Det næste punkt på dagsordenen er:

50) 2. behandling af lovforslag nr. L 157:

Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser og lov om de gymnasiale uddannelser. (Kapacitetsfastsættelse og elevfordeling på de gymnasiale ungdomsuddannelser).

Af børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil).

(Fremsættelse 31.03.2022. 1. behandling 07.04.2022. Betænkning 02.06.2022).

Der er stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig? Det gør fru Ellen Trane Nørby fra Venstre.

Tak for det, fru formand. Det lovforslag, som vi behandler i dag, handler jo om tvangsfordeling af unge mennesker på baggrund af deres forældres indkomst. Her tidligere i dag har vi set en lang række unge mennesker stå nede på Slotspladsen og netop demonstrere mod det her lovforslag og for det borgerforslag, vi skal behandle senere. De vil anerkendes som de unge mennesker, de er, for de drømme, de har for livet, og for de ønsker, de har til, hvilken uddannelsesinstitution de skal gå på. De vil ikke være brikker i en algoritme, hvor man tvangsfordeler dem, på baggrund af hvad deres forældre tjener, fordelt i kategorierne lidt, midtimellem og for meget.

Men ud over den tvangsfordelingsmodel, der handler om de store byer, indbefatter det her lovforslag også hele den del, der handler om vores gymnasier i landområderne. Det er en del, som der har været bred enighed om i Folketinget gennem meget lang tid – hvordan vi kan sikre, at vi har et Danmark i uddannelsesbalance, og hvordan vi kan sikre, at de små institutioner i en tid med meget dramatisk faldende elevtal også kan eksistere fremadrettet. Det er en del af lovforslaget, som jo i høj grad også har været underkastet mange forhandlinger, høringer og debatter, både i udvalget, men også med aktørerne på området. Det er en del af lovforslaget, som bygger på gode idéer, vil jeg sige, fra et bredt udsnit af Folketingets partier, fordi der netop har været en bred enighed om, at vi alle sammen har en forpligtigelse til at sikre de mindre institutioner i yderområderne.

Derfor har vi også fra Venstres side, Dansk Folkepartis side og Liberal Alliances side, bakket op af Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti, bedt om at få det her lovforslag delt op i to – delt op i to afstemninger, to dele, sådan at man kan stemme om delen omkring en tvangsfordelingsmodel i byområderne på baggrund af forældreindkomst for sig selv og vi samtidig også kan vise, at der stadig væk er et bredt flertal her i Folketinget, som støtter den model, som er blevet til i enighed, og som i den grad handler om at sikre, at der er stabilitet omkring vores mindre institutioner rundtom i landet. Den del handler også om at sikre de unges frie valg, for hvis vi ikke sikrer, at der er institutioner rundtom i landet, er der heller ikke institutioner at vælge for rigtig mange unge, og derfor handler det her lovforslag jo om at sikre frit valg i landdistrikterne, men det handler også om, hvis det stod til Venstre, at man tager forældreindkomstdelen ud af bytvangsfordelingsmodellen, så vi netop også kan sikre frit valg for de unge i byområderne.

Vi håber på, at Radikale Venstre, SF, Socialdemokraterne, Enhedslisten og de øvrige, der i betænkningen har meddelt, at man ikke vil dele lovforslaget op, er kommet på bedre tanker hen over weekenden. Vi har jo i hvert fald kunnet høre, at statsministeren har sagt, at det er godt med bredt samarbejde, og at man gerne vil række hånden ud, men alligevel kan vi se, at der er et flertal af den socialdemokratiske regering og de røde partier, der blokerer for, at man kan stemme om det her lovforslag i to dele – blokerer for, at man kan få lov til at stemme særskilt om det, der har været et bredt ønske i Folketinget gennem en lang årrække, nemlig at vi sender et stærkt signal til de små institutioner i yderområderne om, at vi alle sammen står bag ved dem. Det synes jeg er ærgerligt, og jeg synes egentlig, at det viser, at man hellere vil lave spin, end man vil sikre, at der kommer stabilitet omkring institutionerne i landdistrikterne. Ja, vi er uenige om bymodellen og den tvangsfordeling bygget på forældreindkomst, som et flertal ønsker, men der er ingen, der har ytret, at vi er uenige i den anden del, og derfor synes jeg, det er ærgerligt, at vi ser, at man blokerer for, at vi kan stemme ad to omgange.

Fra Venstres side ved vi dog også godt, at det ikke er nok at lave en elevfordelingsmodel, hvis vi skal sikre de små institutioner i yderområderne; så skal vi også sikre, at der er økonomi til, at de kan have kvalitet, og at de kan opretholde tilbud flere steder i landet, så vi får flere uddannelser tæt på de unge. Derfor har vi også helt fra starten af forhandlingerne sagt, at vi mente, at taxameterforhandlinger og elevfordelingsforhandlinger skulle forhandles under et, så vi netop kunne sikre økonomi til de små institutioner rundtom i landet. Vi har også et beslutningsforslag om det samme, og vi afsatte også, da vi sad i regering, VLAK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti, en reservationsbevilling på finansloven, sådan at man kunne gennemføre en taxameterreform, der bl.a. kunne sætte grundtilskuddet for de mindre institutioner markant op, så de havde et økonomisk grundlag, der er større end det, vi kender i dag.

I stedet for vælger man at bruge hen ved 200 mio. kr. på at lave et nyt it-system bygget på algoritmer til tvangsfordelingsdelen i stedet for at have brugt de penge i lovforslaget til at sikre de mindre institutioner. Det er en forkert prioritering, og den synes vi fra Venstres side at man også burde gøre op med, men det kan vi jo høre at Socialdemokraterne og det røde flertal ikke ønsker. Det er ærgerligt, men det, man kan håbe i dag, er dog, at der er en vilje til, at man kan dele lovforslaget op i to, sådan at vi kan stemme om de to dele hver for sig. Så det håber jeg på vi kan få ud af debatten i dag. Det tror jeg de unge mennesker, både dem i landdistrikterne og dem i byerne, ville sætte pris på – at vi ikke blander tingene sammen, men at man netop kan sikre både en ordentlig løsning for frit valg rundtom i landet og en ordentlig løsning for frit valg i byerne, hvor vi fra Venstres side bestemt ikke går ind for den tvangsfordeling, der er lagt op til i lovforslaget.

Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, og det er først hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det er jo ret åbenlyst, når man taler med sektoren – med undervisere, med skoler, med elever – at det fatamorgana, som Venstre taler så meget om, nemlig det fuldstændig frie valg, jo ikke findes i dag. Men det, der egentlig får mig til at tage ordet, er, at jeg vil høre, om Venstres ordfører kan bekræfte, at det, som Venstre kalder for tvangsfordeling, nemlig at ikke alle sammen nødvendigvis får deres førsteprioritet, er okay. Hvis man bor i de mindre byer, må man godt blive tvangsfordelt, men hvis man bor i de store byer, kan man ikke.

Hvad er det for en forskel i menneskesyn, som gør, at Venstre kalder det ene for tvangsfordeling og det andet for en nødvendig ting for at sikre gymnasierne?

Ordføreren.

Tvangsfordeling på baggrund af forældreindkomst er Venstre imod – det er vi i byerne, og det er vi på landet. Men hvis man kigger på det her lovforslag, er der ikke tale om forældreindkomst i landområderne – det fik vi nemlig forhandlet ud. Så dér, hvor skillelinjen går, er jo omkring de unge i byerne, altså om de skal tvangsfordeles på baggrund af forældreindkomst eller ej. Det siger vi nej til – men det indgår altså ikke i landdelen, og landdelen har der altid været en bred opbakning til i Folketinget. Men vi kan ikke få lov til at stemme særskilt om det, for det blokerer Socialdemokraterne for sammen med Radikale Venstre, sammen med SF, sammen med Enhedslisten og sammen med nogle af løsgængerne.

Vi har lige behandlet to lovforslag i dag, hvor vi har delt lovforslaget op – der havde man åbenbart ingen problemer. Så det handler jo ikke om vilje; det handler jo om, at man reelt set ønsker at blokere for, at man kan få en afstemning om henholdsvis de unges frie valg i byerne og de unges frie valg i landområderne.

Hr. Jens Joel.

Nej, det handler om, at ni ud af ti unge mennesker faktisk får opfyldt deres prioriteter. Vi tager udgangspunkt i de unges prioriteter, men vi har brug for elevfordeling – det har man i dag, og det vil man også have fremover. Det var i øvrigt, da fru Ellen Trane Nørby selv var undervisningsminister, at fru Ellen Trane Nørby krævede nye elevfordelingsregler.

Der er så nogle elevfordelingsregler, som bliver opfattet som tvang, og nogle, der ikke gør. Og der forstår jeg ikke, hvorfor dem i de mindre byer skal stilles ringere efter Venstres opfattelse af det frie valg end dem i de store byer, hvor der jo i parentes bemærket er ret stort sammenfald mellem forældrenes indkomst og deres bopæl.

Ordføreren.

Jamen jeg forstår godt, at den socialdemokratiske ordfører forsøger at tale udenom og forsøger at lave alt muligt spin, for det er jo en rigtig dårlig sag, at man ønsker at opdele de unge mennesker efter deres forældres indkomst og ikke på baggrund af deres frie uddannelsesvalg. Det er jo også derfor, Venstre ikke støtter den del af aftalen, som indgår i lovforslaget i dag.

Men forældreindkomsttvangsfordelingen indgår kun i lovforslagets del omkring de store byer. Den indgår ikke i landdelen, for det fik vi forhandlet ud ved de forhandlinger, der er i gang, og derfor synes vi også, det ville være på sin plads, at vi kunne få lov til at stemme om det her lovforslag i to dele, så vi netop kan stemme om det frie valg i såvel yderområderne som i byområderne, hvor vi ser anderledes på, hvordan de unge skal fordeles.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet. Værsgo.

