Tak for det. Vi har faktisk været lidt i tvivl om, hvordan vi skulle stille os til det her lovforslag. Men når det kommer til stykket, er det jo altovervejende positive ting, som er i det. F.eks. det her med, at man som elev får en langt stærkere retsstilling, end man har haft tidligere, og der er andre dele, hvor man kommer til at blive stillet bedre, og hvor vi kommer til at stå stærkere i forhold til social dumping.
Det er bare sådan, at der også er nogle ting i, som vi egentlig ikke synes at man havde behøvet at imødekomme arbejdsgiverne med. Men sådan er det jo nogle gange med kompromisets kunst, og det er en aftale, hvor parterne er blevet enige om det. Og det gør også, at vi ender med at bakke op om det.
Men når vi nu er ved det her emne her i dag, håber jeg, at det kalder til sådan en generel refleksion og overvejelse blandt Folketingets partier. Fagbladet 3F har en artikel i dag, som viser, hvordan ukrainske flygtninge bliver udnyttet som billig arbejdskraft i landbruget. Og i forhold til de problemer, der er, advarede vi om det, da det lovforslag skulle behandles, og det viser bare, at vi på ingen måde har løst problemet.
Jeg håber, at nogle af de problemer, vi har set med elever, der jo ikke har vidst, hvor de skulle gå hen, bliver løst med det her lovforslag. Og det er også derfor, vi kommer til at bakke op om det, altså på grund af de forbedringer, der er. Men vi er altså ikke i mål. Enhedslisten bakker op. Tak for det.