Det næste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 184:

Forslag til lov om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. (Tortgodtgørelse ved digitale seksuelle krænkelser og udvidelse af området for ydelse af krænkelsesgodtgørelse samt forenkling af renteberegningen i offererstatningssager).

Af justitsministeren (Nick Hækkerup).

(Fremsættelse 27.04.2022).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er fra Socialdemokratiet – værsgo til hr. Bjørn Brandenborg.

Tak. Ofre for forbrydelser skal have den retsbeskyttelse og mødes med den støtte og respekt, som de har krav på. I første omgang handler det om at tage hånd om ofret og få vedkommende så godt som muligt igennem en eventuel retssag, men det bliver også relevant at tage hensyn til, hvordan offeret skal stilles økonomisk som følge af forbrydelsen. En ting er at få en sum penge, som man kan komme videre med; noget andet er, at man ikke må underkende betydningen af at blive anerkendt som offer, også økonomisk.

Det betyder altså noget for et offer at få en økonomisk erstatning, som sammen med en eventuel dom over gerningsmanden kan betyde en form for afslutning på en voldsom oplevelse. Hvis udbetalingen af erstatning til gengæld trækker ud eller føles uretfærdig, kan det på den anden side udsætte følelsen af afklaring.

Det lovforslag, som vi behandler her i dag, foreslår at fjerne loftet for tortgodtgørelse ved digitale seksuelle krænkelser. Vi har fået en afgørelse fra Højesteret i den såkaldte Umbrellasag. I den sag satte Højesteret et loft for tortgodtgørelse, selv om der reelt var tale om rigtig mange krænkelser over rigtig lang tid. Det loft fjernes med det her forslag, så gerningsmanden ikke fremover slipper for at betale godtgørelse, bare fordi vedkommende er så heldig, at maks.-beløbet er nået. Og så bliver der fastsat et udgangspunkt for niveauet af tortgodtgørelse ved digitale seksuelle krænkelser på 5.000-30.000 kroner.

Forslaget indeholder også ændringer, som skal udvide området for, hvornår man kan ydes krænkelsesgodtgørelse, så det også kommer til at omfatte grove krænkelser af en andens fred eller ære.

Og endelig indeholder forslaget en forenkling af renteberegningen i offererstatningssager. Rentetidspunktet fastsættes i dag på baggrund af en konkret og skønsmæssig vurdering. Med de nye regler skal der i offererstatningssager fastsættes et objektivt og entydigt tidspunkt, hvorfra erstatningen skal forrentes. Det skal gøre sagsbehandlingen mere forudsigelig og gennemsigtig og i sidste ende give en mere smidig sagsbehandling på området.

Så vidt jeg har forstået vil det foreslåede rentetidspunkt medføre, at et offer fremover vil få færre renter af sin erstatning eller godtgørelse; men for at opveje det foreslås det samtidig, at en række erstatnings- og godtgørelsesbeløb værdisikres, mens sagsbehandlingen er i gang.

Det her forslag indeholder altså en række gode forslag til ændringer, som skal stille ofre bedre, når det handler om tildeling af erstatning og godtgørelse – og det kan vi selvfølgelig støtte. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det Venstres ordfører hr. Preben Bang Henriksen.

Tak for det. Forslaget har sit udspring i den såkaldte Umbrellasag, hvor en sexvideo blev delt, og hvor ofret i sagen selvfølgelig skulle have en godtgørelse for det. Problemet var jo så, at videoen var delt af rigtig, rigtig mange personer – jeg husker ikke tallet helt specifikt, men mon ikke det var omkring 250 eller noget i den retning. Offeret skulle så have, lad os sige 5.000 eller 10.000 kr. i godtgørelse. Og det er klart, at hvis man gangede de beløb op og sagde: 250 retssager gange 5.000 kr. i godtgørelse, så ville ofret få 2,5 mio. kr. Det sagde Højesteret så var helt uproportionalt; man mente, at loftet allerede var nået ved 267.000 kr., eller hvad det var, man var nået op på, og så sagde man stop. De gerningsmand, som så fik deres sager for sidenhen, blev frifundet; de skulle ikke betale for noget, de blev frifundet for, de skulle altså ikke betale noget i godtgørelse.

Det er selvfølgelig en utrolig tosset retsstilling, og derfor er det fint, at regeringen gør noget ved det, og det følgende, jeg siger, er absolut ingen kritik af regeringen, for det her er en gordisk knude. Regeringen har søgt at løse problemet ved at sige, at der ikke skal være noget loft. I mit regneeksempel skal den pågældende kvinde have godtgørelse for 250 krænkelser af 10.000 kr., så vedkommende skal have 2,5 mio. kr. Og ja, 2,5 mio. kr. er da alligevel noget af et beløb, specielt henset til at en voldtægt indbringer 100.000 kr. i godtgørelse til ofret.

Altså, jeg kan kun sige, at hvis vi fører det her ud i livet, er vi altså på vej til at lave noget værre roderi her i Folketinget. Jeg må advare, for man kommer til at rode rundt i forskellige erstatningsposter, og det her bliver jo ikke spor bedre af, at det beløb, som skal udredes, hvis ikke en gerningsmand kan udrede det, så efter al sandsynlighed vil være noget, som kan hentes hos det offentlige Erstatningsnævn, så staten kommer til at betale. Altså, det er helt uoverskuelige problemer, der er i det her. De 2,5 mio. kr. i mit regneeksempel er jo helt ude af proportioner.

