Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af lovforslag nr. L 157:

Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser og lov om de gymnasiale uddannelser. (Kapacitetsfastsættelse og elevfordeling på de gymnasiale ungdomsuddannelser).

Af børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil).

(Fremsættelse 31.03.2022).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. I dag behandler vi jo et vigtigt lovforslag – et lovforslag, der handler om, at der skal være gymnasier og ungdomsuddannelser i hele landet, også i de tyndere befolkede områder. Det er et lovforslag, der handler om, at vi skal have blandede gymnasier. Det er et lovforslag, der har været efterspurgt af gymnasiernes foreninger, af elevernes organisationer, af rigtig mange lokale politikere, og det er et lovforslag, som jo i virkeligheden skal gøre op med nogle af de tendenser, vi har set, til polarisering, opsplitning, opdeling af vores land og vores ungdomsuddannelser.

Det er et problem, der er bredt anerkendt i Folketinget. Det var den daværende undervisningsminister fra Venstre, fru Ellen Trane Nørby, som i 2016 sagde, at nu skulle der gøres op med det, der blev kaldt ghettogymnasier. Og inden næste skoleår, måtte man forstå, ønskede Venstreregeringen at have løst problemet.

Det var så ikke løst i 2017, men heldigvis er der nu et politisk flertal, som har lavet en aftale, som betyder, at vi får gymnasier i bedre balance, med bedre elevfordeling, med fokus på, at man kan vælge gymnasier over hele byen eller i hele det område, man bor i. Altså, der skal være mere fokus på, at man kan komme længere væk og ikke kun kan vælge og være sikker på at få plads på det gymnasium, der er tættere på, og at der også skal være gymnasier de steder i landet, hvor der er faldende ungdomsårgange, hvor der er relativt få unge mennesker, og hvor det derfor kan have store konsekvenser, hvis nogen fra en ungdomsårgang forlader det.

Så jeg er glad for, at vi i et bredt flertal fra Dansk Folkeparti hen over regeringen og midten til Enhedslisten på den anden side i virkeligheden er gået sammen om at sige, at det er en kvalitet ved det danske skolevæsen, at man selvfølgelig kan ønske, hvor man gerne vil gå i skole, men det er også en kvalitet, at man sikrer, at vi mødes på tværs af forskellige religiøse, etniske, sociale baggrunde, og derfor har vi lavet et forslag til elevfordeling – eller til det, vi kalder den koordinerede tilmelding.

Det er, fordi det der med fordeling lyder, som om det er noget, der er fuldstændig afkoblet fra det, man ønsker. Og sandheden er i dag, at der ikke er frit valg – der er jo ikke frit optag. Jeg fik ikke selv det gymnasium, som jeg søgte ind på, men jeg fik en god gymnasietid alligevel. Det, der er problemet lige nu, er, at der er for mange steder, hvor man har gymnasier, som er totalt ude af balance, samtidig med at man jo faktisk har et system, hvor der ikke er frit valg, og hvor de populære gymnasier bliver fyldt, og hvor man så kun har en chance for at komme ind, hvis man bor tæt på.

Det er nogle af de ting, som vi skal have gjort op med, ud over at vi skal sikre, at der er et gymnasie dér, hvor man bor – et sted, man er tæt på – sådan at vi ikke får affolket og ikke får en situation, hvor de unge mennesker, der bor i de tyndere befolkede områder af vores land, ikke har mulighed for en ungdomsuddannelse.

Vi støtter naturligvis forslaget, og jeg vil se frem til debatten om det her. Jeg er sikker på – og jeg kan se i salen – at der er mange, der gerne vil stille spørgsmål til det her, så det vil jeg se frem til.

Det er helt korrekt set. Først er det hr. Morten Dahlin, Venstre.

Lad mig introducere ordføreren for Marcus. Marcus er 14 år gammel og går på Strandskolen i Greve Kommune. Når Marcus er færdig med folkeskolen, vil han gerne på det lokale Greve Gymnasium. Det er et gymnasium med en bred elevfordeling af personer med dansk baggrund, af personer med ikkevestlig baggrund, af folk, der har forældre, der tjener mange penge, og af folk, der har forældre, der ikke tjener så mange penge. Det er et godt blandet gymnasium.

Marcus er ikke rigmandssøn, han er ikke snobbet. Marcus har ikke noget imod at gå sammen med direktørdøtre og mekanikersønner. Men med det lovforslag, regeringen har fremsat her i dag, så falder Marcus' chance for at komme ind på det lokale gymnasium drastisk. Hans frie skolevalg bliver kraftigt beskåret – ikke baseret på noget, Marcus selv har gjort, men udelukkende baseret på, hvor meget Marcus' forældre tjener.

Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge: Hvorfor mener ordføreren, at Socialdemokratiet er bedre til at vælge skole for Marcus, end Marcus selv er?

Ordføreren.

Jamen der er ikke nogen, der er bedre til at vælge skole for nogen. Altså, det kunne jo også godt være, at Marcus gerne ville på Rysensteen Gymnasium, som ligger en halv time derfra, og som er inde i centrum. Det kan man nu. I den model, der blev foreslået af det ekspertudvalg, som bl.a. den daværende Venstreregering jo nedsatte, var et af forslagene, at man lavede distriktsgymnasier, så man var sikker på, at man kom på det nærmeste gymnasium, men man til gengæld også var sikker på, at man ikke havde noget valg overhovedet. Det er de diskussioner, vi har.

Hvis ikke Venstre mener, at vi faktisk skal have frit optag, så kan Venstre jo heller ikke anvise en model, hvor der er frit valg; medmindre det, man allerhelst vil, er at komme på det gymnasium, som man så i øvrigt skal være heldig nok til at bo lige ved siden af, sådan at man kan være sikker på, at man står forrest i køen.

Hr. Morten Dahlin.

Ordføreren kaster sig ud i nogle teoretiske betragtninger og nogle angreb på Venstre, men svarer sådan set ikke på spørgsmålet. Med det lovforslag, som ordføreren står her og forsvarer og kalder et vigtigt og godt lovforslag, bliver Marcus' frie valg beskåret. Marcus er ikke en fiktiv person; Marcus vil ikke på Rysensteen Gymnasium; Marcus er en rigtig person, der gerne vil på sit lokale gymnasium, som er et blandet gymnasium.

Hvorfor er det, at Socialdemokratiet mener, at Marcus' frie valg skal beskæres så kraftigt, som der lægges op til med det her lovforslag?

Ordføreren.

Altså, hvis Marcus vælger sit gymnasium, vil der jo stadig væk være størst sandsynlighed for, at det faktisk er det, han får. Marcus er ikke en fiktiv person, nej, men det scenarie, hr. Morten Dahlin stiller op, er faktisk et fiktivt scenarie, hvor man siger: Marcus vil ikke længere kunne komme på gymnasiet. Det er der ikke noget der tyder på at han ikke vil kunne. Det, der er vores pointe, er, at det jo ikke er alle, som har det ligesom Marcus, og det er egentlig okay. Det er faktisk derfor, vi har valgt at lave en model, som ikke opretter distrikter, og som ikke bestemmer, at man skal gå på det nærmeste gymnasium, men som giver de unge mennesker et frit valg.

Tak. Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Det, vi behandler i dag, er tvang – det er tvangsfordeling. Hvordan har ordføreren det egentlig med, at man med det her lovforslag efterlader regningen for årtiers forfejlede udlændingepolitik, som bl.a. ordførerens eget parti stod i spidsen for, direkte i teenageværelset? Hvordan har ordføreren det egentlig med det?

Ordføreren.

Jeg er dybt uenig i, at der er en regning for et eller andet. Jeg er til gengæld enig i, at vi har integrationsproblemer, at vi har gymnasier, som i dag er alt, alt for skævt sammensat. Vi har oplevet, at der har været tendenser – også selvforstærkende tendenser – sådan at når nogle gymnasier fik en for høj andel af en elevgruppe med en bestemt baggrund, blev det selvforstærkende; så kom der flere med samme baggrund, og så var der andre med en anden baggrund, som søgte væk derfra, og så får vi en polarisering, som bliver selvforstærkende.

Jeg er med på, at Nye Borgerliges politik i virkeligheden går ud på, at de her mennesker ikke skulle eksistere, men de findes jo, de bor her jo, det er jo en del af vores virkelighed. Derfor synes jeg faktisk, at det, der er vigtigt, er at sikre, at vi får integrationen til at fungere, at vi faktisk mødes på tværs, at vi faktisk undgår de parallelsamfundstendenser og de opdelinger, opsplitninger og etnisk dominerede gymnasier, som vi desværre har set nogle steder i de større byer.

Mette Thiesen.

Ja, vi vil have løst udlændingepolitikken fra bunden. Vi er nødt til at få ryddet op i det rod, som bl.a. ordførerens parti har været med til at skabe i Danmark. Men helt ærligt, hvad bilder ordføreren sig egentlig ind? Man efterlader regningen i teenageværelset.

Ordføreren.

Det kan være, det er, fordi jeg deltager for lidt i de der udlændingepolitiske debatter, men jeg har stadig væk ikke forstået, hvad det der med at løse det fra bunden betyder. Jeg synes faktisk, at vi nu tager fat på en diskussion af, hvordan vi undgår, at der er gymnasier, som bliver polariseret, hvordan vi undgår den selvforstærkende effekt, vi har set, hvordan vi undgår, at nogle af dem, der bor tæt på et gymnasie, ikke har nogen interesse i at komme på det gymnasie, fordi elevsammensætningen er blevet af en art, som man ikke kan se sig selv i, fordi ungdomskulturen er blevet en anden, og derfor søger man væk. Det er der da også en uheldig tendens i, som ordføreren så overhovedet ikke vil forholde sig til.

Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Regeringen bruger 197,5 mio. kr. på at omfordele elever over de næste 5 år. Hvordan kan Socialdemokratiet være med på at bruge så mange penge på at tvangsfordele elever? Havde de her penge ikke været bedre brugt på at hæve niveauet?

Ordføreren.

Jeg kan først og fremmest sige, at når man formulerer sig på den der måde, så lyder det jo, som om der skal betales en regning fra en vognmand, som kører ud og henter de unge og flytter dem et andet sted hen – altså udfører tvangsfordeling og bruger penge på det. Nej, det, vi bruger pengene på, er at investere i en gymnasiesektor i bedre balance – i øvrigt også en gymnasiesektor, som er i geografisk bedre balance, sådan at vi også har gymnasier i de tyndere befolkede områder.

Og ja, det er en vigtig investering i vores ungdomsuddannelser. Vi har, modsat det parti, som fru Brigitte Klintskov Jerkel repræsenterer, jo faktisk også gjort op med de nedskæringer, der har været år efter år på de gymnasiale uddannelser. Og sidste år hævede vi bidraget, sådan at vi fyldte hullet op efter de besparelser, som Det Konservative Folkeparti og Venstre stod i spidsen for. Og ja, det er gået ud over kvaliteten, og ja, der er en stor opgave, der skal løses. Men det undtager jo ikke os fra at løse den opgave, som den tidligere regering også identificerede, men som den intet gjorde for at løse.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel, værsgo.

Nu taler jeg med rigtig mange forældre, elever, unge og børn i Greve Kommune, som er rigtig bekymret for deres fremtid nu med det her lovforslag, som regeringen fremsætter. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordføreren: Hvad vil ordføreren sige til de borgere, forældre, børn og unge, som nu er meget bekymret for deres fremtid?

Ordføreren.

Jamen jeg taler også med børn og unge, og jeg har i øvrigt talt med forældre og unge i flere år, og det giver jo jævnligt diskussioner. I Aarhus har diskussionerne drejet sig om, at der var nogle gymnasier, man ikke ønskede at gå på, fordi de var kommet ud af balance. I Greve kan det så være, man spørger: Altså, bliver der en mindre chance for, at jeg kommer til at gå her? Og der må man jo tage en dialog om, hvad der er på S-togslinjen af andre gymnasier i nærheden. Jeg kørte selv på tværs af Odense for at komme på mit gymnasium; det ødelagde ikke min gymnasietid. Men selvfølgelig er der en diskussion, man skal tage, og vi skal da også tage den ærligt med folk i forhold til at berolige om, hvad det er, der foregår her.

Tak. Heidi Bank, Venstre, værsgo.

Tak for det. Det er jo dejligt, at ordføreren ikke selv har oplevet det som et problem at have transporttid, men det, der bliver lagt op til her, er jo meget lang transporttid, som nogle elever kan få. Det får de udelukkende, på grund af at regeringen åbenbart ser forældre med lave indkomster som dårlige forældre og forældre med store indkomster som gode forælder. Så kan ordføreren ikke se, at der er et problem her, i forhold til at de unge får mindre tid til alt det sjove tilværelsen, til studiearbejde, til at involvere sig i foreninger, fordi man pålægger dem ekstra transporttid?

Ordføreren.

Først og fremmest vil det jo stadig væk være sådan, at langt de fleste studerende ikke har lang transporttid. Altså, hvis man spørger ude i landet, tror jeg, man vil høre, at 20 minutter eller 25 minutter ikke er lang transporttid, men det kan jo være, at Venstre har en anden opfattelse af det. Det er én diskussion.

Så er der diskussionen om, hvorvidt nogle forældre er bedre. Det er jo notorisk forkert at sige, at det er Socialdemokratiets opfattelse. Det, vi siger, er, at uanset hvad for en pengepung man har i baglommen, er det sådan set en kvalitet, at man mødes på tværs af de forskellige baggrunde, fordi man kan lære af og om hinanden. Det at gå i gymnasiet handler selvfølgelig om at blive klædt på fagligt, men det handler jo også om at blive en del af et fællesskab, blive uddannet til det samfund, som man skal ud og være en del af, og det består nu engang af forskellige mennesker, og dem har man sådan set meget godt af at møde. Jeg tror også, at de fleste vil huske tilbage på skolekammerater, som er endt et andet sted i livet, end de selv er, med en forståelse for, hvad det er, de har været igennem.

Heidi Bank.

Men det er jo et fuldstændig misvisende billede i forhold til at sige, at vi ikke mødes på tværs, som det er i dag. Det gør vi i folkeskolen, det gør vi op gennem vores opvækst, og det gør vi i foreninger. Så når ordføreren kommer med det der billede af, at man laver et samfund, der ikke fungerer, hvis ikke man blander elever eller tvinger nogle af dem et andet sted hen end i nærheden af, hvor de bor, så er det jo simpelt hen vrøvl. Men jeg vil gerne lige gentage mit spørgsmål: Kan ordføreren ikke se, at der er et problem her, i forhold til at nogle elever kommer til at få meget lang transporttid? Herunder kan man sige, at det jo er det modsatte af, hvad vi vil i forhold til klima og den belastning, det er med til at give.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Fru Heidi Bank er valgt i Aarhus ligesom undertegnede. Hvis man siger, at der ikke er opsplitning, at vi mødes på tværs, og at der ikke er nogen udfordringer, vil jeg spørge: Har fru Heidi Bank diskuteret med nogen, hvad problemerne har været på Langkaer Gymnasium? Har fru Heidi Bank diskuteret med folk på Viby Gymnasium, som var bange for, at deres gymnasium tippede? Det er gode gymnasier, som i mange år har tilbudt deres unge mennesker en virkelig, virkelig god ungdomsuddannelse, og det synes jeg de skal kunne blive ved med. Men de har jo været fanget i en negativ spiral, som vi gerne vil hjælpe dem ud af.

Fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

For Socialdemokratiet er det helt åbenlyst vigtigt at få en sektor i balance. Det har ordføreren sagt flere gange fra talerstolen. Og der vælger man så at opfatte unge mennesker sådan som små brikker eller tal i et excelark, man kan rykke rundt på, indtil man har opnået den systemiske balance, som man nu engang synes er hensigtsmæssig set med sine ideologiske briller. Men virkeligheden er, at det jo er rigtige unge mennesker, man flytter rundt, som om de var brikker eller tal i et excelark. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren i forhold til det debatindlæg, som en række forskere havde i Politiken, hvor de skrev følgende: Der er risiko for, »at flere unge vil komme socialt til skade, føle sig mere ensomme, miste deres fodfæste med frafald som konsekvens«. Det var bl.a. professor Niels Egelund m.fl., der den 24. marts 2022 skrev det indlæg i Politiken. Er det vigtigere for Socialdemokratiet, at systemet er i balance, end at den enkelte unge får lov til at have et frit valg?

Ordføreren.

Det er selvfølgelig vigtigt, at de unge har det godt på gymnasiet. Og jeg læste også det indlæg i Politiken. Der var i øvrigt også et svar fra et gymnasium, som det her handler om, og som siger: Vi kan ikke se på vores unge mennesker, at de trives dårligere, selv om det ikke var deres førstevalg – de har fået et godt sted; vi har mindre frafald end nogle af de populære gymnasier. Så der er ikke den sammenhæng, som fru Mette Abildgaard ville sige. Men nej, jeg synes faktisk, at helheden er vigtig. Det er rigtigt. Det er jo også det, som elev- og studenterbevægelsen har kæmpet for. Når gymnasieeleverne har sagt, at de ønsker gymnasier i bedre balance, så er det jo, fordi de unge mennesker faktisk også kan se pointen i, at man ikke kan ende på et gymnasium, der er fuldstændig skævt, og derfor har de en interesse i, at kvaliteten og muligheden for rent faktisk at få en ordentlig undervisning skal være god på alle gymnasier, så der ikke er nogen, der trækker sorteper, og de andre vender ryggen til. Og det problem nægter ordføreren jo at diskutere, for der er jo ikke frit optag og derfor heller ikke fuldstændig frit valg, heller ikke i De Konservatives ønskeverden.

Mette Abildgaard, værsgo.

Svaret fra ordføreren understreger jo lige præcis holdningen om, at systemet ved bedst. Det kan godt være, at de unge mennesker kommer et andet sted hen, end de ønskede sig, men det viste sig jo at være en meget god beslutning for dem – systemet ved bedst! Kan ordføreren så svare mig på, hvorfor man har valgt at sætte et loft over kapaciteten på de private gymnasier? Det er jo den vildeste tilståelsessag, at man ved, at der vil være unge mennesker, der vil søge derhen, fordi systemet ønsker at tvangsplacere dem et andet sted. Hvorfor har man valgt at sætte et loft over kapaciteten på de private gymnasier, hvis ikke det netop er for at begrænse de unge menneskers frie valg?

Ordføreren.

Altså, den tilståelse, der er, er, at vi jo faktisk har en kollektiv interesse – og det er jo den, som ikke jeg, men også eleverne selv har fremført – i, at gymnasierne er i balance. Og nej, jeg opfatter det ikke som et overgreb, at vi har blandede gymnasier. Tværtimod synes jeg faktisk, at det problem, som Venstre og Konservative og andre partier nu her ikke vil løse, med de meget polariserede, skæve gymnasier, jo gør, at der er nogle unge mennesker, hvor man siger: Ja, det var så ærgerligt for jer, at I ikke lykkedes med det – og det, at de private gymnasier er holdt uden for det, er, fordi vi aftalte, at de skulle være upåvirket af den her aftale.

Tak. Så er det Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg var jo ved at falde ned af stolen, da ministeren – det er jo snart lang tid siden – kaldte os ind til møde og sagde, at vi, hvis vi nu kunne lave den her aftale med De Radikale, kunne give hinanden en håndsrækning, og så var man lidt ligeglad med forliget. De Konservative gik jo til sidst fra den her forhandling, og det gjorde vi, fordi det her er tvang.

Vi kan se på de seneste undersøgelser, der viser, hvor meget særlig unge piger mistrives, og vi kan tage Caroline, der nu bor lige herovre, i København. Hun har en række gymnasier rundtomkring, hvor der stort set er den samme indkomst. Hun trives ikke så godt, men nu tager hun skridtet til at gå i gymnasiet, hvor hun gerne vil gå med sine veninder. Men hun får ikke sit ønske opfyldt, og hun skal nu sendes langt væk, i hvert fald en time, og det kan være, at hun ryger til Greve. Hvordan tror du Carolines trivsel bliver? Bliver den bedre eller værre, og hvad er hendes mulighed for at flytte gymnasium på grund af mistrivsel?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Til det sidste først, altså det der med, at man kan flytte gymnasier, hvis man ikke trives: Der kan være faglige eller sociale grunde til, at man skal skifte gymnasier, og det er jo upåvirket, og det kan man jo stadig væk gøre, også i en anden situation. Men jeg er usikker på, hvad det er, fru Katarina Ammitzbøll mener der skal være kriteriet. Er det karakterer? Nu sagde du, at det var en, der var presset. Altså, er det karaktererne, man skal gå efter, når man fordeler eleverne, eller er det et frit optag, som De Konservative går ind for?

Så vil jeg i øvrigt lade det med, at der bliver refereret fra nogle forhandlinger, fare. Det tror jeg er sådan lidt uden for nummer at man gør i Folketingssalen, og jeg kan jo i øvrigt hverken be- eller afkræfte det, der blev sagt.

Katarina Ammitzbøll, værsgo.

Nu spurgte jeg, om man kunne flytte gymnasium på grund af mistrivsel, på grund af at man er kommet på et gymnasium, som man ikke har ønsket, og vi har stillet spørgsmål om det tidligere, og det, jeg erindrer fra det svar – men nu har jeg jo ikke været med i den seneste del af forhandlingerne – er, at det kunne man ikke. Det er op til rektoren, men så længe der ikke er en tilskyndelse til at sende elever videre, også hvis man mister et taxameter, så var sandsynligheden ret lille. Så jeg svarer stort set på det, som jeg egentlig gerne ville have haft at ordføreren svarede på.

Det andet spørgsmål, jeg har, var, hvorfor man ikke bare rykkede afstandskriterierne og så så på mobiliteten ...

Fru Katarina Ammitzbøll, vi bliver nødt til nogenlunde at overholde taletiderne.

Ordføreren, værsgo.

Men her er fru Katarina Ammitzbøll jo inde ved noget af det centrale. For noget af det, som vi også gør med den her aftale, er jo, at vi mindsker den konkurrence, der har været mellem gymnasierne. Og for at være helt ærlig har der været for lidt fokus på, hvad der gavnede eleverne, og for meget fokus på, hvordan man kunne få fyldt sine klasser op i det der skifte mellem gymnasierne. Derfor ville det jo være godt, hvis vi kom et sted hen, hvor det, der rent faktisk afgjorde, om man kunne skifte gymnasie, ikke var den økonomiske tilskyndelse hos gymnasiet, men derimod trivslen hos det unge menneske fagligt eller socialt, som det handler om.

Fru Britt Bager, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg studsede lidt over ordførerens tale. For ordføreren siger i sin tale: Det er en kvalitet, at man selvfølgelig kan gå i en skole der, hvor man ønsker.

Vil ordføreren bekræfte over for mig, om der er flere eller færre elever, der får opfyldt deres ønske med den her aftale?

Ordføreren.

Det, som jeg måske skulle have formuleret, er, at jeg faktisk synes, at det er en kvalitet, at det ønske, som man har, indgår i, hvor man kommer til at gå i skole, og sådan er det i dag. Der er ikke et frit valg, så det er ikke alle, der får opfyldt deres førsteprioritet, og sådan vil det heller ikke være fremadrettet. Og ja, de beregninger, der ligger til grund her, viser, at der vil være et lille fald i det antal, der får deres førsteprioritet. Til gengæld er der med den her model en garanti for, at man får en af dem, som man har valgt, hvor man i det nuværende system, hvor der er rigtig mange, der vælger et førstevalg og måske et andetvalg, risikerer, hvis det så ikke kan lade sig gøre, at ende på et gymnasium, som man slet ikke havde forestillet sig.

Så ja, det er delvis rigtigt, men det er jo også i en situation, hvor der ikke er et fuldstændigt frit valg i dag.

Fru Britt Bager.

Det er delvis rigtigt? Så bliver jeg simpelt hen nødt til at opfordre ordføreren til at læse det papir, som blev sendt ud i forbindelse med det her lovforslag i går. For det er ikke delvis rigtigt. Det er fuldstændig fløjtende forkert. Der vil være færre elever, der får deres ønske opfyldt. Der ligger en klar tabel med tal over, hvordan omfordelingen er, fra regeringen, og jeg kan sige til ordføreren, at det i Lyngby-Taarbæk Kommune vil betyde, at kun 87 pct. får deres ønske opfyldt, og i Gentofte (Formanden ​(Henrik Dam Kristensen): Tak!) er det kun 86 pct.

Tak for det. Så får vi et svar.

Men det var faktisk ikke et forsøg på at sige det modsatte af det. For jeg sagde, at ja, procenten falder så til 87 i forhold til førsteprioriteten. Det, der så er den modgående tendens, er, at man, når man vælger de fire, som man skal i den her model, så faktisk får en af dem, som man har peget på. I det nuværende system ved man, hvis man ikke får sin førsteprioritet og ikke har skrevet andet på, ikke noget om, hvor man ender henne. Vi ser lige nu ofte, at der er en relativt høj imødekommelse af førsteprioriteter, og at der så også er en ret stor strategisk søgning, fordi man søger det, som man tror man har en god chance for at komme ind på, fordi det ligger tæt på. Til gengæld (Formanden ​(Henrik Dam Kristensen): Tak!) er der rigtig mange af dem, der ikke får førsteprioriteten, som får femteprioriteten.

Så er det hr. Kim Valentin, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. For Venstre er det supervigtigt, at vi sikrer det enkelte menneske et frit valg. Det ligger sådan set til grund for alt, hvad vi arbejder for – det frie valg i dagligdagen. For de unge er det jo supervigtigt, at det frie valg indgår som en del af deres dagligdag. De har igennem en lang periode f.eks. været underlagt tvang, også i forhold til at gå hjemme under covid-19. Vi har set trivslen falde. Trivslen er også super vigtig for Venstre.

Er ordføreren enig i, at trivsel og frit valg er befordrende for unge menneskers valg af studier og det at blive på et studie? Kan vi være enige om det, og kan ordføreren bekræfte, at trivsel er vigtigt?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Trivsel er i sagens natur ekstremt vigtigt. Frit valg er også vigtigt. Det er derfor, at det frie valg også indgår i den nye model. Men jeg kan jo spørge Venstres ordfører, hr. Kim Valentin, om Venstre ønsker frit optag, eller om man kan bekræfte, at der heller ikke i dag – fordi der jo ikke er frit optag – er fuldstændig frit valg. Der er hensynet til, hvad man ønsker. Det vil der også være i den kommende model. Men der er ikke frit valg, hvis der er oversøgning på et populært gymnasium, som man godt kunne tænke sig.

Hr. Kim Valentin.

Hvis jeg lytter rigtigt til ordføreren, så siger ordføreren jo sådan set, at det her er et mindre frit valg, end det var tidligere. Og derfor må trivslen jo så også falde på en eller anden måde. Men lad mig spørge positivt i stedet for. Lad mig spørge: Okay, lad os gå ud fra, at trivslen bliver lidt mindre, og at det er det, som I ofrer med det her lovforslag. Hvad vil regeringen så gøre, hvad vil Socialdemokratiet så gøre for at øge trivslen, når man nu tager lidt væk her?

Ordføreren.

Men jeg anerkender ikke præmissen. Det er jo rigtigt, at det er et anderledes frit valg, fordi fordelingen bliver anderledes, men vi har faktisk valgt at insistere på, at man ikke skulle have hverken klynger eller distriktsmodeller. Og det er, fordi det skal være sådan, at man godt kan vælge, selv om man bor på Amager, at gå på et gymnasium inde i byen i København. Det skal stadig væk være en mulighed. I virkeligheden kan man også flytte ud af zonerne. Altså, man kan jo vælge over hele Sjælland, hvis det er det, man vil.

Så er det hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Det er måske ikke overraskende ikke et kritisk spørgsmål, jeg har tænkt mig at stille til ordføreren, men mere en art serviceoplysning, og det skyldes, at man jo, hvis man har fulgt debatten udefra, kunne få det indtryk, at hr. Jens Joel var ude på at gøre livet surt for unge mennesker i Greve. Nu har jeg prøvet at slå op, hvad afstanden er fra Strandskolen til henholdsvis Greve Gymnasium og Solrød Gymnasium, og den er til begge gymnasier ca. 5 km. Jeg betragter det som en serviceoplysning og et forsøg på at bidrage med nogle proportioner.

Ordføreren.

Så kan vi jo så sige, at det er en oplysning i debatten her. Det er jo rigtigt, at diskussionen om Greve fylder en hel del. Det er måske, fordi ordføreren for Venstre er fra området. Jeg ved ikke, om det er det, der er baggrunden.

Anne Honoré Østergaard, Venstre. Værsgo.

Nu har jeg siddet her og lyttet til den her noget lange debat, og jeg må indrømme, at jeg er blevet en lille smule forvirret over ordførerens mange svar. Jeg fangede dog på et tidspunkt, at ordføreren sagde, at der var for lidt fokus på, hvad der gavner de studerende. Det er jeg sådan set enig i. Men det får mig alligevel til at stille et spørgsmål, for jeg er blevet forvirret, og måske kan ordføreren hjælpe mig. Hvad er det primære formål med ungdomsuddannelserne ifølge ordføreren? Er det at dygtiggøre unge til videreuddannelse og job? Eller er det at pålægge unge et hovedansvar for at løse en fejlslagen integrationsindsats?

Ordføreren.

Okay, jeg tror, at det er svært at blive uenig om, at ungdomsuddannelserne først og fremmest skal klæde de unge fagligt på til det videre uddannelsesforløb – eller hvis ungdomsuddannelsen er en erhvervsuddannelse til det arbejdsliv, der følger efter. Det kan ligesom ikke være til diskussion. Når vi så alligevel også diskuterer det, at man lærer andet i gymnasiet end at læse og regne, er det jo, fordi man også bliver en del af et fællesskab, som rækker ud over skolen, og som man formodentlig også vil kunne lære noget af ved at møde hinanden på tværs af forskellige baggrunde. Men fru Anne Honoré Østergaard lader jo lidt, som om den opgave med at få rettet op på skævheden ikke findes, og der minder jeg bare om, at det var Venstres undervisningsminister, som i 2016 sagde: Problemet med ghettogymnasier og skæve gymnasier skal være løst næste skoleår. Det er stadig væk temmelig mange år siden, at det blev lovet. Så anerkender man ikke, at problemet findes – eller hvad?

Fru Anne Honoré Østergaard, værsgo.

Jeg er bare blevet lidt forvirret af alt det, ordføreren siger. Jeg kan også forstå, at ordføreren giver udtryk for, at der er nogle unge mennesker, der nu får 20-25 minutter til deres uddannelsessted. Det er det, der er risikoen. Vi taler jo om plus 1 time. Er ordføreren slet ikke nervøs for, at det her forslag gør, at der er flere, der falder fra, og flere, der kommer til at mistrives? Det er jeg da rent personligt.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at det kan være op til 1 time. Det, jeg sagde om 20 minutter, er, at det stadig væk er langt de fleste, der kommer i skole på noget kortere tid end 1 time. Jeg tror, at der i dag også vil være mange, som bruger 20-25 minutter på at komme i skole. I de tyndere befolkede områder er det jo som oftest længere. Jeg tror, at det, der er med de store byer, er, at man har en fornemmelse af, at tingene ligger så tæt, at man ligesom kan udvide sin horisont ved at sige, at man også kunne gå på et af de andre gymnasier, hvis der er et gymnasium, der har musik eller har et særligt fokus på skuespil eller et eller andet. Og det frie valg skal vi holde fast i.

Så er det fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren med hensyn til de her procentsatser. Jeg har fået oplyst, at førsteprioriteten fremadrettet vil blive 84 pct. mod i dag 90 pct., og det er jo et fald på 16 procentpoint i opfyldelsen af førsteprioriteten. Så kan ordføreren bekræfte, at man forventer, at 16 pct. færre vil få deres førsteprioritet opfyldt?

Ordføreren.

Det tror jeg ikke, og det tror jeg heller ikke fru Gitte Willumsen, som er uddannet skolelærer, vil gøre, når hun tjekker det efter. For fra 90 til 84 pct. er der vist kun 6 og ikke 16 pct.

Fru Gitte Willumsen.

Fair nok, jeg tog lige de 10 pct. ekstra med. Så ser tallene jo lidt pænere ud.

Men det, man har lavet med det her forslag, er jo, at man beder de unge mennesker om at opstille nogle flere ønsker. Nu skal de ikke komme med to ønsker, nu skal de komme med fire ønsker, og fordi man har lavet listen længere, kan man jo altid komme og sige: Jamen du fik jo dit ønske opfyldt. Det har jeg også været med til i min folkeskole for at få det til at gå op, når der skulle laves valgfag – så bad vi de unge mennesker om at vælge nogle flere. Det er jo den samme øvelse, man laver her – man beder dem bare om at vælge flere, for så kan man sige: Du fik jo dit ønske opfyldt. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren, værsgo.

Jeg vil sige to ting – eller i hvert fald to ting. Det er sådan i dag, at hvis man ikke bor tæt på eksempelvis Rysensteen Gymnasium, så vil der være rigtig mange, der ikke anfører det som førsteprioritet, selv om det måske reelt er deres førsteprioritet, for de ved godt, at der er mange, der gerne vil ind der, og derfor regner de ikke med, at de kan få det, og hvis man ikke får sin førsteprioritet i det nuværende system, ryger man bagest i køen til de andre, og det vil sige, at man så formodentlig heller ikke får sin andenprioritet.

Derfor er det både rigtigt og forkert. Når vi siger, at man skal pege på fire gymnasier, er det jo faktisk for at kunne tage hensyn til og inddrage de ønsker, der måtte være fra de unge mennesker.

Hr. Stén Knuth, Venstre.

Tak for det, og tak til ordføreren. Flere skal transporteres. Der er flere, der ikke får deres førstevalg, og derfor skal flere også transporteres. Det går ud over trivslen. Hvad er ordførerens og Socialdemokratiets holdning til, at flere skal transporteres, og at det går ud over trivslen?

Ordføreren.

Jeg er sikker på, at det går ud over trivslen, hvis man er på et gymnasium, som socialt og fagligt ikke fungerer og er ude af balance. Jeg er ikke sikker på, at det er transporttiden. Men jeg er enig i, at der er en del af trivslen, som handler om, at det er godt, hvis man har mulighed for at præge sit gymnasievalg. Det er jo derfor, at der også i den model, vi lægger op til, er et ønske om at opfylde det. Og apropos fru Gitte Willumsens statistikker før, så vil 84 pct. jo stadig væk være dem, der får deres førsteprioritet. Så jeg mener faktisk ikke, at man kan sige, at der er den der en til en-sammenhæng. Til gengæld tror jeg, at der er en ret klar sammenhæng i forhold til trivslen, hvis et gymnasium er kommet ud af balance socialt og fagligt og på andre måder, for så er der større risiko for, at de unge mennesker falder fra.

Hr. Stén Knuth, værsgo.

Tak, formand. Anerkender ordføreren ikke den analyse, der er lavet i Børne- og Undervisningsministeriet, hvor man netop peger på, at jo længere afstand, der er til et uddannelsessted, et gymnasium, jo større er også risikoen for, at eleverne falder fra? Anerkender ordføreren ikke den analyse?

Ordføreren.

Jo, men der er ligesom to diskussioner i det her. For det er jo klart nok, at hvis man skal rejse meget langt for at komme i skole, så vil risikoen for, at man ikke kan holde til det, at man ikke kan få dagligdagen til at hænge sammen, og at man falder fra, være større. Men det, vi rigtig meget diskuterer i dag, er faktisk ikke den problemstilling. Altså, lige nu opfylder vi jo med aftalen i dag og det lovforslag, vi diskuterer, faktisk et ønske om at fastholde gymnasier tæt på de unge i de tyndere befolkede områder for at undgå de der meget lange transporttider. Det, vi diskuterer i dag, er jo, at man flytter sig rundt langs S-togslinjerne og internt i de større byer, hvor det alt andet lige betyder lidt mindre med den fysiske afstand, fordi man er godt forbundet.

Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Hvis man har et gymnasium, hvor der er flere, der søger, end der er pladser til, så er den langsigtede løsning jo at udbygge gymnasierne. Altså, hvorfor ikke? Så kan man jo lukke pladser de steder, hvor der ikke er nok, der søger. Men den kortsigtede løsning er selvfølgelig, at man bliver nødt til at afvise nogle, der søger det gymnasium.

Men anerkender hr. Jens Joel ikke, at der er forskel på at afvise nogle, fordi de bor længere væk fra gymnasiet end nogle andre, og så at busse elever rundt til alle mulige gymnasier, baseret på hvad deres forældre tjener? Altså, det ene er en praktisk løsning; det andet, som er det, der er i gang her, er jo renlivet ideologi.

Ordføreren.

Altså, der er selvfølgelig forskel på de to modeller – ikke i det, som hr. Ole Birk Olesen helt korrekt siger, nemlig at når der er en kapacitet, er man ligesom nødt til at finde ud af, hvad man stiller op med overansøgningen. Og der har vi jo gjort det sådan nu, at det ikke er afstanden, men derimod hensynet til den blandede elevsammensætning, som afgør det. Undskyld, jeg tabte faktisk tråden, i forhold til hvad hr. Ole Birk Olesen sagde. Undskyld.

Så giver vi lige hr. Ole Birk Olesen ordet igen. Værsgo, hr. Ole Birk Olesen.

Jamen jeg tror egentlig, jeg bare gerne vil have hr. Jens Joel til at sige det, som er rigtigt, nemlig at det lovforslag, vi behandler i dag, som handler om, at elever skal fordeles rundt på gymnasier baseret på deres forældres indkomst, er et meget, meget ideologisk socialdemokratisk lovforslag. Altså, det er ikke det pragmatiske Socialdemokrati, der er i gang her; det er det Socialdemokrati, som har hentet sin undervisningsminister hos Enhedslisten, og som er i gang med at gennemføre ideologi af den hårde skole fra den røde side af det danske Folketing.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Okay, det var nok meget godt, at jeg ikke vidste, det var der, vi skulle hen. Jeg tror, hr. Alex Ahrendtsen vil være lidt ked af, hvis det er sådan, den her aftale bliver udlagt. Jeg vil sige til hr. Ole Birk Olesen, at det, der er humlen, er jo, at det nuværende afstandskriterium er det, der gælder i dag, og er det, der har skabt de polariseringsproblemer og i øvrigt de ghettogymnasier, og hvad det ellers er blevet kaldt, som jeg faktisk tror at hr. Ole Birk Olesen også synes er et problem, der skal håndteres. Det bliver det jo ikke med den nuværende ordning.

Tak for det. Så er der simpelt hen ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren – og går videre i rækken til hr. Morten Dahlin, Venstre.

Tak for ordet, formand. Vi har et princip her i Danmark, når det kommer til uddannelse, et princip, der har været bred politisk enighed om i årevis: Det er ikke dine forældres pengepung, der skal afgøre, hvilken uddannelse du får.

Det er et sundt princip. Det har tjent Danmark godt og har været med til at skabe et land, hvor det ikke er ens økonomiske baggrund, der afgør, hvilken skole man skal gå på. Lige adgang til uddannelse betyder, at børnenes muligheder i livet ikke afhænger af forældrenes økonomi. Sådan står der sort på hvidt på Socialdemokratiets hjemmeside. Og hvis man læser den sætning, kan det jo undre, at det er en socialdemokratisk regering, der har fremsat det her lovforslag.

Jeg tror egentlig, at det er de færreste, der er klar over, hvilket system et flertal i Folketinget ønsker at indføre fra næste sommer. Så lad mig forklare det, så alle kan forstå det; lad mig skære igennem spin, tekniske forklaringer og floskler om direktører og mekanikere.

Hvis det her lovforslag bliver vedtaget, vil der fra næste sommer være skabt et system, hvor tusindvis af kommende gymnasieelever vil få beskåret deres frie skolevalg kraftigt – meget kraftigt endda. I stedet vil det være størrelsen på deres forældres løncheck, der afgør, hvor de må gå i skole. Ja, det er sandt. Den her lov vil medføre et stort bureaukratisk system, hvor eleverne bliver inddelt i bestemte kategorier, ud fra hvad deres forældre tjener, og så vil de blive tvangsfordelt rundt på bestemte gymnasier i de såkaldte fordelingszoner. Hvis ikke det var, fordi det var så gravalvorligt, så ville man nærmest tro, at det var en vittighed.

Tænk på de elever, der får besked på, at de nu ikke kan komme ind på deres lokale gymnasium, fordi deres forældre tjener et forkert beløb. Tænk på Sofie, der ikke må gå i skole med sine venner, fordi hendes mor tjener for lidt. Tænk på Lukas, der bor 500 m fra sit lokale gymnasium, men som bliver tvunget til at transportere sig forbi op til flere andre gymnasier for at komme hen til den skole, som regeringen har valgt til ham – kun fordi hans forældre tjener for meget.

Det her system er ikke bare principielt forkert – det kommer også til at få nogle lavpraktiske negative konsekvenser. Længere rejsetid kommer til at betyde færre fritidsaktiviteter og større frafald for de unge – og det i en periode, hvor vi ellers prøver at få flere til at dyrke motion og idræt. Mindre frit valg kommer til at betyde dårligere trivsel for de unge – og det i en periode, hvor flere og flere ellers kæmper med netop stigende mistrivsel. Og fjernelsen fra det trygge lokalmiljø kommer til at betyde et større frafald blandt netop de unge, vi så længe har kæmpet for at fastholde på vores ungdomsuddannelser.

Alt sammen, fordi regeringen har insisteret på at lave en løsning, der ikke er målrettet de steder med problemer, men i stedet har stået hårdt på at føre en form for gammeldags klassekamp, der ikke løser vores ghettoudfordringer. Det er den forkerte vej at gå. Og det afslører desværre et syn på ungdommen, som ligger meget, meget fjernt fra Venstres.

Vi ser ikke ungdommen som brikker, man kan rykke rundt på. Vi ser ikke ungdommen som statens ejendom, der bare skal indgå i realisering af det socialdemokratiske drømmesamfund – og da slet ikke den her generation af unge. Vi har en historisk ansvarlig ungdom. De drikker mindre end tidligere generationer; de slås mindre. Til gengæld stemmer de mere, og de uddanner sig bedre. Under coronakrisen tog de unge et kæmpe ansvar, og alligevel møder regeringen dem gang på gang med forbud, med tvang, med mistillid. Jeg synes, det er et meget uheldigt signal at sende til den danske ungdom – meget uheldigt.

I Venstre mener vi, at det er de unge selv – ikke statsministeren, ikke regeringen – der er bedst til at vælge, hvor de skal gå i skole. Vi vil derfor gerne kraftigt opfordre aftalepartierne til at genoverveje det her system. Det er ufrit, det er udansk, det er ugennemtænkt. Venstre kan ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det. Og tak til hr. Morten Dahlin for talen. Der er mange ting, man kan gribe fat i, men hvis vi nu skal prøve at fokusere på den udfordring, som Venstres egen undervisningsminister tog fat i, nemlig det, der i en artikel fra september 2016 blev kaldt »Ellen Trane vil gøre op med »ghettogymnasier« inden næste skoleår«, hvad er så Venstres løsning, som fru Ellen Trane Nørby og Venstre har puttet med siden 2016?

Ordføreren.

Jamen der er masser af ting, man kunne gøre, hvis man rent faktisk havde et ønske om at løse ghettoproblemerne og ikke førte socialistisk klassekamp om omfordeling. For det første kunne man have valgt at kombinere den her elevfordelingsaftale med en taxameterreform, for så kunne man have givet nogle af gymnasierne nogle muskler til at gøre sig mere attraktive. For det andet er der jo faktisk også elementer, vi bakker op om, f.eks. det med, at man kan stoppe optag på nogle bestemte skoler; det synes vi er et godt værktøj. Og for det tredje kunne man jo have gjort kapacitetsfastsættelse til et mere politisk spørgsmål, men det har man fra regeringens side nægtet at gøre, men hvis man gjorde det, kunne man jo udvide nogle af de populære gymnasier og derved sikre en mere bred elevfordeling, samtidig med at man bevarer det frie valg, men den sidste del nægtede regeringen jo desværre, for det her handlede ikke om at løse ghettoudfordringerne i Danmark. Det her handlede om at realisere det socialdemokratiske drømmesamfund og lave social ingeniør-kunst, hvor de unge bare er brikker, man kan rykke rundt på et spillebræt. Jeg synes, det er ærgerligt.

Jens Joel.

Altså, det er jo fuldstændig bizart at skulle høre, at de unge mennesker er brikker på et spillebræt i en situation, hvor 84 pct. af de unge mennesker forventes at få deres førsteprioritet – i øvrigt i et land, hvor man kan vælge den uddannelse, man ønsker efter folkeskolen. Hr. Morten Dahlin er lidt vævende i sit svar på, hvad man egentlig kunne have gjort, men er det, man skulle høre, at man kunne have lukket nogle gymnasier og så tvangsfordelt nogle af de elever fra de lukkede gymnasier på nogle af de andre gymnasier? Var det det, der var Venstres løsningsforslag?

Ordføreren, værsgo.

Jamen Socialdemokratiet behandler ungdommen som brikker i et brætspil, hvor man bliver rykket rundt, ikke efter hvad man selv har præsteret, men udelukkende baseret på, hvad ens forældre tjener. Altså, vi har et princip om, at det ikke skal være dine forældres lønindkomst, der afgør, hvor du må gå i skole, og det er desværre det system, man implementerer med det her. Jeg var overhovedet ikke vævende. Jeg gav tre meget konkrete svar på, hvordan Venstre synes man skulle løse det her, men vi har jo en grundlæggende politisk og ideologisk uenighed her. Vi går ind for det frie skolevalg, vi tror på det enkelte menneske, også de unge. Socialdemokratiet vil en anden vej.

Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti.

Tak for en god tale. Jeg synes, ordføreren virkelig tydeligt får italesat, hvad det her går ud på. Jeg vil gerne lige tage udgangspunkt i Greve Gymnasium. Der er en rektor dér, som har fået vendt udviklingen på gymnasiet. Der er en bred sammensætning af elever, både økonomisk, men også etnisk, hvis man kan nævne det her. Det er ligesom lykkedes i Greve. Hvad tror hr. Morten Dahlin er konsekvenserne for Greve Gymnasium i forhold til det her forslag?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror, man vil være ked af at høre, at man har fået vendt udviklingen på gymnasiet, for den har aldrig været dårlig. Man har sikret, at man ikke endte i en negativ spiral. Og man har jo faktisk på Greve Gymnasium et procenttal af ikkevestlige indvandrere, der ligger på 20, på trods af at det i kommunen kun er 13 pct. Det har man gjort ved at have en synlig ledelse, ved at have nogle dygtige medarbejdere og ved at have en tydelig strategi, f.eks. om, at man ikke accepterer, at der tales arabisk ude i krogene. Det, der vil være konsekvensen for Greve Gymnasium, er, at man risikerer, at det store arbejde, der er blevet lavet, falder på gulvet. Man risikerer at udvikle sig på en måde, så man ender i en negativ spiral. Og muligheden for, at de hundredvis af elever fra Greve, der ønsker at gå på deres lokale gymnasium, rent faktisk kan gøre det, bliver nu beskåret, og de elever skal nu transporteres rundt i helt op til en time til andre gymnasier, som ligger langt væk, og som de ikke har lyst til at gå på. Det synes jeg er en ærgerlig udvikling.

Katarina Ammitzbøll, værsgo.

Det lyder som en meget bekymrende udvikling, men man kan jo sige, at hvis 20 pct. af eleverne, som går der, har en anden etnisk baggrund, hvilket er et højere procenttal end det lokale, så er det måske en succes, i forhold til at det faktisk er lykkedes med integrationen i Greve. Der er også det her med zoner. Jeg kan forstå, der har været spørgsmål omkring det i forhold til Grevezonen. Og så er der Roskilde og Køge, som ikke er med i det her. Hvad ser man nu af implikationer? Hvor vil eleverne formentlig søge hen?

Ordføreren.

Tusind tak for det spørgsmål. Jeg deler hundrede procent spørgerens analyse af Greve Gymnasium som en succeshistorie, som man nu risikerer at smide på gulvet. Der blev jo også før spurgt ind til Solrød Gymnasium, som jo så ligger uden for den fordelingszone, Greve Gymnasium ligger i. Jeg tror ikke, spørgeren, der stillede spørgsmålet, var klar over det, men det ligger jo så uden for fordelingszonen. Så man kan godt søge ind på Solrød Gymnasium, men vi ved alle sammen godt, hvad der sker, hvis alle de elever fra Greve, som regeringen havde tænkt sig at tvangsfordele til Ishøj, Albertslund og Høje-Taastrup, søger mod Solrød. Mon ikke Solrød Gymnasium så bliver kapacitetsbegrænset, for ellers kommer den her plan jo ikke til at virke?

Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Nu undrer jeg mig jo lidt over den der serviceoplysning, der kom fra ordføreren for Socialdemokratiet. Så derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre noget. Nu er det jo sådan, at de elever, der bor i Greve Kommune, rent faktisk kan risikere at blive placeret på et gymnasie rigtig langt væk fra Greve Kommune. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren kan bekræfte, at det forholder sig sådan, som ordføreren for Socialdemokratiet var inde på, nemlig at der fra Karlslunde til Greve og Solrød Gymnasium er så og så langt, og at det ligesom er der, eleverne vil komme til at gå. For det er ikke sådan, det i virkeligheden forholder sig i min optik.

Ordføreren.

Jeg kan give den konservative spørger fuldstændig ret. Greve Gymnasium er ikke i fordelingszone med Solrød Gymnasium. Solrød Gymnasium er i det, man kalder en afstandszone, og derfor er de gymnasier, som elever fra Greve vil blive tvangsflyttet til, gymnasier i Ishøj, Høje-Taastrup og Vestskoven i Albertslund. Fra min egen adresse tager det med offentlig transport eksempelvis en time at komme til gymnasiet i Albertslund, så jeg kan fuldstændig bekræfte den udlægning, som den konservative spørger har.

Brigitte Klintskov Jerkel, værsgo.

Tak. Det er jo også sådan, at der i Greve Kommune ligger en by, som hedder Tune, og som har et meget, meget stærkt idrætsforeningsliv og engagerer mange af de unge mennesker i idrætten. Det er sådan, at mange af de elever går på et gymnasie i Roskilde, fordi det ligger lige op ad Tune, så de har ca. 15 minutter til deres gymnasium. Nu kan de rent faktisk risikere, at de med den her tvangsfordeling får en transporttid på halvanden time hver vej. Er ordføreren enig med mig i, at det er bekymrende, idet det kan gå ud over de unge menneskers muligheder for at deltage i idræt og have et fritidsjob, fordi de nu skal bruge deres tid på transport?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Ja, det er jeg fuldstændig enig med den konservative spørger i, og jeg undrede mig også over, at den socialdemokratiske ordfører før stod og negligerede det der med frafald i forhold til transporttid. Der ligger en rapport, som er lavet af undervisningsministerens embedsmænd – altså dem, undervisningsministeren står og taler med lige nu – som viser, at hver gang man øger afstanden til et gymnasium med 10 km, stiger frafaldet med 0,5 pct. Derfor laver man jo med åbne øjne en aftale her – det er undervisningsministerens egne embedsmænd, der har lavet rapporten – som kommer til at øge frafaldet på ungdomsuddannelserne. Det synes jeg ikke er en god idé.

Hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Det lyder jo som sådan et klassisk eksempel på, at der – når integrationsproblemerne skal løses og det begynder at gøre lidt ondt – desværre er mange, der falder fra. Men man kunne jo forstå før på hr. Morten Dahlin, at vi i dag nærmest har fuldstændig frit valg, og det passer jo ikke. Altså, der er jo ikke frit optag på danske gymnasier i dag; der er jo begrænsninger i dag. Så det der billede af, at vi går fra et scenarie, hvor alle kan gøre fuldstændig, som de har lyst til, til et andet scenarie, passer jo for det første ikke.

For det andet bruger hr. Morten Dahlin hele tiden sådan et billede, hvor han siger, at de unge mennesker er spillebrikker i sådan et socialdemokratisk brætspil. Hvordan hænger det så sammen med, at ungdommen netop har talt for den her model, som den socialdemokratiske regering nu har været med til at fremsætte som lovforslag? Når nu de unge selv har talt for modellen, hvordan kan det så være, at de skal omtales som spillebrikker?

Ordføreren.

Jeg bliver nødt til at sige, at det har ungdommen heller ikke. Ungdommen har ikke et eller andet talerør i Danmark, så fordi en eller anden venstreorienteret studenterorganisation synes, det er en god idé, så synes hele ungdommen det også. Altså, det tror jeg også godt at ordføreren ved.

Så må jeg bare sige, at vi jo har et system i dag med en ret høj grad af frit skolevalg, og nu vil man indføre en model med en mindre grad af frit skolevalg. Og man lægger et element ind, og det synes jeg faktisk man kommer meget behændigt uden om – jeg tror ikke engang, den socialdemokratiske ordfører nævnte det. Det parameter, som fremtidens gymnasieelever skal fordeles ud fra, er, hvor meget deres forældre tjener. Altså, man kommer til at dele unge mennesker op i tre kategorier baseret på, hvor meget deres forældre får i løn: højindkomst, mellemindkomst og lavindkomst. Så søger man ind på et gymnasium – hvert gymnasium får en kvote – og hvis kvoten er opbrugt for den kategori, ens forældres løn ligger i, bliver man tvangsfordelt på et andet gymnasium. Helt ærligt, er det virkelig kernesocialdemokratisk politik?

Hr. Rasmus Stoklund.

I Herlev ligger der et meget fint gymnasium. Grunden til, at jeg kommer ind på det nu, er, at ordføreren før mente, at transporttid er et stort problem. Jeg ved, at der i dag er rigtig mange unge i Herlev – som ellers er en meget blandet by, hvor vi bor sammen på kryds og tværs – som søger til bl.a. Ballerup for at gå i gymnasie i stedet for at tage hen på det gymnasie, der ligger lige rundt om hjørnet, og hvor man jo oplagt kunne gå, når nu man er en blandet by, hvor vi sådan set på kryds og tværs af sociale og etniske skel er rimelig repræsentativt repræsenteret.

Men derfor vil jeg bare høre, om ordføreren ikke kan bekræfte, at vi netop ville få nedbragt transporttiden med den her model, for så ville man få gymnasier, der afspejler befolkningen, kort fra der, hvor folk rent faktisk bor.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte. Jeg har ikke set nogen tal, der viser, at den her model fører til mindre transporttid, tværtimod. Og vi skal jo lige huske, at de unge i Herlevs frie valg jo også bliver begrænset. Altså, de unge i Herlev, der faktisk har lyst til at gå på gymnasiet i Ballerup, vil få mindre mulighed for det i fremtiden.

Så vil jeg bare vende tilbage til princippet, for det her er jo en principiel og ideologisk diskussion. Skal det være, hvor meget dine forældre får i løn, der afgør, hvor du går i skole, eller skal det være dit eget frie valg? Altså, vi synes det sidste. Socialdemokratiet synes desværre, selv om jeg prøver at overbevise dem om det modsatte, det første.

Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. I Nye Borgerlige har vi været imod tvangsfordeling helt fra starten af, og det er rigtig, rigtig godt se, at vi står forholdsvis samlet i den borgerlige opposition. Jeg vil bare gerne have Venstres ordfører til at bekræfte, at vi med et borgerligt flertal efter næste valg går benhårdt efter at få fjernet det her røde makværk af en gymnasieaftale.

Ordføreren.

Det kan jeg bekræfte – det vil være Venstres mål.

Fru Mette Thiesen.

Tak for det. Det vil jeg glæde mig til. I øvrigt ser vi også gerne, at man generelt forhandler en ny gymnasieaftale, hvor man reelt sikrer et frit valg og også gerne gør op med nogle af de uhensigtsmæssigheder, som er i det system, vi har i dag.

Ordføreren.

Det er modtaget. Og jeg vil håbe, at de forhandlinger kan starte efter næste valg, når der forhåbentlig er et blåt flertal.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og det betyder, at vi kan gå videre i rækken til fru Ina Strøjer-Schmidt, SF.

Tak for ordet. Vores ordfører på området er rigtig ærgerlig over, at han ikke selv kan være her i dag. Jeg vil i stedet holde hans tale.

I sommers landede vi aftalen om en ny elevfordeling på gymnasierne, og i SF er vi både glade og stolte over den, for det var afgørende, at vi fandt en ny model – en model, der holder hånden under de lukningstruede gymnasier og sørger for, at vores unge begår sig i mangfoldige miljøer, og en model, der samtidig sikrer uddannelser i hele landet, for kun på den måde kan vi give eleverne et reelt frit valg. Det lykkedes at lande en aftale, der kan netop det, og det er en kæmpe sejr.

Vi sikrer med aftalen, at det ikke længere handler om at have det laveste postnummer for at blive optaget på et gymnasium i København, og på den måde sikrer vi også, at vores unge ikke klumper sig sammen efter socioøkonomisk eller kulturel baggrund. Det er altså rigtig vigtigt, at vores unge er i miljøer, der afspejler vores samfund, og ikke kun får venner, der ligner dem selv. Med aftalen her sikrer vi de unges reelle frie valg, uanset hvor i landet de kommer fra, så de kan søge lige netop den studieretning, de ønsker, og lige netop det gymnasium, de drømmer om.

Samtidig støtter vi elevgrundlaget på de gymnasier, der på grund af det nuværende søgemønster er ekstra hårdt ramt. For den skæve fordeling har medført, at en række gymnasier har oplevet et markant fald i antallet af ansøgere, og det har skabt en dårlig spiral.

I sidste ende har det en enorm konsekvens for skolernes udbudsmuligheder og kan gøre dem lukningstruede, og det går ikke. Vores unge skal have mulighed for at uddanne sig i hele landet. Derfor var det afgørende for SF, at vi med aftalen netop sikrer elevgrundlaget, så de mest udfordrede skoler kan komme tilbage på rette kurs. Vi er rigtig glade for, at vi nu både får reduceret den konkurrence, der har været mellem gymnasierne, og afskaffet ventelisterne. For det har været skævvredet gymnasierne imellem og skabt dårlige miljøer på de mindre søgte gymnasier. Så SF tilslutter sig naturligvis forslaget.

Der er en kort bemærkning. Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Hvis nu vi lægger de socialistiske grunde til at ville tvangsfordele elever på baggrund af forældres indkomst til side og så bare ganske kort fokuserer på den enkelte elevs trivsel, anerkender SF's ordfører så, at en gymnasieelev, der f.eks. bor i Københavns Kommune, og som får at vide, at på grund af forældrenes indkomst skal vedkommende til Høje-Taastrup og gå i gymnasiet, har en forringet livskvalitet alt andet lige, i forhold til hvis eleven kunne få lov til at gå på et gymnasium i Københavns Kommune, hvor eleven bor?

Ordføreren.

Det er jo hypotetisk. Vi ved jo ikke – hverken jeg eller ordføreren ved, om eleven ville få det bedre af at gå på gymnasiet inde i byen med elever, der ligner vedkommende, eller om eleven faktisk ville få det godt af at være sammen med klassekammerater, der ikke ligner vedkommende. Det ved vi jo sådan set ikke noget om.

Ole Birk Olesen.

Åh, jo, det ved vi godt, og det ved vi ud fra det forhold, at eleven selv foretrækker at være inde i den by eller den kommune, når han eller hun skal gå på gymnasiet, som han eller hun bor i. Derfor bør vi tage det som udgangspunkt og sige: Det er nok det, som er bedst for vedkommende, for det er det, vedkommende selv vil.

Så kan vi lige få et ordentligt svar på spørgsmålet: Anerkender ordføreren, at den her reform vil mindske livskvaliteten hos en masse unge mennesker, som bliver tvunget til at gå på gymnasiet langt væk fra deres bopæl, fordi regeringen og SF har ideologiske mål?

Tak! Ordføreren, værsgo.

Jeg anerkender, at der er nogle elever, der ikke vil få deres førsteprioritet, men sådan er det også i dag.

Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Jeg troede faktisk, at Socialistisk Folkeparti var et parti, som kerede sig om unge menneskers trivsel, men det kan jeg så konstatere de ikke er. For man vedtager nu og her en aftale, som netop går diametralt imod det, som de unge mennesker selv ønsker. Det er faktisk en aftale, som gør, at hvis de oven i købet vil flytte gymnasium på grund af mistrivsel, er det også lederen af gymnasiet, der skal godkende, at de må flytte, fordi de trives dårligt. Hvad er det her for noget? Det må ordføreren altså komme med et svar på.

Ordføreren.

For det første tror jeg, at de fleste skoleledere vil gå med til at flytte eleven, hvis det er velbegrundet. For det andet tror jeg, at man, hvis man følger bare lidt med i politik, godt ved, at de unges trivsel er en dagsorden, der står meget højt på listen for SF. Men der er også andre sager, der står højt på SF's dagsorden, og det er f.eks., at vi ikke kun omgås dem, der minder om os mest, men også børn og unge fra andre sociale lag, fordi vi tror på, at det giver den bedste sammenhængskraft i vores samfund.

Fru Mette Thiesen.

Jeg ved godt, at Socialistisk Folkeparti er et socialistisk parti, som går ind for tvang, det er vi alle sammen bekendt med, men jeg er godt nok skuffet over, at man med åbne øjne går ind i en aftale, hvor man i den grad gambler med unge menneskers trivsel. Jeg er faktisk en lille smule chokeret.

Ordføreren.

Vi har jo altså også sagt, at vi må tage det løbende og se, om der er udfordringer, og så må vi selvfølgelig tilpasse det. Men sådan er det jo altid med ny politik. Vi kan ikke vide på forhånd helt konkret, hvordan det udarter.

Hr. Morten Dahlin, Venstre.

Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte i det spor om de unges trivsel. Vi oplever historisk høje tal, i forhold til hvor mange unge og særlig unge kvinder der mistrives. Jeg ved, det er en dagsorden, der har optaget SF. Ordføreren har lige nævnt, at det er en af SF's højeste prioriteringer. Derfor kunne jeg bare godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvilken effekt på unges trivsel mener SF det har, når man reducerer deres frie valg, og når man forlænger deres rejsetid til og fra deres uddannelsessted? Hvilken effekt regner SF med det vil have på unges trivsel? Vil den blive bedre, vil den blive dårligere, eller regner man med, at den vil være det samme?

Ordføreren.

Jeg tror ikke umiddelbart, at den bliver dårligere. Jeg tror, at vi skal sætte ind et helt andet sted. På gymnasierne skal vi kunne give bedre støtte til eleverne, hvis de trives dårligt, i forhold til hvor de kan gå hen, hvilken hjælp de kan få og kan få mere hjælp, end de får i dag. Jeg tror ikke, at det er den her reform, der kommer til at gøre, at de unge mistrives meget mere end i dag. Det tror jeg simpelt hen ikke på.

Morten Dahlin.

Men skulle vi ikke sætte ind, før de unge får brug for hjælp og støtte? SF's svar er nu, at når de får det dårligt, skal vi hjælpe dem. Vi ved jo, og det ved vi fra Undervisningsministeriets egne tal, at når man øger afstanden til et uddannelsessted med 10 km, stiger frafaldet med 0,5 pct. Siger det ikke ordføreren, at det er, fordi man ikke trives? Det er vel de færreste, der har det supergodt på deres skole, som dropper ud. Det gør man vel, fordi man ikke har det særlig godt dér, hvor man er. Får det ikke SF til at gøre sig nogle overvejelser om, hvorfor man vil stemme for et lovforslag, der kommer til at øge unges mistrivsel?

Ordføreren.

Vi tror som sagt ikke, at det får mistrivslen til at stige gevaldigt. Det er simpelt hen derfor, at vi godt kan se os i aftalen – plus at der er andre ting i den, såsom at vi holder hånden under andre gymnasier. Vi synes også, det er vigtigt, at man kan gå i gymnasiet i hele landet.

Fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Professor emeritus Niels Egelund siger, og jeg citerer: »Mistrivsel og rodløshed er alle elementer, som forskningsmæssigt er sat i forbindelse med tvangsflytning af unge.« Gør det så ikke indtryk på Socialistisk Folkeparti, når en professor går ud og siger det her?

Ordføreren.

Tvangsflyttes? Jo, men jeg tror godt, at man kan få et godt gymnasieforløb, hvis man ikke lige får sin førsteprioritet, men de fleste får jo en af deres prioriteter. Jeg tror også, det handler meget om, hvordan man starter gymnasieforløbet. Det er jo noget andet, hvis man bliver tvangsflyttet, mens man er i et forløb. Altså, det handler jo om, hvordan man får en god gymnasiestart, får en god vennegruppe i den klasse, man nu kommer til at gå i, som forhåbentlig er mangfoldig, hvilket er et af målene med den her reform.

Fru Gitte Willumsen, værsgo.

Tak. Det er jo virkelig interessant, at man ikke forholder sig til, hvad en professor udtaler sig om, og siger, at man tror en hel masse, når vi har noget videnskab, der siger noget andet. Altså, det er jo mageløst. Man siger så, at de vil få et af deres ønsker opfyldt, og de skal jo skrive fire ønsker på. Så er det jo alt andet lige også lettere at få sit ønske opfyldt, men man er jo kun sikret, at man ikke får en helt anden type ungdomsuddannelse. Det er jo den eneste forsikring, det giver. Medgiver SF ikke det?

Ordføreren.

Jo, men jeg må også sige, at jeg ikke er ordfører på det her område. Så hvis I har en masse spørgsmål, vil jeg bede jer om at rette dem til SF's ordfører efterfølgende. Jeg ville selvfølgelig gerne kunne svare i detaljer, men jeg er simpelt hen ikke ordfører på området. Jeg tror, I alle sammen kender til, at man en gang imellem tager en tale for en anden.

Fru Heidi Bank, Venstre.

Altså, den undskyldning tager vi selvfølgelig imod fra ordføreren. Vi undrer os måske bare over, at man går ind og laver lovgivning for landets kommende studenter og fordelingen af dem i hele landet, og at man så sender en afløser, der siger, at vi skal stille spørgsmål efterfølgende. Det synes jeg måske ikke er at tage de studerende og de familier seriøst. Så det undrer.

Jeg vil så alligevel tillade mig at stille et spørgsmål til ordføreren, og nu kan vi jo så forstå, at vi i forhold til holdningen omkring trivsel ikke kan få et ordentligt svar. Hvordan er det så i forhold til klima og i forhold til den lange transporttid, som mange, mange flere elever vil opleve, når de bliver tvangsflyttet til gymnasier længere væk? Der er jo tale om, at man kan få op til en times transport hver vej. Hvad har SF's ordfører eller afløser gjort sig af tanker i forhold til det?

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg tror, at alle her i salen, alle politikere, har prøvet, at der er nogen, der har skullet tage deres tale, fordi de skulle et eller andet eller de er blevet syge eller noget andet, og det tror jeg måske også ordføreren kommer til at opleve en dag og så måske bedre vil kunne forstå situationen omkring, at man ikke kan svare på alt.

I forhold til klima kan det være en pointe, men som sagt er der jo andre hensyn i den her aftale, som vi vægter højt. Så måske kommer det for kort – det kan være – men vi prioriterer, at man kommer til at gå i klasse med elever, der kommer fra forskellige baggrunde. Det er meget vigtigt for os, fordi vi tror, at det har en betydning for sammenhængskraften i vores samfund.

Heidi Bank.

Tak for det. Det var jo sådan set klar tale. Det, jeg så forstår, er, at SF prioriterer, at landets gymnasier skal løse udfordringen med en fejlslagen integration med den her aftale, og at klima og trivsel sådan set vejer mindre. Men tak for svaret.

Ordføreren.

Jeg har ikke flere bemærkninger.

Jamen så siger vi tak til ordføreren. Nej, undskyld, der er en kort bemærkning mere. Fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti, værsgo.

Tak for det. Jeg har også bedt om ordet for at stille ordføreren et principielt spørgsmål, som ikke nødvendigvis har noget med grundessensen i aftalen sådan ned i detaljen at gøre. Jeg vil bare godt spørge ind til det principielle i, at man tager unge mennesker, som har frihedsrettigheder i deres liv, som lever en selvstændig tilværelse, og så siger til dem, at det alligevel er deres forældres indkomst, der har indflydelse på, hvilke muligheder de har i livet. Du kan få at vide: Nej, du kan ikke komme ind på det gymnasium, som du ønsker dig, fordi dine forældres indkomst er for høj eller for lav eller for gennemsnitlig. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det principielle set med SF's øjne i, at unge menneskers valgmuligheder bliver reduceret af deres forældres indkomst.

