Tak for det, formand. Uha, jeg har helt sommerfugle i maven. Det, som skal til at ske i dag, er stort; det er historisk. Her i den her mappe er der hundredevis af menneskers historier, som repræsenterer tusindvis af mennesker. Det drejer sig om den mangel på værdighed, man oplever, når man gøres økonomisk afhængig af sin ægtefælle. Der er stor forskel på de her historier, men de er netop om de ulige dynamikker, det også kan skabe, i forhold til at man altid skal spørge om lov, hvis man skal bruge nogle penge; det er manglen på økonomisk tryghed, slåskampe med Udbetaling Danmark og den der usikkerhed om, hvor meget man kommer til at blive modregnet, fordi ens samlever eller ægtefælle har taget et par ekstra arbejdstimer. Det er udtryk for nogle fuldstændig forstokkede regler og for et skævt syn på, at vi netop ikke skal være selvstændige, men gøres økonomisk afhængige af hinanden. Det er historier om børnefattigdom, fordi principperne bag gensidig forsørgerpligt ikke tager højde for, hvor mange børnefamilier der bliver ramt af det. Det er mennesker, som er alene, der ikke tør vælge kærligheden til, fordi de er bange for at komme til at føle sig som en byrde. Det er en masse historier, som lige om lidt kommer til at blive vendt.
Jeg synes, det er historisk, for når jeg kigger, kan jeg ikke lade være med også at trække på smilebåndet med tidligere medlemmer af Folketinget herinde fru Line Barfod, hr. Finn Sørensen og mange andre, for slåskampen om at få afskaffet principperne om gensidig forsørgerpligt har jo både været i 2003 og 2013. Men nu, når vi kommer til 2023, ser det ud til, at tredje årti er heldets årti. Men hvad er forskellen fra de tidligere gange, vi har kæmpet imod principperne i den gensidige forsørgerpligt, til nu? Med formandens tilladelse tror jeg, jeg vil tillade mig at pege hen imod de borgere, som har kæmpet. Det handler om, at der er blevet skabt en utrolig stærk bevægelse, hvor mennesker – bl.a. de hundredvis af mennesker her – faktisk har valgt at tage og sige fra og sige det højt og ikke være stakler, men faktisk tage den styrke, der er i at stå sammen og sige tingene højt. Jeg synes, det her er et bevis på, at når vi står sammen, er vi stærkere. Vi kan meget mere, når vi gør ting i fællesskab, end når vi gør tingene alene.
Jeg ved godt, at vi ikke er i mål. Vi mangler stadig at få afskaffet principperne bag gensidig forsørgerpligt andre steder, men det her er et kæmpestort skridt. Og dengang rigtig mange stemte imod borgerforslaget eller vores beslutningsforslag, sagde folk: Det her er en umulig kamp; det kan ikke lade sig gøre. Men det beviser bare, at hvis man bliver ved med at kæmpe, kan det lade sig gøre. Og det giver virkelig gejst til de fremtidige kampe. Så tak til alle jer, der har brugt jeres stemme, og som har turdet at vende det, at man bliver gjort til en stakkel, til at være stærk. Det er enormt inspirerende. Og når vi om lidt går ned og stemmer og jeg trykker på knappen, er I med i at trykke for at stemme for, at vi nu afskaffer store dele af principperne bag den gensidige forsørgerpligt. Tak.