Jeg synes, at den pågældende kvinder skal have en rimelig erstatning for den skade, der er overgået hende, men det er jo selvfølgelig ikke rimeligt, at hun skal have 25 gange så meget som en kvinde, der er blevet voldtaget; så der er et eller andet helt galt ved det. Men som jeg sagde før, er det ikke nogen kritik af regeringen, for det er svært at finde det helt rigtige forslag.

Og dog – vil jeg vove pelsen at sige. Man kunne vel forestille sig, at når det pågældende offers erstatning havde nået et rimeligt niveau, hvad det så måtte være i de konkrete sager sammenlagt, så skulle godtgørelsen i de øvrige retssager måske indbetales til en offerfond. Så sikrede vi os, at gerningsmændene kom til at betale, og vi sikrede os, at kvinden fik en godtgørelse, vel at mærke en godtgørelse for den skade, hun har lidt, en godtgørelse, der også er proportional med andre godtgørelsesniveauer.

Det er et forslag, som jeg synes vi skal kigge nærmere på i forbindelse med udvalgsbehandlingen. I hvert fald må jeg tage forbehold over for at gennemføre forslaget, som det ligger nu. Det vil give kolossale problemer for Folketinget i mange, mange andre situationer.

Den anden væsentlige del af forslaget har sit udspring i Se og Hør-sagen, hvor en politiker fik sine kreditkorttransaktioner overvåget, og det mente han – og det kan jeg godt forstå at vedkommende mente – at det var en krænkelse af hans rettigheder, der burde betyde, at den pågældende udgiver måtte betale en godtgørelse til ham for det. Det fik han ikke, fordi Højesteret sagde, at det godt kunne være, at han følte sig generet, men gerningen var ikke egnet til at påvirke hans selv- og æresfølelse. Det er sikkert juridisk helt korrekt, men man må altså bare sige, at hvis vi tager fru Justitias bind væk fra øjnene, kan vi vist godt alle sammen se, at der er et eller andet rivende galt i, at man ikke kan få en eller anden form for godtgørelse i forhold til det, man er blevet udsat for i den situation.

Derfor fremsatte Venstre et beslutningsforslag, B 56, her i indeværende samling, hvor min kollega hr. Jan E. Jørgensen var ordfører på sagen. Det blev vedtaget, hvorefter der i de her situationer skal ydes krænkelsesgodtgørelse for fred og ære. Den del lyder vældig godt, og den kan vi i hvert fald støtte.

Jeg skal lige som afsluttende bemærkning til den første del sige – det glemte jeg vist – at alle de mange penge, som godtgørelserne kan summeres op i, jo betales af staten, hvis ikke offeret kan betale, for de vil være omfattet af Erstatningsnævnet; så der er et eller andet galt. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Så er det ordføreren fra Socialistisk Folkeparti. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Det her lovforslag skal jo bl.a. rette op på den situation, som opstod efter den såkaldte Umbrellasag, hvor der var delt krænkende indhold rigtig, rigtig mange gange. Som nogle måske kan huske, bestemte Højesteret jo altså, at der var givet tortgodtgørelse nok, fordi der var så mange gerningsmænd, at man samlet set var nået op på et loft for, hvor meget tortgodtgørelse man skulle give. Det var i hvert fald det, Højesteret kom frem til, og det betød jo i praksis, at de sidste gerningsmænd gik fri; de slap simpelt hen for at betale tort. Det siger sig selv, at det jo ikke duer.

Med forslaget her vil det fremover være sådan, at alle de her digitale krænkelser, som er begået uafhængigt af hinanden, vil skulle vurderes selvstændigt ved fastsættelsen af tortgodtgørelse, altså uafhængigt af tidspunkt, sted og sammenhæng. Det synes vi faktisk i SF er ret godt. For os er det centralt at anerkende den kamp, som de forurettede står i, og de konsekvenser, det har, når andre mennesker uden samtykke på den måde tager kontrollen over deres liv og bruger den magt, som det passer dem, også når den er digital.

Der er kritiske bemærkninger fra Den Danske Dommerforening og Erstatningsnævnet. De er bekymrede for proportionaliteten i den ordning, som justitsministeren foreslår. Men det er jo i den forbindelse vigtigt at bemærke, at det samlede beløb, der udmåles i tortgodtgørelse, for alle delinger efter omstændighederne potentielt kan blive højt, men at beløbet jo også vil dække over mange uafhængige krænkelser. Det er altså mange forskellige gerningsmænd, og det forhold, at den forurettede har været udsat for krænkelsen rigtig mange gange, bør selvfølgelig adresseres.

Hvad angår niveauet for tortgodtgørelse, mødte forslaget jo kritik. Men vi kan også se, at Justitsministeriet efterfølgende har lagt op til at forhøje niveauet for tortgodtgørelse, sådan at udgangspunktet nu sættes til at være mellem 5.000 og 30.000 kr., og det er nok et bedre niveau under alle omstændigheder.

Det er også vigtigt at huske på, at ofre for digitale krænkelser i ni ud af ti tilfælde selv og næsten i hvert enkelt tilfælde skal anmelde den digitale krænkelse til politiet. Altså, politiet bistår den forurettede, hvis den pågældende ligesom selv kan komme med materialet, og det betyder, at den forurettede jo også mange gange selv skal søge og finde og konfronteres med det materiale igen og igen, hvis man vil have politiets hjælp. Det tror jeg er en meget stor og uoverskuelig opgave for mange ofre. Derfor giver det også mening, at sagerne bliver behandlet individuelt i forhold til tortgodtgørelse.

