Folketingets Erhvervsudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
27. april 2022
Besvarelse af spørgsmål 20 ad L 131 stillet af udvalget den 29. marts
2022 efter ønske fra Lisbeth Bech-Nielsen (SF).
Spørgsmål:
Er ministeren indstillet på at imødekomme ønsket fra bl.a. Institut for Men-
neskerettigheder og Danske Handicaporganisationer om oprettelse af et
samlet administrativt klageorgan for klager over manglende tilgængelig-
hed til produkter og tjenester med henblik på at sikre en ensartet praksis og
sagsbehandling og gøre det gennemskueligt og tilgængeligt for forbru-
gerne at indbringe sager om manglende tilgængelighed? I benægtende fald
anmodes ministeren om at yde teknisk bistand til udarbejdelse af ændrings-
forslag, der sikrer oprettelse af et sådant samlet administrativt klageorgan.
Svar:
Jeg har stor tiltro til, at danske virksomheder vil overholde tilgængelig-
hedskravene og bidrage til, at personer med handicap bedre kan begå sig i
samfundet. Hvis en forbruger bliver opmærksom på tilfælde, hvor et pro-
dukt eller en tjeneste ikke lever op til kravene, skal det være muligt for
forbrugeren at kontakte myndighederne, så forholdene kan bringes i orden.
Som udgangspunkt skal forbrugerklager rettes til den myndighed, som fø-
rer kontrol med de enkelte områder. Jeg forventer, at det for forbrugerne
vil fremgå klart, hvem den rette myndighed er, afhængigt af område.
Lovforslaget fastsætter en ny og grundlæggende ramme for tilgængelighe-
den af udvalgte produkter og tjenester. Der er således i vidt omfang tale
om et område, som i dag ikke er reguleret for så vidt angår tilgængelighed.
Derudover vil tilgængelighedskravene have virkning fra d. 28. juni 2025.
Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at vurdere omfanget af
forbrugerklager, herunder behovet for etablering af et klagenævn.
Når tilgængelighedskravene får virkning fra d. 28. juni 2025, vil det give
mulighed for at se nærmere på omstændighederne for etablering af et kla-
genævn. Af samme årsag indeholder lovforslaget allerede en bemyndigel-
sesbestemmelse til, at der efter forhandling med klima-, energi- og forsy-
ningsministeren og transportministeren kan fastsættes regler om etablering
af et klagenævn til behandling af forbrugerklager.
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
Fax
33 92 33 50
33 12 37 78
CVR-nr. 10 09 24 85
EAN nr. 5798000026001
www.em.dk