Selv om det nogle gange går hurtigt med ændringer i mandattallene herinde i Folketinget, skal man lige vænne sig til, at man her i dag skal tale efter SF; men det har jo så udelukkende noget at gøre med, hvem der er til stede i salen.
Vi bakker også op om det forslag, der ligger her. Jeg synes, at det jo er fantastisk, at hele tanken omkring borgerforslag ubetinget har været en udvidelse og en berigelse af vores demokrati, nemlig ved at borgerne får mulighed for direkte at kunne stille forslag herinde. Derfor er jeg også glad for, at det, der startede som en forsøgsordning, nu også bliver permanentgjort, og at det med det her forslag efterfølgende bliver sikret, at vi løbende får en revision af ordningen, så vi kan tilpasse den. For det er jo også udtryk for noget af det, der er det smukke ved et demokrati, nemlig at det hele tiden er dynamisk og hele tiden udvikler sig. Der er ikke noget, der er stationært, selv om vi vedtager sådan et forslag som det her, for det er klart, at der også skal være mulighed for løbende at kunne tilrette det.
Det er der også i forbindelse med forslaget her. Der er sket nogle tilrettelser i forhold til den oprindelige model, og jeg synes klart, at der er nogle positive ting i det – netop muligheden for at kunne lave en beretning og få kvalificeret de forslag, der bliver stillet. Det er også bare for at påpege, at der også har ligget et dilemma i det, for det er klart, at når borgere indsamler underskrifter og får rejst et borgerforslag, er det jo også med en klar forventning om, at det er noget, der bliver taget stilling til i Folketingssalen, altså at det både bliver behandlet, men at der også efterfølgende bliver stemt om det.
Jeg synes ikke, at det har været helt ukompliceret at sige, at vi skulle indføre den her mulighed, for man kunne også frygte, at det bare førte til, at hver gang der var et borgerforslag, som man syntes var lidt ubehageligt at skulle tage stilling til, eller hvor det kunne være ubehageligt at skulle stemme nej i sidste ende, fordi man ikke alligevel vil stemme ja, så kunne man bare vedtage en beretning og ligesom få det skudt til hjørnespark.
Jeg er ret tilfreds med den model, der er blevet valgt her, hvor det også stadig væk klart er hensigten, at der skal afgives en betænkning, og at forslaget skal sættes til afstemning, men at man i de tilfælde, hvor man kan vedtage noget, som er politisk fremadrettet, altså hvor man ligesom forpligter sig til, at det er noget, der skal arbejdes videre med politisk, så er der nemlig muligheden for at lave en beretning. For der kan jo nogle gange være ting i et borgerforslag, som gør, at man ikke bare kan stemme for det, fordi det kan handle om finansiering eller om nogle konkrete udfordringer med udformningen.
Der er det jo fornuftigt, at man så nu får muligheden for gennem en fælles beretning at kunne sikre, at det her bliver til noget, selv om det ikke bliver vedtaget. Og jeg synes da, som den socialdemokratiske ordfører var inde på tidligere, at det er rigtig positivt, at vi har kunnet se, at nogle af de borgerforslag, der er blevet rejst, rent faktisk har ført til ændringer af lovgivningen.
Så derfor kommer vi til at bakke op om forslaget her. I det hele taget vil vi fortsat bakke op om den ordning med borgerforslag, der er, fordi det er udtryk for, at demokratiet er dynamisk, og at vi også har muligheden for konstant at udvide demokratiet og de demokratiske rettigheder for borgerne.