Tak for det. Jeg synes faktisk, det er paradoksalt, at der er et flertal herinde, der lige har stemt det her ændringsforslag ned, og det drejer sig om partier, som vi plejer at stå sammen med, når det handler om, at vi gerne vil skabe bedre muligheder for, at ufaglærte kan blive faglærte, og at vi kan skabe bedre muligheder for efter- og videreuddannelse og sikre, at flere ønsker at blive faglærte i fremtiden. Men vi ser nu, at nogle af de partier, vi plejer at stå sammen med om det, er veget fra den her position, og vi er vidner til, at de her partier simpelt hen straffer voksne, der tager den stærke beslutning at sige: Jeg vil gerne gå fra at være ufaglært til at blive faglært. Og det er, alene fordi deres arbejdsgiver får et økonomisk tilskud for, at de vælger at blive voksenlærlinge. Det vil sige, at lige nu, hvis I stemmer for det her lovforslag, vil partierne simpelt hen straffe voksenlærlinge ved at give pengene til arbejdsgiveren.
Det er da fuldstændig skævt, og det er endnu mere hovedrystende, når vi faktisk ved, at noget af det, som er afgørende for, at man som voksen tager en uddannelse, og at man går fra ufaglært til faglært, faktisk er den økonomiske tryghed. Det er noget af det, altså den økonomiske tryghed, som bekymrer folk rigtig meget, og det var derfor, at vi stillede ændringsforslaget. Det er, fordi det er vigtigt for os i Enhedslisten, at voksenlærlinge ikke bliver modregnet i ordinær optjening af rettigheder i forhold til arbejdsløshedsforsikringen. Det vil sikre, at personer, der gennemfører et voksenlærlingeforløb, hvor der ydes støtte til arbejdsgiverne, til virksomheden, bliver ligestillet med andre personer, der deltager i uddannelse og derfor vil optjene en ret til dagpenge til den løn, som de tjener under uddannelsen. Det er skuffende.
Det er ikke alene blandt voksne, at det her forslag er skuffende. Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg faktisk ikke begriber, hvordan man oven på de tal, vi så i går om unges mistrivsel, nu vil give de unge yderligere bekymringer. Helt nye tal viser, at det er alarmerende, som det står til, hvad angår mistrivsel blandt de unge. Mere end hver fjerde unge har opsøgt læge eller været frameldt studiet på grund af stress. Det er helt galt, at så mange unge står på kanten til sygdom og sygemelding eller allerede er faldet ud over kanten, og det viser jo helt tydeligt, at det her ikke handler om en enkelt ung; det her er et strukturelt problem. Det, at så mange unge knækker nakken, er udtryk for, at der grundlæggende og strukturelt er noget galt med vores samfund, og det er også derfor, at de her trivselsundersøgelser, selv om de er alarmerende, ikke kommer bag på os.
Der er altså blevet truffet en perlerække af dårlige beslutninger herinde fra Christiansborgs side af, som har været med til at øge mistrivslen blandt de unge. Det handler om firkantede karakterkrav for at kunne komme ind på uddannelser, udhuling af su'en, så den nu er knap 5.000 kr. mindre værd, årelange uddannelsesbesparelser, der betyder færre timer og mindre feedback, og et økonomisk system, der presser studerende igennem. Og nu ser vi ind i, at der kommer endnu en dårlig beslutning fra Christiansborgs side af, når et flertal lige om lidt har tænkt sig at stemme igennem, at unge, der i forvejen får en enormt lav dagpengesats, skal have en endnu lavere sats.
Prøv lige at overveje konsekvensen af det, en række partier om lidt vil stemme igennem. Det vil betyde, at man får et lavere rådighedsbeløb, end de studerende har, mens de studerer, mens de er på su. Det er en sats, der i forvejen er under fattigdomsgrænsen, men som er accepteret, fordi man har adgang til studieboliger, studierabatter og billigere transport – netop nogle goder, som man mister, når man er færdig med sin uddannelse.
Jeg synes, man skal bruge den anledning, at de økonomiske vismænd er kommet med en krads kritik af den her del af lovforslaget, finansieringen og de økonomiske virkninger, til at trække lovforslaget tilbage, og jeg håber, at I har tænkt jer at stemme imod. Tak.