre mere sammenhængende behandlings- og rehabiliteringsforløb for ældre medicinske patienter, kronikere, psykisk syge og dobbeltdiagnosticerede via en mere formaliseret samarbejdsstruktur, både på det politiske niveau og det fagligt-strategiske niveau, dvs. mellem sygehusene, almen praksis og kommunerne.

Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal have et løft. Derfor ender SF formentlig også med at stemme for forslaget. Men i SF vil vi ikke lægge skjul på, at vi gerne havde set et endnu mere forpligtende samarbejde mellem sygehuse, kommuner og almen praksis, end der lægges op til i forslaget. For ligesom i dag – med de nuværende sundhedskoordinations- og praksisplanudvalg – skal alting aftales, og så kan man godt være bekymret for, at patienterne stadig væk skal kæmpe for den rigtige behandling og genoptræning. Og når udviklingen med hurtigere udskrivning og flere behandlinger på kommunale akut- og rehabiliteringsstuer i hjemmet og i almen praksis accelererer endnu mere, kan man være bekymret for, om vi får et A- og et B-sundhedsvæsen.

Aftalerne skal være klare, og akutstuer, hjemmesygepleje, almen praksis og kommunal genoptræning bør være forpligtet af de udmeldinger, specialafdelingerne har givet, og bør kunne trække på den nødvendige specialviden, mere end de 72 timer, der nu lægges op til, f.eks. i Region Hovedstaden.

I forhold til de kommende sundhedssamarbejdsudvalg ønsker SF at styrke og udvide den kommunale repræsentation. Idéen om, at kommunerne blot skal være repræsenteret af borgmestre, virker lidt besynderlig. Hvis vi skal styrke den kommunale sundhedsindsats, skal vi altså også have bragt de kommunalpolitikere i spil, der ved noget om især sundheds-, forebyggelses- og ældrepolitik. Det er ikke nødvendigvis borgmestrene, som i sagens natur har meget fokus på økonomi og administration. Det har de eksempelvis i enighed besluttet at arbejde for i KKR Nordjylland, men bør det ikke også indarbejdes i loven?

Til slut vil jeg blot gentage, at SF sandsynligvis kommer til at stemme for forslaget, men vi vil samtidig opfordre til, at vi skynder os langsomt, sådan at forhandlingerne om regeringens sundhedsreform så vidt muligt kommer til at spille sammen med udvalgsbehandlingen af L 191, som den her lov hedder, så vi kan få landet en sundhedsreform, der fremmer forebyggelse og styrker det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det vil også være et væsentligt skridt, hvis vi skal mindske den herskende ulighed i sundhed. Tak for ordet.

Mange tak til SF's ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, formand. Vi har jo talt rigtig meget om manglen på sammenhæng i vores sundhedsvæsen og risikoen for, at vigtig viden går tabt, og at man som patient bliver glemt i overgangen mellem region, kommune og egen læge – den såkaldte bermudatrekant i vores sundhedsvæsen.

Hvis vi skal fremtidssikre vores sundhedsvæsen, er det helt afgørende, at dette samarbejde forbedres, at kommunikationen mellem alle de relevante parter styrkes, og at der sikres en beslutningsdygtig organisering. Derfor er dette lovforslag om sundhedsklynger så utrolig vigtigt, og vi er i Radikale Venstre glade for at bakke op. Det er jo en udmøntning af den aftale, som regeringen allerede har indgået med Danske Regioner og KL.

Hvis vi skal sikre sammenhængen i sundhedsvæsenet – og det skal vi jo – er det vigtigt, at de nye sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg består af repræsentanter fra alle de relevante organisationer. Det er også vigtigt, at patienterne helt naturligt er indskrevet som en part, da det hele jo handler om dem. Vi er også rigtig glade for at se, at ministeren har tilpasset lovforslaget, således at der nu indgår repræsentanter fra almen praksis. Det har været væsentligt for os, da det er vigtigt, at alle tre parter – region, kommune og egen læge – sidder med om bordet, når der skal sikres godt og tæt samarbejde. Konstruktionen, som den er beskrevet her, sikrer også den lokale forankring, viden om de lokale udfordringer og politisk ansvar, og det er en konstruktion, som vi i Radikale Venstre bakker op om.

Det er også vigtigt, at der rettes op på de problemer, der er med deling af relevante patientdata på tværs af sektorer. I dag er der alt for mange eksempler på, at sundhedspersoner ikke kan få adgang til helt relevante data for den optimale behandling, og derfor er jeg rigtig glad for at se, at der er fokus på at sikre de juridiske rammer for, at netop dette kan udbedres – og igen er det jo for patienternes bedste.

Lovforslaget kan naturligvis ikke ses afkoblet fra de igangværende forhandlinger om en sundhedsaftale, hvor vi bl.a. skal konkretisere rammerne og diskutere de nationale kvalitetsstandarder, men vi kan i Radikale Venstre bakke op om L 191. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. Det lovforslag, vi skal behandle her i dag, handler grundlæggende om, som nogle af de tidligere ordførere har været inde på, spørgsmålet om, hvordan vi får styrket strukturen i det nære sundhedsvæsen, og når man læser formålet, hvor der står, at det skal »skabe bedre forebyggelse af sygdom og sikre mere sammenhængende behandlings- og rehabiliteringsforløb for bl.a. ældre medicinske patienter, borgere med kroniske sygdomme og borgere med psykiske lidelser, herunder borgere, som ud over en psykisk lidelse har et alkohol- eller stofmisbrug«, og at der skal sikres »mere geografisk og social lighed i sundhed«, kan man jo kun erklære sig fuldstændig enig i de formålsbetegnelser. Derfor vil jeg også sige, at helt grundlæggende og overvejende bakker Enhedslisten op om det lovforslag, der ligger her, men jeg synes også, at der er nogle udfordringer i det, som også bl.a. fru Kirsten Normann Andersen pegede på.

Jeg synes, at der er en grundlæggende udfordring, i forhold til at her laver vi strukturen. Vi sikrer, hvordan man kan få et bedre samarbejde mellem kommuner, regioner og almen praksis, og jeg vil sige, at jeg da også vil kvittere for, at regeringen har lyttet til kritikken af, at almen praksis ikke var bedre inddraget i forhold til strukturen. Det synes jeg er positivt er kommet med. Det handler jo netop om, at vi kan få sikret en struktur, og at vi kan få sikret en større sammenhæng i forhold til det, der i dag ligger i sundhedskoordinationsudvalgene og praksisplanudvalgene, og at der kan blive en bedre opgavedeling.

Jeg synes egentlig grundlæggende, at det er fornuftigt, at vi får lavet et skelet til en ny struktur, som gør, at der kan tages ansvar for de opgaver, der flyttes ud i det nære sundhedsvæsen, men den helt store udfordring er naturligvis, hvordan vi sikrer, at der så bliver en tilstrækkelig finansiering til det, for vi får ikke forbedret forholdene for den ældre medicinske patient, borgeren med en kronisk sygdom, borgeren med en psykisk lidelse og de dobbeltbelastede og får skabt mere geografisk og social lighed ved at ændre en struktur. Det gør vi, ved at vi får tilført ressourcer, og det gør vi, ved at vi kan tiltrække personale, som kan sikre den behandling.

Vi opnår jo ikke forebyggelse og behandling med mursten og strukturer. Det gør vi med konkret sundhedspersonale, som er der til at løse opgaven. Det kan man sige ikke bliver løst med det her, og derfor er det jo fuldstændig afgørende, at den her nye struktur så også bliver fulgt op af, at der bliver afsat midler til at kunne levere den behandling, som er fuldstændig nødvendig. Vi bakker helt op om tanken omkring nationale kvalitetsstandarder, men det centrale er jo, at der så følger midler med ud, og at når vi får bygget den her struktur, sikrer vi også, at der kan blive en vis frihed i, hvordan man løser opgaverne, for der er jo forskel på, om det er Københavns Kommune eller det er Jammerbugt Kommune, der skal løse en opgave. Derfor bør der også være en vis frihed til, at når opgaverne lægges ud til sundhedsklyngerne, kan man dér også aftale indbyrdes, om det er en opgave, der skal løses af regionen, af kommunen eller af nogle kommuner i fællesskab, ligesom det jo også er centralt, at vi får gjort op med den geografiske ulighed i sundhed, som vi allerede kan konstatere er der i dag. Der bør ikke være nogen forskel, når man er ældre medicinsk patient, på, om man bor i Hellerup eller man bor i Hjallerup. Derfor er det afgørende, at når vi kommer til at lave en ny sundhedsreform, bliver der også afsat midler til at gøre op med den ulighed.

En enkelt ting, jeg lige vil påpege her til sidst, og som vi i hvert fald også kommer til at tage med ind i udvalgsbehandlingen, i lighed med det, som SF også har nævnt omkring kommunernes repræsentation, er, at jeg faktisk synes, at der mangler et element i forhold til medarbejderinddragelse. Altså, i lighed med, at man i bemærkningerne skriver om et patientinddragelsesudvalg, synes jeg, man bør overveje, om man ikke skulle lave et medarbejderinddragelsesudvalg, så vi kan sikre, at de perspektiver, der ligger fra medarbejdernes side, også bliver inddraget. Det kunne jo f.eks. bestå af repræsentanter for de sundhedsfaglige organisationer og repræsentanter for sygesikringens yderorganisationer i regionen. Dermed kunne man sikre, at det perspektiv også blev sikret. For i lighed med, at det har været afgørende at få de praktiserende læger med ind i strukturen, synes jeg også, der vil være et væsentligt perspektiv i også at sikre at få medarbejdersiden i sundhedsvæsenet ind til at kunne bidrage med deres perspektiver, for når vi skal lave en ny struktur, og når vi skal sikre en bedre kvalitet, er deres input og deres viden og kompetencer jo fuldstændig afgørende at få med i forhold til det.

Men det kommer vi til at tage med ind i udvalgsarbejdet, og overordnet set er vi positive over for lovforslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til ministeren for at fremsætte det her forslag, som vi faktisk har ventet lidt på, synes jeg.

Det er jo sådan, at dengang ministeren tiltrådte som sundhedsminister, var der rent faktisk konturer af noget, der ligner det her, altså sundhedsklynger, med en konstruktion, hvor man sikrer, at man binder regionerne, som har hospitalerne, noget tættere sammen med kommunerne og de praktiserende læger samt de praktiserende speciallæger. Jeg håber, at man også her tager de praktiserende speciallæger med ind i billedet. Jeg synes, at det forslag, som ministeren har fremsat, flugter det meget godt – også det, at man får repræsentanter for almen praksis med ind på det politiske niveau. Det synes jeg er ganske fornuftigt.

Vi har jo et presset sundhedsvæsen, og af årsager, der faktisk er lidt vanskelige at forklare, vokser antallet af henvendelser på vores hospitaler. Vi har kunnet se her efter corona, at der faktisk er et væsentligt højere aktivitetsniveau, end man har set tidligere. Og jeg er helt sikker på, at det her forslag vil kunne være med til at optimere processen i opgaveløsningen. Det har vi bestemt behov for, fordi vi som sagt har et stort pres på det.

Vi kigger også ind i et endnu større pres, fordi vi kender den demografiske udvikling, hvor der bliver væsentligt flere +80-årige. Det er glædeligt, at vi alle sammen bliver ældre, men med alderen følger der også typisk flere sygdomme og flere kroniske sygdomme, som kræver opmærksomhed fra sundhedsvæsenets side.

Vi sidder i øjeblikket og forhandler om en sundhedsaftale. Der skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at vi fra Konservatives side presser markant på for at sikre, at alle danskere har adgang til en praktiserende læge og gerne en læge, som de selv har valgt, for det betyder så utrolig meget for dem, der fejler noget.

Vi støtter forslaget og glæder os til den udvalgsbehandling, der måtte komme.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Mette Hjermind Dencker fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Dette lovforslag kan vise sig at være rigtig godt, og det håber vi da det kommer til. Det baserer sig på en aftale om sammenhæng og nærhed fra juni 2021 mellem regeringen, Danske Regioner og KL. Der er tre overskrifter: etablering af sundhedsklynger, etablering af sundhedssamarbejdsudvalg og patient- og pårørendeinddragelse. Alle tre overskrifter er gode og beskriver en ramme, en struktur, og under alle tre overskrifter er der en masse gode intentioner.

Sundhedsklyngerne skal sikre bedre samarbejde mellem region, kommune og almen praksis om borgernes sundhed, varetage flere opgaver af høj kvalitet i borgernes nærmiljø og samtidig frigøre ressourcer til patientbehandling på sygehuse.

Det lyder vældig godt, men hvordan kommer det til at ske? Hvordan sikres ressourcerne, og hvordan fordeles de mellem regioner og kommuner? Skal pengene følge patienten? For så vil rigtig mange penge flytte fra sygehusene og ud i kommunerne, i takt med at patienterne sendes hurtigere hjem. Hvordan sikres det, at der er personale nok til at løse opgaverne? Hvordan sikres samarbejdet med de praktiserende læger, når de skal løfte en større opgave med de borgere, som kommer hjem og skal plejes og behandles i kommunerne? Hvordan sikres det, at patienten følges hele vejen igennem forløbet?

Meget af det vil ministeren nok sige skal aftales og koordineres i sundhedsklyngerne, men vi skal vel også sikre et vist ensartet niveau ud over landet. Det vil kræve kvalitetsstandarder for alle opgaver, det vil kræve uddannelse og en klar opgavefordeling mellem de forskellige parter. Og vi ved godt, at mange af disse spørgsmål ikke kan afdækkes i de igangværende forhandlinger om en sundhedsreform, men netop derfor er det ikke muligt i dag at afgøre, om dette lovforslag er godt eller skidt. Det vil være skidt, hvis vi blot ændrer strukturerne, men ikke sikrer indholdet i strukturerne. Men det kan blive rigtig godt, hvis sundhedsreformen understøtter, at sundhedsklyngerne kommer til at virke.

Derfor ser vi også med spænding frem til det parallelle forløb med både forhandlinger om en sundhedsreform og udvalgsarbejdet. Vi skal have lidt mere fyld på strukturen, før vi kan afgøre, om vi kan stemme for forslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg kom til at sidde dernede og tænke på, hvad der egentlig talt sker, hvis Folketinget stemmer nej til det her. Så får ministeren i hvert fald ikke meget sommerferie; så skal der jo til at arbejdes hårdt. Så hvis vi nu taler det her ned ad brættet, skal man tilbage til kommuner og regioner og starte forfra. Det synes jeg ikke man skal, og det har ikke noget at gøre med, om jeg kan unde ministeren sommerferie eller ej, men fordi der faktisk også er nogle gode elementer i det, som rykker den her vej. Det hænger selvfølgelig sammen med de sundhedsforhandlinger, vi er i gang med, og det her er så regeringens bud sammen med regionerne og kommunerne på, hvordan de tror de kan komme videre med det. Der må vi jo så se, om de får ret, og se, om det rent faktisk kommer til at virke.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi, når vi herinde fra Folketingets side og også i regionerne og kommunerne har alle de her gode intentioner om, at der nu skal gøres det ene og det andet, så ikke glemmer, at der skal folk til at løse opgaverne. Og jeg tror, at vi skal huske hele tiden i det her at medtænke, om vi har personalet til at løse de her opgaver, og også at sige, hvis de skal løse dem her og der ikke kommer mere personale til, hvad det så er for nogle opgaver, man måske ikke mere behøver at løse, eller som man måske skal gøre mere enkle. Det kan f.eks. være en nedgang i det bureaukrati og den administration, som sygeplejersker selv påpeger at de har rigtig meget af. Så jeg synes, det er vigtigt, at man også tænker den del af det med, for ellers putter man bare mere på herindefra, med de bedste intentioner, men det kan de ikke håndtere derude i systemet.

Men vi er da positive, og så får vi at se, om regeringen, kommunerne og regionerne får ret i det her.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Liselott Blixt. Værsgo.

Det er gået så hurtigt i dag, men det er dejligt. Sundhedsklyngerne er jo noget, vi har ventet længe på, og som vi gerne vil arbejde videre med. Men der er også nogle ting, der er sket, siden vi sammen med den tidligere regering lagde en plan for en sundhedsreform. Der er sket rigtig meget på personaleområdet, og der er også sket rigtig meget med manglende behandling. Lige i øjeblikket hører vi om folk, der får amputeret lemmer, simpelt hen fordi der ikke bliver behandlet ordentligt i en region. Det kan jo udvikle sig til ikke bare en skandale, men en megaskandale.

Når vi kigger på klyngerne, så mener vi også, os, der arbejder sammen i en 6-mandsgruppe, at vi godt kan støtte idéen om, at der er sundhedsklynger, men vi har nogle bekymringer. Det har jeg også nævnt over for ministeren. Det er mit hjertebarn, altså Lolland-Falster og Sydsjælland og andre klynger, som ikke har de samme muligheder, som man har i nogle af de andre klynger med større akutsygehuse. Lolland-Falster og Sydsjælland bliver en del af akutsygehuset i Nykøbing Falster, og os, der har været i sundhedsområdet i rigtig lang tid, kender også de udfordringer, der er med bare at få personale til Nykøbing Falster. Der har været afdelinger, der har været lukkede, fordi der var for mange, der døde. Altså, hvordan sikrer vi, at de her klynger, som faktisk også har de største udfordringer, får den samme kvalitet, som der er i nogle af de andre klynger? Det har jo altid vist sig at være rigtig godt at bo ved siden af Rigshospitalet eller et af de andre store hospitaler, der har alle specialer. Det går hurtigt, du kommer ind, og du bliver behandlet. Men der har altid været udfordringer med f.eks. Nykøbing Falster. Kom du ind med en blodprop i hjernen, så var det ikke altid, at du blev sendt af sted for at få den rette behandling på Roskilde, fordi de beholdt dig på Nykøbing, og så kunne du blive der og ikke få den rette behandling. Det er det, vi er bange for sker.

Samtidig er det den region, der mangler flest almenpraktiserende læger. Der er regionsklinikker, og der er læger, der kommer og er der et par måneder og rejser videre igen for at få et fedt honorar. Uanset hvad skal vi kigge på, hvordan vi kan opnormere, så man faktisk kan gå trygt til læge og få hjælp, når man bliver ældre, og når man får en kronisk lidelse. Det er nogle af de ting, som vi også har talt om skal være med i en sundhedsreform. Lad os nu få nogle geriatriske sygeplejersker, der sidder med ude ved lægerne, for netop at hjælpe mange af de her ældre.

