Beskæftigelsesudvalget 2021-22
L 134 Bilag 1
Offentligt
2532634_0001.png
LIGESTILLINGSVURDERING
AF LOVFORSLAG
Lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven (Offentliggørelse af virksomhedernes
arbejdsmiljø)
19. januar 2022
J.nr. 20215001033
AM
MIHB, SKP, AHH
Baggrund
Beskæftigelsesministeren bad i brev 26. juni 2020 Arbejdsmiljørådet om at komme
med et forslag til gentænkning af Arbejdstilsynets nuværende smileyordning.
Beskæftigelsesministeren bad Arbejdsmiljørådet om at overveje, om smileyordningen i
tilstrækkelig grad har fulgt med tiden, eller om der er brug for mere grundlæggende
ændringer af loven.
Som svar på ministerens brev foreslog Arbejdsmiljørådet, at den nuværende
smileyordning med visning af smileysymboler afskaffes og erstattes af en faktabaseret
visningsordning, som omfatter alle virksomheder, der får besøg af Arbejdstilsynet.
Ministeren bakkede op om Arbejdsmiljørådets forslag, og Arbejdstilsynet har på den
baggrund udarbejdet et lovforslag om ændring af arbejdsmiljøloven. Hensigten med
lovforslaget er at erstatte smileyordningen med en faktabaseret visningsordning, som
omfatter alle virksomheder og viser Arbejdstilsynets tilsyn og afgørelser.
Lovforslaget indeholder forslag om, at der indføres en bemyndigelsesbestemmelse for
beskæftigelsesministeren, hvorefter der kan fastsættes regler om, hvilke oplysninger der
skal indgå i en ny visningsordning.
Det er hensigten, at der bl.a. vil blive fastsat regler om, at Arbejdstilsynets afgørelser til
virksomhederne vil blive vist i 6 måneder på Arbejdstilsynets hjemmeside. Desuden er
det hensigten, at der vil blive fastsat regler om, at der vil blive vist en 2-årig historik,
hvis virksomheden har fået andre afgørelser inden for samme arbejdsmiljøproblem i
den pågældende periode.
Det forventes, at lovforslaget skal træde i kraft den 1. juli 2022, og at den nye
visningsordning vil være udviklet og implementeret i løbet af 1. kvartal 2023.
Formål
Det er lovforslagets formål, at skabe mulighed for at implementere Arbejdsmiljørådets
L 134 - 2021-22 - Bilag 1: Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsvurdering, fra beskæftigelsesministeren
forslag til en ny visningsordning som erstatning for den nuværende smileyordning på
arbejdsmiljøområdet.
Visningsordning skal bidrage til gennemsigtighed i forvaltningen gennem
offentliggørelse af tilsyn og afgørelser fra Arbejdstilsynet.
Visningsordningen skal dertil medvirke til at understøtte arbejdsmiljøindsatsen og
det forebyggende arbejdsmiljøarbejde, samt til at virksomhederne motiveres til at
handle på afgørelser. Dermed bidrager lovforslaget til at understøtte et sikkert og sundt
arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser.
Den primære målgruppe
Lovforslagets primære målgruppe er arbejdsgivere og arbejdstagere, der opnår indsigt i
arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser. Arbejdsgiverne bliver berørt på den måde,
at virksomhedernes arbejdsmiljø bliver synliggjort i den nye visningsordning.
Arbejdstagerne bliver berørt på den måde, at de med visningsordningen vil få gavn af
en større grad af gennemsigtighed i arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser.
De sekundære målgrupper
Lovforslagets øvrige målgruppe er det øvrige samfund med interesse i
arbejdsmiljøforhold, såsom arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger og politikere.
Samlet vurdering
De foreslåede ændringer i arbejdsmiljøloven vurderes at være kønsneutrale, idet de
vedrører alle brancher og alle virksomhedstyper. De vil derfor ikke have en
kønsmæssig betydning.
Side 2/2