Med lovforslaget får vi jo også gjort B 56 fra Venstre til virkelighed, så ofre for særlig grove krænkelser mod ens fred og ære også vil kunne få en godtgørelse. Det var jo et forslag, som vi også bakkede op og derfor selvfølgelig også gør i dag.

Vedrørende den del af forslaget, som drejer sig om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, bemærker fagbevægelsen og flere andre i øvrigt også, at forslaget vil betyde et forøget ressourcetræk i nævnet og forlænge sagsbehandlingstiden, og det er selvfølgelig ikke en særlig god situation. Vi er enige med ministeriet i, at god forvaltningsskik tilsiger, at sagerne skal behandles inden for en rimelig tid, men det er jo en forudsætning, at rammerne for nævnets arbejde er på plads, og vi har altså brug for en nærmere afklaring, synes jeg, af, om det er tilfældet med det her forslag.

Så står der også noget i høringssvarene om, at forslaget kan medføre en forringelse af de forurettedes økonomiske retsstilling, og det vil vi selvfølgelig gerne lige have uddybet under udvalgsbehandlingen. For det skulle helst ikke være sådan, at man får mindre i erstatning eller tort efterfølgende.

Så vil jeg bare lige varsle her til sidst, nu vi er ved tort- og erstatningslignende forslag, at SF jo også har fremsat et forslag om at give ofre udsat for en terrorhandling begået i udlandet ret til erstatning. Det har de nemlig ikke i dag.

Men samlet set synes vi, det her er godt for ofres retsstilling, og vi ser frem til den videre udvalgsbehandling. Tak.

Der er en kort bemærkning. Hr. Preben Bang Henriksen.

Jeg efterlyser bare lige en kommentar til mit fine regnestykke, for jeg er desværre bange for, at vi kommer til at se adskillige eksempler på det. Hvis ikke Højesteret havde lagt låget på i Umbrellasagen, så kunne man vel også, må jeg gætte på, være kommet op på et par millioner i godtgørelse til den pågældende kvinde. Jeg synes, at kvinden skal have sin erstatning, sin godtgørelse, ingen tvivl om det. Men hvad siger fru Karina Lorentzen Dehnhardt til det voldtægtsoffer, der fik 100.000 kr., over for den kvinde, som får måske 2 mio. kr. for filmen her?

Ordføreren.

Jeg kan egentlig sagtens se dilemmaet og udfordringen i det, men jeg tror også, at vi måske skal vænne os til tanken om, at et digitalt overgreb jo måske er at sidestille med en voldshandling, hvor man får et slag i ansigtet, og et slag mere, og et slag mere, og et slag mere. Det ville man jo også i en eller anden udstrækning taksere individuelt, når det er begået af forskellige personer. Det er derfor, jeg synes, at det kan give mening at have en højere tortgodtgørelse. Mange af de her ofre står også utrolig svagt. Hvis de vil løfte deres sag, er det sådan set også for egen regning. Man kan jo nærmest ikke engang dække advokatomkostningerne med den erstatning, man får, hvis man virkelig skal gå ind i de her sager. Altså, retsstillingen er bare svag. Men det er måske en anden problemstilling, som vi skulle kigge mere på. Hvordan får vi rent faktisk givet ofrene for de her digitale krænkelser nogle redskaber til at få løst deres sager på en bedre måde?

Hr. Preben Bang Henriksen.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt behøver ikke at gøre det færdigt, for vores tankegang er fuldstændig ens på det her område, også omkring godtgørelse og erstatninger. Det er ikke et spørgsmål, men måske bare en afsluttende bemærkning fra min side omkring det her, nemlig at vi er på vej ud på en eller anden mærkelig galej, der vil skabe massevis af problemer for det her Folketing – over for, jeg gentager, et voldtægtsoffer. Om hun så har fået 100.000 kr., eller om vi har fået det sat op til 200.000 kr. for en voldtægt, helt fint med mig, men så skal vedkommende alligevel se, at den, der korrekt nok fik en masse gok i hovedet i overført betydning og fik sin film offentliggjort, står og får et par millioner kroner. Det giver helt klart et misforhold.

Ordføreren.

Jamen jeg kan godt se dilemmaet. Jeg tror bare, at vi skal vænne os til en tanke om, at et digitalt overgreb faktisk også er et overgreb. Og det, at man har fået delt sin video af rigtig, rigtig mange gerningsmænd, betyder jo også en voldsom og omfattende oprydning. Ja, måske bliver man aldrig færdig med den, fordi der er nogle, der har downloadet den til telefonen, og som uploader den igen, og den bliver ved og ved og ved med at florere. Men jeg kan sagtens se udfordringerne i det. Jeg har bare heller ikke lige en specielt god løsning på det her.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Britt Bager.

Tak. Jeg har sådan set vænnet mig til tanken om, at en digital krænkelse også er en krænkelse, også skal føre til erstatning og kan være lige så voldsom som andre krænkelser. Men jeg vil alligevel godt spørge fru Karina Lorentzen Dehnhardt, om hun virkelig synes, der er proportionalitet i, at et offer for en voldtægt vil få tilkendt i omegnen af 80.000-120.000 kr., mens et offer for en digital krænkelse kan få op mod et par millioner. Mener ordføreren, at det er proportionelt?

Ordføreren.

Nej, som jeg sagde før, synes jeg, der er et dilemma i det. Jeg har bare ikke en bedre løsning på det, men det kan være, spørgeren har en, som vi måske hellere skulle diskutere.