Jeg har faktisk lavet en stribe spørgsmål, som jeg sender til udvalgsbehandlingen, for jeg ønsker, at vi får kigget på de forskelle, der er i klyngerne. Det er alt fra, hvor mange ældre der er i de forskellige klynger; hvor mange kronikere der er; hvor mange almenpraktiserende læger der er; hvor mange specialer der er på de akutsygehuse; og hvordan vi så sikrer, at man, når man bor i en klynge og skal videre til en anden, fordi det er der, specialet er, så ikke kommer på andenpladsen, altså at man ikke kommer til lige så hurtigt som dem, der bor i den rigtige klynge. Vi bliver nødt til at se på, hvordan økonomien bliver brugt i de forskellige klynger. Vi plejer at sige, at for at kunne behandle patienter ens skal vi have en forskellig behandling, så de kan få den samme kvalitet. Det bliver vi også nødt til med klyngerne. Vi bliver nødt til at sige, at for at alle borgere i Danmark kan få den samme kvalitet, så bliver vi altså også nødt til at gøre en ekstra indsats i de klynger, der halter bagefter.

Der kan være andre klynger end lige den, jeg har set mig varm på, og som jeg tager udgangspunkt i, men det er bare for at sige, at der, hvor man er hjemme, jo er der, man har hjertet med og kender de udfordringer, der er. Derfor er det vigtigt, at vi får nogle svar fra ministeren på, hvordan det her sikres.

Samtidig mener jeg også, at vi bliver nødt til at se på den uenighed, der er, i forhold til hvordan de almenpraktiserende læger kommer med ind. Som jeg kan se det, vil de jo gerne være med i en del af samarbejdsudvalget. Og hvordan sikrer vi, at de faktisk bliver en del af det? For hvis ikke vi har lægerne med, så smuldrer det hele. Som andre også har påpeget – pårørendegrupper og organisationer – så skal vi se på, hvordan vi sikrer, at psykiatrien også kommer ind i det her, så det ikke kun handler om ældre og kroniske lidelser, men så også psykiatrien kommer til.

Jeg har selvfølgelig også et spørgsmål. For på en af siderne i lovforslaget står der, at det er ministerens ansvar, eller at ministeren får ret til at sikre de nærmere omstændigheder, der er. Nu kan jeg ikke lige finde, hvor det står. Men det stiller jeg lige et spørgsmål omkring, for det her med at give for meget magt til en minister uden dem, der er med i det, vil vi gerne tage lidt tilbage. Tak.

Tak til fru Liselott Blixt. Den næste taler er sundhedsministeren. Værsgo.

Mange tak, og tak for de bemærkninger fra samtlige ordførere. Det er lovforslaget om etablering af de her sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg m.v., som er på dagsordenen her til formiddag. Jeg vil faktisk ikke kun takke partiernes ordførere, men også takke KL og Danske Regioner for et, synes jeg, meget, meget godt og konstruktivt samarbejde, både i forbindelse med økonomiaftalen sidste år, hvor aftalen jo blev indgået om det her, altså rammeaftalen, men også i forbindelse med den efterfølgende proces, hvor vi i udarbejdelsen af lovforslaget her, som vi behandler i dag, bliver mere konkrete på selve indholdet. Formålet ligger jo i navnet, nemlig at oprette sundhedsklynger som rammer for de forandringer, vi ønsker for vores sundhedsvæsen, og det er derfor også, hvad flere har været inde på, en central del af vores sundhedsreform, som vi forhandler netop i den her tid med partierne.

Problemet er velkendt. Vi har hørt om det alt for mange gange: Der er patienter, som falder mellem to stole,og som føler sig hjemløse i systemet mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge. Det kan jo f.eks. være den ældre mand, som ikke får den nødvendige behandling i den kommunale hjemmesygepleje, når han bliver udskrevet fra sygehuset, fordi lægerne på sygehuset ikke får videreformidlet behovet for fortsat behandling. Eller det kan være den unge kvinde med en psykiatrisk lidelse, som bliver genindlagt, kort efter hun ellers er blevet udskrevet, fordi kommunen, regionen og den almene praksis ikke har fået koordineret den videre indsats. Når det handler om psykiatrien, er det altså sådan, at mere end hver femte indlæggelse bliver fulgt op af en akut genindlæggelse inden for 30 dage. Det er tankevækkende. Der må vi jo alle sammen erkende, at der er noget at gøre bedre. Det kan også handle om de mange borgeres tabte mulighed for at ændre livsstil efter et forløb på sygehuset. Også her kan det være, fordi der ikke bliver fulgt op med det rette forebyggelsestilbud i kommunen. Her ved vi jo bare, at der er en meget, meget stor social skævhed, en social ulighed, som skyldes, at vi ikke får fulgt systematisk og grundigt nok op. Der er mange eksempler, og de understreger behovet for, at vi styrker strukturen for at få et sundhedsvæsen, som er langt mere sammenhængende end i dag.

Hvis man ser på de sidste 20 års udvikling i sundhedsvæsenet, kan man se, at det jo har været en god udvikling på mange, mange områder. Kendetegnende er jo, at der har været en stigende grad af specialisering, og det har sikret behandling af høj kvalitet. Det var der også behov for. Samtidig har vores patienter fået stærke rettigheder, der sikrer hurtig udredning og behandling. Og de ting lagt sammen med en række andre faktorer har jo betydet, at antallet af bl.a. dødsfald som følge af hjerte-kar-sygdomme og kræft er faldet. Det er en god udvikling, og den udvikling skal fortsættes. Det er bare også sådan, at et højt specialiseret sundhedsvæsen jo ikke er noget, der i sig selv skaber bedre sammenhæng. Så derfor må man sige: Måske er et højt specialiseret sundhedsvæsen faktisk noget, som skaber mindre sammenhæng, hvis ikke man gør noget for at sikre den sammenhæng. Den manglende sammenhæng har været sundhedsvæsenets akilleshæl i lang tid, i årevis. Det betyder altså konkret, at patienter kommer i klemme, at for mange genindlægges, og at der er for stor variation i tilbuddene på tværs af kommuner og regioner. Det skal vi altså gøre bedre.

