Det første punkt på dagsordenen er:

1) 3. behandling af lovforslag nr. L 145:

Forslag til lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Af udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye).

(Fremsættelse 14.03.2022. 1. behandling 15.03.2022. Betænkning 15.03.2022. 2. behandling 15.03.2022. Tillægsbetænkning 16.03.2022).

Der er stillet ændringsforslag.

Forhandlingen drejer sig i første omgang om det stillede ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig? Det gør fru Rosa Lund, Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det. Jeg tager ordet nu igen, fordi jeg synes, vi er nødt til at have et svar fra udlændingeministeren på, hvorfor regeringen ikke vil bakke op om den alternative finansiering, vi foreslår fra Enhedslisten, SF og Radikale Venstres side. Det er en finansiering, som betyder, at verdens fattige ikke skal betale for verdens flygtninge, og jeg synes ærlig talt, at ministeren må komme herop på talerstolen og forklare, hvorfor regeringen står så fast på, at det skal være sådan, at de mennesker i verden, som er allermest fattige, skal finansiere de mennesker, som har det allersværest lige nu på grund af Putins krig. Jeg synes ærlig talt godt, regeringen kan komme herop og stå på mål for, hvorfor man ikke vil lave en alternativ finansiering.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Men udlændinge- og integrationsministeren ønsker ordet. Værsgo.

Tak. Jeg vil starte med at sige tak til Folketinget for en – synes jeg – meget kvalificeret politisk diskussion af det her lovforslag, på trods af at det jo er fremsat og udarbejdet i al hast. Så tak til alle de partier, der har været en del af den politiske diskussion, og det er vel egentlig alle Folketingets partier.

Så vil jeg også sige, at vi i går krydsede 3 millioner ukrainere, der er fordrevet fra Ukraine. Der er også flere millioner internt fordrevne i Ukraine, og vi er fortsat i en situation, hvor mange af de ukrainske storbyer, herunder Kyiv, holder stand. Det her kan gå fuldstændig galt – fuldstændig galt. Lidt over halvdelen af de mennesker, der har forladt Ukraine, er taget til Polen, og de polske myndigheder siger, at de første ukrainere havde en idé om, hvor de skulle hen. De var ikke kun på flugt fra noget, men de havde også en idé om, hvor de skulle hen. Det skyldes bl.a., at der i forvejen lever over 1 million ukrainere i Polen, så folk har venner og bekendte der, og det er det samme, vi har set i Danmark. Mange af de ukrainere, der er kommet hertil, bor privat hos venner, bekendte, familie eller deres families arbejdsgiver. Mange bor i landbruget i Danmark. Men det, som de polske myndigheder siger nu, er, at de næste bølger, der kommer ud af Ukraine, mere er folk, der er på vej væk fra noget end på vej hen til noget. Det er gammeldags flygtninge, kan man sige, folk, der bare skal væk fra bomberne, og det betyder også, at min bedste vurdering er og myndighedernes bedste vurdering er, at vi kommer til at se den største flygtningekatastrofe af fordrevne på det europæiske kontinent siden anden verdenskrigs afslutning. Det kan blive meget, meget voldsomt, og det, vi diskuterer i Danmark i dag, kan være et første skridt på en meget lang rejse.

Det er ikke for at negligere, at der er et voldsomt finansieringsbehov for at få det her lovforslag igennem – mellem 2 mia. og 2,5 mia. kr. – men vi kan mødes her om et halvt år eller om et helt år og stå i en situation, hvor vi vil længes tilbage til den martsdag, hvor det var den nuværende situation, vi skulle forholde os til. Og det er ikke for at negligere den politiske diskussion, Enhedslisten rejser, men det er bare for at sige, at det er en meget omfattende situation, vi står i. Når loven nu forhåbentlig lige om lidt vedtages, vil udlændingemyndighederne begynde at udstede opholdstilladelser, og vi satser på, at den første er udstedt her i weekenden, og så har vi lavet en aftale med Kommunernes Landsforening om, at folk senest 4 dage efter skal boligplaceres rundtomkring i danske kommuner, og så vil vi se, at danskerne får nye kolleger, at børnene får nye skolekammerater, og at der måske er et ukrainsk navn, når vi er nede at aflevere ungerne i vuggestuen. Fra om ganske få dage vil det danske samfund stå med, hvad jeg vurderer til at være den største integrationsopgave, det her land nogen sinde har stået med. Det bliver meget omfattende.

