Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 3. behandling af lovforslag nr. L 159:

Forslag til lov om ændring af SU-loven. (Midlertidig suspension af SU-godkendelse af hele uddannelser i visse lande).

Af uddannelses- og forskningsministeren (Jesper Petersen).

(Fremsættelse 05.04.2022. 1. behandling 06.04.2022. Betænkning 19.04.2022. 2. behandling 12.04.2022).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig? Det gør fru Marie Krarup, uden for grupperne. Værsgo.

Tak for ordet. Denne lov vil gøre det umuligt at få sin su med, hvis man ønsker at læse dele af sit studium i Rusland eller Belarus. I år er der syv danske studerende, der gør det. Loven ophører med at have effekt i begyndelsen af 2024. Det er altså ikke en lov, der berører ret mange mennesker, men den har symbolsk betydning.

Jeg fordømmer naturligvis Ruslands invasion i Ukraine. Den er uretfærdig og forbryderisk. Men nogle gange er det en god ting også at prøve at afdække bevæggrundene til det uretfærdige og forbryderiske. L 159 burde ikke kunne stemmes igennem i et oplyst europæisk parlament. For selv om det måske kun er en lille symbolsk lov, der skal vise foragt og afstandtagen over for Rusland på grund af invasionen i Ukraine, så er det også en lov, der udbreder cancelkultur til vores uddannelsesinstitutioner og gør cancelkultur til en del af vores udenrigspolitik. Havde vi gjort på samme måde tidligere, havde vi forbudt studerende at tage su med til studier i islamiske lande efter 11. september 2001, og måske ville studier i libysk, irakisk, afghansk, arabisk og iransk sprog og kultur også have været ramt i forskellige perioder.

Under den kolde krig var vi oppe imod et forbryderisk totalitært styre, der truede os hver dag, og alligevel havde vi kulturel udveksling og studieophold i Sovjetunionen. Det gjorde os bedre i stand til at forstå, hvad der skilte og hvad der forbandt os. Putins Rusland er et udemokratisk autokrati, og invasionen er uretfærdig og forbryderisk. Samtidig går deres krig i Ukraine dårligt, fordi de ikke har undersøgt forholdene i Ukraine godt nok. Også mangel på ytringsfrihed og demokrati har gjort det svært at få ubehagelige sandheder til at komme op til overfladen i det russiske samfund og frem til beslutningstagerne i den russiske ledelse. De manglede viden.

Med denne lille lov kommer vi på dette område et skridt nærmere til at ligne Putins Rusland, og cancelkultur får ikke et udenrigspolitisk, kulturelt eller religiøst modsætningsforhold til at gå væk. Det gør det blot sværere at løse, fordi man bliver dårligere til at afdække, hvad konflikten drejer sig om, når man nu kun kan studere problemområdet i mindre udstrækning. Man hyller blot sig selv mere og mere ind i sine egne fordomme og sørger for ikke at komme ud af sit eget ekkokammer. Hvis vi vil bidrage til at løse konflikten mellem Ukraine og Rusland og mellem Vesten og Rusland, er vi nødt til at blive klogere på baggrunden for konflikten og dermed også de sprog og kulturer, der ligger bag. For cancelkultur får ikke Rusland og Belarus til at synke i havet og 150 millioner mennesker til at skifte kultur.

Det er altid fristende at lade sig forføre af vrede, når den udtrykkes i store grupper og i en retfærdig sag. Men gruppetænkning og krænkede følelser bør ikke forlede os til at lægge sund fornuft og dømmekraft bort, når det drejer sig om et kompliceret udenrigspolitisk problemkompleks. Husk: Danmark er ikke i krig. Danmark deltager ikke i en krig imod Rusland. Kommer vi til det, er NATO involveret, og så er vi oppe i en helt anden skala – en skala, hvor der kan blive brugt våben af en meget større kaliber.

Jeg håber ikke, det er det, man ønsker i dette Ting, men man kan godt frygte det, når man ser, i hvor høj grad fornuften og den kølige beregning er kørt på lossepladsen, når man skal tage stilling i denne konflikt. Jeg håber, at dette Tings ærede medlemmer vil tænke sig om endnu en gang, før de trykker grønt til en lille lov, som er symbolet på et begyndende amokløb, der kan ende i den ultimative katastrofe. Derfor henstiller jeg til medlemmerne af Folketinget om at stemme nej til dette lovforslag og for fremtiden forsøge at holde hovedet koldt, også når det drejer sig om en konflikt mellem Rusland og Ukraine. For Danmark skal ikke ligne Putins Rusland. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Jo, interessant. Hvad er det for bevæggrunde bag forbrydelserne, som fru Marie Krarup taler om? Når fru Marie Krarup taler om cancelkultur, omfatter det så også et ønske om stop for russisk gas, et ønske om økonomiske sanktioner mod Rusland, et stop for økonomisk samkvem med Rusland? Er det også det, som fru Marie Krarup kalder for cancelkultur? Jeg vil så bare for at rette en misforståelse sige, at der er ingen, der ønsker, at russerne skal skifte kultur, men vi er nogle, der ønsker, at russerne skal skifte præsident.

Fru Marie Krarup.

Det ville sikkert være meget fint, hvis russerne skiftede præsident. Det ser jeg ikke noget forkert i at man kan ønske, men jeg ser noget forkert i, at man forsøger at gennemføre en cancelkultur på det udenrigspolitiske og det uddannelsespolitiske område, som gør os dummere og gør os mindre i stand til at løse et udenrigspolitisk problemkompleks, som vi faktisk kunne have løst med ret stor lethed, hvis man havde ønsket at sætte sig ind i de ting, som har ført frem til konflikten.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg må sige, at fru Marie Krarup selvfølgelig forsøger at sige alt det rigtige med, at hun naturligvis fordømmer Ruslands invasion af Ukraine osv., men igennem hele talen og igennem tidligere udtalelser fra fru Marie Krarup er det jo meget, meget tydeligt, at man bagatelliserer det, der foregår i Rusland, og det, der foregår i Ukraine. Det ville sikkert være meget fint med en ny præsident, det ville sikkert være meget fint at slippe af med Putin. Nej, det er fuldstændig afgørende, at vi slipper af med Putin.

Værsgo.

Det, at jeg går på talerstolen nu, er lige præcis udtryk for, at jeg ikke bagatelliserer det. Jeg synes ikke, at det, at vi om et øjeblik kan stå på randen af atomkrig, er en sjov lille bagatel. Jeg synes, det er ret alvorligt, og jeg synes, det er fatalt, at vi med åbne øjne går så vidt.

Der er mange, der har sammenlignet den her situation med situationen før første verdenskrig, hvor man snublede ind i noget, som man bagefter fortrød bittert. Jeg håber ikke, at det samme vil ske her.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Da fru Marie Krarup sagde, at forslaget her ville få Danmark til at minde om Putins Rusland, var jeg i tvivl, om det egentlig betød, at fru Marie Krarup ville stemme for forslaget. Og nu er det ikke for at gøre det her til en meget lang debat, men jeg er nødt til at bemærke, at jeg synes, det er pinligt, at der er et medlem af Folketinget, som igen og igen har travlt med at lægge skylden for konflikten med Rusland på Vesten og Danmarks side, når der er tale om et så ensidigt, uprovokeret og unødvendigt angreb fra Ruslands side på et fredeligt land, som ikke udgør nogen som helst trussel mod Rusland.

Der er ikke nogen undskyldning for det, der er ikke nogen formildende omstændigheder, og det er ikke Vestens skyld. Jeg synes, det er sørgeligt at se den personlige deroute, som fru Marie Krarup tager her, hvor hun igen og igen låser sig fast til et skib, som er på vej ned, og som der ikke er nogen som helst retfærdighed bag ved. Så jeg vil opfordre Marie Krarup til at holde op med hele tiden at forsvare Rusland.

Fru Marie Krarup.

