L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2021-22
L 118 Bilag 1
Offentligt

Lovforslag nr.

L 118

Folketinget 2021-22

Fremsat den 9. februar 2022 af erhvervsministeren (Simon Kollerup)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov

om investeringsforeninger m.v. og flere andre love

(Udpegelse af afviklingsmyndigheder for nødlidende centrale modparter og regler for livsforsikringsvirksomheder der udbyder

syge- og ulykkesforsikringer m.v.)

§1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.

2497 af 15. december 2021, som ændret ved § 1 i lov

nr. 2382 af 14. december 2021, § 1 i lov nr. 2383 af 14.

december 2021 og § 13 i lov nr. 2601 af 28. december 2021,

foretages følgende ændringer:

Fodnoten

til lovens titel,

1. pkt.,

affattes således »Loven

indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv

86/635/EØF af 8. december 1986 (bankregnskabsdirekti-

vet), EF-Tidende 1986, nr. L 372, side 1, Rådets direktiv

89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørelse af årsregn-

skabsdokumenter for filialer fra ikkemedlemslande), EF-Ti-

dende 1989, nr. L 44, side 40, Rådets direktiv 91/674/EØF

af 19. december 1991 (forsikringsregnskabsdirektivet), EF-

Tidende 1991, nr. L 374, side 7, Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 95/26/EF af 29. juni 1995 (BCCI-direktivet),

EF-Tidende 1995, nr. L 168, side 7, Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdi-

rektivet for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L 125,

side 15, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/13/EF

af 5. marts 2002 (Solvens I-direktivet), EF-Tidende 2002,

nr. L 77, side 17, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2002/87/EF af 16. december 2002 (konglomeratdirektivet),

EU-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2006/31/EF af 5. april 2006 (ud-

sættelsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side 60,

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF af 5.

september 2007 (kapitalandelsdirektivet), EU-Tidende 2007,

nr. L 247, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 (betalingstjene-

stedirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L 319, side 1, dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af

13. juli 2009 (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L

302, side 32, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/138/EF af 25. november 2009 (Solvens II-direktivet),

EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, Kommissionens direk-

tiv 2010/43/EU af 1. juli 2010, EU-Tidende 2010, nr. L

176, side 42, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV), EU-Tidende 2013,

nr. L 176, side 338, dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 (DGSD), EU-Tidende

2014, nr. L 173, side 149, dele af Europa-Parlamentets og

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og

administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009,

nr. L 302, side 32 og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt

angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer

(investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om

forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.

1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn

med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU, EU-Tidende 5.

december 2019, nr. L 314, side 1-64, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre

marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF,

EU-Tidende 2015, nr. L 337, side 35. I loven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014

af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer

(PRIIP’er), EU-tidende 2014, nr. L 352, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af

disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordnings umiddelbare gyldighed i Danmark.

CQ002082

Erhvervsmin.,

Finanstilsynet, j.nr. 21-007449

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Rådets direktiv 2014/50/EU af 16. april 2014, EU-Tidende

2014, nr. L 128, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 (MiFID II), EU-

Tidende 2014, nr. L 173, side 349, dele af Europa-Parlamen-

tets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 (UCITS

V-direktivet), EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186, dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af

20. maj 2015 (4. hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L

141, side 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2018/843/EU af 30. maj 2018, EU-Tidende 2018, nr. L

156, side 43, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2016/97/EU af 20. januar 2016, EU-Tidende 2016, nr. L

26, side 19, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2016/1148/EU af 6. juli 2016 (NIS-direktivet), EU-Tidende

2016, nr. L 194, side 1, dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende

2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II),

EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296, dele af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017,

EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019,

EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106, dele af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november

2019 om udstedelse af dækkede obligationer og offentligt

tilsyn med dækkede obligationer og om ændring af direk-

tiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L

328, side 29, og dele af Kommissionens delegerede direktiv

(EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv

2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og

bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindel-

se med institutter for kollektiv investering i værdipapirer

(investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side

141.«

§ 1, stk. 4, 1. pkt.,

indsættes efter »43,«: »43 b,«.

§ 1, stk. 4, 1.-4. pkt.,

stk. 5, 1.

2. pkt.,

indsættes

efter »anvendelse«: »med de afvigelser, som er fastsat i eller

i henhold til internationale aftaler«.

§ 1

indsættes som

stk. 19:

»Stk. 19.

For pengeinstitutter, der samtidig er meddelt til-

ladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel

14 i forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-

derivater, centrale modparter og transaktionsregistre finder

denne lovs §§ 71 a-71 c, 177 a-177 b, 182 b-182 f, 224 a,

kapitel 15 a, kapitel 17 og 17 a ikke anvendelse.«

§ 5, stk. 1,

indsættes som

nr. 75:

»75) Bæredygtighedsrisiko: Bæredygtighedsrisiko som de-

fineret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november

2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sek-

toren for finansielle tjenesteydelser.«

§ 5, stk. 1, nr. 80,

ophæves og i stedet indsættes:

»76) Udgående nettopengestrømme: Alle udgående beta-

lingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder ho-

vedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold

til derivatkontrakter knyttet til udstedelse af særligt

dækkede obligationer, fratrukket alle indgående beta-

lingsstrømme, der forfalder på den samme dag for

krav, der er relateret til de dækkende aktiver.«

§ 10, stk. 7, 2. pkt.,

ændres »bilag 2 i lov om fonds-

mæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, nr.

3« til: » bilag 2, nr. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og

investeringsservice og -aktiviteter«.

§ 11

indsættes som

stk. 12:

»Stk. 12.

En virksomhed, der har tilladelse til at udøve

livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8, kan ansøge

om tilladelse til i samme selskab at udøve skadesforsikrings-

virksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.«

§ 14

indsættes som

stk. 8:

»Stk. 8.

En livsforsikringsvirksomhed, der søger om til-

ladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed i samme

selskab efter § 11, stk. 12, skal udover at opfylde kravene

til tilladelse, godtgøre, at den råder over det anerkendte ba-

siskapitalgrundlag til dækning af henholdsvis det absolutte

minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringssel-

skaber og det absolutte minimum for minimumskapitalkra-

vet for skadesforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1

og 2. Virksomheden skal ligeledes godtgøre, at den fremo-

ver kan opfylde de finansielle mindstekrav.«

10.

§ 19

indsættes efter stk. 1, som nyt stykke:

»Stk. 2.

Virksomheder, der efter § 11, stk. 12, har tilla-

delse til at udøve både livsforsikringsvirksomhed og skade-

sforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal sikre særskilt

forvaltning, så der sker en adskillelse af livsforsikringsvirk-

somheden og skadesforsikringsvirksomheden. De livs- og

skadesforsikredes respektive interesser må ikke tilsidesæt-

tes, og overskuddet hidrørende fra livsforsikring må kun

komme forsikringstagerne til gode på samme måde, som

hvis forsikringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirk-

somhed.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

11.

§ 19, stk. 2,

der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for

forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive både

livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed

i samme selskab, herunder regler for den særskilte forvalt-

ning, jf. stk. 2, og indberetning af oplysninger til brug for

Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne.«

12.

§ 24, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, § 25, 1. pkt.,

§ 26, stk. 1,

ændres »Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikrings-

selskaber« til: »Pengeinstitutter og realkreditinstitutter«.

13.

§ 26, stk. 2,

ændres »en finansiel virksomhed« til:

»et pengeinstitut, realkreditinstitut, investeringsforvaltnings-

selskab«, og »§ 11, stk. 1,« udgår.

14.

§ 29

affattes således:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

»§ 29.

Forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der er

accessorisk til den forsikringsvirksomhed, der er givet tilla-

delse til. Som accessorisk virksomhed anses virksomhed,

herunder digitale løsninger og services, der er direkte for-

bundet med og ligger i naturlig forlængelse af den tilladte

virksomhed.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske

virksomhed skal udøves i et andet selskab.

Stk. 3.

Forsikringsselskaber kan drive forsikringsformid-

ling og agentvirksomhed for forsikringsselskaber og for an-

dre selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn.

Stk. 4.

Forsikringsselskaber kan drive følgende virksom-

hed:

1) Anden finansiel virksomhed gennem en dattervirksom-

hed.

2) Accessorisk servicevirksomhed gennem en dattervirk-

somhed med begrænset hæftelse.«

15.

Efter § 29 indsættes i

kapitel 4:

»§ 29 a.

Forsikringsselskaber kan midlertidigt drive an-

den virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtagede

eksponeringer eller med henblik på medvirken ved omstruk-

turering af erhvervsvirksomheder. Forsikringsselskabet skal

underrette Finanstilsynet herom.

§ 29 b.

Forsikringsselskaber kan uanset §§ 11, 29 og 29 a

i fællesskab med andre drive anden virksomhed, hvis:

1) forsikringsselskabet ikke direkte eller indirekte har be-

stemmende indflydelse på virksomheden,

2) forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen

med andre forsikringsselskaber eller pengeinstitutter,

realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber eller inve-

steringsforvaltningsselskaber, der indgår i administrati-

onsfællesskab eller koncern med forsikringsselskabet,

3) virksomheden udøves i et andet selskab med begrænset

hæftelse end forsikringsselskabet.

Stk. 2.

Kommer et forsikringsselskab eller en koncern

ved erhvervelse, fusion m.v. til at drive anden virksomhed

i strid med § 11, stk. 1, 1. pkt., eller § 29 b, stk. 1, kan

Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse af den anden

virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse ville være for-

bundet med et økonomisk tab.«

16.

Efter § 43 a indsættes:

»Behandling af personnummer

§ 43 b.

Finansielle virksomheder kan behandle oplysnin-

ger om personnummer med henblik på nødvendig entydig

identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved

varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.«

17.

§ 100, nr. 3,

ændres »og« til: »,«.

18.

§ 100, nr. 4,

ændres »formue« til: »formue og«.

19.

§ 100

indsættes som

nr. 5:

»5) tage hensyn til bæredygtighedsrisici ved opfyldelse af

kravene i § 71, stk. 1, når den varetager administration

af UCITS.«

20.

§ 177 a, stk. 1,

ændres », et realkreditinstitut eller et

fondsmæglerselskab I« til: »eller et realkreditinstitut«.

21.

§ 224

indsættes som

stk. 9:

»Stk. 9.

Virksomheder, der har tilladelse til at drive både

livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i

samme selskab, jf. § 11, stk. 12, kan få inddraget deres tilla-

delse for henholdsvis livsforsikringsvirksomheden og skade-

sforsikringsvirksomheden særskilt.«

22.

§ 272, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »pengeinstituttet, realkre-

ditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I« til: »pengeinsti-

tuttet eller realkreditinstituttet«.

23.

§ 344, stk. 2,

indsættes efter 2. pkt., som nyt punktum:

»For forsikringsselskaber, der både har tilladelse til

at drive livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirk-

somhed i samme selskab, skal Finanstilsynet lægge vægt

på holdbarheden af den samlede virksomhed samt holdbar-

heden af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikrings-

virksomheden hver for sig.«

24.

§ 348, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »stk. 3«: »og 8«.

25.

§ 348 a, stk. 1,

ændres »stk. 2 og 9« til: »stk. 2, 8 og

9«.

26.

§ 348 a, stk. 2,

ændres »§ 354« til: »§§ 354 og 354 g«.

27.

§ 354, stk. 8,

indsættes efter »stk. 5 og 6«: »og § 348 a,

stk. 2,«.

28.

§ 354 g, stk. 2,

indsættes efter »i medfør af«: »§ 348 a,

stk. 2, eller«.

29.

§ 360, stk. 1,

ændres »Finanstilsynets bevilling« til:

»Finanstilsynet kan opkræve beløb op til Finanstilsynets be-

villing«, og »opkræves« udgår.

30.

§ 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt.,

ændres »fondsmæglersel-

skaber I« til: »fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til

at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer

eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og

6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og

-aktiviteter«, og »3.350.000 kr.« ændres til: »4.200.000 kr.«

31.

§ 361, stk. 2, nr. 8,

indsættes efter »betaler 725.000

kr.«: »til finansiering af tilsynsaktiviteter.«

32.

§ 361, stk. 2,

indsættes efter nr. 8 som nyt nummer:

»9) Centrale modparter (CCP’er) betaler 425.000 kr. til fi-

nansiering af afviklingsopgaver.«

Nr. 9-15 bliver herefter nr. 10-16.

33.

§ 373, stk. 1,

indsættes efter »§ 28,«: »§ 29 a, 2. pkt.,«,

og »§ 24, stk. 1, 3. pkt.,« udgår.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

34.

§ 373, stk. 3, 1. pkt.,

indsættes efter »givet i medfør

af«: »§ 24, stk. 1, 3. pkt., § 29, stk. 2,«.

35.

§ 438

indsættes som

stk. 6:

»Stk. 6.

De dele af § 30, stk. 1, og § 31, stk.1, som i

medfør af stk. 1 er sat i kraft for Færøerne, kan ved kongelig

anordning sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne

med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.«

§2

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 2014

af 1. november 2021, som ændret ved § 4 i lov nr. 2382 af

14. december 2021 og § 2 i lov nr. 2383 af 14. december

2021, foretages følgende ændringer:

fodnoten

til lovens titel indsættes efter »»EF-Tidende

2002, nr. L 168, side 43,«: »som ændret ved Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. decem-

ber 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1,«, og efter

»EU-Tidende, nr. L 69, side 27,« indsættes: »dele af Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli

2007, EU-tidende 2007, nr. L 184, side 17, som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af

16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1,«.

§ 1, stk. 12,

ændres »kapital« til: »kapitel«, og efter

»visse finansielle virksomheder« indsættes: »eller i henhold

til afsnit V, kapitel III, afdeling 3, eller kapitel IV i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16.

december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling

af centrale modparter«.

Efter § 210 f indsættes i kapitel 36 a før overskriften før §

211:

»Indkaldelse til generalforsamling i en central modpart

(CCP)

§ 210 g.

En central modpart (CCP) kan indkalde til gene-

ralforsamling med henblik på at foretage en kapitalforhøjel-

se senest 10 dage før generalforsamlingen, hvis Finanstilsy-

net har vurderet, at betingelserne i artikel 18 i Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december

2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af cen-

trale modparter er opfyldt, og den centrale modpart (CCP)

vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at forhindre,

at den centrale modpart (CCP) bliver nødlidende. Indkaldel-

se til generalforsamling i henhold til 1. pkt. kan foretages,

hvis generalforsamlingen med to tredjedele af de afgivne

stemmer ændrer selskabets vedtægter til at indeholde denne

mulighed.

Stk. 2.

Tidsfrister i §§ 94, 98 og 99 i selskabsloven finder

ikke anvendelse på generalforsamlinger indkaldt i overens-

stemmelse med stk. 1.«

§ 211, stk. 2,

indsættes som

nr. 11:

»11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for

genopretning og afvikling af centrale modparter og

regler fastsat i medfør heraf.«

Efter § 212 indsættes før overskriften før § 213:

»§ 212 a.

Finanstilsynet er afviklingsmyndighed for en

central modpart (CCP) i henhold til artikel 4, stk. 1, artikel

9, 10, 13-18, artikel 22, litra a, nr. ii, artikel 33, stk. 8, artikel

53, stk. 2, artikel 70, stk. 2 og 3, artikel 73, 75, 79, 80,

83 og 84 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopret-

ning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 2.

Finanstilsynet forelægger en genopretningsplan fra

en central modpart (CCP) for Finansiel Stabilitet. Finansiel

Stabilitet kan komme med anbefalinger til Finanstilsynet om

genopretningsplanens indhold.

Stk. 3.

Finansiel Stabilitet udarbejder og vedligeholder af-

viklingsplaner i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020

om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale

modparter, som Finanstilsynet vedtager efter indstilling fra

Finansiel Stabilitet.

Stk. 4.

Finansiel Stabilitet forelægger en vurdering af

afviklingsmulighederne for en central modpart (CCP) for

Finanstilsynet i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020

om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale

modparter.

Stk. 5.

Finanstilsynet indsender, efter indstilling fra Finan-

siel Stabilitet, en rapport til den centrale modpart (CCP) om

afviklingshindringer i henhold til artikel 16 i Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december

2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centra-

le modparter.

Stk. 6.

Finanstilsynet træffer afgørelse i henhold til artikel

22, litra a, nr. ii, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for gen-

opretning og afvikling af centrale modparter efter indstilling

fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 7.

Finanstilsynet udfører opgaverne som afviklings-

myndighed med en passende operationel uafhængighed af

Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

§ 212 b.

Erhvervsministeriet er det kompetente ministe-

rium i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for

genopretning og afvikling af centrale modparter.«

§ 220, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »§

211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf«: »eller efter

forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemfø-

res ved denne lov«.

§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt.,

stk. 9,

indsættes efter »en

operatør af et reguleret marked«: »eller en it-operatør af et

detailbetalingssystem«.

§ 221, stk. 2

stk. 4, 3. pkt.,

indsættes efter »en

operatør af et reguleret marked«: »eller i en it-operatør af et

detailbetalingssystem«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Efter § 221 indsættes før overskriften før § 222:

»§ 221 a.

Finanstilsynet kan påbyde et medlem af den

øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller enhver

anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædelse af

artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16.

december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling

af centrale modparter, at afholde sig fra at udøve funktioner

i en central modpart (CCP) i en midlertidig periode.«

10.

§ 231, stk. 2,

indsættes som

nr. 3

»3) Den centrale modpart (CCP), når Finanstilsynet har

truffet afgørelse i medfør af § 221 a.

4) Et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en ka-

pitalejer i en central modpart (CCP), eller en juridisk

eller fysisk person, som Finanstilsynet finder har snæv-

re forbindelser til den centrale modpart (CCP), når Fi-

nanstilsynet træffer afgørelse i medfør af artikel 22, stk.

1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for

genopretning og afvikling af centrale modparter.«

11.

Efter § 251 indsættes:

»§ 251 a.

Medmindre højere straf er forskyldt efter den

øvrige lovgivning, straffes med bøde overtrædelse af artikel

9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december

2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af centra-

le modparter.«

12.

§ 254, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »En operatør af en mar-

kedsplads« til: »Undlader en operatør af en markedsplads«,

og »eller en aktionær, der undlader« ændres til: », en akti-

onær, en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller

udbreder investeringsanbefalinger eller anden information,

der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi,«.

13.

§ 254, stk. 3,

ændres »eller en aktionær« til: », en

aktionær, en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller

udbreder investeringsanbefalinger eller anden information,

der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

14.

§ 256, stk. 1,

ændres »eller en aktionær« til: », en

aktionær eller en fysisk eller juridisk person, der udarbejder

eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden informa-

tion, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

15.

§ 256, stk. 1,

indsættes efter »§ 211, stk. 2, eller regler

fastsat i medfør heraf«: »eller efter forordninger fastsat i

medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov,«.

§3

lov

investeringsforeninger

m.v.,

jf.

lovbekendtgørelse nr. 1718 af 27. november 2020, som

ændret ved § 4 i lov nr. 1940 af 15. december 2020, § 6

i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 3 i lov nr. 2382 af 14.

december 2021, foretages følgende ændringer:

fodnoten

til lovens titel ændres »og dele af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni

2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106« til: »dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af

20. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106, og

dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270

af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for

så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfak-

torer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institut-

ter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsin-

stitutter), EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141« og »og

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU

af 12. december 2017 om en generel ramme for securiti-

sering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel,

transparent og standardiseret securitisering og om ændring

af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og for-

ordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende 2017,

nr. L 347, side 35« ændres til: »Europa-Parlamentets og

Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om

en generel ramme for securitisering og om oprettelse af

en specifik ramme for simpel, transparent og standardise-

ret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF,

2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF

og 648/2012/EU, EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35 og

Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af

26. november 2014 om dokumenter med central information

om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsproduk-

ter til detailinvestorer (PRIIP’er), EU-tidende 2014, nr. L

352, side 1«.

Tre steder i

§ 2, nr. 21, litra b,

ændres »stk. 3« til: »stk.

4«.

I § 2 indsættes som

nr. 27:

»27) Bæredygtighedsrisiko: Bæredygtighedsrisiko som de-

fineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november

2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sek-

toren for finansielle tjenesteydelser.«

§ 12, stk. 4, nr. 2,

ændres »centrale investorinformation«

til: »centrale information«.

§ 15

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

En investeringsforening, hvis nyoprettede afde-

ling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bort-

set fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal ha-

ve Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for

afdelingens overholdelse af princippet om risikospredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 16

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

En SIKAV, hvis nyoprettede afdeling ønsker at

fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150,

stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finanstil-

synets godkendelse af bestyrelsens instruks for afdelingens

overholdelse af princippet om risikospredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

§ 17

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

En værdipapirfond, hvis nyoprettede afdeling øn-

sker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15, bortset fra

§ 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen skal have

Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks for af-

delingens overholdelse af princippet om risikospredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 63

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

En investeringsforening skal tage hensyn til bære-

dygtighedsricisi, når investeringsforeningen opfylder krave-

ne i stk. 1.«

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

§ 63, stk. 4, nr. 1,

der bliver stk. 5, nr. 1, ændres »stk. 1

og 2,« til: »stk. 1-3,«.

10.

overskriften

før § 102,

overskriften

før § 103,

§ 175,

stk. 3, nr. 11,

§ 177, stk. 1, nr. 11,

ændres »central inve-

storinformation« til: »central information«.

11.

§ 103

affattes således:

»§ 103.

Ved udbud af andele i en dansk UCITS skal den

danske UCITS udarbejde og på sin hjemmeside offentliggø-

re et dokument med central information for hver afdeling

eller andelsklasse i overensstemmelse med kravene i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1286/2014/EU af

26. november 2014 om dokumenter med central information

om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsproduk-

ter til detailinvestorer, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Ved udbud af andele i en dansk UCITS til profes-

sionelle investorer, kan den danske UCITS, i stedet for at

udarbejde et dokument som anført i stk. 1, udarbejde et

dokument med central investorinformation for hver afdeling

eller andelsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens

forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemfø-

relse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF

for så vidt angår central investorinformation og de betingel-

ser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller

prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir

eller via et websted.

Stk. 3.

Den danske UCITS gennemgår regelmæssigt op-

lysningerne i dokumentet, jf. stk. 1 og 2, og ændrer doku-

mentet, hvis gennemgangen viser, at det er nødvendigt. Den

ændrede udgave gøres straks tilgængelig på den danske

UCITS’ hjemmeside.

Stk. 4.

Dokumentet, jf. stk. 1 eller 2, og senere ændringer

heri skal sendes til Finanstilsynet senest 3 hverdage efter

offentliggørelsen.«

12.

§ 103 a

ophæves.

13.

§ 161, stk. 1,

indsættes som

nr. 10:

»10) Europa-Parlamentets

Rådets

forordning

1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter

med central information om sammensatte og forsik-

ringsbaserede investeringsprodukter til detailinvesto-

rer (PRIIP’er).«

14.

§ 175, stk. 3, nr. 11,

udgår »og regler udstedt i medfør

af § 103, stk. 6«.

15.

§ 190, stk. 1, 1. pkt.,

udgår »§ 103 a,«.

16.

§ 190, stk. 1, 2. pkt.,

ændres, »§ 63, stk. 1 og 2« til: » §

63, stk. 1 og 3«.

17.

§ 190

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5.

Med bøde straffes den, som overtræder et forbud,

en begrænsning eller en restriktion meddelt i henhold til

artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 1286/2014 om dokumenter med central information om

sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter

til detailinvestorer (PRIIP’er).«

Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.

§4

I lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og

finansiering af terrorisme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1062 af

19. maj 2021, som ændret ved § 302 i lov nr. 1155 af 8. juni

2021, § 7 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 5 i lov nr. 2382

af 14. december 2021, foretages følgende ændring:

§ 38, stk. 8,

indsættes efter »er«: »dog«.

§5

I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 2710 af 7.

december 2021, som ændret ved § 8 i lov nr. 2382 af 14.

december 2021, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt.,

§ 6, stk. 3,

ændres

»104« til: »104 og 104 a«.

§ 1, stk. 7,

ændres »§ 81, stk. 1-4« til: »§ 81, stk. 1-3«.

§ 4, stk. 3,

ændres »104 og 106« til: »104, 104 a og

106«.

§ 81, stk. 1,

ændres »stk. 2, 3 og 5« til: »stk. 2-6«.

§ 81, stk. 3,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Betalingsmodtagere, der ikke modtager kontanter i tids-

rummet kl. 20.00-22.00, skal opsætte skilte herom.«

§ 81, stk. 4,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 4.

Betalingsmodtagere kan fravige stk. 1 for så vidt

angår betalinger fra betalere, der ikke er forbrugere.

Stk. 5.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på betalingsmodtage-

re, når disse indgår som en del af festivaler, byfester og

lignende arrangementer af midlertidig karakter, der opfylder

følgende betingelser:

1) Arrangementet varer maksimalt 14 dage.

2) Arrangementet forekommer højst én gang årligt.

3) Arrangementet afholdes inden for et geografisk afgræn-

set område med adgangskontrol.

4) Arrangøren af arrangementet har forud for forbrugerens

tilmelding til arrangementet tydeligt oplyst forbrugeren

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

om, at der ikke kan betales med kontanter. Hvis arran-

gementet ikke kræver tilmelding, skal det være tydeligt

oplyst i markedsføringen af arrangementet.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

§ 97, stk. 2,

ændres »§ 104« til: »§§ 104 og 104 a«.

§ 103, stk. 2,

ændres »§ 104« til: »§§ 104 og 104 a«.

§ 104

ophæves og i stedet indsættes:

»§ 104.

Iværksættes en betalingsordre af betaleren, er

betalerens udbyder over for betaleren, med forbehold for

§ 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for mang-

lende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransakti-

onen, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at beta-

lingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet. Efter at

betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet, er be-

talingsmodtagerens udbyder over for betalingsmodtageren

og med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108,

ansvarlig for manglende eller mangelfuld gennemførelse af

betalingstransaktionen.

Stk. 2.

Betalerens udbyder skal efter anmodning øjeblik-

keligt forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere

betaleren om resultatet uden omkostninger for betaleren.

Stk. 3.

Hvor betalerens udbyder er ansvarlig efter stk. 1,

1. pkt., skal udbyderen uden unødig forsinkelse godtgøre

betalerens direkte tab og, hvor det er relevant, føre den debi-

terede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have

været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion

ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af

betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato,

hvor beløbet blev debiteret.

Stk. 4.

Hvor betalingsmodtagerens udbyder er ansvarlig

efter stk. 1, 2. pkt., skal udbyderen godtgøre betalingsmod-

tagers direkte tab, herunder øjeblikkeligt stille betalings-

transaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren,

med forbehold for § 115, stk. 2, og, hvor det er relevant,

kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvaren-

de beløb. Valørdatoen for krediteringen af betalingsmodta-

gerens betalingskonto må ikke ligge senere end den valør-

dato, som beløbet skulle have haft, hvis transaktionen var

gennemført korrekt, jf. § 115.

Stk. 5.

Gennemføres en betalingstransaktion for sent, sik-

rer betalingsmodtagerens udbyder efter anmodning fra beta-

lerens udbyder, at valørdatoen for kreditering af betalings-

modtagerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato,

som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktio-

nen var gennemført korrekt.

§ 104 a.

Iværksættes en betalingsordre af eller via beta-

lingsmodtageren, er dennes udbyder over for betalingsmod-

tageren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og §

108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld fremsendelse

af betalingsordren til betalerens udbyder, for betalingsmod-

tagerens direkte tab i overensstemmelse med omfanget i §

104, stk. 4.

Stk. 2.

Er betalingsmodtagerens udbyder ansvarlig efter

stk. 1, skal udbyderen øjeblikkeligt videresende den pågæl-

dende betalingsordre til betalerens udbyder.

Stk. 3.

Ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal

beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens betalings-

konto senest den dato, som beløbet skulle have haft valørda-

to, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Stk. 4.

Betalingsmodtagerens udbyder skal efter anmod-

ning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og

orientere betalingsmodtager om resultatet uden omkostnin-

ger for betalingsmodtageren.

Stk. 5.

Er betalingsmodtagerens udbyder ikke ansvarlig i

henhold til stk. 1 i denne bestemmelse, er betalerens udby-

der over for betaleren ansvarlig for direkte tab i henhold til §

104, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalings-

modtagerens udbyder har modtaget transaktionsbeløbet. Er

betalerens udbyder ansvarlig, skal denne om nødvendigt og

uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende

eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb, og føre

den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der

ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalings-

transaktion ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kre-

ditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere

end den dato, hvor beløbet blev debiteret.«

10.

§ 106

ændres »eller 104« til: », 104 eller 104 a«.

11.

§ 107, 1. pkt.,

ændres »§ 104, stk. 1 og 2,« til: »§ 104,

stk. 1, § 104 a, stk. 1,«.

12.

§ 124, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

En udbyder af betalingstjenester og en udsteder

af elektroniske penge må kun tilgå, behandle og opbevare

personoplysninger, som er nødvendige for ydelse af beta-

lingstjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.«

13.

§ 124, stk. 3,

indsættes efter: »Uanset stk. 2«: »og § 125,

stk. 3,«.

14.

§ 125, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

En erhvervsdrivende må kun behandle betalings-

oplysninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der

er direkte henvendt til brugeren, med brugerens udtrykkelige

samtykke, jf. stk. 3, nr. 2.«

15.

§ 136, stk. 3,

indsættes efter »kapitel 5-7«: », bortset

fra §§ 84-91«.

§6

I lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og

–aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af 8. juni 2021, som ændret ved

§ 13 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende

ændringer:

§ 10

indsættes som

nr. 63:

»63) Råvare- og emissionskvotehandler: en virksomhed,

hvis hovedaktivitet udelukkende består i at yde eller

udføre investeringsservice og -aktiviteter i relation

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

til råvarederivater, råvarederivataftaler, derivater af

emissionskvoter eller emissionskvoter som omhandlet

i nr. 4-7 og 9-11, i bilag 2 til lov om fondsmæglersel-

skaber og investeringsservice og -aktiviteter.«

Efter § 46 indsættes før overskriften før § 47:

»Behandling af personnummer

§ 46 a.

Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber kan

behandle oplysninger om personnummer med henblik på

nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende

kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og

rådgivning.«

§ 224

indsættes som

stk. 2

»Stk. 2.

Er der tale om en fondsmæglerselskabskoncern

med tilstedeværelse i Danmark og andre medlemsstater, kan

Finanstilsynet og de andre relevante kompetente myndighe-

der efter fælles aftale afvige fra principper om fastlæggelse

af koncerntilsynsførende og træffe afgørelse om at udpege

en anden koncerntilsynsførende, hvis formålet er at sikre

effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med over-

holdelse af koncernkapitaltesten.

Stk. 3.

Inden de relevante kompetente myndigheder træf-

fer en fælles afgørelse efter stk. 2, får moderinvestering-

sholdingselskabet i Unionen eller det blandede finansielle

moderholdingselskab i Unionen eller investeringsselskabet

med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er

relevant, lejlighed til at udtale sig om nævnte tilsigtede fæl-

les afgørelse.«

§ 253

indsættes som

stk. 2

»Stk. 2.

Finanstilsynet kan inden for rammerne af Finans-

tilsynets beføjelser selv foretage verifikationen.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan anmode en revisor eller anden

sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk og straks

rapportere resultaterne.«

§ 257, stk. 1,

indsættes som

nr. 14:

»14) Kommissionen, når oplysningerne er nødvendige for,

at Kommissionen kan udøve sine beføjelser.«

§7

I lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle

virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 4. januar 2019,

som ændret ved § 2 i lov nr. 2110 af 22. december 2020, §

305 i lov nr. 1155 af 8. juni 2021, § 13 i lov nr. 1163 af 8.

juni 2021, § 1 i lov nr. 1164 af 8. juni 2021 og § 18 i lov nr.

2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer:

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21.

april 2004 om overtagelsestilbud, EU-Tidende 2004, nr.

L 142, side 12, som senest ændret ved Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december

2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli

2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsno-

terede selskaber, EU-Tidende 2007, nr. L 184, side 17,

som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets

forordning 2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tiden-

de 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et

regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitut-

ter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets di-

rektiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF,

2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt

forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012, EU-

Tidende 2014, nr. L 173, side 190, som senest ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af

16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132/EU

af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten, EU-

Tidende 2017, nr. L 169, side 46, som senest ændret

ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU

af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side

1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2017/2399 af 12. december 2017 om ændring af direktiv

2014/59/EU for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters

prioritetsrækkefølge ved insolvens, EU-tidende 2017, nr. L

345, side 96, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 om ændring af direk-

tiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og inve-

steringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringska-

pacitet og af direktiv 98/26/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 150,

side 296.«

§ 1, stk. 1,

indsættes efter »nævnte investeringsservicer

og -aktiviteter«: », jf. dog stk. 4.«

§ 1, stk. 2,

indsættes efter »jf. § 2, nr. 13«: », jf. dog stk.

4.«

§ 1, stk. 3,

indsættes efter »jf. § 2, nr. 15«: », jf. dog stk.

4.«

§ 1

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

For virksomheder og enheder, jf. stk. 1-3, der er

meddelt tilladelse som central modpart (CCP) i henhold til

artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om

OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre,

finder alene denne lovs kapitel 11 a anvendelse, jf. stk. 6.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 1

indsættes som

stk. 6:

»Stk. 6.

Kapitel 11 a finder anvendelse på centrale mod-

parter (CCP’er).«

§ 2

indsættes efter nr. 7 som nyt nummer:

»8) Central modpart (CCP): En central modpart som defi-

neret i § 3, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder.«

Nr. 8-23 bliver herefter nr. 9-24.

§ 2, nr. 13,

ændres »§ 5, stk. 1, nr. 10« til: »§ 5, stk. 1,

nr. 9«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

§ 2, nr. 23,

affattes således:

»23) Virksomheder: Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og

fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller

udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3

og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investerings-

service og -aktiviteter nævnte investeringsservicer og

-aktiviteter, jf. § 1, stk. 1.«

10.

§ 4, stk. 2, nr. 2

ændres »fondsmæglerselskaber I og

ikke afviklingsenheder« til: »fondsmæglerselskaber, der har

tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investe-

ringsservicer og –aktiviteter nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3

og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice

og –aktiviteter, og som ikke er afviklingsenheder«.

11.

§ 4, stk. 2, nr. 3,

ændres »fondsmæglerselskab I og

ikke en afviklingsenhed« til: »fondsmæglerselskab, der har

tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investe-

ringsservicer og -aktiviteter nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3

og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice

og -aktiviteter, og som ikke er en afviklingsenhed«.

12.

Efter kapitel 11 indsættes:

»Kapitel 11 a

Restrukturering og afvikling af centrale modparter

(CCP’er)

§ 59 a.

Finansiel Stabilitet er afviklingsmyndighed for en

central modpart (CCP) i henhold til artikel 3, stk. 1, artikel

4, artikel 9, stk. 8, artikel 18, stk. 6, artikel 19, stk. 1, artikel

21, artikel 22, stk. 1, artikel 22, stk. 1, litra a, nr. i, artikel

22, stk. 5, artikel 23-32, artikel 33, stk. 1-7, artikel 34-36,

artikel 38-52, artikel 53, stk. 1, artikel 54-69, artikel 70,

stk. 2, artikel 71-75 og artikel 77-80 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020

om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale

modparter.

§ 59 b.

§§ 36-38, 45, 74, 76-78, 80, 84, 87, 89, 90,

93-99, 101, 102, 104, 109, 119-121, 135, 154-157, 160-164,

167-170, 174, 185, 186, 188, 191-193, 236-318 og 338-344

i selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder finder

ikke anvendelse ved Finansiel Stabilitets iværksættelse og

gennemførelse af afviklingsforanstaltninger over for en cen-

tral modpart (CCP).

Stk. 2.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler

og procedurer, der træder i stedet for de i medfør af stk. 1

fravegne regler i selskabsloven og lov om kapitalmarkeder.«

§8

I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1063 af 19. maj 2021, som ændret ved § 301 i lov nr.

1155 af 8. juni 2021, § 9 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og §

12 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende

ændringer:

§ 3, stk. 1, nr. 3,

ændres »§ 5, og« til: »§ 5,«.

§ 3, stk. 1, nr. 4,

ændres »lov om finansiel virksomhed.«

til »lov om finansiel virksomhed, og«.

§ 3, stk. 1,

indsættes som

nr. 5:

»5) selskabet har en forretningsgang for kreditværdigheds-

vurdering, jf. lov om kreditaftaler.«

§ 24, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5« til: »§

3, stk. 1, nr. 1, § 3, stk. 2«.

§9

I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og

boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 2016 af 1.

november 2021, som ændret ved § 6 i lov nr. 2382 af 14.

december 2021, foretages følgende ændringer:

§ 3, stk. 3, nr. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Boligkreditformidlere, der ikke har et vedtægtsmæssigt

hjemsted, anses for at have hovedkontor i den medlemsstat,

hvor virksomheden faktisk udøver sin hovedvirksomhed.«

§ 4 a, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Registeret skal være tilgængeligt online og løbende

ajourføres«.«

§ 10 c, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»Finanstilsynet underretter også tilsynsmyndighederne

om de kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet,

og om kreditgiverne tager det fulde ansvar for boligkredit-

formidlerens aktiviteter.«

§ 10 c, stk. 3,

indsættes som

2. pkt.:

»Boligkreditformidleren må ikke yde sine tjenester i for-

bindelse med kreditaftaler, der tilbydes af kreditgivere, der

ikke er kreditinstitutter, til forbrugere i en medlemsstat, hvor

kreditgiveren ikke må udøve sin virksomhed.«

§ 10 d

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Finanstilsynet anvender oplysninger fra hjemlan-

det til at optage de nødvendige oplysninger i sit register og

underretter om nødvendigt boligkreditformidleren om betin-

gelser for udførelsen af aktiviteter, der ikke er EU-harmoni-

seret i værtslandet.«

§ 10

I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse af

378 af 2. april 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af

19. maj 2020, § 6 i lov nr. 1940 af 15. december 2020 og

§7 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages følgende

ændring:

Efter § 12 a indsættes før overskriften før § 13:

»Behandling af personnummer

§ 12 b.

Forsikringsformidlere og accessoriske forsikrings-

formidlere kan behandle oplysninger om personnummer

med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administra-

tive opgaver og rådgivning.«

§ 11

lov

nr.

450

24.

april

2019

forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr.

1563 af 27. december 2019, § 1 i lov nr. 801 af 9. juni 2020,

§ 9 i lov nr. 1940 af 15. december 2020 og § 11 i lov nr.

2382 af 14. december 2021, foretages følgende ændring:

Efter § 8 indsættes:

»Behandling af personnummer

§ 8 a.

Forbrugslånsvirksomheder kan behandle oplysnin-

ger om personnummer med henblik på nødvendig entydig

identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved

varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Kreditværdighedsvurdering«.«

§ 12

I lov nr. 1374 af 13. december 2019 om ændring af

lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om

kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og

selskabsloven og forskellige andre love, foretages følgende

ændring:

§ 19, stk. 7,

ændres »folketingsåret 2021-22« til: »folke-

tingsåret 2022-23«.

§ 13

Stk. 1.

Loven træder i kraft den. 1. juli 2022, jf. dog stk.

2-4.

Stk. 2.

§ 1, nr. 16-18, og § 3, nr. 8, 9 og 16, træder i kraft

den 1. august 2022.

Stk. 3.

§ 2, nr. 1-5 og 9-11, og § 7, nr. 1-7 og 12, træder i

kraft den 12. august 2022.

Stk. 4.

§ 3, nr. 11-15 og 17, træder i kraft den 31. decem-

ber 2022.

Stk. 5.

For virksomheder, der ved lovens ikrafttræden, har

tilladelse som ejendomskreditselskab, har § 8, nr. 3, først

virkning fra den 1. oktober 2022.

Stk. 6.

For forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræ-

den, driver anden tilladt virksomhed i overensstemmelse §

29, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, finder § 1,

nr. 13, ikke anvendelse. For sådan anden tilladt virksomhed

finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 7.

Regler fastsat i medfør af § 19, stk. 2, i lov om

finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15.

december 2021, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller

afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 19, stk. 3, som

affattet ved § 1, nr. 10.

§ 14

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.

dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

§§ 1-9 og 11-12 kan ved kongelig anordning sættes

helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som

de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3.

Loven kan ved kongelig anordning sættes helt

eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de

grønlandske forhold tilsiger.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Indledning

Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Ændringer som følge af PRIIP-forordningen samt ændring af UCITS direktivet

2.1.1.

Gældende ret

2.1.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.1.3.

Den foreslåede ordning

2.2.

Danske UCITS’ muligheder for at fravige spredningsreglerne

2.2.1.

Gældende ret

2.2.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.2.3.

Den foreslåede ordning

2.3.

Integration af bæredygtighedsrisici i virksomhedsstyring

2.3.1.

Gældende ret

2.3.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.3.3.

Den foreslåede ordning

2.4.

Udvidelse af anvendelsesområdet for udstedelse af påbud, straf for overholdelse af påbud og pålæggelse af

tvangsbøder

2.4.1.

Gældende ret

2.4.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.4.3.

Den foreslåede ordning

2.5.

Fastlæggelse af koncerntilsynsførende for koncerner med tilstedeværelse i Danmark

2.5.1.

Gældende ret

2.5.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.5.3.

Den foreslåede ordning

2.6.

Verifikation af oplysninger

2.6.1.

Gældende ret

2.6.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.6.3.

Den foreslåede ordning

2.7.

Udpegning af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndigheder for CCP’er

2.7.1.

Gældende ret

2.7.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.7.3.

Den foreslåede ordning

2.8.

Pengeinstitutter med tilladelse som centrale modparter (CCP’er)

2.8.1.

Gældende ret

2.8.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.8.3.

Den foreslåede ordning

2.9.

Grundbeløb for årlige afgifter til Finanstilsynet

2.9.1.

Gældende ret

2.9.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.9.3.

Den foreslåede ordning

2.10. Kontantreglen

2.10.1

Gældende ret

2.10.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.10.3.

Den foreslåede ordning

2.11

Fuld implementering af Solvens II-direktivets krav til virksomheder, der driver livsforsikrings- og skadesforsik-

ringsvirksomhed samtidigt (SUL-reguleringen)

2.11.1.

Gældende ret

2.11.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.11.3.

Den foreslåede ordning

2.12. Boligkreditdirektivet

2.12.1.

Gældende ret

2.12.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.12.3.

Den foreslåede ordning

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

2.13.

2.14.

2.15.

2.16.

2.17.

2.18.

2.19.

2.20.

10.

Forbrugerombudsmandens kompetence i god-skik sager m.v.

2.13.1.

Gældende ret

2.13.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.13.3.

Den foreslåede ordning

Behandling af personnummer

2.14.1.

Gældende ret

2.14.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.14.3.

Den foreslåede ordning

Undtagelse til gensidighedskravet i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed §§

30 og 31

2.15.1.

Gældende ret

2.15.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.15.3.

Den foreslåede ordning

Anden tilladt virksomhed for forsikringsselskaber

2.16.1.

Gældende ret

2.16.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.16.3.

Den foreslåede ordning

Tilpasning af reglerne om udbyderes ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse af

betalingstransaktioner

2.17.1

Gældende ret

2.17.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.17.3.

Den foreslåede ordning

Anvendelsesområdet for internationale aftaler i lov om finansiel virksomhed

2.18.1.

Gældende ret

2.18.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.18.3.

Den foreslåede ordning

Strafhjemmel for manglende efterlevelse af påbud om udøve accessorisk virksomhed i et andet selskab

2.19.1.

Gældende ret

2.19.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.19.3.

Den foreslåede ordning

Ændring af revision af § 122, stk. 2, i lov om betalinger

2.20.1.

Gældende ret

2.20.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.20.3.

Den foreslåede ordning

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for borgerne

Klimamæssige konsekvenser

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Sammenfattende skema

kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med

central information om sammensatte og forsikringsbaserede

investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP-forordnin-

gen). Ændringen har endvidere til formål at give danske

UCITS, der kun udbyder produkter til professionelle inve-

storer, valgfrihed mellem at følge det nye eller det eksister-

ende regelsæt. Finanstilsynet udpeges desuden som kompe-

tent myndighed til at føre tilsyn med UCITS overholdelse af

PRIPP-forordningen.

Formålet med ændringen af lov om investeringsforeninger

m.v., hvorved afdelinger i danske UCITS i op til 6 måne-

der får mulighed for at fravige spredningsreglerne i kapitel

15 i lov om investeringsforeninger m.v., er at give danske

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række æn-

dringer af den finansielle lovgivning, der blandt andet sikrer

korrekt implementering af fælleseuropæisk regulering og

sikrer tidssvarene regler, der er til gavn for erhvervsdriven-

de, investorer, forsikringstagere og forbrugere.

Formålet med ændringen af lov om investeringsforeninger

m.v., er blandt andet at sikre et højere niveau af investorin-

formation for detailinvestorer. Det sker ved at pålægge dan-

ske investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde,

også omtalt som danske UCITS, at udarbejde et dokument

med central information til detailinvestorer, der opfylder

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

UCITS bedre mulighed for at placere deres formue på en

måde, som kan sikre et højere forventet afkast. Samtidig

sikres direktivnær implementering af undtagelsen til spred-

ningsreglerne i artikel 57, stk. 1, 2. afsnit i Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009

om samordning af love og administrative bestemmelser om

visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (in-

vesteringsinstitutter) (herefter UCITS-direktivet).

Ændringen af lov om investeringsforeninger m.v. og lov om

finansiel virksomhed har endvidere til formål at præcisere

krav til investeringsforeninger og investeringsforvaltnings-

selskabers virksomhedsstyring for så vidt angår integration

af bæredygtighedsrisici. Det skal sikre, at investeringsfor-

eninger og investeringsforvaltningsselskaber løbende vurde-

rer deres bæredygtighedsrisici. Kravene følger af Kommis-

sionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april

2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU.

Lovforslagets § 5, vedrørende ændring af lov om betalin-

ger, indeholder en tilpasning af kontantreglen, således at

betalinger mellem erhvervsdrivende undtages fra kontant-

pligten. Det er vurderingen, at tilpasningen giver den bed-

ste afvejning mellem hensynet til ikke at pålægge betalings-

modtagere unødige byrder og forbrugernes ret til at betale

med kontanter. Tilpasningen implementerer initiativet om

en fjernelse af kontantpligten i B2B-handel, der følger af

den politiske aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet),

Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedsli-

sten, Nye Borgerlige og Alternativet af den 23. juni 2021

om det fremadrettede behov for revision.

Med lovforslaget foreslås det at udpege Finanstilsynet og

Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndigheder for centrale

modparter (CCP’er) i henhold til Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om

et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale mod-

parter (CCPRR-forordningen). Forordningen har til formål

at medvirke til at sikre den finansielle stabilitet ved at indfø-

re en række genopretningstiltag og afviklingsværktøjer, der

skal imødekomme og sikre, at sammenbruddet af en CCP

ikke får alvorlige negative konsekvenser for det finansielle

system. En CCP er en enhed, der indtræder som modpart

for både køber og sælger i en værdipapirhandel og derved

garanterer afviklingen af handlen for begge parter.

På samme vis, som det er tilfældet med genopretning og

afvikling af penge- og realkreditinstitutter samt visse fonds-

mæglerselskaber, vil Finanstilsynet herefter blive afviklings-

myndighed for levedygtige CCP’er, og Finansiel Stabilitet

vil blive afviklingsmyndighed for CCP’er, der er vurderet

nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Det foreslås, at sikre den fornødne anordningshjemmel til at

indsætte en undtagelse til det særlige færøske krav om en

gensidighedsaftale, der gælder i anordning om ikrafttræden

for Færøerne af lov finansiel virksomhed. Formålet er at sik-

re, at kravene til at udøve finansiel virksomhed på Færøerne

kan overholdes af de virksomheder, der har hjemland i et

land, der ikke har en gensidighedsaftale med Færøerne.

Det foreslås at justere reglerne for forsikringsselskabers ud-

øvelse af anden virksomhed i tilknytning til deres tilladelse

som forsikringsselskab, herunder såkaldt accessorisk virk-

somhed. Det foreslås at introducere en reference til mulighe-

den for at drive såkaldt accessorisk servicevirksomhed, som

bl.a. rummer fast ejendom, infrastruktur, administrering af

databehandlingstjenester og sundheds- og plejeydelser. Ac-

cessorisk servicevirksomhed vil kunne placeres i en datter-

virksomhed til forsikringsselskabet, men ikke vil kunne udø-

ves i selve forsikringsselskabet. Dette skal ses i tråd med, at

det som følge af EU-Kommissionens fortolkning af EU-reg-

lerne foreslås at fjerne den nuværende mulighed for at opfø-

re, samt eje og drive fast ejendom og infrastruktur i selve

forsikringsselskabet. Det bliver endvidere nu muligt for for-

sikringsselskaber at drive sundheds- og plejeydelser i en dat-

tervirksomhed som accessorisk servicevirksomhed, hvis det

er i tilknytning til selskabets tilladelse. Det foreslås at præ-

cisere de krav, der gælder, når et forsikringsselskab har tilla-

delse til at drive livsforsikringsvirksomhed og i tillæg hertil

har tilladelse til at drive skadesforsikringsvirksomhed i form

af syge- og ulykkesforsikringer (SUL-forsikringer). Præci-

seringerne foreslås som opfølgning på den ændring af be-

kendtgørelsen på området, der er udstedt i efteråret 2021

og trådt i kraft 1. januar 2022. Der har bl.a. fra branchens

side, i forbindelse med ændringen af bekendtgørelsen, været

udtrykt ønske om, at der skulle skabes større klarhed om be-

grebet ”holdbar forretningsmodel”, idet både livsforsikrings-

virksomheden og skadesforsikringsvirksomheden skal have

en holdbar forretningsmodel uafhængigt af hinanden. For-

målet med præciseringerne er således at sikre tydelighed

omkring kravene til driften og holdbarheden af forretnings-

modellerne samt Finanstilsynets tilsynsmæssige beføjelser i

den sammenhæng.

Endeligt indeholder lovforslaget en tilpasning af reglerne

om betalingstjenesteudbyderes ansvar ved manglende, man-

gelfuld eller forsinket gennemførelse af betalingstransaktio-

ner. Tilpasningen er til gavn for forbrugerne ved at sikre

klarhed om ansvarsfordelingen mellem betalerens udbyder

og betalingsmodtagerens udbyder ved mangelfuld gennem-

førelse af betalingstransaktionen. Tilpasningen gennemfører

art. 89 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366

af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre mar-

ked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og

2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophæ-

velse af direktiv 2007/64/EF (PSD2).

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Ændringer som følge af PRIIP-forordningen samt æn-

dring af UCITS direktivet

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

2.1.1. Gældende ret

Europa-Parlamentets

Rådets

forordning

nr.

1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med

central information om sammensatte og forsikringsbaserede

investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP-forordnin-

gen) finder anvendelse på sammensatte og forsikringsbase-

rede investeringsprodukter til detailinvestorer, altså en kun-

de, der ikke er en professionel kunde.

Andele i danske UCITS (investeringsforeninger, SIKAV’er

og værdipapirfonde), der markedsføres til detailinvestorer,

er omfattet af PRIIP-forordningen, og disse UCITS skal

udarbejde et dokument med central information.

Udgangspunktet for PRIIP-forordningen er, at alle PRIIP-

produkter blev omfattet af forordningen fra ikrafttrædelses-

datoen den 1. januar 2018.

Det følger dog af artikel 32, stk. 2, i PRIIP-forordningen,

at PRIIP-producenter er undtaget indtil udløbet af en over-

gangsperiode, der oprindeligt løb frem til den 31. december

2019, såfremt producenterne i stedet udarbejder et doku-

ment med central investorinformation, der opfylder kravene

i Kommissionens forordning nr. 583/2010/EU af 1. juli 2010

om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation

(UCITS KIID). Denne undtagelsesbestemmelse i PRIIP-for-

ordningen blevet forlænget til 31. december 2022. Forlæn-

gelsen følger af Europa-Parlamentets og rådets forordning

2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskri-

dende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om

ændring af forordning nr. 345/2013/EU, nr. 346/2013/EU og

nr. 1286/2014/EU og Europa-Parlamentets og rådets forord-

ning (EU) 2021/2259.

Da danske UCITS, der markedsføres til detailinvestorer, er

omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 32, stk. 2,

i PRIIP-forordningen, er de dermed undtaget forpligtelsen

til at udarbejde et dokument med central information efter

PRIIP-forordningen til den 31. december 2022.

Efter den gældende § 103, stk. 1, i lov om investeringsfor-

eninger m.v., skal danske UCITS udarbejde et dokument

med central investorinformation for hver afdeling eller an-

delsklasse, der opfylder kravene i Kommissionens forord-

ning nr. 583/2010/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så

vidt angår central investorinformation og de betingelser, der

skal opfyldes, når central investorinformation eller prospek-

tet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et

websted.

Den centrale investorinformation skal udleveres til interes-

serede detailinvestorer og skal indeholde information om

de væsentlige karakteristika ved den danske UCITS, afde-

lingen eller andelsklassen, så en detailinvestor kan forstå

karakteren af og risiciene ved investering i de andele, som

vedkommende bliver tilbudt. Den centrale investorinforma-

tion skal således også udarbejdes, men ikke udleveres til

professionelle investorer.

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser

PRIIP-forordningen finder direkte anvendelse og skal der-

for ikke gennemføres i national lovgivning. Det er dog

nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov

om investeringsforeninger m.v., som sikrer, at Finanstilsynet

tillægges kompetence som kompetent myndighed til at påse

overholdelse af forordningen.

Formålet med PRIIP-forordningen er at øge investorbeskyt-

telsen for detailinvestorer. Detailinvestorer bliver i stigende

grad tilbudt et bredt udvalg af sammensatte og forsikrings-

baserede investeringsprodukter (PRIIP-produkter), når de

overvejer at foretage en investering. Nogle af disse produk-

ter kan være komplekse og vanskelige at forstå.

Bedre gennemsigtighed for PRIIP-produkter, der tilbydes

detailinvestorer, er en vigtig investorbeskyttelsesforanstalt-

ning og en forudsætning for at sikre detailinvestorers tillid

til de finansielle markeder.

Med PRIIP KID vil detailinvestorerne i bedre omfang kunne

sammenligne forskellige produkter og forstå deres karakte-

ristika. Dermed kan detailinvestorer foretage investeringer

med bedre forståelse for de risici og omkostninger der er

forbundet med investeringen, og dermed potentielt undgå at

lide uforudsete tab.

UCITS, der alene bliver udbudt til professionelle investorer,

får fremover mulighed for at udarbejde et UCITS KIID

fremfor et PRIIP KID.

For at sikre et effektivt tilsyn med opfyldelsen af krave-

ne i PRIIP-forordningen, skal medlemsstaterne udpege de

kompetente myndigheder, der skal have ansvaret for tilsy-

net med forordningen. Erhvervsministeriet vurderer det hen-

sigtsmæssigt, at Finanstilsynet tillægges kompetence som

kompetent myndighed til at påse overholdelsen af PRIIP-

forordningen.

For at sikre at Danmark lever op til sine forpligtelser efter

forordningen, skal der desuden fastsættes regler om foran-

staltninger og sanktioner for overtrædelse af forordningen.

Artikel 22, stk. 1, 1. afsnit, i PRIIP-forordningen fastsætter,

at medlemsstaterne med forbehold for de kompetente myn-

digheders tilsynsbeføjelser skal fastsætte bestemmelser om

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

passende administrative sanktioner og foranstaltninger, som

finder anvendelse i situationer, der udgør en overtrædelse af

PRIIP-forordningen og træffe alle nødvendige foranstaltnin-

ger til at sikre gennemførelsen heraf.

Det fremgår dog af artikel 22, stk. 1, 2. afsnit, i PRIIP-for-

ordningen, at medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte

bestemmelser om administrative sanktioner, som omhandlet

i 1. afsnit for overtrædelser, hvis overtrædelserne allerede er

genstand for strafferetlige sanktioner i national ret.

Bødeforelægsordninger er i et vist omfang blevet indført på

særlovsområdet, således at den myndighed, der i øvrigt ad-

ministrerer området, ved nærmere afgrænsede overtrædelser

kan udstede administrative bødeforelæg. Der er dog tale om

en særlig ordning, som kun indføres i særlige tilfælde. Det

vurderes således, at overtrædelse af de relevante bestemmel-

ser i stedet sanktioneres med en strafferetlig sanktion i form

af bøde. Bliver Finanstilsynet bekendt med, at der er sket

en strafbar overtrædelse af PRIIP-forordningen, kan Finans-

tilsynet udstede et påbud om lovliggørelse, ligesom Finans-

tilsynet kan anmelde overtrædelse til politiet.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet i lov om investeringsforenin-

ger m.v. udpeges som kompetent myndighed i forhold til

PRIIP-forordningen. Som kompetent myndighed fører Fi-

nanstilsynet tilsyn med opfyldelsen af kravene til central

information for de UCITS, der er omfattet af PRIIP-forord-

ningen.

I henhold til artikel 15, stk. 2, i PRIIP-forordningen skal de

kompetente myndigheder overvåge markedet for PRIIP’er,

der markedsføres, distribueres eller sælges i eller fra deres

medlemsstat. Under nærmere angivne betingelser kan de

kompetente myndigheder i henhold til artikel 17 i PRIIP-

forordningen forbyde eller begrænse markedsføring, distri-

bution eller salg af forsikringsbaserede investeringsproduk-

ter. Det er f.eks. tilfældet, hvis produktet giver anledning

til væsentlige problemer med hensyn til investorbeskyttelsen

eller udgør en trussel mod de finansielle markeders overord-

nede funktion og integritet.

Det foreslås, at Finanstilsynet skal modtage dokumenter

med central information senest 3 hverdage efter doku-

menterne offentliggøres på PRIIP-producentens hjemmesi-

de. Der stilles i den forbindelse ikke krav om, at Finanstilsy-

net skal godkende dokumentet med central information.

Det foreslås, at der foretages ændringer i § 190 i lov om

investeringsforeninger m.v., der gør det muligt at sanktione-

re overtrædelse af f.eks. et forbud eller en begrænsning af

markedsføring eller salg af et produkt, når Finanstilsynet

har meddelt et sådant forbud eller begrænsning i henhold til

PRIIP-forordningen.

Herudover foreslås det, at der foretages en række konse-

kvensændringer i lov om investeringsforeninger m.v., hvor-

efter dokumenter udarbejdet i henhold til PRIIP-forordnin-

gen og KIID-forordningen samlet betegnes investorinforma-

tion, modsat tidligere central investorinformation.

Endeligt foreslås det at præcisere i § 103, at UCITS, der

markedsføres til professionelle investorer, kan udarbejde et

UCITS KIID frem for et PRIIP KID.

2.2. Danske UCITS’ muligheder for at fravige sprednings-

reglerne

2.2.1. Gældende ret

Kapitel 15 i lov om investeringsforeninger m.v. indeholder

regler om risikospredning, som skal sikre, at afdelinger i

danske UCITS opnår en tilstrækkelig diversificering af de-

res investeringer. Formålet med diversificeringen er, at af-

delingerne opnår en risikospredning, som på den ene side

sikrer, at midlerne bevarer en vis grad af værdifasthed, og

på den anden side tilsikrer en begrænsning af risikoen for

tab gennem spredning af placering af aktiverne i en række

forskellige finansielle instrumenter.

UCITS-direktivet indeholder en undtagelse til sprednings-

reglerne, hvorefter nyligt oprettede investeringsinstitutter

kan fravige UCITS-direktivets spredningsregler i 6 måneder

fra godkendelsesdatoen under overholdelse af et princip om

risikospredning.

§ 150, stk. 1, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger

m.v. implementerer delvist UCITS-direktivets undtagelse til

spredningsreglerne, idet en nyoprettet afdeling kan placere

mere end 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i

op til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Efter gældende ret kan nyoprettede afdelinger dog ikke fra-

vige spredningsreglerne for så vidt angår andre instrumenter

end indskud og likvide midler. Afdelinger kan eksempelvis

ikke fravige spredningsreglerne for så vidt angår aktier eller

obligationer. Dette betyder, at en UCITS har mulighed for at

vente (i op til 6 måneder) med at investere formuen indtil

denne har en størrelse, hvor omkostningerne ved at investere

efter spredningsreglerne vurderes at være rimelige. På den

anden side betyder implementeringen, at en UCITS ikke kan

påbegynde investeringen før spredningsreglerne kan efterle-

ves til fulde.

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Reglerne om risikospredning og fravigelse af disse fremgår

af artikel 52 til 57 i UCITS-direktivet.

Reglerne har til formål at sikre en tilstrækkelig diversifice-

ring i afdelinger i UCITS, således at der opnås en risiko-

spredning og deraf nedsættelse af afdelingens risici. Herved

opnår afdelingens investorer en mindre risikoeksponering.

UCITS-direktivet giver mulighed for, at medlemsstaterne

kan tillade en UCITS at fravige spredningsreglerne i en

periode på op til 6 måneder fra godkendelsesdatoen af af-

delingen. Adgangen til at fravige spredningsreglerne giver

afdelingerne bedre mulighed for, at afdelingerne kan placere

formuen på en måde, som kan understøtte et højere forventet

afkast fra start. Et højere afkast kan eksempelvis understøt-

tes, ved at en UCITS ikke fra første dag behøver at have

hele den forvaltede formue spredt ud på samtlige de enkel-

te fondskoder, som foreningen på længere sigt ønsker at

investere i, hvilket samtidig vil begrænse omkostningerne i

opstartsperioden.

Medlemsstaterne kan afgøre, om denne undtagelse til spred-

ningsreglerne skal implementeres i national ret. Denne und-

tagelse er ikke implementeret fuldt ud i dansk ret, idet afde-

linger i danske UCITS kun kan fravige spredningsreglerne

ved at placere formuen i indskud og likvide midler.

Implementeringsrådet anbefalede i december 2018 at imple-

mentere undtagelsen til spredningsreglerne fuldt ud. Imple-

menteringsrådet anførte, at danske UCITS hindres i at ud-

nytte UCITS-direktivets muligheder fuldt ud ved investering

af nyetablerede UCITS-midler. Dermed er det sværere at

etablere en dansk UCITS med en god performance fra start,

da det i opstartsfasen ikke er muligt at fravige de i lov

om investeringsforeninger m.v. fastsatte spredningsregler,

ligesom investorer, der deltager i opstartsfasen, ikke sikres

det bedst mulige afkast.

I perioden, hvori de fastsatte spredningsregler fraviges, vil

hensynet til investorbeskyttelsen blive varetaget, idet danske

UCITS vil være forpligtet til at overholde principperne om

risikospredning.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der efter § 15, stk. 2, efter § 16, stk. 2,

og efter § 17, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.,

indsættes et nyt stk. 3.

Med den foreslående ordning, vil Finanstilsynet skulle gi-

ve tilladelse til at fravige de fastsatte spredningsregler for

nye afdelinger, hvis den danske UCITS gradvist vil tilpasse

formuen fra fuld likvid formue til en fuldt diversificeret

portefølje. Finanstilsynet skal vurdere, om instruksen for af-

delingen på betryggende vis beskriver, hvorledes afdelingen

vil overholde principperne for risikospredning.

Ændringerne medfører, at nyoprettede afdelinger i danske

UCITS, som ønsker at fravige spredningsreglerne i kapital

15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladelsen,

skal ansøge Finanstilsynet herom. Ansøgningen kan indsen-

des til Finanstilsynet i forbindelse med, at afdelingen søger

om tilladelse. Finanstilsynet skal samtidig modtage bestyrel-

sens instruks for afdelingens fravigelse af spredningsregler-

ne ved overholdelse af princippet om risikospredning.

Bestemmelserne gælder for henholdsvis danske investe-

ringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 5-7, og be-

mærkningerne hertil.

2.3. Integration af bæredygtighedsrisici i virksomhedssty-

ring

2.3.1. Gældende ret

I dag stiller Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsre-

laterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser

(disclosureforordningen) krav til finansielle markedsdeltage-

re og finansielle rådgivere om at integrere miljømæssige,

sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de op-

lysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og råd-

givningsprocesser.

Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en investe-

ringsforening, der ikke har udpeget et investeringsforvalt-

ningsselskab. Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. forsik-

ringsformidler eller et forsikringsselskab, der yder forsik-

ringsrådgivning om forsikringsbaserede investeringsproduk-

ter. Ved finansielle produkter forstås bl.a. en investering-

sportefølje eller en alternativ investeringsfond.

De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen,

skal overholde reglerne om finansielle markedsdeltagere,

når de producerer finansielle produkter, herunder yder por-

teføljepleje, og de skal overholde reglerne om finansielle

rådgivere, når de yder investeringsrådgivning eller forsik-

ringsrådgivning.

Disclosureforordningen fastsætter bl.a. krav om, at finan-

sielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere på deres

hjemmeside skal offentliggøre politikker for, hvordan de

i deres investeringsbeslutningsproces eller i deres invester-

ings- eller forsikringsrådgivning integrerer bæredygtigheds-

risici, og hvorvidt de tager hensyn til negative indvirknin-

ger på bæredygtighedsfaktorer. Disclosureforordningen stil-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

ler også krav til de oplysninger, der skal gives forud for

indgåelsen af en investeringsaftale.

Virksomhederne skal bl.a. i aftaler beskrive den måde,

hvormed bæredygtighedsrisici er integreret i virksomheder-

nes investeringsbeslutninger eller i investerings- eller forsik-

ringsrådgivningen.

Ud over de ovennævnte regler findes der i dag ikke regler

om integrering af hensyn til f.eks. miljømæssige, sociale og

ledelsesmæssige forhold i til virksomhedsstyring.

§ 63, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. og § 71,

stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fastlægger krav om

effektive former for virksomhedsstyring, herunder en klar

organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig

og konsekvent ansvarsfordeling samt fyldestgørende inter-

ne kontrolprocedurer. Bestemmelserne fastsætter de over-

ordnede krav til henholdsvis investeringsforeninger og in-

vesteringsforvaltningsselskabers virksomhedsstyring, mens

de nærmere krav er fastsat i bekendtgørelse nr. 865 af 2.

juli 2014 om ledelse, styring og administration af danske

UCITS.

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21.

april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt

angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer,

der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)

blev vedtaget den 21. april 2021 og skal senest finde anven-

delse fra den 1. august 2022.

Direktivet fastsætter bl.a. krav til investeringsforeninger og

investeringsforvaltningsselskabers virksomhedsstyring for

så vidt angår integration af bæredygtighedsrisici.

Reguleringen af investeringsforeninger og investeringsfor-

valtningsselskaber bør understøtte Kommissionens hand-

lingsplan for finansiering af bæredygtig vækst fra 2018. In-

vesteringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber

bør derfor i forbindelse med deres virksomhedsstyring lø-

bende vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici, men

også bæredygtighedsrisici som omhandlet i disclosurefor-

ordningen.

Bæredygtighedsrisici er i disclosureforordningen defineret

som en miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begiven-

hed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kunne have

faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på vær-

dien af en investering.

Det delgerede direktiv foreslås implementeret i lov om in-

vesteringsforeninger m.v. og lov om finansiel virksomhed

samt i bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse,

styring og administration af danske UCITS.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 18 og § 3, nr.

8, og bemærkningerne hertil.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en definition af bæredygtighedsrisi-

ko i § 2 i lov om investeringsforeninger m.v. Ved bæredyg-

tighedsrisiko forstås bæredygtighedsrisiko som defineret i

artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtigheds-

relaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-

ser.

Det foreslås endvidere at indsætte et ny stk. 2 i § 63 i lov om

investeringsforeninger m.v. hvorefter investeringsforeninger

skal tage hensyn til bæredygtighedsrisici i deres virksom-

hedsstyring.

Det foreslås at indsætte en definition af bæredygtighedsrisi-

ko i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Ved bæredyg-

tighedsrisiko forstås bæredygtighedsrisiko som defineret i

artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtigheds-

relaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-

ser.

Det foreslås at indsætte et nyt nr. 5 i § 100 i lov om fi-

nansiel virksomhed, hvorefter et investeringsforvaltningssel-

skab, når det varetager administration af UCITS, skal tage

hensyn til bæredygtighedsrisici ved opfyldelsen af kravene i

§ 71, stk. 1.

2.4. Udvidelse af anvendelsesområdet for udstedelse af

påbud, straf for overholdelse af påbud og pålæggelse af

tvangsbøder

2.4.1. Gældende ret

Finanstilsynet kan i henhold til § 220 i lov om kapitalmar-

keder påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre en

bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine

forpligtelser efter loven eller regler fastsat i medfør heraf og

efter forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelsen

af i medfør af loven eller regler fastsat i medfør af disse

forordninger. Finanstilsynet fører desuden tilsyn med for-

ordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres

i lov om kapitalmarkeder. I medfør af § 220 har Finanstilsy-

net dog ikke mulighed for at udstede påbud for manglende

overholdelse heraf.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Finanstilsynet kan i medfør af § 254 straffe en operatør af

en markedsplads, en central modpart (CCP), en værdipapir-

central (CSD), en godkendt offentliggørelsesordning (APA)

eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er

undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilla-

delse og tilsyn fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et

registreret betalingssystem, en operatør af et detailbetalings-

system, et kontoførende institut, en udsteder, en investor, en

tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissionskvoter,

en positionstager, en repræsentant eller en aktionær for und-

ladelse af at efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet

i medfør af § 220 eller den som afgiver urigtige og vildle-

dende oplysninger til Finanstilsynet, med bøde medmindre

højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Finanstilsynet fører foruden den oplistede personkreds i §

254 også tilsyn med personer, der udarbejder eller udbreder

investeringsanbefalinger eller anden information, der anbe-

faler eller foreslår en investeringsstrategi i medfør af artikel

20 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

596/2014 af 16. april 2014 (markedsmisbrugsforordningen),

jf. § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder.

Finanstilsynet har i medfør af den gældende § 254 ikke mu-

lighed for at straffe disse personer for manglende overhol-

delse af et påbud eller for at afgive urigtige eller vildledende

oplysninger.

Det følger af § 256, at undlader en direktør, et bestyrelses-

medlem eller en revisor hos en operatør af en markedsplads,

en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en

godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt

indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forord-

ning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn

fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret be-

talingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et

kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgi-

ver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positi-

onstager, en repræsentant eller en aktionær at efterkomme

de pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i medfør

heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler ud-

stedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af

Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et

registreret betalingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Fi-

nanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nati-

onalbank som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige

eller ugentlige bøder.

Finanstilsynet har i medfør af den gældende § 256 ikke

mulighed for at udstede tvangsbøder, for ikke at efterkomme

pligter i medfør af forordninger fastsat i medfør af direk-

tiver, der gennemføres ved lov om kapitalmarkeder, som

Finanstilsynet påser overholdelse af.

I medfør af bestemmelsen er det heller ikke muligt at pålæg-

ge personer, der udarbejder eller udbreder investeringsanbe-

falinger eller anden information, der anbefaler eller foreslår

en investeringsstrategi tvangsbøder for ikke at efterkomme

pligter i henhold til lovgivningen.

2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser

En række regler på kapitalmarkedsområdet er fastsat i for-

ordninger med hjemmel i de direktiver der gennemføres

ved denne lov. For at kunne føre et effektivt tilsyn med

overholdelsen af forordningerne i medfør af § 211, stk. 3,

skal Finanstilsynet også have mulighed for at udstede påbud

og pålægge tvangsbøder for overtrædelse af forordninger

fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne

lov.

For at kunne føre et effektivt tilsyn med personer, der ud-

arbejder eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden

information, der anbefaler eller foreslår en investeringsstra-

tegi er det vigtigt, at disse personer kan straffes for mang-

lende overholdelse af påbud eller afgivelse af urigtige eller

vildledende oplysninger til Finanstilsynet. Desuden findes

det hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet eller Erhvervsstyrel-

sen også får mulighed for at kunne pålægge disse personer

tvangsbøder for manglende overholdelse af de pligter, der

følger af markedsmisbrugsforordningen. I mangel af klar

hjemmel i bestemmelserne om straf for manglende efterle-

velse af påbud og afgivelse af urigtige eller vildledende

oplysninger i § 254 og § 256 om tvangsbøder i lov om

kapitalmarkeder, vurderes det hensigtsmæssigt og nødven-

digt, at fysiske eller juridiske personer, der udarbejder eller

udbreder investeringsanbefalinger eller anden information,

der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, skrives

ind i de relevante bestemmelser.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet kan påbyde en fysisk eller

juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling,

hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger

fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved lov

om kapitalmarkeder, jf. § 220 i lov om kapitalmarkeder, jf.

lovforslagets § 2, nr. 6.

Desuden foreslås det, at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen

eller Danmarks National Bank kan pålægge tvangsbøder

til den eller de fysiske og juridiske personer, som ikke ef-

terkommer de pligter, der påhviler dem efter forordninger

fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved lov

om kapitalmarkeder, jf. § 256 i lov om kapitalmarkeder, stk.

1, jf. lovforslagets § 2, nr. 15.

Til sidst foreslås det, at personer der udarbejder eller ud-

breder investeringsanbefalinger eller anden information, der

anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi i medfør af

markedsmisbrugsforordningen vil kunne straffes for mang-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

lende efterlevelse af påbud og afgivelse af urigtige eller

vildledende oplysninger i medfør af § 254, stk. 1, og stk.

3, jf. lovforslagets § 2, nr. 10, eller vil kunne pålægges

tvangsbøder for ikke at efterkomme de pligter, der påhviler

dem i medfør af markedsmisbrugsforordningen, jf. § 256 i

lov om kapitalmarkeder, jf. lovforslagets § 2, nr. 14.

2.5. Fastlæggelse af koncerntilsynsførende for koncerner

med tilstedeværelse i Danmark

2.5.1 Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af

27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber

(IFD) er gennemført i lov om fondsmæglerselskaber og in-

vesteringsservice og -aktiviteter.

Efter artikel 46, stk. 6, i IFD kan de kompetente myndighe-

der efter fælles aftale undlade at anvende kriterierne for fast-

læggelse af koncerntilsynsførende myndighed i artikel 46,

stk. 3-5, i IFD, hvis det under hensyntagen til de pågælden-

de fondsmæglerselskaber og omfanget af deres aktiviteter i

de relevante medlemsstater ikke vil være hensigtsmæssigt

med henblik på at sikre et effektivt tilsyn på konsolideret ni-

veau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten. I

sådanne tilfælde kan de kompetente myndigheder udpege en

anden kompetent myndighed end, hvad der følger af artikel

46, stk. 3-5, i IFD, til at føre tilsyn på konsolideret niveau

eller at føre tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten,

så der sikres et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller

tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Den koncerntilsynsførende er i § 10, nr. 36, i lov om fonds-

mæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter, de-

fineret som en kompetent myndighed med ansvar for til-

synet med, om moderfondsmæglerselskaber i Den Europæ-

iske Union, og fondsmæglerselskaber, som kontrolleres af

moderfondsmæglersholdingvirksomheder i Den Europæiske

Union eller blandede finansielle moderholdingvirksomheder

i Den Europæiske Union, overholder koncernkapitaltesten.

Overholdelse af koncernkapitaltesten er i § 10, nr. 35, defi-

neret som en modervirksomhed i en fondsmæglerselskabs-

koncerns opfyldelse af kravene i artikel 8 i Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2033 af 27.

november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringssel-

skaber (IFR).

2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det er fundet hensigtsmæssigt at sikre transparens omkring

Finanstilsynets og relevante kompetente myndigheders be-

føjelser til at undlade at anvende kriterierne i artikel 46, stk.

3-5, i IFD, for så vidt angår fastlæggelse af koncerntilsyns-

førende for fondsmæglerselskabskoncerner med tilstedevæ-

relse i Danmark og andre medlemsstater. Gennemførelsen

af artikel 46, stk. 6, i IFD vil sikre et effektivt tilsyn på

konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncer-

nkapitaltesten.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås i § 224, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber

og investeringsservice og -aktiviteter at indsætte en bestem-

melse om en proportionalitetsbetragtning i fastlæggelse af

koncerntilsynsførende for koncerner med tilstedeværelse i

Danmark og andre medlemsstater.

Det foreslås videre i § 224, stk. 3, i lov om fondsmægler-

selskaber og investeringsservice og -aktiviteter at sikre en

partshøring, inden de relevante kompetente myndigheder

træffer en fælles afgørelse, hvor relevante enheder i koncer-

ner med tilstedeværelse i Danmark og andre medlemsstater

får lejlighed til at udtale sig om en tilsigtet fælles afgørelse.

Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 3, og bemærkningerne

hertil.

2.6. Verifikation af oplysninger

2.6.1 Gældende ret

§ 253 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice

og -aktiviteter fastsætter rammer for verifikation af oplys-

ninger for kompetente myndigheder i et andet land inden

for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har

indgået aftale med på det finansielle område. Bestemmelsen

gennemfører dele af artikel 50 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om

tilsyn med investeringsselskaber (IFD).

Efter bestemmelsen kan Finanstilsynet tillade kompetente

myndigheder i et andet land inden for Den Europæiske Uni-

on eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på

det finansielle område, at foretage verifikation af oplysnin-

ger afgivet af de her i landet beliggende fondsmæglerselska-

ber, fondsmæglerholdingvirksomheder, blandede finansielle

holdingvirksomheder, finansieringsinstitutter, accessoriske

servicevirksomheder, blandede holdingvirksomheder eller

dattervirksomheder, herunder dattervirksomheder, som er

forsikringsselskaber, underlagt supplerende tilsyn af den på-

gældende kompetente myndighed.

2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det er fundet hensigtsmæssigt at gennemføre artikel 50 i

IFD udtømmende for at skabe klarhed over, på hvilke måder

en kompetent myndighed kan foretage verifikation af oplys-

ninger i Danmark, herunder bl.a. Finanstilsynets rolle ved

anmodning herom.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås i § 253, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglersel-

skaber og investeringsservice og -aktiviteter at opliste de

yderligere muligheder for at få foretaget verifikation af op-

lysninger.

Med de foreslåede ændringer præciseres det, at Finanstilsy-

net inden for rammerne af Finanstilsynets beføjelser kan

foretage verifikationen, eller anmode en revisor eller anden

sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk og straks

rapportere resultaterne.

Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 4, og bemærkningerne

hertil.

2.7. Udpegning af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet som

afviklingsmyndigheder for CCP’er

2.7.1 Gældende ret

Efter gældende ret er der ikke særlige regler for genopret-

ning eller afvikling af en central modpart (CCP), som det

kendes fra pengeinstitutter og realkreditinstitutter i dag i

henholdsvis lov om finansiel virksomhed og lov om restruk-

turering af visse finansielle virksomheder. En CCP skal

derfor efter gældende ret rekonstrueres eller afvikles efter

reglerne om likvidation, rekonstruktion eller konkurs.

CCP’er er i dag reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater,

centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR). Ved en

CCP forstås en enhed, der indtræder som modpart for både

køber og sælger i en værdipapirhandel og derved garanterer

afviklingen af handlen for begge parter. EMIR stiller en

række krav til CCP’er, blandt andet kapital- og likviditets-

krav, som har til formål at reducere risikoen mellem CCP’en

og de handlende parter, der benytter CCP’er. Finanstilsynet

påser overholdelsen af EMIR i medfør af § 211, stk. 2, nr. 4,

i lov om kapitalmarkeder.

2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23

af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning

og afvikling af centrale modparter (CCPRR-forordningen),

blev vedtaget i december 2020. CCPRR-forordningen er

en ny forordning, som fastsætter et regelsæt for genopret-

ning og afvikling af CCP’er. Formålet med forordningen er

at sikre den finansielle stabilitet ved at indføre en række

genopretningstiltag og afviklingsværktøjer, der skal sikre,

at sammenbruddet af en CCP ikke får alvorlige negative

konsekvenser for værdipapirhandlen og det finansielle sy-

stem. CCPRR-forordningen vil gælde umiddelbart i Dan-

mark og skal derfor ikke gennemføres i national lovgiv-

ning. Det er dog nødvendigt at udpege en eller flere afvik-

lingsmyndigheder, som har ansvar for bl.a. udarbejdelse af

afviklingsplaner og anvendelse af afviklingsværktøjer, og at

der indføres regler, som sikrer, at der kan føres et effektivt

tilsyn med overholdelsen af CCPRR-forordningen. Reglerne

i CCPRR-forordningen om afviklingsmyndighedernes opga-

ver og kompetencer finder anvendelse fra den 12. august

2022.

Det fremgår af artikel 3, stk. 1 og 2, i CCPRR-forordningen,

at det skal være nationale centralbanker, kompetente mini-

sterier, offentlige administrative myndigheder eller andre

myndigheder, der har fået overdraget offentlige administra-

tive beføjelser, der udpeges som afviklingsmyndighed for

CCP’er, og at afviklingsmyndighederne skal have sagkund-

skab, ressourcer og operationel kapacitet til at kunne anven-

de afviklingsforanstaltninger og udøve deres beføjelser med

den hurtighed og fleksibilitet, der er nødvendig for at opfyl-

de afviklingsmålene.

CCPRR-forordningen tager udgangspunkt i Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv (EU) nr. 2014/59 af 15. maj

2015 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kre-

ditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD), der er imple-

menteret i lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæg-

lerselskaber og lov om restrukturering og afvikling af visse

finansielle virksomheder, og som fastsætter et regelsæt for

genopretning og afvikling af bl.a. banker og visse fonds-

mæglerselskaber. Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet er af-

viklingsmyndigheder for disse finansielle virksomheder.

Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at både Fi-

nanstilsynet og Finansiel Stabilitet bliver udpeget som af-

viklingsmyndigheder for CCP’er, og at fordelingen af de op-

gaver, der er forbundet med afvikling af en CCP bliver for-

delt mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet på samme

vis, som opgaverne er fordelt mellem disse to myndigheder

for så vidt angår afviklingsopgaverne vedrørende pengein-

stitutter og realkreditinstitutter samt visse fondsmæglersel-

skaber. På den måde udnyttes de kompetencer og erfarin-

ger, som Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet allerede har

med afvikling af andre finansielle virksomheder bedst mu-

ligt. Det sikres samtidig med lovforslaget, at enten Finans-

tilsynet eller Finansiel Stabilitet vil være ansvarlig myndig-

hed inden for et givent ansvarsområde, hvor der undervejs

vil være samarbejde med øvrige myndigheder. Med denne

fordeling skal Finanstilsynet varetage de opgaver, der fore-

ligger, indtil en CCP vurderes at være nødlidende eller for-

venteligt nødlidende, i såkaldt going concern, og Finansiel

Stabilitet skal varetage de opgaver, der er forbundet med,

at en CCP vurderes at være nødlidende eller forventeligt

nødlidende, såkaldt gone concern.

CCP’er er systemisk vigtige infrastrukturvirksomheder, og

det er derfor vigtigt, at afviklingsmyndighederne kan handle

hurtigt og resolut for at opretholde tilliden til kapitalmarke-

det. Afviklingsmyndigheden har derfor en række opgaver i

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

forbindelse med afviklingsplanlægning, der skal udføres lø-

bende og inden CCP’en bliver nødlidende eller forventeligt

nødlidende. Det vil sige mens CCP’en er going concern.

Afviklingsmyndighedens opgaver i forbindelse med CCP’er

i going concern er at udarbejde afviklingsplaner for CCP’er,

at indsamle information fra CCP’en, der er relevant for

afviklingsplanlægningen, og at oprette og lede et afviklings-

kollegium for CCP’er, der er etableret i afviklingsmyndig-

hedens medlemsstat. Afviklingskollegiet består i henhold

til artikel 4 i CCPRR-forordningen af en række myndighe-

der, hvis kompetenceområde vil blive berørt af CCP’ens

sammenbrud. Disse er bl.a. CCP’ens tilsynsmyndighed og

tilsynsmyndighederne for de handelspladser, der serviceres

af CCP’en. Afviklingskollegiets opgaver er bl.a. at medvirke

til udarbejdelsen af afviklingsplaner, udveksle relevante op-

lysninger, afhjælpe hindringer for afviklingen og koordinere

kommunikation til offentligheden om afviklingsplaner i de

relevante medlemsstater.

Det følger af artikel 2, nr. 7, i CCPRR-forordningen, at Fi-

nanstilsynet bliver kompetent myndighed for CCP’er i hen-

hold til forordningen, når den finder anvendelse. Som kom-

petent myndighed skal Finanstilsynet vurdere en CCP’s gen-

opretningsplan og har beføjelser til at iværksætte foranstalt-

ninger i forbindelse med tidlig indgriben i en CCP’s gen-

opretningsfase. Disse foranstaltninger kan bl.a. være krav

om, at CCP’en iværksætter genopretningstiltag, ændring i

CCP’ens forretningsstruktur eller påbud om begrænsning af

udbytteudbetaling.

Finanstilsynet skal forelægge en CCP’s genopretningsplan

for afviklingsmyndigheden med henblik på identifikation af

genopretningsforanstaltninger, der kan have negativ indvirk-

ning på CCP’ens afviklingsmuligheder. I den forbindelse

er det hensigtsmæssigt, at genopretningsplanen forelægges

for Finansiel Stabilitet, selvom CCP’en på det tidspunkt er

going concern. Finansiel Stabilitet foreslås som den afvik-

lingsmyndighed, der skal forestå CCP’ens afvikling, og vil

derfor være den myndighed, der har indsigt i hvilke genop-

retningstiltag, der kan være til hinder for afviklingen.

Udpegning af Finanstilsynet som afviklingsmyndighed for

CCP’er, mens de er levedygtige eller under genopretning,

såkaldt going concern, afspejler den fordeling, som også

anvendes for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og visse

fondsmæglerselskaber. Denne opdeling sikrer endvidere, at

reelle myndighedsopgaver, som f.eks. afgivelse af påbud

og indhentelse af oplysninger, placeres i Finanstilsynet. En

CCP skal således kun levere oplysninger til Finanstilsynet,

når den er i almindelig drift. Finanstilsynet sikrer, at Finan-

siel Stabilitet modtager de oplysninger, som er nødvendige

for udførelsen af Finansiel Stabilitets opgaver som afvik-

lingsmyndighed for CCP’er, herunder bl.a. udarbejdelse af

afviklingsplaner.

Der er i dag ikke CCP’er etableret i Danmark.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udpege Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet

som afviklingsmyndigheder i Danmark for CCP’er.

Opgaverne og kompetencerne i medfør af CCPRR-forord-

ningen foreslås med dette lovforslag fordelt mellem Finans-

tilsynet og Finansiel Stabilitet, så det i videst muligt om-

fang følger den kompetencefordeling, som kendes i dag fra

BRRD.

Det vil sige, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed, indtil

en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Herefter

er det Finansiel Stabilitet, som tager over. Det indebærer,

at de kompetencer og opgaver, der vedrører levedygtige

CCP�½er varetages af Finanstilsynet, mens Finansiel Stabilitet

tager over, når en CCP er vurderet nødlidende eller forven-

telig nødlidende. Fordelingen af afviklingskompetencer og

opgaver mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet med-

fører endvidere, at reelle myndighedsopgaver, som f.eks.

afgivelse af påbud og indhentelse af oplysninger, placeres

i Finanstilsynet, mens de forretningsorienterede opgaver,

som f.eks. udarbejdelsen af indstilling til afviklingsplaner og

gennemførelse af afviklingsforanstaltninger, der bl.a. kræver

et skøn over, hvilke afviklingsværktøjer der bedst muligt op-

fylder afviklingsformålene, placeres hos Finansiel Stabilitet.

Opgavefordelingen medfører samtidig, at der er behov for

en grundig koordinering mellem Finanstilsynet og Finansiel

Stabilitet både i forbindelse med planlægningen og forbere-

delsen af en afvikling, og i forbindelse med gennemførelsen

af en afvikling. Det tætte samarbejde nødvendiggør også,

at der sker en omfattende informationsudveksling af de op-

lysninger, som Finanstilsynet indhenter fra CCP’en og får

igennem sin tilsynsvirksomhed samt de oplysninger og den

viden, som Finansiel Stabilitet opbygger vedrørende afvik-

ling af CCP’er.

Det foreslås med § 212 a i lov om kapitalmarkeder, at

Finanstilsynet bliver afviklingsmyndighed for en CCP for

så vidt angår de opgaver, som afviklingsmyndigheden har

over for en CCP i going concern i medfør af CCPRR-forord-

ningen. Den foreslåede § 212 a i lov om kapitalmarkeder

vil bl.a. medføre, at Finanstilsynet får til opgave at oprette,

styre og lede et afviklingskollegium for CCP’er med hjem-

sted i Danmark, og i koordinering med afviklingskollegiet

vurdere CCP’ers afviklingsmuligheder samt at udarbejde og

vedligeholde afviklingsplaner for CCP’er med hjemsted i

Danmark.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt kapitel i

lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virk-

somheder, der fastsætter hvilke artikler i CCPRR-forordnin-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

gen, hvor Finansiel Stabilitet udpeges som afviklingsmyn-

dighed. Udpegningen vil bl.a. medføre, at Finansiel Stabili-

tet får kompetence til at afvikle en nødlidende CCP med de

afviklingsværktøjer, der følger af CCPRR-forordningen.

Det foreslås desuden, at der foretages en række ændringer

i lov om kapitalmarkeder, som supplerer CCPRR-forordnin-

gen. Det foreslås at tilføje CCPRR-forordningen i § 211,

stk. 2, i lov om kapitalmarkeder, der oplister de regler og

forordninger, Finanstilsynet fører tilsyn med. Ændringen vil

give Finanstilsynet de nødvendige beføjelser til at påse over-

holdelse af CCPRR-forordningen, herunder beføjelse til at

indhente oplysninger fra CCP’en i forbindelse med blandt

andet vurdering af CCP’ens genopretningsplan, behov for

tidlig indgriben eller i forbindelse med afviklingsplanlæg-

ning. Det foreslås at indsætte en ny strafbestemmelse i §

251 a, hvorefter overtrædelse af relevante artikler i CCPRR-

forordningen vil blive strafbelagt med bøde. CCPRR-forord-

ningen kræver, at en række overtrædelser af forordningens

artikler strafbelægges. Det drejer sig om en CCP’s pligter

til at udarbejde og vedligeholde en genopretningsplan, til

at fremlægge de nødvendige oplysninger til afviklingsmyn-

dighederne, og til at meddele Finanstilsynet når CCP’en er

nødlidende eller forventeligt nødlidende.

For nærmere om udpegning af Finanstilsynet og Finansiel

Stabilitet som afviklingsmyndigheder for en CCP i Danmark

henvises til lovforslagets § 2, nr. 5, og § 7, nr. 12, samt

bemærkningerne hertil.

2.8. Pengeinstitutter med tilladelse som centrale modparter

(CCP’er)

2.8.1 Gældende ret

De gældende regler i § 71 a, § 71 b, § 71 c, § 177 a, §

177 b, § 182 b, § 182 c, § 182 d, § 182 e, § 182 f, §

224 a, kapitel 15 a, kapitel 17 og kapitel 17 a, i lov om

finansiel virksomhed indeholder regler om genopretning og

afvikling af finansielle virksomheder, der implementerer di-

rektiv 2014/59/EU (BRRD).

Baggrunden for BRRD-reguleringen har været at forebygge

bankkriser og sikre en velordnet afvikling af nødlidende

pengeinstitutter. Danske pengeinstitutter er, som følge af

implementeringen i dansk ret, blevet omfattet af disse regler.

Pengeinstitutter kan i princippet også have tilladelse som

centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forord-

ning (EU) nr. 648/2012 (EMIR) samtidig med tilladelsen til

at drive pengeinstitutvirksomhed. BRRD-reglerne gør sig i

dag gældende, uanset om pengeinstituttet har en tilladelse

som central modpart (CCP).

2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det følger af artikel 93 i CCPRR-forordningen der ændrer

i BRRD, at BRRD ikke finder anvendelse på enheder, der

er meddelt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i hen-

hold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR).

CCP’er vil i stedet følge reglerne for afvikling og genopret-

ning i CCPRR-forordningen.

For at gennemføre artikel 93 i CCPRR-forordningen, fore-

slås en ændring af lov om finansiel virksomhed, hvorefter

pengeinstitutter med tilladelse som CCP’er undtages fra reg-

lerne om genopretning og afvikling, der er implementeret i

lov om finansiel virksomhed som følge af BRRD. Samme

ændring foreslås i relation til lov om restrukturering og af-

vikling af visse finansielle virksomheder.

CCP’er kan i henhold til artikel 14(3) i forordning (EU) nr.

648/2012 (EMIR) udelukkende udøve clearingaktiviteter og

aktiviteter associeret med clearing. Det vil derfor ikke være

muligt for en CCP samtidig at udøve egentlig pengeinstitu-

tvirksomhed.

I Tyskland og Frankrig har CCP’er kunne opnå en pengein-

stituttilladelse, uden at de dog har udøvet egentlig pengein-

stitutvirksomhed. Pengeinstituttilladelsen betød, at tyske og

franske CCP’er blev omfattet af BRRD’s regler og derudo-

ver fik mulighed for at deltage i det fælleseuropæiske beta-

lingssystem, Target2. Fremadrettet vil det være CCPRR-for-

ordningens regler om genopretning og afvikling, der kom-

mer til at gælde for de pågældende institutter.

Muligheden i CCPRR-forordningen for, at en CCP kan have

en pengeinstituttilladelse, ses således at skyldes historiske

omstændigheder i andre medlemslande. Denne teoretiske

mulighed forventes ikke at få nogen praktisk betydning i

Danmark. Det kan dog ikke på det foreliggende grundlag

udelukkes, at omstændigheder i fremtiden vil medføre mu-

ligheden for at opretholde tilladelse som pengeinstitut og

CCP samtidig. Det er derfor hensigtsmæssigt at indsætte

en bestemmelse, der tager højde for den situation, at et pen-

geinstitut kan have en CCP-tilladelse, og dermed være und-

taget BRRD-reglerne i henhold til CCPRR-forordningens

artikel 93.

Det bemærkes i denne forbindelse, at realkreditinstitutters

virke er begrænset til realkreditinstitutvirksomhed, samt in-

vesteringsservices og accessorisk virksomhed knyttet til re-

alkreditinstitutvirksomhed, jf. § 8 i lov om finansiel virk-

somhed. Da rollen som central modpart (CCP) falder uden

for realkreditinstitutternes virksomhedsområde, og ikke kan

betragtes som accessorisk virksomhed hertil, omfattes real-

kreditinstitutter ikke af lovforslaget.

2.8.3. Den foreslåede ordning

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

I § 1 i lov om finansiel virksomhed foreslås der indsat et nyt

stk. 19, hvorefter pengeinstitutter med tilladelse som CCP’er

undtages fra reglerne om genopretning og afvikling, der er

implementeret i lov om finansiel virksomhed som følge af

BRRD.

Konsekvensen af den foreslåede regel vil således være, at

et pengeinstitut med en CCP tilladelse vil være omfattet

af CCPRR-forordningens regler om afvikling og genopret-

ning, i stedet for reglerne om afvikling og genopretning i

BRRD. På nuværende tidspunkt findes der ingen CCP’er her

i landet.

Det foreslåede implementerer CCPRR-forordningens artikel

93, der ændrer i BRRD.

Det følger af forslaget til § 1, stk. 19, i lov om finansiel

virksomhed, at de af lovens bestemmelser, der er indført

som følge af BRRD, ikke finder anvendelse på pengeinsti-

tutter, der samtidig har tilladelse som CCP, jf. artikel 14 i

forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR).

Samme ændring gennemføres i § 1 i lov om restrukturering

og afvikling af visse finansielle virksomheder, så det frem-

går, at de pengeinstitutter m.fl., der også har tilladelse som

central modpart (CCP), ikke er omfattet af lovens regler om

afvikling og restrukturering, men i stedet af CCPRR-forord-

ningens regler herom.

For nærmere om den foreslåede bestemmelse henvises til

lovforslagets § 2, nr. 5, og § 7, nr. 12, samt bemærkningerne

hertil.

2.9. Grundbeløb for årlige afgifter til Finanstilsynet

2.9.1 Gældende ret

Det fremgår af § 361, stk. 1, nr. 8, i lov om finansiel virk-

somhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fonds-

mæglerselskaber I samlet betaler en årlig afgift på 3.350.000

kr. Afgiften fordeles i forhold til den enkelte virksomheds

andel af de omfattede virksomheders samlede bogførte ba-

lancesum. Der pålægges altid en minimumsafgift på 4.400

kr.

Det fremgår af § 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virk-

somhed, at centrale modparter (CCP’er) med tilladelse i

henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale

modparter og transaktionsregistre, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i

lov om kapitalmarkeder, betaler en årlig afgift på 725.000

kr.

2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser

I medfør af gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 (BRRD) er der

indsat en afgiftsbestemmelse i henhold til hvilken, Finans-

tilsynet kan opkræve en årlig afgift fra pengeinstitutter, re-

alkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I til Finanstilsy-

nets arbejde som afviklingsmyndighed, jf. Folketingstidende

2014-15, Tillæg A, L 105 som fremsat, side 95.

Da afgiftsbeløbet for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og

fondsmæglerselskaber I fastsættes efter Finanstilsynets be-

villing i finansloven, ændres afgiftsbeløbet som følge af

Finanstilsynets øgede bevilling, jf. Finansloven 2021. Den

øgede bevilling til Finanstilsynet er blandt andet begrundet

i en øget arbejdsbyrde i forbindelse med implementeringen

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 af

20. maj 2019 (BRRD2), jf. Folketingstidende 2019-20, Til-

læg E, aktstykke nr. 313 af 24. september 2020, side 1. Æn-

dringen i afgiften for pengeinstitutter, realkreditinstitutter

og fondsmæglerselskaber I, skyldes således at Finanstilsy-

net bruger flere ressourcer på afviklingsopgaver i medfør

af BRRD2, som de virksomheder er omfattet af. Afgiftsæn-

dringen påvirker ikke den samlede bevilling til Finanstilsy-

net, som fastsat i finansloven, men påvirker kun fordelingen

af afgifterne.

I dette lovforslag foreslås Finanstilsynet udpeget som afvik-

lingsmyndighed for centrale modparter (CCP’er). Finanstil-

synet vil dermed få nye opgaver i forbindelse med blandt

andet afviklingsplanlægning, hvis der etableres CCP’er i

Danmark. Det findes derfor hensigtsmæssigt at indsætte en

afgiftsbestemmelse, der dækker Finanstilsynets udgifter for

arbejdet som afviklingsmyndighed for CCP’er.

På nuværende tidspunkt er der ikke etableret CCP’er i Dan-

mark. Hvis en CCP etablerer sig i Danmark vil Finanstilsy-

net have et øget ressourcebehov, svarende til øgede arbejds-

opgaver til oprettelse og drift af afviklingskollegier, vurde-

ring af genopretningsplaner og udarbejdelse af afviklings-

planer m.v. For at kunne bevare den eksisterende kvalitet i

det øvrige tilsynsarbejde, vil den forøgede arbejdsmængde

der kommer, hvis en CCP etablerer sig i Danmark, give

Finanstilsynet anledning til at søge om en egentlig merbevil-

ling til dette arbejde.

2.9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at afgiftsbeløbet for pengeinstitutter, realkredit-

institutter og fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at

yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer

eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og

6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og

-aktiviteter ændres fra 3.350.000 kr. til 4.200.000 kr.

Det foreslåede medfører en forøgelse af de afgifter, pengein-

stitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I skal

betale til Finanstilsynet.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Derudover foreslås det, at det præciseres i § 361, stk. 2,

nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, at den årlige afgift på

725.000 kr. for CCP’er dækker finansiering af tilsynsaktivi-

teter.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse,

der fastsætter et afgiftsbeløb, der dækker finansiering af

afviklingsopgaver, i det tilfælde, at der kommer CCP’er i

Danmark.

2.10. Kontantreglen

2.10.1. Gældende ret

Det følger af § 81 i lov om betalinger (kontantreglen), at

danske betalingsmodtagere som udgangspunkt altid skal ta-

ge imod betaling med kontanter ved fysisk handel. I med-

før af stk. 2 gælder dette ikke i forbindelse med fjernsalg,

herunder internethandel, og salg i selvbetjeningsautomater,

herunder parkeringsautomater.

Siden lov om betalingskort m.v., jf. lov nr. 35 af 25. maj

1984, trådte i kraft i 1984, har danske betalingsmodtagere

været forpligtet til at modtage betaling med kontanter. Ved

ikrafttrædelsen af lov om betalinger den 1. januar 2018 blev

kontantreglen lempet, hvorefter betalingsmodtagere kun er

forpligtede til at modtage kontanter i tidsrummet kl. 06.00

til kl. 22.00. Det følger af stk. 3, at betalingsmodtagere,

der er beliggende i områder, hvor der kan være forhøjet

risiko for røveri forbundet med modtagelse af kontanter,

uanset stk. 1 alene er forpligtet til at modtage kontanter fra

kl. 06.00 til kl. 20.00. Det følger af stk. 4, at betalingsmod-

tagere, der ønsker kun at modtage kontanter fra kl. 06.00

til kl. 20.00, jf. stk. 3, forinden udnyttelsen af stk. 4 skal

underrette Finanstilsynet herom.

Ud over disse lempelser blev det fastsat i § 1, stk. 7,

i lov om betalinger, at erhvervsministeren har mulighed

for at give konkrete og generelle dispensationer fra kon-

tantreglen. Dispensationsbeføjelsen forudsættes anvendt re-

striktivt. Det vil sige, at der skal være tungtvejende grunde

til at anvende bestemmelsen. Dette vil for eksempel være

tilfældet, hvor det vil forekomme urimelig byrdefuldt at lade

lovens regulering finde anvendelse. Der henvises i øvrigt til

Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 157 som fremsat,

side 87.

På den baggrund har erhvervsministeren fastsat en praksis,

hvorefter betalingsmodtagere, der afvikler begivenheder af

kort varighed, der højst forekommer én gang årligt og af-

vikles inden for et afgrænset område, kan tildeles dispensa-

tion fra kontantreglen. Dette omfatter festivaler, byfester og

andre lignende arrangementer af midlertidig karakter. Det

indebærer, at arrangøren, stadeholdere og andre betalings-

modtagere beliggende inden for arrangementets afgrænsede

område fritages for forpligtelsen til at modtage kontanter

under afholdelsen af begivenheden.

Den 9. januar 2020 delegerede erhvervsministeren beføjel-

sen til Finanstilsynet, der siden har forvaltet dispensations-

beføjelsen i overensstemmelse med ministerens fastlagte

praksis.

2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser

I forbindelse med lempelsen af kontantreglen, der trådte

i kraft pr. 1. januar 2018, blev der indsat en revisionsbe-

stemmelse i lov om betalinger. Erhvervsministeriet foretog

derfor en evaluering til brug for denne revision af kontan-

treglen. Evalueringen skulle konkret vurdere, om ordningen

om mulighed for kontantfrie betalingsmodtagere i aften- og

nattetimerne havde haft den ønskede effekt. Evalueringen

blev forelagt Folketingets Erhvervsudvalg den 11. december

2020. På baggrund af evalueringen fremsatte erhvervsmini-

steren i folketingsåret 2020-2021 et forslag om revision af

kontantreglen.

Erhvervsministeriet indhentede i forbindelse med evaluerin-

gen bidrag fra relevante interesseorganisationer og øvrige

relevante aktører. På baggrund heraf var det Erhvervsmini-

steriets vurdering, at ordningen om mulighed for kontantfrie

betalingsmodtagere i aften- og nattetimerne siden ikrafttræ-

delsen den 1. januar 2018 havde virket efter hensigten.

Erhvervslivets EU- og Regelforum har i dets anbefalingska-

talog fra den 30. september 2020 foreslået, at kontantreglen

lempes, således at butikker, der primært henvender sig til

det professionelle marked (B2B-handel), og hvor mere end

75 pct. af butikkens omsætning stammer fra salg mellem

virksomheder, samt hvor butikkens primære markedsføring

er rettet mod erhvervsdrivende, undtages fra kontantreglen.

Det er fundet hensigtsmæssigt, at kontantreglen tilpasses,

så den ikke finder anvendelse på betalinger, hvor betaleren

ikke er en forbruger. I situationer hvor der foretages betalin-

ger mellem erhvervsdrivende, bør parterne have aftalefrihed

med henblik på at fastlægge betalingsformen. Denne tilpas-

ning får ikke reel betydning for forbrugerne, idet mulighe-

den for aftalefrihed om betalingsform kun gælder, når beta-

leren ikke er en forbruger. Det er vurderingen, at dette giver

den bedste afvejning mellem hensynet til ikke at pålægge

betalingsmodtagere unødige byrder og forbrugernes ret til at

betale med kontanter.

Tilpasningen implementerer fjernelsen af kontantpligten i

B2B-handel, der følger af den politiske aftale mellem rege-

ringen (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti,

Radikale Venstre, Enhedslisten, Nye Borgerlige og Alterna-

tivet af den 23. juni 2021 om det fremadrettede behov for

revision.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Forbrugerombudsmanden påser virksomheders overholdelse

af kontantreglen.

Videre er det fundet hensigtsmæssigt, at kravet om forudgå-

ende orientering til Finanstilsynet, når betalingsmodtagere

beliggende i særligt røveriudsatte områder ønsker at fravi-

ge kontantreglen i tidsrummet kl. 20.00 til kl. 22.00, op-

hæves. Bestemmelsen indebærer alene en administrativ for-

pligtelse til at underrette Finanstilsynet. På Finanstilsynets

hjemmeside fremgår en oversigt over, hvilke forretninger

der har benyttet sig af muligheden for at fravige kontantreg-

len i tidsrummet kl. 20.00 til kl. 22.00. I praksis har det vist

sig, at det er meget få borgere, der benytter sig af mulighe-

den for at gøre sig bekendt med denne oversigt. I 2020 var

der mindre end 2.000, der besøgte oversigten på Finanstil-

synets hjemmeside. Ophævelsen af orienteringsforpligtelsen

vil alene medføre en lempelse af de administrative byrder

forbundet med orienteringen af Finanstilsynet og indebærer

ikke en ændring af kontantreglen.

Endeligt er det fundet hensigtsmæssigt, at erhvervsministe-

rens gældende dispensationspraksis fastsættes ved lov. Hen-

synet er, at det derved bliver mere transparent for både

erhvervsdrivende og forbrugere, hvornår der er mulighed

for at afvise kontanter. Finanstilsynet har administreret dis-

pensationsadgangen i overensstemmelse med erhvervsmini-

sterens praksis siden 9. januar 2020. Finanstilsynet har i den

periode givet fjorten dispensationer.

2.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ophæve den gældende bestemmelse i stk. 4 i

§ 81, der indeholder en forpligtelse for betalingsmodtagere i

særligt røveriudsatte områder om at orientere Finanstilsynet,

såfremt de ønsker at afvise kontanter i tidsrummet kl. 20.00

til 22.00. Det foreslås, at betalingsmodtagere beliggende i

røveriudsatte områder, der ikke modtager kontanter i tids-

rummet kl. 20.00 til 22.00, skal oplyse herom ved skiltning.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i § 81. Det indebærer, at

kontantreglen lempes, således at den ikke finder anvendelse

på betalinger, hvor betaleren ikke er en forbruger.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 i § 81. Bestemmelsen

formaliserer den gældende dispensationspraksis.

2.11. Fuld implementering af Solvens II-direktivets krav

til virksomheder, der driver livsforsikrings- og skadesforsik-

ringsvirksomhed samtidigt (SUL-reguleringen)

2.11.1. Gældende ret

Danske livsforsikringsselskaber kan i henhold til gælden-

de ret få tilladelse til at tilbyde de såkaldte syge- og

ulykkesforsikringer (SUL-forsikringer) i tillæg til livsfor-

sikringsprodukter, selvom syge- og ulykkesforsikringer

er skadesforsikringsvirksomhed. Dette er i tråd med Sol-

vens II-direktivet. Solvens II-direktivet fastsætter dog en

række krav til livsforsikringsselskaber, der udøver både

livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed

samtidig. Overordnet skal det sikres, at de livs- og skade-

sforsikredes respektive interesser ikke tilsidesættes, og at

overskuddet hidrørende fra livsforsikring kun kommer de

livsforsikrede til gode på samme måde, som hvis forsik-

ringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed.

Solvens II-direktivets artikel 73, stk. 2, litra a, fastsætter,

at medlemsstaterne kan fastsætte, at selskaber, der har fået

tilladelse til udøvelse af livsforsikringsvirksomhed, ligeledes

kan få tilladelse til udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed

for de risici, der er nævnt i direktivets bilag I, del A, nr. 1

og 2 om syge- og ulykkesforsikringer. Denne mulighed er er

implementeret i den gældende § 19, stk. 1, 2. pkt., i lov om

finansiel virksomhed.

Det følger endvidere af artikel 73, stk. 2, at hvis medlems-

staterne har fastsat mulighed for, at livsforsikringsselskaber

kan tilbyde syge- og ulykkesforsikringer i tillæg til livsfor-

sikringsprodukter, så skal de to former for virksomhed for-

valtes særskilt i overensstemmelse med artikel 74.

Ifølge artikel 74, stk. 1, må de livs- og skadesforsikredes

respektive interesser ikke tilsidesættes, og overskuddet hid-

rørende fra livsforsikring må kun komme de livsforsikrede

til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun

udøvede livsforsikringsvirksomhed.

De nærmere krav til den særskilte forvaltning i Solvens II-

direktivets artikel 74 er implementeret i den bekendtgørelse,

der er udstedt i medfør af den gældende § 19, stk. 2. Be-

kendtgørelsen blev justeret i 2021, jf. bekendtgørelse nr.

2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselskabernes

syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed, med det primære

formål at sikre mere fyldestgørende implementering af kra-

vene i artikel 74. Den nye bekendtgørelse er trådt i kraft

d. 1. januar 2022. Bekendtgørelsen fastsætter kravene til,

hvordan de to former for virksomhed skal forvaltes særskilt,

således at der sker en adskillelse af livsforsikringsvirksom-

hed og skadesforsikringsvirksomhed.

Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 3, fastsætter, at et

forsikringsselskab, der udøver livsforsikringsvirksomhed og

som ansøger om tilladelse til også at udbyde dækning af

syge- og ulykkesforsikringer, skal godtgøre to forhold. For

det første skal de (jf. litra a) godtgøre, at de råder over det

anerkendte basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte

minimum for minimumskapitalkravet for livsforsikringssel-

skaber og skadesforsikringsselskaber som omhandlet i arti-

kel 129, stk. 1, litra d. For det andet skal selskabet (jf.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

litra b) godtgøre, at selskabet også fremover vil opfylde de

finansielle mindstekrav, der er omhandlet i artikel 74, stk. 3.

Det følger af § 224, at Finanstilsynet kan inddrage et forsik-

ringsselskabs tilladelse, hvis forsikringsselskabet bl.a. gør

sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af en række

nærmere angivne regler eller hvis virksomheden ikke længe-

re opfylder kravene til at få en tilladelse.

Det følger af § 344, stk. 2, 2. pkt., at Finanstilsynet i sit

tilsyn med virksomhederne skal lægge vægt på holdbarhe-

den af den enkelte finansielle virksomheds forretningsmo-

del. Det bemærkes i den sammenhæng, at for forsikrings-

selskaber indebærer en holdbar forretningsmodel, at forret-

ningsmodellen medvirker til forsikringsselskabets levedyg-

tighed både på kort og på lang sigt.

2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Livsforsikringsselskaber kan i dag ud over deres livsfor-

sikringsvirksomhed udbyde syge- og ulykkesforsikringer

(SUL), forudsat at kravet om særskilt forvaltning bliver

overholdt.

Baggrunden for kravet om særskilt forvaltning er, at der i

livsforsikring gælder et krav om, at virksomhederne skal

tegne livsforsikringskontrakterne betryggende, så der er til-

strækkelig sikkerhed for, at de typisk langt løbende kon-

trakter kan honoreres på sigt. Denne tilgang indebærer, at

der automatisk opstår et overskud på livsforsikringsforret-

ningen, hvilket for produkter med ret til bonus betyder, at en

del skal tilbageføres til kunderne som bonus.

Reglerne forudsætter, at det overskud, der skabes i livsfor-

sikringsaktiviteterne pga. kravet om brug af betryggende

forudsætninger, kun kommer de livsforsikrede til gode, som

hvis virksomheden kun drev livsforsikringsvirksomhed. Der

må derfor ikke ske en sammenblanding i forvaltningen af de

to forskellige typer af virksomhed.

På trods af kravet om særskilt forvaltning fra Solvens II-di-

rektivet, har der gennem længere tid været fokus på livsfor-

sikringsvirksomheders håndtering af syge- og ulykkesforsik-

ringer (SUL-forsikringer), hvor virksomhederne gennem de

senere år har præsteret meget store underskud. Det afspejler,

at selskaberne i vid udstrækning har indgået aftaler, hvor

SUL-forsikringer er solgt med forventet tab, mens pensions-

opsparingsdelen er solgt med forventning om fortjeneste. Da

præmierne for SUL-dækningerne ikke har været tilstrække-

lige til at dække de fornødne hensættelser til SUL-produk-

terne, har de i varierende grad været dækket med egenkapi-

tal, samt midler hidrørende fra virksomhedernes forventede

fortjeneste (fortjenstmargen) på kontrakternes opsparingsdel

i livsforsikringsvirksomheden. Der har således været dispo-

neret over et skøn over fremtidig fortjeneste på opsparings-

delen, før fortjenesten faktisk er indtjent.

De store underskud kan potentielt true beskyttelsen af for-

sikringstagerne og stride mod pensionsopsparernes interes-

ser. Finanstilsynet har derfor foretaget forskellige justerin-

ger af de regler, der er fastsat om særskilt forvaltning på

bekendtgørelsesniveau, med det formål at sikre bedre be-

skyttelse af forsikringstagerne. De gennemførte ændringer

er trådt i kraft d. 1. januar 2022. Formålet var primært

at sikre mere fyldestgørende implementering af kravene i

artikel 74. Det er forventningen, at de samlede justeringer

kan imødegå den risiko som de systematiske underskud på

syge- og ulykkesforsikringer har udgjort for holdbarheden af

selskabernes forretningsmodeller.

Som en del af arbejdet med justeringen af bekendtgørelsen

er Solvens II-direktivets bestemmelser på området blevet

genbesøgt. Det vurderes i forlængelse heraf, at der også på

lovniveau er behov for at sikre en mere fyldestgørende og

tydelig implementering af Solvens II-direktivets bestemmel-

ser på området. Herunder vurderes der bl.a. behov for en

præcisering på lovniveau af kravene til at opnå tilladelse

til at udøve både livsforsikringsvirksomhed og syge- og

ulykkesforsikringsvirksomhed for virksomhed, samt at tyde-

liggøre hvilke krav der gælder for selskaber, der har opnået

tilladelse til begge typer virksomhed.

Der blev fra branchens side i forbindelse med ændringen

af bekendtgørelsen bl.a. udtrykt ønske om, at der skulle ska-

bes større klarhed om begrebet ”holdbar forretningsmodel”,

idet reglerne på området forudsætter, at både livsforsikrings-

virksomheden og skadesforsikringsvirksomheden skal have

en holdbar forretningsmodel uafhængigt af hinanden. Det

vurderes derfor, at der er behov for en præcisering af regler-

ne om holdbarhed i lov om finansiel virksomhed, således

at det præciseres og gøres klart, at der i vurderingen af

holdbarheden af disse forretningsmodeller skal lægges vægt

på holdbarheden af både den samlede virksomhed samt

holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og skadesfor-

sikringsvirksomheden hver for sig.

Endelig vurderes der, i lyset af de gennemførte regeljusterin-

ger på bekendtgørelsesniveau, at være behov for præciserin-

ger, der sikrer tydelighed omkring Finanstilsynets vurdering

af virksomheders drift og forretningsmodeller og de tilsyns-

mæssige beføjelser i den sammenhæng.

2.11.3. Den foreslåede ordning

Overordnet set skal de foreslåede justeringer understøtte, at

det tydeligt fremgår, hvad det på den ene side kræver at op-

nå tilladelse til at drive syge- og ulykkesforsikringsvirksom-

hed i tillæg til en livsforsikringsvirksomhed i overensstem-

melse med Solvens II-direktivet, og på den anden side hvad

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

det efter opnåelse af en sådan tilladelse kræver at drive de to

typer af forsikringsvirksomhed i samme forsikringsselskab.

Det foreslås med indsættelsen af § 11, stk. 12 og § 14, stk.

8, at fastsætte, hvad der skal til for at opnå tilladelse til at

drive livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsik-

ringsvirksomhed i samme selskab, så kravene fremgår mere

tydeligt. Forslaget skal sikre fyldestgørende implementering

af Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 3. Der henvises til

bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8 og 9.

Det foreslås med indsættelse af et nyt stykke 2 i § 19 at

præcisere, hvad der overordnet set gælder for virksomhe-

der, der opnår tilladelse til at drive både livsforsikrings- og

skadesforsikringsvirksomhed i samme virksomhed. På den

måde skabes der klarhed over det overordnede krav, der

stammer fra artikel 73, stk. 2 i Solvens II-direktivet om, at

disse virksomheder skal sikre en særkilt forvaltning, så der

sker en adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og skade-

sforsikringsvirksomheden. Det foreslås endvidere at sikre

tydelighed om kravet fra artikel 74 om, at de livs- og skade-

sforsikredes respektive interesser ikke må tilsidesættes, og

at overskuddet hidrørende fra livsforsikring kun må komme

forsikringstagerne til gode på samme måde, som hvis forsik-

ringsselskabet kun udøvede livsforsikringsvirksomhed. Med

præciseringerne sikres en tydelig implementering af dele af

artikel 73 og 74. Der henvises til bemærkningerne til lovfor-

slagets § 1, nr. 10.

Det foreslås at ændre ordlyden af hjemmelsbestemmelsen i

den nuværende § 19, stk. 2, der bliver til § 19, stk. 3. Hjem-

melsbestemmelsen er brugt til at fastsætte de nærmere reg-

ler for den særskilte forvaltning, herunder implementering

af visse af kravene i artikel 74. Ændringen foreslås, da

hjemmelsbestemmelsen er gammel, og der er et behov for

at præcisere, hvilket indhold bekendtgørelsen rummer, dvs.

hvilke regler, der gælder for virksomheder, der driver livs-

forsikringsvirksomhed og syge- og ulykkesforsikringsvirk-

somhed i samme selskab. Der henvises til bemærkningerne

til lovforslagets § 1, nr. 11.

Det foreslås i § 224, stk. 9, at præcisere Finanstilsynets mu-

lighed for at inddrage tilladelsen til at drive livsforsikrings-

virksomhed eller skadesforsikringsvirksomhed særskilt. Der

henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 21.

Det foreslås i § 344, stk. 2, at indsætte et nyt 3. pkt. for

at præcisere, at Finanstilsynet i sit tilsyn med virksomhe-

derne, skal lægge vægt på holdbarheden af den samlede

virksomhed, samt holdbarheden af livsforsikringsvirksom-

heden og skadesforsikringsvirksomheden. Der henvises til

bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23.

2.12. Boligkreditdirektivet

2.12.1 Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4.

februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med

fast ejendom til beboelse (boligkreditdirektivet) trådte i kraft

den 28. februar 2014. Direktivet blev i 2015 implementeret i

lov om finansiel virksomhed, lov om ejendomskreditselska-

ber, lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og

boligkreditformidlere samt en række bekendtgørelser. Reg-

lerne trådte i kraft den 21. marts 2016.

Boligkreditdirektivet fastsætter de nærmere regler for kredit-

givere og kreditformidlere, der tilbyder aftaler om forbru-

gerkredit sikret ved pant eller på anden vis i forbindelse med

fast ejendom til beboelse. Direktivet indeholder organisato-

riske krav til kreditgivere og boligkreditformidlere, herunder

regler om kompetencekrav, aflønning og udførelse af en

kreditværdighedsvurdering.

2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Efter en gennemgang af Danmarks implementering af bolig-

kreditdirektivet er Erhvervsministeriet blevet opmærksom

på, at boligkreditdirektivet ikke fuldt ud er gennemført i

dansk ret. Der er derfor behov for at foretage en række æn-

dringer for at sikre en korrekt implementering af direktivet.

2.12.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre et krav om, at ejendomskreditselska-

ber skal udarbejde en forretningsgang for selskabets udførel-

se af kreditværdighedsvurderinger. Denne forretningsgang

skal vedlægges, når selskabet ansøger om at blive godkendt

som ejendomskreditselskab. Der henvises til bemærkninger-

ne til lovforslagets § 8, nr. 3.

Det foreslås endvidere at tydeliggøre bestemmelsen om

hjemsted i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgi-

vere og boligkreditformidlere i forhold til kreditformidle-

re uden et vedtægtsmæssigt hjemsted. Der henvises til be-

mærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 1.

Det foreslås også at præcisere den underretningsforpligtelse

Finanstilsynet har i forbindelse med kreditformidleres udø-

velse af grænseoverskridende virksomhed, samt rækkevid-

den af formidlerens aktivitet i den forbindelse.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 9, nr. 3

og 5.

Endelig foreslås det at præcisere de relevante bestemmelser

om et virksomhedsregister for godkendte kreditformidlere

for at sikre en korrekt implementering af direktivet bestem-

melse herom. Der henvises til bemærkningerne til lovforsla-

gets § 9, nr. 2.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

2.13. Forbrugerombudsmandens kompetence i god-skik sag-

er m.v.

2.13.1 Gældende ret

Efter de gældende regler i lov om finansiel virksomhed,

jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, har

Forbrugerombudsmandens kompetence til at anlægge sager

om handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og

god praksis, i henhold til § 43, stk. 1, 2 og 9, § 48 a og §§ 53

b-53 d.

Efter § 348 har Finanstilsynet mulighed for at underrette

Forbrugerombudsmanden om sager, hvor en virksomheds

kunder kan have lidt tab som følge af virksomhedens mang-

lende efterlevelse af § 43, stk. 1, og regler udstedt i medfør

af § 43, stk. 2 og 9.

2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Gældende fra den 1. januar 2020 fik erhvervsministeren

bemyndigelse til at fastsætte regler om finansielle virksom-

heders forpligtelse til at udlevere et standardiseret nøgletals-

dokument til forbrugere ved fremsættelse af tilbud om real-

kredit- og realkreditlignende lån. Reglerne har til hensigt at

gøre det nemmere for forbrugere at sammenligne realkredit-

lån og realkreditlignende lån fra forskellige udbydere ved

at give forbrugerne en let forståelig og kortfattet oversigt

over de væsentligste nøgletal forud for indgåelsen af en

låneaftale.

I overensstemmelse med bemyndigelsen er der udstedt reg-

ler herom i bekendtgørelse nr. 752 af 23. april 2021 om

god skik for boligkredit. Bekendtgørelse trådte i kraft den 1.

oktober 2021.

De gældende regler fastslår, at Forbrugerombudsmanden

på god skik området har mulighed for at anlægge sager

ved domstolene. Erhvervsministeriet finder det afgørende,

at Forbrugerombudsmanden – i overensstemmelse med den

gældende model – også har hjemmel til at indbringe over-

trædelser af reglerne om et nøgletalsdokument for domstole-

ne.

I den forbindelse finder Erhvervsministeriet, at Finanstilsy-

nets hjemmel til at underrette Forbrugerombudsmanden om

verserende god skik sager bør tilpasses, så Finanstilsynet

også kan underrette om sager, hvor en virksomheds kunder

kan have lidt skade som følge af manglende efterlevelse af

reglerne om udlevering af et nøgletalsdokument udstedt i

medfør af § 43, stk. 8.

2.13.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Forbrugerombudsmandens kompetence efter

§ 348 i lov om finansiel virksomhed til at anlægge sager

om handlinger i strid med redelig forretningsskik og god

praksis udvides til at omfatte reglerne om udlevering af et

nøgletalsdokument, jf. § 43, stk. 8, i lov om finansiel virk-

somhed. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets §

1, nr. 23.

I samme forbindelse foreslås det, at udvide Finanstilsynets

mulighed for at underrette Forbrugerombudsmanden til at

omfatte sager om overtrædelse af reglerne udstedt i medfør

af § 43, stk. 8. Der henvises til bemærkningerne til lovfor-

slagets § 1, nr. 24.

Endvidere foreslås det at præcisere, at de oplysninger, som

Forbrugerombudsmanden får adgang til efter § 348 a, stk.

2, er underlagt tavshedspligt efter § 354, stk. 1, i lov om

finansiel virksomhed. Der henvises til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 26 og 27.

2.14. Behandling af personnummer

2.14.1 Gældende ret

Ved registrering af en person i Det Centrale Personregister

(CPR) tildeles vedkommende et personnummer. Personkred-

sen, der kan få tildelt et personnummer, er fastlagt i lov om

Det Centrale Personregister (CPR-loven), jf. lovbekendtgø-

relse nr. 1297 af 3. september 2020.

En personoplysning er enhver form for information, der

kan henføres til en bestemt person, også selv om personen

kun kan identificeres, hvis oplysningen kombineres med

andre oplysninger. Personnumre udgør således personoplys-

ninger. Den overordnede regulering af behandling af person-

oplysninger er fastlagt i databeskyttelsesforordningen. Data-

beskyttelsesforordningen finder direkte anvendelse i dansk

ret, men forordningen er i dansk ret suppleret af databeskyt-

telsesloven.

Databeskyttelsesforordningen definerer i artikel 4, nr. 2,

”behandling” af personoplysninger som enhver aktivitet el-

ler række af aktiviteter, med eller uden brug af automatisk

behandling, som personoplysninger eller en samling af per-

sonoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, re-

gistrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpas-

ning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse

ved transmission, formidling eller enhver anden form for

overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning,

sletning eller tilintetgørelse.

Personnummeret er en personoplysning omfattet af databe-

skyttelsesforordningens artikel 6, men betragtes som en for-

trolig oplysning, der er særskilt reguleret i databeskyttelses-

loven.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Efter databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, må private bl.a.

behandle oplysninger om personnummer, hvis det følger af

lovgivningen, det vil sige en retlig hjemmel i anden lovgiv-

ning eller hvis den registrerede har givet et samtykke i over-

ensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 7.

Ifølge artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen

skal personoplysninger indsamles til udtrykkeligt angivne

og legitime formål. De specifikke formål med behandlingen

af personoplysninger skal således være fastlagt, når perso-

noplysningerne indsamles. En viderebehandling må således

ikke ske på en måde, som er uforenelig med de (”udtrykke-

ligt angivne og legitime”) formål, til hvilke personnummeret

oprindeligt var indsamlet.

De finansielle virksomheder er i kraft af anden lovgivning

berettiget til at behandle og opbevare personnummer med

forskellige, afgrænsede formål. Dette gælder især i rela-

tion til hvidvaskloven, hvor virksomheder skal indhente

kunders/medlemmers personnummer for at sikre identiteten

af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask og

terrorfinansiering. Det gælder endvidere i relation til den

skattemæssige regulering, hvorefter virksomhederne er for-

pligtet til at anvende personnummeret som reference i for-

bindelse med indberetninger til f.eks. Skatteforvaltningen.

Efter § 38, stk. 1, i CPR-loven har finansielle virksomheder

ret til at få udleveret en række oplysninger fra CPR om

en større afgrænset kreds af personer, som de pågældende

virksomheder forud har identificeret enkeltvis. Det drejer sig

om f.eks. ubeskyttede navne og adresser, eventuel død og

udrejse. Det er en betingelse for levering af oplysninger fra

CPR efter § 38, at modtageren er berettiget til at behandle

oplysningerne efter databeskyttelsesforordningen og databe-

skyttelsesloven.

Det følger af den gældende § 124, stk. 2, i lov om betalinger,

at en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektro-

niske penge på forhånd skal indhente udtrykkeligt samtykke

fra en bruger af betalingstjenester, hvis udbyderen eller ud-

stederen behandler personoplysninger, herunder personnum-

mer, i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesten. Be-

stemmelsen implementerer artikel 94, stk. 2, i Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november

2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring

af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og for-

ordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv

2007/64/EF (herefter kaldet 2. betalingstjenestedirektiv).

Det følger af direktivets artikel 94, stk. 2, at betalingstjene-

steudbydere kun må tilgå, behandle og opbevare personop-

lysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjene-

ster, med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke.

Det følger af § 5, nr. 12, i dette lovforslag, at § 124, stk.

2, foreslås nyaffattet. Det vil med nyaffattelsen blive præ-

ciseret, at udbydere af betalingstjenester og udstedere af

elektroniske penge kun må tilgå, behandle og opbevare per-

sonoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalings-

tjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.

Formålet med nyaffattelsen af bestemmelsen er at sikre

en direktivnær implementering, som er i overensstemmelse

med Det Europæiske Databeskyttelsesråds retningslinjer nr.

06/2020 af den 15. december 2020. Der henvises til i be-

mærkningerne i lovforslagets § 5, nr. 12.

Lov om finansiel virksomhed, lov om fondsmæglerselskaber

og investeringsservices og –aktiviteter, lov om forsikrings-

formidling og lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder

ikke i dag hjemmel til at behandle personnummer i data-

beskyttelsesforordningens forstand med henblik på entydig

identifikation ved varetagelsen af administrative opgaver

samt rådgivning af kunder.

Den gældende § 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-

hed, fastsætter, at for filialer her i landet af udenlandske

virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§

7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske

Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på

det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 30, 32, 34-36,

43, 44, 47-48 a, 50-60, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7,

§§ 347 c og 348, § 352, stk. 2, §§ 354 a, 360, 363 a, 368-370

og 373-374 anvendelse.

Den gældende § 4, stk. 1, i databeskyttelsesloven bestem-

mer, at loven og regler udstedt i medfør af loven gælder for

behandling af personoplysninger, som foretages som led i

aktiviteter, der udføres for en dataansvarlig eller en databe-

handler, som er etableret i Danmark, uanset om behandlin-

gen finder sted i EU.

Det fremgår af bemærkningerne til § 4, stk. 1, i databeskyt-

telsesloven, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 68 som

fremsat, side 173-174, at bestemmelsen lægger sig helt op

ad det geografiske anvendelsesområde for databeskyttelses-

forordningen således, at det geografiske område for forord-

ningen og databeskyttelsesloven er sammenfaldende. Det

fremgår videre af lovbemærkningerne, at etablering i be-

stemmelsens forstand foreligger, når der er tale om faktisk

udøvelse af aktiviteter gennem en mere permanent struk-

tur. Den pågældende strukturs retlige form er uden betyd-

ning. Omfattet vil således kunne være aktiviteter, der udøves

af såvel filialer som datterselskaber med status som juridisk

person.

Når finansielle virksomheder driver filialvirksomhed i Dan-

mark, sker det typisk i form af etablering af en dansk virk-

somhed. Databeskyttelseslovens regler, herunder § 11, stk.

2, om behandling af oplysninger om personnummer, finder

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

dermed også anvendelse for filialer her i landet af en uden-

landsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve

den i §§ 7-11 nævnte virksomhed (finansiel virksomhed) i

et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

2.14.2 Erhvervsministeriets overvejelser

Pengeinstitutter, forsikringsselskaber m.v. varetager en ræk-

ke rådgivningsmæssige og administrative opgaver i relation

til sine kunder og de produkter, der udbydes. Til brug herfor

er det nødvendigt at kunne foretage en entydig identifikation

af kunden, skadelidte og andre personer i relation til de

rettigheder, der er knyttet til det pågældende aftaleforhold.

Virksomhederne har allerede – i kraft af anden lovgivning

– mulighed for at behandle personnummer med henblik på

varetagelsen af en række afgrænsede formål, herunder ind-

beretning til skattemyndighederne, kundekendskabsprocedu-

rer i henhold til hvidvaskloven m.v. Denne lovgivning giver

imidlertid ikke en hjemmel til at behandle personnummer

i den daglige administration af kundeforhold og ved råd-

givning af kunder. Virksomhederne er derfor som udgangs-

punkt afhængige af, at den pågældende kunde giver samtyk-

ke til behandling af personnummeret.

Det bemærkes i den forbindelse, at et samtykke til enhver

tid kan trækkes tilbage, hvilket eksempelvis kan besværlig-

gøre virksomhedernes mulighed for at administrere og råd-

give effektivt i det konkrete kundeforhold. Endvidere har

både EU-Kommissionen og Datatilsynet f.eks. opfordret for-

sikringsbranchen til at begrænse anvendelsen af samtykke

som behandlingshjemmel mest muligt. I den forbindelse er

der især henvist til de skærpede krav til samtykke i databe-

skyttelsesforordningens artikel 7. Desuden er der henvist til

den øgede risiko for, at samtykket tilbagekaldes.

Den entydige identifikation er afgørende for både kunder

og de finansielle virksomheder. Finansielle virksomheder

er vant til at håndtere personnummeret på fortrolig og sik-

ker vis, herunder f.eks. i forbindelse med indberetninger

til Skatteforvaltningen af udbetalte skattepligtige erstatnin-

ger, udbetalinger til NemKonto af erstatninger, refusion af

betalte præmier, udbetaling af bonus osv., anvendelse af

personnummer ved brug af e-Boks som sikker digital post

mellem den finansielle virksomhed og dets kunder og an-

vendelse af personnummer som identifikation i forbindelse

med kommunikationen mellem virksomheden og den pågæl-

dende person.

Det vurderes på den baggrund hensigtsmæssigt at skabe

en samlet klar hjemmel til at behandle personnummer med

henblik på at sikre en entydig identifikation af den enkelte

kunde og personer relateret til det enkelte kundeforhold. En

sådan mulighed vurderes at ville understøtte digitaliseringen

og sikre, at eksisterende kunder nemt og enkelt kan få ad-

ministreret deres finansielle produkter m.v., modtage rådgiv-

ning eller komme i kontakt med den finansielle virksomhed

på sikker vis. Det er i den forbindelse en forudsætning, at

kunden kan identificeres.

2.14.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i lov om finan-

sielle virksomheder, lov om fondsmæglerselskaber og inve-

steringsservices og aktiviteter, lov om forsikringsformidling

og lov om forbrugslånsvirksomheder, hvorefter virksomhe-

derne kan behandle personnummer til brug for nødvendig

entydig identifikation i relation til eksisterende kundefor-

hold med henblik på løsning af administrative opgaver og

rådgivning.

Finansielle virksomheder har i dag hjemmel i hvidvaskloven

til at anmode en kunde om at oplyse sit personnummer og

til at lave kontrolopslag i CPR for at foretage en entydig

identifikation af kunden. Endvidere vil en række finansielle

virksomheder have kundernes personnummer for at kunne

benytte det til at indberette til Skatteforvaltningen. Endelig

har en del finansielle virksomheder fået samtykke fra kun-

derne til at anvende kundens personnummer. Som følge her-

af vil de fleste finansielle virksomheder i praksis derfor have

kundernes personnummer, men vil kun have adgang til at

behandle det i forhold til de konkrete opgaver, der er fastlagt

i lovgivningen og er i overensstemmelse med det afgivne

samtykke.

Som nævnt ovenfor må en viderebehandling, for at være i

overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyt-

telsesforordningen, ikke ske på en måde, som er uforenelig

med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”) formål, til hvil-

ke personnummeret oprindeligt var indsamlet. Hvorvidt en

viderebehandling af personnummeret med henblik på enty-

dig identifikation i det øvrige kundeforhold vil være forene-

ligt med det formål, til hvilket personnummeret tidligere er

indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreglerne, vil bero på

en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Lovforslaget vil give pengeinstitutter, forsikringsselskaber

m.fl. hjemmel til at behandle, herunder indsamle og anven-

de, kundens personnummer samt øvrige personer relateret

til det eksisterende kundeforhold til løsningen af administra-

tive opgaver og rådgivning i det pågældende kundeforhold,

når en entydig identifikation er nødvendig. Det indebærer

bl.a., at der kan indhentes oplysninger fra CPR for at sikre,

at virksomheden har opdaterede oplysninger om kunden,

herunder adresse, samt anvende personnummer til brug for

kommunikation med kunden m.fl.

Det vil dog ikke være muligt for en udbyder af betalings-

tjenester og en udsteder af elektroniske penge at benytte

bestemmelsen til behandling af personnummer, idet nyaffat-

telsen af § 124, stk. 2, i lov om betalinger, jf. lovforslagets

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

§ 5, nr. 12, bestemmer, at udbydere af betalingstjenester

og udstedere af elektroniske penge kun må tilgå, behand-

le og opbevare personoplysninger, som er nødvendige for

ydelse af betalingstjenester, med brugerens udtrykkelige

samtykke. Det betyder bl.a., at pengeinstitutter, der tilbyder

netbank, dankort m.v., stadig skal have kundens samtykke

for at kunne tilgå, behandle og opbevare oplysning om per-

sonnummeret i forbindelse med udbuddet af betalingstjene-

steprodukter. I det omfang, der i anden særregulering, ud

over databeskyttelsesreglerne, findes specifikke regler om

behandling af personoplysninger, vil disse regler have for-

rang frem for denne bestemmelse.

Filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er

meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksom-

hed, herunder pengeinstitutvirksomhed, i et land inden for

Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har ind-

gået aftale med på det finansielle område, udfører de samme

typer af opgaver over for sine kunder, som de dansk etab-

lerede finansielle virksomheder gør. Behovet for entydigt

at kunne identificere sine kunder er derfor det samme for

filialerne.

Det foreslås derfor, at indsætte en henvisning til § 43 b i §

1, stk. 4, 1. pkt., hvorefter § 43 b også vil finde anvendelse

for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der

er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virk-

somhed, i et land inden for Den Europæiske Union eller et

land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle

område.

Med lovændringen vil også filialer af finansielle virksom-

heder her i landet kunne benytte den nye personnummerbe-

stemmelse som behandlingshjemmel, når det er nødvendigt

for at kunne opnå en entydig identifikation, såfremt der er

tale om en filial af en udenlandsk virksomhed, der er med-

delt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed

(finansiel virksomhed) i et land inden for Den Europæiske

Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med

på det finansielle område. Dette er også med til at sikre

level playing field mellem de dansk etablerede finansielle

virksomheder og filialerne af udenlandske virksomheder,

der er meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed

i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2

og 15, § 6, nr. 2, § 10 og § 12.

2.15. Undtagelse til gensidighedskravet i anordning om

ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed

§§ 30 og 31

2.15.1. Gældende ret

Anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finan-

siel virksomhed, jf. anordningsbekendtgørelse nr. 1032 af

8. oktober 2019, fastsætter i medfør af §§ 30 og 31 regler

for udøvelse af finansiel virksomhed på Færøerne for de

virksomheder, der har fået tilladelse til at udøve finansiel

virksomhed i Den Europæiske Union eller i et land, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

§§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov

om finansiel virksomhed indeholder et særligt færøsk krav

om, at udøvelse af finansiel virksomhed er betinget af, at der

er en aftale mellem Færøerne og den pågældende virksom-

heds hjemland, der fastsætter, at færøske virksomheder har

samme rettigheder i vedkommende hjemland (gensidigheds-

krav). Gensidighedskravet blev indført ved anordning nr. 86

af 10. februar 2006 om ikrafttræden for Færøerne af lov

om finansiel virksomhed, som bl.a. blev udstedt i medfør

af § 438, stk. 1, i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om

finansiel virksomhed.

Formålet med gensidighedskravet er, at færøske finansielle

virksomheder skal have adgang til at udøve finansiel virk-

somhed i de EU-lande, hvor de finansielle virksomheder, der

vil udøve finansiel virksomhed på Færøerne, har hjemsted.

Ud over ovennævnte krav om en gensidighedsaftale forud-

sætter udøvelse af finansiel virksomhed på Færøerne, efter

reglerne i §§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for

Færøerne af lov om finansiel virksomhed, jf. anordningsbe-

kendtgørelse nr. 1032 af 8. oktober 2019, at den finansielle

virksomhed har tilladelse i sit hjemland til at udøve de ak-

tiviteter, virksomheden ønsker at udøve i Færøerne, og at

Finanstilsynet har modtaget meddelelse fra hjemlandets til-

synsmyndighed om virksomhedens aktiviteter, adresse m.v.

Reglerne for udøvelse af finansiel virksomhed er de samme

som i Danmark med undtagelse af, at der i Danmark ikke

gælder et krav om en gensidighedsaftale. Det følger af §§ 30

og 31 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse

nr. 2497 af 15. december 2021.

2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Der er konstateret problemer med at indgå i gensidigheds-

aftaler med hjemlandene for de virksomheder, der udøver

grænseoverskridende finansiel virksomhed på Færøerne. Det

er derfor vurderet hensigtsmæssigt at indsætte en undtagelse

til gensidighedskravet i anordning om ikrafttræden for Fær-

øerne af lov om finansiel virksomhed.

Undtagelsen skal sikre, at finansielle institutter inden for

Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har

indgået aftale med på det finansielle område fortsat kan

drive virksomhed på Færøerne, uden at de skal afvente en

gensidighedsaftale mellem deres hjemland og Færøerne. Vi-

dere sikrer ændringen, at tilsynet med de finansielle insti-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

tutter på Færøerne er effektivt, da etablering af en filial i

Danmark forudsætter notificering af de danske tilsynsmyn-

digheder. Tilsynet vil yderligere sikres ved, at Finanstilsynet

vil skulle godkende instituttets aktiviteter på Færøerne.

En undtagelse til gensidighedskravet kræver, at den gælden-

de kongelige anordning for Færøerne ændres. For at kunne

ændre anordningen er det nødvendigt at sætte anordnings-

hjemlen i lov om finansiel virksomhed i kraft på ny for §§

30 og 31. Dette er begrundet i, at en anordningshjemmel ale-

ne kan anvendes en gang, og den pågældende anordnings-

hjemmel allerede er blevet anvendt til at udstede anordning

nr. 86 af 10. februar 2006 om ikrafttræden for Færøerne af

lov om finansiel virksomhed.

2.15.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at indsætte et nyt stk. 6 i anordningshjemlen i

lov om finansiel virksomhed, så anordningshjemmelen kan

benyttes på ny til at indsætte en undtagelse til gensidigheds-

kravet i §§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færø-

erne af lov om finansiel virksomhed.

For nærmere om ændringen henvises til lovforslagets § 1,

nr. 35, og bemærkningerne hertil.

2.16. Anden tilladt virksomhed for forsikringsselskaber

2.16.1. Gældende ret

De gældende regler for anden tilladt virksomhed for finan-

sielle virksomheder fremgår af kapitel 4 i lov om finansiel

virksomhed. Med anden tilladt virksomhed menes den virk-

somhed, som er tilladt ved siden af den virksomhed, der er

opnået tilladelse til. I §§ 24-26 findes de generelle regler

om anden tilladt virksomhed for finansielle virksomheder,

som forsikringsselskaber i dag er underlagt. I § 29 findes

yderligere særlige regler for forsikringsselskaber vedrørende

anden tilladt virksomhed.

Det følger af den gældende § 24 i lov om finansiel virksom-

hed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikrings-

selskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den

virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til (såkaldt

accessorisk virksomhed). Accessorisk virksomhed kan som

udgangspunkt drives i selve den finansielle virksomhed,

men Finanstilsynet kan bestemme, at den accessoriske virk-

somhed skal udøves af et andet selskab.

Den gældende § 25 giver mulighed for midlertidig drift af

anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud påtage-

de eksponeringer eller med henblik på medvirken ved om-

strukturering. Af den gældende § 26 fremgår betingelserne

for at drive anden virksomhed i fællesskab med andre.

Den gældende § 29 i lov om finansiel virksomhed fastsæt-

ter, at forsikringsselskaber ud over virksomhed omfattet af

§§ 24-26 kan drive agenturvirksomhed samt opføre, eje og

drive fast ejendom og infrastruktur. Endvidere fremgår det

af den gældende § 29, stk. 2, at livsforsikringsselskaber

og tværgående pensionskasser kan oprette og administrere

særskilte SP-konti, som alle lønmodtagere fik oprettet under

Den Særlige Pensionsordning, der blev indført i 1998 og

ophævet i 2009

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.

november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og

genforsikringsvirksomhed (Solvens II-direktivet) indeholder

i afsnit I, kapitel II regler om adgang til udøvelse af virk-

somhed inden for direktivets anvendelsesområde. Solvens

II-direktivets artikel 18 fastsætter betingelser for at kunne

modtage en tilladelse og udstrækningen af tilladelsen, her-

under begrænsning af forsikringsselskabernes formål til for-

sikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger med

udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Kommissionens delegerede forordning 2015/35/EU af 10.

oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse

af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II-for-

ordningen) indeholder i artikel 1, nr. 53, definitionen af

en accessorisk servicevirksomhed. Accessorisk servicevirk-

somhed er et ikkereguleret selskab, hvis hovedaktivitet be-

står i besiddelse og forvaltning af fast ejendom, administre-

ring af databehandlingstjenester, sundheds- og plejeydelser

eller enhver anden lignende aktivitet af accessorisk karakter

i forhold til et eller flere forsikrings- eller genforsikringssel-

skabers hovedaktivitet. Det bemærkes i den sammenhæng,

at forsikringsselskaber i henhold til gældende danske regler

ikke har mulighed for at udøve sundheds- og plejerydelser i

et datterselskab.

2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Erhvervsministeriet har været i dialog med EU-Kommissio-

nen om fortolkningen af samspillet mellem reglerne i Sol-

vens II-direktivets artikel 18 og definitionen af accessorisk

servicevirksomhed i Solvens II-forordningens artikel 1, nr.

53.

Det er på denne baggrund vurderingen, at de gældende reg-

ler i lov om finansiel virksomhed for forsikringsselskabers

anden tilladte virksomhed, herunder accessorisk virksom-

hed, skal justeres, så det konkrete samspil mellem Solvens

II-direktivet og Solvens II-forordningen afspejles bedre i

dansk lovgivning.

Det vurderes, at der er behov for en justering af bestem-

melserne i afspejling af Solvens II-direktivets krav, således

at det præciseres, at forsikringsselskabers accessoriske virk-

somhed skal være direkte forbundet med og ligge i naturlig

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

forlængelse af den tilladte virksomhed. Dette vil kræve en

justering af de gældende regler for forsikringsselskabernes

accessoriske virksomhed, der i dag reguleres i § 24.

Det vurderes endvidere, at dansk lovgivning skal tage højde

for, at Solvens II-forordningen finder direkte anvendelse i

Danmark. Det bør gøres klart i de danske regler, at forsik-

ringsselskaber kan drive såkaldt accessorisk servicevirksom-

hed i henhold til forordningens definition. Ifølge definitio-

nen på accessorisk servicevirksomhed, så skal de nævnte

aktiviteter imidlertid altid drives i et separat selskab. Dette

separate selskab vil dog kunne være en dattervirksomhed til

forsikringsselskabet, der har begrænset hæftelse.

Det vurderes derfor, at der er behov at justere den gælden-

de § 29, så der tages højde for Solvens II-forordningens

definition på accessorisk servicevirksomhed. Ændringen bør

gennemføres med henblik på at sikre, at forsikringsselskaber

kan drive accessorisk servicevirksomhed, men at præcisere,

at dette fremover kan drives i en dattervirksomhed med

begrænset hæftelse, men ikke i selve forsikringsselskabet.

2.16.3. Den foreslåede ordning

De for forsikringsselskaber gældende regler om anden til-

ladt virksomhed i kapitel 4 i lov om finansiel virksomhed

foreslås for forsikringsselskaber flyttet til §§ 29-29 b. Det

foreslås dermed, at reglerne for anden tilladt virksomhed for

forsikringsselskaber flyttes ud af de generelle bestemmelser

i §§ 24-26 og flyttes til særskilte bestemmelser om anden

tilladt virksomhed for forsikringsselskaber. Det foreslås at

de gældende § 24 og § 29 overordnet videreføres i en ny

samlet bestemmelse med enkelte justeringer, der samles i en

nyaffattet § 29.

Den foreslåede § 29, stk. 1, fastsætter, at forsikringsselska-

ber kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virk-

somhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til. Dette er over-

ordnet en videreførelse af den gældende § 24 i en separat

bestemmelse for forsikringsselskaber, hvor der dog foreta-

ges justeringer med henblik på at præcisere, at accessorisk

virksomhed skal være direkte forbundet med og ligge i na-

turlig forlængelse af den tilladte virksomhed. Dette er i tråd

med ordlyden i Solvens II-direktivets artikel 18.

Den foreslåede § 29, stk. 2, fastsætter, at Finanstilsynet kan

bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves i et

andet selskab. Dette er en videreførelse af den gældende §

24, stk. 1, 3. pkt.

Det foreslåede § 29, stk. 3, fastsætter, at forsikringsselska-

ber kan drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for

forsikringsselskaber og for andre selskaber, der er under

Finanstilsynets tilsyn. Dette er en videreførelse af den gæl-

dende § 29, stk. 1, nr. 1.

Det foreslåede § 29, stk. 4, nr. 1, fastsætter, at forsikrings-

selskaber kan drive anden finansiel virksomhed gennem en

dattervirksomhed. Dette er en videreførelse af den gældende

§ 24, stk. 2.

Det foreslåede § 29, stk. 4, nr. 2, introducerer mulighe-

den for at drive accessorisk servicevirksomhed, som bl.a.

rummer fast ejendom, infrastruktur, administrering af data-

behandlingstjenester og sundheds- og plejeydelser. Denne

accessoriske servicevirksomhed kan imidlertid placeres i en

dattervirksomhed. Dette skal ses i tråd med, at det som følge

af EU-Kommissionens fortolkning af reglerne foreslås at

fjerne muligheden i den nuværende § 29, stk. 1, nr. 2, for at

opføre, samt eje og drive fast ejendom og infrastruktur, om-

fattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg, i

selve forsikringsselskabet.

Den foreslåede ændring vil bl.a. betyde, at forsikringssel-

skaber som noget nyt vil kunne få mulighed for at drive

sundheds- og plejeydelser i henhold til definitionen på ac-

cessorisk servicevirksomhed. Det er dog en forudsætning,

at sådanne aktiviteter er accessoriske til den tilladelse og

aktivitet som forsikringsselskabet har. For at kunne drive

sundheds- og plejeydelser vil det derfor være et krav, at

sådanne ydelser er accessoriske til forsikringsselskabets til-

ladelse og aktiviteter. Derudover kan et forsikringsselskab

opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur, dog er

det fremover et krav, at denne type virksomhed sker i en

dattervirksomhed eller i fællesskab med andre.

Bestemmelsen viderefører med de beskrevne justeringer de

gældende regler i §§ 24 og 29 dog med undtagelse af den

gældende § 29, stk. 2, vedrørende administration af SP-kon-

ti, som ophæves, hvilket sker som følge af at SP-ordningen

er ophævet ved lov nr. 1263 af 16. december 2009 om

ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov

om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om beskatning af pen-

sionsordninger m.v. og lov om pensionsafkastbeskatning.

Den foreslåede § 29 a fastsætter mulighed for midlertidig

drift af anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud

påtagede eksponeringer eller med henblik på medvirken ved

omstrukturering. For forsikringsselskaber er den foreslåede

bestemmelse identisk med de gældende regler for forsik-

ringsselskaber i § 25. Den foreslåede bestemmelse omfatter

dog alene forsikringsselskaber.

Den foreslåede § 29 b fastsætter mulighed for at drive anden

virksomhed i fællesskab med andre uanset bestemmelserne

i § 11 og de foreslåede §§ 29 og 29 a. For forsikringssel-

skaber er den foreslåede bestemmelse enslydende med de

gældende regler for forsikringsselskaber i § 26, stk. 1 og

2. Den foreslåede bestemmelse omfatter dog alene forsik-

ringsselskaber, og der er i den foreslåede § 29 b, stk. 1, nr. 3,

tilføjet, at det andet selskab, som virksomheden skal udøves

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

i, skal være et selskab med begrænset hæftelse. Kravet har

tidligere alene fremgået af bemærkningerne til den gælden-

de § 26, hvorfor det foreslås indsat i bestemmelsen.

Reglerne om anden tilladt virksomhed for andre finansielle

virksomhed omfattet af §§ 24-26 i loven berøres ikke af de

foreslåede ændringer.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11,

12, 13 og 14.

2.17. Tilpasning af reglerne om udbyderes ansvar ved mang-

lende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse af betalings-

transaktioner

2.17.1. Gældende ret

Det følger af § 104 i lov om betalinger, at hvis en betalings-

ordre iværksættes af betaleren, er betalers udbyder over for

betaler ansvarlig for direkte tab som følge af manglende el-

ler mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen med

de forbehold, som følger af 1. pkt.

Tilsvarende følger det af § 104, stk. 2, at hvis en beta-

lingsordre iværksættes af eller via betalingsmodtageren er

betalingsmodtagerens udbyder over for betalingsmodtager

ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller man-

gelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udby-

der med de forbehold, som følger af 1. pkt.

I gældende ret gælder der ikke særskilte regler for valørda-

tering i tilfælde af manglende eller mangelfulde betalings-

transaktioner. I stedet er valørdatering generelt reguleret i

lov om betalinger § 115.

2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Efter en gennemgang af Danmarks implementering af PSD2

er Erhvervsministeriet blevet opmærksom på, at hele artikel

89 ikke er tekstnært gennemført i dansk ret. Der er derfor

behov for at foretage ændringer for at sikre en tekstnær

implementering af direktivet.

Dele af artikel 89 er gennemført ved § 104 i lov om beta-

linger. Artikel 89 i PSD2 regulerer udbyderes ansvar ved

mangelfuld, manglende eller forsinket gennemførelse af be-

talingstransaktioner. Der er ikke tiltænkt en ændring af den

nuværende praksis om ansvar ved manglende, mangelfuld

eller forsinket gennemførelse af betalingstransaktioner.

2.17.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ophæve § 104 og indsætte §§ 104 og 104 a.

De foreslåede bestemmelser vil videreføre de eksisterende

regler om ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket

gennemførelse af betalingstransaktioner, som følger af den

nuværende § 104 i lov om betalinger.

Nyaffattelsen af § 104 indebærer, at det objektive ansvar

præciseres ved, at der fastsættes regler om, at udbydere i

videst muligt omfang skal tilbageføre de pågældende beta-

lingskonti til den situation, der ville have været gældende,

hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet

gennemført.

Som noget nyt vil der fastsættes krav om, at betalerens

udbyder alene efter anmodning skal forsøge at spore beta-

lingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet. Det

præciseres, at dette skal være uden omkostninger for betale-

ren.

Det foreslås derudover at videreføre reglerne om, at betale-

rens udbyder skal godtgøre betaleren for direkte tab som

følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af beta-

lingstransaktioner.

Derudover foreslås det at fastsætte regler om valørdatering

i tilfælde af manglende, mangelfuld eller forsinket gennem-

førelse af betalingstransaktioner. Reglerne om valørdatering

i de foreslåede §§ 104 og 104 a har således til formål at

regulere de situationer, hvor betalingstransaktionen er man-

gelfuld eller forsinket.

Derudover foreslås en række konsekvensrettelser som følge

af, at § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

2.18. Anvendelsesområdet for internationale aftaler i lov om

finansiel virksomhed

2.18.1. Gældende ret

§ 1 i lov om finansiel virksomhed fastsætter lovens anven-

delsesområde. Det fremgår af § 1, stk. 4, 1.-4. pkt., og stk.

5, 1. og 2. pkt., hvilke regler der finder anvendelse, for

de i bestemmelserne nævnte selskaber, når de har opnået

tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union

eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det

finansielle område.

§ 1, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed fastsætter hvilke

regler, der gælder for danske filialer af udenlandske kredit-

institutter, pengeinstitutter, realkreditinstitutter, værdipapir-

handlere, investeringsselskaber, administrationsselskaber og

forsikringsselskaber.

§ 1, stk. 5, fastsætter hvilke regler, der gælder for tjene-

steydelser ydet her i landet af udenlandske kreditinstitut-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

ter, administrationsselskaber forsikringsselskaber og værdi-

papirhandlere, der ikke har filial i Danmark.

Den Europæiske Union har beføjelse til at indgå aftaler med

tredjelande, herunder inden for det finansielle område. Disse

aftaler vil være indgået med hjemmel i artikel 216-219 i

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Europa-Kommissionen underskrev på Unionens vegne den

22. september 2017 en bilateral aftale med USA om tilsyns-

regler vedrørende forsikring og genforsikring, jf. EU-Tiden-

de 2017, nr. L 258, side 1-22. Aftalen træder i kraft i sep-

tember 2022.

Aftalen skal sikre, at der ikke sker dobbeltregulering af for-

sikrings- eller genforsikringskoncerner, der foretager græn-

seoverskridende virksomhed til eller fra EU eller USA. Af-

talen regulerer bl.a. krav til sikkerhedsstillelse, som sær-

ligt har været relevant for europæiske forsikrings- og gen-

forsikringsvirksomheder, der ved aftalens indgåelse havde,

hvad der svarer til, ca. 254 milliarder danske kroner i sik-

kerhed. Aftalen fjerner derudover nærmere krav til lokal

tilstedeværelse, som betingelse for at indgå genforsikrings-

aftale. Herudover reguleres den rolle, som værts- og hjemtil-

synsmyndigheder har, hvad angår koncerntilsyn med forsik-

rings- eller genforsikringskoncerner, hvis verdensomspæn-

dende moderselskab befinder sig i enten EU eller USA.

2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Danmark er som medlemsland af Den Europæiske Union

forpligtet til at efterleve aftaler indgået mellem Unionen og

et tredjeland.

Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at tilpasse anvendelses-

området for lov om finansiel virksomhed, så der er klarhed

om, at reglerne i lov om finansiel virksomhed viger for,

hvad der fastsat i henhold til de internationale aftaler.

2.18.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at reglerne i lov om finansiel virksomhed skal

vige for, hvad der er fastsat i eller i henhold til internationale

aftaler.

Internationale aftaler skal forstås som de aftaler, som Den

Europæiske Union indgår med tredjelande med hjemmel

i artikel 216-219 i Traktaten om Den Europæiske Unions

Funktionsmåde.

Den foreslåede ændring vil præcisere, at lov om finansiel

virksomhed ikke er til hinder for efterlevelsen af de inter-

nationale aftaler, som den Europæiske Union indgår med

tredjelande.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §

1, nr. 3.

2.19. Strafhjemmel for manglende efterlevelse af påbud om

udøve accessorisk virksomhed i et andet selskab

2.19.1. Gældende ret

Det fremgår af § 24, stk. 1, at pengeinstitutter, realkreditin-

stitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der

er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse

til. Som accessorisk virksomhed anses også digitale løsnin-

ger og services, der er forbundet med eller ligger i naturlig

forlængelse af den tilladte virksomhed. Finanstilsynet kan

bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et

andet selskab.

Det fremgår af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,

at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser

straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre

højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det fremgår af § 373, stk. 3, at en finansiel virksomhed, en

finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirk-

somhed, der ikke efterkommer et påbud for overtrædelse af

en række nærmere angivne bestemmelser, kan straffes med

bøde.

2.19.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Finanstilsynet kan påbyde pengeinstitutter og realkreditinsti-

tutter at drive accessorisk virksomhed til den virksomhed,

der er givet tilladelse til, i et andet selskab i medfør af § 24,

stk. 1, 3. pkt.

Det er hensigten, at Finanstilsynet skal kunne straffe mang-

lende efterlevelse af påbuddet med bøde.

På nuværende tidspunkt er bestemmelsen strafbelagt ved §

373, stk. 1, der alene hjemler mulighed for at straffe over-

trædelser af de nærmere oplistede bestemmelser. Hjemme-

len til at straffe manglende efterlevelse af påbud fremgår af

§ 373, stk. 3, 1. pkt., hvorfor § 24, stk. 1, 3. pkt., retteligt

henhører hertil.

Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at fjerne § 24, stk. 1, 3.

pkt., fra § 373, stk. 1, og tilføje § 24, stk. 1, 3. pkt., til § 373,

stk. 3, 1. pkt., således at strafhjemmelen er korrekt.

2.19.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at tilpasse strafhjemmelen for manglende efter-

levelse af påbud om at udøve accessorisk virksomhed i et

andet selskab.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Det foreslåede vil medføre, at det fremover fremgår af lov

om finansiel virksomhed, at det er manglende efterlevelse

af et påbud om at udøve accessorisk virksomhed i et andet

selskab, der kan straffes.

2.20. Ændring af revision af § 122, stk. 2, i lov om betalin-

ger

2.20.1. Gældende ret

Det følger af § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december

2019, at erhvervsministeren senest i folketingsåret 2021-22

fremsætter forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om

betalinger, jf. denne lovs § 7, nr. 5.

2.20.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Under Folketingets behandling af L 46 af samling 2019-20,

der ved stadfæstelse blev lov nr. 1374 af 13. december 2019,

blev der foretaget en ændring af lovforslagets § 19, stk. 7,

der af udvalgsbetænkningens bemærkninger er begrundet i

alene at være en lovteknisk ændring. Ændringen forårsagede

imidlertid en utilsigtet ændring af den tidsmæssige ramme

til at evaluere og revidere § 122, stk. 2, i lov om betalinger

som indsat ved samme lov.

Det findes hensigtsmæssigt, at ændre i § 19, stk. 7, i lov

nr. 1374 af 13. december for at bringe revisionsbestemme-

len vedrørende § 122, stk. 2, i lov om betalinger tilbage

i overensstemmelse med ordlyden af og intentionen bag

aftaleteksten bag den politiske aftale af den 19. september

2019 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre,

Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti,

Enhedslisten, Konservative og Alternativet om styrkede ind-

grebsmuligheder over for gebyrer m.v. på betalingsservice-

løsninger. Det fremgår af aftaleteksten, at aftaleparterne er

enige om, at udvidelsen af § 122 vil blive evalueret to år

efter lovændringens ikrafttræden. Udvidelsen af § 122 trådte

i kraft pr. 1. januar 2020. Evalueringen kan derfor først

foretages primo 2022.

Evalueringen skal foretages med henblik på, at erhvervsmi-

nisteren derefter skal fremsætte forslag om revision af §

122, stk. 2. Revisionsbestemmelsen skal som en konsekvens

heraf ændres til at gælde folketingsåret 2022-23 i stedet

for den nuværende ordlyd i revisionsbestemmelsen om fol-

ketingsåret 2021-22.

2.20.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at erhvervsministeren senest i folketingsåret

2022-2023 fremsætter forslag om revision af § 122, stk. 2, i

lov om betalinger.

Denne ændring gør det muligt at foretage en evaluering af

udvidelsen af § 122 i lov om betalinger to år efter lovæn-

dringens ikrafttræden, hvilket vil være i overensstemmelse

med aftaleteksten bag den politiske aftale af den 19. septem-

ber 2019 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre,

Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti,

Enhedslisten, Konservative og Alternativet om styrkede ind-

grebsmuligheder over for gebyrer m.v. på betalingsservice-

løsninger.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-

ser for det offentlige

Lovforslaget medfører mindre negative økonomiske konse-

kvenser for det offentlige som følge af deltagelse i tilsyns-

kollegium i medfør af CCPRR-forordningen.

Forslaget vil medføre begrænsede negative økonomiske

konsekvenser for det offentlige som følge af den foreslåe-

de supplerende underretningsforpligtelse ved boligkreditfor-

midleres udøvelse af grænseoverskridende virksomhed.

Lovforslagets § 2, nr. 5, og § 7, nr. 12, hvor Finanstilsynet

og Finansiel stabilitet foreslås udpeget til at være afviklings-

myndigheder for CCP’er i Danmark medfører begrænsede

negative økonomiske konsekvenser for det offentlige, da der

ikke er en CCP i Danmark. Bliver der oprettet en CCP i

Danmark vil det medføre større byrder for det offentlige

som følge af behov for flere årsværk til at håndtere den

øgede arbejdsmængde for myndighederne.

Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digita-

liseringsklar lovgivning. Lovforslagets § 1, nr. 15, § 6,

nr. 2, §§ 10 og 12 om virksomhedernes mulighed for at

behandle kunders personnummer til administrative formål,

understøtter genbrug af eksisterende offentlige data og sik-

rer, at kunder kan identificeres på tværs af virksomhedens

administrative funktioner. Lovforslagets § 1, nr. 15, § 6, nr.

2, §§ 10 og 12, tager desuden højde for princippet om tryg

og sikker databehandling, da de finansielle virksomheder er

vant håndtere personnumre, og at det derfor må formodes,

at virksomhederne har de nødvendige foranstaltninger for

at sikre en gennemsigtig, fortrolig og sikker håndtering af

persondata.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-

livet m.v.

Forslaget om pligt for investeringsforeninger og investe-

ringsforvaltningsselskabers til at integrere bæredygtigheds-

risici i deres virksomhedsstyring forventes at være forbun-

det med begrænsede negative økonomiske og administrative

konsekvenser. Dette skyldes, at mange virksomheder allere-

de i dag har fokus på bæredygtighed og derfor har indarbej-

det bæredygtighed i den måde de driver virksomhed på og

dermed i den måde de efterlever gældende regler.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Forslaget om undtagelse til reglerne om risikospredning for-

ventes at medføre positive økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet.

Lovforslagets § 8, nr. 3, om at ejendomskreditselskaber ved

ansøgning også skal kunne dokumentere en forretningsgang

for udførelse af kreditværdighedsvurdering i medfør af lov-

forslagets vil medføre begrænsede negative administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

Ændringen af afgiftsbeløbet i lovforslagets § 1, nr. 29, med-

fører at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæg-

lerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en

eller begge af de investeringsservicer eller -aktiviteter, der

er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæg-

lerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter betaler en

højere afgift til Finanstilsynet.

Lovforslagets § 1, nr. 9-14, vil medføre, at forsikringsselska-

ber fremadrettet vil skulle opføre, samt eje og drive fast

ejendom og infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, trans-

portanlæg og bygningsanlæg, i et datterselskab frem for i

selve forsikringsselskabet. De økonomiske konsekvenser af

dette er ikke kvantificerbare.

Lovforslagets § 1, nr. 9-14, vil ligeledes medføre, at for-

sikringsselskaberne har mulighed for at yde sundheds- og

plejeydelser i et datterselskab, hvis det har tilknytning til

forsikringsselskabets tilladelse. De økonomiske konsekven-

ser af dette er dog ikke nærmere kvantificerbare.

I forhold til principperne for agil erhvervsrettet regulering

vurderes forslaget ikke at påvirke virksomhedernes mulighe-

der for at teste, udvikle og anvende digitale teknologier og

forretningsmodeller.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget medfører ikke administrative konsekvenser for

borgerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke miljø- og naturmæssige konse-

kvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget supplerer Europa-Parlamentets og Rådets For-

ordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om doku-

menter med central information om sammensatte og for-

sikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer

(PRIIP’er), EU-tidende 2014, nr. L 352, side 1.

Lovforslagets § 3 implementerer dele af Europa-Parlamen-

tets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om sam-

ordning af love og administrative bestemmelser om visse

institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investe-

ringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Lovforslagets § 1, nr. 8, og § 3 nr. 8, implementerer dele af

Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21.

april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt

angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer,

der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter),

EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141.

Lovforslagets § 6 implementerer dele af Europa-Parlamen-

tets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november

2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af

direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU,

2014/59/EU og 2014/65/EU.

Med lovforslaget foretages fornødne ændringer i lov om

kapitalmarkeder, lov om restrukturering og afvikling af visse

finansielle virksomheder og lov om finansiel virksomhed,

som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for

genopretning og afvikling af centrale modparter. De foreslå-

ede ændringer indebærer bl.a., at Finanstilsynet og Finansiel

Stabilitet udpeges som afviklingsmyndig for CCP’er, der

har hjemsted i Danmark. Dette inkluderer bl.a. ændring af

direktiv 2014/59/EU (BRRD), der følger af CCPRR-forord-

ningens artikel 93.

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsik-

ringsdistribution og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2014/17 EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i

forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af

direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.

1093/2010.

Lovforslagets § 8, nr. 1, implementerer artikel 18, stk. 2,

lovforslagets § 9, nr. 1 og 2, implementerer artikel 29, stk.

5, litra b, og artikel 29, stk. 6, Lovforslagets § 9, nr. 3 og

5, implementerer artikel 32, stk. 2, og lovforslagets § 9, nr.

4 implementerer dele af artikel 32, stk. 1, 2. pkt., i Europa-

Parlamentets og Rådets direktivet 2014/17/EU af 4. februar

2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejen-

dom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og

2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Lovforslagets § 5, nr. 9, implementerer artikel 89 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366 af 25. november

2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring

af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og for-

ordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv

2007/64/EF (PSD2).

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden den 19. oktober til

den 15. november 2021 været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer m.v.:

Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet,

Akademisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension

(ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish

Venture Capital and Private Equity Association (DVCA),

Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk

Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk

Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,

Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-

retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksæt-

ter Forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF,

Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal,

Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikrings-

funktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske

Rederier, Danske Regioner, Den Danske Aktuar-forening,

Den Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalyti-

kerforening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det natio-

nale netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds

sekretariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforenin-

gen, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA

– Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og Forsikrings-

Agenturer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internet-

handel, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbun-

det, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet,

Finanssektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbru-

gerrådet Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forret-

ningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Forenin-

gen af Interne Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, For-

eningen Danske Revisorer, Foreningen for platformsøkono-

mi, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsforbundet,

Forsikringsmæglerforeningen v/ Direktør Flemming Kosa-

kewitsch, FSR – danske revisorer, Garantiformuen, Gar-

ban-Intercapital Scandinavia, HK, Horesta Arbejdsgiveror-

ganisation, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes

Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISA-

CA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kom-

munernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledel-

se, Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Uni-

versitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker,

Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for

Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Libe-

rale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes

Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S,

Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain

Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening,

Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Uni-

versitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverfor-

ening, Syddansk Universitet, Telekommunikationsindustrien

i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Wes-

tern Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency Interna-

tional Danmark, Ørsted, Den Europæiske Centralbank, Fæ-

røernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne

og Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland.

Et udkast til lovforslaget har i perioden den 26. november

til den 15. december 2021 været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer m.v.:

Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet,

Akademisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension

(ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish

Venture Capital and Private Equity Association (DVCA),

Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk

Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk

Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,

Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkø-

retøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksæt-

ter Forening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF,

Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal,

Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikrings-

funktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske

Rederier, Danske Regioner, Den Danske Aktuar-forening,

Den Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalyti-

kerforening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det natio-

nale netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds

sekretariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforenin-

gen, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA

– Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og Forsikrings-

Agenturer, FDIH – Foreningen for Distance- og Internet-

handel, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbun-

det, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet,

Finanssektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbru-

gerrådet Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forret-

ningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Forenin-

gen af Interne Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, For-

eningen Danske Revisorer, Foreningen for platformsøkono-

mi, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsforbundet,

Forsikringsmæglerforeningen v/ Direktør Flemming Kosa-

kewitsch, FSR – danske revisorer, Garantiformuen, Gar-

ban-Intercapital Scandinavia, HK, Horesta Arbejdsgiveror-

ganisation, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes

Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISA-

CA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kom-

munernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledel-

se, Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Uni-

versitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker,

Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Libe-

tern Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency Interna-

rale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes

tional Danmark, Ørsted, Den Europæiske Centralbank, Fæ-

Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S,

røernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne

Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain

og Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland.

Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening,

Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Uni-

versitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverfor-

10. Sammenfattende skema

ening, Syddansk Universitet, Telekommunikationsindustrien

i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Wes-

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,

før »Ingen«)

anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for stat, Ingen

Forslaget vil medføre begrænsede

kommuner og regioner

økonomiske konsekvenser for det

offentlige som følge af den foreslå-

ede supplerende underretningsfor-

pligtelse ved boligkreditformidleres

udøvelse af grænseoverskridende

virksomhed.

Implementeringskonsekvenser for Ingen

Ingen

stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for er- Ingen

Ingen

hvervslivet

Administrative konsekvenser for er- Forslaget om undtagelse til reglerne Forslaget vil medføre begrænse-

hvervslivet

om risikospredning i lov om inve-

de negative administrative konse-

steringsforeninger m.v. forventes at kvenser for erhvervslivet, idet ejen-

medføre positive økonomiske konse- domskreditselskaber ved ansøgning

kvenser for erhvervslivet.

også skal kunne dokumentere en

forretningsgang for udførelse af

kreditværdighedsvurdering.

Forslaget om at investeringsforvalt-

ningers og investeringsforeninger

skal tage hensyn til bæredygtig-

hedsrisici i led af deres virksom-

hedsstyring vil medføre administra-

tive konsekvenser for de omfattede

virksomheder.

Ingen

Administrative konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Lovforslaget supplerer Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr.

1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central informa-

tion om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til de-

tailinvestorer (PRIIP’er).

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative

bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer

(investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Lovforslaget implementerer dele af EU-Tidende 2009, nr. L 302, side

32 og dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de

bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til

i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapirer.

Lovforslaget supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvik-

ling af centrale modparter.

Lovforslagets § 6, nr. 1 og 3-5, implementerer dele af artikel 15, stk.

5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. no-

vember 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af

direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU

og 2014/65/EU.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014

om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse.

Lovforslagets § 5, nr. 9, implementerer artikel 89 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester

i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF

og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af

direktiv 2007/64/EF (PSD2).

Er i strid med principperne for

implementering af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end minimumskrav i

EU-regulering

de 2019, nr. L 150, side 253, dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om

udstedelse af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med

dækkede obligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF

og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328, side 29, og

dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270

af 21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så

vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfakto-

rer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter),

EU-Tidende 2021, nr. L 277, side 141.

Nyaffattelsen foreslås på baggrund af, at dele af Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019,

EU-tidende 2019, nr. L 150, side 253 blev fjernet fra fodno-

ten ved lov nr. 1663 af 8. juni 2021 ved en fejl.

Nyaffattelsen foreslås derudover på baggrund af, at hen-

visning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2019/2162 af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede

obligationer og offentligt tilsyn med dækkede obligationer

og om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU, EU-

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (Fodnoten til lov om finansiel virksomhed)

Den gældende fodnote til lov om finansiel virksomhed, jf.

lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021 (herefter

lov om finansiel virksomhed), indeholder i 1. pkt. en oplist-

ning af de direktiver og ændringsdirektiver, som er imple-

menteret helt eller delvist i loven.

Det foreslås at nyaffatte

fodnoten 1. pkt.

Den foreslåede ændring vil videreføre den gældende fodnote

og tilføje, at loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-tiden-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Tidende 2019, nr. L 328, side 29, ved en fejl ikke blev indsat

ved lov nr. 1166 af 8. juni 2021.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-

hed, fastsætter, at for filialer her i landet af udenlandske

virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i §§

7-11 nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske

Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på

det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 30, 32, 34-36,

43, 44, 47-48 a, 50-60, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7,

§§ 347 c og 348, § 352, stk. 2, §§ 354 a, 360, 363 a, 368-370

og 373-374 anvendelse.

Den gældende § 4, stk. 1, i databeskyttelsesloven bestem-

mer, at loven og regler udstedt i medfør af loven gælder for

behandling af personoplysninger, som foretages som led i

aktiviteter, der udføres for en dataansvarlig eller en databe-

handler, som er etableret i Danmark, uanset om behandlin-

gen finder sted i EU.

Det fremgår af lovbemærkningerne til § 4, stk. 1, i data-

beskyttelsesloven, jf. Folketingstidende 2017-18, A, L 68

som fremsat, side 173-174, at bestemmelsen lægger sig

helt op ad det geografiske anvendelsesområde for databe-

skyttelsesforordningen således, at det geografiske område

for forordningen og databeskyttelsesloven er sammenfalden-

de. Det fremgår videre af lovbemærkningerne, at etablering

i bestemmelsens forstand foreligger, når der er tale om

faktisk udøvelse af aktiviteter gennem en mere permanent

struktur. Den pågældende strukturs retlige form er uden be-

tydning. Omfattet vil således kunne være aktiviteter, der

udøves af såvel filialer som datterselskaber med status som

juridisk person.

Når finansielle virksomheder driver filialvirksomhed i Dan-

mark, sker det typisk i form af etablering af en dansk virk-

somhed. Databeskyttelseslovens regler, herunder § 11, stk.

2, om behandling af oplysninger om personnummer, finder

dermed også anvendelse for filialer her i landet af en uden-

landsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve

den i §§ 7-11 nævnte virksomhed (finansiel virksomhed) i

et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Filialer her i landet af en udenlandsk virksomhed, der er

meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land

inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen

har indgået aftale med på det finansielle område, udfører de

samme typer af opgaver over for sine kunder, som de dansk

etablerede finansielle virksomheder gør. Behovet for enty-

digt at kunne identificere sine kunder er derfor det samme

for filialerne.

Det foreslås derfor i

§ 1, stk. 4, 1. pkt.,

at indsætte en

henvisning til § 43 b i § 1, stk. 4, 1. pkt.

Det foreslåede medfører, at § 43 b også vil finde anvendelse

for filialer her i landet af udenlandske virksomheder, der

er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 7-11 nævnte virk-

somhed, i et land inden for Den Europæiske Union eller et

land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle

område.

Med lovændringen vil også filialer af finansielle virksom-

heder her i landet kunne benytte den nye personnummerbe-

stemmelse som behandlingshjemmel, når det er nødvendigt

for at kunne opnå en entydig identifikation, såfremt der

er tale om en filial af en udenlandsk virksomhed, der er

meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land

inden for Den Europæiske Union eller et land, som Uni-

onen har indgået aftale med på det finansielle område. Det-

te er også med til at sikre level playing field mellem de

dansk etablerede finansielle virksomheder og filialerne af

udenlandske virksomheder, herunder virksomheder der er

meddelt tilladelse til at udøve pengeinstitutvirksomhed, i et

land inden for Den Europæiske Union eller et land, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 4, 1.-4. pkt., og stk. 5, 1. og 2. pkt., i lov

om finansiel virksomhed)

Den gældende § 1 i lov om finansiel virksomhed fastsætter

lovens anvendelsesområde.

Det følger af § 1, stk. 4, 1. pkt., at for filialer her i landet

af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til

at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land inden

for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har

indgået aftale med på det finansielle område, finder §§ 6, 6

a, 6 b, 30, 32, 34-36, 43, 44, 47-48 a, 50-60, 344 og 345, §

347, stk. 1-3, 5 og 7, §§ 347 c og 348, § 352, stk. 2, §§ 354

a, 360, 363 a, 368-370 og 373-374 anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 4, 2. pkt., at for filialer her i landet af

kreditinstitutter finder § 152 a, stk. 2, 2. pkt., anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 4, 3. pkt., at for filialer her i landet

af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til

at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et andet land in-

den for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen

har indgået aftale med på det finansielle område, finder §

347 a endvidere anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 4, 4. pkt., at for filialer og tilknyttede

agenter her i landet af kreditinstitutter og investeringsselska-

ber, der er meddelt tilladelse til at yde investeringsservice

eller udføre investeringsaktiviteter i et andet land inden for

Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

indgået aftale med på det finansielle område, og som udfører

sådan aktivitet her i landet, finder §§ 30, 32, 46 a og 46 b, §

72, stk. 2, nr. 5, §§ 77 e, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og 7,

samt §§ 348 og 354 a anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 5, 1. pkt., at for tjenesteydelser her

i landet ydet af kreditinstitutter, administrationsselskaber og

forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et andet land

inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen

har indgået aftale med på det finansielle område, finder §§

6, 6 a, 6 b, 31, 36, 43, 44 og 46-60, § 347, stk. 1, og § 348,

stk. 1, anvendelse.

Det følger af § 1, stk. 5, 2. pkt., at for tjenesteydelser her

i landet ydet af kreditinstitutter og investeringsselskaber,

der er meddelt tilladelse til at yde investeringsservice eller

udføre investeringsaktiviteter i et andet land inden for Den

Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået

aftale med på det finansielle område, finder § 31, § 347, stk.

1, og § 348, stk. 1, anvendelse.

Det fremgår af bemærkningerne til § 1, stk. 3, at formule-

ringen »lande som Fællesskabet har indgået aftale med på

det finansielle område« skal fortolkes således, at den i prin-

cippet omfatter en hvilken som helst aftale, som EU indgår

med et tredjeland, og som omfatter finansielle tjenesteydel-

ser. De finansielle direktiver indeholder de betingelser, som

skal være opfyldt for, at et samarbejde kan indledes, jf.

Folketingstidende 2003-04, tillæg A, L 176, side 118.

Internationale aftaler, der kan udgøre en undtagelse til reg-

lerne, skal være indgået mellem Den Europæiske Union og

et tredjeland efter reglerne i artikel 216-219 i Traktaten om

Den Europæiske Unions Funktionsmåde, der fastsætter be-

tingelser og procedurer for indgåelse af internationale aftaler

mellem Unionen og tredjelande.

Det foreslås i

§ 1, stk. 4, 1.-4. pkt.,

stk. 5, 1.

2. pkt.,

indsætte »med de afvigelser, som er fastsat i eller i henhold

til internationale aftaler« efter »anvendelse«.

Det foreslåede vil medføre, at anvendelsesområdet af regler-

ne i lov om finansiel virksomhed for filialer af udenlandske

virksomheder, og tjenesteydelser her i landet ydet af uden-

landske virksomheder viger for, hvad der er fastsat i eller i

henhold til internationale aftaler.

Ændringen foretages i lyset af en bilateral aftale mellem

Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om

tilsynsregler vedrørende forsikring og genforsikring, jf. EU-

Tidende 2017, nr. L 258, side 1-22, og for at sikre tydelig-

hed om, at sådanne aftaler går forud for reglerne i lov om

finansiel virksomhed for filialer af udenlandske virksomhe-

der, og tjenesteydelser her i landet ydet af udenlandske

virksomheder. Formålet med den konkrete aftale, der har

foranlediget et genbesøg af ordlyden i § 1, stk. 4, 1.-4. pkt.,

og stk. 5, 1. og 2. pkt., er, at øge den reguleringsmæssige

sikkerhed og sikre lige vilkår for forsikrings- og genforsik-

ringsselskaber, der driver virksomhed i EU og De Forenede

Stater, at forbedre beskyttelsen af forsikringstagere og andre

forbrugere samt at fremme samarbejdet og udvekslingen af

fortrolige oplysninger mellem tilsynsmyndigheder på begge

sider af Atlanten. Aftalen skal overordnet sikre, at visse

angivne barrierer, som krav om lokal tilstedeværelse via

filialer, ikke pålægges for at få adgang til hinandens marke-

der.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærk-

ninger afsnit 2.18.

Til nr. 4 (§ 1, stk. 19, i lov om finansiel virksomhed)

De gældende regler i §§ 71 a-71 c, 177 a-177 b, 182 b-182

f, 224 a, kapitel 15 a, 17 og 17 a i lov om finansiel virk-

somhed, indeholder regler om genopretning og afvikling af

finansielle virksomheder. Reglerne implementerer direktiv

2014/59/EU (BRRD), om et regelsæt for genopretning og

afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber.

I § 1 i lov om finansiel virksomhed foreslås der indsat et

nyt

stk. 19,

hvorefter pengeinstitutter, der samtidig er med-

delt tilladelse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til

artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 undtages for de

ovennævnte bestemmelser, der er implementeret som følge

af BRRD. Det foreslåede implementerer CCPRR-forordnin-

gens artikel 93, der ændrer i BRRD.

Det foreslåede vil medføre, at lovens bestemmelser om gen-

opretning og afvikling, implementeret som følge af direktiv

2014/59/EU (BRRD), ikke finder anvendelse for pengeinsti-

tutter, der samtidig er meddelt tilladelse som centrale mod-

parter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr.

648/2012 (EMIR).

I henhold til EMIR forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 1, er

en CCP en juridisk person, der intervenerer mellem modpar-

terne i aftaler, som handles på et eller flere finansielle mar-

keder, og bliver køber over for enhver sælger og sælger over

for enhver køber. Centrale modparter (CCP’er) fungerer så-

ledes som bindeled mellem parter i en værdipapirhandel ved

at agere modpart mod både køber og sælger. CCP’en påtager

sig risikoen for køber og sælger i tidsrummet fra handlen er

indgået og til den er afsluttet. Hvis én modpart går konkurs,

inden handlen er afsluttet, forpligtiges CCP’en således over

for den anden part. Pengeinstitut kan have tilladelse som

CCP.

CCPRR-forordningens regler om afvikling og genopretning

omfatter bestemmelser om genopretnings- og afviklings-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

planlægning, afviklingsmuligheder, værdiansættelse, afvik-

lingsværktøjer, afviklingsbeføjelser og sikkerhedsforanstalt-

ninger. CCPRR-forordningen ligner således BRRD på man-

ge punkter, dog findes der ingen krav til nedskrivningsegne-

de passiver (NEP-krav) i CCPRR-forordningen.

Baggrunden for forslaget er, at det i enkelte medlemslande

er set, at CCP’er også har fået en pengeinstituttilladelse,

f.eks. med henblik på at kunne få en konto i medlems-

statens centralbank. Det vurderes ikke at være foreneligt

med CCP’ens tilladelse at drive egentlig pengeinstitutvirk-

somhed, hvorfor bestemmelsen ikke åbner mulighed for,

at almindelige pengeinstitutter kan opnå CCP-tilladelse og

derved undgå krav, der følger af BRRD.

Det vurderes ikke at være foreneligt med CCP’ens tilladelse

at drive egentlig pengeinstitutvirksomhed, hvorfor bestem-

melsen ikke åbner mulighed for, at almindelige pengeinsti-

tutter kan opnå CCP-tilladelse og derved undgå krav, der

følger af BRRD.

Henset til at der ikke findes CCP’er i Danmark på nuvæ-

rende tidspunkt, forventes lovforslaget ikke at have nogen

umiddelbare konsekvenser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.8. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 5, stk. 1, nr. 75, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed

fastlægger lovens definitioner.

Det foreslås at indsætte et

nr. 75

i § 5, stk. 1, som siger,

at bæredygtighedsrisiko defineres som i artikel 2, nr. 22, i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Bestemmelsen implementerer artikel 1, nr. 1, andet led, i

Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21.

april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt

angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer,

der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen afspejler bæredygtighedsrisiko som define-

ret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bære-

dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle

tjenesteydelser (disclosureforordningen). Bæredygtighedsri-

siko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig,

social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed,

som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væ-

sentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.3. i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 5, stk. 1, nr. 80, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 5, stk. 1, nr. 80, definerer udgående netto-

pengestrømme.

Det foreslås at

§ 5, stk. 1, nr. 80,

ophæves og i stedet ind-

sættes en definition af udgående nettopengestrømme, der

svarer til artikel 3, stk. 1, nr. 16, i direktiv om udstedelse

af dækkede obligationer og offentligt tilsyn med dækkede

obligationer i § 5, stk. 1, nr. 76.

Udgående nettopengestrømme defineres i artikel 3, stk. 1,

nr. 16, i direktiv om udstedelse af dækkede obligationer

og offentligt tilsyn med dækkede obligationer som alle ud-

gående betalingsstrømme, der forfalder på en dag, herunder

hovedstol og rentebetalinger samt betalinger i henhold til

derivatkontrakter omfattet af programmet for dækkede obli-

gationer, eksklusive alle indgående betalingsstrømme, der

forfalder på den samme dag for krav, der er relateret til de

dækkende aktiver.

Begrebet finder anvendelse i direktivets artikel 16 om krav

til en likviditetsbuffer, som med forslaget implementeres i

dansk ret.

Det foreslåede viderefører den gældende § 5, stk. 1, nr.

80. Videreførelsen foreslås, da § 5, stk. 1, ikke indeholder

numre 75-79. Der er dermed et hul i oplistningen mellem §

5, stk. 1, nr. 74 og 80.

Det foreslåede medfører ikke en materiel ændring.

Til nr. 7 (§ 10, stk. 7, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Bilag 5 indeholder en liste over finansielle instrumenter. I

§ 10, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgø-

relse nr. 2497 af 15. december 2021, henvises der til bilag 5.

Bilag 5 i lov om finansiel virksomhed blev ophævet ved lov

nr. 1155 af 8. juni 2021. Bilaget blev samtidig indsat som

bilag 2 til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-

vice og -aktiviteter.

Det foreslås i

§ 10, stk. 7, 2. pkt.,

at ændre »bilag 2 i lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter,

nr. 3« til: » bilag 2, nr. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og

investeringsservice og -aktiviteter«.

Ændringen er en lovteknisk justering og har ingen materiel

betydning.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Til nr. 8 (§ 11, stk. 12, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virk-

somhed stiller krav om tilladelse til udøvelse af forsikrings-

virksomhed.

Den gældende § 14 indeholder bl.a. de krav, som en virk-

somhed skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve for-

sikringsvirksomhed.

Den gældende § 18, stk. 1, indeholder krav om, at en ansøg-

ning om tilladelse skal indeholde en, af forsikringsselskabet

udarbejdet, driftsplan for den virksomhed, som forsikrings-

selskabet agter at drive.

Den gældende § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om finan-

siel virksomhed fastslår, at livsforsikringsvirksomhed ikke

i samme selskab må forenes med anden forsikringsvirksom-

hed. Livsforsikringsselskaber kan dog ud over livsforsik-

ringsvirksomheden udøve virksomhed inden for forsikrings-

klasserne 1 og 2, jf. bilag 7.

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for

Finanstilsynet til at fastsatte nærmere regler om livsforsik-

ringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed.

Bemyndigelsen er blevet benyttet til at udstede bekendtgø-

relse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsikringsselska-

bers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås i § 11 at indsætte

stk. 12,

hvorefter en virksom-

hed, der har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed

omfattet af bilag 8, kan ansøge om tilladelse til samtidig

at udøve skadesforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7,

klasse 1 og 2.

Det foreslåede er en præcisering af kravet om, at livsforsik-

ringsselskaber skal have tilladelse til at drive skadesforsik-

ringsvirksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og 2.

Det har hidtil været muligt for livsforsikringsselskaber at

ansøge om tilladelse til at udøve syge- og ulykkesforsikrin-

ger efter den gældende § 11, stk. 1. Den foreslåede ændring

vil medføre, at livsforsikringsselskaber, der ønsker at udøve

SUL-aktiviteter, fremadrettet skal ansøge i medfør af den

foreslåede § 11, stk. 12.

Til nr. 9 (§ 14, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virk-

somhed stiller krav om, at udøvelse af forsikringsvirksom-

hed kræver tilladelse.

Den gældende § 14 indeholder bl.a. de krav, som en virk-

somhed skal opfylde for at opnå tilladelse til at udøve for-

sikringsvirksomhed.

Den gældende § 14, stk. 2, stiller krav om, at en ansøgning

om tilladelse efter §§ 7-11 skal indeholde de oplysninger,

der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af,

om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, disse oplysninger er

bl.a. oplysninger om størrelsen af de kvalificerede andele og

virksomhedens organisation.

Den gældende § 18, stk. 1, indeholder krav om, at en ansøg-

ning om tilladelse skal indeholde en af forsikringsselskabet

udarbejdet driftsplan for den virksomhed, som forsikrings-

selskabet agter at drive.

Den gældende § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2, stiller krav til

den kapital, som et forsikringsselskab som absolut minimum

skal være i besiddelse af.

Det foreslås at indsætte

stk. 8, 1. pkt.,

i § 14, hvorefter en

livsforsikringsvirksomhed, der søger om tilladelse til at udø-

ve skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab efter § 11,

stk. 12, udover at opfylde kravene til tilladelse, skal godtgø-

re, at den råder over det anerkendte basiskapitalgrundlag til

dækning af det absolutte minimum for minimumskapitalkra-

vet for livsforsikringsselskaber og det absolutte minimum

for minimumskapitalkravet for skadesforsikringsselskaber,

jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2.

Kravene til tilladelse skal forstås i overensstemmelse med

reglerne om tilladelse i § 11, stk. 1, og § 14, stk. 1 og 2.

Det foreslås at indsætte

stk. 8, 2. pkt.,

i § 14, hvorefter

virksomheden ligeledes skal godtgøre, at den fremover vil

opfylde de finansielle mindstekrav, der gælder.

Disse krav, som stammer fra Solvens II-direktivets artikel

74, stk. 3, er implementeret i bekendtgørelse om livsforsik-

ringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed og

fremgår af artikel 252 i kommissionens delegerede forord-

ning 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler

til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om

adgang til udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-

somhed.

Det foreslåede har til formål at præcisere dele af de krav

fra Solvens II-direktivet, der gælder, hvis en livsforsikrings-

virksomhed ansøger om at udøve skadesforsikringsvirksom-

hed omfattet af forsikringsklasse 1 og 2, jf. bilag 7. Be-

stemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 18,

stk. 3. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de krav,

der gælder for virksomheder, der har tilladelse til at drive

livsforsikringsvirksomhed i medfør af bilag 8, og skadesfor-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

sikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2, jf. bilag 7,

samtidig, jf. § 19, stk. 1, og de regler, der i medfør af § 19,

stk. 2, er udstedt i bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november

2021 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsik-

ringsvirksomhed.

Til nr. 10 (§ 19, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 11, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virk-

somhed stiller krav om, at udøvelse af forsikringsvirksom-

hed kræver tilladelse.

Den gældende § 19, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed

fastslår, at livsforsikringsvirksomhed ikke i samme selskab

må forenes med anden forsikringsvirksomhed. Livsforsik-

ringsselskaber kan dog ud over livsforsikringsvirksomheden

udøve virksomhed inden for forsikringsklasserne 1 og 2,

jf. bilag 7. Endvidere kan genforsikring af livsforsikring og

anden forsikring udøves af samme selskab.

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse

for Finanstilsynet til at fastsatte nærmere regler om livs-

forsikringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksom-

hed. Bemyndigelsen er blevet benyttet til at udstede be-

kendtgørelse nr. 2003 af november 2021 om livsforsikrings-

selskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed. Det be-

mærkes at § 19, stk. 2, der bliver stk. 3, foreslås ændret med

lovforslagets § 1, nr. 10.

Det foreslås at der i

§ 19

indsættes et nyt stykke efter stk. 1,

der bliver til stk. 2.

Det foreslås i

stk. 2, 1. pkt.,

at virksomheder, der efter § 11,

stk. 12, har tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed

og skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal sikre

særskilt forvaltning, så der sker en adskillelse af livsforsik-

ringsvirksomheden og skadesforsikringsvirksomheden.

Den foreslåede præcisering har til formål at præcisere de

krav i lov om finansiel virksomhed, der gælder når en virk-

somhed har tilladelse til at udøve livsforsikrings- og skade-

sforsikringsvirksomhed samtidig.

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at virksomheder,

der har opnået tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksom-

hed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig i samme sel-

skab, jf. § 11, stk. 12, skal etablere en organisering af virk-

somheden, der kan sikre opfyldelse af de krav, der gælder i

relation til særskilt forvaltning af de to typer virksomhed.

Bestemmelsen medfører, at der i lov om finansiel virksom-

hed skabes klarhed over det overordnede krav, der stam-

mer fra artikel 73, stk. 2 i Solvens II-direktivet om, at

disse virksomheder skal sikre en særkilt forvaltning i over-

ensstemmelse med kravene i artikel 74, så der sker en

adskillelse af livsforsikringsvirksomheden og skadesforsik-

ringsvirksomheden. Med præciseringerne sikres en tydelig

implementering af dele af artikel 73 og 74.

De nærmere krav til den særskilte forvaltning fra Solvens II-

direktivets artikel 74 er endvidere allerede implementeret i

bekendtgørelse nr. nr. 2003 af 1. november 2021 om livsfor-

sikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Reglerne om særskilt forvaltning i bekendtgørelse om livs-

forsikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksom-

hed, forudsætter, at der i virksomheder, der driver de to

typer forsikringsvirksomhed samtidig, er samme beskyttelse

af livsforsikringskunderne, som hvis livsforsikringsaktivite-

terne og SUL-aktiviteterne blev drevet i to separate selska-

ber. Der gælder således en række krav til den organisering

og forvaltning, som sådanne virksomheder skal iagttage,

herunder krav til hvordan forvaltningen skal foregå og hvor-

dan kapitalkrav skal opgøres og dækkes.

De nærmere krav til den særskilte forvaltning følger fortsat

af bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsfor-

sikringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Det fremgår af bekendtgørelsen, at virksomheden bl.a.

skal opgøre teoretiske minimumskapitalkrav i forhold til

både livsforsikrings- og skadesforsikringsdelen, ligesom det

fremgår at virksomheden skal føre interne særskilte opgø-

relser, hvor det fremgår, hvordan resultatet for henholdsvis

livsforsikring og syge- og ulykkesforsikring er opnået.

Det foreslås i

stk. 2, 2. pkt.,

at de livs- og skadesforsikredes

respektive interesser ikke må tilsidesættes, og overskuddet

hidrørende fra livsforsikring skal komme forsikringstagerne

til gode på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun

udøvede livsforsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen vil sikre en mere tydelig implementering af

det overordnede krav fra Solvens II-direktivets artikel 74,

stk. 1, om, at de livs- og skadesforsikredes respektive inte-

resser ikke må tilsidesættes, og at overskuddet hidrørende

fra livsforsikring må kun komme forsikringstagerne til gode

på samme måde, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede

livsforsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 1,

nr. 23, hvor det i § 344, stk. 2, 2. pkt., præciseres, at virk-

somheden både samlet set og i forhold til livsforsikrings-

virksomheden og skadesforsikringsvirksomheden hver for

sig skal have en holdbar forretningsmodel.

For at sikre forsikringstagernes interesser præciseres kravet

om, at f.eks. de gældende finansielle minimumsforpligtelser,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

der kræves opfyldt i relation til livsforsikringsvirksomhed

og skadesforsikringsvirksomhed, ikke må bæres af den an-

den form for virksomhed. Det foreslåede præciserer dermed,

at virksomheden skal sikre sig, at der ikke er afhængigheder

mellem de to forretningsben, herunder at der ikke opstår

behov for tilskud mellem de to typer virksomhed.

Til nr. 11 (§ 19, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 19, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for

Finanstilsynet til at fastsatte nærmere regler om livsforsik-

ringsselskabers udøvelse af skadesforsikringsvirksomhed.

Finanstilsynet har i overensstemmelse hermed udstedt be-

kendtgørelse nr. 2003 af 1. november 2021 om livsforsik-

ringsselskabers syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed. Be-

kendtgørelsen fastsætter nærmere regler for virksomheder,

der både har tilladelse til at drive livs- og skadesforsikrings-

virksomhed samtidig, herunder at virksomhederne skal sikre

særskilt forvaltning.

Bekendtgørelsen fastsætter bl.a., hvordan virksomhederne

skal understøtte kravet om særskilt forvaltning samt fastsæt-

ter krav til, hvordan virksomhedernes styring af den særskil-

te forvaltning skal foregå i praksis. Bekendtgørelsen rummer

bl.a. implementering af dele af Solvens II-direktivets artikel

74 og vil også fremover rumme de nærmere krav, der skal

opfyldes, for at leve op til kravene relateret til særskilt for-

valtning mellem livsforsikringsvirksomheden og skadesfor-

sikringsvirksomheden.

Det foreslås at

§ 19, stk. 2,

der bliver stk. 3, nyaffattes,

således, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for

forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive både livs-

og skadesforsikringsvirksomhed omfattet af klasse 1 og 2

samtidig, herunder regler for den særskilte forvaltning, jf.

det foreslåede stk. 2, og indberetning af oplysninger til brug

for Finanstilsynets tilsyn med forsikringsselskaberne.

Det foreslåede vil medføre, at bemyndigelsen er mere tids-

svarende og kan indeholde de regler, der løbende justeres på

EU-plan, som skal implementeres i bekendtgørelsen. Derud-

over bliver det præciseret, at Finanstilsynet kan fastsætte

krav til hvilke oplysninger tilsynet løbende skal modtage for

at kunne udføre den tilsynsmæssige opgave.

Det er hensigten, at bekendtgørelse nr. 2003 af 1. november

2021 skal videreføres, idet den senest ændrede bekendtgø-

relse vurderes at have sikret klarhed om de nærmere krav i

bl.a. Solvens II-direktivets artikel 74 til virksomheder, der

driver både livsforsikringsvirksomhed og syge- og ulykkes-

forsikringsvirksomhed i samme selskab.

Bekendtgørelsens gældende krav indebærer bl.a., at en virk-

somhed skal opgøre de teoretiske minimumskrav, der gælder

for de to forretningsområder, og at virksomheden dækker

disse krav med et tilsvarende beløb i anerkendte elementer

af basiskapitalgrundlaget. Det er i den forbindelse et krav, at

de gældende finansielle minimumsforpligtelser, der kræves

opfyldt i relation til livsforsikringsvirksomhed eller skade-

sforsikringsvirksomhed, ikke bæres af den anden form for

virksomhed.

Bekendtgørelsen indeholder hertil de krav, der gælder for

det interne set up, der skal etableres for at understøtte, at alle

indtægter og udgifter opdeles på de to typer virksomhed i en

intern opgørelse, således at resultatdannelsen og holdbarhe-

den af forretningsmodellen kan vurderes. Bekendtgørelsen

fastsætter endvidere de nærmere krav til indberetning af op-

lysninger til Finanstilsynet, som er nødvendige for Finanstil-

synets tilsyn med livsforsikringsselskabernes syge- og ulyk-

kesforsikringsvirksomhed (SUL-aktiviteterne).

Til nr. 12 (§ 24, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, § 25, 1. pkt., og § 26,

stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 24, stk. 1, i lov om finansiel

virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og for-

sikringsselskaber kan drive virksomhed, der er accessorisk

til den virksomhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til. Det

er en forudsætning, at den accessoriske virksomhed er for-

bundet med eller ligger i naturlig forlængelse af den virk-

somhed, Finanstilsynet har givet tilladelse til. Som accesso-

risk virksomhed anses også digitale løsninger og services,

der er forbundet med eller ligger i naturlig forlængelse af

den tilladte virksomhed. Finanstilsynet kan bestemme, at

den accessoriske virksomhed skal udøves af et andet sel-

skab.

Det følger af den gældende § 24, stk. 2, i lov om finan-

siel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og

forsikringsselskaber gennem dattervirksomheder må drive

anden finansiel virksomhed.

Det følger af den gældende § 25 i lov om finansiel virksom-

hed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikrings-

selskaber midlertidigt kan drive anden virksomhed til sik-

ring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller

med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervs-

virksomheder.

Den gældende § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,

fastsætter rammerne for, hvornår pengeinstitutter, realkredit-

institutter og forsikringsselskaber kan drive anden virksom-

hed i fællesskab med andre.

Det foreslås at ændre

§ 24, stk. 1, 1. pkt., § 24, stk. 2, § 25,

1. pkt.,

§ 26, stk. 1,

således at »pengeinstitutter, realkre-

ditinstitutter og forsikringsselskaber« ændres til »pengeinsti-

tutter og realkreditinstitutter«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke længe-

re omfattes af § 24, stk. 1, 1. pkt., § 24, stk. 2, § 25, 1.

pkt., og § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, så

bestemmelsen fremadrettet alene omfatter pengeinstitutter

og realkreditinstitutter.

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke længe-

re omfattes af § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,

så bestemmelsen fremadrettet alene omfatter pengeinstitut-

ter og realkreditinstitutter. De gældende regler foreslås for

forsikringsselskaber videreført i den foreslåede § 29 b, stk.

1. Der er i den foreslåede § 29 b, stk. 1, nr. 3, tilføjet, at det

andet selskab, som virksomheden skal udøves i, skal være et

selskab med begrænset hæftelse. Kravet har tidligere alene

fremgået af bemærkningerne til den gældende § 26, hvorfor

det foreslås indsat i bestemmelsen.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1,

nr. 14, hvorefter § 29 nyaffattes. Ved nyaffattelsen vil de

gældende regler i § 24, stk. 2, blive videreført til § 29, stk. 4,

nr. 1.

Lovforslaget skal endvidere ses i sammenhæng med lovfor-

slagets § 1, nr. 15, hvor de gældende regler i § 25 foreslås

videreført i den foreslåede § 29 a.

Til nr. 13 (§ 26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 26, stk. 2, i lov om finansiel

virksomhed, at hvis en finansiel virksomhed eller en kon-

cern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden

virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, §

11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en

frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umid-

delbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk

tab.

Det foreslås at ændre

§ 26, stk. 2,

således at »en finansiel

virksomhed« ændres til »et pengeinstitut, realkreditinstitut,

investeringsforvaltningsselskab«, og at henvisningen til §

11, stk. 1, udgår.

Det foreslåede medfører, at forsikringsselskaber ikke læn-

gere omfattes af § 26, stk. 2, i lov om finansiel virksom-

hed. Finansielle virksomheder er i § 5, stk. 1, nr. 1, define-

ret som pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmægler-

selskaber, investeringsforvaltningsselskaber og forsikrings-

selskaber. Bestemmelsen omfatter derfor fremadrettet alene

pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsforvalt-

ningsselskaber. Reglerne foreslås for forsikringsselskaber

videreført i den foreslåede § 29 b, stk. 2.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

Til nr. 14 (§ 29 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 29, stk. 1, i lov om finan-

siel virksomhed, at forsikringsselskaber, ud over virksomhed

omfattet af §§ 24-26 i lov om finansiel virksomhed, må dri-

ve agenturvirksomhed for forsikringsselskaber og for andre

selskaber, der er under Finanstilsynets tilsyn, samt opføre,

eje og drive fast ejendom og infrastruktur omfattende tekni-

ske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg.

Det følger af den gældende § 29, stk. 2, i lov om finansiel

virksomhed, at livsforsikringsselskaber og tværgående pen-

sionskasser kan oprette og administrere særskilte SP-konti.

Den gældende § 29, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed

foreslås ikke videreført, da SP-ordningen er ophævet ved

lov nr. 1263 af 16. december 2009 om ændring af lov om

Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes

Dyrtidsfond, lov om beskatning af pensionsordninger m.v.

og lov om pensionsafkastbeskatning.

Det foreslås at affatte § 29 på ny.

Det foreslås med nyaffatningen af § 29, stk. 1, at videreføre

de gældende regler i § 24, stk. 1, om accessorisk virksom-

hed for forsikringsselskaber i en særskilte bestemmelse, med

en præcisering af, at accessorisk virksomhed skal være di-

rekte forbundet med den tilladte virksomhed. Der er med

præciseringen ikke tiltænkt en ændring af Finanstilsynets

praksis.

Bestemmelsen implementerer Solvens II-direktivets artikel

18, stk. 1, litra a og b, der medfører, at hjemlandet skal

kræve, at ethvert selskab, for hvilket der ansøges om til-

ladelse som forsikringsselskab, begrænser deres formål til

forsikringsvirksomhed og direkte forbundne forretninger

med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig virksom-

hed. Den foreslåede bestemmelse udvider således det virk-

somhedsområde, som forsikringsselskaber lovligt kan udøve

efter § 11.

Det foreslåede

stk. 1. 1. pkt.,

fastslår, at forsikringsselskaber

kan drive virksomhed, der er accessorisk til den virksomhed,

der er givet tilladelse til.

Bestemmelsen er for forsikringsselskaber justeret i forhold

til den gældende § 24 for at præcisere, at de pågældende ak-

tiviteter skal være direkte forbundet med og ligge i naturlig

forlængelse af forsikringsvirksomheden. Med præciseringen

sikres en direktivnær implementering af kravet i Solvens II-

direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b, om at forsikrings-

selskaber skal begrænse deres formål til forsikringsvirksom-

hed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af

enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Hvilke typer virksomhed, der er accessorisk til forsikrings-

virksomhed, fastlægges af Finanstilsynet gennem admini-

strativ praksis under hensyntagen til den samfundsmæssi-

ge udvikling. Vurderingen foretages ud fra forsikringssel-

skabers generelle kerneområder, der fremgår af bilag 7,

om skadesforsikringsvirksomhed, og bilag 8, om livsforsik-

ringsvirksomhed. Finanstilsynet har i sin afgørelse af 31.

oktober 2007 om et livsforsikringsselskab som accessorisk

virksomhed kan yde investeringsservice til andet livsforsik-

ringsselskab bemærket, at forsikringsvirksomhed har tre ho-

vedelementer, der skal ses i nær sammenhæng: at indgå

forsikringsaftaler, at forvalte de forudbetalte midler bedst

muligt og udbetaling af ydelser, når forsikringsbegivenheder

indtræder.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forsik-

ringsselskaber som udgangspunkt alene kan drive den type

virksomhed, de har tilladelse til. Selskaberne har imidlertid

gennem forsikringsvirksomheden erhvervet en ekspertise på

direkte forbundne tilgrænsende områder, som det ud fra

en samfundsmæssig betragtning er hensigtsmæssigt at stille

til rådighed for selskabernes kunder og for andre. Som ek-

sempler på sådan ekspertise kan nævnes statistikudarbejdel-

se, bygningssyn, risikovurderinger og viden om skadesfore-

byggelse og risikovurderinger.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at forsikringsselska-

ber f.eks. kan tilbyde produkter med tilknytning til forsik-

ringsvirksomheden. Som eksempler på produkter, som for-

sikringsselskaber efter forslaget kan tilbyde, kan nævnes

salg af tyveri- og brandalarmeringsanlæg, skadesbegræn-

sende virksomhed i tilknytning til forsikringsskader, vag-

tvirksomhed, undervisning i skadesforebyggelse og skade-

begrænsning samt finansiering af sådanne ydelser. Hvad

angår udøvelse af skadeforebyggende virksomhed bemær-

kes, at det ikke vil være en forudsætning, at resultaterne af

skadeforebyggelsen stilles til vederlagsfri rådighed for alle

interesserede.

Forslaget indebærer endvidere, at forsikringsselskaber kan

præstere totalløsninger. Totalløsninger, ud over forsikring,

skadeforebyggelse og skadebegrænsning, kan indeholde ele-

menter af finansiering, i det omfang det er i overensstem-

melse med reglerne om prudent person-princippet, jf. gæl-

dende § 158. Et eksempel på en sådan totalløsning kan

være tegning af bygningsforsikring, regelmæssigt bygnings-

syn med henblik på skadeforebyggelse, samt salg og drift

af vagt-, sikrings, og alarmsystemer. Andre eksempler kan

være, at forsikringsselskabet kan yde lån mod pant i fast

ejendom og dermed præstere en samlet boligløsning, udby-

delse af bilpakke bestående af forsikring samt servicekon-

trakt med det formål at opnå størst mulig trafiksikkerhed og

mindst mulig værdiforringelse af bilen, eller formidling af

fast ejendom i erhvervsmæssig øjemed.

Anden finansiel virksomhed, der kræver tilladelse efter den

finansielle regulering anses ikke for at kunne være accesso-

risk virksomhed for et forsikringsselskab. Dette følger og-

så af den gældende praksis, f.eks. Finanstilsynets afgørelse

af 31. oktober 2007, der vedrørte et livsforsikringsselskabs

mulighed for at yde investeringsservice til et andet, uafhæn-

gigt livsforsikringsselskab. Finanstilsynet fastslog her, at det

ikke kunne ske under reglerne om accessorisk virksomhed,

og lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke var tale om

koncernforbundne selskaber, modsat Finanstilsynets afgørel-

se af 25. juni 2007, at omfanget af den påtænkte virksomhed

samt risici forbundet hermed ansås for at være af betydning

for livsforsikringsselskabets økonomiske stilling, samt at

der i lov om finansiel virksomhed stilles forskellige krav

til udøvelsen af investeringsvirksomhed i forhold til udøvel-

se af livsforsikringsvirksomhed, der tilgodeser forskellige

aspekter ved de to typer af finansielle virksomheder, hvor-

for livsforsikringsselskaber ikke uden tilladelse og uden at

opfylde de i lov om finansiel virksomheds opstillede krav

til sådan investeringsvirksomhed kan foretage investerings-

service for alle og enhver. Finanstilsynet lagde endvidere

vægt på, at der i MIFID direktivet ikke er hjemmel til, at

livsforsikringsselskaber generelt kan drive investeringsvirk-

somhed uden tilladelse og tilbyde investeringsservice for

tredjemand, og at undtagelsesbestemmelsen i den dagælden-

de bekendtgørelse nr. 938 af 16. juni 2004 alene tillod in-

vesteringsservices knyttet til livsforsikringsvirksomhedens

egen investeringsportefølje som led i udøvelsen af livsfor-

sikringsvirksomhed.

Det foreslåede

stk. 1, 2. pkt.,

fastslår, at digitale løsninger

og services kan anses som accessorisk virksomhed under

forudsætning af, at de er direkte forbundet med og ligger i

naturlig forlængelse af den tilladte virksomhed.

Det kan for forsikringsselskaber være løsninger, der gi-

ver kunderne et overskueligt overblik over forsikringsfor-

hold. Et forsikringsselskabs løsninger, der giver forsikrings-

selskabets kunder et overblik over deres aftaler i det pågæl-

dende forsikringsselskab, anses som en del af kerneforret-

ningen for forsikringsselskabet.

Som også anført under det foreslåede stk. 1, 1. pkt., fast-

lægges den nærmere afgrænsning af begrebet ”accessorisk

virksomhed”, herunder også de forskellige former for digita-

le løsninger og services, via Finanstilsynets praksis under

hensyntagen til bl.a. den samfundsmæssige udvikling.

Det foreslåede

stk. 2,

fastslår, at Finanstilsynet kan bestem-

me, at den accessoriske virksomhed, skal udøves i et andet

selskab.

Formålet hermed er at sikre, at accessorisk virksomhed udø-

vet efter stk. 1, der efter omstændighederne kan være af

væsentlig betydning for forsikringsselskabets økonomiske

stilling, udøves i et fra forsikringsselskabet adskilt selskab.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Finanstilsynets afgørelse vil være baseret på en konkret

vurdering og vil afhænge af bl.a. den accessoriske virksom-

heds betydning for forsikringsselskabets økonomiske stil-

ling, samt den risiko, der er forbundet med den accessoriske

virksomhed. I vurderingen af om den accessoriske virksom-

hed bør udskilles kan ligeledes indgå, om hensynet til gen-

nemsigtighed tilsiger, at der bør aflægges to regnskaber, og

hvorvidt der kan gennemføres et mere effektivt tilsyn, hvis

den accessoriske virksomhed udskilles.

Det foreslåede stk. 2 omfatter kun accessorisk virksomhed,

og kan ikke bruges til at pålægge forsikringsselskaber at ud-

skille aktiviteter, der lovligt kan udøves i henhold til kravene

til tilladelse som forsikringsselskab i henhold til § 11.

Manglende efterlevelse af påbud givet i medfør af det fore-

slåede stk. 2, foreslås strafbelagt, jf. lovforslagets § 1, nr.

34. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til lov-

forslagets § 1, nr. 34.

Det foreslåede

stk. 3,

fastslår, at forsikringsselskaber kan

drive forsikringsformidling og agentvirksomhed for forsik-

ringsselskaber og andre selskaber, der er under Finanstilsy-

nets tilsyn.

Den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 3, er en videreførel-

se af reglerne i den gældende § 29, stk. 1, nr. 1, i lov om

finansiel virksomhed. Begrebet forsikringsagentvirksomhed

blev med gennemførslen af lov om forsikringsformidling

i 2018 ændret til forsikringsformidling. Bestemmelsens ord-

lyd er alene ændret for at afspejle denne ændring.

Forsikringsselskaber kan drive forsikringsagenturvirksom-

hed for både selskaber i og uden for samme koncern og

både for indenlandske og udenlandske selskaber, der er

under tilsyn af Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, som er

hjemmehørende i et EU-land eller i et land, som har im-

plementeret Solvens II-direktivet, og som har anmeldt sig

som tjenesteydere i Danmark efter § 31 sidestilles med

selskaber under tilsyn af Finanstilsynet. Dette forudsætter

dog, at forsikringsselskabet kan drive grænseoverskridende

virksomhed efter § 31.

De andre virksomheder under Finanstilsynets tilsyn, der kan

drives agentvirksomhed for, omfatter de virksomheder, som

Finanstilsynet efter lov fører tilsyn med. Finanstilsynet fø-

rer eksempelvis tilsyn med forsikringsformidlere, genforsik-

ringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere efter

§ 22 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse

nr. 378 af 2. april 2020.

Det foreslåede

stk. 4,

indebærer, at forsikringsselskaber kan

drive følgende virksomhed, der er oplistet i nr. 1 og nr. 2.

Det foreslåede stk. 4,

nr. 1,

oplister »Anden finansiel virk-

somhed gennem en dattervirksomhed«.

Det foreslåede indebærer, at forsikringsselskaber kan drive

anden finansiel virksomhed gennem dattervirksomheder. Fi-

nansiel virksomhed skal forstås som virksomhed, som finan-

sielle virksomheder lovligt kan udøve i henhold til øvrige

finansielle love, herunder lov om finansiel virksomhed. Dat-

tervirksomhed skal forstås i overensstemmelse med definiti-

onen i § 5, stk. 1, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed. Kra-

vet til selskabsformen for dattervirksomheden bestemmes af

lovkravene til den påtænkte anden finansielle virksomhed.

Bestemmelsen skal sikre konkurrencemæssig ligestilling

med hensyn til at drive finansiel virksomhed.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer, at datter-

virksomhederne skal være finansielle virksomheder efter lov

om finansiel virksomhed, idet den anden finansielle virk-

somhed kan drives gennem udenlandske dattervirksomhe-

der. Dog skal et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en

dattervirksomhed i et land uden for Den Europæiske Union,

som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle

område, have Finanstilsynets tilladelse hertil, jf. § 40, stk. 1.

Ordet »anden« præciserer, at bestemmelsen omhandler til-

fælde, hvor den virksomhed, som forsikringsselskabet vil

udøve i en dattervirksomhed, adskiller sig fra den virksom-

hed, som udøves i modervirksomheden. Den virksomhed,

som udøves i modervirksomheden, kan selvsagt også udøves

i en dattervirksomhed.

Det foreslåede stk. 4,

nr. 2,

oplister »Accessorisk service-

virksomhed gennem en dattervirksomhed med begrænset

hæftelse.«

Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til den gældende

§ 29, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede indebærer således, at forsikringsselskaber i

en dattervirksomhed med begrænset hæftelse til forsikrings-

selskabet kan drive accessorisk servicevirksomhed. Virk-

somheden kan således ikke drives som f.eks. et interessent-

skab eller på en anden måde, der medfører, at forsikringssel-

skabet kommer til at hæfte for virksomhedens gæld.

Kravet om at dattervirksomheden skal drives i et selskab

med begrænset hæftelse skal ses i sammenhæng med, at for-

sikringsselskaber i henhold til Solvens II-direktivets artikel

18, stk. 1, litra a, skal begrænse deres formål til forsikrings-

virksomhed og direkte forbundne forretninger med udeluk-

kelse af enhver anden erhvervsmæssig virksomhed.