Så det er i den kontekst, og det er med den kulisse, jeg også beder om, at vi diskuterer, hvordan vi finansierer det her lovforslag, og ja, det er rigtigt, at vi foreslår, at godt 2 mia. kr. skal bruges på Udlændingeministeriets område. De overføres fra en konto, som hører til under Udenrigsministeriet, og det er jo med henblik på, at vi – med et teknisk begreb – DAC'er de her penge, sådan som vi har gjort det siden 1992. Med til den diskussion synes jeg også det hører, at de mange tusinde ukrainere, der nu er kommet til Danmark, hvoraf langt hovedparten er indrejst uden at søge asyl, men med en visumfri adgang til Danmark, hvis vi ikke havde den her særlov, så alligevel ville skulle søge asyl, når deres visum udløber om 90 dage. De ville alligevel skulle være i vores asylcentersystem, de ville skulle have stillet tolke, advokater og indkvartering til rådighed, vi ville skulle risikere at have tusindvis af mennesker boende i det danske asylsystem. Det ville fuldstændig sande til, og det ville betyde, at vi ville have meget lange sagsbehandlingstider, og vi har også en flaskehals, i forhold til hvor mange advokater vi har, som er i stand til at repræsentere folk, hvor mange dommere vi har der er i stand til at træffe afgørelser i Flygtningenævnet, og hvor mange tolke vi har, der er i stand til at lave kvalificeret tolkning både mundtligt og skriftligt.

Så det ville blive ekstremt dyrt, hvis folk skulle bo i asylcentersystemet. Så det er også af de årsager, vi har behov for at få skrevet de opholdstilladelser, så folk hurtigt kan komme ud. Og hvis folk skulle være i asylcentersystemet, ville vi jo med den eksisterende praksis også skulle betale de udgifter, og de ville også skulle DAC'es. Det vil også sige, at de ville indgå som en del af udviklingsrammen. Det er jo helt legitimt, at Enhedslisten så siger, at det er et politisk valg, om man vil DAC'e dem, og det giver jeg Enhedslisten ret i. Der vil jeg bare i al stilfærdighed sige, at det jo så ikke er sådan, at der bare er en gratis frokost et andet sted. Men så skal vi jo finde milliarder af kroner et andet sted på den danske finanslov, og der er det i hvert fald regeringens holdning – og det er en politisk holdning – at vi også synes, at det er politisk rimeligt, at det finansieres inden for rammen af udviklingsbistanden.

Vi har i mange år haft rekordlave asyltal, og det har betydet, at meget, meget få penge fra den danske udviklingsramme er gået til at finansiere flygtningemodtagelse. Nu er vi så i den anden situation, og nu håber jeg så på, at Folketinget vil stemme de ændringsforslag ned og bakke regeringen op i, at det må være rimeligt, at udviklingspolitikken nu også holder for i den helt ekstraordinære situation, vi står i nu. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger til ministeren. Den første er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg tror da, at alle i den her sal er klar over, hvor alvorligt det her er, og hvor alvorligt det kan blive. Alle er jo klar over, at de 20.000 mennesker er udtryk for et skud, som måske slet ikke holder stik – det kan gå begge veje, det kan gå helt vildt. Og som en af medarbejderne i et ministerium sagde: Hvad så, hvis der bliver 100.000?

Jeg er glad for, at ministeren siger, at penge fra Indenrigsministeriet, penge fra Finansministeriet kan medregnes som udviklingsbistand ifølge DAC-reglerne. Al den der snak om DAC er der ingen, der forstår, uden for den her sal – og sandsynligvis heller ikke i den her sal, har jeg hørt. DAC-reglerne betyder, at det regnes med som udviklingsbistand, og det er vel rimeligt, at man udvider rammen i en tid, hvor verden står fuldstændig på hovedet.