Samtidig står vi over for en betydelig udfordring. Vi ved, at den demografiske udvikling betyder, at vi får flere behandlingskrævende ældre og vi får flere patienter med kroniske sygdomme. Så udviklingen kalder også på en omstilling både i forhold til forebyggelse, og i forhold til at flere borgere kan få tilbud om behandling, rehabilitering og pleje af høj kvalitet i deres eget nærmiljø i stedet for igen og igen at skulle fragte sig til de her specialiserede sygehuse, som skal være der, når vi har brug for dem, men som vi jo ikke skal tage til, hvis det ikke er nødvendigt. Så mere behandling skal kunne løses i det nære sundhedsvæsen, hos egen læge, i kommunen og i hjemmet, hvor der er tryghed. Vi skal sætte tryk på omstillingen til det nære sundhedsvæsen, og det er på den baggrund, at regeringen, kommunerne og regionerne tilbage i juni sidste år blev enige om netop at styrke sammenhængen, nærheden og kvaliteten i sundhedsvæsenet med formaliserede sundhedsklynger omkring landets 21 akuthospitaler.

Så med de her klynger tager vi fat på nogle af de udfordringer, der har præget sundhedsvæsenet gennem lang tid; sammenhængen og omstillingen. Og med klyngerne forenkles den politiske og tværsektorielle samarbejdsstruktur mellem parterne. Så for det første forenkles den nuværende struktur. Vi har jo i dag både sundhedskoordinationsudvalg og praksisplanudvalg – de bliver erstattet af ét sundhedssamarbejdsudvalg, altså ét for hver af de fem regioner. Og der er det beskrevet, at i det udvalg deltager repræsentanter fra regionsrådet, kommuner og almen praksis. Der var en ordfører, der nævnte problematikken her, og der var flere, der var inde på det, men forslaget her er, at repræsentanter for almen praksis også deltager i dette udvalg, som så får til opgave, altså hele udvalget, at udarbejde en sundhedsaftale og fastlægge fælles rammer og retning for udviklingen af samarbejdet på tværs af regionens sundhedsklynger. Så derigennem skal udvalget understøtte ensartethed og sammenhæng, så den nye struktur også bidrager til at sikre mere lighed i sundhed.

For det andet skal vi også have et politisk niveau i hver sundhedsklynge, som består af regionsrådsmedlemmer, borgmestre eller fagborgmestre fra kommunerne og repræsentanter for almen praksis. Og her skal retningen for den enkelte sundhedsklynge sættes. Der skal tages hånd om lokale udfordringer. Det er også sådan, at det politiske niveau kan opstille selvstændige mål for at imødegå sammenhængsproblematikker i sundhedsklyngens population og eventuelle lokale folkesundhedsmæssige udfordringer eller sygdomsbyrder. For det er jo helt rigtigt – der er flere, der har været inde på det – at det ikke er sådan, at danskerne fejler det samme på samme niveau i hele Danmark. Der er lokale, regionale forskelle.

For hver sundhedsklynge vil der så også være et fagligt-strategisk niveau med repræsentanter for både det somatiske og det psykiatriske sygehusvæsen i regionen fra hver af de deltagende kommuner og for almen praksis. Man kan jo høre, at almen praksis altså er med alle steder, hvor det er relevant. Her skal der tages hånd om de fælles patienter og borgere med fokus på at sikre konkrete løsninger for bedre sammenhæng, kvalitet og omstilling til det nære sundhedsvæsen.

Så i den samlede sundhedsklynge skal der helt lokalt omkring de enkelte akutsygehuse findes de lokale løsninger, som er rigtige i det lokale område, og som passer til de konkrete lokale udfordringer, som man står med. Opgaverne bliver altså dermed at tage ansvar for den fælles population i optageområdet, at styrke sammenhængen og skabe et bedre forløb for borgere, som har forløb på tværs af sektorerne, at sikre en styrket forebyggelse og kvalitet og at være motor for omstillingen til det nære sundhedsvæsen. Det vil med andre ord sige, at sundhedsklyngerne herigennem skal være en drivkraft for de forandringer, som vi arbejder på, ja, som er nødvendige for at fremtidssikre vores sundhedsvæsen.

Derfor vil der også være en tæt kobling til de initiativer, som vi har foreslået fra regeringens side med udspillet til en sundhedsreform, og som vi drøfter med Folketingets partier, hvor de nye klynger er tiltænkt en væsentlig rolle i implementeringen. Man kan kalde det en implementeringsmotor for at få de her ting til at ske. Et godt eksempel er forslaget om en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen. Det er oplagt, at sundhedsklyngerne får en stor rolle i at bidrage til omstillingen til det nære sundhedsvæsen og samtidig koordinere implementeringen af de styrkede kommunale sundhedsindsatser som følge af kvalitetsplanen med sundhedsindsatserne på sygehuse og i almen praksis. Og så kan der f.eks. være en lokal drøftelse af, hvordan vi får specialisterne på sygehusene til at bidrage med lægefaglig sparring til de styrkede akutfunktioner. Det er jo første trin af kvalitetsplanen, og det varetager en stor behandlingsindsats for mange, særlig ældre, borgere, når de udskrives fra sygehuset. Så det har altså for os at se en væsentlig rolle i omstillingsprocessen, i takt med at vi prioriterer ressourcer til at styrke det nære sundhedsvæsen.

Så kan man spørge: Hvad er så det nye? For kommuner, regioner og almen praksis samarbejder jo også allerede i dag. Og det er rigtigt; personalet gør en kæmpe indsats for at gøre det rigtige for borgerne, for at ingen borgere skal tabes mellem de her siloer eller mellem de her hænder. Man må bare sige, at nogle gange er det sådan, at det sker alligevel, at strukturerne ikke hjælper, men modarbejder, at det her kan ske. Så med det her forslag får vi skabt en struktur, som tilskynder og underbygger, at man gør det rigtige med borgeren, patienten og de pårørende.

Det er jo rigtigt, at der er samarbejde i dag. Det er rigtig godt. Lad os udbygge det samarbejde, og lad os styrke det samarbejde markant, og lad os gøre det formaliseret, og lad os gøre det juridisk forpligtende. Det vil sige, at klyngerne er et vigtigt skridt, men det er kun første skridt på vejen til at styrke vores nære sundhedsvæsen og styrke strukturerne og samarbejdet mellem væsenets aktører til fordel for borgeren, til fordel for patienten.