Nu er forvirringen da total. Altså, hvis jeg forstår ordføreren ret, er elevfordeling i yderområder frihed, og elevfordeling i byområder er tvang. Kan ordføreren ikke godt selv høre, at det jo ikke hænger sammen? Måske er elevfordeling bare sund fornuft både i landområderne og i byerne.

Ordføreren.

Jeg tror, det er, fordi Socialdemokraterne har en rigtig dårlig sag, at man forsøger at tale udenom og dermed blande æbler og pærer sammen – for det er jo det, man gør fra Socialdemokraternes side. Der er jo ikke forældreindkomsttvangsfordeling lagt ned over landområderne i det lovforslag, vi behandler; det er jo kun lagt ned over byområderne. Og ligesom vi ønsker frit valg for eleverne i de store byer, ønsker vi sådan set også, at man har et frit valg i resten af landet. Det kræver, at vi også opretholder institutioner – at vi sikrer, at der er gymnasier at vælge imellem. Derfor er den her diskussion jo to helt forskellige ting. Og det oplevede jeg egentlig også at Socialdemokraterne var enige i, dengang vi forhandlede det, altså at der var én model for byområderne og én model for resten af landet, for der er tale om to helt forskellige løsninger.

Så vi går ind for frit valg til de unge over hele landet. Det er også derfor, vi ønsker det her lovforslag delt op, så vi kan sikre, at der er institutioner, de unge kan vælge frit imellem i landområderne, og at vi gør op med den tvangsfordelingsmodel efter forældreindkomst, som Socialdemokraterne og et flertal har lagt op til der skal være for byområderne.

Hr. Kasper Sand Kjær.

Ja, måske er mekanismerne forskellige, men logikken er jo den samme, nemlig at hvis vi bare giver det fuldstændig frit løb og ikke har elevfordelingsmekanismer, ender vi med, at gymnasier i yderområderne må lukke, og at vi i byerne vil se opdeling af vores gymnasier. Det er jo det, som elevfordeling har til formål at forhindre. Den sigter jo mod både at bevare gymnasier i yderområderne og have blandede gymnasier i byområderne, sådan at der er et reelt frit valg for eleverne. Det er jo sådan set det, elevfordelingen sikrer, nemlig at der er et reelt frit valg til at gå på et gymnasium, hvor man møder andre, der ikke ligner en selv, og hvor man ude i yderområderne kan gå på sit lokale gymnasium.

Ordføreren.

Jeg tror, den socialdemokratiske ordfører skulle læse det lovforslag, der er fremsat, om den model, som den socialdemokratiske regering har lavet, for tvangsfordelingen efter forældreindkomst gælder kun i fordelingszonerne og dermed i de store byer, som det ser ud; den gælder ikke i resten af landet. I resten af landet får vi et system, som mere eller mindre minder om det system, vi har i dag, altså et system, der har været bred politisk opbakning til. Det er også derfor, at vi er en række partier, der har bedt om at få lovforslaget delt op, så vi kan stemme om det, som alle er enige om, nemlig hvordan vi sikrer frit valg og bevarer de små institutioner, samtidig med at vi så kan være uenige om den del, der handler om tvangsfordeling på baggrund af forældreindkomst, som Socialdemokraterne ønsker at udsætte de unge for i byerne.

Den næste korte bemærkning er fra fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for at gå på talerstolen. Det er ellers et stykke tid siden, jeg har set ordføreren i den her sammenhæng, men vi sås jo dog under forhandlingerne om den her aftale. Jeg kender normalt ordføreren som en meget saglig og ordentlig politiker, og derfor undrer det mig lidt, at man har behov for at tale om tvangsfordeling, når det drejer sig om byerne, hvorimod det altså bare er fordeling og frit valg, når det drejer sig om landdistrikterne.

Men det, jeg ville spørge om, er: Siden hvornår har Venstre kategorisk afvist den fordelingsmodel, som ligger for byerne? Jeg læser et citat op her:

Vi afviser ingen initiativer på forhånd, for der er behov for at sikre, at vi får en bedre fordeling, så vi ikke får ghettogymnasier.

Det sagde ordføreren i 2019. Så siden hvornår har Venstre afvist den her model, og hvilken model ønsker Venstre så i stedet for?

Ordføreren.

Vi er ikke en del af en aftale, og det er vi ikke, fordi vi netop ikke mener, at en tvangsfordeling på baggrund af forældreindkomst er det rigtige grundlag. Hvis vi havde ment det, kunne vi jo være gået med i en aftale. Det gjorde vi som bekendt ikke for et år siden, for vi mener, vi aldrig kom i land i forhold til bymodellen. Til gengæld var vi enige om den del, der handlede om landmodellen.

Det er jo også derfor, det kan undre såre – for jeg kender også den radikale ordfører normalt som værende saglig – at Radikale Venstre i dag vil være ved at stemme imod og blokere for, at man kan dele et lovforslag op i to dele, så et bredt flertal af Folketingets partier kan stemme om den del, der handler om landgymnasierne, sikre stabilitet omkring dem, sende et klart signal om, at vi alle sammen står på mål for, at der skal være et uddannelsesudbud i hele landet. Og så kan vi diskutere delen om tvangsfordeling på baggrund af forældreindkomst i byerne. Så jeg håber også, at den radikale ordfører går herop, så vi kan få svar på, hvorfor Radikale Venstre blokerer for, at lovforslaget kan deles i to.

Fru Anne Sophie Callesen.

Jeg synes ikke rigtig, jeg fik svar. Jeg kan selvfølgelig glæde mig over, at Venstre nu brænder varmt for at redde udkantsgymnasierne, og det anerkender jeg bestemt også, og det skal vi også have fundet en model for i forhold til taxameteret. Men det er jo nyt for mig, at man pludselig ønsker at tage det her ansvar.

Men mit spørgsmål var egentlig: Siden hvornår har man kategorisk afvist den model, der ligger i forhold til byerne? Hvilke kriterier vil man egentlig ellers lægge ind? Og så er det også bare for at forstå – for jeg er enig i, at når vi redder gymnasier i udkanten, sørger vi jo for, at der også i fremtiden er et frit valg – hvorfor det er anderledes, end når vi redder gymnasier fra at lukke på Vestegnen. Er Vestegnens unge ikke lige så meget værd som de unge uden for byerne? Skal de ikke også have et lokalt gymnasium i fremtiden?

Ordføreren.

Det er jo ikke nyt, at Venstre ikke støtter en tvangsfordelingsmodel bygget på forældreindkomst. Det er derfor, vi ikke er en del af en aftale. Det synes jeg egentlig har været klart det seneste år. Jeg mener, at aftalen blev indgået, hvis jeg ikke husker helt forkert, den 6. juni, altså for 1 år og 1 dag siden, så at det skulle være nyt for den radikale ordfører, forstår jeg ikke. Til gengæld er der intet nyt i, at Venstre lagde rigtig meget energi i forhandlingerne, da vi var i regering, og da vi afsatte permanente reservationsbevillinger til at sikre et nyt taxametersystem og lavede et taxametereftersyn og et institutionseftersyn, fordi vi ønskede nogle løsninger. Men det her er den forkerte løsning.

Så er det fru Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvordan ordføreren kan sige, at det, at man fordeler på baggrund af afstand uden for de store byer, er frit valg for eleverne, og det, at man fordeler på baggrund af forældreindkomst i de store byer og derefter på baggrund af afstand, er tvangsfordeling og noget af det værste, der nogen sinde er sket. Hvad er forskellen? Det, der er uden for de store byer, er jo ikke frit valg. Det er jo også en fordeling.

Ordføreren.

Jeg synes, det er enormt udansk at fordele unge mennesker ikke på baggrund af deres frie uddannelsesvalg, men på baggrund af, hvilken økonomi deres forældre har. Det er også derfor, vi ikke er en del af aftalen fra Venstres side.

Men SF's ordfører begår jo den samme fejl, som Socialdemokraterne gør: Man blander æbler og pærer. Diskussionen om yderområderne handler jo ikke kun om fordeling; det handler om at sikre, at vi overhovedet har nogen institutioner. I nogle af de områder, hvor elevtallet falder med både 20 og 30 pct., er der behov for at sikre, at der overhovedet er en institution. Det sikres ikke kun med den her lovgivning, det sikres også, ved at der er vilje til at lave en taxameterreform, der reelt sikrer dem et højere grundtilskud, og sørge for, at de har nogle økonomiske rammevilkår. Det var der ikke vilje til, heller ikke i de forhandlinger. Det har vi fra Venstres side sagt fra starten er rigtig ærgerligt, for der skal også økonomi til at sikre de små institutioner.

Men det lovforslag, som vi beder om at få delt op i dag, forstår jeg ikke at SF blokerer for at vi kan dele op, sådan at vi kan vise, at vi har enighed om den del, der handler om at redde de mindre institutioner, men selvfølgelig – som det står klart af debatten – er uenige om, om de unge skal tvangsfordeles på baggrund af forældrenes indkomst.

Fru Astrid Carøe.

I forhold til taxameteret er vi jo helt enige, og der er vi jo så bare slet ikke i mål endnu og mangler at få de forhandlinger, som vi har råbt på længe. Men jeg er uenig med ordføreren, når ordføreren siger, at det er at blande æbler og pærer, for det, det handler om, er at sikre stabilitet, uanset om det er uden for de store byer eller inde i de store byer. Det handler om at sikre stabilitet. Og jeg forstår ikke, at man vil holde hånden under gymnasier uden for de store byer, men ikke gymnasier, som Vestegnens unge skal gå på. Det er jo det, vi gør med den her aftale.