Ordføreren.

Altså, vi ved jo, at det har en positiv effekt på de svage elever, når de kan spejle sig i nogle stærke elever, og det kan så have en konsekvens for de stærke elever. Men jeg anerkender bare heller ikke, at det har den negative konsekvens for de ressourcestærke elever eller elever, der kommer fra en økonomisk stærk baggrund, for jeg tror, at også de elever har godt af at omgås venner med en anden baggrund bare for at få en bedre forståelse af, hvordan vores samfund egentlig hænger sammen. Det får man jo ikke noget godt indblik i, hvis man aldrig møder nogen, der ikke ligner en selv.

Fru Mette Abildgaard.

Så SF's ordfører mener, at det er op til os politikere at definere, hvem det er sundt for en at omgås, og så må vi opstille et politisk system, der opfylder det politiske formål, at man skal omgås dem, det er sundt for en at omgås, og der må man så tage alle midler i brug, også forældrenes indkomst. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Ja, i det her eksempel er det. Altså, man er jo stadig væk ung og ikke voksen. Jeg tænker, at når man er voksen, kan man selv vælge, hvem man gerne vil omgås, og det kan man sådan set også i gymnasierne, men jeg mener bare, at det er vigtigt, at man, indtil man er voksen, har mødt børn og unge fra en anden baggrund – som almen dannelse, faktisk. Og jeg mener ikke, at det er en kæmpe ulempe for de ressourcestærke elever.

Så ser jeg ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten.

Tak for det. Med lovforslaget her tager vi jo et næste skridt i udmøntningen af aftalen om elevfordeling på de gymnasiale uddannelser, som vi indgik sidste sommer.

I Enhedslisten er vi meget tilfredse med, at vi nu endelig gør noget ved problemerne med elevfordeling og kapacitet på de gymnasiale uddannelser, som der jo, som det allerede er fremgået af debatten, har været talt om i årevis. Det gælder både i forhold til at få rettet op på hele den sociale skævdeling, der længe har præget elevsammensætningen på mange gymnasier i de store byer, og i forhold til de gymnasiale uddannelser i de tyndt befolkede områder, som ikke har fyldt meget i debatten indtil nu her i salen, men hvor det er blevet stadig sværere at opretholde et tilstrækkeligt elevgrundlag til at fastholde lokale uddannelsesinstitutioner tæt på eleverne.

Det skal også bemærkes, at vi er særdeles tilfredse med, at forslaget dæmmer op for den kamp om eleverne, som vi har oplevet på uddannelsesinstitutionerne; at vi får gjort op med den meget skarpe konkurrence, som har været mellem institutionerne, som efter vores opfattelse ikke har været til gavn for området.

Jeg vil sige, også under indtryk af den foreløbige debat, at man jo nok kan sige, at den model, vi har aftalt, ikke udmærker sig ved sin enkelhed. Det fremgår også af de mange detaljerede spørgsmål, der er i salen, og jeg vil sige, at vi står med en ganske betydelig opgave, ikke mindst af kommunikationsmæssig art, frem mod implementeringen af aftalen her, fordi den for mange – det er jo ubestrideligt – kan fremstå lidt uoverskuelig i sin form. Derfor har vi også været enige alle aftalepartierne imellem om, at der kan være mange detaljer i den her nye, komplekse måde at gøre tingene på, som ikke har været til at gennemskue helt ned i den enkelte detalje i forhandlingsforløbet, og derfor har vi også stille og roligt aftalt med hinanden, at der skal være en mulighed for at justere undervejs. Det synes jeg jo er ganske naturligt.

Vi glæder os i Enhedslisten over, at der blandt de forskellige parter og aktører er en helt overvejende positiv holdning til, at vi går i gang med de forandringer, der ligger i lovforslaget. Vi noterer os, at der også er en del kritiske bemærkninger i høringssvarene. Jeg har læst dem meget nøje, og derfor er det også vigtigt, at vi i hele implementeringen er i en meget tæt dialog med skolens parter; det er i øvrigt en tilgang, der har været undervejs. Vi har lyttet til de forskellige parter i forhandlingerne, og det er mit indtryk, at både ministeriet og mindst en, kan jeg i hvert fald forsikre, af ordførerne – jeg tror dem alle – er meget opmærksomme på, at vi har den tætte dialog, sådan at vi foretager justeringer der, hvor der kan være behov for dem.

Det er vores opfattelse, at vi med de nye fordelingsregler og ikke mindst den strammere styring af kapaciteten kan sikre en mere mangfoldig elevsammensætning på gymnasierne i de store byer. Det synes vi er rigtig godt, og gennem fastsættelsen af de nye kapacitetsregler om minimumskapacitet kan vi forhindre, at der er en række lokale uddannelsesinstitutioner ude i landet, der bukker under. Det er i al almindelighed vigtigt, og det bliver ikke mindre vigtigt af, at vi har en bevægelse i ungdomsårgangene, der betyder, at vi de næste 7-8 år kan se frem mod et betydeligt fald i ungdomsårgangene, mens det stiger igen fra 2030. Havde vi ikke foretaget os noget på den dagsorden, havde vi stået med stor risiko for, at lokale uddannelsesinstitutioner var lukket ned og vi til gengæld ikke havde uddannelser i de unges nærhed at tilbyde, når ungdomsårgangene vender igen.

Så alt i alt, både i forhold til elevfordelingen og i forhold til at sikre uddannelser i hele landet, synes vi, det er en god aftale, og vi støtter lovforslaget.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, først fra hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Den socialistiske bevægelse, som hr. Jakob Sølvhøj er en del af, har jo haft mange dårlige historiske erfaringer med, at man lader målet retfærdiggøre midlet – altså at det, at man har noget, man kan opstille som et lysende mål i horisonten, fører til, at man er villig til at gå over lig for at nå det mål ude i den store verden. Man skulle tro, at det havde lært socialister et og andet.

Men alligevel kommer vi her til det her lovforslag, hvor socialismen i Danmark mener, at det, at det er rart, at folk ser noget til hinanden på tværs af klasseskel og indkomstskel, retfærdiggør, at man busser unge mennesker rundt med tvang i landet til det gymnasium, hvor de kan være sammen og gå i klasse med nogle, hvis forældre har nogle andre indkomster, end deres egne forældrene har. Kommer der et tidspunkt, hvor socialister lærer, at målet ikke retfærdiggør et hvilket som helst middel, og kunne dette tidspunkt måske passende starte nu og her med dette lovforslag?

Ordføreren.

Selv rimelige mål retfærdiggør jo aldrig et hvilket som helst middel.

Jeg vil sige, at jeg synes, tvangsretorikken fylder utrolig meget. Altså, der er jo i virkeligheden ikke en voldsom tvang i det her. Aftalen er sådan set baseret på elevernes frie valg, og det er rigtigt, at alle ikke vil få deres førsteprioritet, men så har vi jo bygget det op sådan, at der ligger prioriteter under, sådan at man har endda meget stor sandsynlighed for, hvis man ikke får sin førsteprioritet, at få sin anden- eller tredjeprioritet. Vi havde måske i virkeligheden – og det kan måske være til beroligelse for hr. Ole Birk Olesen – nok forestillet os en model, som i højere grad styrede optaget, fordi vi egentlig havde syntes, det var godt, om vi kunne lave en distriktsmodel for elevfordelingen, men det har der ikke været flertal for, og derfor synes vi, at den her er den næstbedste model.

Hr. Ole Birk Olesen.

Dette lovforslag er fyldt med tvang. Vi lever i et samfund, hvor vi betaler verdensrekordhøje skatter til det offentlige, og til gengæld kan vi så få udleveret nogle goder. Det, som hr. Jakob Sølvhøj står for her, er, at dette med at få leveret et gymnasiegode til sine børn for de penge, man har fået tvangsopkrævet hos sig, skal være afhængigt af, at man er villig til at tage det gymnasium, som et rødt flertal i Folketinget pådutter en, baseret på, hvilken indkomst forældrene har. Så selvfølgelig er det her er fyldt med tvang, men kan en socialist se tvang, når den bider socialisten i bagdelen ?

Ordføreren.

Altså, der er jo tale om regulering af området; det er ubestrideligt. Jeg anerkender ikke tvangsretorikken. Vi har haft den opfattelse, at der var en uheldig elevsammensætning i rigtig mange gymnasier i de store byer. Vi har haft en opfattelse af, at det var rigtig vigtigt, at der var uddannelsesinstitutioner tæt på den enkelte elev. For at løse de problemer har vi valgt at regulere optaget i de store byer efter den sociale sammensætning, og udeomkring i landet har vi fastsat en minimumskapacitet. Det kan også betyde, at der er enkelte elever, der skal rejse lidt længere, men det sikrer, at vi får uddannelsesinstitutioner i hele landet. Det synes vi er godt.

Næste spørgsmål er fra fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Jeg forstår søreme godt, at Enhedslistens ordfører er glad for den her aftale, og det skinner jo ud af ordføreren, at man er begejstret for den her aftale, for Enhedslisten kunne have skrevet hvert et ord i den her aftaletekst, så ræverød er den jo. Det, der undrer mig, er, at man har fået så mange partier, også Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, med i den her aftale, hvor man går ind og vælger at tvangsflytte elever rundt efter deres forældres indkomst for at opnå et eller andet lighedsmageri, som man, hvis man er medlem af Enhedslisten, garanteret drømmer om om natten.

Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge Enhedslistens ordfører: Hvor mange andre områder i vores samfund skal det her udbredes til, hvor vi skal gå ind og sige, at der skal være så og så mange procent i hver indkomstgruppe for at opnå det totale politisk-ideologisk sammensatte samfund – vores daginstitutioner, vores folkeskoler, vores plejehjem? Skal vi til at sige til vores gamle: Nej, desværre, du har tjent for få penge ind i dit liv, du kan ikke komme på det her plejehjem? Eller skal vi sige: Du har tjent for mange penge i dit liv, du kan ikke komme på det her plejehjem? Er der nogen grænse?

Ordføreren.

Det kan da godt være, at jeg fremstår, som om jeg er usædvanlig glad for den her aftale. Altså, jeg vil sige, at det jo ikke er noget, vi har foreslået. Vi havde ikke ønsket, at fordelingen skulle være sådan. Vi havde ønsket, at der var distriktsgymnasier. Vi havde syntes, det var rigtig fornuftigt, at den helt absolutte hovedregel var, at eleverne gik i skole tæt på, hvor de bor. Det var der ikke politisk flertal for. Det var der heller ikke under den tidligere regering; der fremsatte vi forslag her i Folketingssalen om at indføre gymnasiedistrikter, der kunne sikre de unge, at de faktisk gik i skole der, hvor de boede. Det var Det Konservative Folkeparti inderligt imod. Så nej, det har ikke været vores førstevalg.

Når der nu skulle laves en aftale mellem forskellige partier, der løste det problem, der var, med en skæv social inddeling af eleverne og problemet med at skaffe uddannelsesinstitutioner ude i landet, så synes vi til gengæld, det her er en fornuftig aftale. Men det er ikke noget, vi har bragt til forhandlingsbordet. Men vi har lavet et kompromis sammen med andre partier.

Fru Mette Abildgaard.

Det vidner jo i virkeligheden om, at nogle af de partier, der så har været førende i den her proces, har overhalet Enhedslisten indenom i forhold til ønsket om det her lighedsmageri, og det er jo sådan set meget interessant. Men jeg fik ikke helt svar på mit spørgsmål, nemlig om man forestiller sig, at det her skal udbredes til andre områder. Hvis der nu skulle komme en minister på folkeskoleområdet, der havde et ønske om, at man skulle gøre noget tilsvarende dér, fordi man oplever, at det er et problem, at der er nogle skoler, hvor der eksempelvis er for mange velhavende forældre der har deres børn, og man så ønsker at sige, at vi i stedet for laver en ny distriktsopdeling for at få brudt op på det, hvordan stiller Enhedslisten sig så?

Ordføreren.

Jeg vil da ikke udelukke, at vi får en diskussion om, hvordan det ser ud med elevfordelingen i vores folkeskole. Den har jo kørt længe, så det får vi sikkert en debat om. Jeg vil så sige, at vores udgangspunkt ikke er, at det her skal kopieres over på andre områder. Det er en konkret løsning. Og når ordføreren siger det med de partier, der har været mest førende i diskussionen, så må man sige, at det har Det Konservative Folkeparti måske været under hele den sidste regeringsperiode. Men der har ikke været leveret mange løsninger.

Næste korte bemærkning er fra fru Gitte Willumsen.

Tak. Jeg ved, at ordføreren er meget optaget af sundhed og mistrivsel og af, at de unge har det godt. Derfor vil jeg også til ordføreren citere Niels Egelund, som jeg gjorde til den tidligere ordfører:

»Mistrivsel og rodløshed er alle elementer, som forskningsmæssigt er sat i forbindelse med tvangsflytning af unge.«

Hvad tænker ordføreren, når en professor går ud og siger, at det her vil føre til mere mistrivsel?

Ordføreren.

Hvordan skal jeg sige det? Det er ikke altid, at Niels Egelunds vurderinger kan overføres en til en til mine holdninger uddannelsespolitisk. Men jeg har absolut respekt for en tilgang, der hedder: Jo, vi skal da sørge for, at eleverne sikres den størst mulige trivsel. Jeg tror sådan set ikke, det her vil føre til en forringelse af elevernes trivsel samlet set, men jeg anerkender helt det, at vi laver en ny regulering, og det, at nogle elever ikke vil få opfyldt det ønske, som de havde. Det, at nogle elever kan få længere transporttid, kan da påvirke de enkelte elever, men der er vi nødt til at sige, at vi her har prøvet at lave en løsning, som samlet set også er til størst mulig gavn for elevernes trivsel. Om det vil være det, vil vise sig, når vi har implementeret aftalen og forhåbentlig er godt i gang.

Fru Gitte Willumsen.

Tak. Det er et interessant svar, at det er mængden og ikke den enkelte, man kigger på. Der kan man jo se forskellen på, hvor vi to sidder her i salen. Vil det sige, at ordføreren tænker, at det er okay at flytte rundt på enkeltindivider imod deres ønske for at løse en integrationspolitik, der er totalt fejlslagen?

Ordføreren.

Nej, vi skal ikke bare flytte rundt på enkeltindivider, men vi er jo nødt til at erkende, at der ikke har været frit valg på gymnasieområdet indtil videre. Altså, så bilder vi jo hinanden noget ind, hvis vi siger: Jo, før var der frit valg, og nu er der ikke frit valg. Der var frit valg før, men rigtig mange kunne faktisk ikke få opfyldt det ønske, de havde. Der er frit valg nu med den konstruktion, vi har lavet, men ikke alle kan få deres ønsker opfyldt. Nej, vi skal ikke rykke rundt på de unge, som om de var brikker. Vi skal i størst muligt omfang forsøge at tilgodese også den enkeltes interesser, men nogle gange er det jo en afvejning mellem kollektive interesser og individuelle interesser. Og i sådan en afvejning kan man i sagens natur ikke opfylde alle individuelle interesser; det giver lidt sig selv.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Dahlin, Venstre.

Ordføreren siger, at der ikke er frit valg i dag. I dag er der i hvert fald heller ikke et system, hvor det er forældrenes indkomst, der afgør, hvilket gymnasium man kan få lov at gå på. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren om, hvorfor Enhedslisten mener, at det er retfærdigt, at sønnen af en kontanthjælpsmodtager og en førtidspensionist i Odense vil få den her besked: Det gymnasium, der ligger tættest på, hvor du bor, kan du ikke få lov til at komme ind på, simpelt hen fordi dine forældre tjener for lidt. Hvis de derimod var i arbejde, hvis de var ressourcestærke og havde en højere indkomst, var der fri adgang til gymnasiet. Men fordi forældrene tjener for lidt, er det lokale gymnasium lukket land for sønnen af førtidspensionisten og kontanthjælpsmodtageren. Hvordan retfærdiggør Enhedslisten det?

Ordføreren.

Jeg har noteret mig, at spørgeren er vældig optaget af, at man skal kunne komme på gymnasiet der, hvor man bor. Derfor må jeg sige, at det er mærkeligt, at man var så indædt modstander af lige præcis det forslag, da Enhedslisten fremsatte det i Folketinget. Altså, vi foreslog, at vi lavede en distriktsmodel, så man, hvis man boede i Greve, kom på gymnasium i Greve som den absolutte hovedregel. Men det har der jo ikke været flertal for.

Derfor har vi været nødt til at finde en anden måde at regulere det på, og jeg synes, det er rigtig fornuftigt og godt, at vi regulerer vores uddannelser på ungdomsuddannelsesniveau, så vi tager højde for, at man møder unge, der kommer fra andre sociale lag. Der har vi altså valgt at regulere det på den her måde, da nærhedsprincippet ikke betød noget for Venstre i den sidste periode, da de sad på ministerposten, og at der derfor ikke var flertal for det. Der synes jeg, at det er okay at tage udgangspunkt i indtægter, for det sikrer, at det bliver en social fordeling af eleverne.

Hr. Morten Dahlin.

Det, der betyder noget for Venstre, er jo elevens frie valg. Og jeg noterede mig, at ordføreren ikke rigtig svarede på mit spørgsmål. Det er måske, fordi det er lidt svært for ordføreren at svare på. Hvorfor synes Enhedslisten, at det er fair? Hvorfor synes Enhedslisten, det er i overensstemmelse med de socialistiske principper at fortælle sønnen af en kontanthjælpsmodtager og førtidspensionist: Dine forældre tjener ikke nok penge til, at du må gå på det lokale gymnasium? Hvordan kan det være fair?

Ordføreren.

Hvis man ønsker en fordeling af eleverne, så vi får større mangfoldighed, og dér ønsker at tage udgangspunkt i de sociale vilkår for eleverne, har vi vurderet, at indtægtsgrundlaget er det bedste udgangspunkt. Der har jo været andre tilgange til det. Nogle har ment, at det var den unges etniske oprindelse, der burde være styrende. Andre har ment, at det var postnummeret, der burde være styrende. Jeg er ikke tilhænger af de to sidste varianter, og vi har altså valgt at sige, at det er de sociale vilkår, der skal være styrende, og der er indtægten jo et udmærket parameter at styre efter.

Tak. Den næste er fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Det kommer jo ikke bag på nogen, at Enhedslisten synes, det her er en god aftale. Det er jo sådan grundlæggende social ingeniørkunst, og man kan fristes til at sige, at det er planøkonomi, bare med børn som brikker.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om en ting, for ordføreren bruger rigtig meget de her udtryk, som man generelt hører fra venstrefløjen: »Jeg tror ...«. »Vi formoder ...«. »Det bliver nok sådan ...«. Kan Enhedslisten ikke bare bekræfte mig i, at der ikke findes evidens, der siger, at det her med at tvangsfordele gymnasieelever, enten fra et velfungerende gymnasie til et indvandrergymnasie eller omvendt, vil have nogen gavnlig effekt, og at der i øvrigt er en meget, meget begrænset effekt i forhold til det, man kalder klassekammerateffekten, og at det også er meget svært at få kvalificeret det? Kan ordføreren ikke bekræfte, at den her aftale er lavet på mavefornemmelser og ikke på evidens?

Ordføreren.

Altså, jeg anerkender stadig væk ikke, at der er tale om en tvangsfordeling. Der er faktisk tale om det modsatte, nemlig at vi har lavet en aftale, der tager udgangspunkt i, at eleverne skal kunne vælge, hvor de vil gå på uddannelsen, men i og med at bygningerne jo ikke kan rumme en uendelig mængde elever, har vi, ligesom der i øvrigt har været, en regulering af optaget også på kapaciteten.

Om det er lavet på mavefornemmelser? Nej, det er det ikke. Som jeg er blevet orienteret om det, er der af ministeriet lavet meget grundige undersøgelser, som har vist, hvad det her ville betyde i forhold til en mangfoldighed i elevsammensætningen, i forhold til transporttid. Men som det er fremgået meget tydeligt og lægges åbent frem, er det nogle estimater, som man har lavet i ministeriet. Jeg går ud fra, de er lavet så godt som overhovedet muligt. Men det gør da, at der er en vis usikkerhed om, hvordan det her præcis kommer til at falde ud, når det bliver implementeret, og det er lige præcis derfor, vi også har aftalt, at aftalepartierne så kan gå ind at justere, hvis vi vurderer, at der er behov for det.

Fru Mette Thiesen.

Jeg synes, det virker en lille smule paradoksalt. Nu talte jeg ikke om transporttid eller om, hvor mange af hvilke børn der er på hvilke gymnasier. Jeg taler om det faglige grundlag for, at tvangsfordeling af elever overhovedet virker, at det har den effekt, som både Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti i øvrigt også har været oppe at anføre. Det er altså, som man også tidligere har talt om, det her med den såkaldte klassekammerateffekt, hvor man automatisk får nogle gavnlige effekter af den her lidt bredere sammensætning af elever. Hvad er evidensen for det, hvis ordføreren siger, at det ikke bare er lavet på mavefornemmelser?

Ordføreren.

Jeg er af den klare opfattelse, at i forhold til det, der hedder klassekammerateffekten, er der mig bekendt – og jeg kan ikke lige ryste dem ud af ærmet – lavet masser af undersøgelser, der giver i hvert fald en meget stor sandsynlighed for, at det, at man har blandede klasser og elever fra forskellige lag, har en positiv effekt, fordi det er med til at løfte de elever, som kommer fra ikkeboglige hjem, eller hvad vi nu skal sige om det, samlet set. Jeg kan ikke ryste en præcis undersøgelse ud af ærmet, men det er min opfattelse, at det ligger der nogenlunde klar evidens for.

Så er der en kort bemærkning til fru Britt Bager, Det Konservative Folkeparti.

Den her aftale er jo simpelt hen så vanvittig, at ikke engang et medlem af Enhedslisten vil stå ved, at der er tale om tvangsfordeling. Det er jo ret paradoksalt. Ordføreren sagde lige før: Jeg anerkender ikke, at der er tale om tvangsfordeling. Hvad vil ordføreren så kalde det, når man tvinger elever fra et sted til at gå på et bestemt gymnasie et andet sted? Hvordan definerer man det i Enhedslisten, hvis det ikke er tvang?

Ordføreren.

Altså, man søger ind på gymnasier i den model, vi har lavet. Som nummer et søger man det, man helst vil på, som nummer to søger man det, man næsthelst vil på, og så søger man som nummer tre det, man så kunne tænke sig, hvis man ikke kommer på et af de to første. Og man kan ikke være helt sikker på, at man bliver tilgodeset i forhold til sine ønsker, ligesom man heller ikke har kunnet være det i den hidtidige model. Så nej, jeg anerkender ikke, at der skulle være tale om en tvangsmodel, hvor vi bare rykker eleverne rundt. Vi har bygget en model op, som bygger på elevernes frie valg, men vi kan ikke opfylde ønsket hos hver eneste elev. Det er simpelt hen ikke muligt i sådan et fordelingssystem eller i noget som helst fordelingssystem, hvis vi ikke forestiller os, at vi har en uendelig kapacitet på de enkelte gymnasier.

Fru Britt Bager.

Jamen det er jo nemlig fuldstændig korrekt: Eleverne skal ansøge om fire forskellige steder, men eleverne er ikke garanteret et af de fire steder. Eleverne kan blive tvunget til et andet gymnasie, og det ved ordføreren også udmærket godt. Så når ordføreren står og siger, at det her er godt for det frie valg, bliver jeg bare nødt til at spørge helt konkret: Bliver det frie valg begrænset, eller kommer der en større grad af frit valg for den enkelte elev?

Ordføreren.

Samlet set mener jeg ikke, det bliver begrænset, men for nogle gør det jo. Der er ingen grund til at gennemgå Københavns omegnskommuner her – det bliver så trættende – men dér er der da masser af steder, hvor man ikke har nogen som helst chance for at komme ind, altså hvis man søger ind på et gymnasium her i omegnen af, hvor vi står. Det er jo også en slags tvang, at man er nødt til blive derude, hvor man bor. Men der er ikke tale om nogen tvang. Der er tale om en aftale, der bygger på elevernes frie valg, men vi kan i en sådan aftale ikke imødekomme hvert eneste ønske. Det er simpelt hen ikke muligt.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand, og tak for ordet. Vi behandler i dag et lovforslag fra regeringen om kapacitetsfastsættelse og elevfordeling på de gymnasiale ungdomsuddannelser. For Det Konservative Folkeparti er det en smule absurd, at vi sidder her og diskuterer, hvordan vi skal tage friheden fra unge mennesker. Vi troede oprigtigt, at der var et flertal af partier i Folketinget, som vægtede den personlige frihed over statslig styring. Alligevel er det lykkedes regeringen at finde et flertal for at frarøve unge mennesker det frie gymnasievalg. Vi taler om et socialistisk eksperiment, hvor man vil tvangsfordele elever ind på gymnasier, som de ikke selv har valgt, på baggrund af deres forældres indkomst og uden den mindste hensyntagen til deres egne interesser. Det er absurd.

I aftalen lægger man op til, at elever skal tvangsfordeles til gymnasier, der ligger op mod en times transport væk fra deres bopæl, vel at mærke hver vej, alene fordi deres forældre tjener lidt for meget eller lidt for lidt ifølge regeringen. Vi synes, det er dybt urimeligt. De unge mennesker vælger ikke selv deres forældre. Med denne lov kommer unge mennesker til at fragte sig selv på kryds og tværs af kommunegrænser for at opfylde regeringens tvangsfordelingsmodel.

I Det Konservative Folkeparti ønsker vi at værne om det frie valg. Vi mener ikke, at det er statens opgave at tvinge unge mennesker ind på bestemte gymnasier. De unge ved bedst selv, hvor de gerne vil gå. De skal have mulighed for at blive i det lokale ungdomsmiljø, som de kender, hvis det er det, de ønsker. Det er trivsel og tryghed. Jeg kan godt forstå, at man helst vil gå på et gymnasium med sine gode venner og tæt på sin bopæl, og hvor man kan dyrke sine fritidsinteresser. De unge har ret til deres frie valg. Det må vi ikke tage fra dem. Tvang øger mistrivsel, manglende motivation, øget frafald og giver de unge en dårligere gymnasietid.

Den 24. marts skrev bl.a. Niels Egelund i Politiken: »Mistrivsel og rodløshed er alle elementer, som forskningsmæssigt er sat i forbindelse med tvangsflytning af unge.« Plejer vi ikke at tage udgangspunkt i forskning og empiri? Det her kan vi ikke være bekendt, det her er uordentligt. Det er helt, helt forkert, at vi er samlet her i dag for at tage friheden fra de unge. Det Konservative Folkeparti kan ikke bakke op om lovforslaget.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det er noget barokt at diskutere, at man tager det frie valg fra en generation, når vi forventer, at 84 pct. vil få deres førsteprioritet opfyldt, og når der i øvrigt er mulighed for nu med den kommende model at vælge også gymnasier, som ligger langt væk fra der, hvor man bor, hvis det er det, man har lyst til, eller måske det gymnasium, der ligger lige ved siden af, men som i det nuværende system er blevet skævt, og som man derfor ikke ønsker, og så står man bagerst i køen alle andre steder. Så der er ikke frit valg i dag, og der vil være et hensyn til det frie valg også i den nye model.

Men Det Konservative Folkeparti har slået sig meget op på at ville gøre op med parallelsamfund og med det, der er blevet kaldt ghettogymnasier, og med den ulige fordeling. Så jeg skal bare spørge: Hvad er Det Konservative Folkepartis løsning på den problematik?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Hvis vi har gymnasier, som giver dårlige resultater, og som ingen unge vil søge, så har vi ingen bekymringer ved at lukke nogen. Vi kan godt lukke et gymnasium og så styrke de gode – hellere det end at flytte nogle hen til noget, de ikke ønsker, og som fungerer dårligt.

Hr. Jens Joel.

Men respekt for, at man siger, at man så vil lukke det! Jeg tror, at fru Gitte Willumsen og jeg kan blive enige om, at det jo ikke gør, at de unge mennesker forsvinder. De skal så tvangsfordeles. Jeg forstår ikke helt, hvad issuet er her. Altså, der skal jo så være nogle, som ikke får det lokale gymnasium, ikke har et gymnasium tæt på eller ikke har det gymnasium, de gerne ville have valgt. Det har man ikke noget problem med?

Ordføreren.

Vi er med på, at der så er gymnasier, der ikke er på danmarkskortet fremadrettet. Sådan vil det jo være, hvis man lukker et gymnasium. Men vi skal jo ikke tvinge nogen ind på et gymnasium, der er dårligt, bare for at fylde det op, fordi der står nogle mursten. Man skal jo være der, hvor man gerne vil være, og hvor der er kvalitet.

Den næste korte bemærkning er til fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre.

Jeg synes, at jeg hørte ordføreren sige, at det ikke er en statslig opgave at fordele eleverne. Der vil jeg bare spørge: Hvis opgave er det så? Og er det sådan, at Det Konservative Folkeparti indtil nu har ment, at der ikke skulle være nogen elevfordelingsregler overhovedet? Det er ikke det, jeg har hørt Det Konservative Folkeparti sige. Jeg har ikke hørt det parti sige, at vi skal afskaffe de nuværende elevfordelingsregler og have fuldstændig frit elevoptag.

Ordføreren.

I dag er det jo regionerne, der er inde over fordelingen af elever. Det er jo noget tættere på en demokratisk proces end det forslag, der ligger her.

Fru Anne Sophie Callesen.

Det er korrekt, at det er regionerne, der fordeler efter nogle regler, som vi har vedtaget i Folketinget. Jeg skal bare forstå, om det er sådan, at ordføreren ønsker, at vi fortsætter med de nuværende elevfordelingsregler, hvor der altså er regler for fordelingen.

Ordføreren.

Regionerne kan jo oprette flere klasser rundtomkring på de gymnasier, der eksisterer i dag. Derfor er det jo tættere på en demokratisk proces. Så hvis vi skal vælge mellem de to modeller, vil vi da foretrække den, som vi har i dag.

Næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jeg vil sådan set bare spørge ordføreren for Det Konservative Folkeparti om det samme, som jeg spurgte ordføreren fra Venstre om før, nemlig om Det Konservative Folkeparti sammen med resten af den borgerlige opposition også vil stille sig i spidsen for at få afskaffet det her røde makværk af en gymnasieaftale efter næste valg, hvor der forhåbentlig bliver et borgerligt flertal.

Ordføreren.

Det vil Det Konservative Folkeparti rigtig gerne.

Næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak. Fru Gitte Willumsen sagde noget i stil med: Jeg kan godt forstå, at de unge gerne vil gå i gymnasiet tæt på, hvor de bor, og sammen med deres venner. Men er fru Gitte Willumsen ikke enig i, at det jo ikke er sådan, det foregår i dag? I mit eget nabolag ligger der f.eks. et gymnasium, hvor de unge, der bor i samme nabolag, ikke går. De tager flere kilometer væk for at gå i gymnasiet i Ballerup i stedet for, selv om der ligger et fint gymnasium lige rundt om hjørnet. Så er det ikke et lidt falsk billede at tegne op, når man siger, at de unge i dag rent faktisk går i gymnasiet tæt på, hvor de bor?

Ordføreren.

I dag får 90 pct. deres førsteprioritet opfyldt, og med det her forslag vil det falde til 84 pct. Nu skal jeg nok lade være med at regne på procenter den her gang – nå, hr. Jens Joel er her ikke lige nu. Så i dag er der jo flere, der i hvert fald får deres førsteprioritet opfyldt, og vi kunne da godt se for os, at man kunne oprette nogle flere klasser på de gymnasier, hvor de unge rigtig gerne vil være, så der var endnu flere, der kunne før deres førsteprioritet opfyldt.

Rasmus Stoklund.

Men når unge fra Herlev søger til Ballerup, er det jo en førsteprioritet, der skyldes et fravalg af Herlev mere end et tilvalg af Ballerup. Derfor er det jo en lidt falsk førsteprioritet. Altså, når den her aftale viser sin effekt om nogle år, vil man jo se, at de unge i Herlev flytter sig sammen med dem, de har gået i folkeskole med, videre fra folkeskolen, der ligger på det ene hjørne, hen til gymnasiet, der ligger lige henne på det andet hjørne, og så går dér sammen, og så vil det jo være deres naturlige førsteprioritet. Men det er det ikke i dag, for i dag er gymnasiet ikke blandet, og i dag er der ikke en balance i det. Derfor ser man, at de rejser langt væk.

Ordføreren.

Nu har jeg det sådan, at jeg anerkender de valg, de unge tager, og jeg siger ikke, at det er, fordi man vælger noget fra. Jeg anerkender, at det er noget, man vælger til. Så for mig at se er de førsteprioriteter, som de unge kommer med i dag, begrundet i, at det er dem, de ønsker.

Næste korte bemærkning er fra hr. Jacob Sølvhøj, Enhedslisten.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvad alternativet til det, vi har lavet, er. Altså, skal vi have sådan en ren markedsstyring af det her? Skal det være sådan, at hvis der er det, vi nu kalder en overansøgning – det vil det jo så ikke være til gymnasier – så skal man pr. definition regulere dimensioneringen op, sådan at der bliver det antal pladser, der svarer til elever, der har søgt? Og omvendt i forhold til de tyndtbefolkede områder: Hvis der er et stærkt træk ind mod de store byer, skal vi så erkende, at vi så bare lukker de små gymnasier ude på landet? Når markedet ikke regulerer det, ved at der er for få, der søger dem, så lukker vi dem bare ned? Er det sådan en type regulering, som ordføreren synes vi skal have?

Ordføreren.

I den model, der er lagt op til her, vil man jo lave en it-løsning, og nogle djøf'ere skal sidde og arbejde med det, og man vil bruge 197 mio. kr. på det. Altså, de her penge kunne jo bruges bedre på at lave nogle af de gymnasier ude i de tyndtbefolkede områder bedre. Så tror vi på, at man vil vælge det.

Hr. Jacob Sølvhøj.

Jo, men det, jeg egentlig bare godt vil have ordføreren til at forholde sig til – også fordi jeg selv er blevet mødt med mange overvejelser om, at her var der særlig tvang, der karakteriserede forslaget – er, om det ikke er rigtigt, at hvis man ikke har en ren markedsstyring, hvor dimensioneringen af de enkelte uddannelsessteder er en ren harmonika, så er man nødt til at regulere på en sådan måde, at alle elever ikke får deres ønsker opfyldt.

Ordføreren.

Men vi har jo sagt, at det system, der er i dag, synes vi er bedre, så der har vi jo lidt styring. Det ligger ude i regionerne og tættere på en demokratisk proces, og det vil vi hellere vælge end den model, der er fremme her.

Så er der en kort bemærkning til fru Britt Bager, Det Konservative Folkeparti.

Når jeg tager ordet, er det egentlig for at prøve at nuancere det, som hr. Rasmus Stoklund sagde lige før, for jeg synes, hr. Rasmus Stoklund fik det til at lyde, som om det sådan var normalen, at man fravælger det gymnasium, der er tæt på en, for at bruge transporttid på at komme til et gymnasium, der er længere væk. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge den konservative ordfører, om hun er bekendt med, at der også findes steder, hvor man går i den lokale folkeskole sammen med sine klassekammerater fra 1. til 9. klasse, og at hovedparten af den klasse så søger videre til det samme gymnasium. Er der også steder i Danmark, hvor det foregår?

Ordføreren.

Det ser vi i det lokalområde, jeg kommer fra. Jeg tror – uden at jeg kan tallene – at 99 pct. af de unge fra Silkeborg Kommune vælger det lokale gymnasium.

Fru Britt Bager.

Ja, og sådan er det nemlig rigtig, rigtig mange steder. Det er, som om regeringen og støttepartierne slet ikke har gjort sig den overvejelse, hvordan det vil være at være en af den håndfuld folkeskoleelever, der har fulgtes ad i 9 år, 10 år, og blive plukket ud, brugt som en ludobrik og tvangsfordelt til et andet gymnasium. Men hvad tror den konservative ordfører det vil gøre ved den håndfuld unge menneskers trivsel?

Ordføreren.

Jamen det er jeg dybt bekymret for. Nu har jeg tidligere siddet og arbejdet med sundhed kommunalpolitisk og har set alle de trivselsundersøgelser, der er lavet i kommunen, og kan bare se, at det går den forkerte vej år efter år. Med det her forslag er jeg sikker på at trivslen vil blive sat yderligere under pres, og de unge mennesker vil droppe ud, fordi man ikke kan overskue, at man skal rejse langt for at komme på det gymnasium, som staten nu har valgt man skal gå på.

Så er der en kort bemærkning til hr. Morten Dahlin, Venstre.

Tak til den konservative ordfører for talen. Jeg vil bare bede den konservative ordfører om at bekræfte, at der findes en analyse fra Undervisningsministeriet, som siger klart og tydeligt, at når man øger elevers afstand til deres gymnasium med 10 km, ja, så øger man også frafaldet med 0,5 pct. Altså, længere afstand til uddannelse giver mere frafald. Den her aftale giver længere afstand, og så må aftalen vel også give mere frafald. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt forstået, og jeg kan bekræfte det fra virkelighedens verden, fra der, hvor jeg bor. Hvis man skal meget langt for at komme til en ungdomsuddannelse – det har så mest været eud – er der et meget stort frafald.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Nogle gange er det en god ting at kigge tilbage i tiden. Valg har følger, beslutninger har følger. Og de beslutninger, man tog i 1983 og fremefter, er årsagen til, at vi står her i dag. Det er de gamle partier – det er Socialdemokratiet, det er SF, det er Radikale Venstre, det er Venstre, det er Konservative – som tillod en indvandring, som i dag betyder, at vi mærker følgerne ude på gymnasierne. Man var advaret, men man lyttede ikke, og man så igennem fingrene med alle de advarsler, der kom i 1970'erne, 1980'erne, 1990'erne og 00'erne og sågar i 2010'erne.

Dansk Folkeparti advarede imod det fra 1995 og fremefter, og andre før. Nu kunne vi jo så vælge at lægge armene over kors og sige: Hvad sagde vi? Det gider vi ikke have noget med at gøre. Det må de gamle partier ordne, for det er jer, der har skabt miseren. Vi kunne sige: Nu mærker I selv følgerne for jeres børn og børnebørn. Se at få styr på sagen. Det diskuterede vi også helt ærligt i vores folketingsgruppe, men vi nåede også frem til, at vores mandater er arbejdende mandater. Vi har en forpligtelse til at indgå aftaler, når vi kan indgå aftaler.

Jeg vil også være ærlig og sige, at den model, som det endte med i aftalen, og som er i lovforslaget, ikke var den model, som Dansk Folkeparti foretrak. Så vidt jeg husker, leverede vi en distriktsmodel – en anden distriktsmodel end Enhedslisten, men dog en distriktsmodel. Det var der overhovedet ikke opbakning til fra en lang række partier, herunder også de borgerlige partier, og det forstår jeg så udmærket godt, for det ville jo have betydet afskaffelsen af det frie valg, som de borgerlige partier sætter højt. Den nuværende model bevarer det frie valg, men det er et begrænset frit valg, og det er mere begrænset end før. Det nuværende frie valg er jo også begrænset af en lang række andre kriterier.

Jeg vil også godt indrømme, at det ikke er verdens bedste model. Det er en bureaukratisk model. Den øger også vilkårligheden for nogle elever. Den øger også transporttiden for nogle elever. Jeg vil da også sige, at noget af diskussionen og debatten her i Folketingssalen er lidt forløjet. Man gemmer sig lidt bag, at der er frit valg. I bund og grund handler det også om, at mange ikke ønsker flere elever med en anden kulturbaggrund og religiøs baggrund ind på de gymnasier, hvor der ikke er særlig mange af disse. Det handler om, at man gerne vil kunne fortsætte det liv, man har haft, hvor indvandringens konsekvenser og multikulturalismens konsekvenser ikke har været særlig markante, mens andre områder har måttet tage det store slæb.

Det er alle de afvejninger, vi har gjort os i Dansk Folkeparti, og vi valgte så på trods af det at gå ind og støtte aftalen, især fordi den støtter landdistriktsgymnasierne med afstandszonerne. Den skaber et grundlag for, at disse gymnasier kan overleve. De er jo truet af mindre befolkningstilvækst, eller faktisk er der afgang; der er masser af mennesker, der flytter væk. Og så er de truet af, at mange unge gerne vil ind til byerne og gå på gymnasiet. Og da gymnasierne er taxameterstyret, vil de så miste indtægtsgrundlaget. Den her aftale støtter gymnasierne ude i landdistrikterne, og dermed bevarer vi også muligheden for at have gymnasier overalt i landet. Hvis vi helt fjernede deres mulighed for at have et indtægtsgrundlag, ville vi til sidst kun have gymnasier i storbyerne, og det støtter vi på ingen måde i Dansk Folkeparti.

Så alt i alt har det været en svær proces for os. Vi har haft mange diskussioner, og jeg synes også, det har været en spændende ideologisk debat i salen. Men summa summarum er, at Dansk Folkeparti støtter denne aftale. Og vi stemmer for ved tredjebehandlingen.

Tak. Der er en række korte bemærkninger. Først er det fru Britt Bager, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg er glad for, at ordføreren står ved, at den her aftale begrænser det frie valg, for det gør den, og jeg er også meget, meget glad for at høre, at der trods alt har været diskussioner i folketingsgruppen, og at ordføreren også bruger ordene: Det her er ikke verdens bedste model.

Det får mig dog til at tænke over, hvor grænsen egentlig går for Dansk Folkeparti. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at ministeren ikke vil afkræfte, at det her også skal udbredes til folkeskolen. Så er dét grænsen for Dansk Folkeparti, eller er det først, når det kommer til plejehjemmene – eller er det hele vejen, Dansk Folkeparti går i forhold til fordeling efter forældres indkomst?

Ordføreren.

Det er et glimrende spørgsmål, og det har vi også diskuteret. Det, der er sagen med folkeskolerne, er, at det jo er kommunerne, der har ansvaret for inddelingen af distrikterne. Der har man jo i årevis faktisk allerede gjort det, man gør i dag, nemlig at man ændrer distrikterne for at få en bedre fordeling af eleverne.

Derudover er der jo frit skolevalg, så forældrene bruger undertiden det frie skolevalg til at sende deres børn hen til en anden skole end i distriktet. Vi blev f.eks. i mit eget distrikt i Vollsmose nødt til at lukke to ud af tre skoler, fordi forældrene der brugte det frie skolevalg til at sende deres børn hen til skoler med mange børn med dansk baggrund. Så det foregår allerede på folkeskoleområdet. Og vi kommer ikke til at støtte, at staten skal gå ind og blande sig i det. Det må man klare lokalt. Det vil jeg gerne sige meget klart herfra.

Fru Britt Bager.

Det er jeg meget glad for at høre. Så vil jeg blot høre ordføreren om noget. Han siger selv, at det her ikke er verdens bedste model. Der bliver forhåbentlig et tidspunkt, hvor der skal evalueres på den her aftale. Hvis det viser sig, at det her har betydelige konsekvenser for eleverne, bl.a. for elevernes trivsel og også i form af et stort frafald, er ordførerens parti så villig til at se på en anden model, eventuelt med et andet flertal i Folketinget?

Ordføreren.

Jamen det gør vi jo med alle aftaler. Hvis det viser sig, at det ikke fungerer, så går vi ind og justerer, og eventuelt laver vi det helt om. Det gør alle partier, og det gør alle aftaleparter. Det gælder selvfølgelig også for den her. Men vi er med i aftalen, og derfor stemmer vi selvfølgelig også for den her aftale under tredjebehandlingen, når den kommer i salen.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Der er jo ingen tvivl om, at der har været og der stadig også er problemer med nogle gymnasier, der fungerer som magnetgymnasier på elever med en anden etnisk baggrund end dansk, hvor gymnasiet så kan komme til at være en forlængelse af et parallelsamfund, de lever i, der, hvor de lever. Derfor skal man selvfølgelig gøre noget ved det. Men der er da kæmpe forskel på at gøre noget ved problemerne der, hvor problemerne er, og så at tvinge alle mulige andre mennesker, som ikke har de problemer, til at rykke rundt i verden for at løse et problem et andet sted. Kunne Dansk Folkeparti virkelig ikke i forhandlingerne eller i forhandlinger med sig selv finde på en model, som behandlede problemgymnasierne uden at gøre det til et problem for alle andre gymnasier?

Ordføreren.

Jo, vi foreslog jo en distriktsmodel, men det var der ikke opbakning til. Jeg tror heller ikke, at Enhedslisten egentlig bakkede vores distriktsmodel op, men jeg var ikke med til forhandlingerne. De borgerlige partier kunne jo så have hjulpet os til den model, for den havde helt undgået vilkårlighed, så man vidste, hvilket gymnasium man hører til. Men de borgerlige partier ville jo have det fortsatte frie valg, og så bliver det bare svært, for det frie valg vil jo så betyde, hvis vi lukker helt op for det, at der er nogle ganske få gymnasier, der vil tiltrække alle, og de vil så blive kæmpestore, og så vil der blive lukket en hel masse gymnasier rundtomkring. Vi havde vore øjne rettet mod landdistriktsgymnasierne. De var vigtige for os – det var vigtigt, at de blev opretholdt. Og det gør de med denne aftale. Vi sikrer et indtægtsgrundlag for dem.

Hr. Ole Birk Olesen.

Men løsningen ligger da ligefor: Hvis man finder ud af, at et bestemt gymnasium er blevet til et problemgymnasium, så lukker man det permanent – eller midlertidigt, i forhåbning om at problemet forsvinder, hvis folk finder ud af at søge nogle andre steder hen i løbet af et par år, og så åbner man det igen. Hvorfor kunne man ikke gå den vej?

Ordføreren.

Det kunne man jo også have gjort, men det gjorde man ikke, da man sad i regering – altså, Liberal Alliance havde jo undervisningsministerposten, men man søgte ikke den løsning – for i virkelighedens verden er det faktisk ikke særlig nemt at gøre det, som hr. Ole Birk Olesen foreslår. Men jeg forstår ikke, hvorfor man ikke gjorde noget ved det, da man sad med regeringsmagten. Hr. Ole Birk Olesen var endda minister selv, dog i et andet ministerium.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Morten Dahlin, Venstre.

Tak til ordføreren for noget, jeg synes er en meget ærlig tale og i virkeligheden meget reflekterende, og som jo også lukker os ret meget ind i det diskussionsrum, der har været i Dansk Folkeparti, og de overvejelser, man har haft, for og imod. Det synes jeg egentlig er meget ærligt. Også tak for at sige det med det frie valg ærligt, altså at der vil være et beskåret frit valg. Vi har fra andre ordførere hørt sådan lidt uld i mund, hvor man har sagt, at der kommer bedre elevfordeling, men man vil ikke rigtig sige, at man beskærer det frie valg – så der skal egentlig være ros for det.

Jeg hører også, at Dansk Folkeparti har været meget optaget af landdistriktsmodellen i det her, altså afstandszonerne, og derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren om noget. Lad os sige, vi nu skulle være i den heldige situation, at der kommer et blåt flertal efter et valg og en ny undervisningsminister siger: Okay, lad os arbejde videre med den model for afstandszonerne, der ligger, for der er sådan set nogle gode takter i det, men vi har en udfordring inde i fordelingszonerne, for der bliver det frie valg simpelt hen beskåret for meget. Kunne Dansk Folkeparti så se sig selv gå konstruktivt ind i en sådan dialog om at finde en bedre model der, eller vil man sidde sammen med det flertal, man er en del af nu bag den her aftale, og sige: Vi vil ikke lave ændringer?

Ordføreren.

Jeg synes, man skal være ærlig og sige, at man selvfølgelig holder de aftaler, man indgår, indtil virkeligheden har ændret forudsætningerne for den aftale, der er indgået. Og hvis forudsætningerne er voldsomt ændrede, er jeg sikker på, at de nuværende aftaleparter også vil være interesserede i eventuelt at justere eller ændre aftalen. Det er jo en hypotetisk situation, ordføreren fremfører, og det ved hr. Martin, nej, hr. Morten Dahlin – arh, jeg siger altid Martin Dahlin – hr. Morten Dahlin jo godt. Så vi står selvfølgelig ved vores aftale og stemmer også for her ved tredjebehandlingen.

Hr. Morten Dahlin.

Tak for det. Martin Dahlin var svensk fodboldspiller (Alex Ahrendtsen (DF): Jeg ved det!) – man kunne vel kalde ham det sorte får i familien, og den tror jeg godt ordføreren forstod.

Tak for svaret, som jeg sådan set ser som en åbning for, at man, hvis realiteterne viser nogle af de ting, vi har som bekymringer, er villig til at sætte sig ned og kigge på det. Det tager jeg positivt ned. Når nu ordføreren har gjort sig de overvejelser, ordføreren har gjort sig og Dansk Folkeparti har gjort sig, hvad vil ordføreren så egentlig sige til den etnisk danske dreng, der gerne ville gå på sit lokale gymnasium, hvor der fortrinsvis er etniske danskere, når han nu bliver tvunget ad den ene eller den anden vej til at komme hen på et gymnasium, hvor der er en overvægt af ikkevestlige indvandrere? Hvad er Dansk Folkepartis svar og forklaring til ham?

Tak. Ordføreren.

Målet skulle jo gerne være, at han ikke bliver tvunget hen på et gymnasium, hvor der er en overvægt. Vi skulle jo gerne nå frem til, at der er en nogenlunde mere ligelig fordeling, så de gymnasier, der i dag ikke løfter opgaven, i fremtiden kommer til at afhjælpe de gymnasier, som i høj grad løfter opgaven. Men hr. Morten Dahlin har jo ret: Det bliver altid svært, når det bliver helt konkret, og jeg vil selvfølgelig forstå, hvorfor han er frustreret.

Næste korte bemærkning er fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Og tak til ordføreren for en meget reflekteret tale. Der var en ting, jeg bed mærke i i ordførerens tale, og det var det her med, at ordføreren sagde, at Dansk Folkeparti netop ikke ville – så at sige – efterlade regningen i børneværelset. Men det er jo præcis det, man gør med den her aftale. For selv med de her fordelingskrav og det her maks. på 30 pct. vil der være nogle, der bliver fordelt over på nogle gymnasier, som vil have en meget, meget stor andel af – for at sige det, som det er – uopdragne indvandrerdrenge, som i øvrigt slet ikke burde gå der.

Mener Dansk Folkeparti ikke, at det her reelt set er den forkerte vej at gå, og at man netop med den her aftale efterlader regningen fra forældrenes brøde og politikernes fuldstændig forfejlede udlændingepolitik hos børnene?

Ordføreren.

Jo, det er jeg faktisk enig med fru Mette Thiesen i, og man kunne jo føre sagen videre. På mange måder er det jo symptombehandling, og det er også at lade institutioner løse en integrationsopgave, som egentlig ikke er deres opgave. Det, vi står tilbage med på grund af fædrenes synder, er det børnene der kommer til at bære. Vi advarede imod det – man gjorde det alligevel.

Vi har så valgt at forsøge at løse opgaven. Det er ikke verdens bedste løsning, men det er trods alt en løsning. Det hjælper landdistriktsgymnasierne voldsomt, og så hjælper det nogle få gymnasier i hovedstadsområdet og i de store byer, og så kommer andre til at løfte mere. Men godt er det ikke.

Tak. Fru Mette Thiesen.

Jamen jeg vejrer også lidt en åbning for, at vi forhåbentlig kan få lavet det om efter næste valg. Det vil jeg i hvert fald kæmpe benhårdt for at vi får gjort med et borgerligt flertal.

Men tak for at være meget, meget ærlig om det fra Dansk Folkepartis ordførers side. I Nye Borgerlige har vi en meget, meget klar holdning til, at det selvfølgelig ikke er børnene, der skal betale regningen for den forfejlede udlændingepolitik. Vi skal have løst problemerne fra bunden – det har jeg sagt tidligere – men så ligger der jo også i det frie valg, at man kan vælge noget fra, og jeg synes, at danske børn og unge skal have mulighed for at vælge indvandrergymnasierne fra, også fremadrettet.

Ordføreren.

Altså, jeg synes, det fremmer sagen bedst, hvis man ærligt redegør for sine bevæggrunde, sine overvejelser og også sine argumenter for, hvorfor man gør, som man gør. Det hjælper på tingene. I mange år har vi haft en forløjet diskussion om indvandringen, immigrationen, kulturbaggrunde og religiøse baggrunde. Det er blevet meget bedre i Danmark, og derfor tror jeg også på, at vi kan nå frem til bedre løsninger gennem en ærlig og nogle gange også en hård debat.

Og endelig er der en kort bemærkning fra fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Og også tak herfra for en meget ærlig tale og også for det historiske blik, der var på det. Det var dejligt lige at få ridset det op. Så kunne jeg godt tænke mig at høre, om DF ser det her som en løsning på integrationen, altså at vi beder unge om at tage en ungdomsuddannelse et sted, hvor de reelt ikke ønsker at være? Er det en god måde at løse integrationsproblemer på?

Ordføreren.

Nej, det er ikke en god måde, men det giver selvfølgelig unge med en anden kulturbaggrund end dansk en bedre mulighed for at blive integreret frem for at gå på et gymnasium, hvor de stort set kun har deres egne at gå sammen med. Jo flere danske elever de møder, jo mere har de en mulighed for at blive bedre integreret. Men i sidste ende er det jo det enkelte individ, der lader sig integrere. Hvis vedkommende ikke vil integreres, betyder det ikke noget, at han eller hun er den eneste på gymnasiet.

Det starter med familien, det starter med individet; hvis de vil integrere sig, bliver de også integreret. Men det forudsætter også, at de har noget at blive integreret i og ind i, og at de møder den dejlige danske kultur, som vi jo alle sammen holder af, og så på sigt også lader sig integrere i Danmark som sådan. Det er jo det, det handler om.

Fru Gitte Willumsen.

Tak for svaret. Når ordføreren siger, at det kræver, at man også har noget at lade sig integrere ind i, så tolker jeg det, som om antallet betyder noget de pågældende steder. Hvordan tænker ordføreren at antallet af etniske danskere bliver højt nok på nogle af de her indvandrergymnasier til, at det, som er intentionen med det her forslag, kan lykkes?

Ordføreren.

Antallet betyder noget. Men jeg er også godt klar over, at på mange gymnasier, hvor der f.eks. er 30 eller 40 pct. med en anden kulturbaggrund end dansk, er det ikke sikkert, at de blander sig med de danske. Oftest holder de sig for sig selv. Så det er ikke nogen garanti, men det er i hvert fald en bedre mulighed, og det er bl.a. derfor, at vi har sagt ja. Altså, perspektivet er, at de jo integrerer sig også i Danmark. Det er vores forhåbning. Hvis de ikke gør det, er vi på spanden.

Jeg ser ikke flere til korte bemærkninger, så jeg vil sige mange tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Den debat, som vi har her i dag, handler helt grundlæggende om værdier. Vi står ved en skillevej. Prøv engang at lukke øjnene, og forestil jer det her: Solen skinner, fuglene synger, man kan se varmen bølge i landskabet, foran jer ligger en støvet grusvej, længere fremme deler den sig i to. Vælger man vejen til venstre, ender man i den kolde og mørke skov fyldt med tornede buske og mørke træer, stien fortaber sig i mørke. Vælger man derimod den anden vej, den til højre, fortsætter man ad den solbeskinnede grusvej med høj himmel, græssende kvæg til begge sider og kvidrende fuglefløjt fra oven. For det er faktisk ganske enkelt: Vælger man vejen til venstre, som regeringen, støttepartierne og Dansk Folkeparti har valgt, med mere tvang og mindre frit valg, eller vælger man den borgerlige vej – en vej med mere frihed og flere frie valg? Nye Borgerlige vælger selvfølgelig det sidste.

I Nye Borgerlige ønsker vi mere frihed og mere frit valg, og derfor ønsker vi selvfølgelig heller ikke, at danske gymnasieelever skal bruges som kegler i et integrationsspil og ofres på alteret over den forfejlede udlændingepolitik. Centralt står nemlig, at gymnasier fremover skal optage elever på baggrund af deres forældres pengepung, og opfyldelsen af unge menneskers uddannelsesønsker bliver således også betinget af, hvilke jobs deres forældre har. Det er jo det stik modsatte af, hvad regeringen hævder at ville opnå, og det er også det stik modsatte af, hvad vi ønsker i Nye Borgerlige, nemlig at sikre det frie valg.

Kort sagt skal gymnasier ikke bruges som integrationsprojekter, og eleverne skal ikke tvinges til at gå på et gymnasium uden deres venner og langt fra deres bopæl. Derfor må en kommende borgerlig regering sætte sig for at skrotte de rødes makværk af en gymnasieaftale. Problemerne skal ikke bare flyttes rundt, de skal løses fra bunden.

I Nye Borgerlige har vi som det eneste parti sagt nej fra starten: Nej tak til tvangsfordeling. Man skal ikke tage fejl af, hvad formålet med den her aftale egentlig er. Det er jo netop at tvangsfordele elever i integrationens navn. Aftalepartierne italesatte aftalen som et forsøg på at blande elever på baggrund af forældrenes indkomst for at skabe en mere socialt mangfoldig sammensætning i landets gymnasier. Men i virkeligheden handler det jo om at få fordelt muslimske elever ud på danske gymnasier og omvendt fordele danske elever ud på indvandrergymnasier. Fremover kan unge danske elever altså ikke vide sig sikre på, om de bliver placeret på et dårligt gymnasium med en stor andel af ikkevestlige elever, og det er helt uacceptabelt. For regningen for årtiers fejlslagen udlændingepolitik må ikke lande i teenageværelset.

Den oplagte måde at undgå statslig tvangsfordeling på er selvfølgelig, at forældrene går sammen om at oprette privatgymnasier for at sikre det frie valg for deres og andres børn og unge, men også her stikker regeringen og dens blodrøde støttepartier og Dansk Folkeparti deres lange fingre ind i civilsamfundets initiativer og begrænser friheden. Fremover bliver der nemlig sat et loft over, hvor mange elever private gymnasier må optage, fordi aftalepartierne jo godt ved, at ingen unge ønsker at blive tvangsplaceret på et indvandrergymnasium.

Løsningen på problemerne med parallelsamfund og indvandrergymnasier er todelt. Først og fremmest skal vi have løst udlændingepolitikken fra bunden, så vi får sat en prop i tilstrømningen, for uden det vil problemerne fortsætte og blive værre. Samtidig skal vi løse det konkrete problem med dårligt fungerende indvandrergymnasier, og den oplagte løsning på det problem skal findes ved at hæve karakterkravet for at blive optaget i gymnasiet til 7. På den måde vil mange af de elever, der udgør problemet, automatisk blive sorteret fra og udelukket fra at komme i gymnasiet, og helt ærligt: Dem, der ikke kan opføre sig ordentligt, skal selvfølgelig smides ud.

Vi står i dag ved en skillevej. Vælger man mere frihed og mere frit valg, eller vælger man det modsatte – mindre frihed og mindre frit valg? Går man til højre eller går man til venstre ved skillevejen? I Nye Borgerlige er vi ikke i tvivl, og det har vi aldrig nogen sinde været. Som borgerligt parti vælger vi selvfølgelig mere frihed og flere frie valg, og derfor siger vi igen klart nej til venstrefløjens og Dansk Folkepartis tvangsfordeling. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Jeg kan høre, det ligger ordføreren meget på sinde. I forhold til bemærkningen omkring det med at smide dem ud, som ikke opfører sig ordentligt, vil jeg sige: Som det er i dag, koster det jo rektor, gymnasiet, penge, når man smider et ungt menneske ud, som ikke kan opføre sig ordentligt, fordi man bliver modregnet i taxameterpengene. Kunne ordføreren se en ordning, hvor man sagde, at hvis det er på grund af adfærd og dårlig opførsel, man bliver smidt ud af sin ungdomsuddannelse, så kommer det ikke til at koste på bundlinjen for gymnasiet? Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg tænker, at vi generelt skal sætte os ned og kigge på det her taxametersystem. Jeg tror og vi tror generelt på, at pengene skal følge det enkelte barn. Det er selvfølgelig klart, at hvis man smider en elev ud, som opfører sig dårligt og skaber et rigtig dårligt miljø for de andre, så vil det også gavne skolen på den lange bane – det tror vi sådan set på. Så vi sætter os meget gerne ned og kigger på taxametersystemet, men vi mener grundlæggende set, at pengene skal følge det enkelte barn.

Fru Gitte Willumsen.

Tak for det. Vi synes, det er problematisk, at det koster gymnasier penge at komme af med nogen, som ikke opfører sig ordentligt. Og vi tror, det betyder noget for kulturen det pågældende sted. Så kunne jeg godt tænke mig høre Nye Borgerlige om den her integrationsdagsorden, hvor man prøver at komme med en løsning, og hvor det koster for nogle unge mennesker. Hvor skal vi lande det henne? Vi er fuldstændig enige om, at det kommer til at koste for nogle etnisk danske elever, at man har bedrevet en fejlslagen integrationspolitik, men hvordan løser vi det så i forhold til nogle af de der indvandrergymnasier? Hvordan ser ordføreren på det?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, jeg sagde det klart i min tale, og nu er integration jo et personligt ansvar og ikke en offentlig opgave. Jeg ved, at regeringen bl.a. tit omtaler de her personer, hovedsagelig fra muslimske lande, som nogle, der har et integrationsbehov. Det er jo noget vrøvl. Altså, hvis man kommer til Danmark, må man selvfølgelig tilpasse sig og assimilere sig i det danske samfund, bidrage aktivt osv., og det gælder jo sådan set også på de her gymnasier. Det er også derfor, jeg siger klart og tydeligt, at hvis du ikke kan opføre dig ordentligt, må du blive smidt ud. Derfor skal vi også sætte kravet til at komme ind på gymnasiet op. Vi vil kunne se ret klart og tydeligt, at hvis vi sætter det til 7, bliver frafaldsprocenten også noget lavere. Den går faktisk ret klart nedad efter 7. Så der er nogle klare ting der. Og så skal man selvfølgelig som dansk velfungerende gymnasieelev kunne vælge de her dårlige gymnasier fra.

Tak. Der er lige en ekstra kort bemærkning fra hr. Morten Dahlin, Venstre. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg ved ikke, om ordføreren har læst bogen fra Socialdemokratiets undervisningsordfører, hr. Jens Joel. Han har jo skrevet en ganske spændende bog – og jeg tror, at man, alt efter hvor man ligger ideologisk, nok vil kalde den enten en gyser eller en komedie, men det må ordføreren jo selv bestemme – hvor han foreslår at udvide den model, man har lavet på gymnasieområdet, til også at gælde på grundskoleområdet. Det er ministeren blevet konfronteret med flere gange, og ministeren har hver eneste gang sagt, at hun er meget, meget glad for hr. Jens Joels bog.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge, om Nye Borgerlige er bekymret for, om det, vi nu ser på gymnasieområdet, kunne blive en glidebane og også efterfølgende blive indført på grundskoleområdet.

Ordføreren.

Ja, og det har jeg sådan set været i flere år. For jeg spurgte faktisk ministeren om det hernede i salen – jeg mener, det var, da vi behandlede det forslag, der hed L 63, som var omkring den her fordelingsmodel i forbindelse med daginstitutioner i de her særligt udsatte områder – hvor jeg helt konkret spurgte ministeren, om ministeren kunne se andre steder, og da svarede ministeren egentlig ret åbent og ærligt, at det kunne hun sådan set godt se. Så ja, jeg mener bestemt, at det er en gyser i forhold til den her bog, og vi er meget bekymrede for, at det også skal brede sig ud på andre områder.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Først vil jeg fortælle, hvordan det burde være, og derefter vil jeg tale om, hvad der er forkert i det, som foreslås her af et flertal i Folketinget. Det burde være sådan, at elever kunne søge det gymnasium, de gerne vil søge, og hvis der ikke er plads på gymnasiet, skal gymnasiet have en mulighed for at udvide. Det er muligt, at det ikke kan lade sig gøre fra år til år, men over tid skal de meget søgte gymnasier have en mulighed for at udvide, så de kan tage flere af de elever, som søger gymnasierne. Det kommer i stand via en model, som man kan kalde »pengene følger eleven«, hvor gymnasierne får en sum penge til undervisning og til lokaler, som er et produkt af, hvor mange der gerne vil gå på gymnasiet. Det vil så føre til, at der er andre gymnasier, hvor der ikke er så stor søgning – det kan være af den ene, den anden eller den tredje grund – som vil have problemer med at opretholde livet.

Sådan må det være. Vi skal ikke have gymnasier for gymnasiernes skyld. Vi skal have gymnasier for de unges skyld, og hvis de unge ikke ønsker at gå på bestemte gymnasier, skal de ikke tvinges til at gå på de gymnasier for at holde liv i de gymnasier. Vi skal gøre det nemmere for små gymnasier at være små gymnasier. De skal have en mulighed for f.eks. at tilbyde de fag, som er store, og som alle elever skal igennem, og så måske købe sig ind til de smalle fag på nærtliggende gymnasier, sådan at man har alle sine dansk- og matematik- og historietimer på sit lokale gymnasium, men eventuelt skal tage sine spansktimer eller sine russisktimer på et fjernereliggende gymnasium, hvis det lokale gymnasium ikke kan tilbyde de små fag. Det er sådan, det burde være.

Hvis der så er gymnasier, hvor der er problemer, f.eks. gymnasier, der har udviklet sig til at være små parallelsamfund, der fungerer som magneter på unge med en anden etnisk baggrund, som dér forlænger det parallelsamfund, de bor i hjemme i boligblokken, til også at være et parallelsamfund på gymnasiet, så skal man ud fra forskellige kriterier, som også gælder i forhold til boligblokke, kunne sige, at dette gymnasium skal igennem en eller anden form for fornyelsesproces eller lukkes, enten permanent eller midlertidigt, og de mennesker, der tidligere søgte der, må så søge nogle andre gymnasier. Det er modellen, som vi gerne vil gennemføre.

Det, som man gør her, er, at man siger til unge mennesker, der gerne vil gå på det gymnasium, som deres storesøster har gået på, fordi det ligger i lokalområdet, at der kan du desværre ikke gå, for vi har behov for din tilstedeværelse i f.eks. Herlev, for ellers er der for mange med indvandrerbaggrund på gymnasiet der, så du skal komme derhen og fungere som fortynding, for at dem, der går der, ikke i for høj grad består af unge med en indvandrerbaggrund; så du skal flyttes derhen og være fortynderen, der sørger for, at vi har et godt socialdemokratisk samfund også i Herlev. Det synes jeg simpelt hen er et mageløst formynderi og en dirigeren med unge menneskers liv, som man skal være betonsocialdemokrat for at bakke op om. Det er det her med, at vi har et mål, som vi synes er retfærdigt, og at der sådan set ikke er nogen midler, man må sky for at nå det mål, og hvis målet er godt, er midlerne også gode, uanset hvor mange lig man går over på vejen hen til det store, lysende socialdemokratiske mål om, at vi er et samfund, hvor kontanthjælpsmodtagerens søn går i klasse med bankdirektørens datter.

Det er da helt utroligt, at man, fordi man synes, man har en god idé, tillader sig selv, at alle andre, herunder de unge mennesker, bare skal være statister i den gode idé, som man har opstillet, og som fungerer godt i en debatbog, og som også fungerede godt, dengang man var medlem af Enhedslisten og politisk ordfører for Enhedslisten og kunne svinge med de røde faner og tale om alt muligt rødt. Men vi kan da ikke have, at de unge mennesker bare skal være brikker i det spil. De har da ret til deres eget liv, og det forhold, at vi i Danmark har så høje skatter, at man ikke har mulighed for at købe sine ydelser selv, gør da ikke, at det offentlige kan stille ublu krav for at modtage en ydelse fra det offentlige, som de skatter, som man har betalt igennem livet, bliver brugt til at tilvejebringe. Der må da være rimelighed i det her samfund, og der er ikke rimelighed, når man behandler de unge på den her måde.

Liberal Alliance stemmer imod lovforslaget.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen ordfører for Frie Grønne eller for Kristendemokraterne, så nu er det tid til fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Godt, at jeg kunne nå at komme på her til sidst, når nu der var lidt kalenderproblemer, som gjorde, at jeg ikke kunne være her tidligere. Når jeg har hørt den her debat, tænker jeg, at virkeligheden kalder på nogle af dem, der sidder og kritiserer den her aftale meget indædt. Den her aftale tager livtag med to alvorlige problemstillinger på vores gymnasier. Det er problemstillinger, som virkeligheden derude, både lærere, elever og rektorer, har bedt os om at løse. Det er også problemstillinger, som Venstre og Konservative har efterlyst løsninger på. At man så ikke synes, at den her løsning er perfekt, er jo helt forståeligt, men jeg synes, at kritikken om, at vi her taler om tvangsfordeling og fuldstændig afskaffer et frit valg, er meget langt fra virkeligheden, især når det jo er sådan, at man ikke ønsker at have et fuldstændig frit optag.

Der må jeg så sige, at Liberal Alliance faktisk har en løsning, som jo er, at man ønsker, at man bare dimensionerer efter de ønsker, der er hos de unge, og øger kapaciteten. Det er så ikke en løsning, jeg er enig i, for det problem, vi har set i forhold til integrationsudfordringen på gymnasierne – gymnasier, der er endt i en negativ spiral – er netop opstået ud af, at der har været for lidt styring med kapaciteten på gymnasierne. Vi har haft en for fri konkurrence, som har været skadelig i den her sammenhæng for muligheden for at drive gymnasium på bæredygtige vilkår.

Det er derfor, at vi nu er villige til – ikke bare er villige til, men mener, at det er en god idé – at gå ind og tage ansvar for de problemer, som er opstået på gymnasierne, også et ansvar, som Venstre og Konservative tidligere har været villige til at tage på sig. Men nu er det åbenbart sådan, at enhver begrænsning i at vælge et gymnasium fuldstændig frit og uden nogen regler er tvangsfordeling. Det har jeg meget, meget svært ved at genkende som værende virkeligheden, og det tror jeg også man har ude hos dem, som har efterlyst løsninger.

Derfor synes jeg, at vi med den her aftale er vores ansvar bevidst. Er det en perfekt aftale? Efter Radikale Venstres mening er det ikke en perfekt aftale. Det tror jeg også mange andre ordførere har sagt. Vi havde selvfølgelig hver vores ønsker. Vi havde gerne set, at det var regionerne, som kunne have mere styring med, præcis hvilke kriterier man ville vælge lokalt. Men der var forskellige ønsker, og jeg synes, at den her netop bevarer et frit valg og i virkeligheden går ind og meget målrettet siger, at der, hvor der er problemer, fordeler vi efter nogle andre kriterier end i dag; der fordeler vi flere, fordi problemerne eksisterer der. Til gengæld lader vi i resten af landet være med at fordele. Og det er derfor, at vi f.eks. ikke ønskede en distriktsmodel, for så havde man i realiteten stavnsbundet alle elever. Det ønskede vi ikke i Radikale Venstre.

Så vi synes, at den her aftale er en aftale, der leverer på virkelighedens problemer, og derfor støtter vi selvfølgelig lovforslaget.

Tak. Der er en stribe korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Dahlin, Venstre.

Ordføreren nævner, at den kritik, der har været, ikke passer med virkeligheden. Altså, jeg har jo faktisk inviteret ordføreren ud i virkeligheden for at tale med nogle af de elever, der vil blive ramt af det her. Ordføreren har nægtet at svare på invitationen. Så jeg vil bare gentage den: Jeg vil gerne invitere ordføreren til et gymnasium for at have en dialog med nogle af de elever, der fremadrettet ikke vil have mulighed for at komme ind på det gymnasium, de gerne vil ind på, ikke fordi de selv har gjort noget forkert, men fordi deres forældre tjener det forkerte beløb. Så måske ordføreren nu her fra talerstolen vil bekræfte, at ordføreren rent faktisk denne gang har tænkt sig at tage imod invitationen fra virkeligheden.

Så kunne jeg bare godt tænke mig at spørge ordføreren, som jo er ordfører for et socialliberalt parti, om, hvordan det er i overensstemmelse med Radikale Venstres ideologi om frihed, selvbestemmelse og frit valg, at man fremadrettet kategoriserer unge mennesker efter, hvor mange penge deres forældre tjener, og man på den måde laver et system, der forskelsbehandler, i forhold til om din far er direktør eller din far er kontanthjælpsmodtager.

Ordføreren.

Det er ikke korrekt, at jeg ikke svarede på invitationen. Det er rigtigt, at vi ikke har fået en aftale i kalenderen. Jeg vil gerne tage imod den invitation; jeg vil i hvert fald gerne tage til Greve. Det kan godt være, at det ikke bliver til hr. Morten Dahlins eget arrangement, men jeg vil meget gerne tage derned, og det har jeg også svaret ordføreren at min sekretær vil hjælpe med at finde en dato for.

Nå, men for så at svare på det andet spørgsmål: Vi mener jo, at der i forvejen er begrænsninger på det frie valg, og det bliver sådan lidt absurd at blive ved med at høre, at der ikke er nogen begrænsninger i dag, og om tvangsfordeling osv. Nu kan jeg ikke stille spørgsmål den anden vej, men jeg vil bare konstatere, at man i dag også er bundet af sine forældre i den forstand, at forældrenes mulighed for at købe en bolig jo altså også afhænger af deres økonomiske formåen. Ergo er der i dag også begrænsninger. Og i virkeligheden vil der med den her aftale for nogle blive en højere grad af frit valg, for bor du på Vestegnen med forældre, som ikke har mulighed for at flytte adresse, vil du nu have mulighed for at søge et gymnasium inde i København – en mulighed for både at søge og komme ind, som ikke eksisterede før.

Hr. Morten Dahlin.

Lad os lige få fakta på plads: Det frie valg bliver begrænset. Færre elever end før vil med den her aftale få opfyldt deres førsteprioritet. Det er fakta, og det står sådan set i aftalen. Så skal jeg bare forstå, om det er Radikale Venstres hovedargument for at begrænse det frie skolevalg yderligere, at det allerede er begrænset i dag. Altså, er det virkelig et socialliberalt partis argument at sige: Vi har ikke et perfekt frit system i dag, og derfor giver det os nu ret til at gøre systemet endnu mere ufrit? Er det virkelig det, Radikale Venstre står og siger her i dag?

Ordføreren.

Nej, det er det på ingen måde. Grunden til, at vi er med i den her aftale, er, at den løser virkelige problemer. Det er problemer, som ordføreren også tidligere selv har adresseret. Vi mener, at den løsning, der er, er nødvendig, fordi den løser problemer. Det er rigtigt, at den fører til et mindre frit valg. Det, jeg anfægter, er, at vi i dag har hørt tale om tvangsfordeling, som om det er noget, der aldrig har eksisteret før, som om det er noget, partierne ikke selv har ønsket – faktisk flertallet af de partier, som kritiserer den her aftale for i det hele taget at lave en fordeling. Vi mener, at en fordeling er nødvendig, og vi kan godt stå på mål for den fordelingsmekanisme, der er valgt her. Havde vi lavet den selv, havde vi valgt en anden, men vi kan sagtens stå på mål for den.

Tak. Næste korte bemærkning er fra hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

For ikke så mange år siden konstaterede et flertal i Folketinget, at der var store problemer i bestemte boligområder, og besluttede sig for at løse de problemer med udgangspunkt i de boligområder, hvor problemerne var. Altså, man tog fat der, hvor problemet var. Hvis man havde haft den samme tilgang til gymnasieproblemer af denne art, hvor nogle gymnasier udvikler sig til at være en slags parallelsamfund for en bestemt etnisk gruppering i Danmark, ville man have sagt, at man må tage fat på de gymnasier, hvor problemet er. Hvorfor gjorde man ikke det? Hvorfor er det ikke godt nok at tage fat på problemgymnasierne? Hvorfor skal 100 pct. af de unge i Danmark involveres i, at der på nogle gymnasier er problemer med sammensætningen af elever, på den måde, at de så skal tvinges til at gå på nogle gymnasier, som de ikke ønsker at gå på, i meget højere grad end i dag, hvor praktiske forhold sætter en begrænsning for, om man kan komme ind på det gymnasium, man gerne vil ind på? Nu bliver det så ideologi og problemgymnasierne, der gør, at man bliver puttet ind på andre gymnasier.

Ordføreren.

Jamen vi tager med den her aftale netop fat, hvor problemerne er. Der differentieres mellem de områder, hvor der ikke er en skæv elevsammensætning, og så de områder, hvor der er en skæv elevsammensætning. Så man tager fat i de områder, hvor der er problemer. Jeg anerkender ikke, at der bare er tale om enkelte problemgymnasier, og at der kun er problemer på de skoler, hvor vi ser en overrepræsentation af elever med anden etnisk baggrund. Jeg mener sådan set også, det er et problem, at man klumper sig sammen andre steder med elever, der minder om hinanden. Jeg synes, vi skal gå i skole på kryds og tværs, og det er jo helt fair, at ordføreren ønsker et fuldstændig frit og ureguleret gymnasievalg. Det tror jeg så at ordførerens parti sammen med Nye Borgerlige er de eneste der gør, men det er jo helt fair. Jeg mener, der er behov for at løse problemerne, og derfor har vi valgt at være med i den her aftale.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det her er alligevel skrap kost! Altså, det handler ikke om, at der på enkelte gymnasier er for mange indvandrere; det er i hvert fald ikke kun det problem, der er. Det handler også om, at der i gymnasier oppe i Nordsjælland f.eks. er for mange børn af velfungerende forældre med gode indkomster. Og det er også et problem – det siger den radikale ordfører. De er også problemgymnasier, og derfor er det retfærdiggjort, at der skal gøres noget ved dem, og at de skal flyttes rundt i Danmark, for det er et problem, at deres forældre er så velfungerende og har så høje lønninger, at eleverne bor i Nordsjælland og går der med andre elever, der ligner dem. Det er utroligt.

Ordføreren.

Det var så heller ikke det, jeg sagde. Så der ligger ordføreren mig ord i munden. Jeg mener, at der eksempelvis på Vestegnen er tale om – og det vil jeg mene er ubestrideligt, hvis man har begivet sig derud – gymnasier, hvor de mest privilegerede inden for det område klumper sig sammen og vælger at være på de gymnasier, fordi andre gymnasier har fået et dårligt ry – i mange tilfælde ufortjent. Jeg taler ikke om gymnasier i Nordsjælland. Det lægger ordføreren mig i munden.

Tak for det. Den næste korte bemærkning er fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jeg synes, at det er sådan lidt paradoksalt. Vi står her i 2022, og den radikale ordfører står og hidser sig op: Nu tager Radikale Venstre ansvar for at få løst problemerne. Ja, det ville være meget mærkeligt, hvis det ikke var Radikale Venstre, der satte sig i spidsen for at få løst de problemer, som Radikale Venstre har stået i spidsen for at skabe med den fuldstændig forfejlede udlændingepolitik, for det er jo derfor, vi står her i dag. At man så vælger at ødelægge det for rigtig mange velfungerende danske børn i den proces, er vi jo så nogle der synes er dybt utilstedeligt.

Men hvorfor mener Radikale Venstre helt ærligt, at det er danske unge, velfungerende danske unge, der skal betale for den forfejlede politik, som Radikale Venstre har stået i spidsen for igennem årtier?

Ordføreren.

Vi mener ikke, at det er de unge her, der er problemet. Så jeg anerkender ikke ordførerens præmis. Det er ikke et problem, at unge med anden etnisk baggrund går i gymnasiet; det er en succeshistorie, men det er selvfølgelig et problem, hvis vi ser en for skæv elevsammensætning, for så bliver det svært at få integrationen til at fungere. Men nej, det er ikke et problem, at unge med anden etnisk baggrund nu går i gymnasiet. Det er jo snart ligegyldigt, hvad man gør: Går man der ikke, er man en belastning for samfundet, og går man der, jamen så er det også et problem.

Fru Mette Thiesen.

Det er meget svært for sådan et normalttænkende menneske at sætte sig ind i den der radikale osteklokke, hvor man har en eller anden idé om, hvordan samfundet fungerer. Jeg skal dog prøve alligevel.

Det, ordføreren siger, er, at der ikke er nogen problemer inden for det her. Det eneste, der er problemet, er, at de her gymnasier ikke er blandede nok. Nej, grunden til, at vi ser de her problemer på nogle af de indvandrergymnasier, er jo netop, at ret mange af dem, der går der, ikke opfører sig ordentligt, og det er jo det, vi ser gentagne gange som konsekvens af den forfejlede udlændingepolitik, Radikale Venstre stod i spidsen for at føre. Hvornår vågner Radikale Venstre op?

Tak. Ordføreren.

Hvis kriteriet for at være et normalttænkende menneske er, at man ser det enkelte individ med anden etnisk baggrund på gymnasiet som et problem, så må jeg sige, at vi er kommet noget langt ud i den her Folketingssal, hvad vi også er.

Den sidste til en kort bemærkning er fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg har kigget i Radikale Venstres principprogram, og der står med jeres farve:

»Det enkelte menneske skal have størst mulig indflydelse på sine egne livsvilkår og på samfundet. Kun den, der har reel indflydelse, kan tage et reelt ansvar.«

Så vil jeg godt høre ordføreren: Har den unge reelt indflydelse med den her plan, der ligger, hvor der står, at kun 84 pct. fremadrettet vil få sin førsteprioritet, når det i dag er 90 pct.?

Ordføreren.

Ja.

Fru Gitte Willumsen.

Det var et kort svar og et noget overraskende svar. Altså, man går fra 90 pct. til 84 pct., og så mener man stadig væk, at der er fuld indflydelse her. Jeg er målløs, det må jeg sige.

Radikale Venstre siger, at de er et liberalt parti. Men hvor ligger det liberale henne, i forhold til at der er nogen, der flytter rundt med de unge mennesker som brikker og placerer dem der, hvor staten synes det er bedst? Altså, det har da intet at gøre med det, der står i Radikale Venstres principprogram.

Ordføreren.

Jo, og faktisk mener jeg også, der står, at vi har behov for uddannelse for at kunne frisætte os selv. Og derfor har vi også behov for uddannelse af høj kvalitet. Det forudsætter, at vi ikke får A- og B-skoler, og derfor er det nødvendigt at lave en elevfordeling, som der også er i dag, men med nogle andre regler.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så siger vi velkommen til børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak for en mægtig god debat. Den har varet længe, og det fortjener emnet også, for det er vigtigt stof, vi har at gøre med. Det er i øvrigt også enormt dilemmafyldt, og det er ikke nogen problemstillinger, der er nemme at løse, og det afspejler historien om det her i sagens natur også, for det har været sådan, at man i årevis fra rektorer, gymnasielærere og i øvrigt også elevernes side har bedt om, at vi gjorde noget ved den her situation. Det, vi taler om, er, at gymnasierne er blevet mere og mere skæve, og det er de med hensyn til etnicitet, det er de også med hensyn til den sociale sammensætning, og det første har skabt deciderede parallelsamfundslignende tilstande på en del gymnasier i Danmark. Det, der har været det meget klare budskab, både fra rektorer og fra gymnasielærere og fra gymnasieelever, er, at de valgmuligheder, man har at vælge imellem, skulle være bedre, altså at der på hvert af de gymnasier skulle være en mere balanceret elevsammensætning, sådan at det ikke var to halvdårlige muligheder, man havde at vælge imellem, men at der var flere rigtig gode muligheder. Det har vi valgt at lytte til.

Jeg er mægtig ærgerlig over, at særlig Venstre ikke endte med at være med i den her aftale, for det var egentlig min forventning. Fru Ellen Trane Nørby sagde i sin ministertid – og nu citerer jeg:

»De ghettogymnasier, vi ser i dag, er skidt for den enkelte elev, som ikke møder danske elever, danske normer og værdier. Men det er jo også skidt for integrationen i vores samfund, og derfor er der behov for politisk handling«.

Fru Ellen Trane Nørby sagde også på det tidspunkt – og nu citerer jeg igen:

»Jeg håber, at forligskredsen og de politiske partier vil være med til at handle, så vi kan få nye fordelingsregler på gymnasier startende fra næste skoleår«.

Jeg er fuldstændig enig i det, som fru Ellen Trane Nørby sagde dengang, og det er jo sådan set også det og noget af det arbejde, der blev sat i gang fra hendes hånd, som er det, vi handler på nu. Der skete jo så bare ikke rigtigt noget fra den tidligere regerings side, og det ekspertudvalg, man nedsatte, kom jo så med forskellige modeller, herunder distriktsmodeller, klyngemodeller, som begge dele griber langt mere ind i det frie valg end det, som vi taler om her.

Med lovforslaget forsøger vi så at tage livtag med de udfordringer, der er ved en meget skæv elevsammensætning, og jeg vil sige, at jeg egentlig synes, at fru Alma Tynell, som er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, sagde det meget godt i et debatindlæg, nemlig at det, der var udfordringen, er, at når man står som ungt menneske i dag, kan man, når man vælger mellem gymnasier, enten vælge et gymnasium, hvor ingen ligner en selv, eller også kan man vælge et gymnasium, hvor alle ligner en selv. Så skævt er det blevet i vores store byer i Danmark, og det vil sige, at når der her tales om, at man så skal man have frit valg, og at det må være op til den enkelte, er udfordringen jo, at den enkelte elev ikke kan beslutte, hvad de andre beslutter, og det vil sige, at den udvikling, der er sket, hvor man så får to halvdårlige valgmuligheder i stedet for at få nogle skoler, som alle sammen er i balance, kan den enkelte elev ikke påvirke, og dermed efterlades den enkelte elev med to halvdårlige valgmuligheder, i stedet for at vi politisk tager ansvar for, at der faktisk er gode valgmuligheder.

Har det så en betydning for, hvor mange der får deres førsteprioritering? Det har vi været rundt om mange gange i salen i dag, men ja, det har det, men det, hr. Rasmus Stoklund fortæller om Herlev Gymnasium, er unægtelig også fuldstændig rigtigt. Det samme kunne man sige om Frederiksberg Gymnasium, og det samme kunne man sige om en stribe andre gymnasier, nemlig at den befolkning, der bor i umiddelbar nærhed af de gymnasier, har ikke lyst til, at deres unge skal gå der. De unge har heller ikke selv lyst til det; de søger væk fra de gymnasier, for ellers kommer de til at gå et sted, hvor ingen ligner dem. Tager man så ud på Herlev Gymnasium, gælder det samme jo med omvendt fortegn. I de to, tre klasser, jeg var inde i, gjaldt det samme, nemlig at det var mere end halvdelen af eleverne, der slet ikke kom fra Herlev. De havde søgt derhen for at være sikre på at gå på skole med nogle, der lignede dem selv, fordi alternativet var at komme ind på en skole, hvor ingen lignede dem. Det vil sige, at lige nu forsøger alle de unge at sigte efter at komme til at gå på en skole, hvor man bare er nogenlunde sikker på, at der er nogle, der ligner en.

Det mener jeg simpelt hen ikke er gode nok valg at stille op for de unge mennesker, og derfor mener jeg sådan set, at Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings formand rammer det ret præcist ved at sige, at i dag er det det, der er valget, altså mellem et gymnasium, hvor ingen ligner en, eller et gymnasium, hvor alle ligner en. Det kunne vi jo godt gøre lidt bedre. Det er præcis det, både rektorer og lærere og elever har efterspurgt, og det er også det, som vi har forsøgt at lande en model for her.

Findes der andre modeller? Ja, det gør der. Udfordringen med hver eneste model er, at der er udfordringer med hver eneste model. Distriktsmodellen har den udfordring, at det i meget vid udstrækning begrænser det frie valg. Den har så til gengæld den fordel, at den er utrolig let at gennemskue. Så det er, alt efter hvad man synes vejer tungest. Er det hensynet til, at eleverne i meget vid udstrækning flytter sig geografisk i de større byer? For det gør de. Det er ikke sådan, at eleverne i dag vælger det gymnasium, der er tættest på. Så man kan sige: Er det det hensyn, at eleverne selv skal kunne vælge, der vejer tungest, eller er det hensynet til, at tingene er gennemskuelige?

Jeg synes, det er dilemmafyldt, jeg synes, der er noget, der taler for begge dele, og jeg kan jo også høre på en del af de forældrereaktioner, der kommer nu, at særlig en del af forældrene mener, at det ville være bedre, det var gennemskueligt. Men hvis man spørger de unge, har de vægtet det tungere, at der var frit valg, at man altså simpelt hen kan søge på Amager, selv om man bor på Nørrebro eller omvendt, altså at man kan bevæge sig på kryds og tværs af byen.

Så vil jeg sige, at jeg synes, der er en masse stråmænd i debatten, og det synes jeg egentlig er lidt ærgerligt, og dem vil jeg gerne vende tilbage til. Jeg tror, at det er vigtigt at slå fast, hvad det er for en situation, vi også står i, for det er, som om der er nogle partier, der fuldstændig har glemt, hvad det var, der var baggrunden for, at fru Ellen Trane Nørby udtalte de ting, som hun gjorde dengang, om nogle udfordringer, som ikke er løst.

Vi fik en rapport fra Viby Gymnasium, og den ved jeg ikke om de blå partier, som ikke er med i den her aftale, kan huske. Men på det tidspunkt havde hvert eneste blåt parti utrolig travlt med at fortælle, at man ville gøre alt muligt ved alt muligt, og det er man jo så endt med ikke at gøre. Jeg har endnu ikke hørt Venstre pege på en anden model. Jeg har hørt hr. Ole Birk Olesen pege på en model, men jeg er decideret uenig i den model. Jeg har hørt Nye Borgerlige pege på en model. Jeg er fuldstændig rygende uenig i den model, men jeg har hørt, at der er blevet nævnt andre modeller, og det synes jeg jo er den rigtige måde at arbejde på politisk, nemlig at man fremsætter de forslag, man har, og så forhandler man om dem og finder frem til løsninger. Jeg har hørt både Dansk Folkeparti, og jeg har også hørt Enhedslisten foreslå andre modeller end det, vi er endt på, men de har så været villige til at sætte sig ind i et forhandlingsrum og finde nogle veje til det. Jeg har i øvrigt også hørt et tilsagn om, at hvis der er nogle af mekanismerne, der viser sig ikke at virke, skal vi jo kigge på det igen. Det er klart. Det står også i aftaleteksten, og det mener jeg er en vigtig del af det, når vi laver så meget om. Jeg har ikke hørt Venstre komme med et eneste bud på, hvad der skulle ske i stedet for. Jeg har hørt en masse om, hvad man ikke vil.

Men lad os gå tilbage til rapporten fra Viby Gymnasium & HF. Spyt, slag, mobning, overfald, bortviste elever, som nægter at blive væk, et hierarki med en dominerende hård tone, facebookgrupper, hvor der planlægges hævn over andre elever og en generel utryg stemning. Det var konklusionerne fra den rapport. Og Venstre har ikke noget som helst bud på, hvordan vi skal undgå, at der er de parallelsamfundslignende tendenser på nogle af skolerne i Danmark. Vi har valgt den model, som vi har lavet her, hvor vi griber til at gå to veje. Den ene er, at der er nogle gymnasier, der bliver lukket – og det er så egentlig et svar til Konservative Folkeparti, som jeg jo hørte sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor der skal bruges så mange penge på det her. Vi bruger jo lige omkring 140 mio. kr. på at lukke nogle gymnasier for én årgang, sådan at man får udfaset og kan starte forfra på blankt papir og kan få etableret et nyt studiemiljø. Der er jo en eller anden modsigelse i, at man på den ene side synes, det er et virkelig stort problem, at vi bruger nogle penge her, men i forbindelse med det løsningsforslag, som Det Konservative Folkeparti kommer med, nemlig at skulle lukke nogle gymnasier, skal man bare være klar over, at det koster rigtig mange penge, og det er jo de penge, vi har valgt at sætte af i den her aftale. Det synes jeg er ret modsætningsfyldt.

Jeg savner at høre noget fra Konservative og Venstre. Nu kan jeg forstå, for det var en del af det, der foregik i salen i dag, at man, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Venstre og Konservative, begynder at binde hinanden op på gerne at ville lave det her om efter et valg. Jo, og jeg kan forstå, at der er to forslag fra Nye Borgerlige og Liberal Alliance, men hvad vil Konservative og Venstre egentlig? Det har vi intet svar fået på. Og jeg glæder mig da til at høre, hvad det er, man gerne vil, for jeg går ud fra, at Venstre stadig mener, at det er et problem, at der er parallelsamfundslignende tendenser på nogle af skolerne i Danmark, og jeg mener simpelt hen ikke, at vi kan være bekendt, at der er en stribe elever, for hvem det bliver det eneste valg.

Nu kommer vi så til den del, der handler om frit valg. Ja, der kommer en fordelingsmekanisme, og det er der også i dag, og det var der i øvrigt også i amternes tid; det har der altid været. På skolerne, folkeskolerne, har vi skoledistrikter, men det synes jeg er meget langt at gå for gymnasieelever, som jo alt andet lige har en længere geografisk rækkevidde, fordi de er ældre end folkeskoleelever, og derfor synes jeg, at man tilgodeser det frie valg bedre. Men her ligger der klart et dilemma, for hvis man bare giver alt fri, bliver det dårlige muligheder, der er at vælge imellem, og det synes jeg er en dårlig idé, og derfor skal man finde en balance mellem på den ene side at kunne tilkendegive at få tilgodeset de ønsker, man har, men omvendt gøre det på en måde, hvor det ikke betyder, at alle valgmuligheder bliver dårlige.

Så har jeg hørt Venstre sige, at det er forargeligt, at ens socioøkonomiske forhold og ens forældres indkomst skal betyde noget for, hvor man går i gymnasiet. Altså, nu ved jeg ikke rigtig, hvor hr. Morten Dahlin bor henne, men hvis man bor herinde i København, hvor det jo er et kæmpe problem med skæve gymnasier, så skulle jeg hilse at sige, at ens forældres indtægt har en hel del at gøre med, hvor der er en sandsynlighed for, at man kommer i gymnasiet. Altså, vi taler jo om, at der er i omegnen af 5 pct. almennyttige boliger på Vesterbro i København, så hvis man gerne vil gå inde på Rysensteen Gymnasium, så skal man hive et relativt stort millionbeløb op af lommen for at kunne sikre sig en ejerlejlighed.

Derfor opfatter jeg det faktisk som en lille smule forargeligt og bliver faktisk en lille smule stødt over det, når Venstre står heroppe og får det til at lyde, som om ens forældres indkomst ikke betyder noget i forhold til ens gymnasiesituation i dag, for selvfølgelig gør det da det. Altså, det betyder jo alt, når man har en afstandsmodel og vi har en by, der er så opdelt, som tilfældet er i dag. Så det er fuldstændig rigtigt, at det falder fra 90 pct. til 84 pct. – vi kender ikke de konkrete tal endnu, men det falder – men at sige, at ens økonomiske situation ikke skulle betyde noget for gymnasievalget i dag, mener jeg simpelt hen er helt væk fra vinduet for at sige det ligeud.

Med den model, som vi lægger op til her, kommer det også til at betyde noget i fremtiden, i forhold til om man kommer ind eller ej. Det er rigtigt, at det kommer til at være sådan, at vi får skabt en anden balance mellem hensynet til, at de gymnasier, der er, faktisk skal være bæredygtige med hensyn til deres elevsammensætning, og så elevernes ønsker.

Men lad os tage et konkret eksempel på nogle af dem, der faktisk får et større frit valg i den her model. Hvis man eksempelvis er vokset op i Høje-Taastrup, er der jo i dag ikke skyggen af chance for, at man kommer ind på eksempelvis Rysensteen Gymnasium, medmindre ens forældre har råd til at købe en meget dyr lejlighed inde på Vesterbro i København og man derfor kommer til at bo så tæt på Rysensteen Gymnasium, at man kan blive optaget der.

Det er jo det, der er virkeligheden i dag, og det vil sige, at når vi taler om, at 90 pct. af eleverne i dag får deres førsteprioritering i det nuværende system, og det er jo så det antal, der falder til 84 pct., så skal vi være med på, at det dækker over, at man godt ved som elev: Hvis jeg kommer fra Høje-Taastrup og gerne vil gå på Rysensteen Gymnasium, så betyder det, at jeg har Rysensteen som min førsteprioritering, at jeg ryger bag i køen til det, der er min andenprioritering, og eftersom jeg ved, at der ikke er skyggen af en chance på grund af afstandskriteriet, så lader jeg være med overhovedet at tilkendegive, hvad min førsteprioritering er.

Det vil sige, at der jo er et kæmpestort mørketal på grund af de mange, der egentlig slet ikke tilkendegiver, hvad de gerne vil have som førsteprioritering, altså af frygt for at komme bagud i køen, hvad angår deres andenprioritering. Og en del af det handler jo i den grad om indkomst. Jeg synes faktisk, at man forsøger at få tegnet et billede af, at den situation, der er i dag, er, at der bare er frit optag og frit valg på alle hylder, at der ikke er nogen begrænsninger, og at man slet ikke behøver at skotte til sine forældres indtægt. Man skal altså leve en relativt privilegeret tilværelse, hvis man selv tror på, at det er tilfældet, for det er altså ikke det, der er tilfældet.

Så vil jeg sige i forhold til transport, at jeg jo synes, at det bliver et meget fortegnet billede, når man herinde får det til at lyde, som om der så bare vil være alle mulige, der bliver kastet alle mulige steder hen. Altså, forventningen er jo, at langt de fleste får opfyldt en af deres første fire prioriteringer, og så er der jo ikke nogen grund til, at man skal mere end 1 times kørsel væk. Altså, der er jo simpelt hen en grænse for, hvor man kan blive placeret henne, og det vil sige, at de eneste, der kommer mere end 1 times kørsel væk, er dem, der selv har bedt om det. Altså, hvis man har taget det aktive valg, at man godt kunne tænke sig at gå på et gymnasium i Odense, selv om man bor i København, så kan man komme mere end 1 times kørsel væk.

Men indlejret i modellen ligger der ikke, at man kan blive placeret mere end 1 times kørsel væk. Og inden for den timegrænse, der er, og som er den samme, der gælder i dag, vil det jo være sådan, at man selv tilkendegiver, hvad det er for fire ønsker, man har, og så er der en lille gruppe af ufordelte, for hvem modellen ikke går op, og der bliver regionerne jo pålagt at tage stilling til, om de alligevel kan placere eleven på en af de fire prioriteringer, de har haft, og hvis ikke det kan lade sig gøre, vil det være på det gymnasium, der ligger tættest på, hvor de bor.

I den nuværende model er det jo præcis sådan, som hr. Rasmus Stoklund sagde tidligere i dag, at rigtig mange gymnasieelever ikke går det sted, der er tættest på, fordi de ikke kan se sig selv i den elevsammensætning, der er der. Og derfor bevæger eleverne i de store byer sig rigtig meget rundt til andre gymnasier end dem, hvor de umiddelbart hører hjemme. Så det der med bare at konkludere noget, med hensyn til om transporttiden bliver kortere eller længere, ville jeg være meget forsigtig med.

Tak for det. Vi har en stribe korte bemærkninger. Først er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Ministeren gør i sin tale et nummer ud af, at formanden for DGS, Alma Tynell Dragsted, som i ministerens tale havde mistet sit efternavn, støtter det her lovforslag. Jeg går mere op i, hvad almindelige unge mennesker mener om dette lovforslag. Og derfor synes jeg, det er superærgerligt, at ministeren har været så snedig at lægge ikrafttrædelsen af denne lov efter det kommende folketingsvalg. Den skal jo først træde i kraft for den første årgang i sommeren 2023, og man kan jo undre sig over det. Det er virkelig mærkeligt, hvis man synes, at det her er så god en idé, at man ikke kan få loven til at træde i kraft i løbet af et helt år, men skal bruge 2 år på at få den til at træde i kraft.

Men jeg vil spørge ministeren: Er det muligt, at de gymnasieelever, der bliver optaget næste år, får to beskeder – dels om, at de er optaget på dette gymnasium efter de gamle regler, dels om, at de, hvis de nye regler var trådt i kraft, ville have fået enten et ja eller et nej og var i stedet blevet optaget på et andet gymnasium – altså sådan at folk kan gå oplyste til folketingsvalget i 2023, fordi de ved fra optaget i 2022, hvordan det var gået?

Ministeren.

Nej.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg er sikker på, at det er muligt, men jeg tror ikke, at ministeren har den politiske vilje til det, for så opnår man jo ikke det, at vælgerne ved folketingsvalget i januar, februar eller marts 2023 ved, hvad konsekvenserne af det her lovforslag er. Hvis man i 2022 oplyste dem om, at de kunne få det her gymnasium, men at hvis de nye regler allerede var trådt i kraft, så var de i stedet blevet tilbudt at komme på dette andet gymnasium, så ville folk jo ikke stemme i blinde. Og der ville en del af ministerens ræson med hensyn til at udskyde det her til 2023 jo forsvinde.

Ministeren.

Det har været den faglige vurdering, at det ikke kan lade sig gøre at bygge algoritmen og i øvrigt gennemteste den på så kort tid, og selv om man i mit ministerium har været så optimistiske at sige, at det kan lade sig gøre fra næste år, så vil det være min vurdering, at vi kommer til at se nogle af de samme udfordringer, som man så, da man kørte med metroen i første omgang.

Så jeg opfatter det som optimistisk hurtigt, at det skal kunne lade sig gøre at gennemføre den algoritme næste år. Det falder så i øvrigt sammen med, at mine egne børn når en alder, hvor de skal søge ind i gymnasiet, og det vil sige, at jeg jo har en alder ligesom rigtig mange, der lige nu står over for det valg, og jeg tror ikke, at jeg fejlvurderer det helt, hvis jeg siger, at jeg tror, at det er gået op for de fleste forældre til børn i den alder, at der bliver lavet om på reglerne.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jeg vil egentlig bare høre ministeren – helt ærligt her fra talerstolen i landets Folketing – om det her med tvangsfordeling af gymnasieelever er det eneste sted, man vil begynde at lave en fordelingsmodel på den her vis. Altså, er der andre steder, man vil begynde at tvangsfordele? Skal vi ud i noget i folkeskolen? Skal vi ud i noget på ældreområdet? Er der andre områder, hvor ministeren mener at her skal vi også begynde at tvangsfordele?

Ministeren.

Der er ingen dele af vores samfund, hvor det ikke er sådan allerede. Det vil sige, at i daginstitutionerne har man det, der hedder pladsanvisning. På skolerne har man det, der hedder skoledistrikter. På de lange videregående uddannelser og de mellemlange videregående uddannelser osv. sorterer man eleverne ud fra deres karaktergennemsnit, og dermed er der masser af elever dér, der ikke får deres førsteprioritering, fordi de ikke havde et højt nok gennemsnit til at komme ind. Og jeg opfatter det jo ikke sådan, at vi tvinger på tværs af de her sektorer. Men det er bare for sige, at det er fuldstændig kutyme, at det er sådan, at hvis der er for mange børn, der gerne vil gå i en bestemt børnehave, i forhold til antallet af pladser, jamen så sorterer kommunen i det ud fra de regler, der er fastsat på dagtilbudsområdet. På skoleområdet har man etableret skoledistrikter. Der sidder man med mellemrum og laver om på distrikterne for at få det til at passe. Nogle lægger sociale kriterier ned over skoledistrikterne. Andre er gået rigtig meget til makronerne i forhold til også at få en positiv etnisk sammenblanding af elever. Og på universiteterne har det typisk altid været karakterer, der har gjort, at man har sorteret eller tvunget, som ordføreren kalder det.

Fru Mette Thiesen.

Tak for den super fine redegørelse for, hvordan systemerne fungerer i dag. Som skolelærer er jeg sådan rimelig godt klar over, hvordan det fungerer på skoleområdet. Derfor er jeg også nysgerrig i forhold til den model, man har lagt ned over gymnasierne på det her tidspunkt, og på, om ministeren kunne forestille sig, at man også på folkeskoleområdet simpelt hen ville begynde at tvangsfordele, hvis der er en skole, der, som ministeren siger, har en skæv social sammensætning – det kunne være en skole i et ghettoområde eksempelvis eller noget andet – at man så ville begynde at lave den her social ingeniør-kunst og tvangsfordele eleverne rundt for at blande dem mere. Kunne ministeren forestille sig det?

Ministeren.

Det er faktisk fuldstændig ubegribeligt, at det er en lærer, jeg står over for, som stiller det spørgsmål. For det findes der jo simpelt hen ikke én kommune i Danmark der ikke gør. Vi har jo skoledistrikter. Det er i øvrigt lovfastsat; det er en del af folkeskoleloven at skulle have skoledistrikter. Et skoledistrikt er jo præcis dét. Og fuldstændig ligesom med skoledistrikterne, hvor forældrene har mulighed for at søge om at få lov til, at deres barn kan gå på en anden skole – de har jo ikke ret til at komme ind – så gælder der jo også på gymnasieområdet med de regler, vi laver her, det, at man har ret til at søge alle gymnasier i hele Danmark i øvrigt. Det betyder jo ikke, at man har ret til at komme ind, men man har ret til at søge. Så hvis det, der bliver kaldt social ingeniør-kunst, er det, er det jo også med skoledistrikter, fordi distriktsskole jo betyder, at det så er den eneste skole, du har ret til at blive optaget på. Så det er jo faktisk mere lempeligt på gymnasieområdet, end det er på skoleområdet.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra hr. Morten Dahlin, Venstre.

Tak til ministeren for talen. Talen handlede ikke så meget om det system, ministeren nu ønsker at indføre, det handlede egentlig mest om Venstre. Og det kan jeg måske godt forstå, for set fra ministerens stol er der ikke så meget at være stolt af, når man nu kommer til at beskære tusindvis af unge menneskers frie skolevalg ret kraftigt.

Men ministeren kom alligevel til at sige én ting om selve aftalen, som jeg synes var lidt interessant, nemlig at ministeren har den opfattelse, at der for de fleste unge i dag er to halvdårlige valg. Nu vil ministeren så gerne tage et politisk ansvar for i stedet for at træffe et godt valg for de unge. Dermed siger ministeren jo, og det er også det, hele det her system lægger op til, at de unge med deres frie valg i dag vælger forkert, vælger noget, ministeren synes er dårligt, og derfor er der behov for politisk at gå ind at begrænse det frie valg, og det gør man så, ved at det nu skal gå efter børnenes forældres indkomst. Derfor vil jeg bare spørge ministeren: Skulle vi ikke i stedet for udvise noget tillid til ungdommen og sige, at de godt selv kan finde ud af at beslutte, hvor de skal gå i skole henne?

Ministeren.

Jeg sagde faktisk, at vi skulle give dem gode valgmuligheder, ikke at vi skulle træffe valget for dem. Jeg har fuldstændig tillid til der, når de unge mennesker siger, at vi giver dem halvdårlige valgmuligheder, og at de gerne vil have bedre valgmuligheder, men at de fortsat gerne vil have det frie valg og selv have lov til at pege på, hvor de skal hen, og så synes jeg, vi skal lytte til det. Det er jo derfor, jeg har afvist distriktsmodellerne. Havde man indført distriktsmodellerne, som både Enhedslisten og Dansk Folkeparti var tilhængere af, ville det jo have betydet, at vi traf et valg for de unge. Der synes jeg ikke vi skal hen. Det synes jeg er at gå for langt i den retning.

Jeg synes, det er en rigtig god idé, at vi sørger for, at elevsammensætningen har en ordentlig balance på alle gymnasier i Danmark, men at det, hvis den unge tilkendegiver, at det er de her fire gymnasier, vedkommende helst vil gå på, så er det, vi tager udgangspunkt i, når vi fordeler dem. Det synes jeg er en måde at finde en balance mellem de to ting på.

Og så anerkender jeg simpelt hen ikke det der med, at det ikke skulle betyde noget med forældrenes indtægt i dag. Jeg vil anbefale, at ordføreren tager en tur på boligsiden.dk og ser, hvad prislejet på Vesterbro er, og så kan vi jo diskutere igen, om alle har råd til at flytte ind ved siden af Rysensteen Gymnasium.

Hr. Morten Dahlin.

Faktum er jo, at ministeren laver et system, hvor unge mennesker får mindre frit valg end i dag, fordi de unge i dag vælger forkert. De vælger forkert, fordi deres valg ikke er i overensstemmelse med ministerens ideologi. Derfor laver ministeren nu et system, hvor man for første gang i danmarkshistorien går ind og opdeler unge mennesker i kategorier, ikke efter hvad de selv har gjort, ikke efter hvad de selv har ydet, men efter hvad deres forældre tjener. Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge ministeren, om det er i overensstemmelse med det socialdemokratiske princip, som står på Socialdemokratiets hjemmeside, om, at der skal være lige adgang til uddannelse uanset fars og mors pengepung.

Ministeren.

Hr. Morten Dahlin siger, at de unge træffer forkerte valg. Det er jeg simpelt hen fuldstændig uenig i. Jeg mener, vi politisk har taget et ansvar for at skabe dårlige valg for de unge, ikke forstået, som at det valg, den unge træffer, er dårligt, men at de valgmuligheder, de har, er dårlige. Vi har skabt et system, hvor man som ung enten kan vælge at gå på et gymnasium, hvor alle ligner en, eller gå på et gymnasium, hvor ingen ligner en. Den del af ligningen er et politisk ansvar. Det har vi gjort ualmindelig dårligt. Men når de unge så træffer et valg om, hvorvidt de helst vil gå et sted, hvor ingen ligner en, eller et sted, hvor alle ligner en, er jeg da overbevist om, at de er bedre til at træffe det, end vi ville være herindefra.

Så er der en kort bemærkning til fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ministeren. Jeg kunne godt tænke mig, at vi kommer lidt ind på trivsel. Det har ministeren ikke berørt, og jeg ved, at det faktisk er noget, der optager ministeren. Derfor synes jeg, det kunne være spændende lige at berøre det. Når nu professor emeritus Niels Egelund siger, at det her med at tvinge nogen nogle bestemte steder hen vil øge mistrivsel og rodløshed, hvordan har det så spillet ind i forhold til de overvejelser, ministeren har gjort sig med hensyn til den her model?

Ministeren.

Lige præcis den artikel kom jo, efter vi havde lavet aftalen, men det betyder ikke, at vi andre ikke har tænkt tanken. Altså, jeg synes, det er enormt dilemmafyldt at skulle gå ind at kigge på det her område. Det er bl.a., fordi jeg mener, det er problematisk – i øvrigt også i forhold til de unges trivsel – at de enten kommer til at gå i en skole, hvor ingen ligner en, eller hvor alle ligner en. Jeg tror på, at vi som mennesker fungerer bedst, og i øvrigt også bedst bliver til hele samfundsborgere så at sige, hvis vi møder et bredt udsnit af mennesker. Så det her med at lave sådan nogle monokulturer på skolerne mener jeg simpelt hen ikke er godt for de unge, for deres trivsel og for deres læring i forhold til at være en del af samfundet. Det mener jeg skader deres trivsel.

Omvendt er det også klart – og det er jo derfor, vi fra Socialdemokratiets side ikke har villet være med til at lave en distriktsmodel – at hvis man ikke tager højde for, at den unge også selv har nogle ønsker, i forhold til hvor gerne vil gå i gymnasiet, så går vi for langt i en anden retning, mener jeg. Og de hensyn skal balanceres. Det vil sige, at de udbud, der er, skal være ordentlige. Det kan den nuværende model i dag ikke levere. Det kan den nye. Og så skal de unge have mulighed for at kunne tilkendegive, hvor det er, de selv foretrækker at gå, og der ville en distriktsmodel jo betyde, at det kun var ét sted, man havde mulighed for at komme hen. Der har vi jo så lagt op til, at man faktisk får lov til selv at vælge, og at det bliver det, der bliver det styrende i modellen – det bliver ens eget valg. Det betyder dog ikke, der er frit optag.

Fru Gitte Willumsen.

Det der med ønsker er interessant, for man skal jo ønske mere i den her model. Nu skal man afgive fire ønsker, hvor det tidligere, som jeg husker det, var to. Man kan jo bare skrue antallet af ønsker op, og så vil man jo på et eller andet tidspunkt kunne sige, at alle har fået opfyldt deres ønske, fordi man havde uendelige ønsker, som man skulle skrive op, som kommende elev på et eller andet gymnasium. Så har man ikke i modellen prøvet på at foregive, at eleverne ville kunne få opfyldt deres ønsker, ved at man bare har skruet op for antallet af ønsker? Altså, jeg har også været med til at lave sådan nogle modeller i en folkeskole, hvor vi skulle have noget til at gå op.

Tak. Ministeren.

Nej, altså, jeg har slet ikke noget problem med at stå på mål for den balance, vi har fundet her. De 84 pct. er ikke dem, der får opfyldt et af deres fire første ønsker. De 84 pct. er faktisk dem, der får opfyldt deres ønske nummer et. Altså, vi kommer jo væsentlig tættere på 100 pct., hvis vi taler om, hvor mange der får opfyldt et af deres fire første ønsker. Men jeg synes, det har været rimeligt at sige, at det er det, der er vurderingen; det er de 84 pct., som har fået opfyldt deres første ønske. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at lave talmagi. Jeg synes i forvejen, der er alt for mange stråmænd, der handler om, hvad der måske eller måske ikke sker med den nye model. Så jeg synes, det er vigtigt, at fakta bliver lagt frem på den måde, og så er der jo bare kæmpe usikkerhed forbundet med det tal. Det synes jeg jo også er et af problemerne i taldiskussionen, for vi ved ikke, hvad søgemønstrene bliver i den nye model.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Anne Honoré Østergaard fra Venstre.