Vi skal også bare være ærlige og sige, at sundhedsklyngerne jo ikke løser alle problemer. Det kræver jo også ressourcer at styrke sammenhængen, nærheden og kvaliteten i sundhedsvæsenet. Det er derfor, at vi også i regeringens udspil til en sundhedsreform bl.a. har lagt op til at tilføre sundhedsvæsenet flere ressourcer, f.eks. ved at afsætte et større milliardbeløb til investering i nye nærhospitaler på tværs af landet, som skal rykke sundhedstilbuddene tættere på borgernes eget hjem. Der reserveres også et beløb i det økonomiske råderum svarende til det demografiske træk på sundhedsområdet, altså flere patienter osv., som vi vil udmønte i de kommende aftaler og finanslove. Og så er der jo konkret også afsat 80 mio. kr. som fælles midler i sundhedsklyngerne til en opstart af klyngernes arbejde, og det bliver sådan en fifty-fifty-fordeling mellem regioner og kommuner.

Så det er altså rammerne for de forandringer, vi ønsker; sammenhæng, nærhed og kvalitet. Inden for rammerne skal vi så også sikre, at sundhedsvæsenets ressourcer bruges rigtigt, sådan at den ældre medicinske patient faktisk bliver grebet af hjemmesygeplejen, når han eller hun bliver udskrevet fra sygehuset, og så den unge kvinde med en psykiatrisk lidelse, som jeg nævnte i min indledning, undgår unødige genindlæggelser efter udskrivelse. Så det handler grundlæggende om at sikre rammerne for, at borgere og patienter i højere grad oplever sammenhæng, nærhed og kvalitet i deres møde med sundhedsvæsenet. Og som afslutning vil jeg også gerne kvittere for sundhedsordførernes input til lovforslaget indtil nu. Vi har jo haft en del møder i Sundhedsministeriet om lovforslaget. Så tak for de input, og jeg ser frem til, at vi arbejder videre med forslaget i Sundhedsudvalget. Tak for ordet.

Mange tak til ministeren. Der er en stribe korte bemærkninger, og det er først fra hr. Martin Geertsen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til sundhedsministeren for talen. Jeg har haft lejlighed til at vende den her sag med min gode kollega og tidligere sundhedsminister, fru Ellen Trane Nørby, som kunne fortælle, at da hun var minister, blev hun flået i det ene samråd efter det andet af socialdemokratiske folketingsmedlemmer, heraf også nogle, der faktisk også er ministre i dag, fordi der ikke var sat penge af til driften af de her sundhedsklynger.

Jeg er med på, at der er afsat 80 mio. kr. nu her som en engangsforeteelse, men det undrer mig jo så lidt nu, at vi ikke kan se, at der er nogle varige driftsmidler, som man kan bruge ude i de her sundhedsklynger. Når jeg går ned i det, der i vores lovforslag normalt kaldes sammenfattende skema, kan jeg se, at det med at etablere sundhedsklynger ingen økonomiske konsekvenser har for nogen som helst. Da man var i opposition, mente man, at der løbende skulle afsættes penge til det her, så jeg undrer mig bare over, hvorfor man så ikke gør det nu.

Værsgo, ministeren.

Mange tak for spørgsmålet. Jeg kan godt sådan i al beskedenhed sige, at jeg også deltager i en del samråd, hvor jeg i mit stille sind tænker: Dem, der indkalder til samråd, kommer også til at sidde med ansvaret en dag. Men det er jo helt korrekt; jeg tror, at det nok går begge veje. Jeg kommer ikke til her at stå og holde et stort forsvar for samtlige samråd afholdt i 4 år, dengang jeg selv og mine partifæller var i opposition. Der kan helt sikkert findes noget, hvor man skød med kanoner efter småbitte gråspurve, og om det er tilfældet her, kan jeg simpelt hen ikke sige.

Der er jo finansiering med i det her forslag, men det er rigtigt, at det er skridt for skridt, så det her bliver en implementeringsmotor, men de forandringer, der skal ske, skal jo også finansieres, det er vi fuldstændig klar over – noget i første økonomiaftale, men andet jo i aftalerne, der vil komme derefter.

Værsgo, hr. Martin Geertsen.

Lad os lægge det med, hvad ledende ministre tidligere har sagt og sådan noget, til side. Det undrer mig bare, at der ikke er en eller anden form for automatik i det her. For hvis man lytter til nogle af de her folk ude på lægterne, der også har forstand på, hvad der skal foregå i de her sundhedsklynger, så siger de jo, at hvis det rigtig skal give mening, bliver man også nødt til at have noget fælles økonomi i forhold til nogle af de opgaver, man skal løse. Jeg synes måske, vi i udvalgsbehandlingen skulle kigge lidt på, om man ikke skulle lægge noget automatik ind i forhold til det, ministeren sådan set selv nævner, når det kommer til økonomiaftaler og andet, for jeg tror altså, at det er en vigtig bestanddel at få med her.

Værsgo.

Ja, det er vigtigt. Det er jo rigtigt, som der blev nævnt, at vi foreslår her i år at afsætte 80 mio. kr. til en opstart, men det er kun en opstart, men så foreslår vi jo også, at nogle af de første opgaver, de får, er at implementere nogle af de kvalitetsplaner, som også vil være og er finansieret i vores udspil, men de vil også komme derefter og vil selvfølgelig også være finansieret.

Den næste korte bemærkning er til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, jeg vil fortsætte lidt i det samme spor, som hr. Martin Geertsen åbnede her. For det kan jo faktisk ikke helt afvises, at både hr. Flemming Møller Mortensen og fru Astrid Krag, som formentlig er dem, der har flået den daværende minister rundt i samråd på det tidspunkt, har haft en pointe, lige såvel som hr. Martin Geertsen også godt kan have en pointe i dag, nemlig at udfordringen er, at vi ikke får løst det her ved at sætte 4 mia. kr. af til at bygge nærhospitaler. Patienter bliver hverken behandlet eller får forebyggelse, ved at vi bruger mursten eller vi laver nye strukturer, men det gør de, ved at vi afsætter konkrete midler.

