Forskellige formænd har ved flere lejligheder, når vi går til anden behandling af forslagene, bedt om, at folk går, hvis de ikke ønsker at være til stede, fordi der tilsyneladende ikke er afstemninger. Men hver eneste gang har der været punkter, hvor formanden spørger: Ønskes der afstemning? Hvis man skal stille et spørgsmål til Folketinget, om der ønskes afstemning, skal folk jo altså også være til stede, fordi formanden af gode grunde ikke kan vide, om der ønskes afstemning. Så enten skal man jo lade være med at have den procedure, at man spørger folk, og så bestemmer formanden bare, at sådan er det, eller også skal man vente med at afblæse muligheden for afstemning, indtil vi er færdige med de andenbehandlinger af forslag, hvor man spørger, om man ønsker afstemning. Det er en procedure, som er blevet indført efter nytår, tilsyneladende ganske usynligt, og jeg vil gerne bede formanden, eventuelt Præsidiet, om at diskutere, om det ikke er en forkert måde at fortolke forretningsordenen på. For ellers er det spørgsmål overflødigt. For hvis jeg – og det gør jeg næste gang – siger, at ja, jeg ønsker afstemning, hvad ville formanden så gøre? Ja, så ville formanden kigge ud i salen og sige: Det kan vi jo ikke med de få folk, der sidder her. Lad os sige, at jeg havde mobiliseret 13 Enhedslistefolk, som så havde stemt for eller imod et eller andet forslag, og alle andre ikke havde en chance, når formanden havde afblæst afstemningen.