Men for sidste gang vil jeg spørge: Kan ordføreren bare bekræfte, at man siger, at hvis man fordeler på baggrund af afstand og på baggrund af, hvor man bor, er det åbenbart frit valg, men hvis man fordeler på baggrund af forældreindkomst, er det tvangsfordeling? Er det virkelig rigtigt?

Ordføreren.

Fra Venstres side støtter vi ikke tvangsfordeling på baggrund af forældreindkomst. Vi ønsker at understøtte de unges frie valg. Det gør vi i byområderne, det gør vi i landområderne. Når det er to forskellige ting, vi taler om i dag, er det jo, fordi der er rigtig mange steder, hvor der er en reel risiko for, at det lokale gymnasium simpelt hen er nødt til at lukke, fordi der ikke er nok unge. Derfor handler det jo netop om at sikre deres frie valg og sikre, at der er en model, der holder hånden under de institutioner. Det er også derfor, jeg håber på, at SF vil lade være med at blokere for, at vi kan dele lovforslaget op, sådan at vi kan få en afstemning, hvor Folketingets partier kan stemme om de to dele hver for sig.

Næste korte bemærkning er til fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig gerne give ordføreren en chance for reelt at svare på det, min kollega fru Anne Sophie Callesen spurgte om: Hvilken bymodel ønsker Venstre rent faktisk at finde, når man nu anerkender den udfordring, man har i nogle af de store byer? Hvilken model ønsker Venstre så at anvende?

Ordføreren.

Vi ønsker en model, hvor de unge ikke tvangsfordeles på baggrund af forældrenes indkomst – hvor man ikke bruger flere hundrede millioner på at lave et algoritmebaseret system, som man ikke får reel indsigt i. Vi ønsker en model, hvor man også kigger på taxametersystemet, og det sagde vi faktisk, før de her forhandlinger gik i gang – at vi ikke tror på, at man kan lave det her isoleret fra taxameterforhandlingerne. For den her diskussion handler også om penge; det gør den, både når vi kigger på de institutioner i yderområderne, som har behov for et højere grundtilskud for overhovedet at kunne eksistere, men også når vi kigger på nogle af institutionerne i byområderne, der er udfordret. For hvis man skal lave en vending i forhold til nogle af de institutioner, som af forskellige årsager er blevet fravalgt, skal der også være økonomi til at lave den vending. Det har der desværre ikke været vilje til at finde, hverken fra Radikale Venstres side eller fra den socialdemokratiske regerings side.

Fru Katrine Robsøe.

Jeg ved ikke helt, om jeg synes, vi har fået svar på, hvilken model Venstre så ønsker for rent faktisk at rette op på de problemer. Jeg hører rigtig meget om, hvad Venstre ikke vil, og jeg synes sådan set, at man skylder at komme med et svar på, hvad Venstre gerne vil, når man står og taler så meget om det her.

Så vil jeg egentlig godt lige følge op på det, fru Astrid Carøe spurgte om: Er det korrekt forstået, at Venstre gerne vil tvangsfordele, når det kommer til afstand til gymnasierne?

Ordføreren.

Vi ønsker ikke at tvangsfordele ud fra forældreindkomst – det ønsker vi hverken i byområderne eller i landområderne. Og det er jo det, den her diskussion handler om. Det er ikke nyt, at der er et afstandskriterium eller et tidskriterium. Det er ikke nyt – det har hele tiden ligget i de modeller, der har været. Det, der er nyt, er, at Radikale Venstre sammen med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og en række andre partier går ind for, at man laver en tvangsfordelingsmodel på baggrund af forældreindkomst. Det er det nye, og det er vi imod.

Den næste korte bemærkning er til fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Hvad vil Venstre fordele eleverne i byerne efter?

Ordføreren.

Det er jo ikke den diskussion, vi har her i Folketingssalen. Vi har deltaget i de forhandlinger, og vi er også kommet med nogle forskellige modeller for, hvad det var, man kunne kigge på, og det har der ikke været noget ønske om at se på. I stedet for har man insisteret på, at man skulle lave en tvangsfordeling ud fra forældreindkomsten, og det er jo også baggrunden for, at Venstre ikke er en del af den aftale, der er lavet.

Når vi i dag beder om at få delt det her lovforslag op – og det er jo det, som debatten i dag handler om, kan man sige – så er det jo, fordi den tvangsfordelingsmodel, der ligger i byerne på baggrund af forældreindkomst, ikke ligger på landområderne. Der blev det forhandlet ud. Derfor synes vi, det ville være på sin plads, at også Radikale Venstre ville lade være med at blokere for, at Folketinget kan stemme om det her lovforslag i to dele, sådan at det brede flertal af Folketingets partier, der hele tiden har stået bag, at vi sikrede en model, der også reddede de mindre institutioner, kan få lov til at stemme for den del, uden at man skal stemme for delen om, at forældreindkomsten skal være det, som eleverne skal tvangsfordeles ud fra.

Fru Lotte Rod.