Jeg vil gerne spørge ministeren: De 18 mia. kr. til mere militær er delvis lånefinansieret. På 4 dage kunne man knipse med fingrene, og så var pengene på plads. Coronaudgifterne bliver delvis lånefinansieret. Hvad er grunden til, at det er verdens fattigste, der skal betale for de her udgifter?

Ministeren.

Jeg vil starte med sige, at jeg godt forstår retorikken, men i realiteten er det jo altså danskerne, der betaler, uanset hvordan vi end vender og drejer tallerkenen. Det er danskerne, der betaler for udviklingspolitikken; det er Danmark, der kommer til at betale for en styrkelse af vores forsvar; og det er danskerne, der kommer til at betale for modtagelsen af ukrainerne. Og det er, uanset hvordan man end vender og drejer det.

Så er det rigtigt, at regeringen sammen med flere andre partier i Folketinget har et ønske om, at vi bruger væsentlig flere penge på vores forsvar, og det er, fordi sikkerhed og fred i Europa kommer med en pris, og den pris har vi ikke betalt, som vi skulle, endnu – det kommer vi til. Og det kommer også til at få omkostninger for det danske samfund.

Det er rigtigt, at man godt kan låne penge, men man kan ikke kun låne penge. Man bliver også nødt til at foretage økonomiske prioriteringer, og her synes vi, at det er rimeligt, at man nu ud af den samlede ramme, der er på udviklingsområdet, bruger godt 2 mia. kr. til modtagelsen af fordrevne på vores eget kontinent.

Hr. Christian Juhl.

Jamen det forfærdelige er jo bl.a., at de her penge er disponeret i det her finansår, men nu skal de rives væk fra de her projekter. Så er der et andet spørgsmål: Hvad er grunden til, at regeringen den her gang ikke ønsker at forhandle med de folk, der står bag f.eks. udviklingsstrategien? Man ønsker ikke at forhandle, man ønsker at orientere.

Tidligere, i 2015, og under coronaen forhandlede vi og prøvede i fællesskab at finde de udgifter i udviklingsbistanden, som ramte mindst hårdt. Hvorfor vil man ikke det? Hvorfor er man så selvbevidst, at man siger: Det ordner vi selv?

Ministeren.

Jeg kan i forlængelse af det, som udviklingsministeren allerede har sagt, sige, at han selvfølgelig vil holde ordførerne tæt informeret omkring de dispositioner, der træffes af udviklingsministeren.

Den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Vi står i den største flygtningekrise siden anden verdenskrig, og netop derfor, hr. Mattias Tesfaye, skal vi ikke finansiere den her aftale ved besparelser på udviklingsbistanden. Det er netop, fordi vi står i den største krise. Det giver simpelt hen ikke nogen mening, og jeg køber ikke ministerens forklaring. Det er jo rigtigt nok, at det – i gåseøjne – bliver billigere i forhold til udviklingsbistanden, jo hurtigere folk kommer ud af asylsystemet. Det er vi store tilhængere af i Enhedslisten, altså af kort sagsbehandling, adgang til uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet, men hvis det er argumentet, hr. Mattias Tesfaye, bør det jo gælde for alle flygtninge og ikke kun dem, der er på den her særlov.

Jeg skal bede fru Rosa Lund om at huske at tiltale ministeren som ministeren.

Værsgo til ministeren for besvarelse.

Jeg har godt hørt det argument, at så kunne vi bare beslutte os for, at alle, der søger asyl, har ret til det danske uddannelsessystem og det danske arbejdsmarked fra dag et. Det vil jeg advare imod, for jeg vil frygte, at det vil betyde markant højere asyltal i Danmark. Hvis folk ved, at alene det at ankomme til Danmark og bruge asylretten – altså søge asyl, uanset om man har et beskyttelsesbehov eller ej – gør , at man får mulighed for at arbejde nede i Kvickly og sende ungerne på gymnasiet, er jeg bange for, at vi kommer til at få meget høje asyltal. Så af den grund tror jeg, at vi bliver nødt til holde fast i, at arbejdstilladelsen og muligheden for fuld adgang til det danske uddannelsessystem forudsætter, at man har fået vurderet, om man har et beskyttelsesbehov, og at man har fået en opholdstilladelse.

Med hensyn til ukrainerne er jeg glad for, at der viser sig at være meget bred opbakning til i Folketinget, at vi hurtigt giver dem en opholdstilladelse. Det er en opholdstilladelse, der vil give dem nogenlunde de samme rettigheder som andre flygtninge, der er i Danmark, men de får den hurtigt uden en individuel asylretlig vurdering. Det er så omfattende, at vores asylsystem ville sande til, fordi det er så mange mennesker, der kommer på samme tid. Det er i øvrigt en beslutning, vi træffer på linje med alle andre EU-lande.

Fru Rosa Lund.

Vi har jo i Enhedslisten, SF og Radikale Venstre lagt et meget konkret ændringsforslag frem om, hvor pengene kan tages fra. Vi foreslår jo ikke, at vi bare lige sætter os ned og finder de her penge et eller andet mærkeligt sted. Vi peger på nogle helt konkrete steder, som vi tænker regeringen burde være enig i, for det er nemlig penge, som går fra coronaindsatsen, som der ikke længere er brug for, og penge, der går fra den forsvarsaftale, der lige er lavet, hvori der netop står, at der skal bruges penge på humanitær bistand. Derfor giver det stadig væk ikke nogen mening for mig, at ministeren holder fast i, at det er verdens fattigste, der skal betale for den her aftale.

Ministeren.

Som jeg også sagde i min indledende tale, anerkender jeg fuldstændig, at det her er et politisk valg. Der er ingen automatik her. Og regeringen har med åbne øjne besluttet sig for at bruge flere penge på forsvaret. Det gør vi med åbne øjne, for vi mener, at det er det rigtige for Danmark, at vi kommer op på de 2 pct. af vores bruttonationalprodukt. Vi synes også, det er rigtigt, at udviklingsrammen nedjusteres med 2 mia. kr. med henblik på modtagelsen af ukrainerne. Det er ikke en fejl. Det sker med fuldstændig åbne øjne. Det er vores politik. Det er der et flertal for i Folketinget, og derfor ser vi ikke nogen grund til at flytte os fra det standpunkt.

Næste korte bemærkning er til fru Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil sige tak til ministeren for at stille sig op og fortælle, at af alle de muligheder, der var, vælger regeringen med åbne øjne, at det så er verdens fattigste, der skal holde for, at vi kan tage godt imod ukrainerne. Så er det jo i hvert fald sagt åbent og ikke, som man ellers tidligere har prøvet at sige, at det ligesom er noget, som er en automatik.

Det, jeg vil spørge om, er: Ministeren siger, at det her kan blive meget værre, så hvor langt er regeringen villig til at gå? Hvor meget vil man tage af udviklingsbistanden, hvis det her bliver meget værre?

Ministeren.

Det bliver lidt hvis og hvis, for hvor mange mennesker kommer til Danmark? Vi aner det ikke. Det, vi prøver at forberede os på, er jo dels de opgaver, vi står med lige nu, når der kommer mennesker til Danmark lige nu, i dag og i morgen, dels at prøve at se lidt ind i fremtiden og overveje nogle forskellige scenarier for, hvad det danske samfund egentlig skal kunne absorbere, og hvordan vi økonomisk skal håndtere det.

Det er vi ikke færdige med, men ligesom alle andre europæiske lande kigger vi utrolig intensivt på udviklingen i Ukraine. Jeg er selv meget bekymret for, hvad der sker, hvis der kommer bykrig i Kyiv og en kæmpestor millionby kommer i krig, kommer under belejring og måske bliver omringet. Det kan blive helt vildt voldsomt. Så jeg hepper på den ukrainske regering og den ukrainske befolkning, og jeg hepper på Ukraines regering i de igangværende forhandlinger med den russiske regering. Jeg håber virkelig, at der kommer ro på, selvfølgelig først og fremmest for Ukraine og ukrainerne, men også fordi det kan blive meget omfattende, hvad vi skal håndtere i Vesten, hvis der bliver egentlige krigshandlinger på gaderne i Kyiv.