Så derfor er spørgsmålet til ministeren jo i virkeligheden bare ret simpelt, altså om ministeren ikke er enig i, at det, hvis vi skal løfte den her opgave, hvilket ministeren selv anerkender er intentionen, nemlig at vi skal have forbedret behandlingen både for den ældre medicinske patient, for den psykisk syge og for kronikeren, så også kræver, at vi afsætter yderligere ressourcer og også mere end dem, der umiddelbart er lagt op til i det udspil til en sundhedsreform, som regeringen har lagt op til.

Værsgo.

Jo, det kan slet ikke afvises – det er korrekt – at der sidder folk her, som faktisk har fat i noget på tværs af partier, og hvis man skal have noget til at ske i en forandring, så er struktur én ting. Men hvis vi samtidig skal have løftet kvaliteten, og det er jo det, vi er ude på, samtidig med at der kommer flere patienter, hvad vi ved der gør, så kan vi jo ikke bilde hinanden ind, at vi kan gøre det, uden at vi også sætter flere penge af. Det var jo også derfor, jeg nævnte, at det er en helt grundlæggende præmis i vores økonomiske politik, at vi skal lade pengene følge med.

Så når der kommer flere opgaver og flere patienter, følger pengene med, og når det så handler om at styrke kvaliteten i kvalitetskrav og nye kvalitetsplaner, følger pengene jo også med, og de konkrete elementer i regeringens sundhedsudspil er jo, at vi tager fat på noget af det, men ikke alt i år et. For som sagt er det her en motor, der skal i gang, så vi laver en opstart med 80 mio. kr. og finansierer derudover to ekstra pakker netop til at hjælpe de her kronikergrupper, som vi taler om.

Værsgo, spørgeren.

Tak for det, og tak for anerkendelsen af, at det også handler om finansieringen, og jeg kan bare opfordre sundhedsministeren til at læse det ganske glimrende udspil til en sundhedsreform, som Enhedslisten fremlagde her i går, og som jeg har overdraget til ministeren. Der er sikret en finansiering, og der er rigtig mange gode pointer, som ministeren kan lade sig inspirere af.

Men jeg vil også godt lige benytte lejligheden til at stille et konkret spørgsmål, og hvis ministeren ikke kan svare, kan vi tage det i udvalgsbehandlingen, og jeg er faktisk kommet i tvivl om, hvordan man træffer beslutninger i sundhedssamarbejdsudvalgene. Skal de foregå ved konsensus, eller er der tale om, at man træffer flertalsbeslutninger, så kommuner kan blive pålagt at udføre noget, som der er blevet truffet en beslutning om i sundhedsamarbejdsudvalget? Og det er som sagt helt okay, hvis ministeren ikke kan svare nu, så tager vi det bare i udvalgsbehandlingen.

Værsgo.

Ja, og det er korrekt, at jeg i går personligt fik overrakt Enhedslistens sundhedsudspil. Det er ikke altid, det foregår sådan, men jeg fik det i går personligt af Enhedslistens ordfører, og vi er allerede i gang med at læse det igennem, og der er mange, mange gode idéer, så tak for det.

I forhold til det konkrete spørgsmål er jeg nødt til lige at være helt sikker på det korrekte svar. Altså, forventningen er jo, at alle har en interesse i at løse det her, og hvis en kommune siger, at her er det svært, eller at her er der noget, vi vil, som går imod, så må man jo finde ud af det. Men det rent juridiske i det skal jeg lige undersøge præcist.

Tak. Den næste spørger er fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak. Det, jeg ville spørge om, var det, jeg nævnte oppe fra talerstolen omkring ministerens beføjelser, og jeg er altid sådan lidt nervøs, når det er, vi giver en minister alt for mange beføjelser. Så derfor vil jeg gerne høre, hvilken inddragelse man i det flertal, der er, så har, når man stemmer for et forslag, når der i stk. 6 står, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om sundhedsklynger, herunder opgavevaretagelse, sammensætning, organisering, beslutningskompetence, mødekadence og inddragelse.

Værsgo.

Altså, organiseringen og de ting, og hvem der er med i det, er jo defineret. Og fru Liselott Blixt nævnte jo det her med almen praksis, og det er rigtigt, at det ikke var en del af vores udspil, og så var der høringsrunder plus partiernes meldinger, og så har vi jo faktisk fået dem med, netop fordi vi lyttede, og det er jo så defineret fuldstændig. Så der er ikke nogen ekstrakompetencer, som en minister får her.

Men det er jo klart, at hvis en regering – det kan være denne regering eller en kommende regering – laver en økonomiaftale med regioner og kommuner, der giver nogle flere opgaver, selvfølgelig med den nødvendige økonomi til regioner og kommuner, i sundhedsklynger til at løfte det, for at hjælpe kronikergrupper og gribe dem bedre på tværs af landet, så vil man skulle kunne udmønte de aftaler og gøre det. Og det er jo så sådan, at sådan en økonomiaftale skal igennem Folketingets Finansudvalg. Men det er jo nok det nærmeste, jeg kan komme det svar.

Værsgo til spørgeren.

Men jeg er bare altid nervøs for, at en minister får beføjelser til at lave nogle bekendtgørelser, der ikke skal inddrage de partier, der har stemt for et lovforslag. Men det vil jeg uddybe lidt mere i nogle spørgsmål i udvalgsbehandlingen.

Det næste spørgsmål er fra fru Kirsten Normann Andersen fra SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg er glad for, at ministeren siger, at en ny struktur ikke løser det hele. Jeg synes f.eks., det er sådan lidt absurd, at vi en gang imellem taler om ensartethed på 21 forskellige måder i forhold til det her forslag. Og jeg synes, at der er rigeligt med økonomi til lige præcis det her forslag, vil jeg så også understrege.

Jeg synes jo, at det største problem er, at der er for lidt personale til for mange opgaver, og det er jeg egentlig lidt optaget af, for hvis ikke vi løser det problem, så er det jo ligegyldigt, hvad vi aftaler – både omkring sundhedsklynger og om, hvad man bliver enige om i sundhedsklyngerne. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi får styr på, om vi mangler kompetencer til at udføre opgaverne. Det er vigtigt, at vi får præciseret, hvem der har det sundhedsfaglige ansvar for kvalitet. Og derfor er det jo også godt, at vi lige nu forhandler om en sundhedsreform og det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen. Rekruttering og fastholdelse er jo helt afgørende elementer for, at det her overhovedet kan lykkes.