Jo, jeg har det faktisk det ønske. Jeg ville da ønske, at vi kunne lave det sammen og vil derfor bare igen spørge: Hvad er det for en model, Venstre ønsker at fordele eleverne efter i byerne? Er det efter karakterer? Eller hvad er det, Venstre vil bruge til at fordele eleverne?

Ordføreren.

Jamen den diskussion kunne man jo have taget, hvis man havde haft viljen til det. Det oplever vi ikke rigtig der har været. Altså, det er jo et ønske om at lægge en tvangsfordelingsmodel bygget på forældreindkomst nedover. Det er jo også det, der indgår i lovforslaget, og det er det, vi skal stemme om i dag og på torsdag. Det er ikke andre modeller. Så det er jo derfor, vi klart siger, at den del kommer vi til at rulle tilbage.

Det ændrer ikke på, at der er nogle steder, hvor der er udfordringer omkring en polarisering i forhold til etnicitet og andet. Det sagde vi, da vi sad i regering, og det har vi sagt efterfølgende, men det her er den forkerte model, og den kommer vi til at rulle tilbage, hvis vi har et flertal efter det næste valg. Det synes vi at de unge fortjener.

Den næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg vil gerne følge op, hvor fru Lotte Rod slap, for det undrer mig lidt, at man nu siger, at den diskussion kunne have været relevant, men at der ikke har været lejlighed til at tage den. Der har jo været en længere årrække, hvor man selv har haft mulighed for at komme med nogle bud, og lad mig citere fra et svar, som fru Ellen Trane Nørby som undervisningsminister gav til Børne- og Undervisningsudvalget i september 2016:

»Vi skal forhindre ghettogymnasier, og det kræver bl.a., at fordelingsudvalgene lokalt forpligtes på at sikre en anden fordeling end i dag, herunder får redskaberne til det.«

Hvad er det så for nogle redskaber? Og hvad er det, der gør, at man bliver ved med at bruge den tvangsretorik, når det nu er tydeligt for alle, at der allerede i dag er ni ud af ti, der kommer på det gymnasium, de ønsker, og når der også i fremtiden vil være ni ud af ti, der gør det? Derfor er der jo hverken mere eller mindre tvang i det, der er lagt frem her.

Ordføreren.

Der er i den grad mere tvang i det lovforslag, der skal stemmes om i dag. Det er en tvangsfordelingsmodel i de store byer, hvor de unge fremover i høj grad bliver fordelt på baggrund af deres forældres indkomst og ikke på baggrund af deres uddannelsesvalg. Det er udansk, og det er et brud med de traditioner, vi har på uddannelsesområdet. Det er sådan set hele den diskussion, vi har, og vi behøvede jo ikke at have den her diskussion, hvis Socialdemokraterne havde indtaget et nyt synspunkt hen over weekenden. Men det er jo, fordi Socialdemokraterne sammen med de røde partier insisterer på, at der skal ske en tvangsfordeling på baggrund af forældreindkomst.

Hvilke redskaber stillede vi til rådighed i 2016? Det tror jeg godt at spørgeren ved. Vi lavede først nogle midlertidige muligheder for kapacitetsregulering. De bliver permanentgjort i det lovforslag, som vi også behandler. Vi gav mulighed for, at man kunne bruge KUO-modellen i bl.a. Aarhus, og der var forskellige andre redskaber, som i høj grad på nogle punkter har hevet tingene i en mere stabil retning. Derfor er det her jo også en diskussion, hvor vi fra start har sagt, at det her ikke kan løses, uden at man også er villig til at kigge på en taxameterforhandling – en taxameterforhandling, der har været syltet og parkeret i de 3 år, Socialdemokratiet har siddet med regeringsmagten.

Hr. Rasmus Stoklund for den anden korte bemærkning.

Der må jeg minde fru Ellen Trane Nørby om, at det, der skete i 2016, og som var det væsentligste, var, at der kom en ny minister, og at den minister udskød forhandlingerne, og så skete der sådan set ikke rigtig mere. Nu har vi så forsøgt at tage fat på opgaven og forsøgt at løse den.

Jeg synes stadig væk ikke, at vi får noget svar på, hvorfor man med den retorik, der bliver lagt til grund, og med nogle af de svar, der er blevet givet i dag på nogle af de spørgsmål, der er blevet stillet af mine kollegaer, gerne vil stemme for en aftale, hvor der bruges tvangsfordeling, når det gælder unge mennesker, der bor i landområder, mens det er fuldstændig utænkeligt, at man kan stemme for en aftale, der på samme måde regulerer, hvilket gymnasium en elev kan komme på, hvis det er et ungt menneske, der bor i et byområde.

Ordføreren.

Jamen vi støtter fra Venstres side ikke tvangsfordeling på baggrund af forældreindkomst. Det gælder i byerne, og det gælder på landet. Men i det lovforslag, vi behandler i dag, indgår det ikke som et kriterium i landområderne. Det fik vi nemlig forhandlet ud. Men det indgår i byerne, for det har Socialdemokraterne sammen med et flertal af partierne insisteret på det skulle. Det synes vi er udansk, og vi synes, det er den forkerte måde. Derfor ønsker vi et frit valg for de unge på uddannelsesområdet, også i byområderne. Derfor håber vi på, at vi kan få en afstemning om de to dele enkeltvis. For der er meget stor forskel på de to modeller, vi behandler i dag.

Den næste korte bemærkning er til hr. Karsten Filsø, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil lige komme med et eksempel. Når jeg ikke sidder her, er jeg kommunalpolitiker i Holstebro, og jeg sidder som bestyrelsesmedlem på Holstebro Gymnasium. Vi har elever fra hele vores kommune. Fremover vil elever fra vest skulle til Lemvig Gymnasium, et glimrende gymnasium, men der er man nødlidende i forhold til elever. Man kommer inden 2030 til at mangle ca. 30 pct. De elever, der er i det område ude vestpå, hvor jeg bor, vil opleve tvang. De vil ikke kunne komme til Holstebro, som de tidligere har kunnet. Oppe i nord i Vinderup skal man til Struer, hvor kommer man til at mangle omkring 20 pct. Så det der med tvang synes jeg er svært at gradbøje. Der er i hvert fald nogle elever, der kommer til at opleve, at de bliver tvunget et sted hen.

Ordføreren.

Tak for det. Lemvig Gymnasium er et fremragende gymnasium. Jeg har selv haft fornøjelsen af at gå der som ung, og derfor kender jeg udmærket den geografi. Men det, vi taler om her, er der jo intet nyt i. Der er intet nyt i det. Det nye, der ligger i lovforslaget på det her område, er til gengæld, at vi sikrer en minimumskapacitet på tre spor – noget, som vi bredt er enige om. Det er jo også derfor, at vi ønsker at få det her lovforslag opdelt i to, sådan at vi netop sikrer det, vi er enige om, nemlig at vi også skal bevare de små institutioner rundt i landet, så der er et frit valg. For der er ikke noget frit valg for de unge i Thyborøn eller Harboøre, hvis Lemvig Gymnasium lukker og der ikke længere er et lokalt gymnasium. Så er der ikke den mulighed for at vælge en institution tæt på.

Derfor er den model, vi taler om i forhold til landdistrikterne, en helt anden end den tvangsfordeling i byerne, som Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og nogle af løsgængerne ønsker at lave på baggrund af de unges forældres indkomst. Det er ikke på baggrund af det frie valg og de unges ønsker, men altså på baggrund af deres forældres indkomst, og den del støtter vi ikke. Men den anden del bakker vi op om, og det håber vi på at vi kan få lov til at stemme for.

Tak. Så er det den anden korte bemærkning til hr. Karsten Filsø.

Tak. Jeg synes, fru Ellen Trane Nørby gradbøjer det frie valg og tvang. Der er ingen tvivl om, at de unge oplever tvang. Man kan få en glimrende gymnasieuddannelse i Lemvig, og det kan man også få i Struer og i Holstebro, men hvis ikke man selv kan vælge, hvor man går henne, er det da tvang.

Ordføreren.

Vi ønsker frit valg for de unge i hele landet. Det er jo sådan set også derfor, at vi, alle partier i enighed, i forhandlingerne har kigget på det, i forhold til at der skulle forskellige modeller til. For i forhold til yderområderne er diskussionen jo ikke, om det er det ene eller det andet, men om der overhovedet er en institution. Derfor handler den del omkring landdistrikterne i det her lovforslag jo i høj grad om overhovedet at sikre, at der er institutioner, som de unge kan vælge imellem, altså at de unge overhovedet har et frit valg til at kunne vælge en lokal institution. Det, der er blevet foreslået med hensyn til byerne, er en tvangsfordeling ud fra forældreindkomst.

Den næste korte bemærkning er til fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren. Nu taler vi meget om en model og en tvangsfordeling ud fra forældreindkomst, som vi jo er stærkt imod. Men man kan også høre, at det, der virkelig er væsentligt, er de unges trivsel, og nu har vi jo fået mange bekymrende mails fra mange institutioner og borgere om, at de er alvorligt bekymrede for de unges trivsel.

Kan ordføreren bekræfte, at det er rigtigt, at man ikke kan skifte gymnasium, hvis man ikke trives på det gymnasium, man går på, hvis grunden er, at det er et gymnasium, man er blevet tvangsfordelt hen til?

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig korrekt, som den konservative ordfører siger, at der er en massiv bekymring både fra de unges egen side og fra forældrenes side i forhold til, at den tvangsfordeling, der nu lægges op til, også vil medføre en dyb mistrivsel, og det er jo også derfor, vi har stillet et ændringsforslag, som tager den del af forslaget ud. Men det, der skal stemmes om i første omgang, er jo i det hele taget, om vi kan få delt lovforslaget op, og så er jeg og ordføreren sådan set enige om den anden del.

Fru Katarina Ammitzbøll.