Hvis virksomhed udover kerneforretningen, direkte forbund-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

ne forretninger til kerneforretningen, eller accessorisk virk-

somhed, kunne drives i en dattervirksomhed uden begræn-

set hæftelse, så ville forsikringsselskabet kunne hæfte for

gæld og andre forpligtelser fra dattervirksomheden, hvilket

begrænser beskyttelsen af forsikringsselskabets kerneforret-

ning.

Kravet afspejler hensynet til direktivets formål om at be-

skytte forsikringsselskabets kerneforretning, således at der

ikke drives virksomhed, der ikke er omfattet af kerneforret-

ningen, direkte forbundne forretninger til kerneforretningen,

eller accessorisk virksomhed, i selve forsikringsselskabet.

Definitionen af en accessorisk servicevirksomhed fremgår

af artikel 1, nr. 53, i Kommissionens delegerede forordning

2015/35/EU af 10. oktober 2014 om supplerende regler til

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om

adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirk-

somhed (Solvens II), hvorefter accessorisk servicevirksom-

hed er et ikkereguleret selskab, hvis hovedaktivitet består

i besiddelse og forvaltning af fast ejendom, administrering

af databehandlingstjenester, sundheds- og plejeydelser eller

enhver anden lignende aktivitet af accessorisk karakter i

forhold til et eller flere forsikrings- eller genforsikringssel-

skabers hovedaktivitet.

Med det foreslåede stk. 4, nr. 2, får forsikringsselskaber

mulighed for, i en dattervirksomhed med begrænset hæf-

telse, at drive accessorisk servicevirksomhed. Accessorisk

servicevirksomhed skal forstås i overensstemmelse med de-

finitionen på accessorisk servicevirksomhed i Solvens II for-

ordningen. Accessorisk servicevirksomhed kan eksempelvis

bestå i at besidde og forvalte fast ejendom, at administrere

databehandlingstjenester og drive sundheds- og plejeydelser.

Fast ejendom omfatter blandt andet grunde og bygninger,

sædvanligt tilbehør (særlige installationer), men ikke besæt-

ning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel.

Infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og

bygningsanlæg foreslås omfattet af definitionen af accesso-

risk servicevirksomhed, som en anden lignende aktivitet

af accessorisk karakter, da disse infrastrukturaktiver har

samme karakteristika som fast ejendom.

Ved infrastruktur, omfattende tekniske anlæg, transportan-

læg og bygningsanlæg, forstås besiddelse og forvaltning

af de fysiske anlæg, der er nødvendige for, at samfundet

kan fungere. Som fysiske anlæg kan eksempelvis nævnes

veje, jernbaner, havne, broer, tunneller, dæmninger, kana-

ler, kabelnet, fibernet, telefonforbindelser, vandrør, elkabler,

fjernvarme m.v. Infrastrukturinvesteringer i tekniske anlæg,

transportanlæg og bygningsanlæg er kendetegnet ved en

lang tidshorisont, og såvel konstruktion som drift kan out-

sources.

Den foreslåede bestemmelses stk. 4, nr. 2, betyder derfor,

at forsikringsselskaber også kan drive infrastruktur i form

af tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg som

accessorisk servicevirksomhed i en dattervirksomhed med

begrænset hæftelse i tillæg til de øvrige aktiviteter nævnt i

definitionen på accessorisk servicevirksomhed.

Forskellen på accessorisk virksomhed efter det foreslåede

stk. 1. 1. pkt., og accessorisk servicevirksomhed efter det

foreslåede stk. 4, nr. 2, er, at accessorisk virksomhed efter

stk. 1 skal være direkte forbundet til forsikringsselskabers

kerneområde, mens accessorisk servicevirksomhed efter stk.

4, nr. 2, skal være i tilknytning til forsikringsselskabers

kerneområde. Det vil sige, at accessorisk virksomhed skal

ligge tættere på forsikringsselskabets kerneforretningen end

accessorisk servicevirksomhed. Kravet om, at forsikrings-

selskaber skal begrænse deres formål til forsikringsvirksom-

hed og direkte forbundne forretninger med udelukkelse af

enhver anden erhvervsmæssig virksomhed medfører, at det

lovlige område for både accessorisk virksomhed og accesso-

risk servicevirksomhed i tilknytning til forsikringsselskabet

vil blive fortolket restriktivt.

En række livsforsikringsvirksomheder driver allerede i dag

ovenstående typer af virksomhed. Kravet om, at dette skal

ske via en dattervirksomhed med begrænset hæftelse gælder

kun fremadrettet, hvorfor virksomhederne fortsat kan drive

allerede eksisterende ejendomme m.v.

Til nr. 15 (§ 29 a og b i lov om finansiel virksomhed)

Til § 29 a

Det følger af den gældende § 25 i lov om finansiel virksom-

hed, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikrings-

selskaber midlertidigt kan drive anden virksomhed til sik-

ring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller

med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervs-

virksomheder.

Efter Solvens II-direktivets artikel 18, stk. 1, litra a og b,

skal hjemlandet kræve, at ethvert selskab, for hvilket der an-

søges om tilladelse som forsikringsselskab, begrænser deres

formål til forsikringsvirksomhed og direkte forbundne for-

retninger med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæssig

virksomhed. Den foreståede bestemmelse udvider således

det lovlige virksomhedsområde for forsikringsselskaber for

forsikringsselskaber i forhold til udgangspunktet i Solvens

II-direktivet.

Det foreslås at indsætte en ny § 29 a.

Det foreslåede

1. pkt.

fastslår, at forsikringsselskaber midler-

tidigt kan drive anden virksomhed til sikring eller afvikling

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

af forud påtagede eksponeringer eller med henblik på med-

virken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets

§ 1, nr. 12, hvorefter forsikringsselskaber bliver fjernet fra

oplistningen i § 25.

Adgangen til at medvirke ved omstrukturering af erhvervs-

virksomheder indebærer, at forsikringsselskaber kan med-

virke mere aktivt i den nødvendige omstrukturering af

erhvervslivet ved at indskyde risikovillig ejerkapital i er-

hvervsvirksomheder. Et forsikringsselskab kan således helt

eller delvist overtage erhvervsvirksomheder med henblik på

at gennemføre omstruktureringer, herunder eventuelt sam-

menlægning af virksomhederne.

Da formålet er gennemførelse af omstrukturering, skal den

bestemmende indflydelse være midlertidig. Finanstilsynet

påser, at den bestemmende indflydelse ikke fortsætter læn-

gere end rimeligt i overensstemmelse med kravet om mid-

lertidighed.

Det foreslåede

2. pkt.

fastslår, at forsikringsselskabet skal

underrette Finanstilsynet om, at der drives anden virksom-

hed.

Finanstilsynet påser, at kravet om midlertidighed overhol-

des. Hvis dette krav ikke overholdes, vil Finanstilsynet give

påbud om, at virksomheden skal bringes til ophør.

Det foreslås i § 1, nr. 33, at grov overtrædelse af § 29 a, 2.

pkt., strafbelægges. Der henvises til bemærkningerne til § 1,

nr. 33.

Til § 29 b

Den gældende § 26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,

fastsætter rammerne for, hvornår pengeinstitutter, realkre-

ditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber

kan drive anden virksomhed i fællesskab med andre.

Det følger af den gældende § 26, stk. 2, i lov om finansiel

virksomhed, at hvis en finansiel virksomhed eller en kon-

cern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive anden

virksomhed i strid med § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, §

11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en

frist for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umid-

delbar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk

tab.

Det foreslås at indsætte en ny

§ 29 b.

Det foreslåede

stk. 1,

fastslår, at forsikringsselskaber uanset

§§ 11, 29 og 29 a i fællesskab med andre kan drive anden

virksomhed, hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

Forsikringsselskaber vil således kunne drive anden virksom-

hed, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1-3 er opfyldt. Særlov-

givning inden for særlige områder vil dog kunne begrænse

mulighederne for drift af anden virksomhed.

Det foreslåede indebærer, at de gældende regler i § 26, stk.

1, for forsikringsselskaber videreføres i en særskilt bestem-

melse i den foreslåede § 29 b, stk. 1. Det foreslåede skal ses

i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter det

foreslås, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af §

26, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Formålet med den foreslåede § 29 b er blandt andet at

sikre, at forsikringsselskaber uanset ejerskabsforhold kan

tilpasse sig strukturudviklingen. Dette er en betingelse for,

at sektoren kan være konkurrencedygtig også i fremtiden

og en begrundelse for, at lovgivningen ikke bør indeholde

unødvendige ejerbarrierer.

Det er samtidig vigtigt, at forsikringsselskaberne har mu-

lighed for at sikre sig størst muligt afkast af deres investe-

ringer, herunder at selskaberne får mulighed for at sikre

deres pensionskunder den bedst mulige forrentning af pen-

sionsmidlerne. Et modgående hensyn mod en fuldstændig

ophævelse af reglerne er, at forsikringsselskaber forvalter

betroede midler.

Den foreslåede bestemmelse giver forsikringsselskaber mu-

lighed for i fællesskab med andre at drive anden virksom-

hed, der går udover det lovlige virksomhedsområde for

forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber i forhold til

udgangspunktet i Solvens II-direktivets artikel 18, hvis be-

tingelserne i nr. 1-3 er opfyldt. Efter Solvens II-direktivets

artikel 18, stk. 1, litra a og b, skal hjemlandet kræve, at

ethvert selskab, for hvilket der ansøges om tilladelse som

forsikringsselskab eller genforsikringsselskab, begrænser

deres formål til forsikringsvirksomhed eller genforsikrings-

virksomhed og direkte forbundne forretninger henholdsvis

aktiviteter med udelukkelse af enhver anden erhvervsmæs-

sig virksomhed.

Betingelserne i nr. 1-3 bidrager til at sikre, at der fortsat i

den danske regulering tages højde for hensynene i Solvens

II-direktivets artikel 18, således at forsikringsselskaber skal

begrænse deres formål, og dermed udøvede virksomhed, til

forsikringsvirksomhed og direkte forbundne aktiviteter. Be-

stemmelsen skal derfor ses i sammenhæng med lovens øv-

rige bestemmelser om hvilken virksomhed, en forsikrings-

virksomhed må udøve og drive. Forsikringsselskaber må

derfor også drive aktiviteter omfattet af enten accessorisk

virksomhed i henhold til den foreslåede § 29, stk. 1, eller

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

aktiviteter omfattet af definitionen på accessorisk service-

virksomhed, jf. den foreslåede § 29, stk. 4, nr. 2, i fællesskab

med andre i henhold til kravene i den bestemmelse.

Det foreslåede stk. 1,

nr. 1,

indebærer betingelse om, at

forsikringsselskabet ikke har direkte eller indirekte bestem-

mende indflydelse på virksomheden.

Kravet om, at virksomheden skal drives i fællesskab med

andre, medfører, at det enkelte forsikringsselskab ikke direk-

te eller indirekte må have en bestemmende indflydelse på

virksomheden. Hvorvidt dette krav er opfyldt, vil bero på en

konkret vurdering, og der lægges ikke udelukkende vægt på

ejerandelen. Der henvises i øvrigt til § 5 b i lov om finansiel

virksomhed for en definition af bestemmende indflydelse.

Det foreslåede stk. 1,

nr. 2,

indebærer betingelse om, at

forsikringsselskabet ikke driver virksomheden sammen med

andre forsikringsselskaber eller pengeinstitutter, realkredit-

institutter, fondsmæglerselskaber eller investeringsforvalt-

ningsselskaber, der indgår i administrationsfællesskab eller

koncern med forsikringsselskabet.

Den fælles drift kan ikke ske sammen med finansielle virk-

somheder, der indgår i koncern eller administrationsfælles-

skab med forsikringsselskabet. Dette indebærer, at finansiel-

le virksomheder i samme koncern eller administrationsfæl-

lesskab betragtes som én virksomhed eller ét selskab ved

vurderingen af, om der foreligger bestemmende indflydel-

se. To forsikringsselskaber, der indgår i samme administrati-

onsfællesskab, kan således ikke eje hver en tredjedel af en

virksomhed sammen med en virksomhed, der ikke indgår i

koncernen eller administrationsfællesskabet. Der er derimod

ikke noget til hinder for, at et forsikringsselskab sammen

med en ikke-finansiel virksomhed, der er søsterselskab til

forsikringsselskabet, og en finansiel virksomhed, der ikke

indgår i koncernen, ejer virksomheden. Tilsvarende hindrer

lovforslaget ikke, at anden virksomhed kan drives i fælles-

skab med forsikringsselskabets holdingvirksomhed.

Et administrationsfællesskab er et organiseret samarbejde

mellem to eller flere forsikringsselskaber om såvel admi-

nistrative funktioner som investeringsmæssige disposition-

er. Disse administrationsfællesskaber kan være organiseret i

en af følgende strukturer:

– De fællesadministrerede forsikringsselskaber admini-

streres i et af selskaberne etableret interessentskab eller

i et andet af selskaberne etableret og fællesejet selskab,

som ikke er et forsikringsselskab eller en finansiel virk-

somhed efter lov om finansiel virksomhed.

– Et fællesskab, hvori et forsikringsselskab administrerer

de øvrige forsikringsselskaber, uden at det administre-

rende forsikringsselskab er koncernforbundet med en

overvejende del af de øvrige forsikringsselskaber.

I et administrationsfællesskab overlades typisk hele det en-

kelte forsikringsselskabs administration, herunder kundead-

ministration, til det administrerende selskab.

Det foreslåede stk. 1,

nr. 3,

indebærer betingelse om, at virk-

somheden udøves i et andet selskab med begrænset hæftelse

end forsikringsselskabet.

Kravet om, at virksomheden skal drives i et andet selskab

med begrænset hæftelse end forsikringsselskabet, skal for-

stås således, at virksomheden således ikke kan drives som

et interessentskab eller på anden måde, der medfører, at

forsikringsselskabet kommer til at hæfte for virksomhedens

gæld m.v.

Det foreslås i

stk. 2,

at hvis et forsikringsselskab eller en

koncern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at drive

anden virksomhed i strid med § 11, stk. 1, 1. pkt., eller den

foreslåede § 29 b, stk. 1, kan Finanstilsynet fastsætte en frist

for afhændelse af den anden virksomhed, hvis en umiddel-

bar afhændelse ville være forbundet med et økonomisk tab.

Det foreslåede indebærer, at de gældende regler i § 26, stk.

2, for forsikringsselskaber videreføres i en særskilt bestem-

melse i den foreslåede § 29 b, stk. 2. Det foreslåede skal

ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 9, hvor det

foreslås, at forsikringsselskaber ikke længere omfattes af §

26, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen skal sikre, at et forsikringsselskab, der sam-

men med andre virksomheder driver anden virksomhed, ik-

ke lider økonomiske tab som følge af ændringer i koncern-

eller ejerforhold.

Det vil i sådanne situationer være rimeligt, at der gives en

frist til afvikling. Fristen vil bero på en konkret vurdering,

som bl.a. vil tage højde for forsikringsselskabernes mulig-

hed for at afhænde den anden virksomhed. Bestemmelsen

omfatter alle situationer, hvor ændringer i koncern- eller

ejerforhold medfører, at § 11, stk. 1, 1. pkt., overtrædes.

Til nr. 16 (§ 43 b i lov om finansiel virksomhed)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679

af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med behandling af personoplysninger og om fri

udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforord-

ningen) fastsætter den overordnede regulering af behandling

af personoplysninger. Behandling af personoplysninger er

således underlagt en række principper, herunder lovlighed,

rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, data-

minimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at

der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig

forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behand-

lingen.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Ved en personoplysning forstås efter forordningen enhver

form for information om en identificeret eller identificerbar

fysisk person (den registrerede); ved identificerbar fysisk

person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte

kan identificeres, navnlig ved en identifikator som f.eks.

et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en on-

lineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige

for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske,

psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Et personnummer er en personoplysning, og behandlingen

heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i

databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel

i den finansielle regulering til, med henblik på nødvendig

entydig identifikation, at indhente og behandle personnum-

mer, hvorfor finansielle virksomheder som udgangspunkt er

afhængig af et samtykke.

Virksomhederne kan dog i henhold til anden lovgivning ind-

hente og behandle personnummer. Hvidvasklovens § 11, stk.

1, nr. 1, stiller således krav om, virksomhederne indhenter

deres kunders/medlemmers personnummer og derved sikrer

identiteten af deres kunder med henblik på at forhindre

hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnummer følger

af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestem-

melse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved behandling

forstås efter databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 2,

enhver aktivitet eller række af aktiviteter - med eller uden

brug af automatisk behandling - som personoplysninger

eller en samling af personoplysninger gøres til genstand

for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systema-

tisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding,

søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling

eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling el-

ler samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås at indsætte

§ 43 b,

hvorefter finansielle virk-

somheder kan behandle oplysninger om personnummer med

henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til

eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative

opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at

etablere en klar og samlet hjemmel til, at finansielle virk-

somheder på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan

indhente og behandle personnummer med henblik på en

entydig identifikation. I dag er de finansielle virksomheder

som udgangspunkt afhængig af et samtykke til at behandle

personnummer i det løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for

at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i

databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som

er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”)

formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsam-

let. Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med

henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold

vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnum-

meret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreg-

lerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det

formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet,

vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de finansielle

virksomheder, som allerede har indhentet personnummer for

at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret

til den videre administration af kundeforholdet og rådgiv-

ning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de admini-

strative opgaver bankerne, realkreditinstitutterne og forsik-

ringsselskaberne varetager i relation til deres kunder, lige-

som den vil kunne anvendes til brug for den løbende rådgiv-

ning af kunderne.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder

oplysninger om risici forbundet med en disposition, og op-

lysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valg-

muligheder. Finansielle virksomheders administrative opga-

ver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at

den løbende administration kan føre til et behov om at få

rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være ind-

gået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem

virksomheden og kunden. Den foreslåede bestemmelse kan

således ikke anvendes som hjemmel for behandling af per-

sonnummer i forbindelse med tilbudsgivning, når der er tale

om etablering af et nyt kundeforhold. I sådanne tilfælde er

virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kun-

der, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre,

f.eks. ved forsikringsselskabers udarbejdelse af tilbud på en

eller flere forsikringer.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at virksomhe-

der vil kunne behandle personnummer til brug for accept

af et bindende tilbud fra virksomheden. Det vil derfor være

muligt f.eks. for forsikringsselskaber uden samtykke at an-

vende den kommende kundes personnummer til at gennem-

føre den elektroniske godkendelse af forsikringsselskabets

bindende tilbud på tegning af en forsikring. Bestemmelsen

er heller ikke til hinder for, at virksomheder kan anvende

bestemmelsen som behandlingshjemmel i forbindelse med

et tilbud om nye produkter i et eksisterende kundeforhold.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

For banker og realkreditinstitutter vil den foreslåede bestem-

melse medføre, at institutterne bl.a. får adgang til at behand-

le personnumre på sine kunder samt øvrige personer relate-

ret til det eksisterende kundeforhold, hvor en entydig iden-

tifikation er nødvendig. Det vil bl.a. være nødvendigt, når

man behandler kunder, kautionister, garantistillere, begunsti-

gede, modparter, deponenter, tredjemandspantsættere, fuld-

magtshavere, fuldmagtsgivere, brugere af selvbetjeningsløs-

ninger, oprettere af børneopsparinger, værger, indskydere,

reelle ejere, ledelsesmedlemmer m.v. Opremsningen er ikke

udtømmende.

Det vil dog ikke være muligt for en udbyder af betalings-

tjenester og en udsteder af elektroniske penge at benytte

bestemmelsen til behandling af personnummer, idet den

foreslåede nyaffattelse af § 124, stk. 2, i lov om betalin-

ger, jf. lovforslagets § 5, nr. 12, bestemmer, at udbydere

af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge kun

må tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er

nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med brugerens

udtrykkelige samtykke. Det betyder bl.a., at pengeinstitutter,

der tilbyder netbank, dankort m.v., stadig skal have kundens

samtykke for at kunne tilgå, behandle og opbevare oplys-

ning om personnummeret i forbindelse med udbuddet af

betalingstjenesteprodukter. I det omfang, der i anden særre-

gulering, ud over databeskyttelsesreglerne, findes specifikke

regler om behandling af personoplysninger, vil disse regler

have forrang frem for denne bestemmelse. Den foreslåede

bestemmelse vil medføre, at forsikringsselskaberne vil få

adgang til at behandle personnumre for forsikringstagere,

sikrede og skadelidte. Forsikringstager er den person, som

har tegnet den pågældende forsikring i forsikringsselskabet,

dvs. har indgået forsikringsaftalen med forsikringsselska-

bet. Der kan være flere forsikringstagere for den enkelte

forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller. Sikrede er personer,

som i anledning af skader vil kunne få erstatning fra forsik-

ringen, f.eks. medlemmer af en arbejdsmarkedspensionsord-

ning eller en firmapensionsordning eller begunstigede på

en livsforsikring. Andre eksempler er familiemedlemmer i

forsikringstagerens husstand eller en panthaver, som efter

forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning, hvis

der sker en skade på det pantsatte aktiv. Skadelidte omfatter

personer, som har anmeldt en skade under en forsikring.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at finansielle virk-

somheder vil få adgang til at behandle personnummeret på

sine kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende

kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig

identifikation, ved udførelsen af følgende opgaver, idet der

ikke er tale om en udtømmende opremsning:

–

evt. applikationer (apps), der kræver entydig identifika-

tion for brug af løsningen.

Koncernintern udveksling og administration, herunder

koncernintern risikostyring samt tilsvarende udveksling

–

mellem fællesejede realkreditinstitutter og instituttets

ejerkreds.

Udveksling af personnummer med andre tredjeparter,

når det er nødvendigt for at opfylde forsikringsafta-

len/pensionsaftalen/bankaftalen/realkreditaftalen m.v.

Løbende kommunikation med kunden.

Tinglysning og registrering af pant.

Henvendelser og opgaver relateret til gældsinddrivelse,

misligholdelse og inkasso.

Henvendelser om fornyelser eller ændringer af forsik-

ringsaftale.

Henvendelser om ændringer i forsikringstagerens for-

hold, som kan have betydning for forsikringspræmien,

selvrisikoen på forsikringen, vilkårene for forsikringen

og de sikkerhedsforskrifter, som forsikringstageren skal

iagttage.

Henvendelser til forsikringsselskabet som reaktion på

ændring af forsikringspræmie, selvrisiko, forsikringsvil-

kår eller sikkerhedsforskrifter eller andre ændringer,

f.eks. ændringer i betaling af forsikringspræmien eller

andre lignende ændringer af de generelle forhold i kun-

deforholdet.

Kommunikationen mellem skadelidte og forsikringssel-

skabet i anledning af skader, hvor der ofte fremkommer

oplysninger, som fører til ændring eller præcisering af

forsikringsaftalen.

Henvendelser med konkrete spørgsmål om forsikringens

dækning.

Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR

med henblik på sikring af, at den finansielle virksomhed

har de korrekte data (datakvalitet) om den registrerede.

Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kom-

munikation via e-Boks som sikker digital post mellem

en finansiel virksomhed og dets kunder.

Udbetalinger til NemKonto af erstatninger, refusion af

betalte præmier, udbetaling af bonus osv., idet anvendel-

se af udbetaling til NemKonto kræver, at virksomheden

har kundens personnummer.

Anvendelse af personnummer som sikring af identiteten

i forbindelse med den løbende kommunikation mellem

den finansielle virksomhed og den registrerede – herun-

der som led i, at den registrerede ønsker at gøre brug

af den registreredes rettigheder under databeskyttelses-

forordningen.

Indhentelse af kundens skadeshistorik hos andre forsik-

ringsselskaber i forbindelse med fastsættelse af vilkårene

for kundens forsikring, og hvor personnummeret er med

til at sikre entydig identifikation af kunden hos forsik-

ringsselskaberne.

Anvendelse af personnummer med henblik på risikosty-

ring.

Til nr. 17 (§ 100, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indehol-

der krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have

tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de

administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås i

§ 100, nr. 3,

at ændre »og« til: »,«.

Ved lovforslagets § 1, nr. 19, foreslås et nr. 5 i § 100. Opreg-

ningen i § 100 nr. 1-4, er en sætningskæde, hvorfor det er

nødvendigt at konsekvensrette § 100, nr. 3 og 4.

Til nr. 18 (§ 100, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indehol-

der krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have

tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige

ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de

administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås i

§ 100 nr. 4,

at ændre »formue« til: »formue

og«.

Ved lovforslagets § 1, nr. 18, foreslås et nr. 5 i § 100. Opreg-

ningen i § 100 nr. 1-4, er en sætningskæde, hvorfor det er

nødvendigt at konsekvensrette § 100, nr. 3 og 4.

Til nr. 19 (§ 100, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 100 i lov om finansiel virksomhed indehol-

der krav om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have

tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den fornødne faglige

ekspertise til at varetage interesserne for investorerne i de

administrerede UCITS på en fuldt forsvarlig måde.

Det foreslås at indsætte

nr. 5

i § 100 i lov om finansiel virk-

somhed, hvorefter et investeringsforvaltningsselskab skal ta-

ge hensyn til bæredygtighedsricisi ved opfyldelse af kravene

i § 71, stk. 1, når det varetager administrationen af UCITS.

Bæredygtighedsrisiko defineres i lovforslagets § 1, nr. 5,

som bæredygtighedsrisiko defineret som i artikel 2, nr. 22, i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Definitionen afspejler bæredygtighedsrisiko som defineret i

artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtigheds-

relaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-

ser (disclosureforordningen). Bæredygtighedsrisiko er i dis-

closureforordningen defineret som miljømæssig, social eller

ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis

den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig ne-

gativ indvirkning på værdien af en investering.

Den foreslåede bestemmelse vil implementere artikel 1, nr.

2, i Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af

21. april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så

vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfakto-

rer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Bestemmelsen vil indebære, at investeringsforvaltningssel-

skaber løbende skal vurdere ikke blot alle relevante finan-

sielle risici m.m. i forhold til de administrerede UCITS, men

også alle bæredygtighedsrisici i deres virksomhedsstyring

med henblik på at sikre, at investeringsforvaltningsselska-

bets processer, systemer og interne kontrol afspejler bære-

dygtighedsrisici, og at investeringsforvaltningsselskabet har

teknisk kapacitet og viden for at kunne analysere disse risici.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 120 (§ 177 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 177 a indeholder regler om koncerner.

Reguleringen af fondsmæglerselskaber blev udskilt fra lov

om finansiel virksomhed ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021, og

reguleringen af fondsmæglerselskaber blev samtidig flyttet

til lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og

-aktiviteter.

Det foreslås i

§ 177 a, stk. 1,

at ændre », et realkreditinstitut

eller et fondsmæglerselskab I« til: »eller et realkreditinsti-

tut«.

Ændringen er en konsekvens af forslaget af lov om fonds-

mæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Æn-

dringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 21 (§ 224, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 224 i lov om finansiel virk-

somhed, at Finanstilsynet kan inddrage en virksomheds til-

ladelse, hvis virksomheden gør sig skyldig i grove eller

gentagne overtrædelser af en række nærmere angivne regler,

hvis virksomheden ikke længere opfylder kravene til at få

en tilladelse, hvis virksomheden ikke påbegyndes senest 12

måneder efter, at tilladelse er meddelt, eller hvis der ikke

udøves finansiel virksomhed i en periode på over 6 måneder.

Den gældende § 224 er en videreførelse af § 254 i lov nr.

453 af 10. juni 2003, og der var ved videreførelsen, ved

lov nr. 1383 af 20. december 2004, ikke tilsigtet materielle

ændringer, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, L 64,

side 42.

Det fremgik af § 254, stk. 1, i lov nr. 453 af 10. juni 2003

om lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet helt eller

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

delvist kan inddrage et forsikringsselskabs tilladelse, hvis et

selskab, gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af

bestemmelser i loven, ikke længere opfylder betingelserne

for at få tilladelse ikke inden for de af Finanstilsynet fastsat-

te frister har gennemført de foranstaltninger, som er angivet

i de i § 272, stk. 1 og 2, nævnte genoprettelsesplaner, eller

hvis virksomheden anmodede om det.

Ifølge bemærkningerne til § 254 i lov nr. 453 af 10. juni

2003 om lov om finansiel virksomhed, jf. Folketingstidende

2003-04, tillæg A, L 176, side 259, vil en delvis inddragelse

af tilladelsen oftest bestå i en tilbagekaldelse af tilladelsen

for så vidt angår en forsikringsklasse eller gruppe.

Det foreslås i § 224 at indsætte et

stk. 9,

hvorefter virksom-

heder, der har tilladelse til i samme selskab at drive både

livforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed,

jf. § 11, stk. 12, kan få inddraget deres tilladelse for hen-

holdsvis livsforsikringsvirksomheden og skadesforsikrings-

virksomheden særskilt.

Der er alene tale om en præcisering af, at der i forhold

til forsikringsselskaber der har tilladelse til både at drive

livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed

omfattet af klasse 1 og 2, jf. bilag 7, i særlige tilfælde kan

ske en delvis inddragelse af tilladelsen.

Bestemmelsen præciserer bl.a., at Finanstilsynet i forhold

til virksomheder, der har tilladelse til både at drive livforsik-

ringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig,

ud over at kunne inddrage den samlede tilladelse tillige

kan inddrage tilladelsen for skadesforsikringsvirksomheden

særskilt.

Dette vil bl.a. være relevant, hvis virksomheden ikke formår

at leve op til de krav, der gælder herfor, herunder ikke

har sikret tilstrækkelig adskillelse og særskilt forvaltning

og de livs- og skadesforsikrede respektive interesser er til-

sidesat. De relevante krav fremgår bl.a. af bekendtgørelse

nr. 1774 af 16. december 2015 om livsforsikringsselskabers

syge- og ulykkesforsikringsvirksomhed.

Ved inddragelse af en tilladelse skal almindelige principper

om proportionalitet iagttages. Derudover skal en mindre ind-

gribende foranstaltning vurderes at være utilstrækkelig. Det

forudsættes som udgangspunkt, at en mindre indgribende

reaktion er anvendt over for forsikringsselskabet, før tilla-

delsen inddrages, eller at forholdene i forsikringsselskabet

indebærer, at forsikringsselskabet ikke har mulighed for at

rette op på overtrædelserne inden for en tilpas kort tidshori-

sont. Kan forholdene i forsikringsselskabet rettes op ved en

mindre indgribende reaktion end at trække virksomhedens

tilladelse som forsikringsselskab, skal den mindre reaktion

vælges. En mildere reaktion kan bl.a. være, at Finanstilsynet

giver påbud om, at forsikringsselskabet retter op på de kriti-

sable forhold i forsikringsselskabet.

Til nr. 22 (§ 272, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-

hed)

§ 272 indeholder regler om nedskrivning eller konvertering

af kapitalinstrumenter.

Reguleringen af fondsmæglerselskaber blev udskilt fra lov

om finansiel virksomhed ved lov nr. 1155 af 8. juni 2021

om lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice

og –aktiviteter, og blev samtidig hermed flyttet til lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås i

§ 272, stk. 1. 1. pkt.,

at ændre »pengeinsti-

tuttet, realkreditinstituttet eller fondsmæglerselskabet I« til:

»pengeinstituttet eller realkreditinstituttet«.

Ændringen er en konsekvens af forslaget af lov om fonds-

mæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Æn-

dringen har ingen materiel betydning.

Til nr. 23 (§ 344, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 344, stk. 2, 1. pkt., i lov

om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal tilrettelæg-

ge den sædvanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at

fremme den finansielle stabilitet og tilliden til de finansielle

virksomheder og markeder samt for forsikringsbranchen at

varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser. Efter

§ 344, stk. 2, 2. pkt., skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksom-

hed lægge vægt på holdbarheden af den enkelte finansielle

virksomheds forretningsmodel.

Efter den gældende § 344, stk. 2, 1. pkt., skal Finanstilsynet

i sin tilsynsvirksomhed bl.a. varetage beskyttelsen af forsik-

ringstagernes interesser.

Da hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsik-

ringsselskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af

forsikringstagere og begunstigede, fremgår varetagelsen her-

af udtrykkeligt i bestemmelsen for at understrege det tilsyns-

mæssige fokus herpå.

Efter den gældende ordlyd af § 344, stk. 2, 2. pkt., skal

Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på hold-

barheden af den enkelte finansielle virksomheds forretnings-

model. For forsikringsselskaber indebærer en holdbar for-

retningsmodel, at forretningsmodellen medvirker til forsik-

ringsselskabets levedygtighed både på kort og på lang sigt.

Det følger af §§ 14 og 18, at en ansøgning om tilladelse

til at drive forsikringsvirksomhed skal ledsages af en drifts-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

plan. Formålet med at indhente en driftsplan er at sikre

et udgangspunkt for Finanstilsynets vurdering af, om den

påtænkte virksomhed er forsvarlig, herunder holdbarheden

af virksomhedens forretningsmodel, samt hvorvidt de akti-

viteter, som virksomheden ønsker at udøve, svarer til det,

virksomheden søger om tilladelse til. Der kan f.eks. ikke

gives tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, såfremt

Finanstilsynet på baggrund af de indsendte oplysninger, fin-

der det usandsynligt, at selskabet, i den af driftsplanen om-

fattede periode og ved dennes udløb, vil være i stand til

at opfylde minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet i

medfør af §§ 126 c og 126 d i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum i

§ 344, stk. 2,

efter

2. pkt., hvorefter, Finanstilsynet for forsikringsselskaber, der

både har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed og

skadesforsikringsvirksomhed i samme selskab, skal lægge

vægt på både holdbarheden af den samlede virksomhed,

samt holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden og ska-

desforsikringsvirksomheden hver for sig.

Der er alene tale om en præcisering vedrørende vurderingen

af holdbarhed af forretningsmodellen i forhold til virksom-

heder, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksom-

hed og skadesforsikringsvirksomhed samtidig.

Finanstilsynet foretager en vurdering af en virksomheds for-

retningsmodels holdbarhed i forbindelse med, at virksomhe-

den ansøger. Finanstilsynet fører ligeledes tilsyn med dette

løbende.

Da hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsik-

ringsselskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af

forsikringstagere og begunstigede sker der en præcisering

af hvordan holdbarhed skal fortolkes i forhold til virksomhe-

der, der har tilladelse til at drive livs- og skadesforsikrings-

virksomhed samtidig.

En virksomhed, der har tilladelse til at udøve livsforsik-

ringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i samme

selskab er underlagt en række krav, der skal understøtte, at

der i praksis sker en særskilt forvaltning af de to områder,

hvilket skal ses i lyset af, at der består et særligt behov

for at sikre de livsforsikredes interesser, når der udøves

skadesforsikringsvirksomhed sammen med livsforsikrings-

virksomhed. De krav, der stilles til sådanne virksomheder

indebærer, at der ud over fokus på holdbarheden af virksom-

hedens samlede forretningsmodel, nødvendigvis også skal

være fokus på holdbarheden af livsforsikringsvirksomheden

og skadesforsikringsvirksomheden hver for sig.

F.eks. er det et krav, at en virksomhed, der driver både livs-

og skadesforsikringsvirksomhed, råder over det anerkendte

basiskapitalgrundlag til dækning af det absolutte minimum

for minimumskapitalkravet for livsforsikringsselskaber og

det absolutte minimum for minimumskapitalkravet for ska-

desforsikringsselskaber, jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2.

I vurderingen af holdbarheden for sådanne typer virksomhe-

ders forretningsmodel vil det derfor bl.a. indgå, hvorvidt

selskabet har og kan forventes på sigt at have et tilstrække-

ligt basiskapitalgrundlag hørende til livsforsikringsvirksom-

heden, herunder til at dække det teoretiske minimumska-

pitalkrav for livsforsikringsvirksomheden og tilsvarende til-

strækkeligt basiskapitalgrundlag hørende til SUL-virksom-

heden til at dække det teoretiske minimumskapitalkrav for

skadesforsikringsvirksomheden. Det er en forudsætning for,

at en forretningsmodel kan anses for holdbar, at det kan

sikres, at de respektive minimumskapitalkrav udelukkende

dækkes af midler tilhørende den respektive type virksom-

hed, og at der ikke er afhængigheder mellem de to forret-

ningsben. Dette indebærer videre, at der ikke opstår behov

for tilskud mellem de to typer virksomhed

Ved en holdbar forretningsmodel lægger Finanstilsynet vægt

på, at selskabet i en given driftsplansperiode har en så stor

indtjening, at den kan dække de relevante kapitalkrav og

eventuelle stigninger heri.

Der vil være tale om en konkret vurdering af forretningsmo-

dellen i lyset af de mere generelle markedsforhold samt den

pågældende virksomheds type, størrelse, forretningsplaner

og strategier, samt de budgetter, kapitalplaner og lignende,

herunder de konkrete fremskrivninger og de forudsætninger,

som strategi, fremskrivninger m.m. er baseret på. Da fokus

skal være på både virksomhedens holdbarhed samlet set

og på livs- og skadesforsikringsvirksomheden for sig, vil

Finanstilsynet skulle inddrage begge områders forretnings-

planer og strategier, samt budgetter, kapitalplaner og lignen-

de. Det forhold at der har været systematiske underskud i

en periode og eller forventes systematiske underskud i en

periode fremover vil kunne inddrages i vurderingen af hold-

barheden både samlet set og for hver af de to forretningsom-

råder og uafhængigt af kapitaloverdækningens størrelse.

Fokus er, om der er består en risiko for holdbarheden gi-

vet forsikringsselskabers forretningsplan og -strategier eller

på om øvrige forhold kan få betydning for forsikringssel-

skabers overholdelse af lovgivningen. I vurderingen indgår

endvidere forsikringsselskabets aktuelle overholdelse af lov-

givningen men også eventuelle fremtidige overtrædelser.

Den foreslåede præcisering skal ses i lyset af lovens over-

ordnede rammer for ledelse samt styring og indretning.

Til nr. 24 (§ 348, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksom-

hed)

Det følger af § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,

at Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god

praksis efter § 43, stk. 1, 2 og 9, § 48 a og §§ 53 b-53 d, her-

under sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning

af uretmæssigt opkrævede beløb. Forbrugerombudsmanden

kan endvidere behandle sager vedrørende overtrædelse af

strafbelagte bestemmelser i regler udstedt i medfør af denne

lovs § 43, stk. 3.

Den gældende § 43, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at

udstede regler om finansielle virksomheders forpligtelse til

at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbruge-

re ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlig-

nende lån. Hjemlen er benyttet til at udstede bekendtgørelse

nr. 752 af 23. april 2021 om god skik for boligkredit.

Det foreslås i

§ 348, stk. 1, 2. pkt.,

at indsætte »og 8« efter

»stk. 3«.

Den foreslåede bestemmelse medfører en udvidelse af For-

brugerombudsmandens kompetence til at indbringe god skik

sager for domstolene. Den foreslåede bestemmelse vil såle-

des gøre det muligt for Forbrugerombudsmanden også at

indbringe sager for overtrædelse af regler udstedt i medfør

af § 43, stk. 8.

Til nr. 25 (§ 348 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348 a, stk. 1, at Finanstilsynet underret-

ter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver be-

kendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab, som

følge af at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller

bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9. Det

kan for eksempelvis være i tilfælde af sager om uretmæssigt

opkrævede gebyrer eller renter eller sager, hvor forbrugere

er blevet udsat for en aggressiv markedsføring f.eks. i form

af uanmodet henvendelse, hvorved en eller flere forbrugere

har lidt tab.

Den gældende § 43, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at

udstede regler om finansielle virksomheders forpligtelse til

at udlevere et standardiseret nøgletalsdokument til forbruge-

re ved fremsættelse af tilbud om realkredit- og realkreditlig-

nende lån.

Finanstilsynet underretter efter de gældende regler Forbru-

gerombudsmanden om god skik sager, hvor der er tale om,

at den pågældende virksomheds kunder kan have lidt tab

som følge af virksomhedens manglende efterlevelse af § 43,

stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2 og 9.

Det foreslås i

§ 348 a, stk. 1,

at ændre »stk. 2 og 9« til: »stk.

2, 8 og 9«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet

også skal underrette Forbrugerombudsmanden om sager om

finansielle virksomheders manglende efterlevelse af regler

udstedt i medfør af § 43, stk. 8.

Til nr. 26 (§ 348 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 348 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,

at Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis

Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kun-

der kan have lidt tab, som følge af at virksomheden har

overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af

§ 43, stk. 2.

Det følger af § 348 a, stk. 2, at Forbrugerombudsmanden

uanset § 354 har adgang til samtlige oplysninger i Finanstil-

synets sager omfattet af § 348 a, stk. 1.

Det følger af § 354, at Finanstilsynets ansatte er forpligtet til

at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kend-

skab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden.

Det følger af § 354 g, at Finanstilsynets ansatte ikke må

videregive oplysninger om en person, der til Finanstilsynet

har indberettet en virksomhed eller person for overtrædelse

eller potentiel overtrædelse af den finansielle regulering.

Det foreslås i

§ 348 a, stk. 2,

at ændre »§ 354« til »§§ 354

og 354 g«.

Forbrugerombudsmandens rolle i god skik sager er afgøren-

de i relation til at varetage forbrugernes retsstilling i sager,

hvor en finansiel virksomhed måtte have forbrudt sig mod

god skik reglerne, og hvor forbrugere har lidt et tab som

følge heraf. Det er derfor vigtigt, at Forbrugerombudsman-

den har fuld adgang til de relevante oplysninger i sagerne. I

dag er § 354 g til hinder for at give Forbrugerombudsman-

den fuld adgang til oplysninger i sager, der er opstået på

baggrund af en whistleblower henvendelse.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Forbrugerombuds-

manden uanset tavshedspligtsbestemmelserne i §§ 354 og

354 g har adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets

sager omfatter af § 348 a, stk. 1. Bestemmelsen udvides

således til også at omfatte adgang til oplysninger om en

person, der har indberettet sager til Finanstilsynet. Disse

personoplysninger er ellers omfattet af tavshedsbestemmel-

sen i § 354 g.

Det er afgørende, at den tavshedspligt, som Finanstilsynets

ansatte er underlagt i relation til whistleblowere efter § 354

g ikke forhindrer muligheden for at videregive relevante

sagsoplysninger, herunder oplysninger om en person, der

har indberettet sager til Finanstilsynet, til Forbrugerombuds-

manden.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Til nr. 27 (§ 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 354, stk. 8, i lov om finansiel

virksomhed, at alle der i henhold til stk. 5 og 6 modtager

fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den

tavshedspligt, der følger af § 354, stk. 1.

Det foreslås i

§ 354, stk. 8,

at indsætte en henvisning til §

348 a, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at når Forbrugerom-

budsmanden efter § 348 a, stk. 2, får adgang til fortrolige

oplysninger, vil Forbrugerombudsmanden være underlagt

den samme tavshedspligt som de, der modtager fortrolige

oplysninger efter § 354, stk. 5 og 6.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerom-

budsmanden vil være underlagt en skærpet tavshedspligt for

de fortrolige oplysninger, som Forbrugerombudsmanden til

brug for sin sagsbehandling modtager fra Finanstilsynet.

Til nr. 28 (§ 354 g, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 354 g, stk. 2, at stk. 1 ikke er

til hinder for, at personoplysninger videregives i medfør af §

354, stk. 6.

Den gældende § 354 g, stk. 1, indeholder en tavshedspligt

for Finanstilsynets ansatte i relation til personer, der indbe-

rettet en virksomhed eller en person til Finanstilsynet for

overtrædelse eller potentiel overtrædelse af den finansielle

regulering. Finanstilsynet kan som følge heraf ikke uden

et samtykke fra den pågældende videregive oplysninger til

f.eks. Forbrugerombudsmanden.

Det følger af den gældende § 354, stk. 2, at Finanstilsynet

kan videregive oplysninger om whistleblowere efter § 354,

stk. 6, som er Finanstilsynets hjemmel til at videregive til

bl.a. Det Systemiske Risikoråd, andre offentlige myndighe-

der, Folketingets Ombudsmand, m.v.

Det følger af den gældende § 354 g, stk. 4, at alle, der i

henhold til stk. 2 modtager personoplysninger, er med hen-

syn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede

tavshedspligt.

Det foreslås i

§ 354 g, stk. 2,

at indsætte en henvisning til §

348 a, stk. 2.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet har hjemmel

til at kunne oversende oplysninger om en whistleblower til

Forbrugerombudsmanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet

trods tavshedspligten i § 354 g, stk. 1, også kan videregive

oplysninger om whistleblowere til Forbrugerombudsmanden

efter § 354 g, stk. 2.

Oplysninger som Forbrugerombudsmanden modtager i med-

før af den foreslåede bestemmelse vil være underlagt tavs-

hedspligt efter § 354 g, stk. 4.

Til nr. 29 (§ 360, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det gældende kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed re-

gulerer beregningsgrundlaget og opkrævningen af de afgif-

ter, som Finanstilsynet opkræver.

Det fremgår af den gældende § 360, stk. 1, at Finanstilsynets

bevilling i finansloven tillagt forventede udgifter til advoka-

ter og fratrukket salg af varer og tjenesteydelser opkræves

som afgift fra de virksomheder, som er omfattet af Finanstil-

synets tilsyn, jf. §§ 361-370.

Det foreslås i

§ 360, stk. 1,

at ændre »Finanstilsynets bevil-

ling« til »Finanstilsynet kan opkræve beløb op til Finanstil-

synet bevilling«, og at »opkræves« udgår.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet ikke er forpligtet

til at opkræve den fulde bevilling efter finansloven. Det vil

være relevant, hvis Finanstilsynet i et finansår ikke forven-

ter at realisere sine budgetterede udgifter fuldt ud. I disse

finansår vil Finanstilsynet ved afgiftsopkrævningen kunne

opkræve mindre end finanslovsbevillingen muliggør.

Det foreslåede har til formål at sikre, at der ikke bliver

pålagt unødvendige afgifter på de virksomheder, der betaler

afgift til Finanstilsynet.

Til nr. 30 (§ 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov om finansiel

virksomhed)

Det fremgår af det gældende § 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., i lov

om finansiel virksomhed, at pengeinstitutter, realkreditinsti-

tutter og fondsmæglerselskaber I samlet skal betale et årligt

grundbeløb på 3.350.000 kr.

Det foreslås, at

§ 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt.,

i lov om finan-

siel virksomhed, ændres, således at fondsmæglerselskaber

I ændres til fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at

yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer

eller -aktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og

6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og

–aktiviteter, og at 3.350.000 kr. ændres til 4.200.000 kr.

Grundbeløbet for de omfattede virksomheder foreslås ænd-

ret til 4.200.000 kr., således at den årlige afgiftsopkrævning,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

inklusiv indeksering, jf. § 361, stk. 11, for virksomhederne

omfattet af afviklingsreglerne i de europæiske krisehåndte-

ringsdirektiver (BRRD og BRRD2), afstemmes med de ek-

stra finanslovsbevillinger, som Finanstilsynets har fået til

brug for den øgede arbejdsbyrde påført af direktiverne, jf.

Folketingstidende 2019-20, Tillæg E, aktstykke nr. 313 af

24. september 2020, side 1.

Beløbet dækker Finanstilsynets opgaver i medfør af BRRD

og BRRD2, herunder arbejdet med genopretningsplaner, af-

viklingsplaner og kravet om nedskrivningsegnede passiver,

jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 105 som fremsat,

s. 95.

Beløbsændringen ændrer ikke de samlede afgifter, der bliver

betalt til Finanstilsynet. Ændringen sikrer alene at afgifter-

ne, der skal opkræves fra virksomhederne omfattet af afvik-

lingsreglerne i BRRD og BRRD2, bliver afstemt med de

nævnte ekstra bevillinger i Finansloven.

Når den samlede indtægt ved Finanstilsynets afgiftsopkræv-

ning, trods beløbsstigningen, forbliver helt uændret, skyldes

det at den samlede afgift, jf. § 360, i lov om finansiel virk-

somhed, fastsættes via finanslovsbevillingen, som der ikke

ændres på.

Den foreslåede ændring af begrebet fondsmæglerselskaber

I er en konsekvens af lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fonds-

mæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter.

Med lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice

og –aktiviteter blev begrebet fondsmæglerselskaber I fjernet

fra den finansielle lovgivning.

Det foreslåede medfører ikke en ændring af, hvilke virksom-

heder der er forpligtet til at betale afgift efter § 361, stk. 1,

nr. 8.

Til nr. 31 (§ 361, stk. 2, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af det gældende § 361, stk. 2, nr. 8, at centrale

modparter (CCP’er) med tilladelse i henhold til Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli

2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktions-

registre, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder,

betaler 725.000 kr.

Det foreslås med

§ 361, stk. 2, nr. 8,

i lov om finansiel

virksomhed, at den årlige afgift på 725.000 kr. skal dække

finansiering af tilsynsaktiviteter.

Afgiften dækker de udgifter som Finanstilsynet vil have til

tilladelse og løbende tilsyn med eventuelle centrale modpar-

ter, der får tilladelse, jf. Folketingstidende 2012-13, Tillæg

A, L 87 som fremsat, side 63.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3,

nr. 4, hvorefter der foreslås indsat en ny bestemmelse, der

fastsætter et afgiftsbeløb for CCP’er til dækning af omkost-

ninger til afviklingsopgaver. Herved fastsættes to forskellige

afgiftsbeløb for CCP’er, der dækker over finansiering af

forskellige opgaver.

Til nr. 32 (§ 361, stk. 2, nr. 9, lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 361, stk. 2, nr. 8, fastsætter, at CCP’er

skal betale et årligt grundbeløb på betale 425.000 kr. til

Finanstilsynet.

Der foreslås indsat et nyt

nr. 9

i § 361, stk. 2, i lov om

finansiel virksomhed, hvorefter centrale modparter (CCP’er)

betaler 425.000 kr. til finansiering af afviklingsopgaver.

Afgiften vil dække udgifterne forbundet med de opgaver

Finanstilsynet vil få som afviklingsmyndighed for CCP’er i

medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2021/23 af 16. december 2020 (CCPRR-forordningen).

Der henvises til lovforslaget § 2, nr. 5, hvorefter Finanstilsy-

net foreslås udpeget som afviklingsmyndighed for CCP’er.

Forslaget vil ikke øge Finanstilsynets bevilling, men sikre

at CCP’er, der måtte etablere sig i Danmark, er med til at

finansiere Finanstilsynets drift inden for rammerne af den

eksisterede bevilling.

Til nr. 33 (§ 373 stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,

at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser

straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre

højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i

§ 373, stk. 1,

at indsætte § 29 a, 2. pkt., og at §

24, stk. 1, 3. pkt., udgår.

Den foreslåede indsættelse af § 29 a, 2. pkt., medfører, at

grov overtrædelse af kravene i § 29 a, 2. pkt., om ikke

at underrette Finanstilsynet om, at selskabet driver anden

virksomhed i medfør af § 29 a, 1. pkt., straffes med bøde

eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er

forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 29 a, 2. pkt., er det

pågældende forsikringsselskab.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Den strafbare handling for overtrædelse af § 29 a, 2. pkt.,

er eksempelvis, at forsikringsselskabet ikke at underretter

Finanstilsynet om, at selskabet driver anden virksomhed ef-

ter § 29 a, 1. pkt.

Forslaget til at § 24, stk. 1, 3. pkt., udgår skal ses i sammen-

hæng med lovforslaget § 1, nr. 34, hvor § 24, stk. 1, 3. pkt.,

foreslås tilføjet til oplistningen af bestemmelser om påbud

for hvilke manglende efterlevelse kan straffes med bøde.

For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne

til lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.

Til nr. 34 (§ 373 stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksom-

hed)

Det følger af § 24, stk. 1, at pengeinstitutter, realkreditin-

stitutter og forsikringsselskaber kan drive virksomhed, der

er accessorisk til den virksomhed, der er givet tilladelse

til. Som accessorisk virksomhed anses også digitale løsnin-

ger og services, der er forbundet med eller ligger i naturlig

forlængelse af den tilladte virksomhed. Finanstilsynet kan

bestemme, at den accessoriske virksomhed skal udøves af et

andet selskab.

Det følger af § 373, stk. 3, at en finansiel virksomhed, en

finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirk-

somhed, der ikke efterkommer et påbud om at indstille en

overtrædelse af en række nærmere opregnede bestemmelse,

kan straffes med bøde.

Det foreslås i

§ 373, stk. 3, 1. pkt.,

at indsætte § 24, stk. 1, 3.

pkt., og § 29, stk. 2.

Den foreslåede indsættelse af § 24, stk. 1, 3. pkt., præciserer,

at manglende efterlevelse af et påbud fra Finanstilsynet om,

at accessorisk virksomhed skal udøves af et andet selskab

givet efter § 24, stk. 1, 3. pkt., kan straffes med bøde

eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er

forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den foreslåede indsættelse af § 29, stk. 2, medfører, at

manglende efterlevelse af et påbud givet efter § 29, stk. 2,

kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, med-

mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

For en nærmere gennemgang af § 29, stk. 2, henvises til

bemærkningerne til § 1, nr. 14.

Til nr. 35 (§ 438, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 438, stk. 1, i lov om fi-

nansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15.

december 2021, at loven ikke gælder for Færøerne og Grøn-

land, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for

disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

og grønlandske forhold tilsiger.

Anordningshjemlen i § 438, stk. 1, er blevet anvendt til

at udstede anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov

om finansiel virksomhed, jf. anordning nr. 86 af 10. februar

2006.

§§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden for Færøerne af

lov om finansiel virksomhed, jf. anordning nr. 86 af 2006,

indeholder regler om udøvelse af finansiel virksomhed på

Færøerne, hvis virksomheden har tilladelse til at udøve fi-

nansiel virksomhed i et land i Den Europæiske Union eller

i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det

finansielle område.

Det foreslås i

§ 438, stk. 6,

at de dele af § 30, stk. 1, og § 31,

stk. 1, som i medfør af stk. 1 er sat i kraft for Færøerne ved

kongelig anordning, kan sættes helt eller delvis i kraft på

ny for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold

tilsiger.

Det foreslåede indebærer, at anordningshjemmelen i § 438,

stk. 1, kan anvendes på ny for Færøerne med henblik på, at

der ved anordning ændres ved bestemmelserne i §§ 30 og

31.

Den foreslåede anordningshjemmel vil blive anvendt til at

udstede en anordning, hvor der indsættes en undtagelse til

gensidighedskravet i § 30, stk. 1, 1. pkt., og § 31, stk. 1,

1. pkt., i anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov

om finansiel virksomhed. Undtagelsen til en gensidighedsaf-

tale vil være, at en finansiel virksomhed, der har tilladelse

til at udøve finansiel virksomhed, og har hjemsted i Den

Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået

aftale med på det finansielle område, skal etablere en filial

i Danmark for at kunne udøve finansiel virksomhed på Fær-

øerne. Derudover vil den finansielle virksomheds aktiviteter

på Færøerne skulle godkendes af Finanstilsynet. Aktiviteter

udøvet på Færøerne er desuden underlagt færøsk regulering.

Denne ændring af §§ 30 og 31 i anordning om ikrafttræden

for Færøerne af lov om finansiel virksomhed vil medføre,

at virksomheder, der har fået tilladelse til at udøve finansiel

virksomhed i et land i EU eller et land, som EU har indgået

aftale med på det finansielle område, kan udøve finansiel

virksomhed på Færøerne, uden at der er blevet indgået aftale

mellem deres hjemland og Færøerne. Krav om etablering

af et filial i Danmark vil videre medføre, at den finansielle

virksomhed ved etablering af filial skal iagttage reglerne om

notifikation af Finanstilsynet i medfør af reglerne i §§ 30 og

31 i lov om finansiel

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.15. i lovforslagets alminde-

lige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1 (fodnoten i lov om kapitalmarkeder)

Fodnoten til lov om kapitalmarkeder oplister de direktiver,

som loven gennemfører dele af.

Det foreslås, at der i

fodnoten

til lov om kapitalmarkeder til-

føjes henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionær-

rettigheder i børsnoterede virksomheder (SRD).

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremgår af fod-

noten til lov om kapitalmarkeder, at loven gennemfører dele

af aktionærrettighedsdirektivet (SRD).

Til nr. 2 (§ 1, stk. 12, i lov om kapitalmarkeder)

Det fremgår af den gældende § 1, stk. 12, i lov om kapital-

markeder at reglerne i §§ 203-208 ikke gælder for begræns-

ninger af håndhævelsen af aftaler om finansiel sikkerheds-

stillelse eller begrænsninger af virkningen af en aftale om

finansiel sikkerhedsstillelse og slutafregnings- eller modreg-

ningsbestemmelse, der pålægges i henhold til kapitel 5, 6 og

10 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle

virksomheder.

Den foreslåede ændring af

§ 1, stk. 12,

i lov om kapitalmar-

keder, vil medføre at reglerne i §§ 203-208 heller ikke gæl-

der for begrænsninger af håndhævelsen af aftaler om finan-

siel sikkerhedsstillelse eller begrænsninger af virkningen af

en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse og slutafregnings-

eller modregningsbestemmelse, der pålægges i henhold til

afsnit V, kapitel III, afdeling 3, eller kapitel IV i Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. decem-

ber 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af

centrale modparter (herefter CCPRR-forordningen).

Afsnit V, kapitel III, afdeling 3, i CCPRR-forordningen

indeholder regler om nedskrivning og konvertering af ejer-

skabsinstrumenter og gældsinstrumenter eller andre usikrede

forpligtelser. Afsnit V, kapitel IV, i CCPRR-forordningen

indeholder regler om afviklingsbeføjelser, herunder bl.a. be-

føjelsen til at tage kontrol over en CCP under afvikling samt

beføjelsen til at afslutte og opsige finansielle kontrakter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at reglerne i §§

203-208 i lov om kapitalmarkeder ikke gælder, når en afvik-

lingsmyndighed iværksætter tiltag som f.eks. nedskrivning

eller konvertering af ejerskab- og gældsinstrumenter eller

gør brug af afviklingsbeføjelser over for en CCP i henhold

til CCPRR-forordningen. Det betyder, at i de tilfælde, hvor

en afviklingsmyndighed bl.a. foretager nedskrivning eller

konvertering af ejerskabs- og gældsinstrumenter eller anven-

der andre afviklingsbeføjelser i henhold til CCPRR-forord-

ningen, kan dette ikke begrunde en realisation af sikkerhed

i henhold til en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse, da §

203 i lov om kapitalmarkeder ikke finder anvendelse. End-

videre finder reglerne om brugsret i § 204 i lov om kapi-

talmarkeder ikke anvendelse, og det er heller ikke muligt

at gøre en forpligtelse til genstand for netting ved slutafreg-

ning, jf. §§ 205-208 i lov om kapitalmarkeder.

Den foreslåede ændring vil implementere artikel 1, stk. 6,

i collateral-direktivet som ændret ved artikel 89 i CCPRR-

forordningen.

Desuden forslås det i

§ 1, stk. 12,

at ændre kapital til kapitel.

Forslaget har til formål at rette en tastefejl.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 210 g i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen er alene

relevant for CCP’er, der er kapitalselskaber omfattet af sel-

skabsloven.

Det følger af §§ 154 og 155 i selskabsloven, at generalfor-

samlingen har kompetence til at træffe beslutning om kapi-

talforhøjelse eller give ledelsen bemyndigelse hertil. Indkal-

delsesfristen for en generalforsamling er reguleret i § 94

i selskabsloven. Det fremgår heraf, at en indkaldelse til ge-

neralforsamling skal foretages tidligst 4 uger og senest 2

uger før generalforsamlingens afholdelse. For selskaber med

aktier optaget til handel på et reguleret marked er indkaldel-

sesfristen tidligst 5 uger og senest 3 uger før generalforsam-

lingens afholdelse.

Det foreslås i

§ 210 g, stk. 1, 1. pkt.,

i lov om kapitalmar-

keder, at en central modpart (CCP) kan indkalde til general-

forsamling med henblik på at foretage en kapitalforhøjelse

senest 10 dage før generalforsamlingen, hvis Finanstilsynet

har vurderet, at betingelserne i artikel 18 i Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december

2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling af cen-

trale modparter er opfyldt, og den centrale modpart (CCP)

vurderer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at forhindre,

at den centrale modpart (CCP) bliver nødlidende.

Det foreslåede stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at en CCP kan

indkalde til generalforsamling med minimum 10 dages var-

sel, hvis Finanstilsynet har vurderet at betingelserne for

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

tidlig indgriben er opfyldt, og hvis formålet med generalfor-

samlingen er at vedtage en kapitalforhøjelse, som CCP’en

finder nødvendig for at forhindre, at CCP’en bliver nødli-

dende.

Det følger af artikel 18 i CCPRR-forordningen, at den kom-

petente myndighed, som i dette tilfælde er Finanstilsynet,

kan kræve iværksættelse af foranstaltninger i forbindelse

med tidlig indgriben, hvis en CCP overtræder eller kan

forventes i nær fremtid at overtræde kapital- og tilsynskra-

vene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale mod-

parter og transaktionsregistre (EMIR), eller udgør en risiko

for den finansielle stabilitet i EU eller i en eller flere af EU’s

medlemsstater, eller hvis Finanstilsynet har afgjort, at der

er andre indikationer på en kommende krisesituation, der

kan påvirke CCP�½ens drift, navnlig dens evne til at levere

clearingydelser. Det er også en betingelse for anvendelsen

af den forkortede indkaldelsesfrist, at CCP’ens ledelse vur-

derer, at kapitalforhøjelsen er nødvendig for at undgå, at

CCP’en bliver nødlidende. Definitionen af hvornår en CCP

er nødlidende fremgår af artikel 22, stk. 3, i CCPRR-forord-

ningen. I praksis forventes det, at der vil være en dialog

mellem CCP’en og Finanstilsynet, om kapitalforhøjelsen er

nødvendig for at undgå, at CCP’en bliver nødlidende, men

det vil være CCP’en selv, der træffer den endelige beslut-

ning herom.

Det foreslås i

§ 210 g, stk. 1, 2. pkt.,

i lov om kapitalmar-

keder, at indkaldelse til generalforsamling i henhold til det

foreslåede 1. pkt. kan foretages, hvis generalforsamlingen

med to tredjedele af de afgivne stemmer ændrer selskabets

vedtægter til at indeholde denne mulighed.

Den foreslåede bestemmelse i § 210 g, stk. 1, 2. pkt., i

lov om kapitalmarkeder vil medføre, at en CCP’s general-

forsamling kan beslutte at ændre sine vedtægter, så den kan

indkalde til generalforsamling med 10 dages varsel, hvis

formålet med generalforsamlingen er at foretage en kapital-

forhøjelse, der er nødvendig for at undgå, at CCP’en bliver

nødlidende.

Det foreslås i

stk. 2,

at tidsfristerne i §§ 94, 98 og 99 i sel-

skabsloven ikke finder anvendelse på generalforsamlinger,

der er indkaldt i overensstemmelse med stk. 1.

Det foreslåede § 210 g, stk. 2, vil medføre, at tidsfristerne

i § 94, som omhandler indkaldelsesfristerne for generalfor-

samlinger, samt tidsfristerne i §§ 98 og 99 i selskabsloven,

som omhandler aktionærers adgang til oplysninger før gene-

ralforsamlingen i virksomheder, der har kapitalandele opta-

get til handel på et reguleret marked, ikke finder anvendelse

ved en generalforsamling, der en indkaldt i medfør af det

foreslåede stk. 1.

Den foreslåede § 210 g, stk. 1, vil implementere artikel 5,

stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF

af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder

i børsnoterede selskaber (SRD) som ændret ved artikel 91,

stk. 2, i CCPRR-forordningen. Det foreslåede stk. 2 vil im-

plementere artikel 5, stk. 6, i SRD.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 211, stk. 2, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder)

§ 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder oplister de regler og

forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelse af.

Der foreslås et

nr. 11

i § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarke-

der, hvoraf det følger, at Finanstilsynet påser overholdelsen

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23

af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter og regler fastsat i medfør

heraf.

Det fremgår af artikel 2, nr. 7, i CCPRR-forordningen, at

den kompetente myndighed i henhold til CCPRR-forordnin-

gen er den myndighed, der er udpeget som kompetent myn-

dighed i henhold til EMIR. Finanstilsynet er udpeget som

kompetent myndighed i henhold til EMIR, jf. § 211, stk.

2, nr. 4 i lov om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at

Finanstilsynet påser overholdelsen af EMIR.

I henhold til CCPRR-forordningen skal den kompetente

myndighed varetage en række opgaver, der følger af forord-

ningen. Som følge af, at Finanstilsynet vil være kompetent

myndighed i henhold til CCPRR-forordningen, bliver det Fi-

nanstilsynet, der bl.a. skal vurdere en CCP’s genopretnings-

plan i medfør af artikel 10 i CCPRR-forordningen. Desuden

får Finanstilsynet beføjelse til at kræve, at en CCP iværksæt-

ter foranstaltninger i forbindelse med tidlig indgriben i med-

før af artikel 18 i CCPRR-forordningen, og får kompetence

til at træffe afgørelse om, at en CCP er nødlidende eller

forventeligt nødlidende i henhold til artikel 22 i CCPRR-for-

ordningen.

Finanstilsynet får med bestemmelsen bl.a. også mulighed

for at give påbud for overtrædelser af forordningen, jf. §

220, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, og efterfølgende at of-

fentliggøre et påbud til en virksomhed eller en fysisk person,

jf. § 234, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder. Se nærmere om

Finanstilsynets mulighed for offentliggørelse af reaktioner

i medfør af lov om kapitalmarkeder i bemærkningerne til

§§ 234-240, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 155 som

fremsat, side 339 ff.

Finanstilsynet bliver i medfør af § 2, nr. 5, udpeget som

afviklingsmyndighed for CCP’er i henhold til CCPRR-for-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

ordningen. Finanstilsynet har i sin rolle som afviklingsmyn-

dighed, ud over de beføjelser der følger af CCPRR-forord-

ningen, også de beføjelser Finanstilsynet har i medfør af lov

om kapitalmarkeder, herunder f.eks. mulighed for at give

påbud for overtrædelser af forordningen, jf. § 220, stk. 1, i

lov om kapitalmarkeder.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 5 (§§ 212 a og 212 b i lov om kapitalmarkeder)

Til § 212 a

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Der er ikke regler om afviklingsmyndigheder for

CCP’er. Finanstilsynet fører tilsyn med CCP’er, jf. § 212,

stk. 1, i lov om kapitalmarkeder og påser overholdelse af

EMIR, jf. § 211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder.

Det følger af artikel 3, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at

medlemsstaterne skal udpege en eller flere afviklingsmyn-

digheder, der tillægges beføjelser til at anvende afviklings-

værktøjerne og udøve afviklingsbeføjelserne i henhold til

forordningen.

Det foreslås med § 212 a at fordele opgaverne som afvik-

lingsmyndighed mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabili-

tet.

Det foreslås i

§ 212 a, stk. 1,

at Finanstilsynet er afviklings-

myndighed for en central modpart (CCP) i henhold til arti-

kel 4, stk. 1, artikel 9, 10, 13-18, artikel 22, litra a, nr. ii,

artikel 33, stk. 8, artikel 53, stk. 2, og artikel 70, stk. 2 og

3, artikel 73, 75, 79, 80, 83 og 84 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020

om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale

modparter.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet er

afviklingsmyndighed for en CCP i henhold til de nævnte

artikler.

Finanstilsynet vil skulle udøve sit virke som afviklingsmyn-

dighed i overensstemmelse med CCPRR-forordningen. Det-

te indebærer blandt andet, at Finanstilsynet samarbejder

med andre myndigheder i overensstemmelse med artikel

6 i CCPRR-forordningen, efterlever principperne for beslut-

ningstagning i artikel 7 i CCPRR-forordningen og udveksler

informationer med andre myndigheder i overensstemmelse

med artikel 8 i CCPRR-forordningen.

Det foreslås i

stk. 2,

at Finanstilsynet forelægger en gen-

opretningsplan fra en central modpart (CCP) for Finansiel

Stabilitet. Finansiel Stabilitet kan komme med anbefalinger

til Finanstilsynet om genopretningsplanens indhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet

som afviklingsmyndighed forelægger en genopretningsplan

for en CCP for Finansiel Stabilitet, og at Finansiel Stabilitet

kan komme med anbefalinger vedrørende genopretningspla-

nen til Finanstilsynets afviklingsenhed.

Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med, at det af

det foreslåede stk. 1 fremgår, at Finanstilsynet er afviklings-

myndighed i henhold til artikel 10 i CCPRR-forordningen,

der vedrører vurdering af genopretningsplaner. Det følger af

artikel 10, stk. 5, i CCPRR-forordningen, at afviklingsmyn-

digheden gennemgår genopretningsplanen med henblik på at

identificere eventuelle foranstaltninger, der kan få en nega-

tiv indvirkning på CCP�½ens afviklingsmuligheder. Hvis der

identificeres sådanne foranstaltninger, gør afviklingsmyn-

digheden den kompetente myndighed opmærksom herpå og

fremsætter henstillinger til den kompetente myndighed.

Finanstilsynet forelægger genopretningsplanen for Finansiel

Stabilitet, fordi Finansiel Stabilitet har indsigt i, hvilke gen-

opretningsforanstaltninger, der kan være hindringer i en af-

viklingssituation. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at følge

Finansiel Stabilitets anbefalinger.

På baggrund af egen vurdering og Finansiel Stabilitets an-

befalinger fremsætter Finanstilsynet som afviklingsmyndig-

hed, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 5, i CCPRR-

forordningen, henstillinger til Finanstilsynet som kompetent

myndighed, om måder, hvorpå den negative virkning af dis-

se foranstaltninger på CCP�½ens afviklingsmuligheder kan

afhjælpes.

Det foreslås i

stk. 3,

at Finansiel Stabilitet udarbejder og

vedligeholder afviklingsplaner i henhold til artikel 12 i Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16.

december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling

af centrale modparter, som Finanstilsynet vedtager efter ind-

stilling fra Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finansiel Sta-

bilitet udarbejder og vedligeholder en afviklingsplan for

en CCP, hvorefter Finanstilsynet vedtager afviklingspla-

nen. Det vil være Finanstilsynet, der sender en CCP en

sammenfatning af afviklingsplanens væsentligste elementer,

jf. artikel 12, stk. 8. En CCP skal i overensstemmelse med

artikel 12, stk. 6, underrette Finanstilsynet som afviklings-

myndighed om ændringer, der berører CCP�½ens retlige eller

organisatoriske struktur, dens forretningsaktiviteter eller fi-

nansielle stilling, eller enhver anden ændring, som har væ-

sentlige konsekvenser for planens effektivitet. Finanstilsynet

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

videregiver underretningen til Finansiel Stabilitet. I overens-

stemmelse med, at det i det foreslåede stk. 1, fremgår, at det

er Finanstilsynet, der er afviklingsmyndighed i henhold til

artikel 14 i CCPRR-forordningen, er det Finanstilsynet, der

kan træffe en afgørelse om afviklingsplanen, jf. artikel 14,

stk. 5, i CCPRR-forordningen.

Finanstilsynet skal, både som kompetent myndighed og af-

viklingsmyndighed, give Finansiel Stabilitet alle oplysnin-

ger, der er nødvendige for udarbejdelsen af afviklingsplaner,

jf. artikel 73, stk. 5, litra b, i CCPRR-forordningen, hvoraf

det fremgår, at kompetente myndigheder og afviklingsmyn-

dighederne kan udveksle oplysninger indbyrdes.

Det forslås i

stk. 4,

at Finansiel Stabilitet forelægger vur-

dering af afviklingsmulighederne for en central modpart

(CCP) for Finanstilsynet i henhold til artikel 15 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. de-

cember 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling

af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finansiel Stabi-

litet skal foretage en vurdering af afviklingsmulighederne i

henhold til artikel 15 i CCPRR-forordningen og forelægge

den for Finanstilsynet. Det er, som det fremgår af det fore-

slåede stk. 1, Finanstilsynet, der er afviklingsmyndighed i

henhold til artikel 15. Det vil derfor være Finanstilsynet, der

på baggrund af Finansiel Stabilitets vurdering, vurderer om

en CCP kan afvikles, jf. artikel 15, stk. 2, i CCPRR-forord-

ningen.

Det foreslås i

stk. 5,

at Finanstilsynet indsender, efter indstil-

ling fra Finansiel Stabilitet, en rapport om afviklingshindrin-

ger til den centrale modpart (CCP) i henhold til artikel 16

i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23

af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter.

Finansiel Stabilitet udarbejder en indstilling til en rapport til

CCP’en om væsentlige hindringer for afviklingen af CCP’en

i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i CCPRR-forord-

ningen. At rapporten om afviklingshindringer indstilles af

Finansiel Stabilitet indebærer, at Finansiel Stabilitet udarbej-

der et udkast til rapporten og indstiller udkastet til vedtagel-

se hos Finanstilsynet. Finanstilsynet som afviklingsmyndig-

hed sender i samarbejde med Finanstilsynet som kompetent

myndighed rapporten til CCP’en i overensstemmelse med

artikel 16, stk. 1.

Det foreslås i

stk. 6,

at Finanstilsynet træffer afgørelse i

henhold til artikel 22, litra a, nr. ii, i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020

om et regelsæt for genopretning og afvikling af centrale

modparter efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet som

afviklingsmyndighed alene kan træffe afgørelse om, at en

central modpart (CCP) er nødlidende eller forventeligt nød-

lidende efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet er afvik-

lingsmyndighed i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a, nr. ii, i

CCPRR-forordningen.

Det forslås i

stk. 7,

at Finanstilsynet udfører opgaverne som

afviklingsmyndighed med en passende operationel uafhæn-

gighed af Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at de beføjelser og

opgaver, som Finanstilsynet er pålagt som afviklingsmyn-

dighed for en CCP, skal Finanstilsynet udføre med pas-

sende uafhængighed fra Finanstilsynets tilsynsvirksomhed,

der sikrer, at der ikke opstår interessekonflikter. Der kan

eksempelvis være en interessekonflikt mellem opgaverne,

hvis tilsynsopgaverne, der typisk adresserer risici, der er me-

re aktuelle, prioriteres frem for afviklingsopgaver. Navnlig

skal tilsynet med overholdelse af EMIR og tilsynet med

clearingmedlemmer omfattet af artikel 18, stk. 2, litra c, i

EMIR, og Finanstilsynets rolle som kompetent myndighed

i henhold til CCPRR-forordningen være uafhængigt af hin-

anden. Clearingmedlemmer kan bl.a. være pengeinstitutter

og fondsmæglerselskaber. Rent operationelt vil de opgaver,

som Finanstilsynet vil skulle varetage som afviklingsmyn-

dighed for en CCP derfor blive udført med passende uaf-

hængighed fra Finanstilsynets tilsynsopgaver, herunder sær-

ligt tilsynet med virksomheder, der er clearingmedlemmer,

som er omfattet af artikel 18, stk. 2, litra c, i EMIR. Finans-

tilsynets opgaver som afviklingsmyndighed bliver varetaget

af en særlig enhed, der skal være tilstrækkeligt adskilt fra de

øvrige funktioner og medarbejdere i Finanstilsynet.

På nuværende tidspunkt er der ikke etableret en CCP i

Danmark, og Finanstilsynet har derfor ikke opgaver som

afviklingsmyndighed for en CCP. Etableres en CCP i Dan-

mark, skal Finanstilsynet tage stilling til afviklingsenhedens

kommandoveje og organisatoriske placering i Finanstilsynet

for at undgå interessekonflikter.

Den foreslåede bestemmelse skal læses i overensstemmelse

med § 344 d i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse er en følge af artikel 3, stk. 3, 6

og 7, der stiller krav om, at der er indført passende struktur-

elle ordninger for at undgå interessekonflikter mellem afvik-

lingsmyndighedens opgaver efter CCPRR-forordningen og

myndighedens opgaver som tilsynsmyndighed.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Til 212 b

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i

§ 212 b,

at Erhvervsministeriet varetager det

kompetente ministeriums opgaver i henhold til CCPRR-for-

ordningen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsmini-

steriet bliver udpeget til at varetage det kompetente ministe-

riums opgaver i henhold til CCPRR-forordningen.

Opgaverne omfatter bl.a. deltagelse i en CCP’s afviklings-

kollegium, jf. artikel 4, stk. 2, litra m, i CCPRR-forordnin-

gen. Heraf fremgår det, at det kompetente ministerium skal

deltage i en CCP’s afviklingskollegium, sammen med bl.a.

afviklingsmyndighederne og den kompetente myndighed,

når det den udpegede afviklingsmyndighed ikke er det kom-

petente ministerium. Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 5 og

§ 7, nr. 12, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet udpeges

som afviklingsmyndigheder for en CCP, og Erhvervsmini-

steriet skal derfor tillige deltage i afviklingskollegiet.

Det kompetente ministerium har desuden visse beføjelser i

forbindelse med anvendelse af offentlige stabiliseringsværk-

tøjer i medfør af artikel 45 i CCPRR-forordningen. Artikel

45 i CCPRR-forordningen giver mulighed for, at staten

undtagelsesvist i helt ekstraordinære tilfælde kan deltage i

afviklingen af en CCP, ved at anvende såkaldte offentlige

stabiliseringsinstrumenter i form af kapitaltilførsel eller mid-

lertidigt ejerskab, jf. artikel 46 i CCPRR-forordningen.

I overensstemmelse med artikel 45 i CCPRR-forordningen,

er det staten, der undtagelsesvist kan anvende offentlige

stabiliseringsværktøjer i form af kapitaltilførsel eller midler-

tidigt ejerskab, hvilket i praksis vil betyde, at en anvendelse

af offentlige midler, kun kan ske ved beslutning og bevilling

foretaget af Folketinget Finansudvalg.

Bestemmelsen foreslås som følge af artikel 3, stk. 8, i

CCPRR-forordningen, der stiller krav om, at medlemsstaten

udpeger et ministerium, det varetager det kompetente mini-

steriums opgaver i henhold til forordningen.

Til nr. 6 (§ 220, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, 1. pkt., i lov om

kapitalmarkeder)

Det følger af den gældende § 220, stk. 1, 1. pkt., at Finans-

tilsynet kan påbyde en fysisk eller juridisk person at ændre

en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder

sine forpligtelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør

heraf og efter forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler

fastsat i medfør heraf.

Det følger af den gældende § 220, stk. 2, 1. pkt., at Dan-

marks Nationalbank, når der er tale om et registreret beta-

lingssystem omfattet af kapitel 32, kan påbyde en fysisk

eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller hand-

ling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne

lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter forordningerne

nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf. §

254, i lov om kapitalmarkeder, indeholder bestemmelser om

bødestraf, hvis man ikke efterlever et påbud givet i medfør

af § 220.

I medfør af § 211, stk. 3, påser Finanstilsynet også overhol-

delsen af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der

gennemføres ved denne lov. Derfor kan Finanstilsynet også

fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere

ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og

juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der

fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, kræve at få alle oplysninger,

dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsy-

net skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller

til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler,

som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de

regler, der fremgår af § 211, stk. 3, jf. § 214, stk. 1. Finans-

tilsynet kan desuden til enhver tid uden retskendelse mod

behørig legitimation foretage tilsyns- og kontrolundersøgel-

ser på forretningsstedet hos virksomheder under tilsyn og

virksomheder, der har pligter i henhold til de regler, der

fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, jf. § 215, stk. 1.

Det foreslås i

stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, 1. pkt.,

at indsætte for-

ordninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres

ved denne lov.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for Finans-

tilsynet og Danmarks Nationalbank at påbyde en fysisk eller

juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling,

såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forord-

ninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved

denne lov.

Konsekvensen af den foreslåede ændring vil være, at mang-

lende efterlevelse af et påbud udstedt til en fysisk eller jurid-

isk person om at ændre en bestemt adfærd eller handling,

såfremt denne ikke opfylder sine forpligtelser efter forord-

ninger fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved

denne lov, vil kunne straffes med bøde i medfør af § 254,

stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Til nr. 7 (§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt., og stk. 9, i lov om

kapitalmarkeder)

Den gældende § 221 fastlægger reglerne om Finanstilsynets

muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en operatør

af et reguleret marked.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Det følger af det gældende stk. 1, at Finanstilsynet kan

påbyde en operatør af et reguleret marked at afsætte en

direktør inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis di-

rektøren ikke længere opfylder kravene til at varetage sin

stilling i medfør af henholdsvis § 68, stk. 1, nr. 2-5, eller §

69. Disse bestemmelser vedrører egnethed og hæderlighed

for ledelsesmedlemmer og kravet om at afsætte tilstrækkelig

tid til varetagelse af stillingen eller hvervet som enten direk-

tør eller bestyrelsesmedlem.

Det følger af det gældende stk. 4, 1. pkt., at Finanstilsynet

har mulighed for at påbyde en operatør af et reguleret mar-

ked at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod denne

i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov el-

ler anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort,

hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke

opfylder kravene i § 68, stk. 1, nr. 3.

Det følger af det gældende stk. 9, at stk. 1-8 i bestemmelsen

finder tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvar-

lige, når en operatør af et reguleret marked drives som en

juridisk person uden en bestyrelse eller en direktion.

Det foreslås i

§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt.,

stk. 9,

ændre bestemmelserne således, at en it-operatør af et detail-

betalingssystem også vil være omfattet.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet får mulighed for

at påbyde en it-operatør af et detailbetalingssystem at afsæt-

te en direktør i en it-operatør af et detailbetalingssystem i de

situationer, der er nævnt i § 221, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt. Det

foreslåede medfører også, at i det tilfælde en it-operatør af

et detailbetalingssystem drives som en juridisk person uden

en bestyrelse eller en direktion vil § 221, stk. 1-8, finde

tilsvarende anvendelse på den eller de ledelsesansvarlige i

virksomheden.

Til nr. 8 (§ 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt., i lov om kapitalmar-

keder)

Den gældende § 221 fastlægger reglerne om Finanstilsynets

muligheder for at afsætte et ledelsesmedlem hos en operatør

af et reguleret marked.

Det følger af det gældende stk. 2, at Finanstilsynet har mu-

lighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge

sit hverv inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis

denne ikke kan varetage hvervet i medfør af bestemmelserne

i § 68, stk. 1, nr. 2-5, eller § 69.

Det følger af det gældende stk. 4, 3. pkt., at Finanstilsynet

har mulighed for at påbyde et medlem af bestyrelsen at

nedlægge sit hverv, når der er rejst tiltale mod denne i en

straffesag om overtrædelse af straffeloven, denne lov eller

anden finansiel lovgivning, indtil straffesagen er afgjort,

hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke

opfylder kravene i § 68, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås i

§ 221, stk. 2,

stk. 4, 3. pkt.,

at ændre be-

stemmelserne således, at en it-operatør af et detailbetalings-

system også vil være omfattet.

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet får mulighed for

at påbyde et medlem af bestyrelsen at nedlægge sit hverv i

de situationer, der er nævnt i § 221, stk. 2, og stk. 4, 3. pkt.

Til nr. 9 (§ 221 a i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i

§ 221 a,

at Finanstilsynet kan påbyde et med-

lem af den øverste ledelse i en central modpart (CCP) eller

enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for overtrædel-

se af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1,

i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23

af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter, at afholde sig fra at udøve

funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig perio-

de.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet

kan påbyde en direktør, et bestyrelsesmedlem, en person,

der faktisk leder en CCP’s forretningsaktiviteter, eller en-

hver anden fysisk person, der er ansvarlig for CCP’ens over-

trædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel 70,

stk. 1, i CCPRR-forordningen at afholde sig fra at udøve

funktioner i en midlertidig periode. Definitionen af øverste

ledelse fremgår af artikel 2, nr. 37, i CCPRR-forordningen.

Påbuddets varighed vil afhænge af en konkret vurdering,

men kan eksempelvis hænge sammen med hvornår CCP’en

får bragt overtrædelsen til ophør ved at opfylde de relevan-

te pligter. Påbuddets varighed skal derfor ikke fremgå af

påbuddet.

I medfør af artikel 9, stk. 1, i CCPRR-forordningen har en

CCP pligt til at udarbejde og vedligeholde en genopretnings-

plan. Kravene til genopretningsplanens indhold fremgår af

artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 og afsnit A i bilaget til CCPRR-

forordningen. En CCP’s genopretningsplan anses ikke for

udarbejdet, hvis den ikke lever op til de krav til genopret-

ningsplanens indhold, der fremgår af artikel 9, stk. 2, 3, 10

og 11 eller bilagets afsnit A i CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 13, stk. 1, i CCPRR-forordningen har en

CCP pligt til at samarbejde med afviklingsmyndigheden om

udarbejdelsen af afviklingsplaner og give afviklingsmyndig-

heden alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

og gennemførelsen af afviklingsplanen, herunder de oplys-

ninger og analyser, der er omhandlet i afsnit B i bilaget til

CCPRR-forordningen. Oplysningerne kan gives til Finansiel

Stabilitet gennem Finanstilsynet.

I medfør af artikel 13, stk. 2, har CCP’en desuden pligt til at

give afviklingsmyndighederne, dvs. både Finanstilsynet og

Finansiel Stabilitet, jf. lovforslagets § 3, nr. 5, og § 7, nr. 12,

detaljerede registre over de aftaler, som omhandlet i artikel

29 i EMIR, som CCP’en er part i, hvis afviklingsmyndig-

hederne kræver det. De nævnte aftaler, som er omhandlet

i artikel 29 i EMIR, omfatter blandt andet aftaler om de

tjenesteydelser, CCP’en leverer, og de aktiviteter, CCP’en

udfører.

I medfør af artikel 13, stk. 3, har CCP’en pligt til rettidigt

at udveksle oplysninger med Finanstilsynet for at lette vur-

deringen af CCP’ens risikoprofiler og indbyrdes forbundet

med andre FMI’er, andre finansieringsinstitutter og med det

finansielle system generelt som omhandlet i artikel 9 og 10 i

CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 70 stk. 1, i CCPRR-forordningen har

en CCP pligt til at underrette Finanstilsynet, hvis CCP’en

vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende i

henhold til CCPRR-forordningen.

Et påbud meddelt efter det foreslåede stk. 1 eller 2 vil gælde

indtil Finanstilsynet tilbagekalder påbuddet.

Bestemmelsen foreslås som følge af artikel 82, stk. 2, litra c,

i CCPRR-forordningen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 231, stk. 2, nr. 3 og 4, i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af § 231, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at

enhver, som Finanstilsynets afgørelse retter sig mod, er part

i afgørelsen. § 231, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder fastlæg-

ger, hvem der, ud over den, som afgørelsen retter sig mod,

er part i sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse

af Finanstilsynet i medfør af de regler, som Finanstilsynet

påser overholdelse af. De fysiske og juridiske personer, der

er oplistet i § 231, stk. 2, har alene partsstatus for så vidt

angår oplysninger, der vedrører den pågældende.

Det foreslås at indsætte et nyt

nr. 3,

i § 231, stk. 2, i lov om

kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at den centrale modpart

(CCP) tillige anses som part i en sag, når Finanstilsynet har

truffet afgørelse i medfør af § 221 a.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at CCP’en, ud

over den, som afgørelsen retter sig mod, er part i en sag, når

Finanstilsynet træffer afgørelse i medfør af § 221 a, for så

vidt angår den del af sagen, som vedrører CCP’en.

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 9, om indsættelse af §

221 a i lov om kapitalmarkeder, at Finanstilsynet kan påby-

de et medlem af den øverste ledelse i en central modpart

(CCP) eller enhver anden fysisk person, der er ansvarlig for

overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 eller artikel

70, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at afholde sig fra at udø-

ve funktioner i en central modpart (CCP) i en midlertidig

periode.

Det foreslås at indsætte et nyt

nr. 4,

i § 231, stk. 2, i lov

om kapitalmarkeder, hvoraf det fremgår, at et medlem af

bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en central

modpart (CCP), eller en fysisk eller juridisk person, som

Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til den centrale

modpart (CCP) tillige anses som part i en sag, hvor Finans-

tilsynet træffer afgørelse i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a,

i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23

af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at et medlem af

bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i en CCP,

eller en juridisk eller fysisk person, som Finanstilsynet fin-

der har snævre forbindelser til CCP’en, når Finanstilsynet

træffer afgørelse om, at CCP’en er nødlidende eller forven-

teligt nødlidende i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a, i

CCPRR-forordningen, har partsstatus for så vidt angår de

dele af afgørelsen, der vedrører den pågældende, uanset at

afgørelsen er rettet mod CCP’en.

Definitionen af snævre forbindelser følger af artikel 2, nr.

24, i EMIR. Snævre forbindelser er blandt andet en situation

hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet

til hinanden gennem kapitalinteresser på mindst 20 procent

af stemmerettighederne i en virksomhed.

En afgørelse om, at en CCP er nødlidende eller forventeligt

nødlidende i medfør af artikel 22, stk. 1, litra a, kan bl.a.

være begrundet med, at CCP’en ikke længere opfylder, eller

forventeligt ikke længere vil opfylde, de betingelser, hvorpå

tilladelsen blev meddelt.

Som eksempel vil en direktør være part i den del af sagen,

der vedrører den pågældende, når Finanstilsynets afgørelse

om, at CCP’en er nødlidende er delvist begrundet i, at direk-

tøren ikke har et tilstrækkelig godt omdømme til at sikre en

sund og forsigtig ledelse af CCP’en.

En kapitalejer vil eksempelvis være part i den del af sagen,

der vedrører den pågældende, hvis Finanstilsynets afgørelse

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

om, at CCP’en er nødlidende indeholder en vurdering af, at

kapitalejeren er til hinder for, at der kan sikres en sund og

forsigtig ledelse af CCP’en.

De fysiske og juridiske personer, der er omfattet af bestem-

melsen, bevarer deres partsstatus i forhold til Finanstilsynets

afgørelse også efter Finansiel Stabilitet som afviklingsmyn-

dighed har overtaget kontrollen med CCP’en.

Til nr. 11 (§ 251 a i lov om kapitalmarkeder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i

§ 251 a,

i lov om kapitalmarkeder, at medmin-

dre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning,

straffes med bøde overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, arti-

kel 13 og artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et regel-

sæt for genopretning og afvikling af centrale modparter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en overtrædelse

af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, i

CCPRR-forordningen straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse strafbelægger de overtrædelser,

som i medfør af artikel 82, stk. 1, i CCPRR-forordningen

skal kunne sanktioneres af de nationale kompetente myndig-

heder.

Det følger af artikel 82, stk. 1, i CCPRR-forordningen, at

overtrædelse af artikel 9, artikel 13 og artikel 70, stk. 1, skal

kunne sanktioneres.

Overtrædelser af CCPRR-forordningen kan foretages af fy-

siske og juridiske personer.

Det følger af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven, at strafan-

svar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens

virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en

eller flere til den juridiske person knyttede personer eller

den juridiske person som sådan.

I dette tilfælde, hvor den strafbelagte bestemmelse omhand-

ler en pligt for virksomheden, er de mulige ansvarssubjek-

ter ved overtrædelse af bestemmelsen virksomheden, samt

en eller flere personer med tilknytning til virksomheden,

hvilket oftest ledelsen. Der vil kunne rejses tiltale mod virk-

somheden alene eller mod både virksomheden og en eller

flere personer med tilknytning til virksomheden. Ved valg

af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at tiltalen rejses

mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde være

anledning til, ud over tiltalen mod den juridiske person,

tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer,

såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller

udvist grov uagtsomhed. Der bør som udgangspunkt ikke

rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Bødeniveauet vil blive fastsat i overensstemmelse med de

generelle regler om straf i § 255, stk. 5, i lov om kapitalmar-

keder. Det fremgår heraf, at der ved udmåling af bøde læg-

ges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens

økonomiske forhold. For overtrædelser begået af juridiske

personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens øko-

nomiske forhold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning

på gerningstidspunktet. For overtrædelser begået af fysiske

personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold

på gerningstidspunktet. Det er afgørende, at der ved straf-

udmålingen lægges vægt på de nævnte faktorer, således at

bøder vil have en pønal og præventiv effekt på alle aktører

på markedet, og således at det finansielle incitament til at

overtræde bestemmelserne reduceres. Vurderingen af over-

trædelsens grovhed bør foregå uafhængig af gerningsman-

dens økonomiske forhold.

Nedenfor beskrives de artikler i CCPRR-forordningen, der

strafbelægges med den foreslåede bestemmelse i § 251 a i

lov om kapitalmarkeder:

I medfør af artikel 9, stk. 1, i CCPRR-forordningen, har

en CCP pligt til at udarbejde og vedligeholde en genopret-

ningsplan. Kravene til genopretningsplanens indhold frem-

går af artikel 9, stk. 2, 3, 10 og 11 og afsnit A i bilaget

til CCPRR-forordningen. En CCP’s genopretningsplan anses

ikke for udarbejdet, hvis den ikke lever op til de krav til

genopretningsplanens indhold, der fremgår af artikel 9, stk.

2, 3, 10 og 11 eller bilagets afsnit A i CCPRR-forordningen.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med til-

knytning til CCP’en. Den strafbare handling består i und-

ladelse af at udarbejde eller vedligeholde CCP’ens genop-

retningsplan i overensstemmelse med kravene i artikel 9 i

CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 9, stk. 9, i CCPRR-forordningen, har

en CCP pligt til at ajourføre genopretningsplanen mindst en

gang årligt. Finanstilsynet kan kræve, at en CCP ajourfører

genopretningsplanen hyppigere.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med til-

knytning CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse

af at ajourføre CCP’ens genopretningsplan årligt eller hyp-

pigere, hvis Finanstilsynet har stillet krav om dette overfor

CCP’en i overensstemmelse med artikel 9, stk. 9, i CCPRR-

forordningen.

I medfør af artikel 13, stk. 1, i CCPRR-forordningen, har en

CCP pligt til at samarbejde med afviklingsmyndigheden om

udarbejdelsen af afviklingsplaner og give afviklingsmyndig-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

heden alle oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen

og gennemførelsen af afviklingsplanen, herunder de oplys-

ninger og analyser, der er omhandlet i afsnit B i bilaget

til CCPRR-forordningen. Oplysningerne kan gives til afvik-

lingsmyndigheden gennem Finanstilsynet.

I medfør af artikel 13, stk. 2, har CCP’en desuden pligt til at

give afviklingsmyndighederne, dvs. både Finanstilsynet og

Finansiel Stabilitet, jf. lovforslagets § 2, nr. 9, og § 7, nr. 12,

detaljerede registre over de aftaler, som omhandlet i artikel

29 i EMIR, som CCP’en er part i, hvis afviklingsmyndighe-

derne kræver det. De nævnte aftaler, som er omhandlet i

artikel 29 i EMIR, omfatter blandt andet aftaler om de tjene-

steydelser, CCP’en leverer, og aktiviteter, CCP’en udfører.

I medfør af artikel 13, stk. 3, har CCP’en pligt til rettidigt

at udveksle oplysninger med Finanstilsynet for at lette vur-

deringen af CCP’ens risikoprofiler og indbyrdes forbundet

med andre FMI’er, andre finansieringsinstitutter og med det

finansielle system generelt som omhandlet i artikel 9 og

9 i CCPRR-forordningen. Det følger af artikel 2, nr. 16, i

CCPRR-forordningen, at en FMI er en finansiel markedsin-

frastrukur, der kan være en CCP, en værdipapircentral, et

transaktionsregister, et betalingssystem eller et andet system,

der er defineret og udpeget af en medlemsstat i medfør af

artikel 2, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalings-

systemer og værdipapirafviklingssystemer. Artikel 9 og 10

i CCPRR-forordningen omhandler henholdsvis kravene til

en CCP’s genopretningsplan og tilsynsmyndighedernes vur-

dering af genopretningsplanen.

Ansvarssubjektet er CCP’en eller en fysisk person med til-

knytning CCP’en. Den strafbare handling består i undladelse

af at fremlægge alle de oplysninger, som Finanstilsynet eller

afviklingsmyndighederne kræver i medfør af artikel 13, i

CCPRR-forordningen.

I medfør af artikel 70 stk. 1, i CCPRR-forordningen har

en CCP pligt til at underrette Finanstilsynet, hvis CCP’en

vurderer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende i

henhold til CCPRR-forordningen.

Ansvarssubjektet er CCP’en. Den strafbare handling består

i undladelse af at underrette Finanstilsynet, når CCP’en vur-

derer, at den er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 12 (§ 254, stk. 1, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

§ 254, stk. 1, indeholder regler om straf for manglende efter-

levelse af påbud og afgivelse af urigtige eller vildledende

oplysninger.

Det følger af den gældende § 254, stk. 1, 1. pkt., i lov

om kapitalmarkeder, at en operatør af en markedsplads,

en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en

godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt

indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forord-

ning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn

fra Finanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret be-

talingssystem, en operatør af et detailbetalingssystem, et

kontoførende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgi-

ver, en deltager på markedet for emissionskvoter, en positi-

onstager, en repræsentant eller en aktionær, der undlader at

efterkomme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af

§ 220 eller afgiver urigtige og vildledende oplysninger til

Finanstilsynet, straffes med bøde, medmindre højere straf er

forskyldt efter anden lovgivning.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om

markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at per-

soner, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger

eller anden information, der anbefaler eller foreslår en inve-

steringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at

oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser

eller interessekonflikter oplyses.

En overtrædelse af bestemmelsen kan eksempelvis bestå i

ikke at fremsætte oplysningerne på en objektiv måde, eller

manglende eller utilstrækkelig offentliggørelse af interesser

eller interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelsen el-

ler udbredelsen af investeringsanbefalingen eller anden in-

formation, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrate-

gi.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet

af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om

markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af

i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investerings-

anbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-

professionelle. Investeringsanbefalinger fra ikke-professio-

nelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger,

men som ikke er professionelle. De ikke-professionelle om-

fatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der

betragtes som eksperter.

I medfør af § 220, stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde

en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd

eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser

efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter

forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i

medfør heraf.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om mar-

kedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til §

211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en

fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder in-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

vesteringsanbefalinger eller anden information, der anbefa-

ler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt

adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forplig-

telser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller

den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksom-

heder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i

virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske per-

soner, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår

af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, doku-

menter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet

skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til

afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som

Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler,

der fremgår af § 211, stk. 1-3. Derfor kan Finanstilsynet

også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk

person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalin-

ger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en

investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt,

da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen

om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om in-

vesteringsanbefalinger.

Det foreslås i

stk. 1, 1. pkt.,

at ændre bestemmelsen således

at en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller ud-

breder investeringsanbefalinger eller anden information, der

anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi også fremgår

heraf.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en fysisk eller ju-

ridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsan-

befalinger eller anden information, der anbefaler eller fore-

slår en investeringsstrategi, og som undlader at efterkomme

et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af lovens § 220 el-

ler afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finans-

tilsynet, kan straffes med bøde, medmindre højere straf er

forskyldt efter anden lovgivning.

Den strafbare handling i medfør af § 254, stk. 1, består

i ikke at efterkomme et påbud eller afgive urigtige eller

vildledende oplysninger til Finanstilsynet. Ansvarssubjektet

for en overtrædelse af § 254, stk. 1, er den fysiske eller

juridiske person, der står som modtager af et påbud, jf.

Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat,

side 378 eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger

til Finanstilsynet.

Til nr. 13 (§ 254, stk. 3, i lov om kapitalmarkeder)

§ 254, stk. 3, indeholder regler om straf for personer til-

knyttet en af de aktører, der er nævnt i § 254, stk. 1, hvis

personerne giver urigtige eller vildledende oplysninger til

Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank

eller anden offentlig myndighed.

Det følger af den gældende § 254, stk. 3, at såfremt en

person, der er knyttet til en af de i stk. 1, 1. pkt., nævn-

te aktører giver urigtige eller vildledende oplysninger til

Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Nationalbank

eller anden offentlig myndighed, straffes den pågældende

med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere

straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om

markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at per-

soner, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger

eller anden information, der anbefaler eller foreslår en inve-

steringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at

oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser

eller interessekonflikter oplyses.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet

af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om

markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af

i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investerings-

anbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-

professionelle. Investeringsanbefalinger fra ikke-professio-

nelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger,

men som ikke er professionelle. De ikke-professionelle om-

fatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der

betragtes som eksperter.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om mar-

kedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til §

211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en

fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder in-

vesteringsanbefalinger eller anden information, der anbefa-

ler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt

adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forplig-

telser i medfør af forordningen om markedsmisbrug eller

den delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksom-

heder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i

virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske per-

soner, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår

af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, doku-

menter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet

skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til

afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som

Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler,

der fremgår af § 211, stk. 1-3. Derfor kan Finanstilsynet

også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk

person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalin-

ger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en

investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt,

da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen

om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om in-

vesteringsanbefalinger.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Det foreslås i

stk. 3,

at indsætte en fysisk eller juridisk

person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalin-

ger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en

investeringsstrategi.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en person, der er

knyttet til en fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller

udbreder investeringsanbefalinger eller anden information,

der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi, som giver

urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet eller

anden offentlig myndighed, vil kunne straffes med bøde

eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er

forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Den strafbare handling i medfør af § 254, stk. 3, består i

at afgive urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstil-

synet, Erhvervsstyrelsen eller Danmarks Nationalbank. An-

svarssubjektet for en overtrædelse af § 254, stk. 3, er den fy-

siske eller juridiske person, der afgiver urigtige eller vildle-

dende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller

Danmarks Nationalbank, jf. i Folketingstidende 2016-2017,

tillæg A, L 155 som fremsat, side 379.

Til nr. 14 (§ 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256 fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det følger af den gældende § 256, stk. 1, i lov om kapi-

talmarkeder, at undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem

eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en

central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en god-

kendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt ind-

beretningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning

(EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Fi-

nanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalings-

system, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontofø-

rende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en

deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager,

en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de pligter,

der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forord-

ninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør

heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet,

Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret be-

talingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet,

Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nationalbank som

tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentli-

ge bøder.

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om

markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), at per-

soner, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger

eller anden information, der anbefaler eller foreslår en inve-

steringsstrategi, skal udvise rimelig omhu for at sikre, at

oplysningerne fremsættes objektivt, og at deres interesser

eller interessekonflikter oplyses. En overtrædelse af bestem-

melsen kan eksempelvis bestå i ikke at fremsætte oplysnin-

gerne på en objektiv måde, men kan endvidere også bestå

i manglende eller utilstrækkelig offentliggørelse af interes-

ser eller interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelsen

eller udbredelsen af investeringsanbefalingen eller anden in-

formation, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrate-

gi.

Alle, der udarbejder investeringsanbefalinger, er omfattet

af reglerne om investeringsanbefalinger i forordningen om

markedsmisbrug, som Finanstilsynet påser overholdelsen af

i medfør af § 211, stk. 2. Der sondres mellem investerings-

anbefalinger, som er udarbejdet af professionelle og ikke-

professionelle. Investeringsanbefalinger fra ikke professio-

nelle omfatter alle, som udarbejder investeringsanbefalinger,

men som ikke er professionelle. De ikke-professionelle om-

fatter en undergruppe af fysiske og juridiske personer, der

betragtes som eksperter.

I medfør af § 220, stk. 1, 1. pkt., kan Finanstilsynet påbyde

en fysisk eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd

eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtelser

efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter

forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler fastsat i

medfør heraf.

Finanstilsynet påser overholdelsen af forordningen om mar-

kedsmisbrug og regler udstedt i medfør heraf i henhold til §

211, stk. 2, nr. 5. Derfor kan Finanstilsynet også påbyde en

fysisk eller juridisk person, der udarbejder eller udbreder in-

vesteringsanbefalinger eller anden information, der anbefa-

ler eller foreslår en investeringsstrategi at ændre en bestemt

adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forplig-

telser medfør af forordningen om markedsmisbrug eller den

delegerede forordning om investeringsanbefalinger.

I medfør af § 214, stk. 1, kan Finanstilsynet, fra virksom-

heder under tilsyn, den nuværende og tidligere ledelse i

virksomheder under tilsyn og andre fysiske og juridiske per-

soner, der har pligter i henhold til de regler, der fremgår

af bl.a. § 211, stk. 1-3, kræve at få alle oplysninger, doku-

menter eller andre data i enhver form, som Finanstilsynet

skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til

afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler, som

Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler,

der fremgår af § 211, stk. 1-3. Derfor kan Finanstilsynet

også kræve at få alle oplysninger fra en fysisk eller juridisk

person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalin-

ger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en

investeringsstrategi, som Finanstilsynet skønner nødvendigt,

da denne person har forpligtelser i medfør af forordningen

om markedsmisbrug eller den delegerede forordning om in-

vesteringsanbefalinger.

Det foreslås i

stk. 1,

at ændre »eller en aktionær« til »en

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

aktionær eller en fysisk eller juridisk person, der udarbejder

eller udbreder investeringsanbefalinger eller anden informa-

tion, der anbefaler eller foreslår en investeringsstrategi«.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Finanstilsynet vil

kunne pålægge direktionen eller bestyrelsen hos en jurid-

isk person eller en revisor hos en fysisk eller juridisk per-

son, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalinger

eller anden information, der anbefaler eller foreslår en inve-

steringsstrategi tvangsbøder, hvis vedkommende ikke efter-

kommer de pligter der efter denne lov eller regler fastsat i

medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler

udstedt i medfør heraf eller forordninger fastsat i medfør af

de direktiver, der gennemføres ved denne lov påhviler dem

eller pålægges dem af Finanstilsynet.

Den strafbare handling i medfør af den foreslåede ændring

af § 256, stk. 1, består i ikke at efterkomme de pligter,

der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forord-

ninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør

heraf eller forordninger fastsat i medfør af de direktiver der

gennemføres ved denne lov påhviler dem eller pålægges

dem af Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen eller, når der er

tale om et registreret betalingssystem, Danmarks National-

bank. Ansvarssubjektet er direktionen eller bestyrelsen hos

en juridisk person eller en revisor hos en fysisk eller juridisk

person, der udarbejder eller udbreder investeringsanbefalin-

ger eller anden information, der anbefaler eller foreslår en

investeringsstrategi.

Den foreslåede ændring giver Finanstilsynet en generel

hjemmel til at pålægge bl.a. en revisor hos en fysisk eller ju-

ridisk person, der udarbejder eller udbreder investeringsan-

befalinger eller anden information, der anbefaler eller fore-

slår en investeringsstrategi tvangsbøder, hvis man undlader

i rette tid at efterkomme de pligter, der efter loven påhviler

dem.

Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke

nogen strafferetlig sanktion. Det gælder derfor, at påløbne,

men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets

lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af

18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og hen-

stand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller

indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves

afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om

ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., jf. Folketingstiden-

de 2016-2017, tillæg A, L 155 som fremsat, side 383.

Til nr. 15 (§ 256, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256 fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det følger af den gældende § 256, stk. 1, i lov om kapi-

talmarkeder, at undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem

eller en revisor hos en operatør af en markedsplads, en

central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en god-

kendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt ind-

beretningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning

(EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Fi-

nanstilsynet, et fondsmæglerselskab, et registreret betalings-

system, en operatør af et detailbetalingssystem, et kontofø-

rende institut, en udsteder, en investor, en tilbudsgiver, en

deltager på markedet for emissionskvoter, en positionstager,

en repræsentant eller en aktionær at efterkomme de pligter,

der efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forord-

ninger nævnt i § 211, stk. 2, eller regler udstedt i medfør

heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet,

Erhvervsstyrelsen eller, når der er tale om et registreret be-

talingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Finanstilsynet,

Erhvervsstyrelsen henholdsvis Danmarks Nationalbank som

tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentli-

ge bøder.

I medfør af § 211, stk. 3, påser Finanstilsynet også overhol-

delsen af forordninger fastsat i medfør af de direktiver, der

gennemføres ved denne lov. Derfor kan Finanstilsynet også

fra virksomheder under tilsyn, den nuværende og tidligere

ledelse i virksomheder under tilsyn og andre fysiske og

juridiske personer, der har pligter i henhold til de regler, der

fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, kræve at få alle oplysninger,

dokumenter eller andre data i enhver form, som Finanstilsy-

net skønner nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller

til afgørelse af, om der er sket en overtrædelse af regler,

som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de

regler, der fremgår af § 211, stk. 3, jf. § 214, stk. 1. Finans-

tilsynet kan desuden til enhver tid uden retskendelse mod

behørig legitimation foretage tilsyns- og kontrolundersøgel-

ser på forretningsstedet hos virksomheder under tilsyn og

virksomheder, der har pligter i henhold til de regler, der

fremgår af bl.a. § 211, stk. 3, jf. § 215, stk. 1.

Det foreslås i

stk. 1,

at indsætte forordninger fastsat i medfør

af de direktiver der gennemføres ved denne lov.

Den foreslåede ændring vil gøre det muligt for Finanstilsy-

net, Erhvervsstyrelsen og Danmarks Nationalbank at pålæg-

ge en fysisk eller juridisk person tvangsbøder, såfremt denne

ikke opfylder sine forpligtelser efter forordninger fastsat i

medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne lov.

Konsekvensen af den foreslåede ændring vil være, at undla-

delse af at efterkomme de pligter, der følger af forordninger

fastsat i medfør af de direktiver, der gennemføres ved denne

lov vil kunne medføre tvangsbøder.

Tvangsbøder er et forvaltningsretligt tvangsmiddel og ikke

nogen strafferetlig sanktion. Det gælder derfor, at påløbne,

men endnu ikke inddrevne bøder, bortfalder ved forholdets

lovliggørelse, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 11255 af

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse og hen-

stand m.v. Den del af bøden, som ikke bliver betalt eller

indkommer ved inddrivelse gennem udpantning, kan kræves

afsonet efter reglerne om straf af fængsel, jf. § 17 i lov om

ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m.

Til § 3

Til nr. 1 (fodnoten til lov om investeringsforeninger. m.v.)

Den gældende fodnote til lov om investeringsforeninger

m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1718 af 27. november 2020,

indeholder en note, der oplister de direktiver og ændrings-

direktiver, som er implementeret helt eller delvist i lo-

ven. Endvidere er en række forordninger oplistet, hvori ind-

går bestemmelser, som er medtaget i lov om investeringsfor-

eninger m.v.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres.

Det foreslås at indsætte henvisning til Kommissionens de-

legerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om æn-

dring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredyg-

tighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hen-

syn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i

værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr.

L 277, side 141, og Europa-Parlamentets og Rådets Forord-

ning nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter

med central information om sammensatte og forsikringsba-

serede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er),

EU-tidende 2014, nr. L 352, side 1 i fodnoten til loven.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af fodnoten til

lov om investeringsforeninger m.v., at loven gennemfører

dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270

af 21. april 2021 samt supplerer Europa-Parlamentets og

Rådets Forordning nr. 1286/2014 af 26. november 2014.

Til nr. 2 (§ 2, nr. 21, litra b, i lov om investeringsforeninger

m.v.)

Lov om investeringsforeninger m.v. § 2 indeholder en op-

listning af definitioner.

Det fremgår af § 2, nr. 21, litra a og b, at et feederinstitut

er, a) En UCITS, jf. nr. 4, eller en afdeling heraf, der har

tilladelse i sit hjemland til at investere mindst 85 pct. af

sin formue i en anden UCITS, eller b) en dansk UCITS

eller en afdeling heraf, der har tilladelse efter § 12, stk. 2,

henholdsvis § 15, stk. 3, § 16, stk. 3, eller § 17, stk. 3.

Det foreslås i

§ 2, nr. 21, litra b,

at ændre »stk. 3« til: »stk.

4« tre steder.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af lov-

forslagets § 3, nr. 5-7, der indsætter et nyt stk. 3, i §§ 15-17.

Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med det foreslåe-

de.

Til nr. 3 (§ 2, nr. 27, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 2 i lov om investeringsforeninger m.v. inde-

holder en række definitioner.

Det forslås at indsætte

nr. 27

i § 2 således at bæredygtig-

hedsrisiko defineres som i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088.

Den foreslåede bestemmelse vil implementere artikel 1,

nr. 1, første led, i Kommissionens delegerede direktiv

(EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv

2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og

bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindel-

se med institutter for kollektiv investering i værdipapirer

(investeringsinstitutter).

Bestemmelsen afspejler bæredygtighedsrisiko som define-

ret i artikel 2, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bære-

dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle

tjenesteydelser (disclosureforordningen). Bæredygtighedsri-

siko er i disclosureforordningen defineret som miljømæssig,

social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed,

som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller potentiel væ-

sentlig negativ indvirkning på værdien af en investering.

Til nr. 4 (§ 12, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger

m.v.)

Begrebet central investorinformation fremgår af § 12, stk. 4,

nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.

Begrebet dækker over et dokument med central investorin-

formation der har til formål at give et overblik over den

relevante afdeling eller andelsklasse, herunder oplysninger

om afdelingens investeringsprofil og omkostningerne i for-

bindelse med en investering i afdelingen eller andelsklassen.

Det foreslås at ændre »centrale investorinformation« til

»centrale information« i

§ 12, stk. 4, nr. 2,

i lov om investe-

ringsforeninger m.v.

Ændringsforslaget er fremsat for at ensrette terminologien i

lov om investeringsforeninger m.v. og PRIIP-forordningen

og UCITS-direktivet. Der er således ikke tilsigtet nogen

materiel ændring af retstilstanden.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 15, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 15, stk. 2, i lov om investe-

ringsforeninger m.v., at Finanstilsynet skal give tilladelse til

nye afdelinger i en investeringsforening, når afdelingerne

er gyldigt stiftet, og Finanstilsynet har godkendt vedtægtsbe-

stemmelserne vedrørende afdelingerne.

Det følger af § 150, stk. 1, 1. pkt., at en afdeling højst må

placere 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i

accessorisk omfang i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter

i samme koncern. Det følger dog af § 150, stk. 1, 2. pkt., at

nyoprettede afdelinger kan overskride grænsen i 1. pkt. i op

til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Det foreslås, i den nye

§ 15, stk. 3,

at en investeringsfor-

ening, hvis nyoprettede afdeling ønsker at fravige spred-

ningsreglerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6

måneder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendel-

se af bestyrelsens instruks for afdelingens overholdelse af

princippet om risikospredning.

Det foreslåede er en delvis implementering af artikel 57,

stk. 1, 2. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og ad-

ministrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv

investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-

direktivet).

Den foreslåede bestemmelse vil give Finanstilsynet mulig-

hed for at tillade, at en nyoprettet afdeling i en investerings-

forening, under overholdelse af princippet om risikospred-

ning, kan fravige de grænser, der er fastsat i kapitel 15,

i lov om investeringsforeninger m.v., i op til 6 måneder

fra datoen for Finanstilsynets tilladelse til afdelingen, hvis

investeringsforeningen ønsker at påbegynde investering af

formuen i værdipapirer og således forkorte perioden, hvor

afdelingens formue primært er placeret i indskud og likvide

midler.

Bestemmelsen medfører, at nyoprettede afdelinger i en inve-

steringsforening, som ønsker at fravige spredningsreglerne

i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder

fra tilladelsen, skal ansøge Finanstilsynet herom. Ansøgnin-

gen skal vedlægges bestyrelsens instruks for afdelingens

fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af princip-

pet om risikospredning og kan indsendes til Finanstilsynet

samtidig med, at afdelingen søger om tilladelse.

Finanstilsynet vil, forud for en sådan tilladelse, skulle vurde-

re, om princippet om risikospredning kan overholdes ud fra

bestyrelsens instruks for afdelingen.

Instruksen for afdelingens overholdelse af princippet om

risikospredning skal indeholde konkrete anvisninger for,

hvordan hensynet til risikospredning overholdes i opstarts-

fasens første 6 måneder, uanset at alle spredningsregler i

kapital 15 ikke overholdes.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan flest mu-

lige spredningsregler kan overholdes i opstartsfasens første

6 måneder, og instruksen må ikke give mulighed for, at

enkelte positioner i afdelingen opnår en størrelse, som er

uhensigtsmæssig for afdelingen.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan afdelin-

gen i løbet af maksimalt 6 måneder fra Finanstilsynets

tilladelse til afdelingen kan efterleve spredningsreglerne i

kapitel 15, således at risikoen for, at afdelingen ikke kan

overholde reglerne efter 6 måneder fra tilladelsen minime-

res.

Endeligt skal instruksen udformes på en sådan måde, at

spredningsreglerne overskrides i kortest mulig tid fra Fi-

nanstilsynet giver tilladelse til afdelingen. Instruksens ret-

ningslinjer for afvejningen af, hvordan afdelingen investerer

hensigtsmæssigt i opstartsfasen, skal som minimum inddra-

ge afdelingens størrelse og likviditeten i de finansielle in-

strumenter, som afdelingen investerer i.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 16, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 16, stk. 2, i lov om investe-

ringsforeninger m.v., at Finanstilsynet skal give tilladelse til

nye afdelinger i en SIKAV, når afdelingerne er gyldigt stif-

tet, og Finanstilsynet har godkendt vedtægtsbestemmelserne

vedrørende afdelingerne.

Det følger af § 150, stk. 1, 1. pkt., at en afdeling højst må

placere 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i

accessorisk omfang i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter

i samme koncern. Det følger dog af § 150, stk. 1, 2. pkt., at

nyoprettede afdelinger kan overskride grænsen i 1. pkt. i op

til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Det foreslås i

§ 16, stk. 3,

at en SIKAV, hvis nyoprettede

afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel 15,

bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra tilladel-

sen skal have Finanstilsynets godkendelse af bestyrelsens

instruks for afdelingens overholdelse af princippet om risi-

kospredning.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Det foreslåede er en delvis implementering af artikel 57, stk.

1, 2. afsnit, i UCITS-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse vil give Finanstilsynet mulig-

hed for at give tilladelse til, at en nyoprettet afdeling i en SI-

KAV, under overholdelse af princippet om risikospredning,

kan fravige de grænser, der er fastsat i kapitel 15, i lov om

investeringsforeninger m.v., i op til 6 måneder fra datoen for

Finanstilsynets tilladelse til afdelingen, hvis SIKAV’en øn-

sker at påbegynde investering af formuen i værdipapirer og

således forkorte perioden, hvor afdelingens formue primært

er placeret i indskud og likvide midler.

Bestemmelsen medfører, at nyoprettede afdelinger i en inve-

steringsforening, som ønsker at fravige spredningsreglerne

i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder

fra tilladelsen, skal ansøge Finanstilsynet herom. Ansøgnin-

gen skal vedlægges bestyrelsens instruks for afdelingens

fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af princip-

pet om risikospredning og kan indsendes til Finanstilsynet

samtidig med, at afdelingen søger om tilladelse.

Finanstilsynet vil, forud for en sådan tilladelse, skulle vurde-

re, om princippet om risikospredning kan overholdes ud fra

bestyrelsens instruks for afdelingen.

Instruksen for afdelingens overholdelse af princippet om

risikospredning skal indeholde konkrete anvisninger for,

hvordan hensynet til risikospredning overholdes i opstarts-

fasens første 6 måneder, uanset at alle spredningsregler i

kapital 15 ikke overholdes.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan flest mu-

lige spredningsregler kan overholdes i opstartsfasens første

6 måneder, og instruksen må ikke give mulighed for, at

enkelte positioner i afdelingen opnår en størrelse, som er

uhensigtsmæssig for afdelingen.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan afdelin-

gen i løbet af maksimalt 6 måneder fra Finanstilsynets

tilladelse til afdelingen kan efterleve spredningsreglerne i

kapitel 15, således at risikoen for, at afdelingen ikke kan

overholde reglerne efter 6 måneder fra tilladelsen minime-

res.

Endeligt skal instruksen udformes på en sådan måde, at

spredningsreglerne overskrides i kortest mulig tid fra Fi-

nanstilsynet giver tilladelse til afdelingen. Instruksens ret-

ningslinjer for afvejningen af, hvordan afdelingen investerer

hensigtsmæssigt i opstartsfasen, skal som minimum inddra-

ge afdelingens størrelse og likviditeten i de finansielle in-

strumenter, som afdelingen investerer i.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 17, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af den gældende § 17, stk. 2, i lov om investe-

ringsforeninger m.v., at Finanstilsynet skal give tilladelse

til nye afdelinger i en værdipapirfond, når afdelingerne er

gyldigt stiftet, og Finanstilsynet har godkendt fondsbestem-

melserne vedrørende afdelingerne.

Det følger af § 150, stk. 1, 1. pkt., at en afdeling højst må

placere 20 pct. af sin formue i indskud og likvide midler i

accessorisk omfang i ét kreditinstitut eller i kreditinstitutter

i samme koncern. Det følger dog af § 150, stk. 1, 2. pkt., at

nyoprettede afdelinger kan overskride grænsen i 1. pkt. i op

til 6 måneder fra datoen for afdelingens tilladelse.

Det foreslås, i

§ 17, stk. 3,

at en værdipapirfond, hvis ny-

oprettede afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne i

kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder fra

tilladelsen skal have Finanstilsynets godkendelse af besty-

relsens instruks for afdelingens overholdelse af princippet

om risikospredning.

Det foreslåede er en delvis implementering af artikel 57, stk.

1, 2. afsnit, i UCITS-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse vil give Finanstilsynet mulig-

hed for at give tilladelse til, at en nyoprettet afdeling i en

værdipapirfond, under overholdelse af princippet om risiko-

spredning, kan fravige de grænser, der er fastsat i kapitel 15,

i lov om investeringsforeninger m.v., i op til 6 måneder fra

datoen for Finanstilsynets tilladelse til afdelingen, hvis vær-

dipapirfonden ønsker at påbegynde investering af formuen i

værdipapirer og således forkorte perioden, hvor afdelingens

formue primært er placeret i indskud og likvide midler.

Bestemmelsen medfører, at nyoprettede afdelinger i en inve-

steringsforening, som ønsker at fravige spredningsreglerne

i kapital 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 måneder

fra tilladelsen, skal ansøge Finanstilsynet herom. Ansøgnin-

gen skal vedlægges bestyrelsens instruks for afdelingens

fravigelse af spredningsreglerne ved overholdelse af princip-

pet om risikospredning og kan indsendes til Finanstilsynet

samtidig med, at afdelingen søger om tilladelse.

Finanstilsynet vil, forud for en sådan tilladelse, skulle vurde-

re, om princippet om risikospredning kan overholdes ud fra

bestyrelsens instruks for afdelingen.

Instruksen for afdelingens overholdelse af princippet om

risikospredning skal indeholde konkrete anvisninger for,

hvordan hensynet til risikospredning overholdes i opstarts-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

fasens første 6 måneder, uanset at alle spredningsregler i

kapital 15 ikke overholdes.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan flest mu-

lige spredningsregler kan overholdes i opstartsfasens første

6 måneder, og instruksen må ikke give mulighed for, at

enkelte positioner i afdelingen opnår en størrelse, som er

uhensigtsmæssig for afdelingen.

Instruksen skal indeholde anvisninger for, hvordan afdelin-

gen i løbet af maksimalt 6 måneder fra Finanstilsynets

tilladelse til afdelingen kan efterleve spredningsreglerne i

kapitel 15, således at risikoen for, at afdelingen ikke kan

overholde reglerne efter 6 måneder fra tilladelsen minime-

res.

Endeligt skal instruksen udformes på en sådan måde, at

spredningsreglerne kun overskrides i kortest mulig tid fra

Finanstilsynets afgiver tilladelse til afdelingen under hen-

syntagen til, at afdelingen kan investere dens midler hen-

sigtsmæssigt i opstartsfasen. Ved afvejningen heraf, skal

instruksen mindst inddrage afdelingens aktuelle størrelse og

likviditeten i de finansielle instrumenter, som afdelingen in-

vesterer i.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 63, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 63, stk. 1, i lov om investeringsforeninger

m.v. indeholder krav om, at investeringsforeninger skal ha-

ve effektive former for virksomhedsstyring. Dette omfatter

bl.a. krav til den organisatoriske struktur, god administrativ

og regnskabsmæssig praksis samt skriftlige forretningsgan-

ge, procedurer til at identificere og styre risici, ressourcer,

håndtering af interessekonflikter, interne kontrolprocedurer,

it-kontrol- og sikringsprocedurer.

Det foreslås at indsætte et nyt

stk. 2

i § 63 i lov om in-

vesteringsforeninger m.v. hvorefter en investeringsforening

skal tage hensyn til bæredygtighedsrisici, når investerings-

foreningen opfylder kravene i stk. 1.

Bestemmelsen vil indebære, at investeringsforeninger løben-

de skal vurdere ikke blot alle relevante finansielle risici

m.m., men også alle bæredygtighedsrisici i deres virksom-

hedsstyring med henblik på at sikre, at investeringsforenin-

gens processer, systemer og interne kontrol afspejler bære-

dygtighedsrisici, og at investeringsforeningen har teknisk

kapacitet og viden for at kunne analysere disse risici.

Bæredygtighedsrisiko defineres i lovforslagets § 3, nr.

3, som bæredygtighedsrisiko defineret som i artikel 2,

nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2019/2088. Definitionen afspejler bæredygtighedsrisiko som

defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om

bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-

sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). Bæredygtig-

hedsrisiko er i disclosureforordningen defineret som miljø-

mæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller om-

stændighed, som, hvis den opstår, kunne have faktisk eller

potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af en

investering.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 2, i

Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2021/1270 af 21.

april 2021 om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt

angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtighedsfaktorer,

der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 63, stk. 4, nr.1, i lov om investeringsforeninger

m.v.)

Det følger af § 63, stk. 4, i lov om investeringsforeninger

m.v., at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler på en

række områder angående investeringsforeninger, herunder

virksomhedsstyring. Bemyndigelsen er udnyttet til at udste-

de bekendtgørelse nr. 865 af 2. juli 2014 om ledelse, styring

og administration af danske UCITS.

Bekendtgørelse om ledelse, styring og administration af

danske UCITS gennemfører bestemmelser fra Kommission-

ens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for

så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god

forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem

en depositar og et administrationsselskab.

Det følger af § 30, stk. 1, i bekendtgørelse om ledelse,

styring og administration af danske UCITS, at direktionen

skal fastsætte en skriftlig risikostyringsstrategi for styring

af de administrerede UCITS risici, som identificerer hver

afdelings risikotyper.

Artikel 1, nr. 5, i Kommissionens delegerede direktiv

(EU) 2021/1270 af 21. april 2021 om ændring af direktiv

2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og

bæredygtighedsfaktorer, der skal tages hensyn til i forbindel-

se med institutter for kollektiv investering i værdipapirer

(investeringsinstitutter) fastsætter, at investeringsforeninger

og investeringsforvaltningsselskaber skal integrere bæredyg-

tighedsrisici i bl.a. de aktiviteter, som er omfattet af § 30,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

stk. 1, i bekendtgørelse om ledelse, styring og administra-

tion af danske UCITS.

Det foreslås i

stk. 4, nr. 1,

at ændre stk. 1 og 2 til stk. 1-3.

Bestemmelsen indebærer, at bemyndigelsen udvides, og Fi-

nanstilsynet dermed vil kunne fastsætte nærmere regler om

bæredygtighedsrisici angående ledelse, styring og admini-

stration af danske UCITS.

Til nr. 10 (overskriften før § 102, overskriften før § 103,

§ 175, stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, i lov om

investeringsforeninger m.v.)

Begrebet central investorinformation fremgår af § 12, stk. 4,

nr. 2, overskriften før § 102, overskriften før § 103, § 175,

stk. 3, nr. 11, og § 177, stk. 1, nr. 11, i lov om investerings-

foreninger m.v.

Begrebet dækker over et dokument med central investorin-

formation der har til formål at give et overblik over den

relevante afdeling eller andelsklasse, herunder oplysninger

om afdelingens investeringsprofil og omkostningerne i for-

bindelse med en investering i afdelingen eller andelsklassen.

Det foreslås at ændre »central investorinformation« til »cen-

tral information« i

overskriften

før § 102,

overskriften

før §

103,

§ 175, stk. 3, nr. 11,

§ 177, stk. 1, nr. 11,

i lov om

investeringsforeninger m.v.

Ændringsforslaget er fremsat for at ensrette terminologien i

lov om investeringsforeninger m.v. og PRIIP-forordningen

og UCITS-direktivet. Der er således ikke tilsigtet nogen

materiel ændring af retstilstanden.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 103 i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 103, stk. 1, i lov om investeringsforeninger

m.v., at ved udbud af andele i en dansk UCITS skal den

danske UCITS udarbejde et dokument med central investo-

rinformation for hver afdeling eller andelsklasse, der opfyl-

der kravene i Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010

af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investo-

rinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central

investorinformation eller prospektet udleveres på et andet

varigt medium end papir eller via et websted. Den centrale

investorinformation skal udleveres til interesserede detailin-

vestorer og skal indeholde information om de væsentlige

karakteristika ved den danske UCITS, afdelingen eller an-

delsklassen, så en detailinvestor kan forstå karakteren af og

risiciene ved investering i de andele, som vedkommende

bliver tilbudt.

Det fremgår af § 103, stk. 2, i lov om investeringsforeninger

m.v., at den danske UCITS løbende skal opdatere de væsent-

lige dele af den centrale investorinformation.

Det fremgår af § 103, stk. 3, i lov om investeringsforeninger

m.v., at den centrale investorinformation skal offentliggøres

på den danske UCITS�½ hjemmeside.

Det fremgår af § 103, stk. 4, i lov om investeringsforeninger

m.v., at dokumentet med central investorinformation og se-

nere ændringer heri skal sendes til Finanstilsynet og være

modtaget i Finanstilsynet senest 3 hverdage efter offentlig-

gørelsen.

Det fremgår af § 103, stk. 5, i lov om investeringsforeninger

m.v., at Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om indsen-

delse af den centrale investorinformation til Finanstilsynet.

Det fremgår af § 103, stk. 6, i lov om investeringsforeninger

m.v., at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om

indholdet og formen af den centrale investorinformation og

om udlevering heraf.

Dokumentet med central investorinformation skal give de-

tailinvestorer et overblik over den relevante afdeling eller

andelsklasse, herunder oplysninger om afdelingens investe-

ringsprofil og omkostningerne i forbindelse med en investe-

ring i afdelingen eller andelsklassen.

Formålet er at give detailinvestor forståelse for karakteren

af en investering i den pågældende afdeling eller andels-

klasse og at give detailinvestor mulighed for at bedømme

investeringens risici, så detailinvestoren kan foretage en be-

slutning om investering på et oplyst grundlag. Reglerne skal

samtidig sikre, at alle detailinvestorer, der ønsker at investe-

re i UCITS-afdelinger eller andelsklasser i den Europæiske

Union, enten nationalt eller på tværs af landegrænser får

den samme information om den relevante afdeling eller an-

delsklasse, så det bliver nemt at sammenligne de forskellige

UCITS-afdelinger og andelsklasser på tværs.

Bestemmelsen fastlægger de overordnede krav til informati-

onen til detailinvestor.

Ifølge § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 2092 af 14. december

2020 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel kan en

værdipapirhandler på eget initiativ vælge at behandle en

professionel kunde eller en godkendt modpart som en detail-

kunde. Det kan ske på ad hoc basis eller generelt.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Det foreslås at nyaffatte

§ 103

i lov om investeringsforenin-

ger m.v.

Det foreslås i

§ 103, stk. 1,

at ved udbud af andele i en

dansk UCITS skal den danske UCITS udarbejde og på sin

hjemmeside offentliggøre et dokument med central informa-

tion for hver afdeling eller andelsklasse i overensstemmelse

med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med

central information om sammensatte og forsikringsbaserede

investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at danske UCITS

fremover vil skulle udarbejde et såkaldt PRIIP-dokument i

henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med

central information om sammensatte og forsikringsbaserede

investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er) og of-

fentliggøre dette på sin hjemmeside.

Ved sammensatte investeringsprodukter forstås en investe-

ring, hvor det beløb, der skal tilbagebetales til detailinvesto-

ren (afkastet), afhænger af en eksponering mod reference-

værdier eller mod udviklingen af et eller flere aktiver, som

detailinvestorer ikke direkte har købt. En afdeling i en dansk

UCITS er et PRIIP-produkt og omfattet af forordningen.

Formålet med forordningen og dermed de afledte forslag

til ændringer er at øge investorbeskyttelsen for detailinve-

storer. Detailinvestorer bliver i stigende grad tilbudt et bredt

udvalg af sammensatte og forsikringsbaserede investering-

sprodukter til detailinvestorer (PRIIP�½er), når de overvejer at

foretage en investering. Nogle af disse produkter kan være

komplekse og vanskelige at forstå.

Dokumenter med central information indgår i detailinvesto-

rers beslutningsgrundlag i forbindelse med investering. Der-

for har danske UCITS et betydeligt ansvar over for detailin-

vestorer for at sikre, at dokumenterne ikke er vildledende,

unøjagtige eller i uoverensstemmelse med de relevante dele

af den danske UCITS’ kontraktlige dokumenter.

Den danske UCITS skal stille dokumentet med central in-

formation til rådighed for detailinvestorer i god tid, inden

de pågældende detailinvestorer bliver bundet af en kontrakt

eller et tilbud vedrørende den danske UCITS.

En detailkunde skal forstås i overensstemmelse med defi-

nitionen i artikel 4, stk. 1, nr. 11 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om marke-

der for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv

2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU. En detailkunde er såle-

des en kunde, som ikke er professionel kunde.

Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 5 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om

dokumenter med central information om sammensatte og

forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvesto-

rer (PRIIP�½er).

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 103, stk. 2,

at ved

udbud af andele i en dansk UCITS til professionelle inve-

storer kan den danske UCITS, i stedet for at udarbejde et

dokument som anført i stk. 1, udarbejde et dokument med

central investorinformation for hver afdeling eller andels-

klasse, der opfylder kravene i Kommissionens forordning

(EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om gennemførelse af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så

vidt angår central investorinformation og de betingelser, der

skal opfyldes, når central investorinformation eller prospek-

tet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et

websted.

Det foreslåede er en videreførelse af den gældende § 103,

stk. 1, med den modifikation, at UCITS, der alene bliver

udbudt til professionelle investorer, fremover kan vælge

mellem at udarbejde et UCITS KIID eller et PRIIP KID.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at UCITS, der udby-

des til professionelle investorer, fortsat kan udarbejde ”cen-

tral investorinformation” i overensstemmelse med direktiv

2009/EF, medmindre de beslutter at udarbejde et ”dokument

med central information” som fastsat i forordning (EU)

nr. 2386/2014 om dokumenter med central information om

sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter

til detailinvestorer (PRIIP�½er).

En professionel kunde skal forstås i overensstemmelse med

definitionen i artikel 4, stk. 1, nr. 10, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om marke-

der for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv

2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU.

Det foreslås i

§ 103, stk. 3,

i lov om investeringsforeninger

m.v., at den danske UCITS regelmæssigt gennemgår oplys-

ningerne i dokumentet, jf. stk. 1 og 2, og ændrer dokumen-

tet, hvis gennemgangen viser, at det er nødvendigt. Den

ændrede udgave gøres straks tilgængelig på UCITS’ hjem-

meside.

Gennemgangen af dokumentet, jf. stk. 1, skal som udgangs-

punkt ske mindst én gang hver tolvte måned efter datoen for

den første offentliggørelse i overensstemmelse med Kom-

missionens delegerede forordning (EU) nr. 653/2017 af 8.

marts 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om dokumenter

med central information om sammensatte og forsikringsba-

serede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er)

vedrørende reguleringsmæssige tekniske standarder for præ-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

sentation, indhold, gennemgang og revision af dokumenter

med central information og betingelser for opfyldelse af

kravet om at stille sådanne dokumenter til rådighed.

Gennemgangen af dokumentet, jf. stk. 2, skal som udgangs-

punkt ske mindst én gang hver tolvte måned efter datoen for

den første offentliggørelse i overensstemmelse med Kom-

missionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1. juli 2010 om

gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og

de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinfor-

mation eller prospekt udleveres på andet varigt medium end

papir eller via websted.

Det foreslåede vil medføre, at den danske UCITS har en

forpligtelse til løbende at sørge for, at de oplysninger, der

fremgår af den centrale information, er korrekte og opdate-

rede. Herudover har den danske UCITS en forpligtelse til

straks at offentliggøre det opdaterede dokument på sin hjem-

meside.

Den foreslåede bestemmelse supplerer artikel 10 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 om

dokumenter med central information om sammensatte og

forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvesto-

rer (PRIIP�½er).

Det foreslås i

§ 103, stk. 4,

i lov om investeringsforeninger

m.v., at dokumentet, jf. stk. 1 og 2, og senere ændringer

heri skal sendes til Finanstilsynet senest 3 hverdage efter

offentliggørelsen.

Ændringsforslaget er fremsat for at ensrette lovens termino-

logi med forordningens.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 12 (§ 103 a, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 103 a, stk. 2, i lov om investeringsforenin-

ger m.v., at oplysningerne nævnt i stk. 1 bl.a. skal indeholde

en beskrivelse af, på hvilken baggrund løn og goder tilde-

les, og angive navnet på den person, der er ansvarlig for

tildeling af løn og goder. Har investeringsforeningen nedsat

et aflønningsudvalg, jf. § 48 b, stk. 1, skal oplysningerne

nævnt i stk. 1 angive dettes sammensætning.

Det foreslås, at

§ 103 a,

i lov om investeringsforeninger m.v.

ophæves.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af PRIIP-for-

ordningens ikrafttrædelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger.

Til nr. 13 (§ 161, stk. 1, nr. 10, i lov om investeringsforenin-

ger m.v.)

§ 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., oplister

de regler, direktiver og forordninger, som Finanstilsynet på-

ser overholdelsen af.

Det foreslås i

§ 161, stk. 1, nr. 10,

i lov om investeringsfor-

eninger m.v., at indsætte henvisning til Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november

2014 om dokumenter med central information om sammen-

satte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detai-

linvestorer (PRIIP�½er).

Det foreslåede medfører, at Finanstilsynet vil blive udpe-

get som den kompetente myndighed til at påse overholdel-

sen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1286/2014 af 26. november 2014 i lov om investeringsfor-

eninger m.v.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1286/2014 af 26. november 2014 indeholder bl.a. krav om,

at producenter af sammensatte og forsikringsbaserede inve-

steringsprodukter til detailinvestorer udarbejder et dokument

med central information for disse produkter, inden de stil-

les til rådighed for detailinvestorer, og at disse stilles til

rådighed for detailinvestorer i god tid, inden de køber disse

produkter.

Det følger desuden af artikel 17 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november

2014, at en medlemsstats kompetente myndighed, i dette

tilfælde Finanstilsynet, under en række nærmere angivne

betingelser kan forbyde markedsføring og distribution af

danske UCITS eller træffe andre foranstaltninger over for

sådanne produkter, hvis de udgør en væsentlig trussel mod

investorbeskyttelsen, de finansielle markeders orden og inte-

gritet eller den finansielle stabilitet i medlemsstaten.

Til nr. 14 (§ 175, stk. 3, nr. 11 i lov om investeringsforenin-

ger m.v.)

§ 175, stk. 1, fastsætter en tavshedspligt for Finanstilsynets

ansatte omhandlende de fortrolige oplysninger, som de har

kendskab til gennem Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

§ 175, stk. 3, fastsætter en række undtagelser til tavsheds-

pligten i stk. 1. Det fremgår af § 175, stk. 3, nr. 11, at central

investorinformation i henhold til § 103 og regler udstedt i

medfør af § 103, stk. 6, er undtaget fra tavshedspligten i

medfør af stk. 1.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Det foreslås i

§ 175, stk. 3, nr. 11,

at »og regler udstedt i

medfør af § 103, stk. 6« udgår.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af lov-

forslagets § 3, nr. 10, der affatter § 103 på ny og dermed

ophæver § 103, stk. 6.

Til nr. 15 (§ 190, stk. 1, 1. pkt., i lov om investeringsforenin-

ger m.v.)

Det fremgår af § 190, stk. 1, 1. pkt., i lov om investerings-

foreninger m.v. at overtrædelse en række bestemmelser i

loven straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, med-

mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås i

§ 190, stk. 1, 1. pkt.,

at § 103 a, udgår.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af lovforsla-

gets § 3, nr. 12.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1. i lovforslagets almindeli-

ge bemærkninger

Til nr. 16 (§ 190, stk. 1, 2. pkt., i lov om investeringsforenin-

ger m.v.)

Det fremgår af § 190, stk. 1, 2. pkt., i lov om investerings-

foreninger m.v. at overtrædelsen af en række bestemmelser i

loven straffes med bødes.

Det foreslås i

§ 190, stk. 1, 2. pkt.,

at ændre »§ 63, stk. 1 og

2« til: »§ 63, stk. 1 og 3«.

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af lov-

forslagets § 3, nr. 8, der indsætter et nyt stk. 2 i § 63.

Der er ikke tilsigtet materielle ændringer med det foreslåe-

de.

Til nr. 17 (§ 190, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det fremgår af § 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger

m.v., hvilke manglende efterlevelse af påbud eller forbud,

der straffes med bøde.

Med lovforslaget foreslås Finanstilsynet udpeget som den

kompetente myndighed for PRIIP-forordningen for så vidt

angår danske UCITS. Herved tillægges Finanstilsynet bl.a.

kompetence til at udøve de beføjelser vedrørende produkti-

ntervention, som følger af PRIIP-forordningen. Disse befø-

jelser består i, at Finanstilsynet under ganske særlige om-

stændigheder kan forbyde eller indføre andre restriktioner

i markedsføringen af PRIIP’er, jf. artikel 17 i PRIIP-forord-

ningen.

Det foreslås at indsætte et nyt stykke som

§ 190, stk. 5,

i lov om investeringsforeninger m.v., der anfører, at med

bøde straffes den, som overtræder et forbud, en begrænsning

eller en restriktion meddelt i henhold til artikel 17 i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014

om dokumenter med central information om sammensatte

og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinve-

storer (PRIIP’er).

Ansvarssubjektet er den fysiske eller juridiske person, der

enten producerer, rådgiver om eller sælger et sammensat

eller forsikringsbaseret investeringsprodukt. Den strafbare

handling består eksempelvis i, at en producent markedsfører

et sammensat produkt på trods af, at Finanstilsynet har ned-

lagt et forbud mod produktet. Den strafbare handling kan

desuden være en distributør, der sælger et forsikringsbaseret

produkt i strid med de restriktioner, som Finanstilsynet måt-

te have fastsat i medfør af forordningen.

Det vil ved strafudmålingen være relevant at tage udgangs-

punkt i bl.a. virksomhedens omsætning i forhold til det

pågældende produkt og karakteren af den restriktion, som

virksomheden ikke efterlever.

Til § 4

Til nr. 1 (§ 38 stk. 8, i hvidvaskloven)

Det følger af hvidvaskloven § 38, stk. 1, at virksomheder

og personer omfattet af hvidvaskloven, ledelse og ansatte

i disse virksomheder og hos disse personer samt revisorer

eller andre, der udfører eller har udført særlige hverv for

virksomheden eller personen, har pligt til at hemmeligholde,

at der er givet underretning til hvidvasksekretariatet efter

hvidvaskloven § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes,

eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter

hvidvasklovens § 25, stk. 1.

Det følger af hvidvasklovens § 38, stk. 8, at tavshedspligten

i § 38, stk. 1, ikke er til hinder for, at advokater, revisorer,

eksterne bogholdere og skatterådgivere fraråder deres klient

at udøve ulovlig virksomhed.

Det foreslås i

§ 38, stk. 8,

at indsætte »dog« i bestemmelsen

efter »er«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som

har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at

præcisere, at revisorer, advokater, eksterne bogholdere og

skatterådgiveres ret til at fraråde klienter at udøve ulovlig

virksomhed alene vedrører den konkrete rådgivningssituati-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

on, samt at klienten ikke må oplyses om tidligere eller even-

tuelle fremtidige undersøgelser og underretninger.

Hvidvasklovens § 38, stk. 8, er en undtagelse til tavsheds-

pligten i hvidvasklovens § 38, stk. 1. Det betyder, at tav-

shedspligten i stk. 1 ikke er til hinder for, at advokater,

revisorer, eksterne bogholdere og skatterådgivere fraråder

deres klient at udøve ulovlig virksomhed.

Undtagelsen i stk. 8 gælder alene i den konkrete rådgiv-

ningssituation, hvor en revisor, advokat, ekstern bogholder

eller skatterådgiver bliver opmærksom på, at klienten over-

vejer eller planlægger at udføre en handling, som er ulovlig.

Et eksempel herpå kan være en advokat eller en skatterådgi-

ver, som bliver opmærksom på, at en klient vil forsøge at

hvidvaske penge ved at købe og videresælge dyre møbler

for penge, som klienten har opnået gennem sort arbejde. Ad-

vokaten vil i dette eksempel kunne oplyse klienten om, at

pågældende handlinger er hvidvask, og fraråde klienten at

udføre handlingerne.

Et andet eksempel kan være en situation, hvor en revisor

bliver opmærksom på, at en klient vil overføre penge til en

organisation, som er mistænkt for terrorisme. Revisoren vil

i dette eksempel kunne oplyse klienten om, at der kan være

tale om terrorfinansiering, og fraråde klienten at gennemføre

transaktionen.

Et tredje eksempel kan være en situation, hvor en ekstern

bogholder bliver opmærksom på, at en klient planlægger

at modtage en kontantbetaling for salg af varer på 22.000

kr. Den eksterne bogholder kan her oplyse klienten om, at

handlingen vil være en overtrædelse af kontantforbuddet

i hvidvasklovens § 5, hvorefter erhvervsdrivende ikke må

modtage kontante betalinger på 20.000 kr. eller derover, og

fraråde klienten at tage imod kontantbetalingen.

Undtagelsen i stk. 8 giver ikke revisorer, advokater, eksterne

bogholdere og skatterådgivere adgang til at oplyse klienter

om, at der tidligere har været foretaget en underretning om

klienten til Hvidvasksekretariatet, jf. hvidvasklovens § 26,

eller at underretning overvejes.

Ligeledes giver undtagelsen i stk. 8 ikke revisorer, advoka-

ter, eksterne bogholdere og skatterådgivere adgang til at op-

lyse klienter om, at der tidligere har pågået undersøgelser af

klientens usædvanlige transaktioner og aktiviteter, jf. hvid-

vasklovens § 25, eller at en igangsættelse af en undersøgelse

overvejes.

Bestemmelsen omfatter alene de virksomheder og personer,

der er opregnet i bestemmelsen og omfatter derfor f.eks.

ikke pengeinstitutter.

For så vidt angår øvrige virksomheder og personer kan dis-

se fraråde deres kunder at begå strafbare forhold, hvis det

vurderes at kunne ske, uden at kunden får oplyst, at under-

retning om hvidvask eller finansiering af terrorisme indgives

eller vil blive indgivet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 39, stk. 6, i 4. hvidvask-

direktiv.

Til § 5

Til nr. 1 (§ 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt., og § 6, stk. 3, i lov om

betalinger)

Den gældende § 1, stk. 5, fastsætter, hvilke regler, som fin-

der anvendelse på ikkevederlagsfrie elektroniske tjenester,

der kan benyttes til at erhverve varer eller tjenesteydelser, og

betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gen-

nemføre transaktionen meddeles ved hjælp telekommunika-

tionsudstyr og betalingen sker til den operatør, der driver

kommunikationsnettet, og som kun agerer som mellemmand

mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af

varer og tjenesteydelser, uden at disse tjenester udgør en

betalingstjeneste omfattet af bilag 1, uanset § 5, nr. 17.

Den gældende § 1, stk. 9, 1. pkt., bemyndiger erhvervsmini-

steren til at fastsætte regler for tjenester og betalingstransak-

tioner, der er omfattet af § 1, stk. 5, til at dispensere helt

eller delvist fra de i bestemmelsen oplistede bestemmelser.

Den gældende § 6, stk. 3, fastsætter, hvilke bestemmelser en

udbyder af betalingstjenester kan aftale med en bruger, der

ikke er en forbruger, ikke skal finde anvendelse.

Det foreslås i

§ 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt.,

§ 6, stk. 3,

ændre 104 til 104 og 104 a.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9,

hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 7, i lov om betalinger)

Det følger af § 1, stk. 7, i lov om betalinger, at erhvervsmi-

nisteren kan dispensere helt eller delvist fra lovens §§ 26-29,

42 og 50-59, § 81, stk. 1-4, §§ 112, 120-123, § 124, stk. 4,

og § 125, der dermed ikke finder anvendelse på en bestemt

tjeneste eller bestemte typer af tjenester. Erhvervsministeren

kan endvidere fastsætte supplerende regler for bestemte ty-

per af tjenester.

Det foreslås at ændre

§ 1, stk. 7,

således at § 81, stk. 1-4,

ændres til § 81, stk. 1-3.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 6,

der tilføjer nye undtagelser til § 81, stk. 1. Ændringen af

henvisningen i § 1, stk. 7, skal alene sikre, at der fortsat

henvises korrekt til alle relevante undtagelser.

Til nr. 3 (§ 4, stk. 3, i lov om betalinger)

Den gældende § 4, stk. 3, oplister de bestemmelser, der

finder anvendelse på de dele af betalingstransaktioner, der

gennemføres i lande inden for Den Europæiske Union el-

ler i et land, som Unionen har indgået aftale med på det

finansielle område, hvor enten kun betaleren eller betalings-

modtagerens udbyder af betalingstjenester er etableret i et

land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,

uanset hvilken valuta betalingstransaktionen ydes i.

Det foreslås i

§ 4, stk. 3,

at ændre 104 og 106 til 104, 104 a

og 106.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9,

hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 4 (§ 81, stk. 1, i lov om betalinger)

Det følger af § 81, stk. 1, i lov om betalinger, at en be-

talingsmodtager er forpligtet til at modtage betaling med

kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis denne

modtager betalingsinstrumenter omfattet af denne lov, jf.

dog § 5 i hvidvaskloven og stk. 2, 3 og 5.

Det foreslås at ændre

§ 81, stk. 1,

således at stk. 2, 3 og 5

ændres til stk. 2-6.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 3. Med

forslaget i § 5, nr. 6, indføres nye undtagelser til § 81,

stk. 1. Denne ændring af henvisningen i § 81, stk. 1, skal

alene sikre, at der fortsat henvises korrekt til alle relevante

undtagelser.

Til nr. 5 (§ 81, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af § 81, stk. 3, i lov om betalinger, at betalings-

modtagere, som er beliggende i områder, hvor der kan være

en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af

kontanter, uanset stk. 1 alene er forpligtet til at modtage

kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00. Erhvervsministeren

fastsætter, i hvilke områder i Danmark der kan være en

forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse af kon-

tanter. Erhvervsministeren offentliggør en meddelelse herom

på Erhvervsministeriets hjemmeside.

Det foreslås at indsætte

§ 81, stk. 3, 2. pkt.,

hvorefter beta-

lingsmodtagere, der ikke modtager kontanter i tidsrummet

kl. 20.00 til kl. 22.00, skal opsætte skilte herom.

Det foreslåede medfører, at de betalingsmodtagere, der er

beliggende i områder, hvor der kan være forhøjet risiko for

røveri, og som ikke vælger at modtage kontakter i tidsrum-

met fra kl. 20.00 til kl. 22.00, skal skilte herom.

Formålet med ændringen er, at give forbrugerne mulighed

for at orientere sig om, hvorvidt der kan betales med kontan-

ter i dette tidsrum. Skiltningen skal være tydelig, og skal

som minimum opsættes uden for butikken, så forbrugerne

har mulighed for at orientere sig inden de går ind i en

butik. Det kan f.eks. være et mærkat på døren til butikken

eller en skiltestander opsat uden for butikken.

Til nr. 6 (§ 81, stk. 4 og 5 , i lov om betalinger)

Det følger af § 1, stk. 7, i lov om betalinger, at erhvervsmi-

nisteren kan dispensere helt eller delvist fra § 81, stk. 1. Det

er uddybet i bemærkningerne til § 1, stk. 7, at erhvervsmini-

steren både har muligheden for at give konkrete og generelle

dispensationer, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157, som

fremsat, side 87. På den baggrund har erhvervsministeren

fastsat en praksis, hvorefter betalingsmodtagere, der afvik-

ler begivenheder af kort varighed, der højst forekommer

én gang årligt, og afvikles inden for et afgrænset område,

tildeles dispensation fra § 81, stk. 1. Efter erhvervsmini-

sterens praksis omfatter dette festivaler, byfester og andre

lignende arrangementer af midlertidig karakter. Erhvervsmi-

nisteren har efterfølgende delegeret dispensationsbeføjelsen

til Finanstilsynet, der skal forvalte beføjelsen i overensstem-

melse med den af ministeren fastlagte praksis.

Det følger af § 81, stk. 1, i lov om betalinger, at en be-

talingsmodtager er forpligtet til at modtage betaling med

kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis denne

modtager betalingsinstrumenter omfattet af denne lov, jf.

dog § 5 i hvidvaskloven og § 81, stk. 2, 3 og 5.

Det følger af § 81, stk. 3, 1. pkt., i lov om betalinger, at beta-

lingsmodtagere, som er beliggende i områder, hvor der kan

være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelse

af kontanter, uanset stk. 1 alene er forpligtet til at modtage

kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00.

Det følger af § 81, stk. 4, i lov om betalinger, at betalings-

modtagere, der ønsker kun at modtage kontanter i tidsrum-

met fra kl. 06.00 til kl. 20.00, jf. stk. 3, forinden skal under-

rette Finanstilsynet herom.

Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med reg-

lerne i § 81.

Det foreslås at ophæve § 81, stk. 4, i lov om betalinger, og i

stedet indsætte et nyt stk. 4 og 5.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Forslaget til ophævelse af den gældende bestemmelse i stk.

4 indebærer alene, at den administrative byrde forbundet

med at foretage underretningen til Finanstilsynet bortfalder

for betalingsmodtagere i de særligt røveriudsatte områder,

der ønsker kun at modtage kontanter i tidsrummet fra

kl. 06.00 til kl. 20.00. Selve forpligtelsen til at modtage

kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 20.00 gælder

fortsat, jf. § 81, stk. 3.

Det foreslås i

§ 81, stk. 4,

at betalingsmodtagere kan fravige

stk. 1 for så vidt angår betalinger fra betalere, der ikke er

forbrugere.

Forslaget om at betalingsmodtagere kan fravige stk. 1 skal

sikre, at forpligtelsen til at modtage betaling med kontanter

kun finder anvendelse for betalinger, hvor betaler er en for-

bruger. Det skyldes, at formålet med § 81, stk. 1, er at sikre,

at forbrugere kan betale med kontanter, når de køber ind

m.m. Til trods for at danskerne bruger færre kontanter end

tidligere, er der stadig en række forbrugere, som har behov

for at kunne betale kontant. Det er derfor hensigtsmæssigt

med den generelle forpligtelse til at modtage betaling med

kontanter. Det samme hensyn gør sig ikke gældende for

erhvervsdrivende.

Med den foreslåede ændring kan kontantreglen fraviges, når

betalingsmodtagere modtager betaling fra erhvervsdriven-

de. For disse betalinger vil der være aftalefrihed, hvorved

betalingsmodtageren og betaleren kan aftale, hvordan beta-

lingen skal falde, herunder ved at der f.eks. ved indgangen

til salgsstedet er tydelig skiltning med, at der ikke modtages

betaling med kontanter fra erhvervsdrivende.

B2B-forretninger, eksempelvis grossistvirksomheder, der

udelukkende leverer varer og tjenesteydelser til andre er-

hvervsdrivende, vil helt kunne undlade at tage imod kontan-

ter. Disse betalingsmodtagere vil således ikke blive pålagt

den administrative byrde, der er forbundet med at modtage

kontanter.

Undtagelsen gælder for den enkelte transaktion. Sælger en

grossistvirksomhed f.eks. også til forbrugere, kan virksom-

heden ikke afvise betaling med kontanter fra disse.

Det foreslås i

§ 81, stk. 5,

at § 81, stk. 1, ikke finder anven-

delse på betalingsmodtagere, når disse indgår som en del af

festivaler, byfester og lignende arrangementer af midlertidig

karakter, der opfylder følgende betingelser: Arrangementet

varer maksimalt 14 dage, arrangementet forekommer højst

én gang årligt, arrangementet afholdes inden for et geogra-

fisk afgrænset område med adgangskontrol, og arrangøren

af arrangementet har forud for forbrugerens tilmelding til

arrangementet tydeligt oplyst forbrugeren om, at der ikke

kan betales med kontanter. Hvis arrangementet ikke kræver

tilmelding, skal det være tydeligt oplyst i markedsføringen

af arrangementet.

Forslaget medfører, at den etablerede praksis for dispensati-

oner fra kontantreglen kodificeres, således at der som et nyt

stykke indsættes en generel undtagelse til § 81, stk. 1. Æn-

dringen indebærer ikke en materiel ændring af gældende

regler, men medfører at virksomheder, der ønsker at undlade

at modtage kontanter i forbindelse med nævnte arrangemen-

ter, fremover ikke vil være forpligtet til at søge om dispensa-

tion. Med den foreslåede ordning kan betalingsmodtagere,

der indgår i arrangementer, der opfylder de nævnte betin-

gelser, undlade at modtage kontanter, uanset tidspunktet på

dagen. Betalingsmodtagere, der indgår i arrangementer, kan

eksempelvis være boder, der sælger mad og drikke inden for

arrangementets areal. Det er ikke et krav for undtagelsens

anvendelse, at betalingsmodtageren og arrangøren er den

samme juridiske enhed, så længe betalingsmodtager befin-

der sig inden for arrangementets afgrænsede område. Det er

kun betalingsmodtagere, der er fysisk placeret inden for det

afgrænsede område, der er undtaget.

Undtagelsesmuligheden finder kun anvendelse på festivaler,

byfester og andre lignende arrangementer af midlertidig ka-

rakter. Arrangementet skal have midlertidig karakter, eksem-

pelvis i form af en festival- eller cirkusplads eller et aflukket

område i en by, som etableres og fjernes igen efter afhol-

delse af arrangementet. Det betyder, at undtagelsen ikke

finder anvendelse på tilbagevendende arrangementer af me-

re etableret karakter, såsom afholdelse af fodboldkampe på

et stadion eller drift af koncertsteder eller restauranter. Und-

tagelsen finder endvidere ikke anvendelse på eksempelvis

teaterforestillinger i et teater, selvom den enkelte forestilling

kun er af midlertidig karakter.

Arrangementet må maksimalt vare 14 dage.

Det konkrete arrangement må højst forekomme én gang

årligt. Der er dog intet til hinder for, at den samme arrangør

kan afholde flere uafhængige arrangementer. Der vil være

tale om uafhængige arrangementer, hvis der sælges separate

billetter til det enkelte arrangement. Det kunne eksempelvis

være, at den samme arrangør afholder en række festivaler,

men hvor deltagelse i den ene festival er uafhængig af den

anden, eksempelvis ved at der købes billet særskilt til hver

festival, forudsat at festivalerne overholder de øvrige betin-

gelser.

Arrangementet skal derudover afholdes på et afgrænset ge-

ografisk område, med adgangskontrol. Det kunne eksem-

pelvis være en festivalplads, et afgrænset byområde eller

afgrænset lokale, hvor det kræver billet at komme ind. Det

afgørende er imidlertid, at der ikke er fri offentlig adgang,

og ikke om der skal købes billet til arrangementet på for-

hånd. Formålet med at det skal være et afgrænset område

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

er, at det skal være tydeligt i hvilke områder, der ikke kan

betales med kontanter.

Endeligt er det en betingelse, at arrangøren klart og tydeligt

har gjort forbrugere, der deltager i arrangementet, opmærk-

somme på, at der ikke kan betales med kontanter. Oplysnin-

gen skal gives forud for tilmelding til arrangementet med

henblik på at sikre, at forbrugeren kan gøre sig bekendt

med den manglende mulighed for at betale med kontanter,

før vedkommende træffer beslutning om at deltage. Hvis

arrangementet ikke kræver tilmelding, skal det være tydeligt

oplyst i markedsføringen af arrangementet.

Til nr. 7 (§ 97, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af § 97, stk. 1, 1. pkt., at indsigelser mod uauto-

riserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner skal være

udbyderen i hænde, snarest muligt efter at betaleren har kon-

stateret en sådan betalingstransaktion og senest 13 måneder

efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion

Det følger af § 97, stk. 2, at indsigelser mod uautoriserede

eller fejlbehæftede betalingstransaktioner, der er iværksat

via en udbyder af betalingsinitieringstjenester, skal rettes til

den kontoførende udbyder i henhold til stk. 1, jf. dog § 99,

stk. 2 og 3, og § 104.

Det foreslås i

§ 97, stk. 2,

at ændre § 104 til §§ 104 og 104

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets §

5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og

104 a.

Til nr. 8 (§ 103, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af § 103, stk. 1, at en betalingsordre, der gen-

nemføres i overensstemmelse med den entydige identifikati-

onskode, som er angivet i betalingsordren, betragtes som

korrekt gennemført.

Det følger af § 103, stk. 2, at er den entydige identifikations-

kode, som brugeren har angivet, ukorrekt, er udbyderen ikke

ansvarlig i henhold til § 104 for manglende gennemførelse

eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Det foreslås i

§ 103, stk. 2,

at ændre § 104 til §§ 104 og 104

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets §

5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og

104 a.

Til nr. 9 (§§ 104-104 a, i lov om betalinger)

Til § 104

Det følger af § 104, stk. 1, i lov om betalinger, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1719 af 27. november 2020, at hvis en be-

talingsordre iværksættes af betaleren, er betalerens udbyder

over for betaler ansvarlig for direkte tab som følge af mang-

lende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktio-

nen, medmindre udbyderen kan bevise, at betalingsmodtage-

rens udbyder har modtaget beløbet.

Det følger af § 104, stk. 1, 2. pkt., at efter betalingsmodta-

gers udbyder har modtaget beløbet, er denne over for beta-

lingsmodtager ansvarlig for direkte tab som følge af mang-

lende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktio-

nen. Der er tale om objektivt ansvar, hvorefter udbyderen

som udgangspunkt er ansvarlig for direkte tab, selvom be-

talingstransaktionens manglende gennemførelse må skyldes

tredjemands forhold.

Det følger af § 104, stk. 1, 3. pkt., at betalerens udbyder al-

tid skal forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere

betalerne om resultatet.

Det foreslås at nyaffatte § 104.

Bestemmelsen gennemfører artikel 89, stk. 1, i Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november

2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring

af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og for-

ordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv

2007/64/EF, EU-Tidende 2015 (PSD2).

Det foreslås i

stk. 1, 1. pkt.,

at iværksættes en betalingsordre

af betaleren, er betalerens udbyder over for betaleren, med

forbehold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig

for manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalings-

transaktionen, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at

betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet.

I bestemmelsen fastsættes der med henvisning til § 97, §

103, stk. 2, 4 og 5, samt § 108 undtagelser til udbyderens

objektive ansvar.

Af § 97 følger indsigelsesfrister for betalingstjenestebruge-

ren over for den pågældende udbyder, hvorfor en betalings-

tjenesteudbyder alene er ansvarlig, såfremt indsigelsesfristen

i § 97 overholdes.

Af § 103, stk. 2, 4 og 5, følger, at udbyderens ansvar for

det fulde direkte tab er betinget af, at brugeren kan oplyse

den entydige identifikationskode som defineret i lov om

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

betalinger § 7, nr. 38. Kan brugeren således ikke oplyse

korrekt identifikationskode, er udbyderen alene ansvarlig for

at træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler,

som har været involveret i betalingstransaktionen samt i

tilfælde, hvor midlerne ikke kan tilbageføres, at udlevere

alle oplysninger som er relevante for brugerens eventuelle

fremsættelse af et retskrav.

Afslutningsvist følger det af § 108, at udbyderen er ansvars-

fri i de tilfælde, hvor betalingstransaktionen er manglende

eller mangelfuld på grund af usædvanlige og uforudsigelige

omstændigheder, som udbyderen ikke har haft nogen indfly-

delse på og ikke har haft mulighed for afværge.

Det foreslås i

stk. 1, 2. pkt.,

at efter at betalingsmodtagerens

udbyder har modtaget beløbet, er betalingsmodtagerens ud-

byder over for betalingsmodtageren og med forbehold for

§ 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for af mang-

lende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktio-

nen.

Som udgangspunkt viderefører det foreslåede stk. 1 regler

om objektivt erstatningsansvar for udbydere overfor hen-

holdsvis betaler og betalingsmodtager for betalinger, der

er iværksat af betaleren, herunder konto til kontooverførs-

ler. Nyaffattelsen præciserer det i § 104, stk. 1, indeholdte,

objektive ansvar for direkte tab for betalerens udbyder i de

tilfælde, hvor betalingstransaktionen iværksættes af betaler

til også at omfatte pligt for betalingsmodtagerens udbyder til

at godtgøre betalingsmodtager i tilfælde af manglende eller

mangelfuld betaling.

Ved betalinger iværksat af betaleren, typisk ved konto til

kontooverførsler, er betalerens udbyder ansvarlig for direkte

tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse

af betalingstransaktionen over for betaler, medmindre beta-

lerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udby-

der har modtaget beløbet i overensstemmelse med § 113 i

lov om betalinger. Efter at betalingsmodtagers udbyder har

modtaget beløbet, er denne udbyder ansvarlig for direkte tab

som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af

betalingstransaktionen over for betalingsmodtageren.

Ved betalingstransaktioner iværksat af betaler er dennes

udbyder af betalingstransaktioner således ansvarlig for en-

hver manglende eller mangelfuld gennemførelse af beta-

lingstransaktionen frem til det tidspunkt, hvor betalingsmod-

tagerens udbyder, i overensstemmelse med reglerne om gen-

nemførelsestidspunkt i § 113, har modtaget betalingstrans-

aktionen. Herefter overgår ansvaret til betalingsmodtagerens

udbyder, som fra dette tidspunkt er ansvarlig for de direkte

tab, som betalingsmodtager måtte lide.

Manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalings-

transaktionen omfatter enhver form for fejl, der medfører, at

betalingstransaktionen ikke gennemføres. Det kan f.eks. væ-

re fejlregistreringer eller fejlkonteringer, som ikke skyldes

brugerens forhold.

Da der som udgangspunkt er tale om et objektivt ansvar,

bortfalder erstatningsansvaret ikke, selvom betalingstrans-

aktionen ikke kan gennemføres på grund af tredjemands

forhold, for eksempel strømafbrydelser hos betalerens udby-

der. Betalerens udbyder er endvidere ansvarlig for de tab,

som betaler måtte lide, hvis en betaling ikke kommer retti-

digt frem, jf. § 113.

§ 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, samt § 108 fastsætter undtagelser

til udgangspunktet om udbyderens ansvar, herunder f.eks. §

108 om force majeure-lignende tilfælde hvor udbyder allige-

vel vil være ansvarsfri. Der er således tale om et betinget

objektivt ansvar.

Beregning af erstatningens størrelse skal ske i overensstem-

melse med dansk rets almindelige regler, idet kun direkte tab

som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af

betalingstransaktionen er omfattet af den foreslåede bestem-

melse. Som eksempel på tab omfattet af bestemmelsen kan

nævnes tabte renteindtægter.

Det foreslås i

stk. 2,

at betalerens udbyder efter anmodning

øjeblikkeligt skal forsøge at spore betalingstransaktionen og

orientere betaleren om resultatet uden omkostninger for be-

taleren.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at uanset om betalers udbyder

kan holdes ansvarlig, skal betalers udbyder efter anmodning

øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og ori-

entere betaleren om resultatet. Dette kan eksempelvis omfat-

te, at udbyder, i det omfang det er muligt, undersøger, hvem

der har modtaget betalingen, eller hvem betalingsmodtage-

rens udbyder er, og oplyser dette til brugeren. Udbydere kan

ikke forlange betaling for dette eller i øvrigt påføre mod-

tager nogen form for direkte eller indirekte omkostninger

herfor.

Det foreslås i

stk. 3, 1. pkt.,

at hvor betalerens udbyder er

ansvarlig efter stk. 1, 1. pkt., skal udbyderen uden unødig

forsinkelse godtgøre betalerens direkte tab og, hvor det er

relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den

situation, der ville have været gældende, hvis den mangel-

fulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført

Bestemmelsen fastsætter en forpligtelse for betalerens udby-

der til i videst muligt omfang at tilbageføre de pågældende

betalingskonti til den situation, der ville have været gælden-

de, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var ble-

vet gennemført.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Bestemmelsen pålægger betalerens udbyder en forpligtelse

til at godtgøre ethvert direkte tab for betaleren ved at stille

betaleren på samme måde, som hvis den pågældende trans-

aktion aldrig havde fundet sted. Det vil typisk omfatte kredi-

tering af betalerens betalingskonto for transaktionsbeløbet,

tilbageførelse af den debiterede betalingskontos status samt

fastsættelse af dato for kreditvalør for det på betalingskon-

toen for transaktionsbeløbet godtgjorte beløb. Fastsættelse

af kreditvalør indebærer, at det til betaleren tilbageførte be-

løb skal have samme valørdato som den oprindelige fejlbe-

hæftede transaktion. Hertil kan krediteringen også omfatte

yderligere beløb end selve transaktionsbeløbet, som betaler

har lidt som direkte tab, herunder f.eks. som følge af gebyrer

eller restance i henhold til en aftale mellem betaler og beta-

lingsmodtager. Ovenstående eksempler er ikke udtryk for

udtømmende oplistning af, hvad der omfattes af direkte tab.

Betalerens udbyder skal godtgøre betaleren uden unødig for-

sinkelse. Dette indebærer, at betalerens udbyder skal bestræ-

be sig på at godtgøre betalerens tab hurtigst muligt. Ethvert

ophold, der ikke er nødvendiggjort af udbyderens ekspediti-

onsgang, anses for unødigt.

Det foreslås i

stk. 3, 2. pkt.,

at valørdatoen for kreditering af

betalerens betalingskonto ikke må ligge senere end den dato,

hvor beløbet blev debiteret.

Det foreslås i

stk. 4, 1. pkt.,

at hvor betalingsmodtagerens

udbyder er ansvarlig efter stk. 1, 2. pkt., skal udbyderen

godtgøre betalingsmodtagers direkte tab, herunder øjeblik-

keligt stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for be-

talingsmodtageren, med forbehold for § 115, stk. 2, og,

hvor det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens beta-

lingskonto det tilsvarende beløb.

Det foreslås i

stk. 4, 2. pkt.,

at valørdatoen for krediteringen

af betalingsmodtagerens betalingskonto må ikke ligge sene-

re end den valørdato, som beløbet skulle have haft, hvis

transaktionen var gennemført korrekt, jf. § 115.

At stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed indebærer,

at betalingsmodtager kan disponere over beløbet i overens-

stemmelse med § 115 i lov om betalinger.

Bestemmelsen indeholder en forpligtelse for betalingsmod-

tagers udbyder over for betalingsmodtager tilsvarende den,

der foreslås for betalerens udbyder i stk. 3 til, i tilfælde af

ansvar for manglende eller mangelfuld gennemførelse af en

betalingstransaktion, at stille betalingsmodtager på samme

måde, som hvis den pågældende transaktion var blevet gen-

nemført korrekt.

Det vil typisk omfatte kreditering af betalingsmodtagerens

betalingskonto for transaktionsbeløbet, korrigering af den

debiterede betalingskontos status, samt fastsættelse af va-

lørdato for det på betalingsmodtagers konto godtgjorte be-

løb. Fastsættelse af valør indebærer, at det til betalingsmod-

tager godtgjorde beløb skal have samme valørdato som den

oprindelige fejlbehæftede transaktion. Hertil kan krediterin-

gen også omfatte yderligere beløb end selve transaktions-

beløbet, som betalingsmodtager har lidt som direkte tab,

herunder som eksempel og som følge af gebyrer eller re-

stance i henhold til en aftale mellem betalingsmodtager og

betaler. Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende op-

listning af, hvad der omfattes af direkte tab.

Det foreslås i

stk. 5,

at gennemføres en betalingstransaktion

for sent, sikrer betalingsmodtagerens udbyder efter anmod-

ning fra betalerens udbyder, at valørdatoen for kreditering af

betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger senere end

den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis

transaktionen var gennemført korrekt.

Derudover fastslås regler for valørdatering specifikt i til-

fælde af manglende eller mangelfuld gennemførelse af en

betalingstransaktion. Reglerne angiver, hvornår der skal be-

regnes renter af betalingstransaktioners beløb i tilfælde af

manglende eller mangelfuld gennemførelse af en transak-

tion.

Med forslaget fastlægges en forpligtelse for betalingsmodta-

gerens udbyder til at korrigere betalingsmodtagers kreditva-

lør for godtgjort transaktionsbeløb i tilfælde af gennemført

men forsinket betalingstransaktion, således at valørdatoen

for betalingsmodtagers kreditering ikke må ligge senere, end

hvis transaktionen var blevet gennemført rettidigt. Da det

alene er betalers udbyder, der er bekendt med den korrekte

gennemførselsdato, skal denne på vegne af betalerne oplyse

betalingsmodtagers udbyder herom, med henblik på at den-

ne kan sikre, at betalingsmodtagers konto krediteres med

den korrekte valørdato.

Til § 104 a

Det følger af § 104, stk. 2, i lov om betalinger, at hvis

en betalingsordre iværksættes af betalingsmodtager eller via

dennes udbyder, er udbyderen over for betalingsmodtageren

ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller man-

gelfuld fremsendelse af betalingsordren.

Det følger derudover, at ansvarsreglerne i stk. 1 angående

betalers udbyders ansvar i visse tilfælde finder anvendelse

på de tilfælde, hvor betalingsordren iværksættes af eller via

betalingsmodtager. Der er tale om objektivt ansvar, hvoref-

ter udbyderen som udgangspunkt er ansvarlig for direkte

tab, selvom betalingstransaktionens manglende gennemfø-

relse må skyldes tredjemands forhold.

Det følger af bemærkningerne til § 104, at udbyderen efter

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

anmodning altid skal forsøge at spore betalingstransaktionen

og orientere betalingsmodtageren om resultatet.

Det foreslås at indsætte en ny § 104 a.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 89, stk. 2.

Det foreslås i

stk. 1,

at iværksættes en betalingsordre af

eller via betalingsmodtageren, er dennes udbyder over for

betalingsmodtageren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2,

4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende eller mangelfuld

fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder, for

betalingsmodtagerens direkte tab i overensstemmelse med

omfanget i § 104, stk. 4.

Med forslaget til stk. 1 fastsættes objektive erstatningsregler

for betalingstransaktioner, der iværksættes af eller via beta-

lingsmodtageren.

Bestemmelsen omfatter bl.a. direkte debitering og betalinger

med betalingskort, som er iværksat af eller via betalings-

modtager. Som et eksempel på direkte debitering kan næv-

nes betalinger via Betalingsservice. Som eksempel på en be-

taling med betalingskort iværksat af betalingsmodtager kan

nævnes de såkaldte Merchant Initiated Transactions (MIT).

Det følger af forslaget, at betalingsmodtagers udbyder over-

for betalingsmodtageren er ansvarlig for direkte tab som føl-

ge af manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalings-

ordren til betalerens udbyder, jf. § 113 i lov om betalinger.

Beregning af erstatningens størrelse skal ske i overensstem-

melse med dansk rets almindelige regler, idet kun direkte tab

som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af

betalingstransaktionen er omfattet af den foreslåede bestem-

melse. Som eksempel på tab omfattet af bestemmelsen kan

nævnes tabte renteindtægter.

Forslaget fastsætter med henvisning til § 97, § 103, stk. 2, 4

og 5, og § 108 undtagelser til udbyderens ansvar.

Af § 97 følger indsigelsesfrister for betalingstjenestebruge-

ren over for den pågældende udbyder, hvorfor en betalings-

tjenesteudbyder alene er ansvarlig, såfremt betalingstjene-

stebrugeren overholder indsigelsesfristen i § 97.

Af § 103, stk. 2, 4 og 5, følger, at udbyderens ansvar for

det fulde direkte tab er betinget af, at brugeren kan oplyse

den entydige identifikationskode som defineret i § 7, nr.

38 i lov om betalinger. Kan brugeren således ikke oplyse

korrekt identifikationskode, er udbyderen alene ansvarlig

for at træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre mid-

ler, som har været involveret i betalingstransaktionen, og

i tilfælde hvor midlerne ikke kan tilbageføres, at udlevere

alle oplysninger, som er relevante for brugerens eventuelle

fremsættelse af et retskrav.

Afslutningsvist følger det af § 108, at udbyderen er ansvars-

fri i de tilfælde, hvor betalingstransaktionen er manglende

eller mangelfuld på grund af usædvanlige og uforudsigelige

omstændigheder, som udbyderen ikke har haft nogen indfly-

delse på og ikke har haft mulighed for afværge.

For nærmere omkring direkte tab henvises til bemærknin-

gerne til § 104, stk. 4, ovenfor.

Det foreslås i

stk. 2,

at hvis betalingsmodtagerens udbyder

er ansvarlig efter stk. 1, skal udbyderen øjeblikkeligt videre-

sende den pågældende betalingsordre til betalerens udbyder.

Den foreslåede bestemmelse i § 104 a nyaffatter § 104, stk.

2, og præciserer det i § 104, stk. 2, indeholdte, objektive

ansvar for direkte tab for betalingsmodtagerens udbyder i de

tilfælde, hvor betalingstransaktionen iværksættes af eller via

betalingsmodtagers udbyder til også at præcisere pligten for

betalingsmodtagerens udbyder til øjeblikkeligt at videresen-

de den pågældende betalingsordre og til øjeblikkeligt efter

anmodning at bestræbe sig på at spore den mangelfulde

transaktion.

Med den foreslåede bestemmelse vil betalingsmodtagerens

udbyder, i tilfælde af mangelfuld fremsendelse af betalings-

ordre, blive forpligtet til, så snart denne bliver bekendt med

den mangelfulde transaktion, at sikre, at betalingsordren af-

sendes korrekt til betalers udbyder. Det kunne eksempelvis

være så snart, at det tekniske problem, der forårsagede pro-

blemet, er løst. Dette skal sikre, at betalingsmodtagerens

direkte tab minimeres samt sikre gennemførelse af transakti-

onen.

Forpligtelse til øjeblikkelig fremsendelse af betalingsordre i

tilfælde af ansvar efter stk. 1 gælder alene det øjeblik der

konstateres manglende eller mangelfuld fremsendelse af be-

talingsordre og hindrer derfor ikke generel anvendelse af sy-

stematisk eller datobaseret fremsendelse af betalingsordrer,

eksempelvis ved anvendelsen af Betalingsservice, når der

ikke er tale om manglende eller mangelfuld fremsendelse af

betalingsordre.

Det foreslås i

stk. 3,

at ved forsinket fremsendelse af beta-

lingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodta-

gerens betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle

have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført kor-

rekt.

Med forslaget til stk. 3 fastsættes regler for valørdatering

specifikt i tilfælde af manglende eller forsinket afsendelse af

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

betalingsordren. Reglerne angiver, hvornår der skal beregnes

renter af betalingstransaktioners beløb i tilfælde af mangel-

fulde eller manglende transaktioner.

Det foreslåede vil pålægge en forpligtelse for betalingsmod-

tagerens udbyder til rentemæssigt at stille betalingsmodtage-

ren på samme måde, som hvis betalingsordren af betalings-

modtageren var blevet fremsendt rettidigt. Det indebærer,

at der beregnes renter fra det tidspunkt, som ville være fore-

kommet, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Rettidig fremsendelse skal forstås i overensstemmelse med

§ 113 i lov om betalinger.

Det foreslås i

stk. 4,

at betalingsmodtagerens udbyder ef-

ter anmodning øjeblikkeligt skal forsøge at spore betalings-

transaktionen og orientere betalingsmodtager om resultatet

uden omkostninger for betalingsmodtageren.

Det foreslåede i stk. 4 fastslår, at uanset om betalingsmodta-

gers udbyder kan holdes ansvarlig, skal denne efter anmod-

ning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen

og orientere betalingsmodtager om resultatet. Dette kan ek-

sempelvis omfatte, at udbyder, i det omfang det er muligt,

undersøger, hvem betaler eller dennes udbyder er og oplyser

dette til brugeren. Der kan ikke forlanges betaling for dette

eller i øvrigt påføres modtager nogen form for direkte eller

indirekte omkostninger herfor.

Det foreslås i

stk. 5, 1. pkt.,

at er betalingsmodtagerens

udbyder ikke ansvarlig i henhold til stk. 1 i denne bestem-

melse, er betalerens udbyder over for betaleren ansvarlig

for direkte tab i henhold til § 104, medmindre betalerens

udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har

modtaget transaktionsbeløbet.

Det foreslås i

stk. 5, 2. pkt.,

at er betalerens udbyder ansvar-

lig, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse

godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte

betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalings-

konto tilbage til den situation, der ville have været gælden-

de, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var ble-

vet gennemført.

Betalerens udbyder skal godtgøre betaleren uden unødig for-

sinkelse. Dette indebærer, at betalerens udbyder skal bestræ-

be sig på at godtgøre betalerens tab hurtigst muligt. Ethvert

ophold, der ikke er nødvendiggjort af udbyderens ekspediti-

onsgang, anses for unødigt.

Det foreslås i

stk. 5, 3. pkt.,

at valørdatoen for kreditering af

betalerens betalingskonto ikke må ligge senere end den dato,

hvor beløbet blev debiteret.

Det i stk. 5., foreslåede præciserer, at hvis ansvaret for en

manglende eller mangelfuld transaktion ikke kan tillægges

betalingsmodtagers udbyder, vil ansvaret falde tilbage på be-

talerens udbyder og vil efter indholdet i stk. 5 have samme

omfang som efter § 104.

Til nr. 10 (§ 106 i lov om betalinger)

Den gældende § 106, stk. 1, fastsætter, at en udbyder af

betalingstjenester, der har erstattet et tab, jf. §§ 99 eller 104,

som følge af forhold hos en anden udbyder eller tredjemand,

kan kræve erstatningen godtgjort af den pågældende.

Det foreslås i

§ 106

at ændre eller 104 til 104 eller 104 a.

Det foreslåede er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 9,

hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og 104 a.

Til nr. 11 (§ 107, 1. pkt., i lov om betalinger)

Det følger af § 107, stk. 1, 1. pkt., at er en betaling udeble-

vet eller forsinket under omstændigheder som nævnt i § 104,

stk. 1 og 2, eller § 105, stk. 1 og 2, kan misligholdelsesbefø-

jelser ikke af den grund gøres gældende over for betaleren,

bortset fra krav på rente.

Det foreslås i

§ 107, stk. 1, 1. pkt.,

at ændre § 104, stk. 1 og

2, til § 104, stk. 1, § 104 a, stk. 1.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets §

5, nr. 9, hvorefter § 104 ophæves og erstattes med §§ 104 og

104 a.

Til nr. 12 (§ 124, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende § 124, stk. 2, i lov om betalin-

ger, at en udbyder af betalingstjenester og en udsteder af

elektroniske penge på forhånd skal indhente udtrykkeligt

samtykke fra en bruger af betalingstjenester, hvis udbyderen

eller udstederen behandler personoplysninger i forbindelse

med udbuddet af betalingstjenesten.

De specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, anfører, at ud-

trykkeligt samtykke skal forstås i overensstemmelse med

persondatalovens anvendelse af begrebet, jf. Folketingsti-

dende 2016-17, B, Ændringsforslag til forslag til lov om

betalinger, som afgivet i betænkning af den 30. maj 2017,

side 8. Persondataloven er senere erstattet af Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april

2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af

sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og lov

nr. 502 af 23 maj 2018 om supplerende bestemmelser til

forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

med behandling af personoplysninger og om fri udveksling

af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Bestemmelsen implementerer artikel 94, stk. 2, i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25.

november 2015 om betalingstjenester i det indre mar-

ked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og

2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophæ-

velse af direktiv 2007/64/EF (herefter kaldet 2. betalingstje-

nestedirektiv).

Det følger af direktivets artikel 94, stk. 2, at betalingstjene-

steudbydere kun må tilgå, behandle og opbevare personop-

lysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjene-

ster, med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke.

Med forslaget til nyaffattelsen af

§ 124, stk. 2,

vil det blive

præciseret, at udbydere af betalingstjenester og udstedere af

elektroniske penge kun må tilgå, behandle og opbevare per-

sonoplysninger, som er nødvendige for ydelse af betalings-

tjenester, med brugerens udtrykkelige samtykke.

Formålet med nyaffattelsen af bestemmelsen er at sikre en

direktivnær implementering af artikel 94, stk. 2, i 2. beta-

lingstjenestedirektiv, som er i overensstemmelse med Det

Europæiske Databeskyttelsesråds retningslinjer nr. 06/2020

af den 15. december 2020.

Begrebet personoplysninger i forslaget til stk. 2 skal forstås

i overensstemmelse med definitionen i databeskyttelsesfor-

ordningens artikel 4, stk. 1, nr. 1. Begrebet omfatter således

enhver form for information om en identificeret eller identi-

ficerbar fysisk person (den registrerede).

Ved identificerbar fysisk person forstås ifølge den nævnte

artikel 4, stk. 1, nr. 1, en fysisk person, der direkte eller

indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som

f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata,

en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er

særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, ge-

netiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale iden-

titet. I relation til betalingstjenester vil eksempelvis oplys-

ninger om kort- og kontonummer og navnet på kort- eller

kontoindehaveren udgøre personoplysninger.

Begrebet behandling skal forstås i overensstemmelse med

definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1,

nr. 2. Begrebet forstås som enhver aktivitet eller række af

aktiviteter — med eller uden brug af automatisk behandling

— som personoplysninger eller en samling af personoplys-

ninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering,

organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller

ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved trans-

mission, formidling eller enhver anden form for overladelse,

sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller

tilintetgørelse.

Det fremgår af Det Europæiske Databeskyttelsesråds (Data-

beskyttelsesrådet) retningslinjer nr. 06/2020 af 15. december

2020, at udtrykkeligt samtykke i medfør af artikel 94, stk. 2,

i 2. betalingstjenestedirektiv ikke er det samme som databe-

skyttelsesforordningens anvendelse af begrebet udtrykkeligt

samtykke.

Som det fremgår af § 124, stk. 1, i lov om betalinger, fin-

der databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

anvendelse på udbydere af betalingstjenester og udstedere

af elektroniske penge. En udbyder af betalingstjenester skal

have rette behandlingsgrundlag efter databeskyttelsesforord-

ningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, for at kunne behandle

almindelige personoplysninger i forbindelse med leveringen

af en betalingstjeneste til brugeren. I databeskyttelsesforord-

ningens artikel 6, stk. 1, udgør samtykke ét ud af seks lovli-

ge grundlag for behandling af personoplysninger.

Betalingstjenester udbydes på baggrund af en kontrakt mel-

lem en udbyder og en bruger. Retsgrundlaget for behandling

af personoplysninger med henblik på levering af betalings-

tjenester er derfor i princippet artikel 6, stk. 1, litra b, i da-

tabeskyttelsesforordningen. Det betyder, at behandlingen er

nødvendig for at opfylde en kontrakt, som brugeren er part

i, eller for at træffe foranstaltninger på brugerens anmodning

forud for indgåelsen af en kontrakt.

Artikel 94, stk. 2, i det 2. betalingstjenestedirektiv kan ik-

ke anses for et selvstændig hjemmel til behandling af per-

sonoplysninger. Udtrykkeligt samtykke i henhold til artikel

94, stk. 2, i det 2. betalingstjenestedirektiv skal derimod

betragtes som et yderligere krav af kontraktmæssig karakter

i forbindelse med adgang til og efterfølgende behandling

og lagring af personoplysninger med henblik på at udbyde

betalingstjenester og er derfor ikke det samme som (udtryk-

keligt) samtykke i henhold til databeskyttelsesforordningen.

Det kontraktmæssige samtykke i medfør af artikel 94, stk.

2, i det 2. betalingstjenestedirektiv skal fortolkes således, at

brugeren, når denne indgår en aftale med en betalingstjene-

steudbyder i henhold til det 2. betalingstjenestedirektiv, skal

gøres fuldt bekendt med de specifikke kategorier af person-

oplysninger, der vil blive behandlet. Desuden skal brugeren

gøres opmærksom på det specifikke betalingstjenesterelate-

rede formål, hvortil personoplysningerne vil blive behandlet,

og brugeren skal udtrykkeligt acceptere dette. Sådanne ele-

menter skal klart kunne skelnes fra de øvrige elementer, der

behandles i kontrakten, og de skal udtrykkeligt accepteres af

brugeren.

At samtykket efter 2. betalingstjenestedirektiv skal være

udtrykkeligt indebærer derfor, at en udbyder ikke kan op-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

nå stiltiende eller indirekte tilslutning til behandling af

personoplysninger. Det indebærer f.eks., at en udbyder af

betalingstjenester skal indhente et samtykke på et oplyst

grundlag, således at det klart og tydeligt fremgår for den

enkelte bruger, at der eksempelvis ved indgåelse af en ram-

meaftale om betalingstjenester samtidig gives samtykke til,

at betalingstjenesteudbyderen må behandle den pågælden-

de brugers personoplysninger i forbindelse med udbuddet

af betalingstjenesten. Dette kunne eksempelvis være i for-

bindelse med indgåelse af aftale om brug af et betalings-

kort. Her kan indehaveren af betalingskortet i rammeaftalen

give samtykke til behandling af oplysninger om kortnum-

mer eller andre personoplysninger i forbindelse med gen-

nemførelsen af en betalingstransaktion, hvis grundlaget for

samtykket fremgår klart og tydeligt af aftalen om brug af

betalingskortet.

Selvom samtykket i artikel 94, stk. 2, i det 2. betalingstjene-

stedirektiv ikke er en selvstændig hjemmel til behandling

af personoplysninger, vedrører dette samtykke specifikt be-

handling af personoplysninger og databeskyttelse i forbin-

delse med leveringen af betalingstjenester på baggrund af

en kontrakt med brugeren og sikrer derfor gennemsigtighed

og en vis grad af kontrol for betalingstjenestebrugeren. Ar-

tikel 94, stk. 2, i 2. betalingstjenestedirektiv stiller ikke

specifikke betingelser for et gyldigt udtrykkeligt samtykke

efter bestemmelsen, men betingelserne for det udtrykkelige

samtykke skal forstås i overensstemmelse med gældende

databeskyttelseslovgivning og på en måde, der bevarer di-

rektivets effektive virkning.

Artikel 7 i databeskyttelsesforordningen stiller generelle

krav til et gyldigt samtykke. Det indebærer bl.a., at udbyde-

ren skal være i stand til at påvise, at der var gyldigt samtyk-

ke på behandlingstidspunktet. Desuden skal anmodningen

om samtykke indgives på en måde, der klart kan skelnes fra

de øvrige elementer, i en letforståelig og lettilgængelig form

og i et klart og forståeligt sprog. Herudover skal samtykket

være frivilligt. Ved vurderingen af, om samtykke er givet

frivilligt, tages der størst muligt hensyn til, om eksempelvis

leveringen af en tjenesteydelse er gjort betinget af samtykke

til behandling af personoplysninger, som ikke er nødvendig

for at levere denne tjenesteydelse. Dette indebærer, at bruge-

ren skal have ret til at vælge, om denne vil benytte sig af

betalingstjenesten eller ej.

Som eksempel skal en udbyder ved indgåelse af aftale

om leveringen af en kontooplysningstjeneste gøre det ty-

deligt over for brugeren, hvilke specifikke kategorier af

personoplysninger, der vil blive behandlet. Formålene med

behandlingen skal være klart angivet og meddelt brugeren

i overensstemmelse med udbyderens formålsbegrænsnings-

og gennemsigtighedsforpligtelser. Personoplysninger skal

indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål i over-

ensstemmelse med princippet om formålsbegrænsning, jf.

artikel 5, stk. 1, litra b, i databeskyttelsesforordningen. Hvis

personoplysninger indsamles med mere end ét formål for

øje, skal den dataansvarlige undgå kun at identificere ét

bredt formål for at begrunde forskellige yderligere behand-

lingsaktiviteter, som faktisk kun er fjernt forbundet med det

faktiske oprindelige formål.

Det fremhæves i denne forbindelse, at en udbyder af beta-

lingstjenester og en udsteder af elektroniske penge ikke må

indsamle oplysninger, der ikke er nødvendige for at levere

den konkrete tjeneste til brugeren.

Det bemærkes, at en kontrakt om levering af betalingstjene-

ster også kan omfatte vilkår, der pålægger betingelser for

yderligere tjenester, som ikke er reguleret af det 2. beta-

lingstjenestedirektiv. Udbyderen skal altid vurdere, hvilken

behandling af personoplysninger, der er nødvendig for at

opfylde kontrakten. Nødvendigheden afhænger af tjeneste-

ydelsens art, kontraktparternes gensidige perspektiver og

forventninger, baggrunden for kontrakten og de væsentlige

elementer i kontrakten.

Med forslaget til stk. 2 gælder der et krav om, at samtyk-

ket skal være indhentet forud for behandling af personoply-

sningerne. Der gælder således ikke et krav om, at der skal

indhentes et udtrykkeligt samtykke hver gang, der foretages

en behandling af oplysningerne. Der kan således gives et

generelt udtrykkeligt samtykke i en rammeaftale om udbud-

det af betalingstjenester. Behandlingen af oplysningerne må

dog ikke være uforenelig med det oprindelige indsamlings-

formål, jf. princippet om formålsbegrænsning i databeskyt-

telsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra b.

Det bemærkes, at de grundlæggende principper om behand-

ling af personoplysninger efter databeskyttelsesforordningen

og databeskyttelsesloven generelt skal være opfyldt. Be-

handlingen af oplysninger skal således bl.a. andet være i

overensstemmelse med god databehandlingsskik, ligesom

behandlingen også skal være sagligt begrundet og relevant.

Det bemærkes ligeledes, at et samtykke på et hvilket som

helst tidspunkt kan tilbagekaldes af brugeren. Virkningen

heraf er, at den behandling af oplysninger, som brugeren har

meddelt sit samtykke til, ikke længere må finde sted. Tilba-

gekalder brugeren sit samtykke, vil leveringen af betalings-

tjenesten derfor ikke længere være mulig. Det bemærkes,

at et samtykke ikke kan tilbagekaldes med tilbagevirkende

kraft. Det betyder, at behandlingen skal ophøre fra det tids-

punkt, hvor tilbagekaldelsen af samtykket sker.

I henhold til § 152, stk. 2, i lov om betalinger, straffes

overtrædelse af § 124, stk. 2, med bøde. Overtrædelse af

det nyaffattede § 124, stk. 2, vil eksempelvis omfatte den

situation, hvor en udbyder undlader at indhente et udtrykke-

ligt samtykke fra brugeren forud for, at udbyderen behandler

brugerens personoplysninger i forbindelse med udbuddet af

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

betalingstjenester. Ansvarssubjektet for overtrædelse af be-

stemmelsen er den virksomhed, som undlader at indhente

udtrykkeligt samtykke fra brugeren i strid med § 124, stk. 2.

Til nr. 13 (§ 124, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende § 124, stk. 3, at uanset stk. 2, må

en udbyder af betalingstjenester og betalingssystemer og en

udsteder af elektroniske penge behandle personoplysninger

til brug for forebyggelse, efterforskning, retshåndhævelse og

opdagelse af misbrug eller svig, eller hvis behandlingen er

hjemlet ved anden lov.

Bestemmelsen implementerer artikel 94, stk. 1, i 2. beta-

lingstjenestedirektiv. Det følger af artikel 94, stk. 1, i 2.

betalingstjenestedirektiv, at medlemsstaterne skal tillade, at

betalingssystemer og udbydere af betalingstjenester behand-

ler personoplysninger, når det er nødvendigt af hensyn til

forebyggelse, efterforskning og opdagelse af betalingssvig.

Det følger af § 125, stk. 3, i lov om betalinger, at en

erhvervsdrivende kun må behandle betalingsoplysninger i

forbindelse med 1) gennemførelse eller korrektion af en be-

talingstransaktion, 2) udbuddet af en tjeneste, der er direkte

henvendt til brugeren, eller 3) anonymisering af betalingsop-

lysninger.

§ 125, stk. 3, er en dansk særregel, der indebærer en be-

grænsning af de formål, til hvilke erhvervsdrivende kan be-

handle betalingsoplysninger.

En udbyder af betalingstjenester, en udbyder af betalingssy-

stemer og en udsteder af elektroniske penge udgør også

erhvervsdrivende. Bestemmelsen sætter således en generel

begrænsning for, hvad alle erhvervsdrivende kan behandle

betalingsoplysninger til.

Betalingsoplysninger udgør personoplysninger, jf. definitio-

nen i § 7, stk. 41, i lov om betalinger.

Det foreslås, at der i

§ 124, stk. 3,

indsættes en henvisning til

§ 125, stk. 3.

Dermed vil formålsbegrænsningen i § 125, stk. 3, ikke være

til hinder for, at en udbyder af betalingstjenester, en udbyder

af betalingssystemer og en udsteder af elektroniske penge

må behandle personoplysninger til brug for forebyggelse, ef-

terforskning, retshåndhævelse og opdagelse af misbrug eller

svig, eller hvis behandlingen er hjemlet ved anden lov.

For at sikre tilliden til elektroniske betalinger er det vigtigt

i videst muligt omfang at forebygge svindel med betalings-

tjenester, og i det omfang betalingssvindel alligevel sker

at give de bedst mulige forudsætninger for at opdage og

efterforske dette. Det bør således være muligt for udbydere

af betalingstjenester såvel som for deltagere i betalingssy-

stemer og udstedere af elektroniske penge at behandle per-

sonoplysninger til disse formål, også uden at forbrugerens

udtrykkelige samtykke indhentes først.

Når denne behandling af personoplysninger sker, skal de ge-

nerelle regler i databeskyttelsesforordningen og databeskyt-

telsesloven være opfyldt. Behandlingen af personoplysnin-

ger vil således blandt andet skulle være i overensstemmelse

med god databehandlingsskik ligesom behandlingen skal

være sagligt begrundet og relevant.

Endelig kan der ske behandling af personoplysninger, hvis

dette er hjemlet ved anden lov. Eksempelvis kan der i med-

før af hvidvaskloven i visse tilfælde ske behandling af per-

sonoplysninger.

Til nr. 14 (§ 125, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende § 125, stk. 2, i lov om betalin-

ger, at en erhvervsdrivende på forhånd skal indhente udtryk-

keligt samtykke fra en bruger, hvis den erhvervsdrivende

behandler betalingsoplysninger i forbindelse med udbuddet

af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren, jf. stk. 3,

nr. 2.

De specielle bemærkninger til § 125, stk. 2, anfører, at

udtrykkeligt samtykke forstås i overensstemmelse med per-

sondatalovens anvendelse af begrebet, jf. Folketingstidende

2016-17, B, Ændringsforslag til forslag til lov om betalin-

ger, som afgivet i betænkning af den 30. maj 2017, side

11. Persondataloven er senere erstattet af Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling

af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplys-

ninger (databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23

maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling

af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplys-

ninger (databeskyttelsesloven).

Bestemmelsen er en dansk særregel.

Med forslaget til nyaffattelsen af

§ 125, stk. 2,

foreslås det,

at en erhvervsdrivende kun må behandle betalingsoplysnin-

ger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er direkte

henvendt til brugeren, med brugerens udtrykkelige samtyk-

ke, jf. stk. 3, nr. 2.

Formålet med nyaffattelsen af bestemmelsen er at sikre, at

fortolkningen af begrebet udtrykkeligt samtykke i de speci-

elle bemærkninger er i overensstemmelse med de specielle

bemærkninger til § 124, stk. 2. Dette skyldes, at udtrykket

erhvervsdrivende, jf. § 125, stk. 2, både omfatter en udbyder

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

af betalingstjenester, en udsteder af elektroniske penge og

alle andre erhvervsdrivende, der behandler betalingsoplys-

ninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste, der er

direkte henvendt til brugeren, jf. § 125, stk. 3, nr. 2. En

udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske

penge skal således både iagttage § 124, stk. 2, samt § 125,

stk. 2, i forbindelse med udbuddet af tjenester direkte hen-

vendt til brugeren.

Betalingsoplysninger udgør personoplysninger, jf. definitio-

nen i § 7, stk. 41, og skal derfor forstås i overensstemmelse

med definitionen af personoplysninger i databeskyttelsesfor-

ordningens artikel 4, stk. 1, nr. 1. Begrebet omfatter således

enhver form for information om en identificeret eller identi-

ficerbar fysisk person (den registrerede).

Ved identificerbar fysisk person forstås ifølge databeskyttel-

sesforordningens artikel 4, stk. 1, nr. 1, en fysisk person,

der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en

identifikator som f.eks. et navn, et identifikationsnummer,

lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere

elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske,

fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle el-

ler sociale identitet. I relation til betalingstjenester vil ek-

sempelvis oplysninger om kort- og kontonummer og navnet

på kort- eller kontoindehaveren udgøre personoplysninger.

Begrebet behandling skal forstås i overensstemmelse med

definitionen i databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1,

nr. 2. Begrebet dækker således enhver aktivitet eller række

af aktiviteter — med eller uden brug af automatisk behand-

ling — som personoplysninger eller en samling af personop-

lysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registre-

ring, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning

eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved

transmission, formidling eller enhver anden form for over-

ladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, slet-

ning eller tilintetgørelse.

Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 13,

skal begrebet udtrykkeligt samtykke i medfør af bestemmel-

sen forstås i overensstemmelse med de specielle bemærk-

ninger til § 124, stk. 2, i lovforslagets § 5, nr. 14. Det

fremgår af de specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, at ud-

trykkeligt samtykke efter bestemmelsen ikke er det samme

som databeskyttelsesforordningens anvendelse af begrebet

udtrykkeligt samtykke.

Som det fremgår af § 125, stk. 1, i lov om betalinger, fin-

der databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

anvendelse på erhvervsdrivende, der behandler betalingsop-

lysninger. En erhvervsdrivende skal have rette behandlings-

grundlag efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk.

1, litra a-f, for at kunne behandle betalingsoplysninger, som

er almindelige personoplysninger, i forbindelse med leverin-

gen af en tjeneste direkte henvendt til brugeren. I databe-

skyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, udgør samtykke ét

ud af seks lovlige grundlag for behandling af personoplys-

ninger. En erhvervsdrivende skal altid foretage en konkret

vurdering af, hvilket hjemmelsgrundlag i databeskyttelses-

forordningens artikel 6, stk. 1, der er det rette grundlag

for behandling af betalingsoplysninger i forbindelse med

udbuddet af en tjeneste, der er direkte henvendt til brugeren.

Når en erhvervsdrivende skal levere en tjeneste direkte hen-

vendt til brugeren, sker dette på baggrund af en kontrakt

indgået med brugeren. For at levere tjenesten behandler

den erhvervsdrivende brugerens betalingsoplysninger, og

dermed personoplysninger, som er nødvendige for at levere

tjenesten. Derfor er retsgrundlaget for behandling af beta-

lingsoplysninger, med henblik på levering af en tjeneste di-

rekte henvendt til brugeren, i princippet artikel 6, stk. 1, litra

b, i databeskyttelsesforordningen. Denne bestemmelse giver

hjemmel til behandling af personoplysninger, når det er nød-

vendigt for at opfylde en kontrakt, som brugeren er part i,

eller for at træffe foranstaltninger på brugerens anmodning

forud for indgåelsen af en kontrakt.

§ 125, stk. 2, i lov om betalinger kan ikke anses for en selv-

stændig hjemmel til behandling af betalingsoplysninger. I

overensstemmelse med de specielle bemærkninger til § 124,

stk. 2, i lovforslagets § 5, nr. 12, skal udtrykkeligt samtykke

efter § 125, stk. 2, derimod betragtes som et yderligere krav

af kontraktmæssig karakter i forbindelse med adgang til og

efterfølgende behandling og lagring af betalingsoplysninger

med henblik på at udbyde tjenesten til brugeren og er derfor

ikke det samme som (udtrykkeligt) samtykke i henhold til

databeskyttelsesforordningen.

Det kontraktmæssige samtykke i medfør af bestemmelsen

skal fortolkes således, at en bruger, når denne indgår en

aftale med en erhvervsdrivende om leveringen af en tjenes-

te direkte henvendt til brugeren, skal gøres fuldt bekendt

med de specifikke kategorier af betalingsoplysninger, der vil

blive behandlet. Desuden skal brugeren gøres opmærksom

på det specifikke formål, hvortil betalingsoplysningerne vil

blive behandlet, og brugeren skal udtrykkeligt acceptere det-

te. Sådanne elementer skal klart kunne skelnes fra de øvrige

elementer, der behandles i kontrakten, og de skal udtrykke-

ligt accepteres af brugeren.

At samtykket skal være udtrykkeligt indebærer derfor, at en

erhvervsdrivende ikke kan opnå stiltiende eller indirekte til-

slutning til behandling af betalingsoplysninger. Det indebæ-

rer f.eks., at en erhvervsdrivende skal indhente et samtykke

på et oplyst grundlag, således det klart og tydeligt fremgår

for den enkelte bruger, at der eksempelvis ved indgåelse af

aftalen om leveringen af tjenesten samtidig gives samtykke

til, at den erhvervsdrivende må behandle den pågældende

brugers betalingsoplysninger.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Selvom det udtrykkelige samtykke i § 125, stk. 2, ikke er

et selvstændigt retligt grundlag for behandling af betalings-

oplysninger, vedrører dette samtykke specifikt behandling

af betalingsoplysninger og databeskyttelse i forbindelse med

leveringen af tjenester direkte henvendt til brugeren og sik-

rer derfor gennemsigtighed og en vis grad af kontrol for

brugeren. § 125, stk. 2, stiller ikke specifikke betingelser for

et gyldigt udtrykkeligt samtykke, men betingelserne for det

udtrykkelige samtykke skal forstås i overensstemmelse med

gældende databeskyttelseslovgivning.

Artikel 7 i databeskyttelsesforordningen stiller generelle

krav til et gyldigt samtykke. Det indebærer bl.a., at den

erhvervsdrivende skal være i stand til at påvise, at der var

gyldigt samtykke på behandlingstidspunktet. Desuden skal

anmodningen om samtykke indgives på en måde, der klart

kan skelnes fra de øvrige elementer, i en letforståelig og

lettilgængelig form og i et klart og forståeligt sprog. Her-

udover skal samtykket være frivilligt. Ved vurderingen af,

om samtykke er givet frivilligt, tages der størst muligt hen-

syn til, om eksempelvis leveringen af en tjenesteydelse er

gjort betinget af samtykke til behandling af betalingsoplys-

ninger, som ikke er nødvendig for at levere denne tjenestey-

delse. Dette indebærer, at brugeren skal have ret til at vælge,

om denne vil benytte sig af tjenesten eller ej.

Formålene med behandlingen skal være klart angivet og

meddelt brugeren i overensstemmelse med den erhvervsdri-

vendes formålsbegrænsnings- og gennemsigtighedsforplig-

telser. Betalingsoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt

angivne og legitime formål i overensstemmelse med prin-

cippet om formålsbegrænsning, jf. artikel 5, stk. 1, litra

b, i databeskyttelsesforordningen. Hvis betalingsoplysninger

indsamles med mere end ét formål for øje, skal den er-

hvervsdrivende undgå kun at identificere ét bredt formål

for at begrunde forskellige yderligere behandlingsaktiviteter,

som faktisk kun er fjernt forbundet med det faktiske oprin-

delige formål.

Det bemærkes, at en kontrakt om levering af en tjeneste

direkte henvendt til brugeren også kan omfatte vilkår, der

pålægger betingelser for yderligere tjenester, som ikke er

reguleret af lov om betalinger. Den erhvervsdrivende skal

altid vurdere, hvilken behandling af betalingsoplysninger,

der er nødvendig for at opfylde kontrakten. Nødvendigheden

afhænger af tjenesteydelsens art, kontraktparternes gensidi-

ge perspektiver og forventninger, baggrunden for kontrakten

og de væsentlige elementer i kontrakten.

Med forslaget til stk. 2 ligger der et krav om, at samtykket

skal være indhentet forud for behandling af betalingsoplys-

ningerne. Der gælder således ikke et krav om, at der skal

indhentes et udtrykkeligt samtykke hver gang, der foretages

en behandling af oplysningerne. Der kan således gives et ge-

nerelt udtrykkeligt samtykke i en rammeaftale. Behandlin-

gen af oplysningerne må dog ikke være uforenelig med det

oprindelige indsamlingsformål, jf. princippet om formålsbe-

grænsning i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1,

litra b.

Samtykkekravet gælder alene i forbindelse med udbuddet

af tjenester, der er direkte henvendt til brugeren, jf. stk. 3,

nr. 2, i lov om betalinger. Det indebærer, at der ikke er et

samtykkekrav i forbindelse med behandling af betalingsop-

lysninger, når behandlingen sker i forbindelse med gennem-

førelse eller korrektion af en betalingstransaktion, jf. stk. 3,

nr. 1, eller i forbindelse med anonymisering af betalingsop-

lysninger, jf. stk. 3, nr. 3. Det er således eksempelvis ikke

nødvendigt for en forretning at indhente kundens udtrykke-

lige samtykke, før der gennemføres en betaling med et be-

talingskort eller for at udstede en almindelig kvittering. Li-

geledes er det ikke nødvendigt for en erhvervsdrivende at

indhente samtykke til at anonymisere betalingsoplysninger,

der eksempelvis er indhentet i forbindelse med gennemfø-

relsen af betalingstransaktion. I begge tilfælde finder databe-

skyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens almindeli-

ge behandlingsregler anvendelse.

Det bemærkes, at det er en betingelse ved behandling af

betalingsoplysninger, at også de grundlæggende principper

om behandling af personoplysninger efter databeskyttelses-

forordningen og databeskyttelsesloven er opfyldt. Behand-

lingen af oplysninger skal således bl.a. være i overensstem-

melse med god databehandlingsskik, ligesom behandlingen

også skal være sagligt begrundet og relevant.

Det bemærkes ligeledes, at et samtykke på et hvilket som

helst tidspunkt kan tilbagekaldes af brugeren. Virkningen

heraf er, at den behandling af oplysninger, som brugeren har

meddelt sit samtykke til, ikke længere må finde sted. Hvis

brugeren tilbagekalder sit samtykke, vil leveringen af tjene-

sten direkte henvendt til brugeren derfor ikke længere være

mulig. Det bemærkes, at et samtykke ikke kan tilbagekaldes

med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at behandlingen skal

ophøre fra det tidspunkt, hvor tilbagekaldelsen af samtykket

sker.

I henhold til § 152, stk. 2, i lov om betalinger, straffes

overtrædelse af § 125, stk. 2, med bøde. Overtrædelse af

det nyaffattede § 125, stk. 2, vil eksempelvis omfatte den

situation, hvor en erhvervsdrivende undlader at indhente

et udtrykkeligt samtykke fra brugeren, forud for at den er-

hvervsdrivende behandler brugerens betalingsoplysninger i

forbindelse med udbuddet af en tjeneste direkte henvendt til

brugeren. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmel-

sen er den virksomhed, som undlader at indhente udtrykke-

ligt samtykke fra brugeren i strid med § 125, stk. 2.

Til nr. 15 (§ 136, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af § 136, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstil-

synets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

e er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger,

som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, og

fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel

Stabilitet. Det samme gælder personer, der udfører service-

opgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der

handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter ansættel-

ses- eller kontraktforholdets ophør.

De gældende § 136, stk. 1 og 3, blev henholdsvis ændret og

indsat med lov nr. 1940 af 15. december 2020 om ændring

af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarke-

der og forskellige andre love. Ændringen trådte i kraft den

1. januar 2021. Ændringen af den tidligere gældende § 136,

stk. 1, medførte, at »såfremt oplysningerne vedrører sager

omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90« udgik. Samtidig

medførte ændringen af stk. 3, at alene oplysninger i sager

omfattet af kapitel 5-7 blev omfattet af stk. 3, og dermed

undtaget fra udgangspunktet om tavshedspligt i stk. 1. Dette

betød blandt andet, at oplysninger i sager vedrørende §§

83-90 i kapitel 6 ikke længere var omfattet af reglerne om

tavshedspligt i lov om betalinger.

Den særlige tavshedspligt begrænser adgangen til aktind-

sigt i Finanstilsynets tilsynssager efter § 35 i offentligheds-

loven. Derimod begrænser § 136, stk. 1, 1. pkt., ikke ad-

gangen til partsaktindsigt efter forvaltningsloven, jf. forvalt-

ningslovens § 9, stk. 5. Afgørelse om, hvem der er part i

forhold til sager hos Finanstilsynet i henhold til denne lov,

træffes efter lov om betalinger § 142.

Efter § 136, stk. 3, i lov om betalinger, finder tavshedsplig-

ten dog ikke anvendelse på oplysninger i sager omfattet af

kapitel 5-7. Lovens kapitel 5-7 indeholder primært forbru-

gerbeskyttende bestemmelser og omhandler oplysningskrav,

rettigheder og forpligtelser ved brug af betalingstjenester og

elektroniske penge samt regler om gebyrer.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med kapitel 5 og til-

syn med, at virksomhederne over for forbrugere overholder

reglerne i kapitel 6. Finanstilsynet fører tilsyn med, at virk-

somheder overholder kapitel 6 over for andre virksomhe-

der. Forbrugerombudsmanden fører ligeledes tilsyn med §§

117-119 i kapitel 7, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen fører tilsyn med §§ 120-123 i kapitel 7.

Det foreslås at ændre

§ 136, stk. 3,

i lov om betalinger, så

stk. 1 ikke finder anvendelse på oplysninger i sager omfattet

af kapitel 5-7, bortset fra §§ 84-91.

Den foreslåede ændring vil medføre, at den særlige tavs-

hedspligt for ansatte i Finanstilsynet også skal gælde for

oplysninger i sager, der er omfattet af §§ 84-91. Disse be-

stemmelser fremgår af lovens kapitel 6 og omhandler udby-

dere af betalingstjenesters adgang til betalerens konto samt

forespørgsler om indestående på konti.

§§ 84-86 fastsætter regler for gennemførelsen af betalingsin-

itieringstjenester, herunder sikring af brugerens personalise-

rede sikkerhedsforanstaltninger, sikker kommunikation mel-

lem udbyderen af betalingsinitieringstjenesten og brugerens

kontoførende udbyder samt begrænsning af, hvilke oplys-

ninger udbyderen må tilgå, anvende og lagre.

§§ 87–89 fastsætter regler for gennemførelsen af kontooply-

sningstjenester, herunder sikring af brugerens personalise-

rede sikkerhedsforanstaltninger, sikker kommunikation mel-

lem udbyderen af kontooplysningstjenesten og brugerens

kontoførende udbyder samt begrænsning af, hvilke oplys-

ninger udbyderen må tilgå, anvende og lagre.

§ 90 fastsætter regler for den kontoførende udbyders mulig-

hed for at nægte en udbyder af betalingsinitieringstjenester

eller kontooplysningstjenester adgang til en betalingskonto,

såfremt adgangen sker på svigagtigt eller uautoriseret grund-

lag.

§ 91 fastsætter regler om, at en kontoførende udbyder efter

anmodning fra en udbyder af betalingstjenester, der udsteder

kortbaserede betalingsinstrumenter, straks skal meddele, om

et beløb, der er nødvendigt til at gennemføre en kortbaseret

betalingstransaktion, er tilgængeligt på betalerens betalings-

konto, såfremt en række betingelser er opfyldt.

Sager omfattet af disse bestemmelser vil således bl.a. inde-

holde oplysninger om, hvordan en udbyder specifikt har ind-

rettet sine tekniske løsninger og foranstaltninger for at iagt-

tage reglerne i nævnte bestemmelser. Oplysninger i sager

omfattet af §§ 84-91 kan derfor være fortrolige oplysninger,

da de vedrører en udbyder af betalingstjenesters specifik-

ke indretning af virksomheden. Ved fortrolige oplysninger

forstås oplysninger om en virksomheds forretningsmæssige

forhold og kunders forhold samt andre oplysninger, som

efter deres karakter er fortrolige.

§§ 84-91 har således ikke karakter af forbrugerbeskyttende

bestemmelser på samme vis som de øvrige bestemmelser i

kapitel 5-7.

Den særlige tavshedspligt er i høj grad baseret på et øns-

ke om at beskytte bl.a. virksomheders kunder, det være

sig privatpersoner eller erhvervskunder. Hertil kommer et

ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte virk-

somhedernes forretningsmæssige forhold. Derudover er Fi-

nanstilsynets tavshedspligt en afgørende betingelse for den

tilsynsmæssige effektivitet. For at Finanstilsynet kan få alle

nødvendige oplysninger i en given sag, må virksomhederne

og kunderne kunne nære tillid til, at Finanstilsynet ikke

videregiver fortrolige oplysninger.

Med den foreslåede ændring vil reglerne om tavshedspligt

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

delvist blive bragt tilbage til den retstilstand, der var gæl-

dende, indtil §§ 83-90 i kapitel 6 blev skrevet ud af stk. 1

som en utilsigtet konsekvens af lov nr. 1940 af 15. december

2020.

Med det foreslåede stk. 3 vil alene oplysninger i sager om-

fattet af kapitel 5-7 bortset fra §§ 84-91 i kapitel 6 således

være undtaget fra reglerne om tavshedspligt i § 136, stk. 1, i

lov om betalinger.

Ændringen vil medføre en begrænsning i adgangen til akt-

indsigt efter offentlighedsloven i Finanstilsynets sager. Den

foreslåede ændring vil derimod ikke begrænse adgangen til

partsaktindsigt efter forvaltningsloven.

forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behand-

lingen.

Ved en personoplysning forstås efter databeskyttelsesforord-

ningen enhver form for information om en identificeret eller

identificerbar fysisk person (den registrerede); ved identifi-

cerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte

eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator

som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliserings-

data, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der

er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske,

genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale

identitet.

Et personnummer er en personoplysning og behandlingen

heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i

databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel

i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservices og

-aktiviteter til med henblik på nødvendig entydig identifika-

tion at indhente og behandle personnummer, hvorfor værdi-

papirhandlere og fondsmæglerselskaber som udgangspunkt

er afhængig af et samtykke.

Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber kan i hen-

hold til anden lovgivning indhente og behandle personnum-

re. Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1, stiller krav om, virk-

somhederne skal indhente deres kunders personnummer og

derved sikre identiteten af deres kunder med henblik på at

forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnumre følger af da-

tabeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse

i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved behandling for-

stås efter databeskyttelsesforordningen enhver aktivitet eller

række af aktiviteter - med eller uden brug af automatisk

behandling - som personoplysninger eller en samling af per-

sonoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, re-

gistrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpas-

ning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse

ved transmission, formidling eller enhver anden form for

overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning,

sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås i

§ 46 a,

at værdipapirhandlere og fondsmæg-

lerselskaber kan behandle oplysninger om personnummer

med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation

til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administra-

tive opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at eta-

blere en klar og samlet hjemmel til, at værdipapirhandlere

og fondsmæglerselskaber på samme måde som i hvidvasklo-

Til § 6

Til nr. 1 (§ 10, nr. 63, i lov om fondsmæglerselskaber og

investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 10 fastsætter definitioner til brug for for-

ståelsen af lovens bestemmelser, hvoraf en stor del gennem-

fører definitioner i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med inve-

steringsselskaber (IFD).

Det foreslås i

§ 10, nr. 63,

at råvare- og emissionskvote-

handler defineres som en virksomhed, hvis hovedaktivitet

udelukkende består i at yde eller udføre investeringsservice

og -aktiviteter i relation til råvarederivater, råvarederivataf-

taler, derivater af emissionskvoter eller emissionskvoter som

omhandlet i nr. 4-7 og 9-11, i bilag 2 til lov om fondsmæg-

lerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Definitionen svarer til definitionen i artikel 4, stk. 1, nr.

150, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kredit-

institutter (CRR).

Bestemmelsen gennemfører artikel 3, stk. 1, nr. 6, i IFD.

Til nr. 2 (§ 46 a i lov om fondsmæglerselskaber og investe-

ringsservices og -aktiviteter)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679

af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med behandling af personoplysninger og om fri

udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforord-

ningen) sætter de overordnede rammer for behandling af

personoplysninger. Behandling af personoplysninger er så-

ledes underlagt en række principper, herunder lovlighed,

rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, data-

minimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at

der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

ven m.v. kan indhente og behandle personnummer med hen-

blik på en entydig identifikation. I dag er værdipapirhand-

lere og fondsmæglerselskaber som udgangspunkt afhængig

af et samtykke til at behandle personnummer i det løbende

kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for

at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i

databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som

er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”)

formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsam-

let. Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med

henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold

vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnum-

meret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreg-

lerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det

formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet,

vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de værdipapir-

handlere og fondsmæglerselskaber, som allerede har indhen-

tet personnummer for at sikre identiteten af kunden, kan

anvende personnummeret til den videre administration af

kundeforholdet og rådgivning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de admini-

strative opgaver, værdipapirhandlere og fondsmæglerselska-

ber varetager i relation til deres kunder, ligesom det vil

kunne anvendes til brug for den løbende rådgivning af kun-

derne, jf. nærmere herom nedenfor.

Fondsmæglerselskaber og værdipapirhandlere udfører i det

løbende kundeforhold en række administrative opgaver for

kunderne. Det er f.eks. den løbende håndtering af kundens

engagement med fondsmæglerselskabet, herunder modtagel-

se og formidling for investorers regning af ordrer vedrøren-

de et eller flere af de i bilag 2 nævnte instrumenter, skøns-

mæssig porteføljepleje. Det omfatter desuden den løbende

kommunikation med kunden, koncernintern udveksling og

administration, herunder risikostyring.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder

oplysninger om risici forbundet med en disposition, og op-

lysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valg-

muligheder. Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskabers

administrative opgaver kan indeholde elementer af rådgiv-

ning som følge af, at den løbende administration kan føre

til et behov om at få rådgivning om ændringer, supplerende

produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være

indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mel-

lem virksomheden og kunden. Den foreslåede bestemmelse

kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af

personnummer i forbindelse med tilbudsgivning. I sådanne

tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra po-

tentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle

personnumre. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for

at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug

for accept af et bindende tilbud fra virksomheden.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at værdipapir-

handlere og fondsmæglerselskaber vil få adgang til at be-

handle personnumre på sine kunder og øvrige personer rela-

teret til det eksisterende kundeforhold, hvis det er nødven-

digt at foretage en entydig identifikation ved udførelse af

følgende opgaver, idet der ikke er tale om en udtømmende

opremsning:

– Login ved selvbetjeningsløsninger og services, herunder

evt. applikationer (apps), der kræver entydig identifika-

tion for brug af løsningen.

– Løbende kommunikation med kunden.

– Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR

med henblik på sikring af, at virksomheden har de kor-

rekte data (datakvalitet) om den registrerede.

– Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kom-

munikation via e-Boks som sikker digital post mellem

virksomheden og dets kunder.

– Anvendelse af personnummer med henblik på risikosty-

ring.

Til nr. 3 (§ 224, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber

og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 224 i lov om fondsmæglerselskaber og in-

vesteringsservice og -aktiviteter fastsætter, at Finanstilsynets

under visse betingelser har beføjelse til at fravige bestem-

melser for fondsmæglerselskabskoncerner fastsat i lov eller

regler udstedt i medfør heraf.

Udgangspunktet er, at der gælder regler for fondsmæglersel-

skabskoncerner i kapitel 15 i lov om fondsmæglerselskaber

og investeringsservice og -aktiviteter, og at disse finder an-

vendelse under iagttagelse af reglerne i artikel 46 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. no-

vember 2019 om tilsyn med investeringsselskaber (IFD) om

medlemsstaternes forpligtelse til at fastlægge, hvilken kom-

petent myndighed der er den koncerntilsynsførende og der-

med ansvarlig for at føre tilsyn med fondsmæglerselskabs-

koncerner på konsolideret niveau eller tilsyn med overhol-

delse af koncernkapitaltesten.

Bestemmelsen berører derfor ikke reglerne i artikel 46 i

IFD om medlemsstaternes forpligtelse til at fastlægge, hvil-

ken kompetent myndighed der er den koncerntilsynsførende

og dermed ansvarlig for at føre tilsyn med fondsmægler-

selskabskoncerner på konsolideret niveau eller tilsyn med

overholdelse af koncernkapitaltesten.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Det foreslås i

stk. 2,

at såfremt der er tale om en fonds-

mæglerselskabskoncern med tilstedeværelse i Danmark og

andre medlemsstater, kan Finanstilsynet og de andre rele-

vante kompetente myndigheder efter fælles aftale afvige

fra principper om fastlæggelse af koncerntilsynsførende og

træffe afgørelse om at udpege en anden koncerntilsynsføren-

de, hvis formålet er at sikre effektivt tilsyn på konsolideret

niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre en

eksplicit hjemmel til Finanstilsynet til at indgå aftale med

relevante kompetente myndigheder om at udpege en anden

koncerntilsynsførende end, hvad der følger af artikel 46, stk.

3-5, i IFD, med henblik på at sikre et effektivt tilsyn på

konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncer-

nkapitaltesten.

Bestemmelsen gennemfører artikel 46, stk. 6, i IFD, hvor-

efter de kompetente myndigheder efter fælles aftale kan

undlade at anvende kriterierne i stk. 3, 4 og 5, hvis det

under hensyntagen til de pågældende fondsmæglerselskaber

og omfanget af deres aktiviteter i de relevante medlemssta-

ter ikke ville være hensigtsmæssigt at anvende dem med

henblik på et effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller at

føre tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Den koncerntilsynsførende er i § 10, nr. 36, defineret som

en kompetent myndighed med ansvar for tilsynet med, om

moderfondsmæglerselskaber i Den Europæiske Union, og

fondsmæglerselskaber som kontrolleres af moderfondsmæg-

lerholdingvirksomheder i Den Europæiske Union eller blan-

dede finansielle moderholdingvirksomheder i Den Europæ-

iske Union overholder koncernkapitaltesten.

Overholdelse af koncernkapitaltesten er i § 10, nr. 35, defi-

neret som en modervirksomhed i en fondsmæglerselskabs-

koncerns opfyldelse af kravene i artikel 8 i Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2033 af 27.

november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringssel-

skaber.

Det foreslås i

stk. 3,

at inden de relevante kompetente myn-

digheder træffer en fælles afgørelse, får moderinvestering-

sholdingselskabet i Unionen eller det blandede finansielle

moderholdingselskab i Unionen eller investeringsselskabet

med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er

relevant, lejlighed til at udtale sig om nævnte tilsigtede fæl-

les afgørelse.

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at der sker høring af den

relevante koncern i tilfælde, hvor det af relevante kompeten-

te tilsynsmyndigheder vurderes hensigtsmæssigt at afvige

fra artikel 46, stk. 3-5, i IFD. Det bemærkes, at høring af

den relevante koncern skal ske forinden, at en fælles afgø-

relse træffes.

Med bestemmelsen er der således mulighed for at fravige

artikel 46, stk. 3-5, i IFD, hvis det under hensyntagen til

de pågældende investeringsselskaber og omfanget af akti-

viteter i de relevante medlemsstater ikke ville være hen-

sigtsmæssigt at anvende principperne om fastlæggelse af

koncerntilsynsførende med henblik på et effektivt tilsyn på

konsolideret niveau eller at føre tilsyn med overholdelse af

koncernkapitaltesten.

Inden de kompetente myndigheder træffer afgørelse om ud-

pegelse af en anden kompetent myndighed til at føre tilsyn

på konsolideret niveau eller til at føre tilsyn med overholdel-

se af koncernkapitaltesten, skal moderinvesteringsholdings-

elskabet i Unionen, det blandede finansielle moderholding-

selskab i Unionen eller investeringsselskabet med den stør-

ste samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, have

lejlighed til at udtale sig om nævnte tilsigtede afgørelse.

De kompetente myndigheder underretter Kommissionen og

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, hvis der over for

en koncern bliver truffet en fælles afgørelse.

Bestemmelsen gennemfører artikel 46, stk. 6, 2. pkt., i IFD.

Til nr. 4 (§ 253, stk. 2 og 3, i lov om fondsmæglerselskaber

og investeringsservice og -aktiviteter)

Den gældende § 253 i lov om fondsmæglerselskaber og in-

vesteringsservice og -aktiviteter fastsætter, at Finanstilsynet

tillader, at andre kompetente myndigheder i et andet land

inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Uni-

onen har indgået aftale med på det finansielle område, fore-

tager verifikation af oplysninger afgivet af de her i landet

beliggende fondsmæglerselskaber, fondsmæglerholdingvirk-

somheder, blandede finansielle holdingvirksomheder, finan-

sieringsinstitutter, accessoriske servicevirksomheder, blan-

dede holdingvirksomheder eller dattervirksomheder, herun-

der dattervirksomheder, som er forsikringsselskaber, under-

lagt supplerende tilsyn af den pågældende tilsynsmyndig-

hed. Den relevante kompetente myndighed, som har fremsat

anmodning om verifikation, kan således selv foretage verifi-

kationen.

Det foreslås i

stk. 2,

at Finanstilsynet inden for rammerne af

Finanstilsynets beføjelser selv kan foretage verifikationen.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, at Finanstilsynet

kan foretage verifikationen, ligesom at Finanstilsynet kan

lade de kompetente myndigheder, der har fremsat anmod-

ningen, foretage verifikationen, jf. det gældende stk. 1.

Den relevante kompetente myndighed, som har fremsat an-

modning om verifikation, kan deltage i Finanstilsynets veri-

fikation.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Bestemmelsen gennemfører artikel 50, stk. 2, litra a, i IFD.

Det foreslås i

stk. 3,

at Finanstilsynet kan anmode en revisor

eller anden sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk

og straks rapportere resultaterne.

Med henblik på at styrke tilsynet med fondsmæglerselskaber

og beskyttelsen af deres kunder bør revisorer foretage de-

res verifikation upartisk og straks underrette de kompetente

myndigheder om forhold, som kan få alvorlige konsekven-

ser for et investeringsselskabs finansielle situation eller for

dets administrative og regnskabsmæssige organisation.

Den relevante kompetente myndighed, som har fremsat an-

modning om verifikation, kan deltage i revisors eller anden

sagkyndigs verifikation. Myndighederne kan fremsætte an-

modningen, hvis de har behov herfor.

Bestemmelsen gennemfører artikel 50, stk. 2, litra c, i IFD.

Til nr. 5 (§ 257, stk. 1, nr. 14, i lov om fondsmæglerselskaber

og investeringsservice og -aktiviteter)

Det fremgår af § 255, stk. 1, 1. pkt., i lov om fondsmægler-

selskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. lov nr.

1155 af 8. juni 2021, at Finanstilsynets ansatte under ansvar

efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemme-

ligholde fortrolige oplysninger, de får kendskab til gennem

tilsynsvirksomheden.

Det fremgår af § 257, stk. 1, at § 255, stk. 1, ikke er til

hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til enheder

oplistet i bestemmelsens efterfølgende numre.

Det foreslås at indsætte § 257, stk. 1,

nr. 14,

i lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter,

hvorefter Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysnin-

ger til Kommissionen, når oplysningerne er nødvendige for,

at Kommissionen kan udøve sine beføjelser.

Ved »oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige« for-

stås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte

kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a.

om oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige

forhold for personer og virksomheder, som ikke er kunder i

egentlig forstand, men eksempelvis kautionerer for kunder,

har kapitalandele i fondsmæglerselskabets kunder eller på

anden vis har en personlig, økonomisk eller forretningsmæs-

sig tilknytning til kunder uden selv at være det, jf. Folke-

tingstidende 2020-2021 1. samling, A, L 207, som fremsat,

side 556-558.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 15, stk. 5, i

IFD.

Til § 7

Til nr. 1 (Fodnoten til lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder)

Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virk-

somheder indeholder en fodnote, der oplister de direktiver

og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller del-

vist i loven.

Det foreslås at affatte

fodnoten

til lovens titel på ny, så-

ledes at det fremgår af fodnoten, at loven indeholder be-

stemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overta-

gelsestilbud, EU-Tidende 2004, nr. L 142, side 12, som se-

nest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L

22, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionær-

rettigheder i børsnoterede selskaber, EU-Tidende 2007, nr.

L 184, side 17, som senest ændret ved Europa-Parlamentets

og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. december 2020,

EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014

om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinsti-

tutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets

direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF,

2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt

forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012, EU-

Tidende 2014, nr. L 173, side 190, som senest ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af

16. december 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2017/1132/EU af

14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten, EU-Tiden-

de 2017, nr. L 169, side 46, som senest ændret ved Europa-

Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU af 16. de-

cember 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399 af 12.

december 2017 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så

vidt angår usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge

ved insolvens, EU-tidende 2017, nr. L 345, side 96, og dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/879/EU af

20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så

vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabs-

absorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv

98/26/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296.

Det foreslåede medfører, at der i fodnoten tilføjes en henvis-

ning til dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2017/2399 af 12. december 2017 om ændring af direktiv

2014/59/EU for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

100

prioritetsrækkefølge ved insolvens. Dele af dette direktiv er

tidligere gennemført i loven.

Endvidere tilføjes en henvisning til den ændring af Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj

2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kre-

ditinstitutter og investeringsselskaber, som følger af artikel

93 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2021/23/EU

af 16. december 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter, og som gennemføres med

dette lovforslag.

Artikel 90, 91 og 92 i Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning 2021/23/EU af 16. december 2020 om et regelsæt

for genopretning og afvikling af centrale modparter med-

fører ændringer til en række selskabsretlige direktiver, jf.

dette lovforslags § 7, nr. 12. Da ændringerne gennemføres

i loven med dette lovforslag, indebærer nyaffattelsen af fod-

noten også en tilføjelse af de pågældende selskabsdirekti-

ver. Der er tale om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud, Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF af 11. juli

2007 om udøvelse af visse aktionærrettigheder i børsnote-

rede selskaber og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2017/1132/EU af 14. juni 2017 om visse aspekter af selska-

bsretten.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 1, stk. 1, i lov om restrukturering og af-

vikling af visse finansielle virksomheder, at loven finder

anvendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fonds-

mæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en

eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter

nævnte investeringsservicer og -aktiviteter.

Med lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås der indsat en ny

bestemmelse som nyt § 1, stk. 4, som indebærer, at ale-

ne lovens kapitel 11 a finder anvendelse for de virksomhe-

der og enheder, der har en tilladelse som central modpart

(CCP). Disse virksomheder og enheder vil som følge heraf

ikke være omfattet af de øvrige dele af loven.

Begrebet virksomhed er i lov om restrukturering og afvik-

ling af visse finansielle virksomheder defineret som de virk-

somheder, der er omfattet af lovens § 1, stk. 1.

Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, vil som følge af det

foreslåede alene være omfattet af lovens kapitel 11 a i tilfæl-

de af, at virksomheden også har en tilladelse som central

modpart (CCP).

Det foreslås på den baggrund, at der i lovens

§ 1, stk. 1,

indsættes ”jf. dog stk. 4”, således at der i bestemmelsen

tilføjes en henvisning til det foreslåede stk. 4.

Den foreslåede tilføjelse har ikke selvstændig indholdsmæs-

sig betydning, men er en konsekvensændring som følge af

det forhold, at det foreslåede § 1, stk. 4, indebærer ændrin-

ger til anvendelsesområdet af § 1, stk. 1. Der henvises til

lovforslagets § 7, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3 og 4 (§ 1, stk. 2 og 3, i lov om restrukturering og

afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 1, stk. 2, i lov om restrukturering og afvik-

ling af visse finansielle virksomheder, at loven finder anven-

delse på finansielle holdingvirksomheder her i landet.

Det følger af § 1, stk. 3, i lov om restrukturering og afvik-

ling af visse finansielle virksomheder, at loven finder anven-

delse på finansieringsinstitutter her i landet.

Med lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås der indsat en ny

bestemmelse som nyt § 1, stk. 4, som indebærer, at ale-

ne lovens kapitel 11 a finder anvendelse for de virksomhe-

der og enheder, der har en tilladelse som central modpart

(CCP). Disse virksomheder og enheder vil som følge heraf

ikke være omfattet af de øvrige dele af loven.

Begrebet enhed er i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder defineret som et selskab eller

en virksomhed omfattet af § 1, stk. 2 eller 3.

Enheder omfattet af § 1, stk. 2 eller 3, vil som følge af det

foreslåede alene være omfattet af lovens kapitel 11 a i det

tilfælde, hvor enheden også har en tilladelse som central

modpart (CCP).

Det foreslås på den baggrund, at der i lovens

§ 1, stk. 2

indsættes ”jf. dog stk. 4”, således at der i bestemmelserne

tilføjes en henvisning til det foreslåede stk. 4.

Den foreslåede tilføjelse har ikke selvstændig indholdsmæs-

sig betydning, men er en konsekvensændring som følge af

det forhold, at det foreslåede § 1, stk. 4, indebærer ændrin-

ger til anvendelsesområdet af § 1, stk. 2 og 3. Der henvises

til lovforslagets § 7, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 5 (§ 1, stk. 4, i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.

maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af

kreditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD-direktivet)

fastsætter på EU-plan harmoniserede procedurer for fore-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

101

byggelse og håndtering af nødlidende eller forventeligt nød-

lidende pengeinstitutter, realkreditinstitutter og visse fonds-

mæglerselskaber.

Med CCPRR-forordningens artikel 93 ændres BRRD-direk-

tivet, således at BRRD-direktivet ikke finder anvendelse på

virksomheder og enheder, der samtidig også er meddelt tilla-

delse som centrale modparter (CCP’er) i henhold til artikel

14 i forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR). For disse virk-

somheder og enheder vil reglerne for afvikling og genopret-

ning i CCPRR-forordningen i stedet finde anvendelse.

Som konsekvens heraf, foreslås det at indsætte et nyt

stk. 4

§ 1 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle

virksomheder, hvoraf det følger, at alene lovens kapitel 11 a

finder anvendelse på virksomheder og enheder, jf. § 1, stk.

1-3, der er meddelt tilladelse som central modpart (CCP) i

henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 648/2012 af 4.

juli 2012.

Det foreslås, at bestemmelsen henviser til det foreslåede §

1, stk. 6, hvoraf det fremgår, at lovens kapitel 11 a finder

anvendelse for centrale modparter (CCP’er). Der henvises til

lovforslagets § 7, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

Forslaget indebærer, at de virksomheder og enheder, jf. § 1,

stk. 1-3, som også har tilladelse som central modpart (CCP),

alene vil være omfattet af lovens kapitel 11 a. De øvrige dele

af loven vil således ikke finde anvendelse for disse virksom-

heder og enheder. Her vil i stedet CCPRR-forordningens

regler finde anvendelse.

Baggrunden for forslaget er bl.a., at der i enkelte medlems-

stater er eksempler på CCP’er med en pengeinstituttilladel-

se, hvilket kan være begrundet i et ønske om en konto i

medlemsstatens centralbank. Det vurderes ikke at være for-

eneligt med CCP’ens tilladelse at drive egentlig pengeinsti-

tutvirksomhed, hvorfor bestemmelsen ikke åbner mulighed

for, at almindelige pengeinstitutter kan opnå CCP-tilladelse

og derved undgå krav, der følger af BRRD-direktivet.

Med den foreslåede bestemmelse implementeres CCPRR-

forordningens ændring af artikel 1 i BRRD-direktivet, som

følger af artikel 93 i CCPRR-forordningen.

Til nr. 6 (§ 1, stk. 6, i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder)

Lovens § 1 fastsætter, hvilke virksomheder og enheder der

er omfattet af lovens anvendelsesområde. Lov om restruktu-

rering og afvikling af visse finansielle virksomheder finder i

dag ikke anvendelse på centrale modparter (CCP’er).

Med lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås det at indsætte et

nyt kapitel 11 a i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder, hvorefter Finansiel Stabili-

tet udpeges som afviklingsmyndighed for centrale modpar-

ter (CCP’er) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om et re-

gelsæt for genopretning og afvikling af centrale modparter

(CCPRR-forordningen).

Som konsekvens heraf foreslås det at indsætte

stk. 6

i § 1,

hvorefter lovens kapitel 11 a finder anvendelse på centrale

modparter (CCP’er). Herved tilpasses bestemmelsen om lo-

vens anvendelsesområde.

De nærmere betingelser for afvikling af CCP’er og afvik-

lingsbeføjelser, som Finansiel Stabilitet kan anvende, følger

af CCPRR-forordningen, som finder direkte anvendelse i

Danmark fra den 12. august 2022.

Ændringen er en konsekvens af det foreslåede kapitel 11

a. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 7, nr. 12,

og bemærkningerne hertil.

Til nr. 7 (§ 2, nr. 8, i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en

række forskellige begreber, som anvendes i loven.

Der findes ikke en definition af centrale modparter (CCP)

i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle

virksomheder.

Med lovforslagets § 7, nr. 12, indsættes et nyt kapitel 11 a

i loven, som foreslås at skulle finde anvendelse i relation

til centrale modparter (CCP). Som følge heraf foreslås det

at indsætte en definition af centrale modparter i

§ 2, nr.

i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle

virksomheder, således at en central modpart skal forstås som

defineret i § 3, nr. 11, i lov om kapitalmarkeder.

Til nr. 8 (§ 2, nr. 13, i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en

række forskellige begreber, som anvendes i loven.

§ 5 i lov om finansiel virksomhed indeholder tilsvarende

definitioner af en række forskellige begreber, som anvendes

i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ændre henvisningen i

§ 2, nr. 13,

i lov om re-

strukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

102

således at der henvises til § 5, stk. 1, nr. 9, i lov om finansiel

virksomhed i stedet for § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel

virksomhed.

Formålet med lovændringen er at tilrette henvisningen i §

2, nr. 13, i lov om restrukturering og afvikling af visse finan-

sielle virksomheder, således at definitionen af finansiel hol-

dingvirksomhed henviser til definitionen af samme begreb i

lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede ændring i § 2, nr. 13, vil medføre, at henvis-

ningen til definitionen af finansiel holdingvirksomhed i lov

om finansiel virksomhed igen er korrekt.

Til nr. 9 (§ 2, nr. 23, i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder)

Bestemmelsen i § 2 i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder indeholder definitioner af en

række forskellige begreber, som anvendes i loven.

Efter lovens § 2, nr. 23, defineres virksomheder som penge-

institutter, realkreditinstitutter, jf. § 1, stk. 1, og fondsmæg-

lerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en

eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter

nævnte investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås at nyaffatte

§ 2, nr. 23,

således at virksomheder

defineres som pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fonds-

mæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en

eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter

nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, jf. § 1, stk. 1.

Henvisningen i definitionen til lovens § 1, stk. 1, vedrører

samtlige af de tre virksomhedsformer, som er omfattet af det

definerede begreb ’virksomheder’. Henvisningen bør derfor

rettelig fremgå til sidst i definitionen.

Nyaffattelsen har alene til formål at flytte placeringen af

henvisningen til lovens § 1, stk. 1, således at den følger

til sidst i definitionsbestemmelsen. Nyaffattelsen indebærer

ikke ændringer af indholdsmæssig karakter, men foreslås

alene af lovtekniske hensyn.

Til nr. 10 og 11 (§ 4, stk. 2, nr. 2 og 3, i lov om restrukture-

ring og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Det følger af § 4, stk. 2, i lov om restrukturering og af-

vikling af visse finansielle virksomheder, at uanset betingel-

serne for afvikling i stk. 1 ikke er opfyldt, kan Finansiel

Stabilitet iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en

finansiel holdingvirksomhed, hvis tre nærmere angivne be-

tingelser er opfyldt.

§ 4, stk. 2, nr. 2 og 3, henviser til fondsmæglerselskaber I.

Med lov nr. 1155 af 8. juni 2021 om fondsmæglerselska-

ber og investeringsservice og -aktiviteter blev der foretaget

en række konsekvensændringer i lov om restrukturering og

afvikling af visse finansielle virksomheder. Konsekvensæn-

dringerne omhandler bl.a. en ændring af afgrænsningen af

de fondsmæglerselskaber, som er omfattet af loven, idet

henvisninger til fondsmæglerselskaber I blev ændret til

fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller ud-

føre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6,

nævnte investeringsservicer og -aktiviteter i lov om fonds-

mæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Det foreslås at ændre

§ 4, stk. 2, nr. 2

i lov om re-

strukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder,

således at også disse bestemmelser henviser til fondsmæg-

lerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller

begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investe-

ringsservicer og -aktiviteter.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den nye lov om

fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter,

hvortil der henvises. De øvrige ændringer, som foreslås, er

alene sproglige ændringer som følge af den ændrede henvis-

ning til fondsmæglerselskaber.

Til nr. 12 (Kapitel 11 a i lov om restrukturering og afvikling

af visse finansielle virksomheder)

CCPRR-forordningen finder anvendelse i Danmark fra den

12. august 2022.

Det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at medlemssta-

terne skal udpege en eller flere afviklingsmyndigheder, der

tillægges beføjelser til at anvende afviklingsværktøjerne og

udøve afviklingsbeføjelserne i henhold til forordningen.

I Danmark er der inden for håndteringen af nødlidende

penge- og realkreditinstitutter en delt afviklingsmyndig-

hedskompetence mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabili-

tet. Med lovforslaget foreslås det at videreføre denne deling

af kompetencer og opgaver i henhold til CCPRR-forordnin-

gen.

Det vil sige, at Finanstilsynet er afviklingsmyndighed, indtil

en CCP er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Herefter

er det Finansiel Stabilitet, som tager over. Det indebærer,

at de kompetencer og opgaver, der vedrører levedygtige

CCP�½er varetages af Finanstilsynet, mens Finansiel Stabilitet

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

103

tager over, når en CCP er vurderet nødlidende eller forven-

telig nødlidende. Fordelingen af afviklingskompetencer og

opgaver mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet med-

fører endvidere, at reelle myndighedsopgaver (som f.eks.

afgivelse af påbud, indhentelse af oplysninger) placeres i

Finanstilsynet, mens de forretningsorienterede opgaver (som

f.eks. udarbejdelsen af indstilling til afviklingsplaner og

gennemførelse af afviklingsforanstaltninger, der bl.a. kræver

et skøn over, hvilke afviklingsværktøjer der bedst muligt op-

fylder afviklingsformålene) placeres hos Finansiel Stabilitet.

Opgavefordelingen medfører samtidig, at der er behov for

en grundig koordinering mellem Finanstilsynet og Finansiel

Stabilitet både i forbindelse med planlægningen og forbere-

delsen af en afvikling og i forbindelse med gennemførelsen

af en afvikling. Det tætte samarbejde nødvendiggør også,

der sker en omfattende informationsudveksling af de oplys-

ninger, som Finanstilsynet indhenter fra CCP’en og får igen-

nem sin tilsynsvirksomhed, samt de oplysninger og den vi-

den, som Finansiel Stabilitet opbygger vedrørende afvikling

af CCP’er.

Der vil med dette lovforslag blive indført bestemmelser i

henholdsvis lov om kapitalmarkeder og lov om restruktu-

rering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som

angiver, hvornår forordningens bestemmelser om afviklings-

myndigheden omfatter henholdsvis Finanstilsynet og Finan-

siel Stabilitet. Dette er en følge af, at afviklingsmyndighe-

den i Danmark foreslås delt imellem Finanstilsynet og Fi-

nansiel Stabilitet.

I nogle konkrete tilfælde vil en bestemmelse i forordningen

om afviklingsmyndigheden omfatte både Finanstilsynet og

Finansiel Stabilitet. Dette skyldes et opgaveoverlap som føl-

ge af, at bestemmelsen både vedrører tiden, hvor CCP’en er

en going concern, men også senere, når CCP’en er vurderet

nødlidende eller forventeligt nødlidende og er en såkaldt go-

ne concern. Som eksempel kan nævnes artikel 4 i CCPRR-

forordningen om afviklingskollegier, hvor Finanstilsynet

foreslås udpeget som afviklingsmyndighed i going concern,

mens Finansiel Stabilitet udpeges til afviklingsmyndighed,

når virksomheden er en såkaldt gone concern.

I den foreslåede § 59 a oplistes de bestemmelser i forordnin-

gen, hvor Finansiel Stabilitet forestår rollen som afviklings-

myndighed. Derudover vil Finansiel Stabilitet have opgaver

relateret til samarbejdet og koordinationen af rollerne som

afviklingsmyndighed med Finanstilsynet. For eksempel skal

Finansiel Stabilitet udarbejde og opdatere afviklingsplaner

for CCP’er og indstille dem til Finanstilsynet, som vedtager

dem, jf. den foreslåede § 212 a, stk. 3, i lov om kapitalmar-

keder.

Til § 59 a

Der findes ikke særlige regler for håndtering af nødlidende

CCP’er på EU-plan.

CCPRR-forordningen fastsætter en række forskellige befø-

jelser til tilsyns- og afviklingsmyndighederne i medlemssta-

terne til at gribe ind i en usund eller nødlidende CCP til-

strækkeligt tidligt og hurtigt med henblik på bl.a. at sikre

kontinuiteten i CCP’ens kritiske finansielle og økonomiske

funktioner og samtidig minimere virkningen på samfunds-

økonomien og det finansielle system. CCPRR-forordningen

finder anvendelse i Danmark fra den 12. august 2022.

Det foreslås i §

59 a

i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder, at Finansiel Stabilitet er af-

viklingsmyndighed for en central modpart (CCP) i henhold

til artikel 3, stk. 1, artikel 4, artikel 9, stk. 8, artikel 18, stk.

6, artikel 19, stk. 1, artikel 21, artikel 22, stk. 1, artikel 22,

stk. 1, litra a, nr. i, artikel 22, stk. 5, artikel 23-32, artikel 33,

stk. 1-7, artikel 34-36, artikel 38-52, artikel 53, stk. 1, artikel

54-69, artikel 70, stk. 2, artikel 71-75 og artikel 77-80 i Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16.

december 2020 om et regelsæt for genopretning og afvikling

af centrale modparter.

Udpegningen i henhold til forordningens artikler, jf. oven-

for, vil medføre, at Finansiel Stabilitet tillægges beføjelser

til at anvende afviklingsværktøjerne og udøve afviklingsbe-

føjelserne i henhold til CCPRR-forordningen. Udpegningen

af Finansiel Stabilitet som afviklingsmyndighed i henhold

til de nævnte artikler i forordningen skal samtidig sikre,

at Finansiel Stabilitet har mulighed for at udøve beføjelser

efter forordningen, således at afviklingsmålene for den nød-

lidende CCP kan opnås.

De omhandlende beføjelser i henhold til CCPRR-forordnin-

gen gælder bl.a. afsnit V om afvikling. Afsnit V fastsætter

bl.a. betingelser for iværksættelse af afviklingshandlinger,

værdiansættelse og nedskrivning og konvertering af ejer-

skabsinstrumenter. Herudover omfattes en række artikler,

der fastsætter de nærmere afviklingsværktøjer, som Finan-

siel Stabilitet vil kunne anvende i forbindelse med afvikling

af en CCP. Det gælder bl.a. virksomhedssalg (artikel 40),

adgangen til suspension af kontrakter (artikel 55) og opret-

telse af en såkaldt bro-CCP (artikel 42).

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede

§ 212 a i lov om kapitalmarkeder, jf. lovforslagets § 2,

nr. 5, der indeholder en tilsvarende oplistning af, hvornår

Finanstilsynet er udpeget som afviklingsmyndighed.

Til § 59 b

Bestemmelsen foreslås som konsekvens af, at CCPRR-for-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

104

ordningen finder anvendelse i Danmark fra den 12. august

2022.

CCPRR-forordningen indeholder ændringer i gældende sel-

skabsretsdirektiver, således at en række selskabsretlige be-

stemmelser ikke skal finde anvendelse ved afviklingsforan-

staltninger gennemført i medfør af CCPRR-forordningen.

Det foreslås i

§ 59 b, stk. 1,

at §§ 36-38, 45, 74, 76-78, 80,

84, 87, 89, 90, 93-99, 101, 102, 104, 109, 119-121, 135,

154-157, 160-164, 167-170, 174, 185, 186, 188, 191-193,

236-318 og 338-344 i selskabsloven og kapitel 8 i lov

om kapitalmarkeder ikke finder anvendelse ved Finansiel

Stabilitets iværksættelse og gennemførelse af afviklingsfor-

anstaltninger over for en central modpart (CCP).

Med den foreslåede bestemmelse fraviges en række bestem-

melser i selskabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmarkeder

ved iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstalt-

ninger over for en central modpart (CCP).

Fravigelsen af de pågældende regler i selskabsloven og

lov om kapitalmarkeder skal sikre, at afviklingsforanstalt-

ningerne kan gennemføres hurtigt og effektivt. Ved fravi-

gelsen undtages Finansiel Stabilitet således fra de nævnte

loves regler om fusion og spaltning og grænseoverskriden-

de fusioner samt regler om overtagelsestilbud efter lov om

kapitalmarkeder. Desuden undtages en række regler i sel-

skabsloven, der skal ses i lyset af, at Finansiel Stabilitet

foranlediger en uafhængig værdiansættelse gennemført, der

kan træde i stedet for en række krav i selskabsloven om

vurderingsberetning i forskellige situationer. Derudover er

en række rettigheder for aktionærer i forhold til f.eks. ind-

kaldelsesfrister og konkrete beslutninger fraveget. Dette skal

ses i sammenhæng med, at Finansiel Stabilitet ved iværk-

sættelse af afviklingsforanstaltninger kan overtage kontrol-

len enten direkte eller indirekte med CCP’en og derigennem

tillægges de rettigheder, som ellers lå hos aktionærer og be-

styrelse. Da Finansiel Stabilitet har overtaget aktionærernes

rettigheder, er der ikke behov for de samme beskyttelses-

forskrifter ved afviklingsforanstaltningerne.

Undtagelserne skal primært ses i forhold til den umiddelbare

iværksættelse og gennemførelse af afviklingsforanstaltnin-

gerne, hvor det eksempelvis ikke vil være muligt at iagttage

afviklingsmålene, hvis gældende indkaldelsesvarsler til ge-

neralforsamlinger skal iagttages, eller hvor der foreligger en

værdiansættelse, der kan træde i stedet for en vurderingsbe-

retning. Fusionsreglerne forventes som udgangspunkt ikke

fraveget i tilfælde, hvor der er etableret et broinstitut, som

på et senere tidspunkt skal fusioneres.

Med den foreslåede bestemmelse implementeres de direktiv-

ændringer, som følger af artikel 90, 91 og 92 i CCPRR-for-

ordningen, og som medfører ændringer i Europa-Parlamen-

tets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om

overtagelsestilbud, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2007/36/EF af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktionær-

rettigheder i børsnoterede selskaber og Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse

aspekter af selskabsretten.

Da der i de konkrete situationer vil være behov for, at Fi-

nansiel Stabilitet skal opfylde nogle processuelle krav, doku-

mentationskrav og registreringskrav m.v., og da der skal ske

en yderligere præcisering af den tidsmæssige udstrækning

af fravigelserne i de konkrete situationer, foreslås det i

§ 59

b, stk. 2,

at bemyndige erhvervsministeren til at fastsætte

nærmere regler og procedurer, der træder i stedet for de i

medfør af stk. 1 fravegne regler i selskabsloven og lov om

kapitalmarkeder.

Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere regler, der træder i

stedet for de i stk. 1 nævnte bestemmelser, omfatter blandt

andet behovet for at kunne iværksætte og gennemføre afvik-

lingsforanstaltningerne inden for kortere frister end forudsat

i selskabsloven, og, på tidspunktet, hvor Finansiel Stabili-

tet direkte eller indirekte har overtaget kontrollen med virk-

somheden eller enheden fra kapitalejerne og bestyrelsen, at

kunne iværksætte og gennemføre afviklingsforanstaltninger

uden at skulle iagttage alle kapitalejernes beskyttelsesregler

i selskabsloven. Desuden vil reglerne også afspejle, at den

vurderingsmandsberetning, der i visse situationer er krævet

i selskabsloven, kan erstattes af den uafhængige vurderings-

persons værdiansættelse i medfør af forordningens bestem-

melser herom.

Til § 8

Til nr. 1

(§

3, stk. 1, nr. 3, i lov om ejendomskreditselskaber)

Det følger af § 3, stk. 1, nr. 3, at Finanstilsynet som betin-

gelse for at give tilladelse til at udøve virksomhed som ejen-

domskreditselskab har fået dokumentation for, at den person

i selskabet, som er ansvarlig for handel med pantebreve, når

selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1,

og den, som er ansvarlig for kreditgivning, når selskabet

udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, opfylder

betingelserne i § 5.

Det foreslås i

§ 3, stk. 1, nr. 3,

at ændre »§ 5, og« til: »§ 5,«.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensændring som

følge af lovforslagets § 8, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte

et nyt nr. 5, om en forretningsgang for kreditværdighedsvur-

dering.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 3.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

105

Til nr. 2

(§

3, stk. 1, nr. 4, i lov om ejendomskreditselskaber)

Det følger af § 3, stk. 1, nr. 4, at Finanstilsynet som betin-

gelse for at give tilladelse til at udøve virksomhed som

ejendomskreditselskab skal have dokumentation for, at de

kvalificerede ejere opfylder principperne i §§ 61-62 om ejer-

forhold i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås i

§ 3, stk. 1, nr. 4,

at ændre »lov om finansiel

virksomhed.« til: »lov om finansiel virksomhed, og«.

Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensændring som

følge af lovforslagets § 8, nr. 3, hvor det foreslås at indsætte

et nyt nr. 5, om en forretningsgang for kreditværdighedsvur-

dering.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 3.

Til nr. 3

(§

3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber)

Virksomheder, der ønsker at udøve virksomhed som ejen-

domskreditselskab, skal efter § 3 i lov om ejendomskredit-

selskaber have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve virk-

somhed som ejendomskreditselskab. Bestemmelsen stiller

bl.a. krav om, at virksomheden skal udøves i selskabsform,

med dertil hørende begrænset hæftelse, og at ledelsen opfyl-

der kravene til egnethed og hæderlighed.

Det følger af § 7 c, i lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgø-

relse nr. 817 af d. 6. august 2019, at kreditgiveren, inden

kreditaftalens indgåelse, skal vurdere forbrugerens kredit-

værdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der,

hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det

er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Det foreslås i §

3, stk. 1,

at indsætte

nr. 5,

hvorefter ejen-

domskreditselskaber, skal dokumentere, at virksomheden

har en forretningsgang for kreditværdighedsvurdering, jf.

lov om kreditaftaler.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 18, stk. 2, i

boligkreditdirektivet.

I henhold til boligkreditdirektivet er det afgørende, at for-

brugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kredit-

ten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kredit-

aftale. Vurderingen af kreditværdigheden bør tage hensyn

til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke

forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten i dens løbe-

tid. Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør

som følge heraf være i overensstemmelse med resultatet af

kreditværdighedsvurderingen.

Det følger af artikel 18, stk. 2, i boligkreditdirektivet, at de

procedurer og oplysninger, som vurderingen baseres på, er

fastlagt og dokumenteres og opretholdes. I overensstemmel-

se hermed skal ejendomskreditselskaber udarbejde en forret-

ningsgang, der dokumenterer, at selskabet har tilrettelagt en

klar proces for udførelse af kreditværdighedsvurderingen.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at selskaber, der an-

søger Finanstilsynet om tilladelse som ejendomskreditsel-

skab, udover at opfylde de andre krav efter § 3, stk. 1,

skal vedlægge en forretningsgang, der fastlægger selskabet

proces for udarbejdelse af kreditværdighedsvurderinger, til

sin ansøgning.

Til nr. 4

(§

24, stk. 1, 2. pkt., i lov om ejendomskreditselska-

ber)

Det følger af § 24, stk. 1, 1. pkt., i lov om ejendomskredit-

selskaber, at en person eller et selskab, der kan dokumente-

re, at personen eller selskabet før den 1. juli 2010 har udøvet

erhvervsmæssig handel med pantebreve og har indsendt an-

søgning om tilladelse til Finanstilsynet senest den 1. januar

2011, kan fortsætte hermed, indtil Finanstilsynet har truffet

afgørelse om tilladelse. Af § 24, stk. 1, 2. pkt., følger, at for

personen eller selskabet får § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, nr. 1 og 5,

og § 8 først virkning fra den 1. januar 2011.

Det foreslås i

§ 24, stk. 1, 2. pkt.,

at ændre »§ 3, stk. 1, nr. 1

og 5« til: »§ 3, stk. 1, nr. 1, § 3, stk. 2«.

Den foreslåede ændring en konsekvensændring som følge

af, at der ved lov nr. 1163 af 8. juni 2021 blev indsat et nyt

stk. 2 i § 3, til erstatning for den hidtidige § 3, stk. 1, nr. 5.

Til § 9

Til nr. 1 (§ 3, stk. 3, nr. 1, 2. pkt., i lov om finansielle

rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 3 i lov om finansielle rådgivere, investerings-

rådgivere og boligkreditformidlere, at virksomheder skal ha-

ve Finanstilsynets tilladelse, inden virksomheden påbegyn-

der den pågældende virksomhed. I henhold til stk. 3, nr.

1, kan Finanstilsynet give tilladelse – forudsat at de øvrige

betingelser er opfyldet – når virksomheden har hovedkontor

og hjemsted i Danmark.

Det foreslås i

§ 3, stk. 3, nr. 1,

at indsætte et

2. pkt.,

hvoraf

følger, at boligkreditformidlere, der ikke har et vedtægts-

mæssigt hjemsted anses for at have hovedkontor i den med-

lemsstat, hvor virksomheden faktisk udøver sin virksomhed.

Bestemmelsen gennemfører artikel 29, stk. 5, litra b, i Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktivet 2014/17/ЕU af 4. fe-

bruar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

106

ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF

og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (boligkre-

ditdirektivet).

Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i forbindelse med

ansøgning om tilladelse ikke kan stille krav om, at virk-

somheden dokumenterer at have hovedkontor og hjemsted i

Danmark, hvis boligkreditformidleren i henhold til national

lovgivning ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, og

som følge heraf har sit hovedkontor i den medlemsstat, hvor

den faktisk udøver sin hovedvirksomhed.

Til nr. 2 (§ 4 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere,

investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 4 a, stk. 1, i lov om finansielle rådgivere,

investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, at Finanstil-

synet opretter og fører et offentligt register over finansielle

rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Det forslås i

§ 4 a, stk. 1,

at indsætte et

2. pkt.,

hvorefter re-

gisteret skal være tilgængeligt online og løbende ajourføres.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 29, stk. 6, i

boligkreditdirektivet.

Bestemmelsen har til formål at præcisere direktivets forplig-

telse til at have et nationalt register over godkendte bolig-

kreditformidlere. Den foreslåede bestemmelse har således til

formål at tydeliggøre, at Finanstilsynets register over god-

kendte boligkreditformidlere skal være offentligt tilgænge-

ligt online, og at det løbende skal ajourføres. Ændringen har

ikke praktisk betydning, da Finanstilsynets register allerede

i dag er offentligt tilgængeligt, online og løbende ajourfø-

res. Der er således alene tale om en sproglig præcisering af

bestemmelsen.

Til nr. 3 (§ 10 c, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere,

investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 10 c, stk. 1, at virksomheder, der har tilladel-

se til at drive boligkreditformidlingsvirksomhed, i forbindel-

se med udøvelse af grænseoverskridende virksomhed, skal

give Finanstilsynet oplysning om, i hvilket land en filial

eller en grænseoverskridende virksomhed ønskes etableret.

Det følger af § 10 c, stk. 22, at Finanstilsynet videresender

den meddelelse, der er nævnt i stk. 1, til tilsynsmyndighe-

derne i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af

meddelelsen og giver samtidigt underretning til boligkredit-

formidleren om videresendelsen.

Det foreslås i

§ 10 c, stk. 2,

at indsætte et

2. pkt.,

hvorefter

Finanstilsynet også underretter tilsynsmyndighederne om de

kreditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet, og om

kreditgiverne tager det fulde ansvar for boligkreditformidle-

rens aktiviteter.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 32,

stk. 2, i boligkreditdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse foretager en præcisering af de

oplysningsforpligtelser, der er pålagt Finanstilsynet over for

tilsynsmyndighederne i et andet land, når en boligkreditfor-

midler efter reglerne om grænseoverskridende virksomhed

ønsker at udøve virksomhed i et andet land.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Finanstilsynet

skal underrette tilsynsmyndighederne i det land, hvor bolig-

kreditformidleren ønsker at udøve virksomhed, om de kre-

ditgivere, som boligkreditformidleren er tilknyttet. Finanstil-

synet skal desuden oplyse, om kreditgiveren tager det fulde

ansvar for formidlerens aktiviteter, hvorved eventuelle krav

relateret til formidlerens virksomhedsudøvelse kan rettes

mod kreditgiveren.

Til nr. 4 (§ 10 c, stk. 3, 2. pkt., i lov om finansielle rådgivere,

investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere)

Det følger af § 10 c, stk. 1, at virksomheder, som har

Finanstilsynets tilladelse til at drive boligkreditformidlings-

virksomhed, hvis de ønsker at drive grænseoverskridende

virksomhed, skal give Finanstilsynet oplysning om, i hvilket

land en filial eller en grænseoverskridende virksomhed øns-

kes etableret.

Det følger af § 10 c, stk. 2, at Finanstilsynet videresender

meddelelsen i stk. 1, til tilsynsmyndighederne i værtslandet

senest 1 måned efter modtagelse af meddelelsen og samti-

digt underretter til boligkreditformidleren om videresendel-

sen.

Det følger af § 10 c, stk. 3, at en boligkreditformidler, der

ønsker at udøve virksomhed i et andet land, kan påbegynde

sin virksomhed 1 måned efter den dato, hvor underretningen

af boligkreditformidleren efter stk. 2 er sket.

Det foreslås i

§ 10 c, stk. 3,

at indsætte et

2. pkt.,

hvorefter

boligkreditformidler ikke må yde sine tjenester i forbindelse

med kreditaftaler, der tilbydes af kreditgivere, der ikke er

kreditinstitutter, til forbrugere i en medlemsstat, hvor kredit-

giveren ikke må udøve sin virksomhed.

Bestemmelsen gennemfører artikel 32, stk. 1, 2. pkt., i bo-

ligkreditdirektivet.

Reglerne om grænseoverskridende virksomhed giver mulig-

hed for, at en boligkreditformidler, som allerede har Finans-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

107

tilsynets tilladelse, kan udøve virksomhed i et andet land

inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Uni-

onen har indgået aftale med på det finansielle område. Som

følge heraf giver direktivet således mulighed for at udøve

sin virksomhed, uden at formidleren skal opnå en tilladelse i

værtslandet.

Reglerne forudsætter, at tilladelsen i hjemlandet dækker

de aktiviteter, som formidleren ønsker at udføre i værtslan-

det. Den foreslåede bestemmelse medfører, at formidleren

ikke må udføre sine aktiviteter for kreditgivere, der ikke har

den fornødne tilladelse i værtslandet.

Til nr. 5 (§ 10 d, stk. 3, i lov om finansielle rådgivere,

investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Det følger af § 10 d i lov om finansielle rådgivere, in-

vesteringsrådgivere og boligkreditformidlere, at boligkredit-

formidlere, der er registreret i et andet land kan påbegynde

sin virksomhed her i landet gennem en filial eller som udby-

der af grænseoverskridende tjenesteydelse, 1 måned efter at

hjemlandets kompetente myndighed har videresendt medde-

lelse om virksomhedens hensigt til Finanstilsynet.

Det foreslås i

§ 10 d, stk. 3,

at Finanstilsynet anvender op-

lysninger fra hjemlandet til at optage de nødvendige oplys-

ninger i sit register og underretter om nødvendigt boligkre-

ditformidleren om betingelser for udførelsen af aktiviteter,

der ikke er EU-harmoniseret i værtslandet.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 32,

stk. 2, i boligkreditdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse er en præcisering af reglerne

om grænseoverskridende virksomhed. Disse regler gør det

muligt for en boligkreditformidler, som allerede har en til-

ladelse i sit hjemland, at udøve virksomhed i Danmark, for-

udsat at tilsynsmyndigheden har underrettet Finanstilsynet

herom.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at Finanstilsynet kan

indhente de nødvendige oplysninger fra hjemlandet med

henblik på at optage disse oplysninger i sit virksomhedsregi-

ster. Endvidere medfører det, at Finanstilsynet skal oplyse

boligkreditformidleren om evt. aktiviteter, der ikke er EU-

harmoniseret her i landet, og dermed aktiviteter, der falder

uden for boligkreditdirektivet.

Til § 10

Til nr. 1 (§ 12 b i lov om forsikringsformidling)

Databeskyttelsesforordningen sætter de overordnede ram-

mer for behandling af personoplysninger. Behandling af

personoplysninger er således underlagt en række princip-

per, herunder lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed,

formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed m.v. Det

følger af forordningen, at der som grundlag for behandlin-

gen skal foreligge en retlig forpligtelse eller et samtykke fra

den pågældende til behandlingen.

Ved en personoplysning forstås efter databeskyttelsesforord-

ningen enhver form for information om en identificeret eller

identificerbar fysisk person (den registrerede) ved identifi-

cerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte

eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator

som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliserings-

data, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer,

der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologi-

ske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller soci-

ale identitet. Et personnummer er en personoplysning, og

behandlingen heraf skal derfor ske i overensstemmelse med

principperne i databeskyttelsesforordningen og de relevante

særregler.

Der findes på nuværende tidspunkt ikke en hjemmel i lov

om forsikringsformidling til med henblik på nødvendig, en-

tydig identifikation at indhente og behandle personnummer,

hvorfor forsikringsformidlere som udgangspunkt er afhæn-

gig af et samtykke.

Forsikringsformidlere kan dog i henhold til anden lovgiv-

ning indhente og behandle personnummer. Hvidvaskloven

stiller således krav om, virksomhederne indhenter deres

kunders/medlemmers personnummer og derved sikrer iden-

titeten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask

og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnummer følger

af databeskyttelsesforordningen og den supplerende bestem-

melse i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved »behand-

ling« forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver akti-

vitet eller række af aktiviteter - med eller uden brug af auto-

matisk behandling - som personoplysninger eller en samling

af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsam-

ling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring,

tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, vide-

regivelse ved transmission, formidling eller enhver anden

form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, be-

grænsning, sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås at indsætte

§ 12 b,

hvorefter forsikringsformid-

lere og accessoriske forsikringsformidlere kan behandle op-

lysninger om personnummer med henblik på nødvendig, en-

tydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold

ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at eta-

blere en klar og samlet hjemmel til, at forsikringsformidlere

på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan indhente

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

108

personnummer med henblik på en entydig identifikation. I

dag er forsikringsformidlere som udgangspunkt afhængig af

et samtykke til at behandle personnummer i det løbende

kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for

at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i

databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som

er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”)

formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsam-

let. Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med

henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold

vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnum-

meret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreg-

lerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det

formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsam-

let, vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at forsikrings-

formidlerne, som allerede har indhentet personnummer at

sikre identiteten af kunden, kan anvende personnummeret til

den videre administration af kundeforholdet og den løbende

rådgivning.

Bestemmelsen vil være anvendelig i forhold til de admini-

strative opgaver, forsikringsformidlerne varetager i relation

til deres kunder, ligesom den vil kunne anvendes til brug for

den løbende rådgivning af kunderne.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder

oplysninger om risici forbundet med en disposition, og op-

lysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valg-

muligheder. Forsikringsformidleres administrative opgaver

kan indeholde elementer af rådgivning som følge af, at den

løbende administration kan føre til et behov om at få rådgiv-

ning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være ind-

gået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mellem

virksomheden og kunden. Den foreslåede bestemmelse kan

således ikke anvendes som hjemmel for behandling af per-

sonnummer i forbindelse med tilbudsgivning, når der er tale

om etablering af et nyt kundeforhold. I sådanne tilfælde er

virksomheden afhængig af et samtykke fra potentielle kun-

der, hvis virksomheden skal kunne behandle personnumre,

f.eks. ved forsikringsselskabers udarbejdelse af tilbud på en

eller flere forsikringer.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for at virksomhe-

der vil kunne behandle personnummer til brug for accept

af et bindende tilbud fra virksomheden. Det vil derfor være

muligt f.eks. for forsikringsselskaber uden samtykke at an-

vende den kommende kundes personnummer til at gennem-

føre den elektroniske godkendelse af forsikringsselskabets

bindende tilbud på tegning af en forsikring. Bestemmelsen

er heller ikke til hinder for, at virksomheder kan anvende

bestemmelsen som behandlingshjemmel i forbindelse med

et tilbud om nye produkter i et eksisterende kundeforhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsikringsfor-

midlere vil få adgang til at behandle personnumre for forsik-

ringstagere, sikrede og skadelidte. Forsikringstager er den

person, som har tegnet den pågældende forsikring via for-

sikringsformidleren, dvs. har indgået forsikringsaftalen med

forsikringsformidleren. Der kan være flere forsikringstage-

re for den enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller. Si-

krede er personer, som i anledning af skader vil kunne få

erstatning fra forsikringen, f.eks. medlemmer af en arbejds-

markedspensionsordning eller en firmapensionsordning eller

begunstigede på en livsforsikring. Andre eksempler er fami-

liemedlemmer i forsikringstagerens husstand eller en pant-

haver, som efter forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til

erstatning, hvis der sker en skade på det pantsatte aktiv. Ska-

delidte omfatter personer, som har anmeldt en skade under

en forsikring.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at forsikringsformid-

lere vil få adgang til at behandle personnummeret på sine

kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende kun-

deforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig

identifikation ved udførelse af følgende opgaver, idet der

ikke er tale om en udtømmende opremsning:

–

Ved forsikringstagerens henvendelser om fornyelser el-

ler ændringer af forsikringen.

Ved forsikringstagerens henvendelser om ændringer i

forsikringstagerens forhold, som kan have betydning for

forsikringspræmien, selvrisikoen på forsikringen, vilkå-

rene for forsikringen og de sikkerhedsforskrifter, som

forsikringstageren skal iagttage.

Ved forsikringstagerens henvendelser til forsikringssel-

skabet som reaktion på ændring af forsikringspræmie,

selvrisiko, forsikringsvilkår eller sikkerhedsforskrifter

eller andre ændringer, f.eks. ændringer i betaling af for-

sikringspræmien eller andre lignende ændringer af de

generelle forhold i kundeforholdet.

Ved kommunikationen mellem skadelidte og forsikrings-

selskabet i anledning af skader, hvor der ofte fremkom-

mer oplysninger, som fører til ændring eller præcisering

af forsikringsaftalen.

Ved forsikringstagerens henvendelser med konkrete

spørgsmål om forsikringens dækning.

–

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsikringsfor-

midlere får adgang til at behandle personnumre for forsik-

ringstagere, sikrede og skadelidte, hvis det er nødvendigt at

foretage en entydig identifikation. Forsikringstager er den

person, som har tegnet den pågældende forsikring i forsik-

ringsselskabet. Der kan være flere forsikringstagere for den

enkelte forsikringsaftale, f.eks. to ægtefæller. Sikrede er per-

soner, som i anledning af skader vil kunne få erstatning fra

forsikringen, f.eks. medlemmer af en arbejdsmarkedspensi-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

109

onsordning eller en firmapensionsordning eller begunstigede

på en livsforsikring. Andre eksempler er familiemedlemmer

i forsikringstagerens husstand eller en panthaver, som efter

forsikringsaftalelovens § 54 er sikret ret til erstatning, hvis

der sker en skade på det pantsatte aktiv. Skadelidte omfatter

personer, som har anmeldt en skade under en forsikring.

Til § 11

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679

af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i for-

bindelse med behandling af personoplysninger og om fri

udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforord-

ningen) sætter de overordnede rammer for behandling af

personoplysninger. Behandling af personoplysninger er så-

ledes underlagt en række principper, herunder lovlighed,

rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, data-

minimering, rigtighed m.v. Det følger af forordningen, at

der som grundlag for behandlingen skal foreligge en retlig

forpligtelse eller et samtykke fra den pågældende til behand-

lingen.

Ved en personoplysning forstås efter databeskyttelsesforord-

ningen enhver form for information om en identificeret eller

identificerbar fysisk person (den registrerede); ved identifi-

cerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte

eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator

som f.eks. et navn, et identifikationsnummer, lokaliserings-

data, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der

er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske,

genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale

identitet.

Et personnummer er en personoplysning og behandlingen

heraf skal derfor ske i overensstemmelse med principperne i

databeskyttelsesforordningen og de relevante særregler.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt en klar hjemmel

i lov om forbrugslånsvirksomheder til, med henblik på

nødvendig, entydig identifikation, at indhente og behandle

personnummer, hvorfor forbrugslånsvirksomheder som ud-

gangspunkt er afhængig af et samtykke.

Forbrugslånsvirksomheder kan i henhold til anden lovgiv-

ning indhente og behandle personnumre. Hvidvasklovens

§ 11, stk. 1, nr. 1, stiller krav om, virksomhederne skal

indhente deres kunders personnummer og derved sikre iden-

titeten af deres kunder med henblik på at forhindre hvidvask

og terrorfinansiering.

Privates mulighed for at behandle personnumre følger af da-

tabeskyttelsesforordningen og den supplerende bestemmelse

i § 11, stk. 2, i databeskyttelsesloven. Ved »behandling«

forstås efter databeskyttelsesforordningen enhver aktivitet

eller række af aktiviteter - med eller uden brug af automatisk

behandling - som personoplysninger eller en samling af per-

sonoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, re-

gistrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpas-

ning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse

ved transmission, formidling eller enhver anden form for

overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning,

sletning eller tilintetgørelse.

Det foreslås i

§ 8 a,

at forbrugslånsvirksomheder kan be-

handle oplysninger om personnummer med henblik på nød-

vendig entydig identifikation i relation til eksisterende kun-

deforhold ved varetagelse af administrative opgaver og råd-

givning.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at

etablere en klar og samlet hjemmel til, at forbrugslånsvirk-

somheder på samme måde som i hvidvaskloven m.v. kan

indhente og behandle personnummer med henblik på en

entydig identifikation. I dag er forbrugslånsvirksomheder

afhængig af et samtykke til at behandle personnummer i det

løbende kundeforhold.

Som nævnt i afsnit 2.14.1. må en viderebehandling – for

at være i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b, i

databeskyttelsesforordningen – ikke ske på en måde, som

er uforenelig med de (”udtrykkeligt angivne og legitime”)

formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsam-

let. Hvorvidt en viderebehandling af personnummeret med

henblik på entydig identifikation i det øvrige kundeforhold

vil være foreneligt med det formål, til hvilket personnum-

meret tidligere er indsamlet, f.eks. i medfør af hvidvaskreg-

lerne, vil bero på en konkret vurdering.

I det omfang en viderebehandling er foreneligt med det

formål, til hvilke personnummeret oprindeligt var indsamlet,

vil den foreslåede bestemmelse bevirke, at de forbrugslån-

svirksomheder, som allerede har indhentet personnummer

for at sikre identiteten af kunden, kan anvende personnum-

meret til den videre administration af kundeforholdet og

rådgivning.

For forbrugslånsvirksomhederne vil den foreslåede bestem-

melse medføre, at virksomhederne bl.a. får adgang til at

behandle personnumre på sine kunder samt øvrige personer,

hvor en entydig identifikation er nødvendig. Det vil bl.a.

være nødvendigt, når man behandler kunder, kautionister,

garantistillere, begunstigede, modparter, deponenter, fuld-

magtshavere, fuldmagtsgivere, brugere af selvbetjeningsløs-

ninger, værger m.v. Opremsningen er ikke udtømmende.

Ved rådgivning forstås anbefalinger, vejledninger, herunder

oplysninger om risici forbundet med en disposition, og op-

lysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valg-

muligheder. Forbrugslånsvirksomheders administrative op-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

110

gaver kan indeholde elementer af rådgivning som følge af,

at den løbende administration kan føre til et behov om at få

rådgivning om ændringer, supplerende produkter m.v.

Ved eksisterende kundeforhold forstås, at der skal være

indgået et kundeforhold i form af en gensidig aftale mel-

lem virksomheden og kunden. Den foreslåede bestemmelse

kan således ikke anvendes som hjemmel for behandling af

personnummer i forbindelse med tilbudsgivning. I sådanne

tilfælde er virksomheden afhængig af et samtykke fra po-

tentielle kunder, hvis virksomheden skal kunne behandle

personnumre. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for

at virksomheder vil kunne behandle personnummer til brug

for accept af et bindende tilbud fra virksomheden.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugslån-

svirksomheder vil få adgang til at behandle personnumre på

sine kunder, og øvrige personer relateret til det eksisterende

kundeforhold, hvis det er nødvendigt at foretage en entydig

identifikation ved udførelse af følgende opgaver, idet der

ikke er tale om en udtømmende opremsning:

–

evt. applikationer (apps), der kræver entydig identifika-

tion for brug af løsningen.

Regelmæssige opdateringer om oplysninger fra CPR

med henblik på sikring af, at virksomheden har de kor-

rekte data (datakvalitet) om den registrerede.

Den påkrævede anvendelse af personnummer ved kom-

munikation via e-Boks som sikker digital post mellem

virksomheden og dets kunder.

Løbende kommunikation med kunden.

Anvendelse af personnummer som sikring af identiteten

i forbindelse med den løbende kommunikation mellem

forbrugslånsvirksomheden og den registrerede – herun-

der som led i, at den registrerede ønsker at gøre brug

af den registreredes rettigheder under databeskyttelses-

forordningen.

Anvendelse af personnummer med henblik på risikosty-

ring.

Til § 12

I forbindelse med Folketingets behandling af lov nr. 1374 af

13. december 2019 blev lovforslagets § 19, stk. 7, nyaffattet,

jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg B, L 46, side 2.

Nyaffattelsen medførte en utilsigtet stramning af den tids-

mæssige lovimplementering af elementet om en evaluering

af udvidelsen af § 122 i lov betalinger, der fremgår af

den politiske aftaletekst bag den politiske aftale af den 19.

september 2019 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og

Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk

Folkeparti, Enhedslisten, Konservative og Alternativet om

styrkede indgrebsmuligheder over for gebyrer m.v. på beta-

lingsserviceløsninger.

Det foreslås i

§ 19, stk. 7,

at ændre ordlyden fra »folketings-

året 2021-22« til: »folketingsåret 2022-23«.

Erhvervsministeren fremsætter dermed senest i folketings-

året 2022-23 forslag om revision af § 122, stk. 2, i lov om

betalinger i stedet for senest i folketingsåret 2021-22.

Formålet med ændringen er at bringe revisionsbestemmel-

sen tilbage i overensstemmelse med ordlyden af og intenti-

onen bag aftaleteksten bag den politiske aftale af den 19.

september 2019. Det fremgår således af aftaleteksten, at

aftaleparterne er enige om, at udvidelsen af § 122 vil blive

evalueret to år efter lovændringens ikrafttræden. Udvidelsen

af § 122 trådte i kraft pr. 1. januar 2020. Evalueringen kan

derfor først foretages primo 2022.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det bliver muligt

at foretage evalueringen af udvidelsen af § 122 i lov om

betalinger to år efter lovændringens ikrafttræden. Evaluerin-

gen foretages med henblik på, at erhvervsministeren derefter

skal fremsætte forslag om revision af § 122, stk. 2. Revisi-

onsbestemmelsen skal som en konsekvens heraf ændres til

at gælde folketingsåret 2022-23 i stedet for den nuværende

ordlyd i revisionsbestemmelsen om folketingsåret 2021-22.

For nærmere om formålet med evalueringen henvises til

bemærkninger til § 19, stk. 7, i lov nr. 1374 af 13. december

2019, jf. Folketingstidende 2019-2020, A, L 46, som frem-

sat, side 88.

Til § 13

Det foreslås i

stk. 1,

at loven skal træde i kraft den 1. juli

2022, jf. dog stk. 2-4.

Det foreslås i

stk. 2,

at § 1, nr. 17-19, og § 3, nr. 8, 9 og 16,

træder i kraft den 1. august 2022.

Det foreslås i

stk. 3,

at § 2, nr. 1-5 og 9-11, og § 7, nr. 1-7 og

12, træder i kraft den 12. august 2022.

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at bestemmelserne opli-

stet i stk. 3, der supplerer CCPRR-forordningen, træder i

kraft i overensstemmelse med forordningens artikel 97 om

ikrafttræden.

Det foreslås i

stk. 4,

at § 3, nr. 11-15 og 17, træder i kraft

den 31. december 2022.

Det foreslås i

stk. 5,

at for virksomheder, der ved lovens

ikrafttræden, har tilladelse som ejendomskreditselskab efter

–

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

111

§ 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber har denne

lovs § 8, nr. 3, først virkning fra den 1. oktober 2022.

Med lovforslagets § 8, nr. 3, foreslås det, at ejendomskre-

ditselskaber skal have en forretningsgang for kreditværdig-

hedsvurdering som betingelse for at få tilladelse til at udøve

virksomhed som ejendomskreditselskab.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at virksomheder,

der allerede har tilladelse som ejendomskreditselskab ved

lovens ikrafttræden har indtil den 1. oktober 2022 til at

udarbejde en forretningsgang.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at der efter

§ 3, stk. 3, i lov om ejendomskreditselskaber stilles krav

om, at selskaberne til enhver tid opfylder kravene i § 3,

stk. 1. Den foreslåede overgangsbestemmelse skal give de

ejendomsselskaber, der på tidspunktet for lovens ikrafttræ-

den har tilladelse til at være ejendomskreditselskab, mulig-

hed for at indrette sig på kravet om en forretningsgang for

kreditværdighedsvurdering senest tre måneder efter lovens

ikrafttræden.

Det foreslås i

stk. 6,

at for forsikringsselskaber, der ved lo-

vens ikrafttræden, driver anden tilladt virksomhed i overens-

stemmelse § 29, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed,

jf. lovbekendtgørelse nr. 2497 af 15. december 2021, finder

lovens § 1, nr. 14, ikke anvendelse. For sådan anden tilladt

virksomhed finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Med lovforslagets ikrafttrædelse vil forsikringsselskaber

fremadrettet skulle drive virksomhed bestående i at opføre,

eje og drive fast ejendom og infrastruktur omfattende tekni-

ske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg i et dattersel-

skab, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.

Med forslaget til stk. 6, sikres, at de forsikringsselskaber,

der ved lovens ikrafttrædelse allerede driver anden tilladt

virksomhed bestående i opførelse, eje og drift af fast ejen-

dom og infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transpor-

tanlæg og bygningsanlæg efter de hidtil gældende regler i §

29, stk. 1, nr. 2, kan fortsætte med at drive den pågældende

virksomhed i selskabet.

Det foreslås i

stk. 7,

at regler fastsat i medfør af § 19,

stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse

nr. 2497 af 15. december 2021, forbliver i kraft, indtil de

ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 19,

stk. 3.

Med forslaget til stk. 7 sikres det, at bekendtgørelser udstedt

i medfør af § 19, stk. 2, forbliver i kraft, selvom bemyn-

digelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, i lov om finansiel

virksomhed rykker sig, som følge af denne lovs § 1, nr.

10. Det betyder, at bekendtgørelse nr. 1774 af 16. december

2015 om livsforsikringsselskabers syge- og ulykkesforsik-

ringsvirksomhed fortsat vil være gældende.

Til § 14

Det foreslås i stk.

at loven ikke skal gælde for Færøerne

og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk.

at lovens §§ 1-9 og 11-12 ved kongelig

anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne

med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås i stk.

at loven ved kongelig anordning kan

sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændrin-

ger, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det følger af lovene på det finansielle område, at lovene

ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovene ved

kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for

Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis

de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Lov om forsik-

ringsformidling indeholder imidlertid ikke anordningshjem-

mel for Færøerne, da forsikringsområdet på Færøerne er

overtaget og dermed reguleres af færøske love. Ændringerne

i lovforslagets § 10 skal derfor ikke kunne sættes i kraft for

Færøerne.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

112

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

Lovforslag sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendt-

gørelse nr. 2497 af 15. december 2021, som

ændret ved § 1 i lov nr. 641 af 19. maj 2020,

§ 1 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, § 1

i lov nr. 2383 af 14. december 2021 og § 13 i

lov nr. 2601 af 28. december 2021, foretages

følgende ændringer:

Lov om finansiel virksomhed

Fodnoten.

Loven indeholder bestemmelser, der

gennemfører Rådets direktiv 86/635/EØF af 8.

december 1986 (bankregnskabsdirektivet), EF-Ti-

dende 1986, nr. L 372, side 1, Rådets direktiv

89/117/EØF af 13. februar 1989 (offentliggørel-

se af årsregnskabsdokumenter for filialer fra ikke-

medlemslande), EF-Tidende 1989, nr. L 44, side

40, Rådets direktiv 91/674/EØF af 19. december

1991 (forsikringsregnskabsdirektivet), EF-Tiden-

de 1991, nr. L 374, side 7, Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 95/26/EF af 29. juni 1995

(BCCI-direktivet), EF-Tidende 1995, nr. L 168,

side 7, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/24/EF af 4. april 2001 (likvidationsdirekti-

vet for kreditinstitutter), EF-Tidende 2001, nr. L

125, side 15, Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2002/13/EF af 5. marts 2002 (Solvens I-di-

rektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 77, side 17, Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF

af 16. december 2002 (konglomeratdirektivet),

EU-Tidende 2003, nr. L 35, side 1, dele af Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/31/EF af

5. april 2006 (udsættelsesdirektivet), EU-Tidende

2006, nr. L 114, side 60, Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2007/44/EF af 5. september 2007

(kapitalandelsdirektivet), EU-Tidende 2007, nr. L

Fodnoten

til lovens titel,

1. pkt.,

affattes således »Loven i

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

113

247, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007

(betalingstjenestedirektivet), EU-Tidende 2007,

nr. L 319, side 1, dele af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009

(UCITS direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302,

side 32, dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 (Sol-

vens II direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 335,

side 1, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1.

juli 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42,

dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV), EU-Ti-

dende 2013, nr. L 176, side 338, dele af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af

16. april 2014 (DGSD), EU-Tidende 2014, nr. L

173, side 149, dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2014/50/EU af 16. april 2014,

EU-Tidende 2014, nr. L 128, side 1, dele af Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU

af 15. maj 2014 (MiFID II), EU-Tidende 2014,

nr. L 173, side 349, dele af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014

(UCITS V-direktivet), EU-Tidende 2014, nr. L

257, side 186, dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 (4.

hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141,

side 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018, EU-Ti-

dende 2018, nr. L 156, side 43, dele af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2016/97/EU af

20. januar 2016, EU-Tidende 2016, nr. L 26,

side 19, dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016 (NIS-di-

rektivet), EU-Tidende 2016, nr. L 194, side 1,

dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2017/828/EU af 17. maj 2017, EU-Tidende 2017,

nr. L 132, side 1, dele af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019

(BRRD II), EU-Tidende 2019, nr. L 150, side

296, dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2019/878/EU af 20. maj 2019, EU-Tidende

2019, nr. L 150, side 2539), og dele af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162

af 27. november 2019 om udstedelse af dækkede

obligationer og offentligt tilsyn med dækkede ob-

ligationer og om ændring af direktiv 2009/65/EF

og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr. L 328,

le af Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2006/31/EF af 5. april 2006 (ud-

sættelsesdirektivet), EU-Tidende 2006, nr.

L 114, side 60, Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2007/44/EF af 5. septem-

ber 2007 (kapitalandelsdirektivet), EU-Ti-

dende 2007, nr. L 247, side 1, dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2007/64/EF af 13. november 2007 (beta-

lingstjenestedirektivet), EU-Tidende 2007,

nr. L 319, side 1, dele af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2009/65/EF

af 13. juli 2009 (UCITS-direktivet), EU-

Tidende 2009, nr. L 302, side 32, dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2009/138/EF af 25. november 2009

(Solvens II-direktivet), EU-Tidende 2009,

nr. L 335, side 1, Kommissionens direk-

tiv 2010/43/EU af 1. juli 2010, EU-Ti-

dende 2010, nr. L 176, side 42, dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV),

EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338,

dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014

(DGSD), EU-Tidende 2014, nr. L 173, si-

de 149, dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2014/50/EU af 16. april

2014, EU-Tidende 2014, nr. L 128, side

1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 (Mi-

FID II), EU-Tidende 2014, nr. L 173, side

349, dele af Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014

(UCITS V-direktivet), EU-Tidende 2014,

nr. L 257, side 186, dele af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2015/849/EU

af 20. maj 2015 (4. hvidvaskdirektiv), EU-

Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2018/843/EU af 30. maj 2018, EU-Ti-

dende 2018, nr. L 156, side 43, dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2016/97/EU af 20. januar 2016, EU-Ti-

dende 2016, nr. L 26, side 19, dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2016/1148/EU af 6. juli 2016 (NIS-direk-

tivet), EU-Tidende 2016, nr. L 194, side

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

114

side 29. I loven er der endvidere medtaget vis-

se bestemmelser fra Kommissionens forordning

nr. 584/2010/EU af 1. juli 2010, EU-Tidende

2010, nr. L 176, side 16, Europa-Parlamentets

og Rådets forordning nr. 1092/2010/EU af 24.

november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 331, side

1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

1093/2010/EU af 24. november 2010, EU-Tiden-

de 2010, nr. L 331, side 12, Europa-Parlamentets

og Rådets forordning nr. 1094/2010/EU af 24.

november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 331, si-

de 48, Europa-Parlamentets og Rådets forordning

nr. 1095/2010/EU af 24. november 2010, nr. L

331, side 84, Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013, EU-

Tidende 2013, nr. L 115, side 18, Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU

af 17. april 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 115,

side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning

nr. 575/2013/EU af 26. juni 2013 (CRR), EU-Ti-

dende 2013, nr. L 176, side 1, Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning nr. 600/2014/EU af 15.

maj 2014 (MiFIR), EU-Tidende 2014, nr. L 173,

side 84, og Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014

(PRIIP’er), EU-Tidende 2014, nr. L 352, side

1. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en

forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gen-

givelsen af disse bestemmelser i loven er således

udelukkende begrundet i praktiske hensyn og be-

rører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed

i Danmark.

§ 1. ---

Stk. 2 og 3. ---

Stk. 4.

For filialer her i landet af udenlandske

virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udø-

ve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land in-

den for Den Europæiske Union eller et land, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle

område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 30, 32, 34-36, 43,

47-48 a, 50-60, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5

og 7, §§ 347 c og 348, § 352, stk. 2, §§ 354 a,

360, 363 a, 368-370 og 373-374 anvendelse. For

1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017,

EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II),

EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296,

dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017,

EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-

Tidende 2019, nr. L 188, side 106, dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2019/2162 af 27. november 2019 om

udstedelse af dækkede obligationer og of-

fentligt tilsyn med dækkede obligationer

og om ændring af direktiv 2009/65/EF

og 2014/59/EU, EU-Tidende 2019, nr.

L 328, side 29, og dele af Kommission-

ens delegerede direktiv (EU) 2021/1270

af 21.april 2021 om ændring af direktiv

2010/43/EU for så vidt angår de bære-

dygtighedsrisici og bæredygtighedsfakto-

rer, der skal tages hensyn til i forbindelse

med institutter for kollektiv investering i

værdipapirer (investeringsinstitutter), EU-

Tidende 2021, nr. L 277, side 141.«

2. I

§ 1, stk. 4, 1. pkt.,

indsættes efter »43,«:

»43 b,«.

3. I

§ 1, stk. 4, 1.-4. pkt.,

stk. 5, 1. og 2.

pkt.,

indsættes efter »anvendelse«: »med

de afvigelser, som er fastsat i eller i hen-

hold til internationale aftaler«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

115

filialer her i landet af kreditinstitutter finder §

152 a, stk. 4, 2. pkt., og § 307 a, stk. 1, 1.pkt.,

anvendelse. For filialer her i landet af en uden-

landsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til

at udøve den i §§ 7-11 nævnte virksomhed i et

andet land inden for Den Europæiske Union eller

i et land, som Unionen har indgået aftale med på

det finansielle område, finder § 347 a endvidere

anvendelse. For filialer og tilknyttede agenter her

i landet af kreditinstitutter, der er meddelt tilladel-

se til at yde investeringsservice eller udføre inve-

steringsaktiviteter i et andet land inden for Den

Europæiske Union eller i et land, som Unionen

har indgået aftale med på det finansielle område,

og som udfører sådan aktivitet her i landet, finder

§§ 30, 32, 344 og 345, § 347, stk. 1-3, 5 og

7, samt §§ 348 og 354 a anvendelse. § 43 og

regler udstedt i medfør heraf gælder tilsvarende

for situationer som nævnt i 4. pkt.

Stk. 5.

For tjenesteydelser her i landet ydet af

kreditinstitutter, administrationsselskaber og for-

sikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et

andet land inden for Den Europæiske Union eller

et land, som Unionen har indgået aftale med på

det finansielle område, finder §§ 6, 6 a, 6 b, 31,

36, 43 og 46-60, § 347, stk. 1, og § 348, stk. 1,

anvendelse. For tjenesteydelser her i landet ydet

af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til at

yde investeringsservice eller udføre investerings-

aktiviteter i et andet land inden for Den Europæ-

iske Union eller i et land, som Unionen har indgå-

et aftale med på det finansielle område, finder §

31, § 347, stk. 1, og § 348, stk. 1, anvendelse.

Stk. 6-18. ---

4. I

§ 1

indsættes som

stk. 19:

»Stk.

19.

For pengeinstitutter, der samtidig

er meddelt tilladelse som centrale modparter

(CCP’er) i henhold til artikel 14 i forordning

(EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-

derivater, centrale modparter og transaktions-

registre finder denne lovs §§ 71 a-71 c, 177

a-177 b, 182 b-182 f, 224 a, kapitel 15 a,

kapitel 17 og kapitel 17 a ikke anvendelse.«

3. I

§ 1, stk. 4, 1.-4. pkt.,

stk. 5, 1. og 2.

pkt.,

indsættes efter »anvendelse«: »med

de afvigelser, som er fastsat i eller i hen-

hold til internationale aftaler«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

116

§ 5.

I denne lov forstås ved:

1-74) ---

§ 5, stk. 1,

indsættes som

nr. 75:

»75) Bæredygtighedsrisiko: Bæredygtigheds-

risiko som defineret i artikel 2, nr. 22, i Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2019/2088 af 27. november 2019 om bære-

dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren

for finansielle tjenesteydelser.«

6. I

§ 5, stk. 1, nr. 80,

affattes således:

»76) Udgående nettopengestrømme: Alle ud-

gående betalingsstrømme, der forfalder på en

dag, herunder hovedstol og rentebetalinger

samt betalinger i henhold til derivatkontrakter

knyttet til udstedelse af særligt dækkede ob-

ligationer, fratrukket alle indgående betalings-

strømme, der forfalder på den samme dag for

krav, der er relateret til de dækkende aktiver. «

Stk. 2-9. --

§ 10. ---

Stk. 2-6. ---

Stk. 7.

Et investeringsforvaltningsselskab skal ha-

ve en aktiekapital, der mindst udgør et beløb

svarende til værdien af 125.000 euro. Dog skal

et investeringsforvaltningsselskab, der skal være

medlem af et reguleret marked eller opbevare og

forvalte de i bilag 2, i lov om fondsmæglerselska-

ber og investeringsservice og -aktiviteter, nr. 3,

nævnte instrumenter, herunder være medlem af

en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor

selskabet deltager i clearing og afvikling, have en

aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende

til værdien af 730.000 euro.

§ 11. ---

Stk. 2-11. ---

7. I

§ 10, stk. 7, 2. pkt.,

ændres »bilag 2 i

lov om fondsmæglerselskaber og investe-

ringsservice og -aktiviteter, nr. 3« til: » bi-

lag 2, nr. 3, i lov om fondsmæglerselska-

ber og investeringsservice og -aktiviteter«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

117

8. I

§ 11

indsættes som

stk. 12:

»Stk. 12.

En virksomhed, der har tilladelse

til at udøve livsforsikringsvirksomhed omfat-

tet af bilag 8, kan ansøge om tilladelse til

i samme selskab at udøve skadesforsikrings-

virksomhed omfattet af bilag 7, klasse 1 og

2.«

§ 14. ---

Stk. 2-7. ---

9. I

§ 14

indsættes som

stk. 8:

»Stk.

En livsforsikringsvirksomhed, der sø-

ger om tilladelse til at udøve skadesforsik-

ringsvirksomhed i samme selskab efter § 11,

stk. 12, skal udover at opfylde kravene til

tilladelse, godtgøre, at den råder over det an-

erkendte basiskapitalgrundlag til dækning af

henholdsvis det absolutte minimum for mi-

nimumskapitalkravet for livsforsikringsselska-

ber og det absolutte minimum for minimums-

kapitalkravet for skadesforsikringsselskaber,

jf. § 126 d, stk. 5, nr. 1 og 2. Virksomheden

skal ligeledes godtgøre, at den fremover kan

opfylde de finansielle mindstekrav.«

§ 19. ---

10. I

§ 19

indsættes efter stk. 1, som nyt

stykke:

»Stk. 2.

Virksomheder, der efter § 11, stk. 12,

har tilladelse til at udøve både livsforsikrings-

virksomhed og skadesforsikringsvirksomhed i

samme selskab, skal sikre særskilt forvaltning,

så der sker en adskillelse af livsforsikrings-

virksomheden og skadesforsikringsvirksomhe-

den. De livs- og skadesforsikredes respektive

interesser må ikke tilsidesættes, og overskud-

det hidrørende fra livsforsikring må kun kom-

me forsikringstagerne til gode på samme må-

de, som hvis forsikringsselskabet kun udøvede

livsforsikringsvirksomhed.«

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

118

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

Stk. 2.

Finanstilsynet fastsætter regler om, i

hvilket omfang livsforsikringsselskabernes risici

under forsikringsklasserne 1 og 2, jf. bilag 7, er

omfattet af denne lovs særlige regler for livsfor-

sikringsvirksomhed.

11.

§ 19, stk. 2,

der bliver stk. 3, affattes

således:

»Stk. 3.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere

regler for forsikringsselskaber, der har tilladel-

se til at drive både livsforsikringsvirksomhed

og skadesforsikringsvirksomhed i samme sel-

skab, herunder regler for den særskilte forvalt-

ning, jf. stk. 2, og indberetning af oplysninger

til brug for Finanstilsynets tilsyn med forsik-

ringsselskaberne.«

Stk. 3. ---

§ 24.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og for-

sikringsselskaber kan drive virksomhed, der er

accessorisk til den virksomhed, der er givet tilla-

delse til. Som accessorisk virksomhed anses også

digitale løsninger og services, der er forbundet

med eller ligger i naturlig forlængelse af den til-

ladte virksomhed. Finanstilsynet kan bestemme,

at den accessoriske virksomhed skal udøves af et

andet selskab.

Stk. 2.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og for-

sikringsselskaber må gennem dattervirksomheder

drive anden finansiel virksomhed.

12. I

§ 24, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, § 25,

1. pkt.,

§ 26, stk. 1,

ændres »Penge-

institutter, realkreditinstitutter og forsik-

ringsselskaber« til: »Pengeinstitutter og

realkreditinstitutter«.

12. I

§ 24, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, § 25,

1. pkt.,

§ 26, stk. 1,

ændres »Penge-

institutter, realkreditinstitutter og forsik-

ringsselskaber« til: »Pengeinstitutter og

realkreditinstitutter«.

12. I

§ 24, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, § 25,

1. pkt.,

§ 26, stk. 1,

ændres »Penge-

institutter, realkreditinstitutter og forsik-

ringsselskaber« til: »Pengeinstitutter og

realkreditinstitutter«.

§ 25.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og for-

sikringsselskaber kan midlertidigt drive anden

virksomhed til sikring eller afvikling af forud på-

tagede eksponeringer eller med henblik på med-

virken ved omstrukturering af erhvervsvirksom-

heder. Den finansielle virksomhed skal underrette

Finanstilsynet herom.

§ 26.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og for-

sikringsselskaber kan uanset §§ 7, 8, 11, 24 og 25

i fællesskab med andre drive anden virksomhed,

hvis

12. I

§ 24, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, § 25,

1. pkt.,

§ 26, stk. 1,

ændres »Penge-

institutter, realkreditinstitutter og forsik-

ringsselskaber« til: »Pengeinstitutter og

realkreditinstitutter«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

119

1-3) ---

Stk. 2.

Hvis en finansiel virksomhed eller en kon-

cern ved erhvervelse, fusion m.v. kommer til at

drive anden virksomhed i strid med § 7, stk. 1,

§ 8, stk. 1, § 11, stk. 1, eller § 26, stk. 1, kan

Finanstilsynet fastsætte en frist for afhændelse

af den anden virksomhed, hvis en umiddelbar af-

hændelse ville være forbundet med et økonomisk

tab.

Stk. 3. ---

§ 29.

Ud over virksomhed omfattet af §§ 24-26

må forsikringsselskaber drive følgende virksom-

hed:

14.

§ 29

affattes således:

»§ 29.

Forsikringsselskaber kan drive virk-

somhed, der er accessorisk til den forsikrings-

virksomhed, der er givet tilladelse til. Som ac-

cessorisk virksomhed anses virksomhed, her-

under digitale løsninger og services, der er

direkte forbundet med og ligger i naturlig for-

længelse af den tilladte virksomhed.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan bestemme, at den ac-

cessoriske virksomhed skal udøves i et andet

selskab.

Stk. 3.

Forsikringsselskaber kan drive forsik-

ringsformidling og agentvirksomhed for for-

sikringsselskaber og for andre selskaber, der

er under Finanstilsynets tilsyn.

Stk. 4.

Forsikringsselskaber kan drive følgende

virksomhed:

1) Anden finansiel virksomhed gennem en

dattervirksomhed.

2) Accessorisk servicevirksomhed gennem en

dattervirksomhed med begrænset hæftelse.«

Agenturvirksomhed for forsikringssel-

skaber og for andre selskaber, der er

under Finanstilsynets tilsyn.

13. I

§ 26, stk. 2,

ændres »en finansiel virk-

somhed« til: »et pengeinstitut, realkredit-

institut, investeringsforvaltningsselskab«,

og »§ 11, stk. 1,« udgår.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

120

Opførelse, eje og drift af fast ejendom og

infrastruktur omfattende tekniske anlæg,

transportanlæg og bygningsanlæg.

Stk. 2.

Livsforsikringsselskaber og tværgående

pensionskasser kan oprette og administrere sær-

skilte SP- konti.

15. Efter § 29 indsættes i

kapitel 4:

»§ 29 a.

Forsikringsselskaber kan midlertidigt

drive anden virksomhed til sikring eller afvik-

ling af forud påtagede eksponeringer eller med

henblik på medvirken ved omstrukturering

af erhvervsvirksomheder. Forsikringsselskabet

skal underrette Finanstilsynet herom.

§ 29 b.

Forsikringsselskaber kan uanset §§ 11,

29 og 29 a i fællesskab med andre drive anden

virksomhed, hvis:

1) forsikringsselskabet ikke direkte eller in-

direkte har bestemmende indflydelse på virk-

somheden,

2) forsikringsselskabet ikke driver virksom-

heden sammen med andre forsikringsselska-

ber eller pengeinstitutter, realkreditinstitut-

ter, fondsmæglerselskaber eller investerings-

forvaltningsselskaber, der indgår i administra-

tionsfællesskab eller koncern med forsikrings-

selskabet, og

3) virksomheden udøves i et andet selskab

med begrænset hæftelse

end forsikringsselskabet.

Stk. 2.

Kommer et forsikringsselskab eller en

koncern ved erhvervelse, fusion m.v. til at dri-

ve anden virksomhed i strid med § 11, stk. 1,

1. pkt., eller § 29 b, stk. 1, kan Finanstilsynet

fastsætte en frist for afhændelse af den anden

virksomhed, hvis en umiddelbar afhændelse

ville være forbundet med et økonomisk tab.«

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

121

16.

Efter § 43 a indsættes:

»Behandling af personnummer

§ 43 b.

Finansielle virksomheder kan behandle

oplysninger om personnummer med henblik

på nødvendig entydig identifikation i relation

til eksisterende kundeforhold ved varetagelse

af administrative opgaver og rådgivning.«

§ 100.

Et investeringsforvaltningsselskab skal ha-

ve en tilstrækkelig kvalificeret bemanding og den

fornødne fagligeekspertise til at

1-2) ---

kunne træffe investeringsbeslutnin-

ger for de administrerede UCITS

vurdere de foretagne investeringer

og opnåede resultater, når en in-

vesteringsforenings bestyrelse eller

et investeringsforvaltningsselskabs

bestyrelse for en SIKAV eller vær-

dipapirfond har indgået aftale om

porteføljepleje vedrørende den på-

gældende UCITS’ eller en afde-

lings formue.

17. I

§ 100, nr. 3,

ændres »og« til: »,«.

18. I

§ 100, nr. 4,

ændres »formue« til: »for-

mue og«.

19. I

§ 100

indsættes som

nr. 5:

»5) tage hensyn til bæredygtighedsrisici ved

opfyldelse af kravene i § 71, stk. 1, når den

varetager administration af UCITS.«

§ 177 a.

I koncerner, hvor den øverste modervirk-

somhed er beliggende i Danmark, og hvor mo-

dervirksomheden er et pengeinstitut, et realkredit-

institut, en blandet holdingvirksomhed eller en

finansiel holdingvirksomhed, som mindst har én

dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et real-

kreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, finder

§§ 243 a og 243 c anvendelse.

Stk. 2-5. ---

20. I

§ 177 a, stk. 1,

ændres », et realkredit-

institut eller et fondsmæglerselskab I« til:

»eller et realkreditinstitut«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

122

§ 224. ---

Stk. 1-8. ---

21. I

§ 224

indsættes som

stk. 9:

»Stk. 9.

Virksomheder, der har tilladelse til at

drive både livforsikringsvirksomhed og skade-

sforsikringsvirksomhed i samme selskab, jf. §

11, stk. 12, kan få inddraget deres tilladelse

for henholdsvis livsforsikringsvirksomheden

og skadesforsikringsvirksomheden særskilt.«

§ 272.

Finanstilsynet skal uden ugrundet ophold

nedskrive eller konvertere hybride kapitalinstru-

menter, som opfylder kravene i artikel 52, i Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinsti-

tutter, og supplerende kapitalinstrumenter, som

opfylder kravene i artikel 63, i Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om

tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, i et pen-

geinstitut eller et realkreditinstitut til egentlige

kernekapitalinstrumenter, hvis Finanstilsynet kon-

staterer, at pengeinstituttet realkreditinstituttet el-

ler fondsmæglerselskabet I ikke vil være levedyg-

tigt, medmindre beføjelsen anvendes. Det samme

gælder for nedskrivningsegnede forpligtelser, som

opfylder betingelserne i § 267 e, stk. 1, nr. 4,

uanset om forpligtelserne opfylder betingelsen i §

267 e, stk. 1, nr. 4, litra b, om en restløbetid på

mindst 1 år.

Stk. 2-7. ---

§ 344. ---

Stk. 2.

Finanstilsynet skal tilrettelægge den sæd-

vanlige tilsynsvirksomhed med henblik på at

fremme den finansielle stabilitet og tilliden til de

finansielle virksomheder og markeder samt for

forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af

forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet skal

i sin tilsynsvirksomhed lægge vægt på holdbarhe-

den af den enkelte finansielle virksomheds forret-

ningsmodel. Tilrettelæggelsen af tilsynsvirksom-

23. I

§ 344, stk. 2,

indsættes efter 2. pkt.,

som nyt punktum:

»For forsikringsselskaber, der både har tilla-

delse til at drive livsforsikringsvirksomhed

og skadesforsikringsvirksomhed i samme sel-

skab, skal Finanstilsynet lægge vægt på bå-

de holdbarheden af den samlede virksomhed

samt holdbarheden af livsforsikringsvirksom-

22. I

§ 272, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »pengein-

stituttet, realkreditinstituttet eller fonds-

mæglerselskabet I« til: »pengeinstituttet

eller realkreditinstituttet«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

123

heden skal ske ud fra et væsentlighedshensyn,

hvor den tilsynsmæssige indsats står i forhold til

de potentielle risici eller skadevirkninger. Finans-

tilsynet gennemgår hvert år solvensbehovet hos

de penge- og realkreditinstitutter, der har en arbej-

dende kapital på mere end 250 mio. kr. Væsent-

lighedshensynet medfører, at Finanstilsynet fører

et intensiveret tilsyn med de systemisk vigtige fi-

nansielle institutter (SIFI) og de globalt systemisk

vigtige finansielle institutter (G-SIFI). Finanstil-

synets direktion har ansvaret for tilsynsvirksom-

hedens tilrettelæggelse.

Stk. 3-12. ---

§ 348.

Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag

vedrørende handlinger, der strider mod redelig

forretningsskik og god praksis, jf. § 43, stk. 1,

2 og 9, §§ 48 a og 53 b-53 d, herunder sag

om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af

uretmæssigt opkrævede beløb. Forbrugerombuds-

manden kan endvidere behandle sager vedrørende

overtrædelse af strafbelagte bestemmelser i regler

udstedt i medfør af denne lovs § 43, stk. 3. Mar-

kedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk.

1, § 32, stk. 1, §§ 33 og 34 finder tilsvarende an-

vendelse på sager, som Forbrugerombudsmanden

ønsker at anlægge efter denne bestemmelse. For-

brugerombudsmanden kan udpeges som gruppe-

repræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelo-

vens kapitel 23 a.

Stk. 2. ---

§ 348 a.

Finanstilsynet underretter Forbrugerom-

budsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt

med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab,

som følge af at virksomheden har overtrådt § 43,

stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af §

43, stk. 2 og 9.

Stk. 2.

Forbrugerombudsmanden har uanset § 354

adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets

sager omfattet af stk. 1.

§ 354. ---

heden og skadesforsikringsvirksomheden hver

for sig.«

24. I

§ 348, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter

»stk. 3«: »og 8«.

25. I

§ 348 a, stk. 1,

ændres »stk. 2 og 9« til:

»stk. 2, 8 og 9«.

26. I

§ 348 a, stk. 2,

ændres »§ 354« til: »§§

354 og 354 g«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

124

Stk. 2-7. ---

Stk. 8.

Alle, der i henhold til stk. 5 og 6 modtager

fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er med

hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk.

1 omhandlede tavshedspligt.

Stk. 9-16. ---

§ 354 g. ---

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder

for, at personoplysninger videregives i medfør af

§ 354, stk. 6.

Stk. 3 og4. ---

§ 360.

Finanstilsynets bevilling i finansloven til-

lagt forventede udgifter til advokater og fratrukket

salg af varer og tjenesteydelser opkræves som

afgift fra de virksomheder, som er omfattet af

Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 361-370.

Stk. 2 og3. ---

§ 361.

Følgende fysiske og juridiske personer om-

fattet af lov om finansiel virksomhed betaler årligt

et grundbeløb til Finanstilsynet:

1-7) ---

Pengeinstitutter, realkreditinstitut-

ter og fondsmæglerselskaber I be-

taler samlet 3.350.000 kr. Afgiften

fordeles i forhold til den enkelte

virksomheds andel af de omfatte-

de virksomheders samlede bogførte

balancesum. Der pålægges altid en

minimumsafgift på 4.400 kr.

30. I

§ 361, stk. 1, nr. 8, 1. pkt.,

ændres

»fondsmæglerselskaber I« til: »fonds-

mæglerselskaber, der har tilladelse til at

yde eller udføre en eller begge af de

investeringsservicer eller -aktiviteter, der

er nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og

6, i lov om fondsmæglerselskaber og

investeringsservice og -aktiviteter«, og

»3.350.000 kr.« ændres til: »4.200.000

kr.«

29. I

§ 360, stk. 1,

ændres »Finanstilsynets

bevilling« til: »Finanstilsynet kan opkræ-

ve beløb op til Finanstilsynets bevilling«,

og »opkræves« udgår.

28. I

§ 354 g, stk. 2,

indsættes efter »i medfør

af«: »§ 348 a, stk. 2, eller«.

27. I

§ 354, stk. 8,

indsættes efter »stk. 5 og

6«: »og § 348 a, stk. 2,«.

9 og10) ---

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

125

Stk. 2.

Følgende fysiske og juridiske personer om-

fattet af lov om kapitalmarkeder betaler årligt et

grundbeløb til Finanstilsynet:

1-7) ---

Centrale modparter (CCP’er) med

tilladelse i henhold til Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012

om OTC-derivater, centrale mod-

parter og transaktionsregistre, jf. §

211, stk. 2, nr. 4, i lov om kapital-

markeder, betaler 725.000 kr.

31. I

§ 361, stk. 2, nr. 8,

indsættes efter »be-

taler 725.000 kr.«: »til finansiering af til-

synsaktiviteter.«

32. I

§ 361, stk. 2,

indsættes efter nr. 8 som

nyt nummer:

»9) Centrale modparter (CCP’er) betaler

425.000 kr. til finansiering af afviklingsopga-

ver.«

Nr. 9-15 bliver herefter nr. 10-16.

9-15) ---

Stk. 3-11. ---

§ 373.

Overtrædelse af § 7, stk. 1 og 2-5, § 8, stk.

1 og 3-6, § 10, stk. 1, 2, 6 og 7, § 11, stk. 1, 9 og

10 , § 16 a, stk. 2, § 16 b, stk. 2, § 24, stk. 1, 3.

pkt., § 25, 2. pkt., § 28, § 31, stk. 7, 8 og 10, § 33,

stk. 1, § 33 a, stk. 1, § 36, § 38, stk. 1, 2 og 7 og

stk. 8, 1. pkt., § 39, stk. 1, 3 og 4, §§ 40 og 45, §

46, stk. 1 og 2, § 49, stk. 1 og 2, § 50, stk. 2, § 52,

§ 53, stk. 1 og 2, § 61, stk. 1, §§ 61 b og 61 c, §

63, stk. 1, 2 og 4, § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4,

§ 64 a, § 64 c, stk. 4, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr.

3 og 4, § 64 d, stk. 3, jf. § 64, stk. 2, jf. stk. 1, nr.

3 og 4, § 65, stk. 1, § 66, § 67, stk. 1, § 74, stk. 1

og 3, § 75, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2-4, §§ 76, 78 og

101, § 102, stk. 2, 3, 5 og 6, §§ 103-106, § 106 a,

stk. 1-4, §§ 106 b og 106 c, § 106 d, stk. 1-5, §§

107 a og 117, § 118, stk. 5, § 119, § 120, stk. 1, 2.

pkt., og stk. 2, § 124, stk. 1, 2 og 5, § 125 b, stk.

1-4 og 6, § 125 c, stk. 1, § 125 d, § 125 e, stk. 1,

jf. § 125 b, stk. 1-4 og 6, § 125 e, stk. 1, jf. § 125

33. I

§ 373, stk. 1,

indsættes efter »§ 28,«: »§

29 a, 2. pkt.,«, og »§ 24, stk. 1, 3. pkt.,«

udgår.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

126

c, stk. 1, § 126, stk. 1 og 4, § 126 a, stk. 1-3, 5,

7 og 9, § 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e,

stk. 1, § 126 f, 1. pkt., § 126 g, stk. 1, § 146, stk.

1, § 147, stk. 1, § 149, stk. 1 og 3, §§ 150 og 151,

§ 152, stk. 1, § 153, stk. 1, §§ 154 og 170-175 a,

§ 175 g, stk. 1, 5 og 6, § 182, stk. 1 og 2, §§ 194,

195, 200, 200 a og 201, § 202, stk. 1 og 3, § 203,

stk. 1, § 204, stk. 1, § 226, stk. 1 og 2, § 227, §

248, stk. 1, § 248 a, stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1,

§§ 313 b og 334, § 343 v, stk. 1, § 343 ø, stk. 1, §

347, stk. 2, og § 417 c, stk. 1, 2 og 4, samt artikel

11, artikel 26, stk. 2, artikel 31, stk. 1, litra h,

artikel 73, stk. 1, artikel 92, stk. 1, artikel 93, stk.

1-5, artikel 97, stk. 1, artikel 394, stk. 1, artikel

395 og 398 og artikel 500, stk. 1, i Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013

om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter, og ar-

tikel 6, 7, 9 og 18-26, artikel 27, stk. 1 og 4,

og artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december

2017 om en generel ramme for securitisering og

om oprettelse af en specifik ramme for simpel,

transparent og standardiseret securitisering samt

artikel 3, stk. 1, 3, 4 og 6, artikel 5, artikel 6,

stk. 1-6, artikel 10, artikel 11, artikel 12, stk. 1,

artikel 13, stk. 2, artikel 15, stk. 2 og 3, artikel 16,

stk. 1, artikel 18, stk. 1 og 4, artikel 20, stk. 1 og

2, og artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning 2020/1503/EU af 7. oktober 2020 om

europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for er-

hvervslivet straffes med bøde eller fængsel indtil

4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt

efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2. ---

Stk. 3.

Med bøde straffes en finansiel virksom-

hed, en finansiel holdingvirksomhed eller en for-

sikringsholdingvirksomhed, der ikke efterkommer

et påbud, der er givet i medfør af § 126 c, stk. 4,

§ 126 f, § 152 k, stk. 4, § 175 g, stk. 3, § 243 a,

stk. 2, § 245 a, stk. 2, § 261, § 264, stk. 5, § 264

a, § 269 a, stk. 1, § 347 b, stk. 1, 1. pkt., § 347

c, stk. 1, § 348, stk. 2, 1. pkt., eller § 350, stk.

1, og overtrædelser af § 112, stk. 1, i selskabslo-

ven. Med bøde straffes endvidere den, som ikke

efterkommer et påbud, der er givet i medfør af §

34. I

§ 373, stk. 3, 1. pkt.,

indsættes efter

»givet i medfør af«: »§ 24, stk. 1, 3. pkt.,

§ 29, stk. 2,«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

127

351, stk. 2 og 3, og stk. 5, 3. pkt. Med bøde straf-

fes herudover den, som overtræder et forbud eller

en begrænsning eller restriktion meddelt i henhold

til artikel 16 eller 17 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 15. maj

2014 om dokumenter med central information

om sammensatte og forsikringsbaserede investe-

ringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er) eller

artikel 40-42 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for

finansielle instrumenter.

Stk. 4-13. ---

§2

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørel-

se nr. 2014 af 1. november 2021, som ændret

ved § 8 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021, § 4 i

lov nr. 2382 af 14. december 2021 og § 2 i

lov nr. 2383 af 14. december 2021, foretages

følgende ændringer:

Lov om kapitalmarkeder

Fodnoten.

Loven indeholder bestemmelser, der

gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 98/26/EF af 19. maj 1998, EF-Tidende

1998, nr. L 166, side 45, Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2001/34/EF af 28. maj 2001,

EF-Tidende 2001, nr. L 184, side 1, Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2002/47/EF af 14.

juni 2002, EF-Tidende 2002, nr. L 168, side 43,

dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/25/EF af 21. april 2004, EU-Tidende 2004,

nr. L 142, side 12, dele af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december

2004, EU-Tidende 2004, nr. L 390, side 38, de-

le af Kommissionens direktiv 2007/14/EF af 8.

marts 2007 om gennemførelsesbestemmelser til

visse bestemmelser i direktiv 2004/109/EF, EU-

Tidende, nr. L 69, side 27, Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2009/44/EF af 6. maj 2009,

EU-Tidende 2009, nr. L 146, side 37, dele af Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/73/EU

af 24. november 2010, EU-Tidende 2010, nr. L

327, side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rå-

1. I

fodnoten

til lovens titel indsættes efter

»»EF-Tidende 2002, nr. L 168, side 43,«:

»som ændret ved Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. de-

cember 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22,

side 1,«, og efter »EU-Tidende, nr. L 69,

side 27,« indsættes: »dele af Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF

af 11. juli 2007, EU-tidende 2007, nr.

L 184, side 17, som ændret ved Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2021/23 af 16. december 2020, EU-Tiden-

de 2021, nr. L 22, side 1,«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

128

dets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013,

EU-Tidende 2013, nr. L 294, side 13, Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af

15. maj 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 173, si-

de 349, dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016, EU-Tiden-

de 2016, nr. L 194, side 1, dele af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17.

maj 2017, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1,

og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2019/879/EU af 20. maj 2019 (BRRD II),

EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 296. I loven

er der medtaget visse bestemmelser fra Kommis-

sionens forordning nr. 1031/2010/EU af 12. no-

vember 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 302, si-

de 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning

nr. 236/2012/EU af 14. marts 2012, EU-Tidende

2012, nr. L 86, side 1, dele af Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning nr. 648/2012/EU af

4. juli 2012, EU-Tidende 2012, nr. L 201, side

1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

600/2014 af 15. maj 2014, EU-Tidende 2014,

nr. L 173, side 84, Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning nr. 909/2014 af 23. juli 2014,

EU-Tidende, nr. L 257, side 1, og Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU

af 16. april 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 173,

side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2015/2365/EU af 25. november 2015, nr. L 337,

side 1, Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2016/1011/EU af 8. juni 2016, EU-Tidende 2016,

nr. L 171, side 1, og Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning 2017/1129/EU af 14. juni 2017,

EU-Tidende 2017, nr. 168, side 12. Ifølge artikel

288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umid-

delbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse

bestemmelser i loven er udelukkende begrundet i

praktiske hensyn og berører ikke forordningernes

umiddelbare gyldighed i Danmark.

§ 1. ---

Stk. 2-10. ---

Stk. 11. Reglerne i §§ 203-208 gælder ikke for

begrænsninger af håndhævelsen af aftaler om fi-

nansiel sikkerhedsstillelse eller begrænsninger af

2. I

§ 1, stk. 12,

ændres »kapital« til: »kapi-

tel«, og efter »visse finansielle virksomhe-

der« indsættes: »eller i henhold til afsnit

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

129

virkningen af en aftale om finansiel sikkerheds-

stillelse og slutafregnings- eller modregningsbe-

stemmelse, der pålægges i henhold til kapital 5,

6 og 10 i lov om restrukturering og afvikling af

visse finansielle virksomheder.

V, kapitel III, afdeling 3, eller kapitel IV

i Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning (EU) 2021/23 af 16. december 2020

om et regelsæt for genopretning og afvik-

ling af centrale modparter«.

Efter § 210 f indsættes i kapitel 36 a før

overskriften før § 211:

»Indkaldelse til generalforsamling i en central

modpart (CCP)

§ 210 g.

En central modpart (CCP) kan ind-

kalde til generalforsamling med henblik på at

foretage en kapitalforhøjelse senest 10 dage

før generalforsamlingen, hvis Finanstilsynet

har vurderet, at betingelserne i artikel 18 i Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2021/23 af 16. december 2020 om et regel-

sæt for genopretning og afvikling af centrale

modparter er opfyldt, og den centrale mod-

part (CCP) vurderer, at kapitalforhøjelsen er

nødvendig for at forhindre, at den centrale

modpart (CCP) bliver nødlidende. Indkaldel-

se til generalforsamling i henhold til 1. pkt.

kan foretages, hvis generalforsamlingen med

to tredjedele af de afgivne stemmer ændrer

selskabets vedtægter til at indeholde denne

mulighed.

Stk. 2.

Tidsfrister i §§ 94, 98 og 99 i selska-

bsloven finder ikke anvendelse på generalfor-

samlinger indkaldt i overensstemmelse med

stk. 1.«

§ 211. ---

Stk. 2.

Finanstilsynet påser endvidere overholdel-

sen af:

1-10) ---

4. I

§ 211, stk. 2,

indsættes som

nr. 11:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

130

»11) Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning (EU) 2021/23 af 16. december 2020 om

et regelsæt for genopretning og afvikling af

centrale modparter og regler fastsat i medfør

heraf.«

Stk. 3 og 4. ---

5. Efter § 212 indsættes før overskriften før

§ 213:

»§ 212 a.

Finanstilsynet er afviklingsmyndig-

hed for en central modpart (CCP) i henhold til

artikel 4, stk. 1, artikel 9, 10, 13-18, artikel 22,

litra a, nr. ii, artikel 33, stk. 8, artikel 53, stk.

2, artikel 70, stk. 2 og 3, artikel 73, 75, 79, 80,

83 og 84 i Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020

om et regelsæt for genopretning og afvikling

af centrale modparter.

Stk. 2.

Finanstilsynet forelægger en genopret-

ningsplan fra en central modpart (CCP) for

Finansiel Stabilitet. Finansiel Stabilitet kan

komme med anbefalinger til Finanstilsynet om

genopretningsplanens indhold.

Stk. 3.

Finansiel Stabilitet udarbejder og ved-

ligeholder afviklingsplaner i henhold til arti-

kel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning (EU) 2021/23 af 16. december 2020

om et regelsæt for genopretning og afvikling

af centrale modparter, som Finanstilsynet ved-

tager efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 4.

Finansiel Stabilitet forelægger en vur-

dering af afviklingsmulighederne for en cen-

tral modpart (CCP) for Finanstilsynet i hen-

hold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. decem-

ber 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

131

Stk. 5.

Finanstilsynet indsender efter indstil-

ling fra Finansiel Stabilitet en rapport til den

centrale modpart (CCP) om afviklingshindrin-

ger i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16.

december 2020 om et regelsæt for genopret-

ning og afvikling af centrale modparter.

Stk. 6.

Finanstilsynet træffer afgørelse i hen-

hold til artikel 22, litra a, nr. ii, i Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23

af 16. december 2020 om et regelsæt for gen-

opretning og afvikling af centrale modparter

efter indstilling fra Finansiel Stabilitet.

Stk. 7.

Finanstilsynet udfører opgaverne som

afviklingsmyndighed med en passende opera-

tionel uafhængighed af Finanstilsynets tilsyns-

virksomhed.

§ 212 b.

Erhvervsministeriet er det kompeten-

te ministerium i henhold til Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16.

december 2020 om et regelsæt for genopret-

ning og afvikling af centrale modparter.«

§ 220.

Finanstilsynet kan påbyde en fysisk eller

juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller

handling, hvis denne ikke opfylder sine forpligtel-

ser efter denne lov eller regler fastsat i medfør

heraf og efter forordningerne nævnt i § 211, stk.

2, eller regler fastsat i medfør heraf. Påbud kan

ligeledes gives til sammenslutninger af juridiske

personer.

Stk. 2.

Danmarks Nationalbank kan, når der er

tale om et registreret betalingssystem omfattet af

kapitel 32, påbyde en fysisk eller juridisk person

at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis

denne ikke opfylder sine forpligtelser efter denne

lov eller regler fastsat i medfør heraf og efter

forordningerne nævnt i § 211, stk. 2, eller regler

fastsat i medfør heraf. Påbud kan ligeledes gives

til sammenslutninger af juridiske personer.

6. I

§ 220, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 211, stk. 2, eller regler

fastsat i medfør heraf«: »eller efter forord-

ninger fastsat i medfør af de direktiver,

der gennemføres ved denne lov«.

6. I

§ 220, stk. 1, 1. pkt.,

stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 211, stk. 2, eller regler

fastsat i medfør heraf«: »eller efter forord-

ninger fastsat i medfør af de direktiver,

der gennemføres ved denne lov«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

132

§ 221.

Finanstilsynet kan påbyde en operatør af

et reguleret marked eller en udbyder af dataindbe-

retningstjenester at afsætte en direktør i virksom-

heden inden for en af Finanstilsynet fastsat frist,

hvis direktøren efter § 68, stk. 1, nr. 2-5, § 69, §

147, stk. 1, nr. 2-5, eller § 148 ikke kan varetage

stillingen.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan påbyde et medlem af

bestyrelsen i en operatør af et reguleret marked

eller i en udbyder af dataindberetningstjenester at

nedlægge sit hverv inden for en af Finanstilsynet

fastsat frist, hvis bestyrelsesmedlemmet efter §

68, stk. 1, nr. 2-5, § 69, § 147, stk. 1, nr. 2-5, eller

§ 148 ikke kan varetage hvervet.

Stk. 3. ---

Stk. 4.

Finanstilsynet kan påbyde en operatør af

et reguleret marked eller en udbyder af dataind-

beretningstjenester at afsætte en direktør, når der

er rejst tiltale mod direktøren i en straffesag om

overtrædelse af straffeloven, denne lov eller an-

den finansiel lovgivning, indtil straffesagen er

afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at

vedkommende ikke opfylder kravene i § 68, stk.

1, nr. 3, eller § 147, stk. 1, nr. 3. Finanstilsynet

fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet. Fi-

nanstilsynet kan under samme betingelser som i 1.

pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en opera-

tør af et reguleret marked eller i en udbyder af da-

taindberetningstjenester at nedlægge sit hverv. Fi-

nanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af

påbuddet.

Stk. 5-8. ---

Stk. 9.

Drives en operatør af et reguleret mar-

ked eller en udbyder af dataindberetningstjenester

som en juridisk person uden en bestyrelse eller en

direktion, finder stk. 1-8 tilsvarende anvendelse

på den eller de ledelsesansvarlige.

7. I

§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt.,

stk. 9,

indsættes efter »en operatør af et reguleret

marked«: »eller en it-operatør af et detail-

betalingssystem«.

8. I

§ 221, stk. 2

stk. 4, 3. pkt.,

indsættes

efter »en operatør af et reguleret marked«:

»eller i en it-operatør af et detailbetalings-

system«.

7. I

§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt.,

stk. 9,

indsættes efter »en operatør af et reguleret

marked«: »eller en it-operatør af et detail-

betalingssystem«.

8. I

§ 221, stk. 2

stk. 4, 3. pkt.,

indsættes

efter »en operatør af et reguleret marked«:

»eller i en it-operatør af et detailbetalings-

system«.

7. I

§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt.,

stk. 9,

indsættes efter »en operatør af et reguleret

marked«: »eller en it-operatør af et detail-

betalingssystem«.

9. Efter § 221 indsættes før overskriften før

§ 222:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

133

»§ 221 a.

Finanstilsynet kan påbyde et med-

lem af den øverste ledelse i en central modpart

(CCP) eller enhver anden fysisk person, der

er ansvarlig for overtrædelse af artikel 9, stk.

1 og 9, artikel 13 eller artikel 70, stk. 1, i Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2021/23 af 16. december 2020 om et regelsæt

for genopretning og afvikling af centrale mod-

parter, at afholde sig fra at udøve funktioner

i en central modpart (CCP) i en midlertidig

periode.«

§ 231. ---

Stk. 2.

Følgende fysiske og juridiske personer an-

ses tillige som part i en sag, hvori der er eller

vil blive truffet afgørelse af Finanstilsynet efter

regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af

i medfør af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og

5, for så vidt angår den del af afgørelsen, som

vedrører den pågældende:

1 og2) ---

10. I

§ 231, stk. 2,

indsættes som

nr. 3

»3) Den centrale modpart (CCP), når Finans-

tilsynet har truffet afgørelse i medfør af § 221

4) Et medlem af bestyrelsen eller direktio-

nen eller en kapitalejer i en central modpart

(CCP), eller en juridisk eller fysisk person,

som Finanstilsynet finder har snævre forbin-

delser til den centrale modpart (CCP), når Fi-

nanstilsynet træffer afgørelse i medfør af arti-

kel 22, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. decem-

ber 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter.«

Stk. 3. ---

11. Efter § 251 indsættes:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

134

»§ 251 a.

Medmindre højere straf er forskyldt

efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde

overtrædelse af artikel 9, stk. 1 og 9, artikel 13

og artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. decem-

ber 2020 om et regelsæt for genopretning og

afvikling af centrale modparter.«

§ 254.

En operatør af en markedsplads, en central

modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en

udbyder af dataindberetningstjenester, et fonds-

mæglerselskab, et registreret betalingssystem, et

kontoførende institut, en administrator eller stiller

af benchmarks, en udsteder, en udbyder, en per-

son, der anmoder om optagelse af værdipapirer

til handel på et reguleret marked, en investor, en

tilbudsgiver, en deltager på markedet for emissi-

onskvoter, en positionstager, en repræsentant eller

en aktionær, der undlader at efterkomme et påbud

fra Finanstilsynet givet i medfør af § 220 eller af-

giver urigtige eller vildledende oplysninger til Fi-

nanstilsynet, straffes med bøde, medmindre højere

straf er forskyldt efter anden lovgivning. 1. pkt.

gælder tilsvarende for påbud til et registreret be-

talingssystem udstedt af Danmarks Nationalbank,

jf. § 180.

Stk. 2. ---

Stk. 3.

Giver en person, der er knyttet til en

operatør af en markedsplads, en central modpart

(CCP), en værdipapircentral (CSD), en udbyder

af dataindberetningstjenester, et fondsmæglersel-

skab, et registreret betalingssystem, et kontofø-

rende institut, en administrator eller stiller af ben-

chmarks, en udsteder, en udbyder, en person, der

anmoder om optagelse af værdipapirer til handel

på et reguleret marked, en investor, en tilbudsgi-

ver, en deltager på markedet for emissionskvoter,

en positionstager, en repræsentant eller en aktio-

nær, urigtige eller vildledende oplysninger til Fi-

nanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks Natio-

nalbank eller anden offentlig myndighed, straffes

den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4

måneder, medmindre højere straf er forskyldt ef-

ter den øvrige lovgivning.

13. I

§ 254, stk. 3,

ændres »eller en aktio-

nær« til: », en aktionær eller en fysisk

eller juridisk person, der udarbejder el-

ler udbreder investeringsanbefalinger el-

ler anden information, der anbefaler eller

foreslår en investeringsstrategi«.

12. I

§ 254, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »En opera-

tør af en markedsplads« til: »Undlader en

operatør af en markedsplads«, og »eller

en aktionær, der undlader« ændres til: »,

en aktionær eller en fysisk eller juridisk

person, der udarbejder eller udbreder in-

vesteringsanbefalinger eller anden infor-

mation, der anbefaler eller foreslår en in-

vesteringsstrategi,«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

135

§ 256.

Undlader en direktør, et bestyrelsesmedlem

eller en revisor hos en operatør af en markeds-

plads, en central modpart (CCP), en værdipapir-

central (CSD), en udbyder af dataindberetnings-

tjenester, et fondsmæglerselskab, et registreret be-

talingssystem, et kontoførende institut, en admini-

strator eller stiller af benchmarks, en udsteder, en

udbyder, en person, der anmoder om optagelse

af værdipapirer til handel på et reguleret marked,

en investor, en tilbudsgiver, en deltager på mar-

kedet for emissionskvoter, en positionstager, en

repræsentant eller en aktionær at efterkomme de

pligter, der efter denne lov eller regler fastsat i

medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2,

eller regler udstedt i medfør heraf påhviler dem

eller pålægges dem af Finanstilsynet, Erhvervs-

styrelsen eller, når der er tale om et registreret

betalingssystem, Danmarks Nationalbank, kan Fi-

nanstilsynet, Erhvervsstyrelsen henholdsvis Dan-

marks Nationalbank som tvangsmiddel pålægge

de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Stk. 2 og3. ---

14. I

§ 256, stk. 1,

ændres »eller en aktio-

nær« til: », en aktionær eller en fysisk

eller juridisk person, der udarbejder el-

ler udbreder investeringsanbefalinger el-

ler anden information, der anbefaler eller

foreslår en investeringsstrategi«.

15. I

§ 256, stk. 1,

indsættes efter »§ 211,

stk. 2, eller regler fastsat i medfør heraf«:

»eller efter forordninger fastsat i medfør

af de direktiver, der gennemføres ved

denne lov,«.

§3

I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lov-

bekendtgørelse nr. 1718 af 27. november

2020, som ændret ved § 4 i lov nr. 1940 af 15.

december 2020, § 6 i lov nr. 1163 af 8. juni

2021 og § 3 i lov nr. 2382 af 14. december

2021, foretages følgende ændringer:

Lov om investeringsforeninger

Fodnoten.

Loven indeholder bestemmelser, der

gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samord-

ning af love og administrative bestemmelser om

visse institutter for kollektiv investering i vær-

dipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direkti-

vet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, de-

le af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direk-

tiv 2009/65/EF om samordning af love og admini-

strative bestemmelser om visse institutter for kol-

1. I

fodnoten

til lovens titel ændres »og dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019, EU-

Tidende 2019, nr. L 188, side 106« til:

»dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019,

EU-Tidende 2019, nr. L 188, side 106,

og dele af Kommissionens delegerede di-

rektiv (EU) 2021/1270 af 21. april 2021

om ændring af direktiv 2010/43/EU for så

vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæ-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

136

lektiv investering i værdipapirer (investeringsin-

stitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, af-

lønningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014,

nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), Kom-

missionens direktiv 2007/16/EF af 19. marts 2007

om gennemførelse af Rådets direktiv 85/611/EØF

om samordning af love og administrative bestem-

melser om visse institutter for kollektiv investe-

ring i værdipapirer (investeringsinstitutter) med

hensyn til afklaring af bestemte definitioner, EU-

Tidende 2007, nr. L 79, side 11, Kommissionens

direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennem-

førelse af Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske

krav, interessekonflikter, god forretningsskik, ri-

sikostyring og indholdet af aftalen mellem en

depositar og et administrationsselskab, EU-Tiden-

de 2010, nr. L 176, side 42, Kommissionens di-

rektiv 2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemfø-

relse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser

om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer og

anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr. L

176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om

forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af

det finansielle system til hvidvask af penge eller

finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning 2012/648/EU

og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens

direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), EU-Ti-

dende 2015, nr. L 141, side 73, og dele af Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU

af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU)

2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod

anvendelse af det finansielle system til hvidvask

af penge eller finansiering af terrorisme og om

ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU,

EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43, og dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2017/828 af 17. maj 2017 om ændring af direk-

tiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til

langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr.

L 132, side 1. I loven er der endvidere medta-

get visse bestemmelser fra Kommissionens for-

ordning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gennem-

førelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

redygtighedsfaktorer, der skal tages hen-

syn til i forbindelse med institutter for kol-

lektiv investering i værdipapirer (investe-

ringsinstitutter), EU-Tidende 2021, nr. L

277, side 141« og »og Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning 2017/2402/EU

af 12. december 2017 om en generel ram-

me for securitisering og om oprettelse

af en specifik ramme for simpel, trans-

parent og standardiseret securitisering

og om ændring af direktiv 2009/65/EF,

2009/138/EF og 2011/61/EU og forord-

ning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-

Tidende 2017, nr. L 347, side 35« æn-

dres til: »Europa-Parlamentets og Rådets

forordning 2017/2402/EU af 12. decem-

ber 2017 om en generel ramme for se-

curitisering og om oprettelse af en speci-

fik ramme for simpel, transparent og stan-

dardiseret securitisering og om ændring

af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og

2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF

og 648/2012/EU, EU-Tidende 2017, nr.

L 347, side 35 og Europa-Parlamentets

og Rådets Forordning nr. 1286/2014 af

26. november 2014 om dokumenter med

central information om sammensatte og

forsikringsbaserede investeringsprodukter

til detailinvestorer (PRIIP’er), EU-tidende

2014, nr. L 352, side 1«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

137

2009/65/EF for så vidt angår central investorin-

formation og de betingelser, der skal opfyldes,

når central investorinformation eller prospektet

udleveres på et andet varigt medium end papir

eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L 176,

side 1, Kommissionens forordning 2010/584/EU

af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så

vidt angår form og indhold af standardmodellen

til anmeldelsesskrivelse og erklæring om investe-

ringsinstituttet, brug af elektronisk kommunika-

tion mellem kompetente myndigheder i forbindel-

se med anmeldelser og procedurer ved kontrol-

ler og undersøgelser på stedet samt udveksling

af oplysninger mellem kompetente myndigheder,

EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af

14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-

Tidende 2017, nr. L 169, side 8, og Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU

af 12. december 2017 om en generel ramme

for securitisering og om oprettelse af en speci-

fik ramme for simpel, transparent og standardi-

seret securitisering og om ændring af direktiv

2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og for-

ordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Ti-

dende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288

i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart

i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestem-

melser i loven er således udelukkende begrundet i

praktiske hensyn og berører ikke forordningernes

umiddelbare gyldighed i Danmark.

§ 2.

I denne lov forstås ved:

1-20) ---

21)

Feederinstitut:

a) ---

b) en dansk UCITS eller en afde-

ling heraf, der har tilladelse efter §

12, stk. 2, henholdsvis § 15, stk. 3,

§ 16, stk. 3, eller § 17, stk. 3.

22-26) ---

2. Tre steder i

§ 2, nr. 21, litra b,

ændres

»stk. 3« til: »stk. 4«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

138

3. I § 2 indsættes som

nr. 27:

»27) Bæredygtighedsrisiko: Bæredygtigheds-

risiko som defineret i artikel 2, nr. 22), i Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2019/2088 af 27. november 2019 om bære-

dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren

for finansielle tjenesteydelser.«

§ 12. ---

Stk. 2 og3. ---

Stk. 4.

En dansk UCITS, der allerede udøver virk-

somhed og herefter får tilladelse som feederinsti-

tut, eller som har fået tilladelse til at investere

i et nyt masterinstitut, skal senest 30 dage før

den i nr. 3 nævnte dato udlevere følgende til sine

investorer:

1) ---

Den i § 103 nævnte centrale inve-

storinformation for feederinstituttet

og masterinstituttet.

4. I

§ 12, stk. 4, nr. 2,

ændres »centrale in-

vestorinformation« til: »centrale informa-

tion«.

3 og4) ---

Stk. 5 og 6. ---

§ 15. ---

Stk. 2. ---

5. I

§ 15

indsættes efter stk. 2 som nyt styk-

ke:

»Stk. 3.

En investeringsforening, hvis nyopret-

tede afdeling ønsker at fravige spredningsreg-

lerne i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op

til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finans-

tilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks

for afdelingens overholdelse af princippet om

risikospredning.«

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

139

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Stk. 3. ---

§ 16. ---

Stk. 2. ---

6. I

§ 16

indsættes efter stk. 2 som nyt styk-

ke:

»Stk. 3.

En SIKAV, hvis nyoprettede afdeling

ønsker at fravige spredningsreglerne i kapitel

15, bortset fra § 150, stk. 1, i op til 6 må-

neder fra tilladelsen skal have Finanstilsynets

godkendelse af bestyrelsens instruks for afde-

lingens overholdelse af princippet om risiko-

spredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Stk. 3. ---

§ 17. ---

Stk. 2. ---

7. I

§ 17

indsættes efter stk. 2 som nyt styk-

ke:

»Stk. 3.

En værdipapirfond, hvis nyoprettede

afdeling ønsker at fravige spredningsreglerne

i kapitel 15, bortset fra § 150, stk. 1, i op

til 6 måneder fra tilladelsen skal have Finans-

tilsynets godkendelse af bestyrelsens instruks

for afdelingens overholdelse af princippet om

risikospredning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Stk. 3. ---

§ 63. ---

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

140

8. I

§ 63

indsættes efter stk. 1 som nyt styk-

ke:

»Stk. 2.

En investeringsforening skal tage hen-

syn til bæredygtighedsricisi, når investerings-

foreningen opfylder kravene i stk. 1.«

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

Stk. 2 og 3. ---

Stk. 4.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler

forholdene nævnt i stk. 1 og 2,

9. I

§ 63, stk. 4, nr. 1,

der bliver stk. 5, nr. 1,

ændres »stk. 1 og 2,« til: »stk. 1-3,«.

2-6) ---

Stk. 5. ---

Overskriften.

Prospekter, central investorinforma-

tion og oplysninger om andelsklasser.

10. I

overskriften

før § 102,

overskriften

før

§ 103,

§ 175, stk. 3, nr. 11,

§ 177,

stk. 1, nr. 11,

ændres »central investorin-

formation« til: »central information«.

10. I

overskriften

før § 102,

overskriften

før

§ 103,

§ 175, stk. 3, nr. 11,

§ 177,

stk. 1, nr. 11,

ændres »central investorin-

formation« til: »central information«.

10.

§ 103

affattes således:

»§ 103.

Ved udbud af andele i en dansk

UCITS skal den danske UCITS udarbejde og

på sin hjemmeside offentliggøre et dokument

med central information for hver afdeling eller

andelsklasse i overensstemmelse med kravene

i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

nr. 1286/2014/EU af 26. november 2014 om

dokumenter med central information om sam-

Overskriften.

Central investorinformation

§ 103.

Ved udbud af andele i en dansk UCITS

skal den danske UCITS udarbejde et dokument

med central investorinformation for hver afdeling

eller andelsklasse, der opfylder kravene i Kom-

missionens forordning (EU) nr. 583/2010 af 1.

juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamen-

tets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt an-

går central investorinformation og de betingelser,

der skal opfyldes, når central investorinformation

eller prospektet udleveres på et andet varigt me-

dium end papir eller via et websted. Den centrale

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

141

investorinformation skal udleveres til interessere-

de detailinvestorer og skal indeholde information

om de væsentlige karakteristika ved den danske

UCITS, afdelingen eller andelsklassen, så en de-

tailinvestor kan forstå karakteren af og risiciene

ved investering i de andele, som vedkommende

bliver tilbudt.

mensatte og forsikringsbaserede investering-

sprodukter til detailinvestorer, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Ved udbud af andele i en dansk UCITS

til professionelle investorer, kan den danske

UCITS, i stedet for at udarbejde et dokument

som anført i stk. 1, udarbejde et dokument

med central investorinformation for hver afde-

ling eller andelsklasse, der opfylder kravene i

Kommissionens forordning (EU) nr. 583/2010

af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF

for så vidt angår central investorinformation

og de betingelser, der skal opfyldes, når cen-

tral investorinformation eller prospektet udle-

veres på et andet varigt medium end papir

eller via et websted.

Stk. 3.

Den danske UCITS gennemgår regel-

mæssigt oplysningerne i dokumentet, jf. stk. 1

og 2, og ændrer dokumentet, hvis gennemgan-

gen viser, at det er nødvendigt. Den ændrede

udgave gøres straks tilgængelig på den danske

UCITS’ hjemmeside.

Stk. 4.

Dokumentet, jf. stk. 1 eller 2, og senere

ændringer heri skal være modtaget af Finans-

tilsynet senest 3 hverdage efter offentliggørel-

sen.«

Stk. 2.

Den danske UCITS skal løbende opdatere

de væsentlige dele af den centrale investorinfor-

mation.

Stk. 3.

Den centrale investorinformation skal of-

fentliggøres på den danske UCITS’ hjemmeside.

Stk. 4.

Dokumentet med central investorinforma-

tion og senere ændringer heri skal sendes til Fi-

nanstilsynet og være modtaget i Finanstilsynet se-

nest 3 hverdage efter offentliggørelsen.

Stk. 5.

Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om

indsendelse af den centrale investorinformation til

Finanstilsynet.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

142

Stk. 6.

Erhvervsministeren fastsætter nærmere

regler om indholdet og formen af den centrale

investorinformation og om udlevering heraf.

§ 103 a.

Den centrale investorinformation, jf. §

103, stk. 1, for investeringsforeninger, der ikke

har delegeret den daglige ledelse til et investe-

ringsforvaltningsselskab, skal angive, at oplysnin-

ger om investeringsforeningens aflønningspolitik,

jf. stk. 2, er tilgængelige via en hjemmeside, her-

under angive adressen på den pågældende hjem-

meside. Den centrale investorinformation skal til-

lige angive, at den pågældende investeringsfor-

ening vederlagsfrit udleverer en trykt udgave af

oplysningerne om investeringsforeningens afløn-

ningspolitik, jf. stk. 2.

Stk. 2.

Oplysningerne nævnt i stk. 1 skal bl.a.

indeholde en beskrivelse af, på hvilken baggrund

løn og goder tildeles, og angive navnet på den

person, der er ansvarlig for tildeling af løn og

goder. Har investeringsforeningen nedsat et afløn-

ningsudvalg, jf. § 48 b, stk. 1, skal oplysningerne

nævnt i stk. 1 angive dettes sammensætning.

§ 161.

Finanstilsynet påser overholdelsen af føl-

gende:

1-9) ---

12. I

§ 161, stk. 1,

indsættes som

nr. 10:

»10) Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning 1286/2014/EU af 26. november 2014 om

dokumenter med central information om sam-

mensatte og forsikringsbaserede investering-

sprodukter til detailinvestorer (PRIIP’er).«

Stk. 2-5. ---

§ 175. ---

Stk. 2.

---

11.

§ 103 a

ophæves.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

143

Stk. 3.

Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på oplys-

ninger i sager om:

1-10) ---

11)

Central investorinformation i hen-

hold til § 103 og regler udstedt i

medfør af § 103, stk. 6.

4. I

§ 12, stk. 4, nr. 2, overskriften

før § 102,

overskriften

før § 103,

§ 175, stk. 3, nr. 11,

§ 177, stk. 1, nr. 11,

ændres »central

investorinformation« til: »central informa-

tion«.

13. I

§ 175, stk. 3, nr. 11,

udgår »og regler

udstedt i medfør af § 103, stk. 6«.

Stk. 4-12. ---

§ 177.

Finanstilsynet skal orientere offentligheden

om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, an-

klagemyndigheden eller domstolene, og som er af

almen interesse eller af betydning for forståelsen

af følgende bestemmelser:

1-10) ---

11)

Central investorinformation, jf. §

103.

4. I

§ 12, stk. 4, nr. 2, overskriften

før § 102,

overskriften

før § 103,

§ 175, stk. 3, nr. 11,

§ 177, stk. 1, nr. 11,

ændres »central

investorinformation« til: »central informa-

tion«.

Stk. 2. ---

§ 190.

Overtrædelse af § 3, stk. 1-6, § 4, stk. 1-4,

§ 5, § 9, stk. 3, § 10, stk. 3, § 11, stk. 3, § 12,

stk. 4 og 5, § 18, stk. 2 og 4, § 28, stk. 1 og 3, §

37, stk. 1, 1. pkt., § 47, stk. 1-3, § 48, stk. 1, 3,

4, 6 og 7, § 49, § 50, stk. 1 og 2, § 51, stk. 1-6,

§ 52, stk. 1-6, § 53, stk. 1-5, § 54, stk. 1, 1. pkt.,

og stk. 3, § 55, § 56, stk. 2, § 57, stk. 5, jf. stk. 3,

nr. 1 og 2, § 58, stk. 1, nr. 1, § 62, stk. 1 og 2, §

64, stk. 1-4, § 65, § 66, stk. 1, § 67, stk. 1, § 68,

stk. 1, § 69, § 73, stk. 1, § 74, stk. 1-4, § 75, stk.

1, §§ 76-78, § 82, stk. 1, 1. pkt., § 83, stk. 1, §

14. I

§ 190, stk. 1, 1. pkt.,

udgår »§ 103 a,«.

15. I

§ 190, stk. 1, 2. pkt.,

ændres, »§ 63, stk.

1 og 2« til: » § 63, stk. 1 og 3«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

144

84, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., § 85, § 86, stk.

1 og 2, § 87, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2.

pkt., §§ 88-90, § 91, 1. pkt., § 92, 1. pkt., § 93,

§ 94, stk. 1 og 5, § 97, stk. 1, 1. pkt., § 98, stk.

1, 1. pkt., og stk. 2 og 4, §§ 99 og 100, § 102,

stk. 1, 3 og 4, § 103, stk. 1, § 103 a, § 104, stk.

1, § 105, stk. 1, §§ 107 og 108, § 109, stk. 5, §

114, stk. 1, 5 og 6, § 116, stk. 2, § 132, stk. 1, §§

139-141, § 142, stk. 1, 2 og 4, § 143, § 144, stk. 1

og stk. 2, 2. pkt., §§ 145, 147 og 148, § 149, stk.

1, 4 og 5, § 150, § 151, stk. 1 og 3, §§ 152, 154

og 156, § 157, stk. 1-3, § 159, stk. 2, 1. pkt., og §

160, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil

4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt

efter den øvrige lovgivning. Overtrædelse af § 14

a, stk. 3, 5 og 6, §§ 38 og 46, § 48 a, stk. 1-6, § 48

b, § 48 c, § 51, stk. 1, nr. 5, § 52, stk. 1, nr. 6, §

59, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 60, stk. 1, stk. 2, 1.

pkt., og stk. 3, 1. og 2. pkt., § 61, stk. 1, stk. 2, 1.

pkt., stk. 3, 1. og 2. pkt., og stk. 4 og 6, § 63, stk.

1 og 2, § 63 a, stk. 1, § 63 b, stk. 1, § 63 c, stk. 1,

§ 166, stk. 3, § 176, stk. 1, 1.-5. pkt., stk. 3, 1.-7.

pkt., og stk. 5, og § 199, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2-4. ---

16. I

§ 190

indsættes efter stk. 4 som nyt

stykke:

»Stk. 5.

Med bøde straffes den, som overtræ-

der et forbud, en begrænsning eller en restrik-

tion meddelt i henhold til artikel 17 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1286/2014 om dokumenter med central infor-

mation om sammensatte og forsikringsbase-

rede investeringsprodukter til detailinvestorer

(PRIIP’er).«

Stk. 5-8 bliver herefter stk. 6-9.

Stk. 5-8. ---

§4

I lov om forebyggende foranstaltninger mod

hvidvask og finansiering af terrorisme, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 1062 af 19. maj 2021, som

ændret ved § 302 i lov nr. 1155 af 8. juni

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

145

2021, § 7 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 5

i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages

følgende ændring:

Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvid-

vask og finansiering af terrorisme

§ 38. ---

Stk. 2-7. ---

Stk. 8.

Tavshedspligten i stk. 1 er ikke til hinder

for, at advokater, revisorer, eksterne bogholdere

og skatterådgivere fraråder deres klient at udøve

ulovlig virksomhed.

1. I

§ 38, stk. 8,

indsættes efter »er«: »dog«.

§5

I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr.

2710 af 7. december 2021, som ændret ved § 8

i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages

følgende ændringer:

Lov om betalinger

§ 1. ---

Stk. 2-4. ---

Stk. 5.

§ 66, § 75, § 77, stk. 1, nr. 1 og 2, § 79,

stk. 2, § 82, stk. 1 og 2, §§ 96, 99, 100, 104,

108, 117-119, 122, 123 og 125, finder anvendel-

se på ikkevederlagsfrie elektroniske tjenester, der

kan benyttes til at erhverve varer eller tjeneste-

ydelser, og betalingstransaktioner, hvor betalerens

samtykke til at gennemføre transaktionen medde-

les ved hjælp telekommunikationsudstyr og beta-

lingen sker til den operatør, der driver kommu-

nikationsnettet, og som kun agerer som mellem-

mand mellem brugeren af betalingstjenesten og

leverandøren af varer og tjenesteydelser, uden at

disse tjenester udgør en betalingstjeneste omfattet

af bilag 1, uanset § 5, nr. 17.

1. I

§ 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt.,

§ 6, stk.

ændres »104« til: »104 og 104 a«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

146

Stk. 6. ---

Stk. 7.

Erhvervsministeren kan dispensere helt el-

ler delvist fra lovens §§ 26-29, 42 og 50-59, §

81, stk. 1- 4, §§ 112 og 120-123, § 124, stk. 4,

og § 125, der dermed ikke finder anvendelse på

en bestemt tjeneste eller bestemte typer af tjene-

ster. Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte

supplerende regler for bestemte typer af tjenester.

Stk. 8. ---

Stk. 9.

Erhvervsministeren kan for tjenester og

betalingstransaktioner, der er omfattet af § 1, stk.

5, dispensere helt eller delvis fra § 66, § 75, §

77, stk. 1, nr. 1 og 2, § 79, stk. 2, § 82, stk. 1

og 2, og §§ 96, 99, 100, 104, 108, 117-119, 122,

123 og 125, der dermed ikke finder anvendelse

på en bestemt tjeneste eller betalingstransaktion

eller bestemte typer af tjenester eller betalings-

transaktioner. Erhvervsministeren kan endvidere

fastsætte supplerende regler for bestemte typer af

tjenester eller betalingstransaktioner.

§ 4. ---

Stk. 2. ---

Stk. 3.

Kapitel 5-8 med undtagelse af § 67, stk.

1, nr. 2, § 72, stk. 1, nr. 2, litra e, § 72, stk.

1, nr. 5, litra f, §§ 76, 101, 102, 104 og 106, §

113, stk. 1, § 120 og § 121, stk. 1 og 3, finder an-

vendelse på de dele af betalingstransaktioner, der

gennemføres i lande inden for Den Europæiske

Union eller i et land, som Unionen har indgået

aftale med på det finansielle område, hvor enten

kun betaleren eller betalingsmodtagerens udbyder

af betalingstjenester er etableret i et land inden

for Den Europæiske Union eller i et land, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle

område, uanset hvilken valuta betalingstransaktio-

nen ydes i.

§ 6. ---

Stk. 2. ---

3. I

§ 4, stk. 3,

ændres »104 og 106« til:

»104, 104 a og 106«.

1. I

§ 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt.,

§ 6, stk.

ændres »104« til: »104 og 104 a«.

2. I

§ 1, stk. 7,

ændres »§ 81, stk. 1-4« til: »§

81, stk. 1-3«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

147

Stk. 3.

En udbyder af betalingstjenester kan aftale

med en bruger, der ikke er en forbruger, at kapitel

5 og § 80, § 82, stk. 3, og §§ 97, 98, 100-102,

104, 111, 112, 117-119 og 125 ikke skal finde

anvendelse.

Stk. 4 og5. ---

§ 81.

En betalingsmodtager er forpligtet til at

modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra

kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis denne modtager beta-

lingsinstrumenter omfattet af denne lov, jf. dog §

5 i hvidvaskloven og stk. 2, 3 og 5.

Stk. 2. ---

Stk. 3.

Betalingsmodtagere, som er beliggende i

områder, hvor der kan være en forhøjet risiko

for røveri forbundet med modtagelse af kontanter,

er uanset stk. 1 alene forpligtet til at modtage

kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00. Erhvervsmini-

steren fastsætter, i hvilke områder i Danmark der

kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet

med modtagelse af kontanter. Erhvervsministeren

offentliggør en meddelelse herom på Erhvervsmi-

nisteriets hjemmeside.

Stk. 4.

Betalingsmodtagere, der ønsker kun at

modtage kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00, jf.

stk. 3, skal forinden underrette Finanstilsynet her-

om.

1. I

§ 1, stk. 5, § 1, stk. 9, 1. pkt.,

§ 6, stk.

ændres »104« til: »104 og 104 a«.

4. I

§ 81, stk. 1,

ændres »stk. 2, 3 og 5 « til:

»stk. 2-6«.

5. I

§ 81, stk. 3,

indsættes efter 1. pkt.

som nyt punktum: »Betalingsmodtagere,

der ikke modtager kontanter i tidsrummet

kl. 20.00-22.00, skal opsætte skilte her-

om.«

§ 81, stk. 4,

ophæves, og i stedet indsæt-

tes:

»Stk. 4.

Betalingsmodtagere kan fravige stk. 1

for så vidt angår betalinger fra betalere, der

ikke er forbrugere.

Stk. 5.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på beta-

lingsmodtagere, når disse indgår som en del af

festivaler, byfester og lignende arrangementer

af midlertidig karakter, der opfylder følgende

betingelser:

1) Arrangementet varer maksimalt 14 dage.

2) Arrangementet forekommer højst én gang

årligt.

3) Arrangementet afholdes inden for et ge-

ografisk afgrænset område med adgangs-

kontrol.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

148

4) Arrangøren af arrangementet har forud for

forbrugerens tilmelding til arrangementet

tydeligt oplyst forbrugeren om, at der ikke

kan betales med kontanter. Hvis arrange-

mentet ikke kræver tilmelding, skal det

være tydeligt oplyst i markedsføringen af

arrangementet.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

Stk. 5. ---

§ 97. ---

Stk. 2.

Indsigelser mod uautoriserede eller fejlbe-

hæftede betalingstransaktioner, der er iværksat via

en udbyder af betalingsinitieringstjenester, skal

rettes til den kontoførende udbyder i henhold til

stk. 1, jf. dog § 99, stk. 2 og 3, og § 104.

§ 103. ---

Stk. 2.

Er den entydige identifikationskode, som

brugeren har angivet, ukorrekt, er udbyderen ik-

ke ansvarlig i henhold til § 104 for manglende

gennemførelse eller mangelfuld gennemførelse af

betalingstransaktionen.

Stk. 3-6. ---

§ 104.

Iværksættes en betalingsordre af betaleren,

er betalerens udbyder over for betaleren ansvarlig

for direkte tab som følge af manglende eller man-

gelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen,

medmindre betalerens udbyder kan bevise, at be-

talingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet

i overensstemmelse med § 97, § 103, stk. 2, 4 og

5, og § 108. Efter at betalingsmodtagerens udby-

der har modtaget beløbet, er denne over for beta-

lingsmodtageren ansvarlig for direkte tab som føl-

ge af manglende eller mangelfuld gennemførelse

af betalingstransaktionen. Betalerens udbyder skal

§ 104

ophæves og i stedet indsættes:

»§ 104.

Iværksættes en betalingsordre af be-

taleren, er betalerens udbyder over for betale-

ren, med forbehold for § 97, § 103, stk. 2,

4 og 5, og § 108, ansvarlig for manglende

eller mangelfuld gennemførelse af betalings-

transaktionen, medmindre betalerens udbyder

kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder

har modtaget beløbet. Efter at betalingsmodta-

gerens udbyder har modtaget beløbet, er beta-

lingsmodtagerens udbyder over for betalings-

modtageren og med forbehold for § 97, §

8. I

§ 103, stk. 2,

ændres »§ 104« til: »§§

104 og 104a«.

7. I

§ 97, stk. 2,

ændres »§ 104« til: »§§ 104

og 104 a«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

149

dog altid forsøge at spore betalingstransaktionen

og orientere betaleren om resultatet.

103, stk. 2, 4 og 5, og § 108, ansvarlig for

manglende eller mangelfuld gennemførelse af

betalingstransaktionen.

Stk. 2.

Betalerens udbyder skal efter anmod-

ning øjeblikkeligt forsøge at spore betalings-

transaktionen og orientere betaleren om resul-

tatet uden omkostninger for betaleren.

Stk. 3.

Hvor betalerens udbyder er ansvarlig

efter stk. 1, 1. pkt., skal udbyderen uden unø-

dig forsinkelse godtgøre betalerens direkte tab

og, hvor det er relevant, føre den debiterede

betalingskonto tilbage til den situation, der vil-

le have været gældende, hvis den mangelfulde

betalingstransaktion ikke var blevet gennem-

ført. Valørdatoen for kreditering af betalerens

betalingskonto må ikke ligge senere end den

dato, hvor beløbet blev debiteret.

Stk. 4.

Hvor betalingsmodtagerens udbyder er

ansvarlig efter stk. 1, 2. pkt., udbyderen godt-

gøre betalingsmodtagers direkte tab, herun-

der øjeblikkeligt stille betalingstransaktionsbe-

løbet til rådighed for betalingsmodtageren,

med forbehold for § 115, stk. 2, og, hvor

det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens

betalingskonto det tilsvarende beløb. Valørda-

toen for krediteringen af betalingsmodtagerens

betalingskonto må ikke ligge senere end den

valørdato, som beløbet skulle have haft, hvis

transaktionen var gennemført korrekt, jf. §

115.

Stk. 5.

Gennemføres en betalingstransaktion

for sent, sikrer betalingsmodtagerens udbyder

efter anmodning fra betalerens udbyder, at

valørdatoen for kreditering af betalingsmodta-

gerens betalingskonto ikke ligger senere end

den dato, som beløbet skulle have haft som

valørdato, hvis transaktionen var gennemført

korrekt.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

150

§ 104 a.

Iværksættes en betalingsordre af el-

ler via betalingsmodtageren, er dennes udby-

der over for betalingsmodtageren, med forbe-

hold for § 97, § 103, stk. 2, 4 og 5, og §

108, ansvarligfor manglende eller mangelfuld

fremsendelse af betalingsordren til betalerens

udbyder, for betalingsmodtagerens direkte tab

i overensstemmelse med omfanget i § 104,

stk. 4.

Stk. 2.

Er betalingsmodtagerens udbyder an-

svarlig efter stk. 1, skal udbyderen øjeblikke-

ligt videresende den pågældende betalingsor-

dre til betalerens udbyder.

Stk. 3.

Ved forsinket fremsendelse af beta-

lingsordren skal beløbet have valørdato på be-

talingsmodtagerens betalingskonto senest den

dato, som beløbet skulle have haft valørdato,

hvis transaktionen var gennemført korrekt.

Stk. 4.

Betalingsmodtagerens udbyder skal ef-

ter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore

betalingstransaktionen og orientere betalings-

modtager om resultatet uden omkostninger for

betalingsmodtageren.

Stk. 5.

Er betalingsmodtagerens udbyder ikke

ansvarlig i henhold til stk. 1 i denne bestem-

melse, er betalerens udbyder over for betale-

ren ansvarlig for direkte tab i henhold til §

104, medmindre betalerens udbyder kan bevi-

se, at betalingsmodtagerens udbyder har mod-

taget transaktionsbeløbet. Er betalerens udby-

der ansvarlig, skal denne om nødvendigt og

uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren

det manglende eller mangelfuldt betalte beta-

lingstransaktionsbeløb og føre den debiterede

betalingskonto tilbage til den situation, der vil-

le have været gældende, hvis den mangelfulde

betalingstransaktion ikke var blevet gennem-

ført. Valørdatoen for kreditering af betalerens

betalingskonto må ikke ligge senere end den

dato, hvor beløbet blev debiteret.«

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

151

Stk. 2.

Iværksættes en betalingsordre af eller via

betalingsmodtageren, er dennes udbyder over for

betalingsmodtageren ansvarlig for direkte tab som

følge af manglende eller mangelfuld fremsendelse

af betalingsordren til betalerens udbyder, jf. § 97,

§ 103, stk. 2, 4 og 5, og § 108. Herudover fin-

der stk. 1 tilsvarende anvendelse. Betalingsmodta-

gerens udbyder skal dog altid forsøge at spore

betalingstransaktionen og orientere betalingsmod-

tageren om resultatet.

§ 106.

En udbyder af betalingstjenester, der har

erstattet et tab, jf. §§ 99 eller 104, som følge af

forhold hos en anden udbyder eller tredjemand,

kan kræve erstatningen godtgjort af den pågæl-

dende.

§ 107.

Er en betaling udeblevet eller forsinket

under omstændigheder som nævnt i § 104, stk. 1

og 2, eller § 105, stk. 1 og 2, kan misligholdelses-

beføjelser ikke af den grund gøres gældende over

for betaleren, bortset fra krav på rente. Er beløbet

debiteret betalerens konto, er betaling sket med

frigørende virkning for betaleren.

§ 124. ---

Stk. 2.

En udbyder af betalingstjenester og en ud-

steder af elektroniske penge skal på forhånd ind-

hente udtrykkeligt samtykke fra en bruger af be-

talingstjenester, hvis udbyderen eller udstederen

behandler personoplysninger i forbindelse med

udbuddet af betalingstjenesten.

12. I

§ 124, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

En udbyder af betalingstjenester og en

udsteder af elektroniske penge må kun tilgå,

behandle og opbevare personoplysninger, som

er nødvendige for ydelse af betalingstjenester,

med brugerens udtrykkelige samtykke.«

13.

§ 124, stk. 3,

indsættes efter: »Uanset stk.

2«: »og § 125, stk. 3,«.

10. I

§ 106

ændres »eller 104« til: »,104 eller

104 a«.

11. I

§ 107, 1. pkt.,

ændres »§ 104, stk. 1 og

2,« til: »§ 104, stk. 1, § 104 a, stk. 1,«.

Stk. 3.

Uanset stk. 2 må en udbyder af betalings-

tjenester og betalingssystemer og en udsteder af

elektroniske penge behandle personoplysninger

til brug for forebyggelse, efterforskning, retshånd-

hævelse og opdagelse af misbrug eller svig, eller

hvis behandlingen er hjemlet ved anden lov.

Stk. 4. ---

§ 125. ---

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

152

Stk. 2.

En erhvervsdrivende skal på forhånd ind-

hente udtrykkeligt samtykke fra en bruger, hvis

den erhvervsdrivende behandler betalingsoplys-

ninger i forbindelse med udbuddet af en tjeneste,

der er direkte henvendt til brugeren, jf. stk. 3, nr.

14.

§ 125, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

En erhvervsdrivende må kun behandle

betalingsoplysninger i forbindelse med udbud-

det af en tjeneste, der er direkte henvendt til

brugeren, med brugerens udtrykkelige samtyk-

ke, jf. stk. 3, nr. 2.«

Stk. 3-6. ---

§ 136. ---

Stk. 2. ---

Stk. 3.

Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplysnin-

ger i sager omfattet af kapitel 5-7.

Stk. 4-11. ---

§6

I lov om fondsmæglerselskaber og investe-

ringsservice og –aktiviteter, jf. lov nr. 1155 af

8. juni 2021, som ændret ved § 13 i lov nr.

2382 af 14. december 2021, foretages følgen-

de ændringer:

Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-

vice og –aktiviteter

§ 10.

I denne lov forstås ved:

1-62) ---

15. I

§ 136, stk. 3,

indsættes efter »kapitel

5-7«: », bortset fra §§ 84-91«.

§ 10

indsættes som

nr. 63:

»63) Råvare- og emissionskvotehandler: en

virksomhed, hvis hovedaktivitet udelukkende

består i at yde eller udføre investeringsservice

og -aktiviteter i relation til råvarederivater, rå-

varederivataftaler, derivater af emissionskvo-

ter eller emissionskvoter som omhandlet i nr.

4-7 og 9-11, i bilag 2 til lov om fondsmæg-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

153

lerselskaber og investeringsservice og -aktivi-

teter.«

2. Efter § 46 indsættes før overskriften før §

47:

»Behandling af personnummer

§ 46 a.

Værdipapirhandlere og fondsmægler-

selskaber kan behandle oplysninger om per-

sonnummer med henblik på nødvendig enty-

dig identifikation i relation til eksisterende

kundeforhold ved varetagelse af administrati-

ve opgaver og rådgivning.«

§ 224. ---

3. I

§ 224

indsættes som

stk. 2

»Stk. 2.

Er der tale om en fondsmæglersel-

skabskoncern med tilstedeværelse i Danmark

og andre medlemsstater, kan Finanstilsynet og

de andre relevante kompetente myndigheder

efter fælles aftale afgørelse udpege en koncer-

ntilsynsførende og dermed afvige fra princip-

per om fastlæggelse af koncerntilsynsførende

og træffe afgørelse om at udpege en anden

koncerntilsynsførende, hvis formålet er at sik-

re effektivt tilsyn på konsolideret niveau eller

tilsyn med overholdelse af koncernkapitalte-

sten.

Stk. 3.

Inden de relevante kompetente myn-

digheder træffer en fælles afgørelse, får mode-

rinvesteringsholdingselskabet i Unionen eller

det blandede finansielle moderholdingselskab

i Unionen eller investeringsselskabet med den

største samlede balancesum, alt efter hvad der

er relevant, lejlighed til at udtale sig om nævn-

te tilsigtede fælles afgørelse.«

§ 253. ---

4. I

§ 253

indsættes som

stk. 2

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

154

»Stk. 2.

Finanstilsynet kan inden for rammerne

af Finanstilsynets beføjelser selv foretage veri-

fikationen.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan anmode en revisor

eller anden sagkyndig om at foretage verifika-

tionen upartisk og straks rapportere resultater-

ne.«

§ 257.

§ 255, stk. 1, er endvidere ikke til hinder

for, at fortrolige oplysninger videregives til føl-

gende:

1-13) ---

§ 257, stk. 1,

indsættes som

nr. 14:

»14) Kommissionen, når oplysningerne er

nødvendige for, at Kommissionen kan udøve

sine beføjelser.«

Stk. 2-6. ---

§7

I lov om restrukturering og afvikling af visse

finansielle virksomheder, jf. lovbekendtgørel-

se nr. 24 af 4. januar 2019, som ændret ved §

2 i lov nr. 2110 af 22. december 2020, § 305 i

lov nr. 1155 af 8. juni 2021, § 13 i lov nr. 1163

af 8. juni 2021, § 1 i lov nr. 1164 af 8. juni

2021 og § 18 i lov nr. 2382 af 14. december

2021, foretages følgende ændringer:

Lov om restrukturering og afvikling af visse finan-

sielle virksomheder

Fodnoten.

Loven gennemfører dele af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU

af 15. maj 2014 om et regelsæt for

genopretning og afvikling af kreditinstitut-

ter og om ændring af Rådets direktiv

82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF,

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»Loven indeholder bestemmelser, der gen-

nemfører dele af Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004

om overtagelsestilbud, EU-Tidende 2004, nr.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

155

2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU,

2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning

(EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012, EU-Ti-

dende nr. L 173, side 190.

L 142, side 12, som senest ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2021/23/EU af 16. december 2020, EU-Tiden-

de 2021, nr. L 22, side 1, dele af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF

af 11. juli 2007 om udøvelse af visse aktio-

nærrettigheder i børsnoterede selskaber, EU-

Tidende 2007, nr. L 184, side 17, som se-

nest ændret ved Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning 2021/23/EU af 16. decem-

ber 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side

1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om

et regelsæt for genopretning og afvikling af

kreditinstitutter og investeringsselskaber og

om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF

og Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF,

2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU,

2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning

(EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012,

EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 190, som

senest ændret ved Europa-Parlamentets og

Rådets forordning 2021/23/EU af 16. decem-

ber 2020, EU-Tidende 2021, nr. L 22, side

1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2017/1132/EU af 14. juni 2017 om

visse aspekter af selskabsretten, EU-Tidende

2017, nr. L 169, side 46, som senest ænd-

ret ved Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning 2021/23/EU af 16. december 2020,

EU-Tidende 2021, nr. L 22, side 1, dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2017/2399 af 12. december 2017 om ændring

af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår usi-

krede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge

ved insolvens, EU-tidende 2017, nr. L 345,

side 96, og dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2019/879/EU af 20. maj 2019

om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt

angår kreditinstitutters og investeringsselska-

bers tabsabsorberings- og rekapitaliseringska-

pacitet og af direktiv 98/26/EF, EU-Tidende

2019, nr. L 150, side 296.«

§ 1. ---

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

156

Stk. 1.

Denne lov finder anvendelse på pengeinsti-

tutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselska-

ber, der har tilladelse til at yde eller udføre en

eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i

lov om fondsmæglerselskaber og investeringsser-

vice og -aktiviteter nævnte investeringsservicer

og -aktiviteter

Stk. 2.

Loven finder anvendelse på finansielle hol-

dingvirksomheder her i landet, jf. § 2, nr. 13

Stk. 3.

Loven finder anvendelse på finansierings-

institutter her i landet, jf. § 2, nr. 15

2. I

§ 1, stk. 1,

indsættes efter »nævnte inve-

steringsservicer og -aktiviteter«: », jf. dog

stk. 4.«

3. I

§ 1, stk. 2,

indsættes efter »jf. § 2, nr.

13«: », jf. dog stk. 4.«

4. I

§ 1, stk. 3,

indsættes efter »jf. § 2, nr.

15«: », jf. dog stk. 4.«

5. I

§ 1

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

For virksomheder og enheder, der

samtidig er meddelt tilladelse som centrale

modparter (CCP’er) i henhold til artikel 14 i

forordning (EU) nr. 48/2012 af 4. juli 2012 om

OTC-derivater, centrale modparter og transak-

tionsregistre, finder alene denne lovs kapitel

11 a anvendelse.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

Stk. 2-4. ---

6. I

§ 1

indsættes som

stk. 6:

»Stk. 6.

Kapitel 11 a finder anvendelse på cen-

trale modparter (CCP’er).«

§ 2.

I denne lov forstås ved:

1-7) ---

7. I

§ 2

indsættes efter nr. 7 som nyt num-

mer:

»8) Central modpart (CCP): En central mod-

part som defineret i § 3, nr. 11, i lov om kapi-

talmarkeder.«

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

157

Nr. 8-23 bliver herefter nr. 9-24.

8-12) ---

13)

Finansiel holdingvirksomhed: En

modervirksomhed, der opfylder be-

tingelserne i § 5, stk. 1, nr. 10, i

lov om finansiel virksomhed, hvor

mindst én dattervirksomhed er om-

fattet af § 1, stk. 1, eller er et

udenlandsk kreditinstitut eller inve-

steringsselskab, der er meddelt tilla-

delse i et land inden for Den Euro-

pæiske Union eller i et land, som

Unionen har indgået aftale med på

det finansielle område, eller en blan-

det holdingvirksomhed, jf. § 5, stk.

1, nr. 51, i lov om finansiel virksom-

hed.

8. I

§ 2, nr. 13,

ændres »§ 5, stk. 1, nr. 10«

til: »§ 5, stk. 1, nr. 9«.

14-23) ---

§ 4. ---

Stk. 2.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for en

finansiel holdingvirksomhed. Finansiel Stabilitet

kan, uanset om betingelserne i stk. 1 ikke er op-

fyldt, iværksætte afviklingsforanstaltninger over

for en finansiel holdingvirksomhed, hvis følgende

betingelser er opfyldt:

1) ---

En eller flere af den finansielle holding-

virksomheds dattervirksomheder, som er

pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller

fondsmæglerselskaber I og ikke afvik-

lingsenheder, opfylder betingelserne for

afvikling.

10.

§ 4, stk. 2, nr. 2,

ændres »fondsmæg-

lerselskaber I og ikke afviklingsenheder«

til: »fondsmæglerselskaber, der har tilla-

delse til at yde eller udføre en eller begge

af de investeringsservicer og –aktiviteter

nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i

lov om fondsmæglerselskaber og investe-

ringsservice og -aktiviteter nævnte inve-

steringsservice og -aktiviteter«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

158

Finanstilsynet vurderer, at et sammen-

brud i en finansiel holdingvirksomheds

dattervirksomhed, som er et pengeinsti-

tut, realkreditinstitut eller fondsmægler-

selskab I og ikke en afviklingsenhed, vil

medføre risiko for sammenbrud i afvik-

lingskoncernen.

11. I

§ 4, stk. 2, nr. 3,

ændres »fondsmægler-

selskab I og ikke en afviklingsenhed« til:

»fondsmæglerselskab, der har tilladelse

til at yde eller udføre en eller begge

af de investeringsservicer og -aktiviteter

nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i

lov om fondsmæglerselskaber og investe-

ringsservice og -aktiviteter, og som ikke

er en afviklingsenhed«.

Stk. 3-6. ---

12.

Efter kapitel 11 indsættes:

»Kapitel 11 a

Restrukturering og afvikling af centrale mod-

parter (CCP’er)

»§ 59 a.

Finansiel Stabilitet er afviklingsmyn-

dighed for en central modpart (CCP) i henhold

til artikel 3, stk. 1, artikel 4, artikel 9, stk. 8,

artikel 18, stk. 6, artikel 19, stk. 1, artikel 21,

artikel 22, stk. 1, artikel 22, stk. 1, litra a, nr. i,

artikel 22, stk. 5, artikel 23-32, artikel 33, stk.

1-7, artikel 34-36, artikel 38-52, artikel 53,

stk. 1, artikel 54-69, artikel 70, stk. 2, artikel

71-75 og artikel 77-80 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2021/23 af 16. de-

cember 2020 om et regelsæt for genopretning

og afvikling af centrale modparter.

§ 59 b.

§§ 36-38, 45, 74, 76-78, 80, 84, 87,

89, 90, 93-99, 101, 102, 104, 109, 119-121,

135, 154-157, 160-164, 167-170, 174, 185,

186, 188, 191-193, 236-318 og 338-344 i sel-

skabsloven og kapitel 8 i lov om kapitalmar-

keder, finder ikke anvendelse ved Finansiel

Stabilitets iværksættelse og gennemførelse af

afviklingsforanstaltninger over forpå en cen-

tral modpart (CCP)’er.

Stk. 2.

Erhvervsministeren kan fastsætte nær-

mere regler og procedurer, der træder i stedet

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

159

for de i medfør af stk. 1 fravegne regler i

selskabsloven og lov om kapitalmarkeder.«

§8

I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1063 af 19. maj 2021, som

ændret ved § 301 i lov nr. 1155 af 8. juni

2021, § 9 i lov nr. 1163 af 8. juni 2021 og § 12

i lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages

følgende ændringer:

Lov om ejendomskreditselskaber

§ 3.

Finanstilsynet giver efter ansøgning et sel-

skab tilladelse til at udøve virksomhed som ejen-

domskreditselskab, når

1-2) ---

den person i selskabet, som er an-

svarlig for handel med pantebreve,

når selskabet udøver virksomhed

omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, og den,

som er ansvarlig for kreditgivning,

når selskabet udøver virksomhed

omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, opfyl-

der betingelserne i § 5, og

ejerne af kvalificerede andele i sel-

skabet opfylder principperne i §§

61-62 om ejerforhold i lov om fi-

nansiel virksomhed.

1. I

§ 3, stk. 1, nr. 3,

ændres »§ 5, og« til: »§

5,«

2. I

§ 3, stk. 1, nr. 4,

ændres »lov om fi-

nansiel virksomhed.« til »lov om finansiel

virksomhed, og«.

3. I

§ 3, stk. 1,

indsættes som

nr. 5:

»5) selskabet har en forretningsgang for kre-

ditværdighedsvurdering, jf. lov om kreditafta-

ler.«

Stk. 2-8. ---

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

160

§ 24.

En person eller et selskab, der kan doku-

mentere, at personen eller selskabet før den 1. juli

2010 har udøvet erhvervsmæssig handel med pan-

tebreve og har indsendt ansøgning om tilladelse

til Finanstilsynet senest den 1. januar 2011, kan

fortsætte hermed, indtil Finanstilsynet har truffet

afgørelse om tilladelse. For personen eller selska-

bet får § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, nr. 1 og 5, og § 8

først virkning fra den 1. januar 2011.

Stk. 2 og3. ---

4. I

§ 24, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »§ 3, stk. 1,

nr. 1 og 5« til: »§ 3, stk. 1, nr. 1, § 3, stk.

2«.

§9

I lov om finansielle rådgivere, investerings-

rådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 2016 af 1. november 2021,

som ændret ved § 6 i lov nr. 2382 af 14. de-

cember 2021, foretages følgende ændringer:

Lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgi-

vere og boligkreditformidlere

§ 3. ---

Stk. 2. ---

Stk. 3.

Finanstilsynet giver tilladelse, når følgende

betingelser er opfyldt, jf. dog stk. 4:

Virksomheden har hovedkontor og

hjemsted i Danmark, jf. dog stk. 5.

1. I

§ 3, stk. 3, nr. 1,

indsættes som

pkt.:

»Boligkreditformidlere, der ikke har

et vedtægtsmæssigt hjemsted, anses for

at have hovedkontor i den medlemsstat,

hvor virksomheden faktisk udøver sin ho-

vedvirksomhed.«

2-5) ---

Stk. 4-8. ---

§ 4 a.

Finanstilsynet opretter og fører et offentligt

rådgivere og boligkreditformidlere.

2. I

§ 4 a, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Registeret skal være tilgængeligt online og

løbende ajourføres«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

161

Stk. 2. ---

§ 10 c. ---

Stk. 2.

Finanstilsynet videresender den meddelel-

se, der er nævnt i stk. 1, til tilsynsmyndighederne

i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen

af meddelelsen og giver samtidigt underretning til

boligkreditformidleren om videresendelsen.

3. I

§ 10 c, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»Finanstilsynet underretter også tilsynsmyn-

dighederne om de kreditgivere, som boligkre-

ditformidleren er tilknyttet, og om kreditgiver-

ne tager det fulde ansvar for boligkreditfor-

midlerens aktiviteter.«

4. I

§ 10 c, stk. 3,

indsættes som

2. pkt.:

»Boligkreditformidleren må ikke yde sine tje-

nester i forbindelse med kreditaftaler, der til-

bydes af kreditgivere, der ikke er kreditinsti-

tutter, til forbrugere i en medlemsstat, hvor

kreditgiveren ikke må udøve sin virksomhed.«

Stk. 3.

Boligkreditformidleren kan påbegynde sin

virksomhed 1 måned efter den dato, hvor under-

retningen af boligkreditformidleren efter stk. 2 er

sket.

§ 10 d. ---

Stk. 2. ---

5. I

§ 10 d

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Finanstilsynet anvender oplysninger

fra hjemlandet til at optage de nødvendige op-

lysninger i sit register og underretter om nød-

vendigt boligkreditformidleren om betingelser

for udførelsen af aktiviteter, der ikke er EU-

harmoniseret i værtslandet.«

§ 10

I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendt-

gørelse af 378 af 2. april 2020, som ændret

ved § 6 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, § 6

i lov nr. 1940 af 15. december 2020 og §7 i

lov nr. 2382 af 14. december 2021, foretages

følgende ændring:

Lov om forsikringsformidling

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

162

1. Efter § 12 a indsættes før overskriften før

§ 13:

»Behandling af personnummer

§ 12 b.

Forsikringsformidlere og accessoriske

forsikringsformidlere kan behandle oplysnin-

ger om personnummer med henblik på nød-

vendig entydig identifikation i relation til ek-

sisterende kundeforhold ved varetagelse af ad-

ministrative opgaver og rådgivning.«

§ 11

I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugs-

lånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov

nr. 1563 af 27. december 2019, § 1 i lov nr.

801 af 9. juni 2020, § 9 i lov nr. 1940 af 15.

december 2020 og § 11 i lov nr. 2382 af 14.

december 2021, foretages følgende ændring:

Lov om forbrugerlånsvirksomheder

Efter § 8 indsættes:

»Behandling af personnummer

§ 8 a.

Forbrugslånsvirksomheder kan behand-

le oplysninger om personnummer med henblik

på nødvendig entydig identifikation i relation

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

163

til eksisterende kundeforhold ved varetagelse

af administrative opgaver og rådgivning.

Kreditværdighedsvurdering«.

§ 12

I lov nr. 1374 af 13. december 2019 om æn-

dring af lov om finansiel virksomhed, lov om

betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om

investeringsforeninger m.v. og selskabsloven

og forskellige andre love, foretages følgende

ændring:

Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed,

lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om

investeringsforeninger m.v. og selskabsloven og

forskellige andre love.

§ 19. ---

Stk. 2-6. ---

Stk. 7.

Erhvervsministeren fremsætter senest i fol-

ketingsåret 2021-22 forslag om revision af § 122,

stk. 2, i lov om betalinger, jf. denne lovs § 7, nr. 5.

1. I

§ 19, stk. 7,

ændres »folketingsåret

2021-22« til: »folketingsåret 2022-23«.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

164

Bilag 2

KOMMISSIONENS DELEGEREDE DIREKTIV (EU) 2021/1270

af 21. april 2021

om ændring af direktiv 2010/43/EU for så vidt angår de bæredygtighedsrisici og bæredygtigheds-

faktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med institutter for kollektiv investering i værdipapi-

rer (investeringsinstitutter)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning

af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer

(investeringsinstitutter)

, særlig artikel 12, stk. 3, artikel 14, stk. 2, og artikel 51, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Omstilling til en kulstoffattig, mere bæredygtig, ressourceeffektiv og cirkulær økonomi i tråd med

målene for bæredygtig udvikling er afgørende for at sikre EU-økonomiens konkurrenceevne på lang

sigt. I 2016 indgik Unionen Parisaftalen

. I artikel 2, stk. 1, litra c), i Parisaftalen fastsættes målet

om at styrke indsatsen mod klimaændringer, bl.a. ved at sikre, at de finansielle strømme fremmer lave

drivhusgasemissioner og en klimarobust udvikling.

(2) I erkendelse af denne udfordring fremlagde Kommissionen den europæiske grønne pagt

i december

2019. Den grønne pagt udgør en ny vækststrategi, der sigter mod at omstille Unionen til et retfærdigt

og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi, hvor der fra

2050 ikke længere er nogen nettoemissioner af drivhusgasser, og hvor den økonomiske vækst er afkoblet

fra ressourceanvendelsen. Dette mål forudsætter, at investorerne får klare signaler med hensyn til deres

investeringer, for at undgå strandede aktiver og skaffe bæredygtig finansiering.

(3) I marts 2018 offentliggjorde Kommissionen sin handlingsplan for finansiering af bæredygtig

vækst

med en ambitiøs og sammenhængende strategi for bæredygtig finansiering. Et af målene i

handlingsplanen er at omlægge kapitalstrømme i retning af bæredygtige investeringer for at opnå en

bæredygtig og inklusiv vækst. Den konsekvensanalyse, der ligger til grund for de efterfølgende lovgiv-

ningsmæssige initiativer, der blev offentliggjort i maj 2018

, viste, at det er nødvendigt at præcisere, at

administrationsselskaber bør tage hensyn til bæredygtighedsfaktorer som en del af deres forpligtelser over

for investorerne. Administrationsselskaber bør derfor løbende vurdere ikke blot alle relevante finansielle

risici, men også alle relevante bæredygtighedsrisici som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2019/2088

, som, hvis de opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ

indvirkning på værdien af en investering. Kommissionens direktiv 2010/43/EU

henviser ikke udtrykke-

ligt til bæredygtighedsrisici. Af denne grund og for at sikre, at de interne procedurer og organisatoriske

ordninger følges og gennemføres korrekt, er det nødvendigt at præcisere, at administrationsselskabers

processer, systemer og interne kontrol afspejler bæredygtighedsrisici, og at det er nødvendigt med teknisk

kapacitet og viden for at kunne analysere disse risici.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

165

(4) For at undgå ulige vilkår for administrationsselskaber og for investeringsselskaber, som ikke har

udpeget et administrationsselskab, og for at undgå dermed forbundet fragmentering, inkonsekvens og

uforudsigelighed i det indre markeds funktion bør reglerne om integration af bæredygtighedsrisici også

finde anvendelse på investeringsselskaber under hensyntagen til proportionalitetsprincippet.

(5) For at opretholde en høj standard for investorbeskyttelse bør administrationsselskaber, når de identifi-

cerer, hvilke typer interessekonflikter der kan skade et investeringsinstituts interesser, medtage interesse-

konflikter, der kan opstå som følge af integrationen af bæredygtighedsrisici i deres processer, systemer og

interne kontrol. Sådanne konflikter kan omfatte konflikter som følge af relevant personales aflønning eller

personlige transaktioner, interessekonflikter, der kan give anledning til grønvaskning, salg på tvivlsomt

grundlag eller fejlagtige oplysninger om investeringsstrategier og interessekonflikter mellem forskellige

investeringsinstitutter, der forvaltes af det samme administrationsselskab.

(6) I henhold til forordning (EU) 2019/2088 er administrations- eller investeringsselskaber, som er

forpligtet til at tage hensyn til investeringsbeslutningers vigtigste negative indvirkninger på bæredygtig-

hedsfaktorer, eller som frivilligt tager hensyn til sådanne negative indvirkninger, forpligtet til at oplyse,

hvordan deres due diligence-politikker tager hensyn til de vigtigste negative indvirkninger. For at sikre

konsekvens mellem forordning (EU) 2019/2088 og direktiv 2010/43/EU bør denne forpligtelse afspejles i

direktiv 2010/43/EU.

(7) Direktiv 2010/43/EU bør derfor ændres —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer af direktiv 2010/43/EU

I direktiv 2010/43/EU foretages følgende ændringer:

1) I artikel 3 tilføjes følgende som nr. 11) og 12):

»11) »bæredygtighedsrisiko«: bæredygtighedsrisiko som defineret i artikel 2, nr. 22), i Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 (*1)

12) »bæredygtighedsfaktorer«: bæredygtighedsfaktorer som defineret i artikel 2, nr. 24), i forordning

(EU) 2019/2088.

(*1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtig-

hedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (EUT L 317 af 9.12.2019, s. 1).«"

2) I artikel 4, stk. 1, tilføjes følgende afsnit:

»Medlemsstaterne sikrer, at administrationsselskaberne tager hensyn til bæredygtighedsrisici, når de

opfylder kravene i første afsnit.«

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

166

3) I artikel 5 tilføjes følgende som stk. 5:

»5. Medlemsstaterne sikrer, at administrationsselskaberne med henblik på stk. 1, 2 og 3 bevarer de

ressourcer og den sagkundskab, der er nødvendige for en effektiv integration af bæredygtighedsrisici.«

4) Følgende indsættes som artikel 5a:

»Artikel 5a

Forpligtelse for investeringsselskaber til at integrere bæredygtighedsrisici i forvaltningen af inve-

steringsinstitutter

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber integrerer bæredygtighedsrisici i forvaltningen af inve-

steringsinstitutter under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af investeringsselskaber-

nes forretninger.«

5) I artikel 9, stk. 2, tilføjes følgende som litra g):

»g) er ansvarlig for at integrere bæredygtighedsrisici i de aktiviteter, der er omhandlet i litra a)-f).«

6) I artikel 17 tilføjes følgende som stk. 3:

»3. Medlemsstaterne sikrer, at administrationsselskaber, når de identificerer, hvilke typer interessekonflik-

ter der kan skade et investeringsinstituts interesser, medtager de typer interessekonflikter, der kan opstå

som følge af integrationen af bæredygtighedsrisici i deres processer, systemer og interne kontrol.«

7) I artikel 23 tilføjes følgende som stk. 5 og 6:

»5. Medlemsstaterne kræver, at administrationsselskaberne tager hensyn til bæredygtighedsrisici, når de

opfylder kravene i stk. 1-4.

6. Medlemsstaterne sikrer, at hvis administrationsselskaber eller, hvor det er relevant, investeringsselska-

ber tager hensyn til investeringsbeslutningers vigtigste negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer,

som beskrevet i artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2019/2088 eller som krævet i artikel 4, stk.

3 eller 4, i samme forordning, tager de pågældende administrationsselskaber eller investeringsselskaber

hensyn til sådanne vigtige negative indvirkninger, når de opfylder kravene i nærværende artikels stk.

1-4.«

8) Artikel 38, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

»Risikostyringsstrategien skal omfatte de procedurer, som er nødvendige for at sætte administrations-

selskabet i stand til for hvert af de administrerede investeringsinstitutter at vurdere det pågældende

investeringsinstituts eksponering i forhold til markeds-, likviditets-, bæredygtigheds- og modpartsrisici

samt investeringsinstituttets eksponering i forhold til alle andre risici, herunder operationelle risici, som

kan være af afgørende betydning for de enkelte administrerede investeringsinstitutter.«

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

167

Artikel 2

Gennemførelse

Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. juli 2022 de love og administrative

bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen

disse love og bestemmelser.

De anvender disse love og bestemmelser fra den 1. august 2022.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal

ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af

medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de

udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i

Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. april

2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

168

EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32.

Rådets afgørelse (EU) 2016/1841 af 5. oktober 2016 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Parisaftalen, der er vedtaget inden for rammerne

af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (EUT L 282 af 19.10.2016, s. 1).

COM(2019) 640 final.

COM(2018) 97 final.

SWD(2018) 264 final.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle

tjenesteydelser (EUT L 317 af 9.12.2019, s. 1).

Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår

organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab (EUT

L 176 af 10.7.2010, s. 42).

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

169

Bilag 3

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/2034

af 27. november 2019

om tilsyn med investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF,

2011/61/EU, 2013/36/EU, 2014/59/EU og 2014/65/EU

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

efter den almindelige lovgivningsprocedure

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Et solidt tilsyn er en integreret del af de reguleringsvilkår, hvorpå finansieringsinstitutter leverer

tjenesteydelser i Unionen. Investeringsselskaber er sammen med kreditinstitutter omfattet af Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013

og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/

for så vidt angår deres tilsynsmæssige behandling og tilsyn, samtidig med at deres tilladelse og

andre krav til organisation og god forretningsskik er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2014/65/EU

(2) De eksisterende tilsynsordninger i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU

er i vid udstrækning baseret på successive versioner af internationale reguleringsmæssige standarder,

som Baselkomitéen for Banktilsyn har fastsat for store bankkoncerner, og tager kun delvist højde for

de specifikke risici, der er forbundet med de forskellige aktiviteter i et stort antal investeringsselska-

ber. De specifikke sårbarheder og risici, der er forbundet med disse investeringsselskaber, bør derfor

behandles yderligere ved hjælp af effektive, passende og forholdsmæssige tilsynsordninger på EU-plan,

som bidrager til at skabe lige vilkår i hele Unionen, som sikrer et effektivt tilsyn, samtidig med at

overholdelsesomkostningerne holdes nede, og som sikrer tilstrækkelig kapital til investeringsselskabers

risici.

(3) Et forsvarligt tilsyn bør sikre, at investeringsselskaber forvaltes på en velordnet måde og i kundernes

bedste interesse. Det bør tage hensyn til investeringsselskabers og deres kunders muligheder for at indlade

sig på overdreven risikotagning og de forskellige risikograder, som investeringsselskaber påtager sig og

udgør. Et sådant tilsyn bør ligeledes sigte mod at undgå at pålægge investeringsselskaber uforholdsmæssi-

ge administrative byrder. Samtidig bør et sådant tilsyn gøre det muligt at finde en balance mellem at sikre

investeringsselskabers sikkerhed og soliditet og at undgå for store omkostninger, der kan underminere

levedygtigheden af deres forretningsaktiviteter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

170

(4) Mange af de krav, der udspringer af rammen bestående af forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv

2013/36/EU, er udformet med henblik på at adressere de fælles risici for kreditinstitutter. De eksisterende

krav er således i vid udstrækning kalibreret til at bevare kreditinstitutters lånekapacitet under varierende

økonomiske konjunkturer og til at beskytte indskydere og skatteydere mod potentielle sammenbrud og er

ikke udformet med henblik på at tage højde for alle de forskellige risikoprofiler, som investeringsselska-

ber kan have. Investeringsselskaber har ikke store porteføljer af lån til privatkunder og erhvervskunder og

modtager ikke indlån. Sandsynligheden for, at deres sammenbrud kan have skadelige virkninger for den

overordnede finansielle stabilitet, er lavere end for kreditinstitutter, men investeringsselskaber udgør ikke

desto mindre en risiko, som det er nødvendigt at håndtere ved hjælp af en solid ramme. De risici, som

de fleste investeringsselskaber står over for og selv udgør, er således væsentligt anderledes end de risici,

som kreditinstitutter står over for og selv udgør, og sådanne forskelle bør afspejles tydeligt i Unionens

tilsynsmæssige ramme.

(5) Forskelle i anvendelsen af de eksisterende tilsynsmæssige rammer i de forskellige medlemsstater brin-

ger de lige vilkår for investeringsselskaber i Unionen i fare, hvilket hæmmer investorers adgang til nye

muligheder og bedre metoder til styring af deres risici. Disse forskelle skyldes den generelle kompleksitet

i anvendelsen af rammerne på forskellige investeringsselskaber på grundlag af de tjenester, som de yder,

hvor nogle nationale myndigheder tilpasser eller strømliner denne anvendelse i national ret eller praksis. I

betragtning af at de eksisterende tilsynsmæssige rammer ikke tager hensyn til alle de risici, som visse

typer investeringsselskaber står over for og selv udgør, er der blevet anvendt store kapitaltillæg på visse

investeringsselskaber i nogle medlemsstater. Der bør fastsættes ensartede bestemmelser vedrørende disse

risici for at sikre et harmoniseret tilsyn med investeringsselskaber i hele Unionen.

(6) Der er derfor behov for en særlig tilsynsordning for investeringsselskaber, som ikke er systemiske i

kraft af deres størrelse og indbyrdes forbindelse med andre finansielle og økonomiske aktører. Systemiske

investeringsselskaber bør dog fortsat være omfattet af de eksisterende tilsynsmæssige rammer under

forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU. Disse investeringsselskaber er en undergruppe

af investeringsselskaber, som rammerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU på

nuværende tidspunkt finder anvendelse på, og de nyder ikke godt af særlige undtagelser fra de principielle

krav heri. De største og mest indbyrdes forbundne investeringsselskaber har forretningsmodeller og

risikoprofiler, der svarer til signifikante kreditinstitutters modeller og profiler. De leverer »banklignende«

tjenesteydelser og påtager sig risici i betydeligt omfang. Desuden er systemiske investeringsselskaber så

store og har forretningsmodeller og risikoprofiler af en sådan art, at de udgør en trussel mod stabile og

velfungerende finansielle markeder på linje med store kreditinstitutter. Det er derfor hensigtsmæssigt,

at disse investeringsselskaber fortsat er underlagt reglerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv

2013/36/EU.

(7) Det er muligt, at investeringsselskaber, der handler for egen regning, der yder afsætningsgaranti

for finansielle instrumenter eller placerer finansielle instrumenter på grundlag af en fast forpligtelse i

betydeligt omfang, eller som er clearingmedlemmer i centrale modparter, har forretningsmodeller og

risikoprofiler, der svarer til kreditinstitutters modeller og profiler. I betragtning af deres størrelse og

aktiviteter er det muligt, at sådanne investeringsselskaber udgør en risiko for den finansielle stabilitet,

som kan sammenlignes med den risiko, som kreditinstitutter udgør. De kompetente myndigheder bør have

mulighed for at kræve, at de fortsat er underlagt samme tilsynsmæssige behandling som kreditinstitutter,

der er omfattet af forordning (EU) nr. 575/2013, og tilsynet i henhold til direktiv 2013/36/EU.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

171

(8) Der kan være medlemsstater, hvor de myndigheder, som har ansvaret for tilsyn med investerings-

selskaber, er forskellige fra de myndigheder, som har ansvaret for tilsyn med markedsadfærd. Det er

derfor nødvendigt at skabe en mekanisme for samarbejde og udveksling af oplysninger mellem disse

myndigheder for i hele Unionen at sikre et harmoniseret tilsyn med investeringsselskaber, der fungerer

hurtigt og effektivt.

(9) Et investeringsselskab kan handle via et clearingmedlem i en anden medlemsstat. I de tilfælde

hvor det gør dette, bør der indføres en mekanisme til udveksling af oplysninger mellem de relevante

kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater. En sådan mekanisme bør gøre det muligt at

udveksle oplysninger mellem den kompetente myndighed for tilsyn med investeringsselskabet og enten

den myndighed, der fører tilsyn med clearingmedlemmet, eller den myndighed, der fører tilsyn med den

centrale modpart, om den model og de parametre, der anvendes til beregning af investeringsselskabets

margenkrav, hvor en sådan beregningsmetode anvendes som grundlag for investeringsselskabets kapital-

grundlagskrav.

(10) For at fremme harmonisering af tilsynsstandarder og -praksis i Unionen bør Den Europæiske

Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010

, (EBA), bevare det primære ansvar for koordinering og

konvergens af tilsynspraksis på området for tilsyn med investeringsselskaber inden for Det Europæiske

Finanstilsynssystem (ESFS) i tæt samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske

Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 1095/2010

, (ESMA).

(11) Kravet til startkapitalens størrelse i et investeringsselskab bør baseres på de services og aktivi-

teter, som investeringsselskaber har tilladelse til at henholdsvis yde og udøve i henhold til direktiv

2014/65/EU. Medlemsstaternes mulighed for at reducere kravet til startkapitalens størrelse i specifikke

situationer, jf. direktiv 2013/36/EU, på den ene side og situationen med uens gennemførelse af direkti-

vet på den anden side har ført til en situation, hvor kravet til startkapitalens størrelse er forskelligt i

Unionen. For at bringe denne fragmentering til ophør bør kravet til startkapitalens størrelse harmoniseres

for alle investeringsselskaber i Unionen. Med henblik på at reducere hindringerne for markedsadgang,

som forekommer i dag for multilaterale handelsfaciliteter (MHF�½er) og organiserede handelsfaciliteter

(OHF�½er), bør startkapitalen for investeringsselskaber, der driver en MHF eller en OHF, fastsættes til det

i dette direktiv omhandlede beløb. Hvis et investeringsselskab, der har tilladelse til at drive en OHF, også

har fået tilladelse til at udføre handel for egen regning på betingelserne i artikel 20 i direktiv 2014/65/EU,

bør dets startkapital fastsættes til det i nærværende direktiv omhandlede beløb.

(12) Selv om investeringsselskaber ikke længere bør være omfattet af anvendelsesområdet for forord-

ning (EU) nr. 575/2013 eller direktiv 2013/36/EU, bør visse begreber, som bruges i forbindelse med

disse lovgivningsmæssige retsakter, bevare deres veletablerede betydning. For at muliggøre og lette

konsekvent udlægning af sådanne begreber, når de anvendes i EU-retsakter, bør henvisninger i sådanne

retsakter til investeringsselskabers startkapital, de tilsynsbeføjelser, som er tillagt de kompetente myn-

digheder vedrørende investeringsselskaber, investeringsselskabers proces til vurdering af den interne

kapitals tilstrækkelighed, den tilsynskontrol- og vurderingsproces, som de kompetente myndigheder for

investeringsselskaber anvender, og de bestemmelser om ledelse og aflønning, der finder anvendelse på

investeringsselskaber, gælde som henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i dette direktiv.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

172

(13) Et velfungerende indre marked kræver, at ansvaret for tilsyn med et investeringsselskab, navnlig

for så vidt angår dets solvens og finansielle soliditet, ligger hos den kompetente myndighed i selskabets

hjemland. For også at opnå et effektivt tilsyn med investeringsselskaber i andre medlemsstater, hvor de

yder service eller har en filial, bør der sikres et tæt samarbejde og udveksling af oplysninger med de

kompetente myndigheder i disse medlemsstater.

(14) De kompetente myndigheder i værtslandene bør i enkelttilfælde kunne foretage kontrol på stedet

og undersøge de aktiviteter, som filialer af investeringsselskaber udøver på deres område, og kræve

oplysninger fra nævnte filialer om deres aktiviteter med henblik på information og tilsyn og navnlig for

at sikre stabilitet i det finansielle system. Tilsynsforanstaltninger for sådanne filialer bør dog fortsat være

hjemlandets ansvar.

(15) For at beskytte forretningsmæssigt følsomme oplysninger bør de kompetente myndigheder være om-

fattet af regler om tavshedspligt, når de udfører deres tilsynsopgaver og udveksler fortrolige oplysninger.

(16) Med henblik på at styrke tilsynet med investeringsselskaber og beskyttelsen af deres kunder bør

revisorer foretage deres verifikation upartisk og straks underrette de kompetente myndigheder om for-

hold, som kan få alvorlige konsekvenser for et investeringsselskabs finansielle situation eller for dets

administrative og regnskabsmæssige organisation.

(17) I forbindelse med dette direktiv bør personoplysninger behandles i overensstemmelse med Euro-

pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679

og Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2018/1725

10)

. I de tilfælde, hvor dette direktiv giver mulighed for udveksling af personoplysninger

med tredjelande, bør de relevante bestemmelser i kapitel V i forordning (EU) 2016/679 og kapitel V i

forordning (EU) 2018/1725 navnlig finde anvendelse.

(18) For at sikre opfyldelse af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv og Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2019/2033

11)

, bør medlemsstaterne indføre administrative sanktioner og andre

administrative foranstaltninger, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskræk-

kende virkning. For at sikre, at de administrative sanktioner har afskrækkende virkning, bør de offentlig-

gøres, undtagen i visse velafgrænsede tilfælde. Kunder og investorer bør have adgang til oplysninger om

administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som pålægges investeringsselskaber,

for at give dem mulighed for at træffe kvalificerede beslutninger om deres investeringsmuligheder.

(19) For at afdække overtrædelser af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og overtræ-

delser af forordning (EU) 2019/2033 bør medlemsstaterne have de nødvendige undersøgelsesbeføjelser

og fastlægge effektive og hurtige mekanismer til indberetning af potentielle og faktiske overtrædelser.

(20) Investeringsselskaber, der ikke betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne, bør have en tilgæn-

gelig intern kapital, som i forhold til de specifikke risici, som de er eller kan blive eksponeret mod,

er af en passende størrelse og kvalitet og er hensigtsmæssigt fordelt. De kompetente myndigheder bør

sikre, at investeringsselskaber har strategier og processer, som er tilstrækkelige til, at de kan vurdere og

opretholde en tilstrækkelig intern kapital. De kompetente myndigheder bør også kunne kræve, at små og

ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber anvender lignende krav, hvis det er relevant.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

173

(21) Tilsynskontrol- og vurderingsbeføjelser bør fortsat være et vigtigt reguleringsredskab, som gør

det muligt for de kompetente myndigheder at vurdere kvalitative elementer, herunder intern ledelse og

kontrol og risikostyringsprocesser og -procedurer, og om nødvendigt fastsætte yderligere krav, herunder

navnlig kapitalgrundlags- og likviditetskrav, navnlig for investeringsselskaber, der ikke betragtes som

små og ikke indbyrdes forbundne, og hvor den kompetente myndighed også anser det for berettiget og

hensigtsmæssigt for små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber.

(22) Princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi er

nedfældet i artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Dette princip

bør anvendes på en konsekvent måde af investeringsselskaber. For at tilpasse aflønningen til investerings-

selskabers risikoprofil og sikre lige vilkår bør investeringsselskaber være underlagt klare principper

med hensyn til ordninger for virksomhedsledelse og regler om aflønning, som er kønsneutrale, og som

tager højde for forskellene mellem kreditinstitutter og investeringsselskaber. Nævnte regler bør dog ikke

finde anvendelse på små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber, da bestemmelserne om

aflønning og virksomhedsledelse i direktiv 2014/65/EU er tilstrækkelig omfattende for disse typer af

investeringsselskaber.

(23) Ligeledes viste Kommissionens rapport af 28. juli 2016 om vurdering af aflønningsreglerne i

henhold til direktiv 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 575/2013, at kravene om udskydelse og udbe-

taling i instrumenter som omhandlet i direktiv 2013/36/EU ikke er hensigtsmæssige for små og ikke

komplekse investeringsselskaber eller for personale med variabel aflønning i et begrænset omfang. Klare,

konsekvente og harmoniserede kriterier for udpegning af investeringsselskaber og enkeltpersoner, som

er undtaget fra disse krav, er nødvendige for at sikre tilsynskonvergens og lige vilkår. I betragtning

af højtlønnedes vigtige rolle med hensyn til at styre investeringsselskabers virksomhed og langsigtede

resultater bør der sikres effektivt tilsyn med aflønningspraksis og -tendenser vedrørende højtlønnede. De

kompetente myndigheder bør derfor kunne overvåge aflønningen af højtlønnede.

(24) Det er også hensigtsmæssigt at give investeringsselskaber en vis fleksibilitet med hensyn til den

måde, hvorpå investeringsselskaber anvender ikkelikvide instrumenter til at udbetale variabel aflønning,

forudsat at sådanne instrumenter er effektive med hensyn til at nå målet om at tilpasse personalets

interesser til interesserne hos forskellige interessenter som f.eks. aktionærer og kreditorer og bidrager til

at tilpasse den variable aflønning til investeringsselskabets risikoprofil.

(25) Investeringsselskabers indtægter i form af gebyrer, provisioner og andre indtægter i forbindelse

med levering af forskellige investeringsservices er meget volatile. Begrænsning af aflønningens variable

komponent til en andel af aflønningens faste komponent ville påvirke investeringsselskabets evne til at

reducere aflønningen i perioder med reducerede indtægter og kan føre til en stigning i investeringsselska-

bers faste omkostningsgrundlag med deraf følgende risici for investeringsselskabets evne til at stå imod

i perioder med økonomisk nedgang eller faldende indtægter. For at undgå disse risici bør ikkesystemiske

investeringsselskaber ikke pålægges et enkelt maksimalt forhold mellem aflønningens variable og faste

komponenter. Sådanne investeringsselskaber bør i stedet selv fastsætte passende forhold. Dette direktiv

bør imidlertid ikke udelukke medlemsstater fra at indføre gennemførelsesforanstaltninger i national

lovgivning, som er beregnet til at underlægge investeringsselskaber strengere krav med hensyn til det

maksimale forhold mellem aflønningens variable og faste komponenter. Dette direktiv bør desuden ikke

forhindre medlemsstaterne i at pålægge alle eller specifikke typer af investeringsselskaber et sådant

maksimalt forhold.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

174

(26) Dette direktiv bør ikke forhindre medlemsstaterne i at anlægge en strengere tilgang med hensyn til

aflønning, når investeringsselskaber modtager ekstraordinær offentlig finansiel støtte.

(27) Der anvendes forskellige ledelsesstrukturer i de forskellige medlemsstater. I de fleste tilfælde anven-

des der en en- eller tostrenget ledelsesstruktur. Definitionerne fastsat i dette direktiv sigter mod at omfatte

alle eksisterende strukturer uden at give udtryk for en præference for nogen af dem. Definitionerne er rent

funktionelle og har til formål at fastsætte regler med henblik på et bestemt resultat, uanset hvilken natio-

nal selskabsret der finder anvendelse på et institut i de enkelte medlemsstater. Definitionerne bør derfor

ikke gribe ind i den almindelige kompetencefordeling i overensstemmelse med national selskabsret.

(28) Ledelsesorganer bør forstås som organer, der har en ledelsesfunktion og en tilsynsfunktion. Ledel-

sesorganers beføjelser og struktur afviger fra medlemsstat til medlemsstat. I medlemsstater, hvor ledel-

sesorganer har en enstrenget struktur, udfører et enkelt ledelsesorgan sædvanligvis ledelses- og tilsynsop-

gaver. I medlemsstater med et tostrenget system varetages tilsynsfunktionen af et separat tilsynsorgan,

som ikke har nogen ledelsesfunktioner, og ledelsesfunktionen varetages af en separat ledelsesenhed, som

er ansvarlig for og står til regnskab for selskabets daglige ledelse. I overensstemmelse hermed tildeles

forskellige enheder inden for ledelsesorganet separate opgaver.

(29) Som reaktion på de voksende krav fra borgerne om skattemæssig gennemsigtighed og for at fremme

investeringsselskabers samfundsansvar er det passende at kræve, at investeringsselskaber, medmindre de

betragtes som små og ikke indbyrdes forbundne, hvert år afgiver visse oplysninger, herunder oplysninger

om fortjeneste, betalt skat og eventuelle offentlige tilskud, som de har modtaget.

(30) Den tilsynsmæssige konsolideringsmetode, som der stilles krav om i forordning (EU) 2019/2033,

bør for koncerner udelukkende bestående af investeringsselskaber ledsages af en koncernkapitaltest for

enklere koncernstrukturer for at tage højde for risici, som vedrører koncerner udelukkende bestående

af investeringsselskaber. Den koncerntilsynsførendes afgørelse bør dog i begge tilfælde baseres på de

samme principper, som finder anvendelse i tilfælde af tilsyn på konsolideret niveau i henhold til direktiv

2013/36/EU. For at sikre et ordentligt samarbejde bør koordineringsforanstaltningers centrale elementer

og navnlig oplysningskrav i nødsituationer eller samarbejds- og koordineringsordninger svare til de

centrale koordineringselementer, der anvendes i forbindelse med det fælles regelsæt for kreditinstitutter.

(31) Kommissionen bør kunne forelægge Rådet henstillinger vedrørende forhandlinger om aftaler mellem

Unionen og tredjelande om praktisk udøvelse af tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten for inve-

steringsselskaber, hvis moderselskaber er etableret i tredjelande, og for investeringsselskaber, der driver

forretning i tredjelande, og hvis moderselskaber er etableret i Unionen. Desuden bør medlemsstaterne og

EBA også kunne indgå samarbejdsaftaler med tredjelande om udførelse af deres tilsynsopgaver.

(32) For at garantere retssikkerheden og undgå overlapninger mellem den nuværende tilsynsramme, som

finder anvendelse på både kreditinstitutter og investeringsselskaber, og dette direktiv bør forordning (EU)

nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU ændres for at lade investeringsselskaber udgå af deres anvendel-

sesområde. Investeringsselskaber, som er en del af en bankkoncern, bør dog fortsat være underlagt de

bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, som er relevante for bankkoncer-

nen, f.eks. bestemmelserne om konsolideringsregler, der er fastsat i artikel 11-24 i forordning (EU) nr.

575/2013, og bestemmelserne om mellemliggende moderselskab i Unionen som omhandlet i artikel 21b i

direktiv 2013/36/EU.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

175

(33) Det er nødvendigt at præcisere, hvilke skridt virksomheder skal tage for at kontrollere, om de er

omfattet af definitionen af et kreditinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr.

575/2013, og derfor skal have tilladelse som et kreditinstitut. Da visse investeringsselskaber allerede

udfører de aktiviteter, der er anført i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, er det

også nødvendigt at sikre klarhed vedrørende fortsat tilladelse til disse aktiviteter. Det er især vigtigt, at de

kompetente myndigheder sikrer, at overgangen fra den nuværende ramme til den nye giver tilstrækkelig

reguleringsmæssig sikkerhed for investeringsselskaber.

(34) For at sikre effektivt tilsyn er det vigtigt, at virksomheder, som opfylder betingelserne i artikel

4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, ansøger om tilladelse som kreditinstitut. De

kompetente myndigheder bør derfor have mulighed for at pålægge virksomheder, som ikke ansøger om

nævnte tilladelse, sanktioner.

(35) Ændringen af definitionen af »kreditinstitut« i forordning (EU) nr. 575/2013 ved forordning (EU)

2019/2033 fra sidstnævntes ikrafttræden kan omfatte investeringsselskaber, som allerede driver forretning

på grundlag af en tilladelse, der er udstedt i overensstemmelse med direktiv 2014/65/EU. Nævnte

virksomheder bør have lov til at fortsætte med at drive forretning på grundlag af deres tilladelse som

investeringsselskab, indtil der gives tilladelse som kreditinstitut. Disse investeringsselskaber bør indgive

en ansøgning om tilladelse som kreditinstitut, senest når gennemsnittet af deres samlede månedlige

aktiver svarer til eller overstiger en af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr.

575/2013 omhandlede tærskler i en periode på 12 på hinanden følgende måneder. Hvis investeringssel-

skaber opfylder en af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede

tærskler på datoen for dette direktivs ikrafttræden, bør gennemsnittet af deres samlede månedlige aktiver

beregnes under hensyntagen til de 12 på hinanden følgende måneder, der går forud for denne dato. Disse

investeringsselskaber bør søge om tilladelse som kreditinstitut inden for et år og en dag fra dette direktivs

ikrafttræden.

(36) Ændringen af definitionen af »kreditinstitut« i forordning (EU) nr. 575/2013 ved forordning (EU)

2019/2033 kan også få indvirkning på virksomheder, som allerede har ansøgt om tilladelse som investe-

ringsselskaber i henhold til direktiv 2014/65/EU, og hvis ansøgning stadig er under behandling. Sådanne

ansøgninger bør overføres til de i henhold til direktiv 2013/36/EU kompetente myndigheder og behandles

i overensstemmelse med tilladelsesbestemmelserne i nævnte direktiv, hvis virksomhedernes forventede

samlede aktiver svarer til eller overstiger en af tærsklerne i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning

(EU) nr. 575/2013.

(37) De i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede virksomheder bør

desuden være omfattet af alle kravene om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut i afsnit III

i direktiv 2013/36/EU, herunder bestemmelserne om inddragelse af tilladelse i overensstemmelse med

artikel 18 i nævnte direktiv. Nævnte direktivs artikel 18 bør dog ændres for at sikre, at de kompetente

myndigheder også har mulighed for at inddrage den tilladelse, som er givet til et kreditinstitut, når

kreditinstituttet udelukkende bruger sin tilladelse til at udøve de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i

forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter og i en periode på fem på hinanden følgende år har

gennemsnitlige samlede aktiver, der ligger under de i nævnte litra fastsatte tærskler.

(38) I henhold til artikel 39 i direktiv 2014/65/EU er tredjelandsselskaber, som leverer finansielle

tjenesteydelser i Unionen, omfattet af nationale ordninger, som kan kræve etablering af en filial i en

medlemsstat. For at lette den regelmæssige overvågning og vurdering af de aktiviteter, som tredjelands-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

176

selskaber udfører gennem filialer i Unionen, bør de kompetente myndigheder underrettes om størrelsen

og omfanget af de tjenester og aktiviteter, der ydes og udføres gennem filialer på deres område.

(39) Specifikke krydshenvisninger i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF

12)

, 2011/61/

13)

og 2014/59/EU

14)

til bestemmelser i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU, som

ikke længere finder anvendelse på investeringsselskaber fra datoen for anvendelse af nærværende direktiv

og af forordning (EU) 2019/2033, bør læses som henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i nærvæ-

rende direktiv og i forordning (EU) 2019/2033.

(40) EBA har i samarbejde med ESMA udarbejdet en rapport, som er baseret på en grundig baggrunds-

analyse, dataindsamling og høringer om en skræddersyet tilsynsordning for alle ikkesystemiske investe-

ringsselskaber, og som fungerer som grundlag for de reviderede tilsynsmæssige rammer for investerings-

selskaber.

(41) For at sikre en harmoniseret anvendelse af dette direktiv bør EBA udarbejde reguleringsmæssige

tekniske standarder, der yderligere præciserer kriterierne for at lade visse investeringsselskaber være

omfattet af forordning (EU) nr. 575/2013, præciserer hvilke oplysninger de kompetente myndigheder i

hjemlande og i værtslande bør udveksle i forbindelse med tilsyn, fastsætter, hvordan investeringsselskaber

bør vurdere omfanget af deres aktiviteter med henblik på interne ledelseskrav, og navnlig vurderer,

hvorvidt de udgør små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber. Reguleringsmæssige tekniske

standarder bør også præcisere, de kategorier af medarbejdere hvis arbejde har væsentlig indvirkning på

selskabers risikoprofil med henblik på aflønningsbestemmelser, og hvilke hybride kernekapitalinstrumen-

ter og supplerende kapitalinstrumenter der betragtes som variabel aflønning. Endelig bør reguleringsmæs-

sige tekniske standarder præcisere elementerne til vurdering af specifikke likviditetsrisici, de kompetente

myndigheders anvendelse af yderligere kapitalgrundlagskrav og tilsynskollegiernes funktion. Kommissi-

onen bør supplere dette direktiv ved at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA

udarbejder, ved delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF og i overensstemmelse med artikel

10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Kommissionen og EBA bør sikre, at disse standarder kan

anvendes af alle de berørte investeringsselskaber på en måde, som står i et rimeligt forhold til arten,

omfanget og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskaber og deres virksomhed.

(42) Kommissionen bør også tillægges beføjelse til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standar-

der udarbejdet af EBA for udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder og offentliggørel-

seskrav for kompetente myndigheder og gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EBA

ved gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 15 i

forordning (EU) nr. 1093/2010 og artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

(43) For at sikre ensartet anvendelse af dette direktiv og for at tage hensyn til udviklingen på de finan-

sielle markeder bør beføjelsen til vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med

artikel 290 i TEUF, for at supplere dette direktiv ved at præcisere definitionerne i dette direktiv, investe-

ringsselskabers vurderinger af intern kapital og risiko samt de kompetente myndigheders tilsynskontrol-

og vurderingsbeføjelser. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under

sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmel-

se med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning

15)

. For at sikre

lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle

dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til

møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

177

(44) Målet for dette direktiv, nemlig at opstille en effektiv og forholdsmæssig tilsynsramme for at sikre,

at investeringsselskaber, som har tilladelse til at drive virksomhed i Unionen, kan fungere på et robust

finansielt grundlag og ledes på en velordnet måde, herunder i deres kunders bedste interesse, kan ikke i

tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås

på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf.

artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf.

nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(45) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-

onen om forklarende dokumenter

16)

har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget,

at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer

forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-

ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget

—

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

AFSNIT I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Genstand

Dette direktiv fastsætter regler vedrørende:

a) investeringsselskabers startkapital

b) de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser og ‐redskaber til udøvelse af tilsyn med investe-

ringsselskaber

c) de kompetente myndigheders tilsyn med investeringsselskaber på en måde, som er forenelig med

de regler, der er fastsat i forordning (EU) 2019/2033

d) offentliggørelseskrav til de kompetente myndigheder på området regulering af og tilsyn med

investeringsselskaber.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv finder anvendelse på investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse og underlagt tilsyn

i henhold til direktiv 2014/65/EU.

Uanset stk. 1 finder afsnit IV og V i dette direktiv ikke anvendelse på investeringsselskaber

omhandlet i artikel 1, stk. 2 og 5, i forordning (EU) 2019/2033, som underlægges tilsyn med hensyn til

opfyldelse af de tilsynsmæssige krav i afsnit VII og VIII i direktiv 2013/36/EU i overensstemmelse med

artikel 1, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EU) 2019/2033.

Artikel 3

Definitioner

1. I dette direktiv forstås ved:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

178

1) »accessorisk servicevirksomhed«: en virksomhed, hvis hovedaktivitet består i besiddelse og forvalt-

ning af fast ejendom, forvaltning af databehandlingsydelser eller en lignende aktivitet, der har accessorisk

karakter i forhold til et eller flere investeringsselskabers hovedaktivitet

2) »tilladelse«: meddelelse af tilladelse til et investeringsselskab i overensstemmelse med artikel 5 i

direktiv 2014/65/EU

3) »filial«: en filial som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 30), i direktiv 2014/65/EU

4) »tætte forbindelser«: tætte forbindelser som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 35), i direktiv 2014/65/EU

5) »kompetent myndighed«: en offentlig myndighed eller et offentligt organ i en medlemsstat, som er

officielt anerkendt og ved national ret tillagt beføjelse til at føre tilsyn med investeringsselskaber i over-

ensstemmelse med dette direktiv som led i den gældende tilsynsordning i den pågældende medlemsstat

6) »råvare- og emissionskvotehandler«: en råvare- og emissionskvotehandler som defineret i artikel 4, stk.

1, nr. 150), i forordning (EU) nr. 575/2013

7) »kontrol«: forholdet mellem en modervirksomhed og en dattervirksomhed som beskrevet i artikel 22

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU

17)

eller i de regnskabsstandarder, som investerings-

selskaber er omfattet af i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002

18)

eller et lignende forhold mellem en fysisk eller juridisk person og en virksomhed

8) »overholdelse af koncernkapitaltest«: et moderselskab i en investeringsselskabskoncerns opfyldelse af

kravene i artikel 8 i forordning (EU) 2019/2033

9) »kreditinstitut«: et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013

10) »derivater«: derivater som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 29), i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 600/2014

19)

11) »finansieringsinstitut«: et finansieringsinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 14), i forordning

(EU) 2019/2033

12) »kønsneutral aflønningspolitik«: kønsneutral aflønningspolitik som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 65),

i direktiv 2013/36/EU som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878

20)

13) »koncern«: en koncern som defineret i artikel 2, nr. 11), i direktiv 2013/34/EU

14) »konsolideret situation«: en konsolideret situation som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 11), i forordning

(EU) 2019/2033

15) »koncerntilsynsførende«: en kompetent myndighed med ansvar for tilsyn med, om moderinveste-

ringsselskaber i Unionen og investeringsselskaber, som kontrolleres af moderinvesteringsholdingselska-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

179

ber i Unionen eller blandede finansielle moderholdingselskaber i Unionen, overholder koncernkapitalte-

sten

16) »hjemland«: et hjemland som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 55), litra a), i direktiv 2014/65/EU

17) »værtsland«: et værtsland som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 56), i direktiv 2014/65/EU

(18) »startkapital«: den kapital, der kræves med henblik på tilladelse som et investeringsselskab, og hvis

størrelse og type er angivet i artikel 9 og 11

19) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv

2014/65/EU

20) »investeringsselskabskoncern«: en investeringsselskabskoncern som defineret i artikel 4, stk. 1, nr.

25), i forordning (EU) 2019/2033

21) »investeringsholdingselskab«: et investeringsholdingselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 23), i

forordning (EU) 2019/2033

22) »investeringsservice og -aktiviteter«: investeringsservice og -aktiviteter som defineret i artikel 4, stk.

1, nr. 2), i direktiv 2014/65/EU

23) »ledelsesorgan«: et ledelsesorgan som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i direktiv 2014/65/EU

24) »ledelsesorgan i dets tilsynsfunktion«: ledelsesorgan, der handler i sin funktion med kontrol og

overvågning af ledelsens beslutningstagning

25) »blandet finansielt holdingselskab«: et blandet finansielt holdingselskab som defineret i artikel 2, nr.

15), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF

21)

26) »blandet holdingselskab«: et moderselskab, bortset fra et finansielt holdingselskab, et investering-

sholdingselskab, et kreditinstitut, et investeringsselskab eller et blandet finansielt holdingselskab som

omhandlet i direktiv 2002/87/EF, hvis datterselskaber omfatter mindst ét investeringsselskab

27) »øverste ledelse«: øverste ledelse som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 37), i direktiv 2014/65/EU

28) »moderselskab«: et moderselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 32), i direktiv 2014/65/EU

29) »datterselskab«: et datterselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 33), i direktiv 2014/65/EU

30) »systemisk risiko«: systemisk risiko som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 10), i direktiv 2013/36/EU

31) »moderinvesteringsselskab i Unionen«: et moderinvesteringsselskab i Unionen som defineret i artikel

4, stk. 1, nr. 56), i forordning (EU) 2019/2033

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

180

32) »moderinvesteringsholdingselskab i Unionen«: et moderinvesteringsholdingselskab i Unionen som

defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 57), i forordning (EU) 2019/2033

33) »blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen«: et blandet finansielt moderholdingselskab i

Unionen som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 58), i forordning (EU) 2019/2033.

2. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel

58 for at supplere dette direktiv ved at præcisere definitionerne fastsat i stk. 1 med henblik på:

a) at sikre ensartet anvendelse af dette direktiv

b) i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv at tage hensyn til udviklingen på finansmarkederne.

AFSNIT II

KOMPETENTE MYNDIGHEDER

Artikel 4

Udpegning af kompetente myndigheder og deres beføjelser

1. Medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente myndigheder til at varetage de i dette direktiv og

forordning (EU) 2019/2033 omhandlede funktioner og opgaver. Medlemsstaterne underretter Kommissio-

nen, EBA og ESMA om nævnte udpegning, og hvis der er tale om mere end én kompetent myndighed,

om de enkelte kompetente myndigheders funktioner og opgaver.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med investeringsselskabers og,

hvis det er relevant, investeringsholdingselskabers og blandede finansielle holdingselskabers aktiviteter

for at kunne vurdere, om de opfylder kravene i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har alle de nødvendige beføjelser, herun-

der beføjelse til at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med artikel 14, til at indhente de

oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere, om investeringsselskaber og, hvis det er relevant,

investeringsholdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber opfylder kravene i dette direktiv

og forordning (EU) 2019/2033, og kunne undersøge eventuel manglende opfyldelse af disse krav.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har den ekspertise, de ressourcer, den

operationelle kapacitet, de beføjelser og den uafhængighed, der kræves for at kunne varetage funktionerne

vedrørende det tilsyn, de undersøgelser og de sanktioner, der er fastsat i dette direktiv.

Medlemsstaterne stiller krav om, at investeringsselskaber giver deres kompetente myndigheder

alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere, om investeringsselskaberne overholder

de nationale bestemmelser, som gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033. Investerings-

selskabers interne kontrolmekanismer og administrative og regnskabsmæssige procedurer skal gøre det

muligt for de kompetente myndigheder til enhver tid at kunne kontrollere, om de overholder disse

bestemmelser.

6. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber registrerer alle deres transaktioner og dokumenterer

de systemer og processer, som er omfattet af dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, på en sådan

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

181

måde, at de kompetente myndigheder til enhver tid kan vurdere, om selskaberne overholder de nationale

bestemmelser, som gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033.

Artikel 5

De kompetente myndigheders skønsbeføjelser til at pålægge visse investeringsselskaber kravene i

forordning (EU) nr. 575/2013

1. De kompetente myndigheder kan beslutte at anvende kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 i med-

før af artikel 1, stk. 2, første afsnit, litra c), i forordning (EU) 2019/2033 på et investeringsselskab, der

udøver enhver af de aktiviteter, der er anført i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU,

hvis den samlede værdi af investeringsselskabets konsoliderede aktiver udgør eller overstiger 5 mia. EUR

beregnet som et gennemsnit for de foregående 12 måneder, og hvor et eller flere af følgende kriterier er

opfyldt:

a) Investeringsselskabet udfører disse aktiviteter i et sådant omfang, at dets sammenbrud eller beta-

lingsvanskeligheder kan føre til en systemisk risiko.

b) Investeringsselskabet er et clearingmedlem som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 3), i forordning

(EU) 2019/2033.

c) Den kompetente myndighed anser det for berettiget i lyset af størrelsen, arten, omfanget og

kompleksiteten af det pågældende investeringsselskabs aktiviteter under hensyntagen til proporti-

onalitetsprincippet og en eller flere af følgende faktorer:

i) investeringsselskabets betydning for Unionens eller en relevant medlemsstats økonomi

ii) betydningen af investeringsselskabets grænseoverskridende aktiviteter

iii) investeringsselskabets indbyrdes forbundethed med det finansielle system.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på råvare- eller emissionskvotehandlere, kollektive investeringsordnin-

ger eller forsikringsselskaber.

Hvis en kompetent myndighed træffer afgørelse om at anvende kravene i forordning (EU) nr.

575/2013 på et investeringsselskab i henhold til stk. 1, skal dette investeringsselskab underlægges tilsyn

med hensyn til opfyldelse af de tilsynsmæssige krav i afsnit VII og VIII i direktiv 2013/36/EU.

