Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-1933
Den 16. marts 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10 til L 129, forslag til lov om ændring af kemikalieloven
(Begrænsning i eller forbud mod anvendelse af plantebeskyttelsesmidler på befæstede eller stærkt
permeable arealer) stillet den 14. marts 2022 efter ønske Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 10 til L 129
”Vil ministeren tage et skridt mere i den rigtige retning, så man ikke blot forbyder, at man bruger
pesticider på flisebelægninger på legepladser? Vil ministeren sikre, at det også forbydes at sprøjte med
giftstoffer, hvis der er en græsplæne på den samme legeplads, som børnene leger på??”
Svar
Kemikalieloven indeholder allerede i dag en bemyndigelse til miljøministeren til at fastsætte regler om
begrænsning i eller forbud mod anvendelse af bekæmpelsesmidler på bestemte arealer med henblik på
at nedsætte den samlede belastning af bekæmpelsesmidler, herunder belastningen af sundhed, miljø
og natur.
Bemyndigelsen har til hensigt i overensstemmelse med pesticidrammedirektivets artikel 12, stk. 1, litra
a, at beskytte mennesker og specielt særligt udsatte grupper mod eksponering af bekæmpelsesmidler
på visse arealer, herunder parker og haver, sportspladser, rekreative områder såsom legepladser og
omkring skoler, børneinstitutioner og sundhedsfaciliteter.
Bemyndigelsesbestemmelsen er udmøntet i bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsens § 36, stk. 1, der
fastsætter, at meget giftige og giftige bekæmpelsesmidler samt bekæmpelsesmidler med alvorlige
langtidseffekter ikke må anvendes i private haver, på udendørsarealer, som er offentligt tilgængelige,
eller til behandling af beplantninger i skel mod offentlige veje eller private haver og § 39, stk. 1, hvoraf
det følger, at på rekreative græsarealer med offentlig adgang må der, for at sikre særligt børn mod
uacceptabel eksponering, kun anvendes plantebeskyttelsesmidler, der ifølge etiketteksten er godkendt
til netop denne anvendelse.
Bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen er senest den 7. marts 2022 sendt i offentlig høring. Ændringen
af bekendtgørelsen indebærer bl.a. en ændring af bekendtgørelsens § 39, stk. 1, idet det har været
ønsket at øge beskyttelsen af særligt udsatte grupper ved at præcisere, at det fremadrettet kun er
muligt at anvende lavrisikoplantebeskyttelsesmidler på rekreative græsarealer med offentlig adgang og
udvide den personkredsen, som skal beskyttes.
Lea Wermelin
/
Lea Frimann Hansen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk