Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 143:

Forslag til lov om ændring af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø og lov om folkeskolen. (Udskydelse af solnedgangsklausul vedrørende bestemmelse om antimobning).

Af børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil).

(Fremsættelse 24.02.2022).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet til behandlingen af lovforslaget, er Socialdemokratiets ordfører, hr. Anders Kronborg. Værsgo.

Mange tak for ordet, formand, og tak til ministeren for at fremsætte det her forslag. Det kan Socialdemokratiet støtte. Jeg var for kort tid siden i venners lag, hvor vi snakkede om barndommen, og der tillod jeg mig at lave nogle referencer til J. M. Barries univers, som han skrev i 1911, nemlig historien om Peter Pan, som turnerer rundt på Ønskeøen i selskab med indianere, med sørøvere, de glemte drenge, havfruer og alt, hvad der hører til et barneunivers.

Med de indledende ord vil jeg gerne understrege, at barndommen er utrolig vigtig. Ungdommen er utrolig vigtig. Man har kun én barndom, og man har kun én ungdom. Det er derfor også vigtigt, at både vores børn og unge oplever, at de er en del af et stærkt, et solidt og et inkluderende fællesskab – et fællesskab uden mobning, hvor børn og unge oplever en barndom og ungdom, der er fri for mobberi. Mange er i den forbindelse meget vigtige interessenter, både forældre, lærere og pædagoger, skoleledelser, omgivelserne i det hele taget. Det er meget vigtigt, at vi her fra Folketinget har en indsats, og vi har et fokus på den helt afgørende del, der handler om, at vi skal undgå mobning hos vores ungdom. Det er dog også tit desværre sværere, end det bare lyder, og derfor skal vi selvfølgelig gøre tingene ordentligt, når vi laver noget herinde fra det her hus.

Vi er utrolig tilfredse med i Socialdemokratiet, at det lykkedes vores undervisningsminister at etablere et meget stærkt samarbejde omkring skolen. Vi tror faktisk på, at det er via fællesskab, at det er via samarbejde, at det via et stærkt ejerskab, at vi udvikler barnelivet, ungdomslivet og ikke mindst undervisningslivet i fællesskab og således også indsatsen mod mobning. Det er sammen, og det er i fællesskab, at initiativerne skal være i forhold til at bekæmpe, modvirke og ikke mindst og meget vigtigt at forebygge mobning. Det er også et element, vi har et meget, meget stærkt fokus på i Børne- og Undervisningsudvalget. Det er ikke mere end bare et døgn siden, at vi havde møde med interessenter i forhold til mobning. Det var Dansk Center for Undervisningsmiljø, det var Skolelederforeningen, det var Danske Skoleelever, og det var Skole og Forældre. Når vi snakker om mobning, er det meget vigtigt at have et meget stærkt elevperspektiv, men det er også vigtigt, at der er et meget stærkt ejerskab hos de interessenter, der sidder derude.

Socialdemokratiet var med til i 2017 at vedtage undervisningsmiljøloven, der har et meget stærkt fokus på bekæmpelsen af mobning. Vi vil meget gerne have, at der fortsat er en klageinstans, men vi er også af den helt klare overbevisning, at når der er høringssvar, der gør opmærksom på udfordringer, så synes vi, det er væsentligt at diskutere det sammen med parterne i forhold til skolen.

Jeg må også sige, at i forbindelse med de drøftelser, som vi har haft i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg, er der nogle ting, der kommer op til overfladen, som jeg synes er værd at bruge tid på, værd at blive klogere på, værd at være nysgerrige på, så vi kan få den bedst mulige indsats. Det, der i virkeligheden er så glædeligt, når vi diskuterer med parterne, er, at der ikke er nogen, der er uenig i, at man skal have en ungdom og en barndom, der er fri for mobberi. Det handler om, at vi kommer derhen sammen, og at vi kommer derhen i fællesskab.

Så vi støtter det her lovforslag om at udskyde solnedgangsklausulen, bruge tiden fornuftigt i det fornemme, synes jeg, forum, vi har fået omkring Sammen om skolen og så få tingene gjort rigtigt, perfekt i forhold til en målrettet og en ordentlig indsats.

Tak for det til hr. Anders Kronborg. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi kan gå videre i ordførerrækken til Venstres ordfører, og det er fru Marlene Ambo-Rasmussen. Værsgo.

Tak for ordet. Da Venstres sædvanlige ordfører på området ikke kan være til stede her i salen i dag, har jeg lovet at læse ordførertalen op.

Mobning giver ar på sjæl og krop hos alt, alt for mange børn og unge. Mobning foregår i klasseværelserne, i skolegården og sågar på de sociale medier. Mobningen er forlængst trængt helt ind i børneværelserne, og det er ikke noget, man kan undslippe, når det ringer ud efter sidste time. I alt for mange tilfælde lægger mobning en tung sten i rygsækken, som tynger og gør ondt igennem hele livet. Vi ved alle, at for de børn og unge, hvor mobningen er mest brutal, kan det ende i tragiske selvmordsforsøg og i sidste ende i selvmord.

Jeg kender unge mennesker, som ender i lange behandlingsforløb i psykiatrien som følge af mobning, mens andre ikke får bearbejdet mobning, og hvor det giver dårligt selvværd og udslag senere i livet. Uanset hvordan og hvornår mobning og følgevirkningerne rammer, er mobning noget, vi markant skal sige fra over for.

For Venstre har kamp mod mobning været en sag, vi har haft fokus på i mange år, i årtier, og vi skal gøre mere for at komme mobning og dens uvæsen til livs og undgå de ar på krop og sjæl og de følgevirkninger, der kommer af mobning, og vi skal have fokus på den brede del af mobningen. Det gælder både de børn og unge, som mobningen går ud over, men vi skal også bekæmpe de usunde miljøer og kulturer, der knytter sig til mobningen. Derfor lavede vi i Venstreregeringen i 2016 den første nationale aftale om antimobning, hvor vi bl.a. fik indført en antimobbestrategi og oprettet Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Vi lavede også hele aktionsplanen tidligere det år sammen med børneorganisationerne Børnerådet, Børns Vilkår og Red Barnet, hvor vi havde Mary Fonden som faglig sparringspartner. Her var vi enige om at stå sammen om at bekæmpe mobning; for de børn, der udsættes for mobning, har behov for, at der er nogle voksne, der tager ansvar. Og ansvar er vel egentlig det, dette lovforslag, L 143, også handler om.

Vil vi som ansvarlige partier tage ansvar for at permanentgøre Klageinstansen mod Mobning, eller vil vi bare glide af på vores ansvar og kun forlænge med 1 år, så der fortsat er usikkerhed, ustabilitet og uklarhed om fremtiden for Den Nationale Klageinstans mod Mobning i Danmark? I Venstre vælger vi det første. Vi ønsker at tage ansvar for at bekæmpe mobning og sikre klagemulighederne for de børn og deres forældre, som ikke får den hjælp, som de har krav på. Derfor har jeg også allerede anmodet ministeren om teknisk bistand til et ændringsforslag til det her lovforslag, L 143, så vi kan sikre en permanentgørelse af Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Det ændringsforslag håber jeg et flertal af Folketingets partier vil støtte, så vi i fællesskab kan tage et ansvar for at bekæmpe mobning.

Så kan vi derefter lave alle de forbedringer og justeringer, der er behov for, og som evalueringen så rigtigt har peget på, og som også forlængst kunne have været indeholdt i dette lovforslag, hvis den socialdemokratiske regering havde haft viljen til det. Vi kan diskutere forbedringerne i Sammen om skolen og andre relevante fora, men på baggrund af en permanentgørelse og ikke med den usikkerhed, der skabes ved en kun 1-årig forlængelse.

Evalueringen af Klageinstansen mod Mobning understreger desværre, at mobning stadig er udbredt på landets skoler, at brugen af Klageinstansen mod Mobning er stigende, at forældrene oplever, at Klageinstansen mod Mobning er vigtig, og at Klageinstansen mod Mobnings afgørelser bidrager til, at forvaltningen og skolebestyrelserne i højere grad efterlever de lovmæssige procedurer vedrørende mobning. Derfor skal Klageinstansen mod Mobning gøres permanent.

Permanentgørelsen var også omdrejningspunktet i Venstres beslutningsforslag B 9, som I alle sammen tog positivt imod, da vi behandlede det her i salen i efteråret. Derfor håber jeg også, at I vil lade handling følge ord og stemme for vores ændringsforslag til dette lovforslag, så vi kan få permanentgjort Klageinstansen mod Mobning, som både børneorganisationerne, elevorganisationerne og forældreorganisationerne også alle ønsker og har bedt om i deres høringsvar til evalueringen.

Venstre ser frem til udvalgsbehandlingen, hvor vi håber på at opnå støtte til vores ændringsforslag, så vi kan tage ansvar i fællesskab for at styrke indsatsen mod mobning. Jeg skal også hilse fra Det Konservative Folkeparti, som desværre ikke kunne være til stede her i salen i dag, og sige, at de ligesom Venstre ønsker en permanentgørelse af Den Nationale Klageinstans mod Mobning. Tak for ordet.

Selv tak til fru Marlene Ambo-Rasmussen fra Venstre. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak og byder velkommen til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Med lovforslaget udskyder vi beslutningen om at gøre klageinstansen permanent. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i SF mener, at klageinstansen skal gøres permanent. Når vi så kommer til at stemme for i dag, handler det om, at vi rigtig gerne vil lytte til det samarbejde, der hedder Sammen om Skolen, som vi har haft rigtig gode erfaringer med her på det seneste, og få en rigtig god drøftelse af, hvad det er, vi skal ændre på, med henblik på at vi får en bedre implementering af det. I lovovervågningsredegørelsen anbefales det, at solnedgangsklausulen ophæves, og at bestemmelsen om klager og en klageinstans gøres permanent.

Samtidig kan vi også se i evalueringen, at der er nogle udfordringer, som vi skal have kigget på. 85 pct. af forældrene har ikke hørt om klageinstansen – 85 pct. – og 67 pct. af de forældre, som har udtrykt utilfredshed med skolens håndtering, er simpelt hen ikke blevet oplyst om deres klagemuligheder. Vi kan også se af evalueringen, at klageinstansens arbejde vanskeliggøres af, at den kommer for sent ind, i forhold til at den kan hjælpe med håndteringen og faktisk også med forebyggelsen, fordi eleven så på det tidspunkt enten har skiftet skole eller har fået det så dårligt, at han eller hun bliver hjemme og ikke vil i skole.

Skolerne har også udfordringer med at arbejde efter de forvaltningsretlige principper, fordi de ikke er vant til det. Det betyder, at der er en mangelfuld dokumentation, og at klageinstansen har svært ved at behandle sagerne. Vi lytter selvfølgelig til det, når Skole og Forældre, Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen mener, at de hellere ser klageinstansen afskaffet og problemerne løst lokalt.

Men hvorfor er der så behov for en klageinstans? I SF så vi helst, at vi ikke havde brug for en klageinstans, fordi man så tog hånd om problemerne derude, når der var mobning på den enkelte skole. Og mange af skolerne gør det godt, men der er også skoler og klasser, hvor det ikke sker. Det viser stigningen i antallet af klager, hvor mere end halvdelen faktisk får medhold i deres klager. Det samme viser indholdet af klagerne faktisk også. Størstedelen af dem er fra forældre, der oplever, at de ikke bliver anerkendt i, at deres barn bliver mobbet – skolen anerkender simpelt hen ikke, at barnet bliver mobbet, og det er jo en udfordring i sig selv.

Det her handler om de børn og de unge, der oplever mobning. Det kan være rigtig ødelæggende, og ingen børn skal opleve, at der ikke bliver grebet ind, hvis de bliver mobbet. Det påvirker et barns opvækst, og der følger store, dybe ar med resten af livet, og derfor er det så vigtigt, at vi sætter ind imod mobning.

Med det sagt er det vores perspektiver og vores indstilling i forhold til det kommende arbejde. Vi stemmer i SF for lovforslaget og ser frem til de videre drøftelser med Sammen om Skolen for netop at sikre, at vi kan få en langt bedre implementering ude i virkeligheden. Og så skal jeg hilse fra Enhedslistens ordfører, der ikke kunne være her, og sige, at Enhedslisten stemmer for.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til SF's ordfører og går videre til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Nu havde jeg jo lige vænnet mig til at skulle på meget senere i forhold til talerrækken, men så kom jeg alligevel hurtigt herop. (Den fg. formand (Christian Juhl): De første skal blive de sidste). Det er jo sådan, det er.

Det her er vigtigt. Det er vigtigt at gøre en indsats for at undgå mobning alle steder. Det var også derfor, vi vedtog loven om bl.a. en ankeinstans tilbage i 2017. Dengang som nu er Dansk Folkepartis fokus, at det vigtigste er, at vi vil gøre, hvad vi kan, for at mobning ikke foregår. Der, hvor det foregår,skal vi have effektive værktøjer til at stoppe det, og det er i det lys, vi skal se krav om antimobbestrategi, krav om handlingsplaner ved hændelser og klageadgang. I første omgang kan der klages til kommunalbestyrelsen og derefter til klageinstansen DCUM.

Diskussionen tilbage i 2017 gik bl.a. på, om det ikke bliver et bureaukratisk system, og om det reelt vil have en effekt. Min og Dansk Folkepartis holdning var og er, at en klageinstans er vigtig for at signalere, at vi ikke accepterer kommuner og skoler, som ikke tager opgaven alvorligt. Og hvis der ikke er en instans, som sådan bogstavelig talt kan slå kommunerne oven i hovedet, så er vi bange for, at det ikke kommer til at virke.

I Dansk Folkeparti mener vi absolut, at ordningen skal være permanent, men vi mener også, at vi skal benytte lejligheden til nu at se ordningen igennem og se, om der skal justeres på den. Bl.a. blev det i evalueringen af ordningen fra 2020 problematiseret, at der ikke er en klar og entydig forståelse af, hvad formålet med antimobbestrategi, sagsbehandling, påbud og mediering er, og hvad disse ting forventes at løse. Og lige så vigtigt er det, at der heller ikke er en klar forståelse af, hvad det forventes ikke at løse. Det er ganske enkelt uklart for forældre og skoleledere. Formålet med loven bør jo være at lægge pres på, så man på den enkelte skole og i den enkelte kommune tager problemerne alvorligt. Derfor en klageinstans kombineret med hjælp og vejledning for dem, som så ønsker at arbejde ordentligt og konkret med problemerne. Men hvis ordningens mål, formål og hensigt således er uklare, så mener jeg, at det giver rigtig god mening at få en dialog i Sammen om Skolen og også med inddragelse af øvrige relevante parter med det klare sigte at etablere en permanent ordning.

Derfor kan Dansk Folkeparti støtte det her lovforslag. Vi støtter også gerne, at man gør den permanent, men måske kan vi i et samarbejde finde ud af at få beskrevet, at permanentgørelsen skal indeholde en gennemgang, en evaluering og en forbedring af systemet, så vi ender med at få et bedre system, end vi har i dag, og så vi får luget ud i de udfordringer og problemer, der er med det nuværende system. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet.

Jeg vil sådan set bare kvittere for en, synes jeg, utrolig stærk tale, som ordføreren holdt, og i virkeligheden også, synes jeg, en meget konstruktiv tale i forhold til faktisk at fokusere på det, vi ved virker, og også se på, hvor stenen i skoen er. Der er et tal, som har gjort utrolig stort indtryk på mig, når vi snakker om klageinstansen, og som jeg mener det er meget væsentligt at snakke med Sammen om Skolen om. Når klageinstansen har truffet en afgørelse, altså når de er nået til en afgørelse, er det i 50 pct. af de afgørelser, de træffer, sådan, at det pågældende barn allerede har flyttet skole. Det synes jeg bare understreger ordførerens pointe om, at det her også handler om at komme ind og få forebygget. Det kan godt være, at nogle forældre får medhold, men det har i nogle tilfælde faktisk været så traumatisk, at et barn har været nødt til at skifte skole, inden man er nået til en afgørelse. Så jeg vil bare kvittere for den grundighed, som jeg synes ordføreren lægger op til i forhold til det videre arbejde.

Ordføreren.

Tak for den kommentar. Jeg vil sige til den, at det var noget af det, der også var debat om, da vi vedtog loven. Her var det for mig og Dansk Folkeparti rigtig, rigtig vigtigt, at man fokuserede på den forebyggende indsats, den vejledende indsats – alt, hvad der kunne gøres tidligere – i håb om at der faktisk ikke ville komme nogen klager til klageinstansen. Det er selvfølgelig vigtigt at holde fast i, at den skal være der, for det viser sig jo, at der er et behov for, at der er nogle, der ligesom er bagstoppere. Men vi skal gøre en klar indsats for at få den vejledning ud, også for at hjælpe skoler og kommuner til at forstå, hvad der er deres ansvar, og hvilken opgave de kan forventes at påtage sig. Det tror jeg vi er fuldstændig enige om, og det håber jeg også vi kan få afspejlet i den nye lov, som vi skal ende med at lave med det her. Tak.

Spørgeren? Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Den næste ordfører er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige, som jeg gerne vil byde velkommen til på talerstolen.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Nye Borgerlige gerne ville indrette skolesystemet helt anderledes, end det er i dag. Vi ville gerne give alle skoler et frihedsbrev, sætte skolerne fri. Vi ville gerne lade pengene følge det enkelte barn en til en og lade de gode, dygtige ledere lære forældrene ude i bestyrelserne at styre, hvordan den enkelte skole skulle være indrettet. Det ville også betyde, at gode tilbud ville blive valgt til, og at dårlige tilbud, hvor man eksempelvis, som vi taler om i dag, accepterer mobning, ville blive valgt fra. Så ville man være nødt til at oppe sig eller også lukke.

Man sådan ser skolesystemet jo ikke ud i dag, og derfor bakker vi sådan set også op om det her forslag. For vi synes generelt set, det giver rigtig god mening, at man kan klage, hvis man oplever, at ens barn bliver mobbet. Jeg er selv skolelærer, og det har altid være noget, der har ligget mig meget på sinde, at de børn, jeg havde i min klasse, havde det godt – helt grundlæggende havde det godt. For det er så fundamentalt for, at man overhovedet kan lære noget som helst, at man trives og har det godt.

For ikke så længe siden hørte jeg en historie om et barn på en skole, hvor der simpelt hen var blevet klaget og klaget og atter klaget til ledelsen og til lærerne osv. af de her forældre, og ledelsen og lærerne blev ved med at sige, at det var det her barns skyld, at det var barnets egen skyld, at det var det, der var problemet. Når jeg hører sådan nogle historier, løber det mig virkelig koldt ned ad ryggen, for det her barn var tydeligvis ikke skyld i noget som helst. Der var bare en dysfunktionel kultur i klassen, og det blev bare ikke håndteret. Det blev ikke håndteret, at det her barn havde det rigtig skidt, og barnet endte så også med at skifte skole. Sådan skal det jo ikke være.