Så mit spørgsmål er sådan set: Hvilken betydning har det at få sådan en aftale på plads, i forhold til at sundhedsklyngerne skal kunne fungere?

Værsgo.

Jamen det er jo et godt spørgsmål. Sundhedsklyngerne er i sig selv sådan en motor, men der skal noget brændstof på den motor. Det sætter en retning, og det sætter en struktur, men vi skal så putte indhold i det, og der er det jo vores plan, at det skal vi gøre sammen, i fællesskab, i en sundhedsreform, altså lave en aftale om dette. Det er regeringens mål, at det skal vi have gjort.

Jeg hørte også fru Kirsten Normann Andersens tale om timingen af det her. Jeg synes, det var rigtigt af os at lave den aftale sidste år, og jeg synes faktisk også, det er noget, vi fra Folketingets side må kvittere for. At vi sammen med Danske Regioner og KL, som vi jo alle sammen ved ikke har været enige – der har været noget af en magtkamp mellem de to organisationer, kan man vel godt være ærlig og sige – kommer og siger, at vi godt vil løse det her, og at vi har en model, vi kan se os alle sammen i, og som Folketinget også godt kan bakke op om, synes jeg sådan set er godt. Det er i hvert fald et frugtbart udgangspunkt for et samarbejde, at dem, der skal arbejde sammen, selv foreslår det.

Værsgo, spørgeren.

Tak for det. Jeg synes selv, det lidt får karakter af, at man bygger kommoden uden at vide, hvad der skal være i skufferne, og det synes jeg er en lille smule ærgerligt. Jeg kan bedre lide at snakke murløse sygehuse, fordi det måske giver lidt fleksibilitet, i forhold til hvad vi skal løse.

Men jeg har et konkret spørgsmål, som jeg også stillede fra talerstolen: Vil ministeren være med til at lave en ændring i loven, sådan at vi sikrer, at sundhedsfaglige politikere rundtomkring i landet også kommer til at sidde i de her sundhedsklynger, da det trods alt er dem, der ved noget om sundhed?

Så har vi en udfordring med datadeling. Hvad tænker ministeren om også at få løst lige præcis det problem?

Værsgo.

Jeg har faktisk mødtes med de seks største kommuner i Danmark, i 6-by-samarbejdet, også om det her spørgsmål. Det synes jeg var et meget frugtbart møde, og noget af det, de havde af input, var netop, at der findes fagborgmestre, og at hvis det bare var overborgmesteren, eller hvad det nu hedder forskellige steder, og ikke fagborgmesteren, så kan der være et problem. Nu har vi taget højde for det i forslaget her, men jeg hører meget gerne om det; hvis vi ikke har ramt det hundrede procent, så lad os da prøve at drøfte det. Og det andet spørgsmål tager vi i udvalgssammenhæng.

Tak. Den næste spørger er hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.

Tak for det. Og meget passende ligger mit spørgsmål i forlængelse af det, fru Kirsten Normann Andersen var inde på til sidst, nemlig om data. Der har været masser af gode spørgsmål fra ordførerne, og der står også i lovforslaget, at man skal være opmærksom på deling af data på tværs.

Har ministeren gjort sig nogen overvejelser om, hvordan vi i praksis skal gøre det? Der har været masser af eksempler på lovgivning, vi har kendt til i årevis, og på problemer, der har været velkendte i årevis, og som man har diskuteret herinde i årevis, men som man ikke rigtig har rykket på. Så hvordan vil ministeren sikre, at vi ikke bare kommer til at diskutere nogle problemer og så mødes igen her om 1, 2, 3, 4 år og stadig væk ikke har løst dem?

Værsgo.

Det er helt korrekt, at lovforslaget ikke indeholder ændringer vedrørende deling af data, men vi redegør i lovforslaget for, at der er muligheder i dag for at dele oplysninger på tværs af sundhedsvæsenet, og vi arbejder for at udvikle digitale løsninger til at understøtte det. Men jeg må også sige, at der er en begrundet efterspørgsel efter flere oplysninger, der deles på tværs. Ja, f.eks. er der serviceloven og sundhedsloven. Der er jo lovhjemmel til at dele visse kommunale data under serviceloven med almen praksis og sygehuse. Men deling af data bliver kun vigtigere fremover, og vi kender det jo alle sammen fra os selv eller har hørt pårørende til nogen, der har været igennem det her, sige: Hver gang vi møder en ny sundhedsperson, skal vi starte fra Adam og Eva med sygdomshistorikken og fortælle det hele. Man siger f.eks.: Jamen vi har ikke adgang til de data, for det er en anden sektor, og det kan vi jo ikke bruge til noget.

Så udfordringerne vil vi søge at få udbedret. Det er et meget, meget vigtigt punkt.

Spørgeren, værsgo.

Tak for det. Jeg er jo fuldstændig enig med ministeren i, at det her ikke er et nyt problem, og alt det, ministeren skitserer deroppefra, har vi jo kendt til i rigtig lang tid. Jeg har også læst de kommentarer, der er, til, hvad vi skal gøre. Der er ikke nogen forslag til lovændringer her, men vi skal følge det, og vi skal være opmærksomme på det og alt muligt andet, siger man. Og det er jo fint, men det har man jo også været i de foregående 5, 10, 15 år, og vi har stadig væk de samme problemer.

Så kan ministeren love, at vi den her gang rent faktisk handler på det, altså at vi ikke bare laver endnu en snakkeklub, endnu et samråd og diskuterer problemet en gang til, men rent faktisk handler på det her, også på tværs af ressortområder? For ministeren har jo ret i, at det her går på tværs af serviceloven og sundhedsloven.

Værsgo.

Ja, det er min intention, og det er vores ambition. Og hvis man læser vores sundhedsreformudspil, er de to store overordnede elementer mere nærhed, altså det nære sundhedsvæsens styrkelse af kvaliteten dér, og data. De danske sundhedsdata er i verdensklasse, og vi bruger slet ikke de data godt nok i dag.

Så det er et tema, og jeg kan også sige, at det er et tema, som vi drøfter med partierne i forbindelse med det, der kunne blive en endelig aftale.

Mange tak til sundhedsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.