Hvis hr. Rasmus Jarlov mener, at det er et forsvar af Rusland at sige, at der er foretaget en forbryderisk og uretfærdig invasion, og at landet mangler viden på bestemte områder, og at vi risikerer at ende med at ligne Putins Rusland på mange områder, hvis vi stemmer ja til det her lovforslag, så tror jeg, at hr. Rasmus Jarlov skal tilbage i 1. klasse og lære det danske sprog forfra, for det hænger ikke så godt sammen.

Hr. Rasmus Jarlovs forsøg på en personlig udskamning af mig synes jeg ikke hører til nogen steder. Vi har ytringsfrihed i Danmark. Som medlem af Folketinget kan jeg godt gå på talerstolen og sige, hvad jeg mener – også selv om de fleste vil stemme for det her. Men det gør det jo så des mere væsentligt, at der er nogle, der tør sige det, når vi er på afveje, selv om der er tale om en lemmingeeffekt og en udskamning af dem, der ikke følger lemmingestrømmen.

Tak. Så er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Fru Marie Krarup videreformidler Putins og Ruslands trusler om atomkrig, hvis vi trodser Rusland og Putin, og jeg forstår, at det også gælder – for det skal ses som led i det, kan jeg forstå på fru Marie Krarup – det, at vi ikke vil give su til studerende danskere, som tager til Hviderusland eller Rusland i den nuværende situation. Kan fru Marie Krarup uddybe, hvordan det, at vi ikke vil give su til danske studerende, der studerer i de to lande, kan føre til atomkrig?

Fru Marie Krarup.

Jeg har lige brugt 4 minutter og 20 sekunder på at forklare, at denne lillebitte symbolske lov selvfølgelig i sig selv ikke fører til den ultimative katastrofe, men at den er et led i et forsøg på at gøre det vanskeligt at få oplysninger og få viden om en potentiel fjende – noget, som vi ikke har gjort på noget tidspunkt før. Efter terrorangrebet den 11. september 2001 blev det ikke forbudt at læse i islamiske lande. Under de forskellige krige, som Danmark har deltaget i, har det ikke været forbudt at tage sin su med, når man ønskede at læse i et land, som vi faktisk var i konflikt med. Derfor starter det her en mærkelig udvikling frem imod at gøre os mindre kloge på områder, hvor vi har konflikter. Det er et problem.

Hr. Ole Birk Olesen.

Når fru Marie Krarup videreformidler Putins og Ruslands trusler om atomkrig, hvis vi gør ting, som de ikke bryder sig om, gør fru Marie Krarup det så på vegne af den gruppe af tidligere DF'ere, som nu holder møder sammen, kan vi se i medierne, og som deler lokaler osv., eller er det kun på vegne af fru Marie Krarup selv? Altså, er hr. Hans Kristian Skibby og fru Karina Adsbøl og fru Liselott Blixt med andre ord repræsenteret af fru Marie Krarups formidling af Ruslands trusler om atomkrig?

Fru Marie Krarup, værsgo.

Det er nogle meget skamløse og grove beskyldninger, der kommer imod mig, som om jeg skulle videreformidle andre landes synspunkter. Jeg kommer med mine egne synspunkter, og jeg synes, det er en farlig udvikling, når to magter eller en alliance og en stormagt, der begge har a-våben, forsøger at optrappe en konflikt. Jeg synes, det er dumt og forkert, og jeg synes, det eneste kloge og fornuftige er at forsøge at gøre opmærksom på det, når man er på vej ind i sådan en konflikt, så man ikke snubler ind i en krig, som man gjorde i første verdenskrig.

Tak for det. Fru Ida Auken.

Nu opponerede fru Marie Krarup mod skamløse og grove beskyldninger. Der kunne man jo spørge, om det at sammenligne det, at man ikke vil give su til studerende, der skal til Rusland, med Ruslands invasion af Ukraine ikke er groft og skamløst.

Fru Marie Krarup.

Der, hvor jeg sammenlignede det, var ikke i forhold til selve invasionen – selvfølgelig. Det er det, at russerne jo helt tydeligt ikke har haft deres efterretningsbillede i orden. De har forventet, at ukrainerne var mere interesseret i et samarbejde med Rusland, end de har vist sig at være. Russerne har ikke sat sig ind i, hvad der sker. Vi skal da ikke være lige så dumme som russerne. Vi skal da sætte os ind i, hvad der sker. Det er det, jeg sammenligner – selvfølgelig ikke selve invasionen.