Fru Britt Bager.

Nu har jeg lige hørt, at hr. Preben Bang Henriksen har præsenteret en løsning. Jeg kan ikke stå og sige, om det er den rigtige, men jeg synes i hvert fald, vi skal se på den i udvalgsbehandlingen, og jeg synes også, vi skal se på andre løsninger i udvalgsbehandlingen. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at erstatningerne er så lave, at det nærmest ikke kan betale sig at føre en retssag. Det kan vi også se på. Det er en særskilt problemstilling. Men der er nogle dilemmaer forbundet med det her lovforslag, som jeg håber ordføreren vil være med til at se på i udvalgsbehandlingen.

Ordføreren.

Vi er altid klar til at dykke mere ned i forslagene i udvalgsbehandlingen. Jeg kan godt se dilemmaerne i det. Jeg er bare ikke sikker på, at der er en optimal løsning. Det skal jo i hvert fald være en løsning, hvor gerningsmændene bidrager til den. Det kan jo ikke nytte noget, at der er nogle gerningsmænd, der i sidste ende går fri. Det er jo fuldstændig uholdbart.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Så er det fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Mange tak. Den her uges mange sager i Folketingssalen har sat sig på min stemme, så jeg vil prøve at gøre det så kort som muligt, også henset til at ordførere før mig har gennemgået lovforslaget ret grundigt. I Radikale Venstre betragter vi digitale krænkelser som værende alvorlige, og det skal ikke være sådan, at en gerningsmand kan slippe for at betale tortgodtgørelse, bare fordi tilstrækkelig mange andre har begået samme krænkelser og et loft for tortgodtgørelsen er nået. Enhver deling af materiale på nettet uden samtykke er jo en krænkelse i sig selv. Med det her lovforslag opnår ofre en bedre retsstilling. Derfor bakker vi op i Radikale Venstre. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til fru Samira Nawa. Og så er det Enhedslistens ordfører, fru Rosa Lund.

Tak. Digitale krænkelser er desværre alt for udbredt og et problem, som vi herinde i Folketinget er nødt til at tage meget mere alvorligt. For det er så nemt at udsætte andre mennesker for eksempelvis deling af private krænkende billeder og samtidig enormt svært at opklare i rigtig mange tilfælde. Der er heldigvis begyndt at ske noget på området, vil jeg sige. Vi har fået hævet straffen for deling af ulovligt indhold på nettet, og selv om strafskærpelser i øvrigt afholder mennesker fra at begå digitale krænkelser, er det min klare opfattelse, at det har været med til at sætte fokus på alvorligheden af forbrydelsen. Og det tror jeg kan have en præventiv effekt, for så forstår man måske, hvor alvorligt man krænker et andet menneske.

Da vi hævede straffen tilbage i 2018 i straffelovens § 264 d, var det jo et område, hvor man i forbindelse med den paragraf egentlig mest havde talt om freds- og æreskrænkelser og ikke så meget om digitale krænkelser, der jo desværre sker mere og mere i takt med internettets udbredelse, som jo egentlig er en god ting, altså at vi har internettet, men vi har glemt at opdatere vores straffelov. Og det synes jeg egentlig at det her lovforslag faktisk er med til, altså i det hele taget at tilpasse vores retssystem til den digitale virkelighed, vi lever i. I politiforliget aftalte vi også, at der skal laves en særlig digital patrulje, der bl.a. kan opsnappe disse sager, måske også allerede inden de sker. Og det håber jeg rigtig meget vil betyde, at vi kan forebygge de her sager.

Tortgodtgørelse er jo et meget lille plaster på såret, når man har været udsat for en digital krænkelse, men derfor er det stadig vigtigt, at vi har det redskab til at give ofrene bare en lille smule oprejsning. Derfor er det også vigtigt, at niveauet for tortgodtgørelse er på et niveau, hvor man også føler, at det bliver taget alvorligt, når man har været udsat for en forbrydelse. Derfor er jeg glad for, at beløbene er sat op fra lovens oprindelige udkast til nu, hvor vi behandler forslaget her i salen.

Vi har desværre set nogle skrækkelige eksempler på digitale krænkelser, bl.a. Umbrellasagen, som flere har nævnt. Der blev ført rigtig mange sager mod krænkerne, der havde delt materialet, men på et tidspunkt valgte Højesteret at afvise, at krænkerne skulle betale tortgodtgørelse, ikke fordi de ikke var skyldige, ikke fordi de ikke havde krænket deres offer, men fordi man mente, at det samlede tortgodtgørelsesbeløb nu var blevet for højt. Og det kan godt være, at Den Danske Dommerforening og Erstatningsnævnet i deres høringssvar tilkendegiver, at det ville være ganske forfærdeligt, hvis ofre for forbrydelser skulle få millionerstatninger. Men til det vil jeg bare sige: Hver krænkelse, hver deling af et billede er en alvorlig forbrydelse, og bare fordi det er en ven, der har gjort det, eller man kender den, der har gjort det, er det jo ikke mindre alvorligt – tværtimod ville det faktisk være mere alvorligt.

Det hænger for mig at se ikke sammen, og derfor er jeg også glad for, at Justitsministeriet har tilkendegivet, at hver krænkelse skal dømmes som en selvstændig forbrydelse. For det er faktisk tusind gange værre at få delt sine billeder tusind gange, end det er at få dem delt én gang. Men hver forbrydelse er i sig selv alvorlig, og derfor er det godt, at vi tager problemet alvorligt.

Enhedslisten støtter det her lovforslag. I forhold til de ændrede renteberegningsregler er det lidt svært at vide, hvad man skal mene om det, når Justitsministeriet på den ene side siger, at det hele bliver meget bedre på den måde, man foreslår, og alle høringssvarene siger det modsatte. Så lige præcis den del ser vi meget frem til at behandle i udvalget. Men i udgangspunktet er Enhedslisten meget positive over for det her lovforslag, og jeg synes i det hele taget, at det er godt, vi begyndt at snakke meget mere om, hvordan vi kommer deling af krænkende billeder og i det hele taget digitale krænkelser til livs. Det er jo også en diskussion, vi lige nu har i Erhvervsministeriet i forhold til loven om, hvordan vi skal regulere sociale medier, som jo desværre er et redskab, der bliver brugt til at begå de her forbrydelser. Så i udgangspunktet er vi rigtig positive over for lovforslaget og ser meget frem til at indgå i den dialog, som jeg kan fornemme på debatten at der kommer til at være i Retsudvalget. Tak for ordet.

Tak, og der er en kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen.

Jeg er helt enig med fru Rosa Lund i, at det digitalt bliver værre og værre osv. osv. – helt sikkert – og derfor også i, at vi skal snakke om det. Og så synes jeg alligevel, fru Rosa Lund brugte meget af sin tid på at fortælle, hvor forfærdeligt det var at blive krænket på den her måde, og også det er jeg hundrede procent enig i.

Men lad os da tale rent ud af posen og så vende tilbage til mit regneeksempel. Hvad vil fru Rosa Lund sige til den kvinde, der er blevet voldtaget, og som har fået 100.000 kr. – og lad os bare antage, at et Folketing har givet hende 200.000 kr. eller noget i den retning – når naboen, der har været udsat for en digital krænkelse af den her karakter, får 2,5 mio. kr.? Er vi ligesom ikke nødt til, når vi nu skal tale om det hele, så også at tale om proportionerne i det her?

Ordføreren.

Jeg forstår sagtens bemærkningen og bekymringen fra hr. Preben Bang Henriksens side, men jeg vil jo dog så også sige, at det er et seksuelt krænkende overgreb at få delt seksuelt krænkende billeder, og at det er en forbrydelse, som du ikke kan slukke for eller blive fri for. Det er en forbrydelse, som kan blive begået igen og igen af den samme person, og der vil jeg da sige, at jeg med den nye samtykkelov vil håbe, at den forbryder, som har voldtaget nogen, ikke kan gøre det igen, fordi vedkommende sidder i fængsel.

Tak. Hr. Preben Bang Henriksen.

Det var såmænd bare det der, at vi nu igen kommer hen på en anden boldgade: Han kan ikke gøre det igen, hvis han sidder i fængsel. Men vi kommer nok ikke videre. Det er jo korrekt, at det er en forbrydelse, der fortsætter hele tiden. Det har fru Rosa Lund helt ret i, men stadig væk får jeg svært ved at forklare voldtægtsofferet, at det er 20 gange så hårdt at blive udsat for sådan en seksualforbrydelse med billeder, end det er at blive voldtaget. Det får jeg godt nok svært ved.

Ordføreren.

Jeg noterede mig, at hr. Preben Bang Henriksen tidligere i debatten sagde, at det var en gordisk knude, og jeg forstår godt, hvad hr. Preben Bang Henriksen mener. Og det er jo egentlig lidt det samme, vi er inde på i den her ordveksling, altså hvordan niveauerne skal være, og hvordan vi sikrer, at der er en proportionalitet i en eller anden grad. Det er i hvert fald den diskussion, jeg forstår vi leder efter, og den diskussion vil jeg sådan set meget gerne tage i Retsudvalget.

Jeg husker, at det tidligere folketingsmedlem hr. Kristian Hegaard fra Radikale Venstre på et tidspunkt havde et beslutningsforslag om, at man skulle lave en fond, hvor man så den vej igennem kunne fordele de her tortgodtgørelser. Det er vi også åbne over for i Enhedslisten, men lige nu er det bare det her forslag, der ligger på bordet. Men lad os diskutere det i udvalget.

Tak for det. Tak til fru Rosa Lund. Der er ikke flere korte bemærkninger, og den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, fru Britt Bager.

Tak for det. Det her lovforslag behandler tortgodtgørelse. Ofre for forbrydelser skal have en økonomisk anerkendelse og erstatning, og de skal have en afslutning på sagen. Derfor skal betalingen også ske smidigt, og den skal ske hurtigt. Som tidligere ordførere har nævnt, udspringer det her forslag af en højesteretsdom om begrænsninger til ofre i Umbrellasagen. Det er selvfølgelig helt uholdbart, at gerningsmænd slipper for at betale tortgodtgørelse. Hr. Preben Bang Henriksen har på bedste vis gengivet de dilemmaer, som er forbundet med det her forslag og med helt at afskaffe loftet. Særligt den manglende proportionalitet, der kan være i forhold til andre erstatninger, har jeg noteret mig.

I Det Konservative Folkeparti bakker vi op om en ændring af den gældende retspraksis, og vi er meget positive over for det forslag, som Venstre her har nævnt. Vi håber derfor, at vi i udvalgsbehandlingen kan se på de forslag, der måtte være, og vi ser frem til behandlingen.

Tak til fru Britt Bager. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor er det nu Dansk Folkepartis ordfører. Fru Mette Hjermind Dencker, værsgo.

