Jeg synes jo lige, at det her lovforslag skal have et par ord med på vejen i dag. For jeg synes faktisk, det er en rigtig stor dag for ofrene for stalking, men det er det også for mig personligt. For i dag stemmer vi nemlig en kriminalisering af stalking ind i straffeloven, og det er noget, jeg har kæmpet for siden 2009, hvor jeg første gang fremsatte et forslag om stalking. Og vi havde såmænd også et forslag i 2016 og i 2021, hvor et flertal som bekendt satte sig bag det her ønske, og vi lavede også senere et udspil sammen.
Hvorfor er det nødvendigt? Det er det, fordi politiet skal kunne gribe tidligere ind i de her sager. Tænk sig, at man i dag forlanger af ofrene, at de skal udholde tilstrækkelig meget forfølgelse og chikane, så de kan dokumentere, at de er udsat for stalking, og at de derfor har ret til, at der bliver udstedt et tilhold. Når de så har opnået det, skal gerningsmanden overtræde tilholdet endda rigtig mange gange, før det giver en konsekvens. Jeg har faktisk kendskab til sager, hvor der er 1.700 overtrædelser af tilholdet og 3.000 overtrædelser af tilholdet. Hvad er det så værd? Ofrene går psykisk ned, de mister deres job, deres børn kommer i mistrivsel.
Men med den nye lov kan politiet skride ind med en fængselsstraf på et tidligere tidspunkt og give ofrene ro, når de er mest trængte. Samtidig sikrer vi også ofrene støtte under sagen. Når man lever et liv med frygt, chikane og forfølgelse, har man brug for ro. Man mister simpelt hen retningen og bliver handlingslammet, når man udsættes for den slags.
Men jeg vil også godt sige, at det jo ikke er et mål alene at sætte nogen i fængsel. Det kan være nødvendigt for at give ofrene en pause. Det er et mål at få gerningsmændene til at stoppe og ikke kaste sig over det næste offer. Og det er også derfor, at vi i fællesskab, en masse partier, har sat penge af til behandling af dem. Og siden vi varslede loven, har flere faktisk søgt om hjælp. Det er jo rigtig godt, for vi ved, at med hjælp kan mange faktisk stoppe. Så jeg synes, at i dag er lidt af en milepæl.
Det synes direktør for Dansk Stalking Center, Lise Linn Larsen, også, og hun har om nogen kæmpet for den her sag. Jeg har lovet på hendes vegne at sige tak for loven og for udspillet, som nu bliver omsat. Det skal jeg sige til regeringen og til alle partierne, som står bag den endelige beslutning. Hun fortæller, at siden august, hvor vi lancerede udspillet, har Dansk Stalking Center fået mange flere henvendelse fra udøvere, som ønsker at gå i behandling. Flere af dem er faktisk henvist fra politiet selv. Og derfor glæder hun sig over, at centeret er blevet tilført flere ressourcer, så flere kan få mulighed for at stoppe den her meget uheldige adfærd. Og hun glæder sig på den baggrund rigtig meget på ofrenes vegne. Og med de ord fra Lise Linn Larsen kan vi gå til afstemning om lidt.
Jeg vil bare sige her til sidst, at jeg synes, vi er kommet langt i dag. Vi er gået fra et udgangspunkt, hvor politiet ikke altid forstod alvoren og endda en gang imellem opfordrede ofrene til at prøve at glemme den uønskede adfærd og slette beskederne for at komme videre. Det betød jo så, at de slettede bevismateriale. I dag ved vi, at politiet tager det alvorligt. Nu får de et ekstra værktøj i redskabskassen, endda flere, og det synes jeg er rigtig godt. Jeg synes, vi har nået rigtig meget sammen. Tak for ordet.