Folketingets erhvervsudvalg
ERHVERVSMINISTEREN
15. november 2021
Besvarelse af spørgsmål 21 ad L 13 stillet af udvalget den 3. novem-
ber 2021 efter ønske fra Mona Juul (KF).
Spørgsmål:
Kan ministeren bekræfte, at den arbejdsgruppe, der har anbefalet den fo-
reslåede bødemodel, var uden repræsentanter fra erhvervsorganisationer-
ne?
Svar:
Jeg kan bekræfte, at der ikke deltog repræsentanter fra erhvervsorganisa-
tionerne i den arbejdsgruppe, hvis arbejde ligger til grund for bødemodel-
len, ligesom repræsentanter fra forbrugerorganisationer heller ikke deltog
i arbejdsgruppen.
Arbejdsgruppen for bødeniveau for overtrædelser af markedsføringsloven
blev nedsat på baggrund af anbefalinger fra et udvalg om markedsfø-
ringsloven i 2016 som fandt, at man burde se på det faldende bødeniveau
for overtrædelser af visse bestemmelser i markedsføringsloven.
I VLAK-regeringens
udspil ”Forbrugere i en digital verden” fra 2018
fremgik det, at man ville gennemføre et nabotjek af bødeniveauet for
overtrædelse af markedsføringsreglerne i andre sammenlignelige lande.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemførte derfor i samme år na-
botjekket, som bl.a. viste, at det danske bødeniveau fremstod lavere end i
de andre lande.
På baggrund af nabotjekket nedsatte VLAK-regeringen i 2019 en ar-
bejdsgruppe med repræsentanter fra Erhvervsministeriet, Justitsministeri-
et, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Ligeledes deltog en professor i
strafferet, en repræsentant fra Advokatsamfundet og Forbrugerombuds-
manden også i arbejdsgruppen med henblik på at sikre, at arbejdsgrup-
pens medlemmer havde den nødvendige teoretiske og praktiske juridiske
ekspertise. Der var således tale om en teknisk arbejdsgruppe uden delta-
gelse af hverken forbruger- eller erhvervsrepræsentanter, hvis opgave var
at vurdere en model for, hvordan bødeniveauet kan hæves, såfremt der er
politisk opbakning hertil. Regeringen besluttede i april 2020, at arbejds-
gruppen skulle fortsætte.
Med venlig hilsen
Simon Kollerup
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
Fax
CVR-nr
33 92 33 50
33 12 37 78
10 09 24 85
EAN nr. 5798000026001
www.em.dk