4. Hvis en kompetent myndighed træffer afgørelse om at tilbagekalde en afgørelse truffet i henhold til

stk. 1, underretter den omgående investeringsselskabet.

Enhver afgørelse truffet af en kompetent myndighed i overensstemmelse med stk. 1 ophører med at finde

anvendelse, hvis et investeringsselskab ikke længere når den tærskel, der er omhandlet i det pågældende

stykke, beregnet for en periode på 12 på hinanden følgende måneder.

5. De kompetente myndigheder orienterer omgående EBA om enhver afgørelse, der er træffes i henhold

til stk. 1, 3 og 4.

6. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik

på yderligere at præcisere kriterierne i stk. 1, litra a) og b), og sikrer konsekvent anvendelse heraf.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

26. december 2020.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

182

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i andet afsnit omhandle-

de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.

1093/2010.

Artikel 6

Samarbejde i en medlemsstat

De kompetente myndigheder samarbejder tæt med de offentlige myndigheder eller organer, som

i deres medlemsstat er ansvarlige for at føre tilsyn med kreditinstitutter og finansieringsinstitutter. Med-

lemsstaterne stiller krav om, at disse kompetente myndigheder og offentlige myndigheder eller organer

straks udveksler alle oplysninger, der er afgørende eller relevante for varetagelsen af deres funktioner og

opgaver.

2. Kompetente myndigheder, som er forskellige fra de myndigheder, der er udpeget i overensstemmelse

med artikel 67 i direktiv 2014/65/EU, indfører en mekanisme til samarbejde med nævnte myndigheder

og til udveksling af alle oplysninger, der er relevante for varetagelsen af deres respektive funktioner og

opgaver.

Artikel 7

Samarbejde inden for Det Europæiske Finanstilsynssystem

De kompetente myndigheder tager under varetagelsen af deres opgaver hensyn til konvergens

af tilsynsredskaber og tilsynspraksis i forbindelse med anvendelsen af de retlige bestemmelser, der er

vedtaget i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033.

Medlemsstaterne sikrer, at:

a) de kompetente myndigheder som parter i ESFS samarbejder i tillid og fuld gensidig respekt, navnlig

når de sikrer en udveksling af relevante, pålidelige og udtømmende oplysninger mellem sig selv og de

andre parter i ESFS

b) de kompetente myndigheder deltager i EBA�½s aktiviteter og, alt efter hvad der er relevant, i de

tilsynskollegier, der er omhandlet i dette direktivs artikel 48 og i artikel 116 i direktiv 2013/36/EU

c) de kompetente myndigheder udfolder alle bestræbelser for at sikre overholdelse af de retningslinjer og

henstillinger, som EBA har udstedt i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010,

og reagere på de advarsler og henstillinger, som Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB)

har rettet i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010

22)

d) de kompetente myndigheder samarbejder tæt med ESRB

e) de opgaver og beføjelser, der er tildelt de kompetente myndigheder, ikke forhindrer dem i at udføre

deres opgaver som medlemmer af EBA eller af ESRB eller i medfør af dette direktiv og forordning (EU)

2019/2033.

Artikel 8

EU-dimensionen af tilsyn

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

183

De kompetente myndigheder i hver medlemsstat tager ved udførelsen af deres generelle opgaver behørigt

hensyn til den potentiel indvirkning, som deres beslutninger kan have på stabiliteten i det finansielle

system i andre berørte medlemsstater samt i Unionen som helhed, navnlig i nødsituationer, på grundlag af

de oplysninger, der er til rådighed på det pågældende tidspunkt.

AFSNIT III

STARTKAPITAL

Artikel 9

Startkapital

1. Investeringsselskaber skal i henhold til artikel 15 i direktiv 2014/65/EU for at få meddelt tilladelse til

at yde enhver investeringsservice eller udøve enhver investeringsaktivitet, der er anført i afsnit A, punkt

3) og 6), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, have en startkapital på 750 000 EUR.

2. Investeringsselskaber skal i henhold til artikel 15 i direktiv 2014/65/EU for at få meddelt tilladelse

til at yde enhver investeringsservice eller udøve enhver investeringsaktivitet, der er anført i afsnit A,

punkt 1), 2), 4), 5) og 7), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, uden at have tilladelse til at opbevare hverken

kunders penge eller værdipapirer, have en startkapital på 75 000 EUR.

3. Andre investeringsselskaber end de i nærværende artikels stk. 1, 2 og 4 omhandlede skal henhold til

artikel 15 i direktiv 2014/65/EU have en startkapital på 150 000 EUR.

4. Investeringsselskaber med tilladelse til at yde den investeringsservice eller udøve de investeringsakti-

viteter, der er anført i afsnit A, punkt 9), i bilag I til direktiv 2014/65/EU, skal have en startkapital på

750 000 EUR, hvis disse investeringsselskaber handler eller har tilladelse til at handle for egen regning.

Artikel 10

Henvisninger til startkapital i direktiv 2013/36/EU

Henvisninger i andre EU-retsakter til startkapitalens størrelse som fastsat i direktiv 2013/36/EU læses fra

den 26. juni 2021 som henvisninger til startkapitalens størrelse som fastsat i nærværende direktivs artikel

9 på følgende måde:

a) Henvisninger til investeringsselskabers startkapital som fastsat i artikel 28 i direktiv 2013/36/EU

læses som henvisninger til artikel 9, stk. 1, i nærværende direktiv.

b) Henvisninger til investeringsselskabers startkapital i artikel 29 og 31 i direktiv 2013/36/EU læses

som henvisninger til artikel 9, stk. 2, 3 eller 4, i nærværende direktiv, afhængigt af de typer

investeringsservice og ‐aktiviteter, som investeringsselskaberne yder eller udøver.

c) Henvisninger til startkapital som fastsat i artikel 30 i direktiv 2013/36/EU læses som henvisninger

til artikel 9, stk. 1, i nærværende direktiv.

Artikel 11

Startkapitalens sammensætning

Investeringsselskabers startkapital sammensættes i overensstemmelse med artikel 9 i forordning (EU)

2019/2033.

AFSNIT IV

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

184

TILSYN

KAPITEL 1

Principper for tilsyn

Afdeling 1

Hjemlandes og værtslandes beføjelser og opgaver

Artikel 12

Hjemlandets og værtslandets kompetente myndigheders beføjelser

Ansvaret for tilsyn med investeringsselskaber påhviler hjemlandets kompetente myndigheder; dette berø-

rer ikke de bestemmelser i dette direktiv, der pålægger værtslandets kompetente myndigheder et ansvar.

Artikel 13

Samarbejde mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater

De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder tæt med henblik på at

varetage deres opgaver i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, navnlig ved uden

ophold at udveksle oplysninger om investeringsselskaber, herunder:

a) oplysninger om investeringsselskabers ledelse og ejerforhold

b) oplysninger om investeringsselskabers opfyldelse af kapitalgrundlagskrav

c) oplysninger om investeringsselskabers opfyldelse af koncentrationsrisikokravene og likviditetskra-

vene

d) oplysninger om investeringsselskabers administrative og regnskabsmæssige procedurer samt inter-

ne kontrolmekanismer

e) oplysninger om andre relevante faktorer, som kan påvirke den risiko, som investeringsselskaber

udgør.

2. De kompetente myndigheder i hjemlandet meddeler straks de kompetente myndigheder i værtslandet

oplysninger og resultater vedrørende eventuelle problemer og risici, som et investeringsselskab udgør

med hensyn til kundebeskyttelse eller det finansielle systems stabilitet i værtslandet, og som de har

konstateret i forbindelse med tilsyn med investeringsselskabets aktiviteter.

3. De kompetente myndigheder i hjemlandet reagerer på oplysninger, som de kompetente myndigheder

i værtslandet meddeler, ved at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at afværge eller

afhjælpe eventuelle problemer og risici, jf. stk. 2. De kompetente myndigheder i hjemlandet redegør efter

anmodning udførligt over for de kompetente myndigheder i værtslandet, hvordan de har taget hensyn til

de oplysninger og resultater, som de kompetente myndigheder i værtslandet har meddelt.

4. Hvis de kompetente myndigheder i værtslandet efter meddelelse af de oplysninger og resultater, der

er omhandlet i stk. 2, er af den opfattelse, at de kompetente myndigheder i hjemlandet ikke har truffet

de nødvendige foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 3, kan de kompetente myndigheder i værtslandet

efter at have underrettet de kompetente myndigheder i hjemlandet og EBA og ESMA træffe relevante

foranstaltninger for at beskytte kunder, til hvilke der ydes services, eller det finansielle systems stabilitet.

De kompetente myndigheder kan indbringe sager for EBA, hvor en anmodning om samarbejde, navnlig

en anmodning om at udveksle oplysninger, er blevet afvist eller ikke er blevet imødekommet inden for en

rimelig frist. Uden at det berører artikel 258 i TEUF, kan EBA i sådanne sager handle inden for rammerne

af de beføjelser, som den er tillagt i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. EBA kan

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

185

også på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning bistå de

kompetente myndigheder med at nå til enighed om udveksling af oplysninger i henhold til nærværende

artikel.

5. Hvis de kompetente myndigheder i hjemlandet er uenige i de foranstaltninger, som de kompetente

myndigheder i værtslandet træffer, kan de indbringe sagen for EBA, som handler efter proceduren i

artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Når EBA handler i overensstemmelse med nævnte artikel,

træffer den afgørelse inden for en måned.

6. Med henblik på at vurdere betingelsen i artikel 23, stk. 1, første afsnit, litra c), i forordning (EU)

2019/2033 kan den kompetente myndighed i et investeringsselskabs hjemland anmode den kompetente

myndighed i et clearingmedlems hjemland om oplysninger vedrørende den margenmodel og de parame-

tre, der er anvendt ved beregning af det pågældende investeringsselskabs margenkrav.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der

præciserer kravene til den type og art oplysninger, som er omhandlet i stk. 1 og 2.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-

de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.

1093/2010.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for

at fastlægge standardformularer, ‐modeller og ‐procedurer til brug for kravene vedrørende udveksling af

oplysninger med henblik på at lette tilsynet med investeringsselskaber.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige

tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA forelægger senest den 26. juni 2021 Kommissionen de i stk. 7 og 8 omhandlede udkast til

tekniske standarder.

Artikel 14

Kontrol på stedet og undersøgelsesbesøg hos filialer etableret i en anden medlemsstat

1. Hvis et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i en anden medlemsstat, udøver virksomhed

gennem en filial, sikrer værtslandet, at hjemlandets kompetente myndigheder efter meddelelse herom

til værtslandets kompetente myndigheder selv eller gennem mellemmænd, som de bemyndiger hertil,

foretager kontrol på stedet af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, og undersøger sådanne

filialer.

2. De kompetente myndigheder i værtslandet har med henblik på tilsyn, og hvis de finder det relevant af

hensyn til stabiliteten i det finansielle system i værtslandet, beføjelse til i enkelttilfælde at foretage kontrol

på stedet og undersøgelser af de aktiviteter, som filialer af investeringsselskaber udøver på deres område,

og kræve oplysninger fra en filial om dens aktiviteter.

Forud for sådan kontrol og sådanne undersøgelser hører værtslandets kompetente myndigheder straks de

kompetente myndigheder i hjemlandet.

Så hurtigt som muligt efter nævnte kontrol og undersøgelser meddeler de kompetente myndigheder i

værtslandet de kompetente myndigheder i hjemlandet de indhentede oplysninger og undersøgelsesresulta-

ter, som er relevante for risikovurderingen af det pågældende investeringsselskab.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

186

Afdeling 2

Tavshedspligt og indberetningspligt

Artikel 15

Tavshedspligt og udveksling af fortrolige oplysninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder for eller har

arbejdet for disse kompetente myndigheder, herunder de personer, der er omhandlet i artikel 76, stk. 1, i

direktiv 2014/65/EU, er underlagt tavshedspligt med henblik på nærværende direktiv og forordning (EU)

2019/2033.

Fortrolige oplysninger, som sådanne kompetente myndigheder og personer modtager i forbindelse med

deres hverv, må kun videregives i summarisk eller samlet form, forudsat at enkeltstående investerings-

selskaber eller personer ikke kan identificeres, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af

strafferet.

Hvis et investeringsselskab er erklæret konkurs eller er genstand for tvangslikvidation, kan fortrolige

oplysninger, der ikke vedrører tredjemand, videregives under en civil retssag eller handelsretssag, hvis

sådan videregivelse er nødvendig for at gennemføre denne retssag.

2. De kompetente myndigheder anvender kun de fortrolige oplysninger, der er indsamlet, udvekslet eller

fremsendt i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, med henblik på at varetage deres

opgaver, navnlig med henblik på:

a) overvågning af de tilsynsmæssige krav i dette direktiv og i forordning (EU) 2019/2033

b) pålæggelse af sanktioner

c) indbringelse af kompetente myndigheders afgørelser for en højere administrativ myndighed

d) indbringelse for domstolene efter artikel 23.

3. Andre fysiske og juridiske personer og andre organer end de kompetente myndigheder, som modtager

fortrolige oplysninger i henhold til dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, må kun anvende nævnte

oplysninger til de formål, som den kompetente myndighed udtrykkeligt har fastsat, eller i overensstem-

melse med national ret.

De kompetente myndigheder kan udveksle fortrolige oplysninger med henblik på stk. 2, kan

udtrykkeligt anføre, hvordan disse oplysninger skal behandles, og kan udtrykkeligt begrænse yderligere

fremsendelse af oplysningerne.

5. Den i stk. 1 omhandlede forpligtelse må ikke forhindre de kompetente myndigheder i at fremsende

fortrolige oplysninger til Kommissionen, når oplysningerne er nødvendige for, at Kommissionen kan

udøve sine beføjelser.

De kompetente myndigheder kan give EBA, ESMA, ESRB, medlemsstaternes centralbanker, Det

Europæiske System af Centralbanker (ESCB) og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab af penge-

politiske myndigheder og, hvis det er relevant, offentlige myndigheder, der er ansvarlige for at føre tilsyn

med betalings- og afviklingssystemer, fortrolige oplysninger, hvis nævnte oplysninger er nødvendige, for

at de kan udføre deres opgaver.

Artikel 16

Samarbejdsaftaler med tredjelande om udveksling af oplysninger

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

187

De kompetente myndigheder samt og EBA og ESMA kan i overensstemmelse med artikel 33 i forordning

(EU) nr. 1093/2010 eller artikel 33 i forordning (EU) nr. 1095/2010, alt efter hvad der er relevant, med

henblik på at udføre deres tilsynsopgaver i henhold til dette direktiv eller til forordning (EU) 2019/2033

og for at udveksle oplysninger indgå samarbejdsaftaler med tilsynsmyndighederne i tredjelande samt med

myndigheder eller organer i tredjelande med ansvar for følgende opgaver, forudsat at de videregivne

oplysninger er omfattet af en tavshedspligt, der mindst svarer til den tavshedspligt, som er fastsat i artikel

15 i dette direktiv:

a) tilsyn med finansieringsinstitutter og finansielle markeder, herunder tilsyn med finansielle enheder, der

har tilladelse til at drive virksomhed som central modpart, hvis centrale modparter er anerkendt i henhold

til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012

23)

b) likvidation og konkursbehandling af investeringsselskaber og lignende procedurer

c) tilsyn med organer, der beskæftiger sig med likvidation og konkursbehandling af investeringsselskaber

og lignende procedurer

d) lovpligtig revision af finansieringsinstitutter eller institutter, som forvalter garantiordninger

e) tilsyn med personer, der er ansvarlige for at foretage lovpligtig revision af finansieringsinstitutters

regnskaber

f) tilsyn med personer, der er aktive på markeder for emissionskvoter, for at sikre en konsolideret oversigt

over finansielle markeder og spotmarkeder

g) tilsyn med personer, der er aktive på markeder for landbrugsråvarederivater, for at sikre en konsolideret

oversigt over finansielle markeder og spotmarkeder.

Artikel 17

Pligter for personer, der er ansvarlige for kontrol af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber

Medlemsstaterne fastsætter, at en person, der er bemyndiget i henhold Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2006/43/EF

24)

, og som i et investeringsselskab udfører de hverv, der er beskrevet i artikel 73 i di-

rektiv 2009/65/EF eller artikel 34 i direktiv 2013/34/EU, eller ethvert andet lovpligtigt hverv, har pligt til

straks at foretage indberetning til de kompetente myndigheder om ethvert forhold eller enhver beslutning

vedrørende nævnte investeringsselskab eller vedrørende en virksomhed, der har tætte forbindelser til dette

investeringsselskab, og som

a) udgør en væsentlig overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der er vedtaget i

henhold til dette direktiv

b) kan påvirke investeringsselskabets fortsatte funktion eller

c) kan føre til nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold.

Afdeling 3

Sanktioner, undersøgelsesbeføjelser og klageadgang

Artikel 18

Administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger

Uden at dette berører de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser som nævnt i dette direktivs

afsnit IV, kapitel 2, afdeling 4, herunder undersøgelsesbeføjelser og beføjelser til at pålægge afhjælpende

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

188

foranstaltninger, eller medlemsstaternes ret til at indføre og pålægge strafferetlige sanktioner, fastsætter

medlemsstaterne regler om administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger og sikrer,

at deres kompetente myndigheder har beføjelse til at pålægge sådanne sanktioner og foranstaltninger ved

overtrædelser af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033,

herunder hvis et investeringsselskab:

a) ikke råder over interne ledelsesordninger som omhandlet i artikel 26

b) i strid med artikel 54, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2019/2033 undlader at indberette oplysninger

til de kompetente myndigheder om opfyldelse af forpligtelsen til at opfylde kapitalgrundlagskravene i

nævnte forordnings artikel 11 eller giver ufuldstændige eller unøjagtige oplysninger

c) i strid med artikel 54, stk. 1, litra e), i forordning (EU) 2019/2033 undlader at indberette oplysninger til

de kompetente myndigheder om koncentrationsrisiko eller giver ufuldstændige eller unøjagtige oplysnin-

ger

d) udsætter sig for en koncentrationsrisiko, som overstiger grænseværdierne i artikel 37 i forordning (EU)

2019/2033, jf. dog artikel 38 og 39 i nævnte forordning

e) i strid med artikel 43 i forordning (EU) 2019/2033 gentagne gange eller konsekvent undlader at

besidde likvide aktiver, jf. dog artikel 44 i nævnte forordning

f) i strid med bestemmelserne i sjette del i forordning (EU) 2019/2033 undlader at afgive oplysninger

eller afgiver ufuldstændige eller unøjagtige oplysninger

g) foretager udbetalinger til indehavere af instrumenter, der indgår i investeringsselskabets kapitalgrund-

lag, i tilfælde, hvor artikel 28, 52 eller 63 i forordning (EU) nr. 575/2013 forbyder sådanne udbetalinger

til indehavere af instrumenter, der indgår i kapitalgrundlaget

h) er fundet ansvarligt for en alvorlig overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849

25)

i) tillader en eller flere personer, der ikke overholder artikel 91 i direktiv 2013/36/EU, at blive eller

forblive medlem af ledelsesorganet.

Fastsætter medlemsstaterne ikke bestemmelser om administrative sanktioner for overtrædelser, der er

omfattet af national strafferet, meddeler de Kommissionen de relevante strafferetlige bestemmelser.

De administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger skal være effektive, stå i rimeligt

forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

De administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som er omhandlet i stk. 1,

første afsnit, skal omfatte følgende:

a) en offentlig erklæring, hvori nævnes den ansvarlige fysiske eller juridiske person eller det ansvar-

lige investeringsselskab, investeringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab og

overtrædelsens art

b) en afgørelse, hvori det pålægges den ansvarlige fysiske eller juridiske person at bringe den udviste

handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage denne handlemåde

c) et midlertidigt forbud mod varetagelse af hverv i investeringsselskaber, som pålægges medlemmer

af det pågældende investeringsselskabs ledelsesorgan eller en hvilken som helst anden fysisk

person, der anses for at være ansvarlig

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

189

d) for juridiske personer administrative økonomiske sanktioner på op til 10 % af det pågældende

selskabs samlede årlige nettoomsætning i det foregående regnskabsår, herunder bruttoindkomsten

bestående af renteindtægter og tilsvarende indtægter, indtægter fra aktier og andre værdipapirer

med variabelt eller fast afkast samt gebyrer og provisionsindtægter

e) for juridiske personer administrative økonomiske sanktioner på op til det dobbelte af den fortje-

neste, der er opnået, eller af det tab, der er undgået som følge af overtrædelsen, såfremt denne

fortjeneste eller dette tab kan beregnes

f) for fysiske personer administrative økonomiske sanktioner på op til 5 000 000 EUR eller i med-

lemsstater, der ikke har euro som valuta, den tilsvarende værdi i national valuta den 25. december

2019.

Hvis det i første afsnit, litra d), omhandlede selskab er et datterselskab, er den relevante bruttoindkomst

den bruttoindkomst, som fremgår af det øverste moderselskabs konsoliderede regnskab for det foregående

regnskabsår.

Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed i tilfælde af et investeringsselskabs overtrædel-

se af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, eller bestemmelserne i forordning (EU)

2019/2033 kan anvende administrative sanktioner over for medlemmerne af ledelsesorganet og over for

andre fysiske personer, som i henhold til national ret er ansvarlige for overtrædelsen.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative

sanktioner eller andre administrative foranstaltninger som omhandlet i stk. 1 og fastsættelse af størrelsen

af administrative økonomiske sanktioner tager højde for alle relevante omstændigheder, herunder i givet

fald:

a) overtrædelsens grovhed og varighed

b) graden af ansvar hos de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen

c) den finansielle styrke hos de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen,

herunder juridiske personers samlede omsætning eller fysiske personers årsindkomst

d) størrelsen af den fortjeneste, som de juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen, har

opnået, eller det tab, som de juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen, har undgået

e) eventuelle tab, som tredjeparter har lidt som følge af overtrædelsen

f) omfanget af samarbejdet med de relevante kompetente myndigheder

g) overtrædelser, som de fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen, tidligere

har begået

h) enhver potentiel systemisk følge af overtrædelsen.

Artikel 19

Undersøgelsesbeføjelser

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har alle de informationsindsamlings- og undersø-

gelsesbeføjelser, som er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver, herunder:

a) beføjelse til at kræve, at følgende fysiske eller juridiske personer giver oplysninger om:

i) investeringsselskaber, der er etableret i den berørte medlemsstat

ii) investeringsholdingselskaber, der er etableret i den berørte medlemsstat

iii) blandede finansielle holdingselskaber, der er etableret i den berørte medlemsstat

iv) holdingselskaber med blandede aktiviteter, der er etableret i den berørte medlemsstat

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

190

v) personer, som tilhører de enheder, der er omhandlet i nr. i)-iv)

vi) tredjeparter, som de enheder, der er omhandlet i nr. i)-iv), har outsourcet driftsmæssige funktio-

ner eller aktiviteter til

b) beføjelse til at foretage alle nødvendige undersøgelser af alle de personer, der er omhandlet i litra

a), som er etableret i eller befinder sig i den berørte medlemsstat, herunder:

i) til at kræve forelæggelse af dokumenter fra de i litra a) omhandlede personer

ii) til at undersøge regnskaber og registre tilhørende de i litra a) omhandlede personer og til at tage

kopier eller uddrag af disse regnskaber og registre

iii) til at indhente skriftlige eller mundtlige redegørelser fra de i litra a) omhandlede personer eller

fra deres repræsentanter eller personale

iv) til at udspørge enhver anden relevant person med det formål at indsamle oplysninger om

undersøgelsens genstand

c) beføjelse til at foretage alle nødvendige undersøgelser af forretningslokaler tilhørende de i litra

a) omhandlede juridiske personer og enhver anden virksomhed, der indgår i tilsynet med overhol-

delsen af koncernkapitaltesten, når en kompetent myndighed er den koncerntilsynsførende, med

forbehold af forudgående underretning af andre berørte kompetente myndigheder.

Artikel 20

Offentliggørelse af administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder på deres officielle websted uden ugrundet

ophold offentliggør alle administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der er pålagt

i henhold til artikel 18, og som ikke er blevet appelleret eller ikke længere kan appelleres. Denne offent-

liggørelse skal omfatte oplysninger om typen og arten af overtrædelsen og navnet på den fysiske eller

juridiske person, som sanktionen pålægges, eller over for hvem foranstaltningen træffes. Oplysningerne

offentliggøres først, efter at nævnte person er blevet underrettet om sanktionerne eller foranstaltningerne,

og kun i det omfang, at offentliggørelsen er nødvendig og forholdsmæssig.

Når medlemsstater tillader offentliggørelse af administrative sanktioner eller andre administrative

foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 18, og som er blevet appelleret, offentliggør de

kompetente myndigheder også på deres officielle websted oplysninger om appelstatus og resultatet af

appellen.

3. I følgende tilfælde offentliggør de kompetente myndigheder de administrative sanktioner eller andre

administrative foranstaltninger, som er pålagt i henhold til artikel 18, i anonymiseret form:

a) Offentliggørelse af personoplysninger, såfremt sanktionen eller foranstaltningen er pålagt en fysisk

person, anses for at være uforholdsmæssig.

b) Offentliggørelse ville skade en igangværende strafferetlig efterforskning eller stabiliteten på de

finansielle markeder.

c) Offentliggørelse ville påføre de pågældende investeringsselskaber eller fysiske personer uforholds-

mæssig stor skade.

4. De kompetente myndigheder sikrer, at oplysninger, der offentliggøres i henhold til denne artikel, for-

bliver på deres officielle websted i mindst fem år. Personoplysninger må kun beholdes på den kompetente

myndigheds officielle websted, hvis det er tilladt i henhold til de gældende databeskyttelsesregler.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

191

Artikel 21

Indberetning af sanktioner til EBA

De kompetente myndigheder underretter EBA om administrative sanktioner og andre administrative

foranstaltninger, der pålægges i henhold til artikel 18, om enhver appel vedrørende disse sanktioner

og andre administrative foranstaltninger og om resultaterne heraf. EBA opretholder udelukkende en

central database over administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der indberettes

til den, med henblik på udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder. Kun de kompetente

myndigheder og ESMA har adgang til databasen, og den skal ajourføres regelmæssigt og mindst hvert år.

EBA opretholder et websted med link til hver kompetent myndigheds offentliggørelse af administrative

sanktioner og andre administrative foranstaltninger pålagt i overensstemmelse med artikel 18 og angiver,

hvor længe hver medlemsstat offentliggør administrative sanktioner og andre administrative foranstaltnin-

ger.

Artikel 22

Indberetning af overtrædelser

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indfører effektive og pålidelige mekanismer

for at muliggøre omgående indberetning af potentielle eller faktiske overtrædelser af nationale bestem-

melser, der gennemfører dette direktiv, og forordning (EU) 2019/2033 til de kompetente myndigheder.

Disse mekanismer skal omfatte følgende:

a) særlige procedurer for modtagelse, behandling og opfølgning af sådanne indberetninger, herunder

oprettelse af sikre kommunikationskanaler

b) passende beskyttelse af ansatte i investeringsselskaber, som indberetter overtrædelser begået i et

investeringsselskab, mod gengældelse, forskelsbehandling og andre former for uretfærdig behand-

ling fra investeringsselskabets side

c) beskyttelse af personoplysninger, både hvad angår personer, som indberetter overtrædelser, og fy-

siske personer, som angiveligt er ansvarlig for overtrædelser, i overensstemmelse med forordning

(EU) 2016/679

d) klare regler, som sikrer, at en person, der indberetter overtrædelser begået i et investeringsselskab,

i alle tilfælde garanteres fortrolighed, medmindre offentliggørelse af oplysninger kræves i henhold

til national ret som led i videre efterforskning eller efterfølgende administrative sager eller retssa-

ger.

2. Medlemsstaterne stiller krav om, at investeringsselskaber har passende procedurer, så deres ansatte

kan indberette overtrædelser internt gennem en særlig uafhængig kanal. Disse procedurer kan tilvejebrin-

ges af arbejdsmarkedets parter, forudsat at procedurerne sikrer samme beskyttelse som den i stk. 1, litra

b), c) og d), omhandlede.

Artikel 23

Klageadgang

Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser og foranstaltninger, der træffes i medfør af forordning (EU)

2019/2033 eller i medfør af love og administrative bestemmelser vedtaget i overensstemmelse med dette

direktiv, kan påklages.

KAPITEL 2

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

192

Kontrolproces

Afdeling 1

Proces til vurdering af den interne kapitals tilstrækkelighed samt risiko

Artikel 24

Intern kapital og likvide aktiver

1. Investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes

forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, skal have for-

svarlige, effektive og omfattende ordninger, strategier og processer for løbende vurdering og opretholdel-

se af en intern kapital og likvide aktiver af en størrelse, type og fordeling, som de anser for tilstrækkelige

til at dække arten og omfanget af de risici, som de kan udgøre for andre, og som investeringsselskaberne

selv er eller kan blive eksponeret mod.

2. De ordninger, strategier og processer, der er omhandlet i stk. 1, skal være passende og stå i et rimeligt

forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskabers virksomhed. De

skal underkastes regelmæssig intern kontrol.

De kompetente myndigheder kan anmode investeringsselskaber, der opfylder betingelserne for klassifice-

ring som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning

(EU) 2019/2033, om at anvende kravene i nærværende artikel i det omfang, som de kompetente myndig-

heder finder hensigtsmæssigt.

Afdeling 2

Intern ledelse, gennemsigtighed, behandling af risici og aflønning

Artikel 25

Anvendelsesområde for denne afdeling

1. Denne afdeling finder ikke anvendelse, hvis et investeringsselskab på grundlag af artikel 12, stk. 1, i

forordning (EU) 2019/2033 fastslår, at det opfylder alle betingelserne for klassificering som små og ikke

indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat heri.

2. Hvis et investeringsselskab, der ikke har opfyldt alle betingelserne i artikel 12, stk. 1, i forordning

(EU) 2019/2033, efterfølgende opfylder disse betingelser, ophører anvendelsen af denne afdeling efter

en periode på seks måneder fra den dato, hvor disse betingelser er opfyldt. Denne afdeling ophører kun

med at finde anvendelse på et investeringsselskab efter denne periode, hvis investeringsselskabet i denne

periode fortsat har opfyldt de betingelser, der er fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033,

uden afbrydelse og har underrettet den kompetente myndighed herom.

3. Hvis et investeringsselskab fastslår, at det ikke længere opfylder alle de betingelser, der er fastsat i

artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, underretter det den kompetente myndighed og overholder

bestemmelserne i denne afdeling senest 12 måneder efter den dato, hvor vurderingen fandt sted.

4. Medlemsstaterne kræver, at investeringsselskaber anvender bestemmelserne i artikel 32 på aflønning

for ydede tjenester eller resultater i regnskabsåret efter det regnskabsår, hvor den i stk. 3 nævnte vurdering

fandt sted.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

193

Når denne afdeling finder anvendelse, og artikel 8 i forordning (EU) 2019/2033 anvendes, sikrer med-

lemsstaterne, at denne afdeling anvendes på investeringsselskaber på individuelt niveau.

Når denne afdeling finder anvendelse, og artikel 7 i forordning (EU) 2019/2033 anvendes, sikrer med-

lemsstaterne, at denne afdeling anvendes på investeringsselskaber på individuelt og konsolideret niveau.

Uanset tredje afsnit finder denne afdeling ikke anvendelse på datterselskaber, der er medtaget i en

konsolideret situation, og som er etableret i tredjelande, hvis moderselskabet i Unionen over for de

kompetente myndigheder kan godtgøre, at anvendelse af denne afdeling er i strid med lovgivningen i det

tredjeland, hvor disse datterselskaber er etableret.

Artikel 26

Intern ledelse

1. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber har robuste ledelsesordninger, herunder følgende:

a) en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemsigtig og konsekvent ansvarsfordeling

b) effektive procedurer til at identificere, styre, overvåge og indberette de risici, som investeringssel-

skaber er eller kan blive eksponeret mod, eller risici som de udgør eller kan udgøre for andre

c) fyldestgørende interne kontrolmekanismer, herunder forsvarlige administrative og regnskabsmæs-

sige procedurer

d) en aflønningspolitik og ‐praksis, som er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og

effektiv risikostyring.

Den i første afsnit, litra d), omhandlede aflønningspolitik og ‐praksis skal være kønsneutral.

2. Når de i stk. 1 omhandlede ordninger indføres, tages der hensyn til de kriterier, der er omhandlet i

artikel 28-33.

3. De i stk. 1 omhandlede ordninger skal være passende og stå i rimeligt forhold til arten, omfanget og

kompleksiteten af risiciene i forbindelse med investeringsselskabers forretningsmodel og aktiviteter.

EBA udsteder i samråd med ESMA retningslinjer for anvendelse af de i stk. 1 omhandlede

ledelsesordninger.

EBA udsteder i samråd med ESMA i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010

retningslinjer for kønsneutrale aflønningspolitikker for investeringsselskaber.

Inden for to år efter datoen for offentliggørelse af disse retningslinjer udsender EBA på grundlag af

de oplysninger, der indsamles af de kompetente myndigheder, en rapport om investeringsselskabers

anvendelse af kønsneutrale aflønningspolitikker.

Artikel 27

Rapportering per land

Medlemsstaterne stiller krav til investeringsselskaber, som har en filial eller et datterselskab, der

er et finansieringsinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning (EU) nr. 575/2013, i en

anden medlemsstat eller et andet tredjeland end den medlemsstat eller det tredjeland, hvor tilladelse til

investeringsselskabet er meddelt, om på årsbasis at offentliggøre følgende oplysninger pr. medlemsstat og

pr. tredjeland:

a) navn, aktiviteternes art og eventuelle datterselskabers og filialers beliggenhed

b) omsætning

c) antal ansatte i fuldtidsækvivalenter

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

194

resultat før skat

skat af resultatet

modtagne offentlige tilskud.

De oplysninger, der er nævnt i denne artikels stk. 1, revideres i overensstemmelse med direktiv

2006/43/EF og knyttes, når det er muligt, som bilag til årsregnskabet eller i givet fald det konsoliderede

årsregnskab for det pågældende investeringsselskab.

Artikel 28

Ledelsesorganets rolle ved risikostyring

Medlemsstaterne sikrer, at ledelsesorganet i et investeringsselskab godkender og regelmæssigt

gennemgår strategier og politikker for investeringsselskabets risikovillighed og for styring, overvågning

og begrænsning af risici, som investeringsselskabet er eller kan blive eksponeret mod, under hensyntagen

til det makroøkonomiske miljø og investeringsselskabets forretningscyklus.

2. Medlemsstaterne sikrer, at ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til at sikre korrekt behandling af

de i stk. 1 omhandlede forhold, og at det afsætter tilstrækkelige ressourcer til styring af alle væsentlige

risici, som investeringsselskabet er eksponeret mod.

3. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber indfører rapporteringsveje til ledelsesorganet for alle

væsentlige risici og for alle risikostyringspolitikker og eventuelle ændringer heraf.

4. Medlemsstaterne stiller krav om, at alle investeringsselskaber, der ikke opfylder kriterierne i artikel

32, stk. 4, litra a), nedsætter et risikoudvalg sammensat af medlemmer af ledelsesorganet, som ikke

varetager en ledelsesfunktion i det pågældende investeringsselskab.

Medlemmerne af det i første afsnit omhandlede risikoudvalg skal have passende kendskab, faglig kompe-

tence og ekspertise til fuldt ud at forstå, håndtere og overvåge investeringsselskabets risikostrategi og

risikovillighed. De sikrer, at risikoudvalget rådgiver ledelsesorganet om investeringsselskabets overordne-

de nuværende og fremtidige risikovillighed og ‐strategi og bistår ledelsesorganet med at overvåge den

øverste ledelses gennemførelse af denne strategi. Ledelsesorganet bevarer det overordnede ansvar for

investeringsselskabets risikostrategier og ‐politikker.

Medlemsstaterne sikrer, at ledelsesorganet i dets tilsynsfunktion og ledelsesorganets risikoudvalg,

hvis et risikoudvalg er blevet nedsat, har adgang til oplysninger om de risici, som investeringsselskabet er

eller kan blive eksponeret mod.

Artikel 29

Behandling risici

1. De kompetente myndigheder sikrer, at investeringsselskaber råder over solide strategier, politikker,

processer og systemer for identifikation, måling, styring og overvågning af følgende:

a) væsentlige kilder til og virkninger af kunderisici og eventuel væsentlig indvirkning på kapital-

grundlaget

b) væsentlige kilder til og virkninger af markedsrisici og eventuel væsentlig indvirkning på kapital-

grundlaget

c) væsentlige kilder til og virkninger af investeringsselskabets risici, navnlig dem, der kan opsluge

det til rådighed værende kapitalgrundlag

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

195

d) likviditetsrisikoen inden for relevante tidshorisonter, herunder samme dag, for at sikre, at investe-

ringsselskaber opretholder tilstrækkelige likvide midler, herunder for så vidt angår håndtering af

væsentlige risikokilder, jf. litra a), b) og c).

Strategierne, politikkerne, processerne og systemerne skal stå i rimeligt forhold til investeringsselskabers

kompleksitet, risikoprofil og arbejdsområde samt den risikotolerance, som ledelsesorganet har fastsat, og

afspejle investeringsselskabernes betydning i hver medlemsstat, hvor de udøver aktiviteter.

Med henblik på første afsnit, litra a), og andet afsnit skal de kompetente myndigheder tage hensyn til

national ret vedrørende adskillelse af kunders penge.

Med henblik på første afsnit, litra a), skal investeringsselskaber overveje at tegne en erhvervsansvarsfor-

sikring som et effektivt redskab i forbindelse med deres risikostyring.

Med henblik på første afsnit, litra c), omfatter væsentlige risikokilder for investeringsselskabet selv, hvis

det er relevant, væsentlige ændringer i bogført værdi af aktiver, herunder krav mod tilknyttede agenter,

sammenbrud hos kunder eller modparter, positioner i finansielle instrumenter, i fremmed valuta og i

råvarer samt forpligtelser over for ydelsesbaserede pensionsordninger.

Investeringsselskaber skal tage behørigt hensyn til enhver væsentlig indvirkning på kapitalgrundlaget, når

sådanne risici ikke er tilstrækkelig dækket af kapitalgrundlagskravene som beregnet i henhold til artikel

11 i forordning (EU) 2019/2033.

Er investeringsselskaber nødt til at afvikle eller indstille deres aktiviteter, stiller de kompetente

myndigheder krav om, at investeringsselskaber, under hensyntagen til deres forretningsmodellers og

‐strategiers levedygtighed og bæredygtighed, tager behørigt hensyn til krav og nødvendige ressourcer, der

er realistiske med hensyn til tidsramme og opretholdelse af kapitalgrundlag og likvide midler, under hele

forløbet med udtræden af markedet.

3. Uanset artikel 25 finder nærværende artikels stk. 1, litra a), c) og d), anvendelse på investeringssel-

skaber, som opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investerings-

selskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033.

4. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel

58 som supplement til dette direktiv for at sikre, at investeringsselskabers strategier, politikker, processer

og systemer er solide. Kommissionen tager i denne forbindelse hensyn til udviklingen på de finansielle

markeder, navnlig fremkomst af nye finansielle produkter, udviklingen inden for regnskabsstandarder og

udvikling, som letter konvergens inden for tilsynspraksis.

Artikel 30

Aflønningsudvalg

1. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber efterlever følgende principper, når de udformer og

anvender deres politik for aflønning af medarbejderkategorier, herunder den øverste ledelse, risikotagere,

medarbejdere med kontrolfunktioner og enhver medarbejder med en samlet løn, der mindst svarer til den

laveste løn til den øverste ledelse eller risikotagere, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på investerings-

selskabets risikoprofil eller på de aktiver, som det forvalter:

a) Aflønningspolitikken er klart dokumenteret og står i rimeligt forhold til investeringsselskabets

størrelse, interne organisation og art samt til omfanget og kompleksiteten af dets aktiviteter.

b) Aflønningspolitikken er kønsneutral.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

196

Aflønningspolitikken er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikosty-

ring.

d) Aflønningspolitikken er i overensstemmelse med investeringsselskabets forretningsstrategi og

målsætninger og tager også hensyn til de langsigtede virkninger af trufne investeringsbeslutnin-

ger.

e) Aflønningspolitikken omfatter foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter, fremmer an-

svarlig forretningsadfærd og tilskynder til risikobevidsthed og forsigtig risikotagning.

f) Investeringsselskabets ledelsesorgan sørger i sin tilsynsfunktion for at fastlægge og med regel-

mæssige mellemrum revidere aflønningspolitikken og har overordnet ansvar for at føre tilsyn med

dens gennemførelse.

g) Gennemførelsen af aflønningspolitikken underkastes mindst en gang om året central og uafhæn-

gig intern kontrol fra kontrolfunktioners side.

h) De medarbejdere, der varetager kontrolfunktioner, arbejder uafhængigt af de afdelinger, som de

fører tilsyn med, har passende beføjelser og aflønnes i henhold til opnåelsen af de mål, der er

knyttet til deres funktioner, uanset resultaterne på de forretningsområder, som de kontrollerer.

i) Det i artikel 33 omhandlede aflønningsudvalg eller, hvis et sådant udvalg ikke er nedsat, ledelses-

organet i dets tilsynsfunktion fører direkte tilsyn med aflønningen af den øverste ledelse inden for

risikostyrings- og compliancefunktionerne.

j) Aflønningspolitikken skelner under hensyntagen til nationale bestemmelser om lønfastsættelse

klart mellem de kriterier, der lægges til grund for fastsættelse af følgende:

i) fast grundløn, som primært afspejler relevant erhvervserfaring og organisatorisk ansvar, jf. den

ansattes stillingsbeskrivelse som en del af ansættelsesvilkårene

ii) variabel løn, som afspejler bæredygtige og risikojusterede resultater for den ansatte samt

resultater ud over den ansattes stillingsbeskrivelse.

k) Den faste aflønningskomponent udgør en tilstrækkelig høj andel af den samlede løn, således at der

kan føres en helt fleksibel politik for variable aflønningskomponenter, herunder mulighed for ikke

at betale variable aflønningskomponenter.

2. Medlemsstaterne sikrer med henblik på stk. 1, litra k), at investeringsselskaber fastsætter passende

forhold mellem den faste og den variable komponent af den samlede løn i deres aflønningspolitikker

under hensyntagen til investeringsselskabernes forretningsaktiviteter og dermed forbundne risici samt den

indflydelse, som de i stk. 1 omhandlede forskellige medarbejderkategorier har på selskabets risikoprofil.

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber fastlægger og anvender de i stk. 1 omhandlede

principper på en måde, der svarer til deres størrelse og interne organisation og til arten, omfanget og

kompleksiteten af deres aktiviteter.

4. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at angive

passende kriterier for identifikation af medarbejderkategorier, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på

investeringsselskabets risikoprofil, jf. denne artikels stk. 1. EBA og ESMA tager behørigt hensyn til

Kommissionens henstilling 2009/384/EF

26)

samt eksisterende retningslinjer for aflønning i henhold til

direktiv 2009/65/EF, 2011/61/EU og 2014/65/EU, og sigter mod at minimere afvigelser fra eksisterende

bestemmelser.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

26. juni 2021.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

197

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-

de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.

1093/2010.

Artikel 31

Investeringsselskaber med ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige

Medlemsstaterne sikrer, at når et investeringsselskab modtager ekstraordinær finansiel støtte fra det

offentlige som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 28), i direktiv 2014/59/EU,

a) betaler investeringsselskabet ikke variabel aflønning til medlemmerne af ledelsesorganet

b) begrænses variabel aflønning til en del af nettoindtægterne, hvis variabel aflønning, der betales

til andre medarbejdere end medlemmer af ledelsesorganet, er uforenelig med opretholdelse af et

robust kapitalgrundlag i et investeringsselskab og rettidigt ophør af ekstraordinær finansiel støtte

til det fra det offentlige.

Artikel 32

Variabel aflønning

1. Medlemsstaterne sikrer, at eventuel variabel aflønning, som tildeles og betales af et investeringssel-

skab til de i artikel 30, stk. 1, omhandlede medarbejderkategorier, opfylder følgende krav på samme

betingelser som dem, der er fastsat i artikel 30, stk. 3:

a) Hvis den variable aflønning er resultatafhængig, baseres den samlede variable aflønning på en

kombination af en vurdering af den enkelte medarbejders og den pågældende forretningsenheds

resultater og investeringsselskabets samlede resultater.

b) Ved vurderingen af den enkelte medarbejders resultater tages der hensyn til såvel finansielle som

ikkefinansielle kriterier.

c) Den i litra a) omhandlede resultatvurdering baseres på en flerårig periode, hvor der tages hensyn

til investeringsselskabets forretningscyklus og forretningsrisici.

d) Den variable aflønning har ikke indvirkning på investeringsselskabets evne til at sikre et robust

kapitalgrundlag.

e) Garanteret variabel aflønning forekommer kun i forbindelse med nye medarbejdere og kun i det

første ansættelsesår, og når investeringsselskabet har et solidt kapitalgrundlag.

f) Godtgørelser, der kommer til udbetaling, hvis en ansættelseskontrakt opsiges før tid, afspejler

de resultater, som den pågældende medarbejder har opnået i en periode, og må ikke belønne

manglende resultater eller forseelser.

g) Lønpakker knyttet til kompensation eller buy-out fra kontrakter i forbindelse med tidligere be-

skæftigelse tilpasses investeringsselskabets langsigtede interesser.

h) Ved målingen af resultater, som lægges til grund for beregning af puljer af variabel aflønning,

tages der højde for alle typer af aktuelle og fremtidige risici samt kapitalomkostningerne og

likviditet, der kræves i henhold til forordning (EU) 2019/2033

i) Tildelingen af variable lønkomponenter i investeringsselskabet tager højde for alle typer af aktuel-

le og fremtidige risici.

j) Mindst 50 % af den variable aflønning består af følgende instrumenter:

i) aktier eller tilsvarende ejerskabsinteresser, afhængigt af det pågældende investeringsselskabs

juridiske struktur,

ii) aktielignende instrumenter eller tilsvarende ikkelikvide instrumenter, afhængigt af det pågæl-

dende investeringsselskabs juridiske struktur,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

198

iv) ikkelikvide instrumenter, som afspejler instrumenterne i de forvaltede porteføljer.

k) Uanset litra j) kan de kompetente myndigheder, hvis et investeringsselskab ikke udsteder de

i nævnte litra anførte instrumenter, godkende anvendelse af alternative ordninger, der opfylder

samme formål.

l) Mindst 40 % af den variable aflønning udskydes i tre til fem år, alt efter hvad der er relevant,

afhængigt af investeringsselskabets forretningscyklus, arten af selskabets virksomhed, selskabets

risici og den pågældende medarbejders arbejdsopgaver, undtagen hvis den variable aflønning

udgør et meget stort beløb, i hvilket tilfælde mindst 60 % af den variable aflønning udskydes.

m) Op til 100 % af den variable aflønning reduceres, hvis investeringsselskabets finansielle resultater

har været beskedne eller negative, herunder gennem ordninger vedrørende fradrags- eller tilbage-

betalingsprocedurer, der er omfattet af kriterier, som investeringsselskaber har fastsat, og som

navnlig vedrører situationer, hvor den pågældende medarbejder:

i) har deltaget i eller været ansvarlig for adfærd, der resulterede i betydelige tab for investerings-

selskabet

ii) ikke længere anses for at være egnet og hæderlig.

n) Skønsmæssige pensionsydelser er i overensstemmelse med investeringsselskabets forretningsstra-

tegi, målsætninger, værdier og langsigtede interesser.

2. Medlemsstaterne sikrer med henblik på stk. 1 følgende:

a) De i artikel 30, stk. 1, omhandlede personer benytter ikke personlige afdækningsstrategier eller

løn- og ansvarsrelaterede forsikringer til at underminere de principper, der er omhandlet i stk. 1.

b) Der betales ikke variabel løn gennem finansielle ordninger eller metoder, der gør det lettere at

undlade at overholde dette direktiv eller forordning (EU) 2019/2033.

De i stk. 1, litra j), omhandlede instrumenter skal med henblik på nævnte bestemmelse være

omfattet af en passende tilbageholdelsespolitik, der er udformet således, at den bringer personernes

incitamenter i overensstemmelse med investeringsselskabets og dets kreditorers og kunders langsigtede

interesser. Medlemsstaterne eller deres kompetente myndigheder kan pålægge begrænsninger med hensyn

til arten og udformningen af disse instrumenter eller forbyde anvendelse af visse instrumenter til variabel

aflønning.

Den i stk. 1, litra l), omhandlede udskydelse af variabel aflønning godtgøres ikke hurtigere end på pro

rata-basis.

For så vidt angår stk. 1, litra n), gælder det, at hvis en medarbejder forlader investeringsselskabet før

pensionsalderen, skal investeringsselskabet tilbageholde de skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser i en

periode på fem år i form af instrumenter som omhandlet i litra j). Hvis en medarbejder når pensionsalde-

ren og går på pension, skal de skønsmæssigt fastsatte pensionsydelser betales til den pågældende i form af

instrumenter som omhandlet i litra j) efter en femårig tilbageholdelsesperiode.

4. Stk. 1, litra j) og l), og stk. 3, tredje afsnit, finder ikke anvendelse på:

a) investeringsselskaber, hvis værdi af balanceførte og ikkebalanceførte aktiver i gennemsnit udgør

100 mio. EUR eller derunder i den fireårsperiode, der ligger umiddelbart forud for det pågælden-

de regnskabsår

b) personer, hvis årlige variable aflønning ikke overstiger 50 000 EUR og ikke udgør mere end en

fjerdedel af vedkommendes samlede årlige aflønning.

5. Uanset stk. 4, litra a), kan en medlemsstat forhøje den deri nævnte tærskel, forudsat at investerings-

selskabet opfylder følgende kriterier:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

199

investeringsselskabet er ikke et af de tre største investeringsselskaber med hensyn til den samlede

værdi af aktiver i den medlemsstat, hvor det er etableret

investeringsselskabet er ikke underlagt forpligtelser eller er underlagt forenklede forpligtelser

med hensyn til genopretnings- og afviklingsplanlægning i overensstemmelse med artikel 4 i

direktiv 2014/59/EU

størrelsen af investeringsselskabets balanceførte og ikkebalanceførte handelsbeholdningsaktivite-

ter er 150 mio. EUR eller derunder

størrelsen af investeringsselskabets balanceførte og ikkebalanceførte derivataktiviteter er 100 mio.

EUR eller derunder

tærsklen overstiger ikke 300 mio. EUR, og

det er hensigtsmæssigt at forhøje tærsklen under hensyntagen til arten og omfanget af investe-

ringsselskabets aktiviteter, dets interne organisation og, hvis det er relevant, kendetegnene ved

den koncern, som det tilhører.

6. Uanset stk. 4, litra a), kan en medlemsstat sænke den i nævnte litra omhandlede tærskel, forudsat

at det er hensigtsmæssigt at gøre dette under hensyntagen til arten og omfanget af investeringsselskabets

aktiviteter, dets interne organisation og, hvis det er relevant, kendetegnene ved den koncern, som det

tilhører.

7. Uanset stk. 4, litra b), kan en medlemsstat beslutte, at medarbejdere, som har ret til en årlig variabel

aflønning under den tærskel og andel, der er omhandlet i nævnte litra, ikke er omfattet af undtagelsen

heri på grund af særlige nationale markedsforhold med hensyn til aflønningspraksis eller som følge af

karakteren af disse medarbejderes ansvarsområder og jobprofil.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at

angive, hvilke kategorier af instrumenter der opfylder betingelserne i stk. 1, litra j), nr. iii), og angive

mulige alternative ordninger, jf. stk. 1, litra k).

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

26. juni 2021.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-

de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.

1093/2010.

9. EBA vedtager i samråd med ESMA retningslinjer, som letter gennemførelsen af stk. 4, 5 og 6 og

sikrer konsekvent anvendelse heraf.

Artikel 33

Aflønningsudvalg

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber, der ikke opfylder kriterierne i artikel 32, stk. 4,

litra a), nedsætter et aflønningsudvalg. Aflønningsudvalget skal have en ligelig kønsfordeling og foretage

et kompetent og uafhængigt skøn vedrørende aflønningspolitikker og ‐praksis samt incitamenter, der er

indført med henblik på risikostyring samt forvaltning af kapital og likviditet. Aflønningsudvalget kan

nedsættes på koncernniveau.

2. Medlemsstaterne sikrer, at aflønningsudvalget er ansvarligt for udarbejdelse af afgørelser vedrørende

aflønning, der skal træffes af ledelsesorganet, herunder afgørelser, som har konsekvenser for det pågæl-

dende investeringsselskabs risici og risikostyring. Formanden for og medlemmerne af aflønningsudvalget

skal være medlemmer af ledelsesorganet, som ikke varetager en ledelsesfunktion i det pågældende

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

200

investeringsselskab. Hvis arbejdstagerrepræsentation i ledelsesorganet er fastsat i national ret, skal afløn-

ningsudvalget omfatte en eller flere arbejdstagerrepræsentanter.

3. Når de i stk. 2 omhandlede afgørelser udarbejdes, tager aflønningsudvalget højde for offentlighedens

interesse samt aktionærernes, investorernes og andre interessenters langsigtede interesser i investerings-

selskabet.

Artikel 34

Tilsyn med aflønningspolitik

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indsamler oplysninger, der er offentliggjort

i overensstemmelse med artikel 51, stk. 1, litra c) og d), i forordning (EU) 2019/2033, samt oplysninger

fra investeringsselskaber om lønforskellen mellem mænd og kvinder og anvender disse oplysninger til at

benchmarke aflønningstendenser og ‑praksis.

De kompetente myndigheder forelægger EBA disse oplysninger.

2. EBA anvender de oplysninger, som den modtager fra de kompetente myndigheder i overensstemmel-

se med stk. 1 og 4, til at benchmarke aflønningstendenser og -praksis på EU-plan.

3. EBA udsteder i samråd med ESMA retningslinjer for anvendelse af forsvarlige aflønningspolitik-

ker. Disse retningslinjer skal mindst tage hensyn til de i artikel 30-33 omhandlede krav og de i henstilling

2009/384/EF omhandlede principper for forsvarlige aflønningspolitikker.

4. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber giver de kompetente myndigheder oplysninger om

antallet af fysiske personer i hvert investeringsselskab, der aflønnes med 1 mio. EUR eller mere pr. regn-

skabsår, i lønrammer på 1 mio. EUR, herunder oplysninger om deres ansvarsområder, det pågældende

forretningsområde og hovedelementerne løn, bonus, langsigtede gratialer og pensionsbidrag.

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsselskaber på anmodning giver de kompetente myndigheder de

samlede løntal for hvert medlem af ledelsesorganet eller den øverste ledelse.

De kompetente myndigheder sender de i første og andet afsnit omhandlede oplysninger til EBA, som

offentliggør dem i et fælles rapporteringsformat opdelt efter hjemland. EBA kan i samråd med ESMA

udstede retningslinjer for at lette gennemførelsen af dette stykke og sikre de indsamlede oplysningers

ensartethed.

Artikel 35

EBA-rapport om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici

EBA udarbejder en rapport om indførelse af tekniske kriterier for eksponeringer mod aktiviteter, der i

væsentlig grad er forbundet med miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) mål i forbindelse med

tilsynskontrol- og vurderingsprocessen med henblik på at vurdere de mulige risicis kilder virkninger for

investeringsselskaber, idet der tages hensyn til gældende EU-retsakter på området for ESG-klassificering.

Den i stk. 1 omhandlede EBA-rapport skal mindst omfatte:

a) en definition af ESG-risici, herunder fysiske risici og overgangsrisici i forbindelse med overgan-

gen til en mere bæredygtig økonomi, og herunder, hvad angår overgangsrisici, risici i forbindelse

med afskrivning af aktiver som følge af reguleringsmæssige ændringer, kvalitative og kvantitative

kriterier og målestokke, der er relevante for vurderingen af sådanne risici, samt en metode til

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

201

vurdering af muligheden for, at sådanne risici opstår på kort, mellemlang eller lang sigt, og mu-

ligheden for, at sådanne risici får væsentlige finansielle konsekvenser for et investeringsselskab

en vurdering af muligheden for, at betydelige koncentrationer af specifikke aktiver øger ESG-risi-

ci, herunder fysiske risici og overgangsrisici for et investeringsselskab

en beskrivelse af de processer, ved hjælp af hvilke et investeringsselskab kan identificere, vurdere

og håndtere ESG-risici, herunder fysiske risici og overgangsrisici

de kriterier, parametre og målestokke, ved hjælp af hvilke tilsynsførende og investeringsselskaber

kan vurdere virkningen af kort-, mellem- og langsigtede ESG-risici med henblik på tilsynskon-

trol- og vurderingsprocessen.

EBA forelægger Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen rapporten om sine resultater senest den

26. december 2021.

På grundlag af denne rapport kan EBA om nødvendigt vedtage retningslinjer for at indføre kriterier

vedrørende ESG-risici til tilsynskontrol- og vurderingsprocessen, som tager hensyn til resultaterne af den

i denne artikel nævnte EBA-rapport.

Afdeling 3

Tilsynskontrol- og vurderingsproces

Artikel 36

Tilsynskontrol og vurdering

1. De kompetente myndigheder fører, i det omfang det er relevant og nødvendigt under hensyntagen

til investeringsselskabers størrelse, risikoprofil og forretningsmodel, kontrol med de ordninger, strategier,

processer og mekanismer, som investeringsselskaber indfører for at efterkomme dette direktiv og forord-

ning (EU) 2019/2033, og vurderer følgende, hvis det er hensigtsmæssigt og relevant, for at sikre en

forsvarlig styring og dækning af deres risici:

a) de i artikel 29 omhandlede risici

b) den geografiske placering af investeringsselskabers eksponeringer

c) investeringsselskabers forretningsmodel

d) vurderingen af systemiske risici under hensyntagen til identifikationen og målingen af systemisk

risiko i henhold til artikel 23 i forordning (EU) nr. 1093/2010 eller ESRB-henstillinger

e) risiciene for investeringsselskabers net- og informationssystemers sikkerhed med henblik på at

sikre fortrolighed, integritet og tilgængelighed i forbindelse med deres processer, data og aktiver

f) investeringsselskabers eksponering mod renterisici som følge af aktiviteter uden for handelsbe-

holdningen

g) investeringsselskabers ledelsessystemer og ledelsesorganets medlemmers evne til at udføre deres

opgaver.

Med henblik på dette stykke tager de kompetente myndigheder behørigt hensyn til, hvorvidt investerings-

selskaber har en erhvervsansvarsforsikring.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fastlægger hyppigheden og omfanget af

den kontrol og vurdering, der er omhandlet i stk. 1, under hensyntagen til størrelsen, arten, omfanget

og kompleksiteten af de pågældende investeringsselskaber og, hvis det er relevant, deres systemiske

betydning og under hensyntagen til proportionalitetsprincippet.

Kun hvis de kompetente myndigheder finder det nødvendigt på grund af de pågældende investeringssel-

skabers størrelse, art, omfang og kompleksitet beslutter de i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt og hvordan

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

202

denne kontrol og vurdering skal foretages med hensyn til investeringsselskaber, der opfylder betingelser-

ne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk.

1, i forordning (EU) 2019/2033.

Med henblik på første afsnit skal der tages hensyn til national ret vedrørende adskillelse af kunders penge.

3. Ved førelsen af det tilsyn og foretagelsen af den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, litra g), skal

de kompetente myndigheder have adgang til dagsordener, mødereferater og dokumenter i forbindelse

med møder i ledelsesorganet og dets udvalg samt resultaterne af den interne eller eksterne vurdering af

ledelsesorganets resultater.

4. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel

58 for at supplere dette direktiv med henblik på at sikre, at investeringsselskabers ordninger, strategier,

processer og mekanismer sikrer en forsvarlig styring og dækning af deres risici. Kommissionen tager

i denne forbindelse hensyn til udviklingen på de finansielle markeder, navnlig fremkomsten af nye

finansielle produkter, udviklingen inden for regnskabsstandarder og udvikling, som letter konvergens

inden for tilsynspraksis.

Artikel 37

Løbende kontrol med tilladelse til at anvende interne modeller

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder regelmæssigt og mindst hvert tredje år

kontrollerer investeringsselskabers opfyldelse af de krav til tilladelse til at anvende interne modeller, der

er omhandlet i artikel 22 i forordning (EU) 2019/2033. De kompetente myndigheder tager især hensyn

til ændringer i et investeringsselskabs virksomhed og anvendelse af nævnte interne modeller på nye

produkter og kontrollerer og vurderer, om investeringsselskabet anvender veludviklede og tidssvarende

teknikker og praksisser i forbindelse med nævnte interne modeller. De kompetente myndigheder sikrer,

at væsentlige mangler i et investeringsselskabs interne modeller med hensyn til risikodækning udbedres,

eller tager skridt til begrænsning af følgerne, herunder ved at stille krav om kapitaltillæg eller højere

multiplikationsfaktorer.

Hvis der for interne markedsrisikomodeller forekommer mange overskridelser, jf. artikel 366 i

forordning (EU) nr. 575/2013, der indikerer, at de interne modeller ikke er eller ikke længere er nøjagtige,

inddrager de kompetente myndigheder tilladelsen til anvendelse af de interne modeller eller pålægger

passende foranstaltninger for at sikre, at de interne modeller straks forbedres inden for en fastsat frist.

Hvis et investeringsselskab, som har fået tilladelse til at anvende interne modeller, ikke længere

opfylder kravene til anvendelse af disse interne modeller, stiller de kompetente myndigheder krav om, at

investeringsselskabet godtgør, at virkningen af den manglende opfyldelse er uvæsentlig, eller om, at det

forelægger en plan og en frist for opfyldelse af nævnte krav. De kompetente myndigheder stiller krav om,

at den forelagte plan forbedres, når det er usandsynligt, at planen fører til fuld opfyldelse af kravene, eller

når fristen ikke er passende.

Hvis det er usandsynligt, at investeringsselskabet vil opfylde kravene inden for den fastsatte frist, eller det

ikke på tilfredsstillende vis har godtgjort, at virkningen af den manglende opfyldelse er uvæsentlig, sikrer

medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder inddrager tilladelsen til at anvende interne modeller eller

begrænser den til områder, hvor kravene opfyldes, eller områder, hvor kravene vil kunne opfyldes inden

for en passende frist.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

203

EBA analyserer interne modeller på tværs af investeringsselskaber og analyserer, hvordan inve-

steringsselskaber, der anvender interne modeller, behandler lignende risici eller eksponeringer. EBA

underretter ESMA herom.

EBA udarbejder med henblik på at fremme en konsekvent og effektiv tilsynspraksis på basis af nævnte

analyse og i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 retningslinjer med

benchmarks for, hvordan investeringsselskaber skal anvende interne modeller, og hvordan disse interne

modeller skal anvendes på lignende risici eller eksponeringer.

Medlemsstaterne tilskynder de kompetente myndigheder til at tage hensyn til nævnte analyse og retnings-

linjer i forbindelse med den i stk. 1 omhandlede kontrol.

Afdeling 4

Tilsynsforanstaltninger og ‐beføjelser

Artikel 38

Tilsynsforanstaltninger

De kompetente myndigheder stiller krav om, at et investeringsselskab på et tidligt stadium træffer de

nødvendige foranstaltninger til at adressere følgende problemer:

a) et investeringsselskabet ikke opfylder kravene i dette direktiv eller i forordning (EU) 2019/2033

b) de kompetente myndigheder har dokumentation for, at et investeringsselskab sandsynligvis vil

overtræde de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, eller bestemmelserne i

forordning (EU) 2019/2033 inden for de næste 12 måneder.

Artikel 39

Tilsynsbeføjelser

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder under varetagelsen af deres opgaver har de

nødvendige tilsynsbeføjelser til at kunne gribe ind i investeringsselskabers aktiviteter på en effektiv og

forholdsmæssig måde.

De kompetente myndigheder har med henblik på artikel 36, artikel 37, stk. 3, og artikel 38 samt

anvendelsen af forordning (EU) 2019/2033 følgende beføjelser:

a) at stille krav til investeringsselskaber om et kapitalgrundlag, der overstiger kravene i artikel 11 i

forordning (EU) 2019/2033 i de situationer, der er omhandlet i artikel 40 i dette direktiv, eller til

at tilpasse det kapitalgrundlag og de likvide aktiver, der stilles krav om i tilfælde af væsentlige

ændringer af de pågældende investeringsselskabers virksomhed

b) at stille krav om, at de ordninger, processer, mekanismer og strategier, der iværksættes i overens-

stemmelse med artikel 24 og 26, styrkes

c) at stille krav om, at investeringsselskaber inden for et år forelægger en plan for fornyet opfyldelse

af tilsynskravene i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033, at fastsætte en frist for gennem-

førelse af denne plan og at stille krav om forbedringer af planen med hensyn til omfang og frist

d) at stille krav om, at investeringsselskaber anvender en bestemt hensættelsespolitik eller behand-

ling af aktiver for så vidt angår kapitalgrundlagskrav

e) at indføre restriktioner for eller begrænse investeringsselskabers virksomhed, transaktioner eller

netværk eller at stille krav om afhændelse af aktiviteter, der indebærer for stor risiko for et

investeringsselskabs finansielle soliditet

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

204

at stille krav om, at risikoen i forbindelse med investeringsselskabers aktiviteter, produkter og

systemer, herunder outsourcede aktiviteter, reduceres

at stille krav om, at investeringsselskaber begrænser variabel aflønning som en procentdel af net-

toindtægterne, når en sådan aflønning er uforenelig med opretholdelse af et robust kapitalgrundlag

at stille krav om, at investeringsselskaber anvender nettooverskud til at styrke kapitalgrundlaget

at stille krav om, at et investeringsselskab begrænser eller forbyder udlodninger eller rentebetalin-

ger til aktionærer, selskabsdeltagere eller indehavere af hybride kernekapitalinstrumenter, hvis en

sådan begrænsning eller et sådant forbud ikke betragtes som misligholdelse fra investeringsselska-

bets side

at indføre supplerende eller hyppigere indberetningskrav end dem, der er fastsat i dette direktiv og

i forordning (EU) 2019/2033, herunder indberetning af kapital- og likviditetspositioner

at pålægge særlige likviditetskrav i overensstemmelse med artikel 42

at stille yderligere oplysningskrav

at stille krav om, at investeringsselskaber begrænser risiciene for deres net- og informationssyste-

mers sikkerhed med henblik på at sikre fortrolighed, integritet og tilgængelighed i forbindelse med

deres processer, data og aktiver.

3. For så vidt angår stk. 2, litra j), må de kompetente myndigheder kun stille krav til investeringssel-

skaber om yderligere eller hyppigere indberetning, såfremt de oplysninger, der skal indberettes, ikke er

overlappende, og en af følgende betingelser er opfyldt:

a) En af tilfældene omhandlet i artikel 38, litra a) og b), foreligger.

b) Den kompetente myndighed anser det for nødvendigt at indhente den dokumentation, der er

omhandlet i artikel 38, litra b).

c) De yderligere oplysninger er påkrævede med henblik på den i artikel 36 omhandlede tilsynskon-

trol- og vurderingsproces.

Oplysninger anses for at være overlappende, hvis den kompetente myndighed allerede har de samme

eller i det væsentlige de samme oplysninger, hvis disse oplysninger kan frembringes af den kompetente

myndighed eller kan indhentes af samme kompetente myndighed med andre midler end et krav til

investeringsselskaber om at indberette dem. En kompetent myndighed må ikke stille krav om yderligere

oplysninger, hvis oplysningerne er tilgængelige for den kompetente myndighed i et andet format eller en

anden detaljeringsgrad end de yderligere oplysninger, som skal indberettes, og det andet format eller den

anden detaljeringsgrad ikke forhindrer den i at udarbejde oplysninger, som i det væsentlige er de samme.

Artikel 40

Yderligere kapitalgrundlagskrav

1. De kompetente myndigheder kan kun pålægge yderligere kapitalgrundlagskrav, jf. artikel 39, stk. 2,

litra a), hvis de på grundlag af kontrollen ifølge artikel 36 og 37 konstaterer en af følgende situationer for

et investeringsselskab:

a) Investeringsselskabet er eksponeret mod risici eller elementer af risici eller udgør risici for andre,

som er væsentlige, og som ikke er dækket eller ikke er tilstrækkeligt dækket af kapitalgrundlags-

kravet, navnlig K-faktorkravene, i tredje eller fjerde del i forordning (EU) 2019/2033

b) Investeringsselskabet opfylder ikke de i artikel 24 og 26 omhandlede krav, og andre tilsynsforan-

staltninger vil sandsynligvis ikke forbedre ordningerne, processerne, mekanismerne og strategier-

ne tilstrækkeligt inden for et passende tidsrum.

c) Justeringerne i forhold til den forsigtige værdiansættelse af handelsbeholdningen er ikke tilstræk-

kelige til at gøre det muligt for investeringsselskabet at sælge eller afdække sine positioner inden

for kort tid uden at lide væsentlige tab under normale markedsforhold.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

205

d) Den kontrol, der foretages i overensstemmelse med artikel 37, viser, at den manglende opfyldelse

af kravene til anvendelse af de tilladte interne modeller sandsynligvis vil medføre et utilstrække-

ligt kapitalniveau.

e) Investeringsselskabet undlader gentagne gange at etablere eller opretholde et tilstrækkeligt niveau

for yderligere kapitalgrundlag, jf. artikel 41.

Med henblik på denne artikels stk. 1, litra a), betragtes risici eller elementer af risici kun som

ikke dækket eller ikke tilstrækkeligt dækket af kapitalgrundlagskravene i tredje og fjerde del i forord-

ning (EU) 2019/2033, hvis den kapital, der af den kompetente myndighed anses for tilstrækkelig efter

tilsynskontrollen af den vurdering, som investeringsselskaber har foretaget i overensstemmelse med dette

direktivs artikel 24, stk. 1, med hensyn til størrelse, type og fordeling ligger over kapitalgrundlagskravet

til investeringsselskaber i tredje eller fjerde del i forordning (EU) 2019/2033.

For så vidt angår første afsnit kan kapital, der anses for tilstrækkelig, omfatte risici eller elementer af

risici, som udtrykkeligt er udelukket fra kapitalgrundlagskravet i tredje eller fjerde del i forordning (EU)

2019/2033.

3. De kompetente myndigheder fastsætter niveauet for krævet yderligere kapitalgrundlag, jf. artikel 39,

stk. 2, litra a), som forskellen mellem den kapital, der anses for tilstrækkelig i henhold til stk. 2 i denne

artikel, og kapitalgrundlagskravet i tredje eller fjerde del i forordning (EU) 2019/2033.

4. De kompetente myndigheder stiller krav om, at investeringsselskaber opfylder det yderligere kapital-

grundlagskrav, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra a), med kapitalgrundlag på følgende betingelser:

a) Mindst tre fjerdedele af det yderligere kapitalkrav opfyldes med kernekapital.

b) Mindst tre fjerdedele af kernekapitalen skal bestå af egentlig kernekapital.

c) Dette kapitalgrundlag må ikke anvendes til at opfylde de kapitalgrundlagskrav, der er omhandlet i

artikel 11, stk. 1, litra a), b) og c), i forordning (EU) 2019/2033.

5. De kompetente myndigheder begrunder skriftligt deres beslutning om at pålægge yderligere kapital-

grundlagskrav, jf. artikel 39, stk. 2, litra a), ved at give en klar redegørelse for den fulde vurdering af de

elementer, der er omhandlet i stk. 1-4 i denne artikel. Dette omfatter i det tilfælde, der er anført i stk. 1,

litra d), i denne artikel, en specifik erklæring om, hvorfor den kapital, der er fastsat i overensstemmelse

med artikel 41, stk. 1, ikke længere anses for tilstrækkelig.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at

præcisere, hvordan risici og elementer af risici som omhandlet i stk. 2 skal måles, herunder risici eller

elementer af risici, som udtrykkeligt er udelukket fra kapitalgrundlagskravene i tredje eller fjerde del i

forordning (EU) 2019/2033.

EBA sikrer, at udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder indeholder vejledende kvalitative

målestokke for det yderligere kapitalgrundlag, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra a), under

hensyntagen til de forskellige forretningsmodeller og retlige former, som investeringsselskaber kan have,

og at det er forholdsmæssigt i lyset af:

a) gennemførelsesbyrden for investeringsselskaber og kompetente myndigheder

b) muligheden for, at de større kapitalgrundlagskrav, som gælder, såfremt investeringsselskaber ikke

anvender interne modeller, begrunder pålæggelse af mindre kapitalgrundlagskrav, når risici og

elementer af risici vurderes i henhold til stk. 2.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

26. juni 2021.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

206

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-

de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.

1093/2010.

7. De kompetente myndigheder kan pålægge et yderligere kapitalgrundlagskrav i henhold til stk. 1-6 for

investeringsselskaber, der opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne

investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, på grundlag af en vurdering

fra sag til sag, og når de kompetente myndigheder finder det berettiget.

Artikel 41

Vejledning om yderligere kapitalgrundlag

1. Under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og i forhold til størrelsen, den systemiske betyd-

ning, arten, omfanget og kompleksiteten af de aktiviteter, som udføres af investeringsselskaber, der ikke

opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber

fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, kan de kompetente myndigheder stille krav om,

at sådanne investeringsselskaber har kapitalgrundlagsniveauer, som baseret på artikel 24 er tilstrækkeligt

meget større end kravene i tredje del i forordning (EU) 2019/2033 og i dette direktiv, herunder de yderli-

gere kapitalgrundlagskrav, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra a), for at sikre, at konjunkturudsving

ikke fører til manglende opfyldelse af disse krav eller bringer investeringsselskabernes mulighed for at

afvikle eller indstille aktiviteter på en velordnet måde i fare.

De kompetente myndigheder kontrollerer om nødvendigt det kapitalgrundlagsniveau, som de

enkelte investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke ind-

byrdes forbundne investeringsselskaber i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, har fastsat

i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1, og meddeler, hvis det er relevant, det berørte

investeringsselskab konklusionerne af denne kontrol, herunder en eventuel forventning om tilpasning af

det kapitalgrundlagsniveau, der er fastsat i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1. En sådan

meddelelse skal indeholde en dato fastsat af den kompetente myndighed for, hvornår tilpasningen senest

skal være fuldført.

Artikel 42

Særlige likviditetskrav

1. De kompetente myndigheder pålægger kun de i dette direktivs artikel 39, stk. 2, litra k), omhand-

lede særlige likviditetskrav, hvis de på grundlag af kontrollen ifølge dette direktivs artikel 36 og 37

konkluderer, at investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke

indbyrdes forbundne investeringsselskaber i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, eller som

opfylder betingelserne i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, men som ikke er undtaget fra

likviditetskravet i overensstemmelse med artikel 43, stk. 1, i forordning (EU) 2019/2033, befinder sig i en

af følgende situationer:

a) Investeringsselskabet er eksponeret mod likviditetsrisiko eller elementer af likviditetsrisiko, som

er væsentlig og ikke er dækket eller ikke er tilstrækkeligt dækket af likviditetskravet i femte del i

forordning (EU) 2019/2033.

b) Investeringsselskabet opfylder ikke de i dette direktivs artikel 24 og 26 omhandlede krav, og

andre administrative foranstaltninger vil sandsynligvis ikke forbedre ordningerne, processerne,

mekanismerne og strategierne tilstrækkeligt inden for et passende tidsrum.

2. Med henblik på denne artikels stk. 1, litra a), betragtes likviditetsrisiko eller elementer af likviditets-

risiko kun som ikke dækket eller ikke tilstrækkeligt dækket af likviditetskravet i femte del i forordning

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

207

(EU) 2019/2033, hvis den likviditet, der af den kompetente myndighed anses for tilstrækkelig efter

tilsynskontrollen af den vurdering, som investeringsselskaber har foretaget i overensstemmelse med dette

direktivs artikel 24, stk. 1, med hensyn til størrelse og type ligger over likviditetskravet til investeringssel-

skabet i femte del i forordning (EU) 2019/2033.

De kompetente myndigheder fastsætter niveauet for det særlige likviditetskrav, jf. dette direktivs

artikel 39, stk. 2, litra k), som forskellen mellem den likviditet, der anses for tilstrækkelig i henhold til stk.

2 i denne artikel, og likviditetskravet i femte del i forordning (EU) 2019/2033.

4. De kompetente myndigheder stiller krav om, at investeringsselskaber opfylder det særlige likviditets-

krav, der er omhandlet i dette direktivs artikel 39, stk. 2, litra k), med likvide aktiver som fastsat i artikel

43 i forordning (EU) 2019/2033.

5. De kompetente myndigheder begrunder skriftligt deres beslutning om at pålægge et særligt likvidi-

tetskrav, jf. artikel 39, stk. 2, litra k), ved at give en klar redegørelse for den fulde vurdering af de

elementer, der er omhandlet i stk. 1-3 i denne artikel.

6. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for på en

måde, der er passende i forhold til investeringsselskabers størrelse, struktur og interne organisation og til

arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter, at præcisere, hvordan den likviditetsrisiko og de

elementer af likviditetsrisiko, der er omhandlet i stk. 2, skal måles.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

26. juni 2021.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-

de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.

1093/2010.

Artikel 43

Samarbejde med afviklingsmyndigheder

De kompetente myndigheder underretter de relevante afviklingsmyndigheder om ethvert krav om yderli-

gere kapitalgrundlag i henhold til nærværende direktivs artikel 39, stk. 2, litra a), for et investeringssel-

skab, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/59/EU, og om en eventuel forventning

om tilpasning som omhandlet i nærværende direktivs artikel 41, stk. 2, for så vidt angår et sådant

investeringsselskab.

Artikel 44

Offentliggørelseskrav

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har beføjelser til:

at kræve, at investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små

og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU)

2019/2033, og investeringsselskaber som omhandlet i artikel 46, stk. 2, i forordning (EU)

2019/2033 offentliggør de oplysninger, der er omhandlet i artikel 46 i nævnte forordning, mere

end én gang om året, og at fastsætte frister for denne offentliggørelse

at kræve, at investeringsselskaber, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som små

og ikke indbyrdes forbundne investeringsselskaber fastsat i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU)

2019/2033, og investeringsselskaber som omhandlet i artikel 46, stk. 2, i forordning (EU)

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

208

2019/2033 benytter bestemte medier og steder, navnlig investeringsselskabernes websteder, til

andre offentliggørelser end årsregnskaber

at kræve, at moderselskaber en gang om året enten i komplet form eller i form af henvisninger til

tilsvarende oplysninger offentliggør en beskrivelse af deres juridiske struktur og investeringssel-

skabskoncernens ledelsesstruktur og organisatoriske struktur i overensstemmelse med artikel 26,

stk. 1, i dette direktiv og artikel 10 i direktiv 2014/65/EU.

Artikel 45

Forpligtelse til at underrette EBA

1. De kompetente myndigheder underretter EBA om:

deres tilsynskontrol- og vurderingsproces, jf. artikel 36

den metode, som anvendes til de beslutninger, der er omhandlet i artikel 39, 40 og 41.

de niveauer for administrative sanktioner, som medlemsstaterne har fastsat, jf. artikel 18.

EBA videresender oplysningerne omhandlet i dette stykke til ESMA.

2. EBA vurderer i samråd med ESMA oplysningerne fra de kompetente myndigheder med henblik på at

udvikle konsekvens i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen. EBA kan for at fuldføre sin vurdering efter

høring af ESMA anmode de kompetente myndigheder om yderligere oplysninger på en forholdsmæssig

måde og i overensstemmelse med artikel 35 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA offentliggør de i stk. 1, første afsnit, litra c), omhandlede samlede oplysninger på sit websted.

EBA aflægger rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om graden af konvergens mellem medlemsstater-

nes anvendelse af dette kapitel. EBA foretager peerevalueringer i overensstemmelse med artikel 30 i

forordning (EU) nr. 1093/2010, hvis det er nødvendigt. EBA underretter ESMA om sådanne peerevalue-

ringer.

EBA og ESMA udsteder i overensstemmelse med henholdsvis artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010

og artikel 16 i forordning (EU) nr. 1095/2010, alt efter hvad der er relevant, retningslinjer til de

kompetente myndigheder med henblik på yderligere præcisering på en måde, der svarer til investerings-

selskabers størrelse, struktur og interne organisation og til arten, omfanget og kompleksiteten af deres

aktiviteter, af de fælles procedurer for og metoder til den tilsynskontrol- og vurderingsproces, der er

omhandlet i stk. 1, og af vurderingen af behandlingen af de risici, der er omhandlet i dette direktivs artikel

29.

KAPITEL 3

Tilsyn med investeringsselskabskoncerner

Afdeling 1

Tilsyn med investeringsselskabskoncerner på konsolideret niveau og tilsyn med overholdelse af

koncernkapitaltesten

Artikel 46

Fastlæggelse af koncerntilsynsførende

1. Medlemsstaterne sikrer, at hvis moderselskabet for en investeringsselskabskoncern er et moderinve-

steringsselskab i Unionen, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernka-

pitaltesten af den kompetente myndighed for dette moderinvesteringsselskab i Unionen.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

209

Medlemsstaterne sikrer, at hvis moderselskabet for et investeringsselskab er et moderinvestering-

sholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen, føres tilsyn på

konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed

for dette investeringsselskab.

Medlemsstaterne sikrer, at hvis to eller flere investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i to

eller flere medlemsstater, har det samme moderinvesteringsholdingselskab i Unionen eller det samme

blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med

overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed for det investeringsselskab, der er

meddelt tilladelse i den medlemsstat, hvor investeringsholdingselskabet eller det blandede finansielle

holdingselskab er etableret.

4. Medlemsstaterne sikrer, at hvis moderselskaber til to eller flere investeringsselskaber, der er meddelt

tilladelse i to eller flere medlemsstater, består af mere end ét investeringsholdingselskab eller blandet

finansielt holdingselskab med hovedkontorer i forskellige medlemsstater, og der er et investeringsselskab

i hver af disse medlemsstater, føres tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af

koncernkapitaltesten af den kompetente myndighed for investeringsselskabet med den største samlede

balancesum.

Medlemsstaterne sikrer, at hvis to eller flere investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i

Unionen, har det samme investeringsholdingselskab i Unionen eller blandede finansielle holdingselskab

i Unionen som moderselskab, og ingen af disse investeringsselskaber er meddelt tilladelse i den medlems-

stat, hvor investeringsholdingselskabet eller det blandede finansielle holdingselskab er etableret, føres

tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten af den kompetente

myndighed for investeringsselskabet med den største samlede balancesum.

De kompetente myndigheder kan efter fælles aftale undlade at anvende kriterierne i stk. 3, 4 og

5, hvis det under hensyntagen til de pågældende investeringsselskaber og omfanget af deres aktiviteter i

de relevante medlemsstater ikke ville være hensigtsmæssigt at anvende dem med henblik på et effektivt

tilsyn på konsolideret niveau eller tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten, og udpege en anden

kompetent myndighed til at føre tilsyn på konsolideret niveau eller at føre tilsyn med overholdelse af

koncernkapitaltesten. I så fald giver de kompetente myndigheder, inden de træffer en sådan afgørelse, mo-

derinvesteringsholdingselskabet i Unionen eller det blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen

eller investeringsselskabet med den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, lejlighed til

at udtale sig om nævnte tilsigtede afgørelse. De kompetente myndigheder underretter Kommissionen og

EBA om en sådan afgørelse.

Artikel 47

Oplysningskrav i nødsituationer

Opstår en nødsituation, herunder en situation som beskrevet i artikel 18 i forordning (EU) nr. 1093/2010

eller en situation med negativ udvikling på markederne, som potentielt kan bringe markedslikviditeten

og stabiliteten i det finansielle system i fare i en af de medlemsstater, hvor enheder i en investeringssel-

skabskoncern er meddelt tilladelse, skal den koncerntilsynsførende, der er fastlagt i henhold til dette

direktivs artikel 46, så hurtigt som praktisk muligt med forbehold af dette afsnits kapitel 1, afdeling 2,

underrette EBA, ESRB og eventuelle relevante kompetente myndigheder og meddele alle oplysninger,

der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver.

Artikel 48

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

210

Tilsynskollegier

Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende, der er fastlagt i henhold til dette direktivs

artikel 46, om nødvendigt kan oprette tilsynskollegier for at lette udførelsen af de i denne artikel om-

handlede opgaver og sikre koordinering og samarbejde med relevante tredjelandes tilsynsmyndigheder,

navnlig hvis det er nødvendigt med henblik på anvendelse af artikel 23, stk. 1, første afsnit, litra c), og

artikel 23, stk. 2, i forordning (EU) 2019/2033 til at udveksle og ajourføre relevante oplysninger om

margenmodellen med tilsynsmyndighederne for kvalificerende centrale modparter.

2. Tilsynskollegier fastlægger rammer for den koncerntilsynsførendes, EBA�½s og de andre kompetente

myndigheders udførelse af følgende opgaver:

a) de opgaver, der er omhandlet i artikel 47

b) koordineringen af anmodninger om oplysninger, hvis det er nødvendigt for at lette tilsyn på

konsolideret niveau, jf. artikel 7 i forordning (EU) 2019/2033

c) koordineringen af anmodninger om oplysninger i tilfælde, hvor flere kompetente myndigheder

for investeringsselskaber, der er en del af samme koncern, har behov for enten at anmode den

kompetente myndighed i et clearingmedlems hjemland eller den kompetente myndighed for den

kvalificerende centrale modpart om oplysninger vedrørende den margenmodel og de parametre,

der anvendes til beregning af de relevante investeringsselskabers margenkrav

d) udveksling af oplysninger mellem alle kompetente myndigheder og med EBA i overensstemmelse

med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1093/2010 og med ESMA i overensstemmelse med artikel 21

i forordning (EU) nr. 1095/2010

e) opnåelse af enighed om frivillig delegering af opgaver og ansvar mellem kompetente myndighe-

der, hvis det er relevant

f) forøgelse af effektiviteten af tilsyn ved at søge at undgå unødvendig gentagelse af tilsynskrav.

3. Der kan også, hvis det er relevant, oprettes tilsynskollegier, hvis datterselskaber i en investeringssel-

skabskoncern, hvis moderskab er et investeringsselskab i Unionen, et moderinvesteringsholdingselskab i

Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen, er beliggende i et tredjeland.

4. EBA deltager i overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) nr. 1093/2010 i tilsynskollegiers

møder.

5. Følgende myndigheder er medlemmer af tilsynskollegier:

a) de kompetente myndigheder, som er ansvarlige for at føre tilsyn med datterselskaber i en investe-

ringsselskabskoncern, hvis moderselskab er et investeringsselskab i Unionen, et moderinvestering-

sholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen

b) tredjelandes tilsynsmyndigheder, hvis det er relevant, med forbehold af fortrolighedskrav, der efter

alle de kompetente myndigheders opfattelse svarer til kravene i dette afsnits kapitel 1, afdeling 2.

6. Den koncerntilsynsførende, der er fastlagt i henhold til artikel 46, varetager formandsposten på mø-

der i tilsynskollegiet og træffer beslutninger. Nævnte koncerntilsynsførende holder forud for afholdelsen

af møder alle medlemmerne af tilsynskollegiet fuldt underrettet om de vigtigste emner, der skal drøftes,

og de aktiviteter, der skal overvejes. Den koncerntilsynsførende holder også rettidigt alle medlemmer af

tilsynskollegiet fuldt underrettet om de beslutninger, der vedtages på nævnte møder, eller de foranstaltnin-

ger, der gennemføres.

Den koncerntilsynsførende tager hensyn til relevansen af den tilsynsaktivitet, der skal planlægges eller

koordineres af de myndigheder, som er omhandlet i stk. 5, når der vedtages beslutninger.

Oprettelse af tilsynskollegier og deres virkemåde formaliseres ved skriftlige bestemmelser.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

211

7. I tilfælde af uenighed i en beslutning, som den koncerntilsynsførende har truffet om tilsynskollegiers

virkemåde, kan enhver berørt kompetent myndighed indbringe sagen for EBA og anmode om EBA�½s

bistand i henhold til artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA kan også på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU)

nr. 1093/2010 bistå de kompetente myndigheder i tilfælde af uenighed om tilsynskollegiers virkemåde

som omhandlet i nærværende artikel.

8. EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for yderlige-

re at præcisere, på hvilke betingelser tilsynskollegier skal udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 1.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

26. juni 2021.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhandle-

de reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr.

1093/2010.

Artikel 49

Samarbejdskrav

Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende og de kompetente myndigheder, der er om-

handlet i artikel 48, stk. 5, giver hinanden alle relevante oplysninger som krævet, herunder følgende:

a) angivelse af investeringsselskabskoncerners juridiske struktur og ledelsesstruktur, herunder orga-

nisationsstruktur, omfattende alle regulerede og ikkeregulerede enheder, ikkeregulerede dattersel-

skaber samt moderselskaberne og af de kompetente myndigheder for de regulerede enheder i

investeringsselskabskoncerner

b) procedurer for indsamling af oplysninger fra investeringsselskaberne i en investeringsselskabskon-

cern og procedurer for kontrol af disse oplysninger

c) en eventuel negativ udvikling i investeringsselskaberne eller i andre enheder i en investeringssel-

skabskoncern, som kan påvirke disse investeringsselskaber i alvorlig grad

d) eventuelle væsentlige sanktioner og ekstraordinære foranstaltninger, som de kompetente myndig-

heder har pålagt eller truffet i overensstemmelse med nationale bestemmelser til gennemførelse af

dette direktiv

e) pålæggelse af specifikke kapitalgrundlagskrav i henhold til dette direktivs artikel 39.

De kompetente myndigheder og den koncerntilsynsførende kan indbringe spørgsmål for EBA, jf.

artikel 19, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1093/2010, hvis relevante oplysninger ikke er blevet meddelt i

henhold til stk. 1 uden unødigt ophold, eller hvis en anmodning om samarbejde, navnlig om udveksling af

relevante oplysninger, er blevet afvist eller ikke er besvaret inden for en rimelig frist.

EBA kan i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1093/2010 og på

eget initiativ bistå de kompetente myndigheder med at udvikle konsekvente samarbejdsformer.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder hører hinanden om følgende, inden de

vedtager en afgørelse, som kan få indflydelse på andre kompetente myndigheders tilsynsopgaver:

a) ændringer i aktionær-, organisations- eller ledelsesstrukturen i investeringsselskaber i en investe-

ringsselskabskoncern, som kræver de kompetente myndigheders godkendelse eller tilladelse

b) væsentlige sanktioner, som de kompetente myndigheder har pålagt investeringsselskaber, eller

eventuelle andre ekstraordinære foranstaltninger, som disse myndigheder har truffet, og

c) særlige kapitalgrundlagskrav pålagt i henhold til artikel 39.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

212

4. Den koncerntilsynsførende høres, hvis de kompetente myndigheder skal pålægge væsentlige sanktio-

ner eller træffe eventuelle andre ekstraordinære foranstaltninger som omhandlet i stk. 3, litra b).

5. Uanset stk. 3 er en kompetent myndighed ikke forpligtet til at høre andre kompetente myndigheder

i nødsituationer, eller hvis en sådan høring kan bringe effektiviteten af dens afgørelser i fare, og i så fald

underretter den kompetente myndighed uden ophold de andre berørte kompetente myndigheder om denne

beslutning om at undlade at foretage en høring.

Artikel 50

Verifikation af oplysninger vedrørende enheder beliggende i andre medlemsstater

1. Medlemsstaterne sikrer, at hvis en kompetent myndighed i en medlemsstat har behov for at verificere

oplysninger om investeringsselskaber, investeringsholdingselskaber, blandede finansielle holdingselska-

ber, finansieringsinstitutter, accessoriske servicevirksomheder, blandede holdingselskaber eller dattersel-

skaber, der er beliggende i en anden medlemsstat, herunder datterselskaber, som er forsikringsselskaber,

og fremsætter en anmodning herom, foretager de relevante kompetente myndigheder i denne anden

medlemsstat denne verifikation i overensstemmelse med stk. 2.

2. De kompetente myndigheder, som har modtaget en anmodning i henhold til stk. 1, skal gøre et af

følgende:

a) selv foretage verifikationen inden for rammerne af deres beføjelser

b) lade de kompetente myndigheder, der har fremsat anmodningen, foretage verifikationen

c) anmode en revisor eller anden sagkyndig om at foretage verifikationen upartisk og straks rappor-

tere resultaterne.

De kompetente myndigheder, der har fremsat anmodningen, kan med henblik på litra a) og c) deltage i

verifikationen.

Afdeling 2

Investeringsholdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber og blandede holdingselskaber

Artikel 51

Inddragelse af holdingselskaber i tilsyn med overholdelse af koncernkapitaltesten

Medlemsstaterne sikrer, at investeringsholdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber inddra-

ges i tilsynet med overholdelse af koncernkapitaltesten.

Artikel 52

Ledelsens kvalifikationer

Medlemsstaterne stiller krav om, at medlemmerne af ledelsesorganet i et investeringsholdingselskab eller

et blandet finansielt holdingselskab har et tilstrækkeligt godt omdømme og besidder tilstrækkelig viden,

faglig kompetence og erfaring til effektivt at kunne udføre deres opgaver, idet der tages hensyn til et

investeringsholdingselskabs eller et blandet finansielt holdingselskabs særlige rolle.

Artikel 53

Holdingselskaber med blandede aktiviteter

1. Medlemsstaterne fastsætter, at hvis moderselskabet til et investeringsselskab er et blandet holdingsel-

skab, kan de kompetente myndigheder, som er ansvarlige for at føre tilsyn med investeringsselskabet:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

213

stille krav om, at det blandede holdingselskab giver dem alle oplysninger, som kan være relevante

for tilsynet med nævnte investeringsselskab

føre tilsyn med transaktioner mellem investeringsselskabet og det blandede holdingselskab og

sidstnævntes datterselskaber og stille krav om, at investeringsselskabet råder over passende

risikostyringsprocedurer og interne kontrolmekanismer, herunder forsvarlige rapporterings- og

regnskabsprocedurer, med henblik på at identificere, opgøre, overvåge og kontrollere sådanne

transaktioner.

2. Medlemsstaterne fastsætter, at deres kompetente myndigheder kan foretage eller kan lade eksterne

tilsynsførende foretage kontrol på stedet af de oplysninger, der er modtaget fra blandede holdingselskaber

og deres datterselskaber.

Artikel 54

Sanktioner

I overensstemmelse med dette afsnits kapitel 2, afdeling 3, sikrer medlemsstaterne, at administrative

sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, der har til formål at bringe overtrædelser af de

love og administrative bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, til ophør eller at afhjælpe eller at

gøre noget ved årsagerne til sådanne overtrædelser, kan pålægges investeringsholdingselskaber, blandede

finansielle holdingselskaber og blandede holdingselskaber eller deres reelle ledere.

Artikel 55

Vurdering af tredjelandes tilsyn og andre tilsynsmetoder

1. Medlemsstaterne sikrer, at hvis to eller flere investeringsselskaber, der er datterselskaber af samme

moderselskab, som har hovedkontor i et tredjeland, ikke er underlagt effektivt tilsyn på koncernniveau,

vurderer den kompetente myndighed, om investeringsselskaberne er underlagt tilsyn af tredjelandets

tilsynsmyndighed svarende til det tilsyn, som er omhandlet i dette direktiv og første del i forordning (EU)

2019/2033.

2. Hvis konklusionen af den i denne artikels stk. 1 omhandlede vurdering er, at et sådant tilsvarende

tilsyn ikke finder anvendelse, åbner medlemsstaterne mulighed for passende tilsynsmetoder, som opfyl-

der målene med tilsyn i overensstemmelse med artikel 7 eller 8 i forordning (EU) 2019/2033. Den

kompetente myndighed, der ville være den koncerntilsynsførende, hvis moderselskabet var etableret

i Unionen, træffer beslutning om disse tilsynsmetoder efter høring af de øvrige berørte kompetente

myndigheder. Eventuelle foranstaltninger truffet i henhold til dette stykke indberettes til de øvrige berørte

kompetente myndigheder, EBA og Kommissionen.

Den kompetente myndighed, der ville være den koncerntilsynsførende, hvis moderselskabet var

etableret i Unionen, kan navnlig stille krav om etablering af et investeringsholdingselskab eller blandet

finansielt holdingselskab i Unionen og anvende artikel 7 eller 8 i forordning (EU) 2019/2033 på dette

investeringsholdingselskab eller blandede finansielle holdingselskab.

Artikel 56

Samarbejde med tredjelandes tilsynsmyndigheder

Kommissionen kan enten efter anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ forelægge henstillin-

ger til Rådet om forhandling af aftaler med et eller flere tredjelande vedrørende måder at føre tilsyn med

følgende investeringsselskabers overholdelse af koncernkapitaltesten på:

a) investeringsselskaber, hvis moderselskab har hovedkontor i et tredjeland

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

214

investeringsselskaber beliggende i tredjelande, hvis moderselskab har hovedkontor i Unionen.

AFSNIT V

DE KOMPETENTE MYNDIGHEDERS OFFENTLIGGØRELSER

Artikel 57

Offentliggørelseskrav

1. De kompetente myndigheder offentliggør samtlige følgende oplysninger:

a) ordlyden af de love, administrative bestemmelser og generelle retningslinjer, der er vedtaget i

deres medlemsstat i henhold til dette direktiv

b) den måde, hvorpå de i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033 disponible valgmuligheder og

skøn udøves

c) de generelle kriterier og metoder, som de benytter i forbindelse med den tilsynskontrol og vurde-

ring, der er omhandlet i dette direktivs artikel 36

d) samlede statistiske data om centrale aspekter af gennemførelsen af dette direktiv og forordning

(EU) 2019/2033 i deres medlemsstat, herunder antallet og arten af tilsynsforanstaltninger, der er

truffet i overensstemmelse med dette direktivs artikel 39, stk. 2, litra a), og af administrative

sanktioner, der er pålagt i overensstemmelse med dette direktivs artikel 18.

2. De oplysninger, der offentliggøres i overensstemmelse med stk. 1, skal være tilstrækkeligt omfatten-

de og præcise til at muliggøre en meningsfuld sammenligning af anvendelsen af stk. 1, litra b), c) og d),

foretaget af de kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater.

3. Offentliggørelsen af oplysninger skal finde sted i et fælles format og regelmæssigt ajourføres. De skal

være tilgængelige på et enkelt elektronisk sted.

EBA udarbejder i samråd med ESMA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder

med henblik på at fastlægge format, struktur, indholdsfortegnelser og årlig offentliggørelsesdato for de

oplysninger, der er nævnt i stk. 1.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige

tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA forelægger senest den 26. juni 2021 Kommissionen de i stk. 4 omhandlede udkast til

gennemførelsesmæssige tekniske standarder.

AFSNIT VI

DELEGEREDE RETSAKTER

Artikel 58

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte

betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3, stk. 2, artikel 29, stk. 4, og artikel 36, stk.

4, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 25. december 2019.

3. Den i artikel 3, stk. 2, artikel 29, stk. 4, og artikel 36, stk. 4, omhandlede delegation af beføjelser kan

til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

215

delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen

efter offentliggørelsen af afgørelsen i

Den Europæiske Unions Tidende

eller på et senere tidspunkt, der

angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver

enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016

om bedre lovgivning.

5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og

Rådet meddelelse herom.

6. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3, stk. 2, artikel 29, stk. 4, og artikel 36, stk. 4,

træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist

på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis

Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at

de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets

initiativ.

AFSNIT VII

ÆNDRINGER AF ANDRE DIREKTIVER

Artikel 59

Ændring af direktiv 2002/87/EF

Artikel 2, nr. 7), i direktiv 2002/87/EF affattes således:

»7) »sektorregler«: EU-retsakter vedrørende tilsyn med regulerede enheder, navnlig Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (*1) og (EU) 2019/2033 (*2) og Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/138/EF, 2013/36/EU (*3), 2014/65/EU (*4) og (EU) 2019/2033 (*5).

Artikel 60

Ændring af direktiv 2009/65/EF

Artikel 7, stk. 1, litra a), nr. iii), i direktiv 2009/65/EF affattes således:

»iii) uanset det beløb, der følger af disse krav, må administrationsselskabets kapitalgrundlag på intet tids-

punkt være mindre end det beløb, der er fastsat i artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2019/2033 (*6).

Artikel 61

Ændring af direktiv 2011/61/EU

Artikel 9, stk. 5, i direktiv 2011/61/EU affattes således:

»5. Uanset stk. 3 må FAIF�½ens kapitalgrundlag aldrig være mindre end det beløb, som er anført i artikel

13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning EU 2019/2033 (

Artikel 62

Ændringer af direktiv 2013/36/EU

Direktiv 2013/36/EU ændres således:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

216

1) Titlen affattes således:

»Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksom-

hed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om

ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF«.

2) Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

Genstand

Dette direktiv fastsætter regler vedrørende:

a) adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut

b) de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser og -redskaber til udøvelse af tilsyn med kreditinstitutter

c) de kompetente myndigheders tilsyn med kreditinstitutter på en måde, som er forenelig med de regler,

der er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013

d) offentliggørelseskrav til de kompetente myndigheder på området for regulering af og tilsyn med

kreditinstitutter.«

3) I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a) Stk. 2 og 3 udgår.

b) I stk. 5 udgår nr. 1).

c) Stk. 6 affattes således:

»6. De enheder, som er omhandlet i nærværende artikels stk. 5, nr. 3)-24), betragtes som finansieringsin-

stitutter i forbindelse med artikel 34 og afsnit VII, kapitel 3.«

4) I artikel 3, stk. 1, udgår nr. 4).

5) Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

Samordning inden for medlemsstaterne

Medlemsstater med mere end én myndighed, der er beføjet til at udøve tilsyn med kreditinstitutter og

finansieringsinstitutter, træffer de fornødne foranstaltninger for at sørge for samordning mellem sådanne

myndigheder.«

6) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 8a

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

217

Specifikke krav til meddelelse af tilladelse til de kreditinstitutter, der er omhandlet i artikel 4, stk.

1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013

1. Medlemsstaterne stiller krav om, at de virksomheder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra

b), i forordning (EU) nr. 575/2013, og som allerede er meddelt tilladelse i henhold til afsnit II i direktiv

2014/65/EU, indgiver en ansøgning om tilladelse i henhold til artikel 8 senest på den dato, hvor en af

følgende situationer indtræffer:

a) gennemsnittet af de samlede månedlige aktiver beregnet over en periode på 12 på hinanden følgende

måneder udgør eller overstiger 30 mia. EUR, eller

b) gennemsnittet af de samlede månedlige aktiver beregnet over en periode på 12 på hinanden følgende

måneder er mindre end 30 mia. EUR, og virksomheden er en del af en koncern, hvor den samlede værdi

af de konsoliderede aktiver i alle koncernens virksomheder, der enkeltvis har samlede aktiver på under

30 mia. EUR, og som udfører aktiviteter som omhandlet i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I til direktiv

2014/65/EU, udgør eller overstiger 30 mia. EUR, begge beregnet som et gennemsnit over en periode på

12 på hinanden følgende måneder.

2. De i nærværende artikels stk. 1 omhandlede virksomheder kan fortsat udføre de i artikel 4, stk. 1, nr.

1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter, indtil de meddeles den tilladelse, der er

omhandlet i nærværende artikels stk. 1.

3. Uanset nærværende artikels stk. 1 skal de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr.

575/2013 omhandlede virksomheder, som den 24. december 2019 udøver virksomhed som investerings-

selskab, der er meddelt tilladelse i henhold til direktiv 2014/65/EU, ansøge om tilladelse i henhold til

nærværende direktivs artikel 8 senest den 27. december 2020.

4. Hvis en kompetent myndighed efter at have modtaget oplysningerne i overensstemmelse med artikel

95a i direktiv 2014/65/EU beslutter, at en virksomhed skal meddeles tilladelse som kreditinstitut i

overensstemmelse med nærværende direktivs artikel 8, underretter den virksomheden og den kompetente

myndighed som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), i direktiv 2014/65/EU og overtager proceduren for

meddelelse af tilladelse fra datoen for denne underretning.

5. I tilfælde af fornyet meddelelse af tilladelse sikrer den kompetente myndighed, der meddeler tilladelse,

at processen er så strømlinet som muligt, og at oplysninger fra eksisterende tilladelser tages i betragtning.

6. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:

a) hvilke oplysninger virksomheder skal give de kompetente myndigheder i en ansøgning om tilladelse,

herunder driftsplanen omhandlet i artikel 10

b) hvilken metode der skal anvendes til at beregne de i stk. 1 omhandlede tærskler.

Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit, litra

a) og b), omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i

forordning (EU) nr. 1093/2010.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

218

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

26. december 2020.«

7) I artikel 18 indsættes følgende litra:

»aa) udelukkende anvender sin tilladelse til at udøve de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU)

nr. 575/2013 omhandlede aktiviteter og i en periode på fem på hinanden følgende år har gennemsnitlige

samlede aktiver, der ligger under de i nævnte artikel fastsatte tærskler«.

8) I artikel 20 foretages følgende ændringer:

a) Stk. 2 affattes således:

»2. EBA offentliggør på sit websted og ajourfører mindst en gang om året en liste over navne på alle

kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse.«

b) Følgende stykke indsættes:

»3a. Den i denne artikels stk. 2 omhandlede liste skal indeholde navnene på de virksomheder, der er

omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, og skal identificere disse

kreditinstitutter som sådanne. Listen skal også angive eventuelle ændringer i forhold til den tidligere

udgave af listen.«

9) Artikel 21b, stk. 5, affattes således:

»5. I denne artikel gælder følgende:

a) Den samlede værdi af en tredjelandskoncerns aktiver i Unionen er summen af følgende:

i) den samlede værdi af aktiver tilhørende hvert af tredjelandskoncernens institutter i Unionen ifølge dens

konsoliderede balance eller det beløb, der følger af deres enkelte balancer, hvis et instituts balance ikke er

konsolideret, og

ii) den samlede værdi af aktiver tilhørende hver af tredjelandskoncernens filialer, som er meddelt tilladel-

se i Unionen i henhold til dette direktiv, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014

(*8) eller direktiv 2014/65/EU.

b) Betegnelsen »institut« omfatter også investeringsselskaber.

(*8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for

finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014,

s. 84).«"

10) Afsnit IV udgår.

11) Artikel 51, stk. 1, første afsnit, affattes således:

»1. De kompetente myndigheder i et værtsland kan fremsætte anmodning til den konsoliderende tilsyns-

myndighed i de tilfælde, hvor artikel 112, stk. 1, finder anvendelse, eller til de kompetente myndigheder i

hjemlandet om, at en filial af et kreditinstitut skal betragtes som væsentlig.«

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

219

12) Artikel 53, stk. 2, affattes således:

»2. Stk. 1 må ikke forhindre de kompetente myndigheder i at udveksle oplysninger indbyrdes eller videre-

give oplysninger til ESRB, EBA eller Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-

og Markedstilsynsmyndighed) (ESMA), som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 1095/2010 (*9), i overensstemmelse med dette direktiv, forordning (EU) nr. 575/2013, Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*10), artikel 15 i forordning (EU) nr. 1092/2010,

artikel 31, 35 og 36 i forordning (EU) nr. 1093/2010 samt artikel 31 og 36 i forordning (EU) nr.

1095/2010, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 (*11) og andre direktiver gældende

for kreditinstitutter. Disse oplysninger er undergivet stk. 1.

(*9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse

af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om

ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L

331 af 15.12.2010, s. 84)."

(*10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæs-

sige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013,

(EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 1)."

(*11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsyn med

investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU,

2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64).«"

13) I artikel 66, stk. 1, indsættes følgende litra:

»aa) udøvelse af mindst én af de i artikel 4, stk. 1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013

omhandlede aktiviteter og opfyldelse af den i nævnte artikel angivne tærskel uden at være meddelt

tilladelse som kreditinstitut«.

14) Artikel 76, stk. 5, sjette afsnit, udgår.

15) Artikel 86, stk. 11, affattes således:

»11. De kompetente myndigheder sikrer, at institutter råder over planer for genoprettelse af likviditeten

med passende strategier og gennemførelsesforanstaltninger til håndtering af eventuelle likviditetsmangler,

herunder i forbindelse med filialer etableret i en anden medlemsstat. De kompetente myndigheder sikrer,

at disse planer afprøves af institutterne mindst en gang om året, ajourføres på grundlag af resultatet

af de alternative scenarier, jf. stk. 8, samt indberettes til og godkendes af den øverste ledelse, så de

interne politikker og processer kan tilpasses i overensstemmelse hermed. Institutterne tager på forhånd

nødvendige operationelle skridt for at sikre, at planerne for genoprettelse af likviditeten straks kan

gennemføres. Disse operationelle skridt skal omfatte besiddelse af sikkerhed, som straks er til rådighed

med henblik på centralbankfinansiering. Dette omfatter besiddelse af sikkerhed i en anden medlemsstats

valuta, hvis det er nødvendigt, eller et tredjelands valuta, som de pågældende institutter har eksponeringer

over for, og hvis det er operationelt nødvendigt på et værtslands eller tredjelands område, hvis valuta

institutterne er eksponeret over for.«

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

220

16) Artikel 110, stk. 2, udgår.

17) Artikel 111 affattes således:

»Artikel 111

Fastlæggelse af den konsoliderende tilsynsmyndighed

1. Hvis moderselskabet er et moderkreditinstitut i en medlemsstat eller et moderkreditinstitut i Unionen,

udøves tilsyn på konsolideret niveau af den kompetente myndighed, der fører tilsyn med dette moderkre-

ditinstitut i en medlemsstat eller dette moderkreditinstitut i Unionen på individuelt niveau.

Hvis et moderselskab er et moderinvesteringsselskab i en medlemsstat eller et moderinvesteringsselskab

i Unionen, og hvis ingen af dets datterselskaber er et kreditinstitut, udøves tilsyn på konsolideret niveau

af den kompetente myndighed, der fører tilsyn med dette moderinvesteringsselskab i medlemsstaten eller

med moderinvesteringsselskabet i Unionen på individuelt niveau.

Hvis moderselskabet er et moderinvesteringsselskab i en medlemsstat eller et moderinvesteringsselskab i

Unionen, og mindst ét af dets datterselskaber er et kreditinstitut, udøves tilsyn på konsolideret niveau af

den kompetente myndighed for kreditinstituttet eller, hvis der er flere kreditinstitutter, af den kompetente

myndighed for kreditinstituttet med den største samlede balancesum.

2. Hvis et kreditinstituts eller et investeringsselskabs moderselskab er et finansielt moderholdingselskab

i en medlemsstat, et blandet finansielt moderholdingselskab i en medlemsstat, et finansielt moderholding-

selskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen, udøves tilsyn på konsolide-

ret niveau af den kompetente myndighed, der fører tilsyn med kreditinstituttet eller investeringsselskabet

på individuelt niveau.

3. Hvis to eller flere kreditinstitutter eller investeringsselskaber, som har tilladelse i Unionen, har samme

finansielle moderholdingselskab i en medlemsstat, blandede finansielle moderholdingselskab i en med-

lemsstat, finansielle moderholdingselskab i Unionen eller blandede finansielle moderholdingselskab i

Unionen, udøves tilsyn på konsolideret niveau af:

a) den kompetente myndighed for kreditinstituttet, hvis der kun er ét kreditinstitut i koncernen

b) den kompetente myndighed for kreditinstituttet med den største samlede balancesum, hvis der er flere

kreditinstitutter i koncernen

c) den kompetente myndighed for investeringsselskabet med den største samlede balancesum, hvis kon-

cernen ikke omfatter nogen kreditinstitutter.

4. Hvis konsolidering er påkrævet i henhold til artikel 18, stk. 3 eller 6, i forordning (EU) nr. 575/2013,

udøves tilsyn på konsolideret niveau af den kompetente myndighed for kreditinstituttet med den største

samlede balancesum eller, hvis koncernen ikke omfatter nogen kreditinstitutter, af den kompetente myn-

dighed for investeringsselskabet med den største samlede balancesum.

5. Uanset stk. 1, tredje afsnit, stk. 3, litra b), og stk. 4 er den konsoliderende tilsynsmyndighed, såfremt

en kompetent myndighed fører tilsyn på individuelt niveau med mere end ét kreditinstitut i en koncern,

den kompetente myndighed, som fører tilsyn på individuelt niveau med et eller flere kreditinstitutter i

koncernen, hvis den samlede balancesum for disse kreditinstitutter, som er underlagt tilsyn, er højere end

den samlede balancesum for de kreditinstitutter, som enhver anden kompetent myndighed fører tilsyn

med på individuelt niveau.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

221

Uanset stk. 3, litra c), er den konsoliderende tilsynsmyndighed, såfremt en kompetent myndighed fører

tilsyn på individuelt niveau med mere end ét investeringsselskab inden for samme koncern, den kompe-

tente myndighed, som fører tilsyn på individuelt niveau med et eller flere investeringsselskaber inden for

koncernen med den højeste balancesum i alt.

6. I særlige tilfælde kan de kompetente myndigheder efter fælles aftale undlade at anvende kriterierne

i stk. 1, 3 og 4 og udpege en anden kompetent myndighed til at udøve tilsyn på konsolideret niveau,

hvis det vil være uhensigtsmæssigt at anvende kriterierne anført heri under hensyntagen til de berørte

kreditinstitutter eller investeringsselskaber og den relative betydning af deres aktiviteter i de pågældende

medlemsstater eller behovet for at sikre kontinuitet i den samme kompetente myndigheds tilsyn på konso-

lideret niveau. I så fald har moderinstituttet i Unionen, det finansielle moderholdingselskab i Unionen, det

blandede finansielle moderholdingselskab i Unionen eller kreditinstituttet eller investeringsselskabet med

den største samlede balancesum, alt efter hvad der er relevant, ret til at blive hørt, inden de kompetente

myndigheder træffer en beslutning.

7. De kompetente myndigheder underretter uden ophold Kommissionen og EBA om enhver aftale, der

falder ind under stk. 6.«

18) Artikel 114, stk. 1, første afsnit, affattes således:

»1. Hvis en nødsituation opstår, herunder en situation som beskrevet i artikel 18 i forordning (EU)

nr. 1093/2010 eller en situation med en negativ udvikling på markederne, som potentielt kan bringe

markedslikviditeten og stabiliteten i det finansielle system i fare i en af de medlemsstater, hvor enheder

i en koncern er meddelt tilladelse, eller hvor væsentlige filialer som omhandlet i artikel 51 er etableret,

underretter den konsoliderende tilsynsmyndighed så hurtigt som praktisk muligt, med forbehold af afsnit

VII, kapitel 1, afdeling 2, i nærværende direktiv og i givet fald afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv

(EU) 2019/2033, EBA og de i artikel 58, stk. 4, og artikel 59 omhandlede myndigheder og meddeler

dem alle oplysninger, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver. Disse forpligtelser finder

anvendelse på alle kompetente myndigheder.«

19) I artikel 116 foretages følgende ændringer:

a) Stk. 2 affattes således:

»2. De kompetente myndigheder, der deltager i tilsynskollegierne, og EBA arbejder tæt sammen. For-

trolighedskravene i afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i dette direktiv og i givet fald afsnit IV, kapitel

1, afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033 må ikke forhindre de kompetente myndigheder i at udveksle

fortrolige oplysninger inden for tilsynskollegier. Oprettelse af tilsynskollegier og deres virkemåde må

ikke berøre de kompetente myndigheders rettigheder og ansvar i henhold til dette direktiv og forordning

(EU) nr. 575/2013.«

b) Stk. 6, første afsnit, affattes således:

»6. De kompetente myndigheder med ansvar for tilsyn med datterselskaber af et moderinstitut i Unionen,

et finansielt moderholdingselskab i Unionen eller et blandet finansielt moderholdingselskab i Unionen

og de kompetente myndigheder i et værtsland, hvor væsentlige filialer som omhandlet i artikel 51

er etableret, samt om nødvendigt ESCB-centralbanker og tredjelandes tilsynsmyndigheder, hvis det er

relevant og med forbehold af fortrolighedskrav, der efter alle de kompetente myndigheders opfattelse

svarer til kravene i afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i dette direktiv og i givet fald afsnit IV, kapitel 1,

afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033, kan deltage i tilsynskollegier.«

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

222

c) Stk. 9, første afsnit, affattes således:

»9. Den konsoliderende tilsynsmyndighed underretter med forbehold af fortrolighedskravene i afsnit

VII, kapitel 1, afdeling II, i dette direktiv og i givet fald afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv

(EU) 2019/2033 EBA om tilsynskollegiets aktiviteter, herunder i nødsituationer, og meddeler EBA alle

oplysninger, der er af særlig relevans med henblik på tilsynskonvergens.«

20) Artikel 125, stk. 2, affattes således:

»2. Oplysninger, der modtages inden for rammerne af tilsyn på konsolideret niveau, herunder navnlig en-

hver udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv, er underlagt

krav om tavshedspligt, der mindst svarer til de krav, som er omhandlet i artikel 53, stk. 1, i dette direktiv

for kreditinstitutter eller i henhold til artikel 15 i direktiv (EU) 2019/2033.«

21) Artikel 128, stk. 5, udgår.

22) Artikel 129, stk. 2, 3 og 4, udgår.

23) Artikel 130, stk. 2, 3 og 4, udgår.

24) Artikel 143, stk. 1, litra d), affattes således:

»d) uden at dette berører bestemmelserne i afsnit VII, kapitel 1, afdeling II, i nærværende direktiv eller

i givet fald bestemmelserne i afsnit IV, kapitel 1, afdeling 2, i direktiv (EU) 2019/2033, de samlede

statistiske data om centrale aspekter af gennemførelsen af rammebestemmelserne for forsigtighedstilsyn

i de enkelte medlemsstater, herunder antallet og arten af tilsynsforanstaltninger, der træffes i overensstem-

melse med nærværende direktivs artikel 102, stk. 1, litra a), og af administrative sanktioner, der pålægges

i henhold til nærværende direktivs artikel 65.«

Artikel 63

Ændringer af direktiv 2014/59/EU

Direktiv 2014/59/EU ændres således:

1) Artikel 2, stk. 1, nr. 3), affattes således:

»3) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 22), i Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*12), som er underlagt startkapitalkravet fastsat i artikel

9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 ( (*13).

(*12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæs-

sige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013,

(EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 1)."

(*13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsyn med

investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU,

2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64).«"

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

223

2) I artikel 45 tilføjes følgende stykke:

»3. I overensstemmelse med artikel 65, stk. 4, i forordning (EU) 2019/2033 gælder henvisninger til artikel

92 i forordning (EU) nr. 575/2013 i dette direktiv for så vidt angår kapitalgrundlagskrav på individuelt

niveau til investeringsselskaber som omhandlet i artikel 2, stk. 1, nr. 3), i dette direktiv, som ikke er

investeringsselskaber som omhandlet i artikel 1, stk. 2-5, i forordning (EU) 2019/2033 på følgende måde:

a) henvisninger til artikel 92, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 575/2013 gælder for så vidt angår

det samlede kapitalprocentkrav i dette direktiv som henvisning til artikel 11, stk. 1, i forordning (EU)

2019/2033

b) henvisninger til artikel 92, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 gælder for så vidt angår samlet

risikoeksponering i nærværende direktiv som henvisning til det gældende krav i artikel 11, stk. 1, i

forordning (EU) 2019/2033 ganget med 12,5.

I overensstemmelse med artikel 65 i direktiv (EU) 2019/2033 gælder henvisninger i nærværende direk-

tiv til artikel 104a i direktiv 2013/36/EU for så vidt angår kravet om yderligere kapitalgrundlag til

investeringsselskaber, som er omhandlet i nærværende direktivs artikel 2, stk. 1, nr. 3), og som ikke

er investeringsselskaber omhandlet i artikel 1, stk. 2 eller 5, i forordning (EU) 2019/2033, som en

henvisning til artikel 40 i direktiv (EU) 2019/2033.«

Artikel 64

Ændringer af direktiv 2014/65/EU

Direktiv 2014/65/EU ændres således:

1) Artikel 8, litra c), affattes således:

»c) ikke længere opfylder de betingelser, hvorpå tilladelsen blev meddelt, som f.eks. opfyldelse af

betingelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (*14).

(*14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæs-

sige krav til investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013,

(EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64).«"

2) Artikel 15 affattes således:

»Artikel 15

Startkapital

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder kun meddeler tilladelse, hvis investeringsselska-

bet under hensyntagen til den påtænkte type investeringsservice eller -aktivitet har tilstrækkelig startkapi-

tal i overensstemmelse med kravene i artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033

(*15).

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

224

(*15) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsyn med

investeringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/87/EF, 2009/65/EF, 2011/61/EU, 2013/36/EU,

2014/59/EU og 2014/65/EU (EUT L 314 af 5.12.2019, s. 64).«"

3) Artikel 41 affattes således:

«Artikel 41

Meddelelse af tilladelse

1. Den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor tredjelandsselskabet har oprettet eller agter at

oprette en filial, meddeler kun tilladelse, hvis den kompetente myndighed finder det godtgjort, at:

a) betingelserne i artikel 39 er opfyldt, og

b) tredjelandsselskabets filial vil være i stand til at overholde bestemmelserne i stk. 2 og 3.

Den kompetente myndighed underretter inden for en frist på seks måneder efter indgivelse af en komplet

ansøgning tredjelandsselskabet om, hvorvidt tilladelse er givet eller ej.

2. Den filial af tredjelandsselskabet, der meddeles tilladelse i medfør af stk. 1, skal opfylde de forpligtel-

ser, der er fastsat i artikel 16-20, 23, 24, 25 og 27, artikel 28, stk. 1, og artikel 30, 31 og 32 i dette

direktiv og artikel 3-26 i forordning (EU) nr. 600/2014 samt foranstaltninger vedtaget i medfør heraf, og

er underlagt tilsyn fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor tilladelsen er meddelt.

Medlemsstaterne må ikke pålægge filialen yderligere organisatoriske eller driftsmæssige krav på områder,

der er omfattet af dette direktiv, og må ikke behandle filialer af tredjelandsselskaber gunstigere end

selskaber i Unionen.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder hvert år meddeler ESMA en liste over filialer af

tredjelandsselskaber, der er aktive på deres område.

ESMA offentliggør hvert år en liste over tredjelandsfilialer, der er aktive i Unionen, herunder navnet på

de tredjelandsselskaber, som filialerne tilhører.

3. En filial af et tredjelandsselskab, der er meddelt tilladelse i medfør af stk. 1, skal hvert år til den i stk. 2

omhandlede kompetente myndighed indberette følgende oplysninger:

a) størrelsen og omfanget af den service og de aktiviteter, der ydes og udøves af filialen i den pågældende

medlemsstat

b) for tredjelandsselskaber, der udøver den aktivitet, der er anført i bilag I, afsnit A, punkt 3), deres

månedlige minimums-, gennemsnits- og maksimumseksponering mod EU-modparter

c) for tredjelandsselskaber, der yder en eller begge af de services, der er anført i bilag I, afsnit A,

punkt 6), den samlede værdi af finansielle instrumenter hidrørende fra EU-modparter, som der er afgivet

afsætningsgaranti for, eller som er placeret på grundlag af en fast forpligtelse inden for de foregående 12

måneder

d) omsætningen og den samlede værdi af aktiverne svarende til den service og de aktiviteter, der er

omhandlet i litra a)

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

225

e) en detaljeret beskrivelse af de investorbeskyttelsesordninger, der er til rådighed for filialens kunder,

herunder disse kunders rettigheder som følge af den i artikel 39, stk. 2, litra f), omhandlede investorgaran-

tiordning

f) den risikostyringspolitik og de risikostyringsordninger, som filialen anvender i forbindelse med den

service og de aktiviteter, der er omhandlet i litra a).

g) ledelsesordningerne, herunder personer med nøglefunktioner i forhold til filialens aktiviteter

h) eventuelle andre oplysninger, som den kompetente myndighed finder nødvendige for at muliggøre en

alsidig overvågning af filialens aktiviteter.

4. Efter anmodning meddeler de kompetente myndigheder ESMA følgende oplysninger:

a) alle tilladelser til filialer, der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med stk. 1, og enhver senere

ændring til sådanne tilladelser

b) størrelsen og omfanget af den service og de aktiviteter, der ydes og udøves af filialer i den pågældende

medlemsstat

c) omsætningen og de samlede aktiver svarende til den service og de aktiviteter, der er omhandlet litra b)

d)navnet på de tredjelandskoncerner, som filialer, der er meddelt tilladelse, tilhører.

5. De i denne artikels stk. 2 omhandlede kompetente myndigheder, de kompetente myndigheder for

enheder, der er en del af den samme koncern som den, som de filialer af tredjelandsselskaber, der

er meddelt tilladelse i overensstemmelse med stk. 1, tilhører, samt ESMA og EBA samarbejder tæt

for at sikre, at alle aktiviteter i denne koncern i Unionen er underlagt et omfattende, konsekvent og

effektivt tilsyn i overensstemmelse med dette direktiv, forordning (EU) nr. 575/2013, forordning (EU) nr.

600/2014, forordning (EU) 2019/2033, direktiv 2013/36/EU og direktiv (EU) 2019/2033.

6. ESMA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere,

hvilket format de i stk. 3 og 4 omhandlede oplysninger skal indberettes i.

ESMA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest

den 26. september 2020.

Kommissionen tillægges beføjelser til at supplere dette direktiv ved at vedtage de i første afsnit omhand-

lede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr.

1095/2010.«

4) Artikel 42 affattes således:

»Artikel 42

Levering af services udelukkende på kundens eget initiativ

1. Medlemsstaterne sikrer, at når en detailkunde eller en professionel kunde som omhandlet i bilag II,

afsnit II, der er etableret eller befinder sig i Unionen, udelukkende på eget initiativ iværksætter levering af

en investeringsservice eller -aktivitet fra et tredjelandsselskab, finder kravet om tilladelse i artikel 39 ikke

anvendelse på tredjelandsselskabets levering af denne service eller aktivitet til denne person, herunder et

forhold med specifik tilknytning til leveringen af den pågældende service eller aktivitet.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

226

Hvis et tredjelandsselskab, herunder gennem en enhed, der handler på dets vegne, eller som har tætte

forbindelser til dette tredjelandsselskab eller enhver anden person, der handler på denne enheds vegne,

retter henvendelse til kunder eller potentielle kunder i Unionen, betragtes det ikke som en service, der

udelukkende ydes på kundens eget initiativ, med forbehold af koncerninterne forbindelser.

2. Et initiativ fra en kunde som omhandlet i stk. 1 giver ikke tredjelandsselskabet ret til at markedsføre

nye kategorier af investeringsprodukter eller -services til den pågældende kunde på anden måde end

gennem filialen, når dette er påkrævet i henhold til national ret.«

5) Artikel 49, stk. 1, affattes således:

»1. Medlemsstaterne stiller krav om, at regulerede markeder anvender tick size-ordninger for aktier, de-

potbeviser, exchange-traded funds (EFT�½er), certifikater og andre lignende finansielle instrumenter samt

for ethvert andet finansielt instrument, for hvilket der udarbejdes reguleringsmæssige tekniske standarder

i overensstemmelse med stk. 4. Anvendelsen af tick sizes må ikke forhindre regulerede markeder i at

matche ordrer, der er store, til middelkursen for aktuelle købs- og salgspriser.«

6) Artikel 81, stk. 3, litra a), affattes således:

»a) til at kontrollere, at betingelserne for adgang til at udøve virksomhed som investeringsselskab er op-

fyldt, og til at lette tilsynet med investeringsselskabernes virksomhed, administrativ og regnskabsmæssig

praksis samt mekanismer til intern kontrol«.

7) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 95a

Overgangsbestemmelse om meddelelse af tilladelse til kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk.

1, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013

De kompetente myndigheder underretter den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 8 i

direktiv 2013/36/EU, hvis de forventede samlede aktiver i en virksomhed, som har ansøgt om tilladelse i

henhold til afsnit II i dette direktiv inden den 25. december 2019 med henblik på at udføre de aktiviteter,

der er omhandlet i afsnit A, punkt 3) og 6), i bilag I, udgør eller overstiger 30 mia. EUR, og underretter

ansøgeren herom.«

AFSNIT VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 65

Henvisninger til direktiv 2013/36/EU i andre EU-retsakter

For så vidt angår tilsyn med og afvikling af investeringsselskaber gælder henvisninger til direktiv

2013/36/EU i andre EU-retsakter som henvisninger til nærværende direktiv.

Artikel 66

Gennemgang

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

227

Kommissionen forelægger i tæt samarbejde med EBA og ESMA senest den 26. juni 2024 Europa-Parla-

mentet og Rådet en rapport, om nødvendigt sammen med et lovgivningsforslag, om følgende:

a) bestemmelserne om aflønning i dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033 samt i direktiv

2009/65/EF og 2011/61/EU med henblik på at opnå lige vilkår for alle investeringsselskaber, som

er aktive i Unionen, herunder anvendelsen af disse bestemmelser

b) hensigtsmæssigheden af indberetnings- og oplysningskravene i dette direktiv og forordning (EU)

2019/2033 under hensyntagen til proportionalitetsprincippet

c) en vurdering, der tager hensyn til EBA�½s rapport som omhandlet i artikel 35 og til klassifikationen

om bæredygtig finansiering, om, hvorvidt:

i) ESG-risici skal tages i betragtning i forbindelse med et investeringsselskabs interne ledelse

ii) ESG-risici skal tages i betragtning i forbindelse med et investeringsselskabs aflønningspolitik

iii) ESG-risici skal tages i betragtning i forbindelse med behandling af risici

iv) ESG-risici skal indgå i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen

effektiviteten af ordningerne om udveksling af oplysninger i henhold til dette direktiv

samarbejdet mellem Unionen og medlemsstaterne og tredjelande om anvendelsen af dette direktiv

og forordning (EU) 2019/2033

gennemførelsen af dette direktiv og forordning (EU) 2019/2033 for investeringsselskaber på

grundlag af deres juridiske struktur eller ejerskabsmodel

investeringsselskabers potentiale til at udgøre en risiko for forstyrrelse af det finansielle system

med alvorlige negative konsekvenser for det finansielle system og realøkonomien og egnede

makroprudentielle redskaber til at håndtere en sådan risiko og erstatte kravene i dette direktivs

artikel 36, stk. 1, litra d)

betingelserne for, at de kompetente myndigheder i overensstemmelse med dette direktivs artikel 5

kan anvende kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 på investeringsselskaber.

Artikel 67

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 26. juni 2021 de bestemmelser, der er nødvendi-

ge for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse bestemmelser fra den 26. juni 2021. Medlemsstaterne anvender dog de bestemmelser,

der er nødvendige for at efterkomme artikel 64, nr. 5), fra den 26. marts 2020.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved

offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for

henvisningen.

2. Fra dette direktivs ikrafttræden drager medlemsstaterne omsorg for, at Kommissionen underrettes om

ethvert forslag til retsforskrifter, som de påtænker at udstede på det af dette direktiv omfattede område, i

så god tid, at Kommissionen kan fremsætte sine bemærkninger dertil.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og EBA teksten til de nationale retsforskrifter, som de

udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Hvis de dokumenter, der ledsager medlemsstaternes meddelelse om gennemførelsesforanstaltninger, ikke

er tilstrækkelige til fuldt ud at kunne vurdere gennemførelsesbestemmelsernes overholdelse af visse be-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

228

stemmelser i dette direktiv, kan Kommissionen efter anmodning fra EBA og med henblik på udførelsen af

sine opgaver i henhold til forordning (EU) nr. 1093/2010 eller på eget initiativ pålægge medlemsstaterne

at fremlægge mere detaljerede oplysninger om gennemførelsen af disse bestemmelser og dette direktiv.

Artikel 68

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i

Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 69

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

229

10)

11)

12)

13)

14)

15)

16)

17)

18)

19)

20)

21)

22)

23)

24)

25)

26)

EUT C 378 af 19.10.2018, s. 5.

EUT C 262 af 25.7.2018, s. 35.

Europa-Parlamentets holdning af 16.4.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 8.11.2019.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om

ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-

tutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013,

s. 338).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og

direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske

Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010,

s. 12).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske

Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L

331 af 15.12.2010, s. 84).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L

119 af 4.5.2016, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning

(EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og om ændring af

forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 575/2013, (EU) nr. 600/2014 og (EU) nr. 806/2014 (se side 2019/2033 i denne EUT).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF

og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringssel-

skaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF,

2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190).

EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.

EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse

virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF

(EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af

11.9.2002, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning

(EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/878 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle

holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger (EUT L 150

af 7.6.2019, s. 253).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investe-

ringsselskaber i et finansielt konglomerat og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF, 79/267/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF, 93/6/EØF og 93/22/EØF

samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF og 2000/12/EF (EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om

oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af

27.7.2012, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af

Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til

hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).

Kommissionens henstilling 2009/384/EF af 30. april 2009 om af lønningspolitik i finanssektoren (EUT L 120 af 15.5.2009, s. 22).

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

230

Bilag 4

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1286/2014

af 26. november 2014

om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringspro-

dukter til detailinvestorer (PRIIP�½er)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Detailinvestorer bliver i stigende grad tilbudt et bredt udvalg af sammensatte og forsikringsbaserede

investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP�½er), når de overvejer at foretage en investering. Nogle

af disse produkter er specifikke investeringsløsninger skræddersyet til detailinvestorers behov, er ofte

kombineret med forsikringsdækning eller kan være komplekse og vanskelige at forstå. De eksisterende

oplysninger til detailinvestorer om sådanne PRIIP�½er er ukoordinerede, og de hjælper ofte ikke detailinve-

storer til at sammenligne forskellige produkter eller til at forstå deres karakteristika. Som følge heraf har

detailinvestorer ofte foretaget investeringer uden at forstå de dermed forbundne risici og omkostninger, og

de har under tiden lidt uforudsete tab.

(2) Bedre gennemsigtighed af PRIIP�½er, der tilbydes detailinvestorer, er en vigtig investorbeskyttelsesfor-

anstaltning og en forudsætning for at genoprette detailinvestorers tillid til de finansielle markeder, navnlig

efter finanskrisen. De første skridt i den retning er allerede blevet taget på EU-plan med den ordning

vedrørende central investorinformation, der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/65/EF

(3) Eksistensen af forskellige regler om PRIIP�½er, som afviger fra hinanden, alt efter hvilken branche der

tilbyder PRIIP�½erne, og forskelle i national regulering på området skaber ulige vilkår for de forskellige

produkter og distributionskanaler og yderligere hindringer for et indre marked for finansielle tjenesteydel-

ser og produkter. Medlemsstaterne har allerede truffet forskellige og ukoordinerede foranstaltninger for at

kompensere for mangler ved investorbeskyttelsesforanstaltningerne, og denne udvikling kan forventes at

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

231

fortsætte. Forskelligartede tilgange til information om PRIIP�½er gør det vanskeligt at skabe lige vilkår for

de forskellige PRIIP-producenter og dem, der rådgiver om eller sælger produkterne, og forvrider dermed

konkurrencen og skaber uensartede investorbeskyttelsesniveauer i Unionen. Sådanne forskelle udgør en

hindring for oprettelsen af et velfungerende indre marked.

(4) For at undgå forskelle er det nødvendigt at indføre ensartede regler om gennemsigtighed på EU-plan,

som finder anvendelse på alle deltagere på PRIIP-markedet, og derved styrke investorbeskyttelsen. Det

er nødvendigt med en forordning for at sikre, at der fastlægges en fælles standard for dokumenter

med central information på en ensartet måde, således at dokumenternes format og indhold kan harmo-

niseres. Forordningsbestemmelser, som finder direkte anvendelse, bør sikre, at alle, der rådgiver om

eller sælger PRIIP�½er, er underlagt de samme krav vedrørende dokumentet med central information til

detailinvestorer. Denne forordning berører ikke tilsyn med reklamer. Den berører desuden ikke andre

produktinterventionsforanstaltninger end dem, der vedrører forsikringsbaserede investeringsprodukter.

(5) Selv om det er essentielt at forbedre informationen om PRIIP�½er for at genoprette detailinvestorers

tillid til de finansielle markeder, er det lige så vigtigt med en effektiv regulering af salgsprocesserne

for disse produkter. Denne forordning supplerer foranstaltningerne vedrørende distribution i Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU

. Den supplerer også foranstaltningerne vedrørende formidling

af forsikringsprodukter i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF

(6) Denne forordning bør finde anvendelse på alle produkter, uanset form eller opbygning, som branchen

for finansielle tjenesteydelser producerer med henblik på at skabe investeringsmuligheder for detailin-

vestorer, og hvor det beløb, der skal betales tilbage til detailinvestoren, er genstand for udsving som

følge af eksponering mod referenceværdier eller er afhængig af udviklingen af et eller flere aktiver,

som detailinvestoren ikke direkte har købt. I denne forordning bør disse produkter benævnes PRIIP�½er

og bør bl.a. omfatte investeringsprodukter såsom investeringsfonde, livsforsikringspolicer med et investe-

ringselement, strukturerede produkter og strukturerede indlån. Finansielle instrumenter, der er udstedt af

special purpose vehicles, og som er i overensstemmelse med definitionen af PRIIP�½er, bør derfor også

være omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning. Investeringer i alle disse produkter er ikke

direkte investeringer som ved køb eller besiddelse af selve aktiverne. Disse produkter træder i stedet ind

mellem detailinvestoren og markederne, idet aktiver sammensættes eller samles med det formål at skabe

andre eksponeringer, produktkarakteristika eller omkostningsstrukturer end ved en direkte besiddelse. Et

sådant »pakkeprodukt« kan give detailinvestorer mulighed for at deltage i investeringsstrategier, som el-

lers ville være utilgængelige eller upraktiske, men kan også nødvendiggøre, at der stilles flere oplysninger

til rådighed, navnlig for at give mulighed for at sammenligne forskellige sammensatte investeringer.

(7) For at sikre, at denne forordning kun finder anvendelse på sådanne PRIIP�½er, bør forsikringsprodukter,

som ikke giver investeringsmuligheder, og indlån, som kun er eksponeret for rentesatser, udelukkes fra

denne forordnings anvendelsesområde. For så vidt angår livsforsikringsprodukter forstås ved udtrykket

»kapital« kapital investeret efter anmodning fra detailinvestoren. Endvidere bør ethvert indlån eller

indlånsbevis, som repræsenterer traditionelle indlån, og som ikke er strukturerede indlån som defineret

i artikel 4, stk. 1, nr. 43), i direktiv 2014/65/EU, være udelukket fra denne forordnings anvendelsesområ-

de. Aktiver, som besiddes direkte, f.eks. selskabsaktier eller statsobligationer, er ikke PRIIP�½er og bør

derfor udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Investeringsfonde forbeholdt institutionelle

investorer er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, idet de ikke sælges til detailinvesto-

rer. Individuelle pensionsprodukter og arbejdsmarkedspensionsprodukter, der i henhold til national ret

er anerkendt som havende til hovedformål at give investorer en pensionsindkomst, bør være udelukket

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

232

fra denne forordnings anvendelsesområde i betragtning af deres særlige karakteristika og målsætninger,

hvorimod andre individuelle forsikringsakkumulerings- eller opsparingsprodukter, som byder på investe-

ringsmuligheder, bør være omfattet af denne forordning.

(8) Denne forordning berører ikke medlemsstaternes ret til at regulere leveringen af central information

om produkter, der falder uden for dens anvendelsesområde. Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den

Europæiske Banktilsynsmyndighed) (»EBA«) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 1093/2010

, Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for For-

sikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (»EIOPA«) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1094/2010

og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir-

og Markedstilsynsmyndighed) (»ESMA«) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 1095/2010

(»de europæiske tilsynsmyndigheder«) bør i overensstemmelse med deres mandat vedrø-

rende forbrugerbeskyttelse i artikel 9 i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010

og i forordning (EU) nr. 1095/2010 overvåge de produkter, der er udelukket fra denne forordnings

anvendelsesområde, og bør, hvor det er hensigtsmæssigt, udstede retningslinjer med henblik på at tage

hånd om eventuelle problemer, der konstateres. Der bør tages hensyn til sådanne retningslinjer i den

revision, der skal foretages fire år efter denne forordnings ikrafttræden angående en mulig udvidelse af

anvendelsesområdet og ophævelse af visse undtagelser.

(9) For at skabe klarhed om forholdet mellem forpligtelserne i henhold til denne forordning og forpligtel-

serne i henhold til andre lovgivningsmæssige retsakter om levering af oplysninger til investorer, herunder,

men ikke udelukkende Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF

og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/138/EF

10)

, er det nødvendigt at fastslå, at disse lovgivningsmæssige retsakter fortsat

finder anvendelse i tillæg til denne forordning.

(10) Med henblik på at sikre ordentligt og effektivt tilsyn med opfyldelsen af kravene i denne forordning

bør medlemsstaterne udpege de kompetente myndigheder, der skal have ansvaret for dette tilsyn. I

mange tilfælde er kompetente myndigheder allerede udpeget til at føre tilsyn med andre forpligtelser, der

påhviler PRIIP-producenter, -sælgere eller -rådgivere i medfør af andre bestemmelser i national ret eller

EU-retten.

(11) De kompetente myndigheder bør på anmodning, herunder på forhånd, gives alle de oplysninger,

der er nødvendige til at kontrollere indholdet af dokumenter med central information, med henblik på at

vurdere overholdelsen af denne forordning og sikre beskyttelsen af kunder og investorer på de finansielle

markeder.

(12) PRIIP-producenter, f.eks. fondsforvaltere, forsikringsselskaber, kreditinstitutter eller investeringssel-

skaber, bør udarbejde dokumentet med central information for de PRIIP�½er, som de producerer, idet de

har de bedste forudsætninger for at kende produktet. De bør også være ansvarlige for, at dokumentet med

central information er nøjagtigt. PRIIP-producenten bør udarbejde dokumentet med central information,

før produktet kan sælges til detailinvestorer. Sælges et givet produkt imidlertid ikke til detailinvestorer,

bør der ikke være en forpligtelse til at udarbejde et dokument med central information, og er det upraktisk

for PRIIP-producenten at udarbejde dokumentet med central information, bør det fortsat være muligt

at delegere denne opgave til andre. Forpligtelserne i henhold til denne forordning, som er fastsat i

bestemmelserne om udarbejdelse og reglerne om revision af dokumentet med central information, bør

alene finde anvendelse på PRIIP-producenten og bør fortsætte med at finde anvendelse, så længe PRIIP�½et

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

233

handles på sekundære markeder. For at sikre, at dokumenter med central information formidles og stilles

til rådighed i bredt omfang, bør denne forordning indeholde bestemmelser om, at PRIIP-producenten skal

offentliggøre dokumenter med central information på sit websted.

(13) For at dække detailinvestorers behov er det nødvendigt at sikre, at oplysninger om PRIIP�½er er

nøjagtige, redelige og tydelige, og at de ikke vildleder disse detailinvestorer. Denne forordning bør

derfor fastlægge fælles standarder for udarbejdelse af dokumentet med central information for at sikre,

at det er forståeligt for detailinvestorer. I betragtning af mange detailinvestorers problemer med at forstå

finansiel terminologi for specialister bør der lægges særlig vægt på det ordvalg og den skrivemåde, der

anvendes i dokumentet. Der bør også fastsættes bestemmelser om det sprog, hvorpå dokumentet med

central information bør udarbejdes. Endvidere bør detailinvestorer kunne forstå dokumentet med central

information i sig selv uden henvisning til andre oplysninger, der ikke vedrører markedsføringen.

(14) De europæiske tilsynsmyndigheder bør, når de udvikler tekniske standarder for indholdet af doku-

mentet med central information, så det nøjagtigt afspejler investeringspolitikkerne for produktet og dets

mål i overensstemmelse med denne forordning, sikre, at PRIIP-producenten bruger et klart og forståeligt

sprog, som er tilgængeligt for detailinvestorer, og at beskrivelsen af, hvordan investeringsmålene nås,

herunder beskrivelsen af de finansielle instrumenter, der anvendes, undgår finansiel sprogbrug og termi-

nologi, som ikke er umiddelbart klar for detailinvestorer.

(15) Detailinvestorer bør gives de oplysninger, som er nødvendige for, at de kan træffe en informeret in-

vesteringsbeslutning og sammenligne forskellige PRIIP�½er, men medmindre oplysningerne er kortfattede

og præcise, er der risiko for, at investorerne ikke anvender dem. Dokumentet med central information

bør derfor kun indeholde centrale oplysninger, navnlig om produktets art og karakteristika, herunder

om risikoen for at miste penge, produktets omkostninger og risikoprofil samt relevante oplysninger om

resultater, og visse andre specifikke oplysninger, som kan være nødvendige for at forstå karakteristika ved

individuelle produkttyper.

(16) Investeringsproduktberegnere udvikles allerede på nationalt plan. For at sådanne beregnere kan

komme forbrugerne til gavn bedst muligt bør de imidlertid omfatte de omkostninger og gebyrer, som de

forskellige PRIIP-producenter opkræver, sammen med eventuelle yderligere omkostninger eller gebyrer,

som formidlere eller andre led i investeringskæden opkræver, og som PRIIPS-producenterne ikke allerede

har medregnet. Kommissionen bør rapportere om, hvorvidt disse værktøjer findes online i hver medlems-

stat, og hvorvidt de giver mulighed for pålidelig og nøjagtig beregning af de samlede omkostninger og

gebyrer for alle de produkter, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

(17) Dokumentet med central information bør udfærdiges i et standardformat, som gør det muligt

for detailinvestorer at sammenligne forskellige PRIIP�½er, og i betragtning af forbrugernes adfærd og

forudsætninger bør oplysningers format, udformning og indhold tilpasses omhyggeligt for at maksimere

forståelsen og anvendelsen heraf. Punkterne bør opstilles i samme rækkefølge i dokumenterne og med

de samme overskrifter. Endvidere bør de nærmere bestemmelser om de oplysninger, der skal indgå i

dokumentet med central information for forskellige PRIIP�½er, og udformningen af disse oplysninger

harmoniseres yderligere ved hjælp af reguleringsmæssige tekniske standarder, som tager højde for

eksisterende og igangværende forskning i forbrugeradfærd, herunder resultaterne af undersøgelser af

effektiviteten af forskellige måder at præsentere oplysninger til forbrugere på. Endvidere giver visse

PRIIP�½er detailinvestoren et valg mellem flere underliggende investeringer, såsom interne fonde, der

drives af forsikringsselskaber. Der bør tages hensyn til disse produkter, når formatet udfærdiges.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

234

(18) Eftersom nogle af investeringsprodukterne, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområ-

de, ikke er simple og kan være vanskelige for detailinvestorer at forstå, bør dokumentet med central

information, hvis det er relevant, indeholde en advarsel til detailinvestoren om dette forhold. Et produkt

bør navnlig anses for ikke at være simpelt og vanskeligt at forstå, hvis der investeres i underliggende

aktiver, som detailinvestorer almindeligvis ikke investerer i, hvis der anvendes en række forskellige

mekanismer til at beregne det endelige afkast af investeringen, hvilket øger risikoen for misforståelser

fra detailinvestorens side, eller hvis investeringens afkast udnytter detailinvestorens adfærdsmæssige

tilbøjeligheder, f.eks. en lokkesats efterfulgt af en meget højere variabel betinget sats, eller en iterativ

formel.

(19) Detailinvestorer forfølger ud over finansielle afkast af deres investeringer i stigende grad andre

mål, såsom sociale og miljømæssige mål. Information om de sociale eller miljømæssige resultater, som

PRIIP-producenten søger at opnå, kan imidlertid være vanskelige at sammenligne eller kan mangle. Der-

for kan den forventede bæredygtige miljømæssige og sociale udvikling inden for finansielle investeringer

samt anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013

11)

gøre det muligt at

indarbejde disse aspekter mere hensigtsmæssigt og fremme dem i EU-retten. Der er dog ingen fastsatte

kriterier, og der er ingen formel procedure til objektivt at kontrollere sådanne sociale eller miljømæssige

kriterier, sådan som der allerede er det på fødevareområdet. Det er derfor ønskeligt, at Kommissionen

i forbindelse med revisionen af nærværende forordning fuldt ud tager hensyn til udviklingen inden

for sociale og miljømæssige investeringsprodukter og resultatet af revisionen af forordning (EU) nr.

346/2013.

(20) Dokumentet med central information bør kunne skelnes tydeligt og holdes adskilt fra markedsfø-

ringsmeddelelser.

(21) For at sikre, at oplysningerne i dokumentet med central information er pålidelige, bør det kræves,

at PRIIP-producenterne opdaterer dokumentet med central information. Med henblik herpå er det nød-

vendigt at fastsætte nærmere bestemmelser om betingelserne for og hyppigheden af gennemgangen

af oplysningerne og ændring af dokumentet med central information i en reguleringsmæssig teknisk

standard, som Kommissionen skal vedtage.

(22) Dokumenter med central information danner grundlag for detailinvestorers investeringsbeslutnin-

ger. Derfor har PRIIP-producenter et betydeligt ansvar over for detailinvestorer for at sikre, at dokumen-

terne ikke er vildledende, unøjagtige eller i uoverensstemmelse med de relevante dele af PRIIP�½ets

kontraktlige dokumenter. Det er derfor vigtigt at sikre, at detailinvestorer har effektiv adgang til retsmid-

ler. Det bør også sikres, at alle detailinvestorer i hele Unionen har samme ret til at søge erstatning for

tab som følge af manglende overholdelse af denne forordning. Derfor bør regler om PRIIP-producenters

civilretlige ansvar harmoniseres. Detailinvestorer bør kunne stille PRIIP-producenten til ansvar for en

overtrædelse af denne forordning, hvis et tab skyldes, at detailinvestoren har sat sin lid til et dokument

med central information, som er i uoverensstemmelse med førkontraktlige eller kontraktlige dokumenter

under PRIIP-producentens kontrol, eller som er vildledende eller unøjagtigt.

(23) Spørgsmål, som vedrører PRIIP-producentens civilretlige ansvar, og som ikke er omfattet af denne

forordning, bør reguleres i den gældende nationale ret. Det bør afgøres efter de relevante regler om

international kompetence, hvilken domstol der har kompetence til at træffe afgørelse om et civilt erstat-

ningskrav, som er rejst af en detailinvestor.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

235

(24) Denne forordning indfører ikke i sig selv et pas, der giver mulighed for grænseoverskridende salg

eller markedsføring af PRIIP�½er til detailinvestorer, og ændrer ikke eventuelle eksisterende pasordninger

for grænseoverskridende salg eller markedsføring af PRIIP�½er. Denne forordning ændrer ikke fordelingen

af ansvaret mellem de eksisterende kompetente myndigheder i henhold til de eksisterende pasordnin-

ger. De kompetente myndigheder, som medlemsstaterne udpeger med henblik på denne forordning, bør

således stemme overens med de myndigheder, der er kompetente for så vidt angår markedsføringen af

PRIIP�½er efter en eventuel eksisterende pasordning. Den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor

PRIIP�½et markedsføres, bør være ansvarlig for at føre tilsyn med markedsføringen af det pågældende

PRIIP. Den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor produktet markedsføres, bør altid have ret til

at suspendere markedsføringen af et PRIIP på sit område i tilfælde af manglende overholdelse af denne

forordning.

(25) EIOPA�½s og de relevante kompetente myndigheders beføjelser bør suppleres med en eksplicit

mekanisme til at forbyde eller begrænse markedsføring, distribution og salg af forsikringsbaserede inve-

steringsprodukter, der giver anledning til alvorlige bekymringer med hensyn til investorbeskyttelse, de

finansielle markeders velordnede funktion og integritet eller stabiliteten i hele eller dele af det finansielle

system, sammen med passende koordinerings- og interventionsbeføjelser for EIOPA. Disse beføjelser bør

også afspejle de beføjelser, som ESMA og EBA er tillagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 600/2014

12)

, således at det sikres, at sådanne interventionsmekanismer kan anvendes

i forbindelse med alle investeringsprodukter, uanset deres retlige form. De kompetente myndigheders og

i særlige tilfælde EIOPA�½s udøvelse af sådanne beføjelser bør være underlagt et krav om opfyldelse af en

række specifikke betingelser. Er disse betingelser opfyldt, bør den kompetente myndighed eller i særlige

tilfælde EIOPA kunne udstede et forbud eller pålægge en begrænsning af forsigtighedsgrunde, inden

et forsikringsbaseret investeringsprodukt markedsføres, distribueres eller sælges til investorer. Disse

beføjelser indebærer ikke et krav om, at den kompetente myndighed eller EIOPA indfører eller anvender

produktgodkendelse eller -tilladelse, og fritager ikke producenten af et forsikringsbaseret investeringspro-

dukt for ansvaret for at overholde alle de relevante krav i nærværende forordning. Endvidere bør disse

beføjelser udelukkende anvendes i offentlighedens interesse, og de bør ikke medføre civilretligt ansvar for

de kompetente myndigheder.

(26) For at sætte detailinvestorer i stand til at træffe en informeret investeringsbeslutning bør det pålæg-

ges personer, som rådgiver om eller sælger PRIIP�½er, at stille dokumentet med central information til

rådighed i god tid, inden en transaktion gennemføres. Dette krav bør finde anvendelse, uanset hvor eller

hvordan transaktionen gennemføres. Gennemføres transaktionen imidlertid ved brug af fjernkommunika-

tionsmidler, kan dokumentet med central information stilles til rådighed umiddelbart efter transaktionens

gennemførelse, forudsat at det ikke er muligt at stille dokumentet med central information til rådighed

på forhånd, og at detailinvestoren har samtykket hertil. Personer, som rådgiver om eller sælger PRIIP�½er,

omfatter både formidlere og PRIIP-producenterne selv, hvis PRIIP-producenterne vælger at rådgive om

eller sælge PRIIP�½et direkte til detailinvestorer. Denne forordning berører ikke Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2000/31/EF

13)

og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF

14)

(27) Der bør indføres ensartede bestemmelser for at give personer, som rådgiver om eller sælger PRIIP�½et,

en vis valgfrihed med hensyn til det medium, der anvendes til at stille dokumentet med central informa-

tion til rådighed for detailinvestorer, så det gøres muligt at anvende elektronisk kommunikation, hvis det

er passende under hensyntagen til de forhold, hvorunder transaktionen gennemføres. Detailinvestorer bør

dog gives mulighed for at modtage dokumentet på papir. For at sikre forbrugerne adgang til information

bør dokumentet med central information altid stilles til rådighed vederlagsfrit.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

236

(28) For at sikre, at detailinvestorer har tillid til PRIIP�½er og de finansielle markeder generelt, bør der

stilles krav om passende interne procedurer, som sikrer, at detailinvestorer modtager et fyldestgørende

svar fra PRIIP-producenten på klager.

(29) Eftersom dokumenterne med central information om PRIIP�½er bør udarbejdes af enheder inden

for bank-, forsikrings-, værdipapir- og fondssektoren på de finansielle markeder, er det af allerstørste

betydning at sikre et problemfrit samarbejde mellem de forskellige myndigheder, der fører tilsyn med

PRIIP-producenter, og med personer, der rådgiver om eller sælger PRIIP�½er, således at de har en fælles

tilgang til anvendelsen af denne forordning.

(30) I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 8. december 2010 med titlen »Udvidelse af

sanktionsordningerne i sektoren for finansielle tjenesteydelser« og for at sikre, at kravene i denne forord-

ning opfyldes, er det vigtigt, at medlemsstaterne tager de nødvendige skridt til at sikre, at overtrædelser

af denne forordning er underlagt passende administrative sanktioner og foranstaltninger. For at sikre, at

sanktioner har afskrækkende virkning, og for at styrke investorernes beskyttelse ved at advare dem om

PRIIP�½er, som markedsføres i strid med denne forordning, bør sanktioner og foranstaltninger normalt

offentliggøres, undtagen under visse veldefinerede omstændigheder.

(31) Selv om medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om administrative og om strafferetlige sanktio-

ner for de samme overtrædelser, bør der ikke stilles krav om, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser

om administrative sanktioner for overtrædelser af denne forordning, der er underlagt national straffelov-

givning. I overensstemmelse med national ret er medlemsstaterne ikke forpligtede til at pålægge både

administrative og strafferetlige sanktioner for den samme overtrædelse, men de bør have mulighed for

at gøre det, hvis deres nationale ret giver mulighed herfor. Opretholdelse af strafferetlige sanktioner i

stedet for administrative sanktioner for overtrædelser af denne forordning bør dog ikke begrænse eller på

anden måde berøre de kompetente myndigheders mulighed for at samarbejde med og rettidigt få adgang

til og udveksle oplysninger med kompetente myndigheder i andre medlemsstater i forbindelse med denne

forordning, heller ikke efter at de pågældende overtrædelser måtte være henvist til de kompetente retslige

myndigheder med henblik på strafferetlig forfølgning.

(32) For at nå målene for denne forordning bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommis-

sionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for

så vidt angår fastsættelse af de nærmere bestemmelser om de procedurer, der anvendes til at fastlægge,

hvorvidt et PRIIP har specifikke miljømæssige eller sociale mål, og vilkårene for EIOPA�½s og de kompe-

tente myndigheders udøvelse af interventionsbeføjelser. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennem-

fører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør

i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og

hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(33) Kommissionen bør vedtage reguleringsmæssige tekniske standarder, som udarbejdes af de europæ-

iske tilsynsmyndigheder i Det Fælles Udvalg, for så vidt angår udformningen og indholdet af dokumentet

med central information, standardformatet for dokumentet med central information, den metode, der

ligger til grund for angivelsen af risiko og afkast og beregning af omkostninger, samt vilkårene for og

mindstehyppigheden af gennemgangen af oplysningerne i dokumentet med central information og betin-

gelserne for opfyldelse af kravet om, at dokumentet med central information skal stilles til rådighed for

detailinvestorer i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010, forordning (EU)

nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010. Kommissionen bør supplere de europæiske tilsynsmyn-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

237

digheders tekniske arbejde ved at foretage forbrugerundersøgelser af udformningen af dokumentet med

central information som foreslået af de europæiske tilsynsmyndigheder.

(34) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF

15)

finder anvendelse på behandling af personop-

lysninger i medlemsstaterne foretaget i forbindelse med nærværende forordning og under tilsyn af de

kompetente myndigheder. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001

16)

finder anvendel-

se på behandling af personoplysninger foretaget af de europæiske tilsynsmyndigheder i forbindelse med

nærværende forordning og under tilsyn af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse. Enhver

behandling af personoplysninger i medfør af nærværende forordning, f.eks. udveksling eller videregivelse

af personoplysninger foretaget af de kompetente myndigheder, bør udføres i overensstemmelse med

direktiv 95/46/EF, og udveksling eller videregivelse af oplysninger foretaget af de europæiske tilsyns-

myndigheder bør udføres i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 45/2001.

(35) Selv om institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) udgør investe-

ringsprodukter som defineret i denne forordning, er det i betragtning af de nylige krav i direktiv

2009/65/EF om central investorinformation proportionalt at fastsætte en overgangsperiode for sådanne

investeringsinstitutter på fem år efter denne forordnings ikrafttræden, hvor de ikke vil være underlagt

denne forordning. Efter udløbet af denne overgangsperiode og i mangel af en forlængelse heraf bør

investeringsinstitutterne underlægges denne forordning. Denne overgangsperiode bør også finde anven-

delse på administrationsselskaber, investeringsselskaber og personer, som rådgiver om eller sælger andele

i fonde, der ikke er investeringsinstitutter, når en medlemsstat anvender de i artikel 78-81 i direktiv

2009/65/EF fastsatte regler om format og indhold af dokumentet med central information på sådanne

fonde.

(36) Denne forordning bør tages op til revision fire år efter dens ikrafttræden for at tage højde for

markedsudviklingen, f.eks. fremkomst af nye PRIIP-typer, samt udviklingen på andre områder af EU-ret-

ten og medlemsstaternes erfaringer. Revisionen bør også omfatte en vurdering af gennemførligheden af

samt omkostningerne og de mulige fordele ved at indføre et mærke for sociale og miljømæssige investe-

ringer. Endvidere bør revisionen omfatte en vurdering af, om de indførte foranstaltninger har forbedret

den gennemsnitlige detailinvestors forståelse af PRIIP�½er og sammenligneligheden af PRIIP�½er. Det bør

i forbindelse med revisionen også overvejes, om overgangsperioden for investeringsinstitutter eller visse

ikkeinvesteringsinstitutter bør forlænges, eller om andre muligheder for behandling af sådanne fonde bør

tages i betragtning. Det bør endvidere i forbindelse med revisionen vurderes, hvorvidt undtagelsen af

produkter fra denne forordnings anvendelsesområde bør opretholdes under hensyntagen til behovet for

forsvarlige standarder for forbrugerbeskyttelse, herunder sammenligninger af finansielle produkter. Kom-

missionen bør i forbindelse med revisionen herudover foretage en markedsundersøgelse for at fastslå, om

der findes onlineberegningsværktøjer på markedet, som gør det muligt for detailinvestoren at beregne

de samlede omkostninger og gebyrer i forbindelse med PRIIP�½er, og om disse værktøjer stilles gratis til

rådighed. På grundlag af denne revision bør Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en

rapport, som, hvis det er relevant, ledsages af lovgivningsforslag.

(37) Kommissionen bør i betragtning af det igangværende arbejde, der udføres af EIOPA om produkti-

nformationskrav vedrørende personlige pensionsprodukter, og under hensyntagen til disse produkters

særlige karakteristika senest fire år efter denne forordnings ikrafttræden vurdere, hvorvidt pensionspro-

dukter, som i henhold til national lovgivning anses for at have til hovedformål at sikre investorer en

pensionsindkomst, og som berettiger investor til visse fordele, fortsat skal udelukkes. Kommissionen bør

i forbindelse med sin vurdering overveje, om denne forordning er den bedste lovgivningsmekanisme til

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

238

sikring af information vedrørende pensionsprodukter, eller om andre informationsmekanismer vil være

mere hensigtsmæssige.

(38) For at give PRIIP-producenter og personer, som rådgiver om eller sælger PRIIP�½er, tilstrækkelig

tid til at forberede sig til den praktiske anvendelse af kravene i denne forordning bør den først finde

anvendelse to år efter sin ikrafttræden.

(39) I denne forordning respekteres de grundlæggende rettigheder og følges principperne, der er aner-

kendt i navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(40) Målene for denne forordning, nemlig at forbedre detailinvestorers beskyttelse og øge detailinvesto-

rers tillid til PRIIP�½er, herunder når disse produkter sælges på tværs af grænser, kan ikke i tilstrækkelig

grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen

kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om

Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne

forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(41) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel

28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 og afgav en udtalelse

17)

—

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Denne forordning fastsætter ensartede bestemmelser om format og indhold af det dokument med central

information, som PRIIP-producenter skal udarbejde, og om stillen til rådighed af dokumentet med central

information for detailinvestorer med henblik på at sætte detailinvestorer i stand til at forstå og sammenlig-

ne PRIIP�½ers vigtigste aspekter og risici.

Artikel 2

1. Denne forordning finder anvendelse på PRIIP-producenter og personer, som rådgiver om eller sælger

PRIIP�½er.

Denne forordning finder ikke anvendelse på følgende produkter:

a) skadesforsikringsprodukter som opført på listen i bilag I til direktiv 2009/138/EF

b) livsforsikringskontrakter, hvor de i kontrakten fastsatte ydelser alene udbetales ved dødsfald eller på

grund af uarbejdsdygtighed som følge af ulykke, sygdom eller invaliditet

c) indlån, der ikke er strukturerede indlån som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 43), i direktiv 2014/65/EU

d) værdipapirer som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra b)-g), i) og j), i direktiv 2003/71/EF

e) pensionsprodukter, som i henhold til national lovgivning anses for at have til hovedformål at sikre

investor en pensionsindkomst, og som berettiger investor til visse ydelser

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

239

f) officielt anerkendte arbejdsmarkedspensionsordninger, der falder ind under anvendelsesområdet for

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF

18)

eller direktiv 2009/138/EF

g) individuelle pensionsprodukter, hvortil national lovgivning kræver et økonomisk bidrag fra arbejdsgi-

veren, og hvor arbejdsgiveren eller arbejdstageren ikke har noget valg for så vidt angår pensionsprodukt

eller -udbyder.

Artikel 3

1. Når PRIIP-producenter, som er omfattet af denne forordning, også er omfattet af direktiv 2003/71/EF,

finder både denne forordning og direktiv 2003/71/EF anvendelse.

Når PRIIP-producenter, som er omfattet af denne forordning, også er omfattet af direktiv

2009/138/EF, finder både denne forordning og direktiv 2009/138/EF anvendelse.

Artikel 4

I denne forordning forstås ved:

»sammensat investeringsprodukt til detailinvestorer« eller »PRIP«:

en investering, herunder

instrumenter, der er udstedt af special purpose vehicles som defineret i artikel 13, nr. 26), i direktiv

2009/138/EF eller securitisationsenheder med særligt formål som defineret i artikel 4, stk. 1, litra an),

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU

19)

, hvor det beløb, der skal tilbagebetales til detai-

linvestor, uanset investeringens juridiske form, er genstand for udsving på grund af eksponering mod

referenceværdier eller mod udviklingen af et eller flere aktiver, som detailinvestor ikke direkte har købt

»forsikringsbaseret investeringsprodukt«:

et forsikringsprodukt, der har en værdi ved udløb eller

en tilbagekøbsværdi, og hvor denne værdi ved udløb eller tilbagekøbsværdi direkte eller indirekte er helt

eller delvis eksponeret mod markedsudsving

»sammensat og forsikringsbaseret investeringsprodukt til detailinvestorer« eller »PRIIP«:

produkt, der er et eller begge af følgende:

a) et PRIP

b) et forsikringsbaseret investeringsprodukt

»producent af sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer«

eller »PRIIP-producent«:

a) enhver enhed, der producerer PRIIP�½er

b) enhver enhed, der foretager ændringer af et eksisterende PRIIP, herunder, men ikke udelukkede,

ved at ændre dets risiko/afkast-profil eller de omkostninger, der er forbundet med en investering i

et PRIIP

»person, der sælger et PRIIP«:

en person, der tilbyder eller indgår en PRIIP-kontrakt med en

detailinvestor

»detailinvestor«:

a) en detailkunde som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 11), i direktiv 2014/65/EU

b) en kunde som omhandlet i direktiv 2002/92/EF, hvis kunden ikke kan betragtes som en professio-

nel kunde som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 10), i direktiv 2014/65/EU

»varigt medium«:

et varigt medium som defineret i artikel 2, stk. 1, litra m), i direktiv 2009/65/EF

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

240

»kompetente myndigheder«:

de nationale myndigheder udpeget af en medlemsstat til at føre tilsyn

med, at de krav, som denne forordning pålægger PRIIP-producenter og personer, der rådgiver om eller

sælger PRIIP�½et, opfyldes.

KAPITEL II

DOKUMENT MED CENTRAL INFORMATION

AFDELING I

Udarbejdelse af dokumentet med central information

Artikel 5

1. Inden et PRIIP udbydes til detailinvestorer, udarbejder PRIIP-producenten et dokument med central

information for dette produkt i overensstemmelse med kravene i denne forordning og offentliggør doku-

mentet på sit websted.

2. Enhver medlemsstat kan kræve forudgående meddelelse af dokumentet med central information fra

PRIIP-producenten eller den person, der sælger et PRIIP, til den kompetente myndighed for de PRIIP�½er,

som markedsføres i den pågældende medlemsstat.

AFDELING II

Format og indhold af dokumentet med central information

Artikel 6

Dokumentet med central information udgør førkontraktlig information. Det skal være nøjagtigt,

redeligt, klart og ikke vildledende. Det skal indeholde central information og være i overensstemmelse

med alle bindende kontraktlige dokumenter, med de relevante dele af tilbudsdokumenterne og med

vilkårene og betingelserne for PRIIP�½et.

2. Dokumentet med central information skal være et selvstændigt dokument, som adskiller sig tydeligt

fra reklamemateriale. Det må ikke indeholde krydshenvisninger til reklamemateriale. Det kan indeholde

krydshenvisninger til andre dokumenter, herunder eventuelt et prospekt, men kun hvis krydshenvisningen

vedrører de oplysninger, som i henhold til denne forordning skal indgå i dokumentet med central informa-

tion.

Giver et PRIIP detailinvestoren en række investeringsmuligheder, således at alle de oplysninger,

der kræves i henhold til artikel 8, stk. 3, om hver underliggende investeringsmulighed, ikke kan gives i

et enkelt kortfattet selvstændigt dokument, skal dokumentet med central information uanset nærværende

artikels stk. 2 mindst give en generel beskrivelse af de underliggende investeringsmuligheder og anføre,

hvor og hvordan der kan findes mere detaljeret førkontraktlig dokumentation om de investeringsproduk-

ter, der understøtter de underliggende investeringsmuligheder.

4. Dokumentet med central information skal udfærdiges som et kort dokument skrevet på en koncis

måde og på højst tre A4-sider i trykt udgave, som fremmer sammenligneligheden. Det skal være:

a) udformet og opstillet således, at det er letlæseligt, med brug af en læsbar skriftstørrelse

b) koncentreret om den centrale information, som detailinvestorer har behov for

c) formuleret tydeligt og skrevet i et sprog og en stil, som fremmer forståelsen af informationen,

navnlig i et sprog, der er klart, kortfattet og letforståeligt.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

241

Bruges farver i dokumentet med central information, må de ikke gøre oplysningerne mindre

forståelige, hvis dokumentet med central information printes eller fotokopieres i sort-hvid.

6. Brug af corporate branding eller logo for PRIIP-producenten eller den koncern, som producenten

tilhører, må hverken aflede detailinvestorens opmærksomhed fra informationen i dokumentet eller sløre

teksten.

Artikel 7

1. Dokumentet med central information skal affattes på de officielle sprog eller på et af de officielle

sprog, der anvendes i den del af medlemsstaten, hvor PRIIP�½et distribueres, eller på et andet sprog,

som de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat har accepteret, eller hvis dokumentet er

affattet på et andet sprog, skal det oversættes til et af disse sprog.

Oversættelsen skal på troværdig vis nøje gengive indholdet af det originale dokument med central

information.

2. Hvis et PRIIP fremmes i en medlemsstat gennem markedsføringsdokumenter affattet på et eller flere

af denne medlemsstats officielle sprog, skal dokumentet med central information i det mindste affattes på

de tilsvarende officielle sprog.

Artikel 8

1. Titlen »Dokument med central information« skal være iøjnefaldende og stå øverst på første side af

dokumentet med central information.

Dokumentet med central information opstilles i den rækkefølge, der er angivet i stk. 2 og 3.

2. Direkte under titlen på dokumentet med central information skal der stå en forklaring. Den skal lyde

således:

»Dette dokument indeholder central information om dette investeringsprodukt. Dokumentet er ikke re-

klamemateriale. Informationen er lovpligtig og har til formål at gøre det lettere for dig at forstå dette

produkts karakteristika, risici, omkostninger og mulige afkast og tab og at gøre det lettere at sammenligne

produktet med andre produkter.«

3. Dokumentet med central information skal indeholde følgende oplysninger:

a) i begyndelsen af dokumentet navnet på PRIIP�½et, PRIIP-producentens identitet og kontaktoplys-

ninger, oplysninger om PRIIP-producentens kompetente myndighed og dokumentets dato

b) hvis det er relevant, en advarsel med ordlyden: »Du er ved at købe et produkt, der ikke er simpelt

og kan være vanskeligt at forstå.«

c) i et afsnit med overskriften »Hvad dette produkt drejer sig om« en angivelse af arten af og de

vigtigste karakteristika ved PRIIP�½et, herunder:

i) typen af PRIIP

ii) dets mål og midlerne til at nå dem, navnlig om målene nås gennem direkte eller indirekte

eksponering mod de underliggende investeringsaktiver, herunder en beskrivelse af de underlig-

gende instrumenter eller referenceværdier, herunder en angivelse af de markeder, som PRIIP�½et

investerer i, herunder, hvor det er relevant, de specifikke miljømæssige eller sociale mål, som

produktet har sigte på, samt hvordan afkastet fastsættes

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

242

iii) en beskrivelse af den type detailinvestor, som det tilsigtes at markedsføre PRIIP�½et over for,

navnlig for så vidt angår evnen til at bære investeringstab og investeringshorisonten

iv) hvis PRIIP�½et omfatter forsikringsydelser, nærmere oplysninger om disse forsikringsydelser,

herunder de omstændigheder, der vil udløse dem

v) PRIIP�½ets løbetid, hvis den kendes

i et afsnit med overskriften »Hvilke risici er der, og hvilke afkast kan jeg få? « en kort beskrivelse

af risiko/afkast-profilen bestående af følgende elementer:

i) en sammenfattende risikoindikator suppleret af en forklaring af indikatoren, dens vigtigste

begrænsninger og en forklaring af de risici, som i væsentlig grad er relevante for PRIIP�½et og ikke

i tilstrækkelig grad afspejles i den sammenfattende risikoindikator

ii) det størst mulige tab af investeret kapital, herunder oplysninger om:

— hvorvidt detailinvestoren kan tabe hele den investerede kapital, eller

— hvorvidt detailinvestoren påtager sig en risiko for at pådrage sig yderligere finansielle forplig-

telser, herunder eventualforpligtelser, i tillæg til den kapital, der investeres i PRIIP�½et, og

— i givet fald hvorvidt PRIIP�½et omfatter en kapitalbeskyttelse mod markedsrisiko, og nærmere

oplysninger om beskyttelsens dækning og begrænsninger, navnlig med hensyn til det tidspunkt,

hvor den finder anvendelse

iii) relevante resultatscenarier og de antagelser, som de bygger på

iv) hvor det er relevant oplysninger om betingelserne for afkast til detailinvestorer eller indbygge-

de resultatlofter

v) en erklæring om, at skattelovgivningen i detailinvestorens hjemland kan få indvirkning på den

faktiske udbetaling

i et afsnit med overskriften »Hvad sker der, hvis [navnet på PRIIP-producenten] ikke er i stand

til at foretage udbetalinger? « en kort beskrivelse af, hvorvidt det hermed forbundne tab er

dækket af en investorkompensations- eller investorgarantiordning, og, hvis dette er tilfældet,

hvilken ordning der er tale om, garantens navn og oplysninger om, hvilke risici der er dækket af

ordningen, og hvilke risici der ikke er dækket

i et afsnit med overskriften »Hvilke omkostninger er der? « de omkostninger, der er forbundet

med en investering i PRIIP�½et, både de direkte og de indirekte omkostninger, som detailinvesto-

ren skal afholde, herunder engangsomkostninger og løbende omkostninger angivet ved hjælp

af sammenfattende indikatorer for disse omkostninger, og for at sikre sammenligneligheden af

de samlede omkostninger udtrykt i beløb og i procent for at vise de samlede omkostningers

kombinerede indvirkning på investeringen.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

243

Dokumentet med central information skal klart angive, at rådgivere, distributører og enhver anden

person, der rådgiver om eller sælger PRIIP�½et, vil give oplysninger om enhver distributionsom-

kostning, der ikke allerede er medtaget i ovennævnte omkostninger, for at sætte detailinvestoren

i stand til at forstå den akkumulerede indvirkning, som disse samlede omkostninger har på

investeringsafkastet

g) i et afsnit med overskriften »Hvor længe bør jeg beholde det, og kan jeg tage penge ud under-

vejs? «:

i) hvor det er relevant, om der er en fortrydelses- eller opsigelsesperiode i forbindelse med

PRIIP�½et

ii) en angivelse af den anbefalede og i givet fald krævede korteste holdeperiode

iii) muligheden for at foretage eventuel afvikling af investeringen inden udløb og betingelserne

herfor, herunder alle gældende gebyrer og sanktioner, under hensyntagen til PRIIP�½ets risiko/af-

kast-profil og den markedsudvikling, som det sigter mod

iv) oplysninger om de potentielle konsekvenser af at indløse investeringen inden løbetidens eller

den anbefalede holdeperiodes ophør, såsom tab af kapitalbeskyttelse eller yderligere eventualge-

byrer

h) i et afsnit med overskriften »Hvordan kan jeg klage? « oplysninger om, hvordan og til hvem

en detailinvestor kan indgive en klage over produktet eller PRIIP-producentens adfærd eller en

person, som rådgiver om eller sælger produktet

i) i et afsnit med overskriften »Anden relevant information« en kort angivelse af eventuelle yderli-

gere informationsdokumenter, som skal gives til detailinvestoren før og/eller efter indgåelsen af

kontrakten, bortset fra reklamemateriale.

4. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel

30 om de nærmere bestemmelser om de procedurer, der anvendes til at fastlægge, hvorvidt et PRIIP har

specifikke miljømæssige eller sociale mål.

5. For at sikre konsekvent anvendelse af denne artikel udarbejder de europæiske tilsynsmyndigheder i

Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder ("Det Fælles Udvalg") udkast til reguleringsmæs-

sige tekniske standarder med nærmere bestemmelser om:

a) udformningen og indholdet af de enkelte oplysningselementer, der er omhandlet i stk. 3

b) den metode, der ligger til grund for angivelsen af risiko og afkast, jf. stk. 3, litra d), nr. i) og iii), og

c) metoden til beregning af omkostninger, herunder angivelsen af sammenfattende indikatorer, jf.

stk. 3, litra f).

Når de europæiske tilsynsmyndigheder udarbejder udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder,

tager de hensyn til de forskellige typer PRIIP�½er, forskellene mellem dem og detailinvestorers forudsæt-

ninger samt de karakteristika ved PRIIP�½er, som gør det muligt for detailinvestorer at vælge mellem

forskellige underliggende investeringer eller andre muligheder i forbindelse med produktet, herunder når

dette valg kan træffes på forskellige tidspunkter eller ændres i fremtiden.

De europæiske tilsynsmyndigheder forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for

Kommissionen senest den 31. marts 2015.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

244

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-

ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i henholdsvis forordning (EU) nr. 1093/2010, (EU)

nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 9

Markedsføringsmeddelelser, der indeholder specifikke oplysninger om PRIIP�½et, må ikke indeholde

udsagn, som er i modstrid med oplysningerne i dokumentet med central information eller mindsker

betydningen af dette. I markedsføringsmeddelelser angives det, at der findes et dokument med central

information, og hvordan og hvorfra det kan erhverves, herunder PRIIP-producentens websted.

Artikel 10

PRIIP-producenten gennemgår regelmæssigt oplysningerne i dokumentet med central information

og ændrer dokumentet, hvis gennemgangen viser, at det er nødvendigt. Den ændrede udgave gøres straks

tilgængelig.

2. For at sikre ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder de europæiske tilsynsmyndigheder i Det

Fælles Udvalg udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med nærmere bestemmelser om:

a) betingelserne for gennemgang af de oplysninger, der findes i dokumentet med central information

b) de forhold, hvorunder dokumentet med central information skal ændres

c) de særlige forhold, hvorunder oplysningerne i dokumentet med central information skal gennem-

gås eller dokumentet med central information skal ændres, når detailinvestorer ikke uafbrudt har

adgang til et PRIIP

d) under hvilke omstændigheder detailinvestorer skal orienteres om et ændret dokument med central

information for et PRIIP, som de har købt, og hvorledes detailinvestorerne skal orienteres herom.

De europæiske tilsynsmyndigheder forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for

Kommissionen senest den 31. december 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-

ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010, forordning (EU)

nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 11

1. En PRIIP-producent pådrager sig ikke civilretligt ansvar alene på grundlag af dokumentet med cen-

tral information, herunder eventuelle oversættelser heraf, medmindre det er vildledende, unøjagtigt eller

i uoverensstemmelse med relevante dele af retligt bindende førkontraktlige og kontraktlige dokumenter

eller med kravene i artikel 8.

2. En detailinvestor, der påviser et tab efter at have sat sin lid til et dokument med central information

under de i stk. 1 omhandlede omstændigheder, da vedkommende foretog en investering i det PRIIP, som

dokumentet med central information er udarbejdet til, kan kræve erstatning for dette tab fra PRIIP-produ-

centen i overensstemmelse med national ret.

3. Elementer som »tab« eller »erstatning«, der er omhandlet i stk. 2, og som ikke er defineret, fortolkes

og anvendes i overensstemmelse med den nationale ret, som finder anvendelse i henhold til de relevante

bestemmelser i den internationale privatret.

Denne artikel udelukker ikke yderligere civile erstatningskrav i overensstemmelse med national ret.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

245

5. Forpligtelserne i medfør af denne artikel må ikke begrænses eller gives afkald på ved kontraktlige

bestemmelser.

Artikel 12

Vedrører dokumentet med central information en forsikringsaftale, har forsikringsselskabet i medfør af

denne forordning kun forpligtelser over for forsikringsaftalens forsikringstager og ikke over for den

begunstigede i henhold til forsikringsaftalen.

AFDELING III

Stillen til rådighed af dokumentet med central information

Artikel 13

1. Personer, som rådgiver om eller sælger et PRIIP, skal stille dokumentet med central information til

rådighed for detailinvestorer i god tid, inden de pågældende detailinvestorer bliver bundet af en kontrakt

eller et tilbud vedrørende PRIIP�½et.

En person, der rådgiver om eller sælger et PRIIP, kan opfylde kravene i stk. 1 ved at stille

dokumentet med central information til rådighed for en person, der har en skriftlig beføjelse til at træffe

investeringsbeslutninger på vegne af detailinvestoren i forbindelse med transaktioner, der foretages i

medfør af denne skriftlige beføjelse.

3. Uanset stk. 1 og med forbehold af artikel 3, stk. 1, artikel 3, stk. 3, litra a), og artikel 6 i direktiv

2002/65/EF kan en person, der sælger et PRIIP, stille dokumentet med central information til rådighed

for detailinvestoren uden unødig forsinkelse efter transaktionens gennemførelse, hvis alle følgende betin-

gelser er opfyldt:

a) Detailinvestoren vælger på eget initiativ at tage kontakt til personen, der sælger et PRIIP, og

gennemføre transaktionen ved brug af et fjernkommunikationsmiddel.

b) Det er ikke muligt at stille dokumentet med central information til rådighed i overensstemmelse

med denne artikels stk. 1.

c) Den person, der rådgiver om eller sælger PRIIP�½et, har orienteret detailinvestoren om, at det

ikke er muligt at stille dokumentet med central information til rådighed, og har klart oplyst,

at detailinvestoren har mulighed for at forsinke transaktionen for at kunne modtage og læse

dokumentet med central information, inden transaktionen gennemføres.

d) Detailinvestoren samtykker i at modtage dokumentet med central information uden unødig forsin-

kelse efter transaktionens gennemførelse frem for at forsinke transaktionen for at kunne modtage

dokumentet på forhånd.

Gennemføres flere på hinanden følgende transaktioner vedrørende det samme PRIIP på vegne af

en detailinvestor i overensstemmelse med de instrukser, som detailinvestoren har givet den person, der

sælger PRIIP�½et, forud for den første transaktion, finder kravet om at stille et dokument med central

information til rådighed i henhold til stk. 1 kun anvendelse på den første transaktion og på den første

transaktion efter ændringen af dokumentet med central information i henhold til artikel 10.

For at sikre ensartet anvendelse af denne artikel udarbejder de europæiske tilsynsmyndigheder i

Det Fælles Udvalg udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med nærmere bestemmelser om

betingelserne for at opfylde kravet om at stille dokumentet med central information til rådighed, jf. stk. 1.

De europæiske tilsynsmyndigheder forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for

Kommissionen senest den 31. december 2015.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

246

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-

ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010, forordning (EU)

nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010.

Artikel 14

1. Personer, som rådgiver om eller sælger et PRIIP, skal stille dokumentet med central information til

rådighed for detailinvestoren vederlagsfrit.

2. Personer, som rådgiver om eller sælger et PRIIP, skal stille dokumentet med central information til

rådighed for detailinvestoren ved hjælp af et af følgende medier:

a) på papir, hvilket bør være standardløsningen, hvis PRIIP�½et tilbydes ansigt til ansigt, medmindre

detailinvestoren udtrykker andet ønske

b) på et andet varigt medium end papir, hvis betingelserne i stk. 4 er opfyldt, eller

c) via et websted, hvis betingelserne i stk. 5 er opfyldt.

Hvis dokumentet med central information udleveres på et andet varigt medium end papir eller

stilles til rådighed via et websted, skal der efter anmodning vederlagsfrit udleveres et papireksemplar

til detailinvestoren. Detailinvestorer orienteres om deres ret til at anmode om vederlagsfrit at få et

papireksemplar.

Dokumentet med central information kan udleveres på et andet varigt medium end papir, hvis

følgende betingelser er opfyldt:

a) anvendelsen af det varige medium er passende i forbindelse med forretningen mellem den person,

som rådgiver om eller sælger et PRIIP, og detailinvestoren, og

b) detailinvestoren har fået valget mellem information på papir eller på det varige medium og har

valgt dette andet medium på en måde, som kan dokumenteres.

5. Dokumentet med central information kan stilles til rådighed via et websted, som ikke falder ind under

definitionen af et varigt medium, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

a) Stillen til rådighed af dokumentet med central information via et websted er passende i forbindelse

med forretningen mellem den person, som rådgiver om eller sælger et PRIIP, og detailinvestoren.

b) Detailinvestoren har fået valget mellem information udleveret på papir eller givet via et websted

og har valgt sidstnævnte på en måde, som kan dokumenteres.

c) Detailinvestoren er blevet underrettet elektronisk eller skriftligt om webstedets adresse og om,

hvor på webstedet der er adgang til dokumentet med central information.

d) Der er adgang til dokumentet med central information på webstedet, og at det kan downloades

og lagres på et varigt medium, så længe detailinvestoren kan have behov for at konsultere

dokumentet.

Hvis dokumentet med central information er ændret i overensstemmelse med artikel 10, stilles de tidligere

udgaver efter anmodning fra detailinvestoren også til rådighed for denne.

6. Med henblik på stk. 4 og 5 anses udlevering af oplysninger på et andet varigt medium end papir

eller stillen til rådighed via et websted for passende i forbindelse med forretningen mellem den person,

som rådgiver om eller sælger et PRIIP, og detailinvestoren, hvis der foreligger dokumentation for, at

detailinvestoren regelmæssigt har adgang til internettet. Hvis detailinvestoren opgiver en e-mailadresse

med henblik på den pågældende forretning, betragtes dette som en sådan dokumentation.

KAPITEL III

OVERVÅGNING AF MARKEDET OG PRODUKTINTERVENTIONSBEFØJELSER

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

247

Artikel 15

1. I overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 overvåger EIOPA marke-

det for forsikringsbaserede investeringsprodukter, der markedsføres, distribueres eller sælges i Unionen.

2. De kompetente myndigheder overvåger markedet for forsikringsbaserede investeringsprodukter, der

markedsføres, distribueres eller sælges i eller fra deres medlemsstat.

Artikel 16

I overensstemmelse med artikel 9, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1094/2010 kan EIOPA, hvor

betingelserne i nærværende artikels stk. 2 og 3 er opfyldt, i Unionen midlertidigt forbyde eller begrænse:

a) markedsføring, distribution eller salg af visse forsikringsbaserede investeringsprodukter eller for-

sikringsbaserede investeringsprodukter med visse specificerede karakteristika eller

b) en form for finansiel aktivitet eller praksis fra et forsikrings- eller genforsikringsselskabs side.

Et forbud eller en begrænsning kan gælde under omstændigheder eller være underlagt undtagelser, der

specificeres af EIOPA.

2. EIOPA kan kun træffe afgørelse efter stk. 1, når alle følgende betingelser er opfyldt:

a) De foreslåede foranstaltninger imødegår væsentlige problemer med hensyn til investorbeskyttelsen

eller en trussel for de finansielle markeders ordnede funktion og integritet eller for stabiliteten af

hele eller dele af det finansielle system i Unionen.

b) De reguleringsmæssige krav i EU-retten, der gælder for det relevante forsikringsbaserede investe-

ringsprodukt eller den relevante aktivitet, imødegår ikke denne trussel.

c) En eller flere kompetente myndigheder har ikke truffet foranstaltninger til at imødegå truslen, eller

de foranstaltninger, der er truffet, imødegår ikke truslen i tilstrækkelig grad.

Er betingelserne i første afsnit opfyldt, kan EIOPA af forsigtighedsgrunde udstede det forbud eller pålæg-

ge den begrænsning, der er omhandlet i stk. 1, før et forsikringsbaseret investeringsprodukt markedsføres

eller sælges til investorer.

3. Træffer EIOPA foranstaltninger i henhold til denne artikel, sikrer EIOPA, at foranstaltningen ikke:

a) har en skadelig virkning på de finansielle markeders effektivitet eller på investorer, der ikke står i

rimeligt forhold til foranstaltningens fordele, eller

b) medfører en risiko for regelarbitrage.

Når en eller flere kompetente myndigheder har truffet en foranstaltning i henhold til artikel 17, kan

EIOPA træffe enhver af de i nærværende artikels stk. 1 nævnte foranstaltninger uden at afgive den i

artikel 18 fastsatte udtalelse.

4. Inden der træffes afgørelse om en foranstaltning i henhold til denne artikel, underretter EIOPA de

kompetente myndigheder om den foranstaltning, EIOPA foreslår.

5. EIOPA offentliggør på sit websted en meddelelse om enhver afgørelse om at træffe foranstaltninger

i henhold til denne artikel. Meddelelsen skal indeholde nærmere oplysninger om det pågældende forbud

eller den pågældende begrænsning og angive det tidspunkt efter meddelelsens offentliggørelse, hvor

foranstaltningerne får virkning. Et forbud eller en begrænsning gælder kun for handlinger, der udføres,

efter at foranstaltningerne har fået virkning.

6. EIOPA tager et forbud eller en begrænsning, der er udstedt eller pålagt i henhold til stk. 1, op til

fornyet overvejelse med passende mellemrum og mindst hver tredje måned. Forlænges et forbud eller en

begrænsning ikke efter denne tremåneders periode, ophører virkningen heraf.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

248

7. Foranstaltninger, der vedtages af EIOPA i henhold til denne artikel, har forrang i forhold til andre

tidligere foranstaltninger, der er truffet af en kompetent myndighed.

8. Kommissionen vedtager delegerede retsakter, jf. artikel 30, for at præcisere de kriterier og faktorer,

der skal tages i betragtning af EIOPA ved vurderingen af, om der er opstået væsentlige problemer

med hensyn til investorbeskyttelsen eller en trussel mod de finansielle markeders ordnede funktion og

integritet eller stabiliteten af hele eller dele af det finansielle system i Unionen, jf. nærværende artikels

stk. 2, første afsnit, litra a).

Disse kriterier og faktorer omfatter:

a) kompleksiteten af det forsikringsbaserede investeringsprodukt og forholdet til den type investor,

som det markedsføres over for og sælges til

b) størrelsen eller den nominelle værdi af det forsikringsbaserede investeringsprodukt

c) graden af innovation i forbindelse med det forsikringsbaserede investeringsprodukt, aktiviteten

eller praksissen og

d) den gearing, som et produkt eller en praksis giver.

Artikel 17

En kompetent myndighed kan udstede forbud eller pålægge begrænsninger mod følgende, der

udføres i eller fra dens medlemsstat:

a) markedsføring, distribution eller salg af forsikringsbaserede investeringsprodukter eller forsik-

ringsbaserede investeringsprodukter med visse specificerede karakteristika eller

b) en form for finansiel aktivitet eller praksis fra et forsikrings- eller genforsikringsselskabs side.

2. En kompetent myndighed kan træffe de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, såfremt den med

rimelighed finder det godtgjort, at:

a) et forsikringsbaseret investeringsprodukt eller en aktivitet eller praksis giver anledning til væsent-

lige problemer med hensyn til investorbeskyttelsen eller udgør en trussel mod de finansielle

markeders ordnede funktion og integritet eller mod stabiliteten i hele eller dele af det finansielle

system i mindst én medlemsstat

b) de gældende krav i henhold til EU-retten, der finder anvendelse på det forsikringsbaserede inve-

steringsprodukt eller aktiviteten eller praksissen, ikke i tilstrækkelig grad imødegår de i litra a)

omhandlede risici, og at problemet ikke kan håndteres på en bedre måde ved at styrket tilsynet med

eller håndhævelsen af de eksisterende krav

c) foranstaltningen er forholdsmæssig under hensyntagen til arten af de risici, der er identificeret,

hvor avancerede de berørte investorer eller markedsdeltagere er, og den sandsynlige virkning af

foranstaltningen for investorer og markedsdeltagere, der kan besidde, anvende eller udnytte det

forsikringsbaserede investeringsprodukt eller aktiviteten eller praksissen

d) de kompetente myndigheder grundigt har hørt de kompetente myndigheder i andre medlemsstater,

som i betydelig grad kan blive berørt af foranstaltningen, og

e) foranstaltningen ikke har en diskriminerende virkning på tjenesteydelser eller aktiviteter, der

udbydes fra en anden medlemsstat.

Er betingelserne i første afsnit opfyldt, kan den kompetente myndighed af forsigtighedsgrunde udstede

det forbud eller pålægge den begrænsning, der er omhandlet i stk. 1, før et forsikringsbaseret investe-

ringsprodukt markedsføres eller sælges til investorer. Et forbud eller en begrænsning kan gælde under

omstændigheder eller være underlagt undtagelser, der specificeres af den kompetente myndighed.

Den kompetente myndighed må ikke udstede et forbud eller pålægge en begrænsning i henhold

til denne artikel, medmindre den mindst en måned, inden foranstaltningen påtænkes at få virkning, har

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

249

givet alle de andre involverede kompetente myndigheder og EIOPA meddelelse enten skriftligt eller via et

andet medium, som myndighederne har aftalt, om detaljerne om:

a) det forsikringsbaserede investeringsprodukt eller den aktivitet eller praksis, som den foreslåede

foranstaltning vedrører

b) den nøjagtige karakter af det foreslåede forbud eller den foreslåede begrænsning, og hvornår det

eller den påtænkes at få virkning, og

c) den dokumentation, der ligger til grund for afgørelsen, og hvormed det er godtgjort, at hver af

betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

I særlige tilfælde, hvor den kompetente myndighed finder det nødvendigt omgående at træffe

foranstaltninger i henhold til denne artikel for at forhindre skader som følge af de i stk. 1 omhandlede for-

sikringsbaserede investeringsprodukter, aktiviteter eller praksisser, kan den kompetente myndighed med

mindst 24 timers skriftligt varsel til alle de øvrige kompetente myndigheder og EIOPA gribe ind på et

foreløbigt grundlag, inden foranstaltningen påtænkes at få virkning, såfremt alle kriterierne i nærværende

artikel er opfyldt, og det desuden klart er fastslået, at en meddelelsesfrist på en måned ikke i tilstrækkelig

grad vil kunne imødegå det specifikke problem eller den specifikke trussel. Den kompetente myndighed

må ikke træffe foranstaltninger på et foreløbigt grundlag i en periode på over tre måneder.

5. Den kompetente myndighed skal på sit websted offentliggøre en meddelelse om eventuelle afgørelser

om at udstede et forbud eller pålægge en begrænsning som omhandlet i stk. 1. Denne meddelelse

skal indeholde nærmere oplysninger om forbuddet eller begrænsningen, et tidspunkt efter meddelelsens

offentliggørelse, hvorfra foranstaltningerne får virkning, og den dokumentation, hvormed det godtgøres,

at alle betingelserne i stk. 2 er opfyldt. Forbuddet eller begrænsningen finder kun anvendelse i forhold til

foranstaltninger, der træffes efter meddelelsens offentliggørelse.

6. Den kompetente myndighed tilbagekalder et forbud eller en begrænsning, hvis betingelserne i stk. 2

ikke længere er opfyldt.

7. Kommissionen vedtager delegerede retsakter, jf. artikel 30, for at præcisere de kriterier og faktorer,

der skal tages i betragtning af de kompetente myndigheder ved vurderingen af, om der er væsentlige

problemer med hensyn til investorbeskyttelsen eller en trussel mod de finansielle markeders ordnede

funktion eller stabiliteten af det finansielle system i mindst en medlemsstat, jf. stk. 2, første afsnit, litra a).

Disse kriterier og faktorer omfatter:

a) kompleksitetsgraden af et forsikringsbaseret investeringsprodukt og forholdet til den type investor,

som det markedsføres over for eller sælges til

b) graden af innovation i forbindelse med et forsikringsbaseret investeringsprodukt eller en aktivitet

eller praksis

c) den gearing, som et produkt eller en praksis giver

d) i forbindelse med de finansielle markeders ordnede funktion og integritet, størrelsen eller den

nominelle værdi af et forsikringsbaseret investeringsprodukt.

Artikel 18

EIOPA har en støttende og koordinerende rolle med hensyn til foranstaltninger, der træffes af

kompetente myndigheder i henhold til artikel 17. EIOPA sikrer navnlig, at foranstaltninger truffet af en

kompetent myndighed er berettigede og proportionale, og at de kompetente myndigheder i givet fald

anvender en konsekvent tilgang.

2. Efter modtagelsen af en meddelelse i henhold til artikel 17 om enhver foranstaltning, der indføres

i henhold til nævnte artikel, vedtager EIOPA en udtalelse om, hvorvidt det pågældende forbud eller den

pågældende begrænsning er berettiget og proportional. Finder EIOPA, at det er nødvendigt, at andre

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

250

kompetente myndigheder træffer en foranstaltning for at imødegå risikoen, skal EIOPA angive dette i sin

udtalelse. Udtalelsen offentliggøres på EIOPA�½s websted.

3. Foreslår en kompetent myndighed at træffe foranstaltninger i strid med, eller træffer den foranstalt-

ninger i strid med, en udtalelse, der er vedtaget af EIOPA i henhold til stk. 2, eller afviser den at træffe

foranstaltninger i strid med en sådan udtalelse, skal denne myndighed straks offentliggøre en meddelelse

med en fyldestgørende begrundelse herfor på sit websted.

KAPITEL IV

KLAGEADGANG, RETSMIDLER, SAMARBEJDE OG TILSYN

Artikel 19

PRIIP-producenten og den person, der rådgiver om eller sælger PRIIP�½et, indfører passende procedurer og

ordninger for at sikre, at

a) detailinvestorer har en effektiv måde at indgive en klage over PRIIP-producenten på

b) detailinvestorer, som har indgivet en klage vedrørende dokumentet med central information,

rettidigt og på korrekt vis modtager et fyldestgørende svar, og

c) detailinvestorer også har effektive retsmidler i tilfælde af grænseoverskridende tvister, navnlig

hvis PRIIP-producenten er hjemmehørende i en anden medlemsstat eller i et tredjeland.

Artikel 20

Med henblik på denne forordnings anvendelse samarbejder de kompetente myndigheder med

hinanden og meddeler uden unødig forsinkelse hinanden oplysninger, som er relevante for udførelsen af

deres opgaver i henhold til denne forordning og for udøvelsen af deres beføjelser.

De kompetente myndigheder skal i overensstemmelse med national ret have alle de tilsyns- og

undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for, at de kan udøve deres funktioner i henhold til denne

forordning.

Artikel 21

1. Medlemsstaterne anvender direktiv 95/46/EF på behandling af personoplysninger, der foretages i den

pågældende medlemsstat i medfør af denne forordning.

2. Forordning (EF) nr. 45/2001 finder anvendelse på behandling af personoplysninger foretaget af de

europæiske tilsynsmyndigheder.

KAPITEL V

ADMINISTRATIVE SANKTIONER OG ANDRE FORANSTALTNINGER

Artikel 22

1. Med forbehold af de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser og medlemsstaternes ret til at fast-

sætte bestemmelser om og pålægge strafferetlige sanktioner, fastsætter medlemsstaterne bestemmelser om

passende administrative sanktioner og foranstaltninger, som finder anvendelse i situationer, der udgør en

overtrædelse af denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen

heraf. Disse sanktioner og foranstaltninger skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende

virkning.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

251

Medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte bestemmelser om administrative sanktioner som omhand-

let i første afsnit for overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner i henhold til deres nationale

lovgivning.

Medlemsstaterne giver senest den 31. december 2016 Kommissionen og Det Fælles Udvalg meddelelse

om de bestemmelser, der er omhandlet i første afsnit. De giver omgående Kommissionen og Det Fælles

Udvalg meddelelse om eventuelle senere ændringer heraf.

Når de kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i henhold til artikel 24, indgår de i et

tæt samarbejde for at sikre, at de administrative sanktioner og foranstaltninger får de virkninger, der

tilstræbes med denne forordning, og koordinerer deres indsats for at undgå eventuelt dobbeltarbejde og

overlapning, når de anvender administrative sanktioner og foranstaltninger på grænseoverskridende sager.

Artikel 23

De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser til at pålægge sanktioner i overensstemmelse med

denne forordning og med national lovgivning på én af følgende måder:

a) direkte

b) i samarbejde med andre myndigheder

c) under eget ansvar ved delegation til sådanne myndigheder

d) ved begæring til de kompetente retslige myndigheder.

Artikel 24

1. Denne artikel finder anvendelse på overtrædelser af artikel 5, stk. 1, artikel 6 og 7, artikel 8, stk. 1-3,

artikel 9, artikel 10, stk. 1, artikel 13, stk. 1, 3 og 4, og artikel 14 og 19.

2. De kompetente myndigheder skal i overensstemmelse med national lovgivning have beføjelse til som

minimum at pålægge følgende administrative sanktioner og foranstaltninger:

a) et forbud mod markedsføring af et PRIIP

b) et påbud om suspension af markedsføringen af et PRIIP

c) en offentlig advarsel, som angiver den ansvarlige persons identitet og overtrædelsens art

d) et forbud mod stillen til rådighed af et dokument med central information, som ikke er i overens-

stemmelse med kravet i artikel 6, 7, 8 eller 10, og et påbud om offentliggørelse af en ny udgave af

dokumentet med central information

e) administrative bøder på mindst:

i) for juridiske enheder:

— op til 5 000 000 EUR eller, i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, en tilsvarende

værdi i den nationale valuta, den 30. december 2014 eller op til 3 % af den pågældende juridiske

persons samlede årsomsætning ifølge de seneste tilgængelige regnskaber, som ledelsesorganet har

godkendt

— op til det dobbelte af den fortjeneste, der er opnået, eller af det tab, der er undgået som følge af

overtrædelsen, såfremt fortjenesten eller tabet kan beregnes

ii) for fysiske personer:

— op til 700 000 EUR eller, i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, en tilsvarende værdi

i den nationale valuta, den 30. december 2014

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

252

— op til det dobbelte af den fortjeneste, der er opnået, eller af det tab, der er undgået som følge af

overtrædelsen, såfremt fortjenesten eller tabet kan beregnes.

Hvis den juridiske enhed omhandlet i første afsnit, litra e), nr. i), er et moderselskab eller et datterselskab

af et moderselskab, som skal udarbejde konsoliderede regnskaber i henhold til Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2013/34/EU

20)

, er den relevante samlede omsætning den samlede årsomsætning eller den

tilsvarende indkomsttype i overensstemmelse med de relevante EU-retlige regler på regnskabsområdet

ifølge det seneste tilgængelige konsoliderede regnskab, som det endelige moderselskabs ledelsesorgan har

godkendt.

3. Medlemsstaterne kan fastsætte yderligere sanktioner eller foranstaltninger og højere administrative

bøder end dem, der er fastsat i denne forordning.

4. Har de kompetente myndigheder anvendt en eller flere administrative sanktioner eller foranstaltnin-

ger i overensstemmelse med stk. 2, har de kompetente myndigheder beføjelse til at udsende eller til

at kræve, at PRIIP-producenten eller den person, som rådgiver om eller sælger PRIIP�½et, udsender en

meddelelse direkte til den pågældende detailinvestor med oplysning om den administrative sanktion eller

foranstaltning og om, hvor der kan indgives klage eller fremsættes civilretlige krav.

Artikel 25

De kompetente myndigheder anvender de administrative sanktioner og foranstaltninger, som er omhand-

let i artikel 24, stk. 2, under hensyntagen til alle relevante forhold, herunder, hvis det er relevant:

a) overtrædelsens grovhed og varighed

b) den for overtrædelsen ansvarlige persons grad af ansvar

c) overtrædelsens indvirkning på detailinvestorers interesser

d) viljen til samarbejde hos den person, som er ansvarlig for overtrædelsen

e) den for overtrædelsen ansvarlige persons eventuelle tidligere overtrædelser

f) foranstaltninger truffet af den for overtrædelsen ansvarlige person efter overtrædelsen for at hindre

gentagelse af overtrædelsen.

Artikel 26

Afgørelser om at pålægge sanktioner og foranstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, skal

kunne prøves ved domstolene.

Artikel 27

1. Har den kompetente myndighed offentliggjort administrative sanktioner eller foranstaltninger, under-

retter den samtidig den kompetente europæiske tilsynsmyndighed om disse administrative sanktioner eller

foranstaltninger.

2. Den kompetente myndighed giver årligt den kompetente europæiske tilsynsmyndighed sammenfatte-

de oplysninger om alle administrative sanktioner og foranstaltninger, der er pålagt i overensstemmelse

med artikel 22 og artikel 24, stk. 2.

3. De europæiske tilsynsmyndigheder offentliggør de i nærværende artikel omhandlede oplysninger i

deres årsberetninger.

Artikel 28

1. De kompetente myndigheder indfører effektive mekanismer, som muliggør indberetning af faktiske

eller mulige overtrædelser af denne forordning til dem.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

253

2. De mekanismer, der er omhandlet i stk. 1, skal som minimum omfatte:

a) særlige procedurer for modtagelse af indberetninger om faktiske eller mulige overtrædelser og

opfølgning heraf

b) passende beskyttelse af ansatte, som indberetter overtrædelser begået inden for deres arbejdsgi-

vers virksomhed, i det mindste mod gengældelse, forskelsbehandling og andre former for unfair

behandling

c) beskyttelse af identiteten af både den person, som indberetter overtrædelserne, og den fysiske

person, som påstås at være ansvarlig for en overtrædelse, i alle procedurens faser, medmindre

offentliggørelse heraf er påkrævet i henhold til national lovgivning i forbindelse med videre

efterforskning eller efterfølgende retsforfølgning.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at de kompetente myndigheder i henhold til national lovgivning

indfører yderligere mekanismer.

4. Medlemsstaterne kan stille krav om, at arbejdsgivere, der udøver aktiviteter, som er reguleret som

finansielle tjenesteydelser, har passende procedurer for, at deres ansatte kan indberette faktiske eller

mulige overtrædelser internt gennem en særlig uafhængig og selvstændig kanal.

Artikel 29

En afgørelse, der ikke kan påklages, og hvorved der pålægges en administrativ sanktion eller

foranstaltning for overtrædelser som omhandlet i artikel 24, stk. 1, offentliggøres af de kompetente

myndigheder på deres officielle websted, uden unødig forsinkelse, efter at den person, der pålægges

sanktionen eller foranstaltningen, er blevet underrettet om den pågældende afgørelse.

Offentliggørelsen skal mindst indeholde følgende oplysninger:

a) overtrædelsens type og art

b) identiteten af de personer, der er ansvarlige.

Denne forpligtelse gælder ikke for afgørelser om pålæg af foranstaltninger af efterforskningsmæssig

karakter.

Når offentliggørelse af juridiske personers identitet eller af fysiske personers identitet eller personoplys-

ninger af den kompetente myndighed anses for at være disproportional efter en individuel vurdering

af proportionaliteten af offentliggørelsen af sådanne oplysninger, eller når sådan offentliggørelse ville

udgøre en trussel mod de finansielle markeders stabilitet eller en igangværende efterforskning, skal de

kompetente myndigheder:

a) udsætte offentliggørelsen af afgørelsen om at pålægge en sanktion eller foranstaltning, indtil

grunden til at undlade offentliggørelse er ophørt med at eksistere, eller

b) offentliggøre afgørelsen om at pålægge en sanktion eller foranstaltning anonymt på en måde, der

er i overensstemmelse med national lovgivning, hvis en sådan anonym offentliggørelse sikrer en

effektiv beskyttelse af de pågældende personoplysninger, eller

c) undlade at offentliggøre afgørelsen om at pålægge en sanktion eller foranstaltning, hvis mulighe-

derne i litra a) og b) anses for at være utilstrækkelige til at sikre:

i) at de finansielle markeders stabilitet ikke bringes i fare

ii) proportionaliteten af offentliggørelsen af sådanne afgørelser vedrørende foranstaltninger, der

vurderes at være af mindre betydning.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

254

2. De kompetente myndigheder informerer de europæiske tilsynsmyndigheder om alle de administrative

sanktioner eller foranstaltninger, der pålægges, men ikke offentliggøres i henhold til stk. 1,tredje afsnit,

litra c), herunder eventuelle klager i denne forbindelse og resultatet af disse.

Besluttes det at offentliggøre en sanktion eller foranstaltning anonymt, kan offentliggørelsen af de rele-

vante oplysninger udsættes i et rimeligt tidsrum, hvis det forventes, at grundene til anonym offentliggørel-

se i det nævnte tidsrum vil ophøre med at eksistere.

3. Hvis den nationale lovgivning fastsætter, at afgørelsen om at pålægge en sanktion eller foranstaltning,

som er genstand for prøvelse ved de relevante retslige eller andre myndigheder, skal offentliggøres,

offentliggør de kompetente myndigheder uden unødig forsinkelse på deres officielle websted disse oplys-

ninger og eventuelle senere oplysninger om prøvelsens udfald. Endvidere offentliggøres også enhver

afgørelse om annullering af en tidligere afgørelse om at pålægge en sanktion eller foranstaltning, som er

blevet offentliggjort.

4. De kompetente myndigheder sikrer, at enhver offentliggørelse i henhold til denne artikel forbliver på

deres officielle websted i mindst fem år. Personoplysninger indeholdt i offentliggørelsen forbliver kun på

den kompetente myndigheds officielle websted i det tidsrum, hvor det er nødvendigt, i overensstemmelse

med de gældende databeskyttelsesregler.

KAPITEL VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 30

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte

betingelser.

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 8, stk. 4, artikel 16, stk. 8, og artikel

17, stk. 7, tillægges Kommissionen for en periode på tre år fra den 30. december 2014. Kommissionen

udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af treår-

sperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre

Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af

hver periode.

3. Den i artikel 8, stk. 4, artikel 16, stk. 8, og artikel 17, stk. 7, omhandlede delegation af beføjelser kan

til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer

delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen

efter offentliggørelsen af afgørelsen i

Den Europæiske Unions Tidende

eller på et senere tidspunkt, der

angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og

Rådet meddelelse herom.

5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 4, artikel 16, stk. 8, eller artikel 17, stk.

7, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist

på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis

Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at

de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets

initiativ.

Artikel 31

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

255

Vedtager Kommissionen i henhold til artikel 8, stk. 5, artikel 10, stk. 2 eller artikel 13, stk. 5, regulerings-

mæssige tekniske standarder, der er de samme som de udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder,

som de europæiske tilsynsmyndigheder har forelagt, er den frist, inden for hvilken Europa-Parlamentet

og Rådet kan gøre indsigelse mod disse reguleringsmæssige tekniske standarder, uanset artikel 13, stk.

1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1093/2010, forordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr.

1095/2010 og for at tage hensyn til kompleksiteten og omfanget af de deri berørte emner, to måneder fra

meddelelsesdatoen. Fristen kan forlænges én gang med én måned på Europa-Parlamentets eller Rådets

initiativ.

Artikel 32

Administrationsselskaber som defineret i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/65/EF og inve-

steringsselskaber som omhandlet i artikel 27 i nævnte direktiv samt personer, der rådgiver om eller

sælger andele i investeringsinstitutter som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i nævnte direktiv, er fritaget for

forpligtelserne i denne forordning indtil den 31. december 2019.

Når en medlemsstat anvender reglerne om format for og indhold af dokumentet med central

information som fastsat i artikel 78-81 i direktiv 2009/65/EF på fonde, der ikke er investeringsinstitutter,

og som tilbydes til detailinvestorer, gælder fritagelsen i nærværende artikels stk. 1 for administrations-

selskaber, investeringsselskaber og personer, som rådgiver om eller sælger andele af sådanne fonde til

detailinvestorer.

Artikel 33

1. Kommissionen tager senest den 31. december 2018 denne forordning op til revision. På grundlag

af de oplysninger, der er modtaget af de europæiske tilsynsmyndigheder, omfatter revisionen en generel

gennemgang af funktionsmåden af advarslen vedrørende forståelighed under hensyntagen til eventuelle

vejledninger udarbejdet af de kompetente myndigheder i den henseende. Den omfatter også en gennem-

gang af den praktiske anvendelse af bestemmelserne i denne forordning under behørig hensyntagen til

udviklingen på markedet for investeringsprodukter til detailinvestorer, og en vurdering af gennemførlig-

heden af samt omkostningerne og de mulige fordele ved at indføre et mærke for sociale og miljømæssige

investeringer. Som led i denne revision foretager Kommissionen forbrugerundersøgelser og en gennem-

gang af de ikkelovgivningsmæssige valgmuligheder samt af resultaterne af revisionen af forordning (EU)

nr. 346/2013 for så vidt angår dennes artikel 27, stk. 1, litra c), e) og g).

For så vidt angår investeringsinstitutter som defineret i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2009/65/EF omfatter

revisionen en vurdering af, om overgangsforanstaltningerne i denne forordnings artikel 32 skal forlænges,

eller om bestemmelserne om central investorinformation i direktiv 2009/65/EF efter identifikation af

eventuelle nødvendige justeringer kan erstattes af eller anses for svarende til dokumentet med central

investorinformation i denne forordning. Revisionen omfatter også overvejelser om en eventuel udvidelse

af denne forordnings anvendelsesområde til at omfatte andre finansielle produkter og en vurdering af,

om produkters undtagelse fra denne forordnings anvendelsesområde bør opretholdes, under hensyntagen

til forsvarlige forbrugerbeskyttelsesstandarder, herunder sammenligninger af finansielle produkter. Revi-

sionen omfatter desuden en vurdering af, om det er hensigtsmæssigt at indføre fælles regler om, at alle

medlemsstater skal fastsætte administrative sanktioner for overtrædelser af denne forordning.

Kommissionen vurderer senest den 31. december 2018 på grundlag af det arbejde, der er udført

af EIOPA om produktinformationskrav, hvorvidt der skal foreslås en ny lovgivningsmæssig retsakt,

der sikrer passende produktinformationskrav for disse produkter, eller hvorvidt pensionsprodukter som

omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra e), skal være omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

256

I forbindelse med vurderingen sikrer Kommissionen, at sådanne foranstaltninger ikke sænker informati-

onsstandarderne i de medlemsstater, der allerede har informationsordninger for sådanne pensionsproduk-

ter.

3. Efter høring af Det Fælles Udvalg forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og

Rådet vedrørende stk. 1 og 2, som, hvis det er relevant, ledsages af et lovgivningsforslag.

4. Kommissionen foretager senest den 31. december 2018 en markedsundersøgelse for at finde frem

til, om der er onlineberegningsværktøjer til rådighed, som gør det muligt for detailinvestoren at beregne

de samlede omkostninger og gebyrer i forbindelse med PRIIP�½er, og om disse er gratis. Kommissionen

aflægger rapport om, hvorvidt disse værktøjer resulterer i pålidelige og præcise beregninger for alle de

produkter, der er omfattet af denne forordning.

Konkluderes det i undersøgelsen, at der ikke findes sådanne værktøjer, eller at de eksisterende værktøjer

ikke gør det muligt for detailinvestorer at forstå de samlede omkostninger og gebyrer i forbindelse med

PRIIP�½er, vurderer Kommissionen mulighederne for, at de europæiske tilsynsmyndigheder i Det Fælles

Udvalg udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der fastsætter specifikationerne for

sådanne værktøjer på EU-plan.

Artikel 34

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i

Den Europæiske Unions Tiden-

de.

Den anvendes fra den 31. december 2016.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlems-

stat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 26. november 2014.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

S. GOZI

Formand

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

257

10)

11)

12)

13)

14)

15)

16)

17)

18)

19)

20)

EUT C 70 af 9.3.2013, s. 2.

EUT C 11 af 15.1.2013, s. 59.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og

direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling (EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske

Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010,

s. 12).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske

Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens

afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske

Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommis–sionens afgørelse 2009/77/EF (EUT

L 331 af 15.12.2010, s. 84).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til

offentligheden eller optages til handel, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (EUT L 345 af 31.12.2003, s. 64).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed

(Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013 af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde (EUT L 115 af 25.4.2013, s. 18).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning

(EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af

Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysnin-

ger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

EUT C 100 af 6.4.2013, s. 12.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed (EUT L

235 af 23.9.2003, s. 10).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF

og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse

virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF

(EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

258

Bilag 5

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2015/2366

af 25. november 2015

om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og

2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

efter den almindelige lovgivningsprocedure

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I de senere år er der gjort store fremskridt med integration af detailbetalinger i Unionen, navnlig i

forbindelse med EU-retsakterne om betalinger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/

, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009

, Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/110/EF

og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012

. Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2011/83/EU

har yderligere udbygget de retlige rammer for betalingstjenester

ved at fastsætte en specifik grænse for forretningsdrivendes mulighed for at overvælte brugergebyrer på

deres kunder for anvendelse af et bestemt betalingsmiddel.

(2) Unionens reviderede retlige rammer for betalingstjenester suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2015/751

. Denne forordning indfører navnlig regler om opkrævning af interbankgeby-

rer for kortbaserede transaktioner og søger at fremskynde opnåelse af et effektivt integreret marked for

kortbaserede betalinger.

(3) Direktiv 2007/64/EF blev vedtaget i december 2007 på grundlag af et forslag fra Kommissionen

fra december 2005. Siden da har der på detailbetalingsmarkedet været betydelig teknisk innovation med

en hurtig stigning i antallet af elektroniske betalinger og mobilbetalinger og fremkomst af nye typer

betalingstjenester på markedet, hvilket udfordrer de nuværende rammer.