Fru Anne Sophie Callesen.

Jeg deler, og det tror jeg alle gør, fuldstændig ministerens bekymring for situationen. Det, jeg spurgte til, var, hvor langt regeringen vil gå, også forstået sådan, om regeringen er villig til at se på andre muligheder, hvis det skulle blive nødvendigt at bruge flere midler på modtagelse af flygtninge fra Ukraine. Det håber jeg virkelig regeringen vil overveje, så vi ikke ender i en situation, hvor Danmark igen bliver den største modtager af udviklingsbistand.

Ministeren.

Jamen synspunktet fra Radikale Venstre er modtaget. Min opmærksomhed er rettet mod det her lovforslag, at vi hurtigst muligt får givet ukrainerne en opholdstilladelse og sikret den bedst mulige integration. Og så er jeg helt sikker på, at hvis eller måske snarere når, der bliver behov for at tage den næste diskussion, vil vi meget gerne diskutere både med De Radikale og resten af Folketingets partier, dels hvad der er det rigtige næste politiske skridt, hvis vi ser en øget tilstrømning, dels hvordan det skal finansieres, og der har jeg også behov for at tale med nogle af mine kolleger, før jeg kan udtale mig mere kategorisk om det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Carl Valentin, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Som jeg hører udlændingeministeren, så har han to primære argumenter for, hvorfor man skal kanalisere penge fra dansk udviklingsbistand i retning af flygtningemodtagelse i Danmark. Og de to argumenter, som blev fremført i talen, er punkt 1, at situationen er ekstremt alvorlig, og punkt 2, at vi har gjort det på de her måder i lang tid, altså siden 1992. Men det er jo ikke argumenter for, at man skal finde pengene lige præcis her. Der er alle mulige andre måder, man kunne gøre det på. Vi foreslår så sammen med Radikale Venstre og Enhedslisten, at man kunne tage noget fra det nationale kompromis, penge, der i forvejen er prioriteret til udviklingstiltag, og nogle overskudsmidler fra coronaindsatsen og så bruge det. Så det er jo det, man må svare på, altså hvorfor man ikke vil gøre det. Hvorfor er det regeringen så magtpåliggende lige præcis at bruge penge fra udviklingsbistanden til det her, når man har så mange andre muligheder for at finansiere det her forslag?

Ministeren.

De politiske diskussioner om økonomiske prioriteringer bliver jo først interessante – og relevante, vil jeg sige – når man ser forskellige muligheder sat op over for hinanden. Der anerkender jeg så, at regeringen og SF ikke deler samme synspunkt. For det er en meget vigtig beslutning for regeringen, at vi kommer til at bruge flere penge på vores forsvar, og at vi lever op til de forpligtelser, vi har som en del af NATO, og at vi erkender, at den sikkerhed og stabilitet, som min generation og spørgerens generation er vokset op med, kommer med en pris.

Det er rigtigt, at man godt kunne gøre det at bruge pengene, som ellers skulle være gået til at styrke dansk sikkerhed og forsvar, på modtagelsen af ukrainerne. Det kan man selvfølgelig godt gøre, og det er en politisk prioritering. Det er bare en prioritering, vi er uenige i.

Hr. Carl Valentin.

Det er vi ikke uenige i, nej, vil jeg sige til udlændingeministeren. For vi er også i SF en del af det nationale kompromis. Vi synes også, at vores sikkerhed er vigtig. Men det er jo midler, som i det her nationale kompromis specifikt er afsat til udviklingsinitiativer. Så det handler jo ikke om at tage nogle midler fra den fælles forståelse, vi har, om oprustning osv. i den her ekstraordinære situation. Det handler jo faktisk om at tage nogle midler, som er afsat til udviklingsprojekter, og så bruge dem her, så vi ikke i stedet skærer i udviklingsbistanden. Jeg håber, at regeringen vil tage nogle initiativer efter det her, som retter op på de problemer, som man nu skaber.

Ministeren.

Det er nogle midler, der bl.a. er afsat som følge af den aktuelle alvorlige sikkerhedspolitiske situation i Europa til humanitære indsatser, det er korrekt. Det er bl.a. til det, men også til meget andet. Og jeg synes, det er lidt voldsomt bare at tømme kassen på det her ene initiativ, i en situation hvor vi også har behov for at tage mange andre politiske initiativer, bl.a. sikkerhedspolitiske initiativer.

Den næste korte bemærkning er til fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil gerne følge op på spørgsmålet fra fru Anne Sophie Callesen, for når ministeren argumenterer for, at fordi der kommer mange, så skal vi tage pengene fra ulandsbistanden, betyder det så, at hvis vi får brug for mere end 2 mia. kr., så vil regeringen tage det fra ulandsbistanden?

Ministeren.

Jeg siger ikke, at fordi der kommer mange, så skal vi gøre, som vi altid har gjort. Jeg siger bare, at det vil være en ret voldsom beslutning, synes jeg, hvis Folketinget efter en praksis, vi har haft siden 1992 – hvor vi har anerkendt, at flygtningemodtagelse kan indregnes som en del af udviklingspolitikken – midt i den største flygtningekatastrofe på europæisk jord, hvor vi kan se, at omkostningerne kan blive ret omfattende, skal forlade det princip, vi har haft siden 1992. Det synes jeg ville være en ret voldsom økonomisk beslutning at træffe.

Fru Lotte Rod.

Det vil sige, at ministeren siger, at han ikke vil forlade det princip. Ergo, sagt på en anden måde, betyder det, at ministeren vil finansiere det fra udviklingsbistanden, hvis vi får brug for flere penge. Så dermed vil jeg bare gerne have et helt klart svar på, om regeringen, hvis det viser sig, at vi får brug for det dobbelte, 4 mia. kr. i stedet for 2 mia. kr., så vil tage det fra ulandsbistanden.

Ministeren.

Det kan jeg ikke give et klart svar på, for det afhænger fuldstændig af omfanget. Danmark skal også have en udviklingspolitik, kan man sige.

Næste korte bemærkning er til fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Det var vist dagens gode nyhed: Danmark skal fortsat have en udviklingspolitik. Det er jeg dog trods alt glad for at ministeren vil sige. Jeg er også ret glad for, at ministeren vil sige, at det her er et politisk valg, som regeringen har truffet, og jeg synes egentlig, at det er lidt at forklejne de øvrige spørgere, som om det, vi har foreslået fra Enhedslisten, SF og Radikales side, er enten-eller. Vi har jo faktisk foreslået, at noget af det kan gå fra DAC-systemet, og at noget af det kan tages fra det såkaldte nationale kompromis, hvor der netop er afsat midler til humanitær bistand, og at noget af det kan tages fra den coronakrigskasse, som er sat til side, og som sådan set bare lige nu står og laver ingenting. Hvis det her er så stor en krisesituation, som ministeren selv formaner Folketinget om, må ministeren vel også være åben over for, at vi kunne tage nogle af pengene fra den krigskasse, der står til netop akutte situationer.

Ministeren.

Det er rigtigt, at ændringsforslaget ikke handler om fuldstændig at finansiere lovforslaget, men kun delvist med de ændringer, som er foreslået af Enhedslisten, Radikale og SF. Det er rigtigt. Men det er dog mindre, end man ellers ville have finansieret efter den praksis, der har været gældende i en del år, og som vi så er politiske tilhængere af.