Fru Ida Auken.

Jeg kan forstå, at fru Marie Krarup er så velorienteret, at hun i sit ordførerindlæg sagde, at man kunne have løst det udenrigspolitiske problem med lethed. Vil fru Marie Krarup lige oplyse Folketinget om, hvordan man med lethed kunne have løst det udenrigspolitiske problem?

Fru Marie Krarup.

Ja, det kan jeg. Man kunne have indgået i de forhandlinger, der blev lagt op til, før krigen jo desværre kom, altså i december, januar og februar. Man kunne have ændret sin NATO-udvidelsesplan for mange år siden. Det ligger selvfølgelig så lang tid tilbage, at det jo ikke er noget, man kan ændre. Men selvfølgelig kunne man have indgået i de forhandlinger. Man kunne i den nuværende situation lægge op til forhandlinger. Vi kan jo håbe, at statsministeren, der i dag er på besøg i Kyiv, er på sådan en mission, og at det er det, hun siger at vi ønsker at gå i gang med, for det er det, der er behov for.

Tak for det. Så er det fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Jeg tog egentlig ordet for at takke fru Marie Krarup for at lægge så meget vægt på det nødvendige i, at vi ved noget om hinanden – at der kan vi forebygge mange konflikter. Det er helt rigtigt, både når det drejer sig om den arabiske, muslimske verden, og når det drejer sig om Rusland. Viden er fuldstændig afgørende. Jeg synes, det er ethvert lands ret at sige, at man ikke vil handle med en krigsførende magt, der har angrebet et andet suverænt land. Det er ethvert selvstændigt land som Danmarks ret at sige: Vi vil ikke kaste skattekroner i retning af, at der er nogle, der studerer i udlandet. Men jeg synes, den her debat faktisk har bevæget sig et helt andet sted hen. Den har bevæget sig det sted hen, at fru Marie Krarup, når hun bliver spurgt om de ting, hun siger, kommer med det ene undskyldende argument efter det andet for, hvorfor Rusland har gjort, som de har gjort. Altså, er det fru Marie Krarups oprigtige holdning, at det, vi ser nu, er et resultat af to parters entydigt lige ansvar?

Tak for det. Fru Marie Krarup.

Nej, det ville være dumt at sige. Det kan man ikke. Man kan aldrig nogen sinde fratage en forbryder ansvaret, og det er forbryderisk at lave en angrebskrig efter min mening. Så det kan man ikke. Men det, som man som udenrigspolitiske aktører bør gøre, er at navigere på en måde, så man ikke kommer frem til situationer, hvor sådan noget bliver mere muligt, end det ellers ville have været, medmindre man ønsker krigen, selvfølgelig. For det kan også være, at man har ønsket det, og så kan man jo bare sige tillykke til dem, der har fået det til at ske. Men hvis man ikke ønsker det, mener jeg at man har et ansvar for at navigere på sådan en måde, at man samtidig varetager sine interesser, men også undgår en krig som den her. Og det kunne man have gjort, og det har der så ikke været et ønske om.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, værsgo.

Jeg synes, at jeg hører fru Marie Krarup sige, at det, at vi ikke vil sende skattekroner efter nogle, der vil studere i Rusland, altså su, er en trædesten hen imod at være medansvarlig for atomkrig. Altså, undskyld, det er jo et fuldstændig vildt udsagn.

Fru Marie Krarup.

Det var jo så også det, jeg prøvede at forklare, nemlig at det er det jo heller ikke umiddelbart. Det er begyndelsen på en udvikling, hvor man siger nej til oplysning, man siger nej til viden, og det vil jo så også sige, at man bliver dårligere til at navigere i en verden, hvor der er komplicerede konflikter. Og det er noget, der selvfølgelig på længere sigt kan føre til krige. I forhold til den her krig, hvis den kommer, er det jo nok for sent.

Så er det hr. Morten Dahlin, Venstre.

Fru Marie Krarup siger, at man kunne have gjort noget for at undgå krig, men det har man ikke ønsket at gøre. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Marie Krarup: Hvad mener fru Marie Krarup at Danmark, EU og NATO skulle have gjort for at undgå Ruslands ulovlige krig mod Ukraine?

Værsgo.

Man kunne naturligvis have forsøgt forhandlinger. Man kunne have forsøgt at lave den form for sikkerhedsarkitektur, som mange foreslog efter den kolde krig, og have inddraget Rusland på en eller anden måde, så det havde givet mening, i stedet for at ekspandere NATO og på den måde trænge Rusland op i et hjørne, så de har følt sig truet – hvilket selvfølgelig ikke berettiger en invasion, men som man kan sige sig selv vil risikere at give nogle ubehagelige reaktioner.

Der har Danmark et stort ansvar, fordi vi har en særlig tæt forbindelse til USA, som jo er NATO's leder, Vestens leder. Der kunne vi godt have sagt til amerikanerne: Hør her, det, I gør, er ikke særlig smart; prøv lige at tænke jer om.

Hr. Morten Dahlin, værsgo.

Men er konsekvensen af det, fru Marie Krarup står på Folketingets talerstol og siger nu, så ikke, at man ville have givet Rusland vetoret over andre europæiske landes, andre demokratiers mulighed for at melde sig ind i en militæralliance? Og mener fru Marie Krarup virkelig, at vi skal give Rusland den vetoret, altså vetoretten over, hvordan vestlige demokratier vælger at indgå i militære alliancer med andre lande?

Og så et bonusspørgsmål: Mener fru Marie Krarup virkelig, at NATO truer Rusland?

Fru Marie Krarup.

Selvfølgelig skal Rusland ikke have nogen vetoret – det ville da være tåbeligt. Og selvfølgelig skal Rusland ikke bestemme, hvem der er medlem af NATO. Men det, vi er nødt til at tage alvorligt, er, når der er en stormagt med atomvåben, som føler sig truet. Så kan vi godt sige, at det er latterligt, at de har den følelse, men hvis de føler det, er vi nødt til at tage det alvorligt, for de har atomvåben. Der kan man ikke bare sige: Ha, ha, hvor er I dumme; det er I jo ikke. Det er et faktum, hvis folk har den opfattelse, som man er nødt til at tage bestik af.

Tak for det. Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

I Radikale Venstre stemmer vi for den her lov, men jeg synes, at Marie Krarup stiller et vigtigt spørgsmål, nemlig: Hvad betyder det her for, hvad vi kommer til at vide om hinanden? Og derfor har jeg egentlig bare lyst til at sige tak. Selv om vi er uenige i forhold til vores syn på Rusland, synes jeg, det er vigtigt, at Marie Krarup stiller de kritiske spørgsmål. Så tak, fordi ordføreren gør det i dag.

Fru Marie Krarup.

Jamen tusind tak. Det bekræfter et meget positivt indtryk, jeg altid har haft af ordføreren på det område. Tak.

Så er det hr. Martin Geertsen.

Tak. Man skal jo høre meget, før ørerne falder af. Altså, nu kommer fru Marie Krarup med historiske referencer, og jeg er så gammel, at jeg kan huske den kolde krig. Jeg synes, at det, fru Marie Krarup står og siger, minder lidt om den mest ekstreme del af fredsbevægelsen i 70'erne og 80'erne. Det er lidt ét fedt, om man holder med den frie verden, eller om man holder med Sovjetunionen. De er sådan set nogenlunde lige gode om at være onde. Hvad er Marie Krarups analyse af det, fredsbevægelsen gjorde i 70'erne og 80'erne?

Fru Marie Krarup.