Vi bakker fuldt op om, at man forlænger den her lovgivning, altså udskyder solnedgangsklausulen. Vi bakker sådan set også op om det ændringsforslag, jeg kunne forstå kommer fra Venstres side, om at permanentgøre den her ordning, for vi synes grundlæggende set, det er så vigtigt, at man kan klage. Selvfølgelig tror jeg på, at man langt de fleste steder virkelig gør en indsats, men der er også nogle steder, hvor man lukker øjnene. Jeg skal ikke kunne sige, om det er, fordi det er det nemmeste, men der er nogle steder, hvor man i hvert fald lukker øjnene for, at der er nogle børn, der mistrives, og der skal forældrene have en mulighed for at klage højere oppe i systemet. Så vi bakker op om forslaget og ændringsforslaget fra Venstre.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mette Thiesen. Og så ser det ud til, at vi kan byde børne- og undervisningsministeren velkommen på talerstolen.

Tak for det. Og tak for tilslutningen til forslaget. Jeg er fuldstændig enig med de ordførere, der den ene efter den anden har været heroppe at sige, at mobning er et af de alvorligste problemer, man som elev i den danske folkeskole kan blive udsat for. Og det, man skal huske på her, er, at det faktisk kan lykkes at gøre noget ved det. Der er masser af problemer i et samfund omkring skolen, som det kan være rigtig svært at gøre noget ved, men det er sådan, at kigger man historisk på det, vil man se, at det faktisk er lykkedes at knække mobbekurven, og det er sket ved både at træffe politiske beslutninger og have et tæt samarbejde med skolen om, hvordan man griber det an. Det vil sige, at både med et moderne mobbesyn, men altså også ved fælles hjælp, og med et politisk ønske om det, er det faktisk lykkedes at få knækket mobbekurven, og det synes jeg jo giver blod på tanden i forhold til at tage fat om nogle af de store problemer, der er omkring mobning, og som udvikler sig i de her år.

I gamle dage var man jo vant til, at hvis der var mobning, stoppede den, når skoledagen stoppede, fordi så kom man hjem til sig selv og fik det frirum fra mobningen, det var at være derhjemme. I dag er det sådan, at mobning jo kommer med hjem og helt ind i børneværelset, fordi børn og unge har telefonen med sig, og det vil sige, at man kan række ud efter hinanden, også når man er derhjemme. Jeg tror, at for alle dem, der har prøvet at blive mobbet, er det jo et mareridtsscenarie at forestille sig, at man end ikke har det frirum, det er at være derhjemme. Så der er ikke nogen tvivl om, at nogle af de mobbeproblematikker, der altid har været omkring skolen, bliver forstærket af, at de sociale medier spiller den rolle, de gør i dag, og af det, at børn og unge har telefon på den måde, de har i dag.

Jeg vil sige omkring hele diskussionen om permanentgørelse eller ej, at det jo er en sådan lidt sjov størrelse, for jeg hører egentlig, at vi alle sammen er enige om permanentgørelsen. Så det, der er vigtigt for mig at sige i den her sammenhæng, er, at Socialdemokratiet uforandret ønsker en permanentgørelse; den del er i hvert fald for vores vedkommende egentlig slet ikke til debat. Til gengæld er jeg arg modstander af den måde, som folkeskolen i årtier er blevet ledet på, nemlig ved at man tror, at alt er godt, bare man laver lovgivning fra Christiansborgs side. Det bryder jeg mig simpelt hen ikke om, og det afspejler sig i den måde, vi har valgt at bygge samarbejdet omkring folkeskolen op på, altså ved at have etableret Sammen om Skolen, hvor vi involverer elever og lærere og pædagoger og ledere og forældre grundigt og dybt i de beslutninger, der bliver truffet. Og det kræver noget tid. Altså, det, der er med demokrati, er, at det jo tager tid, men de fleste af os kan faktisk ret godt kan lide det, og derfor er det en god idé at tage den tid, det tager. Jeg forstår godt utålmodigheden, og at man siger: Ville det ikke være bedre, at vi bare permanentgjorde det nu? Og jeg kan også godt forstå den rummel , det giver for de mennesker, der arbejder konkret med det i klageinstansen. Men jeg mener, at vi har behov for den dybe forankring, der ligger i, at vi er sammen om de løsninger, vi skaber.