(4) Revisionen af Unionens retlige rammer for betalingstjenester og navnlig konsekvensanalysen af

direktiv 2007/64/EF og høringen om Kommissionens grønbog af 11. januar 2012 med titlen: »På vej

mod et integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger« har vist, at udviklingen har

medført væsentlige udfordringer for lovgivningen. Store dele af betalingsmarkedet — kort-, internet- og

mobilbetalinger — er stadig fragmenteret langs landegrænserne. Mange innovative betalingstjenestepro-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

259

dukter eller -tjenester falder slet ikke eller kun i mindre grad ind under anvendelsesområdet for direktiv

2007/64/EF. Endvidere har det vist sig, at anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF og navnlig de

herfra undtagne elementer, som f.eks. visse betalingsrelaterede aktiviteter, i nogle tilfælde er for tvetydigt,

for generelt eller blot forældet i lyset af markedsudviklingen. Dette har medført retsusikkerhed, potentiel-

le sikkerhedsrisici i betalingskæden og manglende forbrugerbeskyttelse på nogle områder. Det har også

vist sig at være vanskeligt for betalingstjenesteydere at introducere innovative, sikre og brugervenlige

digitale betalingstjenester og at give forbrugere og forretningsdrivende effektive, praktiske og sikre

betalingsmetoder i Unionen. I den forbindelse er der et stort positivt potentiale, som bør undersøges mere

konsekvent.

(5) Videreudvikling af et integreret indre marked for sikre elektroniske betalinger er af afgørende betyd-

ning for at støtte væksten i Unionens økonomi og for at sikre, at forbrugerne, de forretningsdrivende

og virksomhederne kan nyde godt af valgmuligheder og gennemsigtighed i forbindelse med betalingstje-

nester og dermed få fuldt udbytte af det indre marked.

(6) Der bør fastsættes nye regler for at lukke hullerne i lovgivningen og samtidig give større retssikkerhed

og sikre ensartet anvendelse af de retlige rammer i hele Unionen. Der bør garanteres lige forretningsvilkår

for eksisterende og nye markedsaktører, så det bliver nemmere for nye betalingsmidler at nå ud til et

større marked, og så der sikres en høj grad af forbrugerbeskyttelse i forbindelse med betalingstjenester

i hele Unionen. Dette bør skabe effektivitet i betalingssystemet som helhed og føre til større udvalg af

og mere gennemsigtighed i betalingstjenester og samtidig styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret

betalingsmarked.

(7) I de senere år er de sikkerhedsrisici, der er forbundet med elektroniske betalinger, blevet større. Dette

skyldes deres voksende tekniske kompleksitet, de stadigt stigende mængder af elektroniske betalinger i

verden og nye typer betalingstjenester. Sikre betalingstjenester er en forudsætning for et velfungerende

betalingstjenestemarked. Betalingstjenestebrugere bør derfor være tilstrækkeligt beskyttede mod sådanne

risici. Betalingstjenester er nødvendige for funktionaliteten af centrale økonomiske og sociale aktiviteter.

(8) Bestemmelserne i dette direktiv om gennemsigtigheds- og oplysningskrav for betalingstjenesteudby-

dere og om rettigheder og forpligtelser i forbindelse med udbud og brug af betalingstjenester bør også,

hvor det er relevant, gælde for transaktioner, hvor en af betalingstjenesteudbyderne befinder sig uden for

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS«), for at undgå forskellige praksis i medlemssta-

terne til skade for forbrugerne. Nævnte bestemmelser bør, hvor det er relevant, udvides til at gælde for

transaktioner i alle officielle valutaer mellem betalingstjenesteudbydere, der befinder sig inden for EØS.

(9) Pengeoverførsel er en enkel betalingstjeneste, der sædvanligvis er baseret på kontant indbetaling fra

en betaler til en betalingstjenesteudbyder, der viderebetaler det tilsvarende beløb, for eksempel via et

kommunikationsnet, til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder, der handler på veg-

ne af betalingsmodtageren. I nogle medlemsstater udbyder supermarkeder og andre forretningsdrivende

en tilsvarende tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand til at betale regninger for forsyningsforbrug

og andre regelmæssige husholdningsregninger. Disse regningsbetalingstjenester bør behandles som en

pengeoverførsel, medmindre de kompetente myndigheder anser denne aktivitet for at henhøre under en

anden betalingstjeneste.

(10) Dette direktiv indfører en neutral definition af indløsning af betalingstransaktioner for at afspejle

både de traditionelle modeller for indløsning, der er opbygget omkring anvendelse af betalingskort, og

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

260

forskellige forretningsmodeller, herunder dem, der involverer mere end én indløser. Dette bør sikre, at

forretningsdrivende får samme beskyttelse uanset det betalingsinstrument, der anvendes, når aktiviteten

er den samme som ved indløsning af korttransaktioner. De tekniske tjenester, der stilles til rådighed for

betalingstjenesteudbydere, som f.eks. behandling og lagring af data eller drift af terminaler, bør ikke anses

for at udgøre indløsning. Nogle modeller for indløsning medfører desuden ikke, at indløseren faktisk

overfører midler til betalingsmodtageren, eftersom parterne kan have aftalt, at afregningen skal ske på

anden måde.

(11) Undtagelsen fra anvendelsesområdet af direktiv 2007/64/EF for betalingstransaktioner via en han-

delsagent på betalerens eller betalingsmodtagerens vegne anvendes på vidt forskellige måder i medlems-

staterne. Nogle medlemsstater tillader, at undtagelsen anvendes af e-handelsplatforme, der optræder

som mellemled på vegne af både individuelle købere og sælgere uden reel mulighed for at forhandle

eller indgå aftale om salg eller køb af varer eller tjenesteydelser. En sådan anvendelse af undtagelsen

rækker ud over det i nævnte direktiv tiltænkte anvendelsesområde og kan øge risiciene for forbrugerne,

da disse udbydere står uden for den lovgivningsmæssige beskyttelse. Forskellig praksis forvrider også

konkurrencen på betalingsmarkedet. For at løse disse problemer bør undtagelsen derfor gælde, når agenter

udelukkende handler på vegne af betaleren eller udelukkende handler på vegne af betalingsmodtageren,

uanset om de er i besiddelse af kundens midler eller ej. Når agenter handler på vegne af både betaleren og

betalingsmodtageren (som f.eks. visse e-handelsplatforme), bør de udelukkende undtages, hvis de ikke på

noget tidspunkt kommer i besiddelse af eller får kontrol med kundens midler.

(12) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på aktiviteter i pengetransportfirmaer og kontanthåndte-

ringsselskaber, hvor de berørte aktiviteter er begrænset til fysisk transport af sedler og mønter.

(13) Tilbagemeldinger fra markedet viser, at betalingsaktiviteter, der er omfattet af undtagelsen vedrø-

rende begrænsede net, ofte omfatter betydelige betalingsmængder og -værdier og tilbyder forbrugerne

hundreder eller tusinder af forskellige produkter og tjenester. Dette var ikke hensigten med den undtagelse

for begrænsede net, der er fastsat i direktiv 2007/64/EF, og det medfører større risici og ingen retlig

beskyttelse for betalingstjenestebrugere, navnlig forbrugere, og klare ulemper for regulerede markedsak-

tører. For at bidrage til at begrænse disse risici bør det ikke være muligt at anvende samme instrument

til at foretage betalingstransaktioner for at erhverve varer eller tjenester inden for mere end ét begrænset

netværk eller til at erhverve et ubegrænset udvalg af varer og tjenester. Et betalingsinstrument bør

betragtes som et instrument, der skal benyttes inden for et sådant begrænset net, hvis det kun kan benyttes

i følgende tilfælde: for det første til erhvervelse af varer og tjenester hos en bestemt forretningsdrivende

eller forretningskæde, såfremt de involverede enheder er direkte forbundet ved en forretningsaftale, som

f.eks. foreskriver anvendelse af et enkelt betalingsvaremærke, og dette betalingsvaremærke anvendes på

salgsstederne og så vidt muligt er angivet på det betalingsinstrument, som kan bruges der; for det andet

til erhvervelse af et meget begrænset udvalg af varer og tjenester, som f.eks. når anvendelsesområdet i

praksis er begrænset til et bestemt antal funktionelt forbundne varer eller tjenester uanset salgsstedets

geografiske placering, eller for det tredje hvor betalingsinstrumentet reguleres af en national eller regional

offentlig myndighed med specifikke sociale eller skattemæssige formål med henblik på erhvervelse af

bestemte varer eller tjenester.

(14) Betalingsinstrumenter omfattet af undtagelsen vedrørende begrænsede netværk kan omfatte butiks-

kort, brændstofkort, medlemskort, kort til offentlig transport, parkeringsbilletter, spisebilletter eller billet-

ter til specifikke tjenester, der nogle gange er omfattet af bestemte skatte- eller arbejdsmarkedsregler,

som er udformet med henblik på at fremme anvendelsen af sådanne instrumenter for at opfylde målsæt-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

261

ningerne i social- og arbejdsmarkedslovgivningen. Hvis et sådant specifikt instrument udvikler sig til et

generelt instrument, bør undtagelsen fra dette direktivs anvendelsesområde ikke længere finde anvendel-

se. Instrumenter, der kan benyttes i en række forskellige forretninger, som optræder på en fælles liste,

bør ikke undtages fra dette direktivs anvendelsesområde, da sådanne instrumenter typisk er beregnet til et

net af tjenesteudbydere, der er i stadig vækst. Undtagelsen vedrørende begrænsede netværk bør anvendes

sammen med forpligtelsen for potentielle betalingstjenesteudbydere til at underrette om aktiviteter inden

for deres anvendelsesområde.

(15) I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for visse betalingstransaktioner,

der gennemføres ved hjælp af telekommunikations- eller IT-udstyr, hvor netværksoperatøren ikke udeluk-

kende agerer som formidler ved leveringen af digitale varer og tjenesteydelser gennem den pågældende

anordning, men også tilføjer værdi til disse varer eller tjenesteydelser. Denne undtagelse giver navnlig

mulighed for såkaldt operatørfakturering eller køb, der opkræves direkte på telefonregningen, hvilket

bidrager til udvikling af nye forretningsmodeller, der er baseret på salg af digitalt indhold og stemmebase-

rede tjenester af mindre værdi, hvilket allerede er tilfældet med ringetoner og SMS-særtjenester. Disse

tjenester omfatter underholdning såsom chat, download af f.eks. videoer, musik og spil, oplysninger

såsom om vejr, nyheder, sportsopdateringer, aktier, og nummeroplysning, deltagelse i TV- og radioudsen-

delser såsom afstemning, deltagelse i konkurrencer og levering af direkte feedback. Tilbagemeldinger fra

markedet tyder ikke på, at sådanne betalingstransaktioner, som forbrugerne anser for praktisk til betaling

af små beløb, har udviklet sig til en generel betalingsformidlingstjeneste. Imidlertid anvendes denne

regel forskelligt i medlemsstaterne på grund af den tvetydige ordlyd af den relevante undtagelse, hvilket

har ført til manglende retssikkerhed for operatørerne og forbrugerne og undertiden har gjort det muligt

for betalingsformidlingstjenester at påberåbe sig en ubegrænset undtagelse fra anvendelsesområdet for

direktiv 2007/64/EF. Det er derfor hensigtsmæssigt at præcisere og begrænse omfanget af berettigelse

til denne undtagelse for sådanne tjenesteudbydere ved at opregne de betalingstransaktionstyper, som

undtagelsen gælder for.

(16) Undtagelsen for visse betalingstransaktioner ved hjælp af telekommunikations- eller IT-udstyr bør

specifikt fokusere på mikrobetalinger for digitalt indhold og stemmebaserede tjenester. En klar omtale

af betalingstransaktioner til køb af elektroniske billetter bør indføres for at tage hensyn til udviklingen

inden for betalinger, hvor navnlig kunder på ethvert sted og tidspunkt ved hjælp af mobiltelefoner eller

andre anordninger kan bestille, betale for, modtage og validere elektroniske billetter. Elektroniske billetter

gør det muligt og lettere at levere tjenester, som forbrugerne ellers kan købe i form af en papirbillet, og

omfatter transport, underholdning, bilparkering og adgang til arrangementer, men ikke fysiske varer. De

mindsker udgifterne til fremstilling og distribution i forbindelse med traditionelle papirbaserede billetka-

naler, og forbrugervenligheden øges ved at stille nye og enkle former for billetkøb til rådighed. For

at lette byrden for enheder, der indsamler bidrag til velgørende formål, bør betalingstransaktioner i

forbindelse med sådanne bidrag også undtages. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med national

ret frit kunne begrænse undtagelsen til bidrag til registrerede velgørende organisationer. Undtagelsen bør

generelt kun gælde, når betalingstransaktionernes værdi er mindre end en bestemt tærskel, for klart at

begrænse undtagelsen til betalinger med lav risikoprofil.

(17) Det fælles eurobetalingsområde (SEPA) har lettet oprettelse af fælleseuropæiske »betalingsfabrik-

ker« og »opkrævningsfabrikker«, som muliggør centralisering af betalingstransaktioner inden for samme

koncern. I denne henseende bør betalingstransaktioner mellem en modervirksomhed og dens dattervirk-

somheder eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed, der leveres af en betalingstjene-

steudbyder, som tilhører samme koncern, undtages fra dette direktivs anvendelsesområde. En modervirk-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

262

somheds eller dens dattervirksomheds samling af betalingsordrer på vegne af koncernen med henblik på

videresendelse til en betalingstjenesteudbyder bør ikke betragtes som en betalingstjeneste med henblik på

dette direktiv.

(18) I anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for betalingstjenester, der ud-

bydes gennem pengeautomater, som er uafhængige af kontoførende betalingstjenesteudbydere. Denne

undtagelse fremmede væksten af uafhængige pengeautomattjenester i mange medlemsstater, navnlig

i mindre befolkede egne. Undtagelse af denne hurtigt voksende del af pengeautomatmarkedet fuldt

ud fra direktivets anvendelsesområde ville imidlertid føre til forvirring om hævegebyrer. Dette kan

i grænseoverskridende situationer føre til opkrævning af dobbeltgebyrer for den samme hævning af

både den kontoførende betalingstjenesteudbyder og af pengeautomattjenesteudbyderen. For at bibeholde

ydelse af pengeautomattjenester og samtidig sikre klarhed med hensyn til hævegebyrer er det derfor

hensigtsmæssigt at fastholde undtagelsen, men at kræve, at pengeautomatoperatører overholder specifikke

bestemmelser om gennemsigtighed i dette direktiv. Gebyrer, som pålægges af pengeautomatoperatører,

bør være med forbehold af forordning (EF) nr. 924/2009.

(19) Tjenesteudbydere, der søgte at udnytte en undtagelse fra anvendelsesområdet for direktiv

2007/64/EF, henvendte sig ofte ikke til myndighederne for at høre, om deres aktiviteter var omfattet

af eller undtaget fra direktivet, men forlod sig på deres egne vurderinger. Dette har medført forskel-

lig anvendelse af visse undtagelser i medlemsstaterne. Det ser også ud til, at nogle undtagelser kan

være blevet anvendt af betalingstjenesteudbydere til at ændre deres forretningsmodeller, således at de

udbudte betalingstjenester ville falde uden for direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre øget

risiko for betalingstjenestebrugere og uensartede betingelser for betalingstjenesteudbydere på det indre

marked. Derfor bør tjenesteudbydere forpligtes til at meddele relevante aktiviteter til de kompetente

myndigheder, så de kompetente myndigheder kan vurdere, om kravene i de relevante bestemmelser

er opfyldt, og for at sikre ensartet fortolkning af reglerne på hele det indre marked. Navnlig bør der

fastlægges en underretningsprocedure for alle undtagelser, der bygger på overholdelse af en tærskel, for at

sikre, at de specifikke krav opfyldes.

(20) Det er desuden vigtigt at medtage et krav om, at potentielle betalingstjenesteudbydere skal meddele

de kompetente myndigheder de aktiviteter, som de udbyder inden for rammerne af et begrænset net ud

fra kriterierne i dette direktiv, hvis værdien af betalingstransaktioner overstiger en bestemt tærskel. De

kompetente myndigheder bør vurdere, om de meddelte aktiviteter kan anses for at være aktiviteter, der

udbydes inden for rammerne af et begrænset net.

(21) Definitionen af betalingstjenester bør være teknologisk neutral og bør give mulighed for udvikling af

nye typer betalingstjenester, samtidig med at der sikres lige forretningsvilkår for både eksisterende og nye

betalingstjenesteudbydere.

(22) Nærværende direktiv bør følge samme fremgangsmåde som i direktiv 2007/64/EF, der omfatter

alle typer elektroniske betalingstjenester. Det vil derfor stadig ikke være hensigtsmæssigt, at de nye

regler finder anvendelse på tjenester, hvor overførslen af penge fra betaler til betalingsmodtager eller

transporten af penge udelukkende foretages i sedler og mønter, eller hvor overførslen er baseret på

papircheck, papirveksler, solaveksler eller andre instrumenter, papirvouchers eller kort trukket på en

betalingstjenesteudbyder eller en anden part med henblik på at stille midlerne til betalingsmodtagerens

disposition.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

263

(23) Nærværende direktiv bør ikke finde anvendelse på kontante betalingstransaktioner, da der allerede

findes et indre marked for kontantbetalinger. Direktivet bør heller ikke finde anvendelse på betalings-

transaktioner baseret på papirchecks, da disse i sagens natur ikke kan behandles så effektivt som andre

betalingsmidler. God praksis inden for dette område bør dog baseres på principperne i nærværende

direktiv.

(24) Det er nødvendigt at præcisere de kategorier af betalingstjenesteudbydere, der lovligt kan udbyde

betalingstjenester i hele Unionen, nemlig kreditinstitutter, der modtager indskud fra brugere, som kan

anvendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsynskravene

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU

10)

, e-pengeinstitutter, der udsteder elektroniske

penge, som kan anvendes til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet

af tilsynskravene i direktiv 2009/110/EF, samt betalingsinstitutter og postgirokontorer, der har tilladelse

hertil efter nationale regler. Anvendelsen af denne retlige ramme bør begrænses til tjenesteudbydere, der

udbyder betalingstjenester som fast erhverv eller forretningsaktivitet i overensstemmelse med nærværen-

de direktiv.

(25) Ved nærværende direktiv fastsættes der regler for gennemførelse af betalingstransaktioner, hvor

midlerne er elektroniske penge som defineret i direktiv 2009/110/EF. Ved nærværende direktiv fastsættes

der imidlertid ikke regler for udstedelse af elektroniske penge som fastlagt i direktiv 2009/110/EF. Beta-

lingsinstitutter bør derfor ikke have tilladelse til at udstede elektroniske penge.

(26) I direktiv 2007/64/EF er der fastsat en tilsynsordning, der indfører en enkelt tilladelse for alle beta-

lingstjenesteudbydere, som ikke modtager indskud eller udsteder elektroniske penge. Med henblik herpå

indførte direktiv 2007/64/EF en ny kategori af betalingstjenesteudbydere, nemlig »betalingsinstitutter«,

ved at give mulighed for at meddele tilladelse til juridiske personer uden for de eksisterende kategorier

til at udbyde betalingstjenester i Unionen, forudsat at en række strenge og omfattende betingelser er

opfyldt. De samme betingelser bør gælde for disse tjenester i hele Unionen.

(27) Siden vedtagelsen af direktiv 2007/64/EF er der opstået nye typer betalingstjenester, navnlig inden

for internetbetalinger. Navnlig har betalingsinitieringstjenester inden for e-handel udviklet sig. Disse

betalingstjenester spiller en rolle i betalinger ved e-handel ved at etablere en softwarebro mellem den

forretningsdrivendes websted og betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyders netbankplatform med

henblik på at initiere internetbetalinger på grundlag af en kreditoverførsel.

(28) I takt med den teknologiske udvikling er der desuden fremkommet et udvalg af supplerende tjenester

i de senere år, såsom kontooplysningstjenester. Disse tjenester giver betalingstjenestebrugeren samlede

oplysninger på internettet om en eller flere betalingskonti, der føres hos en eller flere betalingstjeneste-

udbydere, og som er tilgængelige via onlinegrænseflader hos den kontoførende betalingstjenesteudby-

der. Betalingstjenestebrugeren har således mulighed for hurtigt at få et overblik over sin finansielle

situation på et hvilket som helst tidspunkt. Disse tjenester bør også være omfattet af dette direktiv for

at give forbrugerne tilstrækkelig beskyttelse af deres betalings- og kontodata samt retssikkerhed om

kontooplysningstjenesteyderes status.

(29) Betalingsinitieringstjenester gør det muligt for en betalingsinitieringstjenesteudbyder at give beta-

lingsmodtageren tillid til, at betalingen er initieret, med henblik på at tilskynde betalingsmodtageren til

at frigive varen eller levere tjenesten uden unødig forsinkelse. Sådanne tjenester udgør en billig løsning

for både forretningsdrivende og forbrugere og giver forbrugerne mulighed for at foretage onlinekøb,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

264

selv hvis de ikke ejer et betalingskort. Eftersom betalingsinitieringstjenester ikke er omfattet af direktiv

2007/64/EF, er de ikke nødvendigvis underlagt tilsyn af en kompetent myndighed og skal ikke opfylde-

kravene i direktiv 2007/64/EF. Dette rejser en række juridiske spørgsmål, såsom forbrugerbeskyttelse,

sikkerhed og ansvar samt konkurrence og databeskyttelse, navnlig med hensyn til beskyttelse af beta-

lingstjenestebrugerens data i overensstemmelse med Unionens databeskyttelsesregler. De nye regler bør

derfor tage hensyn til disse spørgsmål.

(30) De personaliserede sikkerhedsoplysninger, der anvendes til sikker kundeautentifikation af betalings-

tjenestebrugeren eller af betalingsinitieringstjenesteudbyderen, er sædvanligvis dem, som kontoførende

betalingstjenesteudbydere udsteder. Betalingsinitieringstjenesteudbydere indgår ikke nødvendigvis i et

kontraktforhold med kontoførende betalingstjenesteudbydere, og uanset hvilken forretningsmodel der

anvendes af betalingsinitieringstjenesteudbydere, bør kontoførende betalingstjenesteudbydere gøre det

muligt for betalingsinitieringstjenesteudbydere at anvende de autentifikationsprocedurer, som kontoføren-

de betalingstjenesteudbydere stiller til rådighed, til at initiere en bestemt betaling på vegne af betaleren.

(31) Når betalingsinitieringstjenesteudbyderen udelukkende yder betalingsinitieringstjenester, er denne

ikke i besiddelse af brugerens midler i noget led af betalingskæden. Når en betalingsinitieringstjenesteud-

byder ønsker at yde betalingstjenester, i forbindelse med hvilke den besidder brugerens midler, bør den

opnå fuld tilladelse til disse tjenester.

(32) Betalingsinitieringstjenester er baseret på betalingsinitieringstjenesteudbyderes direkte eller indirekte

adgang til betalernes konti. En kontoførende betalingstjenesteudbyder, der leverer en mekanisme med

henblik på indirekte adgang, bør også give betalingsinitieringstjenesteudbyderne direkte adgang.

(33) Dette direktiv bør sigte mod at sikre kontinuiteten på markedet og dermed gøre det muligt for

eksisterende og nye tjenesteudbydere at tilbyde deres tjenester inden for klare og harmoniserede retlige

rammer, uanset hvilken forretningsmodel de anvender. Indtil disse regler bliver anvendt, og uden at det

berører behovet for at garantere sikre betalingstransaktioner og beskytte forbrugerne mod en påviselig

risiko for svig, bør medlemsstaterne, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den euro-

pæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) oprettet ved Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010

11)

(EBA) garantere fair konkurrence på dette marked og

undgå uberettiget forskelsbehandling af eksisterende markedsaktører. Enhver betalingstjenesteudbyder,

herunder betalingstjenestebrugerens kontoførende betalingstjenesteudbyder, bør kunne tilbyde betalings-

initieringstjenester.

(34) Dette direktiv indfører ikke væsentlige ændringer af betingelserne for at få og bevare en tilladelse

som betalingsinstitut. Som i direktiv 2007/64/EF omfatter betingelserne tilsynskrav, der står i et rimeligt

forhold til de operationelle og finansielle risici, som disse institutter løber i forbindelse med deres virk-

somhed. Her er det nødvendigt med en forsvarlig startkapitalordning i kombination med løbende kapital,

der senere vil kunne videreudvikles på mere sofistikeret vis i takt med markedsbehovene. På grund af

de store forskelligheder, der gør sig gældende inden for betalingstjenester, bør direktivet åbne mulighed

for forskellige metoder i kombination med en vis skønsmargen i forbindelse med tilsyn for at sikre, at

de samme risici behandles ens for alle betalingstjenesteudbydere. Kravene til betalingsinstitutter bør tage

hensyn til, at betalingsinstitutters virkefelt er mere specialiseret og aktiviteterne mere begrænsede, hvilket

medfører et snævrere risikoområde, der er nemmere at overvåge og kontrollere end de risici, der opstår

i forbindelse med kreditinstitutters bredere virksomhed. Det bør for eksempel navnlig være forbudt for

betalingsinstitutter at modtage indskud fra brugere, og de bør kun kunne anvende de midler, som brugerne

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

265

indbetaler, til at yde betalingstjenester. De påkrævede tilsynsbestemmelser, herunder med hensyn til

startkapital, bør stå i forhold til den betalingstjeneste, der ydes af betalingsinstituttet. Betalingstjenesteud-

bydere, som udelukkende udbyder betalingsinitieringstjenester, bør anses for at være af en mellemstor

risiko med hensyn til startkapital.

(35) Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere, når de udelukkende leve-

rer disse tjenester, er ikke i besiddelse af kunders midler. Derfor ville det være uforholdsmæssigt at

pålægge disse nye markedsaktører kapitalgrundlagskrav. Ikke desto mindre er det vigtigt, at de kan

leve op til deres ansvar med hensyn til deres aktiviteter. Det bør derfor kræves, at de enten har en

erhvervsansvarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør i overensstemmelse med artikel 16 i for-

ordning (EU) nr. 1093/2010 udarbejde retningslinjer for kriterierne for medlemsstaternes fastsættelse af

minimumsbeløb for erhvervsansvarsforsikring eller en tilsvarende garanti. EBA bør ikke skelne mellem

en erhvervsansvarsforsikring og en tilsvarende garanti, da de bør være substituerbare.

(36) For at undgå misbrug af etableringsretten er det nødvendigt at kræve, at et betalingsinstitut, der

anmoder om tilladelse i en medlemsstat, udbyder i det mindste en del af sin betalingstjenesteforretning i

den pågældende medlemsstat.

(37) Det bør foreskrives, at betalingstjenestekunders midler skal holdes adskilt fra betalingsinstitutters

midler. Beskyttelseskrav er nødvendige, når et betalingsinstitut er i besiddelse af betalingstjenestekunders

midler. Hvor det samme betalingsinstitut gennemfører en betalingstransaktion for både betaleren og

betalingsmodtageren, og der stilles en kreditlinje til rådighed for betaleren, kan det være hensigtsmæssigt

at beskytte midlerne til fordel for betalingsmodtageren, når de svarer til betalingsmodtagerens fordring

over for betalingsinstituttet. Betalingsinstitutter bør ligeledes opfylde krav om effektiv bekæmpelse af

hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(38) Nærværende direktiv ændrer ikke betalingsinstitutters regnskabsaflæggelsesforpligtelser eller deres

forpligtelser til at foretage revision af deres årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Betalingsinsti-

tutter skal udarbejde deres årsregnskaber og konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med Rådets

direktiv 86/635/EØF

12)

og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU

13)

. Årsregnskaber og

konsoliderede regnskaber skal revideres, medmindre et betalingsinstitut er undtaget fra denne forpligtelse

i henhold til nævnte direktiver.

(39) Når betalingstjenesteudbydere yder en eller flere af de betalingstjenester, som er omfattet af dette

direktiv, bør de altid have betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner. For at

betalingstjenesteudbydere skal kunne udbyde betalingstjenester, er det nødvendigt at de har mulighed for

at åbne og føre konti i kreditinstitutter. Medlemsstaterne bør sikre, at adgang til sådanne konti stilles til

rådighed på en ikkediskriminerende måde, der står i rimeligt forhold til det legitime formål, der søges

opfyldt. Adgangen kan være basal, men den bør altid have et så stort omfang, at betalingsinstituttet kan

yde sine tjenester uden forhindringer og effektivt.

(40) Dette direktiv bør kun regulere betalingsinstitutters ydelse af kredit, nemlig ydelse af kreditlinjer

og udstedelse af kreditkort, hvis de er kædet tæt sammen med betalingstjenester. Det er hensigtsmæssigt

at tillade betalingsinstitutter at yde kredit med hensyn til deres grænseoverskridende aktiviteter, forudsat

at den ydes for at lette betalingstjenester, at den er af kortfristet art, og at den ydes for en periode, der

ikke overstiger 12 måneder, herunder med indbygget automatisk forlængelse, samt at den fortrinsvis refi-

nansieres med betalingsinstituttets egne midler samt midler fra kapitalmarkederne, og ikke med midler,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

266

som betalingsinstituttet ligger inde med for kunder med henblik på betalingstjenester. Sådanne regler

bør ikke berøre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF

14)

eller anden relevant EU-ret eller

nationale foranstaltninger vedrørende betingelser for kreditydelse til forbrugere, der ikke er harmoniseret

ved nærværende direktiv.

(41) Generelt har samarbejdet mellem de nationale kompetente myndigheder, der har ansvaret for at med-

dele tilladelse til betalingsinstitutter, foretage kontrol og træffe beslutning om inddragelse af tilladelser,

vist sig at fungere tilfredsstillende. Samarbejdet mellem kompetente myndigheder bør dog forbedres,

både med hensyn til de oplysninger, der udveksles, og med hensyn til ensartet anvendelse og fortolkning

af dette direktiv, hvor et betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse, ønsker at yde betalingstjenester i en

anden medlemsstat end sit hjemland ved at gøre brug af etableringsretten eller retten til fri udveksling

af tjenesteydelser (»passporting«), herunder via internettet. EBA bør bistå med at bilægge tvister mellem

kompetente myndigheder i forbindelse med grænseoverskridende samarbejde i overensstemmelse med

forordning (EU) nr. 1093/2010. EBA bør også udarbejde et udkast til reguleringsmæssige tekniske

standarder for samarbejdet og dataudvekslingen.

(42) For at øge gennemsigtigheden vedrørende drift af betalingsinstitutter, der har fået meddelt tilladelse

af eller er registreret hos hjemlandets kompetente myndigheder, herunder deres agenter, og for at sikre

en høj grad af forbrugerbeskyttelse i Unionen er det nødvendigt at sikre let offentlig adgang til listen

over enheder, der udbyder betalingstjenester. Derfor bør EBA udarbejde og føre et centralt register, hvor

den offentliggør en liste over navnene på enheder, der udbyder betalingstjenester. Medlemsstaterne bør

sikre, at de oplysninger, som de meddeler, ajourføres. Disse foranstaltninger bør også bidrage til at styrke

samarbejdet mellem de kompetente myndigheder.

(43) Tilgængeligheden af nøjagtige, ajourførte oplysninger bør forbedres ved at pålægge betalingsinstitut-

ter uden unødig forsinkelse at oplyse den kompetente myndighed i deres hjemland om ændringer, der

påvirker nøjagtigheden af de oplysninger og den dokumentation, der er forelagt med henblik på tilladel-

sen, herunder yderligere agenter eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. Kompetente myndigheder

bør også i tvivlstilfælde verificere, at de modtagne oplysninger er korrekte.

(44) Medlemsstaterne bør have mulighed for at kræve, at betalingsinstitutter, der driver virksomhed på

deres område, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat, regelmæssigt indberetter til

dem om deres aktiviteter på medlemsstaternes område til oplysningsmæssige eller statistiske formål. Dri-

ver disse betalingsinstitutter virksomhed i henhold til etableringsretten, bør det også være muligt at

anvende disse oplysninger til at føre kontrol med overholdelsen af afsnit III og IV i dette direktiv, og

medlemsstaterne bør kunne kræve, at disse betalingsinstitutter udpeger et centralt kontaktpunkt på deres

område for at lette de kompetente myndigheders tilsyn med netværk af agenter. EBA bør udarbejde

udkast til reguleringsmæssige standarder, der fastsætter kriterier for, hvornår der bør udpeges et centralt

kontaktpunkt, og hvilke funktioner det bør have. Kravet om at udpege et centralt kontaktpunkt bør stå i et

rimeligt forhold til opnåelse af målet om tilstrækkelig kommunikation og indberetning af oplysninger om

overholdelse af afsnit III og IV i værtslandet.

(45) I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en alvorlig

trussel mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, såsom svig i stor målestok, bør

det være muligt for de kompetente myndigheder i værtslandet at træffe forebyggende foranstaltninger

sideløbende med det grænseoverskridende samarbejde mellem de kompetente myndigheder i værts-

og hjemlandet og i afventning af foranstaltninger fra den kompetente myndighed i hjemlandet. Disse

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

267

foranstaltninger bør være passende, stå i et rimeligt forhold til målet, ikkediskriminerende og af midlerti-

dig karakter. Alle foranstaltninger bør begrundes behørigt. De kompetente myndigheder i det relevante

betalingsinstituts hjemland og andre berørte myndigheder, f.eks. Kommissionen og EBA, bør underrettes

på forhånd eller, hvis dette ikke er muligt på grund af den kritiske situation, uden unødig forsinkelse.

(46) I dette direktiv fastsættes de minimumsbeføjelser, som de kompetente myndigheder bør have, når de

fører tilsyn med betalingsinstitutters overholdelse af gældende regler, men disse beføjelser skal udøves

under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatlivets fred. Uden at det

berører en uafhængig myndigheds (den nationale databeskyttelsesmyndighed) kontrol, og i overensstem-

melse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bør medlemsstaterne have

tilstrækkelige og effektive beskyttelsesforanstaltninger, hvis der er mulighed for, at udøvelsen af disse

beføjelser kan føre til misbrug eller vilkårlighed, der udgør en alvorlig indgriben i disse rettigheder, for

eksempel, hvis det er hensigtsmæssigt, gennem forudgående tilladelse fra den pågældende medlemsstats

retsmyndighed.

(47) Det er vigtigt at sikre, at alle personer, der udbyder betalingstjenester, bringes inden for rammerne af

et vist minimum af lov- og reguleringskrav. Det er derfor ønskeligt at registrere identitet og opholdssted

for alle personer, der udbyder betalingstjenester, også personer, der ikke kan opfylde alle betingelserne

for meddelelse af tilladelse som betalingsinstitut. En sådan tilgang er i overensstemmelse med begrundel-

sen for den særlige anbefaling VI fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedrørende hvidvask af penge,

der anbefaler at indføre en mekanisme, ifølge hvilken betalingstjenesteudbydere, der ikke kan opfylde

alle betingelserne i anbefalingen, ikke desto mindre kan behandles som betalingsinstitutter. I denne

henseende bør medlemsstaterne, selv hvis sådanne personer er undtaget fra alle eller dele af betingelserne

for tilladelse, kunne opføre dem i registret over betalingsinstitutter. Det er imidlertid vigtigt at lade

muligheden for undtagelse være betinget af strenge krav til værdien af betalingstransaktioner. Undtagne

betalingsinstitutter bør ikke have ret til etablering eller fri udveksling af tjenesteydelser og bør ikke

indirekte udøve disse rettigheder som medlem af et betalingssystem.

(48) I lyset af aktivitetens særlige art og de risici, der er forbundet med ydelse af kontooplysningstje-

nester, bør der indføres særlige tilsynsregler for kontooplysningstjenesteudbydere. Kontooplysningstjene-

steudbydere bør kunne få tilladelse til at udbyde tjenester på tværs af grænserne gennem »passporting«.

(49) Det er nødvendigt for betalingstjenesteudbydere at have adgang til betalingssystemers tekniske infra-

strukturtjenester. En sådan adgang bør imidlertid være underlagt passende krav for at sikre systemernes

integritet og stabilitet. Betalingstjenesteudbydere, der søger om at deltage i et betalingssystem, bør selv

bære risikoen for deres eget valg af system og over for betalingssystemet dokumentere, at deres interne

ordninger er tilstrækkelig modstandsdygtige over for alle former for risici. Disse betalingssystemer

omfatter typisk kortordninger med fire parter og store systemer, der behandler kreditoverførsler og direkte

debitering. For at sikre ens behandling i hele Unionen af de forskellige kategorier af betalingstjenesteud-

bydere med tilladelse i overensstemmelse med betingelserne i deres tilladelse er det nødvendigt at afklare

reglerne om adgang til betalingssystemer.

(50) Det bør foreskrives, at der ikke må ske forskelsbehandling af betalingsinstitutter og kreditinstitutter

med tilladelse, så enhver betalingstjenesteudbyder, der konkurrerer på det indre marked, kan anvende

disse betalingssystemers tekniske infrastrukturtjenester på samme vilkår. Der bør fastsættes regler om

forskellig behandling af betalingstjenesteudbydere med tilladelse og dem, der er omfattet af undtagelsen

i dette direktiv samt af undtagelsen i artikel 3 i direktiv 2009/110/EF, på grund af forskellene i deres

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

268

tilsynsmæssige rammer. Under alle omstændigheder bør forskelle i prisvilkår kun tillades, hvis det er be-

grundet i forskelle i de omkostninger, som betalingstjenesteudbyderne pådrager sig. Dette bør ikke berøre

medlemsstaternes ret til at begrænse adgangen til systemisk betydningsfulde systemer i overensstemmelse

med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF

15)

og heller ikke ECB�½s og Det Europæiske

System af Centralbankers kompetencer med hensyn til adgang til betalingssystemer.

(51) Nærværende direktiv berører ikke anvendelsesrådet for direktiv 98/26/EF. For at sikre fair konkur-

rence mellem betalingstjenesteudbydere bør en deltager i et betalingssystem, der er betegnet som et

system i henhold til betingelserne i direktiv 98/26/EF, som yder tjenester i tilknytning til et sådant

system til en betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, eller en registreret betalingstjenesteudby-

der, også efter anmodning herom give adgang til sådanne tjenester på en objektiv, forholdsmæssig og

ikkediskriminerende måde til enhver anden betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, og enhver

anden registreret betalingstjenesteudbyder. Betalingstjenesteudbydere, der er givet en sådan adgang, bør

imidlertid ikke anses for deltagere som defineret i direktiv 98/26/EF og bør dermed ikke drage fordel af

beskyttelsen i henhold til nævnte direktiv.

(52) Bestemmelserne vedrørende adgang til betalingssystemer bør ikke finde anvendelse på systemer, der

er oprettet og drives af en enkelt udbyder af betalingstjenester. Sådanne betalingssystemer kan drives

enten i direkte konkurrence med betalingssystemer eller mere typisk i en markedsniche, der ikke i

tilstrækkelig grad er dækket af betalingssystemer. Sådanne systemer omfatter ordninger med tre parter,

f.eks. kortordninger med tre parter, således at de i realiteten aldrig fungerer som kortordninger med

fire parter, f.eks. ved at benytte licenstagere, agenter eller partnere med samme varemærke. Sådanne

systemer omfatter typisk også betalingstjenester, der tilbydes af telekommunikationstjenesteudbydere,

hvor ordningens operatør er udbyder af betalingstjenester for både betaleren og betalingsmodtageren,

og bankkoncerners interne systemer. For at stimulere den konkurrence, som sådanne lukkede betalingssy-

stemer kan give etablerede almindelige betalingssystemer, ville det ikke være hensigtsmæssigt at give

tredjemand adgang til disse lukkede specifikke betalingssystemer. Sådanne lukkede systemer bør dog

altid være omfattet af Unionens og nationale konkurrenceregler, der kan kræve, at der gives adgang til

ordningerne for at opretholde effektiv konkurrence på betalingsmarkederne.

(53) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme

beskyttelsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugerrettigheder ved bestemmelser, der ikke kan

fraviges ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre

aftaler, når de ikke har at gøre med forbrugere. Imidlertid bør medlemsstaterne kunne fastsætte, at

mikrovirksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF

16)

skal behandles på samme

måde som forbrugere. Under alle omstændigheder bør visse centrale bestemmelser i dette direktiv altid

finde anvendelse, uanset hvilken status brugeren har.

(54) Ved dette direktiv bør det præciseres, hvilke forpligtelser der gælder for betalingstjenesteudbyde-

re hvad angår oplysninger til betalingstjenestebrugere, der bør modtage samme høje niveau af klare

oplysninger om betalingstjenester for at kunne foretage velinformerede valg og kunne vælge frit i hele

Unionen. Af hensyn til gennemsigtigheden fastsætter direktivet de harmoniserede krav, der er nødvendige

for at sikre, at betalingstjenestebrugere får nødvendige, tilstrækkelige og forståelige oplysninger hvad

angår betalingstjenesteaftaler og betalingstransaktioner. For at fremme et velfungerende indre marked for

betalingstjenester bør medlemsstaterne kun vedtage de bestemmelser om oplysningskrav, der er fastsat i

dette direktiv.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

269

(55) Forbrugerne bør beskyttes mod urimelig eller vildledende praksis i overensstemmelse med Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF

17)

samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/

18)

, 2002/65/EF

19)

, 2008/48/EF, 2011/83/EU

20)

og 2014/92/EU

21)

. Bestemmelserne i disse direktiver

finder fortsat anvendelse. Navnlig forbindelsen mellem oplysningskravene forud for en aftale i nærværen-

de direktiv og direktiv 2002/65/EF bør dog præciseres.

(56) For at øge effektiviteten bør de krævede oplysninger stå i et rimeligt forhold til brugernes behov og

bør gives i et standardiseret format. Oplysningskravene for en enkelt betalingstransaktion bør imidlertid

være forskellige fra kravene i en rammeaftale om flere betalingstransaktioner.

(57) I praksis er rammeaftaler og betalingstransaktioner omfattet heraf langt mere almindelige og økono-

misk vigtige end enkeltstående betalingstransaktioner. Hvis der findes en betalingskonto eller et specifikt

betalingsinstrument, kræves der en rammeaftale. Kravene om forudgående oplysninger om rammeaftaler

bør derfor være omfattende, og oplysningerne bør altid gives på papir eller et andet varigt medium, for

eksempel kontoudskrifter, CD-rom�½er, DVD�½er, harddiskdrev på personlige computere, hvorpå der kan

lagres e-mail, og websteder, forudsat at sådanne websteder er tilgængelige for senere konsultation i en

periode, der er tilstrækkelig lang i forhold til adgangen til oplysningerne, og forudsat at disse websteder

tillader at reproducere de lagrede oplysninger i et uændret format. Den måde, hvorpå efterfølgende oplys-

ninger om gennemførte betalingstransaktioner skal gives, bør imidlertid kunne aftales i rammeaftalen

mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren, for eksempel at alle oplysninger om en

betalingskonto stilles til rådighed online, når det drejer sig om netbankydelser.

(58) I forbindelse med enkeltstående betalingstransaktioner bør kun de væsentlige oplysninger altid gives

på betalingstjenesteudbyderens eget initiativ. Da betaleren sædvanligvis er til stede, når betalingsordren

gives, bør ikke være nødvendigt at kræve, at oplysningerne i alle tilfælde skal gives på papir eller et

andet varigt medium. Betalingstjenesteudbyderen bør kunne give oplysningerne mundtligt ved disken

eller på anden måde gøre dem lettilgængelige, for eksempel ved at slå betingelserne op på en opslagstavle

på stedet. Der bør også gives oplysninger om, hvor andre mere detaljerede oplysninger kan findes, for

eksempel på webstedet. Hvis forbrugeren anmoder derom, bør de vigtigste oplysninger imidlertid også

gives på papir eller på et andet varigt medium.

(59) Ved dette direktiv bør forbrugere gives ret til at modtage relevante oplysninger vederlagsfrit, før den

pågældende bindes af en betalingstjenesteaftale. Forbrugere bør også til enhver tid under aftaleforholdet

kunne anmode om forudgående oplysninger og om at få rammeaftalen på papir vederlagsfrit for både at

have mulighed for at sammenligne de tjenester og betingelser, som betalingstjenesteudbydere tilbyder,

og i tilfælde af tvister at kunne kontrollere sine aftalemæssige rettigheder og forpligtelser, således at der

opretholdes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Disse bestemmelser bør være forenelige med direktiv

2002/65/EF. De særlige bestemmelser om vederlagsfri oplysninger i nærværende direktiv bør ikke bevir-

ke, at der gives tilladelse til at opkræve gebyr for levering af oplysninger til forbrugerne i henhold til

andre gældende direktiver.

(60) Den måde, som betalingstjenesteudbyderen giver betalingstjenestebrugeren de krævede oplysninger

på, bør tage hensyn til brugerens behov samt til praktiske tekniske aspekter og til omkostningseffektivitet,

afhængigt af hvad der er fastlagt i den pågældende betalingstjenesteaftale. Dette direktiv bør derfor skelne

mellem to måder, hvorpå betalingstjenesteudbyderen skal give oplysninger: enten skal oplysningerne

meddeles aktivt af betalingstjenesteudbyderen på det relevante tidspunkt, som krævet i dette direktiv, og

uden at betalingstjenestebrugeren anmoder herom, eller også skal oplysningerne stilles til rådighed for

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

270

betalingstjenestebrugeren på grundlag af en anmodning om yderligere oplysninger. I den anden situation

bør betalingstjenestebrugeren aktivt tage skridt til at skaffe oplysningerne for eksempel ved udtrykkeligt

at anmode betalingstjenesteudbyderen herom, logge på en netbanks postkasse eller indsætte et bankkort i

en printer til kontoudtog. Betalingstjenesteudbyderen bør med henblik herpå sørge for, at det er muligt at

få adgang til oplysningerne, og at oplysningerne er til rådighed for betalingstjenestebrugeren.

(61) Forbrugerne bør modtage basale oplysninger om gennemførte betalingstransaktioner uden yderligere

gebyrer. I tilfælde af en enkeltstående betalingstransaktion bør betalingstjenesteudbyderen ikke opkræve

særskilt gebyr for sådanne oplysninger. De efterfølgende oplysninger om betalingstransaktioner i henhold

til en rammeaftale bør også gives månedligt og vederlagsfrit. Under hensyntagen til betydningen af gen-

nemsigtighed i prisfastsættelsen og forskellige forbrugerbehov bør parterne dog kunne indgå aftale om, at

der opkræves gebyr for hyppigere eller supplerende oplysninger. For at tage højde for forskelle i national

praksis bør medlemsstaterne kunne fastsætte bestemmelser om, at månedlige betalingskontoudtog på

papir eller på et andet varigt medium altid skal gives vederlagsfrit.

(62) For at fremme kundemobiliteten bør forbrugerne kunne opsige en rammeaftale, uden at det medfører

gebyrer. For aftaler, der opsiges af forbrugeren mindre end seks måneder efter deres ikrafttræden, bør

udbydere af betalingstjenester dog have lov til at opkræve gebyr i overensstemmelse med omkostningerne

ved forbrugerens opsigelse af rammeaftalen. For forbrugerne bør opsigelsesperioden ikke være mere end

en måned, og for betalingstjenesteudbydere bør opsigelsesperioden være på mindst to måneder. Dette

direktiv bør ikke berøre den forpligtelse, som betalingstjenesteudbyderen har til under ekstraordinære

omstændigheder at opsige betalingstjenesteaftalen i henhold til anden relevant EU-ret eller national

ret, såsom sådan om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, foranstaltninger vedrørende

indefrysning af pengemidler og særlige foranstaltninger, der knytter sig til forebyggelse og efterforskning

af kriminalitet.

(63) For at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør medlemsstaterne i forbrugernes interesse kunne

opretholde eller indføre begrænsninger af eller forbud mod ensidigt at foretage ændringer i betingelserne i

en rammeaftale, f.eks. hvis der ikke er en berettiget årsag til ændringer.

(64) Kontraktbestemmelser bør ikke have til formål eller føre til, at der sker forskelsbehandling af

forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl. Hvis en ramme-

aftale for eksempel giver ret til at spærre et betalingsinstrument af objektivt begrundede årsager, bør

betalingstjenesteudbyderen ikke kunne påberåbe sig denne ret, blot fordi betalingstjenestebrugeren har

skiftet sin bopæl i Unionen.

(65) Hvad angår gebyrer har erfaringen vist, at deling af gebyrer mellem betaler og betalingsmodtager

er det mest effektive system, da det letter »straight-through-processing« af betalinger. Det bør derfor fore-

skrives, at gebyrer under normale forhold kan opkræves direkte hos betaler og betalingsmodtager af deres

respektive betalingstjenesteudbydere. Gebyrerne kan også være nul, da bestemmelserne i dette direktiv

ikke bør berøre praksis, hvor betalingstjenesteudbyderen undlader at opkræve gebyrer hos forbrugerne,

når deres konti krediteres. Afhængigt af kontraktvilkårene kan en betalingstjenesteudbyder vælge alene at

opkræve gebyrer hos betalingsmodtageren (den forretningsdrivende) for brug af betalingstjenester, hvor-

efter der ikke opkræves gebyr hos betaleren. Der er mulighed for, at betalingssystemerne kan pålægge

gebyrer gennem et abonnementsgebyr. Bestemmelserne om det overførte beløb eller opkrævede gebyrer

har ingen direkte virkning på prissætningen mellem betalingstjenesteudbydere eller andre mellemmænd.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

271

(66) Forskelle i national praksis vedrørende gebyropkrævning for anvendelse af et givet betalingsinstru-

ment (»overvæltning af brugergebyrer«) har ført til vidt forskellige forhold på EU�½s betalingsmarkeder og

er blevet en kilde til forvirring for forbrugerne, navnlig med hensyn til e-handel og grænseoverskridende

handel. Forretningsdrivende i medlemsstater, hvor det er tilladt at overvælte brugergebyrer, udbyder

produkter og tjenesteydelser i medlemsstater, hvor overvæltning af brugergebyrer er forbudt, og opkræver

brugergebyr fra forbrugeren. Der er også mange eksempler på forretningsdrivende, som overvæltet bru-

gergebyrer, der er meget højere end den forretningsdrivendes omkostninger ved anvendelse af et specifikt

betalingsinstrument. En anden god grund til at revidere praksis for overvæltning af brugergebyrer er, at

forordning (EU) 2015/751 fastsætter regler for interbankgebyrer eller kortbaserede betalinger. Interbank-

gebyrer udgør den vigtigste del af forretningsdrivendes gebyrer for kort og kortbaserede betalinger. Over-

væltning af brugergebyrer er den styringspraksis, der til tider anvendes af forretningsdrivende for at

kompensere for de ekstra omkostninger ved kortbaserede betalinger. Forordning (EU) 2015/751 fastsætter

grænser for interbankgebyrers niveau. Disse grænser vil finde anvendelse inden indførelsen af det forbud,

der er fastsat i dette direktiv. Medlemsstaterne bør således overveje at hindre betalingsmodtagere i at

opkræve gebyrer for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i

kapitel II i forordning (EU) 2015/751.

(67) Dette direktiv anerkender relevansen af betalingsinstitutter, men kreditinstitutter er fortsat er forbru-

gernes vigtigste adgangsvej til betalingsinstrumenter. Udstedelse af kortbaserede betalingsinstrumenter af

en anden betalingstjenesteudbyder end den, der fører kundens konto, uanset om det er et kreditinstitut

eller et betalingsinstitut, vil medføre øget konkurrence på markedet og dermed give forbrugerne flere

og bedre valgmuligheder. Selv om de fleste betalinger på salgssteder i dag er kortbaserede, kan den

nuværende grad af innovation inden for betalinger føre til en hurtig fremkomst af nye betalingskanaler

i de kommende år. Det er derfor hensigtsmæssigt, at Kommissionen i forbindelse sin revision af dette

direktiv navnlig lægger vægt på denne udvikling, og hvorvidt der er behov for at revidere anvendelsesom-

rådet for bestemmelsen om bekræftelse af midlers tilgængelighed. For den betalingstjenesteudbyder, der

udsteder det kortbaserede betalingsinstrument, navnlig debetkort, vil en bekræftelse fra den kontoførende

betalingstjenesteudbyder af, at midler er tilgængelige på kundens konto, gøre det muligt for udstederen

bedre at styre og reducere sin kreditrisiko. Samtidig bør denne bekræftelse ikke gøre det muligt for den

kontoførende betalingstjenesteudbyder at blokere midler på betalerens betalingskonto.

(68) Anvendelse af et kort eller et kortbaseret betalingsinstrument til at foretage en betaling vil ofte

udløse en besked, der bekræfter, at midler er tilgængelige, samt to betalingstransaktioner som følge

heraf. Den første transaktion finder sted mellem udstederen og den forretningsdrivendes kontoførende

betalingstjenesteudbyder, mens den anden, normalt en direkte debitering, finder sted mellem betalerens

kontoførende betalingstjenesteudbyder og udstederen. Begge transaktioner bør behandles på samme måde

som andre tilsvarende transaktioner. Betalingstjenesteudbydere, der udsteder kortbaserede betalingsinstru-

menter, bør have samme rettigheder og bør underlægges samme forpligtelser i henhold til dette direktiv,

uanset om de er betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder eller ej, navnlig for så vidt angår

forpligtelser (f.eks. autentifikation) og ansvar over for de forskellige aktører i betalingskæden. Eftersom

betalingstjenesteudbyderens anmodning og bekræftelsen af, at midlerne er til rådighed, kan ske gennem

eksisterende sikre kommunikationskanaler, tekniske procedurer og infrastrukturer for kommunikation

mellem betalingsinitieringstjenesteudbydere eller kontooplysningstjenesteudbydere og kontoførende beta-

lingstjenesteudbydere, samtidig med at de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger respekteres, bør der

ikke være yderligere omkostninger for betalingstjenesteudbydere eller kortholdere. Endvidere bør den

kontoførende betalingstjenesteudbyder, hvad enten transaktionen finder sted på internettet, dvs. på en

forretningsdrivendes websted, eller i en fysisk forretning, kun være forpligtet til at give den bekræftel-

se, som udstederen anmoder om, hvis konti hos kontoførende betalingstjenesteudbydere er elektronisk

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

272

tilgængelige til denne bekræftelse, i det mindste online. I betragtning af elektroniske penges særlige

karakter bør det ikke være muligt at anvende denne mekanisme på betalingstransaktioner, der initieres

via kortbaserede betalingsinstrumenter, hvorpå der er lagret elektroniske penge som defineret i direktiv

2009/110/EF.

(69) Forpligtelsen til at beskytte personaliserede sikkerhedsoplysninger er af afgørende betydning for

at beskytte betalingstjenestebrugerens midler og for at begrænse risici vedrørende svig og uautoriseret

adgang til betalingskonti. Imidlertid bør vilkår og betingelser eller andre forpligtelser, som betalingstjene-

steudbydere pålægger betalingstjenestebrugere med henblik på at beskytte personaliserede sikkerhedsop-

lysninger, ikke udformes på en sådan måde, at betalingstjenestebrugere forhindres i at drage fordel af

tjenesteydelser, som tilbydes af andre betalingstjenesteudbydere, herunder betalingsinitieringstjenester og

kontooplysningstjenester. Endvidere bør sådanne vilkår og betingelser ikke indeholde bestemmelser, der

på nogen måde vil gøre det vanskeligere at anvende betalingstjenester hos andre betalingstjenesteudbyde-

re, der er meddelt tilladelse eller registreret i henhold til dette direktiv.

(70) Med henblik på at begrænse risiciene for og konsekvenserne af uautoriserede eller fejlbehæftede

betalingstransaktioner bør betalingstjenestebrugeren så hurtigt som muligt orientere betalingstjenesteud-

byderen om eventuelle indsigelser, der gøres mod betalingstransaktioner, som angiveligt er uautoriserede

eller fejlbehæftede, forudsat at betalingstjenesteudbyderen har opfyldt sine oplysningsforpligtelser efter

dette direktiv. Hvis betalingstjenestebrugeren overholder underretningsfristen, bør betalingstjenestebruge-

ren kunne påberåbe sig de pågældende krav med forbehold af nationale forældelsesfrister. Dette direktiv

bør ikke berøre andre krav mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere.

(71) I tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion bør betalingstjenesteudbyderen straks tilbagebetale

transaktionsbeløbet til betaleren. Hvis der er stor mistanke om en uautoriseret transaktion som følge

af svigagtig adfærd fra betalingstjenestebrugerens side, og mistanken er baseret på objektive grunde,

som er meddelt den relevante nationale myndighed, bør betalingstjenesteudbyderen have mulighed for

inden for en rimelig frist at foretage en undersøgelse før tilbagebetaling til betaleren. For at forhindre, at

betaleren stilles ugunstigt, bør valørdatoen for kreditering ikke være senere end den dato, hvor beløbet

blev debiteret. For at tilskynde betalingstjenestebrugeren til snarest muligt at underrette betalingstjene-

steudbyderen om et eventuelt tyveri eller tab af et betalingsinstrument og således mindske risikoen

for uautoriserede betalingstransaktioner bør brugeren kun hæfte for et begrænset beløb, medmindre

betalingstjenestebrugeren har handlet svigagtigt eller groft forsømmeligt. I denne sammenhæng synes et

beløb på 50 EUR at være tilstrækkeligt for at sikre en harmoniseret og omfattende brugerbeskyttelse i

Unionen. Der bør ikke pålægges ansvar, hvis betaleren ikke er i stand til at opdage tabet, tyveriet eller den

uberettigede tilegnelse af betalingsinstrumentet. Når brugeren har meddelt betalingstjenesteudbyderen,

at vedkommendes betalingsinstrument kan være misbrugt, bør betalingstjenestebrugeren desuden ikke

skulle dække yderligere tab som følge af uautoriseret brug af instrumentet. Dette direktiv bør ikke berøre

betalingstjenesteudbyderes ansvar for den tekniske sikkerhed af deres egne produkter.

(72) For at vurdere eventuel forsømmelse eller grov forsømmelse fra betalingstjenestebrugerens side

bør der tages hensyn til alle omstændigheder. Beviset for og graden af den påståede forsømmelse bør

generelt vurderes i henhold til national ret. Selv om begrebet forsømmelse indebærer tilsidesættelse af

diligenspligten, bør grov forsømmelse imidlertid indebære mere end blot forsømmelse og vedrøre adfærd,

der involverer en betydelig grad af skødesløshed, f.eks. opbevaring af de sikkerhedsoplysninger, der

anvendes til at give tilladelse til en betalingstransaktion, ved siden af betalingsinstrumentet i et format,

der på en åben og let måde kan opdages af tredjeparter. Aftalevilkår og betingelser vedrørende levering

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

273

og brug af et betalingsinstrument, som pålægger forbrugeren en større bevisbyrde, eller som reducerer

udstederens bevisbyrde, bør betragtes som ugyldige. Ydermere er det i specifikke situationer, navnlig

hvis betalingsinstrumentet ikke er til stede ved salgsstedet, som ved onlinebetalinger, hensigtsmæssigt,

at betalingstjenesteudbyderen er forpligtet til at forelægge beviser for angivelig forsømmelighed, da

betalerens mulighed for at gøre dette er meget begrænset i sådanne tilfælde.

(73) Der bør indføres bestemmelser om fordeling af tab i tilfælde af uautoriserede betalingstransaktio-

ner. Der kan gælde andre bestemmelser for betalingstjenestebrugere, der ikke er forbrugere, idet sådanne

brugere normalt har større mulighed for at vurdere risikoen for svig og træffe modforanstaltninger. For

at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør betalere altid være berettiget til at rette deres krav om

tilbagebetaling til deres kontoførende betalingstjenesteudbyder, også selv om en betalingsinitieringstje-

nesteudbyder er involveret i betalingstransaktionen. Dette berører ikke fordelingen af ansvar mellem

betalingstjenesteudbyderne.

(74) For så vidt angår betalingsinitieringstjenester, bør betalingstjenestebrugeres og de involverede

betalingstjenesteudbyderes rettigheder og forpligtelser stå i et passende forhold til den tjeneste, der

ydes. Navnlig bør fordelingen af ansvar mellem den kontoførende betalingstjenesteudbyder og den

betalingsinitieringstjenesteudbyder, der indgår i transaktionen, forpligte disse til at tage ansvar for de

respektive dele af transaktionen, der er under deres kontrol.

(75) Dette direktiv sigter mod at øge forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med kortbaserede betalingstrans-

aktioner, hvor det præcise transaktionsbeløb ikke kendes, når betaleren giver samtykke til at gennemføre

betalingstransaktionen, f.eks. på automatiske tankstationer, i biludlejningskontrakter og ved udførelse

af hotelreservationer. Betalerens betalingstjenesteudbyder bør udelukkende kunne blokere midler på

betalerens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise beløb, der skal blokeres,

og disse midler bør frigives uden unødig forsinkelse efter modtagelse af oplysningerne om det præcise

betalingstransaktionsbeløb og senest umiddelbart efter modtagelse af betalingsordren.

(76) SEPA sigter mod at videreudvikle fælles EU-dækkende betalingstjenester til erstatning af de nuvæ-

rende nationale betalingstjenester, for så vidt angår betalinger, som foretages i euro. Med henblik på

at sikre en fuldstændig overgang til EU-dækkende kreditoverførsler og direkte debiteringer fastsætter

forordning (EU) nr. 260/2012 tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debi-

teringer i euro. Med hensyn til direkte debiteringer fastsætter nævnte forordning, at betaleren giver

sit samtykke til både betalingsmodtageren og til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder (enten

direkte eller indirekte via betalingsmodtageren), og at mandater, såvel som senere ændringer eller an-

nullering, opbevares af betalingsmodtageren eller en tredjepart på vegne af betalingsmodtageren. Den

nuværende og indtil videre eneste paneuropæiske ordning med direkte debitering for forbrugerbetalinger

i euro, som er udviklet af Det Europæiske Betalingsråd, er baseret på princippet om, at mandatet til at

gennemføre en direkte debitering gives af betaleren til betalingsmodtageren og opbevares sammen med

senere ændringer eller annullering af betalingsmodtageren. Mandatet kan også opbevares af en tredjepart

på betalingsmodtagerens vegne. For at sikre bred offentlig opbakning til SEPA og for at sikre en høj

grad af forbrugerbeskyttelse inden for SEPA giver den eksisterende paneuropæiske ordning med direkte

debitering ubetinget ret til tilbagebetaling for autoriserede betalinger. For at afspejle dette tager dette

direktiv sigte på at fastsætte en ubetinget ret til tilbagebetaling som et generelt krav til alle direkte

debiteringstransaktioner, der foretages i euro i Unionen.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

274

Sideløbende med SEPA fortsætter traditionelle ordninger med direkte debitering i andre valutaer end

euro dog med at eksistere i medlemsstater, hvis valuta ikke er euro. Disse ordninger har vist sig at være

effektive og sikrer samme høje beskyttelsesniveau for betaleren gennem andre beskyttelsesforanstaltnin-

ger, der ikke altid er baseret på en ubetinget ret til tilbagebetaling. I dette tilfælde bør betaleren være

beskyttet af den generelle regel om tilbagebetaling, når den gennemførte betalingstransaktion overstiger

et beløb, der med rimelighed kunne forventes. Desuden bør medlemsstaterne kunne fastsætte regler om

ret til tilbagebetaling, der er mere fordelagtige for betaleren. Der er en reel efterspørgsel efter særlige

direkte debiteringsprodukter i euro inden for SEPA, hvilket fremgår af den fortsatte tilstedeværelse af

visse traditionelle betalingstjenester i euro i nogle medlemsstater. Det vil være rimeligt at tillade, at

betaleren og betalerens betalingstjenesteudbyder i en rammeaftale fastsætter, at betaleren ikke har ret

til tilbagebetaling, i tilfælde, hvor betaleren er beskyttet, enten fordi vedkommende har givet samtykke

til at gennemføre en transaktion direkte til vedkommendes betalingstjenesteudbyder, herunder når denne

handler på vegne af betalingsmodtageren, eller, hvor det er relevant, fordi oplysninger om den fremtidige

betalingstransaktion mindst fire uger inden forfaldsdagen blev givet eller stillet til rådighed for betaleren

på en aftalt måde af betalingstjenesteudbyderen eller betalingsmodtageren. Under alle omstændigheder

bør betaleren altid være beskyttet af den generelle regel om tilbagebetaling i tilfælde af uautoriserede eller

fejlbehæftede betalingstransaktioner.

(77) Med henblik på likviditetsstyring og rettidig opfyldelse af betalingsforpligtelser skal forbrugere og

virksomheder vide præcis, hvor længe det tager at gennemføre en betalingsordre. Ved dette direktiv

bør der derfor fastsættes et tidspunkt, fra hvilket rettigheder og forpligtelser får virkning, nemlig når

betalingstjenesteudbyderen modtager betalingsordren, herunder når betalingstjenesteudbyderen har haft

lejlighed til at modtage den via de kommunikationsmidler, der er fastlagt i betalingstjenesteaftalen, uanset

en eventuel forudgående andel i den proces, der førte til oprettelse og overførsel af betalingsordren,

for eksempel kontrol af sikkerhed og midlers tilgængelighed, oplysninger om brug af PIN-kode eller

udstedelse af et betalingstilsagn. Desuden bør modtagelsen af en betalingsordre finde sted, når betale-

rens betalingstjenesteudbyder modtager den betalingsordre, der skal debiteres betalerens konto. Datoen

eller tidspunktet for, hvornår en betalingsmodtager sender betalingstjenesteudbyderen betalingsordrer

vedrørende opkrævning af for eksempel kortbetalinger og direkte debiteringer, eller hvornår en betalings-

tjenesteudbyder indrømmer en betalingsmodtager forfinansiering af de pågældende beløb via en betinget

kreditering af vedkommendes konto, bør i denne forbindelse være uden betydning. Brugerne bør kunne

stole på, at en fuldstændig og gyldig betalingsordre gennemføres korrekt, hvis betalingstjenesteudbyderen

ikke har en aftalemæssig eller retmæssig afvisningsgrund. Hvis betalingstjenesteudbyderen afviser en

betalingsordre, bør betalingstjenestebrugeren snarest have meddelelse herom samt en begrundelse herfor i

henhold til kravene i EU-retten og national ret. Hvis rammeaftalen fastsætter betingelser om, at betalings-

tjenesteudbyderen kan opkræve et afvisningsgebyr, bør et sådant gebyr være objektivt begrundet, og det

bør holdes så lavt som muligt.

(78) Da moderne fuldautomatiske betalingssystemer behandler betalingstransaktioner hurtigt, således at

betalingsordrer på et givet tidspunkt ikke længere kan tilbagekaldes uden store omkostninger til manuel

intervention, er det nødvendigt at fastsætte en klar frist for tilbagekaldelse af betalinger. Afhængigt af

betalingstjenestens og betalingsordrens art bør fristen for tilbagekaldelse af betalinger dog kunne ændres

efter aftale mellem parterne. Tilbagekaldelse i denne forstand bør kun gælde i forholdet mellem betalings-

tjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og dette anfægter således ikke, at betalingstransaktioner i

betalingssystemer er uigenkaldelige og endelige.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

275

(79) En sådan uigenkaldelighed bør ikke berøre de rettigheder eller forpligtelser efter nogle medlemssta-

ters ret, som en betalingstjenesteudbyder i henhold til betalerens rammeaftale eller nationale love, admini-

strative bestemmelser eller retningslinjer har til at tilbagebetale betaleren beløbet for den gennemførte

betalingstransaktion i tilfælde af en tvist mellem betaleren og betalingsmodtageren. En sådan tilbagebe-

taling bør betragtes som en ny betalingsordre. Bortset fra sådanne tilfælde bør retstvister, der opstår

inden for det forhold, der ligger til grund for betalingsordren, udelukkende afgøres mellem betaleren og

betalingsmodtageren.

(80) Det er af afgørende betydning for en fuldt integreret straight-through-processing af betalinger og

for retssikkerheden hvad angår opfyldelse af eventuelle underliggende forpligtelser mellem betalingstje-

nestebrugere, at hele det beløb, som betaleren overfører, krediteres betalingsmodtagerens konto. Det bør

derfor ikke være muligt for nogen af de parter, der indgår i gennemførelsen af betalingstransaktioner, at

foretage fradrag i det overførte beløb. Det bør imidlertid være muligt for betalingsmodtageren at indgå

en aftale med sin betalingstjenesteudbyder, hvorved denne får ret til at fratrække sine egne gebyrer. For

at betalingsmodtageren kan kontrollere, at det skyldige beløb er indbetalt korrekt, bør efterfølgende

oplysninger om betalingstransaktionen ikke blot angive det fulde overførte beløb, men også eventuelle

gebyrer, der er blevet fratrukket.

(81) Betalingsinstrumenter med lav værdi bør være et billigt og brugervenligt alternativ i forbindelse med

billige varer og tjenester og bør ikke behæftes med en række urimelige krav. De relevante oplysningskrav

og reglerne om gennemførelse bør derfor begrænses til væsentlige oplysninger, idet der også tages hensyn

til de tekniske muligheder, der er grund til at forvente af instrumenter, der udelukkende anvendes til små

betalinger. Trods den lempede ordning bør betalingstjenestebrugerne have tilstrækkelig beskyttelse under

henvisning til de begrænsede risici, der er forbundet med disse betalingsinstrumenter, navnlig for så vidt

angår forudbetalte betalingsinstrumenter.

(82) For at gøre betalinger i Unionen mere effektive bør der for alle betalingsordrer, der initieres af

betaleren, og som foretages i euro eller i en valuta i en medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, herunder

kredittransaktioner og pengeoverførsler, gælde en maksimal gennemførelsestid på én dag. For alle andre

betalinger, eksempelvis betalinger initieret af eller via betalingsmodtageren, herunder direkte debiteringer

og kortbetalinger, bør samme gennemførelsestid på én dag gælde, hvis der ikke foreligger en udtrykkelig

aftale mellem betalingstjenesteudbyderen og betaleren, der fastsætter en længere gennemførelsestid. Dis-

se tidsfrister bør kunne forlænges med en yderligere arbejdsdag, hvis betalingsordren gives på papir, for

at give mulighed for fortsat udbud af betalingstjenester til forbrugere, der kun er vant til papirbaserede do-

kumenter. Når der anvendes en ordning med direkte debitering, bør betalingsmodtagerens betalingstjene-

steudbyder sende opkrævningsordren inden for den tidsfrist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og

dennes betalingstjenesteudbyder, således at afregningen kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato. Da

betalingsinfrastrukturer imidlertid ofte er særdeles effektive, bør medlemsstaterne om nødvendigt kunne

beholde eller fastsætte bestemmelser om en kortere gennemførelsestid end én arbejdsdag for at undgå en

forringelse af det nuværende serviceniveau.

(83) Bestemmelserne om gennemførelse af det fulde beløb og om gennemførelsestider bør betragtes som

god praksis, når en af betalingstjenesteudbyderne ikke er etableret i Unionen.

(84) For at styrke forbrugernes tillid til et harmoniseret betalingsmarked er det vigtigt, at betalingstjene-

stebrugerne kender de faktiske omkostninger ved og gebyrer for betalingstjenester, for at de kan træffe

deres valg. Derfor bør det være forbudt at bruge ugennemsigtige prissætningsmetoder, da det er den

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

276

almindelige opfattelse, at sådanne metoder gør det særdeles vanskeligt for brugerne at fastslå den faktiske

pris for en betalingstjeneste. Navnlig bør brug af valørdatoer til skade for brugerne ikke være tilladt.

(85) For at betalingssystemet kan fungere smidigt og effektivt, må brugeren have tillid til, at betalingstje-

nesteudbyderen vil gennemføre betalingstransaktionen korrekt og inden for den aftalte tid. Sædvanligvis

har betalingstjenesteudbyderen forudsætningerne for at vurdere de risici, der følger med en betalingstrans-

aktion. Det er betalingstjenesteudbyderen, der stiller betalingssystemet til rådighed, indgår aftaler om

tilbagekaldelse af fejlagtigt placerede midler og i de fleste tilfælde beslutter, hvilke mellemmænd der ind-

går i gennemførelsen af betalingstransaktionen. I lyset af alle disse overvejelser er det hensigtsmæssigt,

undtagen under usædvanlige eller uforudsigelige omstændigheder, at tillægge betalingstjenesteudbyderen

ansvaret for gennemførelsen af en betalingstransaktion, som vedkommende har accepteret fra brugeren,

undtagen med hensyn til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders handlinger og undladelser, for

hvilke alene betalingsmodtageren er ansvarlig. For at betaleren ikke skal være ubeskyttet i den usandsyn-

lige situation, at det ikke er klart, at betalingen blev behørigt modtaget af betalingsmodtagerens betalings-

tjenesteudbyder, bør den tilsvarende bevisbyrde dog påhvile betalerens betalingstjenesteudbyder. Som

hovedregel kan det forventes, at den formidlende institution, sædvanligvis et neutralt organ såsom en

centralbank eller et fælles clearinghus, der overfører betalingsbeløbet fra den afsendende betalingstjene-

steudbyder til den modtagende betalingstjenesteudbyder, vil lagre posteringsoplysninger og vil være i

stand til at stille disse til rådighed, når det er nødvendigt. Uanset hvornår betalingsbeløbet er blevet

krediteret den modtagende betalingstjenesteudbyders konto, bør betalingsmodtageren øjeblikkeligt have

et krav på sin betalingstjenesteudbyder for så vidt angår kreditering på kontoen.

(86) Betalerens betalingstjenesteudbyder, nemlig den kontoførende betalingstjenesteudbyder eller, hvor

det er relevant, betalingsinitieringstjenesteudbyderen, bør påtage sig ansvaret for, at betalinger gennemfø-

res korrekt, herunder navnlig det fulde transaktionsbeløb og gennemførelsestiden, og det fulde ansvar

for forsømmelser begået af andre parter i betalingskæden indtil betalingsmodtagerens konto. På grund

af dette ansvar bør betalerens betalingstjenesteudbyder, når det fulde beløb ikke krediteres eller først

sent krediteres betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, rette betalingstransaktionen eller snarest

muligt tilbagebetale betaleren det relevante transaktionsbeløb, uden at dette berører andre krav, der kan

påberåbes i henhold til national ret. På grund af betalingstjenesteudbyderens ansvar bør betaleren eller be-

talingsmodtageren ikke pålægges nogen omkostninger i forbindelse med den fejlbehæftede betaling. Ved

en manglende, fejlbehæftet eller for sent gennemført betalingstransaktion bør medlemsstaterne sikre, at

valørdatoen for betalingstjenesteudbyderens efterbetalinger altid er den samme som valørdatoen ved en

korrekt gennemførelse.

(87) Dette direktiv bør kun vedrøre aftalemæssige forpligtelser og ansvar mellem betalingstjenestebru-

geren og betalingstjenesteudbyderen. Hvis pengeoverførsler og andre betalingstjenester skal fungere kor-

rekt, skal betalingstjenesteudbydere og deres mellemmænd, såsom udbydere af databehandling, imidlertid

have indgået aftaler, som fastsætter deres indbyrdes rettigheder og forpligtelser. Spørgsmål vedrørende

erstatningsansvar udgør en væsentlig del af disse ensartede aftaler. For at sikre troværdigheden mellem

betalingstjenesteudbydere og mellemmænd, der indgår i en betalingstransaktion, er det nødvendigt, at

der er retssikkerhed for, at en ikkeansvarlig betalingstjenesteudbyder holdes skadesløs for tab eller

beløb betalt i henhold til dette direktivs bestemmelser om ansvar. Yderligere rettigheder og detaljer om

indholdet af denne regres og proceduren for behandling af klager mod den betalingstjenesteudbyder eller

den mellemmand, der har ansvaret for en mangelfuld betalingstransaktion, bør afhænge af, hvad der er

aftalt.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

277

(88) Det bør være muligt for betalingstjenesteudbyderen utvetydigt at præcisere, hvilke oplysninger der

er nødvendige for at gennemføre en betalingsordre korrekt. For at undgå opsplitning og for ikke at

sætte indførelsen af integrerede betalingssystemer i Unionen på spil, bør medlemsstaterne på den anden

side ikke have mulighed for at kræve en særlig identifikationskode for betalingstransaktioner. Dette bør

dog ikke afholde medlemsstaterne fra at kræve, at betalerens betalingstjenesteudbyder handler med den

nødvendige omhu og, når det er teknisk muligt og ikke kræver manuel intervention, kontrollerer sammen-

hængen i den entydige identifikationskode og, når der ikke er sammenhæng i den entydige identifikati-

onskode, afviser en betalingsordre og underretter betaleren herom. Betalingstjenesteudbyderens ansvar

bør være begrænset til en pligt til at gennemføre betalingstransaktionen korrekt i overensstemmelse med

betalingsordren fra betalingstjenestebrugeren. Hvis midlerne i forbindelse med en betalingstransaktion når

frem til den forkerte modtager som følge af en ukorrekt entydig identifikationskode, som betaleren har

angivet, bør betalerens eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere ikke være ansvarlige, men

de bør være forpligtet til at samarbejde om at gøre en rimelig indsats for at inddrive midlerne, herunder

ved at kommunikere relevante oplysninger.

(89) Betalingstjenesteudbyderes ydelse af betalingstjenester kan indebære behandling af personoplysnin-

ger. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF

22)

, de nationale regler, der gennemfører direktiv

95/46/EF, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001

23)

finder anvendelse på behand-

ling af personoplysninger i forbindelse med dette direktiv. Navnlig når personoplysninger behandles

med henblik på dette direktiv, bør det præcise formål angives, det relevante retsgrundlag nævnes, og de

relevante sikkerhedskrav, der er fastsat i direktiv 95/46/EF, opfyldes, og principperne om nødvendighed,

proportionalitet, formålsbegrænsning og en rimelig dataopbevaringsperiode bør respekteres. Endvidere

bør indbygget databeskyttelse og databeskyttelse gennem indstillinger indgå i alle databehandlingssyste-

mer, der udvikles og anvendes inden for rammerne af dette direktiv.

(90) I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder respekten for privatliv og familieliv,

retten til beskyttelse af personoplysninger, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, retten til

effektive retsmidler og retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædel-

se. Direktivet skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(91) Betalingstjenesteudbydere er ansvarlige for sikkerhedsforanstaltninger. Disse foranstaltninger bør

være forholdsmæssigt afpassede efter de pågældende sikkerhedsrisici. Betalingstjenesteudbydere bør fast-

lægge rammer for at begrænse risici og opretholde effektive procedurer til håndtering af hændelser. Der

bør indføres en mekanisme til regelmæssig rapportering, så det sikres, at betalingstjenesteudbydere regel-

mæssigt giver de kompetente myndigheder en ajourført vurdering af deres sikkerhedsrisici og de foran-

staltninger, som de har truffet for at imødegå disse risici. Endvidere er det for at sikre, at skadevirkninger

for brugere, andre betalingstjenesteudbydere eller betalingssystemer, såsom væsentlige forstyrrelser af et

betalingssystem, holdes på et minimum, nødvendigt at forpligte betalingstjenesteudbydere til uden unødig

forsinkelse at underrette de kompetente myndigheder om større sikkerhedshændelser. EBA bør have en

koordinerende rolle.

(92) Pligten til at indberette sikkerhedshændelser bør ikke berøre andre forpligtelser til at indberette

hændelser i henhold til andre EU-retsakter, og kravene fastsat i dette direktiv bør tilpasses til og stå i et

rimeligt forhold til indberetningsforpligtelserne i henhold til anden EU-ret.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

278

(93) Det er nødvendigt at fastlægge en klar retlig ramme, som fastsætter de betingelser, efter hvilke

betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere kan yde deres tjenester med

samtykke fra kontoindehaveren uden at være forpligtet af den kontoførende betalingstjenesteudbyder til

at benytte en bestemt forretningsmodel, hvad enten den er baseret på direkte eller indirekte adgang,

til levering af disse typer tjenesteydelser. Betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjene-

steudbydere på den ene side og den kontoførende betalingstjenesteudbyder på den anden side bør opfylde

de nødvendige databeskyttelses- og sikkerhedskrav, der er fastsat eller henvist til i dette direktiv, eller som

er medtaget i udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder. Disse reguleringsmæssige tekniske

standarder bør være forenelige med de forskellige teknologiske løsninger, der står til rådighed. For at

garantere sikker kommunikation mellem de relevante aktører i forbindelse med disse tjenesteydelser bør

EBA også præcisere kravene til fælles og åbne kommunikationsstandarder, som skal gennemføres af alle

kontoførende betalingstjenesteudbydere, der giver mulighed for onlinebetalingstjenester. Dette betyder, at

disse åbne standarder bør sikre interoperabilitet mellem forskellige teknologiske kommunikationsløsnin-

ger. Disse fælles og åbne standarder bør også sikre, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder er klar

over, at vedkommende kontaktes af en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller en kontooplysningstjene-

steudbyder og ikke af kunden selv. Standarderne bør også sikre, at betalingsinitieringstjenesteudbydere og

kontooplysningstjenesteudbydere kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteudbyder og med

de involverede kunder på sikker vis. Ved udarbejdelsen af disse krav bør EBA navnlig være opmærksom

på, at de standarder, der skal anvendes, skal give mulighed for anvendelse af alle almindelige typer

anordninger (såsom computere, tablets og mobiltelefoner) i forbindelse med forskellige betalingstjenester.

(94) Ved udarbejdelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kommunikation

bør EBA systematisk vurdere og tage hensyn til privatlivsdimensionen med henblik på at fastlægge de

risici, der er forbundet med hver af de tilgængelige tekniske muligheder, og de foranstaltninger, der kan

træffes for at minimere truslerne mod databeskyttelsen.

(95) Sikkerhed i forbindelse med elektroniske betalinger er afgørende for at sikre forbrugerbeskyttelse

og udvikling af et gunstigt miljø for e-handel. Alle betalingstjenester, der udbydes elektronisk, bør

gennemføres på sikker vis ved hjælp af teknologier, der garanterer sikker autentifikation af brugeren

og begrænser risikoen for svig mest muligt. Der synes ikke at være behov for at sikre det samme

beskyttelsesniveau for betalingstransaktioner, der initieres og gennemføres på andre måder end ved hjælp

af elektroniske platforme eller anordninger, som f.eks. papirbaserede betalingstransaktioner, postordresalg

eller telefonsalg. En solid vækst i internetbetalinger og mobilbetalinger bør ledsages af en generel

forbedring af sikkerhedsforanstaltningerne. Betalingstjenester, der udbydes på internettet eller via andre

fjernkanaler, og hvis funktion ikke afhænger af, hvor den anordning, der anvendes til at initiere betalings-

transaktionen, eller det anvendte betalingsinstrument er fysisk placeret, bør derfor omfatte autentifikation

af transaktioner med dynamiske koder, med henblik på, at brugeren hele tiden er klar over beløbet og

betalingsmodtageren for den transaktion, som brugeren giver tilladelse til.

(96) Sikkerhedsforanstaltningerne bør være forenelige med det risikoniveau, der er forbundet med beta-

lingstjenesten. For at gøre det muligt at udvikle brugervenlige og tilgængelige betalingsmidler for betalin-

ger med lav risiko, såsom kontaktløse betalinger med lav værdi på salgsstedet, uanset om de er baseret på

en mobiltelefon eller ej, bør undtagelserne for anvendelse af sikkerhedskrav derfor præciseres i de regule-

ringsmæssige tekniske standarder. Der er behov for sikker anvendelse af personaliserede sikkerhedsoplys-

ninger for at begrænse risici i forbindelse med phishing og andre svigagtige aktiviteter. Brugeren bør i

denne henseende kunne have tillid til, at der træffes foranstaltninger til beskyttelse af integriteten og for-

troligheden af dennes personaliserede sikkerhedsoplysninger. Disse foranstaltninger omfatter typisk kryp-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

279

teringssystemer, der tager udgangspunkt i betalerens personlige anordninger, herunder kortlæsere eller

mobiltelefoner, eller som betaleren modtager fra sin kontoførende betalingstjenesteudbyder via forskellige

kanaler, såsom via SMS eller e-mail. Foranstaltningerne, herunder typisk krypteringssystemer, der kan

frembringe autentifikationskoder som f.eks. engangsadgangskoder, kan gøre betalingstransaktioner mere

sikre. Betalingstjenestebrugeres brug af sådanne autentifikationskoder bør anses for at være forenelig med

deres forpligtelser vedrørende betalingsinstrumenter og personaliserede sikkerhedsoplysninger, også når

betalingsinitieringstjenesteudbydere eller kontooplysningstjenesteudbydere er involveret.

(97) Medlemsstaterne bør fastsætte, om de kompetente myndigheder, der er udpeget til at meddele

tilladelse til betalingsinstitutter, også kan være de kompetente myndigheder i forbindelse med alternative

tvistbilæggelsesprocedurer.

(98) Uden at det berører brugernes ret til at anlægge sag ved en domstol, bør medlemsstaterne sikre,

at tvister mellem betalingstjenesteudbydere og betalingstjenestebrugere vedrørende de rettigheder og

forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, kan løses efter en lettilgængelig, tilstrækkelig, uafhængig,

upartisk, gennemsigtig og effektiv alternativ tvistbilæggelsesprocedure. I Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 593/2008

24)

fastsættes det, at den forbrugerbeskyttelse, som de obligatoriske lovregler

i det land, hvor de pågældende har deres sædvanlige opholdssted, giver, ikke må tilsidesættes af eventuel-

le aftalemæssige bestemmelser om lovvalg for aftalen. Med hensyn til etablering af en effektiv procedure

for tvistbilæggelse bør medlemsstaterne sikre, at betalingstjenesteudbydere iværksætter en effektiv kla-

geprocedure, der kan følges af deres betalingstjenestebrugere, før tvister indbringes til bilæggelse ved

en alternativ tvistbilæggelsesprocedure eller for en domstol. Klageproceduren bør indeholde korte og

klart definerede frister, inden for hvilke betalingstjenesteudbydere bør besvare en klage. Medlemsstaterne

bør sikre, at alternative tvistbilæggelsesinstanser har tilstrækkelig kapacitet til på en hensigtsmæssig og

effektiv måde at kunne deltage i grænseoverskridende samarbejde om tvister vedrørende rettigheder og

forpligtelser i henhold til dette direktiv.

(99) Det er nødvendigt at sikre effektiv håndhævelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i

medfør af dette direktiv. Der bør derfor indføres egnede procedurer, der giver mulighed for at klage over

betalingstjenesteudbydere, der ikke overholder disse bestemmelser, og for at sikre, at der i givet fald

pålægges sanktioner, der er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. Med henblik på at

sikre effektiv overholdelse af dette direktiv bør medlemsstaterne udpege kompetente myndigheder, der

opfylder betingelserne fastsat i forordning (EU) nr. 1093/2010, og som handler uafhængigt af betalingstje-

nesteudbyderne. Af hensyn til gennemsigtigheden bør medlemsstaterne meddele Kommissionen, hvilke

autoriteter der er udpeget, med en klar beskrivelse af deres pligter i henhold til dette direktiv.

(100) Uden at det berører retten til at anlægge sag ved en domstol for at sikre overholdelse af dette

direktiv, bør medlemsstaterne også sikre, at de kompetente myndigheder får de nødvendige beføjelser,

herunder til at pålægge sanktioner, når en betalingstjenesteudbyder ikke opfylder de rettigheder og

forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, navnlig hvis der er risiko for gentagelser eller andre betænk-

eligheder for så vidt angår forbrugernes kollektive interesser.

(101) Det er vigtigt, at forbrugerne på en klar og forståelig måde bliver oplyst om deres rettigheder

og forpligtelser i henhold til dette direktiv. Kommissionen bør derfor udarbejde en folder om disse

rettigheder og forpligtelser.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

280

(102) Dette direktiv berører ikke bestemmelser i national ret om følgerne for så vidt angår ansvar for

unøjagtige angivelser i eller fejl ved fremsendelse af opgørelser.

(103) Dette direktiv bør ikke berøre bestemmelserne vedrørende momsbehandlingen af betalingstjenester

i Rådets direktiv 2006/112/EF

25)

(104) Når dette direktiv angiver beløb i euro, skal disse beløb forstås som værende de tilsvarende beløb i

den nationale valuta som fastlagt af hver medlemsstat, hvis valuta ikke er euro.

(105) Af hensyn til retssikkerheden bør der indføres overgangsbestemmelser, der giver personer, som har

påbegyndt virksomhed som betalingsinstitut i overensstemmelse med gældende national lovgivning til

gennemførelse af direktiv 2007/64/EF før dette direktivs ikrafttræden, ret til at fortsætte denne virksom-

hed i den pågældende medlemsstat i en fastsat periode.

(106) Beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæ-

iske Unions funktionsmåde bør delegeres til Kommissionen for så vidt angår ændring af henvisningerne

til henstilling 2003/361/EF, hvis den pågældende henstilling ændres, at opdatere det gennemsnitsbeløb

for af betalingstjenesteudbyderne gennemførte betalingstransaktioner, der bruges som grænseværdi af de

medlemsstater, der anvender muligheden for at undtage mindre betalingsinstitutter fra (dele af) tilladelses-

kravene, for at tage højde for inflation. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante

høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med

forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig

fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og til Rådet.

(107) Med henblik på ensartet anvendelse af dette direktiv bør Kommissionen kunne benytte sig af

ekspertise og støtte fra EBA, der bør have til opgave at udarbejde retningslinjer og udkast til regulerings-

mæssige tekniske standarder om sikkerhedsaspekter ved betalingstjenester, navnlig for så vidt angår stærk

kundeautentifikation, og om samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende udbud af tjenesteydelser

og etablering af betalingsinstitutter med tilladelse i andre medlemsstater. Kommissionen bør bemyndiges

til at vedtage udkast til disse lovgivningsmæssige tekniske standarder. Disse specifikke opgaver er i fuld

overensstemmelse med EBA�½s rolle og ansvarsområder som fastsat i forordning (EU) nr. 1093/2010.

(108) EBA bør i forbindelse med udarbejdelsen af retningslinjer, udkast til reguleringsmæssige tekniske

standarder og udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til dette direktiv og i

overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1093/2010 sikre, at den hører alle relevante interessenter,

herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og tager hensyn til alle involverede interesser. Hvis

det er nødvendigt for at opnå en passende balance af synspunkter, bør EBA gøre en særlig indsats for at

indhente synspunkter fra relevante aktører uden for banksektoren.

(109) Målet for dette direktiv, nemlig yderligere integration af et indre marked for betalingstjenester,

kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da det kræver harmonisering af en lang

række forskellige regler, der på nuværende tidspunkt findes i de forskellige medlemsstaters retssystemer,

men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe

foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske

Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre,

end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

281

(110) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kom-

missionen om forklarende dokumenter

26)

har medlemsstaterne forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er

berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der

forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelses-

instrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er

berettiget.

(111) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel

28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 og afgav en udtalelse den 5. december 2013

27)

(112) Direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF, 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 bør derfor

ændres i overensstemmelse hermed.

(113) I betragtning af antallet af nødvendige ændringer i direktiv 2007/64/EF bør direktivet ophæves og

erstattes —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

AFSNIT I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Genstand

1. Ved dette direktiv fastsættes regler, i henhold til hvilke medlemsstaterne sondrer mellem følgende

kategorier betalingstjenesteudbydere:

a) kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 575/2013

28)

, herunder filialer heraf som defineret i den i nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, nr.

17), når sådanne filialer er beliggende i Unionen, hvad enten disse filialers hovedkontorer er beliggende i

Unionen eller, i overensstemmelse med artikel 47 i direktiv 2013/36/EU og national ret, uden for Unionen

b) e-pengeinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, herunder, i overensstemmelse

med artikel 8 i nævnte direktiv og med national ret, filialer heraf, hvis sådanne filialer er beliggende i

Unionen, og deres hovedkontor er beliggende uden for Unionen, i det omfang de betalingstjenester, som

udbydes af disse filialer, har forbindelse til udstedelse af elektroniske penge

c) postgirokontorer, der ifølge national ret har ret til at udbyde betalingstjenester

d) betalingsinstitutter

e) ECB og nationale centralbanker, når de ikke handler i deres egenskab af pengepolitiske myndigheder

eller andre offentlige myndigheder

f) medlemsstater eller deres regionale eller lokale myndigheder, når de ikke handler i deres egenskab af

offentlige myndigheder.

Dette direktiv fastsætter endvidere regler for:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

282

a) gennemsigtighed i betingelser for og oplysningskrav til betalingstjenester, og

b) betalingstjenestebrugeres og betalingstjenesteudbyderes respektive rettigheder og forpligtelser, hvad

angår udbud af betalingstjenester som fast beskæftigelse eller forretningsaktivitet.

Artikel 2

Anvendelsesområde

Dette direktiv finder anvendelse på betalingstjenester, der udbydes i Unionen.

Afsnit III og IV finder anvendelse på betalingstransaktioner i en medlemsstats valuta, hvis både

betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstjenesteudbyder,

der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen.

3. Afsnit III, med undtagelse af artikel 45, stk. 1, litra b), artikel 52, stk. 2, litra e), og artikel 56, litra

a), samt afsnit IV, med undtagelse af artikel 81-86, finder anvendelse på betalingstransaktioner i en valuta,

der ikke er en medlemsstats valuta, hvis både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudby-

der eller den eneste betalingstjenesteudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i

Unionen, for så vidt angår de dele af betalingstransaktionen, der gennemføres i Unionen.

Afsnit III, med undtagelse af artikel 45, stk. 1, litra b), artikel 52, stk. 2, litra e), artikel 52, stk.

5, litra g), og artikel 56, litra a), samt afsnit IV, med undtagelse af artikel 62, stk. 2 og 4, artikel 76,

77 og 81, artikel 83, stk. 1, samt artikel 89 og 92, finder anvendelse på betalingstransaktioner i alle

valutaer, hvor kun en af betalingstjenesteudbyderne er beliggende i Unionen, for så vidt angår de dele af

betalingstransaktionen, der gennemføres i Unionen.

5. Medlemsstaterne kan undtage de institutter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, nr. 4)-23), i direktiv

2013/36/EU, fra anvendelsen af alle eller en del af bestemmelserne i nærværende direktiv.

Artikel 3

Undtagelser

Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende:

a) betalingstransaktioner, der udelukkende foretages kontant direkte fra betaleren til betalingsmodta-

geren uden noget mellemled

b) betalingstransaktioner fra betaleren til betalingsmodtageren gennem en handelsagent, som ved

aftale har tilladelse til at forhandle eller afslutte salg eller køb af varer eller tjenesteydelser på

vegne af enten kun betaleren eller kun betalingsmodtageren

c) erhvervsmæssig fysisk transport af sedler og mønter, herunder afhentning, håndtering og levering

heraf

d) betalingstransaktioner, der indebærer ikkeerhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter

inden for rammerne af almennyttig virksomhed

e) tjenester, hvor kontant betaling fra betalingsmodtager til betaler foretages som en del af en

betalingstransaktion efter udtrykkelig anmodning fra betalingstjenestebrugeren umiddelbart før

gennemførelsen af betalingstransaktionen ved en betaling for køb af varer eller tjenesteydelser

f) kontante valutavekslingstransaktioner, hvor midlerne ikke indestår på en betalingskonto

g) betalingstransaktioner baseret på et af følgende dokumenter, der er trukket på betalingstjenesteud-

byderen med henblik på at give betalingsmodtageren rådighed over midler:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

283

i) papirchecks som defineret i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en ensartet

checklov

ii) papirchecks lignende de i nr. i) omhandlede og reguleret af lovgivningen i medlemsstater, som

ikke er parter i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en ensartet checklov

iii) papirbaserede veksler i overensstemmelse med Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om

indførelse af en ensartet veksellovgivning

iv) papirbaserede veksler lignende de i nr. iii) omhandlede og reguleret af lovgivningen i med-

lemsstater, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om indførelse af en ensartet

veksellovgivning

v) papirbaserede vouchers

vi) papirbaserede rejsechecks

vii) papirbaserede postanvisninger som defineret af Verdenspostforeningen

h) betalingstransaktioner, der er gennemført inden for rammerne af et system til afvikling af betalin-

ger eller værdipapirer, mellem afviklingsagenter, centrale modparter, clearinginstitutter og/eller

centralbanker og andre deltagere i systemet og betalingstjenesteudbydere, jf. dog artikel 35

i) betalingstransaktioner vedrørende formueforvaltning i forbindelse med værdipapirer, herunder

udbytter, indkomster eller andre udlodninger, eller indfrielse eller salg, der foretages af de i litra

h) omhandlede personer eller af investeringsselskaber, kreditinstitutter, institutter for kollektiv

investering i værdipapirer eller administrationsselskaber, som udfører investeringsservice, samt

alle andre enheder, der har tilladelse til at have finansielle instrumenter i depot

j) tjenester leveret af udbydere af tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjenester,

uden at udbyderne på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, som skal overføres,

herunder behandling og lagring af data, tillidsskabende tjenester og tjenester til beskyttelse af

privatlivets fred, autentifikation af data og enheder, levering af IT- og kommunikationsnetværk,

levering og vedligeholdelse af terminaler og anordninger til brug for betalingstjenester, med

undtagelse af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester

k) tjenester baseret på specifikke betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes i begrænset omfang,

og som opfylder en af følgende betingelser:

i) instrumenter, der giver indehaveren mulighed for at erhverve varer eller tjenester alene i

udstederens forretningslokaler eller inden for et begrænset net af tjenesteudbydere i henhold til en

forretningsaftale indgået direkte med en professionel udsteder

ii) instrumenter, der kun kan benyttes til erhvervelse af et meget begrænset udvalg af varer eller

tjenester

iii) instrumenter, der kun er gyldige i en enkelt medlemsstat, og som stilles til rådighed på

anmodning af en virksomhed eller en offentlig enhed og reguleres af en national eller regional

offentlig myndighed med specifikke sociale eller skattemæssige formål til at erhverve bestemte

varer eller tjenester fra leverandører, der har en forretningsaftale med udstederen

betalingstransaktioner med af en udbyder af elektroniske kommunikationsnetværk eller -tjenester

som supplement til elektroniske kommunikationstjenester for en abonnent på netværket eller

tjenesten:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

284

i) til køb af digitalt indhold og stemmebaserede tjenester, uanset hvilken anordning der anvendes

til køb eller forbrug af det digitale indhold, og som opkræves på den tilhørende regning, eller

ii) gennemført fra eller via en elektronisk anordning, og som opkræves på den tilhørende regning

inden for rammerne af almennyttig virksomhed eller til køb af billetter,

forudsat at værdien af en enkelt betalingstransaktion omhandlet i nr. i) og ii) ikke overstiger 50

EUR, og:

— den samlede værdi af betalingstransaktionerne for en enkelt abonnent ikke overstiger 300 EUR

pr. måned, eller

— den samlede værdi af betalingstransaktionerne ikke overstiger 300 EUR pr. måned, hvis en

abonnent forud indbetaler penge på sin konto hos udbyderen af elektroniske kommunikationsnet-

værk eller -tjenester

m) betalingstransaktioner, der foretages mellem betalingstjenesteudbydere eller deres agenter eller

filialer for egen regning

n) betalingstransaktioner og dertil knyttede tjenester mellem en modervirksomhed og dens datter-

virksomheder eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed uden mellemkomst af

en anden betalingstjenesteudbyder end en virksomhed, som tilhører samme koncern

o) kontanthævningstjenester tilbudt via pengeautomater af udbydere på vegne af en eller flere

kortudstedere, som ikke deltager i den rammeaftale, der er indgået med kunden om udbetaling

af penge fra en betalingskonto, forudsat at disse udbydere ikke tilbyder andre af de i bilag I

omhandlede betalingstjenester. Kunden skal dog oplyses om eventuelle hævegebyrer, jf. artikel

45, 48, 49 og 59, inden hævningen foretages såvel som ved modtagelsen af kontanterne ved

transaktionens afslutning efter hævningen.

Artikel 4

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1) »hjemland«:

a) den medlemsstat, hvor betalingstjenesteudbyderens vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende, eller

b) hvis betalingstjenesteudbyderen ifølge national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den

medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende

2) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor betalingstjenesteudbyderen har en agent eller

en filial eller udbyder betalingstjenester

3) »betalingstjeneste«: en eller flere af de forretningsaktiviteter, som er anført i bilag I

4) »betalingsinstitut«: en juridisk person, der i overensstemmelse med artikel 11 er meddelt tilladelse til at

udbyde og gennemføre betalingstjenester i hele Unionen

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

285

5) »betalingstransaktion«: en handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en

betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle

underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren

6) »fjernbetalingstransaktion«: en betalingstransaktion, der initieres via internettet eller gennem en anord-

ning, der kan anvendes til fjernkommunikation

7) »betalingssystem«: et system til overførsel af midler med formelle og standardiserede ordninger og

fælles regler for behandling, clearing og/eller afvikling af betalingstransaktioner

8) »betaler«: en fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en betalings-

ordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en fysisk eller juridisk

person, der udsteder en betalingsordre

9) »betalingsmodtager«: en fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de midler, der

indgår i en betalingstransaktion

10) »betalingstjenestebruger«: en fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste som betaler

eller betalingsmodtager eller begge dele

11) »betalingstjenesteudbyder«: et organ som omhandlet i artikel 1, stk. 1, eller en fysisk eller juridisk

person, der er omfattet af en undtagelse i medfør af artikel 32 og 33

12) »betalingskonto«: en konto oprettet i en eller flere betalingstjenestebrugeres navn med henblik på at

gennemføre betalingstransaktioner

13) »betalingsordre«: en instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til deres betalingstjenesteudbyder

om at gennemføre en betalingstransaktion

14) »betalingsinstrument«: en personaliseret anordning eller personaliserede anordninger og/eller sæt af

procedurer, der er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og som bruges

for at initiere en betalingsordre

15) »betalingsinitieringstjeneste«: en tjeneste til initiering af en betalingsordre på anmodning af betalings-

tjenestebrugeren med hensyn til en betalingskonto hos en anden betalingstjenesteudbyder

16) »kontooplysningstjeneste«: en onlinetjeneste, der leverer konsoliderede oplysninger om en eller flere

betalingskonti, som betalingstjenestebrugeren har hos enten en anden betalingstjenesteudbyder eller hos

flere end én betalingstjenesteudbyder

17) »kontoførende betalingstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der stiller en betalingskonto til

rådighed for en betaler, og fører denne

18) »betalingsinitieringstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretningsvirksomhed

som omhandlet i bilag I, punkt 7

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

286

19) »kontooplysningstjenesteudbyder«: en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretningsvirksomhed

som omhandlet i bilag I, punkt 8

20) »forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler, som er omfattet af dette

direktiv, optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed

21) »rammeaftale«: en aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige gennemførelse af sær-

skilte og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingelser for oprettel-

se af en betalingskonto

22) »pengeoverførsel«: en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes

en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at overføre et tilsva-

rende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens

vegne, og/eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for

denne

23) »direkte debitering«: en betalingstjeneste til at debitere en betalers betalingskonto, hvor en betalings-

transaktion initieres af betalingsmodtageren på grundlag af betalerens samtykke til betalingsmodtageren,

til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller til betalerens egen betalingstjenesteudbyder

24) »kreditoverførsel«: en betalingstjeneste til at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto med en

betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskonto foretaget af den

betalingstjenesteudbyder, der forvalter betalerens betalingskonto, på grundlag af en instruks fra betaleren

25) »midler«: sedler og mønter, kontopenge eller elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i

direktiv 2009/110/EF

26) »valørdato«: et referencetidspunkt, der anvendes af en betalingstjenesteudbyder ved beregningen af

renter af de midler, der debiteres eller krediteres en betalingskonto

27) »referencekurs«: den vekselkurs, der ligger til grund for beregningen af en eventuel valutaomregning,

og som stilles til rådighed af betalingstjenesteudbyderen eller stammer fra en offentligt tilgængelig kilde

28) »referencerentesats«: den rentesats, der ligger til grund for beregningen af en eventuel rente, og som

stammer fra en offentligt tilgængelig kilde, som begge parter i en betalingstjenesteaftale kan verificere

29) »autentifikation«: en procedure, der giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at verificere

identiteten af en betalingstjenestebruger eller validiteten af brugen af et specifikt betalingsinstrument,

herunder brugen af brugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger

30) »stærk kundeautentifikation«: en autentifikation baseret på anvendelse af to eller flere elementer, der

kategoriseres som viden (noget, som kun brugeren ved), besiddelse (noget, som kun brugeren besidder)

og iboende egenskab (noget, som brugeren er), og som er uafhængige, idet brud på et af dem ikke

svækker de andres pålidelighed, og som desuden er udformet på en måde, der beskytter fortroligheden af

autentifikationsdataene

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

287

31) »personaliserede sikkerhedsoplysninger«: personaliserede elementer, som betalingstjenesteudbyderen

stiller til rådighed for en betalingstjenestebruger med henblik på autentifikation

32) »følsomme betalingsdata«: data, herunder personaliserede sikkerhedsoplysninger, som kan anvendes

til at begå svig. I forbindelse med betalingsinitieringstjenesteudbyderes og kontooplysningstjenesteudby-

deres virksomhed udgør kontohaverens navn og kontonummer ikke følsomme betalingsdata

33) »entydig identifikationskode«: en kombination af bogstaver, tal eller symboler, som betalingstjene-

steudbyderen oplyser til betalingstjenestebrugeren, og som betalingstjenestebrugeren skal angive for

utvetydigt at identificere en anden betalingstjenestebruger og/eller dennes betalingskonto med henblik på

en betalingstransaktion

34) »fjernkommunikationsmiddel«: et middel, som uden samtidig fysisk tilstedeværelse af betalingstjene-

steudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan anvendes til indgåelse af en betalingstjenesteaftale

35) »varigt medium«: ethvert middel, som sætter betalingstjenestebrugeren i stand til at lagre oplysninger

rettet personligt til denne betalingstjenestebruger med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode

afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede

oplysninger

36) »mikrovirksomhed«: en virksomhed, der på det tidspunkt, hvor betalingstjenesteaftalen indgås, er en

virksomhed som defineret i artikel 1 og artikel 2, stk. 1 og 3, i bilaget til henstilling 2003/361/EF

37) »arbejdsdag«: en dag, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens relevante betalingstjenesteudbyder,

der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder åbent som påkrævet for gennemfø-

relsen af en betalingstransaktion

38) »agent«: en fysisk eller juridisk person, som handler på vegne af et betalingsinstitut ved udbud af

betalingstjenester

39) »filial«: et andet forretningssted end hovedkontoret, som er en del af et betalingsinstitut, som ikke

er en juridisk person, og som direkte gennemfører nogle af eller alle de transaktioner, der indgår i

et betalingsinstituts virksomhed; alle forretningssteder, som er oprettet i den samme medlemsstat af et

betalingsinstitut med hovedkontor i en anden medlemsstat, betragtes som én filial

40) »koncern«: en gruppe virksomheder, der har en indbyrdes forbindelse som omhandlet i artikel 22, stk.

1, 2 eller 7, i direktiv 2013/34/EU, eller virksomheder som defineret i artikel 4, 5, 6 og 7 i Kommission-

ens delegerede forordning (EU) nr. 241/2014

29)

, der har en indbyrdes forbindelse som omhandlet i artikel

10, stk. 1, eller i artikel 113, stk. 6 eller 7, i forordning (EU) nr. 575/2013

41) »elektronisk kommunikationsnet«: et net som defineret i artikel 2, litra a), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2002/21/EF

30)

42) »elektronisk kommunikationstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel 2, litra c), i direktiv

2002/21/EF

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

288

43) »digitalt indhold«: varer eller tjenester, der produceres og leveres i digital form, og hvis anvendelse

eller forbrug er begrænset til en teknisk anordning, og som på ingen måde omfatter anvendelse eller

forbrug af fysiske varer eller tjenester

44) »indløsning af betalingstransaktioner«: en betalingstjeneste, der udbydes af en betalingstjenesteudby-

der, som indgår en aftale med en betalingsmodtager om at modtage og behandle betalingstransaktioner, og

som fører til overførsel af penge til betalingsmodtageren

45) »udstedelse af betalingsinstrumenter«: en betalingstjeneste udbudt af en betalingstjenesteudbyder,

som har indgået en aftale om at stille et betalingsinstrument til rådighed for en betaler med henblik på at

initiere og behandle betalerens betalingstransaktioner

46) »kapitalgrundlag«: kapitalgrundlag som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 118), i forordning (EU) nr.

575/2013, hvor mindst 75 % af kernekapitalen består af egentlig kernekapital som omhandlet i artikel 50 i

nævnte forordning, og den supplerende kapital er lig med eller mindre end en tredjedel af kernekapitalen

47) »betalingsvaremærke«: alle fysiske eller digitale navne, ord, tegn, symboler eller en kombination

heraf, som kan angive den betalingskortordning, der anvendes til at gennemføre kortbaserede betalings-

transaktioner

48) »co-badging«: indbefatning af to eller flere betalingsvaremærker eller betalingsapplikationer af

samme betalingsvaremærke på det samme betalingsinstrument.

AFSNIT II

BETALINGSTJENESTEUDBYDERE

KAPITEL 1

Betalingsinstitutter

Afdeling 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 5

Ansøgning om tilladelse

1. For at få meddelt tilladelse som betalingsinstitut indgives en ansøgning til de kompetente myndighe-

der i hjemlandet sammen med følgende:

a) en oversigt over aktiviteter, der navnlig angiver de planlagte typer betalingstjenester

b) en forretningsplan med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der viser, at ansøgeren er i

stand til at anvende de systemer, ressourcer og procedurer, som er hensigtsmæssige til en forsvarlig drift

c) dokumentation for, at betalingsinstituttet råder over den i artikel 7 foreskrevne startkapital

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

289

d) for så vidt angår de betalingsinstitutter, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, en beskrivelse af de

foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, der tilhører betalingstjenestebrugerne, jf. artikel

e) en beskrivelse af ansøgerens forretningsgange og interne kontrolmekanismer, herunder administrative,

risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige procedurer, der dokumenterer, at disse forvaltningsordninger

og kontrolmekanismer og -procedurer er proportionale, passende, forsvarlige og tilstrækkelige

f) en beskrivelse af den procedure, der er indført for at håndtere og følge op på sikkerhedshændelser og

sikkerhedsrelaterede kundeklager, herunder en ordning for indberetning af hændelser, hvori der er taget

højde for betalingsinstituttets indberetningsforpligtelser, jf. artikel 96

g) en beskrivelse af den procedure, der er indført til at gemme, overvåge, spore og begrænse adgang til

følsomme betalingsdata

h) en beskrivelse af ordningerne for forretningskontinuitet, herunder en klar fastlæggelse af de kritiske

funktioner, effektive beredskabsplaner og en procedure til regelmæssigt at teste og evaluere, om sådanne

planer er tilstrækkelige og effektive

i) en beskrivelse af de principper og definitioner, der anvendes ved indsamling af statistiske data om drift,

transaktioner og svig

j) et dokument om sikkerhedspolitikken, herunder en detaljeret risikovurdering i tilknytning til de pågæl-

dende betalingstjenester og en beskrivelse af de sikkerhedskontrolforanstaltninger, og begrænsende foran-

staltninger, der er truffet for på forsvarlig vis at beskytte betalingstjenestebrugerne mod de identificerede

risici, herunder svig og ulovlig brug af følsomme oplysninger og personoplysninger

k) for betalingsinstitutter, der er omfattet af forpligtelserne vedrørende hvidvask af penge og finansiering

af terrorisme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849

31)

og Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EU) 2015/847

32)

, en beskrivelse af de interne kontrolforanstaltninger, som

ansøgeren har indført for at opfylde disse forpligtelser

l) en beskrivelse af ansøgerens organisationsstruktur, herunder i relevante tilfælde en beskrivelse af den

tilsigtede brug af agenter og filialer og af den kontrol af dem på og uden for stedet, som ansøgeren

foretager mindst en gang årligt, samt en beskrivelse af ordninger om outsourcing og af ansøgerens

deltagelse i et nationalt eller internationalt betalingssystem

m) identiteten af personer, der direkte eller indirekte har en kvalificeret andel i ansøgeren, jf. artikel 4, stk.

1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013, størrelsen af deres andele og dokumentation for deres egnethed

under hensyn til nødvendigheden af at sikre en sund og forsigtig ledelse af betalingsinstituttet

n) identiteten af direktører og ledelsesansvarlige for betalingsinstituttet og, når det er relevant, ledelses-

ansvarlige for forvaltningen af betalingsinstituttets betalingstjenesteaktiviteter, samt bevis for, at de har

et godt omdømme og tilstrækkelig viden og erfaring til at gennemføre betalingstjenester som fastsat af

betalingsinstituttets hjemland

o) hvis det er relevant, oplysninger om revisorer og revisionsfirmaer, jf. Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2006/43/EF

33)

p) ansøgerens retlige status og vedtægter

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

290

Med henblik på første afsnits litra d), e), f) og l) skal ansøgeren fremlægge en beskrivelse af de regler,

der gælder for revision af instituttets regnskaber og den organisation, ansøgeren har oprettet for at

træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre brugernes interesser og sikre kontinuitet og

pålidelighed i forbindelse med udbud af betalingstjenester.

Det skal i tilknytning til de i første afsnits litra j) omhandlede sikkerhedskontrolforanstaltninger og be-

grænsende foranstaltninger angives, hvordan de sikrer et højt niveau af teknisk sikkerhed og databeskyt-

telse, herunder vedrørende de software- og IT-systemer, der anvendes af ansøgeren eller de virksomheder,

som ansøgeren outsourcer hele eller dele af sine aktiviteter til. Disse foranstaltninger skal også omfatte

de sikkerhedsforanstaltninger, der er fastsat i artikel 95, stk. 1. Foranstaltningerne skal tage højde EBA�½s

retningslinjer om sikkerhedsforanstaltninger som omhandlet i artikel 95, stk. 3, når de foreligger.

2. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjenester

som omhandlet i punkt 7 i bilag I, som en betingelse for tilladelse har tegnet en erhvervsansvarsforsik-

ring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lignende garanti mod

erstatningskrav for at sikre, at de kan dække deres ansvar, jf. artikel 73, 89, 90 og 92.

3. Medlemsstaterne kræver, at virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde

betalingstjenester som omhandlet i punkt 8 i bilag I, som en betingelse for registrering har tegnet en

erhvervsansvarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden

lignende garanti mod erstatningskrav over for den kontoførende betalingstjenesteudbyder eller betalings-

tjenestebrugeren som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret eller svigagtig brug

af betalingskontooplysninger.

EBA udarbejder senest den 13. januar 2017 efter høring af alle relevante interessenter, herunder

interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser retnings-

linjer for de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010

om de kriterier, der skal anvendes til at fastsætte minimumsbeløbet for den i stk. 2 og 3 omhandlede

erhvervsansvarsforsikring eller anden lignede garanti.

EBA tager under udarbejdelsen af de i første afsnit omhandlede retningslinjer hensyn til følgende:

a) virksomhedernes risikoprofil

b) hvorvidt virksomhederne udbyder andre betalingstjenester som omhandlet i bilag I eller udøver

anden virksomhed

c) aktiviteternes omfang:

i) for virksomheder, der ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjenester som omhandlet i

punkt 7 i bilag I, værdien af de initierede transaktioner

ii) for virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde betalingstjenester som

omhandlet i punkt 8 i bilag I, antal kunder, der anvender kontooplysningstjenesterne

d) de særlige karakteristika ved tilsvarende garantier og kriterierne for gennemførelse heraf.

EBA reviderer regelmæssigt disse retningslinjer.

EBA udarbejder senest den 13. juli 2017 efter høring af alle relevante interessenter, herunder på

betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser retningslinjer i overens-

stemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de oplysninger, der skal gives til de

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

291

kompetente myndigheder i forbindelse med ansøgningen om tilladelse som betalingsinstitut, herunder

kravene i nærværende artikels stk. 1, første afsnit, litra a), b), c), e), og g-j).

EBA reviderer regelmæssigt og under alle omstændigheder mindst hvert tredje år disse retningslinjer.

Under hensyntagen til erfaringerne med anvendelsen af retningslinjerne omhandlet i stk. 5, hvis

det er relevant, kan EBA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer de

oplysninger, der skal gives til de kompetente myndigheder i forbindelse med ansøgningen om tilladelse

som betalingsinstitut, herunder kravene i stk. 1, litra a), b), c), e), og g-j).

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-

ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

7. De i stk. 4 omhandlede oplysninger meddeles de kompetente myndigheder i overensstemmelse med

stk. 1.

Artikel 6

Kontrol af kapitalandele

1. Fysiske og juridiske personer, der påtænker direkte eller indirekte at erhverve eller forøge en kvalifi-

ceret andel som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 36), i forordning (EU) nr. 575/2013 i et betalingsinstitut

med det resultat, at vedkommendes kapitalandele eller andel af stemmerettigheder derved når op på eller

overstiger 20 %, 30 % eller 50 %, eller at betalingsinstituttet derved bliver vedkommendes dattervirksom-

hed, underretter på forhånd betalingsinstituttets kompetente myndigheder skriftligt om deres hensigt. Det

samme gælder for fysiske eller juridiske personer, der påtænker direkte eller indirekte at afhænde en

kvalificeret andel eller at formindske deres kvalificerede andel, således at vedkommendes kapitalandele

eller andel af stemmerettigheder derved falder til under 20, 30 eller 50 %, eller at betalingsinstituttet

derved ophører med at være vedkommendes dattervirksomhed.

2. Den påtænkte erhverver af en kvalificeret andel oplyser den kompetente myndighed om størrelsen

af den påtænkte deltagelse og relevante oplysninger i overensstemmelse med artikel 23, stk. 4, i direktiv

2013/36/EU.

Medlemsstaterne kræver, at de kompetente myndigheder, i tilfælde af at en i stk. 2 omhandlet

påtænkt erhverver gør sin indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en forsigtig og sund

ledelse af betalingsinstituttet, gør indsigelse eller træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne

situation til ophør. Sådanne foranstaltninger kan omfatte påbud, sanktioner over for direktører eller de

ledelsesansvarlige eller suspension af den stemmeret, der er knyttet til de aktier eller andele, der besiddes

af det pågældende betalingsinstituts aktionærer eller virksomhedsdeltagere.

Lignende foranstaltninger skal anvendes over for fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder

forpligtelsen til forudgående underretning som fastsat i denne artikel.

4. Hvis en kapitalandel erhverves til trods for indsigelse fra de kompetente myndigheders side, skal

medlemsstaterne uafhængigt af andre sanktioner suspendere de tilsvarende stemmerettigheder, erklære de

afgivne stemmer ugyldige eller annullere de afgivne stemmer.

Artikel 7

Startkapital

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

292

Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutter på tidspunktet for meddelelse af tilladelse skal have en

startkapital, der omfatter en eller flere af de i artikel 26, stk. 1, litra a)-e), i forordning (EU) nr. 575/2013

omhandlede elementer, som følger:

a) hvis betalingsinstituttet kun udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 6 i bilag I, må

kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 20 000 EUR

b) hvis betalingsinstituttet udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 7 i bilag I, må kapita-

len på intet tidspunkt være mindre end 50 000 EUR

c) hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er anført i punkt 1-5 i

bilag I, må kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 125 000 EUR.

Artikel 8

Kapitalgrundlag

1. Et betalingsinstituts kapitalgrundlag må ikke falde til under den i artikel 7 omhandlede startkapitals

beløb eller det i overensstemmelse med artikel 9 beregnede kapitalgrundlags beløb, hvis dette er højere.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at hindre gentagen anvendelse af

elementer, som kan indgå i kapitalgrundlaget, når betalingsinstituttet tilhører samme koncern som et

andet betalingsinstitut, kreditinstitut, investeringsselskab, porteføljeforvaltningsselskab eller forsikrings-

selskab. Dette stykke finder ligeledes anvendelse, hvis et betalingsinstitut udøver forskellige typer virk-

somhed og udbyder andet end betalingstjenester.

3. Hvis betingelserne i artikel 7 i forordning (EU) nr. 575/2013 er opfyldt, kan medlemsstaterne eller

deres kompetente myndigheder vælge ikke at anvende artikel 9 i nærværende direktiv på betalingsinstitut-

ter, der er omfattet af tilsyn på et konsolideret grundlag med moderkreditinstituttet i henhold til direktiv

2013/36/EU.

Artikel 9

Beregning af kapitalgrundlag

1. Uanset de startkapitalkrav, der er fastsat i artikel 7, kræver medlemsstaterne, at betalingsinstitutter,

undtagen dem, der kun udbyder tjenesteydelser omhandlet i punkt 7 eller 8, eller begge, i bilag I, til

enhver tid har et kapitalgrundlag, der beregnes i henhold til en af følgende tre metoder som fastlagt af de

kompetente myndigheder i overensstemmelse med national lovgivning:

Metode A

Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med 10 % af de

faste omkostninger for det foregående år. De kompetente myndigheder kan tilpasse dette krav i

tilfælde af en væsentlig ændring i betalingsinstituttets virksomhed siden det foregående år. Har

betalingsinstituttet endnu ikke gennemført et helt års drift på datoen for beregningen, kræves

det, at instituttets kapitalgrundlag svarer til mindst 10 % af de tilsvarende faste omkostninger,

der indgår i forretningsplanen, medmindre denne plan af de kompetente myndigheder kræves

tilpasset.

Metode B

Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med summen af

følgende elementer multipliceret med den omregningsfaktor k, der er defineret i stk. 2, hvor beta-

lingsvolumenet (BV) repræsenterer en tolvtedel af det samlede beløb af de betalingstransaktioner,

som betalingsinstituttet har gennemført i det foregående år:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

293

a) 4,0 % af den pågældende del af BV indtil 5 mio. EUR

plus

b) 2,5 % af den pågældende del af BV over 5 mio. EUR indtil 10 mio. EUR

plus

c) 1 % af den pågældende del af BV over 10 mio. EUR indtil 100 mio. EUR

plus

d) 0,5 % af den pågældende del af BV over 100 mio. EUR indtil 250 mio. EUR

plus

e) 0,25 % af den pågældende del af BV over 250 mio. EUR.

Metode C

Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal mindst udgøre det samme beløb som den relevante

indikator, der er defineret i litra a), multipliceret med den multiplikationsfaktor, der er defineret i

litra b), og med omregningsfaktoren k defineret i stk. 2.

a) Den relevante indikator udgøres af summen af:

i) renteindtægter

ii) renteudgifter

iii) modtagne provisioner og gebyrer, og

iv) andre driftsindtægter.

Hvert element medtages i summen med positivt eller negativt fortegn. Engangsindtægter og andre

ekstraordinære indtægter må ikke anvendes til beregning af den relevante indikator. Udgifter til

outsourcing af tjenester, der leveres af tredjeparter, kan føre til en nedsættelse af den relevante

indikator, såfremt disse udgifter påføres af en virksomhed, der er underlagt tilsyn i henhold til

dette direktiv. Den relevante indikator beregnes på grundlag af de seneste observationer for 12

måneder ved udgangen af det seneste regnskabsår. Den relevante indikator beregnes over det

seneste regnskabsår. Dog må kapitalgrundlaget beregnet efter metode C ikke falde til under 80

% af gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår for den relevante indikator. Foreligger der ikke

reviderede tal, kan betalingsinstituttets egne estimater anvendes.

b) Multiplikationsfaktoren udgøres af:

i) 10 % af den pågældende del af den relevante indikator indtil 2,5 mio. EUR

ii) 8 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 2,5 mio. EUR indtil 5 mio. EUR

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

294

iii) 6 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 5 mio. EUR indtil 25 mio. EUR

iv) 3 % af den pågældende del af den relevante indikator fra 25 mio. EUR indtil 50 mio. EUR

v) 1,5 % over 50 mio. EUR.

2. Den omregningsfaktor k, der anvendes ved metode B og C, fastsættes til:

a) 0,5, hvis betalingsinstituttet kun udbyder den betalingstjeneste, der er omhandlet i punkt 6 i bilag

b) 1, hvis betalingsinstituttet udbyder en eller flere af de betalingstjenester, der er omhandlet i et af

punkterne 1-5 i bilag I.

De kompetente myndigheder kan på grundlag af en vurdering af betalingsinstituttets risikosty-

ringsprocedurer, information om tabsrisiko og interne kontrolmekanismer kræve, at betalingsinstituttets

kapitalgrundlag er indtil 20 % større end det beløb, der ville følge af anvendelsen af den metode, der er

valgt i henhold til stk. 1, eller tillade, at betalingsinstituttets kapitalgrundlag er indtil 20 % mindre end det

beløb, der ville følge af anvendelsen af den metode, der er valgt i henhold til stk. 1.

Artikel 10

Beskyttelseskrav

Medlemsstaterne eller de kompetente myndigheder kræver af betalingsinstitutter, der udbyder

betalingstjenester som omhandlet i punkt 1-6 i bilag I, at de skal beskytte alle midler, der er modtaget fra

betalingstjenestebrugerne eller gennem en anden betalingstjenesteudbyder til gennemførelse af betalings-

transaktioner, på en af følgende måder:

a) De må ikke på noget tidspunkt blandes sammen med midler fra andre fysiske eller juridiske per-

soner end de betalingstjenestebrugere, som midlerne stammer fra, og skal, hvis betalingsinstituttet

stadig er i besiddelse af dem, og de endnu ikke er udbetalt til betalingsmodtageren eller overført

til en anden betalingstjenesteudbyder ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger efter den dag,

hvor midlerne er modtaget, indsættes på en særskilt konto i et kreditinstitut eller investeres i sikre,

likvide aktiver med lav risiko som fastlagt af hjemlandets kompetente myndigheder; og de skal i

overensstemmelse med national ret i betalingstjenestebrugernes interesse være beskyttet mod krav

fra betalingsinstituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens.

b) Midlerne skal være dækket af en forsikring eller en anden tilsvarende garanti fra et forsikringssel-

skab eller et kreditinstitut, der ikke tilhører samme koncern som betalingsinstituttet, for et beløb,

der svarer til det beløb, der skulle holdes adskilt, hvis der ikke er en forsikring eller en anden

tilsvarende garanti, der kan udbetales, hvis betalingsinstituttet ikke er i stand til at opfylde sine

økonomiske forpligtelser.

Når et betalingsinstitut skal beskytte midler i henhold til stk. 1, og en del af disse midler skal

anvendes til fremtidige betalingstransaktioner, idet det resterende beløb skal anvendes til andre formål

end betalingstjenester, er den del af midlerne, som modtages med henblik på fremtidige betalingstrans-

aktioner, også omfattet af kravene i stk. 1. Når denne del varierer eller er ukendt på forhånd, tillader

medlemsstaterne betalingsinstitutterne at anvende dette stykke på grundlag af en repræsentativ del, som

skønnes at skulle anvendes til betalingstjenester, forudsat at de kompetente myndigheder finder det

godtgjort, at en sådan repræsentativ del med rimelighed kan anslås ud fra historiske oplysninger.

Artikel 11

Meddelelse af tilladelse

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

295

1. Medlemsstaterne kræver, at andre virksomheder end de i artikel 1, stk. 1, litra a), b), c), e) og f),

omhandlede samt andre end fysiske eller juridiske personer omfattet af en undtagelse i henhold til artikel

32 eller 33, som agter at udbyde betalingstjenester, skal opnå tilladelse som betalingsinstitut, inden de

begynder at udbyde betalingstjenester. Der meddeles kun tilladelse til juridiske personer, som er etableret

i en medlemsstat.

2. Kompetente myndigheder meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og det materiale, der er vedlagt

ansøgningen, opfylder alle kravene fastsat i artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder, der nøje har

gennemgået ansøgningen, når frem til en overordnet positiv vurdering. Før en tilladelse meddeles, kan

de kompetente myndigheder eventuelt rådføre sig med den nationale centralbank eller andre relevante

offentlige myndigheder.

Betalingsinstitutter, der i henhold til hjemlandets nationale ret skal have et vedtægtsmæssigt

hjemsted, skal have hovedkontor i den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende,

og skal udøve i det mindste en del af deres betalingstjenestevirksomhed dér.

De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse, hvis der i betalingsinstituttet under hensyn

til behovet for at sikre en sund og forsigtig ledelse af et betalingsinstitut findes effektive forvaltnings-

ordninger for dets betalingstjenestevirksomhed, hvilket omfatter en klar organisatorisk struktur med en

veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling og effektive procedurer til at identificere,

forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som betalingsinstituttet er eller kan blive udsat for,

samt hensigtsmæssige interne kontrolmekanismer, herunder en god administrativ og regnskabsmæssig

praksis; disse ordninger, procedurer og mekanismer skal omfatte hele virksomheden og stå i forhold til

arten, omfanget og kompleksitetsgraden af de betalingstjenester, der udbydes af betalingsinstituttet.

5. Når et betalingsinstitut udbyder en af de betalingstjenester, der er omhandlet i punkt 1-7 i bilag I,

og samtidig udøver andre forretningsaktiviteter, kan de kompetente myndigheder kræve, at der oprettes

en særskilt enhed for betalingstjenestevirksomheden, hvis de af betalingsinstituttets, der ikke er beta-

lingstjenester, forringer eller vil kunne forringe enten betalingsinstituttets soliditet eller de kompetente

myndigheders mulighed for at føre tilsyn med, om betalingsinstituttet opfylder alle forpligtelser i dette

direktiv.

6. De kompetente myndigheder afslår at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til behovet for at sikre

en sund og forsigtig ledelse af et betalingsinstitut ikke er overbeviste om, at indehavere af kapitalandele

og virksomhedsdeltagere, der besidder en kvalificeret andel, er egnede.

7. Foreligger der snævre forbindelser som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 38), i forordning (EU) nr.

575/2013 mellem betalingsinstituttet og andre fysiske eller juridiske personer, meddeler de kompetente

myndigheder kun tilladelse, hvis disse forbindelser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopga-

ver.

8. De kompetente myndigheder meddeler kun tilladelse, hvis de love eller administrative bestemmelser

i et tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske personer, som betalingsinstituttet har

snævre forbindelser med, eller de vanskeligheder, som er forbundet med anvendelse af disse love eller

administrative bestemmelser, ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.

9. Tilladelsen gælder i alle medlemsstaterne og giver det pågældende betalingsinstitut mulighed for at

udbyde de betalingstjenester, der er omfattet af tilladelsen, i hele Unionen i henhold til den fri udveksling

af tjenesteydelser eller den frie etableringsret.

Artikel 12

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

296

Meddelelse af afgørelsen

Senest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter

modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse, underretter de kompetente

myndigheder ansøgeren, om der er givet tilladelse eller ej. Den kompetente myndighed begrunder, hvis

den nægter at give en tilladelse.

Artikel 13

Inddragelse af tilladelse

1. De kompetente myndigheder kan kun inddrage en meddelt tilladelse til et betalingsinstitut, såfremt

instituttet:

a) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist af 12 måneder, giver udtrykkeligt afkald herpå eller

har ikke udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre den pågældende

medlemsstat har fastsat bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne tilfælde bortfalder

b) har opnået tilladelsen gennem falske erklæringer eller andre uretmæssige midler

c) ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af tilladelse eller undlader at oplyse den

kompetente myndighed om vigtige ændringer i sine forhold i den henseende

d) ville udgøre en trussel mod betalingssystemets stabilitet eller tilliden til det, hvis det fortsatte sin

betalingstjenestevirksomhed, eller

e) befinder sig i enhver anden situation, som medfører, at tilladelsen inddrages i henhold til national

ret.

Den kompetente myndighed begrunder en inddragelse af en tilladelse og meddeler den til de

pågældende.

3. Den kompetente myndighed offentliggør inddragelsen af en tilladelse, herunder i de registre, der er

omhandlet i artikel 14 og 15.

Artikel 14

Registrering i hjemlandet

1. Medlemsstaterne opretter et offentligt register, hvori følgende opføres:

a) betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, og deres agenter

b) fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33, og,

deres agenter, og

c) de i artikel 2, stk. 5, omhandlede institutter, der i henhold til national ret har ret til at udbyde

betalingstjenester.

Filialer af betalingsinstitutter opføres i hjemlandets register, hvis disse filialer udbyder tjenester i en

anden medlemsstat end deres hjemland.

Det offentlige register skal indeholde oplysninger om de betalingstjenester, som betalingsinstitut-

tet har tilladelse til at udbyde, eller som den fysiske eller juridiske person er blevet registreret til at

udbyde. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, opføres i registret adskilt fra fysiske og juridiske

personer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33. Registret skal være offentligt

tilgængeligt, være tilgængeligt online og ajourføres hurtigst muligt.

De kompetente myndigheder opfører enhver inddragelse af tilladelse og enhver inddragelse af

undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33 i det offentlige register.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

297

4. De kompetente myndigheder underretter EBA om begrundelsen for inddragelsen af enhver tilladelse

og enhver undtagelse i henhold til artikel 32 eller 33.

Artikel 15

EBA-register

1. EBA udvikler, driver og vedligeholder et elektronisk centralt register indeholdende de oplysninger,

som er meddelt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med stk. 2. EBA er ansvarlig for

oplysningernes nøjagtighed.

EBA gør registeret offentligt tilgængeligt på sit websted og sikrer let adgang til og let søgning efter de

opførte oplysninger vederlagsfrit.

2. De kompetente myndigheder underretter straks EBA om de oplysninger, der opføres i deres offentlige

registre som omhandlet i artikel 14 på et sprog, der sædvanligvis anvendes på det finansielle område.

3. De kompetente myndigheder er ansvarlige for nøjagtigheden af de oplysninger, der er omhandlet i

stk. 2, og for at holde disse oplysninger ajourførte.

4. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der fastsætter tekniske krav til

udvikling, drift og vedligeholdelse af det elektroniske centrale register og til adgang til oplysningerne

heri. De tekniske krav skal sikre, at kun den kompetente myndighed og EBA kan ændre oplysningerne.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

13. januar 2018.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-

ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med nærmere enkeltheder

og strukturen for de oplysninger, der skal meddeles i henhold til stk. 1, herunder et fælles format og en

model for, hvordan oplysningerne skal indgives.

EBA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest

den 13. juli 2017.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige

tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Artikel 16

Bevarelse af tilladelse

Hvis der sker ændringer, som har indflydelse på de oplysninger eller det materiale, der er fremlagt i over-

ensstemmelse med artikel 5, underretter betalingsinstituttet snarest muligt de kompetente myndigheder i

hjemlandet herom.

Artikel 17

Regnskaber og lovpligtig revision

Direktiv 86/635/EØF og 2013/34/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

1606/2002

34)

finder tilsvarende anvendelse på betalingsinstitutter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

298

Medmindre de er undtaget i henhold til direktiv 2013/34/EU og, hvor det er relevant, direktiv

86/635/EØF, revideres betalingsinstitutternes årsregnskaber og konsoliderede regnskaber af en revisor

eller et revisionsfirma som omhandlet i direktiv 2006/43/EF.

Medlemsstaterne kræver med henblik på tilsyn, at betalingsinstitutterne fremlægger særskilte

regnskabsoplysninger om de betalingstjenester og de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 18, stk.

1; oplysningerne skal forsynes med en revisionserklæring. Erklæringen udarbejdes, hvor det er relevant,

af revisorerne eller et revisionsfirma.

4. Forpligtelserne i artikel 63 i direktiv 2013/36/EU finder tilsvarende anvendelse på betalingsinstitut-

ternes revisorer eller revisionsfirmaer for så vidt angår aktiviteter vedrørende betalingstjenester.

Artikel 18

Aktiviteter

1. Ud over at udbyde betalingstjenester har betalingsinstitutter ret til at udøve følgende aktiviteter:

a) at udbyde driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske tjenester som f.eks. sikkerhed for gen-

nemførelse af betalingstransaktioner, valutaveksling, depottjenester samt lagring og behandling af

data

b) at drive betalingssystemer, jf. dog artikel 35

c) andre forretningsaktiviteter end betalingstjenester, under hensyn til gældende EU-ret og national

ret.

2. Hvis betalingsinstitutter beskæftiger sig med udbud af en eller flere betalingstjenester, må de kun føre

betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner.

Midler, som betalingsinstitutter modtager fra betalingstjenestebrugere med henblik på udbud af

betalingstjenester, må ikke betragtes som indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler, jf. artikel 9 i

direktiv 2013/36/EU, eller elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv 2009/110/EF.

4. Betalingsinstitutter må kun yde kredit i forbindelse med betalingstjenester som omhandlet i punkt 4

eller 5 i bilag I, hvis alle følgende betingelser er opfyldt:

a) kreditten er accessorisk og ydes udelukkende i forbindelse med gennemførelse af en betalings-

transaktion

b) kredit, der ydes i forbindelse med en betaling og gennemføres i overensstemmelse med artikel 11,

stk. 9, og artikel 28, tilbagebetales uanset nationale regler om kredit med kreditkort inden for et

kort tidsrum, der i intet tilfælde må overstige 12 måneder

c) en sådan kredit ydes ikke med brug af midler, som er modtaget eller besiddes for at gennemføre en

betalingstransaktion

d) betalingsinstituttets kapitalgrundlag er til enhver tid og efter tilsynsmyndighedernes opfattelse

passende i forhold til den samlede kredit, der ydes.

Betalingsinstitutter må ikke erhvervsmæssigt tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige

midler som omhandlet i artikel 9 i direktiv 2013/36/EU.

Nærværende direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale

foranstaltninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved

nærværende direktiv, og som overholder EU-retten.

Afdeling 2

Andre krav

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

299

Artikel 19

Anvendelse af agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter outsources

1. Når et betalingsinstitut har til hensigt at udbyde betalingstjenester gennem en agent, meddeler det de

kompetente myndigheder i hjemlandet følgende:

a) navn og adresse på agenten

b) en beskrivelse af de interne kontrolmekanismer, som agenten vil anvende for at opfylde forplig-

telserne vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i henhold til direktiv (EU)

2015/849; kontrolmekanismerne skal straks ajourføres i tilfælde af væsentlige ændringer af de

elementer, der blev oplyst i den oprindelige meddelelse

c) identiteten af direktører og ledelsesansvarlige for den agent, der skal formidle udbud af betalings-

tjenester, og for andre agenter end betalingstjenesteudbydere dokumentation for, at de besidder

den nødvendige egnethed og hæderlighed

d) de af betalingsinstituttets betalingstjenester, som agenten er bemyndiget til at udbyde, og

e) i givet fald agentens identifikationskode eller -nummer.

2. Senest to måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler hjemlandets

kompetente myndighed betalingsinstituttet, om agenten er blevet opført i det register, der er omhandlet i

artikel 14. Ved opførelse i registeret må agenten begynde at udbyde betalingstjenester.

Før de kompetente myndigheder opfører agenten i registret, træffer de, hvis de skønner, at de

oplysninger, de har modtaget, ikke er korrekte, yderligere foranstaltninger til at kontrollere oplysningerne.

4. Hvis de kompetente myndigheder efter at have kontrolleret oplysningerne ikke finder det godtgjort,

at de oplysninger, som de har modtaget i henhold til stk. 1, er korrekte, afviser de at opføre agenten i det

5. Hvis betalingsinstituttet ønsker at udbyde betalingstjenester i en anden medlemsstat ved at anvende

en agent eller oprette en filial, skal det følge procedurerne i artikel 28.

Hvis et betalingsinstitut har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner,

underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet herom.

Vigtige driftsmæssige funktioner, herunder IT-systemer, må ikke outsources på en måde, der i væsentlig

grad forringer kvaliteten af betalingsinstituttets interne kontrol og de kompetente myndigheders mulighed

for at kunne overvåge og spore, om betalingsinstituttet opfylder alle forpligtelserne i dette direktiv.

I den i andet afsnit omhandlede betydning betragtes en driftsmæssig funktion som vigtig, hvis en fejl

eller et svigt i gennemførelsen i væsentlig grad vil forringe betalingsinstituttets vedvarende overholdelse

af de krav i forbindelse med dets tilladelse i henhold til dette afsnit, eller dets øvrige forpligtelser

efter dette direktiv, dets driftsmæssige resultat eller dets betalingstjenesters soliditet eller fortsatte bestå-

en. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, når de outsourcer vigtige driftsmæssige funktioner,

opfylder følgende betingelser:

a) outsourcing må ikke føre til, at den daglige ledelse delegerer sit ansvar

b) betalingsinstituttets forhold til og forpligtelser over for sine betalingstjenestebrugere i henhold til

dette direktiv må ikke ændres

c) de betingelser, som betalingsinstituttet skal opfylde for at blive meddelt tilladelse og bevare denne

i overensstemmelse med dette afsnit, skal fortsat opfyldes

d) ingen af de øvrige betingelser, som lå til grund for meddelelsen af tilladelse, må ophæves eller

ændres.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

300

7. Betalingsinstitutter sikrer, at agenter eller filialer, der handler på deres vegne, underretter betalingstje-

nestebrugerne herom.

8. Betalingsinstitutter meddeler straks de kompetente myndigheder i deres hjemland ændringer vedrø-

rende anvendelse af enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet, og, i overensstemmelse med proceduren i

stk. 2, 3 og 4, agenter, herunder yderligere agenter.

Artikel 20

Ansvar

1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter, der lader tredjemand udføre driftsmæssige funktioner,

træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bestemmelserne i dette direktiv overholdes.

2. Medlemsstaterne kræver, at betalingsinstitutterne har det fulde erstatningsansvar for enhver handling,

der foretages af deres ansatte eller agenter, filialer eller enheder, hvortil der er outsourcet aktiviteter.

Artikel 21

Opbevaring af dokumentation

Medlemsstaterne pålægger betalingsinstitutter at registrere og opbevare alle de oplysninger, der er rele-

vante for dette afsnit, i mindst fem år, jf. dog direktiv (EU) 2015/849 eller anden relevant EU-ret.

Afdeling 3

Kompetente myndigheder og tilsyn

Artikel 22

Udpegning af kompetente myndigheder

1. Som kompetente myndigheder med ansvar for meddelelse af tilladelse til og tilsyn med betalingsin-

stitutter, der skal udføre de i dette afsnit omhandlede opgaver, udpeger medlemsstaterne enten offentlige

myndigheder eller organer, der er anerkendt i national ret eller af de offentlige myndigheder, som

udtrykkeligt har beføjelse hertil efter national ret, herunder nationale centralbanker.

De kompetente myndigheder skal være uafhængige af økonomiske organer, og interessekonflikter skal

undgås. Uden at dette berører første afsnit, må betalingsinstitutter, kreditinstitutter, udstedere af elektroni-

ske penge eller postgirokontorer ikke udpeges som kompetente myndigheder.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen herom.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder, der udpeges efter stk. 1, har alle de

beføjelser, der er nødvendige for at varetage deres opgaver.

3. Medlemsstater, på hvis område der er mere end én kompetent myndighed for de spørgsmål, der er

omfattet af dette afsnit, sikrer, at disse myndigheder samarbejder tæt, således at de kan varetage deres

respektive opgaver effektivt. Det samme gælder i de tilfælde, hvor de myndigheder, der er kompetente

i forbindelse med spørgsmål, der er omfattet af dette afsnit, ikke er de kompetente myndigheder, der er

ansvarlige for tilsyn med kreditinstitutter.

De kompetente myndigheder i hjemlandet er ansvarlige for de opgaver, som varetages af de

kompetente myndigheder, der udpeges efter stk. 1.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

301

5. Stk. 1 indebærer ikke, at de kompetente myndigheder skal føre tilsyn med andre af betalingsinstitut-

ternes forretningsaktiviteter end udbud af betalingstjenester og de aktiviteter, der er omhandlet i artikel

18, stk. 1, litra a).

Artikel 23

Tilsyn

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheders kontrol af overholdelsen af bestemmelserne

i dette afsnit er proportional, hensigtsmæssig og afpasset efter de risici, som betalingsinstitutter er udsat

for.

For at kontrollere overholdelsen af bestemmelserne i dette afsnit er de kompetente myndigheder berettiget

til navnlig at tage følgende skridt:

a) at kræve, at betalingsinstituttet giver alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne kontrol-

lere overholdelse, med angivelse af formålet med kravet, hvis det er relevant, og fristen for

indgivelse af disse oplysninger

b) at udføre inspektioner på stedet hos betalingsinstituttet, enhver agent eller filial, der udbyder

betalingstjenester under betalingsinstituttets ansvar, eller hos enhver enhed, som aktiviteterne er

outsourcet til

c) at udstede henstillinger, retningslinjer og i givet fald bindende administrative forskrifter

d) at suspendere eller inddrage en tilladelse i henhold til artikel 13.

2. Med forbehold af procedurerne for inddragelse af tilladelser og strafferetlige bestemmelser sørger

medlemsstaterne for, at deres respektive kompetente myndigheder, i tilfælde af at et betalingsinstitut

eller dets ansvarlige ledelse har overtrådt love eller administrative bestemmelser om tilsyn med beta-

lingsinstitutter eller om disses betalingstjenestevirksomhed, kan pålægge disse sanktioner eller påbyde

foranstaltninger med det klare formål at bringe de konstaterede overtrædelser eller årsagerne hertil til

ophør.

Uanset kravene i artikel 7, artikel 8, stk. 1 og 2, og artikel 9 sikrer medlemsstaterne, at de

kompetente myndigheder har tilladelse til at tage de i stk. 1 omhandlede skridt med henblik på at sikre

tilstrækkelig kapital til betalingstjenester, navnlig hvis de af betalingsinstituttets aktiviteter, der ikke er

betalingstjenester, forringer eller vil kunne forringe betalingsinstituttets finansielle soliditet.

Artikel 24

Tavshedspligt

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, såvel

som eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes af tavshedspligt, uden at det

berører tilfælde, der falder ind under strafferetten.

Udveksling af oplysninger i henhold til artikel 26 er omfattet af streng tavshedspligt for at sikre

beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.

Medlemsstaterne kan anvende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i direktiv

2013/36/EU med de fornødne ændringer.

Artikel 25

Ret til domstolsprøvelse

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

302

1. Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser truffet af de kompetente myndigheder vedrørende et betalings-

institut i medfør af love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse med dette

direktiv, kan indbringes for domstolene.

Stk. 1 finder også anvendelse i tilfælde af passivitet.

Artikel 26

Udveksling af oplysninger

1. Medlemsstaternes kompetente myndigheder samarbejder med hinanden og, hvor det er relevant, med

ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker, EBA og andre relevante kompetente myndigheder,

som er udpeget i henhold til EU-ret eller national ret om betalingstjenesteudbydere.

2. Medlemsstaterne tillader desuden udveksling af oplysninger mellem deres kompetente myndigheder

og følgende:

a) de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, der har ansvar for at meddele tilladelse til og

føre tilsyn med betalingsinstitutter

b) ECB og medlemsstaternes nationale centralbanker i deres egenskab af pengepolitiske myndigheder

og tilsynsmyndigheder og, hvor det er relevant, andre offentlige myndigheder med ansvar for

tilsyn med betalings- og afviklingssystemer

c) andre relevante myndigheder, der er udpeget i henhold til nærværende direktiv, direktiv (EU)

2015/849 og anden EU-ret vedrørende betalingstjenesteudbydere, herunder lovgivning vedrørende

hvidvask af penge og finansiering af terrorisme

d) EBA, når denne bidrager til, at tilsynsordningerne fungerer effektivt og konsekvent, jf. artikel 1,

stk. 5, litra a), i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Artikel 27

Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater

1. Når en kompetent myndighed i en medlemsstat finder, at det grænseoverskridende samarbejde med

de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat i forbindelse med en bestemt sag, jf. artikel 26, 28,

29, 30 eller 31 i dette direktiv, ikke overholder de relevante betingelser i disse bestemmelser, kan den

forelægge sagen for EBA og anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr.

1093/2010.

2. Når EBA er blevet anmodet om bistand, jf. nærværende artikels stk. 1, træffer den en afgørelse i

henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1093/2010 uden unødig forsinkelse. EBA kan også

på eget initiativ i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i nævnte forordning bistå de

kompetente myndigheder med at nå til enighed. De involverede kompetente myndigheder udsætter i

begge tilfælde deres afgørelse, indtil der er fundet en løsning i henhold til artikel 19 i nævnte forordning.

Artikel 28

Anmodning om udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser

1. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, og som ønsker for første gang at udbyde betalingstjene-

ster i en anden medlemsstat end hjemlandet i henhold til etableringsretten eller retten til fri udveksling af

tjenesteydelser, meddeler de kompetente myndigheder i hjemlandet følgende oplysninger:

a) navn, adresse og, hvis relevant, nummeret på betalingsinstituttets tilladelse

b) den eller de medlemsstater, hvori det har til hensigt at drive virksomhed

c) den eller de betalingstjenester, der skal udbydes

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

303

d) hvis betalingsinstituttet ønsker at anvende en agent, oplysningerne i artikel 19, stk. 1

e) hvis betalingsinstituttet ønsker at anvende en filial, oplysningerne i artikel 5, stk. 1, litra b) og e),

for så vidt angår betalingstjenestevirksomheden på værtslandets område, en beskrivelse af filialens

organisatoriske struktur og identiteten af de ansvarlige for filialens ledelse.

Hvis betalingsinstituttet har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner til andre

enheder på værtslandets område, underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet herom.

Senest en måned efter modtagelsen af alle de i stk. 1 omhandlede oplysninger fremsender de

kompetente myndigheder i hjemlandet disse til de kompetente myndigheder i værtslandet.

Senest en måned efter modtagelsen af oplysningerne fra de kompetente myndigheder i hjemlandet giver

de kompetente myndigheder i værtslandet efter en vurdering af disse oplysninger de kompetente myndig-

heder i hjemlandet relevante oplysninger vedrørende det pågældende betalingsinstituts påtænkte udbud

af betalingstjenester som led i udøvelsen af etableringsfriheden eller den frie udveksling af tjenesteydel-

ser. De kompetente myndigheder i værtslandet underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet om

navnlig rimelige grunde til betænkeligheder i forbindelse med den påtænkte anvendelse af en agent eller

den påtænkte oprettelse af en filial, for så vidt angår hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme

som omhandlet i direktiv (EU) 2015/849.

Hvis de kompetente myndigheder i hjemlandet ikke er enige i vurderingen foretaget af de kompetente

myndigheder i værtslandet, meddeler disse de kompetente myndigheder i værtslandet begrundelsen for

deres beslutning.

Hvis den af de kompetente myndigheder i hjemlandet foretagne vurdering, navnlig i lyset af oplysninger-

ne fra de kompetente myndigheder i værtslandet, ikke er positiv, afviser de kompetente myndigheder

i hjemlandet at registrere agenten eller filialen eller trækker registreringen tilbage, hvis den allerede er

blevet gennemført.

3. Senest tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 1 omhandlede oplysninger meddeler de kompetente

myndigheder i hjemlandet deres beslutning til de kompetente myndigheder i værtslandet og til betalings-

instituttet.

Ved opførelse i det i artikel 14 omhandlede register, må agenten eller filialen påbegynde sine aktiviteter i

det relevante værtsland.

Betalingsinstituttet underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet om den dato, fra hvilken det på-

begynder sine aktiviteter via agenten eller filialen i det relevante værtsland. De kompetente myndigheder i

hjemlandet underretter de kompetente myndigheder i værtslandet herom.

4. Betalingsinstituttet underretter uden unødig forsinkelse de kompetente myndigheder i hjemlandet om

relevante ændringer vedrørende de oplysninger, der er meddelt i overensstemmelse med stk. 1, herunder

yderligere agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet i de medlemsstater, hvori det

driver virksomhed. Proceduren i stk. 2 og 3 finder anvendelse.

5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for sam-

arbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i hjemlandet og værts-

landet i overensstemmelse med denne artikel. I dette udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder

fastsættes metoden, midlerne og de nærmere bestemmelser for samarbejdet i forbindelse med anmeldelser

om betalingsinstitutter med grænseoverskridende aktiviteter, navnlig omfanget og behandlingen af de

oplysninger, der skal indgives, herunder en fælles terminologi og standardanmeldelsesmodeller med

henblik på at sikre en konsekvent og effektiv anmeldelsesprocedure.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

304

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

13. januar 2018.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-

ske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Artikel 29

Tilsyn med betalingsinstitutters udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af tjeneste-

ydelser

1. For at kunne foretage kontrol og træffe de nødvendige foranstaltninger fastsat i dette afsnit og de

bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og IV, samarbejder de kompetente myndigheder

i hjemlandet med de kompetente myndigheder i værtslandet i overensstemmelse med artikel 100, stk. 4,

for så vidt angår agenten eller filialen af et betalingsinstitut, der er etableret på en anden medlemsstats

område.

Inden for rammerne af samarbejdet i henhold til første afsnit underretter de kompetente myndigheder i

hjemlandet de kompetente myndigheder i værtslandet, når de har til hensigt at foretage kontrol på stedet

på sidstnævntes område.

De kompetente myndigheder i hjemlandet kan dog delegere kontrollen på stedet med det pågældende

institut til de kompetente myndigheder i værtslandet.

2. De kompetente myndigheder i værtslandene kan kræve, at betalingsinstitutter, der har agenter eller

filialer på deres område, regelmæssigt aflægger rapport om de aktiviteter, som udøves på deres område.

Sådanne rapporter er påkrævet til oplysningsmæssige eller statistiske formål og, i det omfang agenterne

og filialerne udøver betalingstjenestevirksomheden i henhold til etableringsretten, med henblik på at

overvåge overholdelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og IV. Sådanne

agenter og filialer er omfattet af krav om tavshedspligt, som mindst svarer til dem, der er omhandlet i

artikel 24.

3. De kompetente myndigheder udveksler alle væsentlige og/eller relevante oplysninger, navnlig om

overtrædelser begået af en agent eller en filial, eller mistanke om sådanne overtrædelser, og hvis sådanne

overtrædelser er opstået i forbindelse med udøvelsen af retten til fri udveksling af tjenesteydelser. I denne

forbindelse fremlægger de kompetente myndigheder på anmodning alle relevante oplysninger og giver på

eget initiativ alle væsentlige oplysninger, herunder oplysninger om, hvorvidt betalingsinstituttet opfylder

betingelserne i artikel 11, stk. 3.

4. Medlemsstaterne kan kræve, at betalingsinstitutter, der i henhold til etableringsretten driver virksom-

hed på deres område via agenter, og hvis hovedkontor er beliggende i en anden medlemsstat, udpeger

et centralt kontaktpunkt på deres område for at sikre hensigtsmæssig kommunikation og indberetning

af oplysninger om overholdelsen af afsnit III og IV, uden at dette berører eventuelle bestemmelser

om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at gøre det lettere for de

kompetente myndigheder i hjemlandet og værtslandet at føre tilsyn, herunder ved efter anmodning at give

de kompetente myndigheder dokumenter og oplysninger.

5. EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de kriterier, der

finder anvendelse ved fastlæggelsen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af, under hvilke

omstændigheder det er hensigtsmæssigt at udpege et centralt kontaktpunkt, og hvilke funktioner centrale

kontaktpunkter skal have, jf. stk. 4.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

305

Dette udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal navnlig tage hensyn til:

a) det samlede antal og værdien af transaktioner, der gennemføres af betalingsinstituttet i værtslandet

b) de udbudte betalingstjenesters art, og

c) det samlede antal agenter etableret i værtslandet.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

13. januar 2017.

EBA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for

samarbejde og for udvekslingen af oplysninger mellem på den ene side de kompetente myndigheder

i hjemlandet og på den anden side værtslandet i overensstemmelse med dette afsnit og med henblik

på at føre tilsyn med overholdelsen af de bestemmelser i national ret, der gennemfører afsnit III og

IV. I udkastene til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsættes metoden, midlerne og de nærmere

bestemmelser for samarbejdet i forbindelse med tilsyn med betalingsinstitutter med grænseoverskridende

aktiviteter, og navnlig omfanget og behandlingen af de oplysninger, der skal udveksles, med henblik på at

sikre et konsekvent og effektivt tilsyn med betalingsinstitutter, der udbyder betalingstjenester på tværs af

grænserne.

Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder fastsætter ligeledes midlerne og de nærmere

bestemmelser for de indberetninger fra betalingsinstitutter, som værtslandene anmoder om, vedrørende

den betalingstjenestevirksomhed, der udføres på deres område, i overensstemmelse med stk. 2, herunder

hyppigheden af sådanne indberetninger.

EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

13. januar 2018.

7. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 5 og 6 omhandlede reguleringsmæssige

tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

Artikel 30

Foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse, herunder forebyggende foranstaltninger

Hvis den kompetente myndighed i værtslandet konstaterer, at et betalingsinstitut, der har agenter

eller filialer på dets område, ikke overholder bestemmelserne i dette afsnit og de bestemmelser i national

ret, der gennemfører afsnit III eller IV, oplyser den kompetente myndighed i værtslandet straks den

kompetente myndighed i hjemlandet herom, uden at dette berører hjemlandets kompetente myndigheders

ansvar.

Den kompetente myndighed i hjemlandet træffer uden unødig forsinkelse og efter at have evalueret de

oplysninger, den har modtaget i henhold til første afsnit, alle passende foranstaltninger for at sikre, at

det pågældende betalingsinstitut bringer det ulovlige forhold til ophør. Den kompetente myndighed i

hjemlandet underretter straks den kompetente myndighed i værtslandet og de kompetente myndigheder i

andre berørte medlemsstater om disse foranstaltninger.

I kritiske situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind omgående for at imødegå en alvorlig

trussel mod betalingstjenestebrugernes kollektive interesse i værtslandet, kan de kompetente myndigheder

i værtslandet træffe forebyggende foranstaltninger sideløbende med det grænseoverskridende samarbejde

mellem de kompetente myndigheder i afventning af foranstaltninger, der træffes af de kompetente myn-

digheder i hjemlandet, jf. artikel 29.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

306

3. Alle forebyggende foranstaltninger i henhold til stk. 2 skal være hensigtsmæssige og stå i rimeligt

forhold til deres formål om at yde beskyttelse mod en alvorlig trussel mod betalingstjenestebrugernes

kollektive interesse i værtslandet. De må ikke medføre, at betalingstjenestebrugere hos betalingsinstituttet

i værtslandet får fortrin frem for betalingstjenestebrugere hos betalingsinstituttet i andre medlemsstater.

Forebyggende foranstaltninger er midlertidige og afsluttes, når de alvorlige trusler er afhjulpet, herunder

med bistand fra eller i samarbejde med hjemlandets kompetente myndigheder eller med EBA, jf. artikel

27, stk. 1.

Hvis det er muligt i den kritiske situation, underrettes de kompetente myndigheder i værtslandet

de kompetente myndigheder i hjemlandet og i andre berørte medlemsstater, Kommissionen og EBA på

forhånd og under alle omstændigheder uden unødig forsinkelse om de forebyggende foranstaltninger, der

er truffet i henhold til stk. 2, og om begrundelsen herfor.

Artikel 31

Begrundelser og meddelelse

1. Enhver foranstaltning, der træffes af kompetente myndigheder i henhold til artikel 23, 28, 29 eller 30,

og som medfører sanktioner eller restriktioner for udøvelsen af den fri udveksling af tjenesteydelser eller

udøvelsen af etableringsfriheden, skal være behørigt begrundet og meddeles det pågældende betalingsin-

stitut.

2. Artikel 28-30 berører ikke de kompetente myndigheders pligt i henhold til direktiv (EU) 2015/849

og forordning (EU) 2015/847, navnlig artikel 48, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/849 og artikel 22, stk. 1, i

forordning (EU) 2015/847, til at føre tilsyn med eller overvåge opfyldelsen af kravene i nævnte retsakter.

Afdeling 4

Undtagelser

Artikel 32

Betingelser

1. Medlemsstaterne kan undtage eller tillade deres kompetente myndigheder helt eller delvis at undtage

fysiske eller juridiske personer, der udbyder betalingstjenester opført i punkt 1-6 i bilag I, fra anvendelsen

af proceduren og betingelserne i afdeling 1, 2 og 3, med undtagelse af artikel 14, 15, 22, 24, 25 og 26,

hvis:

a) det månedlige gennemsnit af værdien af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12

måneder, der er gennemført af den pågældende person, herunder også agenter, for hvilke personen

har det fulde ansvar, ikke overstiger en grænse, som fastsættes af medlemsstaten, men som under

ingen omstændigheder overstiger 3 mio. EUR. Dette krav vurderes på grundlag af det forventede

samlede beløb for betalingstransaktioner i forretningsplanen, medmindre de kompetente myndig-

heder kræver en tilpasning af denne plan, og

b) ingen af de fysiske personer, der har ansvaret for forvaltningen eller driften af virksomheden, har

været dømt for overtrædelser vedrørende hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme eller

anden økonomisk kriminalitet.

2. Fysiske og juridiske personer, der er registreret i overensstemmelse med stk. 1, skal have hovedkon-

tor eller bopælssted i den medlemsstat, hvor de faktisk driver virksomhed.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

307

3. De personer, der er omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter; artikel 11, stk. 9, og artikel

28, 29 og 30 finder dog ikke anvendelse på dem.

Medlemsstaterne kan også foreskrive, at alle fysiske og juridiske personer, der er registreret i

overensstemmelse med stk. 1, kun må udøve nogle af de aktiviteter, der er anført i artikel 18.

De personer, der er omhandlet i stk. 1, skal underrette de kompetente myndigheder om enhver

ændring i deres situation, der har betydning for betingelserne i nævnte stykke. Medlemsstaterne tager de

nødvendige skridt til at sikre, at de pågældende personer, når betingelserne i nærværende artikels stk. 1, 2

eller 4 ikke længere er opfyldt, søger tilladelse efter proceduren i artikel 11 inden 30 kalenderdage.

6. Stk. 1-5 finder ikke anvendelse for så vidt angår direktiv (EU) 2015/849 eller nationale bestemmelser

om bekæmpelse af hvidvask af penge.

Artikel 33

Kontooplysningstjenesteudbydere

1. Fysiske eller juridiske personer, der kun udbyder den i punkt 8 i bilag I omhandlede betalingstjeneste,

undtages fra proceduren og betingelserne i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel 5, stk. 1, litra a), b),

e)-h), j), l), n), p) og q), og stk. 3, samt artikel 14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse, undtagen artikel

23, stk. 3.

2. De personer, der er omhandlet i stk. 1, behandles som betalingsinstitutter, idet afsnit III og IV dog

ikke finder anvendelse på dem, med undtagelse af artikel 41, 45 og 52 og, hvor det er relevant, artikel 67,

69 og 95-98.

Artikel 34

Underretnings- og oplysningspligt

Hvis en medlemsstat anvender en undtagelse i henhold til artikel 32, underretter den senest den 13. januar

2018 Kommissionen om sin afgørelse herom, og den underretter straks Kommissionen om enhver senere

ændring. Endvidere oplyser medlemsstaten Kommissionen om det antal fysiske og juridiske personer, der

er berørt, og hvert år om den samlede værdi af betalingstransaktioner, der er gennemført pr. 31. december

hvert kalenderår, jf. artikel 32, stk. 1, litra a).

KAPITEL 2

Fælles bestemmelser

Artikel 35

Adgang til betalingssystemer

1. Medlemsstaterne sikrer, at reglerne for adgang til betalingssystemer for betalingstjenesteudbydere,

der er meddelt tilladelse, eller registrerede betalingstjenesteudbydere, som er juridiske personer, er objek-

tive, ikkediskriminerende og proportionale, og at de ikke forhindrer adgang i større udstrækning, end

det er nødvendigt for at beskytte mod specifikke risici som f.eks. afviklingsrisiko, operationel risiko og

forretningsrisiko og for at beskytte betalingssystemets finansielle og driftsmæssige stabilitet.

Betalingssystemer må ikke pålægge betalingstjenesteudbydere eller -brugere eller andre betalingssyste-

mer nogen af følgende krav:

a) restriktive bestemmelser om effektiv deltagelse i andre betalingssystemer

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

308

b) en regel, der forskelsbehandler betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller registre-

rede betalingstjenesteudbydere hvad angår deltagernes rettigheder, forpligtelser og beføjelser

begrænsninger baseret på selskabsretlig status.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på:

a) betalingssystemer, der er betegnet som systemer i henhold til direktiv 98/26/EF

b) betalingssystemer, der udelukkende består af betalingstjenesteudbydere, der tilhører en koncern.

Med henblik på første afsnit, litra a), sikrer medlemsstaterne, hvis en deltager i et betegnet system giver

en betalingstjenesteudbyder, der er meddelt tilladelse, eller en registreret betalingstjenesteudbyder, som

ikke er deltager i systemet, mulighed for sende overførselsordrer gennem systemet, at denne deltager efter

anmodning giver samme mulighed på en objektiv, forholdsmæssig og ikkediskriminerende måde til andre

betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller registrerede betalingstjenesteudbydere, jf. stk. 1.

Deltageren skal give den betalingstjenesteudbyder, som fremsætter anmodningen, en fyldestgørende

begrundelse for et eventuelt afslag.

Artikel 36

Adgang til konti, der føres i kreditinstitutter

Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutter har adgang til kreditinstitutters betalingskontotjenester på

et objektivt, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt grundlag. En sådan adgang skal have et så stort

omfang, at betalingsinstitutter kan udbyde betalingstjenester uhindret og effektivt.

Kreditinstitutter giver den kompetente myndighed behørigt begrundede årsager til eventuelle afslag.

Artikel 37

Forbud mod, at andre personer end betalingstjenesteudbydere udbyder betalingstjenester, samt

underretningspligt

1. Medlemsstaterne forbyder fysiske og juridiske personer, der hverken er betalingstjenesteudbydere

eller udtrykkeligt er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, at udbyde betalingstjenester.

Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, som udøver en hvilken som helst af de i artikel

3, litra k), nr. i) eller ii) omhandlede aktiviteter, eller som udøver begge aktiviteter, for hvilken den

samlede værdi af betalingstransaktioner gennemført i de foregående 12 måneder overstiger 1 mio. EUR,

at fremsende en underretning til de kompetente myndigheder med en beskrivelse af de tjenester, der

udbydes, samt angivelse af, i henhold til hvilken undtagelse i artikel 3, litra k), nr. i) og ii), aktiviteten

anses for at blive udøvet.

På grundlag af denne underretning træffer den kompetente myndighed en behørigt begrundet afgørelse på

grundlag af de kriterier, der er omhandlet i artikel 3, litra k), såfremt aktiviteten ikke kan kvalificeres som

et begrænset net, og underretter tjenesteudbyderen herom.

Medlemsstaterne pålægger tjenesteudbydere, der udøver en aktivitet som omhandlet i artikel 3,

litra l), at fremsende en underretning til de kompetente myndigheder, og at forelægge de kompetente

myndigheder en årlig revisionserklæring, hvori det attesteres, at aktiviteten overholder grænserne i artikel

3, litra l).

4. Uanset stk. 1 underretter de kompetente myndigheder EBA om de indberettede tjenester i henhold til

stk. 2 og 3 med angivelse af, i henhold til hvilken undtagelse aktiviteten udføres.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

309

Beskrivelsen af den aktivitet, der er indberettet i henhold til nærværende artikels stk. 2. og 3,

offentliggøres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre.

AFSNIT III

ÅBENHED OM BETINGELSERNE FOR OG OPLYSNINGSKRAVENE VEDRØRENDE BETA-

LINGSTJENESTER

KAPITEL 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 38

Anvendelsesområde

1. Dette afsnit finder anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, rammeaftaler og betalings-

transaktioner, som er omfattet af disse. Parterne kan aftale, at dette afsnit ikke finder anvendelse helt eller

delvis, når betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.

2. Medlemsstaterne kan anvende bestemmelserne i dette afsnit på mikrovirksomheder på samme måde

som på forbrugere.

3. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale foranstaltninger

vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nærværende

direktiv og overholder EU-retten.

Artikel 39

Andre bestemmelser i EU-retten

Bestemmelserne i dette afsnit berører ikke anden EU-ret, som indeholder supplerende krav om forudgåen-

de oplysninger.

Hvor direktiv 2002/65/EF også finder anvendelse, erstattes bestemmelserne om oplysninger i nævnte

direktivs artikel 3, stk. 1 — undtagen nævnte stykkes nr. 2), litra c)-g), nr. 3), litra a), d) og e), samt nr. 4),

litra b) — dog af artikel 44, 45, 51 og 52 i nærværende direktiv.

Artikel 40

Gebyrer for oplysninger

Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for oplysninger i

henhold til dette afsnit.

Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale gebyrer for supplerende eller

hyppigere oplysninger, som stilles til rådighed for betalingstjenestebrugeren efter anmodning, eller for

overførsel heraf ved hjælp af andre kommunikationsmidler end dem, der er anført i rammeaftalen.

3. Når betalingstjenesteudbyderen kan afkræve gebyrer for oplysninger i henhold til stk. 2, skal de være

rimelige og i overensstemmelse med betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.

Artikel 41

Bevisbyrden vedrørende oplysningskrav

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

310

Medlemsstaterne fastsætter, at betalingstjenesteudbyderen har bevisbyrden med hensyn til at bevise, at

oplysningskravene i dette afsnit er opfyldt.

Artikel 42

Undtagelse fra oplysningskravene i forbindelse med betalingsinstrumenter for små betalinger og

elektroniske penge

1. Når der er tale om betalingsinstrumenter, der i henhold til den relevante rammeaftale udelukkende

vedrører særskilte betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse på 150

EUR eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR:

a) skal betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 51, 52 og 56 kun give betaleren oplysning om de

vigtigste karakteristika ved betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå betalingsinstrumentet

kan anvendes, ansvar, de opkrævede gebyrer samt andre væsentlige oplysninger, der er nødvendi-

ge for at træffe en informeret beslutning, og en angivelse af, hvor andre oplysninger og betingel-

ser, der er anført i artikel 52, stilles til rådighed på en let tilgængelig måde

b) kan det aftales, at betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 54 ikke har pligt til at foreslå ændrin-

ger af betingelserne i rammeaftalen på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1

c) kan det aftales, at betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 57 og 58 efter gennemførelsen af en

betalingstransaktion:

i) kun meddeler en reference eller stiller en reference til rådighed, der gør det muligt for betalings-

tjenestebrugeren at identificere betalingstransaktionen, transaktionsbeløbet og gebyrerne for den

og/eller, når der er tale om flere betalingstransaktioner af samme art foretaget til samme betalings-

modtager, kun oplyser det samlede beløb og de samlede gebyrer for disse betalingstransaktioner

ii) ikke har pligt til at meddele de oplysninger, der er omhandlet i nr. i), eller stille dem til

rådighed, hvis betalingsinstrumentet anvendes anonymt, eller hvis betalingstjenesteudbyderen på

anden vis teknisk ikke er i stand til at meddele dem. Betalingstjenesteudbyderen skal dog give

betaleren mulighed for at kontrollere størrelsen af de midler, der er lagret.

For så vidt angår nationale betalingstransaktioner, kan medlemsstaterne eller deres kompetente

myndigheder mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. For forudbetalte betalingsinstru-

menter kan medlemsstaterne forhøje disse beløb indtil 500 EUR.

KAPITEL 2

Enkeltstående betalingstransaktioner

Artikel 43

Anvendelsesområde

1. Dette kapitel finder anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, der ikke er omfattet af en

rammeaftale.

2. Når en betalingsordre vedrørende en enkeltstående betalingstransaktion sendes via et betalingsinstru-

ment, som er omfattet af en rammeaftale, er betalingstjenesteudbyderen ikke forpligtet til at meddele

oplysninger eller stille oplysninger til rådighed, som betalingstjenestebrugeren allerede modtager på

grundlag af en rammeaftale med en anden betalingstjenesteudbyder, eller som vedkommende vil modtage

i henhold til denne rammeaftale.

Artikel 44

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

311

Generelle forudgående oplysninger

1. Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, inden betalingstjenestebrugeren bliver bun-

det af en enkeltstående betalingstjenesteaftale eller et enkeltstående betalingstjenestetilbud, for så vidt

angår dennes egne tjenester, stiller de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 45, til rådighed

for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde. Efter anmodning fra betalingstjenestebrugeren

meddeler betalingstjenesteudbyderen oplysningerne og betingelserne på papir eller et andet varigt me-

dium. Oplysningerne og betingelserne affattes i et letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde

på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog,

som parterne fastsætter indbyrdes.

2. Hvis den enkeltstående betalingstjenesteaftale er indgået på betalingstjenestebrugerens anmodning

ved hjælp af et fjernkommunikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for

at overholde bestemmelserne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine forpligtelser efter det

nævnte stykke straks efter gennemførelsen af betalingstransaktionen.

3. Forpligtelserne efter stk. 1 kan også opfyldes ved levering af en kopi af udkastet til den enkeltstående

betalingstjenesteaftale eller udkastet til betalingsordren med de oplysninger og betingelser, der er anført i

artikel 45.

Artikel 45

Oplysninger og betingelser

1. Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles eller stilles til rådighed for

betalingstjenestebrugeren af betalingstjenesteudbyderen:

a) en specifikation af de oplysninger eller den entydige identifikationskode, som betalingstjeneste-

brugeren skal anvende, for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres korrekt

b) den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste

c) alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen, og, hvor det

er relevant, en udspecificering af disse gebyrer

d) hvor det er relevant, den faktiske vekselkurs eller referencekursen, der skal gælde for betalings-

transaktionen.

Medlemsstaterne sikrer endvidere, at betalingsinitierings tjenesteudbydere, inden transaktionen

initieres, meddeler betaleren eller giver betaleren adgang til følgende tydelige og udførlige oplysninger:

a) navnet på betalingsinitieringstjenesteudbyderen, den fysiske adresse på dens hovedkontor og, hvor

det er relevant, den fysiske adresse på dens agent eller filial, som er etableret i den medlemsstat,

hvor betalingstjenesten udbydes, og alle andre kontaktoplysninger, herunder e-mailadresse, som er

relevante for kommunikationen med betalingsinitieringstjenesteudbyderen, og

b) kontaktoplysningerne for den kompetente myndighed.

3. Hvor det er relevant, stilles andre relevante oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 52, til

rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde.

Artikel 46

Oplysninger til betaleren og betalingsmodtageren efter initiering af en betalingsordre

Ud over de i artikel 45 anførte oplysninger og betingelser meddeler en betalingsinitieringstjenesteudby-

der, hvis en betalingsordre initieres gennem en sådan, umiddelbart efter initieringen betaleren og, hvor det

er relevant, betalingsmodtageren samtlige følgende oplysninger eller stiller oplysningerne til rådighed for

dem:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

312

a) en bekræftelse på, at betalingsordren er initieret korrekt hos betalerens kontoførende betalingstje-

nesteudbyder

b) en reference, der gør det muligt for betaleren og betalingsmodtageren at identificere betalings-

transaktionen og, hvor det er relevant, for betalingsmodtageren at identificere betaleren, samt

eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen

c) betalingstransaktionsbeløbet

d) hvis det er relevant, beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer, der skal betales til betalingsinitierin-

gstjenesteudbyderen for transaktionen og, hvis det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrel-

serne for sådanne gebyrer.

Artikel 47

Oplysninger til betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder i tilfælde af en betalingsinitierin-

gstjeneste

Hvis en betalingsordre initieres gennem en betalingsinitieringstjenesteudbyder, skal denne stille betalings-

transaktionsreferencen til rådighed for betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder.

Artikel 48

Oplysninger til betaleren efter modtagelse af en betalingsordre

Umiddelbart efter modtagelse af en betalingsordre meddeler betalerens betalingstjenesteudbyder betaleren

følgende oplysninger, for så vidt angår betalingstjenesteudbyderens egne tjenester, eller stiller oplysnin-

gerne til rådighed for betaleren på samme måde som fastsat i artikel 44, stk. 1:

a) en reference, der gør det muligt for betaleren at identificere betalingstransaktionen, og, hvor det er

relevant, oplysninger om betalingsmodtageren

b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i den valuta, der anvendes i betalingsordren

c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen, som betaleren skal betale, og,

hvor det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer

d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har anvendt ved

betalingstransaktionen eller en henvisning hertil, hvis den er forskellig fra den kurs, der anvendes

i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, litra d), og betalingstransaktionsbeløbet efter valutaom-

regningen

e) datoen for modtagelsen af betalingsordren.

Artikel 49

Oplysninger til betalingsmodtageren efter gennemførelse

Straks efter gennemførelse af en betalingsordre meddeler betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder

betalingsmodtageren følgende oplysninger, for så vidt angår betalingstjenesteudbyderens egne tjenester,

eller stiller oplysningerne til rådighed for betalingsmodtageren på samme måde som fastsat i artikel 44,

stk. 1:

a) en reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransaktionen og,

hvor det er relevant, betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen

b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i valutaen for de midler, der er til betalingsmodtagerens

rådighed

c) størrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen, som betalingsmodtageren skal betale,

og, hvor det er relevant, en udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer

d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har an-

vendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne valutaomregning

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

313

e) valørdatoen for kreditering.

KAPITEL 3

Rammeaftaler

Artikel 50

Anvendelsesområde

Dette kapitel finder anvendelse på betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale.

Artikel 51

Generelle forudgående oplysninger

Medlemsstaterne kræver, at betalingstjenesteudbyderen, i god tid inden betalingstjenestebrugeren

bliver bundet af en rammeaftale eller et tilbud, på papir eller et andet varigt medium meddeler denne

de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 52. Oplysningerne og betingelserne affattes i et

letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor

betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes.

2. Hvis rammeaftalen er indgået på betalingstjenestebrugerens anmodning ved hjælp af et fjernkommu-

nikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at overholde bestemmelser-

ne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine forpligtelser efter det pågældende stykke straks

efter indgåelse af rammeaftalen.

3. Forpligtelserne efter stk. 1 kan også opfyldes ved udlevering af en kopi af udkastet til rammeaftale

med de oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 52.

Artikel 52

Oplysninger og betingelser

Medlemsstaterne sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles betalingstjenestebrugeren:

1) vedrørende betalingstjenesteudbyderen:

a) navnet på betalingstjenesteudbyderen, den fysiske adresse på hovedkontoret og, hvor det er

relevant, den fysiske adresse på en filial eller agent, som er etableret i den medlemsstat, hvor

betalingstjenesten udbydes, og enhver anden adresse, herunder e-mailadresser, som har betydning

for kommunikationen med betalingstjenesteudbyderen

b) oplysninger om den relevante tilsynsmyndighed og om det register, der er omhandlet i artikel

14, eller om et andet relevant offentligt register, hvor betalingstjenesteudbyderens tilladelse er

registreret, og registreringsnummeret eller tilsvarende identifikationsoplysninger i det pågældende

2) vedrørende brug af betalingstjenesten:

a) en beskrivelse af de vigtigste karakteristika ved den pågældende betalingstjeneste

b) en præcisering af de oplysninger eller den entydige identifikationskode, som betalingstjeneste-

brugeren skal anvende, for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres korrekt

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

314

c) formen og proceduren for meddelelse af samtykke til at initiere en betalingsordre eller gennem-

føre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af et sådant samtykke i overensstemmelse med

artikel 64 og 80

d) en henvisning til det tidspunkt, hvor en betalingsordre anses for at være modtaget i overensstem-

melse med artikel 78, og det eventuelle seneste tidspunkt (cut-off-tidspunktet), der er fastsat af

betalingstjenesteudbyderen

e) den maksimale gennemførelsestid for de ønskede betalingstjenester

f) oplysning om, hvorvidt der er mulighed for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af betalings-

instrumentet i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1

g) i tilfælde af co-badgede kortbaserede betalingsinstrumenter, betalingstjenestebrugerens rettighe-

der i henhold til artikel 8 i forordning (EU) 2015/751

3) vedrørende gebyrer, renter og vekselkurser:

a) alle gebyrer, som betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen, herunder

dem, der har tilknytning til den måde, hvorpå og den hyppighed, hvormed oplysninger ifølge dette

direktiv skal meddeles eller stilles til rådighed, og, hvor det er relevant, en udspecificering af

beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer

b) hvor det er relevant, de rentesatser og vekselkurser, der skal gælde, eller hvis referencerentesat-

sen og referencekursen skal anvendes, beregningsmetoden for den faktiske rente og den relevante

dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af en sådan referencerentesats eller referencekurs

c) hvis det er aftalt, øjeblikkelig anvendelse af ændringer i referencerentesatsen eller referencekur-

sen og oplysningskrav vedrørende ændringerne i overensstemmelse med artikel 54, stk. 2

4) vedrørende kommunikation:

a) hvor det er relevant, kommunikationsmidler, herunder de tekniske krav til betalingstjeneste-

brugerens udstyr og software, som parterne aftaler at bruge ved overførsel af oplysninger eller

meddelelser i henhold til dette direktiv

b) den måde hvorpå og den hyppighed, hvormed oplysninger ifølge dette direktiv skal meddeles

eller stilles til rådighed

c) det eller de sprog, hvorpå rammeaftalen skal indgås og kommunikationen finde sted i løbet af

dette kontraktforhold

d) betalingstjenestebrugerens ret til at modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen og oplysninger

og betingelser i overensstemmelse med artikel 53

5) vedrørende beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger:

a) hvor det er relevant, en beskrivelse af de foranstaltninger, som betalingstjenestebrugeren skal

træffe for at opfylde sikkerhedskravene for betalingsinstrumentet, samt oplysninger om, hvordan

betalingstjenesteudbyderen skal underrettes, jf. artikel 69, stk. 1, litra b)

b) en sikker procedure for betalingstjenesteudbyderens underretning af betalingstjenestebrugeren i

tilfælde af mistanke om eller faktiske tilfælde af svig eller sikkerhedstrusler

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

315

c) hvis det er aftalt, de betingelser, hvorpå betalingstjenesteudbyderen forbeholder sig ret til at

spærre et betalingsinstrument i overensstemmelse med artikel 68

d) betalerens ansvar i overensstemmelse med artikel 74, herunder oplysninger om det relevante

beløb

e) hvordan og inden for hvilket tidsrum betalingstjenestebrugeren skal give betalingstjenesteudby-

deren meddelelse om en uautoriseret eller ukorrekt initieret eller gennemført betalingstransaktion

i overensstemmelse med artikel 71 samt betalingstjenesteudbyderens ansvar for uautoriserede

betalingstransaktioner i overensstemmelse med artikel 73

f) betalingstjenesteudbyderens ansvar for initieringen eller gennemførelsen af betalingstransaktio-

ner i overensstemmelse med artikel 89

g) betingelserne for tilbagebetaling i henhold til artikel 76 og 77

6) vedrørende ændringer i og opsigelse af rammeaftalen:

a) hvis det er aftalt, oplysninger om, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt

de ændrede betingelser i overensstemmelse med artikel 54, medmindre betalingstjenestebrugeren

inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjenesteudbyderen, at de ikke kan

godkendes

b) rammeaftalens løbetid

c) betalingstjenestebrugerens ret til at opsige rammeaftalen og eventuelle aftaler om opsigelse, jf.

artikel 54, stk. 1, og artikel 55

7) vedrørende klage og erstatning:

a) eventuelle kontraktbestemmelser om den lovgivning, der finder anvendelse på rammeaftalen,

og/eller om værneting

b) de alternative tvistbilæggelsesprocedurer, som er tilgængelige for betalingstjenestebrugeren i

overensstemmelse med artikel 99-102.

Artikel 53

Adgang til oplysninger og betingelser i rammeaftaler

Betalingstjenestebrugeren har til enhver tid i løbet af kontraktforholdet ret til efter anmodning at modtage

aftalebetingelserne i rammeaftalen samt de oplysninger og betingelser, der er omhandlet i artikel 52, på

papir eller et andet varigt medium.

Artikel 54

Ændringer i betingelser i rammeaftaler

1. Betalingstjenesteudbyderen skal foreslå eventuelle ændringer i rammeaftalen eller i de oplysninger

og betingelser, der er anført i artikel 52, på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, og senest to

måneder inden den foreslåede anvendelsesdato. Betalingstjenestebrugeren kan enten acceptere eller afvise

ændringerne inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

316

Hvis det er relevant i overensstemmelse med artikel 52, stk. 6, litra a), skal betalingstjenesteudbyderen

meddele betalingstjenestebrugeren, at betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt disse ændrin-

ger, hvis denne ikke inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjenesteudbyderen, at

de ikke kan godkendes. Betalingstjenesteudbyderen skal også meddele betalingstjenestebrugeren, at

betalingstjenestebrugeren, såfremt denne afviser disse ændringer, har ret til at opsige rammeaftalen

vederlagsfrit og med virkning på et hvilket som helst tidspunkt indtil den dato, hvor ændringen ville have

fundet anvendelse.

Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen kan anvendes øjeblikkelig og uden varsel, forudsat at

en sådan ret er fastsat i rammeaftalen, og at ændringerne i rentesatsen eller vekselkursen bygger på den

referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt i overensstemmelse med artikel 52, stk. 3, litra b)

og c). Betalingstjenestebrugeren skal underrettes om eventuelle ændringer i renten så hurtigt som muligt

på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, medmindre parterne har aftalt, at oplysningerne skal gives

eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt måde. Ændringer i rentesatsen eller

vekselkursen, der er mere gunstige for betalingstjenestebrugerne, kan dog anvendes uden varsel.

Ændringer i den rentesats eller vekselkurs, der anvendes i betalingstransaktioner, foretages og

beregnes efter en neutral metode uden at forskelsbehandle betalingstjenestebrugerne.

Artikel 55

Opsigelse

Betalingstjenestebrugeren kan opsige rammeaftalen på et hvilket som helst tidspunkt, medmindre

parterne har aftalt en opsigelsesfrist. En sådan frist må ikke overstige en måned.

2. Rammeaftalen skal vederlagsfrit kunne opsiges af betalingstjenestebrugeren, medmindre aftalen har

været i kraft i mindre end seks måneder. Eventuelle gebyrer for opsigelse af rammeaftalen skal være

passende og i overensstemmelse med omkostningerne.

3. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen opsige en rammeaftale, når aftalen

er indgået på ubestemt tid, med mindst to måneders varsel på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1.

Gebyrer for betalingstjenester, der opkræves regelmæssigt, skal kun betales forholdsmæssigt af

betalingstjenestebrugeren for tiden frem til opsigelsen af aftalen. Hvis sådanne gebyrer er forudbetalt, skal

de tilbagebetales forholdsmæssigt.

5. Bestemmelserne i denne artikel berører ikke medlemsstaternes love og administrative bestemmelser

vedrørende parternes ret til at annullere rammeaftalen eller erklære den for ugyldig.

Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser, der er gunstigere for betalingstjenestebrugere.

Artikel 56

Oplysninger før gennemførelse af særskilte betalingstransaktioner

Hvis en særskilt betalingstransaktion, der er omfattet af en rammeaftale, er initieret af betaleren, skal be-

talingstjenesteudbyderen, hvis betaleren ønsker det for denne specifikke betalingstransaktion, udtrykkeligt

meddele alle af de følgende oplysninger:

a) den maksimale gennemførelsestid

b) de gebyrer, som betaleren skal betale

c) hvor det er relevant, udspecificering af beløbsstørrelserne for eventuelle gebyrer.

Artikel 57

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

317

Oplysninger til betaleren om særskilte betalingstransaktioner

1. Efter at beløbet for en særskilt betalingstransaktion er blevet debiteret betalerens konto eller, hvis

betaleren ikke anvender en betalingskonto, efter modtagelse af betalingsordren, skal betalerens betalings-

tjenesteudbyder snarest muligt og på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, meddele betaleren alle

af de følgende oplysninger:

a) en reference, der gør det muligt for betaleren at identificere hver enkelt betalingstransaktion og,

hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren

b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i den valuta, som betalerens betalingskonto debiteres i, eller i

den valuta, der anvendes i betalingsordren

c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvor det er relevant, en

udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer, eller den rente, som betaleren skal betale

d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har anvendt ved

betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet efter valutaomregningen

e) valørdatoen for debitering eller datoen for modtagelsen af betalingsordren.

2. En rammeaftale skal indeholde en bestemmelse om, at betaleren kan kræve, at de i stk. 1 omhandlede

oplysninger vederlagsfrit meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden og på en aftalt

måde, som gør det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysninger uændret.

3. Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere vederlagsfrit meddeler oplysninger på

papir eller på et andet varigt medium mindst én gang om måneden.

Artikel 58

Oplysninger til betalingsmodtageren om særskilte betalingstransaktioner

1. Efter at en særskilt betalingstransaktion er gennemført, skal betalingsmodtagerens betalingstjeneste-

udbyder snarest muligt på samme måde som fastsat i artikel 51, stk. 1, meddele betalingsmodtageren alle

af de følgende oplysninger:

a) en reference, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransaktionen og

betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen

b) beløbet for betalingstransaktionen i den valuta, som betalingsmodtagerens betalingskonto kredite-

res i

c) beløbsstørrelsen af eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvor det er relevant, en

udspecificering af beløbsstørrelserne for sådanne gebyrer, eller den rente, som betalingsmodtageren

skal betale

d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har an-

vendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne valutaomregning

e) valørdatoen for kreditering.

En rammeaftale kan indeholde en bestemmelse om, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger skal

meddeles eller stilles til rådighed mindst én gang om måneden og på en aftalt måde, som gør det muligt

for betalingsmodtageren at lagre og gengive oplysninger uændret.

3. Medlemsstaterne kan dog kræve, at betalingstjenesteudbydere vederlagsfrit meddeler oplysninger på

papir eller på et andet varigt medium mindst én gang om måneden.

KAPITEL 4

Fælles bestemmelser

Artikel 59

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

318

Valuta og valutaomregning

Betalinger foretages i den valuta, som parterne har aftalt.

Hvis der tilbydes en valutaomregningstjeneste, før betalingstransaktionen initieres, og hvis denne

valutaomregningstjeneste tilbydes på en pengeautomat, på salgsstedet eller af betalingsmodtageren, skal

den part, der tilbyder valutaomregningstjenesten til betaleren, give denne alle oplysninger om gebyrer

samt om den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen.

Betaleren skal godkende, at valutaomregningstjenesten ydes på dette grundlag.

Artikel 60

Oplysninger om tillægsgebyrer eller rabatter

1. Hvis betalingsmodtageren opkræver gebyr eller tilbyder rabat for brug af et givet betalingsinstru-

ment, underretter betalingsmodtageren betaleren herom, før betalingstransaktionen initieres.

Hvis betalingstjenesteudbyderen eller en anden part, der indgår i transaktionen, opkræver gebyr

for brug af et givet betalingsinstrument, underretter betalingstjenesteudbyderen betalingstjenestebrugeren

herom, før betalingstransaktionen initieres.

3. Betaleren er kun forpligtet til at betale de i stk. 1 og 2 omhandlede gebyrer, hvis deres fulde beløb er

oplyst, før betalingstransaktionen initieres.

AFSNIT IV

RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER I FORBINDELSE MED UDBUD OG BRUG AF BETA-

LINGSTJENESTER

KAPITEL 1

Fælles bestemmelser

Artikel 61

Anvendelsesområde

1. Når betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger, kan betalingstjenestebrugeren og betalingstjene-

steudbyderen aftale, at artikel 62, stk. 1, artikel 64, stk. 3, samt artikel 72, 74, 76, 77, 80 og 89 ikke eller

kun delvis finder anvendelse. Betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen kan også aftale

andre frister end dem, der er fastsat i artikel 71.

2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at artikel 102 ikke finder anvendelse, når betalingstjenestebrugeren

ikke er en forbruger.

3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på mikrovirksom-

heder på samme måde som på forbrugere.

4. Dette direktiv berører ikke direktiv 2008/48/EF, anden relevant EU-ret eller nationale foranstaltninger

vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved nærværende

direktiv og overholder EU-retten.

Artikel 62

Gældende gebyrer

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

319

1. Betalingstjenesteudbyderen må ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for opfyldelse af sine

oplysningspligter eller korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold til dette afsnit, medmin-

dre andet fremgår af artikel 79, stk. 1, artikel 80, stk. 5, og artikel 88, stk. 2. Disse gebyrer aftales mellem

betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen og skal være passende og i overensstemmelse

med betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.

Medlemsstaterne kræver, for så vidt angår betalingstransaktioner, der gennemføres i Unionen,

hvor både betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbydere eller den eneste betalingstjene-

steudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er beliggende i Unionen, at betalingsmodtageren

betaler de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver, og at betaleren betaler de gebyrer,

som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver.

3. Betalingstjenesteudbyderen må ikke hindre betalingsmodtageren i at opkræve et gebyr af betaleren,

tilbyde den pågældende rabat eller på anden måde styre vedkommende i retning af at anvende et bestemt

betalingsinstrument. De eventuelle gebyrer, der pålægges, må ikke overstige de direkte omkostninger,

som betalingsmodtageren afholder for at anvende det pågældende betalingsinstrument.

4. Medlemsstaterne sikrer under alle omstændigheder, at betalingsmodtageren ikke opkræver gebyrer

for anvendelse af betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i kapitel II i forordning

(EU) 2015/751, og for de betalingstjenester, på hvilke forordning (EU) nr. 260/2012 finder anvendelse.

5. Medlemsstaterne kan forbyde eller begrænse betalingsmodtagerens ret til at opkræve gebyrer under

hensyntagen til behovet for at øge konkurrencen og fremme brugen af effektive betalingsinstrumenter.

Artikel 63

Undtagelse for betalingsinstrumenter med lav værdi og elektroniske penge

Hvis der er tale om betalingsinstrumenter, der i henhold til rammeaftalen udelukkende vedrører

særskilte betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse på 150 EUR eller

på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR, kan betalingstjenesteudbyderne aftale med deres

betalingstjenestebrugere at:

a) artikel 69, stk. 1, litra b), artikel 70, stk. 1, litra c) og d), samt artikel 74, stk. 3, ikke finder

anvendelse, hvis betalingsinstrumentet ikke kan spærres eller yderligere anvendelse af betalingsin-

strumentet ikke kan forhindres

b) artikel 72 og 73 og artikel 74, stk. 1 og 3, ikke finder anvendelse, hvis betalingsinstrumentet

anvendes anonymt, eller betalingstjenesteudbyderen af andre grunde, som er særlige for det givne

betalingsinstrument, ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret

c) betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 79, stk. 1, ikke skal give betalingstjenestebrugeren med-

delelse om afvisning af en betalingsordre, hvis den manglende gennemførelse fremgår tydeligt af

den givne sammenhæng

d) betaleren uanset artikel 80 ikke kan tilbagekalde betalingsordren efter at have afgivet sin beta-

lingsordre eller meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen til betalingsmodta-

geren

e) der uanset artikel 83 og 84 anvendes andre gennemførelsesperioder.

2. For så vidt angår nationale betalingstransaktioner, kan medlemsstaterne eller deres kompetente myn-

digheder mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. De kan forhøje dem for forudbetalte

betalingsinstrumenter indtil 500 EUR.

3. Artikel 73 og 74 i finder også anvendelse på elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i

direktiv 2009/110/EF, medmindre betalerens betalingstjenesteudbyder ikke har mulighed for at fastfryse

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

320

den betalingskonto, på hvilke de elektroniske penge lagres, eller spærre betalingsinstrumentet. Medlems-

staterne kan begrænse denne undtagelse til betalingskonti, på hvilke de elektroniske penge lagres, eller til

betalingsinstrumenter af en nærmere angivet værdi.

KAPITEL 2

Autorisation af betalingstransaktioner

Artikel 64

Samtykke og tilbagekaldelse af samtykke

1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstransaktion kun anses for at være autoriseret, hvis betaleren

har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen. Betaleren kan autorisere en betalings-

transaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder, efter gennem-

førelsen af betalingstransaktionen.

2. Samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner meddeles i

den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. Samtykke til at gennemføre

en betalingstransaktion kan også gives via betalingsmodtageren eller betalingsinitieringstjenesteudbyde-

ren.

Hvis der ikke er meddelt samtykke, anses betalingstransaktionen for uautoriseret.

Betaleren kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke, men ikke senere end på tidspunktet for

uigenkaldelighed, jf. artikel 80. Et samtykke til at gennemføre en række betalingstransaktioner kan også

tilbagekaldes, hvorefter eventuelle fremtidige betalingstransaktioner skal anses for at være uautoriserede.

4. Betaleren og betalingstjenesteudbyderne træffer aftale om proceduren for meddelelse af samtykke.

Artikel 65

Bekræftelse af midlers tilgængelighed

1. Medlemsstaterne sikrer, at en kontoførende betalingstjenesteudbyder efter anmodning fra en beta-

lingstjenesteudbyder, som udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter, straks bekræfter, om et beløb,

der er nødvendigt til at gennemføre en kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt på betalerens

betalingskonto, forudsat at samtlige følgende betingelser er opfyldt:

a) betalerens betalingskonto er tilgængelig online på tidspunktet for forespørgslen

b) betaleren har givet sit udtrykkelige samtykke til, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder

kan besvare anmodninger fra en bestemt betalingstjenesteudbyder om at bekræfte, at et beløb, der

svarer til en bestemt kortbaseret betalingstransaktion, er tilgængeligt på betalerens betalingskonto

c) det i litra b) omhandlede samtykke er blevet givet, inden den første anmodning om bekræftelse

fremsættes.

Betalingstjenesteudbyderen kan anmode om det i stk. 1 omhandlede samtykke, såfremt samtlige

følgende betingelser er opfyldt:

a) betaleren har givet sit udtrykkelige samtykke til, at betalingstjenesteudbyderen kan anmode om

den i stk. 1 omhandlede bekræftelse

b) betaleren har initieret den kortbaserede betalingstransaktion på det pågældende beløb ved hjælp af

et kortbaseret betalingsinstrument udstedt af betalingstjenesteudbyderen

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

321

c) betalingstjenesteudbyderen autentificerer sig over for den kontoførende betalingstjenesteudbyder

før hver anmodning om bekræftelse og kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteud-

byder på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1, litra d).

I overensstemmelse med direktiv 95/46/EF består den i stk. 1 omhandlede bekræftelse kun af

et simpelt ja eller nej som svar og ikke i en angivelse af kontoens saldo. Svaret må ikke lagres eller

anvendes til andre formål end gennemførelse af den kortbaserede betalingstransaktion.

4. Den i stk. 1 omhandlede bekræftelse må ikke gøre det muligt for den kontoførende betalingstjeneste-

udbyder at blokere midler på betalerens betalingskonto.

5. Betaleren kan anmode den kontoførende betalingstjenesteudbyder om at få oplyst betalingstjeneste-

udbyderens identifikation og det svar, der er givet.

Denne artikel finder ikke anvendelse på betalingstransaktioner initieret via kortbaserede beta-

lingsinstrumenter, hvorpå der er lagret elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv

2009/110/EF.

Artikel 66

Regler for adgang til en betalingskonto i forbindelse med betalingsinitieringstjenester

1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til at gøre brug af en betalingsinitieringstjenesteudbyder

for at opnå betalingstjenester som omhandlet i bilag I, punkt 7. Retten til at anvende en betalingsinitierin-

gstjenesteudbyder finder ikke anvendelse, hvis betalingskontoen ikke er tilgængelig online.

2. Såfremt betaleren giver sit udtrykkelige samtykke til, at en betaling gennemføres i overensstemmelse

med artikel 64, udfører den kontoførende betalingstjenesteudbyder de i nærværende artikels stk. 4 anførte

handlinger med henblik på at sikre betalerens ret til at anvende betalingsinitieringstjenesten.

3. Betalingsinitieringstjenesteudbyderen:

a) må på intet tidspunkt at være i besiddelse af betalerens midler i forbindelse med leveringen af

betalingsinitieringstjenesten

b) sikrer, at betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er tilgængelige

for andre parter, med undtagelse af brugeren og udstederen af de personaliserede sikkerhedsop-

lysninger, og at de overføres af betalingsinitieringstjenesteudbyderen gennem sikre og effektive

kanaler

c) sikrer, at eventuelle andre oplysninger om betalingstjenestebrugeren, som er opnået i forbindelse

med leveringen af betalingsinitieringstjenesterne, kun meddeles til betalingsmodtageren og kun

med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke

d) identificerer sig over for betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder, hver gang en betaling

initieres, og kommunikerer med den kontoførende betalingstjenesteudbyder, betaleren og beta-

lingsmodtageren på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1, litra d)

e) må ikke lagre betalingstjenestebrugerens følsomme betalingsdata

f) må ikke anmode betalingstjenestebrugeren om andre oplysninger end dem, der nødvendige for at

levere betalingsinitieringstjenesten

g) må ikke anvende, tilgå eller lagre oplysninger med andre formål end levering af den betalingsini-

tieringstjeneste, som betaleren udtrykkeligt har anmodet om

h) må ikke ændre beløbet, betalingsmodtageren eller andre af transaktionens elementer.

Den kontoførende betalingstjenesteudbyder:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

322

a) kommunikerer sikkert med betalingsinitieringstjenesteudbydere i overensstemmelse med artikel

98, stk. 1, litra d)

b) giver umiddelbart efter modtagelse af en betalingsordre fra en betalingsinitieringstjenesteudbyder

betalingsinitieringstjenesteudbyderen alle oplysninger om initieringen af betalingstransaktionen og

alle oplysninger vedrørende gennemførelsen af betalingstransaktionen, som er tilgængelige for

den kontoførende betalingstjenesteudbyder, eller stille disse oplysninger til rådighed for betalings-

initieringstjenesteudbyderen

c) undgår enhver forskelsbehandling af betalingsordrer, der overføres gennem en betalingsinitierin-

gstjenesteudbyder, medmindre der foreligger objektive grunde, navnlig hvad angår tidspunkter,

prioriteter eller gebyrer, i forhold til betalingsordrer, der overføres direkte af betaleren.

Levering af betalingsinitieringstjenester må ikke afhænge af, at der foreligger et kontraktforhold

mellem betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbydere til dette formål.

Artikel 67

Regler om adgang til og brug af betalingskontooplysninger i forbindelse med kontooplysningstjene-

ster

1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenestebruger har ret til at gøre brug af tjenester, der giver

adgang til kontooplysninger som omhandlet i punkt 8 i bilag I. Rettigheden finder ikke anvendelse, hvis

betalingskontoen ikke er tilgængelig online.

2. Kontooplysningstjenesteudbyderen:

a) udbyder tjenester udelukkende efter betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke

b) sikrer, at betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er tilgængelige for

andre parter, med undtagelse af brugeren og udstederen af de personaliserede sikkerhedsoplysnin-

ger, og at det foregår gennem sikre og effektive kanaler, når de overføres af kontooplysningstjene-

steudbyderen

c) identificerer sig i hver kommunikationssession over for betalingstjenestebrugerens kontoførende

betalingstjenesteudbyder(e) og kommunikerer med de(n) kontoførende betalingstjenesteudbyder(e)

og betalingstjenestebrugeren på sikker vis i overensstemmelse med artikel 98, stk. 1, litra d)

d) må kun tilgå oplysninger fra nærmere angivne betalingskonti og tilhørende betalingstransaktioner

e) må ikke anmode om følsomme betalingsoplysninger i tilknytning til betalingskonti

f) må ikke anvende, tilgå eller lagre oplysninger med andre formål end levering af den kontooply-

sningstjeneste, som betalingstjenestebrugeren udtrykkeligt har anmodet om, i overensstemmelse

med databeskyttelsesreglerne.

3. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder skal med hensyn til betalingskonti:

a) kommunikere sikkert med kontooplysningstjenesteudbydere i overensstemmelse med artikel 98,

stk. 1, litra d), og

b) undgå enhver forskelsbehandling af anmodninger om oplysninger, der overføres gennem en kon-

tooplysningstjenesteudbyder, medmindre der foreligger objektive grunde.

4. Levering af kontooplysningstjenester må ikke afhænge af, at der findes et kontraktforhold mellem

kontooplysningstjenesteudbydere og kontoførende betalingstjenesteudbydere til dette formål.

Artikel 68

Grænser for brug af betalingsinstrumenter og for betalingstjenesteudbyderes adgang til betalings-

konti

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

323

Når der med henblik på meddelelse af samtykke anvendes et specifikt betalingsinstrument, kan

betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder aftale beløbsgrænser for betalingstransaktioner, der gen-

nemføres ved hjælp af dette betalingsinstrument.

Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen forbeholde sig ret til at spærre

betalingsinstrumentet ud fra objektivt begrundede hensyn vedrørende betalingsinstrumentets sikkerhed,

mistanke om uautoriseret eller svigagtig brug af betalingsinstrumentet eller, i forbindelse med et beta-

lingsinstrument med en kreditlinje, en væsentligt forhøjet risiko for, at betaleren ikke kan opfylde sin

betalingsforpligtelse.

3. I så fald underretter betalingstjenesteudbyderen efter en aftalt procedure betaleren om spærringen

af betalingsinstrumentet og årsagerne hertil, om muligt inden betalingsinstrumentet spærres og senest

umiddelbart derefter, medmindre dette vil være til skade for objektivt begrundede sikkerhedshensyn eller

er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.

4. Betalingstjenesteudbyderen ophæver spærringen af betalingsinstrumentet eller erstatter det med et

nyt, så snart årsagerne til spærringen ikke længere er til stede.

En kontoførende betalingstjenesteudbyder kan nægte en kontooplysningstjenesteudbyder eller en

betalingsinitieringstjenesteudbyder adgang til en betalingskonto af objektivt begrundede og behørigt do-

kumenterede årsager vedrørende kontooplysningstjenesteudbyderens eller betalingsinitieringstjenesteud-

byderens uautoriserede eller svigagtige adgang til en betalingskonto, herunder uautoriseret eller svigagtig

initiering af en betalingstransaktion. I så fald underretter den kontoførende betalingstjenesteudbyder på

den aftale måde betaleren om, at adgang til betalingskontoen nægtes, og årsagerne hertil. Disse oplysnin-

ger gives om muligt til betaleren inden adgangen nægtes og senest umiddelbart derefter, medmindre dette

vil være til skade for objektivt begrundede sikkerhedshensyn eller er forbudt i henhold til anden relevant

EU-ret eller national ret.

Den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver adgang til betalingskontoen, så snart årsagerne til at

nægte adgang ikke længere er til stede.

6. I de i stk. 5 omhandlede tilfælde skal den kontoførende betalingstjenesteudbyder straks indberette

hændelsen vedrørende kontooplysningstjenesteudbyderen eller betalingsinitieringstjenesteudbyderen til

den kompetente myndighed. Oplysningerne skal omfatte sagens relevante detaljer og årsagerne til indbe-

retningen. Den kompetente myndighed vurderer sagen og træffer om nødvendigt de fornødne foranstalt-

ninger.

Artikel 69

Betalingstjenestebrugerens forpligtelser i tilknytning til betalingsinstrumenter og personaliserede

sikkerhedsoplysninger

1. En betalingstjenestebruger, der har ret til at anvende et betalingsinstrument:

a) anvender betalingsinstrumentet i henhold til betingelserne for udstedelse og brug af betalingsin-

strumentet, som skal være objektive, ikkediskriminerende og forholdsmæssige

b) underretter snarest muligt betalingstjenesteudbyderen eller den enhed, som denne har udpeget, når

vedkommende bliver opmærksom på tab, tyveri eller uberettiget tilegnelse eller anden uautoriseret

brug af betalingsinstrumentet.

2. Med henblik på stk. 1, litra a), skal betalingstjenestebrugeren, så snart denne modtager et betalingsin-

strument, navnlig træffe alle rimelige foranstaltninger til at beskytte dets personaliserede sikkerhedsoplys-

ninger.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

324

Artikel 70

Betalingstjenesteudbyderens forpligtelser i tilknytning til betalingsinstrumenter

1. En betalingstjenesteudbyder, der udsteder et betalingsinstrument:

a) sikrer sig, at de personaliserede sikkerhedsoplysninger ikke er tilgængelige for andre end den

betalingstjenestebruger, som er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet, jf. dog betalingstjene-

stebrugerens forpligtelser i artikel 69

b) afholder sig fra uopfordret at fremsende et betalingsinstrument, bortset fra de tilfælde, hvor et

betalingsinstrument, der allerede er givet til betalingstjenestebrugeren, skal udskiftes

c) sikrer, at betalingstjenestebrugeren til enhver tid har mulighed for at foretage den underretning,

der er omhandlet i artikel 69, stk. 1, litra b), eller anmode om ophævelse af spærringen af

betalingsinstrumentet i henhold til artikel 68, stk. 4; betalingstjenesteudbyderen skal på anmodning

sætte betalingstjenestebrugeren i stand til i en periode på 18 måneder, fra underretningen foretages,

at bevise, at betalingstjenestebrugeren har foretaget en sådan underretning

d) giver betalingstjenestebrugeren mulighed for at foretage en underretning i henhold til artikel 69,

stk. 1, litra b), uden beregning og, hvis der beregnes gebyr, så kun til dækning af udskiftningsom-

kostninger i direkte tilknytning til betalingsinstrumentet

e) hindrer enhver brug af betalingsinstrumentet, så snart der er foretaget underretning i henhold til

artikel 69, stk. 1, litra b).

Risikoen ved at sende et betalingsinstrument og dets personaliserede sikkerhedsoplysninger til

betalingstjenestebrugeren påhviler betalingstjenesteudbyderen.

Artikel 71

Underretning om og berigtigelse af uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner

1. For at kunne kræve berigtigelse af en uautoriseret eller fejlbehæftede betalingstransaktion fra beta-

lingstjenesteudbyderens side skal betalingstjenestebrugeren underrette betalingstjenesteudbyderen snarest

muligt efter at have konstateret en sådan transaktion, der giver anledning til krav, herunder krav som

omhandlet i artikel 89, og ikke senere end 13 måneder efter debiteringsdatoen.

Fristerne for underretning fastsat i første afsnit finder ikke anvendelse, hvis betalingstjenesteudbyderen

ikke har meddelt oplysningerne om den pågældende betalingstransaktion eller stillet dem til rådighed i

overensstemmelse med afsnit III.

2. Hvis en betalingsinitieringstjenesteudbyder er involveret, skal den kontoførende betalingstjenesteud-

byder foretage berigtigelse over for betalingstjenestebrugeren i henhold til stk. 1, jf. dog artikel 73, stk. 2,

og artikel 89, stk. 1.

Artikel 72

Bevis for autentifikation og gennemførelse af betalingstransaktioner

1. Hvis en betalingstjenestebruger afviser at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion eller

hævder, at betalingstransaktionen ikke blev gennemført korrekt, kræver medlemsstaterne, at det er beta-

lingstjenesteudbyderen, der skal bevise, at betalingstransaktionen var autentificeret, korrekt registreret

og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl ved den tjeneste, som blev leveret af

betalingstjenesteudbyderen.

Hvis betalingstransaktionen er initieret gennem en betalingsinitieringstjenesteudbyder, bærer betalingsini-

tieringstjenesteudbyderen bevisbyrden for, at betalingstransaktionen inden for dennes kompetenceområde

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

325

var autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i tilknytning til den

betalingstjeneste, som denne udbyder har ansvaret for.

Hvis en betalingstjenestebruger nægter at have autoriseret en gennemført betalingstransaktion, er

brug af et betalingsinstrument, der er registreret af betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald

betalingsinitieringstjenesteudbyderen, i sig selv ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at bevise, hverken

at betalingstransaktionen var autoriseret af betaleren, eller at betaleren handlede svigagtigt eller med

forsæt eller ved grov forsømmelse undlod at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i henhold til

artikel 69. Betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald betalingsinitieringstjenesteudbyderen, skal

fremlægge bevismateriale for at påvise svig eller grov forsømmelse fra betalingstjenestebrugerens side.

Artikel 73

Betalingstjenesteudbyderes ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner

Medlemsstaterne sikrer med forbehold af artikel 71, at en betalers betalingstjenesteudbyder i

tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion tilbagebetaler betaleren beløbet for den uautoriserede

betalingstransaktion straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den følgende arbejdsdag

efter at have konstateret eller være blevet underrettet om transaktionen, medmindre betalerens betalings-

tjenesteudbyder har rimelige grunde til at have mistanke om svig og skriftligt underretter den relevante

nationale myndighed om disse grunde. Betalerens betalingstjenesteudbyder skal i givet fald føre den

debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den uautoriserede

betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Herved skal det også sikres, at valørdatoen for kredite-

ring af betalerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.

2. Hvis betalingstransaktionen initieres via en betalingsinitieringstjenesteudbyder, skal den kontoføren-

de betalingstjenesteudbyder straks og under alle omstændigheder inden afslutningen af den følgende

arbejdsdag tilbagebetale beløbet for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er relevant,

føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis den

uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den uautoriserede betalingstransaktion, skal

denne efter den kontoførende betalingstjenesteudbyders anmodning herom straks holde denne skadesløs

for tab eller betalte beløb som følge af tilbagebetalingen til betaleren, herunder beløbet for den uauto-

riserede betalingstransaktion. I overensstemmelse med artikel 72, stk. 1, er det betalingsinitieringstjene-

steudbyderen, der inden for sit kompetenceområde bærer bevisbyrden for, at betalingstransaktionen var

autentificeret, korrekt registreret og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl i tilknytning til den

betalingstjeneste, som betalingsinitieringstjenesteudbyderen har ansvaret for.

3. Yderligere finansiel kompensation kan fastsættes i overensstemmelse med den lovgivning, der finder

anvendelse på den aftale, der er indgået mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen, eller den aftale,

der er indgået mellem betaleren og betalingsinitieringstjenesteudbyderen, hvor det er relevant.

Artikel 74

Betalerens ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner

Uanset artikel 73 kan en betaler forpligtes til at dække tab i forbindelse med enhver uautoriseret

betalingstransaktion på op til 50 EUR, der skyldes brug af et tabt eller stjålet betalingsinstrument eller

uberettiget tilegnelse af et betalingsinstrument.

Første afsnit finder ikke anvendelse, hvis:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

326

a) tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af betalingsinstrumentet ikke kunne opdages af

betaleren forud for betalingen, medmindre betaleren selv har handlet svigagtigt, eller

b) tabet er forårsaget af handlinger, der er foretaget af en betalingstjenesteudbyders ansat, agent eller

filial eller en enhed, hvortil dens aktiviteter er outsourcet, eller disses passivitet.

Betaleren skal dække alle tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, hvis de skyldes betale-

rens svigagtige handling eller manglende opfyldelse af en eller flere af de forpligtelser, der er fastsat i

artikel 69, begået med forsæt eller ved grov forsømmelse. I sådanne tilfælde finder maksimumsbeløbet i

første afsnit ikke anvendelse.

Hvis betaleren hverken har optrådt svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser

i henhold til artikel 69, kan medlemsstaterne begrænse det i dette stykke omhandlede ansvar under

hensyntagen til navnlig arten af de personaliserede sikkerhedsoplysninger og de særlige omstændigheder,

under hvilke betalingsinstrumentet blev tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet.

2. Såfremt betalerens betalingstjenesteudbyder ikke kræver stærk kundeautentifikation, bærer betaleren

ikke eventuelle økonomiske tab, medmindre betaleren har handlet svigagtigt. Hvis betalingsmodtageren

eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ikke accepterer stærk kundeautentifikation, godtgør

den det økonomiske tab, der er påført betalerens betalingstjenesteudbyder.

Betaleren skal ikke dække økonomiske følger af brug af et tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet

betalingsinstrument, efter at der er sket underretning i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, litra b),

undtagen hvis betaleren har handlet svigagtigt.

Hvis betalingstjenesteudbyderen ikke træffer egnede foranstaltninger til på alle tidspunkter at kunne

modtage underretning om tabte, stjålne eller uberettiget tilegnede betalingsinstrumenter som anført i

artikel 70, stk. 1, litra c), hæfter betaleren ikke for de økonomiske følger af brug af betalingsinstrumentet,

undtagen hvis betaleren har handlet svigagtigt.

Artikel 75

Betalingstransaktioner, hvor transaktionsbeløbet ikke er kendt på forhånd

1. Hvis en betalingstransaktion initieres af eller via betalingsmodtageren i forbindelse med en kortba-

seret betalingstransaktion, og det præcise beløb ikke er kendt på det tidspunkt, hvor betaleren giver

samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen, kan betalerens betalingstjenesteudbyder kun blokere

midlerne på betalerens betalingskonto, hvis betaleren har givet samtykke til det præcise beløb, der skal

blokeres.

2. Betalerens betalingstjenesteudbyder frigiver de midler på betalerens betalingskonto, der er blokeret

i medfør af stk. 1, uden unødig forsinkelse efter modtagelse af oplysningerne om det præcise betalings-

transaktionsbeløb og senest umiddelbart efter modtagelsen af betalingsordren.

Artikel 76

Tilbagebetaling af betalingstransaktioner initieret af eller via en betalingsmodtager

1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler har ret til tilbagebetaling fra sin betalingstjenesteudbyder af

en autoriseret betalingstransaktion, der er initieret af eller via en betalingsmodtager, og som allerede er

gennemført, hvis begge følgende betingelser er opfyldt:

a) autorisationen angav ikke det præcise betalingstransaktionsbeløb, da autorisationen blev givet

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

327

b) betalingstransaktionsbeløbet var større end det beløb, betaleren med rimelighed kunne have for-

ventet under hensyn til vedkommendes tidligere udgiftsmønster, betingelserne i rammeaftalen og

andre relevante omstændigheder.

På betalingstjenesteudbyderens anmodning bærer betaleren bevisbyrden for, at sådanne betingelser er

opfyldt.

Tilbagebetalingen skal udgøre det fulde beløb for den gennemførte betalingstransaktion. Valørdatoen for

kreditering af betalerens betalingskonto skal ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret.

Medlemsstaterne sikrer med forbehold af stk. 3, at betaleren, foruden den i dette stykke omhandlede

rettighed, ved direkte debiteringer som omhandlet i artikel 1 i forordning (EU) nr. 260/2012 har ubetinget

ret til tilbagebetaling inden for de frister, der er fastsat i artikel 77 i dette direktiv.

2. Med henblik på stk. 1, første afsnit, litra b), kan betaleren imidlertid ikke henholde sig til valutakurs-

hensyn, hvis den referencekurs, der er aftalt med dennes betalingstjenesteudbyder, jf. artikel 45, stk. 1,

litra d), og artikel 52, stk. 3), litra b), er blevet anvendt.

3. Det kan i en rammeaftale mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen aftales, at betaleren ikke

har ret til tilbagebetaling, hvis:

a) betaleren har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen direkte til betalingstje-

nesteudbyderen, og

b) hvor det er relevant, hvis oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion mindst fire uger

inden forfaldsdagen blev givet betaleren eller stillet til rådighed for denne på en aftalt måde af

betalingstjenesteudbyderen eller af betalingsmodtageren.

4. Ved direkte debiteringer i andre valutaer end euro kan medlemsstaterne kræve, at deres betalingstje-

nesteydere tilbyder gunstigere tilbagebetalingsrettigheder i overensstemmelse med deres ordninger for

direkte debitering, forudsat at de er mere fordelagtige for betaleren.

Artikel 77

Anmodninger om tilbagebetaling af betalingstransaktioner initieret af eller via en betalingsmodta-

ger

1. Medlemsstaterne sikrer, at en betaler inden for en periode på otte uger efter den dato, hvor midlerne

blev debiteret, kan anmode om tilbagebetaling i henhold til artikel 76 af en autoriseret betalingstransakti-

on initieret af eller via en betalingsmodtager.