Den anden del var jo så, at SF her siger, at vi ikke tager ansvar for de gymnasier ude på Vestegnen, men netop Vestskovens Gymnasium og Høje-Taastrup Gymnasium, som jeg har besøgt, har jo, som jeg forstår det, ikke lyst til at være en del af det her, og de har faktisk fået lavet nogle stærke gymnasier, særlig Vestskovens Gymnasium, og klaret tingene selv.

Har man undersøgt de muligheder nok, sådan som det står nu? Nu har jeg her på det seneste ikke været ordfører inden for det her område, og det kan være, at ordføreren lige kan hjælpe med at uddybe det her fra talerstolen. Tak.

Ordføreren.

Fra Venstres side ønsker vi jo ligesom Det Konservative Folkeparti og også de øvrige blå partier, at man ikke laver en tvangsfordelingsmodel på baggrund af forældreindkomst, men at man bevarer de unges frie valg, og det er der heldigvis også en række af institutionerne der støtter. Der er også en række af særlig de erhvervsgymnasiale uddannelsesinstitutioner, hvor elevorganisationerne støtter det, og de er meget bekymrede, og der er også et borgerforslag, som vi skal behandle senere i dag, som i den grad støtter op om det. Dermed håber jeg jo også på, at vi i dag både kan sende et signal om, at vi er nogle, der gerne vil det frie valg, men at vi også kan få delt lovforslaget op.

Den næste korte bemærkning er til fru Maria Gudme, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg ønsker lige at følge op på det, som ordføreren lige svarede på, om, at det ikke er muligt at skifte, hvis man oplever mistrivsel der, hvor man går. Vil ordføreren lige en gang for alle svare på, om det er rigtigt? For mig bekendt er det ikke korrekt, at der ikke er mulighed for at skifte, hvis man oplever mistrivsel.

Ordføreren.

Det er en diskussion om, hvorvidt rektor skal godkende det eller ej, og det er jo en del af den diskussion, der ligger i ændringsforslagene. Men det understreger sådan set bare hele pointen, altså om man har respekt for de unge. Tror man på, at de unge selv kan vælge på egne vegne? Tror vi på, at det frie gymnasievalg er vigtigt også i forhold til at skabe dannede og selvtillidsfyldte unge mennesker? Eller tror vi på, at vi skal have en tvangsfordelingsmodel bygget på forældrenes indkomst? Altså, vi tror på det frie valg og på de unge selv og vil gerne vise dem tillid, og vi synes, den her model er forkert.

Fru Maria Gudme.

Personligt må jeg sige, at jeg helt klart tror på, at det netop er respekt for de unge at gå op i, at alle har mulighed for at gå på det gymnasie, de gerne vil, uanset social baggrund. For det er netop det, modellen kan være med til at sikre at man har mulighed for, også i de store byer, og at man ikke bliver presset til at gå på et andet gymnasie end det, man vil. Men lige her blandes diskussionen omkring mistrivsel og det her med modellen sammen, og jeg hører det sådan, at der bliver bekræftet, at det ikke er korrekt, at man ikke har mulighed for at skifte gymnasie, hvis man er udsat for mistrivsel.

Tak. Ordføreren.

Det vil rektor skulle godkende, som der også blev svaret, og hvis man læser de diskussioner, der har været i forbindelse med lovforslaget, så er det noget af det, der er til diskussion. Men nej, jeg mener ikke, det er respekt for de unge mennesker at lave en tvangsfordeling på baggrund af deres forældres indkomst, og det er jo netop det, der er problemet med det her lovforslag, altså at de unge ikke kan være sikre på at komme på det gymnasium, som de brænder for. De kan ikke være sikre på, at de netop kan bryde ud af deres sociale baggrund, fordi det vil være deres forældres indkomst, der binder dem til, om de kan eller de ikke kan. Derfor er der for mange tilfældigheder i det her, og det bryder fundamentalt med det frie valg for eleverne, og derfor er vi imod.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren.

Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet, og vi går til afstemning.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 1 af et mindretal (V, DF og LA), tiltrådt af et mindretal (KF og NB), om, at lovforslaget deles i to lovforslag, og der kan stemmes.

Afstemningen afsluttes.

For stemte 41 (V, KF, DF, NB, LA, Bent Bøgsted (UFG) og Karina Adsbøl (UFG)), imod stemte 55 (S, SF, RV, EL, FG og ALT), hverken for eller imod stemte 0.

Delingen af lovforslaget er forkastet.

Herefter er ændringsforslag nr. 2-31 til det delte lovforslag bortfaldet.

Der stemmes derefter om ændringsforslag til det udelte lovforslag.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 32-45, tiltrådt af et flertal (S, SF, RV, EL, DF, NB, LA og Marie Krarup (UFG))?

De er vedtaget.

Der er stillet forslag om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Så er der ikke flere afstemninger, og inden vi går videre til det næste punkt, kan de medlemmer, der ikke ønsker at deltage i debatten ved det næste punkt, forlade salen i ro og mag.