Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg
Stormgade 2-6
1470 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2022 - 1734
Doknr.
503393
Dato
30-06-2022
Svar på spørgsmål til L 136 fra Heidi Bank (V) stillet den 25. marts 2022.
Spørgsmål nr. 8:
Givet at aktivitetsniveauet i byggebranchen er tårnhøjt og materialepriserne ligeså, vil
ministeren redegøre for konsekvenser for alment byggeri, herunder konsekvenser for
kvalitet, bæredygtighed og grøn omstilling?
Svar:
Almene boligorganisationer skal ved byggeri af almene boliger holde den samlede an-
skaffelsessum inden for maksimumsbeløbet. Kommunalbestyrelsen kan dog godkende
merinvesteringer, som går ud over maksimumsbeløbet. Det er en betingelse, at merin-
vesteringer er nødvendige for som minimum at opfylde krav til energirammen for lav-
energiklasse i bygningsreglement 2018, og merinvesteringen er totaløkonomisk renta-
bel.
I perioder, hvor aktivitetsniveauet i byggebranchen er højt, og hvor priserne på bygge-
varer er høje, kan den samlede anskaffelsessum efter udbud blive højere end maksi-
mumsbeløbet. I den situation må boligorganisationen overveje, om den kan reducere
anskaffelsessummen ved at foretage besparelser på det planlagte byggeri. Besparelser
vil som udgangspunkt reducere kvaliteten af byggeriet. Der er derfor grænser for, hvor
store besparelser det er forsvarligt at foretage på et planlagt byggeri.
Besparelser kan endvidere føre til, at tiltag for at fremme bæredygtigheden og den
grønne omstilling må opgives for at reducere anskaffelsessummen. Tiltag som gør, at
byggeriet opfylder kravene for lavenergiklasse i bygningsreglementet og som er total-
økonomiske rentable (f.eks. solceller), vil dog kunne medtages uanset, at maksimums-
beløbet overskrides, jf. ovenfor.
Regeringen har indgået en bred politisk aftale om en national strategi for bæredygtigt
byggeri, der betyder, at der fra 2023 vil blive indfaset krav i bygningsreglementet til
bygningers klimapåvirkning. Disse krav vil gælde nybyggeri uanset ejerforholdet.
Eventuelle meromkostninger som følge heraf vil skulle holdes inden for maksimums-
beløbet. Det betyder, at almene boliger fra 2023 skal opfylde kravene i bygningsregle-
mentet til bygningers klimapåvirkning.
Med henblik på at forhindre, at boligorganisationer i den aktuelle situation presses ud
i at gennemføre uhensigtsmæssige besparelser på byggerier, blev der med virkning fra
1. januar 2022 skabt mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan godkende, at fristen
for indberetning af skema B udskydes med op til 36 måneder. Denne ændring giver
boligorganisationen mulighed for at udskyde påbegyndelsen af byggeriet til et senere
tidspunkt, hvor presset på byggebranchen er aftaget.