2. Senest ti arbejdsdage efter modtagelse af en anmodning om tilbagebetaling skal betalingstjenesteud-

byderen enten tilbagebetale hele transaktionsbeløbet eller meddele betaleren en begrundelse for afslag på

tilbagebetaling med angivelse af, hvilket organ betaleren kan henvende sig til, jf. artikel 99–102, hvis

betaleren ikke accepterer den meddelte begrundelse.

Betalingstjenesteudbyderens ret til at afslå tilbagebetaling i henhold til nærværende stykkes første afsnit

gælder ikke i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 76, stk. 1, fjerde afsnit.

KAPITEL 3

Gennemførelse af betalingstransaktioner

Afdeling 1

Betalingsordrer og overførte beløb

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

328

Artikel 78

Modtagelse af betalingsordrer

1. Medlemsstaterne sikrer, at modtagelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor en betalingsordre modtages

af betalerens betalingstjenesteudbyder.

Betalerens konto må ikke debiteres før modtagelsen af betalingsordren. Hvis modtagelsestidspunktet ikke

er en arbejdsdag for betalerens betalingstjenesteudbyder, anses betalingsordren for at være modtaget den

følgende arbejdsdag. Betalingstjenesteudbyderen kan fastsætte et seneste tidspunkt (cut-off-tidspunkt),

der ligger tæt på slutningen af en arbejdsdag, efter hvilket alle modtagne betalingsordrer anses for at være

modtaget den følgende arbejdsdag.

2. Hvis den betalingstjenestebruger, der har initieret en betalingsordre, og betalingstjenesteudbyderen

aftaler, at gennemførelsen af betalingsordren skal initieres på en bestemt dato eller efter et bestemt

tidsrum eller på den dag, hvor betaleren har stillet midler til rådighed for betalingstjenesteudbyderen,

anses modtagelsestidspunktet med henblik på artikel 83 for at være den aftalte dato. Hvis den aftalte

dag ikke er en arbejdsdag for betalingstjenesteudbyderen, anses betalingsordren for at være modtaget den

følgende arbejdsdag.

Artikel 79

Afvisning af betalingsordrer

1. Hvis en betalingstjenesteudbyder afviser at gennemføre en betalingsordre eller at initiere en beta-

lingstransaktion, skal betalingstjenestebrugeren underrettes om afvisningen og om muligt om begrundel-

sen herfor samt proceduren for rettelse af eventuelle faktuelle fejl, der har ført til afvisningen, medmindre

det er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.

Betalingstjenesteudbyderen skal foretage underretningen eller stille den til rådighed på en aftalt måde

snarest muligt og under alle omstændigheder inden for de frister, der er anført i artikel 83.

Rammeaftalen kan indeholde en bestemmelse om, at betalingstjenesteudbyderen kan opkræve et rimeligt

gebyr for denne afvisning, hvis afvisningen er objektivt begrundet.

2. Hvis alle betingelserne i betalerens rammeaftale er opfyldt, må betalerens kontoførende betalings-

tjenesteudbyder ikke afvise at gennemføre en autoriseret betalingsordre, uanset om betalingsordren er

initieret af en betaler, herunder via en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller af eller via en betalings-

modtager, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant EU-ret eller national ret.

3. Med henblik på artikel 83 og 89 anses en betalingsordre, hvis gennemførelse er blevet afvist, for ikke

at være modtaget.

Artikel 80

Betalingsordrers uigenkaldelighed

1. Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenestebruger ikke må tilbagekalde en betalingsordre, når den

er modtaget af betalerens betalingstjenesteudbyder, medmindre andet er fastsat i denne artikel.

Hvis en betalingstransaktion er initieret af en betalingsinitieringstjenesteudbyder eller af eller

via betalingsmodtageren, må betaleren ikke tilbagekalde betalingsordren efter at have givet samtykke

til betalingsinitieringstjenesteudbyderen om at initiere betalingstransaktionen eller efter at have givet

samtykke til betalingsmodtageren til gennemførelse af betalingstransaktionen.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

329

3. I tilfælde af direkte debitering, og uden at dette berører retten til tilbagebetaling, kan betaleren dog

tilbagekalde en betalingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato for debitering af

midlerne.

4. I det i artikel 78, stk. 2, omhandlede tilfælde kan betalingstjenestebrugeren tilbagekalde en betalings-

ordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato.

Efter udløbet af de i stk. 1-4 fastsatte tidsfrister kan betalingsordren kun tilbagekaldes, hvis det

er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og de relevante betalingstjenesteudbydere. I det i stk. 2 og 3

omhandlede tilfælde kræves også betalingsmodtagerens samtykke. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan

den relevante betalingstjenesteudbyder kræve betaling for tilbagekaldelsen.

Artikel 81

Overførte og modtagne beløb

Medlemsstaterne stiller krav om, at betalerens betalingstjenesteudbyder(e), betalingsmodtagerens

betalingstjenesteudbyder(e) og betalingstjenesteudbydernes eventuelle mellemmænd overfører det fulde

betalingstransaktionsbeløb og afholder sig fra at fratrække gebyrer fra det overførte beløb.

2. Betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen kan dog aftale, at den relevante betalingstjene-

steudbyder fratrækker sine gebyrer fra det overførte beløb, før det krediteres betalingsmodtageren. I

så fald holdes det fulde betalingstransaktionsbeløb og gebyrerne adskilt i de oplysninger, der gives til

betalingsmodtageren.

3. Hvis der fratrækkes andre gebyrer end dem, der er omhandlet i stk. 2, fra det overførte beløb, skal

betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at betalingsmodtageren modtager det fulde betalingstransakti-

onsbeløb, som betaleren har initieret. Hvis betalingstransaktionen er initieret af eller via betalingsmodta-

geren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at det fulde betalingstransaktionsbeløb modtages af

betalingsmodtageren.

Afdeling 2

Gennemførelsestidspunkt og valørdato

Artikel 82

Anvendelsesområde

1. Denne afdeling finder anvendelse på:

a) betalingstransaktioner i euro

b) nationale betalingstransaktioner i valutaen i medlemsstaten, hvis valuta ikke er euro

c) betalingstransaktioner, der kun omfatter én valutaomregning mellem euro og valutaen i en med-

lemsstat, hvis valuta ikke er euro, såfremt den nødvendige valutaomregning foretages i den

pågældende medlemsstat, hvis valuta ikke er euro, og i tilfælde af en grænseoverskridende

betalingstransaktion, hvor den grænseoverskridende overførsel foretages i euro.

2. Denne afdeling finder anvendelse på betalingstransaktioner, der ikke er omhandlet i stk. 1, medmin-

dre andet er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, jf. dog artikel 87,

som ikke kan fraviges af parterne ved aftale. Når betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen

aftaler en længere frist end den, der er fastsat i artikel 83, for betalingstransaktioner i Unionen, må denne

længere frist dog højst være fire arbejdsdage efter modtagelsestidspunktet, jf. artikel 78.

Artikel 83

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

330

Betalingstransaktioner til en betalingskonto

1. Medlemsstaterne kræver, at en betalers betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingstransaktionsbe-

løbet efter modtagelsestidspunktet, jf. artikel 78, senest ved afslutningen af den følgende arbejdsdag

bliver krediteret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Denne tidsfrist kan forlænges

med endnu en arbejdsdag for papirbaserede betalingstransaktioner.

Medlemsstaterne kræver, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder påfører valørdato og

stiller det pågældende betalingstransaktionsbeløb til rådighed på betalingsmodtagerens betalingskonto,

efter at betalingstjenesteudbyderen har modtaget midlerne i overensstemmelse med artikel 87.

3. Medlemsstaterne kræver, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder overfører en betalingsor-

dre initieret af eller via betalingsmodtageren til betalerens betalingstjenesteudbyder inden for den tidsfrist,

der er aftalt mellem betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen, således at afregningen for så vidt

angår direkte debiteringer kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato.

Artikel 84

Situationer, hvor betalingsmodtageren ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudbyderen

Hvis en betalingsmodtager ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudbyderen, skal midlerne

stilles til rådighed for betalingsmodtageren af den betalingstjenesteudbyder, der modtager midlerne for

betalingsmodtageren, inden for den tidsfrist, der er fastsat i artikel 83.

Artikel 85

Kontantbeløb indbetalt på en betalingskonto

Hvis en forbruger indbetaler kontantbeløb på en betalingskonto hos den pågældende betalingstjenesteud-

byder i den pågældende betalingskontos valuta, sikrer betalingstjenesteudbyderen, at beløbet stilles til

rådighed med valørdato umiddelbart efter modtagelse af midlerne. Hvis betalingstjenestebrugeren ikke er

en forbruger, stilles beløbet til rådighed med valørdato senest den efter modtagelse af midlerne følgende

arbejdsdag.

Artikel 86

Nationale betalingstransaktioner

For så vidt angår nationale betalingstransaktioner kan medlemsstaterne foreskrive kortere maksimale

gennemførelsestider end de i denne afdeling fastsatte.

Artikel 87

Valørdato og adgang til midler

Medlemsstaterne sikrer, at valørdatoen for kreditering af en betalingsmodtagers betalingskonto

ikke ligger senere end den arbejdsdag, hvor betalingstransaktionsbeløbet krediteres betalingsmodtagerens

betalingstjenesteudbyders konto.

2. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingsmodtageren har adgang til beta-

lingstransaktionsbeløbet, umiddelbart efter at beløbet er krediteret betalingsmodtagerens betalingstjene-

steudbyders konto, hvis der for betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder:

a) ikke er nogen valutaomregning, eller

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

331

b) er en valutaomregning mellem euroen og en medlemsstats valuta eller mellem to medlemsstaters

valutaer.

Den i dette stykke fastsatte forpligtelse gælder også for betalinger inden for én betalingstjenesteudbyder.

Medlemsstaterne sikrer, at valørdatoen for debitering af betalerens betalingskonto ikke ligger

tidligere end det tidspunkt, hvor betalingstransaktionsbeløbet debiteres denne betalingskonto.

Afdeling 3

Ansvar

Artikel 88

Ukorrekte entydige identifikationskoder

Hvis en betalingsordre gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode,

betragtes betalingsordren som gennemført korrekt med hensyn til den betalingsmodtager, der er oplyst i

den entydige identifikationskode.

Hvis den entydige identifikationskode, som betalingstjenestebrugeren har angivet, er ukorrekt, er

betalingstjenesteudbyderen ikke ansvarlig i henhold til artikel 89 for manglende gennemførelse eller

mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.

Betalerens betalingstjenesteudbyder skal imidlertid gøre en rimelig indsats for at inddrive de

midler, der var involveret i betalingstransaktionen. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder skal i

denne forbindelse samarbejde, herunder ved at meddele betalerens betalingstjenesteudbyder alle relevante

oplysninger med henblik på inddrivelse af midlerne.

Såfremt det ikke er muligt at inddrive midlerne i første afsnit, giver betalerens betalingstjenesteudbyder

efter skriftlig anmodning betaleren alle oplysninger, som betalerens betalingstjenesteudbyder har adgang

til, og som er relevante for betaleren, således at denne kan fremsætte et retskrav med henblik på inddrivel-

se af midlerne.

4. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen kræve betaling af betalingstjeneste-

brugeren for inddrivelsen.

Hvis betalingstjenestebrugeren giver flere oplysninger end dem, der er anført i artikel 45, stk. 1,

litra a), eller artikel 52, nr. 2), litra b), er betalingstjenesteudbyderen kun ansvarlig for gennemførelsen

af betalingstransaktioner i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som betalingstjene-

stebrugeren har angivet.

Artikel 89

Betalingstjenesteudbyderes ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse af

betalingstransaktioner

Hvis en betalingsordre initieres direkte af betaleren, har betalerens betalingstjenesteudbyder med

forbehold af artikel 71, artikel 88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for betaleren for korrekt

gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre den kan bevise over for betaleren og, hvor det er re-

levant, betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder

modtog betalingstransaktionsbeløbet i overensstemmelse med artikel 83, stk. 1. I så fald har betalings-

modtagerens betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betalingsmodtageren for korrekt gennemførelse

af betalingstransaktionen.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

332

Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første afsnit, skal vedkommende uden

unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb

og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været

gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet

blev debiteret.

Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første afsnit, skal

vedkommende øjeblikkeligt stille betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren og,

hvor det er relevant, kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvarende beløb.

Valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato,

som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt, jf. artikel 87.

Hvis en betalingstransaktion gennemføres for sent, sikrer betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder

efter anmodning fra betalerens betalingstjenesteudbyder, som handler på betalerens vegne, at valørdatoen

for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, som beløbet

skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt.

I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor betalingsordren ini-

tieres af betaleren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder, uanset hvem der har ansvaret ifølge dette

stykke, efter anmodning øjeblikkelig bestræbe sig på at spore betalingstransaktionen og orientere betale-

ren om resultatet. Dette skal være vederlagsfrit for betaleren.

2. Hvis en betalingsordre initieres af eller via betalingsmodtageren, har betalingsmodtagerens betalings-

tjenesteudbyder med forbehold af artikel 71, artikel 88, stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for

betalingsmodtageren for korrekt fremsendelse af betalingsordren til betalerens betalingstjenesteudbyder

i overensstemmelse med artikel 83, stk. 3. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har an-

svaret i henhold til dette afsnit, skal denne øjeblikkelig videresende den pågældende betalingsordre til

betalerens betalingstjenesteudbyder.

Ved forsinket fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på betalingsmodtagerens

betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var

gennemført korrekt.

Derudover har betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71, artikel 88,

stk. 2 og 3, og artikel 93 ansvaret over for betalingsmodtageren for at behandle betalingstransaktionen

i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til artikel 87. Hvis betalingsmodtagerens betalingstje-

nesteudbyder har ansvaret i henhold til dette afsnit, skal vedkommende sikre, at betalingstransaktionsbe-

løbet er til rådighed for betalingsmodtageren, straks efter at beløbet er krediteret betalingsmodtagerens

betalingstjenesteudbyders konto. Beløbet må ikke have valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto

senere end den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen var gennemført

korrekt.

I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, som betalingsmodtage-

rens betalingstjenesteudbyder ikke har ansvaret for i henhold til første og andet afsnit, har betalerens

betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betaleren. Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder således

har ansvaret, skal denne om nødvendigt og uden unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende

eller mangelfuldt betalte betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalingskonto tilbage til

den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion ikke var blevet

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

333

gennemført. Valørdatoen for kreditering af betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato,

hvor beløbet blev debiteret.

Den i fjerde afsnit omhandlede forpligtelse finder ikke anvendelse på betalerens betalingstjenesteudbyder,

hvis betalerens betalingstjenesteudbyder beviser, at betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har

modtaget betalingstransaktionsbeløbet, selv hvis gennemførelse af betalingstransaktionen blot er forsin-

ket. I så fald skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder give beløbet valørdato på betalingsmod-

tagerens betalingskonto senest den dato, som beløbet skulle have haft som valørdato, hvis transaktionen

var gennemført korrekt.

I tilfælde af en manglende eller mangelfuldt gennemført betalingstransaktion, hvor en betalingsordre

er initieret af eller via betalingsmodtageren, skal betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, uanset

hvem der har ansvaret ifølge dette stykke, efter anmodning øjeblikkelig bestræbe sig på at spore be-

talingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet. Dette skal være vederlagsfrit for

betalingsmodtageren.

3. Endvidere har betalingstjenesteudbydere ansvaret over for deres respektive betalingstjenestebrugere

for eventuelle gebyrer, som de har ansvaret for, og for renter, der opkræves af betalingstjenestebrugeren

som følge af en manglende eller mangelfuld, herunder forsinket, gennemførelse af en betalingstransakti-

on.

Artikel 90

Betalingsinitieringstjenesters ansvar ved manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse af

betalingstransaktioner

1. Hvis en betalingsordre initieres af betaleren via en betalingsinitieringstjenesteudbyder, tilbagebetaler

den kontoførende betalingstjenesteudbyder med forbehold af artikel 71 og artikel 88, stk. 2 og 3, beløbet

for den manglende eller mangelfulde betalingstransaktion til betaleren og fører, hvor det er relevant, den

debiterede betalingskonto tilbage til den situation, som ville have været gældende, hvis den mangelfulde

betalingstransaktion ikke var blevet gennemført.

Betalingsinitieringstjenesteudbyderen skal bevise, at betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder

modtog betalingsordren i overensstemmelse med artikel 78, og at betalingstransaktionen inden for

betalingsinitieringstjenesteudbyderens kompetenceområde var autentificeret, korrekt registreret og ikke

ramt af tekniske svigt eller andre fejl i tilknytning til den manglende, mangelfulde eller forsinkede

gennemførelse af transaktionen.

Hvis betalingsinitieringstjenesteudbyderen er ansvarlig for den manglende, mangelfulde eller for-

sinkede gennemførelse af betalingstransaktionen, skal vedkommende efter den kontoførende betalingstje-

nesteudbyders anmodning øjeblikkelig holde denne skadesløs for tab eller betalte beløb som følge af

tilbagebetalingen til betaleren.

Artikel 91

Yderligere økonomisk godtgørelse

Al økonomisk godtgørelse ud over den, der er foreskrevet i denne afdeling, kan fastsættes i overens-

stemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem betalingstjenestebrugeren og

betalingstjenesteudbyderen.

Artikel 92

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

334

Regresret

Hvis en betalingstjenesteudbyders ansvar i henhold til artikel 73 og 89 kan tilskrives en anden

betalingstjenesteudbyder eller en mellemmand, skal denne betalingstjenesteudbyder eller mellemmand

holde den første betalingstjenesteudbyder skadesløs for ethvert tab eller beløb betalt i henhold til artikel

73 og 89. Dette omfatter godtgørelse, hvis en betalingstjenesteudbyder undlader at anvende stærk kun-

deautentifikation.

2. Yderligere økonomisk godtgørelse fastsættes i henhold til aftaler mellem betalingstjenesteudbydere

og/eller mellemmænd og den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem dem.

Artikel 93

Usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder

Intet ansvar pådrages efter kapitel 2 og 3 i tilfælde af usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder,

som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og som vedkommende ikke har mulig-

hed for at afværge, også selv om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed, eller når en

betalingstjenesteudbyder er bundet af andre retlige forpligtelser, der er omfattet af EU-retten eller national

ret.

KAPITEL 4

Beskyttelse af personoplysninger

Artikel 94

Beskyttelse af personoplysninger

Medlemsstaterne tillader, at betalingssystemer og betalingstjenesteudbydere behandler personop-

lysninger, når det er nødvendigt af hensyn til forebyggelse, efterforskning og opdagelse af betalings-

svig. Oplysning til fysiske personer om behandling af personoplysninger og behandlingen af sådanne

personoplysninger og enhver anden behandling af personoplysninger som følge af dette direktiv skal

foretages i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF, de nationale bestemmelser til gennemførelse af

direktiv 95/46/EF og med forordning (EF) nr. 45/2001.

2. Betalingstjenesteudbydere må kun tilgå, behandle og opbevare personoplysninger, som er nødvendi-

ge for ydelse af betalingstjenester, med betalingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke.

KAPITEL 5

Drifts- og sikkerhedsrisici og autentifikation

Artikel 95

Styring af drifts- og sikkerhedsrisici

1. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere fastlægger en ramme med passende begræn-

sende foranstaltninger og kontrolmekanismer til styring af drifts- og sikkerhedsrisici, der er forbundet

med de betalingstjenester, som de udbyder. Som en del af denne ramme fastlægger og opretholder

betalingstjenesteudbydere effektive procedurer for håndtering af hændelser, herunder for opdagelse og

klassificering af større drifts- og sikkerhedshændelser.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

335

2. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere årligt eller oftere som fastsat af den kompetente

myndighed giver den kompetente myndighed en ajourført samlet vurdering af de drifts- og sikkerhedsrisi-

ci, der er forbundet med de betalingstjenester, som de udbyder, og om, hvorvidt de iværksatte begrænsen-

de foranstaltninger og kontrolmekanismer som følge af disse risici er tilstrækkelige.

3. Senest den 13. juli 2017 udarbejder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante in-

teressenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede

interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 for fastlæg-

gelse, iværksættelse og overvågning af sikkerhedsforanstaltninger, herunder certificeringsprocesser, hvor

det er relevant.

EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i første afsnit omhandlede retningslinjer regelmæssigt og

under alle omstændigheder mindst hvert andet år.

4. Under hensyntagen til den indhøstede erfaring fra anvendelsen af de i stk. 3 omhandlede retningslin-

jer udarbejder EBA på Kommissionens foranledning, hvis det er relevant, udkast til reguleringsmæssige

tekniske standarder om kriterier og betingelser for fastlæggelse og overvågning af sikkerhedsforanstalt-

ninger.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekni-

ske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

5. EBA fremmer samarbejde, herunder udveksling af oplysninger, inden for drifts- og sikkerhedsrisici

i forbindelse med betalingstjenester mellem de kompetente myndigheder samt mellem de kompetente

myndigheder og ECB og, hvor det er relevant, Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informations-

sikkerhed.

Artikel 96

Indberetning af hændelser

I tilfælde af en større drifts- eller sikkerhedshændelse underretter betalingstjenesteudbydere uden

unødig forsinkelse den kompetente myndighed i betalingstjenesteudbyderens hjemland.

Hvis hændelsen har eller kan have indvirkning på betalingstjenesteudbyderens betalingstjenestebrugeres

økonomiske interesser, orienterer betalingstjenesteudbyderen uden unødig forsinkelse sine betalingstjene-

stebrugere om hændelsen og om alle tilgængelige foranstaltninger, som de kan træffe for at begrænse

hændelsens negative følger.

Ved modtagelsen af underretningen omhandlet i stk. 1 fremsender den kompetente myndighed i

hjemlandet uden unødig forsinkelse relevante oplysninger om hændelsen til EBA og ECB. Denne kompe-

tente myndighed underretter, efter at have vurderet hændelsens relevans for de relevante myndigheder i

den på gældende medlemsstat, disse herom.

EBA og ECB vurderer i samarbejde med den kompetente myndighed i hjemlandet hændelsens relevans

for andre relevante EU-myndigheder og nationale myndigheder og underretter dem i overensstemmelse

hermed. ECB underretter medlemmerne af Det Europæiske System af Centralbanker om spørgsmål, der

er relevante for betalingssystemet.

De kompetente myndigheder træffer på grundlag af underretningen, hvis det er hensigtsmæssigt, alle

nødvendige foranstaltninger for at beskytte det finansielle systems umiddelbare sikkerhed.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

336

3. Senest den 13. januar 2018 udsteder EBA i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante in-

teressenter, herunder interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede

interesser retningslinjer i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 adresseret til

hver af følgende:

a) til betalingstjenesteudbydere om klassificering af større hændelser som omhandlet i stk. 1 og om

indholdet og formatet af, herunder standardunderretningsmodeller, og procedurerne for underret-

ning om sådanne hændelser

b) til de kompetente myndigheder om kriterierne for, hvordan det skal vurderes, hvor relevant en

hændelse er, og hvilke elementer i hændelsesindberetningerne der skal deles med andre nationale

myndigheder.

4. EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB de i stk. 3 omhandlede retningslinjer regelmæssigt og

under alle omstændigheder mindst hvert andet år.

5. EBA tager i forbindelse med udstedelsen og gennemgangen af de i stk. 3 omhandlede retningslinjer

hensyn til standarder og/eller specifikationer, som er udarbejdet og offentliggjort af Den Europæiske

Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed for de sektorer, der udøver andre aktiviteter end udbud

af betalingstjenester.

6. Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere mindst en gang om året stiller statistiske data

om svig i tilknytning til forskellige betalingsmidler til rådighed for deres kompetente myndigheder. Disse

kompetente myndigheder stiller sådanne data til rådighed for EBA og ECB i sammenfattet form.

Artikel 97

Autentifikation

Medlemsstaterne sikrer, at en betalingstjenesteudbyder anvender stærk kundeautentifikation, når

betaleren:

a) tilgår sin betalingskonto online

b) initierer en elektronisk betalingstransaktion

c) udfører handlinger gennem en fjernkanal, der kan indebære en risiko for betalingssvig eller andre

former for misbrug.

2. Men henblik på initiering af elektroniske betalingstransaktioner, jf. stk. 1, litra b), sikrer medlemssta-

terne, at betalingstjenesteudbydere, for så vidt angår elektroniske fjernbetalingstransaktioner, anvender

stærk kundeautentifikation, som omfatter elementer, der dynamisk knytter transaktionen til et specifikt

beløb og en specifik betalingsmodtager.

3. Med henblik på stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at betalingstjenesteudbydere har iværksat passende

sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres per-

sonaliserede sikkerhedsoplysninger.

4. Stk. 2 og 3 finder også anvendelse, når betalinger initieres via en betalingsinitieringstjenesteudby-

der. Stk. 1 og 3 finder også anvendelse, når der anmodes om oplysningerne via en kontooplysningstjene-

steudbyder.

5. Medlemsstaterne sikrer, at den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver betalingsinitieringstje-

nesteudbyderen og kontooplysningstjenesteudbyderen tilladelse til at anvende de autentifikationsprocedu-

rer, som den kontoførende betalingstjenesteudbyder stiller til rådighed for betalingstjenestebrugeren i

overensstemmelse med stk. 1 og 3, og, såfremt betalingsinitieringstjenesteudbyderen er involveret, i

overensstemmelse med stk. 1, 2 og 3.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

337

Artikel 98

Reguleringsmæssige tekniske standarder for autentifikation og kommunikation

EBA udarbejder i tæt samarbejde med ECB efter høring af alle relevante interessenter, herunder

interessenter på betalingstjenestemarkedet, og under hensyntagen til alle involverede interesser udkast til

reguleringsmæssige tekniske standarder til betalingstjenesteudbydere som fastsat i dette direktivs artikel

1, stk. 1, i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 vedrørende:

a) krav til stærk kundeautentifikation, jf. artikel 97, stk. 1 og 2

b) undtagelser fra anvendelsen af artikel 97, stk. 1, 2 og 3, på grundlag af de i nærværende artikels

stk. 3 fastsatte kriterier

c) krav, som sikkerhedsforanstaltninger skal opfylde, i overensstemmelse med artikel 97, stk. 3, for

at beskytte fortroligheden og integriteten af betalingstjenestebrugeres personaliserede sikkerheds-

oplysninger, og

d) krav til fælles og sikre åbne standarder for kommunikation mellem kontoførende betalingstjene-

steudbydere, betalingsinitieringstjenesteudbydere, kontooplysningstjenesteudbydere, betalere, beta-

lingsmodtagere og andre betalingstjenesteudbydere med henblik på identifikation, autentifikation,

underretning og udveksling af oplysninger samt iværksættelse af sikkerhedsforanstaltninger.

2. De i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdes af EBA med

henblik på at:

a) sikre en passende grad af sikkerhed for betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere ved

at indføre effektive og risikobaserede krav

b) sikre betalingstjenestebrugeres midler og personoplysninger

c) sikre og opretholde fair konkurrence mellem alle betalingstjenesteudbydere

d) sikre teknologi- og forretningsmodelneutralitet

e) gøre det muligt at udvikle brugervenlige, tilgængelige og innovative betalingsmidler.

De i stk. 1, litra b), omhandlede undtagelser skal bygge på følgende kriterier:

risikoniveauet for den tjeneste, der udbydes

transaktionens beløb, tilbagevendende karakter eller begge dele

den betalingskanal, der anvendes til at gennemføre transaktionen.

EBA forelægger de i stk. 1 omhandlede udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for

Kommissionen senest den 13. januar 2017.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder i overens-

stemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

5. EBA gennemgår og ajourfører om nødvendigt regelmæssigt de reguleringsmæssige tekniske stan-

darder i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1093/2010 for bl.a. at tage højde for

innovation og den teknologiske udvikling.

KAPITEL 6

Alternative tvistbilæggelsesprocedurer

Afdeling 1

Klageprocedurer

Artikel 99

Klager

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

338

Medlemsstaterne sikrer, at der indføres procedurer, som giver betalingstjenestebrugere og andre

interesserede parter, herunder forbrugerorganisationer, mulighed for at indgive klager til de kompetente

myndigheder i forbindelse med betalingstjenesteudbyderes påståede overtrædelser af dette direktiv.

2. Svaret fra den kompetente myndighed skal, hvor det er relevant, og uden at dette berører retten til at

indbringe en klage for en domstol i overensstemmelse med nationale retsplejeregler, underrette klageren

om eksistensen af de alternative tvistbilæggelsesprocedurer, der er indført ved artikel 102.

Artikel 100

Kompetente myndigheder

1. Medlemsstaterne udpeger kompetente myndigheder, der skal sikre og overvåge, at dette direktiv reelt

efterleves. Disse kompetente myndigheder træffer alle passende foranstaltninger for at sikre efterlevelsen.

De skal enten være:

a) kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 4, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1093/2010, eller

b) organer, der er anerkendt i national ret eller af offentlige myndigheder, og som udtrykkeligt har

beføjelse hertil i henhold til national ret.

De må ikke være betalingstjenesteudbydere, med undtagelse af nationale centralbanker.

2. De i stk. 1 omhandlede kompetente myndigheder skal have alle beføjelser og tilstrækkelige ressour-

cer, der er nødvendige for, at de kan varetage deres opgaver. Er mere end én kompetent myndighed

beføjet til at sikre og overvåge den reelle efterlevelse af dette direktiv, sikrer medlemsstaterne, at disse

myndigheder indgår i et tæt samarbejde, så de kan udføre deres respektive opgaver effektivt.

3. De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i overensstemmelse med national ret enten:

a) direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn, eller

b) ved indbringelse for domstole, der er kompetente til at træffe de nødvendige afgørelser, herunder

i givet fald ved appel, såfremt der ikke gives medhold i en begæring om at træffe den nødvendige

afgørelse.

4. I tilfælde af overtrædelse eller mistanke om overtrædelse af de nationale retsregler, som gennemfører

afsnit III og IV, er de kompetente myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, de kompetente myndigheder i

betalingstjenesteudbyderens hjemland, bortset fra agenter og filialer, hvis virksomhed udøves i henhold til

etableringsretten, hvor de kompetente myndigheder er værtslandets kompetente myndigheder.

5. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke kompetente myndigheder der er udpeget, jf. stk. 1,

hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest den 13. januar 2018. De underretter Kommissionen

om en eventuel kompetencefordeling mellem de pågældende myndigheder. De underretter straks Kom-

missionen om senere ændringer med hensyn til udpegningen af disse myndigheder og deres respektive

kompetencer.

6. EBA udsteder efter at have hørt ECB retningslinjer rettet til de kompetente myndigheder i overens-

stemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010 om de klageprocedurer, som skal tages i

betragtning for at sikre, at de relevante bestemmelser i dette direktiv overholdes, jf. nærværende artikels

stk. 1. Disse retningslinjer udstedes senest den 13. januar 2018 og ajourføres regelmæssigt efter behov.

Afdeling 2

Alternative tvistbilæggelsesprocedurer og sanktioner

Artikel 101

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

339

Tvistbilæggelse

Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere indfører og anvender passende og effektive

procedurer for bilæggelse af klager fra betalingstjenestebrugere vedrørende rettigheder og forpligtelser i

medfør af afsnit III og IV, og overvåger deres resultater i denne henseende.

Disse procedurer skal anvendes i alle medlemsstater, hvor en betalingstjenesteudbyder udbyder betalings-

tjenester, og skal være tilgængelige på et af de officielle sprog i de pågældende medlemsstater eller på et

andet sprog, hvis det er aftalt mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren.

Medlemsstaterne skal kræve, at betalingstjenesteudbydere gør deres yderste for at besvare beta-

lingstjenestebrugeres klager, enten på papir, eller, hvis det er aftalt mellem betalingstjenesteudbyderen

og betalingstjenestebrugeren, på et andet varigt medium. Svar skal omfatte alle spørgsmål og afgives

inden for en passende frist og senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en klage. Hvis der foreligger

usædvanlige forhold, hvor et svar ikke kan afgives inden for 15 arbejdsdage på grund af omstændigheder,

som betalingstjenesteudbyderen ikke har indflydelse på, skal denne sende et foreløbigt svar, der tydeligt

angiver årsagerne til den forsinkede besvarelse af klagen og angiver en frist for, hvornår betalingstjene-

stebrugeren vil modtage det endelige svar. Fristen for at modtage det endelige svar må under ingen

omstændigheder overstige 35 arbejdsdage.

Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde regler om tvistbilæggelsesprocedurer, der er mere fordelag-

tige for betalingstjenestebrugeren end den procedure, der er omhandlet i første afsnit. I så fald finder disse

regler anvendelse.

3. Betalingstjenesteudbyderen skal oplyse betalingstjenestebrugeren om mindst én instans for alternativ

tvistbilæggelse, der har kompetence til at behandle tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør

af afsnit III og IV.

4. Oplysningerne omhandlet i stk. 3 skal være tilgængelige på en tydelig, udførlig og let tilgængelig

måde på betalingstjenesteudbyderens websted, hvis et sådant findes, i filialen samt i de generelle vilkår og

betingelser for aftalen mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren. Det skal angives,

hvor yderligere oplysninger om den pågældende instans for alternativ tvistbilæggelse og om betingelserne

for brug af den er tilgængelige.

Artikel 102

Alternative tvistbilæggelsesprocedurer

1. Medlemsstaterne sikrer, at der i henhold til den relevante nationale ret og EU-retten i overensstem-

melse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU

35)

fastlægges passende, uafhængige,

upartiske, gennemsigtige og effektive alternative tvistbilæggelsesprocedurer for bilæggelse af tvister

mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere vedrørende rettigheder og forpligtelser i

medfør af afsnit III og IV, og kan med henblik herpå eventuelt gøre brug af eksisterende kompetente

organer. Medlemsstaterne sikrer, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer finder anvendelse på betalings-

tjenesteudbydere, og at de også dækker udpegede repræsentanter.

2. Medlemsstaterne pålægger de i denne artikels stk. 1 omhandlede organer at samarbejde effektivt med

henblik på bilæggelse af grænseoverskridende tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør af

afsnit III og IV.

Artikel 103

Sanktioner

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

340

Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser

af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold

til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

2. Medlemsstaterne tillader deres kompetente myndigheder at offentliggøre alle administrative sanktio-

ner, der bliver pålagt for overtrædelse af de foranstaltninger, som vedtages til gennemførelse af dette

direktiv, medmindre sådan offentliggørelse vil være meget skadelig for finansmarkederne eller forvolde

de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

AFSNIT V

DELEGEREDE RETSAKTER OG REGULERINGSMÆSSIGE TEKNISKE STANDARDER

Artikel 104

Delegerede retsakter

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 105

vedrørende:

a) tilpasning af henvisningen til henstilling 2003/361/EF i artikel 4, nr. 36), hvis henstillingen ændres

b) ajourføring af de beløb, der er anført i artikel 32, stk. 1, og artikel 74, stk. 1, for at tage højde for

inflation.

Artikel 105

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte

betingelser.

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 104, tillægges Kommissionen for en

ubegrænset periode fra den 12. januar 2016.

3. Den i artikel 104 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Par-

lamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet

i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i

Den

Europæiske Unions Tidende

eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke

gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og

Rådet meddelelse herom.

En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 104 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-

Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den

pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden

udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen

forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 106

Forpligtelse til at oplyse forbrugere om deres rettigheder

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

341

1. Kommissionen udarbejder senest den 13. januar 2018 en brugervenlig elektronisk folder, som klart

og let forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til dette direktiv og tilhørende EU-ret.

2. Kommissionen underretter medlemsstaterne, europæiske sammenslutninger af betalingstjenesteudby-

dere og europæiske forbrugerorganisationer om offentliggørelsen af den i stk. 1 omhandlede folder.

Kommissionen, EBA og de kompetente myndigheder sikrer hver især, at folderen stilles til rådighed på en

let tilgængelig måde på deres respektive websteder.

3. Betalingstjenesteudbydere skal sikre, at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på

deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres filialer og hos deres agenter og de enheder,

hvortil aktiviteter er outsourcet.

4. Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve deres kunder gebyr for at stille oplysninger i henhold til

denne artikel til rådighed.

5. For så vidt angår personer med handicap skal bestemmelserne i denne artikel anvendes ved hjælp af

hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.

AFSNIT VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 107

Fuld harmonisering

For så vidt som dette direktiv indeholder harmoniserede bestemmelser, må medlemsstaterne ikke

bevare eller indføre andre bestemmelser end dem, der er fastsat i direktivet, jf. dog artikel 2, artikel 8,

stk. 3, artikel 32, artikel 38, stk. 2, artikel 42, stk. 2, artikel 55, stk. 6, artikel 57, stk. 3, artikel 58, stk. 3,

artikel 61, stk. 2 og 3, artikel 62, stk. 5, artikel 63, stk. 2 og 3, artikel 74, stk. 1, andet afsnit, og artikel 86.

2. Hvis en medlemsstat anvender en af mulighederne i stk. 1, underretter den Kommissionen herom og

om eventuelle efterfølgende ændringer. Kommissionen offentliggør oplysningerne på et websted eller på

en anden let tilgængelig måde.

Medlemsstaterne sikrer, at betalingstjenesteudbydere ikke til skade for betalingstjenestebrugerne

fraviger de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv, medmindre det udtrykkeligt er

foreskrevet i disse.

Betalingstjenesteudbydere kan imidlertid tilbyde betalingstjenestebrugere gunstigere vilkår.

Artikel 108

Revisionsklausul

Kommissionen forelægger senest den 13. januar 2021 en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet, Det

Europæiske og Økonomiske Sociale Udvalg og ECB om anvendelsen og indvirkningen af direktivet,

navnlig om:

a) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af reglerne om gebyrer som fastsat i artikel 62, stk. 3, 4 og

b) anvendelsen af artikel 2, stk. 3 og 4, herunder en vurdering af, hvorvidt afsnit III og IV, såfremt

det er teknisk muligt, kan anvendes fuldt ud på de i nævnte stykker omhandlede betalingstransakti-

oner

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

342

c) adgang til betalingssystemer under hensyntagen til navnlig graden af konkurrence

d) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af tærskelværdierne for de i artikel 3, litra l), omhandlede

betalingstransaktioner

e) hensigtsmæssigheden og indvirkningen af tærskelværdien for den i artikel 32, stk. 1, litra a),

omhandlede undtagelse

f) hvorvidt det i betragtning af udviklingen ville være ønskeligt, som et supplement til bestemmel-

serne i artikel 75 om betalingstransaktioner, hvor beløbet ikke er kendt på forhånd, og midler

er blokerede, at indføre maksimumsgrænser for de beløb, der må blokeres på betalerens betalings-

konto i sådanne situationer.

Kommissionen forelægger, hvis det er relevant, et lovgivningsforslag sammen med sin rapport.

Artikel 109

Overgangsbestemmelse

Medlemsstaterne tillader, at betalingsinstitutter, der senest den 13. januar 2018 har påbegyndt

virksomhed i overensstemmelse med national ret til gennemførelse af direktiv 2007/64/EF, kan fortsætte

denne virksomhed i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i direktiv 2007/64/EF, uden at de skal

søge om tilladelse efter artikel 5 i nærværende direktiv eller overholde de andre bestemmelser, der er

fastsat eller henvist til i afsnit II i nærværende direktiv, indtil den 13. juli 2018.

Medlemsstaterne kræver, at disse betalingsinstitutter fremsender alle relevante oplysninger til de kompe-

tente myndigheder, således at disse senest den 13. juli 2018 kan vurdere, om de pågældende betalingsin-

stitutter opfylder kravene i afsnit II, og hvis det ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger der skal træffes

for at sikre, at kravene opfyldes, eller om tilladelsen bør inddrages.

Betalingsinstitutter, der ved kontrol foretaget af de kompetente myndigheder viser sig at opfylde kravene

i afsnit II, meddeles tilladelse og opføres i hjemlandets register og i EBA�½s register som fastsat i artikel

14 og 15. Hvis disse betalingsinstitutter ikke opfylder kravene i afsnit II senest den 13. juli 2018, skal de i

overensstemmelse med artikel 37 forbydes at udbyde betalingstjenester.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede betalingsinstitutter

automatisk meddeles tilladelse og opføres i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre, hvis de kompetente

myndigheder allerede har dokumentation for, at kravene i artikel 5 og 11 er opfyldt. De kompetente

myndigheder underretter betalingsinstitutterne, inden der meddeles tilladelse.

3. Dette stykke finder anvendelse på fysiske og juridiske personer, der inden den 13. januar 2018 var

undtaget i medfør af artikel 26 i direktiv 2007/64/EF, og har udøvet betalingstjenestevirksomhed som

defineret i direktiv 2007/64/EF.

Medlemsstaterne tillader, at sådanne personer kan fortsætte denne virksomhed i den pågældende med-

lemsstat i overensstemmelse med direktiv 2007/64/EF indtil den 13. januar 2019, uden at de skal søge

om tilladelse efter nærværende direktivs artikel 5 eller en undtagelse i henhold til nærværende direktivs

artikel 32 eller overholde de andre bestemmelser, der er fastsat eller henvist til i nærværende direktivs

afsnit II.

Alle de i første afsnit omhandlede personer, der ikke senest den 13. januar 2019 har fået tilladelse eller

er blevet undtaget i henhold til nærværende direktiv, forbydes at udbyde betalingstjenester i overensstem-

melse med nærværende direktivs artikel 37.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

343

4. Medlemsstaterne kan tillade, at fysiske og juridiske personer, der er omfattet af en undtagelse som

omhandlet i nærværende artikels stk. 3, betragtes som omfattet af en undtagelse og automatisk opføres

i de i artikel 14 og 15 omhandlede registre, hvis de kompetente myndigheder har dokumentation for, at

kravene i artikel 32 er opfyldt. De kompetente myndigheder underretter de berørte betalingsinstitutter.

Uanset denne artikels stk. 1 bevarer betalingsinstitutter, som er meddelt tilladelse til at udbyde

betalingstjenester som omhandlet i punkt 7 i bilaget til direktiv 2007/64/EF, den pågældende tilladelse til

at udbyde disse betalingstjenester, der anses som betalingstjenester som omhandlet i punkt 3 i bilag I til

nærværende direktiv, såfremt de kompetente myndigheder senest den 13. januar 2020 har dokumentation

for, at kravene i nærværende direktivs artikel 7, litra c), og artikel 9 er opfyldt.

Artikel 110

Ændring af direktiv 2002/65/EF

Artikel 4, stk. 5, i direktiv 2002/65/EF affattes således:

»5. Når Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (

36)

også finder anvendelse, erstattes

bestemmelserne om oplysninger i artikel 3, stk. 1, i nærværende direktiv, med undtagelse af nr. 2), litra

c)-g), nr. 3), litra a), d), og e), og nr. 4), litra b), med artikel 44, 45, 51 og 52 i direktiv (EU) 2015/2366.

Artikel 111

Ændringer af direktiv 2009/110/EF

Direktiv 2009/110/EF ændres således:

1) Artikel 3 ændres således:

a) Stk. 1 affattes således:

»1. Uden at det berører nærværende direktiv, finder artikel 5 og 11-17, artikel 19, stk. 5 og

6, og artikel 20–31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (37), herunder

de delegerede retsakter vedtaget efter artikel 15, stk. 4, artikel 28, stk. 5, og artikel 29, stk. 7,

tilsvarende anvendelse på e-pengeinstitutter.

(37) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalings-

tjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU

og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af

23.12.2015, s. 35).«"

b) Stk. 4 og 5 affattes således:

»4. Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter distribuerer og indløser elektroniske penge via

fysiske eller juridiske personer, der handler på deres vegne. Distribuerer e-pengeinstituttet elektro-

niske penge i en anden medlemsstat via en sådan fysisk eller juridisk person, finder artikel 27-31,

med undtagelse af artikel 29, stk. 4 og 5, i direktiv (EU) 2015/2366, herunder de delegerede

retsakter vedtaget efter artikel 28, stk. 5, og artikel 29, stk. 7, tilsvarende anvendelse på sådanne

e-pengeinstitutter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

344

5. Uanset nærværende artikels stk. 4 må e-pengeinstitutter ikke udstede elektroniske penge via

agenter. E-pengeinstitutter kan udbyde betalingstjenester omhandlet i nærværende direktivs arti-

kel 6, stk. 1, litra a), via agenter med forbehold af betingelserne i artikel 19 i direktiv (EU)

2015/2366.«

2) I artikel 18 tilføjes følgende stykke:

»4.

Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter, der før den 13. januar 2018 har optaget

virksomhed i henhold til nærværende direktiv og direktiv 2007/64/EF i den medlemsstat, hvor de

har hjemsted, kan fortsætte denne virksomhed i denne medlemsstat eller i en anden medlemsstat,

uden at de skal søge om tilladelse efter nærværende direktivs artikel 3 eller opfylde øvrige krav,

der er fastsat eller henvist til i afsnit II i nærværende direktiv, indtil den 13. juli 2018.

Medlemsstaterne kræver, at de i første afsnit omhandlede e-pengeinstitutter fremsender alle rele-

vante oplysninger til de kompetente myndigheder, således at disse senest den 13. juli 2018 kan

vurdere, om de pågældende e-pengeinstitutter opfylder kravene i afsnit II i nærværende direktiv, og

hvis det ikke er tilfældet, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre, at kravene opfyldes,

eller om tilladelsen bør inddrages.

De i første afsnit omhandlede e-pengeinstitutter, der ved kontrol foretaget af de kompetente

myndigheder viser sig at opfylde kravene i afsnit II, meddeles tilladelse og opføres i registret. E-

pengeinstitutter, der ikke opfylder kravene i afsnit II senest den 13. juli 2018, forbydes at udstede

elektroniske penge.«

Artikel 112

Ændringer af forordning (EU) nr. 1093/2010

Forordning (EU) nr. 1093/2010 ændres således:

1) Artikel 1, stk. 2, affattes således:

»2. Myndigheden handler inden for de beføjelser, som den tildeles ved denne forordning, og inden

for rammerne af direktiv 2002/87/EF, direktiv 2009/110/EF, Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning (EU) nr. 575/2013 (38), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (39), Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU (40), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2015/847 (41), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (42), og i det omfang disse

retsakter finder anvendelse på kredit- og finansieringsinstitutter og de kompetente myndigheder,

der fører tilsyn med dem, de relevante dele af direktiv 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv (EU) 2015/849 (43), herunder alle direktiver, forordninger og afgørelser, der er baseret

på disse retsakter, samt eventuelle yderligere retligt bindende EU-retsakter, hvorved myndigheden

pålægges opgaver. Myndigheden handler også i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr.

1024/2013 (44)

(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsyns-

mæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr.

648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1)."

(39) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve

virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

345

ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L

176 af 27.6.2013, s. 338)."

(40) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiord-

ninger (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 149)."

(41) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger,

der skal medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006

(EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1)."

(42) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalings-

tjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU

og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af

23.12.2015, s. 35)."

(43) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende

foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering

af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om

ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv

2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73)."

(44) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke

opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kredit-

institutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63).«"

2) Artikel 4, nr. 1), affattes således:

»1) »finansielle institutioner«: kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning

(EU) nr. 575/2013, investeringsselskaber som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 2), i forordning (EU)

nr. 575/2013, finansielle konglomerater som defineret i artikel 2, nr. 14), i direktiv 2002/87/EF,

betalingstjenesteudbydere som defineret i artikel 4, nr. 11), i direktiv (EU) 2015/2366 og e-pen-

geinstitutter som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF, idet »kreditinstitutter« dog

med henblik på direktiv (EU) 2015/849 forstås som kreditinstitutter og finansieringsinstitutter som

defineret i artikel 3, nr. 1) og 2), i direktiv (EU) 2015/849«.

Artikel 113

Ændring af direktiv 2013/36/EU

I bilag I til direktiv 2013/36/EU affattes punkt 4 således:

»4. Betalingstjenester som defineret i artikel 4, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2015/2366 (45)

Artikel 114

Ophævelse

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

346

Direktiv 2007/64/EF ophæves med virkning fra den 13. januar 2018.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter

sammenligningstabellen i bilag II til nærværende direktiv.

Artikel 115

Gennemførelse

Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 13. januar 2018 de bestemmelser, der er

nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den 13. januar 2018.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved

offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af

medlemsstaterne.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale bestemmelser, som de

udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Uanset stk. 2 sikrer medlemsstaterne, at de i artikel 65, 66, 67 og 97 omhandlede sikkerhedsfor-

anstaltninger anvendes fra 18 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for de reguleringsmæssige tekniske

standarder omhandlet i artikel 98.

Medlemsstaterne må ikke forbyde juridiske personer, der på deres område inden den 12. januar

2016 har udøvet virksomhed som betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudby-

dere som defineret i dette direktiv, at fortsætte med at udøve denne virksomhed på medlemsstaternes

område i den i stk. 2 og 4 omhandlede overgangsperiode i overensstemmelse med den gældende retlige

ramme.

6. Medlemsstaterne sikrer, at de enkelte kontoførende betalingstjenesteudbydere, indtil de kontoførende

betalingstjenesteudbydere overholder de i stk. 4 omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder,

ikke misbruger deres manglende overholdelse til at spærre eller hindre brugen af betalingsinitierings- og

kontooplysningstjenester for de konti, som de fører.

Artikel 116

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i

Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 117

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 25. november 2015.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

347

N. SCHMIT

Formand

BILAG I

BETALINGSTJENESTER

(jf. artikel 4, nr. 3))

Tjenester, der muliggør, at kontantbeløb indsættes på en betalingskonto, samt alle aktiviteter, der

er nødvendige i forbindelse med en betalingskonto.

Tjenester, der muliggør kontanthævninger fra en betalingskonto, samt alle aktiviteter, der er

nødvendige i forbindelse med en betalingskonto.

Gennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsler af midler til en betalingskonto hos

brugerens betalingstjenesteudbyder eller hos en anden betalingstjenesteudbyder:

a) gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer

b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning

c) gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.

Gennemførelse af betalingstransaktioner, når midlerne er dækket af en betalingstjenestebrugers

kreditlinje:

a) gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer

b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort eller en lignende anordning

c) gennemførelse af kreditoverførsler, herunder stående ordrer.

Udstedelse af betalingsinstrumenter og/eller indløsning af betalingstransaktioner.

Pengeoverførselsvirksomhed.

Betalingsinitieringstjenester.

Kontooplysningstjenester.

BILAG II

SAMMENLIGNINGSTABEL

Nærværende direktiv

Direktiv 2007/64/EF

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 2

Artikel 2, stk. 1

Artikel 2, stk. 2

—

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

348

Artikel 2, stk. 3

Artikel 2, stk. 4

Artikel 2, stk. 5

Artikel 3

Artikel 4

nr. 1), 2), 3), 4), 5) og 10)

nr. 7)

nr. 8)

nr. 9)

nr. 11)

nr. 12)

nr. 13)

nr. 14)

nr. 20), 21) og 22)

nr. 23)

nr. 25)

nr. 26) og 27)

nr. 28)

nr. 29)

nr. 33)

nr. 34), 35), 36) og 37)

nr. 38)

nr. 39) og 40)

nr. 6), 15)-19), 24), 30)-32) og 41)-48)

Artikel 5, stk. 1

Artikel 5, stk. 2

Artikel 5, stk. 3

Artikel 5, stk. 4

Artikel 5, stk. 5

Artikel 5, stk. 6

Artikel 5, stk. 7

Artikel 6, stk. 1

Artikel 6, stk. 2

Artikel 6, stk. 3

Artikel 6, stk. 4

Artikel 7

Artikel 8, stk. 1

Artikel 8, stk. 2

Artikel 8, stk. 3

Artikel 9, stk. 1

Artikel 9, stk. 2

Artikel 9, stk. 3

Artikel 10, stk. 1

Artikel 10, stk. 2

—

Artikel 2, stk. 3

Artikel 3

Artikel 4

nr. 1), 2), 3), 4), 5) og 10)

nr. 6)

nr. 7)

nr. 8)

nr. 9)

nr. 14)

nr. 16)

nr. 23)

nr. 11), 12) og 13)

nr. 28)

nr. 15)

nr. 17) og 18)

nr. 20)

nr. 19)

nr. 21)

nr. 24), 25), 26) og 27)

nr. 22)

nr. 29) og 30)

—

Artikel 5

—

Artikel 6

Artikel 7, stk. 1

Artikel 7, stk. 2

Artikel 7, stk. 3

Artikel 8, stk. 1

Artikel 8, stk. 2

Artikel 8, stk. 3

Artikel 9, stk. 1

Artikel 9, stk. 2

Artikel 9, stk. 3 og 4

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

349

Artikel 11, stk. 1

Artikel 11, stk. 2

Artikel 11, stk. 3

Artikel 11, stk. 4

Artikel 11, stk. 5

Artikel 11, stk. 6

Artikel 11, stk. 7

Artikel 11, stk. 8

Artikel 11, stk. 9

Artikel 12

Artikel 13, stk. 1

Artikel 13, stk. 2

Artikel 13, stk. 3

Artikel 14, stk. 1

Artikel 14, stk. 2

Artikel 14, stk. 3

Artikel 14, stk. 4

Artikel 15, stk. 1

Artikel 15, stk. 2

Artikel 15, stk. 3

Artikel 15, stk. 4

Artikel 15, stk. 5

Artikel 16

Artikel 17, stk. 1

Artikel 17, stk. 2

Artikel 17, stk. 3

Artikel 17, stk. 4

Artikel 18, stk. 1

Artikel 18, stk. 2

Artikel 18, stk. 3

Artikel 18, stk. 4

Artikel 18, stk. 5

Artikel 18, stk. 6

Artikel 19, stk. 1

Artikel 19, stk. 2

Artikel 19, stk. 3

Artikel 19, stk. 4

Artikel 19, stk. 5

Artikel 19, stk. 6

Artikel 19, stk. 7

Artikel 19, stk. 8

Artikel 20, stk. 1

Artikel 20, stk. 2

Artikel 21

Artikel 22, stk. 1

Artikel 10, stk. 1

Artikel 10, stk. 2

Artikel 10, stk. 3

Artikel 10, stk. 4

Artikel 10, stk. 5

Artikel 10, stk. 6

Artikel 10, stk. 7

Artikel 10, stk. 8

Artikel 10, stk. 9

Artikel 11

Artikel 12, stk. 1

Artikel 12, stk. 2

Artikel 12, stk. 3

Artikel 13

—

Artikel 14

Artikel 15, stk. 1

Artikel 15, stk. 2

Artikel 15, stk. 3

Artikel 15, stk. 4

Artikel 16, stk. 1

Artikel 16, stk. 2

Artikel 16, stk. 3

Artikel 16, stk. 4

Artikel 16, stk. 5

Artikel 17, stk. 1

Artikel 17, stk. 2

Artikel 17, stk. 3

Artikel 17, stk. 4

Artikel 17, stk. 5

Artikel 17, stk. 7

Artikel 17, stk. 8

—

Artikel 18, stk. 1

Artikel 18, stk. 2

Artikel 19

Artikel 20, stk. 1

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

350

Artikel 22, stk. 2

Artikel 22, stk. 3

Artikel 22, stk. 4

Artikel 22, stk. 5

Artikel 23, stk. 1

Artikel 23, stk. 2

Artikel 23, stk. 3

Artikel 24, stk. 1

Artikel 24, stk. 2

Artikel 24, stk. 3

Artikel 25, stk. 1

Artikel 25, stk. 2

Artikel 26, stk. 1

Artikel 26, stk. 2

Artikel 27, stk. 1

Artikel 27, stk. 2

Artikel 28, stk. 1

Artikel 28, stk. 2

Artikel 28, stk. 3

Artikel 28, stk. 4

Artikel 28, stk. 5

Artikel 29, stk. 1

Artikel 29, stk. 2

Artikel 29, stk. 3

Artikel 29, stk. 4

Artikel 29, stk. 5

Artikel 29, stk. 6

Artikel 30, stk. 1

Artikel 30, stk. 2

Artikel 30, stk. 3

Artikel 30, stk. 4

Artikel 31, stk. 1

Artikel 31, stk. 2

Artikel 32, stk. 1

Artikel 32, stk. 2

Artikel 32, stk. 3

Artikel 32, stk. 4

Artikel 32, stk. 5

Artikel 32, stk. 6

Artikel 33, stk. 1

Artikel 33, stk. 2

Artikel 34

Artikel 35, stk. 1

Artikel 35, stk. 2

Artikel 36

Artikel 20, stk. 2

Artikel 20, stk. 3

Artikel 20, stk. 4

Artikel 20, stk. 5

Artikel 21, stk. 1

Artikel 21, stk. 2

Artikel 21, stk. 3

Artikel 22, stk. 1

Artikel 22, stk. 2

Artikel 22, stk. 3

Artikel 23, stk. 1

Artikel 23, stk. 2

Artikel 24, stk. 1

Artikel 24, stk. 2

—

Artikel 25, stk. 1

—

Artikel 25, stk. 2 og 3

—

Artikel 25, stk. 4

—

Artikel 25, stk. 4

Artikel 26, stk. 1

Artikel 26, stk. 2

Artikel 26, stk. 3

Artikel 26, stk. 4

Artikel 26, stk. 5

Artikel 26, stk. 6

—

Artikel 27

Artikel 28, stk. 1

Artikel 28, stk. 2

—

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

351

Artikel 37, stk. 1

Artikel 37, stk. 2

Artikel 37, stk. 3

Artikel 37, stk. 4

Artikel 37, stk. 5

Artikel 38, stk. 1

Artikel 38, stk. 2

Artikel 38, stk. 3

Artikel 39

Artikel 40, stk. 1

Artikel 40, stk. 2

Artikel 40, stk. 3

Artikel 41

Artikel 42, stk. 1

Artikel 42, stk. 2

Artikel 43, stk. 1

Artikel 43, stk. 2

Artikel 44, stk. 1

Artikel 44, stk. 2

Artikel 44, stk. 3

Artikel 45, stk. 1

Artikel 45, stk. 2

Artikel 45, stk. 3

Artikel 46

Artikel 47

Artikel 48

Artikel 49

Artikel 50

Artikel 51, stk. 1

Artikel 51, stk. 2

Artikel 51, stk. 3

Artikel 52, stk. 1

Artikel 52, stk. 2

Artikel 52, stk. 3

Artikel 52, stk. 4

Artikel 52, stk. 5

Artikel 52, stk. 6

Artikel 52, stk. 7

Artikel 53

Artikel 54, stk. 1

Artikel 54, stk. 2

Artikel 54, stk. 3

Artikel 55, stk. 1

Artikel 55, stk. 2

Artikel 55, stk. 3

Artikel 29

—

Artikel 30, stk. 1

Artikel 30, stk. 2

Artikel 30, stk. 3

Artikel 31

Artikel 32, stk. 1

Artikel 32, stk. 2

Artikel 32, stk. 3

Artikel 33

Artikel 34, stk. 1

Artikel 34, stk. 2

Artikel 35, stk. 1

Artikel 35, stk. 2

Artikel 36, stk. 1

Artikel 36, stk. 2

Artikel 36, stk. 3

Artikel 37, stk. 1

—

Artikel 37, stk. 2

—

Artikel 38

Artikel 39

Artikel 40

Artikel 41, stk. 1

Artikel 41, stk. 2

Artikel 41, stk. 3

Artikel 42, stk. 1

Artikel 42, stk. 2

Artikel 42, stk. 3

Artikel 42, stk. 4

Artikel 42, stk. 5

Artikel 42, stk. 6

Artikel 42, stk. 7

Artikel 43

Artikel 44, stk. 1

Artikel 44, stk. 2

Artikel 44, stk. 3

Artikel 45, stk. 1

Artikel 45, stk. 2

Artikel 45, stk. 3

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

352

Artikel 55, stk. 4

Artikel 55, stk. 5

Artikel 55, stk. 6

Artikel 56

Artikel 57, stk. 1

Artikel 57, stk. 2

Artikel 57, stk. 3

Artikel 58, stk. 1

Artikel 58, stk. 2

Artikel 58, stk. 3

Artikel 59, stk. 1

Artikel 59, stk. 2

Artikel 60, stk. 1

Artikel 60, stk. 2

Artikel 60, stk. 3

Artikel 61, stk. 1

Artikel 61, stk. 2

Artikel 61, stk. 3

Artikel 61, stk. 4

Artikel 62, stk. 1

Artikel 62, stk. 2

Artikel 62, stk. 3

Artikel 62, stk. 4

Artikel 62, stk. 5

Artikel 63, stk. 1

Artikel 63, stk. 2

Artikel 63, stk. 3

Artikel 64, stk. 1

Artikel 64, stk. 2

Artikel 64, stk. 3

Artikel 64, stk. 4

Artikel 65, stk. 1

Artikel 65, stk. 2

Artikel 65, stk. 3

Artikel 65, stk. 4

Artikel 65, stk. 5

Artikel 65, stk. 6

Artikel 66, stk. 1

Artikel 66, stk. 2

Artikel 66, stk. 3

Artikel 66, stk. 4

Artikel 66, stk. 5

Artikel 67, stk. 1

Artikel 67, stk. 2

Artikel 67, stk. 3

Artikel 45, stk. 4

Artikel 45, stk. 5

Artikel 45, stk. 6

Artikel 46

Artikel 47, stk. 1

Artikel 47, stk. 2

Artikel 47, stk. 3

Artikel 48, stk. 1

Artikel 48, stk. 2

Artikel 48, stk. 3

Artikel 49, stk. 1

Artikel 49, stk. 2

Artikel 50, stk. 1

Artikel 50, stk. 2

—

Artikel 51, stk. 1

Artikel 51, stk. 2

Artikel 51, stk. 3

Artikel 51, stk. 4

Artikel 52, stk. 1

Artikel 52, stk. 2

Artikel 52, stk. 3

—

Artikel 53, stk. 1

Artikel 53, stk. 2

Artikel 53, stk. 3

Artikel 54, stk. 1

Artikel 54, stk. 2

Artikel 54, stk. 3

Artikel 54, stk. 4

—

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

353

Artikel 67, stk. 4

Artikel 68, stk. 1

Artikel 68, stk. 2

Artikel 68, stk. 3

Artikel 68, stk. 4

Artikel 69, stk. 1

Artikel 69, stk. 2

Artikel 70, stk. 1

Artikel 70, stk. 2

Artikel 71, stk. 1

Artikel 71, stk. 2

Artikel 72, stk. 1

Artikel 72, stk. 2

Artikel 73, stk. 1

Artikel 73, stk. 2

Artikel 73, stk. 3

Artikel 74, stk. 1

Artikel 74, stk. 2

Artikel 74, stk. 3

Artikel 75, stk. 1

Artikel 75, stk. 2

Artikel 76, stk. 1

Artikel 76, stk. 2

Artikel 76, stk. 3

Artikel 76, stk. 4

Artikel 77, stk. 1

Artikel 77, stk. 2

Artikel 78, stk. 1

Artikel 78, stk. 2

Artikel 79, stk. 1

Artikel 79, stk. 2

Artikel 79, stk. 3

Artikel 80, stk. 1

Artikel 80, stk. 2

Artikel 80, stk. 3

Artikel 80, stk. 4

Artikel 80, stk. 5

Artikel 81, stk. 1

Artikel 81, stk. 2

Artikel 81, stk. 3

Artikel 82, stk. 1

Artikel 82, stk. 2

Artikel 83, stk. 1

Artikel 83, stk. 2

Artikel 83, stk. 3

—

Artikel 55, stk. 1

Artikel 55, stk. 2

Artikel 55, stk. 3

Artikel 55, stk. 4

Artikel 56, stk. 1

Artikel 56, stk. 2

Artikel 57, stk. 1

Artikel 57, stk. 2

Artikel 58

—

Artikel 59, stk. 1

Artikel 59, stk. 2

Artikel 60, stk. 1

—

Artikel 60, stk. 2

Artikel 61, stk. 1, 2 og 3

—

Artikel 61, stk. 4 og 5

—

Artikel 62, stk. 1

Artikel 62, stk. 2

Artikel 62, stk. 3

—

Artikel 63, stk. 1

Artikel 63, stk. 2

Artikel 64, stk. 1

Artikel 64, stk. 2

Artikel 65, stk. 1

Artikel 65, stk. 2

Artikel 65, stk. 3

Artikel 66, stk. 1

Artikel 66, stk. 2

Artikel 66, stk. 3

Artikel 66, stk. 4

Artikel 66, stk. 5

Artikel 67, stk. 1

Artikel 67, stk. 2

Artikel 67, stk. 3

Artikel 68, stk. 1

Artikel 68, stk. 2

Artikel 69, stk. 1

Artikel 69, stk. 2

Artikel 69, stk. 3

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

354

Artikel 84

Artikel 85

Artikel 86

Artikel 87, stk. 1

Artikel 87, stk. 2

Artikel 87, stk. 3

Artikel 88, stk. 1

Artikel 88, stk. 2

Artikel 88, stk. 3

Artikel 88, stk. 4

Artikel 88, stk. 5

Artikel 89, stk. 1

Artikel 89, stk. 2

Artikel 89, stk. 3

Artikel 90, stk. 1

Artikel 90, stk. 2

Artikel 91

Artikel 92, stk. 1

Artikel 92, stk. 2

Artikel 93

Artikel 94, stk. 1

Artikel 94, stk. 2

Artikel 95, stk. 1

Artikel 95, stk. 2

Artikel 95, stk. 3

Artikel 95, stk. 4

Artikel 95, stk. 5

Artikel 96, stk. 1

Artikel 96, stk. 2

Artikel 96, stk. 3

Artikel 96, stk. 4

Artikel 96, stk. 5

Artikel 96, stk. 6

Artikel 97, stk. 1

Artikel 97, stk. 2

Artikel 97, stk. 3

Artikel 97, stk. 4

Artikel 97, stk. 5

Artikel 98, stk. 1

Artikel 98, stk. 2

Artikel 98, stk. 3

Artikel 98, stk. 4

Artikel 98, stk. 5

Artikel 99, stk. 1

Artikel 99, stk. 2

Artikel 70

Artikel 71

Artikel 72

Artikel 73, stk. 1

Artikel 73, stk. 2

Artikel 74, stk. 1

Artikel 74, stk. 2

Artikel 74, stk. 3

Artikel 75, stk. 1

Artikel 75, stk. 2

Artikel 75, stk. 3

—

Artikel 76

Artikel 77, stk. 1

Artikel 77, stk. 2

Artikel 78

Artikel 79, stk. 1

—

Artikel 80, stk. 1

Artikel 80, stk. 2

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

355

Artikel 100, stk. 1

Artikel 100, stk. 2

Artikel 100, stk. 3

Artikel 100, stk. 4

Artikel 100, stk. 5

Artikel 100, stk. 6

Artikel 101, stk. 1

Artikel 101, stk. 2

Artikel 101, stk. 3

Artikel 101, stk. 4

Artikel 102, stk. 1

Artikel 102, stk. 2

Artikel 103, stk. 1

Artikel 103, stk. 2

Artikel 104

Artikel 105, stk. 1

Artikel 105, stk. 2

Artikel 105, stk. 3

Artikel 105, stk. 4

Artikel 105, stk. 5

Artikel 106, stk. 1

Artikel 106, stk. 2

Artikel 106, stk. 3

Artikel 106, stk. 4

Artikel 106, stk. 5

Artikel 107, stk. 1

Artikel 107, stk. 2

Artikel 107, stk. 3

Artikel 108

Artikel 109, stk. 1

Artikel 109, stk. 2

Artikel 109, stk. 3

Artikel 109, stk. 4

Artikel 109, stk. 5

Artikel 110

Artikel 111, stk. 1

Artikel 111, stk. 2

Artikel 112, stk. 1

Artikel 112, stk. 2

Artikel 113

Artikel 114

Artikel 115, stk. 1

Artikel 115, stk. 2

Artikel 115, stk. 3

Artikel 115, stk. 4

—

Artikel 82, stk. 2

—

-—

Artikel 83, stk. 1

Artikel 83, stk. 2

Artikel 81, stk. 1

—

Artikel 86, stk. 1

Artikel 86, stk. 2

Artikel 86, stk. 3

Artikel 87

Artikel 88, stk. 1

Artikel 88, stk. 3

Artikel 88, stk. 2 og 4

—

Artikel 90

—

Artikel 92

Artikel 93

Artikel 94, stk. 1

Artikel 94, stk. 2

—

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

356

Artikel 115, stk. 5

Artikel 116

Artikel 117

Bilag I

—

Artikel 95

Artikel 96

Bilaget

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

357

10)

11)

12)

13)

14)

15)

16)

17)

18)

19)

20)

21)

22)

23)

24)

25)

26)

27)

28)

29)

30)

31)

32)

33)

34)

35)

EUT C 224 af 15.7.2014, s. 1.

EUT C 170 af 5.6.2014, s. 78.

Europa-Parlamentets holdning af 8.10.2015 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 16.11.2015.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF,

2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse

af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT L 266 af 9.10.2009, s. 11).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske

penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af

10.10.2009, s. 7).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte

debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (EUT L 123 af

19.5.2015, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinsti-

tutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013,

s. 338).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske

Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010,

s. 12).

Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber

(EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse

virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF

(EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L

133 af 22.5.2008, s. 66).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (EFT L 166

af 11.6.1998, s. 45).

Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af

20.5.2003, s. 36).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre mar-

ked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af

Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af

betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysnin-

ger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom I) (EUT L 177

af 4.7.2008, s. 6).

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).

EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.

EUT C 38 af 8.2.2014, s. 14.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om

ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/2014 af 7. januar 2014 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

575/2013, for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kapitalgrundlagskrav for institutter (EUT L 74 af 14.3.2014, s. 8).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

(rammedirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til

hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse af

forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af

Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af

11.9.2002, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om

ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63).

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

358

Bilag 6

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/65/EF

af 13. juli 2009

om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering

i værdipapirer (investeringsinstitutter)

(omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter proceduren i traktatens artikel 251

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådets direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestem-

melser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)

er flere gange

blevet ændret væsentligt

. Da der er behov for yderligere ændringer, bør det af hensyn til klarheden

omarbejdes.

(2) Direktiv 85/611/EØF har i vidt omfang bidraget til udviklingen af den europæiske investeringsfonds-

branche og til dens succes. Trods de forbedringer, der er blevet gennemført siden direktivets vedtagelse,

særlig i 2001, står det stadig mere klart, at det er nødvendigt at ændre det regelværk, der gælder for

investeringsinstitutter, for at tilpasse det til situationen på de finansielle markeder i det 21. århundre-

de. Kommissionens grønbog af 12. juli 2005 om en forbedring af EU-rammerne for investeringsfonde gav

startskuddet til en offentlig debat om, hvordan direktiv 85/611/EØF bør ændres for at kunne tage disse

nye udfordringer op. Denne intensive konsultationsproces viste, at der var bred enighed om, at der var

behov for væsentlige ændringer i dette direktiv.

(3) En samordning af de nationale lovgivninger, der gælder for institutter for kollektiv investering,

forekommer derfor hensigtsmæssig med henblik på indbyrdes at tilnærme konkurrencevilkårene for

disse institutter på fællesskabsplan og derved gennemføre en mere effektiv og ensartet beskyttelse af

deltagerne. En sådan samordning gør det lettere at ophæve begrænsningerne i den frie bevægelighed på

fællesskabsplan for andele i investeringsinstitutter.

(4) Under hensyn til disse målsætninger bør der gælde fælles grundlæggende bestemmelser for investe-

ringsinstitutter etableret i medlemsstaterne for så vidt angår deres godkendelse, tilsyn, struktur, aktiviteter

samt de oplysninger, som det kræves, de skal offentliggøre.

(5) Samordningen bør begrænses til medlemsstaternes lovgivning vedrørende investeringsinstitutter (bort-

set fra den lukkede type), som udbyder deres andele til offentligheden i Fællesskabet. Det er ønskeligt,

at investeringsinstitutter som led i deres investeringsformål tillades at investere i andre finansielle in-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

359

strumenter end værdipapirer, som er tilstrækkeligt likvide. De finansielle instrumenter, der kan indgå

som investeringsaktiver i investeringsinstitutters portefølje, bør anføres i dette direktiv. Udvælgelsen af

investeringer til en portefølje på grundlag af et indeks er en styringsteknik.

(6) Hvor en bestemmelse i dette direktiv kræver, at investeringsinstitutter griber ind, bør denne bestem-

melse forstås som en henvisning til administrationsselskabet, hvis investeringsinstituttet er oprettet som

en investeringsfond, der administreres af et administrationsselskab, og hvis en investeringsfond ikke har

handleevne, som følge af at den ikke er en juridisk person.

(7) Investeringsinstitutters andele betragtes som finansielle instrumenter i henhold til Europa-Parlamen-

tets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter

(8) En godkendelse, der gives til administrationsselskabet i dets hjemland, bør sikre investorbeskyttelse

og administrationsselskabernes solvens for at bidrage til stabiliteten i det finansielle system. Den valgte

fremgangsmåde i dette direktiv skal sikre, at der harmoniseres i det omfang, det er nødvendigt for at

sikre en gensidig anerkendelse af godkendelser og tilsynssystemer, således at det bliver muligt at give en

godkendelse, der er gyldig overalt i Fællesskabet, og at anvende princippet om hjemlandstilsyn.

(9) For at sikre, at administrationsselskabet kan opfylde de forpligtelser, der følger af dets aktiviteter,

og dermed sikre dets stabilitet kræves der startkapital og yderligere egenkapital. For at tage højde for

udviklingen, navnlig med hensyn til kapitalkrav i tilknytning til transaktionsrisici, både i Fællesskabet

og i andre internationale fora, bør disse krav, herunder anvendelsen af garantier, tages op til fornyet

overvejelse.

(10) Af hensyn til beskyttelsen af investorer er det nødvendigt, at den interne kontrol i alle administrati-

onsselskaber sikres navnlig ved, at ledelsen forestås af to personer og ved, at der anvendes passende

interne kontrolsystemer.

(11) I kraft af princippet om hjemlandstilsyn bør administrationsselskaber, der er godkendt i deres

hjemland, have lov til at udøve den virksomhed, de er godkendt til, i hele Fællesskabet ved at oprette

filialer eller ved fri udveksling af tjenesteydelser.

(12) Med hensyn til kollektiv porteføljeforvaltning (administration af investeringsfonde eller investerings-

selskaber) bør den godkendelse, der gives et administrationsselskab i sit hjemland, jf. dog kapitel XI, give

selskabet mulighed for at udøve følgende virksomhed i værtslandet: salg via etableringen af en filial af

andele i de harmoniserede investeringsfonde, som dette selskab administrerer i sit hjemland, salg, ved

etablering af en filial, af andele i de harmoniserede investeringsselskaber, som dette selskab administrerer,

salg af andele i de harmoniserede investeringsfonde eller aktier i de harmoniserede investeringsselskaber,

som administreres af andre administrationsselskaber, udførelse af alle andre funktioner og opgaver, der

indgår i kollektiv porteføljeforvaltning, forvaltning af aktiverne i investeringsselskaber, der er stiftet

i andre medlemsstater end administrationsselskabets hjemland, udførelse af de opgaver, der indgår i

kollektiv porteføljeforvaltning, på grundlag af mandater og på vegne af administrationsselskaber, der

er stiftet i andre medlemsstater end selskabets hjemstat. Hvor et administrationsselskab sælger andele i

sine egne harmoniserede investeringsfonde eller aktier i sine egne harmoniserede investeringsselskaber

i værtslandet uden etablering af en filial, bør det udelukkende være omfattet af bestemmelserne om

grænseoverskridende markedsføring.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

360

(13) Med hensyn til administrationsselskabers virksomhed og for at tage højde for national lovgivning og

give selskaberne mulighed for at opnå væsentlige stordriftsfordele, bør disse ligeledes kunne administrere

investeringsporteføljer på individuelt kundegrundlag (individuel porteføljeforvaltning), herunder admini-

stration af pensionsfonde og nogle nærmere bestemte accessoriske tjenesteydelser, der er forbundet med

den primære virksomhed, uden at disse selskabers stabilitet påvirkes heraf. Der bør imidlertid indføres

specifikke bestemmelser til at forhindre, at der opstår interessekonflikter, når administrationsselskaber får

lov til at udføre både kollektiv og individuel porteføljeforvaltning.

(14) Forvaltning af individuelle investeringsporteføljer er en investeringsservice, der er omfattet af direk-

tiv 2004/39/EF. For at sikre at rammebestemmelserne på området er ensartede, bør administrationsselska-

ber, hvis godkendelse også omfatter denne virksomhed, underkastes de driftsvilkår, der er fastsat i dette

direktiv.

(15) Et hjemland bør principielt kunne fastsætte strengere regler end reglerne i dette direktiv, især om

godkendelsesbetingelser, tilsynskrav og aflæggelse af beretning samt om prospekter.

(16) Det bør fastsættes, under hvilke forudsætninger et administrationsselskab på grundlag af mandater

må delegere specifikke opgaver og funktioner til tredjemand for at udøve sin virksomhed mere effek-

tivt. For at princippet om hjemlandstilsyn kan fungere korrekt, bør medlemsstater, der tillader en sådan

delegation, sikre, at et administrationsselskab, de har godkendt, ikke delegerer alle sine funktioner til en

eller flere tredjeparter for derved at blive et tomt selskab, og at de foreliggende mandater ikke hindrer

et effektivt tilsyn med administrationsselskabet. Administrationsselskabets eller depositarens forpligtelser

over for deltagere og de kompetente myndigheder bør imidlertid ikke påvirkes af, at selskabet har

delegeret sine funktioner til tredjemand.

(17) For at sikre lige konkurrencevilkår og passende tilsyn på lang sigt bør Kommissionen have mulighed

for at undersøge mulighederne for at harmonisere delegationsordninger på fællesskabsplan.

(18) Princippet om hjemlandstilsyn nødvendiggør, at de kompetente myndigheder enten inddrager eller

ikke meddeler en godkendelse, hvis faktorer som f.eks. forretningsprogrammets indhold, den geografiske

fordeling eller de aktiviteter, der faktisk udøves, klart viser, at et administrationsselskab har valgt retssy-

stemet i en bestemt medlemsstat for at undgå de strammere regler, der gælder i en anden medlemsstat,

hvor det agter at udøve eller allerede udøver størstedelen af sin virksomhed. I henhold til dette direktiv

bør et administrationsselskab være godkendt i den medlemsstat, hvor det har sit hjemsted. I overensstem-

melse med princippet om hjemlandstilsyn er det kun de kompetente myndigheder i administrationsselska-

bets hjemland, der bør anses for at være kompetente til at føre tilsyn med administrationsselskabets

organisation, herunder alle procedurer og ressourcer til at udføre den administrative funktion, der er

nævnt i bilag II, der bør være underlagt lovgivningen i administrationsselskabets hjemland.

(19) Administreres investeringsinstituttet af et administrationsselskab, der er godkendt i en anden med-

lemsstat end investeringsinstituttets hjemland, bør administrationsselskabet vedtage og indføre passende

procedurer og ordninger for at behandle investorklager, såsom via passende bestemmelser i salgsord-

ninger eller i form af en adresse i investeringsinstituttets hjemland, der ikke behøver at være selve

administrationsselskabets adresse. Et sådant administrationsselskab bør også indføre passende procedurer

og ordninger for at gøre oplysninger tilgængelige efter anmodning fra offentligheden eller de kompetente

myndigheder i investeringsinstituttets hjemland, såsom ved at udpege en kontaktperson blandt admini-

strationsselskabets ansatte for at behandle anmodninger om oplysninger. Administrationsselskabet bør

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

361

imidlertid ikke være forpligtet i henhold til lovgivningen i investeringsinstituttets hjemland til at have en

lokal repræsentant i den pågældende medlemsstat for at opfylde disse forpligtelser.

(20) De kompetente myndigheder, der godkender investeringsinstitutter, bør tage højde for investerings-

fondens fondsbestemmelser eller investeringsselskabets vedtægter, valget af depositar og administrations-

selskabets evne til at administrere investeringsinstituttet. Hvis administrationsselskabet er etableret i

en anden medlemsstat, bør de kompetente myndigheder kunne henholde sig til en erklæring udstedt

fra de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland, hvoraf det fremgår, hvilken type

investeringsinstitut administrationsselskabet er godkendt til at administrere. Godkendelsen af et investe-

ringsinstitut bør ikke betinges af et yderligere kapitalkrav til administrationsselskabet, af at administrati-

onsselskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted i investeringsinstituttets hjemland, eller af at administrati-

onsselskabet udøver virksomhed i investeringsinstituttets hjemland.

(21) De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland bør være kompetente til at føre

tilsyn med overholdelsen af bestemmelserne vedrørende investeringsinstituttets oprettelse og drift, der

bør være underlagt lovgivningen i investeringsinstituttets hjemland. I denne forbindelse bør de kompe-

tente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland kunne indhente oplysninger direkte fra administrati-

onsselskabet. De kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland kan navnlig kræve, at

administrationsselskaber forelægger oplysninger om transaktioner vedrørende investeringsinstituttets in-

vesteringer, der er godkendt i den pågældende medlemsstat, herunder oplysninger, der findes i regnskaber

og registre over disse transaktioner og fondens regnskaber. Med henblik på afhjælpning af eventuelle

overtrædelser af bestemmelserne inden for deres kompetenceområde bør de kompetente myndigheder i

administrationsselskabets værtsland kunne forlade sig på et samarbejde med de kompetente myndigheder

i administrationsselskabets hjemland og bør, om nødvendigt, kunne gribe direkte ind over for administra-

tionsselskabet.

(22) Det bør være muligt for investeringsinstituttets hjemland at fastsætte regler for indholdet af investe-

ringsinstituttets deltagerregister. Tilrettelæggelsen af vedligeholdelsen og placeringen af dette register bør

dog stadig være en del af administrationsselskabets organisatoriske foranstaltninger.

(23) Det er nødvendigt at give investeringsinstituttets hjemland alle muligheder for at afhjælpe eventuelle

overtrædelser af investeringsinstituttets bestemmelser. De kompetente myndigheder i investeringsinstitut-

tets hjemland bør med henblik på dette være i stand til at træffe forebyggende foranstaltninger og vedtage

sanktioner i forhold til administrationsselskabet. De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets

hjemland bør som en sidste udvej have mulighed for at kræve, at administrationsselskaber ophører med

at administrere dette investeringsinstitut. Medlemsstaterne bør i dette tilfælde indføre de nødvendige

bestemmelser for at sikre en behørig administration eller likvidation af investeringsinstituttet.

(24) For at forebygge tilsynsarbitrage og fremme tilliden til, at de kompetente myndigheder i hjemlandet

varetager deres tilsynsopgaver effektivt, bør godkendelse afvises, hvis investeringsinstituttet hindres i at

markedsføre dets enheder i hjemlandet. Når det først er godkendt, bør investeringsinstituttet frit kunne

vælge den (de) medlemsstat(er), hvor dens andele skal markedsføres i overensstemmelse med dette

direktiv.

(25) For at værne om investorernes interesser og sikre lige konkurrencevilkår på markedet for harmonise-

rede institutter for kollektiv investering kræves det, at investeringsselskaber råder over startkapital. Inve-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

362

steringsselskaber, der har udpeget et administrationsselskab, dækkes dog gennem administrationsselska-

bets yderligere egenkapital.

(26) Eksisterer der relevante adfærds- og delegationsregler og må et administrationsselskab under dets

hjemlands lovgivning foretage sådan delegation, bør godkendte investeringsselskaber overholde sådanne

regler med de fornødne tilpasninger, enten direkte, hvis de ikke har udpeget et administrationsselskab

godkendt i overensstemmelse med dette direktiv, eller indirekte, hvis de har udpeget et sådant administra-

tionsselskab.

(27) Trods behovet for konsolidering blandt investeringsinstitutter rammes fusioner af investeringsinsti-

tutter af mange juridiske og administrative vanskeligheder i Fællesskabet. For at forbedre det indre

markeds funktion er det derfor nødvendigt at vedtage fællesskabsbestemmelser, der gør det lettere for

investeringsinstitutter (og investeringsafdelinger heraf) at fusionere. Skønt nogle medlemsstater sandsyn-

ligvis kun vil godkende aftalebaserede fonde, bør grænseoverskridende fusioner mellem alle former for

investeringsinstitutter (aftalebaserede fonde, fonde i selskabsform og investeringsfonde) være tilladt og

anerkendt af alle medlemsstater, uden at dette forpligter medlemsstaterne til at indføre nye juridiske

former for investeringsinstitutter i deres nationale lovgivning.

(28) Dette direktiv vedrører de mest almindeligt anvendte fusionsteknikker i medlemsstaterne. Det kræver

ikke, at alle medlemsstaterne indarbejder alle tre teknikker i deres nationale lovgivning, men at alle

medlemsstater bør anerkende overførsel af aktiver i forbindelse med anvendelsen af disse fusionsteknik-

ker. Dette direktiv hindrer ikke investeringsinstitutter i at anvende andre teknikker i rent nationale situati-

oner, hvor ingen af de investeringsinstitutter, der berøres af fusionen, har anmeldt grænseoverskridende

markedsføring af sine andele. Disse fusioner vil fortsat skulle overholde de relevante nationale bestem-

melser. Nationale regler om beslutningsdygtighed bør hverken forskelsbehandle nationale og grænseover-

skridende fusioner, og bør ej heller være strengere end dem, der er fastlagt for selskabsfusioner.

(29) For at beskytte investorernes interesser bør medlemsstaterne forlange, at nationale eller grænseover-

skridende fusioner mellem investeringsinstitutter skal godkendes af deres kompetente myndigheder. I

forbindelse med grænseoverskridende fusioner bør de kompetente myndigheder for det ophørende in-

vesteringsinstitut godkende fusionen for at sikre, at de deltagere, der reelt skifter investeringsinstitut,

beskyttes behørigt. Såfremt fusionen omfatter mere end ét ophørende investeringsinstitut, og de pågæl-

dende investeringsinstitutter er hjemmehørende i forskellige medlemsstater, er det nødvendigt, at fusionen

godkendes af de i forhold til hvert enkelt ophørende investeringsinstitut kompetente myndigheder, som

skal arbejde snævert sammen, herunder ved hjælp af passende informationsudveksling. Da det også er

nødvendigt at sikre en rimelig beskyttelse af deltagerne i det fortsættende investeringsinstitut, bør de

kompetente myndigheder i det fortsættende investeringsinstituts hjemland tage hensyn til deres interesser.

(30) Deltagere i både det ophørende og forsættende investeringsinstitut bør ligeledes kunne anmode

om tilbagekøb eller indløsning af deres andele eller, hvor dette er muligt, at konvertere dem til andele

i et andet investeringsinstitut med en tilsvarende investeringspolitik, og som administreres af samme

administrationsselskab eller af et tilknyttet selskab. Denne ret bør ikke være genstand for yderligere

omkostninger med undtagelse af gebyrer, der udelukkende vil blive tilbageholdt af det respektive investe-

ringsinstitut til dækning af omkostninger ved afvikling af investeringer, som fastsat i de ophørende og

fortsættende investeringsinstitutters prospekter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

363

(31) Tredjepartskontrol af fusioner bør ligeledes sikres. Depositarerne for hvert af de investeringsinstitut-

ter, der deltager i fusionen, bør verificere, at den foreslåede fusionsplan er i overensstemmelse med de

relevante bestemmelser i dette direktiv og investeringsinstitutternes fondsbestemmelser. Enten deposita-

ren eller en uvildig revisor bør udarbejde en rapport på vegne af alle de investeringsinstitutter, der er

involveret i fusionen, og validere de metoder, der benyttes til værdiansættelse af institutternes aktiver

og passiver, og de metoder, der benyttes til beregning af ombytningsforholdet i fusionsplanen samt det

faktiske ombytningsforhold og i givet fald det kontante beløb pr. andel. For at begrænse omkostningerne

forbundet med grænseoverskridende fusioner bør det være muligt at udfærdige en enkelt rapport, der

dækker samtlige involverede investeringsinstitutter, og den lovpligtige revisor for det ophørende eller

det fortsættende investeringsinstitut bør have mulighed for at gøre dette. Af hensyn til beskyttelsen af

investorerne bør deltagerne have mulighed for at modtage en gratis kopi af den pågældende rapport på

anmodning.

(32) Det er særlig vigtigt, at deltagerne modtager tilstrækkelige oplysninger om den foreslåede fusion,

og at deres rettigheder beskyttes i tilstrækkelig grad. Skønt det især er deltagerne i det ophørende investe-

ringsinstituts interesser, der berøres af fusionen, bør deltagerne i det fortsættende investeringsinstituts

interesser også beskyttes.

(33) Bestemmelserne om fusioner i dette direktiv har ingen indflydelse på anvendelsen af lovgivningen

om kontrol med fusioner mellem virksomheder, særlig Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar

2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EF-fusionsforordningen)

(34) Den frie markedsføring af andele fra investeringsinstitutter, der har tilladelse til at placere op til 100

% af deres aktiver i værdipapirer, som er udstedt af en og samme emittent (stat, lokal offentlig myndighed

osv.), bør hverken direkte eller indirekte bevirke, at kapitalmarkedet forstyrres, eller at en medlemsstats

finansiering vanskeliggøres.

(35) Den definition af værdipapirer, der benyttes i dette direktiv, gælder kun for dette direktiv og

berører ikke de forskellige definitioner, der benyttes i nationale lovgivninger til andre formål som f.eks.

beskatning. Aktier og andre værdipapirer svarende til aktier, der udstedes af udstedere såsom »building

societies« og industriselskaber og gensidige foreninger, og som i praksis ikke kan overdrages bortset fra

den situation, hvor emittenten køber dem tilbage, dækkes følgelig ikke af denne definition.

(36) Pengemarkedsinstrumenter omfatter omsættelige instrumenter, der normalt handles på pengemarke-

det frem for de regulerede markeder, f.eks. skatkammerbeviser og lokale myndigheders gældsbeviser,

indlånsbeviser, commercial papers (virksomhedscertifikater), værdipapirer med middel løbetid og bank-

garanterede veksler.

(37) Begrebet regulerede markeder i dette direktiv svarer til begrebet i direktiv 2004/39/EF.

(38) Det er ønskeligt, at et investeringsinstitut kan investere sine aktiver i andele i investeringsinstitutter

og andre åbne institutter for kollektiv investering, der også investerer i de likvide finansielle aktiver, som

er omfattet af dette direktiv, og som opererer efter princippet om risikospredning. Det er nødvendigt, at

investeringsinstitutter eller andre institutter for kollektiv investering, som et investeringsinstitut investerer

i, er underkastet et effektivt tilsyn.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

364

(39) Det bør gøres lettere at udvikle et investeringsinstituts muligheder for at investere i investeringsin-

stitutter og andre institutter for kollektiv investering. Det er derfor af afgørende betydning at sikre, at

en sådan investeringsaktivitet ikke formindsker investorbeskyttelsen. På grund af et investeringsinstituts

øgede muligheder for at investere i andele i andre investeringsinstitutter og andre institutter for kollektiv

investering er det nødvendigt at fastsætte visse regler om kvantitative grænser, fremlæggelse af oplysnin-

ger og forhindring af kaskadefænomenet.

(40) For at tage hensyn til markedsudviklingen og i betragtning af gennemførelsen af den økonomi-

ske og monetære union er det ønskeligt at give investeringsinstitutterne tilladelse til at investere i

bankindskud. For at sikre, at investeringerne i indskud er tilstrækkelig likvide, bør disse indskud kunne

tilbagebetales på anfordring eller trækkes tilbage. Hvis indskuddene foretages i et kreditinstitut, hvis ved-

tægtsmæssige hjemsted er beliggende i et tredjeland, bør kreditinstituttet være underkastet tilsynsregler,

som svarer til reglerne i fællesskabsretten.

(41) Ud over det tilfælde, hvor et investeringsinstitut investerer i bankindskud i henhold til dets fondsbe-

stemmelser eller vedtægter, bør det være muligt at tillade alle investeringsinstitutter at besidde suppleren-

de likvide aktiver såsom bankindskud på anfordring. Besiddelsen af sådanne supplerende likvide aktiver

kan være berettiget, herunder for at dække løbende eller ekstraordinære betalinger, i tilfælde af salg

for at få den nødvendige tid til at geninvestere i værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter eller i andre

finansielle aktiver, der omfattes af dette direktiv, eller i en strengt nødvendig periode, når investering i

værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter og andre finansielle aktiver på grund af ugunstige markedsvilkår

er suspenderet.

(42) Af forsigtighedshensyn er det nødvendigt, at investeringsinstitutter undgår en uforholdsmæssig stor

koncentration af investeringer, som medfører medkontrahentrisiko over for en enkelt enhed eller enheder,

der tilhører samme koncern.

(43) Investeringsinstitutter bør som led i deres generelle investeringspolitik eller med henblik på hedging

for at nå et fastsat finansielt mål eller opfylde den risikoprofil, der fremgår af prospektet, udtrykkeligt

have mulighed for at investere i finansielle afledte instrumenter. Med henblik på at sikre investorbeskyt-

telsen er det nødvendigt at begrænse den maksimale potentielle risiko i forbindelse med afledte instru-

menter, således at denne ikke overstiger den totale nettoværdi i investeringsinstituttets portefølje. For

konstant at kende de risici og forpligtelser, der følger af derivattransaktioner, og for at kunne kontrollere

overholdelsen af bestemmelserne om investeringsgrænser bør investeringsinstitutterne løbende måle og

nøje overvåge de risici og forpligtelser, der følger af derivattransaktioner. Endelig bør investeringsinsti-

tutterne for at sikre investorbeskyttelsen via oplysninger beskrive, hvilke strategier, teknikker og investe-

ringsgrænser, der gælder for deres derivatoperationer.

(44) Det er nødvendigt, at foranstaltninger til at behandle en mulig manglende tilnærmelse af interesser

i produkter, hvor kreditrisikoen overføres ved securitisering, som forudset med hensyn til Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed

som kreditinstitut

og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/49/EF af 14. juni 2006 om kravene

til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag

, er i overensstemmelse og sammenhæn-

gende med al relevant lovgivning for den finansielle sektor. Kommissionen fremsætter de relevante

lovgivningsforslag, herunder vedrørende dette direktiv, for at sikre en sådan overensstemmelse og sam-

menhæng, efter grundigt at have overvejet virkningen af sådanne forslag.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

365

(45) For så vidt angår over-the-counter-derivater (OTC-derivater) bør der fastsættes krav vedrørende valg

af modparter og instrumenter, likviditet og løbende vurdering af stillingen. Formålet med disse krav er

at sikre en passende investorbeskyttelse, som kan sammenlignes med den beskyttelse, de opnår, når de

erhverver derivater, der handles på regulerede markeder.

(46) Transaktioner i derivater bør aldrig benyttes til at omgå principperne eller bestemmelserne i dette

direktiv. For så vidt angår OTC-derivater bør der gælde yderligere risikospredningsregler for risici over

for en enkelt modpart eller gruppe af modparter.

(47) Nogle porteføljeforvaltningsteknikker for institutter for kollektiv investering, der hovedsagelig inve-

sterer i aktiver eller gældsbeviser, er baseret på aktieindekser og/eller indekser for gældsbeviser. Det er

ønskeligt at give investeringsinstitutter mulighed for at anvende velkendte og anerkendte aktieindekser

eller indekser for gældsbeviser. Til dette formål kan det derfor være nødvendigt at indføre mere smidige

risikospredningsregler for investeringsinstitutter, der investerer i aktier eller gældsbeviser.

(48) Institutter for kollektiv investering, der omfattes af dette direktiv, bør ikke benyttes til andre formål

end kollektiv investering af kapital, der tilvejebringes ved henvendelse til offentligheden i overensstem-

melse med reglerne i dette direktiv. I de tilfælde, der er omhandlet i dette direktiv, bør det kun være

muligt for et investeringsinstitut at have datterselskaber, for så vidt det er nødvendigt for på dets egne

vegne effektivt at udføre visse aktiviteter, der også er fastlagt i dette direktiv. Det er nødvendigt at

sikre effektivt tilsyn med investeringsinstitutter. Et investeringsinstitut bør derfor kun kunne oprette

datterselskaber i tredjelande i de tilfælde og i overensstemmelse med de betingelser, der er nævnt i dette

direktiv. Den generelle forpligtelse til kun at handle i deltagernes interesse og specielt målsætningen om

at øge omkostningseffektiviteten kan aldrig begrunde, at et investeringsinstitut træffer foranstaltninger,

der kunne være til hinder for, at de kompetente myndigheder effektivt kan udøve deres tilsynsfunktioner.

(49) Den oprindelige version af direktiv 85/611/EØF indeholdt en undtagelse fra begrænsningen med

hensyn til, hvor stor en procentdel af sine aktiver et investeringsinstitut måtte investere i værdipapirer ud-

stedt af et og samme organ, som fandt anvendelse i forbindelse med obligationer udstedt eller garanteret

af en medlemsstat. Denne undtagelse gav investeringsinstitutterne tilladelse til bl.a. at investere op til 35

% af deres aktiver i sådanne obligationer. En lignende, men mere begrænset undtagelse er berettiget for

så vidt angår obligationer fra den private sektor, som, selv om der ikke foreligger en statsgaranti, giver

investorerne en speciel sikkerhed på grund af de særlige regler, som finder anvendelse på dem. Undtagel-

sen bør derfor udvides til at omfatte alle obligationer fra den private sektor, der er i overensstemmelse

med fælles fastsatte kriterier, idet det overlades til medlemsstaterne at udarbejde en fortegnelse over de

obligationer, som de i givet fald agter at lade være omfattet af en undtagelsesbestemmelse.

(50) Flere medlemsstater har gennemført bestemmelser, der sætter ikke-samordnede institutter for kollek-

tiv investering i stand til at samle deres aktiver i et såkaldt »master-institut«. For at sætte investeringsin-

stitutter i stand til at udnytte disse strukturer er det nødvendigt at undtage feeder-institutter, der ønsker

at samle deres aktiver i et master-institut, fra forbuddet mod at investere mere end 10 % af deres aktiver

eller i visse tilfælde 20 % af deres aktiver i et enkelt institut for kollektiv investering. En sådan undtagelse

er berettiget, eftersom feeder-instituttet investerer alle eller næsten alle sine aktiver i en diversificeret

portefølje tilhørende masterinstituttet, der selv er omfattet af diversificeringsreglerne for investeringsinsti-

tutter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

366

(51) For at skabe bedre forudsætninger for et effektivt fungerende indre marked og sikre et ensartet

investorbeskyttelsesniveau i hele Fællesskabet bør master-feeder-strukturer være tilladt, både når master-

og feeder-instituttet er etableret i samme medlemsstat, og når de er etableret i forskellige medlemssta-

ter. For at gøre det muligt for investorer at danne sig et bedre overblik over master-feeder-strukturer

og for myndighederne at føre bedre tilsyn med sådanne strukturer, navnlig i en grænseoverskridende

situation, bør det ikke være muligt for et feeder-institut at investere i mere end et master-institut. For at

sikre samme investorbeskyttelsesniveau i hele Fællesskabet bør master-instituttet selv være et godkendt

investeringsinstitut. For at undgå en overdreven administrativ byrde bør bestemmelserne om anmeldelse

af grænseoverskridende markedsføring ikke finde anvendelse, hvis et master-institut ikke rejser kapital fra

offentligheden i en anden medlemsstat end den, hvori instituttet har hjemsted, men kun har et eller flere

feeder-institutter i den anden medlemsstat.

(52) Med det formål at beskytte investorerne i feeder-instituttet bør der stilles krav om, at feeder-in-

stituttets investering i master-instituttet skal forhåndsgodkendes af de kompetente myndigheder i fee-

der-instituttets hjemland. Kun den indledende investering i master-instituttet, hvorved feeder-instituttet

overskrider den grænse, der finder anvendelse for investeringer i andre investeringsinstitutter, forudsætter

godkendelse. For at skabe bedre forudsætninger for et effektivt fungerende indre marked og sikre et

ensartet investorbeskyttelsesniveau i hele Fællesskabet bør de betingelser, som skal opfyldes, og de

dokumenter og oplysninger, der skal tilvejebringes med henblik på godkendelse af feeder-instituttets

investering i master-instituttet, være udtømmende.

(53) For at sætte feeder-instituttet i stand til at handle i alle deltagernes bedste interesse og navnlig

give det mulighed for at indhente alle de oplysninger og dokumenter fra master-instituttet, som det har

behov for at kunne opfylde sine forpligtelser, bør feeder- og master-instituttet indgå en juridisk bindende

aftale. Hvis både feeder- og master-instituttet imidlertid administreres af det samme administrationssel-

skab, bør det være tilstrækkeligt, at sidstnævnte indfører interne regler om god forretningsskik. Aftaler

om informationsudveksling mellem feeder- og master-instituttets depositarer eller revisorer bør sikre, at

feeder-instituttets depositar eller revisor modtager alle de oplysninger eller dokumenter, som er nødven-

dige for, at de kan udføre deres opgaver. Dette direktiv bør sikre, at depositarerne eller revisorerne i

forbindelse med opfyldelsen af disse krav ikke anses at tilsidesætte bestemmelser om tavshedspligt eller

om databeskyttelse.

(54) For at sikre feeder-instituttets investorer en høj grad af beskyttelse bør prospektet, den centrale

investorinformation samt alt markedsføringsmateriale tilpasses master-feeder-strukturernes særlige ken-

detegn. Feeder-instituttets investering i master-instituttet bør ikke berøre feeder-instituttets evne til selv at

tilbagekøbe eller indløse andele på anmodning af instituttets deltagere eller til at handle i sine deltageres

bedste interesse.

(55) Deltagerne bør i henhold til dette direktiv beskyttes mod opkrævning af ubegrundede ekstraomkost-

ninger igennem et forbud mod, at master-instituttet opkræver feeder-instituttet tegnings- og indløsnings-

gebyrer. Master-instituttet bør dog kunne opkræve tegnings- og indløsningsgebyrer af andre investorer i

masterinstituttet.

(56) Konverteringsreglerne bør gøre det muligt at konvertere et eksisterende investeringsinstitut til et

feeder-institut. De bør samtidig sikre deltagerne en tilstrækkelig beskyttelse. Eftersom konvertering inde-

bærer en gennemgribende ændring af investeringspolitikken, bør det investeringsinstitut, der konverteres,

forpligtes til at forsyne deltagerne med alle de oplysninger, der er nødvendige for, at de kan tage stilling

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

367

til, hvorvidt de vil beholde deres investering. De kompetente myndigheder bør ikke stille krav om, at

feeder-instituttet tilvejebringer flere oplysninger end de i dette direktiv anførte.

(57) Hvis de kompetente myndigheder i master-instituttets hjemland underrettes om en uregelmæssighed

i relation til master-instituttet eller får kendskab til, at master-instituttet ikke overholder dette direktivs

bestemmelser, kan de i givet fald beslutte at træffe relevante foranstaltninger for at sikre, at deltagerne i

master-instituttet underrettes behørigt.

(58) Medlemsstaterne bør skelne klart mellem markedsføringsmateriale og den obligatoriske information,

der i henhold til dette direktiv skal udleveres til investorer. Sidstnævnte omfatter central investorinforma-

tion, prospektet samt års- og halvårsregnskaber.

(59) Den centrale investorinformation bør udleveres gratis som et specifikt dokument til investorerne i

god tid forud for tegningen af andele i et investeringsinstitut, således at de kan træffe en velfunderet

investeringsbeslutning. Denne centrale investorinformation bør kun omfatte de oplysninger, der er væ-

sentlige for en sådan beslutning. Den type oplysninger, den centrale investorinformation skal indeholde,

bør fuldt ud harmoniseres for at sikre en tilstrækkelig grad af investorbeskyttelse og sammenlignelig-

hed. Den centrale investorinformation bør være kortfattet. Et enkelt dokument af begrænset længde,

hvori oplysningerne præsenteres i en bestemt rækkefølge, er den mest velegnede metode til at opnå

den klarhed og simplicitet i præsentationen, som ikke-professionelle investorer kræver, og bør gøre det

muligt at foretage nyttige sammenligninger, navnlig af omkostninger og risikoprofil, som er relevante for

investeringsbeslutningen.

(60) De enkelte medlemsstaters kompetente myndigheder kan gøre central investorinformation om alle

investeringsinstitutter, der er godkendt i den pågældende medlemsstat, tilgængelig for offentligheden i et

særligt afsnit af deres websted.

(61) Der bør udarbejdes central investorinformation for alle investeringsinstitutter. Det er administrations-

selskabet eller i givet fald investeringsselskabet, der bør udlevere central investorinformation, i overens-

stemmelse med den anvendte afsætningsmetode (direkte salg eller salg gennem formidlere). Formidlere

bør tilvejebringe central investorinformation til kunder og potentielle kunder.

(62) Investeringsinstitutter bør være berettigede til at markedsføre deres andele i andre medlemsstater

betinget af en anmeldelsesprocedure baseret på en forbedret kommunikation mellem medlemsstaternes

kompetente myndigheder. Når de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland har frem-

sendt de komplette anmeldelsesdokumenter, bør investeringsinstituttets værtsland ikke have mulighed for

at nægte et investeringsinstitut, der er etableret i en anden medlemsstat, adgang til sit marked eller for at

anfægte den godkendelse, som den anden medlemsstat har givet.

(63) Investeringsinstitutter bør være berettigede til at markedsføre deres andele betinget af, at de træffer

de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at der er faciliteter til stede, som muliggør

betaling til deltagerne, tilbagekøb eller indløsning af andele og tilrådighedsstillelse af de oplysninger, som

investeringsinstitutter er forpligtet til at tilvejebringe.

(64) For at lette markedsføringen af andele i investeringsinstitutter på tværs af landegrænserne bør der

føres kontrol med, at ordningerne for markedsføring af andele i investeringsinstitutter overholder de love

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

368

og administrative procedurer, der gælder i investeringsinstituttets værtsland, efter at investeringsinstituttet

har fået adgang til markedet i den pågældende medlemsstat. Denne kontrol kunne dække tilstrække-

ligheden af ordningerne for markedsføring, herunder navnlig tilstrækkeligheden af salgsordninger, og

forpligtelsen til at sikre, at markedsføringsmaterialet præsenteres på en fair, tydelig og ikke vildledende

måde. Dette direktiv bør ikke hindre de kompetente myndigheder i værtslandet i at kontrollere, at

markedsføringsmateriale, der ikke omfatter central investorinformation, prospektet og års- og halvårsrap-

porter overholder den nationale lovgivning, før investeringsinstitutterne må anvende materialet, forudsat

at en sådan kontrol er ikke-diskriminerende og ikke hindrer det pågældende investeringsinstitut i at få

adgang til markedet.

(65) Af hensyn til fremme af retssikkerheden er det nødvendigt at sikre, at et investeringsinstitut, der

markedsfører sine andele på tværs af landegrænser, har let og elektronisk adgang og på et sprog, der er

gængs i internationale finanskredse, til komplette oplysninger om de love og administrative bestemmel-

ser, som specifikt gælder for de ordninger, som er fastlagt med hensyn til markedsføringen af andele af

investeringsinstitutter i værtslandet. Ansvar, der relaterer sig til sådanne offentliggørelser, bør omfattes af

national ret.

(66) For at lette investeringsinstitutters adgang til andre medlemsstaters markeder bør investeringsinstitut-

tet være forpligtet til kun at oversætte den centrale investorinformation til det eller et af de officielle sprog

i investeringsinstituttets værtsland eller til et sprog, der er godkendt af værtslandets kompetente myndig-

heder. Den centrale investorinformation bør indeholde nærmere oplysninger om, på hvilke(t) sprog de

andre obligatoriske dokumenter og supplerende oplysninger foreligger. Ansvaret for udarbejdelsen af

oversættelser bør ligge hos investeringsinstituttet, der bør tage stilling til, om det er nødvendigt med en

simpel eller en autoriseret oversættelse.

(67) For at lette adgangen til andre medlemsstaters markeder er det vigtigt, at der gives oplysning om

anmeldelsesgebyrer.

(68) Medlemsstaterne bør træffe de administrative og organisatoriske foranstaltninger, der er nødvendige

for at muliggøre et samarbejde mellem de nationale myndigheder og andre medlemsstaters kompetente

myndigheder, herunder i form af bilaterale og multilaterale aftaler mellem disse myndigheder, hvilket kan

muliggøre frivillig delegation af opgaver.

(69) Det er nødvendigt at styrke konvergensen i de kompetente myndigheders beføjelser for derved at

sikre ensartet håndhævelse af dette direktiv i de forskellige medlemsstater. Et fælles minimumssæt af be-

føjelser, der er i overensstemmelse med de beføjelser, som de kompetente myndigheder tildeles ved anden

fællesskabslovgivning om finansielle tjenesteydelser, bør sikre et effektivt tilsyn. Medlemsstaterne bør

endvidere fastsætte sanktionsbestemmelser, som kan omfatte strafferetlige eller administrative sanktioner,

samt administrative foranstaltninger, som finder anvendelse ved overtrædelser af dette direktiv. Med-

lemsstater bør ligeledes træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at disse sanktioner

håndhæves.

(70) Det er nødvendigt at udbygge bestemmelserne om udveksling af oplysninger mellem de nationale

kompetente myndigheder og skærpe deres forpligtelse til at yde hinanden bistand og til at samarbejde.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

369

(71) Der bør af hensyn til den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser fastsættes klare beføjelser

for de respektive kompetente myndigheder for i overensstemmelse med gældende lovgivning at forhindre

enhver form for huller eller overlapninger.

(72) De bestemmelser i dette direktiv, der henviser til kompetente myndigheders effektive varetagelse

af deres tilsynsopgaver, omfatter det tilsyn på et konsolideret grundlag, som skal føres med et investe-

ringsinstitut eller selskab, der medvirker ved dettes aktiviteter, når et sådant kræves i henhold til fælles-

skabsretten. I sådanne tilfælde skal de myndigheder, der anmodes om godkendelse, kunne identificere de

myndigheder, der har kompetence til at føre tilsyn på et konsolideret grundlag med dette investeringsinsti-

tut eller et selskab, der medvirker ved dettes aktiviteter.

(73) Princippet om hjemlandstilsyn forudsætter, at de kompetente myndigheder inddrager eller undlader

at meddele godkendelse i de tilfælde, hvor det af sådanne forhold som driftsplanen, den geografiske

placering eller den faktiske virksomhed, der udøves, klart fremgår, at et investeringsinstitut eller selskab,

der medvirker ved dettes aktiviteter, udelukkende har valgt den pågældende medlemsstats retssystem for

at unddrage sig de strengere bestemmelser, der gælder i den medlemsstat, hvor det agter at udøve eller

allerede udøver størstedelen af sin virksomhed.

(74) Visse handlinger, såsom svig eller insider-handel, vil, selv når de vedrører andre virksomheder

end investeringsinstitutter eller selskaber, der medvirker ved deres aktiviteter, kunne indvirke på det

finansielle systems stabilitet og integritet.

(75) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og de myndigheder

eller organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke det finansielle systems stabilitet. For

at bevare oplysningernes fortrolige karakter bør modtagerne af sådanne udvekslinger dog være meget

begrænset.

(76) Det er nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser udvekslingen af oplysninger kan tillades.

(77) Når det er fastsat, at oplysninger kun kan videregives med de kompetente myndigheders udtrykkelige

tilladelse, kan disse myndigheder i givet fald betinge deres samtykke af, at visse strenge krav overholdes.

(78) Der bør endvidere tillades udveksling af oplysninger mellem, på den ene side, de kompetente

myndigheder og, på den anden side, centralbankerne, organer med lignende opgaver i deres egenskab

af pengepolitiske myndigheder eller i givet fald andre offentlige myndigheder, som fører tilsyn med

betalingssystemer.

(79) I dette direktiv bør der for myndigheder, der har til opgave at godkende og føre tilsyn med

investeringsinstitutter og selskaber, der medvirker ved sådan godkendelse og tilsyn, indføres samme

regler om tavshedspligt og samme muligheder for udveksling af oplysninger som dem, der gælder for

myndigheder, der har til opgave at godkende og føre tilsyn med kreditinstitutter, investeringsselskaber og

forsikringsselskaber.

(80) Med henblik på at styrke tilsynet med investeringsinstitutter eller selskaber, der medvirker ved disses

aktiviteter, og beskytte deres kunder bør revisorer i de i direktivet omhandlede tilfælde have pligt til

straks at underrette myndighederne, hvis de under udførelsen af deres hverv får kendskab til forhold,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

370

som alvorligt vil kunne skade den finansielle situation eller den administrative og regnskabsmæssige

organisation i et investeringsinstitut eller selskab, der medvirker ved dettes aktiviteter.

(81) I betragtning af det tilstræbte mål i dette direktiv bør medlemsstaterne fastsætte, at denne pligt

gælder i alle tilfælde, hvor en revisor under udførelsen af sit hverv i en virksomhed, som har snævre

forbindelser med et investeringsinstitut eller selskab, der medvirker ved dettes aktiviteter, konstaterer

sådanne forhold.

(82) Revisorernes pligt til under visse omstændigheder at meddele myndighederne oplysninger om visse

forhold og beslutninger i et investeringsinstitut eller selskab, der medvirker ved dettes aktiviteter, som

de har fået kendskab til under udførelsen af deres hverv i en virksomhed, der hverken er et investerings-

institut eller et selskab, der medvirker ved et investeringsinstituts aktiviteter, ændrer i sig selv hverken

arten af deres hverv i den pågældende virksomhed eller den måde, hvorpå de skal udøve deres hverv i

virksomheden.

(83) Dette direktiv bør ikke berøre nationale regler om beskatning, herunder ordninger, som medlemssta-

ter kan indføre for at sikre overholdelse af disse regler på deres område.

(84) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse

med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af

de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen

(85) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelse til at vedtage de følgende gennemførelsesforanstalt-

ninger. For så vidt angår administrationsselskaber bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage

foranstaltninger, der har til formål at præcisere enkeltheder om organisatoriske krav, risikostyring, interes-

sekonflikter og regler om god skik. For så vidt angår depositarer bør Kommissionen tillægges beføjelse

til at vedtage foranstaltninger, der har til formål at præcisere depositarers forpligtelser i forbindelse

med investeringsinstitutter, der administreres af et administrationsselskab, som er etableret i en anden

medlemsstat end investeringsinstituttets hjemland og oplysningerne i aftalen mellem depositaren og

administrationsselskabet. Disse gennemførelsesforanstaltninger bør fremme en ensartet gennemførelse af

administrationsselskabers og depositarers forpligtelser, men bør ikke være en forudsætning for gennemfø-

relsen af administrationsselskabernes ret til at udøve den virksomhed, de er blevet godkendt til i deres

hjemland, i hele Fællesskabet ved at etablere filialer eller ved fri udveksling af tjenesteydelser, herunder

administration af investeringsinstitutter i en anden medlemsstat.

(86) For så vidt angår fusioner, bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage foranstaltninger, der

har til formål at præcisere det nærmere indhold af de oplysninger, deltagerne skal modtage, den form

oplysningerne skal have og den måde, hvorpå oplysningerne skal gives til deltagerne.

(87) For så vidt angår master-feeder-strukturer, bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage

foranstaltninger, der har til formål at præcisere indholdet af aftalen mellem master-instituttet og feeder-in-

stituttet eller af de interne regler for god forretningsskik, indholdet af aftalen om informationsudveksling

mellem enten deres depositarer eller revisorer, hvilke foranstaltninger der kan bidrage til at koordinere

timingen af deres beregning og offentliggørelse af nettoværdien for at undgå markedstiming, konsekven-

serne af master-instituttets fusion for feeder-instituttets godkendelse, hvilke uregelmæssigheder, der hid-

rører fra master-instituttet, der skal indberettes til feeder-instituttet, den måde, hvorpå deltagerne skal

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

371

modtage oplysninger i tilfælde af en konvertering fra et investeringsinstitut til et feeder-institut, og den

form, hvori oplysningerne skal gives, proceduren for værdiansættelse og revision ved overførsel af aktiver

fra et feeder-institut til et master-institut samt den rolle, som feeder-instituttets depositar spiller i den

forbindelse.

(88) For så vidt angår bestemmelserne om oplysningspligt, bør Kommissionen tillægges beføjelse til

at vedtage foranstaltninger, der har til formål at præcisere de specifikke betingelser, der skal være

opfyldt, når prospektet udleveres på et andet varigt medium end i papirform eller via et websted, der

ikke udgør et varigt medium, den centrale investorinformations nærmere og udtømmende indhold, form

og præsentationsmåde, hvor der tages hensyn til de pågældende investeringsinstitutters forskelligartede

karakter og sammensætning, og de særlige betingelser, der skal være opfyldt ved udlevering af central

investorinformation på et andet varigt medium end i papirform eller via et websted, der ikke udgør et

varigt medium.

(89) For så vidt angår anmeldelse, bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage foranstaltninger,

der har til formål at præcisere omfanget af de oplysninger om gældende lokale regler, som et værtslands

kompetente myndigheder skal offentliggøre, og tekniske oplysninger om, hvordan et værtslands kompe-

tente myndigheder får adgang til opbevarede og opdaterede dokumenter om et investeringsinstitut.

(90) Kommissionen bør ligeledes tillægges beføjelse til herunder at tydeliggøre definitioner og afstemme

den anvendte terminologi og omformulere definitioner i overensstemmelse med efterfølgende retsakter

om investeringsinstitutter og beslægtede emner.

(91) Da de foranstaltninger, der omhandles i betragtning 85-90, er generelle foranstaltninger, der har til

formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at supplere det med nye ikke-væsentli-

ge bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i

afgørelse 1999/468/EF.

(92) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, idet de indebærer

vedtagelse af regler med visse fællestræk, der skal anvendes på fællesskabsplan, og kan derfor på grund

af disse reglers omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor vedtage for-

anstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse

med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt

for at nå disse mål.

(93) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori

der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til de direktiver, der omarbejdes. Forpligtelsen til at

gennemføre de bestemmelser, der ikke er ændret, følger af de tidligere direktiver.

(94) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag III, del B,

angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktiverne.

(95) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning

tilskyndes

medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne

oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstalt-

ningerne —

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

372

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

KAPITEL II

KAPITEL III

AFDELING 1

AFDELING 2

AFDELING 3

AFDELING 4

KAPITEL IV

KAPITEL V

AFDELING 1

AFDELING 2

AFDELING 3

KAPITEL VI

AFDELING 1

AFDELING 2

AFDELING 3

KAPITEL VII

KAPITEL VIII

AFDELING 1

AFDELING 2

AFDELING 3

AFDELING 4

AFDELING 5

AFDELING 6

KAPITEL IX

AFDELING 1

AFDELING 2

AFDELING 3

KAPITEL X

INDHOLD

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG

DEFINITIONER

GODKENDELSE AF ET INVESTERINGSIN-

STITUT

FORPLIGTELSER MED HENSYN TIL ADMI-

NISTRATIONSSELSKABER

Betingelser for at påbegynde virksomhed

Forbindelser med tredjelande

Betingelser for udøvelse af virksomhed

Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydel-

ser

FORPLIGTELSER MED HENSYN TIL DEPOSI-

TAREN

FORPLIGTELSER MED HENSYN TIL INVE-

STERINGSSELSKABER

Betingelser for at påbegynde virksomhed

Betingelser for udøvelse af virksomhed

Forpligtelser med hensyn til depositaren

FUSIONER AF INVESTERINGSINSTITUTTER

Princip, tilladelse og godkendelse

Tredjepartskontrol, information til deltagerne og

andre rettigheder for deltagerne

Omkostninger og ikrafttræden

FORPLIGTELSER MED HENSYN TIL INVE-

STERINGSINSTITUTTERS INVESTERINGS-

POLITIK

MASTER-FEEDER-STRUKTURER

Anvendelsesområde og godkendelse

Fælles bestemmelser for feeder- og master-institut-

ter

Depositarer og revisorer

Obligatoriske oplysninger og markedsføringsmate-

riale fra feeder-instituttet

Konvertering af eksisterende investeringsinstitutter

til feeder-institutter og ændring af master-institut-

ter

Forpligtelser og kompetente myndigheder

FORPLIGTELSER MED HENSYN TIL OPLYS-

NINGER TIL INVESTORER

Offentliggørelse af prospekt og periodiske beret-

ninger

Offentliggørelse af andre oplysninger

Central investorinformation

INVESTERINGSINSTITUTTERS ALMINDELI-

GE FORPLIGTELSER

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

373

KAPITEL XI

KAPITEL XII

KAPITEL XIII

KAPITEL XIV

AFDELING 1

AFDELING 2

BILAG I

BILAG II

BILAG III

Del A

Del B

BILAG IV

SÆRLIGE BESTEMMELSER FOR INVESTE-

RINGSINSTITUTTER, SOM MARKEDSFØRER

DERES ANDELE I ANDRE MEDLEMSSTATER

END DEM, HVOR DE ER ETABLERET

BESTEMMELSER VEDRØRENDE DE MYN-

DIGHEDER, SOM UDSTEDER TILLADELSER

OG FØRER TILSYN

DET EUROPÆISKE VÆRDIPAPIRUDVALG

UNDTAGELSESBESTEMMELSER, OVER-

GANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

Undtagelsesbestemmelser

Overgangsbestemmelser og afsluttende bestem-

melser

Skema A og B

Opgaver i forbindelse med kollektiv porteføljefor-

valtning

Ophævet direktiv med ændringer

Frister for gennemførelse i national ret og anven-

delse

Sammenligningstabel

KAPITEL I

GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

1. Dette direktiv finder anvendelse på institutter for kollektiv investering i værdipapirer (»investerings-

institutter«), som er etableret på medlemsstaternes område.

2. Ved anvendelsen af dette direktiv og med forbehold af artikel 3 forstås ved investeringsinstitut et

foretagende:

a) der har som eneste formål at foretage kollektiv investering i værdipapirer eller i andre i artikel 50,

stk. 1, nævnte likvide finansielle aktiver af kapital tilvejebragt ved henvendelse til offentligheden,

og hvis virksomhed bygger på princippet om risikospredning, og

b) hvis andele på forlangende af ihændehaverne tilbagekøbes eller indløses direkte eller indirekte for

midler af disse institutters aktiver. Det forhold, at et investeringsinstitut træffer foranstaltninger

med henblik på, at kursværdien for dets andele ikke afviger væsentligt fra nettoværdien, ligestilles

med sådanne tilbagekøb eller indløsninger.

Medlemsstaterne kan tillade, at investeringsselskaber består af flere investeringsafdelinger.

3. De i stk. 2 nævnte institutter kan oprettes i henhold til aftale (investeringsfonde administreret af ad-

ministrationsselskaber), som »trusts« (»unit trusts«) eller i henhold til vedtægter (investeringsselskaber).

I henhold til dette direktiv omfatter:

a) udtrykket »investeringsfond« ligeledes begrebet »unit trust«

b) udtrykket »andele« i investeringsinstitutter ligeledes aktier i investeringsinstitutter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

374

4. Dette direktiv omfatter ikke investeringsselskaber, hvis aktiver gennem datterselskaber hovedsagelig

investeres i andre værdier end værdipapirer.

5. Medlemsstaterne forbyder investeringsinstitutter, der er omfattet af dette direktiv, at ændre status til

investeringsinstitutter, som ikke er underlagt dette direktiv.

Med forbehold af bestemmelserne i fællesskabsretten om kapitalbevægelser og bestemmelserne i

artikel 91 og 92 og artikel 108, stk. 1, andet afsnit, fastsætter en medlemsstat ikke andre bestemmelser på

det område, der omfattes af direktivet, for investeringsinstitutter, der er etableret i en anden medlemsstat,

eller for sådanne investeringsinstitutters andele, såfremt disse investeringsinstitutter markedsfører deres

enheder på den pågældende medlemsstats område.

Med forbehold af dette kapitel kan medlemsstaterne for investeringsinstitutter, der er etableret

på deres eget område, fastsætte strengere bestemmelser end dem, der er fastsat i dette direktiv, samt

supplerende bestemmelser, såfremt sådanne bestemmelser finder almindelig anvendelse og ikke strider

mod bestemmelserne i dette direktiv.

Artikel 2

I dette direktiv forstås ved:

a) »depositar«: et foretagende, som har fået overdraget de opgaver, der er fastsat i artikel 22 og 32, og

som er underlagt de øvrige bestemmelser i kapitel IV og kapitel V, afdeling 3

b) »administrationsselskab«: et selskab, hvis almindelige virksomhed er administration af investeringsin-

stitutter i form af investeringsfonde eller investeringsselskaber (kollektiv porteføljeforvaltning for inve-

steringsinstitutter)

c) »et administrationsselskabs hjemland«: den medlemsstat, hvor administrationsselskabet har sit ved-

tægtsmæssige hjemsted

d) »et administrationsselskabs værtsland«: en medlemsstat, som ikke er hjemlandet, og hvor administrati-

onsselskabet har en filial eller præsterer tjenesteydelser

e) »et investeringsinstituts hjemland«: den medlemsstat, hvor investeringsinstituttet har opnået godken-

delse i henhold til artikel 5

f) »et investeringsinstituts værtsland«: en medlemsstat, som ikke er investeringsinstituttets hjemland, hvor

andelene i investeringsselskabet markedsføres

g) »filial«: en afdeling, som retligt udgør en ikke-selvstændig del af et administrationsselskab, og som

præsterer tjenesteydelser af den art, som administrationsselskabet er godkendt til

h) »kompetente myndigheder«: de myndigheder, som de enkelte medlemsstater udpeger i henhold til

artikel 97

i) »snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til

hinanden enten gennem:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

375

i) »kapitalinteresser«, hvorved forstås besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapita-

len, enten direkte eller gennem kontrol, eller

ii) »kontrol«, hvorved forstås den forbindelse, der består mellem et »moderselskab« og et »datterselskab«

som defineret i artikel 1 og 2 i Rådets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af

traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om konsoliderede regnskaber

10)

og i alle de i artikel 1, stk. 1 og 2,

i direktiv 83/349/EØF nævnte tilfælde, eller en forbindelse mellem en fysisk eller juridisk person og en

virksomhed

j) »kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemmeret-

tighederne i et administrationsselskab eller en besiddelse, som giver mulighed for at udøve en betydelig

indflydelse på ledelsen af det administrationsselskab, hvori der besiddes en kapitalinteresse

k) »startkapital«: kapital som omhandlet i artikel 57, litra a) og b), i direktiv 2006/48/EF

l) »egenkapital«: egenkapital som omhandlet i afsnit V, kapitel 2, del 1, i direktiv 2006/48/EF

m) »varigt medium«: en indretning, der sætter en investor i stand til at lagre oplysninger, som er sendt til

denne investor personligt, så de er tilgængelige i en periode, som er afpasset efter oplysningernes formål,

og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger

n) »værdipapirer«:

i) aktier og andre værdipapirer, der kan sidestilles med aktier (aktier)

ii) obligationer og andre former for standardiseret gæld (debt scurities, obligationer)

iii) alle andre omsættelige værdipapirer, der giver ret til at erhverve sådanne værdipapirer ved tegning

eller ombytning

o) »pengemarkedsinstrumenter«: instrumenter, der normalt handles på pengemarkedet, er likvide og kan

værdiansættes til enhver tid.

p) »fusioner«:

i) en transaktion, hvorved et eller flere investeringsinstitutter eller investeringsafdelinger heraf (»det/de

ophørende investeringsinstitut(ter)«) ved opløsning uden likvidation overdrager alle deres aktiver og

passiver til et andet eksisterende investeringsinstitut eller en investeringsafdeling heraf (»det fortsættende

investeringsinstitut«) til gengæld for, at deres deltagere tildeles andele i det fortsættende investeringsinsti-

tut og eventuelt et kontant beløb, der ikke overstiger 10 % af nettoværdien af disse andele eller aktier

ii) en transaktion, hvorved to eller flere investeringsinstitutter eller investeringsafdelinger heraf (»det/de

ophørende investeringsinstitut(ter)«) ved opløsning uden likvidation overdrager alle deres aktiver og

passiver til et investeringsinstitut, som de danner, eller en investeringsafdeling heraf (»det fortsættende in-

vesteringsinstitut«) til gengæld for, at deres deltagere tildeles andele i det fortsættende investeringsinstitut

og eventuelt et kontant beløb, der ikke overstiger 10 % af nettoværdien af disse andele

iii) en transaktion, hvorved et eller flere investeringsinstitutter eller investeringsafdelinger heraf (»det/de

ophørende investeringsinstitut(ter)«), der forsætter med at eksistere, indtil passiverne er blevet indfriet,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

376

overdrager deres nettoaktiver til en anden investeringsafdeling i det samme investeringsinstitut, til et

investeringsinstitut, som de opretter, eller et andet eksisterende investeringsinstitut eller en investeringsaf-

deling heraf (»det fortsættende investeringsinstitut«)

q) »grænseoverskridende fusion«:

i) en fusion af investeringsinstitutter, hvoraf mindst to er etableret i forskellige medlemsstater, eller

ii) der er etableret i samme medlemsstat, til et nyt investeringsinstitut, der er etableret i en anden

medlemsstat

r) »national fusion«: en fusion af investeringsinstitutter, der er etableret i samme medlemsstat, hvor

mindst et af de involverede investeringsinstitutter er blevet anmeldt i henhold til artikel 93.

2. Med henblik på stk. 1, litra b), omfatter et administrationsselskabs almindelige virksomhed de opgaver,

der henvises til i bilag II.

3. Med henblik på stk. 1, litra g), betragtes flere afdelinger, som i en og samme medlemsstat oprettes af et

administrationsselskab med hovedkontor i en anden medlemsstat, som én filial.

4. Med henblik på stk. 1, litra i), nr. ii), finder følgende anvendelse:

a) et datterselskab af et datterselskab anses også for at være et datterselskab af det moderselskab, som står

i spidsen for disse foretagender

b) en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er varigt knyttet til den samme person

gennem kontrol, betragtes ligeledes som en snæver forbindelse.

5. Med henblik på stk. 1, litra j), tages der hensyn til de stemmerettigheder, der er omhandlet i artikel

9 og 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering

af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til

handel på et reguleret marked

11)

6. Med henblik på stk. 1, litra l), finder artikel 13-16 i direktiv 2006/49/EF tilsvarende anvendelse.

7. Med henblik på stk. 1, litra n), omfatter værdipapirer ikke de teknikker og instrumenter, der er

omhandlet i artikel 51.

Artikel 3

Følgende institutter anses ikke for omfattet af dette direktiv:

a) lukkede institutter for kollektiv investering

b) institutter for kollektiv investering, der tilvejebringer kapital uden at søge at tilbyde deres andele til

offentligheden i Fællesskabet eller en del af dette

c) institutter for kollektiv investering, hvis andele i henhold til fondsbestemmelserne eller investe-

ringsselskabers vedtægter kun må sælges til offentligheden i tredjelande

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

377

d) de kategorier af institutter for kollektiv investering, der er fastlagt i bestemmelserne i den med-

lemsstat, hvor sådanne institutter for kollektiv investering er etableret, og for hvilke reglerne

i kapitel VII og artikel 83 på grund af institutternes investerings- og låneoptagelsespolitik er

uhensigtsmæssige.

Artikel 4

Ved anvendelsen af dette direktiv betragtes et investeringsinstitut som værende etableret i sit hjemland.

KAPITEL II

GODKENDELSE AF ET INVESTERINGSINSTITUT

Artikel 5

1. Et investeringsinstitut skal for at kunne udøve sin virksomhed være godkendt i overensstemmelse

med dette direktiv.

En sådan godkendelse har gyldighed i samtlige medlemsstater.

2. En investeringsfonds godkendelse er betinget af, at de kompetente myndigheder i dens hjemland har

godkendt administrationsselskabets ansøgning om at administrere denne investeringsfond, fondsbestem-

melserne samt valget af depositar. Et investeringsselskabs godkendelse er betinget af, at de kompetente

myndigheder i dets hjemland har godkendt dets vedtægter og valget af depositar og, hvor dette er

relevant, det udpegede administrationsselskabs ansøgning om at administrere dette investeringsselskab.

Uden at det berører stk. 2, skal de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland

tage stilling til administrationsselskabets ansøgning om at administrere investeringsinstituttet i henhold til

artikel 20, hvis et investeringsinstitut ikke er oprettet i administrationsselskabets hjemland. Det skal ikke

være en betingelse for godkendelse, at investeringsinstituttet administreres af et administrationsselskab,

der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i investeringsinstituttets hjemland, eller at administrationsselskabet

udfører eller delegerer visse aktiviteter i investeringsinstituttets hjemland.

4. De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland skal ikke godkende et investeringsin-

stitut, hvis:

a) de konstaterer, at investeringsselskabet ikke opfylder betingelserne i kapitel V, eller

b) administrationsselskabet ikke er godkendt til at administrere investeringsinstitutter i sit hjemland.

Uden at det berører artikel 29, stk. 2, skal administrationsselskabet eller, hvor dette er relevant, investe-

ringsselskabet inden to måneder efter indgivelsen af fyldestgørende ansøgning have meddelelse om,

hvorvidt der meddeles godkendelse af investeringsinstituttet.

De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland godkender ikke et investeringsinstitut,

hvis medlemmerne af depositarens ledelse ikke har et tilstrækkeligt godt omdømme eller ikke har fyldest-

gørende erfaring også i forbindelse med den type investeringsinstitutter, der skal administreres. Med

henblik herpå meddeles de kompetente myndigheder straks navnene på medlemmerne af depositarens

ledelse såvel som enhver udskiftning inden for ledelsen.

Ved medlemmer af ledelsen forstås de personer, som i medfør af lov eller vedtægter repræsenterer

depositaren, eller som rent faktisk fastsætter retningslinjerne for depositarens virksomhed.

5. De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland undlader at give godkendelse, hvis

investeringsinstituttet retligt (f.eks. gennem fondsbestemmelserne eller vedtægterne) er forhindret i at

markedsføre sine andele i instituttets hjemland.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

378

Enhver udskiftning af administrationsselskab eller af depositar såvel som enhver ændring af

fondsbestemmelserne eller af vedtægterne for et investeringsselskab skal godkendes af de kompetente

myndigheder i investeringsinstituttets hjemland.

7. Medlemsstaterne sikrer, at tilstrækkelige oplysninger om de love, bestemmelser og administrative

bestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv, som vedrører investeringsinstitutters

oprettelse og drift, er lettilgængelige fra andre steder eller via elektroniske midler. Medlemsstaterne sik-

rer, at sådanne oplysninger mindst er til rådighed på et sprog, der er gængs i internationale finanskredse,

leveres på en klar og utvetydig måde og er ajourførte.

KAPITEL III

FORPLIGTELSER MED HENSYN TIL ADMINISTRATIONSSELSKABER

AFDELING 1

Betingelser for at påbegynde virksomhed

Artikel 6

1. Et administrationsselskab må først påbegynde sin virksomhed, når det er godkendt af de kompetente

myndigheder i administrationsselskabets hjemland. En godkendelse, der gives et administrationsselskab i

overensstemmelse med dette direktiv, har gyldighed i samtlige medlemsstater.

Administrationsselskabets virksomhed indskrænker sig til administration af investeringsinstitutter,

der er godkendt i henhold til dette direktiv, bortset fra yderligere administration af andre kollektive inve-

steringsforetagender, der ikke er omfattet af nærværende direktiv, og for hvilke administrationsselskabet

er underlagt tilsyn, men hvis andele ikke kan markedsføres i andre medlemsstater i medfør af direktivet.

Administration af investeringsinstitutter omfatter de i bilag II anførte opgaver.

3. Uanset stk. 2 kan medlemsstaterne tillade, at administrationsselskaber ud over administrationen af

investeringsinstitutter præsterer følgende tjenesteydelser:

a) administration af investeringsporteføljer, herunder pensionsfondes porteføljer, med en skønsbe-

føjelse fastlagt i de mandater, som investorerne har givet på individuelt grundlag, hvis disse

porteføljer omfatter et eller flere af de instrumenter, der er anført i afdeling C i bilag I til direktiv

2004/39/EF, og

b) som accessoriske tjenesteydelser:

i) investeringsrådgivning om et eller flere af instrumenterne i afdeling C i bilag I til direktiv

2004/39/EF

ii) opbevaring og forvaltning af andele i institutter for kollektiv investering.

Administrationsselskaber skal ikke godkendes i henhold til dette direktiv til udelukkende at præstere de

tjenesteydelser, der henvises til i dette stykke, eller til at præstere accessoriske tjenesteydelser uden at

være godkendt til de tjenesteydelser, der er omhandlet i første afsnit, litra a).

4. Artikel 2, stk. 2, og artikel 12, 13 og 19 i direktiv 2004/39/EF finder anvendelse på administrations-

selskabers præstation af de tjenesteydelser, der er omhandlet i stk. 3.

Artikel 7

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

379

Med forbehold af andre generelle betingelser i de nationale lovgivninger må de kompetente

myndigheder ikke godkende et administrationsselskab, medmindre følgende betingelser er opfyldt:

a) administrationsselskabet har en startkapital på mindst 125 000 EUR, idet der tages hensyn til

følgende:

i) hvis værdien af administrationsselskabets porteføljer overstiger 250 000 000 EUR, er admini-

strationsselskabet forpligtet til at besidde yderligere egenkapital, der er på 0,02 % af den del

af værdien af administrationsselskabets porteføljer, der overstiger 250 000 000 EUR, men den

foreskrevne startkapital og det yderligere beløb må imidlertid ikke overstige 10 000 000 EUR

ii) følgende porteføljer anses i dette stykke for at udgøre administrationsselskabets porteføljer:

— investeringsfonde, der administreres af administrationsselskabet, herunder porteføljer, det har

delegeret til tredjemand at forvalte, men ikke porteføljer, for hvilke det selv har fået tildelegeret

forvaltningsansvaret

— investeringsselskaber, for hvilke administrationsselskabet er udpeget som administrationssel-

skab

— andre institutter for kollektiv investering, der administreres af administrationsselskabet, herun-

der porteføljer, det har delegeret til tredjemand at forvalte, men ikke porteføljer, for hvilke det selv

har fået tildelegeret forvaltningsansvaret

iii) uanset det beløb, der følger af disse krav, må administrationsselskabets egenkapital på intet

tidspunkt være mindre end det beløb, der er fastsat i artikel 21 i direktiv 2006/49/EF

b) de personer, der faktisk leder administrationsselskabets forretninger, har et tilstrækkeligt godt

omdømme og fyldestgørende erfaring også i forbindelse med den type investeringsinstitutter, der

administreres af administrationsselskabet, navnene på disse personer såvel som enhver udskiftning

af dem anmeldes straks til de kompetente myndigheder og administrationsselskabets forretnings-

politik fastlægges af mindst to personer, der opfylder disse betingelser

c) ansøgningen om godkendelse ledsages af en aktivitetsplan, hvori bl.a. administrationsselskabets

organisatoriske struktur angives, og

d) administrationsselskabets hovedkontor og vedtægtsmæssige hjemsted findes i samme medlems-

stat.

Med henblik på første afsnit, litra a), kan medlemsstaterne give administrationsselskaber tilladelse til ikke

at besidde op til 50 % af den yderligere egenkapital, der er nævnt i litra a), nr. i), hvis de har modtaget

en garanti af tilsvarende størrelse fra et kreditinstitut eller et forsikringsselskab; kreditinstitutterne eller

forsikringsselskaberne skal have deres vedtægtsmæssige hjemsted i en medlemsstat eller et tredjeland,

forudsat at det er underkastet tilsynsregler, der af de kompetente myndigheder betragtes som svarende til

reglerne i fællesskabslovgivningen.

2. Foreligger der snævre forbindelser mellem et administrationsselskab og andre fysiske eller juridiske

personer, giver de kompetente myndigheder kun deres godkendelse, hvis disse snævre forbindelser ikke

hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.

De kompetente myndigheder afslår ligeledes at give godkendelse, hvis de hæmmes i varetagelsen af deres

tilsynsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller

flere fysiske eller juridiske personer, som administrationsselskabet har snævre forbindelser med, eller på

grund af problemer i forbindelse med håndhævelsen heraf.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

380

De kompetente myndigheder kræver, at administrationsselskaberne giver dem de oplysninger, de har brug

for, for at myndighederne til enhver tid kan sikre sig, at de i dette stykke omhandlede betingelser stadig er

opfyldt.

De kompetente myndigheder underretter ansøgeren inden seks måneder efter indgivelsen af en

fyldestgørende ansøgning om, hvorvidt der kan meddeles godkendelse. Hvis godkendelse nægtes, skal

dette begrundes.

4. Når godkendelse er givet, kan administrationsselskabet straks påbegynde sin virksomhed.

De kompetente myndigheder kan kun inddrage godkendelsen af et administrationsselskab, der

omfattes af dette direktiv, hvis selskabet

a) ikke gør brug af godkendelsen inden for en frist på 12 måneder, eller det udtrykkeligt giver afkald

herpå eller ikke har udøvet den virksomhed, der er omfattet af dette direktiv, i en periode på

over seks måneder, medmindre der i den pågældende medlemsstat findes bestemmelse om, at

godkendelse bortfalder i sådanne tilfælde

b) har opnået godkendelse ved brug af urigtige erklæringer eller på anden ulovlig vis

c) ikke længere opfylder de betingelser, hvorunder godkendelsen blev givet

d) ikke længere overholder bestemmelserne i direktiv 2006/49/EF, hvis godkendelsen også omfatter

skønsmæssig porteføljeforvaltning som anført i artikel 6, stk. 3, første afsnit, litra a), i dette

direktiv

e) har gjort sig skyldig i alvorlige eller systematiske overtrædelser af de regler, der er fastsat i

medfør af dette direktiv, eller

f) falder ind under et af de andre tilfælde, som medfører, at godkendelsen inddrages i henhold til

national lovgivning.

Artikel 8

De kompetente myndigheder giver ikke et administrationsselskab godkendelse til at påbegynde

virksomhed som administrationsselskab, før de har fået meddelelse om navnene på alle aktionærer eller

selskabsdeltagere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der direkte eller indirekte er kvalificerede

deltagere, og om størrelsen af deres kapitalandel.

Hvis de kompetente myndigheder under hensyn til nødvendigheden af at sikre en sund og forsigtig

forvaltning af administrationsselskabet ikke er overbevist om de i første afsnit nævnte aktionærers eller

selskabsdeltageres egnethed, afslår de at give godkendelse.

2. Medlemsstaterne må ikke over for filialer af administrationsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted

uden for Fællesskabet — når disse påbegynder eller allerede udøver virksomhed — anvende bestemmel-

ser, der medfører en gunstigere behandling end den, som gives filialer af administrationsselskaber med

vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat.

3. Der skal finde forudgående konsultation sted med de kompetente myndigheder i en anden medlems-

stat med hensyn til godkendelse af et administrationsselskab, der

a) er datterselskab af et andet administrationsselskab, et investeringsselskab, et kreditinstitut eller et

forsikringsselskab, der er godkendt i en anden medlemsstat

b) er datterselskab af et moderselskab for et andet administrationsselskab, et investeringsselskab, et

kreditinstitut eller et forsikringsselskab, der er godkendt i en anden medlemsstat, eller

c) et selskab, der kontrolleres af de samme fysiske eller juridiske personer, som kontrollerer et andet

administrationsselskab, et investeringsselskab, et kreditinstitut eller et forsikringsselskab, der er

godkendt i en anden medlemsstat.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

381

AFDELING 2

Forbindelser med tredjelande

Artikel 9

Forbindelserne med tredjelande reguleres i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i

artikel 15 i direktiv 2004/39/EF.

Ved anvendelsen af nærværende direktiv forstås udtrykkene »investeringsselskab« og »investeringssel-

skaber« i artikel 15 i direktiv 2004/39/EF som henholdsvis »administrationsselskab« og »administrations-

selskaber«. Udtrykket »ydelse af investeringsservice« omhandlet i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2004/39/EF

forstås som »levering af tjenesteydelser«.

2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om alle generelle vanskeligheder, som investeringsinsti-

tutter møder i forbindelse med markedsføringen af deres andele i et tredjeland.

AFDELING 3

Betingelser for udøvelse af virksomhed

Artikel 10

1. De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland kræver, at administrationsselska-

ber, som de har godkendt, til stadighed opfylder de i artikel 6 og artikel 7, stk. 1 og 2, nævnte betingelser.

Et administrationsselskabs egenkapital skal ikke falde til under det niveau, der er nævnt i artikel 7,

stk. 1, litra a). Hvis dette alligevel sker, kan de kompetente myndigheder, hvis omstændighederne gør

det berettiget, indrømme sådanne selskaber en begrænset periode, hvori de kan afhjælpe situationen eller

ophøre med deres virksomhed.

2. Ansvaret for tilsyn med et administrationsselskab påhviler de kompetente myndigheder i administra-

tionsselskabets hjemland, uanset om administrationsselskabet etablerer en filial eller udfører tjenesteydel-

ser eller ej i en anden medlemsstat, uden at dette berører de bestemmelser i dette direktiv, der pålægger de

kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland et ansvar.

Artikel 11

Kvalificeret deltagelse i administrationsselskaber er underlagt bestemmelserne i artikel 10, 10a

og 10b i direktiv 2004/39/EF.

2. Ved anvendelsen af nærværende direktiv forstås udtrykkene »investeringsselskab« og »investerings-

selskaber« omhandlet i artikel 10 i direktiv 2004/39/EF som henholdsvis »administrationsselskab« og

»administrationsselskaber«.

Artikel 12

Hvert medlemsstat udarbejder tilsynsregler for administration af investeringsinstitutter, der er

godkendt i henhold til dette direktiv, som til enhver tid skal efterleves af administrationsselskaber, der er

godkendt i den pågældende medlemsstat.

De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland kræver således også under hensynta-

gen til karakteren af de investeringsinstitutter, der administreres af et administrationsselskab, navnlig at

selskabet:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

382

har en sund administrativ og regnskabsmæssig praksis, kontrol- og sikringsforanstaltninger på

edb-området samt fyldestgørende interne kontrolprocedurer, herunder navnlig regler for de ansat-

tes personlige transaktioner eller for besiddelse eller administration af investeringer i finansielle

instrumenter med henblik på investering for egen regning, og som mindst sikrer, at enhver

transaktion, der implicerer investeringsinstituttet, kan rekonstrueres med hensyn til oprindelse,

implicerede parter, art samt tid og sted for gennemførelsen, og at aktiver i investeringsinstitutter,

der administreres af administrationsselskaber, investeres i overensstemmelse med fondsbestem-

melserne eller vedtægterne og gældende ret

b) er struktureret og organiseret med henblik på at minimere risikoen for, at investeringsinstitutternes

eller kundernes interesser skades på grund af interessekonflikter mellem selskabet og dets kunder,

mellem to af dets kunder, mellem en af dets kunder og et investeringsinstitut eller mellem to

investeringsinstitutter.

2. Administrationsselskaber, hvis godkendelse også omfatter den i artikel 6, stk. 3, første afsnit, litra a),

omhandlede skønsmæssige porteføljeforvaltning, skal:

a) ikke være tilladt at investere hele investors portefølje eller en del heraf i andele i institutter for kollektiv

investering, som de administrerer, medmindre kunden generelt accepterer dette på forhånd

b) for så vidt angår de tjenesteydelser, der er omhandlet i artikel 6, stk. 3, være underlagt bestemmelserne

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger

12)

3. Uden at det berører artikel 116 vedtager Kommissionen inden den 1. juli 2010 gennemførelsesforan-

staltninger, der fastlægger procedurer og ordninger nævnt i stk. 1, andet afsnit, litra a), og strukturer og

organisatoriske krav for at minimere interessekonflikter nævnt i stk. 1, andet afsnit, litra b).

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

Artikel 13

1. Hvis lovgivningen i administrationsselskabets hjemland tillader, at administrationsselskaber — med

henblik på at udøve selskabernes virksomhed mere effektivt — delegerer til tredjemand på deres vegne at

udøve en eller flere af sine egne opgaver, skal alle følgende betingelser være opfyldt:

a) administrationsselskabet underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet på en passende

måde, de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland videregiver straks op-

lysningerne til de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland

b) mandatet må ikke hindre et effektivt tilsyn med administrationsselskabet, og må navnlig ikke

forhindre administrationsselskabet i at virke, eller investeringsinstituttet i at blive administreret, i

investorernes interesse

c) når delegationen vedrører investeringsforvaltningen, må den kun delegeres til selskaber, som er

godkendt eller registreret med henblik på forvaltning af aktiver og underlagt tilsyn; delegationen

skal være i overensstemmelse med investeringsfordelingskriterier, der med jævne mellemrum

fastlægges af administrationsselskaberne

d) når mandatet vedrører investeringsforvaltningen og delegeres til et foretagende i et tredjeland,

skal der sikres samarbejde mellem de involverede tilsynsmyndigheder

e) der skal ikke for så vidt angår kerneopgaven investeringsforvaltning gives mandat til depositaren

eller til andre foretagender, hvis interesser kan være i strid med administrationsselskabets eller

deltagernes interesser

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

383

der skal gælde foranstaltninger, der giver de personer, der leder administrationsselskabets virk-

somhed, mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt reelt at overvåge den virksomhed, der

udøves af det foretagende, mandatet er givet til

mandatet skal ikke hindre personer, der leder administrationsselskabets virksomhed, i på et

hvilket som helst tidspunkt at give yderligere instrukser til det foretagende, som opgaver er udde-

legeret til, eller at trække mandatet tilbage med øjeblikkelig virkning, hvis det er i investorernes

interesse

under hensyntagen til karakteren af de opgaver, der skal delegeres, skal det foretagende, som

opgaver uddelegeres til, være kvalificeret til og i stand til at varetage de pågældende opgaver

i investeringsinstitutternes prospekter opføres de opgaver, som administrationsselskabet har fået

lov til at delegere i overensstemmelse med denne artikel.

2. Administrationsselskabets eller depositarens forpligtelser berøres under ingen omstændigheder af, at

administrationsselskabet har delegeret opgaver til tredjemand. Administrationsselskabet må ikke delegere

så mange af sine opgaver, at det blot fungerer som et tomt selskab.

Artikel 14

Hver medlemsstat fastlægger regler for god forretningsskik, som administrationsselskaber, der er

godkendt i den pågældende medlemsstat, til enhver tid skal overholde. Sådanne regler sikrer som mini-

mum, at principperne i dette stykke gennemføres. Disse principper sikrer, at et administrationsselskab:

a) handler ærligt og retfærdigt ved at udøve sin forretningsvirksomhed således, at det bedst muligt

varetager interesserne for de investeringsinstitutter, det administrerer, og således at markedets

integritet sikres

b) handler med passende dygtighed, omhu og hurtighed, således at det bedst muligt varetager

interesserne for de investeringsinstitutter, det administrerer, og således at markedets integritet

sikres

c) råder over og effektivt anvender de ressourcer og procedurer, som er nødvendige for en tilfreds-

stillende udøvelse af sin virksomhed

d) forsøger at undgå interessekonflikter og, hvis de ikke kan undgås, sikrer, at de investeringsinsti-

tutter, det administrerer, behandles retfærdigt, og

e) overholder alle de lovgivningsmæssige krav, der gælder for udøvelsen af dets virksomhed, således

at det bedst muligt fremmer investorernes interesser og markedets integritet.

2. Uden at det berører artikel 116 vedtager Kommissionen inden den 1. juli 2010 gennemførelsesforan-

staltninger med henblik på at sikre, at administrationsselskabet udfører de opgaver, der er fastsat i stk. 1,

navnlig at:

a) fastsætte passende kriterier for at handle ærligt og rimeligt og med behørige færdigheder og

behørig omhu i investeringsinstituttets bedste interesser

b) fastsætte de principper, der er nødvendige for at sikre, at administrationsselskaber effektivt anven-

der de ressourcer og procedurer, som er nødvendige for en tilfredsstillende udøvelse af deres

virksomhed, og

c) definere de trin, som administrationsselskaber med rimelighed kan forventes at tage for at identi-

ficere, forebygge, håndtere eller afsløre interessekonflikter samt at fastsætte passende kriterier

for at bestemme typerne af interessekonflikter, hvis eksistens kan skade investeringsinstituttets

interesser.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

Artikel 15

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

384

Administrationsselskaber eller, hvor det er relevant, investeringsselskaber træffer foranstaltninger i over-

ensstemmelse med artikel 92 og indfører passende procedurer og ordninger for at sikre, at de behørigt

behandler investorklager, og at der ikke er nogen begrænsninger for, at investorer kan udøve deres

rettigheder i tilfælde af, at administrationsselskabet er godkendt i en anden medlemsstat end investerings-

instituttets hjemland. Disse foranstaltninger skal sætte investorerne i stand til at indgive klager på det eller

et af de officielle sprog i deres medlemsstat.

Administrationsselskaber indfører ligeledes passende procedurer og ordninger for at gøre oplysninger

tilgængelige på anmodning fra offentligheden eller kompetente myndigheder i investeringsinstituttets

hjemland.

AFDELING 4

Fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser

Artikel 16

Medlemsstaterne sikrer, at et administrationsselskab, som dets hjemland har godkendt, må udøve

den virksomhed, som det er godkendt til på deres område, enten ved etablering af en filial eller ved fri

udveksling af tjenesteydelser.

Hvis et administrationsselskab således godkendt uden at etablere en filial kun tilbyder at markedsføre

andele i det investeringsinstitut, som det administrerer, som foreskrevet i bilag II i en anden medlemsstat

end investeringsinstituttets hjemland uden at foreslå at udføre andre aktiviteter eller tjenester, er denne

markedsføring kun omfattet af kravene i kapitel XI.

2. Medlemsstaterne må ikke gøre etablering af en filial eller fri udveksling af tjenesteydelser betinget

af krav om godkendelse eller krav om tilvejebringelse af kapitalindskud eller andre foranstaltninger med

tilsvarende virkning.

I henhold til de i denne artikel fastsatte betingelser skal et investeringsinstitut frit kunne udpege,

eller blive administreret af, et administrationsselskab, der er godkendt i en anden medlemsstat end inve-

steringsinstituttets hjemland i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i dette direktiv, forudsat

at dette administrationsselskab opfylder bestemmelserne i:

a) artikel 17 eller 18, og

b) artikel 19 og 20.

Artikel 17

1. Foruden at opfylde de i artikel 6 og 7 nævnte betingelser, giver et administrationsselskab, der ønsker

at etablere en filial på en anden medlemsstats område til at udøve den virksomhed, som det er blevet

godkendt til, meddelelse herom til hjemlandets kompetente myndigheder.

Medlemsstaterne kræver, at et administrationsselskab, som ønsker at etablere en filial i en anden

medlemsstat, indgiver følgende oplysninger og dokumenter sammen med den i stk. 1 nævnte meddelelse:

a) navnet på den medlemsstat, hvor administrationsselskabet har til hensigt at etablere en filial

b) en forretningsplan over opgaverne og tjenesteydelserne i henhold til artikel 6, stk. 2 og 3, samt

filialens organisatoriske struktur, som indeholder en beskrivelse af risikostyringsprocessen, som er

indført af administrationsselskabet. Den skal også indeholde en beskrivelse af de procedurer og

foranstaltninger, der er truffet i overensstemmelse med artikel 15

c) en adresse i administrationsselskabets værtsland, hvorfra der kan rekvireres dokumenter, og

d) navnene på filialens direktører.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

385

Medmindre de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland har grund til at

betvivle, at det pågældende administrationsselskabs administrative strukturer og finansielle situation er

sunde under hensyn til den påtænkte virksomhed, videresender de de i stk. 2 nævnte oplysninger senest to

måneder efter modtagelsen af disse til de kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland,

og de underretter det berørte administrationsselskab herom. De indsender ligeledes nærmere oplysninger

om enhver garantiordning, der har til formål at beskytte investorer.

Hvis de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland nægter at videresende de i stk. 2

nævnte oplysninger til de kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland, skal de begrun-

de et sådant afslag over for det berørte administrationsselskab senest to måneder efter modtagelsen

af samtlige oplysninger. Et sådant afslag eller ethvert manglende svar kan prøves ved domstolene i

administrationsselskabets hjemland.

Hvis et administrationsselskab ønsker at udøve aktiviteten kollektiv porteføljeforvaltning, som nævnt i bi-

lag II, skal de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland vedlægge dokumentationen,

der sendes til de kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland, en bekræftelse af, at

administrationsselskabet er godkendt i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv samt en

beskrivelse af omfanget af administrationsselskabets godkendelse og nærmere oplysninger om begræns-

ninger i de typer investeringsinstitutter, som administrationsselskabet er godkendt til at administrere.

Et administrationsselskab, der udøver aktiviteter gennem en filial på værtslandets område, skal

overholde de regler, som administrationsselskabets værtsland har udarbejdet i henhold til artikel 14.

De kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland er ansvarlige for at overvåge

overholdelsen af stk. 4.

Før en filial af et administrationsselskab påbegynder sin virksomhed, forbereder de kompetente

myndigheder i administrationsselskabets værtsland senest to måneder efter modtagelsen af de i stk. 2

nævnte oplysninger tilsynet med administrationsselskabets overholdelse af de regler, som de har ansvaret

for.

7. Så snart meddelelsen fra de kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland forelig-

ger, eller ved udløbet af den i stk. 6 nævnte frist, hvis disse myndigheder ikke fremsætter nogen udtalelse,

kan filialen etableres og påbegynde sin virksomhed.

8. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, litra b), c) eller d), un-

derretter administrationsselskabet skriftligt hjemlandets og værtslandets kompetente myndigheder herom,

mindst en måned før den foretages, således at de kompetente myndigheder i administrationsselskabets

hjemland og værtsland kan nå at udtale sig om denne ændring i henhold til henholdsvis stk. 3 og 6.

9. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 3, første afsnit, underretter de

kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland de kompetente myndigheder i administra-

tionsselskabets værtsland herom.

De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland opdaterer de oplysninger, der findes

i den bekræftelse, der er nævnt i stk. 3, tredje afsnit, og underretter de kompetente myndigheder i

administrationsselskabets værtsland, når der sker en ændring i omfanget af administrationsselskabets god-

kendelse eller i de nærmere oplysninger om begrænsninger vedrørende typerne af investeringsinstitutter,

som administrationsselskabet er godkendt til at administrere.

Artikel 18

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

386

1. Et administrationsselskab, der for første gang ønsker at udøve den virksomhed, som det er godkendt

til på en anden medlemsstats område i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, meddeler

de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland:

a) navnet på den medlemsstat, hvor selskabet har til hensigt at udøve virksomhed, og

b) en forretningsplan over de påtænkte opgaver og tjenesteydelser, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2

og 3, som indeholder en beskrivelse af risikostyringsprocessen, som er indført af administrations-

selskabet. Den skal også indeholde en beskrivelse af de procedurer og foranstaltninger, der er

truffet i overensstemmelse med artikel 15.

2. De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland fremsender senest en måned efter

modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse denne til de kompetente myndigheder i administrationssel-

skabets værtsland.

De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland fremsender ligeledes nærmere oplys-

ninger om relevante garantiordninger, der har til formål at beskytte investorer.

Hvis et administrationsselskab ønsker at udøve aktiviteten kollektiv porteføljeforvaltning, som nævnt i bi-

lag II, skal de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland vedlægge dokumentationen,

der sendes til de kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland, en bekræftelse af, at

administrationsselskabet er godkendt i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, samt en

beskrivelse af omfanget af administrationsselskabets godkendelse og nærmere oplysninger om begræns-

ninger i de typer investeringsinstitutter, som administrationsselskabet er godkendt til at administrere.

Uanset artikel 20 og 93 kan administrationsselskabet herefter påbegynde sin virksomhed i administrati-

onsselskabets værtsland.

Et administrationsselskab, der udøver aktiviteter i henhold til princippet om fri udveksling af

tjenesteydelser, skal overholde de regler, der er udfærdiget af administrationsselskabets hjemland i over-

ensstemmelse med artikel 14.

Hvis indholdet af de oplysninger, der er meddelt i henhold til stk. 1, litra b), ændres, underretter

administrationsselskabet skriftligt hjemlandets og værtslandets kompetente myndigheder herom, inden

ændringen foretages. De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland opdaterer de

oplysninger, der findes i den bekræftelse, der er nævnt i stk. 2, og underretter de kompetente myndigheder

i administrationsselskabets værtsland, når der sker en ændring i omfanget af administrationsselskabets

godkendelse eller i de nærmere oplysninger om begrænsninger vedrørende typerne af investeringsinstitut-

ter, som administrationsselskabet er godkendt til at administrere.

Artikel 19

1. Et administrationsselskab, som udøver aktiviteten kollektiv porteføljeforvaltning på tværs af grænser

ved oprettelse af en filial eller som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, skal overholde de regler

i administrationsselskabets hjemland, som vedrører administrationsselskabets organisering, herunder de-

legeringsordninger, risikostyringsprocedurer, tilsynsregler og tilsyn, procedurer nævnt i artikel 12 og

administrationsselskabets rapporteringskrav. Disse regler skal ikke være strengere, end de der gælder for

administrationsselskaber, som udelukkende udøver deres virksomhed i deres hjemland.

De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland har ansvaret for at overvåge

overholdelsen stk. 1.

3. Et administrationsselskab, der udøver aktiviteten kollektiv porteføljeforvaltning på tværs af grænser

ved etablering af en filial eller i henhold til den fri udveksling af tjenesteydelser, skal overholde de regler

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

387

i investeringsinstituttets hjemland, som vedrører investeringsinstituttets oprettelse og drift, navnlig de

regler, der gælder for:

a) etablering og godkendelse af investeringsinstituttet

b) udstedelse og indløsning af andele og aktier

c) investeringspolitikker og -grænser, herunder beregningen af samlet risikoudsættelse og løftestangs-

effekt

d) begrænsninger vedrørende låntagning, långivning og handel uden dækning

e) værdiansættelse af aktiver og investeringsinstituttets regnskabsføring

f) beregning af udstedelses- eller indløsningskursen, og fejl i beregningen af nettoværdien og rele-

vante investorgarantiordninger

g) udlodning eller geninvestering af udbytte

h) investeringsinstituttets indberetnings- og offentliggørelseskrav, herunder prospektet, central inve-

storinformation og periodiske beretninger

i) ordninger for markedsføring

j) forhold til deltagere

k) fusion og omstrukturering af investeringsinstituttet

l) investeringsinstituttets opløsning og likvidation

m) eventuelt deltagerregisterets indhold og form

n) godkendelses- og tilsynsgebyrer for investeringsinstituttet, og

o) udøvelse af deltagernes stemmeret og andre deltageres rettigheder med hensyn til litra a)-m).

Administrationsselskabet overholder de forpligtelser, der er fastsat i fondsbestemmelserne eller

i vedtægterne, og de forpligtelser, der er fastsat i prospektet, som skal være i overensstemmelse med

gældende lov som nævnt i stk. 1 og 3.

5. De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland har ansvaret for at føre tilsyn med, at

stk. 3 og 4 overholdes.

6. Administrationsselskabet træffer beslutning om og er ansvarlig for vedtagelsen og gennemførelsen af

de ordninger og organisatoriske beslutninger, der er nødvendige for, at administrationsselskabet er i stand

til at overholde reglerne vedrørende investeringsinstituttets oprettelse og drift og de forpligtelser, der er

fastsat i fondsbestemmelserne eller i vedtægterne, og i forpligtelserne, der er fastsat i prospektet.

7. De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland har ansvaret for at føre tilsyn med,

at ordningerne og organiseringen af administrationsselskabet er tilstrækkelige, således at administrations-

selskabet er i stand til at overholde de forpligtelser og regler, der vedrører oprettelse og drift af alle de

investeringsinstitutter, det administrerer.

Medlemsstaterne sikrer, at et administrationsselskab, der er godkendt i en medlemsstat, ikke er

underlagt yderligere krav fastsat i investeringsinstituttets hjemland vedrørende de forhold, der er omfattet

af dette direktiv, undtagen i tilfælde, der udtrykkeligt er nævnt i dette direktiv.

Artikel 20

1. Uden at det berører artikel 5 forsyner et administrationsselskab, som har til hensigt at administrere et

investeringsinstitut oprettet i en anden medlemsstat, de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets

hjemland med følgende dokumentation:

a) den skriftlige aftale med depositaren, der er nævnt i artikel 23 og 33, og

b) oplysninger om delegeringsordninger vedrørende opgaver inden for investeringsforvaltning og

administration som nævnt i bilag II.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

388

Hvis et administrationsselskab allerede administrerer andre investeringsinstitutter af samme type i inve-

steringsinstituttets hjemland, er henvisning til den allerede leverede dokumentation tilstrækkelig.

For så vidt at det er nødvendigt at sikre overholdelse af de regler, som de er ansvarlige for, kan

de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland af de kompetente myndigheder i admini-

strationsselskabets hjemland anmode om afklaring og oplysninger vedrørende den dokumentation, der er

nævnt i stk. 1 og på grundlag af den bekræftelse, der er nævnt i artikel 17 og 18 om, hvorvidt den type

investeringsinstitut, som der anmodes om godkendelse til, falder inden for rammerne af administrations-

selskabets godkendelse. I givet fald fremsætter de kompetente myndigheder i administrationsselskabets

hjemland deres udtalelse inden for 10 arbejdsdage fra den oprindelige anmodning.

3. De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland kan kun afvise valget af administrati-

onsselskab, hvis:

a) administrationsselskabet ikke overholder de regler, der falder ind under deres ansvarsområde i

henhold til artikel 19

b) administrationsselskabet ikke er godkendt af de kompetente myndigheder i sit hjemland til at

administrere den type investeringsinstitutter, for hvilken der kræves godkendelse, eller

c) administrationsselskabet ikke har forelagt den dokumentation, der er nævnt i stk. 1.

De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland rådfører sig med de kompetente myndig-

heder i administrationsselskabets hjemland, inden de afviser en ansøgning.

4. Administrationsselskabet underretter de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland

om eventuelle efterfølgende væsentlige ændringer i den dokumentation, der er nævnt i stk. 1.

Artikel 21

1. Et administrationsselskabs værtsland kan — til statistisk brug — kræve, at alle administrationssel-

skaber, der har en filial på dets område, regelmæssigt indsender en rapport til værtslandets kompetente

myndigheder om den virksomhed, de udøver i det værtsland.

2. Et administrationsselskabs værtsland kan kræve, at de administrationsselskaber, der driver virksom-

hed på dets område gennem etablering af en filial eller som led i den frie udveksling af tjenesteydelser,

giver dem de nødvendige oplysninger til kontrol af, om de overholder de bestemmelser under administra-

tionsselskabets værtslands ansvar, der gælder for dem.

Disse krav skal dog ikke være mere vidtgående end dem, de pågældende medlemsstater stiller til selska-

ber, der er godkendt i den pågældende medlemsstat for at kunne kontrollere, om disse overholder de

samme normer.

Administrationsselskaber sikrer, at de procedurer og ordninger, der er omtalt i artikel 15, gør det muligt

for de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland at få de oplysninger, der er omhandlet i

dette stykke, direkte fra administrationsselskabet.

3. Hvis de kompetente myndigheder i et administrationsselskabs værtsland konstaterer, at et admini-

strationsselskab, der har en filial eller præsterer tjenesteydelser på dets område, ikke overholder en af

bestemmelserne under deres ansvar, anmoder de det pågældende administrationsselskab om at bringe det

ulovlige forhold til ophør og underrette de kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland

herom.

4. Nægter det pågældende administrationsselskab at forelægge administrationsselskabets hjemland de

oplysninger, der falder ind under deres ansvarsområder eller ikke tager de nødvendige skridt til at bringe

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

389

det i stk. 3 nævnte ulovlige forhold til ophør, underretter de kompetente myndigheder i administrations-

selskabets værtsland de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland herom. Hjemlan-

dets kompetente myndigheder træffer hurtigst muligt de nødvendige foranstaltninger med henblik på at

sikre, at administrationsselskabet forelægger de anmodede oplysninger, som administrationsselskabets

værtsland har anmodet om i henhold til stk. 2, eller bringer det ulovlige forhold til ophør. Arten af disse

foranstaltninger meddeles værtslandets kompetente myndigheder.

Hvis det pågældende administrationsselskab til trods for de foranstaltninger, der er truffet af de

kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland — eller hvis disse foranstaltninger viser

sig at være uhensigtsmæssige, eller hjemlandet ikke har truffet nogen foranstaltninger — fortsat nægter

at forelægge de oplysninger, som administrationsselskabets værtland har anmodet om i henhold til stk. 2,

eller stadig overtræder de i værtslandet gældende lovbestemmelser som nævnt i samme stykke, kan

de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland, efter at have givet de kompetente

myndigheder i hjemlandet underretning herom, træffe de foranstaltninger, herunder i henhold til artikel 98

og 99, for at forebygge eller straffe nye ulovligheder, og om nødvendigt forhindre administrationsselska-

bet i at udføre nye forretninger på dets område. Medlemsstaterne sikrer, at de dokumenter, der er nød-

vendige for vedtagelsen af disse foranstaltninger, kan forkyndes for administrationsselskaberne på deres

område. Hvis den tjenesteydelse, der præsteres i administrationsselskabets værtsland, er administration af

et investeringsinstitut, kan værtslandet kræve, at administrationsselskabet skal ophøre med at administrere

dette investeringsinstitut.

6. Enhver foranstaltning, der træffes efter stk. 4 eller 5, og hvorved der træffes foranstaltninger eller

pålægges sanktioner, begrundes behørigt og meddeles det pågældende administrationsselskab. En sådan

foranstaltning skal kunne prøves ved domstolene i den medlemsstat, hvis myndighed har truffet den.

Inden den i stk. 3, 4 og 5 fastsatte procedure iværksættes, kan de kompetente myndigheder i

administrationsselskabets værtsland i særligt akutte tilfælde iværksætte de nødvendige forebyggende

foranstaltninger for at beskytte investorer og andre, for hvem der udføres tjenesteydelser. Kommissionen

og de øvrige berørte medlemsstaters kompetente myndigheder underrettes hurtigst muligt om sådanne

foranstaltninger.

Kommissionen kan, efter at have konsulteret de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder, be-

stemme, at den pågældende medlemsstat skal ændre eller ophæve disse foranstaltninger.

8. De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland skal rådføre sig med de kompeten-

te myndigheder i investeringsinstituttets hjemland, inden et administrationsselskabs godkendelse inddra-

ges. I sådanne tilfælde træffer de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland passende

foranstaltninger til at beskytte investorernes interesser. Disse foranstaltninger kan omfatte beslutninger

om at forhindre det pågældende administrationsselskab i at udføre nye forretninger på dets område.

Hvert andet år udarbejder Kommissionen en rapport om sådanne tilfælde.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen antallet og arten af de tilfælde, hvor der i henhold til

artikel 17 nægtes godkendelse eller i henhold til artikel 20 er blevet givet afslag på en ansøgning, og alle

foranstaltninger, der er blevet truffet i henhold til stk. 5 i nærværende artikel.

Hvert andet år udarbejder Kommissionen en rapport om sådanne tilfælde.

KAPITEL IV

FORPLIGTELSER MED HENSYN TIL DEPOSITAREN

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

390

Artikel 22

Investeringsfondens aktiver opbevares hos en depositar.

2. Depositarens ansvar som omhandlet i artikel 24 berøres ikke af, at depositaren overlader opbevarin-

gen af aktiverne eller en del heraf til tredjemand.

3. Depositaren:

a) sikrer sig, at salg, udstedelse, tilbagekøb, indløsning og mortifikation af andele, for investerings-

fondens regning eller foretaget af administrationsselskabet, foregår i overensstemmelse med gæl-

dende national ret og fondsbestemmelserne

b) sikrer sig, at værdiansættelsen af andelene foregår i overensstemmelse med gældende national ret

og fondsbestemmelserne

c) udfører administrationsselskabets instrukser, medmindre disse strider mod gældende national ret og

fondsbestemmelserne

d) sikrer sig, at modydelsen i forbindelse med transaktioner, der berører investeringsfondens aktiver,

modtages inden for den sædvanlige frist

e) sikrer sig, at investeringsfondens udbytte anvendes i henhold til gældende national ret og fondsbe-

stemmelserne.

Artikel 23

1. Depositaren skal enten have vedtægtsmæssigt hjemsted eller være etableret i investeringsinstituttets

hjemland.

2. Depositaren skal være et foretagende, der er underkastet tilsynsregler og løbende tilsyn. Depositaren

yder tilstrækkelig finansiel og faglig sikkerhed for reelt at kunne udøve hvervet som depositar og til at

kunne opfylde de forpligtelser, der følger med bestridelsen af dette hverv.

3. Medlemsstaterne fastlægger, hvilke kategorier af de i stk. 2 omhandlede foretagender der kan vælges

som depositar.

4. Depositaren gør det muligt for de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland efter

anmodning at indhente alle oplysninger, som depositaren har indhentet under udførelsen af sine opgaver,

og som er nødvendige for de kompetente myndigheders kontrol af investeringsinstituttets overholdelse af

dette direktiv.

Hvor administrationsselskabets hjemland ikke er investeringsinstituttets hjemland, underskriver

depositaren en skriftlig aftale med administrationsselskabet om regulering af den informationsudveksling,

der er nødvendig for at denne kan udføre de funktioner, som anført i artikel 22 og i andre love, regler eller

administrative bestemmelser, som er relevante for depositarer i investeringsinstituttets hjemland.

Kommissionen kan vedtage gennemførelsesforanstaltninger i forhold til de foranstaltninger, der

skal træffes af depositaren med henblik på overholdelse af dennes forpligtelser med hensyn til et investe-

ringsinstitut, der administreres af et administrationsselskab etableret i en anden medlemsstat, herunder

indholdet i den standardaftale, der skal anvendes af depositaren og administrationsselskabet, jf. stk. 5.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

Artikel 24

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

391

Depositaren er i henhold til den nationale lovgivning i investeringsinstituttets hjemland ansvarlig over for

administrationsselskabet og deltagerne for ethvert tab, disse måtte lide som følge af retsstridig, manglende

eller mangelfuld opfyldelse af depositarens forpligtelser.

For deltagernes vedkommende kan ansvaret gøres gældende direkte eller indirekte gennem administra-

tionsselskabet, alt efter arten af det juridiske forhold mellem depositaren, administrationsselskabet og

deltagerne.

Artikel 25

Virksomhed som administrationsselskab og som depositar må ikke udøves af samme selskab.

Administrationsselskabet og depositaren handler under udøvelsen af deres respektive virksomhed

uafhængigt og udelukkende i deltagernes interesse.

Artikel 26

Det skal ved lov eller i fondsbestemmelserne fastsættes, på hvilke betingelser udskiftning af admini-

strationsselskabet og depositaren kan finde sted, og hvorledes deltagerne skal beskyttes ved en sådan

udskiftning.

KAPITEL V

FORPLIGTELSER MED HENSYN TIL INVESTERINGSSELSKABER

AFDELING 1

Betingelser for at påbegynde virksomhed

Artikel 27

Et investeringsselskab må først påbegynde virksomhed, når det er godkendt af de kompetente myndighe-

der i sit hjemland.

Medlemsstaterne fastsætter, hvilken juridisk form et investeringsselskab skal have.

Investeringsselskabets vedtægtsmæssige hjemsted skal være i investeringsselskabets hjemland.

Artikel 28

Et investeringsselskab må ikke udøve anden virksomhed end den i artikel 1, stk. 2, omhandlede.

Artikel 29

1. Med forbehold af andre generelle betingelser i de nationale lovgivninger må de kompetente myn-

digheder i investeringsselskabets hjemland ikke godkende et investeringsselskab, der ikke har udpeget

et administrationsselskab, medmindre investeringsselskabet har en tilstrækkelig startkapital på mindst

300 000 EUR.

Hvis investeringsselskabet ikke har udpeget et administrationsselskab, der er godkendt i henhold til dette

direktiv, finder følgende betingelser anvendelse:

a) godkendelsen gives ikke, medmindre ansøgningen om godkendelse er ledsaget af en driftsplan,

hvori mindst er angivet investeringsselskabets organisatoriske struktur

b) medlemmerne af investeringsselskabets ledelse skal have et tilstrækkeligt godt omdømme og fyl-

destgørende erfaring også i forbindelse med den type forretninger, der udføres af investeringssel-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

392

skabet og med henblik herpå og derfor: anmeldes navnene på medlemmerne af ledelsen såvel som

enhver udskiftning af dem straks til de kompetente myndigheder; fastlægges investeringsselskabets

forretningspolitik af mindst to personer, der opfylder disse betingelser; og er medlemmerne af

ledelsen personer, der i henhold til loven eller vedtægterne repræsenterer investeringsselskabet,

eller som faktisk fastlægger selskabets politik, og

c) i tilfælde, hvor der foreligger snævre forbindelser mellem et investeringsselskab og andre fysiske

eller juridiske personer, giver de kompetente myndigheder kun deres godkendelse, hvis disse

snævre forbindelser ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver.

De kompetente myndigheder i investeringsselskabets hjemland afslår ligeledes at give godkendelse, hvis

de hæmmes i varetagelsen af deres tilsynsopgaver på grund af love eller administrative bestemmelser i et

tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske personer, som administrationsselskabet har

snævre forbindelser med, eller på grund af problemer i forbindelse med håndhævelsen heraf.

De kompetente myndigheder i investeringsselskabets hjemland kan kræve, at investeringsselskaberne

meddeler dem de oplysninger, de har brug for.

2. Såfremt investeringsselskabet ikke har udpeget et administrationsselskab, skal investeringsselskabet

underrettes inden seks måneder efter indgivelsen af en fyldestgørende ansøgning om, hvorvidt der kan

meddeles godkendelse. Hvis godkendelse nægtes, skal dette begrundes.

Når godkendelse er givet, kan investeringsselskabet straks påbegynde sin virksomhed.

4. De kompetente myndigheder i investeringsselskabets hjemland kan kun inddrage godkendelsen af et

investeringsselskab, der er omfattet af dette direktiv, hvis investeringsselskabet:

a) ikke gør brug af godkendelsen inden for en frist på 12 måneder, eller det udtrykkeligt giver afkald

herpå eller ikke har udøvet den virksomhed, der er omfattet af dette direktiv, i en periode på

over seks måneder, medmindre der i den pågældende medlemsstat findes bestemmelse om, at

godkendelse bortfalder i sådanne tilfælde

b) har opnået godkendelse ved brug af urigtige erklæringer eller på anden ulovlig vis

c) ikke længere opfylder de betingelser, hvorunder godkendelsen blev givet

d) har gjort sig skyldig i alvorlige eller systematiske overtrædelser af de regler, der er fastsat i medfør

af dette direktiv eller

e) falder ind under et af de andre tilfælde, som medfører, at godkendelsen inddrages i henhold til

national lovgivning.

AFDELING 2

Betingelser for udøvelse af virksomhed

Artikel 30

Artikel 13 og 14 gælder med tilsvarende virkning for investeringsselskaber, der ikke har udpeget et

administrationsselskab i henhold til dette direktiv.

Ved anvendelsen af de i stk. 1 omhandlede artikler skal udtrykket »administrationsselskab« forstås som

»investeringsselskab«.

Investeringsselskaber skal kun administrere aktiver fra deres egen portefølje og skal under ingen omstæn-

digheder modtage et mandat til at administrere aktiver på vegne af tredjemand.

Artikel 31

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

393

Hvert investeringsselskabs hjemland udarbejder tilsynsregler, som til enhver tid skal efterleves af investe-

ringsselskaber, der ikke har udpeget et administrationsselskab, der er godkendt i henhold til dette direktiv.

De kompetente myndigheder i investeringsselskabets hjemland kræver således, under hensyntagen til ka-

rakteren af investeringsselskabet, blandt andet, at selskabet har en sund administrativ og regnskabsmæssig

praksis, kontrol- og sikringsforanstaltninger på edb-området samt fyldestgørende interne kontrolprocedu-

rer, herunder navnlig regler for de ansattes personlige transaktioner eller for besiddelse eller administra-

tion af investeringer i finansielle instrumenter med henblik på investering af startkapital, og som mindst

sikrer, at enhver transaktion, der implicerer selskabet, kan rekonstrueres med hensyn til oprindelse,

implicerede parter, art samt tid og sted for gennemførelsen, og at aktiver i investeringsselskabet investeres

i overensstemmelse med vedtægterne og gældende ret.

AFDELING 3

Forpligtelser med hensyn til depositaren

Artikel 32

Investeringsselskabets aktiver opbevares hos en depositar.

2. Depositarens ansvar som omhandlet i artikel 34 berøres ikke af, at depositaren overlader opbevarin-

gen af aktiverne eller en del heraf til tredjemand.

3. Depositaren sikrer:

a) at salg, udstedelse, tilbagekøb, indløsning og mortifikation af andele foretaget af et investerings-

selskab eller for dettes regning, foregår i overensstemmelse med loven og investeringsselskabets

vedtægter

b) at modydelsen i forbindelse med transaktioner, der berører et investeringsselskabs aktiver, modta-

ges inden for den sædvanlige frist, og

c) at et investeringsselskabs udbytte anvendes i overensstemmelse med loven og vedtægterne.

4. Et investeringsselskabs hjemland kan beslutte, at investeringsselskaber, der er etableret på dets områ-

de, og som udelukkende omsætter deres andele på en eller flere fondsbørser, som optager selskabernes

andele til offentlig notering, ikke er forpligtede til at have en depositar, som omhandlet i dette direktiv.

Artikel 76, 84 og 85 gælder ikke for sådanne investeringsselskaber. De regler, der anvendes for at

fastsætte værdien af disse investeringsselskabers aktiver, skal dog fremgå af gældende national ret eller

selskabernes vedtægter.

5. Et investeringsselskabs hjemland kan beslutte, at investeringsselskaber, der er etableret på dets områ-

de, og som omsætter mindst 80 % af deres andele på en eller flere børser, som er anført i vedtægterne,

ikke er forpligtede til at have en depositar som omhandlet i dette direktiv på den betingelse, at de nævnte

andele noteres officielt på fondsbørserne i de medlemsstater, på hvis område andelene markedsføres samt

på betingelse af, at transaktioner, der foretages af et sådant investeringsselskab uden for børsen, kun

finder sted til børskursen.

I et investeringsselskabs vedtægter angives den børs i omsætningslandet, hvis notering er bestemmende

for prisen for de transaktioner, der uden for børsen foretages af dette investeringsselskab i det pågældende

land.

En medlemsstat benytter sig kun af den i første afsnit omhandlede undtagelse, hvis den finder, at deltager-

ne nyder en beskyttelse, der svarer til den, som deltagerne i investeringsinstitutter, der har depositarer som

omhandlet i dette direktiv, nyder.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

394

Investeringsselskaber nævnt i dette stykke og i stk. 4 skal især:

a) i deres vedtægter anføre beregningsmåden for nettoværdien af andelene, medmindre dette er anført

i national lovgivning

b) intervenere på markedet for at undgå, at børsværdien af deres andele afviger mere en 5 % fra

nettoværdien af disse andele

c) fastsætte nettoværdien af andelene, meddele de kompetente myndigheder den mindst to gange om

ugen og offentliggøre den to gange om måneden.

En uafhængig revisor sikrer sig mindst to gange om måneden, at beregningen af andelenes værdi sker i

overensstemmelse med loven og investeringsselskabets vedtægter.

Ved samme lejlighed sikrer revisoren, at investeringsselskabets aktiver investeres i overensstemmelse

med loven og investeringsselskabets vedtægter.

6. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvilke investeringsselskaber der er omfattet af de i

stk. 4 og 5 omhandlede undtagelser.

Artikel 33

1. Depositaren skal enten have vedtægtsmæssigt hjemsted eller være etableret i samme medlemsstat,

hvor investeringsselskabet har sit.

Depositaren skal være et foretagende, der er underkastet tilsynsregler og løbende tilsyn.

3. Medlemsstaterne fastlægger, hvilke kategorier af de i stk. 2 omhandlede foretagender der kan vælges

som depositar.

4. Depositaren gør det muligt for de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland efter

anmodning at indhente alle oplysninger, som depositaren har indhentet under udførelsen af sine opgaver,

og som er nødvendige for de kompetente myndigheders kontrol af investeringsinstituttets overholdelse af

dette direktiv.

5. Hvor administrationsselskabets hjemland ikke er investeringsinstituttets hjemland, skal depositaren

underskrive en skriftlig aftale med administrationsselskabet om regulering af den informationsudveksling,

der er nødvendig for at denne kan udføre de funktioner, som anført i artikel 32 og i andre love, regler eller

administrative bestemmelser, som er relevante for depositarer i investeringsinstituttets hjemland.

Kommissionen kan vedtage gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med de foranstaltninger,

der skal træffes af depositaren med henblik på overholdelse af dennes forpligtelser med hensyn til

et investeringsinstitut, der administreres af et administrationsselskab etableret i en anden medlemsstat,

herunder indholdet i standardaftalen, der skal anvendes af depositaren og administrationsselskabet, jf.

stk. 5.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

Artikel 34

Depositaren er i henhold til den nationale lovgivning i investeringsselskabets hjemland ansvarlig over for

administrationsselskabet og deltagerne for ethvert tab, disse måtte lide som følge af retsstridig, manglende

eller mangelfuld opfyldelse af depositarens forpligtelser.

Artikel 35

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

395

Virksomhed som både investeringsselskab og depositar må ikke udøves af samme selskab.

Under varetagelsen af sit hverv handler depositaren udelukkende i deltagernes interesse.

Artikel 36

Det fastsættes ved lov eller i investeringsselskabets vedtægter, på hvilke betingelser udskiftning af

depositaren kan finde sted, og hvorledes deltagerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning.

KAPITEL VI

FUSIONER AF INVESTERINGSINSTITUTTER

AFDELING 1

Princip, tilladelse og godkendelse

Artikel 37

Med henblik på dette kapitel omfatter et investeringsinstitut også investeringsafdelinger heraf.

Artikel 38

På de i dette kapitel fastsatte betingelser og uanset hvordan investeringsinstitutterne er oprettet,

jf. artikel 1, stk. 3, tillader medlemsstaterne grænseoverskridende fusioner og nationale fusioner som

defineret i artikel 2, stk. 1, litra q) og r), i henhold til en eller flere af fusionsteknikkerne foreskrevet i

artikel 2, stk. 1, litra p).

2. Fusionsteknikkerne, der benyttes ved grænseoverskridende fusioner som defineret i artikel 2, stk. 1,

litra q), skal være i overensstemmelse med lovgivningen i det ophørende investeringsinstituts hjemland.

Fusionsteknikkerne, der benyttes ved nationale fusioner som defineret i artikel 2, stk. 1, litra r), skal

kunne anvendes i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor investeringsinstituttet er etableret.

Artikel 39

Fusioner må først gennemføres efter forudgående tilladelse fra de kompetente myndigheder i det

ophørende investeringsinstituts hjemland.

2. Det ophørende investeringsinstitut forelægger de kompetente myndigheder i sit hjemland følgende

oplysninger:

a) et fælles udkast til fusionsplan som godkendt af det ophørende og det fortsættende investeringsin-

stitut

b) en ajourført udgave af det fortsættende investeringsinstituts prospekt og den i artikel 78 nævnte

centrale investorinformation, såfremt investeringsinstituttet er etableret i en anden medlemsstat

c) en erklæring udstedt af både det ophørende og det fortsættende investeringsinstituts depositarer,

hvori de bekræfter, at de i henhold til artikel 41 har kontrolleret oplysningerne, der er fastsat

i artikel 40, stk. 1, litra a), f) og g), med dette direktivs krav, og at de har kontrolleret deres

respektive investeringsinstitutters fondsbestemmelser og vedtægter, og

d) de oplysninger om den påtænkte fusion, som det ophørende og det fortsættende investeringsinsti-

tut agter at udlevere til sine respektive deltagere.

Denne information skal udleveres på en sådan måde, at det er muligt for de kompetente myndigheder i

både det ophørende og det fortsættende investeringsinstituts hjemland at læse den på det eller et af de

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

396

officielle sprog i den medlemsstat eller disse medlemsstater eller på et sprog, som er godkendt af disse

kompetente myndigheder.

3. Når ansøgningen er komplet skal de kompetente myndigheder i det ophørende investeringsinstituts

hjemland straks videregive kopier af den information, der henvises til i stk. 2, til de kompetente myndig-

heder i det fortsættende investeringsinstituts hjemland. De kompetente myndigheder i det ophørende og

det fortsættende investeringsinstituts hjemland undersøger hver især de potentielle konsekvenser af den

påtænkte fusion for det ophørende og det fortsættende investeringsinstituts deltagere for at vurdere, om

der udleveres passende oplysninger til deltagerne.

Hvis de kompetente myndigheder i det ophørende investeringsinstituts hjemland finder det nødvendigt,

kan de forlange en skriftlig præcisering af oplysningerne til deltagerne i det ophørende investeringsinsti-

tut.

Hvis de kompetente myndigheder i det fortsættende investeringsinstituts hjemland finder det nødvendigt,

kan de skriftligt og senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af kopierne af de fuldstændige oplysninger,

der henvises til i stk. 2, forlange, at oplysningerne til deltagerne i det fortsættende investeringsinstitut

ændres af det fortsættende investeringsinstitut.

I dette tilfælde sender de kompetente myndigheder i det forsættende investeringsinstitut en indikation

af deres utilfredshed til de kompetente myndigheder i det ophørende investeringsinstituts hjemland. De

underretter de kompetente myndigheder i det ophørende investeringsinstituts hjemland, hvorvidt de er

tilfredse med de ændrede oplysninger, der skal udleveres til deltagerne i det fortsættende investeringsin-

stitut, inden for 20 arbejdsdage efter at være blevet informeret om det.

4. De kompetente myndigheder i det ophørende investeringsinstituts hjemland godkender den påtænkte

fusion, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) den påtænkte fusion overholder samtlige betingelser i artikel 39-42

b) det fortsættende investeringsinstitut har i overensstemmelse med artikel 93 anmeldt markedsfø-

ringen af sine andele i alle de medlemsstater, hvor det ophørende investeringsinstitut enten er

godkendt eller har anmeldt markedsføringen af sine andele i overensstemmelse med artikel 93, og

c) de kompetente myndigheder i de ophørende og fortsættende investeringsinstitutters hjemlande er

tilfredse med de oplysninger, der foreslås udleveret til deltagerne, eller også er der under stk. 3,

fjerde afsnit, ikke modtaget nogen indikation af utilfredshed fra de kompetente myndigheder i det

fortsættende investeringsinstituts hjemland.

5. Hvis de kompetente myndigheder i det ophørende investeringsinstituts hjemland mener, at ansøgnin-

gen ikke er komplet, anmoder de om yderligere oplysninger senest 10 dage efter modtagelsen af de

oplysninger, der henvises til i stk. 2.

De kompetente myndigheder i det ophørende investeringsinstituts hjemland underretter inden for 20

arbejdsdage efter modtagelsen af de komplette oplysninger, jf. stk. 2, det ophørende investeringsinstitut

om, hvorvidt fusionen er blevet godkendt eller ej.

De kompetente myndigheder i det ophørende investeringsinstituts hjemland underretter også de kompe-

tente myndigheder i det fortsættende investeringsinstituts hjemland om deres afgørelse.

6. Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med artikel 57, stk. 1, andet afsnit, træffe bestemmelse om

en undtagelse for artikel 52-55 for det fortsættende investeringsinstitut.

Artikel 40

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

397

1. Medlemsstaterne kræver, at det ophørende og det fortættende investeringsinstitut udarbejder en fælles

fusionsplan.

Den fælles fusionsplan skal fastsætte oplysninger om følgende:

a) fusionens art og de involverede investeringsinstitutter

b) baggrunden og begrundelsen for den påtænkte fusion

c) den forventede virkning af den påtænkte fusion for deltagerne i både det ophørende og det

fortsættende investeringsinstitut

d) de valgte kriterier til værdiansættelse af aktiver og eventuelt passiver på den dato for beregning af

ombytningsforholdet, der henvises til artikel 47, stk. 1

e) metoden til beregning af ombytningsforholdet

f) den planlagte dato for fusionens gennemførelse

g) de gældende regler henholdsvis for overførsel af aktiver og udveksling af andele, og

h) i tilfælde af en fusion i henhold til artikel 2, stk. 1, litra p), nr. ii), og eventuelt artikel 2, stk. 1,

litra p), nr. iii), det nyligt oprettede fortsættende investeringsinstituts fondsbestemmelser eller

vedtægter.

De kompetente myndigheder skal ikke kræve, at yderligere oplysninger medtages i den fælles fusions-

plan.

2. Det ophørende og det fortsættende investeringsinstitut kan beslutte at medtage andre oplysninger i

den fælles fusionsplan.

AFDELING 2

Tredjepartskontrol, information til deltagerne og andre rettigheder for deltagerne

Artikel 41

Medlemsstaterne forlanger, at det ophørende og det fortsættende investeringsinstituts depositarer kontrol-

lerer de oplysninger, der er fastsat i artikel 40, stk. 1, litra a), f) og g), med dette direktivs krav og

fondsbestemmelserne eller vedtægterne for deres respektive investeringsinstitutter.

Artikel 42

Lovgivningen i de fortsættende investeringsinstitutters hjemland skal enten delegere en depositar

eller en uafhængig revisor, der er godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnska-

ber

13)

, til at validere følgende:

a) de valgte kriterier til værdiansættelse af aktiver og eventuelt passiver på den dato for beregning af

ombytningsforholdet, der henvises til artikel 47, stk. 1

b) eventuelt det kontante beløb pr. andel, og

c) metoden til beregning af ombytningsforholdet såvel som det faktiske ombytningsforhold fastsat på

datoen for beregningen af dette forhold i overensstemmelse med artikel 47, stk. 1.

2. Det ophørende eller det fortsættende investeringsinstituts lovpligtige revisorer betragtes som uafhæn-

gige revisorer med henblik på stk. 1.

Der udleveres efter anmodning en gratis kopi af den uafhængige revisors — eller i givet fald

depositarens — rapport til deltagerne i både det ophørende og det fortsættende investeringsinstitut og til

deres respektive kompetente myndigheder.

Artikel 43

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

398

1. Medlemsstaterne kræver, at det/de ophørende og forsættende investeringsinstitut(ter) sender deres

respektive deltagere tilstrækkelige og nøjagtige oplysninger, således at disse på et kvalificeret grundlag

kan vurdere den påtænkte fusions konsekvenser for deres investering.

2. Disse oplysninger udleveres først til både det ophørende og det fortsættende investeringsinstituts del-

tagere, efter at de kompetente myndigheder i det ophørende investeringsinstituts hjemland har godkendt

den påtænkte fusion i overensstemmelse med artikel 39.

De udleveres mindst 30 dage før den sidste frist for anmodning om tilbagekøb eller indløsning eller

eventuelt konvertering uden yderligere omkostninger, jf. artikel 45, stk. 1.

3. De oplysninger, der udleveres til det ophørende og det fortsættende investeringsinstituts deltagere,

skal omfatte relevante og nøjagtige oplysninger om den påtænkte fusion, således at de på et kvalificeret

grundlag kan tage stilling til fusionens potentielle konsekvenser for deres investering og udøve deres

rettigheder i henhold til artikel 44 og 45.

Der udleveres følgende oplysninger:

a) baggrunden og begrundelsen for den påtænkte fusion

b) fusionens potentielle følger for deltagerne, herunder, men ikke kun, eventuelle væsentlige forskel-

le i henseende til investeringspolitik og investeringsstrategi, omkostninger, det forventede resultat,

periodiske beretninger, en eventuel udvanding af investeringsinstituttets resultater og hvor det

er relevant en tydelig advarsel til investorerne om, at fusionen kan medføre ændringer i deres

skattemæssige behandling

c) de specifikke rettigheder, som deltagerne måtte have i relation til den påtænkte fusion, herunder,

men ikke kun, retten til at modtage supplerende oplysninger, retten til at erhverve en kopi af

den uafhængige revisors eller depositars beretning og retten til at anmode om tilbagekøb eller

indløsning eller eventuelt konvertering af andele uden beregning som omhandlet i artikel 45,

stk. 1, samt sidste frist for at udøve denne rettighed

d) relevante proceduremæssige oplysninger og oplysninger om den planlagte dato for fusionens

gennemførelse, og

e) en kopi af den i artikel 78 omhandlede centrale investorinformation fra det fortsættende investe-

ringsinstitut.

4. Hvis det ophørende eller det fortsættende investeringsinstitut har indgivet anmeldelse i overensstem-

melse med artikel 93, udleveres de i stk. 3 nævnte oplysninger på det officielle sprog eller på et af

de officielle sprog i det relevante investeringsinstituts værtsland eller på et sprog, der er godkendt af

dets kompetente myndigheder. Det investeringsinstitut, der er forpligtet til at udlevere oplysningerne, er

ansvarlig for oversættelsen heraf. Denne oversættelse skal på troværdig vis afspejle det originale indhold.

5. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger til yderligere specificering af de i stk. 1

og 3 nævnte oplysningers indhold og form og den måde, hvorpå de skal udleveres.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

Artikel 44

Når der i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning stilles krav om, at fusioner mellem investe-

ringsinstitutter skal godkendes af deltagerne, sikrer medlemsstaterne, at der til denne godkendelse højst

kræves 75 % af de stemmer, der faktisk afgives af de fremmødte eller repræsenterede deltagere på

generalforsamlingen.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

399

Stk. 1 finder anvendelse, medmindre andet gælder i henhold til nationale regler vedrørende antallet af

fremmødte stemmeberettigede. Medlemsstaterne pålægger hverken strengere regler vedrørende antallet

af fremmødte stemmeberettigede for grænseoverskridende fusioner end for nationale fusioner eller vedrø-

rende antallet af fremmødte stemmeberettigede for fusioner af investeringsinstitutter end for fusioner for

selskaber.

Artikel 45

1. Medlemsstaterne foreskriver i deres lovgivning, at deltagere i både det ophørende og det fortsættende

investeringsinstitut har ret til, uden yderligere beregning end det beløb, fonden tilbageholder til afholdelse

af omkostningerne i forbindelse med desinvestering, at anmode om tilbagekøb eller indløsning af deres

andele eller, hvis det er muligt, til at konvertere dem til andele i et andet investeringsinstitut med en

tilsvarende investeringspolitik, og som administreres af det samme administrationsselskab eller af et andet

administrationsselskab, som administrationsselskabet er forbundet med gennem fælles administration

eller kontrol eller gennem en væsentlig direkte eller indirekte deltagelse. Denne rettighed træder i kraft

fra det tidspunkt, hvor deltagerne i det ophørende investeringsinstitut og deltagerne i det fortsættende

investeringsinstitut er blevet underrettet om den påtænkte fusion i overensstemmelse med artikel 43,

og ophører med at gælde fem arbejdsdage inden datoen for beregningen af ombytningsforholdet, der

henvises til i artikel 47, stk. 1.

I forbindelse med fusioner mellem investeringsinstitutter kan medlemsstaterne uanset stk. 1, og

uanset artikel 84, stk. 1, give de kompetente myndigheder ret til at forlange eller tillade en midlertidig

udsættelse af tegningen, tilbagekøbet eller indløsningen af andele, forudsat at udsættelsen er begrundet i

hensynet til beskyttelse af deltagerne.

AFDELING 3

Omkostninger og ikrafttræden

Artikel 46

Medmindre investeringsinstitutter ikke har udpeget et administrationsselskab, sikrer medlemsstaterne,

at eventuelle juridiske omkostninger, konsulentomkostninger og administrative omkostninger forbundet

med forberedelsen og gennemførelsen af fusionen ikke påføres det ophørende eller det fortsættende

investeringsinstitut eller nogen af deres deltagere.

Artikel 47

1. Med hensyn til nationale fusioner fastsættes datoen for, hvornår fusionen træder i kraft såvel som

datoen for beregning af ombytningsforholdet fra andele i det ophørende investeringsinstitut til andele i det

fortsættende investeringsinstitut og eventuelt for fastsættelse af nettoværdien for kontante beløb i henhold

til lovgivningen i medlemsstaterne.

For grænseoverskridende fusioner fastsættes datoerne i henhold til lovgivningen i det fortsættende

investeringsinstituts hjemland. Medlemsstaterne sikrer, at disse datoer, hvor det er relevant, fastsættes

efter godkendelse af fusioner af deltagerne i det fortsættende investeringsinstitut eller det ophørende

investeringsinstitut.

2. Oplysninger om fusionens ikrafttræden offentliggøres ad alle passende kanaler i overensstemmelse

med lovgivningen i det fortsættende investeringsinstituts hjemland og meddeles de kompetente myndig-

heder i det fortsættende og ophørende investeringsinstituts hjemlande.

3. En fusion, der er trådt i kraft i overensstemmelse med stk. 1, kan ikke erklæres ugyldig.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

400

Artikel 48

En fusion, der er gennemført i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, litra p), nr. i), skal have

følgende konsekvenser:

a) alle aktiver og passiver tilhørende det/de ophørende investeringsinstitut(ter) overdrages til det

fortsættende investeringsinstitut eller eventuelt til det fortsættende investeringsinstituts depositar

b) det ophørende investeringsinstituts deltagere bliver deltagere i det fortsættende investeringsinstitut,

og, såfremt det er relevant, er de berettiget til en kontant betaling, der ikke overstiger 10 % af

nettoværdien af deres andele i det ophørende investeringsinstitut, og

c) det ophørende investeringsinstitut ophører med at eksistere den dag, hvor fusionen gennemføres.

2. En fusion, der gennemføres i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, litra p), nr. ii), har følgende

konsekvenser:

a) alle aktiver og passiver tilhørende det ophørende investeringsinstitut overdrages til det nyligt

oprettede fortsættende investeringsinstitut eller eventuelt til det fortsættende investeringsinstituts

depositar

b) det ophørende investeringsinstituts deltagere bliver deltagere i det nyligt oprettede fortsættende

investeringsinstitut, og, såfremt det er relevant, er de berettiget til en kontant betaling, der ikke

overstiger 10 % af nettoværdien af deres andele i det ophørende investeringsinstitut, og

c) det ophørende investeringsinstitut ophører med at eksistere den dag, hvor fusionen gennemføres.

3. En fusion, der gennemføres i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, litra p), nr. iii), har følgende

konsekvenser:

a) det ophørende investeringsinstituts nettoaktiver overdrages til det fortsættende investeringsinstitut

eller eventuelt til det fortsættende investeringsinstituts depositar

b) det ophørende investeringsinstituts deltagere bliver deltagere i det fortsættende investeringsinstitut,

c) det ophørende investeringsinstitut fortsætter med at eksistere, indtil passiverne er indfriet.

Medlemsstaterne skal fastsætte en procedure, i henhold til hvilken det fortsættende investerings-

instituts administrationsselskab bekræfter over for det fortsættende investeringsselskabs depositar, at

overførslen af aktiver og eventuelt af passiver er fuldført. Hvis det fortsættende investeringsinstitut ikke

har udpeget et administrationsselskab, giver det den bekræftelse til det fortsættende investeringsinstituts

depositar.

KAPITEL VII

FORPLIGTELSER MED HENSYN TIL INVESTERINGSINSTITUTTERS INVESTERINGSPO-

LITIK

Artikel 49

Består investeringsinstitutter af flere investeringsafdelinger, betragtes hver afdeling som et separat inve-

steringsinstitut i henhold til dette kapitel.

Artikel 50

Et investeringsinstituts portefølje består af en eller flere af følgende:

a) værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, der har fået adgang til eller handles på et reguleret marked

som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 14), i direktiv 2004/39/EF

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

401

b) værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, der handles på et andet marked i en medlemsstat, såfremt

dette er reguleret, regelmæssigt arbejdende, anerkendt og offentligt

c) værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, der er optaget til officiel notering på en fondsbørs i et

tredjeland, eller som handles på et andet reguleret marked i et tredjeland, som er regelmæssigt arbejdende,

anerkendt og offentligt, såfremt valget af en sådan børs eller et sådant marked er godkendt af de kompe-

tente myndigheder eller fastsat i loven eller fondsbestemmelserne eller i investeringsselskabets vedtægter

d) nyemitterede værdipapirer, såfremt:

i) der i emissionsbetingelserne gives tilsagn om, at der vil blive fremsat en begæring om optagelse til

officiel notering på en fondsbørs eller på et andet reguleret marked, som er regelmæssigt arbejdende,

anerkendt og offentligt, og såfremt valget af en sådan børs eller et sådant marked er tiltrådt af de

kompetente myndigheder eller fastsat i loven eller fondsbestemmelserne eller i investeringsselskabets

vedtægter, og

ii) der opnås tilladelse til den i nr. i) nævnte optagelse til notering senest et år efter emissionen

e) andele i investeringsinstitutter, der er godkendt i henhold til dette direktiv, eller andre institutter for

kollektiv investering som defineret i artikel 1, stk. 2, litra a) og b), uanset om de er etableret i en

medlemsstat eller ej, forudsat at:

i) sådanne andre institutter for kollektiv investering er godkendt efter regler, der fastsætter, at de er

underkastet et tilsyn, som de kompetente myndigheder i investeringsinstitutternes hjemlande anser for at

svare til det tilsyn, der er fastsat i fællesskabsretten, og forudsat at samarbejdet mellem myndighederne er

tilstrækkeligt sikret

ii) beskyttelsen af deltagerne i de andre institutter for kollektiv investering svarer til beskyttelsen af delta-

gerne i et investeringsinstitut, og især at bestemmelserne om særskilt forvaltning af aktiver, låntagning,

långivning og handel med værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter uden dækning opfylder kravene i

dette direktiv

iii) der i en halvårlig og årlig rapport aflægges beretning om aktiviteterne i de andre institutter for kollek-

tiv investering, sådan at der kan foretages en vurdering af aktiver og passiver, indtægter og transaktioner i

den pågældende periode, og

iv) såvel et investeringsinstitut som et andet institut for kollektiv investering, i hvilke der er planer om at

købe andele, i henhold til egne fondsbestemmelser eller vedtægter ikke har ret til at investere mere end 10

% af sine aktiver i andele i andre investeringsinstitutter eller andre institutter for kollektiv investering

f) indskud i kreditinstitutter, der skal tilbagebetales på anfordring eller kan trækkes tilbage og forfalder

inden for højst 12 måneder, hvis kreditinstituttet har sit vedtægtsmæssige hjemsted i en medlemsstat,

eller hvis kreditinstituttet har sit vedtægtsmæssige hjemsted i et tredjeland og er underkastet tilsynsregler,

som de kompetente myndigheder i investeringsinstitutternes hjemlande anser for at svare til reglerne i

fællesskabsretten

g) finansielle afledte instrumenter, herunder tilsvarende instrumenter, der afregnes kontant, og som hand-

les på et reguleret marked som nævnt i litra a), b) og c) eller finansielle afledte instrumenter, der handles

over-the-counter (OTC-derivater), forudsat at:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

402

i) det, der er underliggende i forhold til det afledte instrument, består af instrumenter, der er omfattet af

dette stykke, finansielle indekser, rentesatser, valutakurser eller valutaer, som investeringsinstituttet kan

investere i ifølge sine investeringsmålsætninger som angivet i fondsbestemmelserne eller vedtægterne

ii) modparterne i OTC-derivattransaktionerne er institutioner, der er underkastet tilsyn og tilhører de

kategorier, som de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland har godkendt, og

iii) OTC-derivaterne kan værdiansættes dagligt på en pålidelig og verificerbar måde og til enhver tid

kan sælges, realiseres eller afvikles ved en udligningstransaktion til en rimelig værdi på investeringsinsti-

tuttets initiativ, eller

h) andre pengemarkedsinstrumenter end dem, der handles på et reguleret marked, og som falder ind under

artikel 2, stk. 1, litra o), hvis emissionen eller emittenten af sådanne instrumenter selv er reguleret med

henblik på at beskytte investorer og opsparing, forudsat de er:

i) udstedt eller garanteret af en central, regional eller lokal myndighed i en medlemsstat, en medlems-

stats centralbank, Den Europæiske Centralbank, Fællesskabet eller Den Europæiske Investeringsbank, et

tredjeland eller, hvis der er tale om en forbundsstat, af en af dennes delstater, eller af en international

institution af offentlig karakter, som en eller flere medlemsstater deltager i

ii) udstedt af et foretagende, hvis værdipapirer handles på regulerede markeder som nævnt i litra a, b)

eller c)

iii) udstedt eller garanteret af et foretagende, der er underkastet tilsyn efter de i fællesskabsreglerne

fastlagte kriterier, eller af foretagender, der er underkastet og følger tilsynsregler, som de kompetente

myndigheder anser for at være mindst lige så strenge som fællesskabsreglerne, eller

iv) udstedt af en anden emittent, der tilhører de kategorier, der er godkendt af de kompetente myndigheder

i investeringsinstituttets hjemland, forudsat at investering i sådanne instrumenter er omfattet af en inve-

storbeskyttelse, der svarer til den, der er nævnt i nr. i), ii) eller iii), og forudsat at emittenten er et selskab,

hvis kapital og reserver er på mindst 10 000 000 EUR, og som forelægger og offentliggør sit årsregnskab

i overensstemmelse med Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens

artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer

14)

, er en enhed, der i en gruppe af

selskaber bestående af et eller flere børsnoterede selskaber varetager finansieringen af gruppen, eller er en

enhed, der varetager finansieringen af securitiseringsinstrumenter, der er omfattet af en likviditetslinje i en

bank.

2. Et investeringsinstitut skal dog ikke:

a) investere mere end højst 10 % af sine aktiver i andre værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter end

de i stk. 1 nævnte, eller

b) erhverve ædle metaller eller certifikater for disse.

Investeringsinstitutter kan accessorisk besidde likvide midler.

3. Et investeringsselskab kan erhverve løsøre eller fast ejendom, som er absolut påkrævet for den direkte

udøvelse af dets virksomhed.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

403

Artikel 51

1. Et administrationsselskab eller investeringsselskab anvender en risikostyringsproces, der giver det

mulighed for til enhver tid at overvåge og måle risikoen ved positionerne og deres bidrag til porteføljens

samlede risikoprofil.

Det anvender en proces, der giver mulighed for at foretage en nøjagtig og uafhængig vurdering af værdien

af OTC-derivaterne.

Det holder regelmæssigt de kompetente myndigheder i dets hjemland underrettet om de afledte instru-

menters art, de underliggende risici, de kvantitative begrænsninger samt de metoder, der vælges til risiko-

vurdering for transaktioner i afledte instrumenter, for hvert af de investeringsinstitutter, det administrerer.

2. Medlemsstaterne kan på de vilkår og med de begrænsninger, som de fastsætter, tillade investeringsin-

stitutterne at gøre brug af sådan teknik og sådanne hjælpemidler, som angår transaktioner i værdipapirer

og pengemarkedsinstrumenter, såfremt denne teknik og disse hjælpemidler benyttes med henblik på en

effektiv forvaltning af porteføljen.

Hvis disse transaktioner angår anvendelse af afledte instrumenter, skal de nævnte betingelser og begræns-

ninger overholde bestemmelserne i dette direktiv.

Disse transaktioner skal under ingen omstændigheder medføre, at investeringsinstituttet fraviger sine

investeringsmålsætninger som angivet i fondsbestemmelserne, vedtægter eller prospektet.

3. Et investeringsinstitut sørger for, at den globale risikoudsættelse i forbindelse med afledte instrumen-

ter ikke overstiger den samlede nettoværdi af dets portefølje.

Risikoen beregnes under hensyn til de underliggende aktivers aktuelle værdi, modpartsrisikoen, fremtidi-

ge bevægelser på markedet og den tid, der er til rådighed til at realisere positionerne. Denne bestemmelse

gælder også tredje og fjerde afsnit.

Et investeringsinstitut kan som led i sin investeringspolitik og inden for de grænser, der er fastsat i

artikel 52, stk. 5, investere i finansielle afledte instrumenter, såfremt risikoen for de underliggende

aktiver ikke samlet overstiger de investeringsgrænser, der er fastsat i artikel 52. Når et investeringsinstitut

investerer i finansielle afledte instrumenter, der er baseret på et indeks, kan medlemsstaterne tillade, at

disse investeringer ikke skal samles med henblik på grænserne i artikel 52.

Hvis værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter omfatter et afledt instrument, tages der hensyn til det

afledte instrument ved overholdelsen af kravene i denne artikel.

4. Uden at det berører artikel 116 fastsætter Kommissionen inden den 1. juli 2010 gennemførelsesforan-

staltninger, der fastsætter følgende:

a) kriterier for vurdering af tilstrækkeligheden af den risikostyringsproces, der anvendes af admini-

strationsselskabet, jf. stk. 1, første afsnit

b) detaljerede regler om den nøjagtige og uafhængige vurdering af værdien af OTC-derivaterne, og

c) detaljerede regler om indholdet af og proceduren der skal følges i forbindelse med kommunikation

af oplysningerne til administrationsselskabets hjemlands kompetente myndigheder, der henvises til

i stk. 1, tredje afsnit.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

Artikel 52

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

404

1. Et investeringsinstitut investerer højst:

a) 5 % af sine aktiver i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, der er udstedt af samme

emittent, eller

b) 20 % af sine aktiver i indskud hos den samme enhed.

Risikoen for investeringsinstituttets modpart i forbindelse med OTC-derivattransaktioner skal ikke over-

stige:

a) 10 % af dets aktiver, hvis modparten er et kreditinstitut som omhandlet i artikel 50, stk. 1, litra f),

eller

b) 5 % af dets aktiver i øvrige tilfælde.

2. Medlemsstaterne kan forhøje den i stk. 1, første afsnit, nævnte grænse på 5 % til højst 10 %. I disse

tilfælde må den samlede værdi af sådanne værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som instituttet

ligger inde med, hvor et investeringsinstitut investerer i værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter fra

samme udsteder for mere end 5 % af sine aktiver, imidlertid ikke overstige 40 % af værdien af instituttets

aktiver. Denne grænse gælder ikke for indskud i eller OTC-derivattransaktioner med finansielle institutio-

ner, der er underkastet tilsyn.

Uanset de enkelte grænser i stk. 1 kumulerer et investeringsinstitut ikke følgende, hvis det resulterer i, at

over 20 % af instituttets aktiver investeres i en enkelt enhed:

a) investeringer i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter udstedt af den pågældende enhed

b) indskud i den pågældende enhed, eller

c) risici i forbindelse med OTC-derivattransaktioner med den pågældende enhed.

Medlemsstaterne kan forhøje den i stk. 1, første afsnit, nævnte 5 %-grænse til højst 35 %, når

værdipapirerne eller pengemarkedsinstrumenterne er udstedt eller garanteret af en medlemsstat, af dennes

lokale offentlige myndigheder, af et tredjeland eller af en international institution af offentlig karakter,

som en eller flere medlemsstater deltager i.

4. Medlemsstaterne kan forhøje den i stk. 1, første afsnit, nævnte 5 %-grænse til højst 25 % for visse

obligationer, når obligationer er udstedt af et kreditinstitut, der har sit hjemsted i en medlemsstat, og som i

henhold til lovgivningen er underkastet et særligt offentligt tilsyn med henblik på at beskytte indehaverne

af disse obligationer. Specielt investeres provenuet fra udstedelsen af disse obligationer i henhold til loven

i aktiver, som i tilstrækkelig grad i obligationernes samlede løbetid dækker de forpligtelser, der følger

heraf, og som ifølge fortrinsret anvendes til tilbagebetaling af hovedstol og betaling af påløbne renter i

tilfælde af misligholdelse fra emittentens side.

I tilfælde, hvor et investeringsinstitut investerer mere end 5 % af sine aktiver i de i første afsnit nævnte

obligationer, som er udstedt af samme emittent, må den samlede værdi af denne investering ikke overstige

80 % af instituttets aktiver.

Medlemsstaterne tilsender Kommissionen en fortegnelse over de i første afsnit nævnte obligationskate-

gorier og emittentkategorier, der i henhold til lovgivningen og de i samme afsnit omhandlede tilsynsbe-

stemmelser er bemyndiget til at emittere obligationer, som opfylder kriterierne i denne artikel. Sammen

med disse fortegnelser sendes en notits om betydningen af de tilbudte garantier. Kommissionen sender

omgående disse oplysninger til de øvrige medlemsstater sammen med eventuelle bemærkninger, den

finder hensigtsmæssige, og gør oplysningerne tilgængelige for offentligheden. Sådanne meddelelser kan

gøres til genstand for udveksling af synspunkter i Det Europæiske Værdipapirudvalg, jf. artikel 112,

stk. 1.

5. Der tages ved anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede grænse på 40 % ikke hensyn til de i stk. 3 og 4

omhandlede værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

405

De i stk. 1 til 4 fastsatte grænser skal ikke kumuleres, og investeringer, der i overensstemmelse med

stk. 1 til 4 finder sted i værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter udstedt af samme emittent eller i

indskud i eller afledte instrumenter udstedt af denne emittent, må derfor ikke sammenlagt overstige 35 %

af investeringsinstitutternes aktiver.

Selskaber inden for samme koncern anses med henblik på konsoliderede regnskaber, som defineret i

direktiv 83/349/EØF eller i overensstemmelse med anerkendte internationale regnskabsregler, for at være

samme emittent ved beregning af de i denne artikel fastsatte grænser.

Medlemsstaterne kan tillade kumulation af investeringer i værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter,

der er udstedt af samme koncern, op til en grænse på 20 %.

Artikel 53

Med forbehold af de grænser, der er fastsat i artikel 56, kan medlemsstaterne forhøje grænserne

i artikel 52 til højst 20 % for investering i aktier eller obligationer, der er udstedt af samme emittent,

når målet for investeringsinstituttets investeringspolitik efter fondsbestemmelserne eller vedtægterne er at

kopiere sammensætningen af et bestemt aktie- eller obligationsindeks, der er godkendt af de kompetente

myndigheder på følgende grundlag:

a) indeksets sammensætning er tilstrækkeligt diversificeret

b) indekset repræsenterer en passende benchmark for det marked, som det refererer til, og

c) det offentliggøres på en passende måde.

Medlemsstaterne kan forhøje grænsen i stk. 1 til højst 35 %, når det er berettiget på grund af

usædvanlige markedsforhold, navnlig på regulerede markeder, hvor visse værdipapirer eller pengemar-

kedsinstrumenter er stærkt dominerende. Investeringer op til denne grænse tillades kun for én emittent.

Artikel 54

Uanset artikel 52 kan medlemsstaterne tillade, at investeringsinstitutter i henhold til princippet

om risikospredning investerer op til 100 % af deres aktiver i forskellige emissioner af værdipapirer og

pengemarkedsinstrumenter, der er udstedt eller garanteret af en medlemsstat, af en eller flere af dennes

lokale myndigheder, af et tredjeland eller af en international institution af offentlig karakter, hvori en eller

flere medlemsstater deltager.

