Tak for det, og tak for debatten. Med lovforslaget følger vi op på den aftale, som regeringen indgik sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne den 21. januar 2022 om en ny reformpakke, »Hurtigere i job, et stærkere arbejdsmarked, investeringer i fremtiden og innovative virksomheder«, herunder det her tiltag, som su-forligskredsen efterfølgende har tilsluttet sig. Det er noget af det, den diskussion, der har været her, har drejet sig om, og jeg kan vende tilbage til det.
Ud over at forslaget bidrager til at øge arbejdsudbuddet, giver forslaget de uddannelsessøgende mulighed for at arbejde mere ved siden af studiet, hvis de ønsker det, og tjene flere penge ved siden af studiet, hvis de ønsker det. Forslaget er ligeledes medvirkende til at skabe bedre muligheder for de uddannelsessøgende i forhold til tilknytningen til arbejdsmarkedet under studierne, som jo på mange måder er positivt.
Jeg er glad for, at vi sammen giver de uddannelsessøgende bedre betingelser for øget fleksibilitet under studierne, men det er samtidig vigtigt at huske på, at muligheden for at arbejde mere ved siden af studiet uden at blive trukket i su alene er et tilbud til de uddannelsessøgende, der ønsker det. Som det har været nævnt i diskussionen og også indgår i nogle af høringssvarene, er det selvfølgelig sådan, at modtager man su og er studerende, er det det, der er det centrale, men det kan være, at man kan få det til at passe sammen med også at tjene de her 4.000 kr. ekstra end det, man har mulighed for i dag. Måske er det også, fordi man ender med i en periode, mens man studerer, at kunne få et relativt vellønnet job, og så kan man benytte sig af den her øgede mulighed for at tjene mere ved siden af uden at blive trukket i su, og det forekommer der heldigvis at være solid opbakning til at vi indfører.
Lovforslaget følger endvidere op på aftalen i su-forligskredsen fra den 21. december sidste år om, at uddannelsessøgende, der deltager i samfundskritiske funktioner som led i covid-19-beredskabet, også i 2022 skal have mulighed for at kunne få deres fribeløb forhøjet med deres indtægt fra dette arbejde. Med forslaget kan uddannelsessøgende således også for støtteåret 2022 søge om forhøjet fribeløb, ligesom det har været gældende i støtteårene 2020 og 2021. Dansk Folkepartis ordfører nævnte, at det jo nok ikke var så mange, og som jeg er oplyst inden, og hvis jeg ellers husker ret, mener jeg, at det er 50 personer, der i år indtil nu har søgt om at blive omfattet af det her. Det er selvfølgelig noget mindre end de sidste 2 år, og lad os ikke håbe, at det bliver meget nødvendigt igen i efteråret, men man kan selvfølgelig ikke vide, hvad der kommer til at ske dér, og hvad der vil blive af behov for arbejdskraft inden for et eventuelt pandemiberedskab. Men de, der har tjent på at være en del af covid-19-beredskabet, vil altså have muligheden.
Jeg lovede at vende tilbage til det her spørgsmål om su-forligskredsen, som fru Ulla Tørnæs har været inde på et par gange i diskussionen her, og jeg fik det lige tjekket også, inden jeg gik herop. Fru Ulla Tørnæs har jo selvfølgelig ret i, at det her beror på en aftale, som Venstre ikke er med i. Det er jo rigtigt, og det har sin helt egen historie, tror jeg, hvorfor det ikke gik. Jeg synes, at der var sådan lidt forskellige parlamentariske, spegede spil om, hvad man ville indgå i af forhandlinger, og at borgerlige partier havde lovet sig til hinanden og ikke rigtig var interesserede i at dukke op. Men det til side.
Da så den her aftale blev lavet, blev det så også aftalt, at su-forligskredsen skulle høres, og det, jeg fik tjekket, inden jeg gik herop, var datoen for den mail, der er udsendt til su-forligskredsen efterfølgende, nemlig den 7. marts, hvor man altså har villet indhente tilsagn fra su-forligskredsen om, at man var enige i forslaget her. Og som jeg har fornemmet det – man skal selvfølgelig passe på, når man fornemmer, hvor andre står – har det også været et forslag, som der jo fra de partier, der også bakker op om det nu, egentlig ville være velvilje over for. Det har så også vist sig ved den høring, at der ikke er kommet nogen protester fra su-forligskredsens partier i forbindelse med at skulle fremsætte lovforslaget her og også gennemføre det. Det skulle være en bemærkning til den del af debatten.
Men tak for modtagelsen af forslaget og for debatten her.