Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi i dag er på vej til at vedtage en egentlig kriminalisering af stalking. Det er noget, som vi i SF har kæmpet for i lang tid, og derfor bakker vi selvfølgelig hele det lovforslag op, som ligger her.
Op til 2009, hvor SF fremsatte sit første forslag om bekæmpelse af stalking – det er 12 år siden – havde jeg mødt ofre, som var fuldstændig nedbrudte, og som var frustrerede, fordi politiet ikke rigtig kunne få stalkerne til at holde op. De havde heller ikke de rigtige værktøjer i værktøjskassen, kan man sige, og jeg tror også, at man langt ind i politiet var frustreret i forhold til mulighederne for at kunne gøre noget i de her sager.
Jeg husker også, hvordan det var svært at få opmærksomhed omkring den her dagsorden, for hvor slemt kan det egentlig lige være at modtage uønskede beskeder – altså, ofrene var jo ikke blevet slået, underforstået at så er det vel ikke så slemt. Jeg husker også, hvordan ofre blev rådgivet direkte forkert: I skal bare ignorere det – slet beskederne, glem det, så holder det nok op. Det gjorde det jo selvfølgelig ikke, men konsekvensen blev, at ofrene fik smidt bevismaterialet væk.
I dag ved vi heldigvis bedre. Vi ved, at stalking er en sindssyg skadelig adfærd, og at den påvirker ofrene ekstremt meget. Ofrene er nødt til at ændre hverdagsrutiner, de er utrygge et langt stykke hen ad vejen, og i værste tilfælde risikerer de at ende som en social sag – nedbrudt af angst, ptsd, depression. Og en del af dem ryger ud af arbejdsmarkedet.
Forslaget fra 2009 afstedkom jo et arbejde, som gav os muligheden for tilhold. Det var ikke helt det, jeg ønskede, men det var dog en klar forbedring. Senere fulgte flere forslag – faktisk har SF i alt fremsat fire af dem. Men det var faktisk først den 12. juni sidste år, da vi behandlede beslutningsforslaget B 167, som igen handlede om at forbedre vilkårene for mennesker udsat for stalking og en egentlig kriminalisering af stalking, at vi havde en justitsminister, som var positiv over for en kriminalisering af stalking og en egentlig paragraf i straffeloven. Der blev sat et nyt arbejde i gang, og det er det, der endte med at danne rammen for en politisk aftale og det lovforslag, vi står med her i dag.
SF's beslutningsforslag dengang indeholdt seks elementer. For det første var der et ønske om at indføre en særskilt stalkingparagraf i straffeloven, som både kriminaliserer og definerer stalking. Det vil give politiet en helt unik mulighed for at skride tidligere ind i sagerne, for loven om tilhold er meget langsommelig at bruge – typisk skal der samles materiale for at få et tilhold, så skal det tilhold brydes, og det skal brydes mange gange, før der virkelig sker noget. Det siger sig selv, at det er en langsommelig proces, hvor ofrene jo så i lang tid er nødt til at udholde stalkingen. Derfor er det så vigtigt med det her forslag. Og så giver det også ofrene retten til en bistandsadvokat, dvs. en, der kan følge en under selve sagen og støtte og guide og vejlede – det er også enormt betydningsfuldt for ofrene.
For det andet indeholdt forslaget et ønske om mere behandling til de personer, som sigtes, dømmes eller gives tilhold i forbindelse med stalking. For det er ikke et mål i sig selv at sætte folk i fængsel – det er et mål at få stalkingen til at holde op. Bag enhver stalker findes der nemlig også et menneske med et tvangspræget adfærdsmønster, som skal have hjælp, hvis det her ikke skal fortsætte – det kræver behandling.
For det tredje indeholdt beslutningsforslaget også et forslag om at udbrede det, der hedder Esbjergmodellen, til hele landet. Det handler om, at politi og kommune og Dansk Stalking Center samarbejder om at lave en helhedsorienteret indsats omkring ofrene. Det har de dygtiggjort i Esbjerg, og nu bliver det afprøvet i Sydøstjyllands Politikreds.
For det fjerde ønskede vi en tidsubegrænset adressebeskyttelse for stalkingofre.
For det femte ønskede vi en evaluering af brugen af strakstilhold, som aldrig var kommet til at virke ret godt.
For det sjette ønskede vi en underretning af stalkingofferet ved gerningsmandens løsladelse og udgang.
Så det er ikke uden stolthed, jeg bemærker, at langt de fleste elementer er med i den politiske aftale, og en del af dem bliver så også udmøntet her i dag. Det tog 12 år at nå hertil, men vi fandt vejen. Er kampen så slut? Det er den sikkert ikke, men vi har taget nogle væsentlige skridt sammen; vi har nedsat de særlige teams i politiforliget, som sætter fokus på forbrydelser i nære relationer – vold, voldtægt, stalking, æresrelaterede forbrydelser – som ikke tidligere har fået det fornødne fokus, og så har vi det her forslag. Det synes jeg er godt, og det har været nødvendigt, for ingen skal føle sig utryg i sine nære relationer.
Så vil jeg også sige tak til dig, Lise Linn Larsen, som sikkert sidder et eller andet sted ude ved tv-skærmen og følger med. De har om nogen fra Dansk Stalking Center rendt os på dørene for at få det her på plads – du har også en rigtig stor andel i det her. Tillykke med, at vi næsten er nået i mål.
Så vil jeg til sidst sige, at vi jo stadig væk mangler gratis psykologhjælp til ofrene, og jeg har en stor bekymring for, at det ikke længere er Nationalt Forebyggelsescenter, som sørger for den ensartede udbredelse, men det skal ikke tage glæden fra, at det her i sandhed er en stor dag.