Det her er jo ikke et område, hvor der er enighed; det er jo ikke sådan, at alle parterne omkring folkeskolen bare er enige om løsningen. Altså, hvis det var tilfældet, ville det jo være nemt bare at sige: Jamen så gør vi det bare permanent med det samme. Der er faktisk forskellige synspunkter og forskellige standpunkter på det her område, og så meget desto mere er det simpelt hen vigtigt, at man får talt sig frem til den kerne af fornuft, der nødvendigvis ligger inde i et hvilket som helst standpunkt omkring skolen, og så finder frem til nogle løsninger, vi alle sammen kan se os i. Så jeg synes, at særlig når der er uenighed, er der faktisk god grund til at bruge den tid, det tager at finde nogle løsninger, der giver rigtig god mening. Derfor er jeg også glad for den opbakning, der er her i Folketingssalen, til, at vi får brugt den tid.

Så vil jeg sige, og nogle gange bliver ordene mindre end det, man egentlig mener med dem: Jeg er dybt og inderligt taknemmelig for det samarbejde, vi har fået op at stå med Folketingets partier, om at samarbejde med parterne omkring skolen. Det har stået sin svendeprøve med den aftale, vi lavede om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem, og jeg tror, at de fleste, der har fulgt skoledebatten, vil vide, at vi har været ret uenige om nationale test – både partierne imellem, i samfundet som sådan og blandt parterne omkring skolen – og det vil sige, at når jeg siger, at det samarbejde har bestået sin svendeprøve med den aftale, er det, simpelt hen fordi det lykkedes os at få lavet en aftale, som Folketingets partier står bag, som parterne omkring folkeskolen står bag, og hvor man i fællesskab har sagt: Jamen det kan da godt være, at vi hver især ikke har fået alt, men vi kan se, at der er en fællesmængde, der er så stor, at vi bakker op om den samlede aftale.

Man skal huske på, at den danske folkeskole er gjort af elever, som kommer fra hjem, hvor man stemmer på hr. Jens Henrik Thulesen Dahl; af elever, som kommer fra hjem, hvor man stemmer på fru Charlotte Broman Mølbæk; af elever, som kommer fra hjem, hvor man stemmer på Socialdemokratiet og på os som regering, og den mangfoldighed skal man altså kunne se i den skole, man træder ind i. Alle skal kunne se sig selv i folkeskolen, uanset hvor man hører hjemme politisk, uanset hvad for en vej, man ønsker folkeskolen skal dreje ad, og hvis det skal kunne lade sig gøre, bliver vi faktisk nødt til at lytte utrolig grundigt på hinanden, og derfor er det samarbejde helt afgørende. Og det er det, der er baggrunden for, at jeg ikke står her i dag med et lovforslag om permanentgørelse. Jeg synes, vi skal tage os den tid, det tager at få de her ting til at lande et sted, hvor vi kan se os selv – parterne og partierne i Folketinget – i det.

Så tusind tak for samarbejdet omkring det, og i øvrigt også tak for utålmodigheden. Nu er det mest Venstre, der præsenterer sin utålmodighed. Jeg kan godt lide den ildhu, der altid er fra Venstres side i forhold til særlig spørgsmålet om mobning; jeg synes, det klæder Folketinget, at det også er til stede. Men jeg glæder mig også til samarbejdet om at få lavet en ordentlig løsning. Tak for ordet.

Selv tak. Der er ingen korte bemærkninger til ministeren.

Da der ikke er flere af dem, som er på listen, som ønsker ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget

Det er vedtaget.