De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland indrømmer kun denne undtagelse, såfremt

de finder, at deltagerne i investeringsinstituttet opnår den samme beskyttelse som deltagerne i et investe-

ringsinstitut, der overholder grænserne i artikel 52.

Disse investeringsinstitutter skal ligge inde med værdipapirer fra mindst seks forskellige emissioner, uden

at værdipapirerne fra en og samme emission dog må overstige 30 % af investeringsinstituttets samlede

aktiver.

2. De i stk. 1 omhandlede investeringsinstitutter nævner udtrykkeligt i fondsbestemmelserne eller for

investeringsselskabers vedkommende i vedtægterne de medlemsstater, lokale myndigheder eller internati-

onale institutioner af offentlig karakter, som udsteder eller garanterer de værdipapirer, hvori de agter at

investere mere end 35 % af deres aktiver.

Disse fondsbestemmelser eller vedtægter skal godkendes af de kompetente myndigheder.

3. De i stk. 1 omhandlede investeringsinstitutter gør i deres prospekter og markedsføringsmateriale i en

tydelig erklæring opmærksom på, at en sådan godkendelse er givet med angivelse af de medlemsstater,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

406

lokale myndigheder eller internationale institutioner af offentlig karakter, i hvis værdipapirer de har

investeret eller har til hensigt at investere mere end 35 % af deres aktiver.

Artikel 55

1. Et investeringsinstitut kan erhverve andele i investeringsinstitutter eller andre institutter for kollektiv

investering, der er nævnt i artikel 50, stk. 1, litra e), forudsat at højst 10 % af dets aktiver investeres i

andele i et og samme investeringsinstitut eller andet institut for kollektiv investering. Medlemsstaterne

kan forhøje denne grænse til højst 20 %.

Investeringer i andele i andre institutter for kollektiv investering end investeringsinstitutter skal

samlet ikke overstige 30 % af investeringsinstituttets aktiver.

Medlemsstaterne kan, når et investeringsinstitut har erhvervet andele i andre investeringsinstitutter eller

institutter for kollektiv investering, bestemme, at de respektive institutters aktiver ikke behøver at blive

lagt sammen med henblik på de grænser, der er fastlagt i artikel 52.

Hvor et investeringsinstitut investerer i andele i andre investeringsinstitutter eller institutter for

kollektiv investering, der forvaltes direkte eller gennem delegation af det samme administrationsselskab

eller af et andet selskab, som administrationsselskabet er knyttet til gennem fælles administration eller

kontrol eller gennem en væsentlig direkte eller indirekte deltagelse, skal administrationsselskabet eller det

andet selskab ikke opkræve tegnings- eller indløsningsgebyrer for investeringsinstituttets investeringer i

andele i de andre investeringsinstitutter eller institutter for kollektiv investering.

Et investeringsinstitut, der investerer en betydelig del af sine aktiver i andre investeringsinstitutter eller

institutter for kollektiv investering, anfører i sit prospekt de maksimale administrationsgebyrer, der

kan opkræves af både investeringsinstituttet selv og de andre investeringsinstitutter eller institutter for

kollektiv investering, som det agter at investere i. Det angiver i sin årsberetning den højeste andel af

administrationsgebyrerne, der opkræves af både investeringsinstituttet selv og de andre investeringsinsti-

tutter eller institutter for kollektiv investering, som det investerer i.

Artikel 56

1. Et investeringsselskab eller et administrationsselskab må for så vidt angår samtlige de investerings-

fonde, de administrerer, og som henhører under dette direktivs anvendelsesområde, ikke erhverve aktier

med stemmeret, som giver det mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på administrationen af en

emittent.

Med henblik på anvendelse af det i første afsnit omhandlede princip tager medlemsstaterne indtil nærme-

re samordning hensyn til de eksisterende regler i de øvrige medlemsstaters lovgivning, hvori dette princip

er defineret.

Et investeringsinstitut må ikke erhverve mere end:

10 % af aktierne uden stemmeret fra en og samme emittent

10 % af obligationerne fra en og samme emittent

25 % af andelene fra et og samme investeringsinstitut eller andet institut for kollektiv investering

som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a) og b), eller

d) 10 % af pengemarkedsinstrumenterne fra en og samme emittent.

De grænser, der er fastsat i litra b), c) og d), kan tilsidesættes på erhvervelsestidspunktet, hvis det på det

tidspunkt ikke er muligt at beregne bruttobeløbet for obligationerne eller pengemarkedsinstrumenterne

eller nettobeløbet for de udstedte værdipapirer.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

407

3. Medlemsstaterne kan afstå fra at anvende stk. 1 og 2 for så vidt angår:

a) værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af en medlemsstat eller

dennes lokale myndigheder

b) værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af et tredjeland

c) værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som er udstedt af en international institution af offent-

lig karakter, hvori en eller flere medlemsstater deltager

d) et investeringsinstituts besiddelse af aktier i et selskab, der er beliggende i et tredjeland, og

som hovedsagelig investerer sine aktiver i værdipapirer fra emittenter, der er hjemmehørende i

det omhandlede land, såfremt sådan besiddelse i henhold til det omhandlede lands lovgivning

udgør investeringsinstituttets eneste mulighed for at investere i værdipapirer fra emittenter i det

omhandlede land, eller

e) et eller flere investeringsselskabers besiddelse af aktier i datterselskaber, som udelukkende og

kun på investeringsselskabets eller investeringsselskabernes vegne udøver administrations-, rådgiv-

nings- eller markedsføringsvirksomhed i det land, hvor datterselskabet er etableret, for så vidt

angår tilbagekøb af andele på deltagernes forlangende.

Undtagelsesbestemmelsen i litra d) i dette stykkes første afsnit finder dog kun anvendelse, såfremt

selskabet i det pågældende tredjeland i sin investeringspolitik overholder de i artikel 52 og 55 samt de i

stk. 1 og 2 i nærværende artikel fastsatte grænser. I tilfælde af overskridelser af de ved artikel 52 og 55

fastsatte grænser finder artikel 57 tilsvarende anvendelse.

Artikel 57

Investeringsinstitutter er ikke forpligtede til at overholde de i dette kapitel fastsatte grænser ved

udøvelsen af de tegningsrettigheder, som er knyttet til værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, der

indgår i aktiverne.

Medlemsstaterne kan under overholdelse af princippet om risikospredning tillade nyligt oprettede investe-

ringsinstitutter at afvige fra artikel 52 til 55 i seks måneder fra godkendelsesdatoen.

2. Såfremt de i stk. 1 omhandlede grænser overskrides af grunde, som investeringsinstituttet ikke har

indflydelse på, eller som følge af udøvelse af tegningsrettigheder, giver instituttet i sin salgsvirksomhed

prioritet til en normalisering af forholdene under hensyn til deltagernes interesser.

KAPITEL VIII

MASTER-FEEDER-STRUKTURER

AFDELING 1

Anvendelsesområde og godkendelse

Artikel 58

1. Et feeder-institut er et investeringsinstitut eller en investeringsafdeling heraf, der uanset bestemmel-

serne i artikel 1, stk. 2, litra a), artikel 50, 52 og 55 samt artikel 56, stk. 2, litra c), er blevet godkendt til at

investere mindst 85 % af sine aktiver i andele i et andet investeringsinstitut eller en investeringsafdeling

heraf (»master-instituttet«).

2. Et feeder-institut kan investere op til 15 % af sine aktiver i følgende:

a) likvide midler i overensstemmelse med artikel 50, stk. 2, andet afsnit

b) finansielle afledte instrumenter, som kun kan anvendes til hedgingformål, i overensstemmelse med

artikel 50, stk. 1, litra g), og artikel 51, stk. 2 og 3

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

408

c) løsøre og fast ejendom, som er væsentlig for den direkte udøvelse af virksomhed, hvis feeder-insti-

tuttet er et investeringsselskab.

For at overholde artikel 51, stk. 3, skal feeder-instituttet beregne sin samlede eksponering i finansielle

afledte instrumenter ved at kombinere sin egen direkte eksponering under første afsnit, litra b), med

enten:

a) master-instituttets faktiske eksponering i finansielle afledte instrumenter i forhold til feeder-insti-

tuttets investering i master-instituttet, eller

b) master-instituttets potentielle maksimale samlede eksponering i finansielle afledte instrumenter,

der er fastsat i master-instituttets fondsbestemmelser eller vedtægter i forhold til feeder-instituttets

investering i master-instituttet.

Et master-institut er et investeringsinstitut eller en investeringsafdeling heraf, der:

har mindst et feeder-institut blandt sine deltagere

ikke selv er et feeder-institut, og

der ikke er deltager i et feeder-institut.

4. Følgende undtagelser finder anvendelse på et master-institut:

a) hvis et master-institut har mindst to feeder-institutter som deltagere, finder artikel 1, stk. 2, litra a),

og artikel 3, litra b), ikke anvendelse, ved at give master-instituttet mulighed for at tilvejebringe

kapital hos andre investorer

b) hvis et master-institut ikke tilvejebringer kapital hos offentligheden i en anden medlemsstat end

den, hvor det er etableret, men kun har en eller flere feeder-institutter i den pågældende medlems-

stat, finder kapitel XI og artikel 108, stk. 1, andet afsnit, ikke anvendelse.

Artikel 59

1. Medlemsstaterne sikrer, at et feeder-instituts investering i et givet master-institut, som overstiger den

grænse for investeringer i andre investeringsinstitutter, der er fastsat i artikel 55, stk. 1, skal forhåndsgod-

kendes af de kompetente myndigheder i feeder-instituttets hjemland.

Feeder-instituttet underrettes inden for 15 arbejdsdage efter indgivelsen af en fyldestgørende

ansøgning om, hvorvidt de kompetente myndigheder har godkendt feeder-instituttets investering i master-

instituttet eller ej.

3. De kompetente myndigheder i feeder-instituttets hjemland indrømmer godkendelse, hvis feeder-insti-

tuttet, dets depositar og revisor såvel som master-instituttet opfylder alle betingelserne i dette kapitel. For

at kontrollere dette forelægger feeder-instituttet følgende dokumenter for de kompetente myndigheder i sit

hjemland:

a) feeder-instituttets og master-instituttets fondsbestemmelser eller vedtægter

b) feeder- og master-instituttets prospekt og centrale investorinformation som omhandlet i artikel 78

c) den i artikel 60, stk. 1, nævnte aftale mellem feeder- og master-instituttet eller de interne regler om

god forretningsskik

d) i givet fald de oplysninger, der i henhold til artikel 64, stk. 1, skal udleveres til deltagerne

e) den i artikel 61, stk. 1, nævnte aftale om udveksling af oplysninger mellem deres respektive

depositarer, hvis master-instituttet og feeder-instituttet har forskellige depositarer og

f) den i artikel 62, stk. 1, nævnte aftale om udveksling af oplysninger mellem deres respektive

revisorer, hvis master-instituttet og feeder-instituttet har forskellige revisorer.

Hvor feeder-instituttet er etableret i en anden medlemsstat end master-instituttet, forelægger feeder-insti-

tuttet også en erklæring fra de kompetente myndigheder i master-instituttets hjemland om, at master-insti-

tuttet er et investeringsinstitut eller en investeringsafdeling heraf, som opfylder betingelserne i artikel 58,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

409

stk. 3, litra b) og c). Feeder-instituttet forelægger dokumenterne på det officielle sprog eller et af de

officielle sprog i feeder-instituttets hjemland eller på et sprog, som dette lands kompetente myndigheder

har godkendt.

AFDELING 2

Fælles bestemmelser for feeder- og master-institutter

Artikel 60

1. Medlemsstaterne forlanger, at master-instituttet forsyner feeder-instituttet med alle de dokumenter og

oplysninger, der er nødvendige for, at sidstnævnte kan opfylde betingelserne i dette direktiv. Med henblik

herpå indgår feeder-instituttet en aftale med master-instituttet.

Feeder-instituttet investerer ikke ud over den grænse, der er fastsat i artikel 55, stk. 1, i andele i dette

master-institut, før den i første afsnit nævnte aftale er trådt i kraft. Denne aftale skal udleveres efter

anmodning og gratis til alle deltagere.

Hvis både master- og feeder-instituttet administreres af det samme administrationsselskab eller admini-

strative organ, kan aftalen erstattes af interne regler om god forretningsskik, der sikrer overholdelsen af de

betingelser, som fastsættes i dette stykke.

2. Master- og feeder-instituttet tager skridt til at koordinere timingen af deres beregning og offentliggø-

relse af nettoværdien for at undgå markedstiming af deres fondes andele for at undgå arbitragemuligheder.

Med forbehold af artikel 84 hvis et master-institut på eget initiativ eller efter anmodning fra

de kompetente myndigheder midlertidigt suspenderer tilbagekøbet, indløsningen eller tegningen af sine

andele, har alle dets feeder-institutter, uanset betingelserne i artikel 84, stk. 2, ret til at suspendere

tilbagekøbet, indløsningen eller tegningen af deres andele i samme periode som master-instituttet.

4. Hvis master-instituttet træder i likvidation, gør feeder-instituttet det ligeså, medmindre de kompetente

myndigheder i dets hjemland godkender:

a) at mindst 85 % af feeder-instituttets aktiver investeres i andele i et andet master-institut eller

b) at dets fondsbestemmelser eller vedtægter ændres for at sætte det i stand til at konvertere til et

investeringsinstitut, der ikke er et feeder-institut.

Med forbehold af specifikke nationale bestemmelser om tvangslikvidation kan et master-institut først

træde i likvidation tidligst tre måneder efter, at det har underrettet alle sine deltagere og de kompetente

myndigheder i feeder-instituttets hjemland om dens bindende beslutning om at træde i likvidation.

Hvis et master-institut fusionerer med et andet investeringsinstitut eller opsplittes i to eller flere

investeringsinstitutter, likvideres feeder-instituttet, medmindre de kompetente myndigheder i feeder-insti-

tuttets hjemland godkender, at feeder-instituttet:

a) fortsætter som master-instituttets eller et andet investeringsinstituts feeder-institut efter fusionen

eller opsplitningen af master-instituttet

b) investerer mindst 85 % af sine aktiver i andele i et andet master-institut, der ikke er et resultat af

fusionen eller opsplitningen, eller

c) ændrer sine fondsbestemmelser eller vedtægter med det formål at konvertere til et investeringsin-

stitut, der ikke er et feeder-institut.

En fusion eller opsplitning af et master-institut får ikke virkning, medmindre master-instituttet har for-

synet alle sine deltagere og de kompetente myndigheder i dets feeder-institutters hjemlande med de i

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

410

artikel 43 nævnte oplysninger eller oplysninger af tilsvarende karakter senest 60 dage før den påtænkte

gennemførelsesdato.

Medmindre de kompetente myndigheder i feeder-instituttets hjemland har givet deres godkendelse i

henhold til første afsnit, litra a), giver master-instituttet feeder-instituttet mulighed for at tilbagekøbe eller

indløse alle andele i master-instituttet, før fusionen eller opsplitningen af master-instituttet får virkning.

Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger til specificering af følgende:

indholdet af den i stk. 1 nævnte aftale eller de interne regler om god forretningsskik

de af de i stk. 2 nævnte foranstaltninger, der kan betragtes som hensigtsmæssige, og

de procedurer, der gælder for de godkendelser, der kræves i henhold til stk. 4 og 5 i tilfælde af en

likvidation, fusion eller opsplitning af et master-institut.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

AFDELING 3

Depositarer og revisorer

Artikel 61

1. Medlemsstaterne forlanger, at hvis master- og feeder-instituttet har forskellige depositarer, skal disse

depositarer indgå en aftale om udveksling af oplysninger for at sikre, at begge depositarer kan opfylde

deres forpligtelser.

Feeder-instituttet investerer først i andele i master-instituttet, når den pågældende aftale er trådt i kraft.

Når master-instituttets eller feeder-instituttets depositar overholder de i dette kapitel fastsatte krav, anses

vedkommende ikke for at have tilsidesat nogen regler, der begrænser udbredelsen af oplysninger eller

regler vedrørende databeskyttelse, når sådanne regler er fastsat i en kontrakt eller i en lov eller administra-

tiv bestemmelse. Overholdelse påfører ikke depositaren eller en person, som handler på dennes vegne,

nogen form for ansvar.

Medlemsstaterne forlanger, at feeder-instituttet eller evt. dets administrationsselskab har ansvaret for

at sende feeder-instituttets depositar alle oplysninger om master-instituttet, der er nødvendige for, at

feeder-instituttets depositar kan overholde sine forpligtelser.

2. Master-instituttets depositar underretter øjeblikkeligt de kompetente myndigheder i master-instituttets

hjemland eller i givet fald administrationsselskabet og feeder-instituttets depositar om eventuelle uregel-

mæssigheder i relation til master-instituttet, som depositaren måtte få kendskab til, og som anses at have

negative konsekvenser for feeder-instituttet.

3. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger til yderligere specificering af følgende:

a) de oplysninger, der skal indgå i den i stk. 1 nævnte aftale, og

b) de uregelmæssigheder som omhandlet i stk. 2, der anses at have negative konsekvenser for

feeder-instituttet.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

Artikel 62

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

411

1. Medlemsstaterne forlanger, at hvis master- og feeder-instituttet har forskellige revisorer, skal disse

revisorer indgå en aftale om udveksling af oplysninger for at sikre, at begge revisorer kan opfylde deres

forpligtelser, herunder de foranstaltninger, der er truffet for at opfylde kravene i stk. 2.

Feeder-instituttet investerer først i andele i master-instituttet, når den pågældende aftale er trådt i kraft.

2. I sin revisionsberetning tager feeder-instituttets revisor hensyn til revisionsberetningen vedrørende

master-instituttet. Hvis feeder-instituttet og master-instituttet har forskellige regnskabsår, udarbejder mas-

ter-instituttets revisor en ad hoc-beretning på afslutningsdatoen for feeder-instituttet.

Revisoren for feeder-instituttet aflægger især beretning om eventuelle uregelmæssigheder som afsløret i

revisionsberetningen vedrørende master-instituttet og om deres konsekvenser for feeder-instituttet.

Når master-instituttets eller feeder-instituttets revisor overholder de i dette kapitel fastsatte krav,

anses hverken master-instituttets eller feeder-instituttets revisor for at have tilsidesat nogen regler, der

begrænser udbredelsen af oplysninger eller regler vedrørende databeskyttelse, når sådanne regler er

fastsat i en kontrakt eller i en lov eller administrativ bestemmelse. Overholdelse påfører ikke revisoren

eller en person, som handler på dennes vegne, nogen form for ansvar.

4. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger til specificering af indholdet af den i stk. 1,

første afsnit, nævnte aftale.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

AFDELING 4

Obligatoriske oplysninger og markedsføringsmateriale fra feeder-instituttet

Artikel 63

1. Medlemsstaterne forlanger, at foruden de i skema A i bilag I nævnte oplysninger skal feeder-institut-

tets prospekt indeholde følgende:

a) en erklæring om, at feeder-instituttet er feeder-institut for et bestemt master-institut og i den

egenskab til stadighed investerer mindst 85 % af sine aktiver i andele i dette master-institut

b) oplysninger om investeringsmålsætning og investeringspolitik, herunder risikoprofil, og om, hvor-

vidt feeder-instituttets og master-instituttets resultater er identiske, eller i hvilket omfang og

hvorfor de afviger fra hinanden, herunder en beskrivelse af investeringer foretaget i henhold til

artikel 58, stk. 2

c) en kort beskrivelse af master-instituttet, dets organisation, dets investeringsmålsætning og inve-

steringspolitik, herunder dets risikoprofil, og hvordan master-instituttets ajourførte prospekt kan

rekvireres

d) et resumé af aftalen indgået mellem feeder-instituttet og master-instituttet eller af de interne regler

for god forretningsskik i henhold til artikel 60, stk. 1

e) oplysninger om, hvordan deltagere kan indhente yderligere oplysninger om master-instituttet og

aftalen indgået mellem feeder-instituttet og master-instituttet i henhold til artikel 60, stk. 1

f) en beskrivelse af dels alle vederlag og godtgørelser, der skal afholdes af feeder-instituttet i kraft

af dets investering i andele i master-instituttet, dels de samlede gebyrer for feeder-instituttet og

master-instituttet, og

g) en beskrivelse af de skattemæssige konsekvenser for feeder-instituttet af investeringen i master-in-

stituttet.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

412

2. Foruden oplysningerne i skema B i bilag I skal feeder-instituttets årsberetning indeholde en erklæring

om feeder-instituttets og master-instituttets samlede gebyrer.

Feeder-instituttets års- og halvårsberetninger angiver, hvordan henholdsvis master-instituttets årsberetnin-

ger og dets halvårsberetninger kan rekvireres.

3. Foruden det, der kræves i henhold til artikel 74 og 82, indsender feeder-instituttet prospektet, den i

artikel 78 omhandlede centrale investorinformation og eventuelle ændringer heraf samt master-instituttets

års- og halvårsberetninger til de kompetente myndigheder i sit hjemland.

4. Et feeder-institut oplyser i al relevant markedsføringsmateriale, at det fortsat investerer mindst 85 %

af sine aktiver i andele i et sådant master-institut.

5. Feeder-instituttet udleverer efter anmodning og gratis en trykt udgave af master-instituttets prospekt

og års- og halvårsberetningen til investorerne.

AFDELING 5

Konvertering af eksisterende investeringsinstitutter til feeder-institutter og ændring af master-insti-

tutter

Artikel 64

1. Medlemsstaterne kræver, at et feeder-institut, der allerede udøver virksomhed som investeringsinsti-

tut, herunder virksomhed som feeder-institut for et andet master-institut, forsyner sine deltagere med

følgende:

a) en erklæring om, at de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland har godkendt

feeder-instituttets investering i master-instituttet

b) den i artikel 78 omhandlede centrale investorinformation vedrørende feeder- og master-instituttet

c) oplysninger om den dato, hvor feeder-instituttet vil begynde at investere i master-instituttet, eller,

hvis det allerede har investeret heri, den dato, hvor dets investeringer vil overskride den grænse,

der er fastsat i artikel 55, stk. 1, og

d) en erklæring om, at deltagerne har ret til at forlange tilbagekøb eller indløsning af deres andele

uden andre omkostninger end det beløb, som investeringsinstituttet beholder for at dække desinve-

steringsomkostningerne, inden for en frist på 30 dage; denne ret får virkning fra det tidspunkt,

hvor feeder-instituttet har udleveret de i dette stykke nævnte oplysninger.

Disse oplysninger udleveres senest 30 dage før den i første afsnit, litra c), nævnte dato.

2. I tilfælde af, at feeder-instituttet er blevet anmeldt i overensstemmelse med artikel 93, udleveres de i

stk. 1 nævnte oplysninger på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i feeder-instituttets hjemland

eller på et sprog, som dette lands kompetente myndigheder har godkendt. Feeder-instituttet er ansvarligt

for oversættelsen. Oversættelsen skal på troværdig vis gengive indholdet af de oprindelige oplysninger.

3. Medlemsstaterne sikrer, at feeder-instituttet først investerer i det pågældende master-institut ud over

den grænse, der gælder efter artikel 55, stk. 1, efter udløbet af den periode på 30 dage, der er nævnt i

stk. 1, andet afsnit.

4. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger til specificering af følgende:

a) det format og måden hvorpå de i stk. 1 nævnte oplysninger skal udleveres, eller

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

413

b) proceduren for værdiansættelse og revision af et bidrag i naturalier, i det tilfælde, at feeder-institut-

tet overfører alle eller dele af sine aktiver til master-instituttet til gengæld for andele, og den rolle,

som feeder-instituttets depositar spiller i den forbindelse.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

AFDELING 6

Forpligtelser og kompetente myndigheder

Artikel 65

Feeder-instituttet fører effektiv kontrol med master-instituttets virksomhed. I forbindelse med

opfyldelsen af denne forpligtelse kan feeder-instituttet benytte sig af oplysninger og dokumenter modtaget

fra master-instituttet eller i givet fald dettes administrationsselskab, depositar og revisor, medmindre der

er grund til at betvivle nøjagtigheden heraf.

2. Såfremt feeder-instituttet, dets administrationsselskab eller en person, der handler på feeder-institut-

tets eller dets administrationsselskabs vegne, modtager salgsgebyr, provision eller pengebeløb i forbindel-

se med investeringen i andele i master-instituttet, tilføres salgsgebyret, provisionen eller pengebeløbet

feeder-instituttets aktiver.

Artikel 66

Master-instituttet underretter øjeblikkeligt de kompetente myndigheder i sit hjemland om navnet

på hvert af de feeder-institutter, der investerer i master-instituttets andele. Hvis master-instituttet og

feeder-instituttet er etableret i forskellige medlemsstater, underretter de kompetente myndigheder i mas-

ter-instituttets hjemland øjeblikkeligt de kompetente myndigheder i feeder-instituttets hjemland om den

pågældende investering.

2. Master-instituttet må ikke opkræve tegnings- eller indløsningsgebyrer for feeder-instituttets investe-

ring i andele i master-instituttet eller afhændelsen heraf.

Master-instituttet sikrer feeder-instituttet eller i givet fald dets administrationsselskab samt de

kompetente myndigheder, dets depositar og revisor rettidig adgang til alle oplysninger, der kræves i

henhold til dette direktiv, anden fællesskabslovgivning, gældende national lovgivning, feeder-instituttets

fondsbestemmelser eller vedtægter.

Artikel 67

1. Hvis master-instituttet og feeder-instituttet er etableret i samme medlemsstat, underretter de kompe-

tente myndigheder øjeblikkeligt feeder-instituttet om enhver beslutning, foranstaltning, konstatering af

tilsidesættelse af bestemmelserne i dette kapitel eller oplysninger, der indberettes i henhold til artikel 106,

stk. 1, vedrørende master-instituttet eller i givet fald dets administrationsselskab, depositar eller revisor.

Hvis master-instituttet og feeder-instituttet er etableret i forskellige medlemsstater, underretter

de kompetente myndigheder i master-instituttets hjemland øjeblikkeligt de kompetente myndigheder

i feeder-instituttets hjemland om enhver beslutning, foranstaltning, konstatering af tilsidesættelse af be-

stemmelserne i dette kapitel eller oplysninger, der indberettes i henhold til artikel 106, stk. 1, vedrørende

master-instituttet eller i givet fald dets administrationsselskab, depositar eller revisor. De kompetente

myndigheder i feeder-instituttets hjemland underretter øjeblikkeligt feeder-instituttet herom.

KAPITEL IX

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

414

FORPLIGTELSER MED HENSYN TIL OPLYSNINGER TIL INVESTORER

AFDELING 1

Offentliggørelse af prospekt og periodiske beretninger

Artikel 68

1. Et investeringsselskab og, for hver af de investeringsfonde det administrerer, et administrationssel-

skab offentliggør følgende:

a) et prospekt

b) en årsberetning for hvert regnskabsår, og

c) en halvårsberetning, der dækker de første seks måneder af regnskabsåret.

2. Årsberetningen og halvårsberetningerne offentliggøres inden for følgende frister at regne fra slutnin-

gen af den periode, som beretningen omhandler:

a) fire måneder for årsberetningen, eller

b) to måneder for halvårsberetningen.

Artikel 69

1. Prospektet skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at investorerne kan danne sig et

pålideligt skøn over den investering, der tilbydes dem, og især de dermed forbundne risici.

Prospektet skal, uanset hvilket instrument der investeres i, indeholde en klar og letforståelig redegørelse

for fondens risikoprofil.

2. Prospektet skal mindst indeholde de oplysninger, der fremgår af skema A i bilag I, for så vidt disse

oplysninger ikke er indeholdt i fondsbestemmelserne eller vedtægterne, der i henhold til artikel 71, stk. 1,

skal være vedlagt prospektet.

3. Årsberetningen skal indeholde en balance eller en formueopgørelse, en detaljeret opgørelse over ind-

tægter og udgifter i det pågældende regnskabsår, en beretning om aktiviteterne i det forløbne regnskabsår

og de øvrige oplysninger, der kræves i skema B i bilag I, samt alle oplysninger af betydning, der gør det

muligt for investorerne med fuldt kendskab til forholdene at bedømme udviklingen i investeringsinstitut-

tets aktiviteter og dets resultater.

4. Halvårsberetningen skal mindst indeholde de oplysninger, der fremgår af afdeling I-IV i skema B i

bilag I. Når investeringsinstituttet har udbetalt eller agter at udbetale acontoudbytte, skal taloplysningerne

vise resultatet efter fradrag af skat for det pågældende halvår og det acontoudbytte, der er udbetalt eller

skal udbetales.

Artikel 70

1. I prospektet angives, hvilke kategorier af aktiver et investeringsinstitut må investere i. Det angives

ligeledes, om der tillades transaktioner i finansielle afledte instrumenter, i hvilket tilfælde det skal

indeholde en tydelig erklæring, hvori det angives, hvorvidt disse transaktioner må udføres med henblik

på risikoafdækning eller for at opfylde investeringsmålsætningerne, samt hvilken eventuel indvirkning

transaktioner i finansielle afledte instrumenter har på risikoprofilen.

Når et investeringsinstitut hovedsagelig investerer i andre af kategorierne af aktiver i artikel 50

end værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, eller når et investeringsinstitut kopierer et aktie- eller

obligationsindeks i overensstemmelse med artikel 53, skal der i en tydelig erklæring i prospektet og om

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

415

nødvendigt i investeringsinstituttets markedsføringsmateriale gøres opmærksom på dets investeringspoli-

tik.

3. Hvis nettoværdien af et investeringsinstituts formue kan forventes at have en høj volatilitet som følge

af porteføljens sammensætning eller de anvendte styringsteknikker, skal prospektet og om nødvendigt

markedsføringsmaterialet indeholde en tydelig erklæring om dette specielle forhold.

Efter anmodning fra en investor giver administrationsselskabet ligeledes supplerende oplysninger

om de kvantitative grænser, der gælder for investeringsinstituttets risikostyring, om de metoder, der er

valgt med henblik herpå, og om den seneste udvikling i de vigtigste risici og afkast for kategorierne af

instrumenter.

Artikel 71

1. Fondsbestemmelserne eller investeringsselskabets vedtægter udgør en integreret del af prospektet og

knyttes som bilag til dette.

De i stk. 1 omhandlede dokumenter behøver dog ikke at være knyttet som bilag til prospektet,

såfremt investor underrettes om, at disse dokumenter på anmodning enten kan blive tilsendt eller kan

konsulteres på et nærmere angivet sted i hver af de medlemsstater, hvor andelene markedsføres.

Artikel 72

De væsentlige dele af prospektet holdes ajour.

Artikel 73

De regnskabsmæssige oplysninger i årsberetningerne revideres af en eller flere personer, der ved lov er

autoriseret til at revidere regnskaber i overensstemmelse med direktiv 2006/43/EF. Revisionsberetningen,

inkl. eventuelle forbehold, gengives ubeskåret i årsberetningen.

Artikel 74

Investeringsinstitutter forelægger deres prospekter og eventuelle ændringer heraf samt deres årsberetnin-

ger og halvårsberetninger for de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland. Investe-

ringsinstituttet fremsender efter anmodning disse dokumenter til de kompetente myndigheder i admini-

strationsselskabets hjemland.

Artikel 75

1. Prospektet og de senest offentliggjorte års- og halvårsberetninger udleveres på anmodning og gratis

til investorerne.

2. Prospektet udleveres på et varigt medium eller via et websted. En trykt udgave leveres på anmodning

og gratis til investorerne.

3. Års- og halvårsberetninger stilles til rådighed for investorer på den måde, der er angivet i prospektet

og i den centrale investorinformation, der er omhandlet i artikel 78. En trykt udgave af års- og halvårsbe-

retningerne leveres på anmodning og gratis til investorerne.

4. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger til specificering af de betingelser, der skal

opfyldes, når prospektet udleveres på et andet varigt medium end i papirform eller via et websted, der

ikke udgør et varigt medium.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

416

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

AFDELING 2

Offentliggørelse af andre oplysninger

Artikel 76

Et investeringsinstitut offentliggør på passende måde emissionsprisen eller salgsprisen, prisen ved tilbage-

køb eller ved indløsning, hver gang det emitterer, sælger, tilbagekøber eller indløser sine andele og mindst

to gange om måneden.

De kompetente myndigheder kan dog give tilladelse til, at sådanne meddelelser fra et investeringsinstitut

kun offentliggøres en gang om måneden, såfremt dette ikke skader deltagernes interesser.

Artikel 77

Al markedsføringsmateriale rettet mod investorer skal tydeligt fremstå som sådant. Den skal være fair

og tydelig og må ikke være vildledende. Navnlig må markedsføringsmateriale med en opfordring til

køb af andele i et investeringsinstitut, som indeholder specifikke oplysninger om et investeringsinstitut,

ikke indeholde erklæringer, der modsiger eller mindsker betydningen af oplysningerne i prospektet og

den centrale investorinformation, der er omhandlet i artikel 78. Det skal fremgå af materialet, at der

findes et prospekt, og at der er adgang til den i artikel 78 nævnte centrale investorinformation. Det skal

præcisere, hvor og på hvilket sprog investorer eller potentielle investorer kan få udleveret de pågældende

oplysninger eller dokumenter, eller hvordan de kan opnå adgang til dem.

AFDELING 3

Central investorinformation

Artikel 78

Medlemsstaterne kræver, at et investeringsselskab og, for hver af de investeringsfonde det admi-

nistrerer, et administrationsselskab udarbejder et kort dokument indeholdende central information for

investorer. Dette dokument betegnes i dette direktiv som »central investorinformation«. Ordene »central

investorinformation« skal være tydeligt angivet på dokumentet på et af de i artikel 94, stk. 1, litra b),

omhandlede sprog.

Den centrale investorinformation omfatter produktinformation om de væsentlige karakteristika

ved de relevante investeringsinstitutter, og disse oplysninger udleveres til investorer, således at de kan

forventes at forstå karakteren af og risiciene forbundet med det investeringsprodukt, de tilbydes, og

således kan træffe investeringsbeslutninger på et velinformeret grundlag.

3. Central investorinformation giver oplysninger om følgende vigtige punkter i relation til det pågæl-

dende investeringsinstitut:

a) identifikation af investeringsinstituttet

b) en kort beskrivelse af investeringsmål og investeringspolitik

c) en gennemgang af de hidtidige resultater eller eventuelle resultatscenarier

d) omkostninger og gebyrer, og

e) investeringens risk/reward-profil, herunder passende forklaringer og advarsler i forbindelse med

risiciene forbundet med investeringer i det relevante investeringsinstitut.

Disse vigtige punkter skal være forståelige for investoren uden henvisning til andre dokumenter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

417

Det skal klart fremgå af den centrale investorinformation, hvor og hvordan der kan indhentes

yderligere oplysninger om den foreslåede investering, herunder, men ikke kun, hvor og hvordan der når

som helst på anmodning kan rekvireres en gratis kopi af prospektet og års- og halvårsberetningen, og på

hvilket sprog investorerne kan få udleveret de pågældende oplysninger.

Den centrale investorinformation skal foreligge i skriftlig form, være kortfattet og affattet i et

ikke-teknisk sprog. Der benyttes et fælles format, der gør det muligt at foretage sammenligninger, og den

præsenteres på en måde, der kan forventes ikke at volde ikke-professionelle investorer forståelsesvanske-

ligheder.

6. Den centrale investorinformation anvendes uden variationer eller tilføjelser, når bortses fra oversæt-

telse, i samtlige de medlemsstater, hvor investeringsinstituttet i overensstemmelse med artikel 93 har

anmeldt markedsføringen af sine andele.

7. Kommissionen træffer gennemførelsesforanstaltninger til specificering af følgende:

a) det nærmere og udtømmende indhold af den centrale investorinformation, jf. stk. 2, 3 og 4

b) det nærmere og udtømmende indhold af den centrale investorinformation, der skal udleveres i

følgende tilfælde:

i) i forbindelse med investeringsinstitutter med forskellige investeringsafdelinger: den centrale in-

vestorinformation, der skal udleveres til investorer, der investerer i en bestemt investeringsafdeling,

herunder oplysninger om, hvordan investor kan flytte fra en investeringsafdeling til en anden, og

om omkostningerne forbundet hermed

ii) i forbindelse med investeringsinstitutter, der tilbyder forskellige kategorier af aktier: den centra-

le investorinformation, der skal udleveres til investorer, der investerer i en bestemt aktiekategori

iii) i forbindelse med fund-of-funds-strukturer: den centrale investorinformation, der skal udleveres

til investorer, der investerer i et investeringsinstitut, der selv investerer i andre investeringsinstitut-

ter eller andre institutter for kollektiv investering som omhandlet i artikel 50, stk. 1, litra e)

iv) i forbindelse med master-feeder-strukturer: den centrale investorinformation, der skal udleveres

til investorer, der investerer i et feeder-institut, og

v) i forbindelse med strukturerede, kapitalbeskyttede og lignende investeringsinstitutter: den cen-

trale investorinformation, der skal udleveres til investorer i forbindelse med disse investeringsinsti-

tutters særlige karakteristika, og

c) i hvilken form den i stk. 5 omhandlede centrale investorinformation skal udleveres til investorer,

og hvordan den skal præsenteres.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

Artikel 79

1. Den centrale investorinformation tjener kun til underretning forud for indgåelsen af en aftale. Den

skal være fair og tydelig og må ikke være vildledende. Den skal være i overensstemmelse med de

relevante dele af prospektet.

2. Medlemsstaterne sikrer, at en person ikke kan pådrage sig et retligt ansvar ene og alene som følge af

den væsentlige investorinformation, herunder oversættelser heraf, medmindre den er vildledende, unøjag-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

418

tig eller i uoverensstemmelse med de relevante dele af prospektet. Den centrale investorinformation skal

indeholde en klar advarsel desangående.

Artikel 80

1. Medlemsstaterne kræver, at et investeringsselskab og, for hver af de investeringsfonde det forvalter,

et administrationsselskab, der enten direkte eller gennem en anden fysisk eller juridisk person, som

optræder på dets vegne og på dets fulde og betingelsesløse ansvar, sælger andele i investeringsinstitutter

til investorer, forsyner investorerne med den centrale investorinformation i god tid før den påtænkte

erhvervelse af andele i disse investeringsinstitutter.

2. Medlemsstaterne kræver, at et investeringsselskab og, for hver af de investeringsfonde det forvalter,

et administrationsselskab, der hverken direkte eller gennem en anden fysisk eller juridisk person, som

optræder på dets vegne og på dets fulde og betingelsesløse ansvar, sælger andele i investeringsinstitutter

til investorer, stiller central investorinformation til rådighed for produktudviklere og formidlere, der

sælger andele i sådanne investeringsinstitutter eller rådgiver investorer om potentielle investeringer i

sådanne investeringsinstitutter efter deres anmodning. Medlemsstaterne kræver, at formidlere, der sælger

andele i investeringsinstitutter eller rådgiver investorer om potentielle investeringer i investeringsinstitut-

ter, udleverer central investorinformation til deres kunder eller potentielle kunder.

3. Den centrale investorinformation udleveres gratis til investorerne.

Artikel 81

Medlemsstaterne tillader investeringsselskaber og, for hver af de investeringsfonde de forvalter,

administrationsselskaber at udlevere central investorinformation på et varigt medium eller via et web-

sted. En trykt udgave leveres efter anmodning og gratis til investoren.

En ajourført udgave af den centrale investorinformation stilles desuden til rådighed på investeringsselska-

bets eller administrationsselskabets websted.

2. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger til specificering af de betingelser, der skal

opfyldes, når den centrale investorinformation udleveres på et andet varigt medium end i papirform og via

et websted, der ikke udgør et varigt medium.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

Artikel 82

1. Investeringsinstitutter sender deres centrale investorinformation og eventuelle ændringer heraf til de

kompetente myndigheder i deres hjemland.

Alle væsentlige dele af den centrale investorinformation holdes ajour.

KAPITEL X

INVESTERINGSINSTITUTTERS ALMINDELIGE FORPLIGTELSER

Artikel 83

1. De følgende kan ikke optage lån:

a) et investeringsselskab

b) et administrationsselskab eller en depositar, som handler på en investeringsfonds vegne.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

419

Et investeringsinstitut kan dog skaffe sig fremmed valuta ved »back-to-back«-lån.

2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade investeringsinstitutter at optage lån, såfremt der er tale om:

a) midlertidige lån, der udgør:

— højst 10 % af aktiverne for så vidt angår investeringsselskaber, eller

— højst 10 % af fondens værdi for så vidt angår investeringsfonde, eller

lån for at muliggøre erhvervelse af fast ejendom, der er absolut nødvendig for den direkte

fortsættelse af deres virksomhed, og der udgør højst 10 % af aktiverne for så vidt angår investe-

ringsselskaber.

Hvor et investeringsinstitut er godkendt til at optage et lån, jf. litra a) og litra b), skal et sådant lån under

ingen omstændigheder overstige 15 % af dets samlede aktiver.

Artikel 84

1. Et investeringsinstitut tilbagekøber eller indløser andele på en deltagers forlangende.

2. Uanset stk. 1:

a) kan et investeringsinstitut midlertidigt udsætte tilbagekøb eller indløsning af andele i overens-

stemmelse med national gældende ret, fondsbestemmelserne eller investeringsselskabets vedtæg-

ter

b) kan et investeringsinstituts hjemland tillade, at den kompetente myndighed i deltagernes eller

offentlighedens interesse stiller krav om udsættelse af tilbagekøb eller indløsning af andele.

Den midlertidige udsættelse i første afsnit, litra a), skal kun finde sted i undtagelsestilfælde, når omstæn-

dighederne kræver det, og når der ved udsættelsen tages hensyn til deltagernes interesser.

3. I tilfælde af en midlertidig udsættelse, jf. stk. 2, litra a), underretter investeringsinstituttet omgående

de kompetente myndigheder i sit hjemland og de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, hvor

det markedsfører sine andele, om sin beslutning.

Artikel 85

Reglerne for værdiansættelse af aktiver såvel som for beregning af emissionsprisen eller salgsprisen samt

prisen ved tilbagekøb eller indløsning af andele i et investeringsinstitut angives i gældende national ret,

fondsbestemmelserne eller investeringsselskabets vedtægter.

Artikel 86

Udlodning eller geninvestering af et investeringsinstituts indtægter foregår i overensstemmelse med loven

og fondsbestemmelserne eller investeringsselskabets vedtægter.

Artikel 87

Andele i et investeringsinstitut må kun emitteres, hvis der inden for den sædvanlige frist foretages en

indbetaling til investeringsinstituttets aktiver svarende til nettoemissionsprisen. Dette er ikke til hinder for

udlodning af fondsandele.

Artikel 88

Med forbehold af artikel 50 og 51 skal følgende ikke yde lån eller optræde som garant på

tredjemands vegne:

a) et investeringsselskab

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

420

b) et administrationsselskab eller en depositar, som handler på en investeringsfonds vegne.

2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at de heri nævnte foretagender erhverver værdipapirer, pengemarkedsin-

strumenter eller andre af de i artikel 50, stk. 1, litra e), g), og h), nævnte finansielle instrumenter, som ikke

er fuldt indbetalt.

Artikel 89

Følgende skal ikke foretage handel uden dækning med værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter eller

andre af de i artikel 50, stk. 1, litra e), g) og h), nævnte finansielle instrumenter:

a) et investeringsselskab

b) et administrationsselskab eller en depositar, som handler på en investeringsfonds vegne.

Artikel 90

Det angives i loven i investeringsinstituttets hjemland eller i fondsbestemmelserne, hvilke vederlag og

udgifter administrationsselskabet kan debitere investeringsfonden, samt den måde, hvorpå disse vederlag

beregnes.

Det angives i loven eller investeringsselskabets vedtægter, hvilken form for omkostninger der påhviler

selskabet.

KAPITEL XI

SÆRLIGE BESTEMMELSER FOR INVESTERINGSINSTITUTTER, SOM MARKEDSFØRER

DERES ANDELE I ANDRE MEDLEMSSTATER END DEM, HVOR DE ER ETABLERET

Artikel 91

1. Investeringsinstitutters værtslande sikrer, at investeringsinstitutterne har mulighed for at markedsføre

deres andele på de pågældende medlemsstaters områder efter at have indgivet anmeldelse i overensstem-

melse med artikel 93.

Investeringsinstitutters værtslande pålægger ikke de i stk. 1 omhandlede investeringsinstitutter

yderligere forpligtelser eller administrative procedurer på det område, der er omfattet af dette direktiv.

3. Medlemsstaterne sikrer, at der på afstand er let og elektronisk adgang til komplette oplysninger om

love og administrative bestemmelser, der falder uden for det område, der er omfattet af dette direktiv, men

som navnlig er relevante for de indførte ordninger for markedsføringen på deres område af andele i inve-

steringsinstitutter, der er etableret i en anden medlemsstat. Medlemsstaterne sikrer, at disse oplysninger

foreligger på et sprog, der er gængs i internationale finanskredse, og at de er tydelige og utvetydige og

ajourføres.

Med henblik på dette kapitel omfatter et investeringsinstitut også investeringsafdelinger heraf.

Artikel 92

Investeringsinstituttet træffer under overholdelse af de love eller administrative bestemmelser, der gælder

i medlemsstaten, hvor investeringsinstituttets andele markedsføres, de nødvendige foranstaltninger til,

at de udbetalinger til deltagerne, det tilbagekøb eller den indløsning af andele samt den formidling af

oplysninger, der påhviler investeringsinstituttet, sikres deltagerne i denne medlemsstat.

Artikel 93

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

421

Såfremt et investeringsinstitut agter at markedsføre sine andele i en anden medlemsstat end sit

hjemland, fremsender det først en anmeldelse til hjemlandets kompetente myndigheder.

Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om de aftaler, der er indgået med henblik på markedsføringen

af investeringsinstituttets andele i værtslandet, herunder eventuelt om aktiekategori. I sammenhæng

med artikel 16, stk. 1, skal den indeholde en indikation af, at investeringsinstituttet markedsføres af

administrationsselskabet, der administrerer investeringsinstituttet.

2. Investeringsinstituttet vedlægger den i stk. 1 nævnte anmeldelse den seneste version af følgende:

a) sine fondsbestemmelser eller vedtægter, sit prospekt og eventuelt den seneste årsberetning og ef-

terfølgende halvårsberetning oversat i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 94, stk. 1,

litra c) og d), og

b) den i artikel 78 nævnte væsentlige investorinformation oversat i overensstemmelse med artikel 94,

stk. 1, litra b) og d).

3. De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland kontrollerer, om investeringsinstitut-

tets dokumentation i overensstemmelse med stk. 1 og 2 er komplet.

De kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland fremsender den komplette dokumenta-

tion, der er omhandlet i stk. 1 og 2, til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor investerings-

instituttet agter at markedsføre sine andele, senest 10 arbejdsdage efter at have modtaget anmeldelsen og

den komplette dokumentation, der er omhandlet i stk. 2. De vedlægger dokumentationen en erklæring om,

at investeringsinstituttet opfylder betingelserne i dette direktiv.

Efter at have fremsendt dokumentationen underretter de kompetente myndigheder i investeringsinstitut-

tets hjemland øjeblikkeligt investeringsinstituttet herom. Investeringsinstituttet kan få adgang til markedet

i værtslandet fra samme dag, som denne underretning finder sted.

4. Medlemsstaterne sikrer, at den i stk. 1 nævnte anmeldelse og den i stk. 3 nævnte erklæring affattes

på et sprog, der er gængs i den internationale finansverden, medmindre investeringsinstituttets hjemland

og værtsland er enige om, at anmeldelsen og erklæringen affattes på et sprog, der er officielt i begge

medlemsstater.

5. Medlemsstaterne sikrer, at deres kompetente myndigheder accepterer elektronisk fremsendelse og

arkivering af de i stk. 3 nævnte dokumenter.

6. Med henblik på den anmeldelsesprocedure, der er beskrevet i denne artikel, undlader de kompetente

myndigheder i den medlemsstat, hvor investeringsinstituttet agter at markedsføre sine andele, at anmode

om andre dokumenter, certifikater eller oplysninger end dem, der er nævnt i denne artikel.

Investeringsinstituttets hjemland sikrer, at de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets

værtsland har elektronisk adgang til de i stk. 2 nævnte dokumenter og eventuelle oversættelser heraf. Det

sikrer, at investeringsinstituttet ajourfører disse dokumenter og oversættelser. Investeringsinstituttet med-

deler enhver ændring af de i stk. 2 nævnte dokumenter til de kompetente myndigheder i investeringsinsti-

tuttets værtsland og oplyser, hvor disse dokumenter kan fås i elektronisk form.

8. Såfremt der er behov for at ændre anmeldelsens oplysninger om de aftaler, der indgået for markeds-

føring, jf. stk. 1, eller en ændring om de aktiekategorier, der skal markedsføres, giver investeringsinstitut-

tet skriftlig meddelelse til de kompetente myndigheder i værtslandet, før ændringen foretages.

Artikel 94

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

422

1. Hvis et investeringsinstitut markedsfører sine andele i et værtsland, forsyner det investorerne på den

pågældende medlemsstats område med alle de oplysninger og dokumenter, det i henhold til kapitel IX

skal udlevere til investorerne i sit hjemland.

De pågældende oplysninger og dokumenter udleveres til investorerne i overensstemmelse med følgende

bestemmelser:

a) oplysningerne og/eller dokumenterne udleveres til investorerne således som foreskrevet i værts-

landets love og/eller administrative bestemmelser, jf. dog bestemmelserne i kapital IX

b) den i artikel 78 nævnte centrale investorinformation oversættes til det officielle sprog eller et af de

officielle sprog i investeringsinstituttets værtsland eller til et sprog, som værtslandets kompetente

myndigheder har godkendt

c) andre oplysninger eller dokumenter end den i artikel 78 nævnte centrale investorinformation

oversættes efter valg af investeringsinstituttet til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i

investeringsinstituttets værtsland eller til et sprog, som værtslandets kompetente myndigheder har

godkendt, eller til et sprog, der er gængs i den internationale finansverden, og

d) det er investeringsinstituttet, der er ansvarligt for de i litra b) og c) nævnte oversættelser af

oplysninger eller dokumenter, og oversættelserne skal på troværdig vis gengive de oprindelige

oplysninger.

Kravene i stk. 1 gælder også for alle ændringer af de nævnte oplysninger og dokumenter.

3. Den hyppighed, hvormed emissionsprisen, salgsprisen, tilbagekøbsprisen eller indløsningsprisen på

andele i investeringsinstitutter offentliggøres, jf. artikel 76, fastsættes i henhold til hjemlandets love og

administrative bestemmelser.

Artikel 95

1. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger til specificering af følgende:

a) de i artikel 91, stk. 3, nævnte oplysningers omfang

b) hvordan de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets værtsland kan sikres lettere adgang

til de oplysninger eller dokumenter, der er omhandlet i artikel 93, stk. 1, 2 og 3, i overensstemmel-

se med artikel 93, stk. 7.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

2. Kommissionen kan også træffe gennemførelsesforanstaltninger til specificering af følgende:

a) formen og indholdet af en standardmodel til den skrivelse, som investeringsinstitutter skal benytte

til den i artikel 93, stk. 1, nævnte anmeldelse, herunder en indikation af hvilke dokumenter,

oversættelsen vedrører

b) formen og indholdet af en standardmodel til den erklæring, som medlemsstaternes kompetente

myndigheder skal afgive i henhold til artikel 93, stk. 3

c) proceduren ved udveksling af oplysninger og brug af elektronisk kommunikation mellem kompe-

tente myndigheder i forbindelse med anmeldelser efter bestemmelserne i artikel 93.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv vedtages

efter forskriftsproceduren i artikel 112, stk. 3.

Artikel 96

Et investeringsinstitut kan i forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed i et værtsland benytte samme

betegnelse for sin juridiske form, såsom »investeringsselskab« eller »investeringsfond«, som det bruger i

sit hjemland.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

423

KAPITEL XII

BESTEMMELSER VEDRØRENDE DE MYNDIGHEDER, SOM UDSTEDER TILLADELSER

OG FØRER TILSYN

Artikel 97

Medlemsstaterne udpeger de kompetente myndigheder, som skal varetage de i dette direktiv

omhandlede opgaver. De underretter Kommissionen herom og angiver samtidig den eventuelle fordeling

af opgaverne.

2. De kompetente myndigheder skal være offentlige myndigheder eller et organ, der er udpeget af det

offentlige.

3. Myndighederne i investeringsinstituttets hjemland har kompetence til at føre tilsyn med investerings-

instituttet, herunder eventuelt i henhold til artikel 19. Dog har myndighederne i investeringsinstituttets

værtsland kompetence til at føre tilsyn med, at de bestemmelser, der falder uden for dette direktivs

anvendelsesområde, overholdes, og at kravene i artikel 92 og 94 er opfyldt.

Artikel 98

1. De kompetente myndigheder tillægges alle de tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige

for, at de kan udføre deres opgaver. De udøver disse beføjelser:

a) direkte

b) i samarbejde med andre myndigheder

c) på de kompetente myndigheders ansvar ved uddelegering af opgaver til andre organer eller

d) ved henvendelse til de kompetente retlige myndigheder.

2. Jf. stk. 1 tillægges de kompetente myndigheder mindst retten til:

a) adgang til ethvert dokument i enhver form og til at modtage kopier deraf

b) at kræve enhver person at udlevere information og om nødvendigt indkalde og afhøre en person

for at indhente oplysninger

c) at gennemføre kontrolundersøgelser på stedet

d) at forlange oplysninger om telefonsamtaler og datatrafik

e) at forlange, at enhver form for praksis, der strider mod de bestemmelser, der vedtages i forbindelse

med gennemførelsen af dette direktiv, bringes til ophør

f) at begære indefrysning eller beslaglæggelse af aktiver

g) at begære et midlertidigt forbud mod erhvervsudøvelse

h) at forlange oplysninger fra godkendte investeringsselskaber, administrationsselskaber eller deposi-

tarer

i) at træffe en hvilken som helst foranstaltning, der kan sikre, at investeringsselskaber, administrati-

onsselskaber og depositarer fortsat opfylder kravene i dette direktiv

j) at forbyde udstedelse, tilbagekøb eller indløsning af andele i deltagernes eller offentlighedens

interesse

k) at tilbagekalde godkendelsen af et investeringsinstitut, et administrationsselskab eller en depositar

l) at henvise sager til strafferetlige myndigheder, og

m) at give revisorer eller eksperter ret til at gennemføre kontroller eller undersøgelser.

Artikel 99

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om foranstaltninger og sanktioner for overtrædelse af

de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foran-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

424

staltninger til at sikre håndhævelsen heraf. Uden at dette berører reglerne for inddragelse af tilladelse

eller medlemsstaternes ret til at iværksætte strafferetlige sanktioner, sikrer medlemsstaterne navnlig i

henhold til national lovgivning, at der kan træffes fyldestgørende administrative foranstaltninger over for

de ansvarlige personer, eller at de kan pålægges administrative sanktioner, såfremt de bestemmelser, der

vedtages i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv, ikke overholdes.

Foranstaltningerne og sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes

grovhed og have afskrækkende virkning.

Uden at dette udelukker, at der indføres bestemmelser om foranstaltninger og sanktioner for

overtrædelse af de andre nationale bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv, fastlægger

medlemsstaterne navnlig virkningsfulde, proportionale og afskrækkende foranstaltninger og sanktioner

for tilsidesættelse af forpligtelsen til at præsentere central investorinformation på en måde, der kan

forventes at blive forstået af ikke-professionelle investorer, jf. artikel 78, stk. 5.

3. Medlemsstaterne tillader kompetente myndigheder at meddele offentligheden, hvilke foranstaltninger

eller sanktioner der vil blive pålagt for overtrædelse af bestemmelser vedtaget i forbindelse med gennem-

førelsen af dette direktiv, medmindre det er til alvorlig fare for finansmarkederne, skader investorernes

interesser eller vil forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

Artikel 100

Medlemsstaterne sikrer, at der findes effektive klageprocedurer og procedurer for bilæggelse

af tvister med henblik på udenretslig bilæggelse af forbrugertvister vedrørende investeringsinstitutters

virksomhed, i givet fald ved anvendelse af eksisterende organer.

Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 nævnte organer ikke ved lovbestemmelser forhindres i at

samarbejde effektivt om løsningen af grænseoverskridende tvister.

Artikel 101

1. Medlemsstaternes kompetente myndigheder samarbejder, når det er nødvendigt for at bestride deres

hverv i henhold til dette direktiv eller udøve deres beføjelser i henhold til dette direktiv eller national

lovgivning.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige administrative eller organisatoriske foranstaltninger for at lette

det i dette stykke omhandlede samarbejde.

De kompetente myndigheder udnytter deres samarbejdsbeføjelser, selv i de tilfælde, hvor den adfærd, der

efterforskes, ikke udgør en overtrædelse af gældende lovgivning i deres medlemsstat.

2. Medlemsstaternes kompetente myndigheder forsyner øjeblikkeligt hinanden med de oplysninger, der

er nødvendige for at bestride deres hverv i henhold til dette direktiv.

3. Når en kompetent myndighed i en medlemsstat har god grund til at formode, at foretagender, der

ikke er underlagt dens tilsyn, på en anden medlemsstats område udfører eller har udført handlinger, der

er i strid med dette direktiv, giver denne kompetente myndighed de kompetente myndigheder i den anden

medlemsstat en så nøjagtig meddelelse som muligt. Den modtagende myndighed træffer de nødvendige

foranstaltninger, underretter den myndighed, der har givet meddelelsen, om resultatet og så vidt muligt

om vigtige forhold i sagens videre forløb. Dette stykke berører ikke beføjelserne for den fremsendende

kompetente myndighed.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

425

4. De kompetente myndigheder i en medlemsstat kan anmode en anden medlemsstat om at medvirke

ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller undersøgelser på sidstnævnte medlemsstats område inden

for rammerne af de beføjelser, de tillægges i medfør af dette direktiv. Når en kompetent myndighed

modtager en anmodning om gennemførelse af en kontrol på stedet eller en undersøgelse:

a) gennemfører den selv kontrollen eller undersøgelsen

b) tillader den, at den anmodende myndighed selv gennemfører kontrollen eller undersøgelsen, eller

c) lader den en revisor eller anden ekspert gennemføre kontrollen eller undersøgelsen.

Hvis kontrollen eller undersøgelsen på en medlemsstats område gennemføres af den pågældende

medlemsstats egen kompetente myndighed, kan den kompetente myndighed i den medlemsstat, der

har anmodet om samarbejde, anmode om, at dens egne tjenestemænd ledsager de tjenestemænd, der

gennemfører kontrollen eller undersøgelsen. Det overordnede tilsyn med kontrollen eller undersøgelsen

påhviler imidlertid den medlemsstat, på hvis område kontrollen eller undersøgelsen gennemføres.

Hvis kontrollen eller undersøgelsen på en medlemsstats område gennemføres af en anden medlemsstats

kompetente myndighed, kan den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor kontrollen eller under-

søgelsen gennemføres, anmode om, at dens egne tjenestemænd ledsager de tjenestemænd, der gennemfø-

rer kontrollen eller undersøgelsen.

6. De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kontrollen eller undersøgelsen udføres, kan kun

nægte at udveksle oplysninger som omhandlet i stk. 2 eller imødekomme en anmodning om deltagelse i

en undersøgelse eller kontrol på stedet som omhandlet i stk. 4, hvis:

a) undersøgelsen, kontrollen eller udvekslingen af oplysninger kan bringe den pågældende medlems-

stats suverænitet, sikkerhed eller offentlige orden i fare

b) der allerede er indledt retssag mod samme personer og vedrørende samme forhold ved domstolene

i den pågældende medlemsstat

c) der allerede er blevet afsagt endelig dom mod samme personer og vedrørende samme forhold i den

pågældende medlemsstat.

7. De kompetente myndigheder giver de anmodende kompetente myndigheder meddelelse om enhver

afgørelse truffet efter stk. 6. Denne meddelelse skal indeholde en begrundelse for afgørelsen.

8. De kompetente myndigheder kan gøre Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg, som oprettet ved

Kommissionens afgørelse 2009/77/EF

15)

, opmærksomt på følgende situationer:

a) anmodning om udveksling af oplysninger som omhandlet i artikel 109 er ikke blevet imødekom-

met inden for en rimelig frist eller er blevet afvist

b) anmodning om gennemførelse af en kontrol eller undersøgelse som omhandlet i artikel 110 er ikke

blevet imødekommet inden for en rimelig frist eller er blevet afvist, eller

c) anmodning om tilladelse til at lade egne tjenestemænd ledsage tjenestemænd fra den anden

medlemsstats kompetente myndighed er ikke blevet imødekommet inden for en rimelig frist eller

er blevet afvist.

9. Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger vedrørende procedurerne i forbindelse med

kontroller på stedet og undersøgelser.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv vedtages

efter forskriftsproceduren i artikel 112, stk. 3.

Artikel 102

1. Medlemsstaterne fastsætter, at alle, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder,

samt revisorer eller eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, har tavshedspligt. Dette

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

426

indebærer, at fortrolige oplysninger, som disse personer modtager i forbindelse med deres hverv, ikke må

videregives til nogen anden person eller myndighed undtagen i summarisk eller sammenfattet form, såle-

des at de enkelte investeringsinstitutter, administrationsselskaber og depositarer (selskaber, der medvirker

ved investeringsinstitutters aktiviteter) ikke kan identificeres, medmindre der er tale om tilfælde, der er

omfattet af straffelovgivningen.

Såfremt et investeringsinstitut eller et selskab, der medvirker ved dettes aktiviteter, er erklæret konkurs

eller er genstand for tvangslikvidation, kan fortrolige oplysninger, der ikke vedrører tredjepart, der er

involveret i forsøg på at redde virksomheden, dog videregives under civile retssager eller handelssager.

2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaternes kompetente myndigheder udveksler oplysninger i

henhold til dette direktiv eller anden fællesskabsret, der gælder for investeringsinstitutter eller selskaber,

der medvirker ved disses aktiviteter. Disse oplysninger er undergivet den i stk. 1 fastsatte tavshedspligt.

De kompetente myndigheder, der udveksler oplysninger med andre kompetente myndigheder i henhold til

dette direktiv, kan på tidspunktet for videregivelsen af oplysningerne angive, at disse ikke må videregives

uden deres udtrykkelige samtykke, og oplysningerne må i så fald kun udveksles til anvendelse til de

formål, som disse myndigheder har givet deres samtykke til.

Medlemsstaterne kan indgå samarbejdsaftaler om udveksling af oplysninger med tredjelandes

kompetente myndigheder samt med de i stk. 5 i denne artikel og i artikel 103, stk. 1, omhandlede myndig-

heder eller organer i tredjelande, forudsat at de oplysninger, der meddeles, er sikret ved en tavshedspligt,

som mindst svarer til den, der er foreskrevet i denne artikel. Denne udveksling af oplysninger skal være

beregnet til at bruges ved udførelsen af de pågældende myndigheders eller organers tilsynsopgaver.

Stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, videregives de kun med udtrykkeligt samtykke fra de

kompetente myndigheder, som har givet dem, og i givet fald udelukkende til det formål, med henblik på

hvilket de nævnte myndigheder gav deres samtykke.

4. De kompetente myndigheder, der i henhold til stk. 1 eller 2 modtager fortrolige oplysninger, må kun

anvende disse oplysninger i forbindelse med udøvelsen af deres hverv og til følgende formål:

a) at kontrollere, om betingelserne for adgang til at udøve virksomhed som investeringsinstitut

eller som et selskab, der medvirker ved dettes aktiviteter, er opfyldt, og til at lette tilsynet med

den virksomhed, der udøves, den administrative og regnskabsmæssige praksis samt de interne

kontrolmekanismer

b) pålæggelse af sanktioner

c) den kompetente myndigheds afgørelser påklages til en højere administrativ myndighed, og

d) domstolsprøvelse i henhold til artikel 107, stk. 2.

5. Bestemmelserne i stk. 1 og 4 er ikke til hinder for, at der udveksles oplysninger i en medlemsstat eller

mellem medlemsstater, hvor denne udveksling finder sted mellem en kompetent myndighed og:

a) de myndigheder, der fører offentligt tilsyn med kreditinstitutter, investeringsselskaber, forsikrings-

selskaber eller andre finansieringsinstitutter, eller myndigheder, der fører tilsyn med de finansielle

markeder

b) de organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling af investeringsinstitutter eller sel-

skaber, der medvirker ved disse aktiviteter, eller selskaber, der er involveret i lignende procedurer,

eller

c) de personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af forsikringsselskabers, kreditinstitut-

ters, investeringsselskabers eller andre finansieringsinstitutters regnskaber.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

427

Bestemmelserne i stk. 1 og 4 er navnlig ikke til hinder for ovennævnte kompetente myndigheders vareta-

gelse af deres tilsynsopgaver og heller ikke til hinder for, at de organer, der forvalter erstatningsordninger,

modtager de oplysninger, som er nødvendige for, at de kan udføre deres arbejde.

Oplysninger, der udveksles i henhold til første afsnit, er underlagt den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

Artikel 103

1. Uanset bestemmelserne i artikel 102, stk. 1-4, kan medlemsstaterne tillade udveksling af oplysninger

mellem en kompetent myndighed og:

a) myndigheder, der fører tilsyn med organer, der medvirker ved likvidation og konkursbehandling

af investeringsinstitutter eller selskaber, der medvirker ved disses aktiviteter, eller organer, der er

involveret i lignende procedurer

b) myndigheder, der fører tilsyn med de personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af

forsikringsselskabers, kreditinstitutters, investeringsselskabers eller andre finansieringsinstitutters

regnskaber.

De medlemsstater, som anvender undtagelsen i stk. 1, kræver mindst følgende betingelser opfyldt:

oplysningerne bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i stk. 1

de oplysninger, der modtages, er underlagt den i artikel 102, stk. 1, omhandlede tavshedspligt, og

stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, videregives de ikke uden udtrykkeligt samtykke

fra de kompetente myndigheder, som har afgivet dem, og i givet fald udelukkende til det formål,

med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres samtykke.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder der kan

modtage oplysninger i henhold til stk. 1.

Uanset bestemmelserne i artikel 102, stk. 1-4, kan medlemsstaterne med henblik på at styrke

det finansielle systems stabilitet, herunder dets integritet, tillade udveksling af oplysninger mellem de

kompetente myndigheder og de myndigheder eller organer, der ifølge loven er ansvarlige for at opdage og

efterforske overtrædelser af selskabsretten.

De medlemsstater, som anvender undtagelsen i stk. 4, kræver mindst følgende betingelser opfyldt:

oplysningerne bruges til udførelse af de tilsynsopgaver, som er beskrevet i stk. 4

de oplysninger, der modtages, er underlagt den i artikel 102, stk. 1, omhandlede tavshedspligt, og

stammer oplysningerne fra en anden medlemsstat, videregives de ikke uden udtrykkeligt samtykke

fra de kompetente myndigheder, som har afgivet dem, og i givet fald udelukkende til det formål,

med henblik på hvilket de nævnte myndigheder gav deres samtykke.

Ved anvendelsen af litra c) meddeler de i stk. 4 omhandlede myndigheder eller organer de kompetente

myndigheder, som har afgivet oplysningerne, hvilke personer oplysningerne vil blive videregivet til, med

nøjagtig angivelse af disse personers ansvarsområder.

Udfører de i stk. 4 omhandlede myndigheder eller organer i en medlemsstat deres opdagelses-

og efterforskningsopgaver med bistand fra dertil bemyndigede, ikke offentligt ansatte personer, som

er i besiddelse af særlig sagkundskab, kan den i samme stykke nævnte mulighed for udveksling af

oplysninger udvides til også at gælde disse personer på de i stk. 5 fastsatte særlige betingelser.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke myndigheder eller

organer der må modtage oplysninger i henhold til stk. 4.

Artikel 104

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

428

Artikel 102 og 103 er ikke til hinder for, at en kompetent myndighed giver centralbankerne og

andre organer med tilsvarende opgaver i deres egenskab af pengepolitiske myndigheder oplysninger

med henblik på udførelsen af deres opgaver, eller til hinder for, at de pågældende myndigheder eller

organer sender de kompetente myndigheder de oplysninger, som er nødvendige for dem i henhold til

artikel 102, stk. 4. De oplysninger, der modtages i denne forbindelse, er underlagt den i artikel 102, stk. 1,

omhandlede tavshedspligt.

Artikel 102 og 103 er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder sender de i artikel 102,

stk. 1-4, nævnte oplysninger til en clearinginstitution eller lignende institution, der i den nationale lovgiv-

ning er anerkendt til clearing eller afvikling på et af markederne i den pågældende medlemsstat, hvis de

mener, at dette er nødvendigt for at sikre, at disse institutioner reagerer behørigt på misligholdelser eller

potentielle misligholdelser på dette marked.

De oplysninger, der modtages i denne forbindelse, er underlagt den i artikel 102, stk. 1, omhandlede

tavshedspligt.

Medlemsstaterne sikrer dog, at oplysninger, der er modtaget i henhold til artikel 102, stk. 2, ikke

videregives i det tilfælde, der er omhandlet i første afsnit, uden udtrykkelig samtykke fra de kompetente

myndigheder, som først afgav oplysningerne.

Uanset artikel 102, stk. 1 og 4, kan medlemsstaterne ved lovgivning give tilladelse til, at visse

oplysninger meddeles andre afdelinger i deres centraladministration, som er ansvarlige for lovgivningen

vedrørende tilsyn med investeringsinstitutter og selskaber, der medvirker ved disses aktiviteter, kredit-

institutter, finansieringsinstitutter, investeringsselskaber og forsikringsselskaber, samt inspektører, som

handler efter fuldmagt fra de pågældende afdelinger.

Oplysningerne må imidlertid kun gives, såfremt det er nødvendigt af tilsynsmæssige hensyn.

Medlemsstaterne fastsætter dog, at oplysninger, der modtages efter artikel 102, stk. 2 og 5, aldrig

videregives som nævnt i dette stykke uden udtrykkeligt samtykke fra de kompetente myndigheder, der har

givet oplysningerne.

Artikel 105

Kommissionen kan træffe gennemførelsesforanstaltninger vedrørende procedurerne i forbindelse med

udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv vedtages

efter forskriftsproceduren i artikel 112, stk. 3.

Artikel 106

Medlemsstaterne fastsætter som et minimum, at enhver person, der er godkendt i henhold til

direktiv 2006/43/EF, og som i et investeringsinstitut eller et selskab, der medvirker ved dettes aktiviteter,

udfører den lovpligtige revision, der er omhandlet i artikel 51 i direktiv 78/660/EØF, artikel 37 i direktiv

83/349/EØF eller artikel 73 i nærværende direktiv, eller udfører ethvert andet lovpligtigt hverv, har

pligt til straks at foretage indberetning til de kompetente myndigheder om ethvert forhold eller enhver

beslutning vedrørende denne virksomhed, som vedkommende har fået kendskab til under udførelsen af sit

hverv, og som kan resultere i et af følgende:

a) en materiel overtrædelse af de love eller administrative bestemmelser, der omhandler betingelser-

ne for godkendelse, eller som specielt omhandler udøvelsen af aktiviteterne i investeringsinstitut-

ter eller selskaber, der medvirker ved deres aktiviteter, eller

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

429

b) en svækkelse af investeringsinstituttets fortsatte drift eller driften af et selskab, der medvirker ved

dettes aktiviteter, eller

c) en nægtelse af revisionspåtegning eller fremsættelse af forbehold.

Denne person har pligt til at indberette forhold eller beslutninger, som vedkommende måtte få kendskab

til som led i udførelsen af et hverv som beskrevet i litra a) i en virksomhed, som gennem kontrol har

snævre forbindelser med det investeringsinstitut eller selskab, der medvirker ved dettes aktiviteter, i

hvilket vedkommende udfører dette hverv.

2. Det forhold, at de personer, der er godkendt i henhold til direktiv 2006/43/EF, i god tro videregiver

oplysninger til de kompetente myndigheder om forhold eller beslutninger som omhandlet i stk. 1, betrag-

tes ikke som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til kontrakt eller love eller administrative

bestemmelser, og påfører ikke de pågældende personer nogen form for ansvar.

Artikel 107

1. De kompetente myndigheder skal skriftligt begrunde ethvert afslag på en ansøgning om godkendelse

samt enhver negativ afgørelse, der træffes i henhold til de generelle bestemmelser, der er fastsat i medfør

af dette direktiv, og underrette ansøgeren herom.

2. Medlemsstaterne drager omsorg for, at enhver afgørelse truffet i medfør af de love eller administrati-

ve bestemmelser, der er vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv, er begrundet og kan prøves ved

domstolene, herunder hvis der ikke er truffet en afgørelse senest seks måneder efter indgivelsen af en

ansøgning om godkendelse, der indeholder alle de krævede oplysninger.

3. Medlemsstaterne foreskriver, at et eller flere af følgende organer, som fastsat i national lovgivning,

i forbrugernes interesse og i overensstemmelse med national lovgivning kan indbringe en sag for domsto-

lene eller de kompetente administrative myndigheder for at sikre, at de nationale gennemførelsesbestem-

melser til dette direktiv anvendes:

a) offentlige organer og disses repræsentanter

b) forbrugerorganisationer, der har en berettiget interesse i at beskytte forbrugerne

c) faglige organisationer, der har en berettiget interesse i at beskytte deres medlemmer.

Artikel 108

Kun myndighederne i investeringsinstituttets hjemland kan træffe foranstaltninger over for dette

investeringsinstitut i tilfælde af tilsidesættelse af love eller administrative bestemmelser eller af de regler,

der er fastsat i fondsbestemmelserne eller i investeringsselskabets vedtægter.

Imidlertid kan myndighederne i investeringsinstituttets værtsland træffe foranstaltninger over for dette

investeringsinstitut i tilfælde af tilsidesættelse af de love og administrative bestemmelser, der gælder i

denne medlemsstat, som falder uden for dettes anvendelsesområde, eller kravene i artikel 92 og 94.

2. Myndighederne i investeringsinstituttets hjemland meddeler myndighederne i investeringsinstituttets

værtsland og, hvis administrationsselskabet for et investeringsinstitut er etableret i en anden medlemsstat,

de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland enhver beslutning om inddragelse af

godkendelse samt enhver anden alvorlig foranstaltning, der træffes over for et investeringsinstitut, eller

enhver udsættelse af udstedelse, tilbagekøb eller indløsning af dets andele, der måtte pålægges det.

3. De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland og de kompetente myndigheder i

investeringsinstituttets hjemland kan hver især træffe foranstaltninger over for administrationsselskabet i

tilfælde af tilsidesættelse af bestemmelser inden for deres respektive ansvarsområder.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

430

4. I det tilfælde at de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets værtsland har klare og påviseli-

ge grunde til at tro, at et investeringsinstitut, hvis andele markedsføres på denne medlemsstats område,

har tilsidesat de forpligtelser, der følger af bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, men

som ikke tillægger værtslandets kompetente myndigheder beføjelser, forelægger de disse grunde for de

kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland, der træffer de fornødne foranstaltninger.

5. Hvis, trods de foranstaltninger, der træffes af de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets

hjemland, eller fordi disse foranstaltninger viser sig at være utilstrækkelige eller investeringsinstituttets

hjemland undlader at reagere inden for en rimelig frist, investeringsinstituttet fortsætter med at optræde

på en måde, der klart er til skade for investorerne i værtslandet, tager de kompetente myndigheder i

investeringsinstituttets værtsland som følge heraf et af følgende to skridt:

a) efter at have underrettet de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland herom

træffer de alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte investorerne, og de kan i den forbindelse

forhindre det pågældende investeringsinstitut i at fortsætte markedsføringen af andele på investe-

ringsinstituttets værtslands område, eller

b) de gør om nødvendigt Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg opmærksomt på sagen.

Kommissionen underrettes straks om foranstaltninger truffet i henhold til første afsnit, litra a).

6. Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er retligt muligt at forkynde de dokumenter, der er

nødvendige for de foranstaltninger, som et investeringsinstituts værtsland kan træffe mod investeringsin-

stituttet i henhold til stk. 2-5.

Artikel 109

1. Hvis et administrationsselskab udøver virksomhed i et eller flere værtslande ved levering af tjeneste-

ydelser eller ved oprettelse af filialer, etablerer alle de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder et

snævert samarbejde.

De berørte myndigheder giver efter anmodning hinanden alle de oplysninger vedrørende ledelsen af

sådanne administrationsselskaber og disses ejerforhold, som kan lette tilsynet med dem, samt alle

oplysninger, der i øvrigt kan lette kontrollen med sådanne administrationsselskaber. Myndighederne i

administrationsselskabets hjemland samarbejder især for at sikre sig, at myndighederne i administrations-

selskabets værtsland kan indhente de oplysninger, der er omhandlet i artikel 21, stk. 2.

De kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland underretter de kompetente

myndigheder i administrationsselskabets hjemland, i det omfang det er nødvendigt for udøvelsen af

hjemlandets tilsynsbeføjelser, om enhver foranstaltning truffet af administrationsselskabets værtsland, der

indebærer foranstaltninger eller sanktioner over for et administrationsselskab eller begrænsninger af et

administrationsselskabs virksomhed, og som træffes i medfør af artikel 21, stk. 5.

3. De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland giver omgående de kompetente

myndigheder i investeringsinstituttets hjemland meddelelse om ethvert problem i administrationsselska-

bet, og som materielt kan påvirke administrationsselskabets evne til at udføre sine opgaver behørigt i

forbindelse med investeringsinstituttet, og om alle overtrædelser af bestemmelserne i kapitel III.

4. De kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland giver omgående de kompetente

myndigheder i investeringsinstituttets hjemland meddelelse om ethvert problem i investeringsinstituttet,

og som materielt kan påvirke administrationsselskabets evne til at udføre sine opgaver behørigt eller

overholde dette direktivs bestemmelser, som falder ind under ansvarsområdet for investeringsinstituttets

hjemland.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

431

Artikel 110

1. Udøver et administrationsselskab, der er godkendt i en anden medlemsstat, virksomhed i et værts-

land gennem en filial, sørger administrationsselskabets værtsland for, at de kompetente myndigheder i

administrationsselskabets hjemland, efter at have underrettet de kompetente myndigheder i administrati-

onsselskabets værtsland herom, selv — eller ved en person, der er udpeget med henblik herpå — kan

foretage kontrol på stedet af de i artikel 109 nævnte oplysninger.

Stk. 1 er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i administrationsselskabets værtsland

udfører kontrol på stedet af filialer etableret på deres område som led i varetagelsen af de opgaver, som

påhviler dem i henhold til dette direktiv.

KAPITEL XIII

DET EUROPÆISKE VÆRDIPAPIRUDVALG

Artikel 111

Kommissionen kan vedtage tekniske ændringer af dette direktiv på følgende områder:

a) præcisering af definitionerne for at sikre en ensartet anvendelse af direktivet overalt i Fællesska-

bet, eller

b) justering af terminologien i og formuleringen af definitionerne i overensstemmelse med efterføl-

gende retsakter om investeringsinstitutter og beslægtede spørgsmål.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv ved at

supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 112, stk. 2.

Artikel 112

Kommissionen bistås af Det Europæiske Værdipapirudvalg, der er nedsat ved Kommissionens

afgørelse 2001/528/EF

16)

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF,

jf. dennes artikel 8.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

KAPITEL XIV

UNDTAGELSESBESTEMMELSER, OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BE-

STEMMELSER

AFDELING 1

Undtagelsesbestemmelser

Artikel 113

1. Udelukkende til brug for danske investeringsinstitutter sidestilles de i Danmark emitterede pantebre-

ve med de i artikel 50, stk. 1, litra b), omhandlede værdipapirer.

2. Uanset artikel 22, stk. 1, og artikel 32, stk. 1, kan de kompetente myndigheder give de investerings-

institutter, som den 20. december 1985 i overensstemmelse med deres nationale lovgivning havde flere

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

432

depositarer, tilladelse til fortsat at have flere depositarer, såfremt myndighederne har garanti for, at de

funktioner, der skal udøves i henhold til artikel 22, stk. 3, og artikel 32, stk. 3, virkelig bliver udøvet.

3. Uanset artikel 16 kan medlemsstaterne tillade administrationsselskaber at udstede ihændehavercertifi-

kater, der repræsenterer værdipapirer noteret på navn fra andre selskaber.

Artikel 114

Investeringsselskaber i henhold til artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF, der er godkendt

til udelukkende at levere de tjenesteydelser, der er anført i afsnit A, punkt 4 og 5, i bilaget til nævnte

direktiv, kan i henhold til dette direktiv opnå godkendelse til at administrere investeringsinstitutter som

»administrationsselskaber«. Sådanne investeringsselskaber giver i så fald afkald på godkendelsen efter

direktiv 2004/39/EF.

Administrationsselskaber, der inden den 13. februar 2004 er godkendt efter direktiv 85/611/EØF

i deres hjemland til at administrere investeringsinstitutter, anses for godkendt efter nærværende artikel,

hvis de i henhold til denne medlemsstats lovgivning skal opfylde betingelser, der svarer til betingelserne i

artikel 7 og 8, for at påbegynde en sådan virksomhed.

AFDELING 2

Overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser

Artikel 115

Senest den 1. juli 2013 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennem-

førelsen af dette direktiv.

Artikel 116

Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 30. juni 2011 de love og administrative

bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel 1, stk. 2, andet afsnit, artikel 1, stk. 3, litra b),

artikel 2, stk. 1, litra e), m), p), q) og r), artikel 2, stk. 5, artikel 4, artikel 5, stk. 1-4, 6 og 7, artikel 6,

stk. 1, artikel 12, stk. 1, artikel 13, stk. 1, indledning, artikel 13, stk. 1, litra a) og i), artikel 15, artikel 16,

stk. 1, artikel 16, stk. 3, artikel 17, stk. 1, artikel 17, stk. 2, litra b), artikel 17, stk. 3, første og tredje afsnit,

artikel 17, stk. 4-7, artikel 17, stk. 9, andet afsnit, artikel 18, stk. 1, indledning, artikel 18, stk. 1, litra b),

artikel 18, stk. 2, tredje og fjerde afsnit, artikel 18, stk. 3 og 4, artikel 19 og 20, artikel 21, stk. 2-6, 8

og 9, artikel 22, stk. 1, artikel 22, stk. 3, litra a), d) og e), artikel 23, stk. 1, 2, 4 og 5, artikel 27, stk. 3,

artikel 29, stk. 2, artikel 33, stk. 2, 4 og 5, artikel 37-42, artikel 43, stk. 1-5, artikel 44-49, artikel 50,

stk. 1, indledning, artikel 50, stk. 3, artikel 51, stk. 1, tredje afsnit, artikel 54, stk. 3, artikel 56, stk. 1,

artikel 56, stk. 2, første afsnit, indledning, artikel 58 og 59, artikel 60, stk. 1-5, artikel 61, stk. 1 og 2,

artikel 62, stk. 1, 2 og 3, artikel 63, artikel 64, stk. 1, 2 og 3, artikel 65, 66 og 67, artikel 68, stk. 1,

indledning og litra a), artikel 69, stk. 1 og 2, artikel 70, stk. 2 og 3, artikel 71, 72 og 74, artikel 75, stk. 1,

2 og 3, artikel 77-82, artikel 83, stk. 1, litra b), artikel 83, stk. 2, litra a), andet led, artikel 86, artikel 88,

stk. 1, litra b), artikel 89, litra b), artikel 90-94, artikel 96-100, artikel 101, stk. 1-8, artikel 102, stk. 2,

andet afsnit, artikel 102, stk. 5, artikel 107 og 108, artikel 109, stk. 2, 3 og 4, artikel 110 og bilag I. De

underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse love og bestemmelser fra den 1. juli 2011.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved

offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger

i gældende love og administrative bestemmelser til direktiv 85/611/EØF gælder som henvisninger til

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

433

nærværende direktiv. De nærmere regler for henvisningen og for affattelsen af den nævnte oplysning

fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de

udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 117

Direktiv 85/611/EØF som ændret ved de direktiver, der er nævnt i bilag III, del A, ophæves med virkning

fra den 1. juli 2011 uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag III, del

B, angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktiverne.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter

sammenligningstabellen i bilag IV.

Henvisninger til det forenklede prospekt gælder som henvisninger til den centrale investorinformation,

der er omhandlet i artikel 78.

Artikel 118

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i

Den Europæiske Unions

Tidende.

Artikel 1, stk. 1, artikel 1, stk. 2, første afsnit, artikel 1, stk. 3, litra a), artikel 1, stk. 4-7, artikel 2, stk. 1,

litra a)-d), f)-l), n) og o), artikel 2, stk. 2, 3 og 4, artikel 2, stk. 6 og 7, artikel 3, artikel 5, stk. 5, artikel 6,

stk. 2, 3 og 4, artikel 7-11, artikel 12, stk. 2, artikel 13, stk.1, litra b)-h), artikel 13, stk. 2, artikel 14,

stk. 1, artikel 16, stk. 2, artikel 17, stk. 2, litra a), c) og d), artikel 17, stk. 3, andet afsnit, artikel 17, stk. 8,

artikel 17, stk. 9, første afsnit, artikel 18, stk. 1, undtagen indledning og litra a), artikel 18, stk. 2, første

og andet afsnit, artikel 21, stk. 1 og 7, artikel 22, stk. 2, artikel 22, stk. 3, litra b) og c), artikel 23, stk. 3,

artikel 24, artikel 25 og 26, artikel 27, stk. 1 og 2, artikel 28, artikel 29, stk. 1, 3 og 4, artikel 30, 31 og 32,

artikel 33, stk. 1 og 3, artikel 34, 35 og 36, artikel 50, stk. 1, litra a)-h), artikel 50, stk. 2, artikel 51, stk. 1,

første og andet afsnit, artikel 51, stk. 2 og 3, artikel 52 og 53, artikel 54, stk. 1 og 2, artikel 55, artikel 56,

stk. 2, første afsnit, artikel 56, stk. 2, andet afsnit, artikel 56, stk. 3, artikel 57, artikel 68, stk. 2, artikel 69,

stk. 3 og 4, artikel 70, stk. 1 og 4, artikel 73 og 76, artikel 83, stk. 1, undtagen litra b), artikel 83, stk. 2,

litra a), undtagen andet led, artikel 84, 85 og 87, artikel 88, stk. 1, undtagen litra b), artikel 88, stk. 2,

artikel 89, undtagen litra b), artikel 102, stk. 1, artikel 102, stk. 2, første afsnit, artikel 102, stk. 3 og 4,

artikel 103-106, artikel 109, stk.1, artikel 111, 112, 113 og 117 samt bilag II, III og IV anvendes fra den

1. juli 2011.

2. Medlemsstaterne sikrer, at investeringsinstitutter erstatter deres forenklede prospekter, der er udarbej-

det i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 85/611/EØF, med central investorinformation som

beskrevet i artikel 78 snarest muligt og under alle omstændigheder senest 12 måneder efter fristen for

gennemførelsen i national lovgivning af alle de i artikel 78, stk. 7, omtalte gennemførelsesforanstaltnin-

ger. Frem til den dato fortsætter de kompetente myndigheder i investeringsinstituttets værtsland med at

acceptere forenklede prospekter fra investeringsinstitutter, der opererer på disse medlemsstaters område.

Artikel 119

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 2009.

På Europa-Parlamentets vegne

H. -G. PÖTTERING

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

434

Formand

På Rådets vegne

E. ERLANDSSON

Formand

BILAG I

SKEMA A

1. Oplysninger om

investeringsfonden

1. Oplysninger om administrations-

selskabet, herunder oplysninger om,

hvorvidt administrationsselskabet er

etableret i en anden medlemsstat end

investeringsinstituttets hjemland

1.1 Benævnelse eller navn på selska-

bet, juridisk form, hjemsted og ho-

vedsæde, hvis dette er et andet end

hjemstedet

1.2 Dato for selskabets stiftelse. An-

givelse af varigheden, hvis den er

begrænset

1. Oplysninger om investeringssel-

skabet

1.1 Benævnelse

1.1 Benævnelse eller navn på selska-

bet, juridisk form, hjemsted og ho-

vedsæde, hvis dette er et andet end

hjemstedet

1.2 Dato for selskabets stiftelse. An-

givelse af varigheden, hvis den er be-

grænset

1.2 Dato for inve-

steringsfondens op-

rettelse. Angivelse

af varigheden, hvis

den er begrænset

1.3 Hvis selskabet administrerer an-

dre investeringsfonde, anføres disse

1.4 Hvis fondsbe-

stemmelserne ikke

er vedlagt, angivel-

se af, hvor disse og

de periodiske beret-

ninger kan skaffes

1.5 Kortfattet be-

skrivelse af de be-

skatningsregler, der

gælder for investe-

ringsfonden, hvis

de er af interesse

for deltagerne. An-

givelse af, om

1.3 Hvis investeringsselskaber har

forskellige investeringsafdelinger, an-

gives afdelingerne

1.4 Hvis vedtægterne ikke er vedlagt,

angivelse af, hvor disse og de perio-

diske beretninger kan skaffes

1.5 Kortfattet beskrivelse af de be-

skatningsregler, der gælder for sel-

skabet, hvis de er af interesse for

deltagerne. Angivelse af, om der in-

deholdes kildeskat af de indtægter og

kapitalgevinster, som selskabet udbe-

taler til deltagerne

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

435

der indeholdes kil-

deskat af de ind-

tægter og kapitalge-

vinster, som inve-

steringsfonden ud-

betaler til deltager-

1.6 Dato for regn-

skabets afslutning

og hyppigheden af

udlodning af udbyt-

1.7 Navn m.v. på

de personer, der

har til opgave at

revidere de i arti-

kel 73 omhandle-

de regnskabsoplys-

ninger

1.8 Navn m.v. og funktion i sel-

skabet for medlemmerne af admini-

strations-, ledelses- og tilsynsorga-

ner. Angivelse af den hovedvirksom-

hed, disse personer udøver uden for

selskabet, når den har betydning for

dette

1.9 Størrelse af den tegnede kapital

med angivelse af den indbetalte ka-

pital

1.10 Angivelse af

andelenes art og de-

res væsentligste ka-

rakteristika; navnlig

redegørelse for

— arten af den

ret (tingslig ret, for-

dringsrettighed el-

ler rettigheder af

anden karakter),

som andelene giver

— hvorvidt der er

tale om originale

1.6 Dato for regnskabets afslutning

og hyppigheden af udlodning af ud-

bytte

1.7 Navn m.v. på de personer, der har

til opgave at revidere de i artikel 73

omhandlede regnskabsoplysninger

1.8 Navn m.v. og funktion i selskabet

for medlemmerne af administrations-,

ledelses- og tilsynsorganer. Angivelse

af den hovedvirksomhed, disse per-

soner udøver uden for selskabet, når

den har betydning for dette

1.9 Kapital

1.10 Angivelse af andelenes art

og deres væsentligste karakteri-

stika; navnlig redegørelse for

— hvorvidt der er tale om originale

værdipapirer eller certifikater, der re-

præsenterer disse værdipapirer eller

om der er sket optagelse i et register

eller på en konto

— andelenes karakteristika: lydende

på navn eller på ihændehaver; de

størrelser, andelene eventuelt er op-

delt i

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

436

værdipapirer eller

certifikater, der re-

præsenterer disse

værdipapirer eller

om der er sket op-

tagelse i et register

eller på en konto

— andelenes ka-

rakteristika: lyden-

de på navn eller

på ihændehaver; de

størrelser, andelene

eventuelt er opdelt i

— redegørelse for

deltagernes stem-

meret, hvis de har

en sådan

— forhold under

hvilke det kan

besluttes at oplø-

se investeringsfon-

den, og fremgangs-

måden ved opløs-

ning, navnlig for så

vidt angår deltager-

nes rettigheder

1.11 Eventuel an-

givelse af de bør-

ser eller markeder,

hvor andelene note-

res eller omsættes

1.12 Fremgangsmå-

den ved og vilkå-

rene for udstedelse

og/eller salg af an-

dele

1.13 Fremgangsmå-

den ved og vilkå-

rene for tilbagekøb

eller indløsning af

andele og tilfælde,

— redegørelse for deltagernes stem-

meret

— forhold under hvilke det kan be-

sluttes at opløse investeringsselska-

bet, fremgangsmåden ved opløsning,

navnlig for så vidt angår deltagernes

rettigheder

1.11 Eventuel angivelse af de børser

eller markeder, hvor andelene noteres

eller omsættes

1.12 Fremgangsmåden ved og vilkå-

rene for udstedelse og/eller salg af

andele

1.13 Fremgangsmåden ved og vilkå-

rene for tilbagekøb eller indløsning

af andele og tilfælde, i hvilke de kan

udsættes. Hvis investeringsselskaber

har forskellige investeringsafdelinger,

oplyses det, hvordan en deltager kan

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

437

i hvilke de kan ud-

sættes.

1.14 Redegørelse

for bestemmelserne

om fastsættelse og

anvendelse af ind-

tægterne

1.15 Beskrivelse af

investeringsfondens

investeringsmål,

herunder de finan-

sielle mål (f.eks.

kapital- eller ind-

tægtsgevinst), inve-

steringspolitikken

(f.eks. specialise-

ring inden for be-

stemte geografiske

eller industrielle

sektorer), begræns-

ninger i denne in-

vesteringspolitik og

angivelse af finan-

siel teknik og finan-

sielle midler eller

låneevne, som kan

tænkes anvendt ved

forvaltningen af in-

vesteringsfonden

1.16 Regler for

værdiansættelse af

aktiver

1.17 Fastsættelse af

priser ved salg eller

emission samt ved

indløsning eller til-

bagekøb af andele,

navnlig

— hvordan og hvor

ofte disse priser be-

regnes

flytte fra en afdeling til en anden, og

hvilke omkostninger der vil være for-

bundet hermed

1.14 Redegørelse for bestemmelserne

om fastsættelse og anvendelse af ind-

tægterne

1. 15 Beskrivelse af selskabets inve-

steringsmål, herunder de finansielle

mål (f.eks. kapital- eller indtægtsge-

vinst), investeringspolitikken (f.eks.

specialisering inden for bestemte geo-

grafiske eller industrielle sektorer),

begrænsninger i denne investerings-

politik og angivelse af finansiel tek-

nik og finansielle midler eller låneev-

ne, som kan tænkes anvendt ved for-

valtningen af selskabet

1.16 Regler for værdiansættelse af

aktiver

1.17 Fastsættelse af priser ved salg

eller emission samt ved indløsning el-

ler tilbagekøb af andele, navnlig

— hvordan og hvor ofte disse priser

beregnes

— oplysning om udgifterne i forbin-

delse med salg, emission, tilbagekøb

og indløsning af andele

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

438

— oplysning om

udgifterne i forbin-

delse med salg,

emission, tilbage-

køb og indløsning

af andele

— oplysning om

hvordan, hvor og

hvor ofte disse pris-

er offentliggøres

— oplysning om hvordan, hvor og

hvor ofte disse priser offentliggøres

(1)

(1) De i dette direktivs artikel 32, stk.

5, omhandlede investeringsselskaber

oplyser endvidere:

— hvordan og hvor ofte andelenes

nettoværdi beregnes

— hvordan, hvor og hvor ofte denne

værdi offentliggøres

— den børs i markedsføringslandet,

hvis notering afgør prisen på de trans-

aktioner, der foretages uden for bør-

serne i dette land.

1.18 Oplysninger

om størrelsen af og

metoden for bereg-

ning af vederlag

fra investeringsfon-

den til administrati-

onsselskabet, depo-

sitaren eller andre

og investeringsfon-

dens godtgørelse af

alle omkostninger

til administrations-

selskabet, deposita-

ren eller andre

Oplysninger om depositaren

1.18 Oplysninger om størrelsen af og

metoden for beregning af vederlag,

som selskabet betaler til sin ledelse

og medlemmerne af administrations-,

ledelses- og tilsynsorganerne, deposi-

taren eller andre og selskabets godt-

gørelse af alle omkostninger til sin

ledelse, til depositaren eller til andre

2.1. Benævnelse eller navn på selskabet, juridisk form, hjemsted og hovedsæde, hvis dette er et andet

end hjemstedet.

2.2. Hovedvirksomhed.

Oplysninger om rådgivningsfirmaer eller eksterne investeringsrådgivere, for så vidt der er indgået kon-

trakt med disse, og deres vederlag betales over investeringsinstituttets aktiver

3.1.

Navn m.v. eller firmanavn eller rådgiverens navn.

3.2. Uddrag af kontrakten med administrationsselskabet eller med investeringsselskabet, der kan tænkes

at være af interesse for deltagerne, dog ikke oplysninger vedrørende vederlag.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

439

3.3.

Anden virksomhed af betydning.

Oplysninger om, hvilke faciliteter der er til rådighed med henblik på udbetalinger til deltagere,

tilbagekøb eller indløsning af andele samt formidling af oplysninger om investeringsinstituttet. Disse

oplysninger skal under alle omstændigheder gives i den medlemsstat, hvor investeringsinstituttet er etab-

leret. Hvis andelene herudover markedsføres i en anden medlemsstat, skal ovennævnte oplysninger gives

for så vidt angår denne medlemsstat, og det prospekt, der udsendes der, skal indeholde disse oplysninger.

Andre investeringsoplysninger

5.1.

Investeringsinstituttets hidtidige indtjening (hvis relevant) — sådanne oplysninger kan enten

medtages i prospektet eller vedhæftes dette.

5.2. En profil af den typiske investor, som investeringsinstituttet er udformet til.

Økonomiske oplysninger

6.1. Eventuelle udgifter eller gebyrer ud over de udgifter, der er anført i punkt 1.17; der sondres mellem

udgifter eller gebyrer, der skal betales af deltageren, og udgifter eller gebyrer, der skal betales ud af

investeringsinstituttets aktiver.

SKEMA B

Oplysninger, som skal indgå i de periodiske beretninger

Formueopgørelse

— værdipapirer

— indestående i pengeinstitutter

— andre aktiver

— samlede aktiver

— passiver

— nettoværdi

II.

Antal andele i omløb

III.

Nettoværdi pr. andel

IV.

Portefølje, idet der skelnes mellem

a) børsnoterede værdipapirer

b) værdipapirer noteret på et andet reguleret marked

c) nyemitterede værdipapirer som omhandlet i artikel 50, stk. 1, litra d)

d) nyemitterede værdipapirer som omhandlet i artikel 50, stk. 2, litra a)

fordelt i procent af nettoaktiverne efter de mest hensigtsmæssige kriterier under hensyn til investerings-

instituttets investeringspolitik (f.eks. efter økonomiske, geografiske, valutabestemte eller andre kriteri-

er); for hvert af ovennævnte værdipapirer den andel, det udgør i forhold til investeringsinstituttets

samlede aktiver.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

440

Angivelse af bevægelsen i værdipapirporteføljen i referenceperioden.

V. Angivelse af bevægelsen i investeringsinstituttets aktiver i referenceperioden, herunder følgen-

— investeringsindtægter

— andre indtægter

— administrationsvederlag og -omkostninger

— depotomkostninger

— andre omkostninger samt skatter og afgifter

— nettoindtægt

— udlodninger og reinvesteret indtægt

— kapitalforøgelse eller -formindskelse

— værditilvækst eller værditab på investeringer

— andre omkostninger, der berører investeringsinstituttets aktiver og passiver

— transaktionsomkostninger, der er omkostninger, som er afholdt af et investeringsinstitut i forbindelse

med transaktioner i dets portefølje.

VI. Sammenlignende oversigt over de sidste tre regnskabsår; for hvert regnskabsår angives ved

dettes afslutning

— den samlede nettoværdi

— nettoværdien pr. andel.

VII.

Angivelse af, hvor store forpligtelser der følger af investeringsinstituttets transaktioner i reference-

perioden, opført efter kategori som defineret i artikel 51.

BILAG II

Opgaver i forbindelse med kollektiv porteføljeforvaltning

— Investeringsforvaltning

— Administration:

a) juridisk bistand og regnskabstjenester i forbindelse med fondsforvaltning

b) kundeforespørgsler

c) værdi- og prisfastsættelse (herunder selvangivelser)

d) kontrol med overholdelse af lovgivning

e) ajourføring af deltagerregister

f) udlodning af overskud

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

441

g) emission og indløsning af andele

h) kontraktetablering (herunder udsendelse af beviser)

i) registrering.

— Markedsføring.

BILAG III

DEL A

Ophævet direktiv med ændringer

(jf. artikel 117)

Rådets direktiv 85/611/EØF

(EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3)

Rådets direktiv 88/220/EØF

(EFT L 100 af 19.4.1988, s. 31)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF Kun artikel 1, fjerde led, artikel 4, stk. 7, og arti-

kel 5, femte led

(EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

Kun artikel 1

2000/64/EF

(EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/107/EF

(EFT L 41 af 13.2.2002, s. 20)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/108/EF

(EFT L 41 af 13.2.2002, s. 35)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/39/EF

Kun artikel 66

(EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF Kun artikel 9

(EUT L 79 af 24.3.2005, s. 9)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/18/EF

(EUT L 76 af 19.3.2008, s. 42)

DEL B

Frister for gennemførelse i national ret og anvendelse

(jf. artikel 117)

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

442

Direktiv

85/611/EØF

88/220/EØF

95/26/EF

2000/64/EF

2001/107/EF

2001/108/EF

2004/39/EF

2005/1/EF

Gennemførelsesfrist

1. oktober 1989

18. juli 1996

17. november 2002

13. august 2003

—

13. maj 2005

BILAG IV

Sammenligningstabel

Anvendelsesdato

—

13. februar 2004

30. april 2006

—

Direktiv 85/611/EØF

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 2, indledende sætning

Artikel 1, stk. 2, første og andet led

—

Artikel 1, stk. 3, første afsnit

Artikel 1, stk. 3, andet afsnit

—

Artikel 1, stk. 4 til 7

Artikel 1, stk. 8, indledende sætning

Artikel 1, stk. 8, første, andet og tredje led

Artikel 1, stk. 8, sidste sætning

Artikel 1, stk. 9

Artikel 1a, indledende sætning

Artikel 1a, nr. 1)

Artikel 1a, nr. 2), første del af sætningen

Artikel 1a, nr. 2), anden del af sætningen

Artikel 1a, nr. 3), 4) og 5)

Artikel 1a, nr. 6)

Artikel 1a, nr. 7), første del af sætningen

Artikel 1a, nr. 7), anden del af sætningen

Artikel 1a, nr. 8) og 9)

Artikel 1a, nr. 10), første afsnit

Artikel 1a, nr. 10), andet afsnit

Artikel 1a, nr. 11)

Artikel 1a, nr. 12) og nr. 13), første sætning

Artikel 1a, nr. 13), anden sætning

Artikel 1a, nr. 14) og nr. 15), første sætning

Artikel 1a, nr. 15), anden sætning

—

Artikel 2, stk. 1, indledende sætning

Artikel 2, stk. 1, første, andet, tredje og fjerde led

Artikel 2, stk. 2

Nærværende direktiv

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 2, indledende sætning

Artikel 1, stk. 2, litra a) og b)

Artikel 1, stk. 2, andet afsnit

Artikel 1, stk. 3, første afsnit

Artikel 1, stk. 3, andet afsnit, litra a)

Artikel 1, stk. 3, andet afsnit, litra b)

Artikel 1, stk. 4-7

Artikel 2, stk. 1, litra n), indledende ord

Artikel 2, stk. 1, litra n), nr. i), ii) og iii)

Artikel 2, stk. 7

Artikel 2, stk. 1, litra o)

Artikel 2, stk. 1, indledende sætning

Artikel 2, stk. 1, litra a)

Artikel 2, stk. 1, litra b)

Artikel 2, stk. 2

Artikel 2, stk. 1, litra c), d) og e)

Artikel 2, stk. 1, litra f)

Artikel 2, stk. 1, litra g)

Artikel 2, stk. 3

Artikel 2, stk. 1, litra h) og i)

Artikel 2, stk. 1, litra j)

Artikel 2, stk. 5

—

Artikel 2, stk. 1, litra i), nr. ii)

Artikel 2, stk. 4, litra a)

Artikel 2, stk. 1, litra k) og l)

Artikel 2, stk. 6

Artikel 2, stk. 1, litra m)

Artikel 3, indledende sætning

Artikel 3, litra a), b), c) og d)

—

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

443

Artikel 3

Artikel 4

Artikel 4, stk. 1 og 2

Artikel 5, stk. 1 og 2

—

Artikel 5, stk. 3

Artikel 4, stk. 3, første afsnit

Artikel 5, stk. 4, første afsnit, litra a) og b)

—

Artikel 5, stk. 4, andet afsnit

Artikel 4, stk. 3, andet afsnit

Artikel 5, stk. 4, tredje afsnit

Artikel 4, stk. 3, tredje afsnit

Artikel 5, stk. 4, fjerde afsnit

Artikel 4, stk. 3a

Artikel 5, stk. 5

Artikel 4, stk. 4

Artikel 5, stk. 6

—

Artikel 5, stk. 7

Artikel 5, stk. 1 og 2

Artikel 6, stk. 1 og 2

Artikel 5, stk. 3, første afsnit, indledende sætning Artikel 6, stk. 3, første afsnit, indledende ord

Artikel 5, stk. 3, første afsnit, litra a)

Artikel 6, stk. 3, første afsnit, litra a)

Artikel 5, stk. 3, første afsnit, litra b), indledende Artikel 6, stk. 3, første afsnit, litra b), indledende

sætning

Artikel 5, stk. 3, første afsnit, litra b), første og

Artikel 6, stk. 3, første afsnit, litra b), nr. i) og ii)

andet led

Artikel 5, stk. 3, andet afsnit

Artikel 6, stk. 3, andet afsnit

Artikel 5, stk. 4

Artikel 6, stk. 4

Artikel 5a, stk. 1, indledende sætning

Artikel 7, stk. 1, indledende sætning

Artikel 5a, stk. 1, litra a), indledende sætning

Artikel 7, stk. 1, litra a), indledende sætning

Artikel 5a, stk. 1, litra a), første led

Artikel 7, stk. 1, litra a), nr. i)

Artikel 5a, stk. 1, litra a), andet led, indledende

Artikel 7, stk. 1, litra a), nr. ii), indledende sætning

sætning

Artikel 5a, stk. 1, litra a), andet led, nr. i), ii) og iii) Artikel 7, stk. 1, litra a), nr. ii), første, andet og

tredje led

Artikel 5a, stk. 1, litra a), tredje og fjerde led

Artikel 7, stk. 1, litra a), nr. iii)

Artikel 5a, stk. 1, litra a), femte led

—

Artikel 5a, stk. 1, litra b), c) og d)

Artikel 7, stk. 1, litra b), c) og d)

Artikel 5a, stk. 2-5

Artikel 7 stk. 2-5

Artikel 5b

Artikel 8

Artikel 5c

Artikel 9

Artikel 5d

Artikel 10

Artikel 5e

Artikel 11

Artikel 5f, stk. 1, første afsnit

Artikel 12, stk. 1, første afsnit

Artikel 5f, stk. 1, andet afsnit, litra a)

Artikel 12, stk. 1, andet afsnit, litra a)

Artikel 5f, stk. 1, andet afsnit, litra b), første punk- Artikel 12, stk. 1, andet afsnit, litra b)

tum

Artikel 5f, stk. 1, andet afsnit, litra b), sidste punk- —

tum

Artikel 5f, stk. 2, indledende sætning

Artikel 12, stk. 2, indledende sætning

Artikel 5f, stk. 2, første og andet led

Artikel 12, stk. 2, litra a) og b)

—

Artikel 12, stk. 3

Artikel 5g

Artikel 13

Artikel 5h

Artikel 14, stk. 1

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

444

—

Artikel 6, stk. 1

—

Artikel 6, stk. 2

—

Artikel 6a, stk. 1

Artikel 6a, stk. 2

Artikel 6a, stk. 3

—

Artikel 6a, stk. 4, 5 og 6

Artikel 6a, stk. 7

—

Artikel 6b, stk. 1

Artikel 6b, stk. 2

—

Artikel 6b, stk. 3, første afsnit

Artikel 6b, stk. 3, andet afsnit

—

Artikel 6b, stk. 4

Artikel 6b, stk. 5

—

Artikel 6c, stk. 1

Artikel 6c, stk. 2, første afsnit

Artikel 6c, stk. 2, andet afsnit

—

Artikel 6c, stk. 3, 4 og 5

Artikel 6c, stk. 6

Artikel 6c, stk. 7-10

Artikel 7

Artikel 8

—

Artikel 9

Artikel 10

Artikel 11

Artikel 12

—

Artikel 13

Artikel 13a, stk. 1, første afsnit

Artikel 13a, stk. 1, andet afsnit, indledende sæt-

ning

Artikel 13a, stk. 1, andet afsnit, første, andet og

tredje led

Artikel 13a, stk. 1, tredje og fjerde afsnit

Artikel 14, stk. 2

Artikel 15

Artikel 16, stk. 1, første afsnit

Artikel 16, stk. 1, andet afsnit

Artikel 16, stk. 2

Artikel 16, stk. 3

Artikel 17, stk. 1

Artikel 17, stk. 2

Artikel 17, stk. 3, første og andet afsnit

Artikel 17, stk. 3, tredje afsnit

Artikel 17, stk. 4 og 5

Artikel 17, stk. 6, 7 og 8

Artikel 17, stk. 9, første afsnit

Artikel 17, stk. 9, andet afsnit

Artikel 18, stk. 1

Artikel 18, stk. 2, første og andet afsnit

Artikel 18, stk. 2, tredje afsnit

Artikel 18, stk. 2, fjerde afsnit

—

Artikel 18, stk. 3

Artikel 18, stk. 4

—

Artikel 19 til 20

Artikel 21, stk. 1

—

Artikel 21, stk. 2, første og andet afsnit

Artikel 21, stk. 2, tredje afsnit

Artikel 21, stk. 3, 4 og 5

—

Artikel 21, stk. 6-9

Artikel 22

Artikel 23, stk. 1, 2 og 3

Artikel 23, stk. 4, 5 og 6

Artikel 24

Artikel 25

Artikel 26

Artikel 27, stk. 1 og 2

Artikel 27, stk. 3

Artikel 28

Artikel 29, stk. 1, første afsnit

Artikel 29, stk. 1, andet afsnit, indledende sætning

Artikel 29, stk. 1, andet afsnit, litra a), b) og c)

Artikel 29, stk. 1, tredje og fjerde afsnit

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

445

Artikel 13a, stk. 2, 3 og 4

Artikel 13b

Artikel 13c

Artikel 14

Artikel 15

—

Artikel 16

Artikel 17

Artikel 18

—

Artikel 19, stk. 1, indledende sætning

Artikel 19, stk. 1, litra a), b) og c)

Artikel 19, stk. 1, litra d), indledende sætning

Artikel 19, stk. 1, litra d), første og andet led

Artikel 19, stk. 1, litra e), indledende sætning

Artikel 19, stk. 1, litra e), første, andet, tredje og

fjerde led

Artikel 19, stk. 1, litra f)

Artikel 19, stk. 1, litra g), indledende sætning

Artikel 19, stk. 1, litra g), første, andet og tredje

led

Artikel 19, stk. 1, litra h), indledende sætning

Artikel 19, stk. 1, litra h), første, andet, tredje og

fjerde led

Artikel 19, stk. 2, indledende ord

Artikel 19, stk. 2, litra a)

Artikel 19, stk. 2, litra c)

Artikel 19, stk. 2, litra d)

Artikel 19, stk. 4

Artikel 21, stk. 1, 2 og 3

Artikel 21, stk. 4

—

Artikel 22, stk. 1, første afsnit

Artikel 22, stk. 1, andet afsnit, indledende sætning

Artikel 22, stk. 1, andet afsnit, første og andet led

Artikel 22 stk. 2, første afsnit

Artikel 22, stk. 2, andet afsnit, indledende sætning

Artikel 22, stk. 2, andet afsnit, første, andet og

tredje led

Artikel 22, stk. 3-5

Artikel 22a, stk. 1, indledende sætning

Artikel 22a, stk. 1, første, andet og tredje led

Artikel 22a, stk. 2

Artikel 23

Artikel 24

Artikel 29, stk. 2, 3 og 4

Artikel 30

Artikel 31

Artikel 32

Artikel 33, stk. 1, 2 og 3

Artikel 33, stk. 4, 5 og 6

Artikel 34

Artikel 35

Artikel 36

Artikel 37 til 49

Artikel 50, stk. 1, indledende sætning

Artikel 50, stk. 1, litra a), b) og c)

Artikel 50, stk. 1, litra d), indledende ord

Artikel 50, stk. 1, litra d), nr. i) og ii)

Artikel 50, stk. 1, litra e), indledende sætning

Artikel 50, stk. 1, litra e), nr. i), ii), iii) og iv)

Artikel 50, stk. 1, litra f)

Artikel 50, stk. 1, litra g), indledende sætning

Artikel 50, stk. 1, litra g), nr. i), ii) og iii)

Artikel 50, stk. 1, litra h), indledende sætning

Artikel 50, stk. 1, litra h), nr. i), ii), iii) og iv)

Artikel 50, stk. 2, indledende sætning

Artikel 50, stk. 2, litra a)

Artikel 50, stk. 2, litra b)

Artikel 50, stk. 2, andet afsnit

Artikel 50, stk. 3

Artikel 51, stk. 1, 2 og 3

—

Artikel 51, stk. 4

Artikel 52, stk. 1, første afsnit

Artikel 52, stk. 1, andet afsnit, indledende sætning

Artikel 52, stk. 1, andet afsnit, litra a) og b)

Artikel 52, stk. 2, første afsnit

Artikel 52, stk. 2, andet afsnit, indledende sætning

Artikel 52, stk. 2, andet afsnit, litra a), b) og c)

Artikel 52, stk. 3-5

Artikel 53, stk. 1, indledende sætning

Artikel 53, stk. 1, litra a), b) og c)

Artikel 53, stk. 2

Artikel 54

Artikel 55

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

446

Artikel 24a

Artikel 25, stk. 1

Artikel 25, stk. 2, første afsnit, indledende sætning

Artikel 25, stk. 2, første afsnit, første, andet, tredje

og fjerde led

Artikel 25, stk. 2, andet afsnit

Artikel 25, stk. 3

Artikel 26

—

Artikel 27, stk. 1, indledende sætning

Artikel 27, stk. 1, første led

Artikel 27, stk. 1, andet, tredje og fjerde led

Artikel 27, stk. 2, indledende sætning

Artikel 27, stk. 2, første og andet led

Artikel 28, stk. 1 og 2

Artikel 28, stk. 3 og 4

Artikel 28, stk. 5 og 6

Artikel 29

Artikel 30

Artikel 31

Artikel 32

Artikel 33, stk. 1, første afsnit

Artikel 33, stk. 1, andet afsnit

Artikel 33, stk. 2

Artikel 33, stk. 3

—

Artikel 34

Artikel 35

—

Artikel 36, stk. 1, første afsnit, indledende ord

Artikel 36, stk. 1, første afsnit, første og andet led

Artikel 36, stk. 1, første afsnit, afsluttende ord

Artikel 36, stk. 1, andet afsnit

Artikel 36, stk. 2

Artikel 37

Artikel 38

Artikel 39

Artikel 40

Artikel 41, stk. 1, indledende sætning

Artikel 41, stk. 1, første og andet led

Artikel 41, stk. 1, sidste sætning

Artikel 41, stk. 2

Artikel 42, indledende ord

Artikel 42, første og andet led

Artikel 42, sidste sætning

Artikel 70

Artikel 56, stk. 1

Artikel 56, stk. 2, første afsnit, indledende sætning

Artikel 56, stk. 2, første afsnit, litra a), b), c) og d)

Artikel 56, stk. 2, andet afsnit

Artikel 56, stk. 3

Artikel 57

Artikel 58-67

Artikel 68, stk. 1, indledende sætning

—

Artikel 68, stk. 1, litra a), b) og c)

Artikel 68, stk. 2, indledende sætning

Artikel 68, stk. 2, litra a) og b)

Artikel 69, stk. 1 og 2

—

Artikel 69, stk. 3 og 4

Artikel 71

Artikel 72

Artikel 73

Artikel 74

—

Artikel 75, stk. 1

Artikel 75, stk. 3

Artikel 75, stk. 4

Artikel 76

Artikel 77

Artikel 78-82

Artikel 83, stk. 1, første afsnit, indledende sætning

Artikel 83, stk. 1, første afsnit, litra a) og b)

Artikel 83, stk. 1, første afsnit, indledende sætning

Artikel 83, stk. 1, andet afsnit

Artikel 83, stk. 2

Artikel 84

Artikel 85

Artikel 86

Artikel 87

Artikel 88, stk. 1, indledende sætning

Artikel 88, stk. 1, litra a) og b)

Artikel 88, stk. 1, indledende sætning

Artikel 88, stk. 2

Artikel 89, indledende sætning

Artikel 89, litra a) og b)

Artikel 89, indledende sætning

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

447

Artikel 43

Artikel 44, stk. 1-3

—

Artikel 45

Artikel 46, stk. 1, indledende sætning

—

Artikel 46, stk. 1, første led

Artikel 46, stk. 1, andet, tredje og fjerde led

Artikel 46, stk. 1, femte led

Artikel 46, stk. 2

—

Artikel 47

—

Artikel 48

Artikel 49, stk. 1, 2 og 3

Artikel 49, stk. 4

—

Artikel 50, stk. 1

—

Artikel 50, stk. 2, 3 og 4

Artikel 50, stk. 5, indledende sætning

Artikel 50, stk. 5, første, andet, tredje og fjerde led

Artikel 50, stk. 6, indledende sætning og litra a)

og b)

Artikel 50, stk. 6, litra b), første, andet og tredje

led

Artikel 50, stk. 6, litra b), sidste sætning

Artikel 50, stk. 7, første afsnit, indledende sætning

Artikel 50, stk. 7, første afsnit, første og andet led

Artikel 50, stk. 7, andet afsnit, indledende sætning

Artikel 50, stk. 7, andet afsnit, første, andet og

tredje led

Artikel 50, stk. 7, tredje afsnit

Artikel 50, stk. 8, første afsnit

Artikel 50, stk. 8, andet afsnit, indledende sætning

Artikel 50, stk. 8, andet afsnit, første, andet og

tredje led

Artikel 50, stk. 8, tredje afsnit

Artikel 50, stk. 8, fjerde afsnit

Artikel 50, stk. 8, femte afsnit

Artikel 50, stk. 8 sjette afsnit

Artikel 50, stk. 9, 10 og 11

—

Artikel 90

—

Artikel 91, stk. 1-4

Artikel 92

Artikel 93, stk. 1, første afsnit

Artikel 93, stk. 1, andet afsnit

—

Artikel 93, stk. 2, litra a)

—

Artikel 93, stk. 2, litra b)

Artikel 93, stk. 3-8

Artikel 94

Artikel 95

Artikel 96

Artikel 97, stk. 1, 2 og 3

—

Artikel 98-100

Artikel 101, stk. 1

Artikel 101, stk. 2-9

Artikel 102, stk. 1, 2 og 3

Artikel 102, stk. 4, indledende sætning

Artikel 102, stk. 4, litra a), b), c) og d)

Artikel 102, stk. 5, første afsnit, indledende sæt-

ning

Artikel 102, stk. 5, første afsnit, litra a), b) og c)

Artikel 102, stk. 5, andet og tredje afsnit

Artikel 103, stk. 1, indledende sætning

Artikel 103, stk. 1, litra a) og b)

Artikel 103, stk. 2, indledende sætning

Artikel 103, stk. 2, litra a), b) og c)

Artikel 103, stk. 3

Artikel 103, stk. 4

Artikel 103, stk. 5, første afsnit, indledende sæt-

ning

Artikel 103, stk. 5, første afsnit, litra a), b) og c)

Artikel 103, stk. 6

Artikel 103, stk. 5, andet afsnit

Artikel 103, stk. 7

—

Artikel 104, stk. 1, 2 og 3

Artikel 105

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

448

Artikel 50a, stk. 1, indledende sætning

Artikel 50a, stk. 1, litra a), indledende sætning

Artikel 50a, stk. 1, litra a), første, andet og tredje

led

Artikel 50a, stk. 1, litra b)

Artikel 50a, stk. 2

Artikel 51, stk. 1 og 2

—

Artikel 52, stk. 1

Artikel 52, stk. 2

Artikel 52, stk. 3

—

Artikel 52a

—

Artikel 52b, stk. 1

Artikel 52b, stk. 2

Artikel 52b, stk. 3

Artikel 53a

Artikel 53b, stk. 1

Artikel 53b, stk. 2

—

Artikel 54

Artikel 55

Artikel 56, stk. 1

Artikel 56, stk. 2

Artikel 57

—

Artikel 58

—

Artikel 59

Bilag I, skema A og B

Bilag I, skema C

Bilag II

—

Artikel 106, stk. 1, første afsnit, indledende sæt-

ning

Artikel 106, stk. 1, første afsnit, indledende sæt-

ning

Artikel 106, stk. 1, første afsnit, litra a), b) og c)

Artikel 106, stk. 1, andet afsnit

Artikel 106, stk. 2

Artikel 107, stk. 1 og 2

Artikel 107, stk. 3

Artikel 108, stk. 1, første afsnit

Artikel 108, stk. 1, andet afsnit

Artikel 108, stk. 2

Artikel 108, stk. 3-6

Artikel 109, stk. 1 og 2

Artikel 109, stk. 3 og 4

Artikel 110, stk. 1

—

Artikel 110, stk. 2

Artikel 111

Artikel 112, stk. 1

Artikel 112, stk. 2

Artikel 112, stk. 3

Artikel 113, stk. 1

Artikel 113, stk. 2

Artikel 113, stk. 3

—

Artikel 114

Artikel 116, stk. 2

Artikel 115

Artikel 116, stk. 1

Artikel 117-118

Artikel 119

Bilag I, skema A og B

—

Bilag II

Bilag III

Bilag IV

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

449

10)

11)

12)

13)

14)

15)

16)

Europa-Parlamentets udtalelse af 13.1.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 22.6.2009.

EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.

Se bilag III, del A.

EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.

EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.

EUT L 177 af 30.6.2006, s. 201.

EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.

EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.

EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.

EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22.

EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87.

EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.

EUT L 25 af 29.1.2009, s. 18.

EFT L 191 af 13.7.2001, s. 45.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

450

Bilag 7

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2016/97

af 20. januar 2016

om forsikringsdistribution (omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1, og

artikel 62,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

efter den almindelige lovgivningsprocedure

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Der skal foretages en række ændringer af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2002/92/EF

. Af

klarhedshensyn bør direktivet omarbejdes.

(2) Da denne omarbejdnings hovedformål og genstand er at harmonisere nationale bestemmelser vedrø-

rende forsikrings- og genforsikringsdistribution, og da disse aktiviteter udøves i hele Unionen, bør dette

nye direktiv baseres på artikel 53, stk. 1, og artikel 62 i traktaten om Den Europæiske Unions funktions-

måde (TEUF). Omarbejdningen bør ske i form af et direktiv, således at gennemførelsesbestemmelserne

på de områder, det dækker, om nødvendigt kan tilpasses de særlige karakteristika ved hver medlemsstats

marked og retssystem. Dette direktiv bør også tage sigte på at koordinere nationale bestemmelser om

adgang til at udøve forsikrings- og genforsikringsdistribution.

(3) Dette direktiv tilstræber imidlertid en minimumsharmonisering og bør derfor ikke være til hinder for,

at medlemsstaterne opretholder eller indfører strengere bestemmelser for at beskytte kunderne, forudsat at

sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten, herunder dette direktiv.

(4) Forsikrings- og genforsikringsformidlere spiller en central rolle i forbindelse med distributionen af

forsikrings- og genforsikringsprodukter i Unionen.

(5) Forskellige former for personer og institutioner, f.eks. agenter, mæglere og kombinerede udbydere af

bank- og forsikringsydelser (»bancassurance«), forsikringsselskaber, rejsebureauer og biludlejningsfirma-

er, kan distribuere tilbud om forsikringsprodukter. Lige behandling af udbyderne og forbrugerbeskyttelse

forudsætter, at alle disse personer og institutioner er omfattet af dette direktiv.

(6) Forbrugerne bør være omfattet af det samme beskyttelsesniveau på trods af forskellene mellem

distributionskanaler. Med henblik på at garantere, at det samme beskyttelsesniveau finder anvendelse,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

451

og at forbrugeren kan være omfattet af sammenlignelige standarder, særlig hvad angår videregivelse af

oplysninger, er det væsentligt, at der er lige vilkår mellem distributører.

(7) Anvendelsen af direktiv 2002/92/EF har vist, at det er nødvendigt at uddybe en række bestemmelser

for at lette forsikringsdistribution, og at det af hensyn til forbrugerbeskyttelsen er nødvendigt at udvide

nævnte direktivs anvendelsesområde til at omfatte alle former for salg af forsikringsprodukter. Forsik-

ringsselskaber, som sælger forsikringsprodukter direkte, bør medtages under nærværende direktivs anven-

delsesområde på samme grundlag som forsikringsagenter og -mæglere.

(8) For at sikre det samme beskyttelsesniveau, uanset hvordan kunderne køber et forsikringsprodukt,

enten direkte fra et forsikringsselskab eller indirekte fra en formidler, skal dette direktiv ikke alene

finde anvendelse på forsikringsselskaber eller -formidlere, men også på andre markedsdeltagere, der

sælger forsikringsprodukter som en accessorisk aktivitet, såsom rejsebureauer og biludlejningsfirmaer,

medmindre de opfylder betingelserne for fritagelse.

(9) Der er stadig betydelige forskelle mellem medlemsstaternes bestemmelser, hvilket skaber hindringer

for mulighederne for adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsdistribution på det indre

marked. Det er nødvendigt at styrke det indre marked yderligere og fremme et reelt indre marked for livs-

og skadesforsikringsprodukter og -tjenesteydelser.

(10) Den seneste tids uro på de finansielle markeder har tydeligt vist vigtigheden af at sikre effektiv

forbrugerbeskyttelse i alle finansielle sektorer. Kundernes tillid bør derfor styrkes, og reglerne vedrørende

distribution af forsikringsprodukter bør gøres mere ensartede for at sikre tilstrækkelig kundebeskyttelse

i hele Unionen. Forbrugerbeskyttelsesniveauet bør øges i forbindelse med direktiv 2002/92/EF med

henblik på at mindske behovet for forskellige nationale foranstaltninger. Det er vigtigt at tage hensyn

til forsikringsaftalers specifikke karakter sammenlignet med investeringsprodukter, der reguleres efter

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU

. Distribution af forsikringsaftaler, herunder forsik-

ringsbaserede investeringsprodukter, bør derfor reguleres i henhold til nærværende direktiv og ensrettes

med direktiv 2014/65/EU. Minimumsstandarderne bør hæves hvad angår bestemmelserne vedrørende

distribution, og der bør skabes lige vilkår for alle forsikringsbaserede investeringsprodukter.

(11) Dette direktiv bør finde anvendelse på enhver person, hvis virksomhed består i at levere forsikrings-

eller genforsikringsdistributionsydelser til tredjemand.

(12) Dette direktiv bør finde anvendelse på personer, hvis virksomhed består i at levere oplysninger

om en eller flere forsikringsaftaler ud fra kriterier, som kunden har valgt, uanset om det sker via et

websted eller med andre medier, eller at foretage en rangordning af forsikringsprodukter eller rabat på en

forsikringsaftales pris, når kunden ved afslutningen af denne proces kan indgå en forsikringsaftale direkte

eller indirekte. Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på websteder, der administreres af offentlige

myndigheder eller forbrugerorganisationer, og som ikke har til formål at indgå aftaler, men udelukkende

sammenligner forsikringsprodukter, der findes på markedet.

(13) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på indledende virksomhed, som blot består i levering af

data og oplysninger om potentielle forsikringstagere til forsikrings- eller genforsikringsformidlere eller

-selskaber eller af oplysninger om forsikringsprodukter eller en forsikrings- eller genforsikringsformidler

eller et forsikrings- eller genforsikringsselskab til potentielle forsikringstagere.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

452

(14) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på personer inden for andre erhverv, f.eks. skatteeksperter,

revisorer eller advokater, som lejlighedsvis rådgiver om forsikringsdækning i forbindelse med udøvelsen

af denne anden erhvervsvirksomhed, eller personer, der blot leverer generelle oplysninger om forsik-

ringsprodukter, når formålet ikke er at bistå kunden med at indgå eller opfylde en forsikrings- eller

genforsikringsaftale. Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på erhvervsmæssig administration af skade-

sanmeldelser på vegne af et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller skadesafregning eller taksation.

(15) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på personer, der udøver forsikringsdistribution som ac-

cessorisk virksomhed, hvis præmiebeløbet ikke overstiger et bestemt beløb, og de dækkede risici er

begrænsede. Sådan en forsikring kan udgøre et supplement til en vare eller en tjenesteydelse, herunder i

forhold til risikoen for, at en tjenesteydelse, der forventes at blive brugt på et vist tidspunkt, ikke bliver

brugt, f.eks. en togrejse, en tilmelding til et træningscenter eller et årskort til teatret, og andre risici

forbundet med rejser såsom afbestilling af rejser eller bortkomst af baggage. For imidlertid at sikre, at der

altid er et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau forbundet med forsikringsdistributionsvirksomhed,

bør et forsikringsselskab eller en forsikringsformidler, der udøver distributionsvirksomhed gennem en

accessorisk forsikringsformidler, som er undtaget fra kravene i dette direktiv, sikre opfyldelse af visse

grundlæggende krav, f.eks. oplysning om sin identitet og om klagemuligheder, og at kundens krav og

behov tilgodeses.

(16) Dette direktiv bør sikre, at den samme grad af forbrugerbeskyttelse finder anvendelse, og at alle

forbrugere kan drage fordel af sammenlignelige standarder. Dette direktiv bør fremme lige vilkår og

konkurrence på lige fod mellem formidlere, uanset om de er tilknyttet et forsikringsselskab eller ej. Det er

en fordel for forbrugerne, hvis forsikringsprodukterne distribueres gennem forskellige kanaler og gennem

formidlere med forskellige former for samarbejde med forsikringsselskaber, forudsat at det kræves, at de

anvender tilsvarende regler om forbrugerbeskyttelse. Medlemsstaterne bør tage højde for sådanne hensyn

i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv.

(17) Dette direktiv bør tage højde for forskellene på formerne for distributionskanaler. Det bør for

eksempel tage højde for kendetegnene for forsikringsformidlere, der har en kontraktlig forpligtelse til

udelukkende at benytte et eller flere forsikringsselskaber (bundne forsikringsformidlere), der eksisterer

på visse medlemsstaters markeder, og bør skabe passende og forholdsmæssigt afpassede vilkår for de

forskellige former for distribution. Navnlig bør medlemsstaterne kunne fastsætte, at den forsikrings-

eller genforsikringsdistributør, der er ansvarlig for den virksomhed, som en forsikrings- eller genforsik-

ringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler udøver, skal sikre, at en sådan formidler opfylder

betingelserne for registrering, og skal registrere den pågældende formidler.

(18) Forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere, som er fysiske per-

soner, bør registreres hos den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de har deres bopæl. Med

hensyn til de personer, der dagligt pendler mellem den medlemsstat, hvor de har privat bopæl, og

den medlemsstat, hvorfra de udøver deres distributionsvirksomhed, det vil sige deres erhvervsmæssige

bopæl, bør registreringsmedlemsstaten være den, hvor de har deres erhvervsmæssige bopæl. Disse for-

sikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere, som er juridiske personer,

bør registreres hos den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de har deres vedtægtsmæssige

hjemsted, eller, hvis de i henhold til national ret ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted, deres hovedkon-

tor. Medlemsstaterne bør kunne give andre organer mulighed for at samarbejde med de kompetente myn-

digheder om registrering og regulering af forsikringsformidlere. Forsikrings- og genforsikringsformidlere

og accessoriske forsikringsformidlere bør registreres, forudsat at de opfylder strenge faglige krav til

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

453

deres kompetence, gode omdømme, erhvervsansvarsforsikring og finansielle kapacitet. Formidlere, som

allerede er registreret i medlemsstater, bør ikke skulle registreres igen i henhold til dette direktiv.

(19) Forsikringsformidleres manglende mulighed for at udøve deres virksomhed frit i hele Unionen

hæmmer det velfungerende indre marked for forsikring. Dette direktiv er et vigtigt skridt imod et øget

forbrugerbeskyttelsesniveau og markedsintegration.

(20) Forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere bør kunne benytte

bestemmelserne i TEUF om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser. Registrering i deres

hjemland bør derfor give forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere

ret til at udøve deres virksomhed i andre medlemsstater i henhold til principperne om etableringsfrihed og

fri udveksling af tjenesteydelser, forudsat at procedurer for behørig underretning mellem de kompetente

myndigheder er blevet fulgt.

(21) Med henblik på at sikre en høj kvalitet af tjenesteydelser og effektiv forbrugerbeskyttelse bør hjem-

og værtslande samarbejde tæt om at håndhæve forpligtelserne i medfør af dette direktiv. Hvis forsikrings-

eller genforsikringsformidlere eller accessoriske forsikringsformidlere driver virksomhed i forskellige

medlemsstater i overensstemmelse med retten til fri udveksling af tjenesteydelser, bør den kompetente

myndighed i hjemlandet være ansvarlig for at sikre opfyldelsen af forpligtelserne i dette direktiv med

hensyn til den samlede virksomhed på det indre marked. Hvis den kompetente myndighed i et værtsland

bliver opmærksom på brud på forpligtelserne på dets område, bør den underrette den kompetente myndig-

hed i hjemlandet, der efterfølgende bør være forpligtet til at træffe passende foranstaltninger. Dette er

navnlig tilfældet, for så vidt angår overtrædelse af reglerne om krav til godt omdømme, faglig viden og

kompetencer eller om god forretningsskik. Endvidere bør den kompetente myndighed i værtslandet have

beføjelse til at gribe ind, hvis hjemlandet undlader at træffe passende foranstaltninger, eller hvis de trufne

foranstaltninger er utilstrækkelige.

(22) I tilfælde af oprettelse af en filial eller af en permanent tilstedeværelse i en anden medlemsstat, er

det hensigtsmæssigt at fordele ansvaret for håndhævelsen mellem hjem- og værtslandene. Mens ansvaret

for opfyldelse af forpligtelser, der berører virksomheden som helhed — som f.eks. reglerne om faglige

kvalifikationskrav — fortsat bør ligge hos hjemlandets kompetente myndighed under samme ordning som

i tilfælde af levering af tjenesteydelser, bør den kompetente myndighed i værtslandet påtage sig ansvaret

for håndhævelsen af regler om oplysningskrav og god forretningsskik hvad angår tjenesteydelser, der

leveres på dens område. Hvis den kompetente myndighed i et værtsland imidlertid bliver opmærksom på

brud på forpligtelserne på dens område, for hvilke dette direktiv ikke pålægger værtslandet ansvaret, bør

den underrette den kompetente myndighed i hjemlandet, der efterfølgende bør være forpligtet til at træffe

passende foranstaltninger. Dette er navnlig tilfældet, for så vidt angår overtrædelse af reglerne om krav

til godt omdømme, faglig viden og kompetencer. Endvidere bør den kompetente myndighed i værtslandet

have beføjelse til at gribe ind, hvis hjemlandet undlader at træffe passende foranstaltninger, eller hvis de

trufne foranstaltninger er utilstrækkelige.

(23) Medlemsstaternes kompetente myndigheder bør have alle nødvendige midler til rådighed til at sikre,

at forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere udøver deres virksom-

hed på betryggende vis i hele Unionen, hvad enten det sker i henhold til reglerne om etableringsfrihed

eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn bør alle de kompetente

myndigheders tiltag være proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

454

forbundet med en bestemt distributørs virksomhed, uanset hvilken betydning den pågældende distributør

har for den overordnede finansielle stabilitet på markedet.

(24) Medlemsstaterne bør oprette et fælles informationssted, der giver adgang til deres registre for forsik-

rings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere. Dette fælles informationssted

bør også have et hyperlink til hver enkelt relevant kompetent myndighed i hver medlemsstat. For at

forbedre gennemsigtigheden og lette grænseoverskridende handel bør Den Europæiske Tilsynsmyndighed

for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), der er nedsat ved Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010

, oprette, offentliggøre og løbende ajourføre en fælles elektro-

nisk database med oplysninger om forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikrings-

formidlere, som har meddelt, at de har til hensigt at udnytte deres ret til etablering og fri udveksling af

tjenesteydelser. Medlemsstaterne bør straks give EIOPA relevante oplysninger for at sætte myndigheden i

stand til at gøre dette. Databasen bør have hyperlinks til relevante kompetente myndigheder i medlemssta-

terne. Kompetente myndigheder i medlemsstaterne bør have hyperlinks til databasen på deres websted.

(25) En formidlers permanente tilstedeværelse på en anden medlemsstats område, som svarer til en filial,

bør behandles på samme måde som en filial, medmindre formidleren lovligt etablerer tilstedeværelsen

i en anden retlig form. Dette kan være tilfældet afhængig af de yderligere omstændigheder, selv hvis

tilstedeværelsen ikke formelt har form af en filial, men udelukkende består af et kontor, der administreres

af formidlerens eget personale eller af en person, der er uafhængig, men har permanent beføjelse til at

handle på vegne af formidleren, på samme måde som et selskab ville handle.

(26) Hjem- og værtslandenes relative rettigheder og forpligtelser i forhold til at føre tilsyn med forsik-

rings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere, som de har registreret, eller

som udøver forsikrings- eller genforsikringsdistributionsvirksomhed på deres område i forbindelse med

udnyttelse af deres ret til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, bør fastlægges entydigt.

(27) Med henblik på at håndtere situationer, hvor en forsikringsformidler eller accessorisk forsikringsfor-

midler er etableret i en medlemsstat med det ene formål at undgå overholdelse af reglerne i en anden

medlemsstat, hvor den pågældende i fuldt eller primært omfang udøver sin virksomhed, kan værtslandets

mulighed for at træffe beskyttelsesforanstaltninger være en passende løsning, hvis virksomheden alvorligt

er til fare for, at værtslandets forsikrings- og genforsikringsmarkeders fungerer efter hensigten, og bør

ikke hindres af dette direktiv. Disse foranstaltninger bør dog ikke udgøre en hindring for den fri udveks-

ling af tjenesteydelser og etableringsfriheden eller en barriere for adgangen til grænseoverskridende

virksomhed.

(28) Det er vigtigt at sikre en høj grad af professionalisme og kompetencer blandt forsikrings- og

genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere og ansatte i forsikrings- og genforsik-

ringsselskaber, som er involveret i arbejdet forud for, under og efter salg af forsikrings- og genforsik-

ringspolicer. Derfor skal formidlere og accessoriske forsikringsformidlere og ansatte i forsikrings- og

genforsikringsselskaber have faglig viden, som svarer til virksomhedens kompleksitet. Det bør være et

krav, at accessoriske forsikringsformidlere kender betingelserne og vilkårene for de policer, de distribue-

rer, og i givet fald reglerne for håndtering af skadesanmeldelser og klager.

(29) Løbende uddannelse og efteruddannelse bør sikres. Denne uddannelse og efteruddannelse kan

omfatte forskellige former for forenklede læringsmuligheder, herunder kurser, e-læring og mentorordnin-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

455

ger. Form, indhold og krævede certifikater eller anden passende dokumentation, f.eks. anførelse i et

(30) Integritetskravene bidrager til en velfungerende og pålidelig forsikringssektor og til målet om til-

strækkelig beskyttelse af forsikringstagere. Disse krav omfatter at være i besiddelse af en ren straffeattest

eller andet nationalt tilsvarende dokument i forbindelse med visse overtrædelser såsom overtrædelser af

lovgivningen om finansielle tjenesteydelser, vedrørende uærlighed, svig eller økonomisk kriminalitet og

andre overtrædelser af selskabsretten, konkursretten eller insolvensretten.

(31) Det er ligeledes vigtigt, at de relevante personer i ledelsesstrukturen hos en forsikrings- eller

genforsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler, som er beskæftiget med distribution af for-

sikrings- eller genforsikringsprodukter, samt de relevante ansatte hos en forsikrings- eller genforsikrings-

distributør, som er direkte beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsdistribution, har et passende

niveau af viden og kompetence i forhold til distributionsvirksomheden. Hensigtsmæssigheden af viden-

og kompetenceniveauet bør sikres gennem anvendelse af krav til specifik viden og faglige kvalifikationer

hos disse personer.

(32) Medlemsstaterne bør dog ikke behøve at betragte de ledere eller ansatte, der ikke direkte er beskæfti-

get med distributionen af forsikrings- eller genforsikringsprodukter, som relevante personer. Hvad angår

forsikrings- og genforsikringsformidlere og -selskaber bør alle ansatte, der er direkte beskæftiget med

distributionsvirksomhed, forventes at være i besiddelse af et hensigtsmæssigt viden- og kompetenceni-

veau, med visse undtagelser som f.eks. for dem, der udelukkende beskæftiger sig med administrative

opgaver. Med hensyn til accessoriske forsikringsformidlere bør i det mindste de personer, der er ansvar-

lige for distributionen af accessoriske forsikringer, regnes blandt de relevante ansatte, der forventes at

være i besiddelse af et hensigtsmæssigt viden- og kompetenceniveau. Hvis forsikrings- og genforsikrings-

distributøren er en juridisk person, bør de personer i ledelsesstrukturen, der gennemfører politikker og

procedurer med relation til virksomhed med distribution af forsikrings- eller genforsikringsprodukter,

også opfylde passende krav om viden og kompetence. Med henblik herpå bør den person, der er ansvarlig

for forsikrings- eller genforsikringsdistributionsvirksomheden hos forsikrings- og genforsikringsformidle-

ren og den accessoriske forsikringsformidler, altid opfylde kravene om viden og kompetence.

(33) Medlemsstaterne bør sikre, at forsikringsformidlere og forsikringsselskaber, der rådgiver om eller

sælger forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailkunder, har et passende viden- og kompetence-

niveau i forhold til de tilbudte produkter. En sådan viden og kompetence er navnlig vigtigt i lyset af den

øgede kompleksitet og fortsatte innovation i udformningen af forsikringsbaserede investeringsproduk-

ter. Køb af forsikringsbaserede investeringsprodukter er forbundet med risiko, og investorerne bør kunne

stole på de oplysninger og kvaliteten af de vurderinger, der forelægges. Endvidere bør de ansatte have

tilstrækkelig tid og tilstrækkelige ressourcer til at kunne give detailkunderne alle relevante oplysninger

om de produkter, de tilbyder.

(34) En samordning af medlemsstaternes bestemmelser om faglige kvalifikationskrav til og registrering

af personer, der indleder og udøver forsikrings- eller genforsikringsdistributionsvirksomhed, kan både

bidrage til virkeliggørelsen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser og til forbedringen af

forbrugerbeskyttelsen på dette felt.

(35) For at fremme grænseoverskridende handel bør der indføres principper for gensidig anerkendelse af

formidleres viden og færdigheder.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

456

(36) På trods af de eksisterende systemer med et fælles pas for forsikringsselskaber og formidlere er for-

sikringsmarkedet i Unionen fortsat meget opsplittet. For at fremme grænseoverskridende forretninger og

forbedre gennemsigtigheden for kunderne bør medlemsstaterne sikre offentliggørelse af de bestemmelser

om samfundsmæssige interesser, som finder anvendelse på deres område, og et fælles elektronisk register

bør gøres offentligt tilgængeligt sammen med oplysninger om alle medlemsstaternes bestemmelser om

samfundsmæssige interesser, som finder anvendelse på forsikrings- og genforsikringsdistribution.

(37) Samarbejde og informationsudveksling mellem de kompetente myndigheder er afgørende for at

beskytte kunderne og sikre et sundt forsikrings- og genforsikringsformidlererhverv på det indre mar-

ked. Navnlig bør informationsudveksling fremmes, både i registreringsprocessen og løbende med henvis-

ning til oplysninger vedrørende godt omdømme og faglige kompetencer og viden hos personer, der er

ansvarlige for at udøve en forsikrings- eller genforsikringsdistributørs virksomhed.

(38) Der er behov for hensigtsmæssige og effektive udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer i

medlemsstaterne med henblik på bilæggelse af tvister mellem forsikringsdistributører og deres kunder, i

givet fald ved brug af eksisterende procedurer. Disse procedurer bør være tilgængelige med henblik på at

bilægge tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i henhold til dette direktiv. Sådanne udenretslige

klage- og tvistbilæggelsesprocedurer bør sigte mod at nå frem til en hurtigere og mindre omkostningsbe-

lastende bilæggelse af tvister mellem forsikringsdistributører og kunder.

(39) Det stigende antal forskellige aktiviteter, som mange forsikringsformidlere og -selskaber udøver

samtidig, har øget risikoen for interessekonflikter mellem disse forskellige aktiviteter og deres kunders

interesser. Det er derfor nødvendigt at fastsætte bestemmelser, der sikrer, at sådanne interessekonflikter

ikke skader kundens interesser.

(40) Kunderne bør på forhånd gives entydige oplysninger om den status, som de personer, der sælger

forsikringsprodukterne, har, og om formen for den aflønning, som de modtager. Disse oplysninger bør

gives til kunderne forud for indgåelse af aftale. De har til formål at orientere om forholdet mellem

forsikringsselskabet og formidleren, hvis det er relevant, samt om formen for formidlernes aflønning.

(41) For at give kunderne oplysninger om de leverede forsikringsdistributionsydelser, uanset om kunder-

ne køber dem gennem en formidler eller direkte fra et forsikringsselskab, og for at undgå konkurrencefor-

vridning ved at tilskynde forsikringsselskaber til at sælge direkte til kunderne frem for via formidlere

for at undgå oplysningskravene, bør forsikringsselskaber også være forpligtet til at oplyse kunderne om

karakteren af den aflønning, deres ansatte modtager for salg af forsikringsprodukter.

(42) Forsikringsformidlere og forsikringsselskaber er underlagt ensartede krav, når de distribuerer forsik-

ringsbaserede investeringsprodukter som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1286/2014

. Ud over de krævede oplysninger, der skal afgives i form af dokumentet med centrale

oplysninger, bør distributører af forsikringsbaserede investeringsprodukter give yderligere oplysninger

om eventuelle distributionsomkostninger, der ikke allerede er medtaget i de omkostninger, som er anført

i dokumentet med centrale oplysninger, for at sætte kunden i stand til at forstå den akkumulerede indvirk-

ning, som disse samlede omkostninger har på investeringsafkastet. Dette direktiv bør derfor fastsætte

regler for levering af oplysninger om omkostninger for den distributionsydelse, der er knyttet til de

pågældende forsikringsbaserede investeringsprodukter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

457

(43) Dette direktiv tager sigte på at forbedre forbrugerbeskyttelsen, og derfor finder nogle af bestemmel-

serne kun anvendelse på »virksomhed til forbruger-forhold«, navnlig dem, der regulerer god forretnings-

skik hos forsikringsformidlere eller andre, som sælger forsikringsprodukter.

(44) For at undgå tilfælde af fejlsalg bør salg af forsikringsprodukter altid ledsages af en test af krav og

behov på basis af oplysninger fra kunden. Ethvert forsikringsprodukt, der tilbydes kunden, bør altid være

i overensstemmelse med kundens krav og behov og præsenteres på en forståelig måde, så kunden kan

træffe en informeret beslutning.

(45) Hvis der ydes rådgivning forud for salget af et forsikringsprodukt, bør der ud over forpligtelsen til

at angive kundernes krav og behov ydes en individuel anbefaling til kunden, der forklarer, hvorfor et

bestemt produkt bedst opfylder kundens forsikringskrav og -behov.

(46) Medlemsstaterne bør kræve, at forsikringsdistributørers aflønningspolitikker ikke forhindrer deres

ansatte eller repræsentanter i at handle i kundernes bedste interesse eller forhindrer dem i at give

hensigtsmæssige anbefalinger eller præsentere oplysningerne på en måde, som er reel, klar og ikke-vildle-

dende. Aflønning baseret på salgsmål bør ikke give en tilskyndelse til at anbefale et bestemt produkt til

kunden.

(47) Det er afgørende for kunderne at vide, om den formidler, de har med at gøre, yder rådgivning på

basis af en objektiv og personlig analyse. Med henblik på at vurdere, om antallet af aftaler og udbydere,

der vurderes af formidleren, er tilstrækkeligt stort til at sikre en objektiv og individuel analyse, bør

der tages passende hensyn til bl.a. kundens behov, antallet af udbydere på markedet, disse udbyderes

markedsandel, antallet af relevante forsikringsprodukter, der er tilgængelige fra hver enkelt udbyder,

og disse produkters karakteristika. Direktivet bør ikke hindre medlemsstaterne i at pålægge krav om,

at en forsikringsformidler, der ønsker at yde rådgivning på basis af en objektiv og personlig analyse

af en forsikringsaftale, yder en sådan rådgivning om alle de forsikringsaftaler, som den pågældende

forsikringsformidler distribuerer.

(48) Forud for aftalens indgåelse bør kunden, uanset om der ydes rådgivning, gives de relevante oplysnin-

ger om forsikringsproduktet, således at kunden kan træffe en informeret beslutning. Et dokument med

oplysninger om et forsikringsprodukt bør indeholde standardiserede oplysninger om skadesforsikrings-

produkter. Det bør udarbejdes af det relevante forsikringsselskab eller, i de berørte medlemsstater, af den

forsikringsformidler, der udarbejder forsikringsproduktet. Forsikringsformidleren bør forklare kunden de

vigtigste karakteristika ved de forsikringsprodukter, som denne sælger, og dens personale bør derfor have

passende tid og ressourcer hertil.

(49) I tilfælde af gruppeforsikring bør »kunden« forstås som den repræsentant for en gruppe medlem-

mer, der indgår en forsikringsaftale på vegne af gruppen af medlemmer, hvis det enkelte medlem

ikke kan træffe en individuel beslutning om at tilslutte sig, såsom en obligatorisk arbejdsmarkedspen-

sionsordning. Gruppens repræsentant bør straks efter medlemmets indmelding i gruppeforsikringen om

nødvendigt stille dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet og distributørens afgivelse af

virksomhedsoplysninger til rådighed.

(50) Der bør indføres ensartede bestemmelser med henblik på at give kunden valget af det medium,

der anvendes til at give oplysninger, idet der bør kunne anvendes elektroniske meddelelser, hvis det er

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

458

passende under hensyntagen til transaktionens omstændigheder. Kunden bør dog have mulighed for at

modtage oplysningerne på papir. Af hensyn til kundens adgang til oplysninger bør alle oplysninger, som

formidles forud for indgåelse af aftale, stilles gratis til rådighed.

(51) Der er mindre behov for at kræve, at disse oplysninger gives, hvis kunden ønsker genforsikring

eller forsikring af kommercielle og industrielle risici eller, udelukkende med henblik på distribution af

forsikringsbaserede investeringsprodukter, hvis kunden er en professionel kunde som defineret i direktiv

2014/65/EU.

(52) Dette direktiv bør præcisere minimumsforpligtelserne for forsikringsdistributører til at give kunderne

oplysninger. En medlemsstat bør kunne opretholde eller vedtage strengere bestemmelser vedrørende

forelæggelse af oplysninger, der uanset bestemmelserne i formidlernes og selskabernes hjemland kan

pålægges forsikringsdistributører, som udøver deres forsikringsdistributionsvirksomhed på den pågælden-

de medlemsstats område, såfremt disse strengere bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten,

herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF

. Medlemsstater, som påtænker at anvende

eller anvender retsforskrifter for forsikringsdistributører og salg af forsikringsprodukter i tillæg til dem,

der er omhandlet i nærværende direktiv, bør sikre, at den administrative byrde i forbindelse med disse

retsforskrifter står i et rimeligt forhold til forbrugerbeskyttelsen og forbliver begrænset.

(53) Krydssalg er en almindelig strategi, der anvendes af forsikringsdistributører i hele Unionen. Kryds-

salg kan indebære fordele for kunderne, men tager i nogle tilfælde ikke i tilstrækkelig grad højde for

kundernes interesser. Dette direktiv bør ikke forhindre distribution af policer for flere forsikringsrisici.

(54) Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende krydssalg bør ikke berøre anvendelsen af EU-retsakter,

der fastsæter regler for krydssalg i forbindelse med visse kategorier af varer eller tjenesteydelser.

(55) Med henblik på at sikre, at forsikringsprodukter opfylder behovene for målgruppen, bør forsik-

ringsvirksomheder og, i de medlemsstater, hvor forsikringsformidlere udarbejder forsikringsprodukter

med henblik på salg til kunder, forsikringsformidlere opretholde, anvende og revidere en procedure for

godkendelse af hvert enkelt forsikringsprodukt. Hvis en forsikringsdistributør rådgiver om eller foreslår

forsikringsprodukter, som vedkommende ikke udarbejder, bør den pågældende distributør under alle

omstændigheder være i stand til at forstå karakteristikaene ved disse produkter og deres identificerede

målgruppe. Dette direktiv bør ikke begrænse udvalget og fleksibiliteten af de strategier, som virksomhe-

der anvender til at udvikle nye produkter.

(56) Forsikringsbaserede investeringsprodukter stilles ofte til rådighed for kunder som et eventuelt alter-

nativ eller en eventuel erstatning for investeringsprodukter, som er omfattet af direktiv 2014/65/EU. For

at yde ensartet investorbeskyttelse og undgå risikoen for regelarbitrage er det vigtigt, at forsikringsbasere-

de investeringsprodukter ud over de standardbestemmelser om god forretningsskik, der er defineret for

alle forsikringsprodukter, er omfattet af specifikke standarder, der har til formål at håndtere det investe-

ringselement, der er indbygget i disse produkter. Sådanne specifikke standarder bør omfatte formidling af

passende oplysninger, krav om egnet rådgivning og begrænsning af aflønning.

(57) Med henblik på at sikre, at eventuelle honorarer, provisioner eller naturalieydelser i forbindelse med

distribution af et forsikringsbaseret investeringsprodukt, der betales til eller af enhver part, undtagen kun-

den eller en person på vegne af kunden, ikke har en skadelig indvirkning på kvaliteten af den pågældende

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

459

tjenesteydelse til kunden, bør forsikringsdistributøren indføre passende og forholdsmæssige ordninger

for at undgå sådanne skadelige indvirkninger. Med henblik herpå bør forsikringsdistributøren udarbejde,

vedtage og regelmæssigt revidere politikker og procedurer vedrørende interessekonflikter med henblik på

at undgå enhver skadelig indvirkning på kvaliteten af den pågældende tjenesteydelse til kunden og sikre,

at kunden oplyses behørigt om honorarer, provisioner eller naturalieydelser.

(58) For at sikre, at forsikringsselskaber og personer, som udøver forsikringsdistribution, overholder

bestemmelserne i dette direktiv, og for at sikre, at de behandles ens i hele Unionen, bør det pålægges

medlemsstaterne at indføre administrative sanktioner og andre foranstaltninger, som er effektive, står i

et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. I Kommissionens meddelelse af 8.

december 2010 om udvidelse af sanktionsordningerne i sektoren for finansielle serviceydelser foretages

der en gennemgang af de eksisterende beføjelser og anvendelsen heraf i praksis med det formål at

forbedre konvergensen i sanktionerne og de andre foranstaltninger. Derfor bør de administrative sankti-

oner og andre foranstaltninger, som medlemsstaterne har fastlagt, opfylde en række væsentlige krav

vedrørende adressaterne, de kriterier, der skal tages hensyn til ved anvendelsen af en sanktion eller anden

foranstaltning og offentliggørelsen af sanktioner og foranstaltninger.

(59) Skønt medlemsstaterne ikke er forhindrede i at fastsætte bestemmelser om administrative og straffe-

retlige sanktioner for de samme overtrædelser, bør der ikke stilles krav om, at de fastsætter bestemmelser

om administrative sanktioner for overtrædelser af dette direktiv, som er omfattet af national strafferet. I

overensstemmelse med national ret er medlemsstaterne ikke forpligtet til at pålægge både administrative

og strafferetlige sanktioner for den samme overtrædelse, men de bør have mulighed for at gøre det, hvis

deres nationale ret tillader det. Opretholdelse af strafferetlige sanktioner i stedet for administrative sankti-

oner for overtrædelser af dette direktiv bør dog ikke begrænse eller på anden måde påvirke de kompetente

myndigheders mulighed for rettidigt at samarbejde med, få adgang til og udveksle oplysninger med de

kompetente myndigheder i andre medlemsstater i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv, heller

ikke efter at de pågældende overtrædelser måtte være henvist til de kompetente retslige myndigheder med

henblik på strafferetlig forfølgning.

(60) Navnlig bør de kompetente myndigheder have beføjelse til at pålægge bøder, der er tilstrækkeligt

store til at opveje de reelle eller potentielle fortjenester, og være afskrækkende selv for større institutter og

deres ledere.

(61) Med henblik på at yde ensartet investorbeskyttelse og undgå risikoen for regelarbitrage er det vigtigt,

at administrative sanktioner og andre foranstaltninger fastsat af medlemsstaterne i tilfælde af overtrædel-

ser i forbindelse med distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter er i overensstemmelse med

sanktionerne og foranstaltningerne i forordning (EU) nr. 1286/2014.

(62) For at sikre konsekvent anvendelse af sanktionerne i hele Unionen, bør medlemsstaterne sikre, at de

kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller andre foranstaltninger og

fastsættelsen af størrelsen af de administrative bøder tager højde for alle relevante omstændigheder.

(63) For at sikre, at de kompetente myndigheders afgørelser om overtrædelser har en afskrækkende

virkning på offentligheden som helhed, og for at oplyse markedsdeltagere om adfærd, som betragtes

som skadelig for kunderne, bør disse afgørelser offentliggøres, forudsat at tidsfristen for indgivelse af en

klage er overskredet, og der ikke er blevet indgivet nogen klage, medmindre sådan offentliggørelse udgør

en trussel mod finansielle markeders stabilitet eller en igangværende undersøgelse. Hvis national ret

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

460

fastsætter, at sanktionen eller den anden foranstaltning, som er genstand for prøvelse, skal offentliggøres,

bør sådanne oplysninger såvel som prøvelsens udfald også offentliggøres uden unødig forsinkelse. Under

alle omstændigheder bør den kompetente myndighed have mulighed for at beslutte ikke at offentliggøre

en sanktion eller anden foranstaltning eller at offentliggøre den anonymt, såfremt offentliggørelse af

sanktionen eller den anden foranstaltning ville forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

(64) For at kunne afdække potentielle overtrædelser bør de kompetente myndigheder have de nødvendige

undersøgelsesbeføjelser og bør fastlægge effektive mekanismer, der giver mulighed for at indberette

potentielle eller faktiske overtrædelser.

(65) Dette direktiv bør henvise til både administrative sanktioner og andre foranstaltninger, uanset om de i

henhold til national ret betragtes som sanktioner eller som andre foranstaltninger.

(66) Dette direktiv bør ikke berøre bestemmelser i medlemsstaternes lovgivning vedrørende strafferetlige

sanktioner.

(67) For at opfylde dette direktivs målsætninger bør Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290

i TEUF tillægges beføjelse til at vedtage retsakter vedrørende produkttilsyn og styringskrav for alle

produkter og, i forbindelse med distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter, håndtering af

interessekonflikter, betingelser for betaling eller modtagelse af tilskyndelser og egnetheds- og hensigts-

mæssighedsvurdering. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under

sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen

og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af

relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(68) Tekniske standarder for finansielle tjenesteydelser bør sikre konsekvent harmonisering og passende

beskyttelse af forbrugere i hele Unionen. EIOPA råder over ekspertviden, og derfor bør den udelukkende

få til opgave at udarbejde udkast til regulerings- og gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som ikke

nødvendiggør politikbeslutninger, og som skal forelægges for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissio-

nen.

(69) I overensstemmelse med den fælles forståelse vedrørende delegerede retsakter mellem Europa-Par-

lamentet, Rådet og Kommissionen bør Kommissionen, med forbehold af dens yderligere revision, tage

hensyn til indsigelsesfristen samt procedurer i Europa-Parlamentet og Rådet for så vidt angår datoen

for fremsendelse af den delegerede retsakt. Endvidere bør i overensstemmelse med den fælles forståelse

vedrørende delegerede retsakter, med forbehold af dens yderligere revision, og i nødvendigt omfang

forordning (EU) nr. 1094/2010, reel gennemsigtighed og passende kontakt med Europa-Parlamentet og

Rådet forud for vedtagelsen af den delegerede retsakt sikres.

(70) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF

og Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 45/2001

bør finde anvendelse på behandlingen af personoplysninger i EIOPA i forbindelse med

nærværende direktiv, under tilsyn af Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.

(71) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerken-

des i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som anført i traktaterne.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

461

(72) Dette direktiv bør ikke være for byrdefuldt for små og mellemstore forsikrings- og genforsikrings-

distributører. Et redskab til at nå dette mål er korrekt anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette

princip bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsdistributører, og på

udøvelsen af tilsynsbeføjelser.

(73) Dette direktiv bør tages op til revision fem år efter datoen for dets ikrafttrædelse for at tage hensyn

til markedsudviklingen samt udviklingen inden for andre områder af EU-retten eller medlemsstaternes

erfaringer med gennemførelse af EU-retten, navnlig med hensyn til produkter, der er omfattet af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF

10)

(74) Direktiv 2002/92/EF bør ophæves 24 måneder efter dette direktivs ikrafttræden. Dog bør kapitel IIIA

i direktiv 2002/92/EF udgå med virkning fra datoen for dette direktivs ikrafttræden.

(75) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser,

hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til direktiv 2002/92/EF. Forpligtelsen til at

gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af nævnte direktiv.

(76) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til fristerne for gennemfø-

relse i national ret af direktiv 2002/92/EF.

(77) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel

28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 og afgav en udtalelse den 23. november 2012

11)

(78) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på

grund af dets omfang bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstem-

melse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse

med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt

for at nå disse mål.

(79) I den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om

forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til i begrundede tilfælde at lade meddelelsen

af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et

direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med

dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv fastsætter regler for adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsdistribution

i Unionen.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

462

2. Dette direktiv finder anvendelse på enhver fysisk eller juridisk person, som er etableret eller ønsker at

etablere sig i en medlemsstat for at indlede og udøve distribution af forsikrings- og genforsikringsproduk-

ter.

3. Dette direktiv finder ikke anvendelse på accessoriske forsikringsformidlere, som udøver forsikrings-

distributionsvirksomhed, når alle følgende betingelser er opfyldt:

a) forsikringen udgør et supplement til den vare eller tjenesteydelse, som leveres af en given

leverandør, såfremt forsikringen dækker:

i) risikoen for driftsfejl ved, tab af eller beskadigelse af varen eller manglende brug af den

tjenesteydelse, der leveres af den pågældende leverandør, eller

ii) tab eller beskadigelse af bagage og andre risici i tilknytning til en rejse bestilt hos den

pågældende leverandør

præmiebeløbet for forsikringsproduktet overstiger ikke 600 EUR beregnet pro rata på årsbasis

uanset litra b), når forsikringen udgør et supplement til en tjenesteydelse som omhandlet i litra a),

og varigheden af denne tjenesteydelse er tre måneder eller derunder, overstiger præmiebeløbet pr.

person ikke 200 EUR.

4. Medlemsstaterne sikrer, at forsikringsselskabet eller forsikringsformidleren ved udøvelse af distribu-

tionsvirksomhed gennem en accessorisk forsikringsformidler, som er undtaget fra anvendelsen af dette

direktiv i medfør af stk. 3, sikrer, at:

a) der stilles oplysninger til rådighed for kunden, forud for indgåelsen af aftalen, om formidlerens

navn og adresse og om procedurerne omhandlet i artikel 14, efter hvilke kunder og andre berørte

parter kan indgive klager

b) der findes passende og forholdsmæssige ordninger med henblik på overholdelse af artikel 17 og

24 og på at tage højde for kundens krav og behov inden forslaget til aftale

c) dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet, som er omhandlet i artikel 20, stk. 5,

forelægges kunden forud for indgåelsen af aftalen.

5. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder overvåger markederne, herunder markedet

for accessoriske forsikringsprodukter, der markedsføres, distribueres eller sælges i eller fra deres med-

lemsstat. EIOPA kan lette og koordinere denne overvågning.

Dette direktiv finder ikke anvendelse på forsikrings- og genforsikringsdistributionsvirksomhed i

forbindelse med risici og forpligtelser uden for Unionen.

Dette direktiv berører ikke en medlemsstats ret om forsikrings- og genforsikringsdistributionsvirksomhed,

der udøves af forsikrings- og genforsikringsselskaber eller -formidlere, som er etableret i et tredjeland,

og som leverer ydelser på denne medlemsstats område ifølge princippet om fri udveksling af tjenesteydel-

ser, forudsat at der sikres ligebehandling af alle personer, som udøver eller har tilladelse til at udøve

forsikrings- og genforsikringsdistributionsvirksomhed på dette marked.

Dette direktiv vedrører ikke forsikrings- eller genforsikringsdistributionsvirksomhed, der udøves i tredje-

lande.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om eventuelle generelle vanskeligheder, som deres forsik-

rings- eller genforsikringsdistributører møder i forbindelse med etablering eller udøvelse af forsikrings-

eller genforsikringsdistributionsvirksomhed i tredjelande.

Artikel 2

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

463

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1) »forsikringsdistribution«: virksomhed, der består i at rådgive om, foreslå eller udføre det indledende

arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at medvirke ved

administrationen og opfyldelsen af sådanne aftaler, navnlig i tilfælde af en skadesanmeldelse, herunder

levering af oplysninger om en eller flere forsikringsaftaler i overensstemmelse med kundernes valgte

kriterier via et websted eller andre medier og udarbejdelse af en prioriteret liste over forsikringsprodukter,

der omfatter pris- og produktsammenligninger, eller rabat på prisen for en forsikringsaftale, hvis kunden

er i stand til direkte eller indirekte at indgå en forsikringsaftale ved at bruge et websted eller andre medier

2) »genforsikringsdistribution«: virksomhed, herunder når sådan virksomhed udøves af genforsikringssel-

skaber uden genforsikringsformidleres medvirken, der består i at rådgive om, foreslå eller udføre det

indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af genforsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at

medvirke ved administrationen og opfyldelsen af sådanne aftaler, navnlig i tilfælde af en skadesanmeldel-

3) »forsikringsformidler«: en fysisk eller juridisk person, som ikke er et forsikrings- eller genforsikrings-

selskab eller deres ansatte, og som ikke er en accessorisk forsikringsformidler, der mod aflønning indleder

eller udøver forsikringsdistributionsvirksomhed

4) »accessorisk forsikringsformidler«: en fysisk eller juridisk person, som ikke er et kreditinstitut eller et

investeringsselskab som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning (EU) nr. 575/2013

12)

, der mod aflønning indleder eller udøver forsikringsdistributionsvirksomhed

som en accessorisk aktivitet, forudsat at alle følgende betingelser er opfyldt:

a) den pågældende fysiske eller juridiske person udøver ikke forsikringsdistribution som hovederhverv

b) den fysiske eller juridiske person distribuerer kun visse forsikringsprodukter, der udgør et supplement

til en vare eller tjenesteydelse

c) de pågældende forsikringsprodukter omfatter ikke livs- eller ansvarsforsikring, medmindre denne er et

supplement til den vare eller tjenesteydelse, som formidleren tilbyder som sit hovederhverv

5) »genforsikringsformidler«: en fysisk eller juridisk person, som ikke er et genforsikringsselskab eller

dets ansatte, der mod aflønning indleder eller udøver genforsikringsdistributionsvirksomhed

6) »forsikringsselskab«: et selskab som defineret i artikel 13, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/138/EF

13)

7) »genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab som defineret i artikel 13, nr. 4), i direktiv

2009/138/EF

8) »forsikringsdistributør«: en forsikringsformidler, en accessorisk forsikringsformidler eller et forsik-

ringsselskab

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

464

9) »aflønning«: provision, honorar, gebyr eller anden betaling, herunder enhver form for økonomiske

fordele eller enhver anden finansiel eller ikke-finansiel fordel eller tilskyndelse, som tilbydes eller gives

med henblik på forsikringsdistributionsvirksomhed

10) »hjemland«:

a) hvis formidleren er en fysisk person: den medlemsstat, hvor formidleren har sin bopæl

b) hvis formidleren er en juridisk person: den medlemsstat, hvor den juridiske person har sit vedtægts-

mæssige hjemsted, eller, hvis den i henhold til denne medlemsstats ret ikke har noget vedtægtsmæssigt

hjemsted, den medlemsstat, hvor dens hovedkontor er beliggende

11) »værtsland«: den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsformidleren har en permanent

tilstedeværelse eller et fast driftssted eller leverer tjenesteydelser, og som ikke er formidlerens hjemland

12) »filial«: en formidlers agentur eller filial, der er beliggende på en anden medlemsstats område end

hjemlandets

13) »snævre forbindelser«: snævre forbindelser som defineret i artikel 13, nr. 17), i direktiv 2009/138/EF

14) »primært forretningssted«: det sted, hvorfra hovedaktiviteterne administreres

15) »rådgivning«: en personlig anbefaling til en kunde, enten efter anmodning fra kunden eller på

forsikringsdistributørens foranledning vedrørende en eller flere forsikringsaftaler

16) »store risici«: store risici som defineret i artikel 13, nr. 27), i direktiv 2009/138/EF

17) »forsikringsbaseret investeringsprodukt«: et forsikringsprodukt, der har en værdi ved udløb eller en

tilbagekøbsværdi, og hvor denne værdi ved udløb eller tilbagekøbsværdi direkte eller indirekte er helt

eller delvis eksponeret mod markedsudsving, og omfatter ikke:

a) skadesforsikringsprodukter som opført på listen i bilag I til direktiv 2009/138/EF (skadesforsikrings-

klasser)

b) livsforsikringskontrakter, hvor de i kontrakten fastsatte ydelser alene udbetales ved dødsfald eller på

grund af uarbejdsdygtighed som følge af ulykke, sygdom eller invaliditet

c) pensionsprodukter, som i henhold til national ret anses for at have til hovedformål at sikre investorer en

pensionsindkomst, og som berettiger investor til visse ydelser

d) officielt anerkendte arbejdsmarkedspensionsordninger, der falder ind under anvendelsesområdet for

direktiv 2003/41/EF eller direktiv 2009/138/EF

e) individuelle pensionsprodukter, hvortil national ret kræver et økonomisk bidrag fra arbejdsgiveren,

og hvor arbejdsgiveren eller arbejdstageren ikke har noget valg for så vidt angår pensionsprodukt eller

-udbyder

18) »varigt medium«: ethvert instrument, der:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

465

a) sætter kunden i stand til at lagre oplysninger, der er rettet personligt til den pågældende kunde på en

måde, der giver mulighed for fremtidig henvisning i et tidsrum, der er tilstrækkelig langt til informations-

formålet, og

b) giver mulighed for uændret reproduktion af de lagrede oplysninger.

2. Med henblik på stk. 1, nr. 1) og 2), anses følgende ikke for at udgøre forsikringsdistribution eller

genforsikringsdistribution:

a) lejlighedsvis levering af oplysninger i forbindelse med anden erhvervsvirksomhed, forudsat at:

i) leverandøren ikke træffer yderligere foranstaltninger til at bistå med at indgå eller opfylde en forsik-

ringsaftale

ii) formålet med erhvervsvirksomheden ikke er at bistå kunden med at indgå eller opfylde en genforsik-

ringsaftale

b) erhvervsmæssig administration af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs skadesanmeldelser og

skadesafregning og taksation

c) levering blot af data og oplysninger om potentielle forsikringstagere til forsikrings- eller genforsik-

ringsformidlere eller forsikrings- eller genforsikringsselskaber, forudsat at leverandøren ikke træffer

yderligere foranstaltninger til at bistå med indgåelsen af en forsikrings- eller genforsikringsaftale

d) levering blot af oplysninger om forsikrings- eller genforsikringsprodukter, en forsikrings- eller genfor-

sikringsformidler eller et forsikrings- eller genforsikringsselskab til potentielle forsikringstagere, forudsat

at leverandøren ikke træffer yderligere foranstaltninger til at bistå med indgåelsen af en forsikrings- eller

genforsikringsaftale.

KAPITEL II

REGISTRERINGSKRAV

Artikel 3

Registrering

1. Forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere skal i deres hjemland

registreres hos en kompetent myndighed.

Forsikrings- og genforsikringsselskaber og deres ansatte skal ikke registreres efter dette direktiv.

Med forbehold af første afsnit kan medlemsstaterne fastsætte, at forsikrings- og genforsikringsselskaber

og -formidlere og andre organer kan samarbejde med de kompetente myndigheder med henblik på regi-

strering af forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere og i forbindelse

med anvendelsen af kravene fastsat i artikel 10.

Navnlig kan forsikrings- og genforsikringsformidlere og formidlere af accessoriske forsikringer blive

registreret hos et forsikrings- eller genforsikringsselskab, en forsikrings- eller genforsikringsformidler

eller hos en sammenslutning af forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller forsikrings- eller genforsik-

ringsformidlere under en kompetent myndigheds kontrol.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

466

En forsikrings- eller genforsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler kan handle på et

forsikrings- eller genforsikringsselskabs eller en anden formidlers ansvar. I så fald kan medlemsstaterne

fastsætte, at forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller den anden formidler er ansvarlig for at sikre, at

forsikrings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler opfylder betingel-

serne for registrering, herunder betingelserne i stk. 6, første afsnit, litra c).

Medlemsstaterne kan også fastsætte, at det forsikrings- eller genforsikringsselskab eller den anden for-

midler, der påtager sig ansvaret for forsikrings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske

forsikringsformidler, registrerer denne formidler eller accessoriske formidler.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende kravet i første afsnit på alle de fysiske personer, som

arbejder hos en forsikrings- eller genforsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler, og

som udøver forsikrings- eller genforsikringsdistributionsvirksomhed.

Medlemsstaterne sikrer, at registrene anfører navnene på de fysiske personer i ledelsen af den forsikrings-

eller genforsikringsdistributør, der er ansvarlig for forsikrings- eller genforsikringsdistributionen.

Det skal endvidere fremgå af registrene, i hvilke medlemsstater de enkelte formidlere udøver virksomhed

i henhold til bestemmelserne om etableringsfrihed eller fri udveksling af tjenesteydelser.

Medlemsstaterne kan oprette mere end ét register for forsikrings- og genforsikringsformidlere

og accessoriske forsikringsformidlere, forudsat at de fastlægger kriterier for, hvordan formidlerne skal

registreres.

Medlemsstaterne opretter et onlineregistreringssystem Dette system skal være lettilgængeligt og give

mulighed for at udfylde registreringsformularen direkte online.

3. I tilfælde, hvor der er mere end et register i en medlemsstat, opretter denne medlemsstat et fælles

informationssted, der giver nem og hurtig offentlig adgang til oplysninger fra det nationale register,

som samles elektronisk og ajourføres. Dette informationssted skal desuden levere oplysningerne om

hjemlandets kompetente myndigheder.

4. EIOPA opretter, offentliggør på sit websted og ajourfører et fælles elektronisk register med oplysnin-

ger om forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere, som har meddelt,

at de har til hensigt at udøve grænseoverskridende virksomhed i overensstemmelse med kapitel III. Med-

lemsstaterne giver straks EIOPA relevante oplysninger for at sætte den i stand til at gøre dette. Registret

skal have links til og være tilgængeligt fra medlemsstaternes kompetente myndigheders websteder.

EIOPA har adgang til de data, der opbevares i registeret som omhandlet i første afsnit. EIOPA og de

kompetente myndigheder har ret til at ændre sådanne data. Datasubjekter, hvis personlige oplysninger

opbevares i registeret og udveksles, har ret til adgang til sådanne opbevarede data og ret til passende

underretning.

EIOPA opretter et websted med hyperlinks til hvert enkelt fælles informationssted eller i givet fald et

Hjemlande sikrer, at registrering af forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikrings-

formidlere sker under overholdelse af de relevante krav fastsat i artikel 10.

Den kompetente myndighed kontrollerer regelmæssigt, om betingelserne for registreringen fortsat er

opfyldt.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

467

Hjemlande sikrer, at forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere, der

ophører med at opfylde kravene i artikel 10, fjernes fra registret. I givet fald underretter hjemlandet

værtslandet om en sådan fjernelse fra registret.

5. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgninger fra formidlere om optagelse i registret behandles inden for tre

måneder efter indgivelsen af en komplet ansøgning, og at ansøgeren straks får meddelelse om afgørelsen.

6. Medlemsstaterne sikrer, at alle følgende oplysninger afkræves som en betingelse for registrering af

forsikrings- og genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere:

a) identiteten af de aktionærer eller selskabsdeltagere, både fysiske og juridiske personer, som

besidder andele hos formidleren på over 10 %, samt størrelsen heraf

b) identiteten af de personer, som har snævre forbindelser med formidleren

c) oplysning om, at disse andele eller snævre forbindelser ikke forhindrer den kompetente myndig-

hed i at foretage effektiv overvågning.

Medlemsstaterne sikrer, at formidlere straks underretter de kompetente myndigheder om enhver ændring i

de oplysninger, der forelægges efter dette stykke.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder afviser at foretage registrering, hvis de

love eller administrative bestemmelser i et tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske

personer, som formidleren har snævre forbindelser med, eller de problemer, som er forbundet med

håndhævelse af disse love eller administrative bestemmelser, forhindrer dem i at foretage effektiv over-

vågning.

KAPITEL III

FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER OG ETABLERINGSFRIHED

Artikel 4

Udnyttelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser

En forsikrings- eller genforsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler, der agter at

udøve aktiviteter for første gang på en anden medlemsstats område i henhold til bestemmelserne om fri

udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfrihed, giver sit hjemlands kompetente myndighed følgende

oplysninger:

a) formidlerens navn, adresse og, hvis det er relevant, registreringsnummer

b) i hvilken eller hvilke medlemsstater formidleren agter at udøve virksomhed

c) formidlerkategorien og, hvis det er relevant, navnet på eventuelt repræsenterede forsikrings- eller

genforsikringsselskaber

d) i givet fald den relevante forsikringsklasse.

Den kompetente myndighed i hjemlandet meddeler senest en måned efter modtagelsen af de

oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, disse oplysninger til den kompetente myndighed i værtslandet,

som straks bekræfter modtagelsen. Den kompetente myndighed i hjemlandet underretter skriftligt forsik-

rings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler om, at den kompetente

myndighed i værtslandet har modtaget oplysningerne, og at formidleren kan påbegynde sin virksomhed

i værtslandet. Hvis det er relevant, meddeler den kompetente myndighed i hjemlandet samtidig formidle-

ren, at oplysninger om de retlige bestemmelser, som er omhandlet i artikel 11, stk. 1, og finder anvendelse

i værtslandet, er tilgængelige via de midler, der er omhandlet i artikel 11, stk. 3 og 4, og også at

formidleren skal opfylde disse betingelser for at påbegynde sin virksomhed i værtslandet.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

468

3. Hvis der sker ændringer i de oplysninger, der er afgivet i overensstemmelse med stk. 1, underretter

forsikrings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler mindst en måned,

inden de foretages, den kompetente myndighed i hjemlandet herom. Den kompetente myndighed i hjem-

landet underretter også den kompetente myndighed i værtslandet om denne ændring så hurtigt som muligt

og senest en måned efter den dato, hvor den kompetente myndighed i hjemlandet modtog oplysningerne.

Artikel 5

Tilsidesættelse af forpligtelser under udnyttelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser

1. Hvis den kompetente myndighed i værtslandet har en begrundet formodning om, at en forsikrings-

eller genforsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler, der handler på dens område under

udnyttelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser, tilsidesætter forpligtelser i medfør af dette

direktiv, underretter den den kompetente myndighed i hjemlandet om denne formodning.

Efter at have vurderet de efter første afsnit modtagne oplysninger træffer den kompetente myndighed i

hjemlandet, hvor det er relevant, og i givet fald hurtigst muligt, passende foranstaltninger for at afhjælpe

situationen. Den underretter værtslandets kompetente myndighed om sådanne trufne foranstaltninger.

Hvis forsikrings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler på trods

af de foranstaltninger, der træffes i hjemlandet, eller fordi disse foranstaltninger viser sig at være

utilstrækkelige eller mangelfulde, fortsætter med at optræde på en måde, der klart skader værtslandets

forbrugeres interesser i vidt omfang eller forsikrings- og genforsikringsmarkedernes korrekte funktion,

kan værtslandets kompetente myndighed efter at have underrettet hjemlandets kompetente myndighed

træffe passende foranstaltninger for at forebygge yderligere uregelmæssigheder, herunder, i det omfang

det er strengt nødvendigt, ved at hindre den pågældende formidler i fortsat at udøve ny virksomhed på

dets område.

Desuden kan den kompetente myndighed i hjemlandet eller værtslandet henvise sagen til EIOPA og

anmode om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan

EIOPA handle i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.

2. Stk. 1 berører ikke værtslandets beføjelse til at træffe passende foranstaltninger til at forebygge eller

straffe uregelmæssigheder begået på dets område, i en situation hvor det er nødvendigt med omgående

handling for at beskytte forbrugernes rettigheder. Denne beføjelse omfatter muligheden for at hindre for-

sikrings- og genforsikringsformidlere og de accessoriske forsikringsformidlere i at udøve ny virksomhed

på dets område.

3. Foranstaltninger, der vedtages af de kompetente myndigheder i værtslandet i medfør af denne artikel,

meddeles til den berørte forsikrings- eller genforsikringsformidler eller accessoriske forsikringsformidler

i et velbegrundet dokument og meddeles straks til den kompetente myndighed i hjemlandet, til EIOPA

samt til Kommissionen.

Artikel 6

Udnyttelse af retten til etableringsfrihed

1. Medlemsstaterne sikrer, at en forsikrings- eller genforsikringsformidler eller accessorisk forsikrings-

formidler, som agter at udnytte deres ret til etableringsfrihed til at oprette en filial eller en permanent

tilstedeværelse på en anden medlemsstats område, meddeler dette til sit hjemlands kompetente myndig-

hed samt afgiver følgende oplysninger til denne kompetente myndighed:

a) formidlerens navn, adresse og, hvis det er relevant, registreringsnummer

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

469

b) i hvilken medlemsstat formidleren har til hensigt at oprette en filial eller en permanent tilstedevæ-

relse

c) formidlerkategorien og, hvis det er relevant, navnet på eventuelt repræsenterede forsikrings- eller

genforsikringsselskaber

d) den relevante forsikringsklasse, hvis det er relevant

e) en adresse i værtslandet, hvorfra dokumenter kan rekvireres

f) navnet på eventuelle personer, som er ansvarlige for administrationen af filialen eller den perma-

nente tilstedeværelse.

En formidlers permanente tilstedeværelse på en anden medlemsstats område, som svarer til en filial,

behandles på samme måde som en filial, medmindre formidleren lovligt etablerer sådan permanent

tilstedeværelse i en anden retlig form.

Medmindre den kompetente myndighed i hjemlandet har grund til at betvivle tilstrækkeligheden

af den organisatoriske struktur eller økonomiske situation hos forsikrings- eller genforsikringsformidle-

ren eller den accessoriske forsikringsformidler i betragtning af den tilsigtede distributionsvirksomhed,

videresender den senest en måned efter modtagelsen de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, til den

kompetente myndighed i værtslandet, som straks bekræfter modtagelsen heraf. Den kompetente myndig-

hed i hjemlandet underretter skriftligt forsikrings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske

forsikringsformidler om, at den kompetente myndighed i værtslandet har modtaget oplysningerne.

Senest én måned efter modtagelsen af de oplysninger, der er omhandlet i nærværende stykkes første

afsnit, meddeler den kompetente myndighed i værtslandet de retlige bestemmelser, der er omhandlet i

artikel 11, stk. 1, ved hjælp af de midler, der er omhandlet i artikel 11, stk. 3 og 4, som finder anvendelse

på dens område, til den kompetente myndighed i hjemlandet. Hjemlandets kompetente myndighed med-

deler formidleren disse oplysninger og oplyser formidleren, at denne kan påbegynde sin virksomhed i

værtslandet, forudsat at den overholder disse retlige bestemmelser.

Hvis der ikke modtages nogen meddelelse inden for den i andet afsnit fastsatte frist, kan forsikrings- eller

genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler oprette filialen og påbegynde sin

virksomhed.

3. Nægter den kompetente myndighed i hjemlandet at videresende oplysningerne omhandlet i stk. 1

til den kompetente myndighed i værtslandet, skal den begrunde dette afslag over for forsikrings- eller

genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler senest en måned efter modtagelsen

af alle de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1.

Et afslag som omhandlet i første afsnit eller ethvert svigt hos den kompetente myndighed i hjemlandet

i videresendelsen af oplysningerne omhandlet i stk. 1 skal være underlagt adgang til domstolsprøvelse i

hjemlandet.

4. Hvis der sker ændringer i de oplysninger, der er afgivet i overensstemmelse med stk. 1, underretter

forsikrings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler mindst en måned,

inden de foretages, den kompetente myndighed i hjemlandet herom. Den kompetente myndighed i hjem-

landet underretter også den kompetente myndighed i værtslandet om denne ændring så hurtigt som muligt

og senest en måned efter den dato, hvor den kompetente myndighed i hjemlandet modtog oplysningerne.

Artikel 7

Kompetencefordeling mellem hjem- og værtsland

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

470

1. Hvis en forsikrings- eller genforsikringsformidlers eller accessorisk forsikringsformidlers primære

forretningssted er beliggende i en anden medlemsstat end hjemlandet, kan den kompetente myndighed i

den anden medlemsstat aftale med den kompetente myndighed i hjemlandet, at den handler, som om den

var den kompetente myndighed i hjemlandet i forhold til bestemmelserne i kapitel IV, V, VI og VII. I

tilfælde af en sådan aftale underretter den kompetente myndighed i hjemlandet straks forsikrings- eller

genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler og EIOPA herom.

Den kompetente myndighed i værtslandet har ansvaret for at sikre, at de tjenesteydelser, som

driftsstedet leverer på værtslandets område, er i overensstemmelse med de forpligtelser, der er fastsat i

kapitel V og VI, og med foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.

Den kompetente myndighed i værtslandet har ret til at gennemgå etableringsordninger og til at kræve de

ændringer, der er nødvendige for at den kompetente myndighed kan håndhæve forpligtelserne i henhold

til kapitel V og kapitel VI og foranstaltninger vedtaget i medfør heraf i forhold til de tjenesteydelser eller

aktiviteter, som driftsstedet leverer eller udfører på dette lands område.

Artikel 8

Tilsidesættelse af forpligtelser under udnyttelse af etableringsfrihed

1. Hvis de kompetente myndigheder i et værtsland konstaterer, at en forsikrings- eller genforsikringsfor-

midler eller accessorisk forsikringsformidler ikke overholder de lov- eller reguleringsbestemmelser, som

værtslandet har vedtaget i medfør af bestemmelserne i kapitel V og VI, kan den pågældende myndighed

træffe passende foranstaltninger.

2. Hvis et værtslands kompetente myndighed har en begrundet formodning om, at en forsikrings- eller

genforsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler, der udøver virksomhed på dets område

gennem et driftssted, har tilsidesat forpligtelser fastsat i dette direktiv, og hvis den pågældende kompeten-

te myndighed ikke er ansvarlig i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, forelægger værtslandet disse

grunde for den kompetente myndighed i hjemlandet. Efter at have vurderet de modtagne oplysninger

træffer den kompetente myndighed i hjemlandet, hvor det er relevant og i givet fald, hurtigst muligt pas-

sende foranstaltninger for at afhjælpe situationen. Den underretter værtslandets kompetente myndighed

om sådanne trufne foranstaltninger.

Hvis forsikrings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler på

trods af de foranstaltninger, der træffes i hjemlandet, eller fordi disse foranstaltninger viser sig at være

utilstrækkelige eller mangler, fortsætter med at optræde på en måde, der klart skader værtslandets forbru-

geres interesser i stort omfang eller forsikrings- og genforsikringsmarkedernes ordentlige funktion, kan

værtslandets kompetente myndighed efter at have underrettet hjemlandets kompetente myndighed træffe

passende foranstaltninger for at forebygge yderligere uregelmæssigheder, herunder, i det omfang det er

strengt nødvendigt, ved at hindre den pågældende formidler i fortsat at udøve ny virksomhed på dets

område.

Endvidere kan den kompetente myndighed i hjemlandet eller i værtslandet forelægge sagen for EIOPA

og anmode denne om hjælp, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010. I så fald kan EIOPA handle i

overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.

Stk. 2 og 3 berører ikke værtslandets beføjelse til at træffe passende og ikke-diskriminerende

foranstaltninger til at forebygge eller sanktionere uregelmæssigheder begået på dets område, i situationer

hvor omgående handling er strengt nødvendig for at beskytte forbrugernes rettigheder i værtslandet,

og hvor lignende foranstaltninger i hjemlandet er utilstrækkelige eller mangler. I sådanne situationer

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

471

har værtslandet mulighed for at hindre den pågældende forsikrings- eller genforsikringsformidler eller

accessoriske forsikringsformidler i at udøve ny virksomhed på dets område.

Foranstaltninger, der vedtages af de kompetente myndigheder i værtslandet efter denne artikel,

meddeles til den berørte forsikrings- eller genforsikringsformidler eller accessoriske forsikringsformidler

i et velbegrundet dokument og meddeles straks til den kompetente myndighed i hjemlandet, til EIOPA

samt til Kommissionen.

Artikel 9

Beføjelser tilknyttet nationale bestemmelser, der vedtages med henblik på almene hensyn

1. Dette direktiv berører ikke værtslandenes beføjelse til at træffe passende og ikke-diskriminerende

foranstaltninger med henblik på at sanktionere uregelmæssigheder begået på deres områder, som strider

mod deres retlige bestemmelser som omhandlet i artikel 11, stk. 1, for så vidt dette er strengt nødven-

digt. I sådanne situationer har værtslandet mulighed for at hindre den pågældende forsikrings- eller

genforsikringsformidler eller accessoriske forsikringsformidler i at udøve ny virksomhed på dets område.

Endvidere berører dette direktiv ikke værtslandets kompetente myndigheds beføjelse til at træffe

passende foranstaltninger til at hindre en forsikringsdistributør, der er etableret i en anden medlemsstat, i

at drive virksomhed på dets område under udnyttelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser eller i

givet fald etableringsfriheden, hvis den relevante virksomhed er helt eller primært rettet mod værtslandets

område med det ene formål at undgå de retlige bestemmelser, der ville finde anvendelse, hvis den

pågældende forsikringsdistributør havde sin bopæl eller sit vedtægtsmæssige hjemsted i det pågældende

værtsland, og herudover, hvis dens virksomhed alvorligt er til fare for, at værtslandets forsikrings- og

genforsikringsmarkeder fungerer efter hensigten hvad angår forbrugerbeskyttelsen. I sådanne tilfælde

kan den kompetente myndighed i værtslandet, efter at den har underrettet den kompetente myndighed i

hjemlandet, med hensyn til den pågældende forsikringsdistributør træffe alle nødvendige passende foran-

staltninger for at beskytte forbrugernes rettigheder i værtslandet. De berørte kompetente myndigheder kan

forelægge sagen for EIOPA og anmode denne om hjælp, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1094/2010,

og i så fald kan EIOPA i tilfælde af uenighed mellem de kompetente myndigheder i værts- og hjemlandet

handle inden for rammerne af de beføjelser, den er tillagt i henhold til nævnte artikel.

KAPITEL IV

ORGANISATORISKE KRAV

Artikel 10

Faglige og organisatoriske kvalifikationskrav

1. Hjemlande sikrer, at forsikrings- og genforsikringsdistributører og ansatte i forsikrings- og forsik-

ringsselskaber, som udøver forsikrings- eller genforsikringsdistributionsvirksomhed, besidder passende

viden og færdigheder, således at de kan varetage deres opgaver og opfylde deres forpligtelser tilfredsstil-

lende.

Hjemlande sikrer, at forsikrings- og genforsikringsformidlere og ansatte i forsikrings- og genfor-

sikringsselskaber samt ansatte hos forsikrings- og genforsikringsformidlere overholder krav om faglig

uddannelse og efteruddannelse for at bevare et passende præstationsniveau, der svarer til den rolle, de

spiller, og det relevante marked.

Med henblik herpå indfører og offentliggør hjemlande mekanismer til effektivt at kontrollere og vurdere

viden og færdigheder hos forsikrings- og genforsikringsformidlere og ansatte i forsikrings- og genforsik-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

472

ringsselskaber samt ansatte hos forsikrings- og genforsikringsformidlere på grundlag af mindst 15 timers

faglig uddannelse eller efteruddannelse pr. år under hensyntagen til arten af de solgte produkter, typen

af distributør, den rolle, de spiller, og den virksomhed, som forsikrings- eller genforsikringsdistributøren

udøver.

Hjemlande kan kræve, at en vellykket opfyldelse af kravene til uddannelse og efteruddannelse dokumen-

teres ved erhvervelsen af et certifikat.

Medlemsstaterne tilpasser kravene til viden og færdigheder efter forsikrings- eller genforsikringsdistri-

butørernes specifikke virksomhed og de produkter, der distribueres, navnlig i tilfælde af accessoriske

forsikringsformidlere. Medlemsstaterne kan kræve, at forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller -for-

midleren i forbindelse med de i artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, omhandlede tilfælde og for ansatte i

forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som udøver forsikrings- eller genforsikringsdistribution, skal

kontrollere, at de pågældende formidleres viden og færdigheder er i overensstemmelse med kravene i

stk. 1, og om nødvendigt skal tilbyde sådanne formidlere muligheder for uddannelse eller efteruddannel-

se, der modsvarer kravene i forbindelse med de produkter, som formidlerne sælger.

Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at anvende kravet i stk. 1 og i nærværende stykkes første

afsnit på alle de fysiske personer i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller hos en forsikrings-

eller genforsikringsformidler, der udøver forsikrings- eller genforsikringsdistributionsvirksomhed, men

medlemsstaterne sikrer, at de relevante personer i ledelsesstrukturen i sådanne selskaber, der er ansvarlige

for distribution af forsikrings- og genforsikringsprodukter, samt alle andre personer, som er direkte

beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsdistribution, godtgør, at de besidder den viden og de

færdigheder, der er nødvendig for udførelsen af deres opgaver.

Forsikrings- og genforsikringsformidlere skal godtgøre, at de opfylder de relevante krav til faglig viden

og kompetencer, som er fastsat i bilag I.

3. Fysiske personer, som arbejder i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller hos en forsikrings-

eller genforsikringsformidler, der udøver forsikrings- eller genforsikringsdistribution, skal have et godt

omdømme. De skal som et minimum have en ren straffeattest eller en anden tilsvarende national attest for

så vidt angår alvorlige strafbare handlinger i forbindelse med formueforbrydelser eller anden kriminalitet

vedrørende finansielle aktiviteter, og de må ikke tidligere have været erklæret konkurs, medmindre de er

blevet rehabiliteret i overensstemmelse med national ret.

Medlemsstaterne kan i henhold til artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, tillade, at forsikrings- eller genforsik-

ringsdistributøren undersøger sine ansattes og, hvor det er relevant, sine forsikrings- eller genforsikrings-

formidleres omdømme.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende kravet i første afsnit på alle de fysiske personer, der

arbejder i et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller hos en forsikrings- eller genforsikringsformidler,

forudsat at disse fysiske personer ikke er direkte beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsdistribu-

tion. Medlemsstaterne sikrer dog, at personerne i ledelsesstrukturen med ansvar for og alle ansatte direkte

beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsdistribution opfylder kravet.

Hvad angår accessoriske forsikringsformidlere sikrer medlemsstaterne, at personer med ansvar for distri-

bution af accessoriske forsikringer opfylder kravene i første afsnit.

Forsikrings- og genforsikringsformidlere skal have en erhvervsansvarsforsikring eller en anden

tilsvarende garanti, der dækker hele Unionens område, mod erstatningsansvar for pligtforsømmelse på

mindst 1 250 000 EUR pr. skadesanmeldelse og på sammenlagt 1 850 000 EUR for alle skadesanmel-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

473

delser i løbet af et år, medmindre en sådan forsikring eller tilsvarende garanti i forvejen ydes af et

forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et andet selskab, på hvis vegne forsikrings- eller genforsik-

ringsformidleren handler eller er bemyndiget til at handle, eller medmindre et sådant selskab har påtaget

sig det fulde ansvar for formidlerens handlinger.

Medlemsstaterne kræver, at accessoriske forsikringsformidlere tegner erhvervsansvarsforsikringer

eller tilsvarende garantier på et niveau, der er fastsat af medlemsstaterne, under hensyntagen til arten af de

solgte produkter og den udførte virksomhed.

6. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte kunderne mod manglende

evne hos forsikrings- eller genforsikringsformidleren eller den accessoriske forsikringsformidler til at

overføre præmiebeløbet til forsikringsselskabet eller til at overføre erstatningsbeløbet eller en bonus til

den forsikrede.

Sådanne foranstaltninger skal antage en eller flere af følgende former:

a) bestemmelser fastsat ved lov eller aftale, hvorefter penge betalt af kunden til formidleren betragtes

som værende betalt til selskabet, hvorimod penge betalt af selskabet til formidleren ikke betragtes

som værende betalt til kunden, før kunden faktisk modtager dem

b) et krav til formidleren om, at denne skal have en finansiel kapacitet, der til enhver tid skal være på

4 % af de samlede modtagne årlige præmiebeløb, dog mindst 18 750 EUR

c) et krav om, at kundens betroede midler overføres via strengt adskilte kundekonti, og at disse konti

ikke benyttes til at fyldestgøre andre kreditorer i tilfælde af konkurs

d) et krav om, at der oprettes en garantifond.

7. EIOPA reviderer regelmæssigt de i stk. 4 og 6 omhandlede beløb for at tage hensyn til udviklingen i

det europæiske forbrugerprisindeks, der offentliggøres af Eurostat. Den første revision finder sted senest

den 31. december 2017, og de følgende revisioner finder sted hvert femte år herefter.

EIOPA udarbejder udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, således at det grundbeløb i euro,

der er omhandlet i stk. 4 og 6, tilpasses med den procentvise ændring af det i nærværende stykkes første

afsnit omhandlede indeks for perioden mellem den 1. januar 2013 og den 31. december 2017 eller fra

datoen for den seneste revision til den nye revision og rundes op til nærmeste multiplum af 10 EUR.

EIOPA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den

30. juni 2018, og de følgende udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder hvert femte år derefter.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i nærværende stykkes andet og tredje afsnit omhand-

lede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU)

nr. 1094/2010.

8. For at sikre overholdelse kravene i stk. 1, 2 og 3 godkender og gennemfører forsikrings- og genfor-

sikringsselskaber deres interne politikker og passende interne procedurer og reviderer dem regelmæssigt.

Forsikrings- og genforsikringsselskaber udpeger en funktion, der skal sikre korrekt gennemførelse af de

godkendte politikker og procedurer.

Forsikrings- og genforsikringsselskaber opretter, vedligeholder og ajourfører kartoteker med al relevant

dokumentation vedrørende anvendelsen af stk. 1, 2 og 3. Forsikrings- og genforsikringsselskaber stiller

efter anmodning navnet på den person, der er ansvarlig for denne funktion, til rådighed for hjemlandets

kompetente myndighed.

Artikel 11

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

474

Offentliggørelse af bestemmelser om almene hensyn

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder på passende måde offentliggør de relevante

nationale lovbestemmelser om almene hensyn, herunder oplysninger om, hvorvidt medlemsstaten har

valgt at anvende de strengere bestemmelser fastsat i artikel 29, stk. 3, som finder anvendelse på udøvelse

af forsikrings- og genforsikringsdistribution på deres område.

2. Medlemsstater, som påtænker at anvende eller anvender bestemmelser, som regulerer forsikrings-

distribution, i tillæg til dem, der er omhandlet i dette direktiv, sikrer, at den administrative byrde i

forbindelse med disse bestemmelser står i et rimeligt forhold til forbrugerbeskyttelsen. Medlemsstaterne

fører regelmæssigt tilsyn med disse bestemmelser for at sikre, at de fortsat overholder dette stykke.

EIOPA skal på sit websted indsætte links til de kompetente myndigheders websteder, hvor der

offentliggøres oplysninger om bestemmelserne om almene hensyn. Sådanne oplysninger ajourføres regel-

mæssigt af de nationale kompetente myndigheder, og EIOPA offentliggør oplysningerne på sit websted

sammen med alle de nationale bestemmelser om almene hensyn fordelt på forskellige relevante retsområ-

der.

4. Medlemsstaterne opretter et fælles informationssted, som er ansvarligt for at formidle oplysninger om

bestemmelser vedrørende almene hensyn i de respektive medlemsstater. Informationsstedet bør være en

passende kompetent myndighed.

5. EIOPA gennemgår i en rapport de bestemmelser om almene hensyn, som medlemsstaterne offentlig-

gør i henhold til denne artikel, med henblik på at sikre, at dette direktiv og det indre marked fungerer efter

hensigten, og underretter Kommissionen herom, senest den 23. februar 2019.

Artikel 12

Kompetente myndigheder

1. Medlemsstaterne udpeger de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre gennemførelsen af

dette direktiv. De underretter Kommissionen herom med angivelse af en eventuel kompetencefordeling.

2. De i nærværende artikels stk. 1 omhandlede myndigheder skal være enten offentlige myndigheder

eller organer, der er anerkendt i national ret eller anerkendt af en offentlig myndighed, som udtrykkeligt

har beføjelse hertil efter national ret. De må ikke være forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller

sammenslutninger, hvis medlemmer direkte eller indirekte omfatter forsikrings- eller genforsikringssel-

skaber eller forsikrings- eller genforsikringsformidlere, uden at det berører muligheden for samarbejde

mellem kompetente myndigheder og andre organer, hvis dette udtrykkeligt er omhandlet i artikel 3, stk. 1.

3. De kompetente myndigheder skal have alle de beføjelser, der er nødvendige for at varetage deres

opgaver efter dette direktiv. Hvis der er to eller flere kompetente myndigheder på en medlemsstats

område, sikrer medlemsstaten et tæt samarbejde mellem disse myndigheder, således at de er i stand til at

varetage deres respektive opgaver effektivt.

Artikel 13

Samarbejde og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder

1. De kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater samarbejder indbyrdes og udveksler rele-

vante oplysninger om forsikrings- og genforsikringsdistributører for at sikre, at dette direktiv anvendes

korrekt.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

475

Navnlig i registreringsprocessen og løbende udveksler de kompetente myndigheder relevante

oplysninger vedrørende godt omdømme, faglig viden og faglige kompetencer hos forsikrings- og genfor-

sikringsdistributører.

3. De kompetente myndigheder udveksler også oplysninger om forsikrings- og genforsikringsdistribu-

tører, der er blevet pålagt en sanktion eller anden foranstaltning, jf. kapitel VII, som vil kunne føre til

sletning af registret over disse distributører.

4. Enhver, der modtager eller videregiver oplysninger i henhold til dette direktiv, har tavshedspligt som

fastsat i artikel 64 i direktiv 2009/138/EF.

Artikel 14

Klage

Medlemsstaterne sikrer, at der indføres procedurer, hvorved kunder og andre berørte parter, navnlig for-

brugerorganisationer, kan indbringe klager over forsikrings- og genforsikringsdistributører. I alle tilfælde

skal klagere modtage svar.

Artikel 15

Udenretslig bilæggelse af tvister

Medlemsstaterne sikrer, at der i overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning og national

ret oprettes tilstrækkelige og effektive, uvildige og uafhængige udenretslige klage- og tvistbilæggelses-

procedurer i forbindelse med tvister mellem kunder og forsikringsdistributører vedrørende rettigheder og

forpligtelser efter dette direktiv, hvor det er hensigtsmæssigt ved brug af eksisterende organer. Medlems-

staterne sikrer, at sådanne procedurer finder anvendelse på, og at det relevante organs kompetence reelt

omfatter, forsikringsdistributører, som procedurerne indledes mod.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 omhandlede enheder samarbejder med henblik på bilæggelse af

grænseoverskridende tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør af dette direktiv.

Artikel 16

Begrænsning af brugen af formidlere

Medlemsstaterne sikrer, at forsikrings- og genforsikringsselskaber og -formidlere, når de benytter tjene-

steydelser fra forsikrings- eller genforsikringsformidlere eller accessoriske forsikringsformidlere, kun

benytter forsikrings- og genforsikringsdistributionsydelser fra registrerede forsikrings- og genforsikrings-

formidlere eller accessoriske forsikringsformidlere, herunder dem, der er omhandlet i artikel 1, stk. 3.

KAPITEL V

OPLYSNINGSKRAV OG REGLER OM GOD FORRETNINGSSKIK

Artikel 17

Generelt princip

1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikringsdistributører, når de udøver forsikringsdistribution, altid handler

ærligt, redeligt og professionelt i deres kunders bedste interesse.

2. Uden at det berører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF

14)

sikrer medlemsstaterne, at

alle oplysninger med tilknytning til genstanden for dette direktiv, herunder markedsføringsmateriale, som

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

476

forsikringsdistributøren sender til kunder eller potentielle kunder, skal være reelle, klare og ikke-vildle-

dende. Markedsføringsmateriale skal altid tydeligt fremstå som sådant.

3. Medlemsstaterne sikrer, at forsikringsdistributører ikke aflønnes og ikke aflønner eller vurderer deres

medarbejderes indsats på en måde, der strider mod deres forpligtelse til at handle i kundernes bedste

interesse. En forsikringsdistributør må navnlig ikke indføre aflønningsordninger, salgsmål eller andre

ordninger, som kunne give en tilskyndelse til den pågældende selv eller dennes ansatte til at anbefale et

bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når forsikringsdistributøren kunne tilbyde et andet produkt, der

ville dække kundens behov bedre.

Artikel 18

Forsikringsformidlerens eller forsikringsselskabets generelle oplysningspligt

Medlemsstaterne sikrer, at:

a) en forsikringsformidler i god tid inden indgåelse af en forsikringsaftale giver kunden oplysning om

følgende:

i) sit navn og sin adresse, og at den pågældende er en forsikringsformidler

ii) om den pågældende yder rådgivning om de solgte forsikringsprodukter

iii) de i artikel 14 omhandlede procedurer, hvorefter kunder og andre berørte parter kan indbringe klager

over forsikringsformidlere, samt de i artikel 15 omhandlede udenretslige klage- og tvistbilæggelsesproce-

durer

iv) det register, som den pågældende er optaget i, med angivelse af, hvordan det kan kontrolleres, at den

pågældende er registreret, og

v) om formidleren repræsenterer kunden eller handler for eller på vegne af forsikringsselskabet

b) et forsikringsselskab i god tid inden indgåelse af en forsikringsaftale giver kunden oplysning om

følgende:

i) sit navn og sin adresse, og at det er et forsikringsselskab

ii) om forsikringsselskabet yder rådgivning om de solgte forsikringsprodukter

iii) de i artikel 14 omhandlede procedurer, hvorefter kunder og andre berørte parter kan indbringe klager

over forsikringsselskaber, samt de i artikel 15 omhandlede udenretslige klage- og tvistbilæggelsesproce-

durer.

Artikel 19

Interessekonflikter og gennemsigtighed

1. Medlemsstaterne sikrer, at en forsikringsformidler i god tid inden indgåelse af en forsikringsaftale

mindst giver kunden oplysning om følgende:

a) om forsikringsformidleren har en direkte eller indirekte andel på 10 % eller mere af stemmerettigheder-

ne eller kapitalen i et bestemt forsikringsselskab

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

477

b) om et bestemt forsikringsselskab eller moderselskabet til et bestemt forsikringsselskab har en direkte

eller indirekte andel på 10 % eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i forsikringsformidlersel-

skabet

c) i forbindelse med den aftale, der foreslås eller rådgives om, om:

i) forsikringsformidleren yder rådgivning på basis af en objektiv og personlig analyse

ii) forsikringsformidleren har en kontraktlig forpligtelse til udelukkende at benytte et eller flere forsik-

ringsselskaber; i så fald skal formidleren meddele navnene på disse forsikringsselskaber, eller

iii) forsikringsformidleren ikke har en kontraktlig forpligtelse til udelukkende at benytte et eller flere

forsikringsselskaber til forsikringsdistributionsvirksomhed og ikke yder rådgivning på basis af en objektiv

og personlig analyse; i så fald skal forsikringsformidleren meddele navnene på de forsikringsselskaber,

som forsikringsformidleren kan benytte og faktisk benytter

d) hvilken form for aflønning der modtages i forbindelse med forsikringsaftalen

e) om forsikringsformidleren i forhold til forsikringsaftalen arbejder:

i) på basis af et honorar, som er den aflønning, kunden betaler direkte

ii) på basis af en form for provision, som er den aflønning, der indgår i forsikringspræmien

iii) på basis af enhver anden form for aflønning, herunder en form for økonomisk fordel, som tilbydes

eller gives i forbindelse med forsikringsaftalen, eller

iv) på basis af en kombination af enhver form for aflønning som omhandlet i nr. i), ii) og iii).

Hvis kunden skal betale honoraret direkte, oplyser forsikringsformidleren kunden om honorarets

størrelse eller, hvis dette ikke er muligt, metoden til beregning af honoraret.

3. Hvis kunden foretager betalinger ud over de løbende præmier og planlagte betalinger i henhold til

forsikringsaftalen efter dens indgåelse, skal forsikringsformidleren også give oplysninger i overensstem-

melse med denne artikel om hver enkelt af sådanne betalinger.

4. Medlemsstaterne sikrer, at ethvert forsikringsselskab i god tid inden indgåelsen af en forsikringsaftale

giver sin kunde oplysning om, hvilken form for aflønning dets ansatte modtager i forbindelse med

forsikringsaftalen.

5. Hvis kunden foretager betalinger ud over de løbende præmier og planlagte betalinger i henhold til

forsikringsaftalen efter dens indgåelse, skal forsikringsselskabet også give oplysninger i overensstemmel-

se med denne artikel om sådanne betalinger.

Artikel 20

Rådgivning og standarder for salg, hvor der ikke ydes rådgivning

Inden en forsikringsaftale indgås, fastlægger forsikringsdistributøren eller forsikringsselskabet på

basis af oplysninger fra kunden kundens krav og behov og giver kunden objektive oplysninger om

forsikringsproduktet på en forståelig måde, så kunden kan træffe en informeret beslutning.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

478

Enhver aftale, der foreslås, skal være i overensstemmelse med kundens forsikringskrav og -behov.

Når der ydes rådgivning, inden en konkret forsikringsaftale indgås, yder forsikringsdistributøren en

individuel anbefaling, der forklarer, hvorfor et bestemt produkt bedst opfylder kundens forsikringskrav og

-behov.

2. De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, afpasses efter kompleksiteten af det forsikringsprodukt, der

foreslås, og typen af kunde.

Når en forsikringsformidler meddeler kunden, at den pågældende yder rådgivning på basis af en

objektiv og personlig analyse, er forsikringsformidleren forpligtet til at yde denne rådgivning på grundlag

af en analyse af et så stort antal af de på markedet disponible forsikringsaftaler, at den pågældende er i

stand til ud fra faglige kriterier at rådgive kunden personligt om, hvilken forsikringsaftale der ville være

egnet til at opfylde kundens behov.

4. Uden at det berører artikel 183 og 184 i direktiv 2009/138/EF, giver forsikringsdistributøren inden

aftalens indgåelse, uanset om der ydes rådgivning, og uanset om forsikringsproduktet er del af en pakke

i medfør af nærværende direktivs artikel 24, kunden de relevante oplysninger om forsikringsproduktet i

en form, som er forståelig, under hensyntagen til forsikringsproduktets kompleksitet og typen af kunde,

således at kunden kan træffe en informeret beslutning.

I forbindelse med distribution af skadesforsikringsprodukter som opført i bilag I til direktiv

2009/138/EF, gives de i denne artikels stk. 4 omhandlede oplysninger i form af et standardiseret doku-

ment med oplysninger om forsikringsproduktet på papir eller et andet varigt medium.

6. Det i stk. 5 omhandlede dokument med oplysninger om forsikringsproduktet udarbejdes af producen-

ten af skadesforsikringsproduktet.

7. Dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal:

a) være et kort og selvstændigt dokument

b) udformes og opstilles således, at det er klart og letlæseligt, med brug af en læservenlig skriftstør-

relse

c) være lige så forståeligt, hvis det oprindeligt er affattet i farver, men udskrives eller fotokopieres i

sort-hvid

d) affattes på de officielle sprog eller på et af de officielle sprog, der anvendes i den del af medlems-

staten, hvor forsikringsproduktet tilbydes, eller på et andet sprog, hvis forbrugeren og distributøren

enes herom

e) være nøjagtigt og ikke vildledende

f) indeholde titlen »dokument med oplysninger om forsikringsproduktet« øverst på første side

g) indeholde en meddelelse om, at fuldstændige prækontraktlige og kontraktlige oplysninger om

produktet findes i andre dokumenter.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal gives sam-

men med oplysninger, der er påkrævet i medfør af andre relevante EU-retsakter eller national ret under

forudsætning af, at alle kravene i første afsnit er opfyldt.

8. Dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal indeholde følgende oplysninger:

a) oplysninger om formen for forsikring

b) en sammenfatning af forsikringsdækningen, herunder de vigtigste forsikrede risici, den forsikrede

sum og, hvor det er relevant, det geografiske anvendelsesområde og en sammenfatning af de

ikke-medtagne risici

c) betingelser for indbetaling af præmier, herunder over hvor lang tid indbetalingerne skal ske

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

479

de vigtigste undtagelser, hvor der ikke kan indgives skadesanmeldelser

forpligtelser ved aftalens begyndelse

forpligtelser i løbet af aftalens varighed

forpligtelser i tilfælde af, at der indgives en skadesanmeldelse

aftalens varighed herunder datoerne for aftalens begyndelse og udløb

betingelserne for opsigelse af aftalen.

Efter høring af de nationale myndigheder og efter gennemførelse af forbrugerundersøgelser

udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende et standardiseret

præsentationsformat for dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet, der præciserer detaljerne

for præsentationen af de i stk. 8 omhandlede oplysninger.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest

den 23. februar 2017.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i nærværende stykkes første afsnit omhandlede

gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU)

nr. 1094/2010.

Artikel 21

Oplysningspligt for accessoriske forsikringsformidlere

Medlemsstaterne sikrer, at accessoriske forsikringsformidlere overholder artikel 18, litra a), nr. i), iii) og

iv), og artikel 19, stk. 1, litra d).

Artikel 22

Undtagelser fra oplysningspligten og fleksibilitetsbestemmelse

Forsikringsdistributører, der udøver distributionsvirksomhed i forbindelse med forsikring af store

risici, er ikke forpligtet til at give de i artikel 18, 19 og 20 omhandlede oplysninger.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at oplysningerne i nærværende direktivs artikel 29 og 30 ikke skal leveres

til en professionel kunde som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 10), i direktiv 2014/65/EU.

2. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre bestemmelser om strengere krav til de i dette kapitel

omhandlede oplysninger, forudsat at disse bestemmelser er forenelige med EU-retten. Medlemsstaterne

underretter EIOPA og Kommissionen om sådanne bestemmelser.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at deres kompetente myndigheder

på passende måde offentliggør oplysninger om, hvorvidt medlemsstaten har valgt at anvende strengere

bestemmelser efter dette stykke.

Medlemsstaterne kan navnlig gøre ydelse af rådgivning som omhandlet i artikel 20, stk. 1, tredje afsnit,

obligatorisk ved salg af ethvert forsikringsprodukt eller for visse former for forsikringsprodukter. I så fald

skal forsikringsdistributører, herunder dem, der udnytter retten til fri udveksling af tjenesteydelser eller

etableringsfriheden, overholde sådanne strengere nationale bestemmelser, når de indgår forsikringsaftaler

med kunder, der har deres sædvanlige opholdssted eller driftssted i den pågældende medlemsstat.

3. Medlemsstaterne kan begrænse eller forbyde accept eller modtagelse af honorarer, provisioner eller

andre penge- eller naturalieydelser, der betales eller leveres til forsikringsdistributører af tredjemand eller

en person, der handler på tredjemands vegne, i forbindelse med distribution af forsikringsprodukter.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

480

4. For på enhver hensigtsmæssig måde at skabe en høj grad af gennemsigtighed sikrer EIOPA, at de

oplysninger, den modtager om medlemsstaternes bestemmelser, også gøres tilgængelige for kunder og for

forsikrings- og genforsikringsdistributører.

5. Medlemsstaterne sikrer, at en ansat, hvis forsikringsdistributøren er ansvarlig for ydelsen af obligato-

riske arbejdsmarkedspensionsordninger, og den ansatte bliver medlem af en sådan ordning uden at have

truffet en individuel beslutning om at tilslutte sig den, får de oplysninger, der er omhandlet i dette kapitel,

straks efter tilmeldingen til den pågældende ordning.

Artikel 23

Oplysningskrav

Enhver form for oplysninger i henhold til artikel 18, 19, 20 og 29 skal gives til kunderne:

på papir

på en tydelig og nøjagtig måde, der er forståelig for kunden

på et officielt sprog i den medlemsstat, hvor risikoen befinder sig, eller i den medlemsstat, hvor

forpligtelsen indgås, eller ethvert andet sprog, som aftales mellem parterne, og

d) gratis.

2. Uanset nærværende artikels stk. 1, litra a), kan de i artikel 18, 19, 20 og 29 omhandlede oplysninger

gives til kunden på et af følgende medier:

a) et andet varigt medium end papir, forudsat at betingelserne i nærværende artikels stk. 4 er opfyldt,

eller

b) et websted, forudsat at betingelserne i nærværende artikels stk. 5 er opfyldt.

3. Hvis de i artikel 18, 19, 20 og 29 omhandlede oplysninger gives ved brug af et andet varigt medium

end papir eller ved hjælp af et websted, gives kunden dog efter anmodning en papirudgave gratis.

4. De i artikel 18, 19, 20 og 29 omhandlede oplysninger kan gives ved brug af et andet varigt medium

end papir, forudsat af følgende betingelser er opfyldt:

a) brugen af det varige medium er passende i forbindelse med de forretninger, der gennemføres

mellem forsikringsdistributøren og kunden, og

b) kunden har fået valget mellem oplysninger på papir og på et varigt medium og har valgt sidst-

nævnte medium.

