Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-1933
Den 13. marts 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 3 til L 129, forslag til lov om ændring af kemikalieloven
(Begrænsning i eller forbud mod anvendelse af plantebeskyttelsesmidler på befæstede eller stærkt
permeable arealer) stillet den 7. marts 2022 af Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål 3
”Vil ministeren redegøre for, hvilke forhold og karakteristika ved pesticider udover bionedbrydelighed,
som er relevante mht. sundhed, miljø og natur, når den samlede miljøbelastning og bæredygtighed af
et pesticid vurderes?”
Svar
Der godkendes kun sprøjtemidler, der ikke udgør en uacceptabel risiko ved anvendelsen, men der er
stor forskel på stoffernes miljølastning.
Der beregnes en sundhedsbelastning for hvert sprøjtemiddel ved dets godkendelse på baggrund af dets
risikosætninger, som bestemmes af klassificeringen af sprøjtemidlets aktivstof og dets hjælpestoffer.
Klassificeringerne af stofferne fastsættes på baggrund af EU’s klassificeringskriterier. Eksempelvis har
sprøjtemidler med pelargonsyre, en faresætning som advarer om, at stoffet ”forårsager alvorlig
øjenirritation”.
Der beregnes desuden en miljøeffektbelastning, som bestemmes af sprøjtemidlets effekter på ikke-mål
organismer: Pattedyr, fugle, bier, regnorme, fisk, dafnier, vandplanter og alger. Effekterne på de
forskellige organismer bestemmes som en del af risikovurderingen. Visse sprøjtemidler med glyphosat
er mærket “Skadelig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger”. I godkendelsen er der
krav om sprøjtefri zoner for at beskytte dyr og planter i vandmiljøet og på naboarealer til marker der
behandles med glyphosat.
Endelig beregnes sprøjtemidlets miljøadfærdsbelastning, som handler om hvordan stoffet under
nedbrydelse fordeler sig i jord, vand og organismer. Stoffernes evne til bioakkumulering indgår heri i
tillæg til stoffernes nedbrydningstid og risiko for udvaskning til grundvand.
Risikoen for at sprøjtemidler med pelargonsyre nedsiver til grundvand er vurderet at være mindre end
ved brug af sprøjtemidler med glyphosat.
Lea Wermelin
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk