Tak for det. Lovforslaget handler jo om den del af vores infrastrukturaftale, som omhandler vejene eller en del af de veje, som udløber af infrastrukturaftalen. For god ordens skyld vil jeg sige – det står også i bemærkningerne – at Enhedslisten og for den sags skyld også Alternativet jo står uden for den del. Og det gør vi, fordi vi forholder os særdeles kritisk til de udbygninger af en række motorveje, som finder sted – dels udbygninger af eksisterende motorveje, dels anlæg af helt nye motorveje.
Vi er af den opfattelse, at det forøger den trængsel, man påstår man vil bekæmpe og dæmpe ved at udvide vejnettet. Det mener vi faktisk der er evidens for igennem de mange årtier, hvor man har udbygget vejnettet. Trængslen har aldrig været større; det gælder især omkring vores større byer. Det er til skade for miljøet og de naturværdier, som man fører motorvejene igennem. Det forøger, som jeg også sagde, bilkørslen markant, men det gør jo samtidig det, at det forringer passagerunderlaget for den kollektive trafik. Ved at udbygge vejnettet så voldsomt, som man har gjort det i årtier, flytter man simpelt hen folk fra den kollektive trafik, busser og tog, til biler og i et vist omfang også fra cykler til biler, på trods af at netop den kollektive trafik, herunder cyklismen, er den mest bæredygtige transportform, vi har.
Jeg nævnte allerede i mine spørgsmål til fru Anne Valentina Berthelsen, at alene de projekter, der er opremset i lovforslaget her, genererer 216.000 t CO2 i anlægsfasen, og de genererer også en stigning på 18.180 t CO2, i forhold til hvis man ikke udvidede de her motorveje. Og det sætter jo efter vores mening et kæmpe spørgsmålstegn ved det, som den daværende transportminister og Transportministeriet og i det hele taget regeringen var voldsomt opsatte på, da vi lavede infrastrukturaftalen, netop at denne aftale skal sælges som grøn. Det fik man så også til at gå op, fordi man jo altså havde de kollektive trafikprojekter med, og det er dem, der ligesom trækker i positiv retning, om jeg så må sige, altså dæmper CO2-udledningen, frem for biltrafikken, som gav en større udledning af CO2.
Derfor er det efter vores mening en kulsort aftale, der blev lavet, og det her lovforslag er et kulsort lovforslag. Vi tror på det, når Ingeniøren, som i sin tid fik aktindsigt i tallene, anslår, at der vil være en stigning i udledningen på ca. 1,6 mio. t CO2 alene på vejene og ca. 400.000 t CO2 for den kollektive trafik i anlægsfasen; det tror vi på er rigtigt.
Så på den baggrund kan vi naturligvis ikke støtte det her lovforslag. Jeg har selvfølgelig bevidst spurgt til SF's holdning. SF og De Radikale iklæder sig jo som regel grønne gevandter. Her kunne jeg så – og det vil jeg gøre – citere Rasmus Helveg Petersen, den radikale ordfører, som ikke er til stede. Han sagde ved præsentationen af vores aftale i sin tid: Hvis det havde været en klimaaftale, ville jeg føle mig som en idiot.
Det sagde han faktisk den 28. juni, og mit spørgsmål til ham havde naturligvis været: Nå, okay, hvordan skelner du så? Hvornår er det en klimaaftale, og hvornår er det en transportaftale? Jeg mener jo ikke, at man, når man indgår den her transportaftale, kan sige, at man så kan se bort fra klimaet. Nå, Rasmus Helveg Petersen er ikke til stede, så han kan svare på spørgsmålet, så jeg må prøve at se, om jeg kan få stillet ham det spørgsmål i anden sammenhæng; det lader sig jo desværre ikke gøre her.