Ændringsforslag til forslag til lov om ombygning af Aarhus H
Ændringsforslag
Til § 4
1)
Lovforslagets § 4 affattes således:
Transportministeren kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser efter byggeloven, lov
om naturbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om vandløb med undtagelse af kapitel 13, lov
om miljøbeskyttelse, lov om forurenet jord eller lov om bygningsfredning og bevaring af bymiljøer
eller regler udstedt i medfør af disse love i en nærmere bestemt sag, der vedrører anlægsprojektet
nævnt i § 4.
Stk. 2. Transportministerens afgørelser i sager, hvor ministeren har overtaget kommunalbestyrelsens
kompetence efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 3 Transportministeren kan til brug for behandlingen af sager efter stk. 1 fastsætte regler om
kommunalbestyrelsens pligt til at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der
reguleres efter lovene nævnt i stk. 1 inden for Aarhus Kommune, herunder om, at oplysninger skal
afgives i en bestemt form.
[Afskaffelse af indskrænkning i klageadgang]
Bemærkninger
Til nr. 1
Efter det fremsatte lovforslags § 4, stk. 1, kunne kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds
afgørelse vedrørende anlægsprojektet nævnt i lovforslagets § 1, som træffes efter byggeloven, lov om
naturbeskyttelse, lov om vandløb med undtagelse af kapitel 13, lov om miljøbeskyttelse, lov om forurenet
jord eller lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer eller regler udstedt af disse love,
ikke påklages til anden administrativ myndighed. Efter det fremsatte lovforslags § 4, stk. 2, kunne
kommunalbestyrelsens afgørelser efter de nævnte love vedrørende anlægsprojektet dog påklages af
anlægsmyndigheden til transportministeren.
Med ændringsforslaget bortfalder disse bestemmelser, hvilket betyder, at muligheden for at klage over
kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds afgørelser efter de love, der er nævnt i lovforslagets § 4,
stk. 1, ikke afskæres, og at anlægsmyndighedens klage over kommunalbestyrelsens afgørelser ikke kan ske
til transportministeren, men skal følge de almindelige klageregler, som der på overordnet niveau er redegjort
for i de specielle bemærkninger til lovforslagets § 4, stk. 1.
Konkret i projektet vil der således f.eks. kunne klages over Aarhus Kommunes afgørelser vedrørende
boretilladelse og grundvandssænkning efter vandforsyningslovens §§ 20-21 og § 26. En klage efter
vandforsyningsloven vil for visse typer tilladelser som udgangspunkt have opsættende virkning i forhold til