Jeg synes også, at det hører med til diskussionen, at FN har en anbefaling om, at man skal bruge 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten på udviklingsbistand, og det er der kun en håndfuld lande i verden der gør, og Danmark er et af dem. OECD, som forvalter de her særlige regler om, hvad man kan regne med i udviklingsbistanden, har nogle ret præcise regler for, hvad man kan regne med, og dem lever vi fuldstændig op til, også ved at inkludere flygtningemodtagelsen. Punkt 1, så er vi duksene i klassen i international udviklingspolitik; punkt 2, det er fuldstændig inden for skiven af den praksis, der er fastlagt af OECD, at man indberegner det første års modtagelse. Det synes jeg bare lige også hører med til diskussionen.

Fru Pernille Skipper.

Tak for den forklaring af DAC-systemet. Jeg tror, at vi i Enhedslisten har fået den cirka ved hver eneste finanslovsforhandling fra både den her og tidligere socialdemokratiske regeringer. Vi er efterhånden ved at forstå, hvordan systemet fungerer.

Men jeg vil gerne vende tilbage til det, som ministeren selv startede med at sige. Det er en politisk beslutning, det er ikke en naturlov, det er ikke noget, som nogen har pålagt Danmark at gøre, og derfor kan ministeren ikke stå der på talerstolen og tørre ansvaret af for den politiske beslutning andre steder. Derfor spørger jeg igen: Det kan godt være, ministeren har sagt nej til det ændringsforslag, som Enhedslisten, SF og Radikale har lavet, men kunne man ikke tage noget af det fra f.eks. en krigskasse, som står der, og anerkender ministeren ikke, at hvis man tømmer udviklingsbistanden, har det også sikkerhedspolitiske konsekvenser?

Ministeren.

Jeg synes, at jeg i min indledende tale gjorde meget ud af at understrege, at det netop er en politisk beslutning, og det er, fordi jeg synes, det er vigtigt, at danskerne er opmærksomme på, hvad det er, der foregår for tiden. Ja, med åbne øjne kommer vi til at bruge flere af vores fælles penge på forsvaret, og det er prisen for at leve i sikkerhed. Og ja, det får konsekvenser for udviklingspolitikken, at der kommer ukrainske flygtninge til Danmark nu, fordi vi med åbne øjne prioriterer at bruge 2 mia. kr., som ellers ville være brugt ude i den store verden, på modtagelse af ukrainere her.

Jeg vil gerne have, at den politiske diskussion er helt ude i stuerne hos danskerne, fordi vi skal vide, at alting kommer med en pris. Jeg lyttede jo lidt til debatten ved andenbehandlingen og tænkte, at nu bliver det lidt til noget teknik. Jeg synes, det er vigtigt, at vi er ærlige over for hinanden. Det her er politik, og vi har den holdning i regeringen, at det, der sker her, er rimeligt. Det vil jeg gerne understrege.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for at tage ordet. Jeg er fuldstændig enig i, at man selvfølgelig skal fortsætte den praksis på det økonomiske område, som man har haft, jeg tror, ministeren sagde fra 1992. Grunden til, at jeg lige tager ordet for en kort bemærkning, er ministerens indlæg, hvor han siger, at vi med den situation, vi står i i forhold til Ukraine, står med den største integrationsudfordring nogen sinde. Det kan selvfølgelig godt komme til at være rigtigt, hvis vi taler om antallet, der kommer til Danmark.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren alligevel lige ville nuancere det her billede lidt, for som repræsentant for et parti, der normalt er indvandreskeptisk, så er det mit indtryk, at mange af dem, der kommer til Danmark, faktisk vil være lettere at integrere for os end folk, der er kommet fra så mange andre steder i verden, bl.a. fordi de jo så entydigt faktisk gerne vil tilbage til deres hjemland, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. De kommer bl.a., fordi de kender nogen i Danmark og har et ståsted her. Vi er bekendt med, at de faktisk gerne vil ud og bestille noget så hurtigt som muligt. Er ministeren enig i det?

Ministeren.

Dagen efter Putins overfald på Ukraine slog jeg op i integrationsstatistikkerne for at se, hvordan det nu er, ukrainerne klarer sig i Danmark. Både kvinder og mænd har en meget, meget høj beskæftigelsesfrekvens, der stort set svarer til resten af befolkningens. De begår kun to tredjedele af den kriminalitet, en gennemsnitsborger i Danmark begår. Men der skal man jo også huske på, at de ukrainerne, der er i Danmark, er kommet hertil på nogle af de ordninger i udlændingeloven, hvor man jo mister sit opholdsgrundlag, hvis man mister sit arbejde, og hvor man ryger ud, hvis man begår kriminalitet. Det synes jeg også bare lige hører med til diskussionen.