Der kommer hr. Martin Geertsen så med en meget udbredt misforståelse, som det er godt at få udredt. Sovjetunionen var et kommunistisk diktatur. Kommunismen er en universel ideologi, der kan sprede sig over hele verden. Sovjetunionen ønskede at sprede denne ideologi til resten af verden, og Sovjetunionen var ekspansionistisk – og Sovjetunionen var omtrent lige så stærk som NATO. I dag har vi et Rusland, som ikke har en universel ideologi, som ikke har en ekspansionistisk ideologi, og som har en økonomi på størrelse med Sydkorea. Det er et helt andet sted, så det er to fuldstændig forskellige ting, det drejer sig om. Men folk er meget sukret ind i den der koldkrigstænkning; de har ikke sat sig ind i de faktiske forhold i jernindustrien. Rigtig mange mennesker, herunder f.eks. en tidligere forsvarsminister, bliver ved med at bruge ordet Sovjetunionen i stedet for Rusland, når vi taler om Rusland i dag. Og det er et problem. Så bliv opdateret.

Det er en debat, som optager rigtig mange, men vi skal også have respekt for debatten med hensyn til ytringer.

Værsgo, hr. Martin Geertsen.

Jamen jeg synes jo, at det, fru Marie Krarup siger nu her, faktisk bestyrker mig i opfattelsen af, at det her er et ekko fra 70'erne eller 80'erne. Det er ligesom at høre den ekstreme del af fredsbevægelsen; det er sådan set lidt ligegyldigt, om det er USA eller Sovjetunionen, det er sådan set ét fedt. Jeg vil bare gerne spørge fru Marie Krarup, hvad det så er, Putin foretager sig i Ukraine, hvis det ikke er at udbrede en eller anden opfattelse af, at man har en eller anden overhøjhed i forhold til lande, der ligger lige omkring en. Det er da fuldstændig ligesom Sovjetunionen.

Tak. Fru Marie Krarup.

Jeg synes bare, det er sørgeligt, at hr. Martin Geertsen ikke har sat sig ind i historien. Der er forskel på en kommunistisk stormagt og så en meget, meget mindre stormagt, som er det, vi har i dag med Rusland, som ikke har en universel og eksporterbar ideologi, men selvfølgelig ønsker en Monroedoktrin med venligtsindede lande omkring sig – man kan så sige, at det går rigtig dårligt. Men det er det, som stormagter meget tit ønsker – ligesom USA selvfølgelig – hvor man ikke accepterer, at nabolande er medlem af fjendtlige alliancer.

Tak for det. Så er det fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre.

Jeg vil egentlig også sige tak til ordføreren for to ting. For det første synes jeg, det er godt, at vi bringer tvivl frem i den her debat og ikke træffer automatiserede beslutninger. Det er rigtigt, at vi har brug for at vide noget mere om hinanden, men det, vi ikke skal, er at understøtte regimerne i Belarus og Rusland. Det er derfor, vi stemmer for det her lovforslag, for vi kan ikke være med til, at flere danskere skal understøtte de regimer både direkte og indirekte. Vi har så brug for, at den russiske og belarussiske befolkning kommer til os for at lære vores frihed og vores værdier at kende, og det kan vi jo fortsat gøre. Det vil jeg godt lige bede ordføreren om at bekræfte. Og jeg vil også godt bede ordføreren om at bekræfte, at man forhåbentlig vil arbejde for, at vi får mere menneske til menneske-udvikling med mennesker, som kan komme til Danmark fra Belarus og Rusland for at lære vores kultur at kende.

Så vil jeg også godt for det andet sige tak for at gøre det fuldstændig tydeligt, hvorfor det er så vigtigt, at vi her fra samtlige andre partiers side – nu er ordføreren uden for grupperne – står sammen om at tage afstand fra den italesættelse af det ikke kommunistiske, men fascistiske regime i Rusland.

Tak. Så får vi svaret. Fru Callesen, det blev meget over tiden.

Værsgo til fru Marie Krarup.

Jamen jeg forstår til fulde bekymringen med, at man synes, at man kan støtte et regime, man ikke bryder sig om, ved at give su til folk, der tager derud. Det er selvfølgelig en bekymring, men jeg synes jo, at gevinsten ved, at man får nogle folk, der faktisk ved noget om områderne, er større. Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke vil tage imod russiske og belarussiske studerende mere i Danmark, for der har man jo også stoppet samarbejdet, ligesom man har stoppet samarbejdet med kulturinstitutioner. Man har lagt op til, at private kulturinstitutioner ikke skal modtage russiske forfattere, musikere eller kunstnere på ethvert område. Så jeg synes, det er meget, meget sørgeligt, og jeg synes, det er, som jeg sagde før, en ulykkelig udvikling i et oplyst europæisk land, at vi på den måde går imod at være oplyste. Men jeg forstår til fulde bekymringen for, at vi kommer til at støtte regimer, som vi ikke bryder os om, det er fuldstændig legitimt, men oplysning er efter min mening på det her område vigtigere.

