Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
L 129
Offentligt
2543923_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-1933
Den 16. marts 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 8 til L 129, forslag til lov om ændring af kemikalieloven
(Begrænsning i eller forbud mod anvendelse af plantebeskyttelsesmidler på befæstede eller stærkt
permeable arealer) stillet den 14. marts 2022 efter ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 8 til L 129
”Vil ministeren uddybende kommentere Danmarks Naturfredningsforenings høringssvar til
lovforslaget, herunder redegøre for mulighederne for at indføre et total forbud mod at anvende
pesticider på byarealer indenfor EU-reguleringen?”
Svar
Lovforslaget er et led i udmøntningen af regeringens aftale med Socialistisk Folkeparti, Radikale
Venstre og Enhedslisten om miljøinitiativer i grønne byer og en hovedstad i udvikling. Aftalen
afspejler enighed blandt aftalepartierne om, at sprøjteforbuddet skal udarbejdes inden for EU’s regler
på området, og at det skal være så vidtgående som muligt inden for EU-reglerne.
Miljøministeriet kan i den anledning oplyse, at inden for EU-reglerne er det muligt at gennemføre et
nationalt forbud mod anvendelse af sprøjtemidler på befæstede og stærkt permeable arealer. Det
fremgår af artikel 11 i pesticidrammedirektivet (rammedirektivet for bæredygtig anvendelse af
pesticider), at medlemsstaterne sørger for, at der vedtages passende foranstaltninger til beskyttelse af
vandmiljø og drikkevand, herunder størst mulig begrænsning eller afskaffelse af sprøjteudbringning på
befæstede og stærkt permeable arealer. Med lovforslaget og den planlagte bekendtgørelsesændring
lægges der op til at lade et sprøjteforbud omfatte alle befæstede og stærkt permeable arealer mhp. at
udarbejde forbuddet så vidtgående, som det er muligt inden for EU's regler om begrænsning af
sprøjtemidler på offentlige og private arealer.
Lea Wermelin
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk