Mange tak, og ikke mindst tak til alle ordførerne for bemærkningerne og opbakningen til det her lovforslag, som jo udspringer af forordningen om indførsel og import af kulturgenstande, som indeholder et forbud mod indførsel i EU af kulturgenstande, der er ulovligt udført af tredjelande. Og på den måde følger lovforslaget af vores internationale forpligtelser, som flere også har været inde på. Men jeg vil også godt samtidig understrege, at vi fra regeringens side bakker rigtig meget op om hensigten med lige præcis det her forbud, som er at bremse den ulovlige internationale handel med kulturarv. Den handel er en trussel mod verdens samlede kulturarv. Den betyder, at genstande, der burde være tilgængelige for forskningen og offentligheden, i stedet forsvinder ind i lukkede kredsløb. Og handelen er ofte ledsaget af betydelige ødelæggelser. Den ulovlige handel tilskynder til ulovlige udgravninger, og sådan nogle udgravninger ødelægger mindesmærker og arkæologiske områder og betyder, at afgørende viden om fortiden, som skabes ved professionelle udgravninger, går tabt.
En del ulovligt handlet kulturarv har sin oprindelse i borgerkrige og andre konflikter og hidrører fra deciderede plyndringer, både af mindesmærker og museer. Og kriminelle organisationer kan tjene meget store penge på ulovlig handel med og ulovlige udgravninger af kulturarv. Derfor er det vigtigt, at vi med det her forslag får indført straffebestemmelser knyttet til forordningens forbud. Som det fremgår af lovforslaget, er det også derfor, at straffebestemmelserne er fastsat ud fra den betragtning, at der er tale om en alvorlig forbrydelse, som skal kunne medføre fængselsstraf.
Der er også behov for hjemmel til enkelte nødvendige foranstaltninger, for at forbuddet i forordningen kan få den nødvendige effekt. Der kan være nogle tilfælde, hvor der ikke foreligger andre overtrædelser, altså hvor man f.eks. ikke har gjort noget forsøg på at skjule genstanden, og hvor man har betalt sin told, og med det her sikrer vi, at vi har de nødvendige hjemler. Og måske er det også svar på noget af det, der har været rejst spørgsmål om fra hr. Christian Juhls side. Altså, det er sådan i dag, at hvis man har betalt sin told, udleveres genstanden, og med det her forslag kan man tilbageholde genstanden, også selv om der er betalt told.
Der er også behov for at sikre, at genstande i overensstemmelse med forordningens hensigt kan blive tilbageleveret til deres oprindelsesland, når vi har konstateret, at de er ulovligt udført. Det sikrer vi også at der er hjemmel til her.
Jeg ser frem til en god og konstruktiv behandling i Folketinget, og hvis der skulle være yderligere spørgsmål, er der selvfølgelig rig mulighed for at få svar på dem også i udvalgsarbejdet. Tak.