Fru Anne Sophie Callesen, værsgo.

Tak for det. Der er jo ikke noget forbud imod, at russere og belarussere kan komme til Danmark. Der er enkelte institutioner, der har valgt at føre en bestemt politik, så det vil jeg godt lige bede ordføreren om at bekræfte. Og så vil jeg bare igen sige, at det, vi tager afstand fra, er ikke russere og belarussere, men styret i de lande.

Fru Marie Krarup.

Kulturministeriet og Uddannelsesministeriet har stoppet samarbejdet om udveksling af studerende. Det er ikke sådan, at man har hjemsendt de russiske og belarussiske studerende i dette semester, men de kan ikke komme igen efter sommerferien. Så der er en afslutning dér. Og der er rigtig mange i kulturlivet, der er blevet afvist. Russiske musikere har ikke fået lov til at spille koncerter i Danmark, fordi der har været den her opfordring til, at man tager stilling til, om man nu også synes, det er okay, at der er russere her i Danmark.

Tak for det. Så er det hr. Jacob Jensen, Venstre.

Er det fru Marie Krarups opfattelse, at det ville være en god idé, hvis den danske regering rettede henvendelse til vores venner i Sverige og Finland og bad dem om ikke at søge optagelse i NATO, fordi det vil kunne provokere Rusland?

Fru Marie Krarup.

Jeg synes, at vores skandinaviske naboer selv skal træffe den beslutning. Jeg synes ikke, at vi skal blande os i den. Der, hvor vi i Danmark har svigtet meget stort, er, at vi ikke har forsøgt at påvirke amerikanerne der, hvor de fatale beslutninger om at udvide NATO blev taget. Der kunne vi have gjort en forskel, fordi vi har så tæt et forhold til USA. Vi har Grønland, der gør, at vi er meget, meget vigtige for hele NATO-alliancen. Der kunne vi have påvirket amerikanerne. I den her beslutning tror jeg ikke at der er nogen grund til at vi forsøger at blande os. Men jeg vil også sige, at der er vi jo kommet så vidt, at det vel, om man så må sige, nærmest er lige meget, om de bliver optaget eller ej, fordi vi nu har en meget, meget tilspidset situation. Vi har fået en situation, der er som den kolde krig, og lad os da håbe, at den bliver ved med at være kold.

Hr. Jacob Jensen, værsgo.

Så det er altså situationen, der afgør, hvorvidt et land – Finland, Sverige, Ukraine – kan få lov til at tage stilling til, hvorvidt de vil være medlem af NATO eller ej. Så hvis situationen ikke giver mulighed for det, siger fru Marie Krarup at Ukraine ikke skal have mulighed for at søge optagelse i NATO. Er det sådan, jeg skal forstå det?

Fru Marie Krarup.

Ja, man skal tage bestik af, hvad der sker, og det er klart, at det at invitere Ukraine ind i NATO-alliancen har været en meget, meget stor fejl. Det har været meget uigennemtænkt, og det er årsagen til, at vi står med det her forfærdelige problem i dag. Men man kan så sige, at når det problem er kommet, kan yderligere lande jo godt træde ind i alliancen, for nu har vi fået den tilspidsede situation, som NATO sådan set var lavet for at undgå, men som nu er kommet.

Tak til fru Marie Krarup. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Jeg skal høre, om der er flere, der ønsker ordet.

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 105 (S, V, SF, RV, EL, KF, DF, NB, LA, FG, Karina Adsbøl (UFG) og Lise Bech (UFG)), imod stemte 1 (Marie Krarup (UFG)), hverken for eller imod stemte 1 (ALT).

Lovforslaget er vedtaget og bliver sendt til statsministeren.