Så vil jeg også sige, at den politik, den ukrainske regering fører, hvor de siger, at mænd mellem 18 og 60 år ikke skal forlade Ukraine, også betyder, at halvdelen af de mennesker, der nu krydser de europæiske grænser, er børn, og resten er jo så kvinder og ældre over 60 år. Jeg ved jo ikke, hvad det kommer til at få af betydning for integrationsopgaven. Jeg kan bare se, at vores dagtilbud og vores skoler står for foden af en kæmpe bakke. Alle ved jo, at ét ukrainsk barn eller to eller fem ukrainske børn på en almindelig dansk folkeskole ikke er noget problem, men hvad hvis det bliver mange, mange flere? Det er også derfor, jeg bare appellerer til, at hele det danske samfund nu tager ved, at vi får inviteret dem med til børnefødselsdage, at vi får dem trukket med til fodbold, og at vi får hjulpet mor i arbejde.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg vil gerne sige tak til ministeren for den her nuancering, for deri ligger jo netop også, at det, når man bruger betegnelsen den største integrationsudfordring nogen sinde, selvfølgelig er et spørgsmål om antallet, og det kan selvfølgelig komme til at vælte os i forhold til den praktiske opgave. Men ellers er de her mennesker, der kommer til Danmark, måske nogle, som vi alle sammen kan håbe på kommer til at begå sig bedre end andre, og som måske også har det udtryk klart og tydeligt, at de i det øjeblik, der er mulighed for at vende tilbage til Ukraine og være med til at genopbygge landet efter de her enormt triste begivenheder, vi ser udspille sig foran os i de her uger, faktisk gerne vil det. Så skal vi selvfølgelig fra dansk side også være med til at hjælpe dem tilbage til Ukraine for at genopbygge et sønderbombet land. Vi må håbe, at den dag kommer, og indtil da skal vi selvfølgelig få tingene til at fungere her i landet, og der vil jeg bare gerne udfordre begrebet om den største integrationsmæssige udfordring nogen sinde, i forhold til at det her måske er nogle mennesker, der faktisk er lidt lettere at integrere i Danmark end mennesker, der kommer fra så mange andre steder i verden.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at den udtalelse selvfølgelig bygger på antallet. Jeg vil også sige, at for et stykke tid siden besøgte jeg nogle af de første ukrainere, der søgte asyl på Center Sandholm, og der sad jeg og talte med en 4-5 kvinder, som var ankommet, og deres børn var nede i Røde Kors' skole. Det allerførste spørgsmål, de stillede mig, var: Hvordan får jeg et arbejde? Jeg har arbejdet med udlændingeområdet i nogle år, og det er ikke altid, det er det første spørgsmål, man får. Det var det faktisk her.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren.

Da der ikke er flere, der ønsker at udtale sig her, er forhandlingen om ændringsforslaget sluttet, og derfor går vi til afstemning.

Der stemmes om ændringsforslag nr. 1 af et mindretal (SF, RV og EL) tiltrådt af et mindretal (FG), og der kan stemmes.

Afstemningen afsluttes.

For stemte 25 (SF, RV, EL, FG og ALT), imod stemte 74 (S, V, KF, DF, NB, LA, KD og Lise Bech (UFG)), hverken for eller imod stemte 1 (Lars Løkke Rasmussen (UFG)).

Ændringsforslaget er forkastet.

Forhandlingen drejer sig herefter om lovforslaget som helhed.

Ønsker nogen at udtale sig om lovforslaget?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 91 (S, V, SF, RV, EL, KF, LA og Hans Kristian Skibby (UFG)), imod stemte 1 (FG), hverken for eller imod stemte 8 (DF, NB, ALT).

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.