Tak for det, og tak til Venstre for i første omgang at have rejst noget af indholdet i dette lovforslag og siden til regeringen for at udarbejde lovforslaget. Har man delt en video med kompromitterende materiale, skal man selvfølgelig ikke kunne spekulere i at få forhalet ens sag, så man ad den vej slipper for at betale tortgodtgørelse. Har man begået noget kriminelt, og der herfor skal betales tortgodtgørelse, skal man selvfølgelig ikke kunne slippe ud af det. Her er vi fuldt ud enige i lovforslagets indhold.

Men – for vi synes, der er et men – lad os antage, at man modtager 10.000 kr. i tortgodtgørelse ved en deling af en video, og hvis 700 mennesker deler den samme video, vil den forurettede i stedet modtage 7 mio. kr., fordi hver deling er en separat krænkelse, mens der i den nuværende lovgivning er et loft over, hvor meget tortgodtgørelse man kan tildeles. Vi er selvfølgelig stadig med på den del, der hedder, at gerningsmanden ikke i dette tilfælde skal slippe for at betale 10.000 kr. som erstatning, også selv om der er 700 og man forsøger at trække sagen ud. Men spørgsmålet er bare, om der stadig bør være en form for loft for tortgodtgørelse, og om de efterfølgende tortgodtgørelser i stedet skal gå til noget andet end offeret. Det kunne være en offerfond for netop denne form for krænkelse eller noget andet fornuftigt. Men umiddelbart er det at kunne modtage 7 mio. kr. for en delt video måske nok alt for meget som erstatning, trods alt. Men vi vil meget gerne have en yderligere drøftelse i udvalget for ad den vej at finde en brugbar model.

Den anden del, den med, at det vil blive nemmere at modtage erstatning, støtter vi selvsagt. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.

Tak for det. Det er naturligvis værre at få delt krænkende optagelser eller billedmateriale af mange, end det er, hvis det kun er en enkelt, der deler det. Men der er også det forhold, at en enkelt, som deler det, kan nå ud til rigtig mange, og så kan der være de mange, hvor man ikke når ret langt ud. Det her er vildt kompliceret, det er vildt, vildt kompliceret, for en person som jeg eksempelvis har efterhånden 130.000 følgere på min facebookprofil, og det gør selvfølgelig en forskel, om det er mig, der deler materialet på en åben profil med så mange følgere – det gør jeg så ikke, men alligevel – eller om det er en person, der sidder hjemme i kælderen, har tre venner på Facebook og i øvrigt har en lukket profil. Det har selvfølgelig også betydning for, hvor voldsomt man bliver dømt, når man deler den her form for materiale. Men det siger noget om, synes jeg, hvor svært det også vil være, hvis vi fastholder et loft og så siger, at dem, der dømmes efterfølgende, efter at vi har nået det her loft, så skal betale til en offerfond. For hvor høje skal loftet være? Hvornår når man det loft? Hvis man har nået loftet og en person som jeg så efterfølgende deler materialet, kan det godt være, det kun er en person ekstra, men det er måske alligevel potentielt 130.000 mennesker, der kan se det.

Omvendt må jeg også sige, at i det forslag, der ligger nu, hvor der ikke er noget loft overhovedet, risikerer vi en skævvridning i forhold til andre former for forbrydelser. Vi diskuterede noget af det andet, bare med omvendt fortegn, skulle jeg til at sige, altså fra et andet perspektiv, når vi har talt om det her med strafrabatter på forbrydelser. Er det rimeligt, at man kan få en dom på henholdsvis 3 eller 4 år for flere hundrede forbrydelser, bare fordi man ikke er blevet opdaget, før man havde begået flere hundrede forbrydelser, imens en anden, der kun har begået to forbrydelser af nogenlunde samme karakter som de forbrydelser, den person, som har begået de mange, har begået, kan få næsten samme straf? Sådan er systemet jo indrettet i dag, for det er ikke sådan, at hver forbrydelse straffes med samme antal år eller samme bøde, og så lægger man dem bare oven i hinanden. Vi har en form for en strafrabat, når man begår forbrydelser, og når vi diskuterede det, har vi haft samme diskussion.

Det er vanvittig komplekst, og når jeg siger det her, er det bare for at sige, at vi står her, 4-5 uger før Folketinget lukker, og vi får fremlagt et lovforslag, som er nødvendigt, som er vigtigt, men som jo ikke er en hel gammel sag. Det er ikke en hel gammel sag, det her kommer på ryggen af, for det er noget, man har haft masser af muligheder for at udfærdige lovgivning på eller i hvert fald fremsætte lovforslag på, men alligevel skal vi have det lige op til sommerferien. Det er jo ikke, fordi det her forslag er kæmpe langt, for det er det vitterlig ikke, men det er komplekst, i forhold til hvad det risikerer at have af afledte effekter på alt det andet, vi beskæftiger os med til hverdag. Vi ved jo godt, at hver gang vi taler om straf for forbrydelser eller om godtgørelser, om bøder, så måler vi forbrydelser mod hinanden, i forhold til hvad der er rimeligt, og hvad der er retfærdigt, og det er derfor, det er helt afgørende at få sat foden rigtigt i det her.

Så hvad angår den første del af lovforslaget, bakker vi op om intentionen, men vi synes, det er afgørende vigtigt at få lagt os rigtigt og egentlig mere vigtigt, end at vi kommer i mål lige på den her side af sommerferien. Det er ikke, fordi vi ikke gerne vil arbejde hurtigt, men det er bare for, at vi ser hinanden i øjnene og så siger, at alt, hvad vi skal foretage os på retsområdet fremover, altså vores skala, risikerer at blive forvrænget, hvis vi træffer en beslutning her, som ikke er gennemtænkt. Det var den første del af lovforslaget.

Den anden del af lovforslaget er et forslag, som handler om, at man skal have mulighed for at kunne få en godtgørelse, selv om der ikke er lidt tort, men når man har været udsat for grove krænkelser, og den del støtter vi naturligvis.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til fru Pernille Vermund. Så er vi igennem de ordførere, der er til stede i dag, og er nået til justitsministeren.

Jeg vil starte med at sige tak til ordførerne for diskussionen og de indlæg, der har været i forbindelse med behandlingen af det her lovforslag, som helt overordnet har til hensigt at yde de mennesker, der har været udsat for en forbrydelse, større retfærdighed.

Det betyder meget for det enkelte offer, at det bliver anerkendt, at vedkommende har været udsat for en forbrydelse, og ofte er erstatningen, hvad enten der er tale om tortgodtgørelse eller en anden form for pengemæssig erstatning, et plaster på såret, som gør, at offeret lidt lettere kan komme videre. I den forbindelse er det selvfølgelig vigtigt, at erstatningen eller godtgørelsen bliver udbetalt så hurtigt som muligt.

Med lovforslaget løser vi langt fra alt, men tager nogle vigtige skridt på vejen hen imod større hensyntagen til ofrene, ved at vi fjerner loftet for tortgodtgørelse ved digitale seksuelle krænkelser, ved at vi udvider området for, hvor man kan yde krænkelsesgodtgørelse, og ved at vi forenkler renteberegningen i offererstatningssagerne.

Vi har set, hvordan materiale kan sprede sig med lynets hast på nettet. Vi så det bl.a. i den såkaldte Umbrellasag. Her valgte op mod tusind unge at dele nogle stærkt krænkende videoer af to andre unge under 18 år. Når man som offer får delt en video med et seksuelt indhold, har man som udgangspunkt ret til tortgodtgørelse fra gerningspersonen. Med Højesterets praksis er der imidlertid fastsat et loft for godtgørelsen. Det vil sige, at man på et tidspunkt vurderer, at nu er offeret tilstrækkeligt kompenseret for den tort, der er lidt, og derefter kan offeret ikke tilkendes mere. Det mener vi er urimeligt.

Vi ved, at det betyder meget for ofrene, at det bliver anerkendt, at de har været udsat for en krænkelse, og hver eneste gang en krænkende video eller et billede bliver delt, er det en ny ydmygelse for offeret. Vedkommende kan blive udsat for de her krænkelser mange gange og også over længere tid. Det skal offeret kompenseres for. Derfor foreslår vi, at alle digitale seksuelle krænkelser, der er begået uafhængigt af hinanden, skal vurderes selvstændigt, og på den måde fjerne det loft, der er lagt over tortgodtgørelsen. Med den løsning sikrer vi også, at der ikke er gerningspersoner, der slipper for at betale godtgørelsen, blot fordi deres straffesag behandles, efter loftet er nået. Det kan jo være mere eller mindre vilkårligt og er dermed også dybt krænkende for retsfølelsen.

Derudover foreslår vi at fastsætte et udgangspunkt for niveauet for tortgodtgørelsen ved digitale seksuelle krænkelser på 5.000-30.000 kr. På tilsvarende vis er der ved andre former for seksuelle krænkelser fastsat et udgangspunkt for tortgodtgørelse i tidligere lovbemærkninger. Jeg vil godt understrege, at der kun er tale om et udgangspunkt. Det vil altid være domstolene, der vurderer og fastsætter den endelige godtgørelse ud fra sagens konkrete omstændigheder.

Derudover tager forslaget højde for en problematik, der fulgte i kølvandet på den såkaldte Se og Hør-sag, som omhandlede overvågning af en persons kreditkorttransaktioner. I den sag fandt Højesteret, at offeret ikke havde lidt tort og derfor ikke var berettiget til godtgørelse. Tort er jo en særlig størrelse. I almindelighed forstås det som en krænkelse, der er egnet til at påvirke en persons selv- og æresfølelse. Selv ved grove forbrydelser som f.eks. i Se og Hør-sagen er det ikke sikkert, at offeret har lidt tort og derved har mulighed for at få godtgørelse. I de tilfælde, hvor der ikke er lidt tort, kan der efter omstændighederne ydes krænkelsesgodtgørelse, hvis der er tale om et groft angreb mod en andens person eller frihed.

Som retsstillingen er nu, er krænkelser mod fred eller ære derimod ikke omfattet af anvendelsesområdet for krænkelsesgodtgørelse. Vi vil gerne sikre os, at der ikke er grove krænkelser, som falder uden for anvendelsesområdet for godtgørelse, for som Se og Hør-sagen viste os er der tilfælde, hvor selv meget grove krænkelser ikke berettiger til tortgodtgørelse. Derfor foreslår vi også i forlængelse af det beslutningsforslag, der har været nævnt tidligere, at området for krænkelsesgodtgørelse udvides til også at omfatte grove krænkelser af en andens fred eller ære.

Endelig har lovforslaget til formål at forenkle den måde, man beregner renter på i offererstatningssager. Når man som skadelidt søge om erstatning via den statslige ordning, der sikrer, at personer, der er kommet til skade som følge af en overtrædelse af bl.a. straffeloven, kan få erstatning, er det afgørende, at sagsbehandlingen foregår så enkelt og smidigt som muligt. I 2020 afsagde Højesteret dom i en sag om tidspunktet for forrentning af erstatnings- og godtgørelsesbeløb, som betød, at Erstatningsnævnet ændrede sin praksis for forrentning. Derfor fastsætter Erstatningsnævnet i dag rentedatoerne ud fra en konkret og skønsmæssig vurdering for hvert enkelt krav. Det kan føre til mindre forudsigelighed og gennemsigtighed for de borgere, der søger om erstatning. Herudover har den ændrede praksis betydet, at det er blevet mere kompliceret for nævnet at fastlægge renteperioderne. Det har ressourcemæssige konsekvenser, som kan føre til længere sagsbehandlingstid, en sagsbehandlingstid, som efter min opfattelse i forvejen er for lang.

Derfor foreslår vi nu, at der skal gælde et objektivt og entydigt tidspunkt, hvorfra der skal forrentes. Nærmere bestemt vil der fremover skulle forrentes 14 dage efter afgørelsestidspunktet, hvis erstatningen eller godtgørelsen ikke er udbetalt inden da. Det skal sikre, at det bliver lettere og mindre ressourcekrævende for nævnet at fastlægge renteperioderne, hvilket understøtter en mere smidig sagsbehandling i nævnet. Det bidrager samtidig til at gøre nævnets afgørelser om forrentningen mere gennemskuelige og forudsigelige.

Forslaget har den ulempe, at skadelidte vil få færre renter af sin erstatning eller godtgørelse. Det kompenserer vi for ved at foreslå, at skadelidtes krav på erstatning eller godtgørelse værdisikres, mens sagsbehandlingen pågår. Herudover synes jeg, det er vigtigt at være opmærksom på, at selve den erstatning eller godtgørelse, skadelidte får, dvs. eksklusivt rentebeløbet, vil være højere i de fleste tilfælde, og i modsætning til rentebeløbet er det også skattefrit.

Alt i alt vil lovforslaget altså give en række forbedringer for offeret, når det handler om tildeling af erstatning og godtgørelse, og jeg håber på, at vi også efter udvalgsbehandlingen har bred opbakning til lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Preben Bang Henriksen.

Det kan være, ministeren vil kommentere på det, vi har været igennem utallige gange, nemlig eksemplet med de to naboer: Den ene kvinde har været udsat for en sexkrænkelse, der er blevet delt, og hun får så ifølge vores regneeksempler 2,5 mio. kr. i godtgørelse – der var også et eksempel med 7 mio. kr. – og den anden har været udsat for en fuldbyrdet voldtægt, og hun får 100.000 kr. Vil ministeren kommentere på proportionerne i det? Hvordan skal vi forklare det til voldtægtsofferet, for at sige det rent ud?

Ministeren.

Jeg vil som det første godt starte med at sige, at jeg synes, det er en meget relevant og helt legitim diskussion. Som det andet vil jeg også give fru Rosa Lund, tror jeg det var, ret i, at vi med digitaliseringen også bevæger os lidt ud i ukendt land. Vi skal lige finde frem til, hvad der egentlig er den rimelige måde at få erstatning på ved digitale krænkelser. Jeg vil efter at have hørt debatten også godt understrege, at det her forslag jo handler om uafhængige krænkelser. Det handler altså ikke om én person, der deler det til 100 mennesker, men om mange forskellige gerningsmænd. Så det er jo uafhængige overtrædelser af lovgivningen, som skal vurderes uafhængigt.

Det, vi så kan diskutere, er, om man, hvis ti forskellige personer sender en video til ti forskellige andre personer, så kan betragte det som ti knytnæveslag, og om man så skal lægge erstatningerne oveni hinanden, eller om vi når til et niveau, hvor vi må etablere et loft. Jeg kan forstå, at det vil blive diskuteret i udvalgsbehandlingen, og det ser jeg frem til. Vores udgangspunkt er selvfølgelig det, der står i lovforslaget.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Med hensyn til forslaget om at have et eller andet loft af proportionalitetsmæssige grunde, hvorefter der imidlertid ikke er nogen, der skal tjene på at være over loftet, så de skal indbetale til en offerfond, så de kommer af med alt det, de skal komme af med, og offeret får de penge, offeret skal have, vil jeg spørge: Vil sådan en tanke være ministeren helt fjern, eller kunne vi arbejde videre med den?

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at jeg er glad for, at vi er enige om, at det afgørende er, at gerningsmændene kommer til lommerne. Så er der nogle praktiske omstændigheder, der kan være lidt svære at få på plads, bl.a. med hensyn til hvornår vi ved, om vi har ramt loftet. Mange sager vil jo køre i forskellige retter på samme tid og den slags ting.

Men den politiske diskussion, vi skal have fat i, er jo det forhold, at da jeg var barn, delte vi fodboldkort med hinanden, og i dag er der desværre sket det, at nogle unge – desværre nok typisk mænd – deler seksuelt krænkende indhold med hinanden, som om det var fodboldkort: Her har du Michelle fra Ringsted – vil du kunne bytte med hende, du kender fra Slagelse? Det er jo ekstremt grænseoverskridende, og det er vi nødt til at skride ind over for.

Jeg tror også, vi bliver nødt til at insistere på, at det er individuelle krænkelser, der skal behandles individuelt. Hvad angår spørgsmålet, om vi skal have et loft, så er det ikke vores udgangspunkt, men jeg glæder mig selvfølgelig til at se, hvad Retsudvalget finder frem til.

Tak for det. Tak til justitsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.