5. De i artikel 18, 19, 20 og 29 omhandlede oplysninger kan gives ved hjælp af et websted, forudsat at

oplysningerne sendes til kunden personligt, eller forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

a) formidling af de nævnte oplysninger ved hjælp at et websted er passende i forbindelse med de

forretninger, der gennemføres mellem forsikringsdistributøren og kunden

b) kunden er indforstået med formidling af de nævnte oplysninger ved hjælp af et websted

c) kunden er underrettet elektronisk om webstedets adresse og om, hvor på webstedet der er adgang

til de nævnte oplysninger

d) det sikres, at der er adgang til de nævnte oplysninger på webstedet, så længe kunden med rimelig-

hed kan forventes at have behov herfor.

I forbindelse med stk. 4 og 5 anses levering af oplysninger ved brug af et andet varigt medium

end papir eller ved hjælp af et websted for passende i forbindelse med de forretninger, der gennemføres

mellem forsikringsdistributøren og kunden, forudsat at der er belæg for, at kunden regelmæssigt har

adgang til internettet. Opgiver kunden en e-mailadresse med henblik på disse forretninger, anses det for at

være et sådant belæg.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

481

I tilfælde af telefonsalg skal oplysninger, som forsikringsformidleren giver til kunden forud for

indgåelsen af aftalen, herunder dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet, være givet i over-

ensstemmelse med EU-reglerne for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Endvidere skal forsikringsfor-

midleren give de forudgående oplysninger til kunden i overensstemmelse med stk. 1 eller 2 umiddelbart

efter indgåelsen af forsikringsaftalen, selv hvis kunden har besluttet at modtage oplysningerne på et andet

varigt medium end papir i overensstemmelse med stk. 4.

Artikel 24

Krydssalg

1. Når et forsikringsprodukt tilbydes sammen med et accessorisk produkt eller en accessorisk tjenestey-

delse, der ikke er en forsikring, som del af en pakke eller den samme aftale, skal forsikringsdistributøren

meddele kunden, om de forskellige komponenter kan købes separat, og i givet fald fremlægge en tilstræk-

kelig beskrivelse af de forskellige komponenter i aftalen eller pakken og separat dokumentation for

omkostninger og gebyrer i forbindelse med hver enkelt komponent.

2. Under de i stk. 1 omhandlede omstændigheder, og hvis den risiko eller den forsikringsdækning som

følge af en sådan aftale eller pakke, som tilbydes en kunde, adskiller sig fra de risici, der er forbundet

med de separate komponenter, skal forsikringsdistributøren forelægge en tilstrækkelig beskrivelse af de

forskellige komponenter i aftalen eller pakken og af måden, hvorpå deres sammenhæng ændrer risikoen

eller forsikringsdækningen.

3. Hvis et forsikringsprodukt er accessorisk i forhold til en vare eller en tjenesteydelse, som ikke er

en forsikring, som del af en pakke eller den samme aftale, skal forsikringsdistributøren tilbyde kunden,

at varen eller tjenesteydelsen kan købes separat. Dette stykke finder ikke anvendelse, hvis et forsikrings-

produkt er accessorisk i forhold til en investeringsservice eller -aktivitet som defineret i artikel 4, stk. 1,

nr. 2), i direktiv 2014/65/EU, en kreditaftale som defineret i artikel 4, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2014/17/EU

15)

eller en betalingskonto som defineret i artikel 2, nr. 3), i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/92/EU

16)

EIOPA kan udarbejde retningslinjer for vurdering af og tilsyn med krydssalg, idet myndigheden

angiver, i hvilke situationer krydssalg ikke er forenelig med forpligtelserne fastsat i artikel 17.

5. Denne artikel forhindrer ikke distribution af forsikringsprodukter, der yder dækning for forskellige

former for risici (policer for flere forsikringsrisici).

I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1 og 3, sikrer medlemsstaterne, at en forsikringsdistributør

præciserer kundens krav og behov i forbindelse med de forsikringsprodukter, der udgør en del af den

samlede pakke eller den samme aftale.

7. Medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage yderligere strengere foranstaltninger eller gribe ind fra

sag til sag for at forbyde salg af forsikring sammen med en accessorisk tjenesteydelse eller et accessorisk

produkt, der ikke er en forsikring, som del af en pakke eller den samme aftale, hvis de kan dokumentere,

at denne praksis er til skade for forbrugerne.

Artikel 25

Produkttilsyn og styringskrav

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

482

1. Forsikringsselskaber og formidlere, som udarbejder forsikringsprodukter til salg til kunder, oprethol-

der, anvender og reviderer en godkendelsesproces for hvert enkelt forsikringsprodukt eller for væsentlige

tilpasninger af et eksisterende forsikringsprodukt, inden det markedsføres eller distribueres til kunderne.

Produktgodkendelsesprocessen skal være forholdsmæssigt afpasset og hensigtsmæssig i forhold til forsik-

ringsproduktets art.

Produktgodkendelsesprocessen angiver en afgrænset målgruppe for hvert produkt, sikrer, at alle relevante

risici for denne angivne målgruppe vurderes, og at den tilsigtede distributionsstrategi er i overensstem-

melse med den tilsigtede målgruppe, og træffer hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at forsik-

ringsproduktet distribueres til den afgrænsede målgruppe.

Forsikringsselskabet skal forstå og regelmæssigt revidere de forsikringsprodukter, det udbyder eller

markedsfører, under hensyntagen til eventuelle begivenheder, som materielt kunne påvirke de potentielle

risici på den tilsigtede målgruppe, for i det mindste at vurdere, om produktet stadig opfylder behovene på

den angivne målgruppe, og om den tilsigtede distributionsstrategi stadig er hensigtsmæssig.

Forsikringsselskaber og -formidlere, som udarbejder forsikringsprodukter, stiller alle relevante oplysnin-

ger om forsikringsproduktet og om produktgodkendelsesprocessen, herunder forsikringsproduktets tilsig-

tede målgruppe, til rådighed for distributører.

Hvis en forsikringsdistributør rådgiver om eller foreslår forsikringsprodukter, som den pågældende ikke

udarbejder, skal forsikringsdistributøren have etableret egnede ordninger til at kunne indhente de i femte

afsnit omhandlede oplysninger og forstå karakteristikaene ved og den afgrænsede målgruppe for hvert

forsikringsprodukt.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med

artikel 38 med henblik på yderligere at præcisere principperne i denne artikel under forholdsmæssigt

afpasset hensyn til den udførte virksomhed, de solgte forsikringsprodukters art og distributørens art.

3. De politikker, procedurer og ordninger, som er omhandlet i denne artikel, berører ikke alle andre krav

i medfør af dette direktiv, herunder krav vedrørende offentliggørelse, egnethed eller hensigtsmæssighed,

identificering og styring af interessekonflikter og tilskyndelser.

Denne artikel finder ikke anvendelse på forsikringsprodukter, der består af forsikring af store risici.

KAPITEL VI

SUPPLERENDE KRAV I FORHOLD TIL FORSIKRINGSBASEREDE INVESTERINGSPRO-

DUKTER

Artikel 26

Anvendelsesområde for supplerende krav

Dette kapitel fastsætter krav, der supplerer dem, der finder anvendelse for forsikringsdistribution i over-

ensstemmelse med artikel 17, 18, 19 og 20, når forsikringsdistributionen udøves i forbindelse med salg af

forsikringsbaserede investeringsprodukter af enhver af følgende:

a) en forsikringsformidler

b) et forsikringsselskab.

Artikel 27

Forebyggelse af interessekonflikter

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

483

Uden at det berører artikel 17, opretholder og anvender en forsikringsformidler eller et forsikringsselskab,

der udøver distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter, effektive organisatoriske og admini-

strative ordninger med henblik på at træffe alle rimelige forholdsregler til forebyggelse af, at interesse-

konflikter som fastsat i artikel 28 skader kundernes interesser. Disse ordninger skal være forholdsmæssigt

afpasset den udførte virksomhed, de solgte forsikringsprodukter og typen af distributør.

Artikel 28

Interessekonflikter

1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikringsformidlere og forsikringsselskaber træffer alle relevante for-

holdsregler for at kunne påvise interessekonflikter mellem dem, herunder deres ledere og ansatte eller

enhver anden person, der direkte eller indirekte er forbundet med dem ved et kontrolforhold, og deres

kunder, eller mellem kunderne indbyrdes, som opstår ved udøvelsen af forsikringsdistributionsvirksom-

hed.

Hvis de organisatoriske eller administrative ordninger, der i overensstemmelse med artikel 27

er indført af forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet for at styre interessekonflikter, ikke er

tilstrækkelige til med rimelig sikkerhed at kunne sikre forebyggelse af risikoen for, at kunders interesser

skades, skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet klart oplyse kunden om interessekonflikter-

nes generelle karakter eller årsager i god tid inden indgåelsen af en forsikringsaftale.

3. Uanset artikel 23, stk. 1, skal oplysningerne omhandlet i stk. 2:

a) gives på et varigt medium, og

b) være tilstrækkeligt detaljerede i betragtning af arten af kunden, så kunden kan træffe en informe-

ret beslutning med hensyn til den forsikringsdistributionsvirksomhed, i forbindelse med hvilken

interessekonflikten opstår.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med

artikel 38 med henblik på at:

a) fastlægge de forholdsregler, forsikringsformidlere og forsikringsselskaber med rimelighed kan

forventes at træffe for at påvise, forhindre, styre og oplyse om interessekonflikter, når de udøver

forsikringsdistributionsvirksomhed

b) opstille passende kriterier for at bestemme de former for interessekonflikter, som kan skade

forsikringsformidlerens eller forsikringsselskabets kunders eller potentielle kunders interesser.

Artikel 29

Oplysninger til kunder

Uden at det berører artikel 18 og artikel 19, stk. 1 og 2, skal der gives relevante oplysninger i

god tid inden indgåelsen af en aftale til kunder eller potentielle kunder med hensyn til distribution af for-

sikringsbaserede investeringsprodukter og med hensyn til alle omkostninger og tilknyttede gebyrer. Disse

oplysninger skal som minimum omfatte følgende:

a) hvis der ydes rådgivning, om forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet vil give kunden en

periodisk vurdering af de anbefalede forsikringsbaserede investeringsprodukters egnethed, som

omhandlet i artikel 30

b) hvad angår oplysninger om forsikringsbaserede investeringsprodukter og foreslåede investerings-

strategier, relevant vejledning og relevante advarsler om de risici, der er forbundet de forsikrings-

baserede investeringsprodukter eller i forbindelse med særlige foreslåede investeringsstrategier

c) hvad angår oplysninger om alle omkostninger og tilknyttede gebyrer, oplysninger i forbindelse

med distributionen af det forsikringsbaserede investeringsprodukt, herunder udgifterne til rådgiv-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

484

ning, hvor det er relevant, udgifter til det forskningsbaserede investeringsprodukt, som anbefales

eller afsættes til kunden, og oplysninger om, hvordan kunden kan betale for det, herunder eventu-

elle tredjemandsbetalinger.

Oplysningerne om alle omkostninger og gebyrer, herunder omkostninger og gebyrer i forbindelse med

distribution af det forsikringsbaserede investeringsprodukt, som ikke skyldes tilstedeværelsen af under-

liggende markedsrisici, skal foreligge i sammenfattet form, så kunden får et overblik over de samlede

omkostninger og den kumulerede effekt på afkastet af investeringen og, hvis kunden måtte anmode

herom, skal en specificeret opgørelse af omkostningerne og gebyrerne leveres. Sådanne oplysninger

leveres i givet fald regelmæssigt og mindst én gang om året for kunden under investeringens livscyklus.

De i dette stykke omhandlede oplysninger gives i en form, som er forståelig, på en sådan måde, at kunder

eller potentielle kunder i rimeligt omfang kan forstå det tilbudte forsikringsbaserede investeringsprodukts

art og risici og dermed træffe informerede investeringsbeslutninger. Medlemsstaterne kan tillade, at disse

oplysninger gives i et standardiseret format.

Uden at det berører artikel 19, stk. 1, litra d) og e), artikel 19, stk. 3, og artikel 22, stk. 3,

sikrer medlemsstaterne, at forsikringsformidlere eller forsikringsselskaber kun kan anses for at have

opfyldt deres forpligtelser i henhold til artikel 17, stk. 1, eller artikel 27 eller 28, hvis de betaler eller

modtager honorarer eller provisioner, eller hvis de leverer eller modtager naturalieydelser i forbindelse

med distribution af et forsikringsbaseret investeringsprodukt eller en accessorisk tjenesteydelse til eller

fra andre parter end kunden eller en person, som handler på vegne af kunden, bortset fra de tilfælde, hvor

betalingen eller ydelsen:

a) ikke har en skadelig indvirkning på kvaliteten af den pågældende tjenesteydelse til kunden, og

b) ikke hindrer forsikringsformidlerens eller forsikringsselskabets opfyldelse af pligten til at handle

ærligt, redeligt og professionelt i overensstemmelse med kundens bedste interesse.

Medlemsstaterne kan pålægge distributører strengere krav med hensyn til de af dette direktiv

omfattede områder. Navnlig kan medlemsstaterne desuden forbyde eller yderligere begrænse tilbuddet om

eller accepten af honorarer, provisioner eller naturalieydelser fra tredjepart i forbindelse med forsikrings-

rådgivning.

Strengere krav kan omfatte krav om, at sådanne honorarer, provisioner eller naturalieydelser skal returne-

res til kunden eller modregnes honorarer betalt af kunden.

Medlemsstaterne kan gøre ydelse af den rådgivning, der er omhandlet i artikel 30, obligatorisk med

henblik på salg af ethvert forsikringsbaseret investeringsprodukt eller for visse former heraf.

Medlemsstaterne kan kræve, at en forsikringsformidler, når den pågældende meddeler kunden, at rådgiv-

ningen ydes uafhængigt, skal vurdere et tilstrækkeligt stort antal forsikringsprodukter på markedet, som er

tilstrækkeligt forskelligartede med hensyn til deres form og produktudbydere til at sikre, at kundens mål

opfyldes og ikke begrænses til forsikringsprodukter, der udstedes eller udbydes af enheder, som har tætte

forbindelser med forsikringsformidleren.

Alle forsikringsformidlere og forsikringsselskaber skal overholde en medlemsstats strengere krav som

omhandlet i dette stykke, herunder dem, der udnytter retten til fri udveksling af tjenesteydelser eller

etableringsfriheden, når de indgår forsikringsaftaler med kunder, der har deres sædvanlige opholdssted

eller driftssted i den pågældende medlemsstat.

Uden at det berører nærværende artikels stk. 3, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage

delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 38, som uddyber:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

485

a) kriterierne for vurdering af, hvorvidt tilskyndelser, der betales eller modtages af en forsikringsfor-

midler eller et forsikringsselskab, har en skadelig indvirkning på kvaliteten af den pågældende

tjenesteydelse til kunden

b) kriterierne for vurdering af, hvorvidt forsikringsformidlere og forsikringsselskaber, der betaler

eller modtager tilskyndelser, opfylder deres pligt til at handle ærligt, redeligt og professionelt i

kundens bedste interesse.

5. De i stk. 4 omhandlede delegerede retsakter skal tage hensyn til:

a) de til kunden eller den potentielle kunde tilbudte eller leverede tjenesteydelsers art, idet der tages

hensyn til transaktionernes form, genstand, omfang og hyppighed

b) arten af de produkter, der tilbydes eller påtænkes, herunder de forskellige typer af forsikringsbase-

rede investeringsprodukter.

Artikel 30

Egnetheds- og hensigtsmæssighedsvurdering og rapportering til kunder

1. Uden at det berører artikel 20, stk. 1, skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet, når de

yder rådgivning om et forsikringsbaseret investeringsprodukt, også indhente de nødvendige oplysninger

om kundens eller den potentielle kundes kendskab til og erfaring på det investeringsområde, som er

relevant for den specifikke form for produkt eller tjenesteydelse, den pågældende persons finansielle situ-

ation, herunder den pågældende persons evne til at bære tab, og den pågældende persons investeringsmål,

herunder den pågældende persons risikovillighed, så forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet kan

anbefale kunden eller den potentielle kunde de forsikringsbaserede investeringsprodukter, der egner sig

for den pågældende person og navnlig harmonerer med den pågældende persons risikovillighed og evne

til at bære tab.

Medlemsstaterne sikrer, at den samlede pakke er egnet, hvis en forsikringsformidler eller et forsikrings-

selskab yder investeringsrådgivning og anbefaler en pakke af tjenesteydelser eller produkter sammensat i

henhold til artikel 24.

Uden at det berører artikel 20, stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at forsikringsformidlere eller for-

sikringsselskaber, som udøver anden forsikringsdistributionsvirksomhed end de i nærværende artikels

stk. 1 omhandlede, i forbindelse med salg, hvor der ikke ydes rådgivning, udbeder sig oplysninger fra

kunden eller den potentielle kunde om dennes kendskab til og erfaring på det investeringsområde, som

er relevant for den specifikke form for produkt eller tjenesteydelse, der udbydes eller efterspørges, så

forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet kan vurdere, om den påtænkte forsikringsydelse eller det

påtænkte forsikringsprodukt er passende for kunden. Vurderingen af en pakke af tjenesteydelser eller

produkter i henhold til artikel 24 omfatter den samlede pakkes hensigtsmæssighed.

Finder forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet på grundlag af de oplysninger modtaget i medfør

af første afsnit, at produktet ikke er hensigtsmæssigt for kunden eller den potentielle kunde, advarer for-

sikringsformidleren eller forsikringsselskabet kunden eller den potentielle kunde herom. Denne advarsel

kan gives i et standardiseret format.

Vælger kunderne eller de potentielle kunder ikke at give de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit,

eller giver de utilstrækkelige oplysninger om deres kendskab og erfaringer, skal forsikringsformidleren

eller forsikringsselskabet advare dem om, at forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet ikke er i

stand til at afgøre, om produktet er hensigtsmæssigt for vedkommende. Denne advarsel kan gives i et

standardiseret format.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

486

Uden at det berører artikel 20, stk. 1, kan medlemsstaterne, hvis der ikke ydes rådgivning om

forsikringsbaserede investeringsprodukter, fravige forpligtelserne i stk. 2 i denne artikel, således at forsik-

ringsformidlere eller forsikringsselskaber kan udøve forsikringsdistributionsvirksomhed på deres område

uden at skulle indhente de oplysninger eller træffe den afgørelse, der er omhandlet i stk. 2 i denne artikel,

såfremt alle følgende betingelser er opfyldt:

a) virksomheden vedrører et af følgende forsikringsbaserede investeringsprodukter:

i) aftaler, som kun medfører investeringseksponering over for finansielle instrumenter, der anses

for at være ikke-komplekse i henhold til direktiv 2014/65/EU og ikke indebærer en struktur, som

gør det vanskeligt for kunden at forstå de involverede risici, eller

ii) andre ikke-komplekse forsikringsbaserede investeringer med henblik på anvendelsen af dette

stykke.

b) forsikringsdistributionsvirksomheden udøves på kundens eller den potentielle kundes foranledning

c) kunden eller den potentielle kunde er klart blevet oplyst om, at forsikringsformidleren eller

forsikringsselskabet ikke ved ydelsen af denne forsikringsdistributionsvirksomhed er forpligtet

til at vurdere, hvorvidt det forsikringsbaserede investeringsprodukt eller den forsikringsdistributi-

onsvirksomhed, der leveres eller tilbydes, er hensigtsmæssigt, og at kunden eller den potentielle

kunde ikke nyder godt af den tilsvarende beskyttelse i henhold til de relevante regler om god

forretningsskik. En sådan advarsel kan gives i et standardiseret format

d) forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet opfylder forpligtelserne i artikel 27 og 28.

Alle forsikringsformidlere eller forsikringsselskaber, herunder dem, der udnytter retten til fri udveksling

af tjenesteydelser eller etableringsfriheden, skal, når de indgår forsikringsaftaler med kunder, der har

deres sædvanlige opholdssted eller driftssted i en medlemsstat, som ikke gør brug af den i dette stykke

omhandlede undtagelse, overholde de gældende bestemmelser i den pågældende medlemsstat.

Forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet registrerer kunden i sit kundekartotek med det

eller de dokumenter, som er aftalt mellem forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet og kunden,

hvori er anført parternes rettigheder og forpligtelser samt de øvrige betingelser, som gælder for forsik-

ringsformidlerens eller forsikringsselskabets tjenesteydelser til kunden. Parternes kontraktlige rettigheder

og forpligtelser kan medtages ved henvisning til andre dokumenter eller lovtekster.

Forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet forelægger kunden fyldestgørende rapporter om

den leverede tjenesteydelse på et varigt medium. Rapporterne skal omfatte periodiske meddelelser til

kunderne, hvori der tages hensyn til de involverede forsikringsbaserede investeringsprodukters form og

kompleksitet og karakteren af den tjenesteydelse, der er leveret til kunden, og skal desuden, hvor det er

relevant, omfatte omkostninger i forbindelse med de transaktioner og tjenesteydelser, der er gennemført

for kundens regning.

Ved ydelse af rådgivning om et forsikringsbaseret investeringsprodukt giver forsikringsformidleren eller

forsikringsselskabet inden indgåelsen af aftalen kunden en egnethedserklæring på et varigt medium,

hvori den ydede rådgivning specificeres, og det specificeres, hvordan denne rådgivning opfylder kundens

præferencer, mål og andre karakteristika. Betingelserne i artikel 23, stk. 1-4, finder anvendelse.

Hvis aftalen indgås ved hjælp af fjernkommunikation, som forhindrer den forudgående afgivelse af egne-

thedserklæringen, kan forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet afgive egnethedserklæringen på et

varigt medium umiddelbart efter, at kunden er bundet af en aftale, såfremt begge følgende betingelser er

opfyldt:

a) kunden har indvilliget i at modtage egnethedserklæringen uden unødig forsinkelse efter indgåel-

sen af aftalen, og

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

487

forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet har givet kunden mulighed for at udskyde indgå-

elsen af aftalen for at modtage egnethedserklæringen forud for indgåelsen af aftalen.

Hvis en forsikringsformidler eller et forsikringsselskab har underrettet kunden om, at formidleren eller

selskabet vil gennemføre en periodisk vurdering af egnetheden, skal den periodiske rapport indeholde en

ajourført erklæring om, hvordan det forsikringsbaserede investeringsprodukt opfylder kundens præferen-

cer og mål og andre af kundens karakteristika.

6. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med arti-

kel 38 for at fastsætte nærmere bestemmelser om, hvordan forsikringsformidlere og forsikringsselskaber

skal overholde principperne i denne artikel, når de udøver forsikringsdistributionsvirksomhed med deres

kunder, herunder for så vidt angår de oplysninger, der skal indhentes i forbindelse med vurderingen af de

forsikringsbaserede investeringsprodukters egnethed eller hensigtsmæssighed for deres kunder, kriterierne

for vurdering af ikke-komplekse forsikringsbaserede investeringsprodukter i forbindelse med nærværende

artikels stk. 3, litra a), nr. ii), og indholdet af og formatet for lister og aftaler vedrørende leveringen

af tjenesteydelser til kunder og aflæggelsen af periodiske rapporter om de leverede tjenesteydelser til

kunder. De delegerede retsakter skal tage hensyn til:

a) den eller de til kunden eller den potentielle kunde tilbudte eller leverede tjenesteydelsers art, idet

der tages hensyn til transaktionernes form, genstand, omfang og hyppighed

b) arten af de produkter, der tilbydes eller påtænkes, herunder de forskellige former for forsikrings-

baserede investeringsprodukter

c) om kunden eller den potentielle kunde er detailinvestor eller professionel investor.

EIOPA udarbejder senest den 23. august 2017 og ajourfører derefter periodisk retningslinjer for

vurdering af forsikringsbaserede investeringsprodukter, der indebærer en struktur, som gør det vanskeligt

for kunden at forstå de involverede risici omhandlet i stk. 3, litra a), nr. i).

8. EIOPA kan udarbejde retningslinjer, og derefter periodisk ajourføre dem, for vurdering af forsikrings-

baserede investeringsprodukter, der klassificeres som ikke-komplekse i forbindelse med stk. 3, litra a), nr.

ii), under hensyntagen til de delegerede retsakter, der vedtages i henhold til stk. 6.

KAPITEL VII

SANKTIONER OG ANDRE FORANSTALTNINGER

Artikel 31

Administrative sanktioner og andre foranstaltninger

Uden at det berører de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser og medlemsstaternes ret til at

fastsætte og pålægge strafferetlige sanktioner, sikrer medlemsstaterne, at deres kompetente myndigheder

kan pålægge administrative sanktioner og andre foranstaltninger for alle overtrædelser af de nationale

bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og træffer alle fornødne foranstaltninger til sikring af, at

de gennemføres. Medlemsstaterne sikrer, at deres administrative sanktioner og andre foranstaltninger er

effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

2. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at fastsætte regler for administrative sanktioner efter dette direktiv

for overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner i henhold til deres nationale ret. I så fald

meddeler medlemsstaterne Kommissionen de relevante strafferetlige bestemmelser.

De kompetente myndigheder udøver deres tilsynsbeføjelser, herunder undersøgelsesbeføjelser og

beføjelser til at pålægge sanktioner i medfør af dette kapitel i overensstemmelse med deres nationale

retslige rammer på alle følgende måder:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

488

a) direkte

b) i samarbejde med andre myndigheder

c) ved henvendelse til de kompetente retslige myndigheder.

4. Medlemsstaterne sikrer, hvor forpligtelser er gældende for forsikrings- eller genforsikringsdistributø-

rer, at der i tilfælde af misligholdelse af sådanne forpligtelser kan anvendes administrative sanktioner og

andre foranstaltninger over for medlemmerne af deres ledelses- eller tilsynsorganer samt enhver anden

fysisk eller juridisk person, som i henhold til national ret er ansvarlig for en sådan overtrædelse.

5. Medlemsstaterne sikrer, at administrative sanktioner og andre foranstaltninger, der træffes i henhold

til denne artikel, er omfattet af klageadgang.

6. De kompetente myndigheder tillægges alle de undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for, at de

kan varetage deres funktioner. De kompetente myndigheder iværksætter et tæt samarbejde ved udøvelsen

af deres beføjelser til at pålægge administrative sanktioner og andre foranstaltninger for at sikre, at

disse sanktioner og foranstaltninger får de ønskede virkninger, ligesom de koordinerer deres indsats i

forbindelse med sager på tværs af grænserne, samtidig med at de sikrer, at betingelserne for korrekt

databehandling overholdes i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001.

Hvis medlemsstaterne i henhold til stk. 2 i denne artikel har valgt at fastsætte strafferetlige sanktioner for

overtrædelse af bestemmelserne i artikel 33, sikrer de, at der er truffet passende foranstaltninger, således

at de kompetente myndigheder har alle de nødvendige beføjelser til at:

a) holde kontakt med de retslige myndigheder inden for deres område med henblik på at modtage

konkrete oplysninger om strafferetlige efterforskninger af eller påbegyndte retssager om mulige

overtrædelser efter dette direktiv, og

b) forsyne andre kompetente myndigheder og EIOPA med tilsvarende oplysninger, således at de

opfylder deres forpligtelse til at samarbejde med hinanden og med EIOPA om anvendelsen af dette

direktiv.

Artikel 32

Offentliggørelse af sanktioner og andre foranstaltninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder uden unødig forsinkelse offentliggør admi-

nistrative sanktioner eller andre foranstaltninger, der er pålagt som følge af overtrædelse af nationale

bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og for hvilke tidsfristen for indgivelse af en klage er

overskredet, herunder også oplysninger om overtrædelsens form og art og identiteten af de ansvarlige

personer. Hvis den kompetente myndighed anser offentliggørelsen af de juridiske personers identitet eller

de fysiske personers identitet eller personoplysninger for at være ude af proportioner efter en individuel

vurdering af proportionaliteten af offentliggørelsen af sådanne oplysninger, eller hvis offentliggørelsen

udgør en trussel mod de finansielle markeders stabilitet eller en igangværende efterforskning, kan den

kompetente myndighed dog beslutte at udsætte offentliggørelsen af sanktionerne, ikke at offentliggøre

dem eller at offentliggøre dem i anonym form.

2. Hvis national ret fastsætter, at en afgørelse om at pålægge en sanktion eller anden foranstaltning,

som er genstand for prøvelse ved de relevante retslige eller andre myndigheder, skal offentliggøres,

offentliggør de kompetente myndigheder uden unødig forsinkelse disse oplysninger og eventuelle senere

oplysninger om prøvelsens udfald på deres officielle websted. Endvidere offentliggøres også enhver

afgørelse om annullering af en tidligere afgørelse om at pålægge en sanktion eller anden foranstaltning,

som er blevet offentliggjort.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

489

3. De kompetente myndigheder oplyser EIOPA om alle de administrative sanktioner og andre foran-

staltninger, der pålægges, men ikke offentliggøres i henhold til stk. 1, herunder eventuelle anker i denne

forbindelse og resultater af disse.

Artikel 33

Overtrædelser og sanktioner samt andre foranstaltninger

1. Denne artikel finder som minimum anvendelse på følgende:

a) personer, der undlader at registrere deres distributionsvirksomhed i overensstemmelse med arti-

kel 3

b) et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller en forsikrings- eller genforsikringsformidler, der

benytter forsikrings- eller genforsikringsdistributionsydelser fra personer som omhandlet i litra a)

c) en forsikrings- eller genforsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler, der har opnået

registrering ved at afgive urigtige erklæringer eller på anden ulovlig vis i strid med artikel 3

d) en forsikringsdistributør, som ikke opfylder bestemmelserne i artikel 10

e) et forsikringsselskab eller en forsikringsformidler, som ikke opfylder kravene til god forretnings-

skik i kapitel V og VI i forbindelse med distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter

f) en forsikringsdistributør, som ikke opfylder kravene til god forretningsskik i kapitel V i forbindel-

se med andre forsikringsprodukter end dem, der er omhandlet i litra e).

2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har beføjelse til i tilfælde af overtrædelser

som omhandlet i stk. 1, litra e), i overensstemmelse med national ret at pålægge som minimum følgende

administrative sanktioner og andre foranstaltninger:

a) en offentlig meddelelse, hvori den ansvarlige fysiske eller juridiske person og overtrædelsens art

anføres

b) en afgørelse, hvorefter det pålægges den ansvarlige fysiske eller juridiske person at bringe den udviste

handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage en sådan handlemåde

c) for forsikringsformidlere, inddragelse af registreringen som omhandlet i artikel 3

d) et midlertidigt forbud mod varetagelse af ledelseshverv hos forsikringsformidlere eller i forsikringssel-

skaber, som pålægges et hvilket som helst medlem af forsikringsformidlerens eller forsikringsselskabets

ledelsesorgan, der anses for at være ansvarlig

e) for juridiske personer, følgende maksimale administrative bøder:

i) mindst 5 000 000 EUR eller op til 5 % af den samlede årsomsætning i henhold til det seneste tilgænge-

lige regnskab, som ledelsesorganet har godkendt, eller i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta,

den tilsvarende værdi i national valuta på datoen for dette direktivs ikrafttræden. Hvis den juridiske

person er en modervirksomhed eller en dattervirksomhed af en modervirksomhed, der skal udarbejde

et konsolideret regnskab i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU

17)

, er den

relevante omsætning den samlede årlige omsætning i overensstemmelse med de seneste foreliggende

konsoliderede regnskaber, der er godkendt af ledelsesorganet for den øverste modervirksomhed, eller

ii) op til det dobbelte af den fortjeneste, der er opnået, eller af det tab, der er undgået som følge af

overtrædelsen, såfremt fortjenesten eller tabet kan beregnes

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

490

f) for fysiske personer, følgende maksimale administrative bøder:

i) mindst 700 000 EUR, eller i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, den tilsvarende værdi i

national valuta på datoen for dette direktivs ikrafttræden, eller

ii) op til det dobbelte af den fortjeneste, der er opnået, eller af det tab, der er undgået som følge af

overtrædelsen, såfremt fortjenesten eller tabet kan beregnes.

3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har beføjelse til i tilfælde af overtrædelser

som omhandlet i stk. 1, litra a)-d) og f), i henhold til national ret at pålægge som minimum følgende

administrative sanktioner og andre foranstaltninger:

a) en afgørelse, hvorefter det pålægges den ansvarlige fysiske eller juridiske person at bringe den

udviste handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage en sådan handlemåde

b) for en forsikrings- eller genforsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler, inddragelse

af registreringen som omhandlet i artikel 3.

4. Medlemsstaterne kan bemyndige de kompetente myndigheder til at fastsætte yderligere sanktioner

eller andre foranstaltninger og administrative bøder, der er højere end dem, der er fastsat i denne artikel.

Artikel 34

Effektiv anvendelse af sanktioner og andre foranstaltninger

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner

eller andre foranstaltninger og fastsættelsen af størrelsen af de administrative bøder tager højde for alle

relevante omstændigheder, herunder i givet fald:

a) overtrædelsens grovhed og varighed

b) den ansvarlige fysiske eller juridiske persons grad af ansvar

c) den ansvarlige fysiske eller juridiske persons finansielle styrke med udgangspunkt i den ansvarli-

ge fysiske persons årsindkomst eller den ansvarlige juridiske persons samlede omsætning

d) den ansvarlige fysiske eller juridiske persons fortjeneste eller undgåede tab, såfremt disse beløb

kan beregnes

e) tabene for kunder og tredjeparter, som kan tilskrives overtrædelsen, såfremt de kan beregnes

f) den ansvarlige fysiske eller juridiske persons vilje til at samarbejde med den kompetente myndig-

hed

g) foranstaltninger, som den ansvarlige fysiske eller juridiske person har truffet for at forhindre en

gentagelse af overtrædelsen, og

h) eventuelle overtrædelser, som den ansvarlige fysiske eller juridiske person tidligere har begået.

Artikel 35

Indberetning af overtrædelser

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder indfører effektive ordninger, som muliggør

og tilskynder til indberetning til dem af mulige eller faktiske overtrædelser af nationale bestemmelser til

gennemførelse af dette direktiv.

2. Mekanismerne omhandlet i stk. 1 skal mindst omfatte:

a) særlige procedurer for modtagelse af indberetninger om overtrædelser og opfølgningen heraf

b) passende beskyttelse, i det mindste mod gengældelse, forskelsbehandling og andre former for

uretfærdig behandling, af ansatte hos forsikrings- eller genforsikringsdistributører og om muligt af

andre personer, som indberetter overtrædelser begået inden for disse enheder, og

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

491

beskyttelse af identiteten af både den person, som indberetter overtrædelserne, og den fysiske per-

son, som formodes at være ansvarlig for overtrædelsen, på alle stadier af proceduren, medmindre

offentliggørelse heraf er påkrævet i henhold til national ret i forbindelse med videre efterforskning

eller efterfølgende administrative eller retlige procedurer.

Artikel 36

Fremsendelse af oplysninger om sanktioner og andre foranstaltninger til EIOPA

1. De kompetente myndigheder oplyser EIOPA om alle de administrative sanktioner og andre foran-

staltninger, der pålægges, men ikke offentliggøres i henhold til artikel 32, stk. 1.

2. De kompetente myndigheder giver årligt EIOPA sammenfattede oplysninger vedrørende alle admini-

strative sanktioner og andre foranstaltninger, der er iværksat i henhold til artikel 31.

EIOPA offentliggør disse oplysninger i en årsrapport.

3. Har den kompetente myndighed offentliggjort oplysninger om en administrativ sanktion eller anden

foranstaltning, underretter den samtidig EIOPA herom.

KAPITEL VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 37

Databeskyttelse

1. Medlemsstaterne anvender direktiv 95/46/EF på behandlingen af personoplysninger i medlemsstater-

ne i medfør af dette direktiv.

2. Forordning (EF) nr. 45/2001 finder anvendelse på EIOPA�½s behandling af personoplysninger i medfør

af dette direktiv.

Artikel 38

Delegerede retsakter

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 39

vedrørende artikel 25, 28, 29 og 30.

Artikel 39

Udøvelse af beføjelser til at vedtage delegerede retsakter

1. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter på de i denne artikel fastlagte

betingelser.

De delegerede beføjelser i artikel 25, 28, 29 og 30 tillægges Kommissionen for en ubegrænset

periode fra den 22. februar 2016.

3. De delegerede beføjelser i artikel 25, 28, 29 og 30 kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parla-

mentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet

i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i

Den

Europæiske Unions Tidende

eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke

gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

492

4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og

Rådet meddelelse herom.

5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 25, 28, 29 og 30 træder kun i kraft, hvis hverken

Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af

den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden

udløbet af denne frist begge har oplyst Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen

forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 40

Overgangsperiode

Medlemsstaterne sikrer, at formidlere, som allerede er registreret i henhold til direktiv 2002/92/EF, senest

den 23. februar 2019 overholder de relevante bestemmelser i national ret til gennemførelse af nærværende

direktivs artikel 10, stk. 1.

Artikel 41

Revision og evaluering

1. Senest den 23. februar 2021 fremsender Kommissionen en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet

om anvendelsen af artikel 1. Denne rapport skal indeholde en vurdering på grundlag af oplysninger fra

medlemsstaterne og EIOPA, jf. artikel 1, stk. 5, af, hvorvidt dette direktivs anvendelsesområde, herunder

undtagelsen i artikel 1, stk. 3, fortsat er hensigtsmæssigt med hensyn til forbrugerbeskyttelsesniveauet,

proportionaliteten af behandling blandt forskellige forsikringsdistributører og den administrative byrde,

der pålægges de kompetente myndigheder og forsikringsdistributionskanaler.

Kommissionen tager senest den 23. februar 2021 dette direktiv op til revision. Revisionen skal

omfatte en generel undersøgelse af, hvordan bestemmelserne i medfør af dette direktiv finder anvendelse

i praksis, idet der tages hensyn til udviklingen på markederne for detailinvesteringsprodukter samt

erfaringer indhøstet i forbindelse med den praktiske anvendelse af dette direktiv og forordning (EU)

nr. 1286/2014 samt direktiv 2014/65/EU. Revisionen skal omfatte en evaluering af, hvorvidt de specifikke

regler om god forretningsskik for distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter som fastsat

i nærværende direktivs kapitel VI giver passende og forholdsmæssige resultater, under hensyntagen til

behovet for at sikre et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau, der er i overensstemmelse med de inve-

storbeskyttelsesstandarder, der finder anvendelse i medfør af direktiv 2014/65/EU, og forsikringsbaserede

investeringsprodukters specifikke karakteristika og deres distributionskanalers særlige art. I forbindelse

med revisionen skal det også overvejes, om bestemmelserne i dette direktiv eventuelt skal udvides

til at omfatte produkter, som falder ind under direktiv 2003/41/EF. Revisionen skal også omfatte en

særlig analyse af konsekvenserne af nærværende direktivs artikel 19 under hensyntagen til konkurrencen

på markedet for forsikringsdistribution i forbindelse med andre aftaler end aftaler i de klasser, der er

omhandlet i bilag II til direktiv 2009/138/EF, og konsekvenserne af de forpligtelser, der er omhandlet i

nærværende direktivs artikel 19 for forsikringsformidlere, som er små og mellemstore virksomheder.

3. Kommissionen hører Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder og forelægger derefter

en første rapport for Europa-Parlamentet og Rådet.

4. EIOPA udarbejder senest den 23. februar 2020 og derefter mindst hvert andet år en yderligere rapport

om anvendelsen af dette direktiv. EIOPA hører Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndig-

hed, før rapporten offentliggøres.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

493

5. I en tredje rapport, som skal udarbejdes senest den 23. februar 2018, foretager EIOPA en evaluering

af forsikringsformidlernes markedsstruktur.

6. Den rapport, som EIOPA skal udarbejde senest den 23. februar 2020, jf. stk. 4, skal undersøge, om de

i artikel 12, stk. 1, omhandlede kompetente myndigheder har de nødvendige beføjelser og tilstrækkelige

ressourcer til at varetage deres opgaver.

7. Rapporten omhandlet i stk. 4 skal mindst undersøge følgende:

a) alle ændringer i forsikringsformidlernes markedsstruktur

b) alle ændringer i mønstret for grænseoverskridende aktiviteter

c) forbedringen af rådgivningens og salgsmetodernes kvalitet og dette direktivs konsekvenser for

forsikringsformidlere, som er små og mellemstore virksomheder.

Rapporten omhandlet i stk. 4 skal også omfatte EIOPA�½s evaluering af konsekvenserne af dette

direktiv.

Artikel 42

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme

dette direktiv senest den 23. februar 2018. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og

bestemmelser.

Disse love og foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal

ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal ligeledes indeholde oplysning om, at hen-

visninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende

direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. De nærmere regler for henvisningen og for

affattelsen af nævnte oplysning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love og administrative

bestemmelser, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 43

Ændring af direktiv 2002/92/EF

Kapitel IIIA i direktiv 2002/92/EF udgår med virkning fra den 23. februar 2016.

Artikel 44

Ophævelse

Direktiv 2002/92/EF, som ændret ved de direktiver, der er nævnt i bilag II, del A, ophæves med virkning

fra den 23. februar 2018, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til fristerne for

gennemførelse i national ret af direktiverne i bilag II, del B.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter

sammenligningstabellen i bilag III.

Artikel 45

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i

Den Europæiske Unions Tidende.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

494

Artikel 46

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 20. januar 2016.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

A. G. KOENDERS

Formand

BILAG I

MINIMUMSKRAV TIL FAGLIG VIDEN OG KOMPETENCER

(som omhandlet i artikel 10, stk. 2)

Skadesforsikringsrisici under forsikringsklasse 1-18 i del A af bilag I til direktiv 2009/138/EF

a) minimumskrav til viden om vilkår og betingelser for tilbudte policer, herunder accessoriske

risici, hvis disse er omfattet af sådanne policer

b) minimumskrav til viden om gældende love vedrørende distribution af forsikringsprodukter

såsom forbrugerbeskyttelsesretten, relevant skatteret og relevant social- og arbejdsmarkedsret

c) minimumskrav til viden om håndtering af skadesanmeldelser

d) minimumskrav til viden om håndtering af klager

e) minimumskrav til viden om vurdering af kundernes behov

f) minimumskrav til viden om forsikringsmarkedet

g) minimumskrav til viden om standarder for forretningsmoral, og

h) minimumskrav til finansielle kompetencer.

Forsikringsbaserede investeringsprodukter

a) minimumskrav til viden om forsikringsbaserede investeringsprodukter, herunder vilkår og be-

tingelser og nettopræmier og, hvor det er relevant, garanteret og ikke-garanteret udbytte

b) minimumskrav til viden om fordele og ulemper ved forskellige investeringsmuligheder for

forsikringstagere

c) minimumskrav til viden om finansielle risici, som bæres af forsikringstagere

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

495

d) minimumskrav til viden om forsikringer, der dækker livsrisici og andre opsparingsprodukter

e) minimumskrav til viden om organisation og udbytte, der er garanteret af pensionssystemet

f) minimumskrav til viden om gældende lovgivning vedrørende distribution af forsikringsproduk-

ter såsom forbrugerbeskyttelsesretten og relevant skatteret

g) minimumskrav til viden om forsikringsmarkedet og markedet for opsparingsprodukter

h) minimumskrav til viden om håndtering af klager

i) minimumskrav til viden om vurdering af kundernes behov

j) håndtering af interessekonflikter

k) minimumskrav til viden om standarder for forretningsmoral, og

l) minimumskrav til finansielle kompetencer.

III Livsrisici i bilag II til direktiv 2009/138/EF

a) minimumskrav til viden om policer, herunder vilkår, betingelser, garanteret udbytte og, hvor det

er relevant, accessoriske risici

b) minimumskrav til viden om organisation og udbytte, der er garanteret af pensionssystemet i den

relevante medlemsstat

c) viden om gældende forsikringsaftaleret, forbrugerbeskyttelsesret, databeskyttelsesret, retten om

bekæmpelse af hvidvaskning af penge, og i givet fald relevant skatteret og relevant social- og

arbejdsmarkedsret

d) minimumskrav til viden om forsikringsmarkedet og markederne for andre relevante finansielle

tjenesteydelser

e) minimumskrav til viden om håndtering af klager

f) minimumskrav til viden om vurdering af forbrugernes behov

g) håndtering af interessekonflikter

h) minimumskrav til viden om standarder for forretningsmoral, og

i) minimumskrav til finansielle kompetencer.

BILAG II

DEL A

Ophævet direktiv med oversigt over efterfølgende ændringer

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF (EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349)

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

496

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 (EUT L 26 af 2.2.2016, s. 19)

DEL B

Frister for gennemførelse i national ret (jf. artikel 44)

Direktiv

Frist for gennemførelse af ændringsdirektiver

2014/65/EU

3.7.2016

(EU) 2016/97

22.2.2016 (for så vidt angår ændring af direktiv

2002/92/EF, jf. nærværende direktivs artikel 43)

23.2.2018 (for så vidt angår gennemførelse af nær-

værende direktiv, jf. artikel 42

BILAG III

Sammenligningstabel

Direktiv 2002/92/EF

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 2

Artikel 1, stk. 3

Artikel 2, nr. 1)

Artikel 2, nr. 2)

Artikel 2, nr. 3)

Artikel 2, nr. 4)

Artikel 2, nr. 5)

Artikel 2, nr. 6)

Artikel 2, nr. 7)

Artikel 2, nr. 8)

Artikel 2, nr. 9)

Artikel 2, nr. 10)

Artikel 2, nr. 11)

Artikel 2, nr. 12)

Artikel 2, nr. 13)

Artikel 3, stk. 1

Artikel 3, stk. 2

Artikel 3, stk. 3

Artikel 3, stk. 4

Artikel 3, stk. 5

Artikel 3, stk. 6

Artikel 4, stk. 1

Artikel 4, stk. 2

Artikel 4, stk. 3

Artikel 4, stk. 4

Artikel 4, stk. 5

Artikel 4, stk. 6

Artikel 4, stk. 7

Artikel 5

Nærværende direktiv

Artikel 1, stk. 1 og 2

Artikel 1, stk. 3 og 4

Artikel 1, stk. 6

Artikel 2, stk. 1, nr. 6)

Artikel 2, stk. 1, nr. 7)

Artikel 2, stk. 1, nr. 1), og artikel 2, stk. 2

Artikel 2, stk. 1, nr. 2), og artikel 2, stk. 2

Artikel 2, stk. 1, nr. 3)

Artikel 2, stk. 1, nr. 5)

—

Artikel 2, stk. 1, nr. 16)

Artikel 2, stk. 1, nr. 10)

Artikel 2, stk. 1, nr. 11)

—

Artikel 2, stk. 1, nr. 18)

Artikel 2, stk. 1, nr. 17)

Artikel 3, stk. 1

Artikel 3, stk. 2 og 3

Artikel 3, stk. 4

—

Artikel 16

Artikel 10, stk. 1 og 2

Artikel 10, stk. 3

Artikel 10, stk. 4

Artikel 10, stk. 6

—

Artikel 10, stk. 7

Artikel 40

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

497

Artikel 6, stk. 1

Artikel 6, stk. 2

Artikel 6, stk. 3

Artikel 7

Artikel 8

Artikel 9

Artikel 10

Artikel 11

Artikel 12, stk. 1, litra a)

Artikel 12, stk. 1, litra b)

Artikel 12, stk. 1, litra c)

Artikel 12, stk. 1, litra d)

Artikel 12, stk. 1, litra e)

Artikel 12, stk. 2

Artikel 12, stk. 3

Artikel 12, stk. 4

Artikel 12, stk. 5

Artikel 13

Artikel 14

Artikel 15

Artikel 16

Artikel 17

Artikel 4 og 6

—

Artikel 11, stk. 1

Artikel 12

Artikel 5, 7, 31-36

Artikel 13

Artikel 14

Artikel 15

Artikel 18, litra a), nr. i), og litra b), nr. i)

Artikel 18, litra a), nr. iv)

Artikel 19, stk. 1, litra a)

Artikel 19, stk. 1, litra b)

Artikel 18, litra a), nr. iii), og litra b), nr iii), samt

artikel 19, stk. 1, litra c)

Artikel 20, stk. 3

Artikel 20, stk. 1

Artikel 22, stk. 1

Artikel 22, stk. 2 og 4

Artikel 23

—

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

498

10)

11)

12)

13)

14)

15)

16)

17)

EUT C 44 af 15.2.2013, s. 95.

Europa-Parlamentets holdning af 24.11.2015 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 14.12.2015.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling (EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og

direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske

Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens

afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2014 af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og

forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP�½er) (EUT L 352 af 9.12.2014, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysnin-

ger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed (EUT L

235 af 23.9.2003, s. 10).

EUT C 100 af 6.4.2013, s. 12.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om

ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed

(Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre mar-

ked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/? U af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om

ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 34).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af

betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse

virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF

(EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

499

Bilag 8

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/17/ЕU

af 4. februar 2014

om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv

2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

efter den almindelige lovgivningsprocedure

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I marts 2003 iværksatte Kommissionen en proces med det formål at fastslå, hvilke hindringer der

findes for det indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og evaluere

virkningen heraf. Den 18. december 2007 vedtog den en hvidbog om integration af EU�½s realkreditmarke-

der. I hvidbogen meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at foretage en konsekvensanalyse af

de forskellige politikvalgmuligheder med hensyn til indhentning af oplysninger forud for aftaleindgåelse,

kreditdatabaser, kreditværdighed, de årlige omkostninger i procent og rådgivning om kreditaftaler. Kom-

missionen nedsatte en ekspertgruppe vedrørende kredithistorie, der skal bistå Kommissionen med at

forberede foranstaltninger, som skal forbedre adgangen til og sammenligneligheden og fuldstændigheden

af kreditoplysninger. Der blev også indledt undersøgelser af den rolle, som kreditformidlere og ikkekre-

ditinstitutter, der tilbyder kreditaftaler, spiller, og de transaktioner, som de påtager sig i forbindelse med

fast ejendom til beboelse.

(2) I overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) omfatter

det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser

samt etableringsfrihed. Det er af vital betydning, at der udvikles et mere gennemskueligt og effektivt

kreditmarked på dette område for at fremme udviklingen af tværnational virksomhed og skabe et indre

marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Der findes væsentlige forskelle i

lovgivningen i de forskellige medlemsstater med hensyn til forretningspraksis vedrørende kreditaftaler

i forbindelse med fast ejendom til beboelse og reguleringen af og tilsynet med de kreditformidlere

og ikkekreditinstitutter, der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Sådanne

forskelle skaber hindringer, som begrænser omfanget af den tværnationale aktivitet både hvad angår

udbud og efterspørgsel, hvilket begrænser konkurrencen og valgmulighederne på markedet, og dermed

øges omkostningerne for kreditudbyderne, og de hindres endog i at udøve virksomhed.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

500

(3) Finanskrisen har vist, at uansvarlig optræden hos markedsdeltagerne kan undergrave det finansielle

system og føre til manglende tillid hos alle parter, især hos forbrugerne, og have alvorlige sociale

og økonomiske konsekvenser. Mange forbrugere har mistet tilliden til finanssektoren, og låntagere har

oplevet, at deres lån bliver for dyre, hvilket fører til stadig flere misligholdelser og tvangsauktioner. Som

følge heraf har G20 anmodet Rådet for Finansiel Stabilitet om at opstille principper for forsvarlige garan-

tistandarder i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Selv om nogle af den finansielle krises største

problemer opstod uden for Unionen, besidder forbrugere i Unionen store mængder gældspapirer, hvoraf

mange er knyttet til kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er derfor hensigtsmæssigt at

sikre, at Unionens reguleringsmæssige rammer på dette område er solide, overensstemmende med inter-

nationale principper og tillader hensigtsmæssig anvendelse af det til rådighed stående udvalg af redskaber,

som kan omfatte forholdstal som lån-værdi (forholdet mellem lånets størrelse og ejendomsværdien),

lån-indkomst (forholdet mellem lånstørrelse og indkomst), gæld-indkomst (forholdet mellem gæld og ind-

komst) eller tilsvarende forholdstal, minimumsniveauer, under hvilke ingen kredit anses for acceptabel,

eller andre foranstaltninger, der kan kompensere for situationer, hvor de underliggende risici er højere for

forbrugerne, eller som er nødvendige for at forhindre for stor gældsætning i husholdningerne. Set i lyset

af de problemer, der er kommet frem under finanskrisen, og for at sikre et effektivt og konkurrencedygtigt

indre marked, der bidrager til finansiel stabilitet, har Kommissionen i sin meddelelse af 4. marts 2009

med titlen »Fremdrift i den europæiske genopretning« foreslået foranstaltninger for kreditaftaler i forbin-

delse med fast ejendom til beboelse, herunder også solide rammer for kreditformidling med henblik på

at skabe ansvarlige og pålidelige markeder for fremtiden og genetablere forbrugertilliden. Kommissionen

bekræftede på ny sit tilsagn om et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked i sin meddelelse af 13.

april 2011 med titlen »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid«.

(4) Der er blevet indkredset en række problemer på markederne for lån med pant i fast ejendom i Unionen

i forbindelse med uansvarlig långivning og låntagning og potentielt uansvarlig adfærd hos markedsdelta-

gerne, herunder kreditformidlere og ikkekreditinstitutter. Nogle af problemerne vedrørte kreditter i en

udenlandsk valuta, som forbrugerne havde optaget i den pågældende valuta for at få den fordelagtige

debitorrente, men uden tilstrækkelig oplysning om eller forståelse af valutakursrisikoen. Disse problemer

skyldes markeds- og lovgivningsmæssige mangler såvel som andre faktorer, f.eks. det generelle økono-

miske klima og det ringe kendskab til det finansielle område. Blandt andre problemer kan nævnes

ineffektive, inkonsekvente eller ikkeeksisterende ordninger for kreditformidlere og ikkekreditinstitutter,

der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Disse problemer har potentielt

betydelige makroøkonomiske afsmittende virkninger, kan være til skade for forbrugeren, kan udgøre

økonomiske eller juridiske hindringer for tværnational virksomhed og kan skabe ulige betingelser for de

forskellige aktører.

(5) For at få etableret et velfungerende indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området

kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og for at sikre, at forbrugere, der ønsker sådanne aftaler,

kan indgå disse i tillid til, at de kreditinstitutter, som de indgår aftale med, handler på en professionel

og ansvarlig måde, er det nødvendigt at indføre hensigtsmæssigt harmoniserede EU-retlige rammer på en

række områder under hensyntagen til forskelle mellem kreditaftaler, der navnlig skyldes forskelle på de

nationale og regionale markeder for fast ejendom.

(6) Dette direktiv bør derfor udvikle et mere gennemsigtigt, effektivt og konkurrencedygtigt indre marked

gennem sammenhængende, fleksible og rimelige kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og samtidig

fremme bæredygtig långivning og låntagning og finansiel integration og dermed skabe et høj niveau af

forbrugerbeskyttelse.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

501

(7) For at skabe et ægte indre marked med en høj og ensartet grad af forbrugerbeskyttelse fastsætter dette

direktiv bestemmelser, der harmoniseres i størst muligt omfang med hensyn til oplysninger forud for afta-

leindgåelsen ved hjælp af det europæiske standardiserede informationsblad (ESIS) og beregningen af de

årlige omkostninger i procent. Medlemsstaterne bør dog under hensyntagen til de særlige karakteristika

ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og forskellene i markedsudviklingen og markedsvilkå-

rene i medlemsstaterne, navnlig med hensyn til markedsstrukturen og markedsdeltagerne, kategorierne

af tilgængelige produkter og de procedurer, der er forbundet med kreditydelsesprocessen, kunne bevare

eller indføre strengere bestemmelser end dem, der er fastsat i dette direktiv, på de områder, der ikke er

klart angivet som områder, hvor der skal være størst mulig harmonisering. En sådan målrettet tilgang

er nødvendig for at undgå negativt at påvirke beskyttelsesniveauet for forbrugerne i forbindelse med

kreditaftaler inden for dette direktivs anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør f.eks. kunne opretholde

eller indføre strengere bestemmelser med hensyn til den viden og de kompetencer, som personalet skal

have, og vejledningen i udfyldelse af ESIS.

(8) Dette direktiv bør forbedre betingelserne for etableringen af et velfungerende indre marked gennem

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og fastsættelse af kvalitetsstandarder for visse tjenesteydel-

ser, særlig med hensyn til distribution og formidling af kredit gennem kreditgivere og kreditformidlere og

fremme af god praksis. Etableringen af kvalitetsstandarder for kreditydelsestjenester involverer nødven-

digvis indførelsen af visse bestemmelser om optagelse, tilsyn og tilsynskrav.

(9) Det står medlemsstaterne frit for at beholde eller indføre national ret på de områder, der ikke er

omfattet af dette direktiv. Medlemsstaterne kan navnlig beholde eller indføre nationale bestemmelser på

områder som aftalelov i forbindelse med kreditaftalernes gyldighed, ejendomslovgivning, tinglysning,

oplysninger i forbindelse med aftaleindgåelse og, i det omfang, de ikke er reguleret af dette direktiv, an-

liggender efter aftaleindgåelse. Medlemsstaterne kan fastsætte, at det sagkyndige eller vurderende selskab

eller notarer kan udvælges af parterne ved gensidig aftale. På grund af forskellene mellem processerne for

køb eller salg af fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne kan kreditgivere og kreditformidlere forsøge

at få forudbetalinger fra forbrugerne med den begrundelse, at sådanne betalinger vil kunne bidrage til at

sikre indgåelsen af en kreditaftale eller købet eller salget af en fast ejendom, og der er mulighed for, at en

sådan praksis kan misbruges, navnlig når forbrugerne ikke er bekendte med kravene og den sædvanlige

praksis i den pågældende medlemsstat. Det er derfor hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne tilladelse

til at indføre begrænsninger med hensyn til sådanne betalinger.

(10) Dette direktiv bør finde anvendelse, uanset om kreditgiveren eller kreditformidleren er en juridisk

eller en fysisk person. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes ret til i overensstemmelse med

EU-retten at fastsætte, at kun juridiske personer eller visse former for juridiske personer må fungere som

kreditgiver eller kreditformidler efter dette direktiv.

(11) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme

beskyttelsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugernes rettigheder gennem bestemmelser, der ikke

kan fraviges ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre

aftaler.

(12) Definitionen af forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i erhvervsmæssig

virksomhed. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås delvis som led i og delvis ikke

som led i den pågældende persons erhvervsmæssige virksomhed, og det erhvervsmæssige formål er så

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

502

begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, bør den pågældende person imidlertid

ligeledes betragtes som en forbruger.

(13) I dette direktiv fastsættes der bestemmelser om kreditaftaler, som udelukkende eller overvejende

vedrører fast ejendom til beboelse, men det forhindrer ikke medlemsstaterne i at forlænge de foranstalt-

ninger, der træffes i overensstemmelse med dette direktiv til beskyttelse af forbrugerne i forbindelse

med kreditaftaler vedrørende andre former for fast ejendom, eller i at fastsætte andre bestemmelser om

sådanne kreditaftaler.

(14) Definitionerne fastsat i dette direktiv bør bestemme rækkevidden af harmoniseringen. Medlemssta-

ternes forpligtelser til at gennemføre dette direktiv bør derfor begrænses til dets anvendelsesområde som

bestemt ved dets definitioner. Medlemsstaternes forpligtelser til at gennemføre bestemmelserne i dette

direktiv begrænses f.eks. til kreditaftaler, der indgås med forbrugere, dvs. med fysiske personer, der i

forbindelse med transaktioner, som er omfattet af dette direktiv, ikke handler som led i erhvervsmæssig

virksomhed. Ligeledes er medlemsstaterne forpligtet til at gennemføre de bestemmelser i dette direktiv,

der regulerer den aktivitet, som udføres af de personer, der optræder som kreditformidlere som defineret

i direktivet. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes anvendelse af direktivets bestemmelser

på områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, i overensstemmelse med EU-retten. Desuden

bør definitionerne fastsat i dette direktiv ikke berøre medlemsstaternes mulighed for i henhold til national

lovgivning at vedtage underdefinitioner til særlige formål, forudsat at de stadig er i overensstemmelse

med definitionerne i dette direktiv. F.eks. bør medlemsstaterne i henhold til national ret kunne fastsætte

underkategorier af kreditformidlere, som ikke er identificeret i dette direktiv, hvis sådanne underkategori-

er f.eks. er nødvendige på nationalt plan for at differentiere de krav til kompetencer og viden, som skal

opfyldes af de forskellige kreditformidlere.

(15) Formålet med dette direktiv er at sikre, at forbrugere, der indgår kreditaftaler i forbindelse med fast

ejendom, er genstand for et højt beskyttelsesniveau. Det bør derfor finde anvendelse på kreditter sikret

ved fast ejendom uanset formålet med kreditten, refinansieringsaftaler eller andre kreditaftaler, der kan

medvirke til, at en ejer eller medejer fortsat kan bevare rettigheder til den faste ejendom eller grunden, og

på kreditter, som anvendes til køb af en fast ejendom i nogle medlemsstater, herunder afdragsfrie kreditter

eller, medmindre medlemsstaterne har etableret en passende alternativ ramme, de kreditter, som har til

formål at skaffe midlertidig finansiering mellem salget af én fast ejendom og købet af en anden, og på

sikrede kreditter til renovering af fast ejendom til beboelse.

(16) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på visse kreditaftaler, hvor kreditgiver bidrager med en sam-

let sum, periodisk betaling eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for en sum, der stammer

fra salg af en fast ejendom, og hvis primære formål er at lette forbruget, f.eks. friværdibelåningsprodukter

eller andre tilsvarende specialiserede produkter. Sådanne kreditaftaler har særlige karakteristika, der

ligger uden for dette direktivs anvendelsesområde. En vurdering af forbrugerens kreditværdighed er f.eks.

irrelevant, da betalingerne sker fra kreditgiver til forbrugeren og ikke omvendt. En sådan transaktion

vil bl.a. kræve væsentligt anderledes informationer forud for aftaleindgåelsen. Endvidere indebærer

andre produkter inden for friværdibelåning (f.eks. »home reversions«), som kan sammenlignes med

nedsparingslån eller livslange lån med pant i fast ejendom, ikke, at der ydes kredit, og forbliver således

uden for dette direktivs anvendelsesområde.

(17) Dette direktiv bør ikke omfatte andre udtrykkeligt anførte former for nichekreditaftaler, som er

forskellige fra standardlån med pant i fast ejendom med hensyn til deres art og forbundne risici og derfor

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

503

kræver en skræddersyet tilgang, navnlig kreditaftaler, der er resultatet af et forlig indgået for retten eller

et andet ved lov beføjet organ, og visse former for kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver

til dennes arbejdstagere i særlige tilfælde, som allerede fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler

. Det er hensigtsmæssigt at tillade medlemssta-

terne at udelukke visse kreditaftaler såsom dem, der bevilges til en begrænset del af offentligheden på

fordelagtige vilkår eller udbydes af en låne- og spareforening, såfremt der er etableret passende alternati-

ve ordninger til sikring af, at de politiske målsætninger med henblik på finansiel stabilitet og det indre

marked kan opfyldes, uden at dette forhindrer finansiel integration og adgang til kredit. Kreditaftaler, hvor

den faste ejendom ikke skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller

et af forbrugerens familiemedlemmer, men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted

på grundlag af en lejeaftale, har risici og karakteristika, der er forskellige fra standardkreditaftaler, og

kan derfor nødvendiggøre en mere tilpasset ramme. Medlemsstaterne bør derfor kunne udelukke sådanne

kreditaftaler fra direktivet, når der findes en passende national ramme til dem.

(18) Kreditaftaler uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse

for et samlet kreditbeløb, der overstiger 75 000 EUR, bør være omfattet af anvendelsesområdet for

direktiv 2008/48/EF for at sikre en lige grad af beskyttelse af disse forbrugere og for at undgå et

lovgivningsmæssigt tomrum mellem nævnte direktiv og nærværende direktiv. Direktiv 2008/48/EF bør

derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(19) Af hensyn til retssikkerheden bør de EU-retlige rammer på området kreditaftaler i forbindelse

med fast ejendom til beboelse være i overensstemmelse med og supplere andre EU-retsakter, særlig

på områderne forbrugerbeskyttelse og forsigtighedstilsyn. Visse væsentlige definitioner, herunder defini-

tionen på »forbruger« og »varigt medium«, samt nøglebegreber, der anvendes i standardoplysningerne

for at betegne de finansielle karakteristika i forbindelse med kreditten, herunder »samlet beløb, der skal

betales af forbrugeren« og »debitorrenten«, bør være i overensstemmelse med definitionerne fastsat i

direktiv 2008/48/EF, således at den samme terminologi henviser til samme form for forhold, uanset om

kreditten er en forbrugerkredit eller en kredit til fast ejendom til beboelse. Medlemsstaterne bør derfor

ved gennemførelsen af dette direktiv sikre, at der er overensstemmelse med hensyn til anvendelse og

fortolkning for så vidt angår disse væsentlige definitioner og nøglebegreber.

(20) For at sikre en ensartet ramme for forbrugere på kreditområdet og mindske den administrative

byrde for kreditgivere og kreditformidlere bør selve rammen i dette direktiv følge strukturen i direktiv

2008/48/EF, hvor det er muligt, navnlig med hensyn til, at oplysninger i reklame for kreditaftaler i

forbindelse med fast ejendom til beboelse gives til forbrugeren ved hjælp af et repræsentativt eksempel, at

detaljerede oplysninger forud for aftaleindgåelsen gives til den pågældende ved hjælp af et standardiseret

informationsblad, at forbrugeren modtager fyldestgørende forklaringer inden kreditaftalens indgåelse, at

der etableres et fælles grundlag for beregning af ÅOP eksklusive notaromkostninger, og at kreditgiverne

vurderer forbrugerens kreditværdighed, inden der ydes kredit. På samme måde bør der gives ikkediskri-

minerende adgang for kreditgivere til relevante kreditdatabaser for at sikre lige vilkår i forbindelse med

bestemmelserne som fastsat ved direktiv 2008/48/EF. På samme måde som direktiv 2008/48/EF bør dette

direktiv sikre en passende godkendelsesproces og passende tilsyn med alle kreditgivere, der tilbyder

kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom, og bør fastsætte krav med hensyn til etableringen af og

adgangen til udenretslige tvistbilæggelsesordninger.

(21) Dette direktiv bør supplere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september

2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne

, der dels fastlægger, at forbrugeren i

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

504

forbindelse med fjernydelser skal informeres om, hvorvidt der findes en fortrydelsesret, dels indeholder

bestemmelser om fortrydelsesret. Mens direktiv 2002/65/EF giver mulighed for, at udbyder meddeler

oplysninger fra tidspunktet før aftaleindgåelsen efter aftalens indgåelse, vil dette imidlertid ikke være

hensigtsmæssigt for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse i betragtning af forbrugerens

betydelige finansielle forpligtelser. Dette direktiv bør ikke berøre den nationale lovgivnings almindelige

aftaleret såsom bestemmelserne om aftalers gyldighed, indgåelse og virkning, eftersom almindelige

aftaleretlige aspekter ikke reguleres i dette direktiv.

(22) Samtidig er det vigtigt at tage de særlige karakteristika, der gør sig gældende for kreditaftaler i

forbindelse med fast ejendom til beboelse, i betragtning, hvilket giver grundlag for en differentieret

tilgang. I betragtning af arten af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og de eventuelle

konsekvenser for forbrugeren bør reklamemateriale og individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen

indeholde tilstrækkelige, specifikke risiciadvarsler, f.eks. om den potentielle indvirkning af valutakurs-

svingninger på det beløb, som forbrugeren skal tilbagebetale, og, hvis medlemsstaterne anser det for pas-

sende, arten af og konsekvenserne ved sikkerhedsstillelse. Parallelt med det, som allerede fandtes som en

frivillig tilgang i sektoren for boliglån, bør også de generelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen gøres

tilgængelige til enhver tid sammen med de individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen. Desuden

er det berettiget med en differentieret tilgang for at kunne tage erfaringerne fra finanskrisen i betragtning

og sikre, at kreditoptagelse sker på et forsvarligt grundlag. I den forbindelse bør bestemmelserne om kre-

ditværdighedsvurderingen strammes i forhold til forbrugerkredit, kreditformidlere skal give mere præcise

oplysninger om deres status og forhold til kreditgivere for at afsløre eventuelle interessekonflikter, og alle

de parter, der er involveret i etableringen af kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom, bør meddeles

adgang og underkastes tilsyn på passende vis.

(23) Det er nødvendigt at regulere visse yderligere områder for at afspejle de særlige karakteristika ved

kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er i betragtning af transaktionens betydning

nødvendigt at sikre, at forbrugerne har en tilstrækkelig frist på mindst syv dage til at overveje konsekven-

serne heraf. Medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at give en sådan tilstrækkelig frist enten som

en betænkningstid inden kreditaftalens indgåelse, en fortrydelsesret efter kreditaftalens indgåelse eller

en kombination af disse. Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at gøre

betænkningstiden bindende for forbrugeren i en periode, der ikke overstiger ti dage, men at forbrugere,

der i andre tilfælde ønsker at indgå kreditaftalen under betænkningstiden, har mulighed for det, og

at medlemsstaterne af hensyn til retssikkerheden i forbindelse med ejendomstransaktioner bør kunne

fastsætte, at betænkningstiden eller fortrydelsesretten bortfalder, hvis forbrugeren foretager en handling,

der i henhold til national lovgivning medfører oprettelse eller overførsel af en ejendomsret, som er

knyttet til eller anvender midler, der er tilvejebragt ved kreditaftalen, eller, hvis det er relevant, overfører

midlerne til tredjemand.

(24) I betragtning af de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse

er det almindelig praksis, at kreditgivere tilbyder forbrugerne en række produkter eller tjenesteydelser,

som kan købes sammen med kreditaftalen. Derfor er det i betragtning af sådanne aftalers betydning

for forbrugerne hensigtsmæssigt at fastlægge specifikke regler for kombinationssalg. Kombination af en

kreditaftale med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i pakker er en måde, hvorpå

kreditgivere kan variere deres tilbud og konkurrere med hinanden, forudsat at komponenterne i pakken

også kan købes særskilt. Kombination af kreditaftaler med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller

produkter i pakker kan være til forbrugernes fordel, men det kan have en negativ indvirkning på forbru-

gernes mobilitet og deres mulighed for at træffe informerede valg, medmindre komponenterne i pakken

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

505

kan købes særskilt. Det er vigtigt at forebygge praksis såsom kombination af visse produkter, der kan

tilskynde forbrugere til at indgå kreditaftaler, der ikke er i deres bedste interesse, uden dog at begrænse

muligheden for at sammensætte produkter, hvilket kan være til forbrugernes fordel. Medlemsstaterne bør

imidlertid fortsat overvåge detailmarkederne for finansielle tjenesteydelser nøje for at sikre, at pakkesalg

ikke forvrider forbrugernes valgmuligheder og konkurrencen på markedet.

(25) Som hovedregel bør kombinationssalg ikke være tilladt, medmindre den finansielle tjenesteydelse

eller det finansielle produkt, der tilbydes som led i kreditaftalen, ikke kunne tilbydes særskilt, fordi det

udgør en fuldt integreret del af kreditten, f.eks. i tilfælde af en sikret kassekredit. I andre tilfælde kan det

dog være berettiget, at kreditgiver tilbyder eller sælger en kreditaftale i en pakke med en betalingskonto,

opsparingskonto, et investerings- eller pensionsprodukt, f.eks. hvis kapitalen på kontoen bruges til at

tilbagebetale kreditten eller er en forudsætning for at samle ressourcer for at opnå kreditten, eller i

situationer, hvor f.eks. et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt fungerer som en supplerende

sikkerhedsstillelse for at sikre kreditten. Selv om det er berettiget, at kreditgiver kan pålægge forbrugeren

at tegne en relevant forsikring for at garantere tilbagebetaling af kreditten eller sikre værdien af sikker-

hedsstillelsen, bør forbrugeren have mulighed for at vælge sin egen forsikringsgiver, forudsat at dennes

forsikring har et garantiniveau svarende til niveauet i den forsikring, som kreditgiver har foreslået. Derud-

over kan medlemsstaterne helt eller delvist standardisere den dækning, der tilbydes i forsikringsaftaler,

for at gøre det lettere at sammenligne forskellige tilbud for forbrugere, som ønsker at foretage sådanne

sammenligninger.

(26) Det er vigtigt at sikre, at den faste ejendom til beboelse er blevet behørigt vurderet både inden ind-

gåelsen af kreditaftalen og, navnlig hvis vurderingen påvirker forbrugerens tilbageværende forpligtelser,

i tilfælde af misligholdelse. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at der findes troværdige vurderingsstan-

darder. For at de kan betragtes som troværdige, bør vurderingsstandarder tage hensyn til internationalt

anerkendte vurderingsstandarder, navnlig de standarder, der er fastsat af Det Internationale Råd for Vur-

deringsstandarder, Den Europæiske Gruppe for Foreninger af Vurderingssagkyndige eller Royal Institu-

tion of Chartered Surveyors (det kongelige institut for statsautoriserede landmålere). Disse internationalt

anerkendte vurderingsstandarder indeholder principper på højt niveau, som pålægger blandt andre kredit-

givere at vedtage og følge passende processer til intern risikostyring og styring af sikkerhedsstillelse,

hvilket omfatter sunde vurderingsprocesser, at vedtage vurderingsstandarder og -metoder, der medfører

retvisende og velunderbyggede ejendomsvurderinger for at sikre, at alle vurderingsrapporter udarbejdes

med tilstrækkelig professionel kyndighed og omhu, samt at vurderingsmænd opfylder visse kvalifikati-

onskrav, og at opretholde passende dokumentation for vurdering af sikkerhedsstillelse, som er omfattende

og troværdig. I denne henseende er det ønskværdigt at sikre passende overvågning af markederne for

fast ejendom til beboelse, og at mekanismerne i sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som

kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber

. Bestemmelserne i nærværende

direktiv vedrørende standarder for ejendomsvurdering kan overholdes f.eks. gennem lovgivning eller

selvregulering.

(27) I betragtning af de betydelige konsekvenser for kreditgivere, forbrugere og potentielt for den

finansielle stabilitet ved tvangsauktioner er det hensigtsmæssigt, at kreditgivere på et tidligt tidspunkt

opfordres til at imødegå nyopståede kreditrisici proaktivt, og at der findes nødvendige foranstaltninger

for at sikre, at kreditgivere udviser rimelig tilbageholdenhed og gør rimelige forsøg på at løse situationen

ved hjælp af andre midler, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Hvis det er muligt,

bør der findes løsninger, der tager hensyn til de praktiske forhold og forbrugerens rimelige behov i

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

506

forhold til leveomkostninger. Hvis der efter proceduren for tvangsauktion stadig består udestående gæld,

bør medlemsstaterne sikre et eksistensminimum og træffe foranstaltninger til at lette tilbagebetaling og

samtidig undgå overdreven gældssætning over længere tid. I hvert fald bør medlemsstaterne, når den pris,

der opnås for den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, opfordre kreditgivere til

at træffe rimelige foranstaltninger for at opnå den bedst mulige pris for den tvangsauktionerede faste ejen-

dom afhængigt af markedsbetingelserne. Medlemsstaterne bør ikke forhindre parterne i en kreditaftale i at

indgå en udtrykkelig aftale om, at overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiveren er tilstrækkelig til

at tilbagebetale kreditten.

(28) Kreditformidlere er ofte involveret i flere aktiviteter end bare kreditformidling, især formidling af

forsikringer eller investeringstjenesteydelser. Dette direktiv bør derfor også sikre en grad af sammenhæng

med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformid-

ling

og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansiel-

le instrumenter

. Navnlig kreditinstitutter, der i henhold til direktiv 2013/36/EU har adgang til at udøve

virksomhed som kreditinstitut, og andre finansielle institutter, der er underlagt en tilsvarende tilladelses-

ordning i henhold til national lovgivning, bør ikke afkræves en særskilt godkendelse med henblik på at

operere som kreditformidlere for at forenkle etableringsprocessen som kreditformidler og gøre det lettere

at arbejde tværnationalt. Det fulde og ubetingede ansvar, der pålægges kreditgivere og kreditformidlere

for de aktiviteter, der udføres af bundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, bør kun udvides

til at omfatte aktiviteter inden for dette direktivs anvendelsesområde, medmindre medlemsstaterne vælger

at udvide ansvaret til andre områder.

(29) For at forbedre forbrugernes evne til selv at træffe kvalificerede beslutninger vedrørende lån og

ansvarlig forvaltning af deres gæld bør medlemsstaterne fremme foranstaltninger med henblik på at

støtte formidlingen af viden til forbrugerne vedrørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, især i

forbindelse med aftaler om lån med pant i fast ejendom. Det er særlig vigtigt at give vejledning til forbru-

gere, der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang. I den forbindelse bør Kommissionen

identificere eksempler på bedste praksis for at lette den videre udvikling af foranstaltninger med henblik

på at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold.

(30) På grund af den betydelige risiko, der er forbundet med at låne i en udenlandsk valuta, er det

nødvendigt at foreskrive foranstaltninger til sikring af, at forbrugerne er klar over den risiko, som de

påtager sig, og at forbrugerne har mulighed for at begrænse deres eksponering for valutakursrisiko i

kredittens løbetid. Risikoen kan begrænses enten ved at give forbrugeren ret til at konvertere kreditten til

en anden valuta eller gennem andre ordninger, f.eks. lofter eller, hvis dette er tilstrækkeligt til at begrænse

valutakursrisikoen, advarsler.

(31) Den gældende retlige ramme bør give forbrugerne tillid til, at kreditgiverne, kreditformidlerne og

de udpegede repræsentanter tager hensyn til forbrugerens interesser på grundlag af de oplysninger, som

kreditgiver, kreditformidler og den udpegede repræsentant råder over på det pågældende tidspunkt, og

på grundlag af rimelige antagelser om risiciene i forbindelse med forbrugerens situation i den foreslåede

kreditaftales løbetid. Det kan også indebære, at kreditgivere bl.a. ikke bør markedsføre kreditten på en

sådan måde, at markedsføringen i væsentlig grad indskrænker eller kan forventes at indskrænke forbruge-

rens evne til nøje at overveje at optage kreditten, eller at kreditgiver ikke bør anvende ydelse af kreditten

som den vigtigste markedsføringsmetode i forbindelse med markedsføring af varer, tjenesteydelser eller

fast ejendom over for forbrugere. Et centralt aspekt med hensyn til at sikre en sådan forbrugertillid er

kravet om at sikre en høj grad af rimelighed, redelighed og professionel holdning inden for branchen, en

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

507

passende håndtering af interessekonflikter, herunder dem, der opstår på grund af aflønning, og at kræve,

at der ydes rådgivning i forbrugerens interesse.

(32) Det er hensigtsmæssigt at sikre, at kreditgiveres, kreditformidleres og udpegede repræsentanters

relevante personale har et tilstrækkeligt viden- og kompetenceniveau, for at opnå en høj grad af profes-

sionalisme. Dette direktiv bør derfor kræve, at selskaber kan godtgøre, at de har den relevante viden

og kompetence, på grundlag af de minimumskrav til viden og kompetencer, der er fastsat i dette direk-

tiv. Det bør stå medlemsstaterne frit for at indføre eller opretholde sådanne krav, der gælder for fysiske

personer. Medlemsstaterne bør kunne tillade, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentan-

ter sondrer mellem niveauerne for minimumskrav til viden i henhold til involveringen i udførelsen af

bestemte tjenester eller processer. I denne forbindelse omfatter personale eksternt personale, som arbejder

for og hos kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant, samt deres ansatte. I dette

direktiv bør personale, der direkte er inddraget i aktiviteter i henhold til direktivet, omfatte både personale

med kundekontakt og administrativt personale, herunder ledelsen, som spiller en vigtig rolle i kreditafta-

leprocessen. Personer, der varetager støttefunktioner, som ikke er knyttet til kreditaftaleprocessen (f.eks.

personale, der varetager personaleadministration og informations- og kommunikationsteknologi), bør ikke

betragtes som personale i dette direktiv.

(33) Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på en anden medlemsstats område som

led i den fri udveksling af tjenesteydelser, bør hjemlandet være ansvarligt for at fastsætte de minimums-

krav til viden og kompetencer, som gælder for personalet. De værtslande, der finder det nødvendigt, bør

dog på visse bestemte områder kunne fastsætte deres egne kompetencekrav, der gælder for kreditgivere

og kreditformidlere, som yder tjenester på den pågældende medlemsstats område som led i den fri

udveksling af tjenesteydelser.

(34) På grund af betydningen af at sikre, at viden- og kompetencekravene finder anvendelse og opfyldes i

praksis, bør medlemsstaterne kræve, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med kreditgivere, kredit-

formidlere og udpegede repræsentanter, og give de kompetente myndigheder beføjelse til at indhente den

dokumentation, som de har behov for for på en sikker måde at kunne vurdere opfyldelsen af kravene.

(35) Den måde, hvorpå kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter aflønner deres persona-

le, bør være et af de centrale aspekter med hensyn til at sikre forbrugertilliden i finanssektoren. Dette di-

rektiv fastsætter regler for aflønning af personale med henblik på at begrænse salg på tvivlsomt grundlag

og for at sikre, at den måde, hvorpå personalet aflønnes, ikke er til hinder for opfyldelsen af forpligtelsen

til at tage hensyn til forbrugerens interesser. Kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter

bør navnlig ikke udforme deres aflønningspolitikker på en måde, der tilskynder deres personale til at

indgå et bestemt antal eller en bestemt form for kreditaftaler eller til at yde særlige accessoriske tjenester

til forbrugerne, uden at der udtrykkeligt er taget hensyn til forbrugernes interesser og behov. I denne

forbindelse kan medlemsstaterne finde det nødvendigt at beslutte, at en særlig praksis, f.eks. bundne

kreditformidleres opkrævning af gebyrer, strider mod forbrugerens interesser. Medlemsstaterne bør også

kunne fastsætte, at den aflønning, som personalet modtager, ikke afhænger af renten i den kreditaftale

eller den form for kreditaftale, der er indgået med forbrugeren.

(36) Dette direktiv fastsætter harmoniserede regler for den viden og de kompetencer, som kreditgiveres,

kreditformidleres og udpegede repræsentanters personale bør være i besiddelse af, når de skal udforme,

tilbyde, bevilge og formidle en kreditaftale. Dette direktiv indfører ikke særlige ordninger, der er direkte

forbundet med anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, som en person har opnået i en

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

508

medlemsstat med henblik på at opfylde kravene til viden og kompetencer i en anden medlemsstat. Euro-

pa-Parlamentet og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige

kvalifikationer

bør derfor fortsat finde anvendelse for så vidt angår de betingelser for anerkendelse og de

udligningsforanstaltninger, som et værtsland kan kræve, hvis en persons uddannelsesbevis ikke er udstedt

på dets område.

(37) Kreditgivere og kreditformidlere anvender ofte reklame, hvor der hyppigt er anført særlige vilkår

for at tiltrække forbrugerne til et bestemt produkt. Forbrugerne bør derfor beskyttes mod illoyal og

vildledende reklamepraksis og skal kunne sammenligne reklamer. Det er nødvendigt at fastsætte særlige

bestemmelser om reklamer for kreditaftaler og med en liste over de elementer, der skal inkluderes i

reklamer og markedsføringsmateriale til forbrugerne, når sådan reklame angiver rentesatser eller talstør-

relser vedrørende kreditomkostninger, således at forbrugerne kan sammenligne forskellige tilbud. Det bør

fortsat stå medlemsstaterne frit for at kunne fastsætte eller opretholde oplysningskrav i deres nationale

lovgivning med hensyn til reklame, der ikke angiver en rentesats eller indeholder talstørrelser vedrørende

kreditomkostningerne. Sådanne krav bør tage hensyn til de særlige karakteristika ved kreditaftaler i

forbindelse med fast ejendom til beboelse. Under alle omstændigheder bør det i overensstemmelse

med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige

handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked

10)

sikres, at reklame for kreditaftaler ikke giver et

vildledende indtryk af produktet.

(38) Reklame har tendens til at fokusere på især et eller flere produkter, men forbrugerne bør være i stand

til at træffe deres beslutninger på grundlag af viden om alle de tilbudte kreditprodukter. I denne henseende

spiller generelle oplysninger en vigtig rolle, da de medvirker til at forklare forbrugeren om det brede

udvalg af produkter og tjenesteydelser og de særlige kendetegn i den forbindelse. Forbrugerne bør derfor

til enhver tid kunne få adgang til generelle oplysninger om eksisterende kreditprodukter. Selv om dette

krav ikke gælder for ikkebundne kreditformidlere, ændrer dette ikke ved, at ikkebundne kreditformidlere

er forpligtet til at give forbrugerne individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen.

(39) For at sikre lige betingelser, og for at forbrugernes beslutning kan bygge på detaljerede oplysninger

om de tilbudte kreditprodukter frem for på den distributionskanal, gennem hvilken der er adgang til

sådanne kreditprodukter, bør forbrugerne modtage oplysninger om kreditten, uanset om de handler direkte

med en kreditgiver eller med en kreditformidler.

(40) Forbrugerne bør desuden modtage individuelle oplysninger i god tid inden indgåelsen af kreditafta-

len for at kunne sammenligne dem og overveje kreditprodukternes særlige karakteristika. Kommissionen

gav i henhold til sin henstilling 2001/193/EF af 1. marts 2001 om oplysninger forud for indgåelse

af kontrakt, der skal gives til forbrugerne af långivere, der tilbyder boliglån

11)

, tilsagn om at ville

overvåge efterlevelsen af den frivillige adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktind-

gåelse, som indeholder ESIS, der giver individuelle oplysninger til forbrugeren om den kreditaftale, der

tilbydes. Den dokumentation, som Kommissionen har indsamlet, viser, at der er behov for at revidere

indholdet og præsentationen af ESIS for at sikre, at det er klart og forståeligt og indeholder alle de

oplysninger, der anses for relevante for forbrugerne. Indholdet og præsentationen af ESIS bør omfatte de

nødvendige forbedringer, der er blevet peget på i forbrugerundersøgelser i alle medlemsstaterne. ESIS�½

struktur, især oplysningernes rækkefølge, bør revideres, affattelsen bør være mere brugervenlig, afsnit

som »nominel rente« og »årlige omkostninger i procent« bør slås sammen, og nye afsnit, f.eks. »fleksible

elementer«, bør tilføjes. Forbrugeren bør modtage en illustrativ amortiseringstabel som del af ESIS, hvis

kreditten er en kredit med udskudt rente, hvor tilbagebetalingen af hovedstolen udskydes i en indledende

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

509

periode, eller hvor debitorrenten er fastsat for kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte,

at en sådan illustrativ amortiseringstabel i ESIS ikke er obligatorisk for andre kreditaftaler.

(41) Forbrugerforskning har understreget betydningen af at anvende et enkelt og forståeligt sprog i

forbindelse med oplysninger til forbrugerne. Som følge heraf er de begreber, der anvendes i ESIS, ikke

nødvendigvis de samme som de juridiske begreber, der er defineret i dette direktiv, men har den samme

betydning.

(42) Oplysningskravene i ESIS om kreditaftaler bør ikke berøre Unionens eller nationale oplysningskrav

om andre produkter eller tjenesteydelser, der eventuelt tilbydes sammen med kreditaftalen som betingelse

for at indgå kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom eller tilbydes for at indgå denne aftale til en

lavere debitorrente, såsom brand- eller livsforsikring eller investeringsprodukter. Det bør stå medlemssta-

terne frit for at kunne beholde eller indføre national ret, hvis der ikke findes harmoniserede bestemmelser,

f.eks. oplysningskrav om niveauet for ågerrenter i fasen forud for aftaleindgåelse eller oplysninger, der

kan være nyttige i forbindelse med formidling af finansiel viden eller med udenretslige bilæggelser af

tvister. Eventuelle supplerende oplysninger bør dog gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som

bilag til ESIS. Medlemsstaterne bør på deres nationale sprog kunne anvende en anderledes terminologi i

ESIS uden at ændre dets indhold og den rækkefølge, hvori oplysningerne gives, hvis det er nødvendigt for

at anvende et sprog, som forbrugerne muligvis lettere kan forstå.

(43) For at sikre, at ESIS giver forbrugeren alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for at

træffe en informeret beslutning, bør kreditgiveren ved udfyldelsen af ESIS følge vejledningen i dette

direktiv. Medlemsstaterne bør kunne uddybe eller yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS

på grundlag af vejledningen i dette direktiv. Medlemsstaterne bør f.eks. have mulighed for yderligere

at præcisere de oplysninger, der skal gives for at beskrive »typen af debitorrente«, for at tage hensyn

til de særlige karakteristika ved de nationale produkter og det nationale marked. Sådanne yderligere

specifikationer bør imidlertid hverken være i modstrid med vejledningen i dette direktiv eller medføre

ændringer i teksten til ESIS-modellen, der bør gengives i sin helhed af kreditgiveren. Medlemsstaterne

bør også kunne angive yderligere advarsler om kreditaftaler, der er tilpasset deres nationale marked

og praksis, hvis sådanne advarsler ikke allerede specifikt findes i ESIS. Medlemsstaterne bør kunne

fastsætte, at kreditgiver er bundet af de oplysninger, der gives i ESIS, forudsat at kreditgiver beslutter at

yde kreditten.

(44) Forbrugeren bør modtage oplysninger ved hjælp af ESIS uden unødig forsinkelse, efter at forbruge-

ren har givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer,

og i god tid, inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud, så han har mulighed

for at sammenligne og overveje kreditprodukternes karakteristika og om nødvendigt indhente råd fra

tredjemand. ESIS bør navnlig vedlægges et bindende tilbud til forbrugeren, medmindre forbrugeren

allerede har modtaget et ESIS, og tilbuddets karakteristika stemmer overens med de oplysninger, der

tidligere er givet. Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte, at ESIS er obligatorisk både inden afgivelsen

af et bindende tilbud og sammen med det bindende tilbud, hvis der ikke tidligere er givet et ESIS,

der indeholder de samme oplysninger. Selv om ESIS bør persontilpasses og afspejle de præferencer,

som forbrugeren har givet udtryk for, bør levering af sådanne individuelle oplysninger ikke indebære en

forpligtelse til at yde rådgivning. Kreditaftaler bør kun indgås, hvis forbrugeren har haft tilstrækkelig tid

til at sammenligne tilbuddene, vurdere, hvad de indebærer, om nødvendigt indhente råd fra tredjemand og

træffe en informeret beslutning om, hvorvidt han vil acceptere et tilbud.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

510

(45) Hvis forbrugeren har en sikret kreditaftale i forbindelse med køb af fast ejendom eller grund, og

sikkerhedsstillelsens varighed er længere end kreditaftalens varighed, og hvis forbrugeren kan beslutte

at få udbetalt den tilbagebetalte kapital, forudsat at han underskriver en ny kreditaftale, bør forbrugeren

inden underskrivelsen af den nye kreditaftale modtage et nyt ESIS med de nye årlige omkostninger i

procent, der er baseret på den nye kreditaftales specifikke karakteristika.

(46) Kreditgiveren eller, hvor det er relevant, en kreditformidler eller udpeget repræsentant bør i det

mindste når der ikke er fortrydelsesret, på tidspunktet for afgivelse af et tilbud, der er bindende for

kreditgiver, give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen. I andre tilfælde bør forbrugeren i det

mindste modtage en kopi af udkastet til kreditaftalen på det tidspunkt, hvor der afgives et bindende tilbud.

(47) For at sikre størst mulig transparens og forhindre misbrug som følge af interessekonflikter, når

forbrugerne anvender kreditformidleres tjenesteydelser, bør kreditformidlere være underlagt visse oplys-

ningsforpligtelser, inden de leverer deres tjenesteydelser. Sådanne oplysninger bør bl.a. omfatte deres

identitet og forbindelse til kreditgivere, f.eks. om de overvejer at anvende produkter fra mange forskellige

kreditgivere eller kun fra et mere begrænset antal kreditgivere. Hvis kreditgiver eller tredjemænd skal

betale provision eller andre incitamenter til kreditformidleren i forbindelse med en kreditaftale, bør dette

oplyses til forbrugerne inden udøvelsen af kreditformidlingsaktiviteterne, og i denne fase bør forbrugerne

oplyses enten om sådanne betalingers størrelse, hvis dette vides, eller om det forhold, at beløbet vil

blive oplyst i ESIS i en senere fase forud for aftaleindgåelsen, og om, at forbrugerne i denne fase har

ret til at modtage oplysninger om sådanne betalingers størrelse. Forbrugerne bør også underrettes om

eventuelle gebyrer, som de skal betale til kreditformidlere for deres tjenesteydelser. Uden at dette berører

konkurrenceretten, bør medlemsstaterne frit kunne indføre eller beholde bestemmelser, der forbyder, at

forbrugerne betaler gebyrer til nogle eller alle kategorier af kreditformidlere.

(48) En forbruger har muligvis behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale

blandt de foreslåede produkter der er mest hensigtsmæssig i forhold til den pågældendes behov og finan-

sielle situation. Kreditgivere og, hvor det er relevant, kreditformidlere bør yde denne bistand i forbindelse

med de kreditprodukter, som de tilbyder forbrugeren, ved at redegøre for de relevante oplysninger, herun-

der navnlig de vigtigste karakteristika ved de foreslåede produkter, for forbrugeren med udgangspunkt

i den pågældendes personlige forhold, så forbrugeren kan forstå de virkninger, som produkterne kan

få for hans økonomiske situation. Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere bør tilpasse den måde,

som sådanne redegørelser gives på, til de omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens

behov for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de

enkelte kreditprodukter. Sådanne redegørelser bør ikke i sig selv udgøre en personlig anbefaling.

(49) For at fremme et velfungerende indre marked med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Uni-

onen er det nødvendigt på ensartet vis at sikre, at oplysningerne om de årlige omkostninger i procent er

sammenlignelige i hele Unionen.

(50) De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør omfatte alle de omkostninger, som forbrugeren

skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiver har kendskab til. Omkostningerne bør

derfor omfatte renter, provisioner, afgifter, gebyrer til kreditformidlere, omkostningerne ved ejendoms-

vurdering med henblik på et lån med pant i fast ejendom og andre gebyrer, bortset fra notarialgebyrer, der

er nødvendige for at kunne opnå kreditten, f.eks. livsforsikring, eller for at kunne få den på de oplyste

betingelser, f.eks. brandforsikring. Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende accessoriske produkter

og tjenesteydelser (f.eks. bestemmelserne vedrørende omkostningerne i forbindelse med oprettelse og for-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

511

valtning af en bankkonto) bør ikke berøre direktiv 2005/29/EF og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april

1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

12)

. De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten

bør ikke omfatte de omkostninger, som forbrugeren betaler ved køb af fast ejendom eller grund, såsom til-

knyttede afgifter og notaromkostninger eller tinglysningsomkostninger. Kreditgivers faktiske kendskab til

omkostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til kravene til erhvervsmæssig diligenspligt. I

denne forbindelse bør kreditgiver antages at have kendskab til omkostningerne i forbindelse med accesso-

riske tjenesteydelser, som han selv tilbyder forbrugeren, eller som han tilbyder forbrugeren på vegne af

tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugerens specifikke karakteristika eller situation.

(51) Hvis der anvendes skønsmæssige oplysninger, bør forbrugeren underrettes herom, og om at oplys-

ningerne forventes at være repræsentative for den påtænkte type aftale eller praksis. Formålet med de

supplerende antagelser med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent er at sikre, at

de årlige omkostninger i procent beregnes på en ensartet måde og er sammenlignelige. Supplerende

antagelser er nødvendige i forbindelse med specifikke typer kreditaftaler, f.eks. hvis kredittens beløb,

varighed eller omkostninger er usikre eller varierer, afhængigt af hvordan aftalen gennemføres. Hvis

bestemmelserne ikke i sig selv er tilstrækkelige til at beregne de årlige omkostninger i procent, bør

kreditgiveren anvende de supplerende antagelser, der er fastsat i bilag I. Da beregningen af de årlige

omkostninger i procent imidlertid afhænger af den enkelte kreditaftales vilkår, bør kun de antagelser, der

er nødvendige og relevante for en given kredit, anvendes.

(52) For at sikre en høj grad af sammenlignelighed mellem tilbud fra forskellige kreditgivere med

hensyn til de årlige omkostninger i procent bør tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved

beregningen, ikke udtrykkes i dage, hvis de kan udtrykkes som et helt antal år, måneder eller uger. Det

er i den forbindelse underforstået, at disse intervaller, hvis der anvendes bestemte tidsintervaller i formlen

til beregning af de årlige omkostninger i procent, også bør anvendes ved fastlæggelse af rentesatser og

andre omkostninger, der anvendes i formlen. Som følge heraf bør kreditgiver anvende den metode til

måling af tidsintervaller, der er beskrevet i bilag I, for at få de korrekte tal med henblik på betaling af

omkostninger. Dette gælder imidlertid kun med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent

og har ingen indvirkning på de beløb, som kreditgiver faktisk opkræver i henhold til kreditaftalen. Hvis

disse tal er forskellige, kan det være nødvendigt at forklare forbrugeren dem for at undgå at vildlede

forbrugeren. Dette indebærer også, at de årlige omkostninger i procent i mangel af ikkerentebærende om-

kostninger og under forudsætning af en identisk beregningsmetode vil være lig med kredittens effektive

debitorrente.

(53) Da de årlige omkostninger i procent i markedsføringsfasen kun kan angives ved et eksempel, bør

eksemplet være repræsentativt. Det bør derfor f.eks. afspejle den gennemsnitlige løbetid og det samlede

kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale. Når det repræsentative eksem-

pel opstilles, bør der tages hensyn til, hvor udbredte visse typer kreditaftaler er på et specifikt marked. Det

kan være hensigtsmæssigt for hver kreditgiver at basere det repræsentative eksempel på et kreditbeløb,

der er repræsentativt for den pågældende kreditgivers produktudvalg og forventede kundegrundlag, da

disse kan variere betydeligt kreditgivere imellem. For så vidt angår de årlige omkostninger i procent, der

anføres i ESIS, bør der så vidt muligt tages hensyn til de præferencer og oplysninger, som forbrugeren

angiver, og kreditgiver eller kreditformidler bør præcisere, om oplysningerne er illustrative eller afspejler

de angivne præferencer og oplysninger. De repræsentative eksempler bør under alle omstændigheder

ikke være i modstrid med kravene i direktiv 2005/29/EF. Det er vigtigt, at det i ESIS gøres klart for

forbrugeren, hvis det er relevant, at de årlige omkostninger i procent bygger på antagelser og kan ændre

sig, således at forbrugerne kan tage hensyn til dette, når de sammenligner produkter. Det er vigtigt, at

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

512

de årlige omkostninger i procent tager hensyn til alle de udnyttede kreditmuligheder i kreditaftalen, hvad

enten de er udbetalt direkte til forbrugeren eller til en tredjemand på forbrugerens vegne.

(54) For at sikre overensstemmelse i beregningen af de årlige omkostninger i procent for forskellige

typer kredit bør de antagelser, der anvendes til beregning af samme typer kreditaftaler, generelt være

ensartede. I denne forbindelse bør antagelserne i Kommissionens direktiv 2011/90/EU af 14. november

2011 om ændring af del II i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF for så vidt

angår supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent

13)

, som ændrer

antagelserne til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, medtages. Selv om alle

antagelserne ikke nødvendigvis finder anvendelse på de kreditaftaler, der findes i dag, er der stor produk-

tinnovation i denne sektor, så det er nødvendigt at have fastlagt antagelserne. Med henblik på beregningen

af de årlige omkostninger i procent bør fastlæggelsen af den mulighed for at udnytte kreditmuligheden,

der oftest benyttes, baseres på berettigede forventninger til den mulighed for at udnytte kreditmuligheden,

der oftest benyttes af forbrugerne i forbindelse med den type produkt, der tilbydes af den pågældende

kreditgiver. For så vidt angår eksisterende produkter bør forventningen baseres på de seneste 12 måneder.

(55) Det er af afgørende betydning, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten

vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering af kreditværdigheden bør tage

hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale

kreditten i dens løbetid. Forbrugerens evne til at betale renter og afdrag på og helt at tilbagebetale

kreditten bør navnlig omfatte en vurdering af de fremtidige betalinger eller betalingsforøgelser, der er

nødvendige på grund af negativ amortisering eller udskudte betalinger på hovedstolen eller af renter, og

bør vurderes på baggrund af andre faste udgifter, gæld og andre finansielle forpligtelser samt indtægt,

opsparing og aktiver. Der bør tages rimeligt hensyn til fremtidige begivenheder i den foreslåede kreditaf-

tales løbetid, såsom en mindskelse af indtægten, hvis kreditperioden varer indtil efter pensioneringen,

eller, hvis det er relevant, en forøgelse af debitorrenten eller en negativ ændring af valutakursen. Selv om

værdien af den faste ejendom er et vigtigt element ved fastlæggelsen af det kreditbeløb, der kan bevilges

til en forbruger i henhold til en sikret kreditaftale, bør vurderingen af kreditværdigheden fokusere på

forbrugerens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen. Som følge heraf bør den

mulighed, at værdien af den faste ejendom overstiger kreditbeløbet eller kan stige i fremtiden, generelt

ikke være en tilstrækkelig betingelse for at yde den pågældende kredit. Hvis formålet med en kreditaftale

er at opføre fast ejendom eller renovere en eksisterende fast ejendom, bør kreditgiver dog kunne tage hen-

syn til denne mulighed. Medlemsstaterne bør kunne give yderligere vejledning om disse eller yderligere

kriterier og om metoder til at vurdere en forbrugers kreditværdighed, f.eks. ved at fastsætte grænser for

belåningsprocenten eller for forholdet mellem lån og indkomst, og bør opfordres til at gennemføre Rådet

for Finansiel Stabilitets principper for god praksis vedrørende optagelse af lån med pant i fast ejendom.

(56) Det kan være nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om de forskellige elementer, der kan

tages i betragtning i vurderingen af kreditværdigheden i forbindelse med visse former for kreditaftaler. I

forbindelse med kreditaftaler der vedrører en fast ejendom, hvori det udtrykkeligt angives, at den faste

ejendom ikke må anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af

forbrugerens familiemedlemmer (aftaler om køb med henblik på udlejning), bør medlemsstaterne f.eks.

kunne beslutte at præcisere, at der ved vurderingen af forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten

tages hensyn til fremtidige lejeindtægter. I de medlemsstater, hvor de nationale bestemmelser ikke inde-

holder en sådan præcisering, kan kreditgivere beslutte at medtage en forsigtig vurdering af de fremtidige

lejeindtægter. Vurderingen af kreditværdighed bør ikke indebære overførsel af ansvar til kreditgiveren for

forbrugerens eventuelle senere manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

513

(57) Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør være i overensstemmelse med resultatet

af kreditværdighedsvurderingen. Kreditgivers mulighed for at overføre en del af kreditrisikoen til tredje-

mand bør f.eks. ikke føre til, at han ignorerer kreditværdighedsvurderingens konklusioner og tilbyder

en kreditaftale til en forbruger, som sandsynligvis ikke vil være i stand til at tilbagebetale kreditten. Med-

lemsstaterne bør kunne gennemføre dette princip ved at kræve, at de kompetente myndigheder træffer

relevante foranstaltninger som led i tilsynsaktiviteterne og overvåger overholdelsen af kreditgivernes

procedurer for vurdering af kreditværdighed. En positiv kreditværdighedsvurdering bør dog ikke udgøre

en forpligtelse for kreditgiveren til at yde kredit.

(58) I overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet bør kreditværdighedsvurde-

ringen bygge på oplysninger om forbrugerens finansielle og økonomiske situation, herunder indtægt og

udgifter. Disse oplysninger kan indhentes fra forskellige kilder, herunder forbrugeren, og kreditgiveren

bør på passende vis kontrollere oplysningerne, inden kreditten ydes. Forbrugeren bør i denne forbindel-

se give oplysningerne for at lette kreditværdighedsvurderingen, eftersom undladelse af at gøre dette

sandsynligvis vil medføre afslag på den kredit, som forbrugeren ønsker, medmindre oplysningerne kan

indhentes fra en anden kilde. Med forbehold af den private aftaleret bør medlemsstaterne sikre, at

kreditgivere ikke kan bringe en kreditaftale til ophør, fordi de efter underskrivelsen af den blev klar over,

at kreditværdighedsvurderingen blev foretaget på et ukorrekt grundlag som følge af ufuldstændige oplys-

ninger på vurderingstidspunktet. Dette bør imidlertid ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at give

kreditgivere tilladelse til at bringe en kreditaftale til ophør, hvis det kan påvises, at forbrugeren bevidst

gav unøjagtige eller forkerte oplysninger på tidspunktet for kreditværdighedsvurderingen eller forsætligt

ikke gav oplysninger, som ville have ført til en negativ kreditværdighedsvurdering, eller hvis der findes

andre gyldige grunde, der er forenelige med EU-retten. Selv om det ikke vil være hensigtsmæssigt at

pålægge forbrugerne sanktioner for ikke at være i stand til at give visse oplysninger eller vurderinger eller

for at beslutte at afbryde en ansøgningsproces med henblik på at få en kredit, bør medlemsstaterne kunne

fastsætte sanktioner, hvis en forbruger bevidst giver ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger for at opnå

en positiv kreditværdighedsvurdering, navnlig hvis fuldstændige og korrekte oplysninger ville have ført

til en negativ kreditværdighedsvurdering, og forbrugeren efterfølgende ikke kan opfylde aftalevilkårene.

(59) Anvendelse af en kreditdatabase er et nyttigt element i forbindelse med vurdering af kreditværdig-

hed. Nogle medlemsstater kræver, at kreditgivere vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af

en søgning i den relevante database. Kreditgivere bør kunne søge i kreditdatabasen i kredittens løbetid

for udelukkende at kunne påvise og vurdere sandsynligheden for misligholdelse. En sådan anvendelse af

kreditdatabasen bør være omfattet af passende sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at den anvendes til

tidlig påvisning og styring af kreditrisikoen i forbrugerens interesse og ikke med henblik på oplysninger

til forretningsmæssige forhandlinger. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af

24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger

og om fri udveksling af sådanne oplysninger

14)

bør forbrugere underrettes af kreditgivere om søgning i

kreditdatabasen, inden den foretages, og bør have ret til at få adgang til oplysninger om dem i en sådan

kreditdatabase for i givet fald at foretage berigtigelse af, slette eller blokere personoplysninger om dem,

såfremt disse er unøjagtige eller er blevet behandlet ulovligt.

(60) For at hindre konkurrenceforvridning blandt kreditgivere bør det sikres, at alle kreditgivere, herunder

kreditinstitutter eller ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til

beboelse, har adgang til alle offentlige og private kreditdatabaser om forbrugere på ikkediskriminerende

vilkår. Sådanne vilkår bør derfor ikke omfatte et krav til kreditgivere om etablering som kreditinsti-

tut. Adgangsbetingelser, f.eks. gebyr for at få adgang til databasen eller krav om, at oplysninger til

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

514

databasen skal tilvejebringes på grundlag af gensidighed, bør fortsat finde anvendelse. Det bør stå med-

lemsstaterne frit for at fastsætte, om kreditformidlere inden for deres område kan få adgang til sådanne

databaser.

(61) Hvis et afslag på en kreditanmodning bygger på oplysninger fundet ved en søgning i en database

eller på mangel på data heri, bør kreditgiver underrette forbrugeren herom, give oplysninger om navnet

på den pågældende database og enhver anden oplysning, som kræves i direktiv 95/46/EF, således at

forbrugeren kan udøve sin ret til adgang og, når det er berettiget, foretage berigtigelse af, slette eller blo-

kere de deri behandlede personoplysninger om sig selv. Hvis et afslag på en kreditanmodning skyldes en

negativ vurdering af kreditværdigheden, bør kreditgiver uden unødig forsinkelse underrette forbrugeren

om afslaget. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om de vil kræve, at kreditgivere skal give yderligere

forklaringer på årsagerne til afslaget. Kreditgiver bør imidlertid ikke være forpligtet til at give sådanne

oplysninger, hvis det er forbudt i henhold til anden EU-ret, f.eks. bestemmelser om hvidvaskning af penge

eller finansiering af terrorisme. Sådanne oplysninger bør ikke gives, hvis det strider mod den offentlige

orden eller den offentlige sikkerhed, f.eks. forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgelse af

straffelovsovertrædelser.

(62) Dette direktiv vedrører anvendelse af personoplysninger i forbindelse med vurdering af en forbrugers

kreditværdighed. For at sikre beskyttelse af personoplysninger bør direktiv 95/46/EF finde anvendelse på

databehandling, der foretages i forbindelse med sådanne vurderinger.

(63) Ydelse af rådgivning i form af en individuel anbefaling er en særskilt aktivitet, der kan, men

ikke skal, kombineres med andre aspekter af ydelse eller formidling af kredit. For at forbrugerne kan

forstå arten af de tjenester, som ydes, bør de derfor underrettes om, hvorvidt der ydes eller kan ydes

rådgivningstjenester, og hvornår der ikke ydes rådgivningstjenester, og hvad disse omfatter. På grund

af den betydning, som forbrugerne tillægger anvendelsen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver«,

bør medlemsstaterne kunne forbyde anvendelse af disse eller lignende betegnelser, når der ydes rådgiv-

ningstjenester til forbrugerne. Det bør sikres, at medlemsstaterne træffer sikkerhedsforanstaltninger, når

rådgivning beskrives som uafhængig, til sikring af, at de pågældende produkter og aflønningsordninger

svarer til forbrugernes forventninger til en sådan rådgivning.

(64) Leverandører af rådgivningstjenester bør overholde visse standarder for at sikre, at forbrugeren

præsenteres for produkter, der passer til hans behov og forhold. Rådgivningstjenester bør baseres på en

rimelig og tilstrækkeligt vidtgående analyse af de tilbudte produkter, hvis rådgivningstjenesterne ydes af

kreditgivere og bundne kreditformidlere, eller af de produkter, der findes på markedet, hvis rådgivnings-

tjenesterne ydes af kreditformidlere, der ikke er bundet. De, der yder rådgivningstjenester, bør kunne

specialisere sig i visse nicheprodukter, såsom mellemfinansiering, forudsat at de overvejer en række

produkter inden for denne bestemte niche, og at det gøres klart for forbrugeren, at de er specialiseret i

disse nicheprodukter. Under alle omstændigheder bør kreditgivere og kreditformidlere oplyse forbrugeren

om, hvorvidt de kun rådgiver om deres egne produkter eller om et bredt udvalg af produkter på markedet,

for at sikre, at forbrugeren forstår grundlaget for en anbefaling.

(65) Rådgivningstjenester bør bygge på en passende forståelse af forbrugerens finansielle situation,

præferencer og målsætninger på grundlag af de fornødne ajourførte oplysninger og rimelige antagelser

om risici i forbindelse med forbrugerens forhold i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne bør kunne præ-

cisere, hvordan et givet produkts egnethed skal vurderes i forbindelse med ydelse af rådgivningstjenester.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

515

(66) En forbrugers evne til at tilbagebetale en kredit, inden kreditaftalen udløber, kan spille en vigtig rolle

for at fremme konkurrencen på det indre marked og EU-borgernes frie bevægelighed samt for at bidrage

til at tilvejebringe den fleksibilitet i kreditaftalers løbetid, der er nødvendig for at fremme finansiel

stabilitet i overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet. Der findes imidlertid

væsentlige forskelle mellem de nationale principper og betingelser, i henhold til hvilke forbrugerne har

evne til at tilbagebetale deres kredit, og de betingelser, på hvilke en sådan indfrielse før tiden kan

finde sted. På trods af forskelligartetheden i mekanismerne bag realkreditfinansiering og det eksisterende

produktudvalg er det væsentligt på EU-plan at have visse standarder for førtidig indfrielse af kredit for

at sikre, at forbrugerne har mulighed for at frigøre sig for deres forpligtelser inden den aftalte dato i

kreditaftalen og mulighed for at sammenligne tilbud med henblik på at finde de bedste produkter i forhold

til deres behov. Medlemsstaterne bør derfor enten gennem lovgivning eller på anden måde, såsom aftale-

bestemmelser, sikre, at forbrugerne har ret til førtidig indfrielse. Medlemsstaterne bør imidlertid kunne

definere betingelserne for udøvelse af en sådan ret. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på

udøvelsen af rettigheden, forskellig behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om,

eller restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves. Hvis førtidig

indfrielse sker i en periode, for hvilken der er aftalt fast forrentning, kan udøvelsen af denne ret gøres

betinget af, at der foreligger en legitim interesse hos forbrugeren som fastsat af medlemsstaten. En

sådan legitim interesse kan f.eks. opstå i tilfælde af skilsmisse eller arbejdsløshed. De betingelser,

som medlemsstaterne fastsætter, bør kunne omfatte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektivt

begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af

kreditten. I tilfælde, hvor medlemsstaterne fastsætter, at kreditgiver har ret til kompensation, bør en sådan

kompensation være en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som

er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten, i overensstemmelse med de nationale regler om

kompensation. Kompensationen bør ikke overstige kreditgivers økonomiske tab.

(67) Det er vigtigt at sikre, at der er tilstrækkelig gennemsigtighed til at gøre det klart for forbrugerne,

hvilken form for forpligtelser der indgås med henblik på at opretholde den finansielle stabilitet, og

hvor der i kreditaftalens løbetid er fleksibilitet. Forbrugerne bør modtage oplysninger om debitorrenten i

aftaleforholdets løbetid og forud for aftaleindgåelsen. Medlemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre

begrænsninger med hensyn til eller forbud mod kreditgivers ensidige ændringer af debitorrenten. Med-

lemsstaterne bør kunne fastsætte, at forbrugeren har ret til at modtage en ajourført amortiseringstabel,

hvis debitorrenten ændres.

(68) Selv om kreditformidlere spiller en central rolle med hensyn til distribution af kreditaftaler i

forbindelse med fast ejendom til beboelse i Unionen, er der fortsat væsentlige forskelle mellem de

nationale bestemmelser om udøvelse af virksomhed som kreditformidler og om tilsyn med kreditformid-

lere, som skaber hindringer for etablering og udøvelse af virksomhed som kreditformidler på det indre

marked. Kreditformidlernes manglende mulighed for frit at udøve virksomhed i Unionen hindrer det indre

marked for kreditaftaler vedrørende fast ejendom til beboelse i at fungere ordentligt. Under hensyntagen

til de forskellige aktører, der er involveret i kreditformidling, er det væsentligt med visse standarder på

EU-plan for at sikre en høj grad af professionalisme og service.

(69) Før kreditformidlere kan udøve deres aktiviteter, bør de være underlagt en adgangsproces ved den

kompetente myndighed i deres hjemland, og underlægges løbende tilsyn for at sikre, at de opfylder

strenge faglige krav i det mindste til kompetence, godt omdømme og erhvervsansvarsforsikring. Sådanne

krav bør som minimum finde anvendelse på kreditinstitutplan. Medlemsstaterne kan imidlertid præcise-

re, om sådanne krav om adgang gælder for kreditformidlerens enkelte arbejdstagere. Hjemlandet kan

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

516

fastsætte yderligere krav, f.eks. at kreditformidlerens aktionærer har et godt omdømme, eller at en bunden

kreditformidler kun kan være bundet til én kreditgiver, hvis disse krav er forholdsmæssige og forenelige

med den øvrige EU-ret. Der bør optages relevante oplysninger om kreditformidlere, der er givet adgang,

i et offentligt register. Bundne kreditformidlere, som udelukkende samarbejder med én kreditgiver under

dennes fulde og ubetingede ansvar, bør have mulighed for at gives adgang af den kompetente myndighed

under ledelse af den kreditgiver, på hvis vegne de handler. Medlemsstaterne bør have ret til at bevare eller

indføre begrænsninger med hensyn til visse kreditformidleres retlige form, således at de udelukkende

må handle som juridiske personer eller som fysiske personer. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte,

om alle kreditformidlere optages i ét register, eller om der kræves forskellige registre, afhængigt af om

kreditformidleren er bundet eller fungerer som uafhængig kreditformidler. Desuden bør medlemsstaterne

frit kunne bevare eller indføre begrænsninger med hensyn til muligheden for, at kreditformidlere, der er

bundet til en eller flere kreditgivere, kan opkræve gebyrer af forbrugerne.

(70) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere beslutte at anvende udpegede repræsentanter til at

udøve aktiviteter på deres vegne. Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende den specifikke

ordning for udpegede repræsentanter i dette direktiv. Medlemsstaterne bør dog frit kunne beslutte ikke

at indføre en sådan ordning eller at tillade, at andre enheder spiller en rolle, der er sammenlignelig med

udpegede repræsentanters rolle, forudsat at disse enheder er omfattet af den samme ordning som kredit-

formidlerne. Reglerne for udpegede repræsentanter i dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at

tillade, at udpegede repræsentanter udøver virksomhed på deres område, medmindre sådanne udpegede

repræsentanter anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.

(71) For at sikre, at de kompetente myndigheder fører effektivt tilsyn med kreditformidlere, bør en kredit-

formidler, der er en juridisk person, gives adgang i den medlemsstat, hvor den har sit vedtægtsmæssige

hjemsted. En kreditformidler, der ikke er en juridisk person, bør gives adgang i den medlemsstat, hvor

dens hovedkontor ligger. Desuden bør medlemsstaterne kræve, at en kreditformidlers hovedkontor altid

ligger i den medlemsstat, som er kreditformidlerens hjemland, og hvor den faktisk udøver virksomhed.

(72) Kravene for at give adgang bør give kreditformidlere ret til at udøve virksomhed i andre medlems-

stater i overensstemmelse med principperne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser,

forudsat at der har fundet behørig underretning sted mellem de kompetente myndigheder. Selv i tilfæl-

de, hvor medlemsstaterne beslutter at give alle ansatte hos kreditformidleren adgang, bør meddelelsen

om hensigten om at levere tjenesteydelser tage udgangspunkt i kreditformidleren frem for den enkelte

arbejdstager. Selv om dette direktiv udstikker de rammer, inden for hvilke alle kreditformidlere, der er

givet adgang, herunder de kreditformidlere, der er bundet til kun én kreditgiver, kan udøve virksomhed

i hele Unionen, udstikker dette direktiv ikke sådanne rammer for udpegede repræsentanter. I sådanne

tilfælde skal de udpegede repræsentanter, der ønsker at udøve virksomhed i en anden medlemsstat,

opfylde kravene for at give kreditformidlere adgang i dette direktiv.

(73) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere udøve deres aktiviteter i forbindelse med kreditaftaler,

der tilbydes af ikkekreditinstitutter og kreditinstitutter. Kreditformidlere, der er givet adgang, bør i

princippet kunne udøve virksomhed i hele Unionen. Adgang, der er givet af de kompetente myndigheder

i hjemlandet, bør dog ikke tillade, at kreditformidlere yder deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler,

der tilbydes af ikkekreditinstitutter til en forbruger i en medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter

ikke må udøve virksomhed.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

517

(74) Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte, at personer, der som led i deres erhvervsmæssi-

ge virksomhed kun lejlighedsvis udøver kreditformidlingsaktiviteter, f.eks. advokater eller notarer, ikke

er omfattet af adgangsproceduren i dette direktiv, forudsat at en sådan erhvervsmæssig virksomhed er

omfattet af lovbestemmelser, der ikke udelukker, at der lejlighedsvis udøves kreditformidlingsaktivite-

ter. En sådan undtagelse fra adgangsproceduren i dette direktiv bør dog føre til, at sådanne personer

ikke kan drage fordel af pasordningen i dette direktiv. Personer, der som led i deres erhvervsmæssige

virksomhed blot lejlighedsvis præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller en kreditformidler eller

henviser forbrugeren til en sådan, f.eks. ved at meddele forbrugeren, at der findes en bestemt kreditgiver

eller kreditformidler eller en type produkt hos den pågældende kreditgiver eller kreditformidler, men

ikke reklamerer yderligere for eller deltager i forelæggelsen af afgivelsen af tilbud om det forberedende

arbejde i forbindelse med eller indgåelsen af kreditaftalen, bør ikke anses for kreditformidlere i henhold

til dette direktiv. Låntagere, der blot overfører en kreditaftale til en forbruger ved subrogation uden at

udøve andre kreditformidlingsaktiviteter, bør heller ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette

direktiv.

(75) For at sikre lige betingelser for kreditgivere og fremme finansiel stabilitet og i forventning om yderli-

gere harmonisering bør medlemsstaterne sikre, at der findes hensigtsmæssige foranstaltninger til at give

adgang for og føre tilsyn med ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejen-

dom til beboelse. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør dette direktiv ikke fastlægge

detaljerede betingelser for at give adgang for og føre tilsyn med kreditgivere, som tilbyder kreditaftaler,

og som ikke er kreditinstitutter, jf. definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber

15)

. Antallet

af sådanne institutter, som er aktive i Unionen i øjeblikket, er begrænset, især siden finanskrisen, og det

samme gælder deres markedsandel og antallet af medlemsstater, hvor de er aktive. Af samme grund bør

der ikke fastsættes bestemmelser om indførelse af en pasordning for sådanne institutter.

(76) Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser,

der vedtages i medfør af dette direktiv, og sikre, at de gennemføres. Valget af sanktioner er fortsat op til

medlemsstaterne, men de fastsatte sanktioner bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen

og have afskrækkende virkning.

(77) Forbrugerne bør have adgang til udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer i forbindelse med

tvister, der måtte opstå på grundlag af de rettigheder og forpligtelser, som er fastlagt i dette direktiv,

mellem kreditgivere og forbrugere såvel som mellem kreditformidlere og forbrugere. Medlemsstaterne

bør sørge for, at deltagelse i sådanne alternative tvistbilæggelsesprocedurer ikke er frivillig for kreditgive-

re og kreditformidlere. For at sikre, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fungerer tilfredsstillende i

tilfælde af tværnational aktivitet, bør medlemsstaterne kræve og tilskynde til, at organer med ansvar for

udenretslig klage- og tvistbilæggelse samarbejder. I denne forbindelse bør medlemsstaternes udenretslige

klage- og tvistbilæggelsesorganer tilskyndes til at deltage i Fin-Net, der er et finansielt tvistbilæggelses-

netværk af nationale udenretslige ordninger, som er ansvarlige for at bilægge tvister mellem forbrugere og

udbydere af finansielle tjenester.

(78) For at sikre konsekvent harmonisering og for at tage højde for udviklingen på markederne for

kreditaftaler eller udviklingen inden for kreditprodukter eller i de økonomiske forhold og for yderligere

at præcisere visse krav i dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissio-

nen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af standardformuleringen

eller instruktionerne vedrørende udfyldning af ESIS og ændring af bemærkningerne eller ajourføring

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

518

af antagelserne, der anvendes i forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent. Det

er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde,

herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af

delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter

til Europa-Parlamentet og Rådet.

(79) For at lette kreditformidleres mulighed for at levere deres tjenesteydelser på tværs af grænserne og

af hensyn til samarbejde, informationsudveksling og tvistbilæggelse mellem de kompetente myndigheder

bør de kompetente myndigheder med ansvar for at give kreditformidlere adgang være de myndigheder,

der handler under den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)),

jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse

af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)

16)

, eller andre nationale

myndigheder, forudsat at de samarbejder med de myndigheder, der handler under EBA med henblik på at

varetage deres opgaver i henhold til dette direktiv.

(80) Medlemsstaterne bør udpege de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre håndhævelsen

af dette direktiv, og sørge for, at de har de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser samt

tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver. De kompetente myndigheder kan for så

vidt angår visse aspekter af dette direktiv indbringe en sag for en domstol, der er kompetent til at

træffe en retsafgørelse, herunder i givet fald ved appel. Dette kan gøre det muligt for medlemsstaterne

at overlade håndhævelsen af disse bestemmelser til ovennævnte organer og domstolene, navnlig hvis

bestemmelserne i dette direktiv er gennemført i civilretten. Medlemsstaterne bør kunne udpege forskellige

kompetente myndigheder til at håndhæve direktivets vidtrækkende forpligtelser. I forbindelse med nogle

bestemmelser kan medlemsstaterne f.eks. udpege de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for

håndhævelse af forbrugerbeskyttelse, hvorimod de i forbindelse med andre bestemmelser kan beslutte at

udpege tilsynsførende. Muligheden for at udpege forskellige kompetente myndigheder bør ikke berøre

forpligtelsen til løbende tilsyn og samarbejde mellem de kompetente myndigheder som fastsat i dette

direktiv.

(81) Det er nødvendigt at undersøge, om dette direktiv fungerer efter hensigten, og om det lykkes at

etablere et indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området for kreditaftaler i forbindelse

med fast ejendom til beboelse. Revisionen bør bl.a. omfatte en vurdering af overholdelsen og virkningen

af dette direktiv, en vurdering af, om direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt, en

analyse af ikkekreditinstitutters levering af kreditaftaler, en vurdering af behovet for yderligere foranstalt-

ninger, herunder en pasordning for ikkekreditinstitutter og en undersøgelse af nødvendigheden af at

indføre yderligere rettigheder og forpligtelser i fasen efter indgåelse af en kreditaftale.

(82) En indsats fra medlemsstaternes side alene vil sandsynligvis medføre forskellige sæt regler, hvilket

kan underminere eller skabe nye hindringer for det indre markeds funktion. Målet for dette direktiv,

nemlig oprettelsen af et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked for kreditaftaler i forbindelse

med fast ejendom til beboelse med en høj grad af forbrugerbeskyttelse kan ikke i tilstrækkelig grad

kan nås af medlemsstaterne og kan derfor mere effektivt nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage

foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske

Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv

ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

519

(83) Medlemsstaterne kan beslutte at gennemføre visse aspekter, der er omfattet af dette direktiv, i den

nationale lovgivning ved forsigtighedsbestemmelser, f.eks. vurderingen af forbrugerens kreditværdighed,

hvorimod andre gennemføres i lovgivningen om svig samt i civil- og strafferetten, f.eks. forpligtelserne

for den ansvarlige låntager.

(84) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-

onen om forklarende dokumenter

17)

har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor der er berettiget,

at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer

forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-

ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(85) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav den 25. juli 2011 udtalelse

18)

på grundlag

af artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000

om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinsti-

tutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger

19)

—

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

KAPITEL 1

FORMÅL, ANVENDELSESOMRÅDE, DEFINITIONER OG KOMPETENTE MYNDIGHEDER

Artikel 1

Formål

Dette direktiv fastlægger en fælles ramme for visse aspekter af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant eller på anden vis i forbindelse med fast ejen-

dom til beboelse, herunder en forpligtelse til at foretage en vurdering af kreditværdigheden inden ydelsen

af kreditten som grundlag for udviklingen af effektive standarder for kreditgivning i forbindelse med fast

ejendom til beboelse i medlemsstaterne, og for visse forsigtigheds- og tilsynskrav, herunder vedrørende

etablering som og tilsyn med kreditformidlere, udpegede repræsentanter og ikkekreditinstitutter.

Artikel 2

Harmoniseringsniveau

1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indfører strengere bestem-

melser for at beskytte forbrugerne, forudsat at sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med deres

forpligtelser i henhold til EU-retten.

2. Uanset stk. 1 opretholder eller indfører medlemsstaterne ikke i national ret bestemmelser, der fraviger

dem, der er fastsat i artikel 14, stk. 2, og bilag II, del A, med hensyn til standardoplysninger forud for

aftaleindgåelsen via et europæisk standardiseret informationsblad (»ESIS«), og artikel 17, stk. 1-5, 7 og 8,

samt bilag I med hensyn til en fælles og konsekvent EU-standard for beregning af de årlige omkostninger

i procent.

Artikel 3

Anvendelsesområde

Dette direktiv finder anvendelse på:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

520

kreditaftaler, som er sikret enten ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, der

almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til beboelse, eller som er

sikret i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse, og

kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer eller til

eksisterende eller projekterede bygninger.

2. Dette direktiv gælder ikke for:

a) kreditaftaler med friværdibelåning, hvor kreditgiver:

i) udbetaler et engangsbeløb, periodiske betalinger eller andre former for kreditudbetaling til

gengæld for et beløb, der stammer fra fremtidigt salg af en fast ejendom til beboelse eller en

rettighed i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og

ii) ikke kræver tilbagebetaling af kreditten, før en eller flere anførte livsbegivenheder indtræffer

for forbrugeren som defineret af medlemsstaterne, medmindre forbrugeren overtræder sine kon-

traktmæssige forpligtelser, hvilket giver kreditgiver ret til at ophæve kreditaftalen

b) kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til hans ansatte som led i en bibeskæftigelse,

og hvor en sådan kreditaftale er rentefri eller med årlige omkostninger i procent, der er lavere end

dem på markedet, og som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed

c) kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger end dem, der er direkte

forbundet med sikringen af kreditten

d) kreditaftaler i form af kassekredit, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden en måned

e) kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov beføjet organ

f) kreditaftaler, der vedrører omkostningsfri udskudt betaling af en eksisterende gæld, og som ikke

falder ind under anvendelsesområdet for stk. 1, litra a).

3. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende:

a) artikel 11, artikel 14 og bilag II i forbindelse med de forbrugerkreditaftaler, der er sikret ved pant

eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat

i forbindelse med fast ejendom til beboelse, eller som er sikret i form af en rettighed, der er

knyttet til fast ejendom til beboelse, og hvis formål ikke er at erhverve eller bevare rettigheden

til fast ejendom til beboelse, forudsat at medlemsstaterne i forbindelse med sådanne kreditaftaler

anvender artikel 4 og 5 i og bilag II og III til direktiv 2008/48/EF.

b) dette direktiv på kreditaftaler i forbindelse med en fast ejendom, hvis kreditaftalen fastsætter,

at den faste ejendom ikke på noget tidspunkt kan anvendes som hus, lejlighed eller et andet

bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens familiemedlemmer, men skal anvendes som

hus, lejlighed eller et andet bopælssted på grundlag af en lejeaftale

c) dette direktiv på kreditaftaler, som vedrører kreditter til en begrænset offentlighed i henhold til

en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte og rentefrit eller til en lavere debitorrente end den

gældende markedsrente eller på andre vilkår, som er mere fordelagtige for forbrugeren end de

gældende markedsvilkår, og til en debitorrente, der ikke er højere end den gældende markedsrente

d) dette direktiv på foreløbige lån

e) dette direktiv på kreditaftaler, hvor kreditgiver er en organisation, der hører ind under anvendel-

sesområdet for artikel 2, stk. 5, i direktiv 2008/48/EF.

4. De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra b), sikrer, at der

anvendes en hensigtsmæssig ramme på nationalt plan for denne type kredit.

5. De medlemsstater, som benytter sig af den mulighed, der er omhandlet i stk. 3, litra c) eller e), sikrer,

at der anvendes hensigtsmæssige alternative ordninger, som sikrer, at forbrugerne rettidigt får oplysninger

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

521

om hovedtræk, risici og omkostninger ved sådanne kreditaftaler i fasen forud for aftaleindgåelse, og at

markedsføringen af sådanne kreditaftaler er rimelig, entydig og ikke vildledende.

Artikel 4

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1) »forbruger«: enhver forbruger som defineret i artikel 3, litra a), i direktiv 2008/48/EF

2) »kreditgiver«: en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit, der falder

ind under anvendelsesområdet for artikel 3, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed

3) »kreditaftale«: en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en

forbruger kredit, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3 i form af udskudt betaling, lån eller

anden tilsvarende form for finansiel facilitet

4) »accessorisk tjenesteydelse«: en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med kreditaf-

talen

5) »kreditformidler«: en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller notar og

ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller kreditformidler, og

som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse,

som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed:

6) »gruppe«: en gruppe af kreditgivere, som skal konsolideres med henblik på udarbejdelse af konsolide-

rede regnskaber som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om

årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer

20)

7) »bunden kreditformidler«: enhver kreditformidler, der handler på vegne af følgende og på deres fulde

og ubetingede ansvar:

8) »udpeget repræsentant«: en fysisk eller juridisk person, som udfører de i nr. 5) omhandlede aktivite-

ter, og som handler på vegne af kun én kreditformidler og på dennes fulde og ubetingede ansvar

9) »kreditinstitut«: et kreditinstitut, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013

10) »ikkekreditinstitut«: en kreditgiver, som ikke er et kreditinstitut

11) »personale«:

a) enhver fysisk person, der arbejder for kreditgiver eller kreditformidler, og som er direkte involve-

ret i de af dette direktiv omfattede aktiviteter eller har kontakt til forbrugerne i forbindelse med de

af dette direktiv omfattede aktiviteter

b) enhver fysisk person, der arbejder for en udpeget repræsentant og har kontakt til forbrugerne i

forbindelse med de af dette direktiv omfattede aktiviteter

c) enhver fysisk person, der direkte leder eller fører tilsyn med de fysiske personer, der er omhandlet

i litra a) og b)

12) »samlet kreditbeløb«: det samlede kreditbeløb som defineret i artikel 3, litra l), i direktiv 2008/48/EF

13) »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten«: alle omkostninger i forbindelse

med kreditten, som forbrugeren skal betale, som defineret i artikel 3, litra g), i direktiv 2008/48/EF,

herunder omkostninger i forbindelse med ejendomsvurdering, hvis en sådan vurdering er nødvendig for

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

522

at opnå kreditten, men ikke tinglysningsomkostninger i forbindelse med overdragelse af ejendomsretten

til fast ejendom. De omfatter ikke de omkostninger, som forbrugeren skal betale i forbindelse med

misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i kreditaftalen

14) »samlet beløb, der skal betales af forbrugeren«: hele det beløb, som forbrugeren skal betale, som

defineret i artikel 3, litra h), i direktiv 2008/48/EF

15) »årlige omkostninger i procent«: de samlede omkostninger for forbrugeren i forbindelse med

kreditten udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, herunder i givet fald de omkostninger, der

er nævnt i artikel 17, stk. 2, som på årsbasis svarer til nutidsværdien af alle fremtidige eller eksisterende

forpligtelser (udnyttede kreditmuligheder, tilbagebetalinger og omkostninger), der er aftalt mellem kredit-

giver og forbruger

16) »debitorrente«: den rente, som debitor skal betale, som defineret i artikel 3, litra j), i direktiv

2008/48/EF

17) »vurdering af kreditværdigheden«: en evaluering af udsigten til, at gældsforpligtelsen som følge af

kreditaftalen kan opfyldes

18) »varigt medium«: det varige medium som defineret i artikel 3, litra m), i direktiv 2008/48/EF

19) »hjemland«:

a) hvis kreditgiver eller kreditformidler er en fysisk person, den medlemsstat, hvor hans hovedkon-

tor er beliggende

b) hvis kreditgiver eller kreditformidler er en juridisk person, den medlemsstat, hvor den pågældende

har sit vedtægtsmæssige hjemsted, eller, hvis den pågældende i henhold til sin nationale ret ikke

har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat, hvor den pågældendes hovedkontor er

beliggende

20) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor kreditgiver eller kreditformidler har en

filial, eller hvorfra der leveres tjenesteydelser

21) »rådgivningstjenester«: personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transak-

tioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af ydelsen af kreditten og

de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 5)

22) »kompetent myndighed«: en myndighed, der i overensstemmelse med artikel 5 udpeges som

kompetent af en medlemsstat

23) »foreløbigt lån«: en kreditaftale, som enten er uden fast løbetid, eller hvor kreditten skal tilbage-

betales inden 12 måneder, og som anvendes af forbrugeren som en midlertidig finansieringsløsning i

forbindelse med overgangen til en anden finansiel ordning for den faste ejendom

24) »eventual- eller garantiforpligtelse«: en kreditaftale, der fungerer som en garanti for en anden

særskilt, men accessorisk transaktion, og hvor den kapital, der er stillet sikkerhed for i form af fast

ejendom, kun udnyttes, hvis en begivenhed eller begivenheder, der er anført i aftalen, indtræffer

25) »værdibaseret kreditaftale«: en kreditaftale, hvor den kapital, der skal tilbagebetales, er baseret på en

kontraktligt fastsat procentdel af værdien af den faste ejendom på tidspunktet for tilbagebetalingen eller

tilbagebetalingerne af kapitalen

26) »kombinationssalg«: tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle

produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed for forbrugeren

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

523

27) »pakkesalg«: tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle

produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for forbrugeren, men

ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pakken med accessoriske

tjenesteydelser

28) »lån i udenlandsk valuta«: en kreditaftale, hvor kreditten er:

Artikel 5

Kompetente myndigheder

Medlemsstaterne udpeger de nationale kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre

gennemførelsen og håndhævelsen af dette direktiv, og sørger for, at de har de nødvendige undersøgelses-

og håndhævelsesbeføjelser samt tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver effektivt.

De myndigheder, der er omhandlet i første afsnit, er enten offentlige myndigheder eller organer, der er

anerkendt i den nationale ret eller af offentlige myndigheder, som udtrykkeligt har beføjelse hertil efter

national ret. De må ikke være kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter.

Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder eller har

arbejdet for de kompetente myndigheder, samt revisorer og eksperter, der handler på de kompetente

myndigheders vegne, har tavshedspligt. De fortrolige oplysninger, de modtager i forbindelse med deres

hverv, må ikke videregives til andre personer eller myndigheder, undtagen i summarisk eller sammenfattet

form, medmindre der er tale om tilfælde, der er omfattet af strafferetten eller dette direktiv. Dette er

imidlertid ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i overensstemmelse med den nationale ret

samt EU-retten udveksler eller videregiver fortrolige oplysninger.

3. Medlemsstaterne sørger for, at de myndigheder, der er udpeget som kompetente med hensyn til at

sikre gennemførelsen og håndhævelsen af artikel 9, 29, 32, 33, 34 og 35 i dette direktiv, er en af eller

begge følgende:

a) kompetente myndigheder som defineret i artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1093/2010

b) andre myndigheder end de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), forudsat at den

nationale lovgivning eller administrative bestemmelser kræver, at disse myndigheder samarbejder

med de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a), når det er nødvendigt med henblik

på at varetage deres opgaver efter dette direktiv, herunder med det formål at samarbejde med Den

Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), som krævet

efter dette direktiv.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen og EBA om udpegelsen af kompetente myndigheder

og eventuelle ændringer heraf og anfører enhver fordeling af de respektive opgaver mellem forskellige

kompetente myndigheder. Den første underretning foretages snarest muligt og senest den 21. marts 2016.

5. De kompetente myndigheder udøver deres beføjelser i henhold til national ret enten:

a) direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn eller

b) ved at indbringe sagen for en domstol, der er kompetent til at træffe den nødvendige afgørelse,

herunder i givet fald ved appel, hvis anmodningen om at træffe den nødvendige afgørelse ikke

giver resultat, undtagen i forbindelse med artikel 9, 29, 32, 33, 34 og 35.

6. Hvis der er to eller flere kompetente myndigheder på en medlemsstats område, sørger medlemsstaten

for, at deres respektive opgaver er klart definerede, og at der er et tæt samarbejde mellem disse myndighe-

der, således at de er i stand til at varetage deres respektive opgaver effektivt.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

524

7. Kommissionen offentliggør mindst en gang om året i

Den Europæiske Unions Tidende

en liste over

de kompetente myndigheder og ajourfører løbende listen på sin hjemmeside.

KAPITEL 2

FORMIDLING AF FINANSIEL VIDEN

Artikel 6

Formidling af finansiel viden til forbrugerne

1. Medlemsstaterne fremmer foranstaltninger, der støtter formidlingen af viden til forbrugerne vedrø-

rende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, særlig i forbindelse med aftaler om lån med pant i

fast ejendom. Det er nødvendigt at give klare og generelle oplysninger om kreditydelsesprocessen for

at vejlede forbrugerne, navnlig dem, der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang. Det

er også nødvendigt at give oplysninger om den vejledning, som forbrugerorganisationer og nationale

myndigheder kan give forbrugere.

2. Kommissionen offentliggør en vurdering af den formidling af finansiel viden, som forbrugerne har

adgang til i medlemsstaterne, og identificerer eksempler på bedste praksis, som kan udvikles yderligere

med henblik på at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold.

KAPITEL 3

BETINGELSER FOR KREDITGIVERE, KREDITFORMIDLERE OG UDPEGEDE REPRÆ-

SENTANTER

Artikel 7

Forpligtelser med hensyn til god skik ved ydelsen af forbrugerkredit

1. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant over for for-

brugerne handler redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt, når denne udformer kreditprodukter,

eller bevilger, formidler eller yder rådgivningstjenester om kredit og i givet fald accessoriske tjenesteydel-

ser, eller når der indgås en kreditaftale, under hensyntagen til forbrugerens rettigheder og interesser. For

så vidt angår bevilling, formidling eller ydelse af rådgivningstjenester vedrørende kredit baseres aktivite-

terne på oplysninger om forbrugerens forhold og eventuelle specifikke krav, som forbrugeren har fremsat,

og på rimelige antagelser med hensyn til risici for forbrugerens situation i kreditaftalens løbetid. For

så vidt angår ydelse af rådgivningstjenester baseres aktiviteten desuden på de oplysninger, der kræves i

henhold til artikel 22, stk. 3, litra a).

2. Medlemsstaterne sikrer, at den måde, hvorpå kreditgiverne aflønner deres personale og kreditformid-

lere, og den måde, hvorpå kreditformidlerne aflønner deres personale og udpegede repræsentanter, ikke er

til hinder for opfyldelse af forpligtelsen i stk. 1.

Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, når de udformer og anvender aflønningspolitikker for

personale, der varetager vurderingen af kreditværdighed, overholder følgende principper på en måde og i

et omfang, der svarer til deres størrelse og interne organisation samt arten, omfanget og kompleksiteten af

deres aktiviteter:

a) aflønningspolitikken er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikosty-

ring og tilskynder ikke til risikotagning, som overskrider kreditgivers risikotoleranceniveau

b) aflønningspolitikken er i overensstemmelse med kreditgivers forretningsstrategi, målsætninger,

værdier og langsigtede interesser og omfatter foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

525

navnlig ved at sikre, at aflønning ikke er betinget af antallet eller andelen af imødekomne

ansøgninger.

Medlemsstaterne sikrer, at aflønningsstrukturen for det involverede personale, når kreditgivere,

kreditformidlere eller udpegede repræsentanter yder rådgivningstjenester, ikke påvirker personalets evne

til at handle i forbrugerens bedste interesse og navnlig ikke er betinget af salgsmål. For at nå dette mål

kan medlemsstaterne desuden forbyde kreditgiver at betale provision til kreditformidler.

5. Medlemsstaterne kan forbyde eller indføre begrænsninger med hensyn til betalinger fra en forbruger

til en kreditgiver eller kreditformidler inden indgåelsen af kreditaftalen.

Artikel 8

Forpligtelse til at give forbrugerne oplysninger omkostningsfrit

Medlemsstaterne sikrer, at der, når oplysninger gives til forbrugerne i overensstemmelse med kravene i

dette direktiv, meddeles sådanne oplysninger uden omkostninger for forbrugeren.

Artikel 9

Krav til personalets viden og kompetencer

Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter kræver, at

deres personale besidder og ajourfører et hensigtsmæssigt videns- og kompetenceniveau med hensyn til

at udforme, tilbyde og bevilge kreditaftaler, udøvelse af kreditformidlingsaktiviteter som anført i artikel

4, nr. 5), eller ydelse af rådgivningstjenester. Hvis indgåelsen af en kreditaftale omfatter en accessorisk

tjenesteydelse, skal der også kræves et passende viden- og kompetenceniveau i forbindelse med den

accessoriske tjenesteydelse.

Med undtagelse af de i stk. 3 omhandlede tilfælde fastsætter hjemlandene minimumskrav til den

viden og de kompetencer, som kreditgivers, kreditformidlers og udpegede repræsentanters personale skal

have i overensstemmelse med principperne i bilag III.

3. Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på én eller flere andre medlemsstaters

område:

i) gennem en filial, er værtslandet ansvarligt for at fastsætte minimumskravene til den viden og de

kompetencer, som filialens personale skal have

ii) som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, er hjemlandet ansvarligt for at fastsætte minimums-

kravene til den viden og de kompetencer, som personalet skal have i overensstemmelse med bilag

III. Værtslandene kan dog fastsætte minimumskrav til viden og kompetencer i forbindelse med de

krav, der er omhandlet i bilag III, stk. 1, litra b), c), e) og f).

4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med overholdelsen af kravene

i stk. 1, og at de kompetente myndigheder har beføjelse til at kræve, at kreditgivere, kreditformidlere

og udpegede repræsentanter fremlægger den dokumentation, som den kompetente myndighed finder

nødvendig for at muliggøre dette tilsyn.

Med henblik på et effektivt tilsyn med de kreditgivere og kreditformidlere, der som led i den

fri udveksling af tjenesteydelser yder deres tjenester på en anden medlemsstats område, arbejder de

kompetente myndigheder i værts- og hjemlandene tæt sammen for at sikre et effektivt tilsyn med og en

effektiv håndhævelse af værtslandets minimumskrav til viden og kompetencer. Med henblik herpå kan de

uddelegere opgaver og ansvarsområder til hinanden.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

526

KAPITEL 4

INFORMATION OG PRAKSIS FORUD FOR INDGÅELSE AF KREDITAFTALEN

Artikel 10

Generelle bestemmelser om reklame og markedsføring

Medlemsstaterne kræver, at reklame- og markedsføringsmeddelelser om kreditaftaler er rimelige, entydi-

ge og ikke vildledende, jf. dog direktiv 2005/29/EF. Det forbydes især at anvende en ordlyd, der kan

skabe forkerte forventninger hos forbrugeren til en kredits tilgængelighed eller omkostninger.

Artikel 11

Standardoplysninger, der skal indgå i reklame

1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver reklame for kreditaftaler, der angiver en rentesats eller talstørrelser

vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkreditten, indeholder standardoplysninger i over-

ensstemmelse med denne artikel.

Medlemsstaterne kan imidlertid fastsætte, at første afsnit ikke finder anvendelse, hvis den nationale ret

kræver angivelse af de årlige omkostninger i procent ved reklame for kreditaftaler, der ikke angiver en

rentesats eller nogen talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkreditten, jf.

første afsnit.

2. Standardoplysningerne skal klart, præcist og på en fremtrædende plads angive:

a) kreditgivers eller i påkommende tilfælde kreditformidlers eller en udpeget repræsentants identitet

b) at kreditaftalen, hvor det er relevant, vil være sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende

sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom

til beboelse, eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse

c) debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller en kombination af begge dele, tillige med

oplysninger om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med forbrugerkreditten

d) det samlede kreditbeløb

e) de årlige omkostninger i procent, som i en reklame bør have en mindst lige så fremtrædende

placering som enhver rente

f) kreditaftalens løbetid, hvor det er relevant

g) afdragenes størrelse, hvor det er relevant

h) det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, hvis det er relevant

i) antallet af afdrag, hvis det er relevant.

j) hvor det er relevant, en advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke det beløb,

der skal betales af forbrugeren.

3. Oplysningerne angivet i stk. 2, bortset fra de i litra a), b) eller j) anførte, skal angives ved hjælp af et

repræsentativt eksempel og under hele forløbet følge det pågældende repræsentative eksempel. Medlems-

staterne vedtager kriterier for fastsættelse af et repræsentativt eksempel.

4. Såfremt indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er obligato-

risk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de oplyste vilkår og betingelser, og en sådan aftales

omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale være angivet klart,

præcist og på en fremtrædende plads sammen med de årlige omkostninger i procent.

5. Oplysningerne omhandlet i stk. 2 og 4 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt af

det medie, der anvendes til reklame.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

527

Medlemsstaterne kan kræve, at der er en præcis og forholdsmæssigt afpasset advarsel om de

specifikke risici, der er forbundet med kreditaftaler. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.

Denne artikel berører ikke direktiv 2005/29/EF.

Artikel 12

Kombinations- og pakkesalg

Medlemsstaterne tillader pakkesalg, men forbyder kombinationssalg.

2. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne beslutte, at kreditgivere kan anmode forbrugeren, et familiemed-

lem eller en nær pårørende til forbrugeren om at:

a) oprette eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis det eneste formål med en sådan

konto er at akkumulere kapital til at tilbagebetale lånet eller afdrage på lånet, samle ressourcer for

at opnå lånet eller give kreditgiver yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse

b) købe eller beholde et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt, hvis et sådant produkt,

som primært giver investor pensionsindtægter, også tjener til at give kreditgiver yderligere sikker-

hedsstillelse i tilfælde af misligholdelse eller at akkumulere kapital til at tilbagebetale lånet eller

afdrage på lånet, samle ressourcer for at opnå lånet

c) indgå en separat kreditaftale i kombination med en kreditaftale med delt friværdi for at opnå lånet.

3. Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade kombinationssalg, når kreditgiver kan godtgøre over for

den kompetente myndighed, at de bundne produkter eller produktkategorier, der tilbydes på indbyrdes

tilsvarende vilkår og betingelser, og som ikke stilles individuelt til rådighed, indebærer en klar fordel for

forbrugerne under hensyntagen til tilgængeligheden af og priserne på de relevante produkter, der tilbydes

på markedet. Nærværende stykke gælder udelukkende produkter, der bringes i omsætning efter den 20.

marts 2014.

Medlemsstaterne kan give kreditgivere tilladelse til at pålægge forbrugeren at tegne en relevant

forsikring i forbindelse med kreditaftalen. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver accep-

terer forsikringspolicen fra en anden udbyder end kreditgivers foretrukne udbyder, hvis forsikringspolicen

indeholder samme garanti som den, kreditgiver har foreslået.

Artikel 13

Generelle oplysninger

Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne eller i påkommende tilfælde de bundne kreditformidlere

eller deres udpegede repræsentanter til enhver tid stiller klare og forståelige generelle oplysninger om

kreditaftalerne til rådighed på papir, ved hjælp af et andet varigt medium eller i elektronisk form. Med-

lemsstaterne kan desuden fastsætte, at de ikkebundne kreditformidlere gør de generelle oplysninger

tilgængelige.

Sådanne generelle oplysninger skal som minimum omfatte følgende:

a) navn og fysisk adresse på oplysningernes afsender

b) de formål, hvortil kreditten kan anvendes

c) former for sikkerhedsstillelse, herunder, hvor det er relevant, muligheden for, at sikkerheden kan

være beliggende i en anden medlemsstat

d) kreditaftalernes eventuelle løbetid

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

528

de forskellige debitorrenter, der findes, og hvorvidt de er faste eller variable eller begge dele, med

en kort beskrivelse af karakteristika ved fast og variabel rente, herunder de dermed forbundne

konsekvenser for forbrugeren

angivelse af den udenlandske valuta eller de udenlandske valutaer, hvis der kan anvendes lån i

udenlandsk valuta, herunder en forklaring på konsekvenserne for forbrugeren, hvis kreditten er

angivet i udenlandsk valuta

et repræsentativt eksempel på det samlede kreditbeløb, de samlede omkostninger for forbrugeren

i forbindelse med kreditten, det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og de årlige

omkostninger i procent

angivelse af eventuelle yderligere omkostninger for forbrugeren i forbindelse med kreditten, der

ikke indgår i det samlede kreditbeløb, og som skal betales i forbindelse med en kreditaftale

en række forskellige muligheder for tilbagebetaling af kreditten til kreditgiver, herunder de perio-

diske afdrags antal, hyppighed og størrelse

hvor det er relevant, en klar og tydelig angivelse af, at overholdelse af kreditaftalens vilkår og

betingelser ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen

en beskrivelse af de vilkår, der direkte vedrører førtidig indfrielse

hvorvidt det er nødvendigt med en vurdering af ejendommen og i givet fald, hvem der har

ansvaret for at sikre, at vurderingen foretages, og hvorvidt det medfører eventuelle omkostninger

for forbrugeren

angivelse af de accessoriske tjenesteydelser, som forbrugeren skal erhverve for at opnå kreditten

eller få den på de oplyste vilkår og betingelser, og i givet fald en præcisering af, at de accessoriske

tjenesteydelser kan købes hos en tjenesteudbyder, der ikke er kreditgiveren, og

en generel advarsel om de eventuelle konsekvenser af manglende overholdelse af forpligtelserne i

forbindelse med kreditaftalen

Medlemsstaterne kan forpligte kreditgiverne til at medtage andre former for advarsler, som er

relevante i en medlemsstat. De meddeler straks Kommissionen sådanne krav.

Artikel 14

Oplysninger forud for aftaleindgåelsen

1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant

giver forbrugeren de individuelle oplysninger, som er nødvendige for at kunne sammenligne de kreditter,

der findes på markedet, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret beslutning om, hvorvidt han

skal indgå en kreditaftale:

a) uden unødig forsinkelse, efter at forbrugeren i overensstemmelse med artikel 20 har afgivet de

nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer og

b) i god tid inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud.

2. De i stk. 1 omhandlede individuelle oplysninger gives via ESIS, jf. bilag II, på papir eller ved hjælp

af et andet varigt medium.

3. Medlemsstaterne sikrer, at et tilbud, der er bindende for kreditgiver, afgives til forbrugeren på papir

eller ved hjælp af et andet varigt medium og ledsages af et ESIS, hvis:

a) forbrugeren ikke tidligere har fået forelagt en ESIS-formular eller

b) tilbuddets karakteristika ikke stemmer overens med oplysningerne i den ESIS-formular, der tidli-

gere er blevet forelagt.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

529

Medlemsstaterne kan dog fastsætte, at forelæggelsen af ESIS er obligatorisk inden afgivelsen af

et tilbud, der er bindende for kreditgiver. I så fald kræver de, at ESIS kun skal forelægges igen, hvis

betingelsen i stk. 3, litra b), er opfyldt.

Medlemsstater, som inden den 20. marts 2014 har indført et informationsblad, der opfylder

oplysningskrav, som svarer til dem, der er fastsat i bilag II, kan fortsat anvende bladet til formålene i

nærværende artikel indtil den 21. marts 2019.

6. Medlemsstaterne fastsætter en frist på mindst syv dage, inden for hvilken forbrugeren har tilstrække-

lig tid til at sammenligne tilbuddene, vurdere, hvad de indebærer, og træffe en informeret beslutning.

Medlemsstaterne præciserer, at den i første afsnit omhandlede frist enten skal betragtes som en betænk-

ningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen eller som en periode med fortrydelsesret efter indgåelsen af

kreditaftalen eller som en kombination af begge.

Hvis en medlemsstat angiver en betænkningstid forud for indgåelsen af kreditaftalen:

a) er tilbuddet bindende for kreditgiver under betænkningstidens varighed, og

b) forbrugeren skal kunne acceptere tilbuddet på et hvilket som helst tidspunkt under betænkningsti-

den.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at forbrugere ikke kan acceptere tilbuddet i en periode, der ikke overstiger

de første ti dage af betænkningstiden.

Hvis debitorrenten eller de øvrige omkostninger fastsættes på grundlag af salget af underliggende obliga-

tioner eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter, kan medlemsstaterne fastsætte, at debitorrenten

eller de andre omkostninger kan variere fra det i tilbuddet angivne i overensstemmelse med værdien af de

underliggende obligationer eller andre langsigtede finansieringsinstrumenter.

Hvis forbrugeren har en fortrydelsesret i overensstemmelse med nærværende stykkes andet afsnit, finder

artikel 6 i direktiv 2002/65/EF ikke anvendelse.

7. Kreditgiver og i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant, som har forelagt ESIS for

forbrugeren, anses for at have opfyldt kravene vedrørende oplysninger til forbrugeren inden indgåelse af

en fjernsalgsaftale, jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv 2002/65/EF, og anses kun for at opfylde kravene i artikel

5, stk. 1, i samme direktiv, såfremt de mindst har forelagt ESIS inden indgåelse af den pågældende aftale.

8. Medlemsstaterne ændrer ikke ESIS-modellen, bortset fra hvad der er fastsat i bilag II. Eventuelle

supplerende oplysninger, som kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsentant

kan meddele forbrugeren eller i henhold til national ret skal meddele forbrugeren gives i et særskilt

dokument, der kan knyttes som bilag til ESIS.

9. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel

40 med henblik på at ændre standardformuleringen i bilag II, del A, eller instruktionerne i bilag II, del B,

for at opfylde behovet for oplysninger eller advarsler om nye produkter, der ikke blev markedsført inden

den 20. marts 2014. Sådanne delegerede retsakter ændrer dog ikke ESIS�½ struktur eller format.

10.

Hvis der anvendes taletelefoni som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2002/65/EF, skal

beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika, jf. artikel 3, stk. 3, litra b), andet

led, i samme direktiv, som minimum indeholde de elementer, der er nævnt i del A, afsnit 3)-6), i bilag II

til nærværende direktiv.

11. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget repræsen-

tant, i det mindste når der ikke findes en fortrydelsesret, fremlægger en kopi af udkastet til kreditaftalen

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

530

for forbrugeren på tidspunktet for afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver. Hvis der findes

en fortrydelsesret, sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver eller i givet fald kreditformidler eller en udpeget

repræsentant, tilbyder at fremlægge en kopi af udkastet til kreditaftalen for forbrugeren på tidspunktet for

afgivelsen af et tilbud, der er bindende for kreditgiver.

Artikel 15

Oplysningskrav vedrørende kreditformidlere og udpegede repræsentanter

1. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditformidler eller udpeget repræsentant i god tid inden udøvelsen af

enhver af de kreditformidlingsaktiviteter, der er opført i artikel 4, nr. 5), som minimum giver forbrugeren

følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:

a) navn og fysisk adresse på kreditformidler

b) det register, som kreditformidler er optaget i, registreringsnummeret, hvor det er relevant, og med

angivelse af, hvordan en sådan registrering kan kontrolleres

c) hvorvidt kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbejder med en kreditgiver eller

flere kreditgivere. Hvis kreditformidler udelukkende er bundet til eller samarbejder med en eller

flere kreditgivere, skal denne meddele navnene på den eller de kreditgivere, på hvis vegne der

handles. Kreditformidlere kan meddele, at de er uafhængige, når de opfylder betingelserne fastsat

i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4

d) hvorvidt kreditformidler yder rådgivningstjenester

e) det eventuelle gebyr, forbrugeren skal betale til kreditformidler for dennes tjenesteydelser, eller,

hvis dette ikke er muligt, metoden til beregning af gebyret

f) de procedurer, hvorefter forbrugere eller andre berørte parter internt kan indbringe klager over kre-

ditformidlere, samt i påkommende tilfælde de udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer,

der kan anvendes

g) eksistensen, hvis det er relevant, og, hvis det er kendt, størrelsen af de provisioner eller andre

incitamenter, som kreditgiver eller tredjemand skal betale til kreditformidler for dennes tjeneste-

ydelser i forbindelse med kreditaftalen. Hvis beløbet ikke kendes på meddelelsestidspunktet, skal

kreditformidler underrette forbrugeren om, at det reelle beløb vil blive meddelt på et senere

tidspunkt i ESIS.

2. Kreditformidlere, der ikke er bundet, men som modtager provision fra en eller flere kreditgivere,

fremlægger på forbrugerens anmodning oplysninger om, hvor meget den provision varierer, som de

forskellige kreditgivere, der tilbyder kreditaftaler til forbrugeren, skal betale. Forbrugeren underrettes om

sin ret til at anmode om sådanne oplysninger.

Hvis kreditformidler opkræver et gebyr fra forbrugeren og herudover modtager provision fra

kreditgiver eller tredjemand, skal kreditformidler meddele forbrugeren, om provisionen enten helt eller

delvis modregnes i gebyret.

4. Medlemsstaterne sikrer, at det gebyr, som forbrugeren eventuelt skal betale til kreditformidler for

dennes tjenesteydelser, meddeles af kreditformidler til kreditgiver med henblik på beregning af de årlige

omkostninger i procent.

5. Ud over de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel, kræver medlemsstaterne, at kredit-

formidlerne sørger for, at deres udpegede repræsentant meddeler, i hvilken egenskab han optræder, og

hvilken kreditformidler han repræsenterer, når han kontakter, eller før han handler med en forbruger.

Artikel 16

Fyldestgørende forklaringer

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

531

1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere og i påkommende tilfælde kreditformidlere eller udpegede

repræsentanter giver forbrugeren fyldestgørende forklaringer om den eller de foreslåede kreditaftaler

såvel som om enhver accessorisk tjenesteydelse, således at forbrugeren er i stand til at vurdere, om de

foreslåede kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser passer til hans behov og finansielle situation.

Disse forklaringer skal i givet fald navnlig omfatte:

a) oplysningerne forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med:

i) artikel 14 for så vidt angår kreditgivere

ii) artikel 14 og 15 for så vidt angår kreditformidlere eller udpegede repræsentanter

b) de væsentlige karakteristika ved de foreslåede produkter

c) de specifikke konsekvenser, som de foreslåede produkter kan have for forbrugeren, herunder

konsekvenserne af misligholdelse i forbindelse med forbrugerens betaling og

d) hvis accessoriske tjenesteydelser indgår i en pakke med kreditaftalen, hvorvidt hver komponent

kan afvikles separat og konsekvenserne herved for forbrugeren.

2. Medlemsstaterne kan fastsætte, hvilken form og hvilket omfang de i stk. 1 omhandlede forklaringer

skal have, samt hvem der skal yde den, ud fra de omstændigheder, hvorunder kreditaftalen tilbydes, hvem

den tilbydes og arten af den kredit, der tilbydes.

KAPITEL 5

ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT

Artikel 17

Beregning af de årlige omkostninger i procent

1. De årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den matematiske formel i bilag I.

Omkostningerne ved at åbne og forvalte en bestemt konto, ved at anvende et betalingsmiddel i

forbindelse med både transaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden for denne konto og andre omkost-

ninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i forbindelse med

forbrugerkreditten, hvis det er obligatorisk at åbne og opretholde en konto for at kunne opnå kreditten

eller for at kunne få den på de oplyste betingelser.

3. Beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen forbliver

gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiver og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de vilkår og

datoer, der er angivet i kreditaftalen.

4. I forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten, og i

påkommende tilfælde i de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som ikke

kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at

debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til niveauet på tidspunktet for indgåelsen af

aftalen.

5. For kreditaftaler, hvori der er aftalt en fast debitorrente for en indledende periode på mindst fem år,

ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten for at aftale en ny fast rente for en yderligere relevant pe-

riode, omfatter beregningen af den yderligere illustrative årlige omkostningsprocent, der anføres i ESIS,

kun den indledende periode med fast rente, og den baseres på den antagelse, at restgælden tilbagebetales

ved udløbet af perioden med den faste debitorrente.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

532

Hvis kreditaftaler tillader variationer i debitorrenten, sikrer medlemsstaterne, at forbrugeren un-

derrettes om de mulige konsekvenser af variationerne på de beløb, der skal betales, og på de årlige

omkostninger i procent, som minimum ved hjælp af ESIS. Det sker ved at give forbrugeren en yderli-

gere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning i

debitorrenten. Hvis der ikke er et loft over debitorrenten, ledsages disse oplysninger af en advarsel, der

fremhæver, at de samlede kreditomkostninger for forbrugeren, der fremgår af de årlige omkostninger i

procent, kan ændre sig. Denne bestemmelse gælder ikke kreditaftaler, hvor debitorrenten er fastsat for

en indledende periode på mindst fem år, ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten for at aftale en

ny fast rente for en yderligere relevant periode, for hvilken der er fastsat en yderligere illustrativ årlig

omkostningsprocent i ESIS.

De supplerende antagelser i bilag I anvendes, hvor det er relevant, til beregningen af de årlige

omkostninger i procent.

8. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel

40 med henblik på at ændre de bemærkninger eller ajourføre de antagelser, der anvendes i forbindelse

med beregningen af de årlige omkostninger i procent som fastlagt i bilag I, navnlig hvis bemærkningerne

og antagelserne i denne artikel og i bilag I ikke er tilstrækkelige til at beregne de årlige omkostninger i

procent på en ensartet måde eller ikke længere er tilpasset til den økonomiske situation på markedet.

KAPITEL 6

VURDERING AF KREDITVÆRDIGHEDEN

Artikel 18

Forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed

1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver inden indgåelsen af kreditaftalen foretager en grundig vurde-

ring af forbrugerens kreditværdighed. Ved denne vurdering tages der behørigt hensyn til de faktorer, der

er relevante for at anslå udsigten til, at forbrugeren opfylder sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de procedurer og oplysninger, som vurderingen baseres på, er fastlagt, og

at de dokumenteres og opretholdes.

3. Vurderingen af kreditværdigheden skal ikke baseres udelukkende på det faktum, at værdien af den

faste ejendom til beboelse overstiger kreditbeløbet, eller den antagelse, at den faste ejendom til beboelse

vil stige i værdi, medmindre formålet med kreditaftalen er at opføre eller renovere fast ejendom til

beboelse.

Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, når denne indgår en kreditaftale med en forbruger, ikke

efterfølgende ophæver eller ændrer kreditaftalen til skade for forbrugeren, hvis vurderingen af kreditvær-

digheden ikke er gennemført korrekt. Nærværende stykke finder ikke anvendelse, når det kan påvises, at

forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysningerne som omhandlet i artikel 20.

5. Medlemsstaterne sikrer, at:

a) kreditgiver kun yder forbrugeren kredit, hvis resultatet af vurderingen af kreditværdigheden viser,

at forpligtelserne som følge af kreditaftalen sandsynligvis kan opfyldes på den måde, der kræves i

henhold til denne aftale

b) kreditgiver i overensstemmelse med artikel 10 i direktiv 95/46/EF på forhånd underretter forbru-

geren om, at der vil blive foretaget søgning i en database

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

533

kreditgiver, hvis kreditanmodningen afslås, omgående underretter forbrugeren om afslaget og

i givet fald om, at afgørelsen er truffet på grundlag af en automatisk behandling af oplysnin-

ger. Hvis afslaget er baseret på resultatet af databasesøgninger, underretter kreditgiver forbru-

geren om resultatet af sådanne søgninger og giver nærmere oplysninger om den pågældende

database.

Medlemsstaterne sikrer, at forbrugerens kreditværdighed tages op til ny vurdering på grundlag af

ajourførte oplysninger, inden der bevilges en betydelig stigning i det samlede kreditbeløb efter indgåelsen

af kreditaftalen, medmindre sådan yderligere kredit var forudset og medtaget i den oprindelige vurdering

af kreditværdigheden.

7. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.

Artikel 19

Ejendomsvurdering

1. Medlemsstaterne sikrer, at der på deres område udvikles pålidelige standarder for vurdering af fast

ejendom til beboelse med henblik på lån med pant i fast ejendom. Medlemsstaterne kræver, at disse

standarder anvendes, når kreditgiver foretager en ejendomsvurdering, eller at kreditgiver træffer passende

foranstaltninger til at sikre, at disse standarder anvendes, når en vurdering foretages af tredjemand. Hvis

de nationale myndigheder er ansvarlige for reguleringen af uafhængige vurderingsmænd, der foretager

ejendomsvurderinger, sikrer de, at disse overholder gældende nationale regler.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de interne og eksterne vurderingsmænd, der foretager ejendomsvurderin-

ger, er fagligt kompetente og tilstrækkeligt uafhængige af kreditgarantiprocessen til at kunne yde en

uvildig og objektiv vurdering, der dokumenteres ved hjælp af et varigt medium, og som kreditgiver

opbevarer en kopi af.

Artikel 20

Fremlæggelse og kontrol af forbrugerens oplysninger

1. Vurderingen af kreditværdigheden omhandlet i artikel 18 foretages på grundlag af de oplysninger

om forbrugerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske forhold, der er nødvendige,

tilstrækkelige og forholdsmæssigt afpassede. Kreditgiver indhenter oplysningerne fra relevante interne

eller eksterne kilder, herunder fra forbrugeren, og oplysninger, som kreditformidler eller den udpegede

repræsentant har fået under kreditanmodningsprocessen. Oplysningerne kontrolleres på passende vis,

herunder om nødvendigt gennem henvisning til uafhængig og kontrollerbar dokumentation.

2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditformidlere eller udpegede repræsentanter på korrekt vis forelægger

de nødvendige oplysninger fra forbrugeren for den relevante kreditgiver, således at der kan foretages en

vurdering af kreditværdigheden.

Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiverne forud for aftalens indgåelse klart og entydigt præciserer

de nødvendige oplysninger og den uafhængige og kontrollerbare dokumentation, som forbrugeren skal

fremlægge, samt tidsrammen, inden for hvilken forbrugeren skal fremlægge oplysningerne. En sådan

anmodning om oplysninger skal være rimelig og begrænses til, hvad der er nødvendigt for at kunne

foretage en korrekt vurdering af kreditværdigheden. Medlemsstaterne tillader kreditgivere at anmode om

en præcisering af de oplysninger, de har modtaget som svar på denne anmodning, hvis det er nødvendigt

for at muliggøre en vurdering af kreditværdigheden.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

534

Medlemsstaterne tillader ikke en kreditgiver at opsige kreditaftalen med den begrundelse, at de af

forbrugeren fremlagte oplysninger inden indgåelsen af kreditaftalen var ufuldstændige.

Andet afsnit forhindrer ikke medlemsstaterne i at tillade, at kreditgiver opsiger kreditaftalen, hvis det

påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysninger.

4. Medlemsstaterne indfører foranstaltninger for at sikre, at forbrugerne er gjort bekendt med behovet

for at give korrekte oplysninger som svar på anmodningen i stk. 3, første afsnit, og at sådanne oplysninger

så vidt muligt er fuldstændige, så der kan foretages en korrekt vurdering af kreditværdigheden. Kredit-

giver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant advarer forbrugeren om, at kreditten ikke kan

bevilges, hvis kreditgiver ikke kan foretage en vurdering af kreditværdigheden, fordi forbrugeren vælger

ikke at fremlægge de oplysninger eller den kontrol, der er nødvendige for en vurdering af kreditværdighe-

den. Denne advarsel kan gives i et standardiseret format.

5. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF, særlig artikel 6.

KAPITEL 7

ADGANG TIL DATABASER

Artikel 21

Adgang til databaser

1. Hver medlemsstat sikrer adgang for alle kreditgivere fra alle medlemsstater til de databaser, som an-

vendes i den pågældende medlemsstat i forbindelse med vurderingen af forbrugernes kreditværdighed og

med det ene formål at føre tilsyn med forbrugernes overholdelse af kreditforpligtelserne i kreditaftalens

løbetid. Vilkårene for adgang skal være ikkediskriminerende.

2. Stk. 1 finder anvendelse på både databaser, der drives af private kreditbureauer eller kreditoplys-

ningsbureauer, og på offentlige registre.

3. Denne artikel berører ikke direktiv 95/46/EF.

KAPITEL 8

RÅDGIVNINGSTJENESTER

Artikel 22

Standarder for rådgivningstjenester

1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant i forbindelse

med en given transaktion udtrykkeligt underretter forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes

rådgivningstjenester til forbrugeren.

2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver, kreditformidler eller en udpeget repræsentant inden ydelsen af

rådgivningstjenester eller i givet fald inden indgåelsen af en aftale om ydelse af rådgivningstjenester giver

forbrugeren følgende oplysninger på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium:

a) hvorvidt anbefalingen udelukkende fremsættes på grundlag af en vurdering af deres eget produkt-

udvalg i overensstemmelse med stk. 3, litra b), eller på grundlag af en lang række produkter

på markedet i overensstemmelse med stk. 3, litra c), så forbrugeren kan forstå grundlaget for

anbefalingen

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

535

b) det gebyr, forbrugeren eventuelt skal betale for rådgivningstjenesterne eller, hvis beløbet ikke kan

fastlægges på meddelelsestidspunktet, den anvendte metode til beregningen heraf.

Oplysningerne i første afsnit, litra a) og b), kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysninger

forud for aftaleindgåelsen.

3. Hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne, sikrer medlemsstaterne, ud over de krav, der er

fastsat i artikel 7 og 9, at:

a) kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter indhenter de nødvendige oplysninger

om forbrugerens personlige og finansielle situation, hans præferencer og målsætninger for således

at kunne anbefale egnede kreditaftaler. Sådanne overvejelser baseres på oplysninger, der er aktuelle

på det pågældende tidspunkt, og tager højde for rimelige antagelser med hensyn til risici for

forbrugerens situation i den foreslåede kreditaftales løbetid

b) kreditgivere, bundne kreditformidlere og udpegede repræsentanter for bundne kreditformidlere,

tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i deres produktudvalg i betragtning og anbefaler den

eller de bedst egnede kreditaftaler blandt deres produktudvalg i forhold til forbrugernes behov,

finansielle situation og personlige forhold

c) ikkebundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter for ikkebundne kreditformidlere tager

et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler på markedet i betragtning og anbefaler den eller de egnede

kreditaftaler på markedet i forhold til forbrugernes behov, finansielle situation og personlige

forhold

d) kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter handler i forbrugerens bedste interesse

ved at:

i) holde sig underrettet om forbrugerens behov og forhold

ii) anbefale egnede kreditaftaler i overensstemmelse med litra a), b) og c), og

e) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter forsyner forbrugeren med en kopi af

den fremsatte anbefaling på papir eller ved hjælp af et varigt medium.

4. Medlemsstaterne kan forbyde anvendelsen af betegnelsen »rådgivning« og »rådgiver« eller lignende

betegnelser, når der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne af kreditgivere, bundne kreditformidlere

eller udpegede repræsentanter for bundne kreditformidlere.

Medlemsstater, der ikke forbyder anvendelsen af betegnelsen »rådgivning« og »rådgiver«, indfører føl-

gende betingelser for anvendelse af betegnelsen »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver« for

så vidt angår kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der yder rådgivningstjenester:

a) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter skal tage et tilstrækkeligt stort antal

kreditaftaler på markedet i betragtning, og

b) kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter aflønnes ikke for de rådgivningstjene-

ster, der ydes af en eller flere kreditgivere.

Andet afsnit, litra b), finder kun anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke repræsen-

terer et flertal på markedet.

Medlemsstaterne kan indføre strengere krav for kreditgiveres, kreditformidleres eller udpegede repræsen-

tanters anvendelse af betegnelserne »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver«, herunder et

forbud mod modtagelse af vederlag fra en kreditgiver.

5. Medlemsstaterne kan indføre en forpligtelse for kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræ-

sentanter til at advare forbrugeren, hvis en kreditaftale under hensyntagen til forbrugerens finansielle

situation kan indebære en særlig risiko for forbrugeren.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

536

6. Medlemsstaterne sikrer, at det kun er kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter,

der yder rådgivningstjenester.

Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om ikke at anvende første afsnit på personer:

a) som udøver kreditformidlingsaktiviteter anført i artikel 4, nr. 5), eller yder rådgivningstjenester,

hvis disse aktiviteter udøves, eller tjenester ydes lejlighedsvis som led i deres erhvervsmæssige

virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administrative bestemmelser eller en

fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke udelukker udøvelsen af disse aktiviteter eller

ydelsen af disse tjenester

b) der som kuratorer yder rådgivningstjenester i forbindelse med forvaltning af eksisterende gæld,

hvis disse aktiviteter er reguleret ved lov eller af offentlige eller frivillige tjenester for gældsrådgiv-

ning, der ikke opererer på et kommercielt grundlag, eller

c) der i en anden egenskab end kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter yder

rådgivningstjenester, hvis de kompetente myndigheder har godkendt og fører tilsyn med disse

personer i overensstemmelse med kravene til kreditformidlere i henhold til dette direktiv.

De personer, der er omfattet af fritagelsen i andet afsnit, gør ikke brug af retten omhandlet i artikel 32,

stk. 1, til at yde tjenester på hele Unionens geografiske område.

7. Nærværende artikel berører ikke artikel 16 og medlemsstaternes beføjelse til at sikre, at der stilles

tjenester til rådighed for forbrugere for at bistå dem med at forstå deres finansielle behov og hvilken type

produkter, der sandsynligvis kan imødekomme disse behov.

KAPITEL 9

LÅN I UDENLANDSK VALUTA OG LÅN MED VARIABEL RENTE

Artikel 23

Lån i udenlandsk valuta

1. Medlemsstaterne sikrer, at der ved kreditaftaler i forbindelse med lån i udenlandsk valuta er etableret

en passende ramme på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen for som minimum at sikre, at:

a) forbrugeren på nærmere angivne betingelser har ret til at konvertere kreditaftalen til en anden

valuta, eller

b) der er etableret andre ordninger for at begrænse forbrugerens eksponering for valutakursrisiko i

forbindelse med kreditaftalen.

2. Den i stk. 1, litra a), omhandlede anden valuta skal enten være:

a) den valuta, hvori forbrugeren primært modtager sine indtægter eller besidder de aktiver, kreditten

skal tilbagebetales med, som anført på tidspunktet for den seneste vurdering af kreditværdigheden i

forbindelse med kreditaftalen, eller

b) valutaen i den medlemsstat, hvor forbrugeren enten var bosiddende på tidspunktet for indgåelsen af

kreditaftalen eller er bosiddende på nuværende tidspunkt.

Medlemsstaterne kan præcisere, hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmulighe-

derne omhandlet i første afsnits litra a) og b) eller kan give kreditgivere mulighed for at præcisere,

hvorvidt forbrugeren har adgang til begge eller kun én af valgmulighederne omhandlet i første afsnits litra

a) og b).

Hvis en forbruger har ret til at konvertere kreditaftalen til en anden valuta i overensstemmelse

med stk. 1, litra a), sikrer medlemsstaterne, at den valutakurs, der anvendes til konverteringen, er den

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

537

markedskurs, der er gældende på dagen for ansøgningen om konvertering, medmindre andet er angivet i

kreditaftalen.

Medlemsstaterne sikrer, at en forbruger, der har lån i udenlandsk valuta, advares regelmæssigt af

kreditgiver på papir eller ved hjælp af et varigt medium, som minimum når værdien af det samlede beløb,

forbrugeren skal betale, og som er udestående, eller af de periodiske afdrag varierer med mere end 20 %

i forhold til, hvad det ville have været, hvis valutakursen mellem kreditaftalens valuta og medlemsstatens

valuta på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen blev anvendt. Advarslen skal oplyse forbrugeren om

en stigning i det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og i givet fald oplyse om retten til at

konvertere til en anden valuta og betingelserne herfor samt redegøre for enhver anden ordning, der kan

begrænse forbrugerens eksponering for valutakursrisikoen.

5. Medlemsstaterne kan regulere lån i udenlandsk valuta yderligere, forudsat at sådanne bestemmelser

ikke indføres med tilbagevirkende kraft.

6. De ordninger, der gælder i henhold til denne artikel, meddeles forbrugeren i ESIS og i kreditafta-

len. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om, at forbrugerens eksponering for valutakursri-

sici skal begrænses til valutakurssvingninger på mindre end 20 %, skal ESIS indeholde et illustrativt

eksempel på indvirkningen af valutakurssvingninger på 20 %.

Artikel 24

Kreditter med variabel rente

Hvis kreditaftalen er en kredit med variabel rente, sikrer medlemsstaterne, at:

a) indeks eller referencerenter, der anvendes til at beregne debitorrenten, er tydelige, tilgængelige,

objektive og verificerbare for kreditaftalens parter og de kompetente myndigheder og

b) kreditgiverne eller de ansvarlige for udarbejdelsen af indekser opbevarer arkiver over de indekser,

der anvendes til beregning af debitorrenter.

KAPITEL 10

FORSVARLIG GENNEMFØRELSE AF KREDITAFTALER OG HERMED FORBUNDNE RET-

TIGHEDER

Artikel 25

Førtidig indfrielse

1. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren har ret til helt eller delvis at frigøre sig fra sine forpligtelser

i medfør af en kreditaftale, før aftalen udløber. I sådanne tilfælde har forbrugeren ret til en reduktion af

forbrugerens samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den resterende del af

aftalens løbetid.

2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af den i stk. 1 nævnte ret underlægges visse betingel-

ser. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden, en forskellig behand-

ling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller hvornår forbrugeren udøver sin rettighed,

eller restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves.

3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektiv kompensation, når

det er berettiget, for mulige omkostninger, som er direkte forbundet med den førtidige indfrielse, men

pålægger ikke forbrugeren en sanktion. I den henseende overstiger kompensationen ikke kreditgivers øko-

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

538

nomiske tab. Medlemsstaterne kan efter disse betingelser fastsætte, at kompensationen ikke må overstige

et vist niveau eller kun tillades i et vist tidsrum.

4. Hvis en forbruger ønsker at frigøre sig fra sine forpligtelser i medfør af en kreditaftale, før aftalen

udløber, skal kreditgiver uden forsinkelse efter modtagelse af anmodningen på papir eller ved hjælp

af et andet varigt medium give forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at overveje denne

mulighed. Disse oplysninger skal mindst indeholde en angivelse af, hvor store konsekvenser det vil

have for forbrugeren at frigøre sig fra sine forpligtelser, før kreditaftalen udløber, og en klar redegørelse

for, hvilke antagelser der er anvendt. De eventuelle antagelser, der er anvendt, skal være rimelige og

berettigede.

Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af retten i stk. 1 er betinget af, at der foreligger en

legitim interesse hos forbrugeren, hvis den førtidige indfrielse sker i en periode, for hvilken der er aftalt

fast forrentning.

Artikel 26

Fleksible og pålidelige markeder

1. Medlemsstaterne indfører hensigtsmæssige ordninger for at sikre, at krav mod sikkerhedsstillelsen

kan gøres gældende af kreditgiver eller på vegne af kreditgiver. Medlemsstaterne sikrer også, at kreditgi-

ver opbevarer relevant dokumentation om de typer af fast ejendom, der accepteres som sikkerhedsstillel-

se, samt de dermed forbundne bestemmelser om optagelse af lån med pant i fast ejendom.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre en passende statistisk overvågning

af boligejendomsmarkedet, bl.a. med henblik på markedsovervågning, ved at tilskynde til udvikling og

anvendelse af specifikke prisindekser, der kan være offentlige eller private eller begge dele.

Artikel 27

Oplysninger om ændringer i debitorrenten

1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiver på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium underretter

forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten, inden ændringen får virkning. Oplysningerne skal mindst

indeholde en angivelse af betalingernes størrelse, efter at den nye debitorrente har fået virkning, og,

såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, nærmere oplysninger herom.

2. Medlemsstaterne kan dog tillade, at parterne i kreditaftalen bliver enige om, at de i stk. 1 omhandlede

oplysninger gives til forbrugeren med jævne mellemrum, såfremt ændringen i debitorrenten hænger

sammen med en ændring i en referencesats, at den nye referencesats offentliggøres på en hensigtsmæssig

måde, og at oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige i kreditgivers lokaler og meddeles

personligt til forbrugeren sammen med størrelsen på de nye periodiske afdrag.

Kreditgivere kan fortsætte med regelmæssigt at oplyse forbrugeren i tilfælde, hvor ændringen

i debitorrenten ikke hænger direkte sammen med en ændring i referencesatsen, hvis det var muligt i

henhold til national lovgivning før den 20. marts 2014.

4. Hvis ændringer i debitorrenten afgøres ved auktioner på kapitalmarkederne, og det derfor er umuligt

for kreditgiver at underrette forbrugeren om ændringer, før de får virkning, skal kreditgiver i god tid før

auktionen skriftligt underrette forbrugeren på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium om den

forestående procedure og angive, hvordan det kan påvirke debitorrenten.

Artikel 28

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

539

Restancer og tvangsauktion

1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der skal tilskynde kreditgiver til at udvise rimelig tilbage-

holdenhed, inden der indledes en tvangsauktion.

Medlemsstaterne kan kræve, at de omkostninger, som kreditgiver har tilladelse til at fastsætte og

pålægge forbrugeren ved misligholdelse, ikke må være større end højst nødvendigt for at kompensere

kreditgiver for de udgifter, denne har afholdt som følge af misligholdelsen.

3. Medlemsstaterne kan tillade kreditgiver at pålægge forbrugeren yderligere omkostninger i tilfælde af

misligholdelse. I så fald fastsætter medlemsstaterne et loft for disse omkostninger.

Medlemsstaterne forhindrer ikke parterne i en kreditaftale i at indgå udtrykkelig aftale om, at

returnering eller overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiver eller provenuet ved salg af sikkerheds-

stillelsen er tilstrækkelig til at tilbagebetale kreditten.

5. Hvis den pris, der opnås for den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, indfører

medlemsstaterne procedurer eller foranstaltninger, der gør det muligt at opnå den bedst mulige pris for

den tvangsauktionerede faste ejendom.

Hvis der efter tvangsauktionen stadig er udestående gæld, sikrer medlemsstaterne, at der er truffet

foranstaltninger til at lette tilbagebetaling med henblik på at beskytte forbrugeren.

KAPITEL 11

KRAV VEDRØRENDE ETABLERING SOM OG TILSYN MED KREDITFORMIDLERE OG

UDPEGEDE REPRÆSENTANTER

Artikel 29

Adgang for kreditformidlere

1. For at kunne udøve alle eller dele af de kreditformidlingsaktiviteter, der er fastsat i artikel 4, nr. 5),

eller yde rådgivningstjenester skal kreditformidlere meddeles behørig adgang hertil af en kompetent

myndighed i deres hjemland. Hvis en medlemsstat giver udpegede repræsentanter tilladelse i henhold til

artikel 31, behøver sådanne udpegede repræsentanter ikke at få adgang som kreditformidler i henhold til

nærværende artikel.

2. Medlemsstaterne sikrer, at adgangen for kreditformidlere gøres betinget af, at de ud over kravene i

artikel 9 mindst opfylder følgende faglige krav:

a) Kreditformidlere skal have en erhvervsansvarsforsikring, som dækker de geografiske områder,

hvor de tilbyder deres tjenesteydelser, eller en anden tilsvarende garanti mod erstatningskrav som

følge af faglig forsømmelighed. Hjemlandet kan dog fastsætte, at den kreditgiver, for hvilken

kreditformidler er bemyndiget til at handle, stiller en sådan forsikring eller tilsvarende garanti til

rådighed for bundne kreditformidlere.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage og, om nødvendigt, ændre reguleringsmæssige

tekniske standarder for at fastsætte minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller den

i nærværende litras første afsnit nævnte tilsvarende garanti. Disse reguleringsmæssige tekniske

standarder vedtages i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

EBA udarbejder et udkast til de reguleringsmæssige tekniske standarder for at fastsætte mini-

mumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller den i nærværende litras første afsnit nævnte

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

540

tilsvarende garanti og forelægger dette for Kommissionen den 21. september 2014. EBA gen-

nemgår og udarbejder, om nødvendigt, et udkast til ændring af de reguleringsmæssige tekniske

standarder hvad angår minimumsbeløbet for erhvervsansvarsforsikringen eller den i nærværende

litras første afsnit nævnte tilsvarende garanti og forelægger dette for Kommissionen første gang

inden den 21. marts 2018 og derefter hvert andet år.

b) En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en kreditfor-

midler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører lignende opgaver

hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en bestyrelse, skal have et

godt omdømme. De skal som et minimum have en ren straffeattest eller en anden tilsvarende

national attest for så vidt angår alvorlige strafbare handlinger i forbindelse med formueforbrydel-

ser eller anden kriminalitet vedrørende finansielle aktiviteter, og de må ikke tidligere have været

erklæret konkurs, medmindre de er blevet rehabiliteret efter national lovgivning.

c) En fysisk person, der er etableret som kreditformidler, bestyrelsesmedlemmerne hos en kreditfor-

midler, der er etableret som juridisk person, og fysiske personer, som udfører lignende opgaver

hos en kreditformidler, der er en juridisk person, men som ikke har en bestyrelse, skal råde over

et hensigtsmæssigt viden- og kompetenceniveau i forbindelse med kreditaftaler. Hjemlandet fast-

sætter det hensigtsmæssige viden- og kompetenceniveau i overensstemmelse med principperne i

bilag III.

Medlemsstaterne sikrer, at de kriterier, der er fastsat, for at personale hos kreditformidlere eller

kreditgivere kan opfylde deres faglige krav, offentliggøres.

4. Medlemsstaterne sikrer, at alle kreditformidlere, der har fået adgang, uanset om de er etableret som

fysiske eller juridiske personer, optages i et register hos en kompetent myndighed i deres hjemland. Med-

lemsstaterne sikrer, at registret over kreditformidlere ajourføres og er offentligt tilgængeligt online.

Registret over kreditformidlere skal som minimum indeholde følgende oplysninger:

a) navnene på de personer i ledelsen, som er ansvarlige for formidlingsforretningerne. Medlemssta-

terne kan kræve, at fysiske personer, som har en kundevendt funktion i en virksomhed inden for

kreditformidling, registreres

b) de medlemsstater, hvor kreditformidler driver forretning i henhold til bestemmelserne om etable-

ringsfrihed eller om fri udveksling af tjenesteydelser, og som kreditformidler har underrettet den

kompetente myndighed i hjemlandet om i overensstemmelse med artikel 32, stk. 3

c) hvorvidt kreditformidler er bundet eller ej.

De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 30, sikrer, at

registret angiver den kreditgiver, på hvis vegne den bundne kreditformidler handler.

De medlemsstater, der beslutter at benytte sig af den mulighed, der er omhandlet i artikel 31, sikrer, at

registret angiver den kreditformidler eller i tilfælde af en bunden kreditformidlers udpegede repræsentant

den kreditgiver, på hvis vegne de udpegede repræsentanter handler.

5. Medlemsstaterne sikrer, at:

a) en kreditformidler, som er en juridisk person, har sit hovedkontor i samme medlemsstat som sit

vedtægtsmæssige hjemsted, hvis denne har et vedtægtsmæssigt hjemsted i henhold til national ret

b) en kreditformidler, som ikke er en juridisk person, eller en kreditformidler, som er en juridisk

person, men som i henhold til national lovgivning ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, har

sit hovedkontor i den medlemsstat, hvor det faktisk udøver sin hovedvirksomhed.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

541

6. Hver medlemsstat opretter ét kontaktsted, der giver nem og hurtig offentlig adgang til oplysninger

fra det nationale register, som samles elektronisk og ajourføres løbende. Disse kontaktsteder skal desuden

levere oplysningerne om hver medlemsstats kompetente myndigheder.

EBA offentliggør på sit websted henvisninger eller hyperlinks til dette kontaktsted.

7. Hjemlandene sikrer, at alle de kreditformidlere og udpegede repræsentanter, der har fået adgang, til

stadighed opfylder kravene i stk. 2. Dette stykke berører ikke artikel 30 og 31.

Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende denne artikel over for de personer, som udøver

kreditformidlingsaktiviteterne i artikel 4, nr. 5), hvis aktiviteterne udøves lejlighedsvis som led i deres

erhvervsmæssige virksomhed, og disse aktiviteter er reguleret ved lov eller administrative bestemmelser

eller en fagetisk kodeks for det pågældende erhverv, som ikke udelukker, at disse aktiviteter kan udøves.

9. Nærværende artikel finder ikke anvendelse på kreditinstitutter, som har tilladelse i overensstemmelse

med direktiv 2013/36/EU eller på andre finansielle institutioner, der i henhold til national lovgivning er

omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning.

Artikel 30

Kreditformidlere, der kun er bundet til én kreditgiver

1. Med forbehold af artikel 31, stk. 1, kan medlemsstaterne tillade, at bundne kreditformidlere, der er

omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), får adgang af de kompetente myndigheder gennem den kreditgiver,

på hvis vegne den bundne kreditformidler udelukkende handler.

I sådanne tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller undladelse

fra den bundne kreditformidlers side, når denne handler på kreditgivers vegne på områder, der er omfattet

af dette direktiv. Medlemsstaterne kræver, at kreditgiver sikrer, at disse bundne kreditformidlere mindst

opfylder de faglige krav i artikel 29, stk. 2.

2. Med forbehold af artikel 34 skal kreditgivere overvåge aktiviteterne hos de bundne kreditformidlere,

der er omhandlet i artikel 4, nr. 7), litra a), for at sikre, at de fortsat overholder bestemmelserne i dette

direktiv. Kreditgiver er navnlig ansvarlig for at kontrollere, at den bundne kreditformidler og dennes

personale opfylder kravene til viden og kompetencer.

Artikel 31

Udpegede repræsentanter

Medlemsstaterne kan beslutte at tillade, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter.

Er den udpegede repræsentant udpeget af en bunden kreditformidler som omhandlet i artikel 4, nr. 7),

litra a), bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for enhver handling eller undladelse fra den

udpegede repræsentants side, når denne handler på den pågældende kreditformidlers vegne, på områder,

der er omfattet af dette direktiv. I andre tilfælde bevarer kreditgiver det fulde og ubetingede ansvar for en-

hver handling eller undladelse fra den udpegede repræsentants side, når denne handler på kreditformidlers

vegne på områder, der er omfattet af dette direktiv.

2. Kreditformidlere sikrer, at deres udpegede repræsentanter mindst opfylder de faglige krav i artikel

29, stk. 2. Hjemlandet kan dog fastsætte, at den kreditformidler, for hvilken den udpegede repræsentant er

bemyndiget til at handle, kan stille en erhvervsansvarsforsikring eller tilsvarende garanti til rådighed.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

542

3. Med forbehold af artikel 34 overvåger kreditformidlere deres udpegede repræsentanters aktiviteter

for at sikre, at de fuldt ud overholder bestemmelserne i dette direktiv. Kreditformidlerne er navnlig

ansvarlige for at kontrollere, at de udpegede repræsentanter og deres personale opfylder kravene til viden

og kompetencer.

Medlemsstater, der tillader, at en kreditformidler udpeger udpegede repræsentanter, opretter et

offentligt register, der som minimum indeholder de i artikel 29, stk. 4, nævnte oplysninger. Udpegede

repræsentanter registreres i det offentlige register i den medlemsstat, hvor de er etableret. Registret

ajourføres regelmæssigt. Det gøres offentligt tilgængeligt.

Artikel 32

Etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser for kreditformidlere

Den kompetente myndighed i hjemlandets beslutning om at give en kreditformidler adgang, jf.

artikel 29, stk. 1, gælder for hele Unionens geografiske område, uden at der kræves yderligere adgang

fra de kompetente myndigheder i værtslandet eller værtslandene for at kunne udføre de aktiviteter og

yde de tjenester, der er dækket af adgangen, forudsat at de aktiviteter, som en kreditformidler agter at

udføre i værtslandene, er omfattet af adgangen. Kreditformidlere må imidlertid ikke yde deres tjenester

i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af ikkekreditinstitutter til forbrugere i en medlemsstat, hvor

sådanne ikkekreditinstitutter ikke må udøve virksomhed.

2. Udpegede repræsentanter, der udpeges i de medlemsstater, som benytter sig af muligheden i artikel

31, må ikke udøve en del af eller alle de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i artikel 4, nr. 5),

eller yde rådgivningstjenester i de medlemsstater, hvor sådanne udpegede repræsentanter ikke må udøve

virksomhed.

3. En kreditformidler, der har fået adgang, og som agter at udøve virksomhed for første gang i én eller

flere medlemsstater som led i den fri udveksling af tjenesteydelser eller i forbindelse med etablering af en

filial, underretter hjemlandets kompetente myndigheder herom.

Senest en måned efter denne underretning meddeler disse kompetente myndigheder de kompetente

myndigheder i de pågældende værtslande, at kreditformidler agter at udøve virksomhed, og underretter

samtidig den pågældende kreditformidler om denne meddelelse. De underretter også de kompetente

myndigheder i det eller de pågældende værtslande om de kreditgivere, hvortil kreditformidler er bundet,

og om, hvorvidt kreditgiverne tager det fulde og ubetingede ansvar for kreditformidlers aktiviteter. Værts-

landet anvender oplysningerne fra hjemlandet til at optage de nødvendige oplysninger i sit register.

Kreditformidler kan påbegynde sin virksomhed en måned efter den dato, hvor han af hjemlandets kompe-

tente myndigheder blev underrettet om den i andet afsnit nævnte meddelelse.

4. Inden en filial af en kreditformidler påbegynder sin virksomhed eller inden to måneder efter modta-

gelsen af den meddelelse, der er omhandlet i stk. 3, andet afsnit, forbereder de kompetente myndigheder i

værtslandet tilsynet med kreditformidler i overensstemmelse med artikel 34 og underretter om nødvendigt

kreditformidler om de betingelser, hvorunder disse aktiviteter skal udføres i værtslandet på de områder,

der ikke er harmoniseret i EU-retten.

Artikel 33

Inddragelse af adgangen for kreditformidlere

1. Den kompetente myndighed i hjemlandet kan inddrage den adgang, der er givet en kreditformidler i

overensstemmelse med artikel 29, hvis en sådan kreditformidler:

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

543

a) udtrykkeligt giver afkald på adgangen eller ikke har udøvet de kreditformidlingsaktiviteter, der

er omhandlet i artikel 4, nr. 5), eller ydet rådgivningstjenester i de foregående seks måneder,

medmindre der i den pågældende medlemsstat findes bestemmelser om, at adgangen bortfalder i

sådanne tilfælde

b) har fået adgang ved hjælp af urigtige eller vildledende erklæringer eller på anden uretmæssig vis

c) ikke længere opfylder de krav, i henhold til hvilke adgangen blev givet

d) er omfattet af forhold, hvor national ret i spørgsmål, som ikke er omfattet af dette direktiv,

medfører, at godkendelsen inddrages

e) har gjort sig skyldig i alvorlig eller systematisk overtrædelse af de bestemmelser om kreditformid-

leres driftsbetingelser, som vedtages i medfør af dette direktiv.

Hvis adgangen for en kreditformidler inddrages af den kompetente myndighed i hjemlandet,

underretter sidstnævnte på enhver hensigtsmæssig måde de kompetente myndigheder i værtslandet eller

værtslandene om en sådan inddragelse så hurtigt som muligt og senest inden 14 dage.

Medlemsstaterne sikrer, at de kreditformidlere, som har fået deres adgang inddraget, fjernes fra

registret uden unødig forsinkelse.

Artikel 34

Tilsyn med kreditformidlere og udpegede repræsentanter

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i hjemlandet fører tilsyn med kreditformidler-

nes igangværende aktiviteter.

Hjemlandene fastsætter, at der føres tilsyn med bundne kreditformidlere direkte eller som en del af

tilsynet med den kreditgiver, på hvis vegne de handler, hvis kreditgiver er et kreditinstitut, som har

tilladelse i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU, eller en anden finansiel institution, der i henhold

til national lovgivning er omfattet af en tilsvarende tilladelses- og tilsynsordning. Hvis den bundne

kreditformidler yder tjenester i en anden medlemsstat end hjemlandet, føres der dog direkte tilsyn med

den bundne kreditformidler.

Hjemlande, der tillader, at kreditformidlere udpeger repræsentanter i overensstemmelse med artikel 31,

sikrer, at der føres tilsyn med sådanne udpegede repræsentanter enten direkte eller som en del af tilsynet

med den kreditformidler, på hvis vegne repræsentanten handler.

2. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor en kreditformidler har en filial, er ansvarlige

for at sikre, at de tjenester, der ydes af kreditformidler på det pågældende område, er i overensstemmelse

med de forpligtelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 20, 22 og 39

samt i foranstaltninger vedtaget i medfør heraf.

Hvis de kompetente myndigheder i et værtsland konstaterer, at en kreditformidler, som har en filial på

dets område, overtræder de foranstaltninger, der er vedtaget i den pågældende medlemsstat i medfør af

artikel 7, stk. 1, og artikel 8, 9, 10, 11, 13, 14, 15, 16, 17, 20, 22 og 39, kræver disse myndigheder, at den

pågældende kreditformidler bringer det ulovlige forhold til ophør.

Hvis den pågældende kreditformidler ikke tager de nødvendige skridt, iværksætter de kompetente myn-

digheder i værtslandet alle nødvendige tiltag med henblik på at sikre, at kreditformidler bringer det

ulovlige forhold til ophør. Arten af disse tiltag meddeles de kompetente myndigheder i hjemlandet.

Hvis kreditformidler til trods for de tiltag, der er iværksat af værtslandet, fortsat overtræder de i første

afsnit omhandlede foranstaltninger, som finder anvendelse i værtslandet, kan værtslandet, efter at have

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

544

givet de kompetente myndigheder i hjemlandet underretning herom, iværksætte de tiltag, der er nødvendi-

ge for at forebygge eller sanktionere nye ulovligheder og om nødvendigt forhindre, at kreditformidler

udfører nye forretninger på dets område. Kommissionen skal uden unødig forsinkelse have meddelelse

om sådanne tiltag.

Hvis den kompetente myndighed i hjemlandet er uenig i de tiltag, der iværksættes af værtslandet, kan den

indbringe sagen for EBA og anmode denne om bistand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. I så

fald kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til nævnte artikel.

3. De kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor filialen er beliggende, har ret til at gennemgå

de ordninger, filialen har etableret, og til at kræve de ændringer, der er strengt nødvendige for at opfylde

sine forpligtelser i henhold til stk. 2 og for at gøre det muligt for de kompetente myndigheder i hjemlandet

at håndhæve forpligtelserne i henhold til artikel 7, stk. 2, 3 og 4, samt de foranstaltninger, der er vedtaget i

medfør heraf for så vidt angår de tjenester, som filialen yder.

Hvis den kompetente myndighed i værtslandet har klare og påviselige grunde til at tro, at en

kreditformidler, der handler på dets område som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, har tilsidesat

forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv, eller at en kreditformidler,

der har en filial på dets område, har tilsidesat forpligtelserne i de foranstaltninger, der vedtages i medfør

af dette direktiv, ud over dem, der er anført i stk. 2, forelægger den disse grunde for den kompetente

myndighed i hjemlandet, som iværksætter de nødvendige tiltag.

I de tilfælde, hvor den kompetente myndighed i hjemlandet ikke iværksætter nogen tiltag inden en måned

efter at have fået forelagt disse grunde, eller hvor en kreditformidler på trods af de tiltag, som den

kompetente myndighed i hjemlandet har iværksat, fortsætter med at handle på en måde, der klart er til

skade for forbrugerinteresserne i værtslandet, eller som hindrer markederne i at fungere korrekt, gælder

følgende:

a) Den kompetente myndighed i værtslandet iværksætter, efter at have underrettet den kompetente

myndighed i hjemlandet herom, alle nødvendige tiltag for at beskytte forbrugerne og sikre, at

markederne fungerer korrekt, herunder ved at forhindre, at den overtrædende kreditformidler

udfører nye forretninger på dens område. Kommissionen og EBA skal uden unødig forsinkelse

have meddelelse om sådanne tiltag.

b) Den kompetente myndighed i værtslandet kan indbringe sagen for EBA og anmode denne om bi-

stand, jf. artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. I så fald kan EBA handle i overensstemmelse

med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til nævnte artikel.

5. Medlemsstaterne fastsætter, at når en kreditformidler, der er meddelt adgang i en anden medlemsstat,

har oprettet en filial på dens område, kan de kompetente myndigheder i hjemlandet under udøvelsen

af deres hverv og efter at have underrettet de kompetente myndigheder i værtslandet herom udføre

inspektion på stedet hos den pågældende filial.

Den fordeling af opgaver mellem medlemsstaterne, som er fastlagt i denne artikel, berører i

overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til EU-retten ikke medlemsstaternes kompetence på

de områder, der ikke er omfattet af dette direktiv.

KAPITEL 12

GODKENDELSE AF OG TILSYN MED IKKEKREDITINSTITUTTER

Artikel 35

Godkendelse af og tilsyn med ikkekreditinstitutter

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

545

Medlemsstaterne sikrer, at ikkekreditinstitutter gennemgår en passende godkendelsesproces, herunder

optagelse af ikkekreditinstituttet i et register samt en kompetent myndigheds tilsynsordninger.

KAPITEL 13

SAMARBEJDE MELLEM KOMPETENTE MYNDIGHEDER I FORSKELLIGE MEDLEMS-

STATER

Artikel 36

Pligt til at samarbejde

1. De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater samarbejder med hinanden på grundlag

af deres beføjelser enten i henhold til dette direktiv eller til national ret, når det er nødvendigt for, at de

kan varetage de opgaver, der er fastsat i dette direktiv.

De kompetente myndigheder bistår de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater. De udveksler

især oplysninger og samarbejder om undersøgelser eller tilsyn.

Med henblik på at lette og fremskynde samarbejdet og navnlig udvekslingen af oplysninger udpeger

medlemsstaterne én kompetent myndighed som kontaktpunkt i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne

meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater navnene på de myndigheder, der er udpeget til at

kunne modtage anmodninger om udveksling af oplysninger eller samarbejde i henhold til dette stykke.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige administrative og organisatoriske foranstaltninger til at lette

ydelsen af bistand som omhandlet i stk. 1.

De kompetente myndigheder i medlemsstaterne, som er blevet udpeget som kontaktpunkter i

overensstemmelse med stk. 1 i dette direktiv, giver uden unødig forsinkelse hinanden de oplysninger, som

er nødvendige for, at de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 5, kan varetage

deres opgaver i overensstemmelse med de foranstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv.

De kompetente myndigheder, der udveksler oplysninger med andre kompetente myndigheder efter dette

direktiv, kan på tidspunktet for meddelelsen af sådanne oplysninger angive, at disse ikke må videregives

uden deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne må i så fald kun udveksles med henblik på anvendel-

se til de formål, som disse myndigheder har givet deres tilladelse til.

Den kompetente myndighed, der er udpeget som kontaktpunkt, kan videregive de oplysninger, den

har modtaget, til de andre kompetente myndigheder, men må ikke videregive oplysningerne til andre

organer eller fysiske eller juridiske personer uden udtrykkelig tilladelse fra de kompetente myndigheder,

som meddelte oplysningerne, og de må alene anvendes til de formål, som disse myndigheder har givet

deres tilladelse til, undtagen i behørigt begrundede tilfælde, i hvilke tilfælde det straks underretter det

kontaktpunkt, som leverede oplysningerne.

4. En kompetent myndighed må kun nægte at efterkomme en anmodning om samarbejde i forbindelse

med undersøgelser eller tilsyn eller at udveksle oplysninger i henhold til stk. 3, hvis:

a) undersøgelsen, kontrollen på stedet, tilsynet eller udvekslingen af oplysninger kan bringe den

pågældende medlemsstats suverænitet, sikkerhed eller grundlæggende retsprincipper i fare

b) der allerede er indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de samme

personer ved myndighederne i den pågældende medlemsstat

c) der allerede er afsagt endelig dom mod de samme personer og med hensyn til de samme forhold i

den pågældende medlemsstat.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

546

I tilfælde af nægtelse skal den kompetente myndighed give den kompetente myndighed, der fremsætter

anmodningen, meddelelse herom og fremlægge så detaljerede oplysninger som muligt.

Artikel 37

Bilæggelse af tvister mellem kompetente myndigheder

Såfremt en anmodning om samarbejde, navnlig udveksling af oplysninger, er blevet afvist eller ikke er

blevet behandlet inden for en rimelig frist, kan de kompetente myndigheder indbringe sagen for EBA og

anmode denne om bistand i overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) nr. 1093/2010. I så fald

kan EBA handle i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til nævnte artikel,

og enhver bindende afgørelse truffet af EBA i medfør af nævnte artikel er bindende for de pågældende

kompetente myndigheder, uanset om disse kompetente myndigheder er medlemmer af EBA eller ej.

KAPITEL 14

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 38

Sanktioner

1. Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner for overtrædelser af de nationale bestemmelser, der

er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførel-

sen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende

virkning.

2. Medlemsstaterne fastsætter, at den kompetente myndighed kan offentliggøre, hvilke administrative

sanktioner der vil blive pålagt for overtrædelse af foranstaltninger vedtaget i forbindelse med gennemfø-

relsen af dette direktiv, medmindre en sådan meddelelse er til alvorlig fare for finansmarkederne eller vil

forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

Artikel 39

Tvistbilæggelsesordninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at der findes egnede og effektive procedurer for udenretslig klage- og tvist-

bilæggelse vedrørende forbrugertvister med kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter i

forbindelse med kreditaftaler, og anvender i påkommende tilfælde de eksisterende organer. Medlemssta-

terne sikrer, at sådanne procedurer finder anvendelse på kreditgivere og kreditformidlere og omfatter de

udpegede repræsentanters aktiviteter.

Medlemsstaterne kræver, at organer, der er ansvarlige for udenretslig klage- og tvistbilæggelse,

samarbejder for at løse grænseoverskridende tvister vedrørende kreditaftaler.

Artikel 40

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastsatte

betingelser.

2. Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, tillægges

Kommissionen for en ubestemt periode fra den 20. marts 2014.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

547

3. Den i artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, omhandlede delegation af beføjelser kan når som helst

tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen

af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter

offentliggørelsen af afgørelsen i

Den Europæiske Unions Tidende

eller på et senere tidspunkt, der angives

i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og

Rådet meddelelse herom.

5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 9, og artikel 17, stk. 8, træder kun i kraft,

hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en periode på tre måneder fra

meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet

og Rådet inden udløbet af denne frist begge har meddelt Kommissionen, at de ikke agter at gøre

indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 41

Direktivets ufravigelige karakter

Medlemsstaterne sikrer, at:

a) forbrugerne ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer dem i medfør af national ret, der

gennemfører dette direktiv eller svarer til dette direktivs bestemmelser

b) de foranstaltninger, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, ikke kan omgås på en

måde, som kan medføre, at forbrugerne mister den beskyttelse, som dette direktiv giver, som følge

af den måde, aftalerne udformes på, navnlig ved at lade de kreditaftaler, der falder ind under dette

direktivs anvendelsesområde, indgå i kreditaftaler, hvis art eller formål kunne gøre det muligt at

undgå anvendelsen af disse foranstaltninger.

Artikel 42

Gennemførelse

Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 21. marts 2016 de love og administrative

bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen

teksten til disse bestemmelser.

2. Medlemsstaterne anvender de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger fra den 21. marts 2016.

Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved

offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af

medlemsstaterne.

3. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de vedtager på

det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 43

Overgangsbestemmelser

Dette direktiv finder ikke anvendelse på de kreditaftaler, der eksisterer inden den 21. marts 2016.

2. Kreditformidlere, som allerede udøvede de kreditformidlingsaktiviteter, der er omhandlet i artikel

4, nr. 5), inden den 21. marts 2016, og som endnu ikke er meddelt adgang i overensstemmelse med

betingelserne i den nationale lovgivning i det hjemland, der gennemfører dette direktiv, kan fortsætte

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

548

disse aktiviteter i overensstemmelse med den nationale lovgivning indtil den 21. marts 2017. En kredit-

formidler, der udnytter denne undtagelse, kan kun udføre aktiviteterne i sit eget hjemland, medmindre de

nødvendige lovmæssige krav i værtslandene også opfyldes.

3. Kreditgivere, kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, der udøvede aktiviteter, der er reguleret

af dette direktiv inden den 20. marts 2014, skal overholde den nationale lovgivning til gennemførelse af

artikel 9 senest den 21. marts 2017.

Artikel 44

Revisionsklausul

Kommissionen foretager en gennemgang af dette direktiv senest den 21. marts 2019. Ved gennemgangen

tages effektiviteten og hensigtsmæssigheden af bestemmelserne for forbrugeren og det indre marked op til

overvejelse.

Gennemgangen omfatter følgende:

a) en vurdering af brugen og forbrugerens forståelse af og tilfredshed med ESIS-formularen

b) en analyse af andre oplysninger forud for aftaleindgåelse

c) en analyse af tværnationale forretninger udført af kreditformidlere og kreditgivere

d) en analyse af udviklingen på markedet for ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbin-

delse med fast ejendom til beboelse

e) en vurdering af behovet for yderligere foranstaltninger, herunder en pasordning for ikkekreditinsti-

tutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom

f) en undersøgelse af behovet for at indføre supplerende rettigheder og forpligtelser i fasen efter

kreditaftalernes indgåelse

g) en vurdering af, hvorvidt direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt under hensyn

til dets indvirkning på andre, substituerbare kreditformer

h) en vurdering af, hvorvidt yderligere foranstaltninger er nødvendige for at sikre sporbarheden af

kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom til beboelse

i) en vurdering af, hvorvidt der er data til rådighed om prisudviklingen for fast ejendom til beboelse,

og i hvilket omfang disse data er sammenlignelige

j) en vurdering af, hvorvidt det fortsat er hensigtsmæssigt at anvende direktiv 2008/48/EF på kredit-

ter uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for et samlet

kreditbeløb, der overstiger det maksimale beløb, der er angivet i nævnte direktivs artikel 2, stk. 2,

litra c)

k) en vurdering af, hvorvidt ordningerne for offentliggørelse af sanktioner i henhold til artikel 38, stk.

2, sikrer tilstrækkelig gennemsigtighed

l) en vurdering af, hvorvidt de advarsler, der er omhandlet i artikel 11, stk. 6, og artikel 13, stk. 2, er

proportionale, og af mulighederne for yderligere harmonisering af risikoadvarsler.

Artikel 45

Yderligere initiativer vedrørende ansvarlig långivning og låntagning

Senest den 21. marts 2019 forelægger Kommissionen en omfattende rapport indeholdende en evaluering

af de overordnede udfordringer i forbindelse med privat overdrevet gældsætning med direkte forbindelse

til kreditaktivitet. Den undersøger også behovet for tilsyn med kreditregistre og muligheden for at udvikle

mere fleksible og pålidelige markeder. Rapporten ledsages om fornødent af lovgivningsforslag.

Artikel 46

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

549

Ændring af direktiv 2008/48/EF

I artikel 2 i direktiv 2008/48/EF indsættes følgende stykke:

»2a. Uanset stk. 2, litra c), finder dette direktiv også anvendelse på kreditaftaler uden sikkerhedsstillelse

med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for et samlet kreditbeløb, der overstiger

75 000 EUR.«

Artikel 47

Ændring af direktiv 2013/36/EU

I direktiv 2013/36/EU indsættes følgende artikel:

»Artikel 54a

Artikel 53 og 54 berører ikke de undersøgelsesbeføjelser, der er tillagt Europa-Parlamentet i henhold til

artikel 226 i TEUF.«

Artikel 48

Ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010

I forordning (EU) nr. 1093/2010 foretages følgende ændringer:

1) Artikel 13, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

»Hvis Kommissionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som er identisk med det af

myndigheden forelagte udkast til reguleringsmæssig teknisk standard, er fristen for indsigelse fra

Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra datoen for Kommissionens underretning. På

Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ forlænges denne periode med en indledende periode på

en måned og kan forlænges med en yderligere periode på en måned.«

2) Artikel 17, stk. 2, andet afsnit, affattes således:

»Den kompetente myndighed giver hurtigst muligt myndigheden alle de oplysninger, myndighe-

den anser for nødvendige med henblik på undersøgelsen, herunder om hvordan de i artikel 1, stk.

2, omhandlede retsakter anvendes i overensstemmelse med EU-retten, uden at dette berører de i

artikel 35 fastsatte beføjelser.«

Artikel 49

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i

Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 50

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 4. februar 2014.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

550

Formand

På Rådets vegne

E. VENIZELOS

Formand

BILAG I

BEREGNING AF DE ÅRLIGE OMKOSTNINGER I PROCENT

Grundligning, der angiver ækvivalensen mellem udnyttede kreditmuligheder på den ene side og

tilbagebetalinger og omkostninger på den anden side.

Grundligningen, som bestemmer de årlige omkostninger i procent (ÅOP), sætter på årsbasis lighedstegn

mellem den samlede nutidsværdi af udnyttede kreditmuligheder og den samlede nutidsværdi af tilbagebe-

talinger og betalinger af omkostninger:

hvor:

— X

— m

— k

— C

— t

—

m�½

er ÅOP

er nummeret for sidste udnyttelse af kreditmuligheden

er nummeret på en udnyttelse af kreditmuligheden, hvor 1 ≤

≤

er størrelsen af den udnyttede kreditmulighed

er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første

udnyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver efterfølgende udnyttelse af

kreditmuligheden, hvor

= 0

er nummeret på sidste tilbagebetaling eller betaling af omkostninger

er nummeret på en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger

er størrelsen af en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger

er tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tidspunktet for første ud-

nyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne for hver tilbagebetaling eller betaling af

omkostninger.

Yderligere bemærkninger:

a) De beløb, der betales af parterne på forskellige tidspunkter, er ikke nødvendigvis lige store og

betales ikke nødvendigvis med lige store tidsintervaller.

b) Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden.

c) Tidsintervallet mellem de ved beregningen anvendte tidspunkter udtrykkes i år eller brøkdele af et

år. Et år antages at have 365 dage (skudår 366 dage), 52 uger eller 12 lige lange måneder. Hver

måned antages at have 30,41666 dage (= 365/12), uanset om der er tale om et skudår.

Hvis tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregningen, ikke kan udtrykkes

som et helt antal uger, måneder eller år, udtrykkes tidsintervallet som et helt antal af en af de

pågældende perioder kombineret med et antal dage. Hvis der anvendes dage:

i) medregnes hver dag, herunder weekender og ferier

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

551

ii) medregnes lige lange perioder og derefter dage tilbage til datoen for den første udnyttelse af

kreditmuligheden

iii) findes længden af perioden i dage ved at se bort fra den første dag og medtage den sidste dag

og udtrykkes i år ved at dividere denne periode med antallet af dage (365 eller 366 dage) i hele

året ved at regne tilbage fra den sidste dag til den samme dag det foregående år.

d) Beregningens resultat angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis næste decimal er 5 eller

derover, forhøjes den foregående decimal med én.

e) Ligningen kan skrives om, så der blot bruges en enkelt sum og begrebet bevægelser (A

), som vil

være positive eller negative, dvs. henholdsvis betalt eller modtaget i perioderne 1 til n, udtrykt i år,

dvs.:

hvor S er den aktuelle bevægelsessaldo. Hvis målet er at bibeholde ækvivalensen mellem bevæ-

gelserne, vil værdien være nul.

II. Supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent

a) Hvis en kreditaftale stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden, anses det

samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed med det samme.

b) Hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden med forskellige

omkostninger eller debitorrenter, anses det samlede kreditbeløb for udnyttet ved den højeste

omkostning og debitorrente anvendt på den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest

benyttes under den pågældende type kreditaftale.

c) Hvis en kreditaftale generelt stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnytte kreditmuligheden,

men også blandt de forskellige muligheder for udnyttelse af kreditmuligheden fastsætter en be-

grænsning med hensyn til kreditbeløb og tidsrum, anses kreditbeløbet for at være udnyttet på den

tidligste af de i kreditaftalen fastsatte datoer og i overensstemmelse med disse begrænsninger for

udnyttelse af kreditmuligheden.

d) Hvis der i en begrænset periode eller for et begrænset beløb tilbydes forskellige debitorrenter og

omkostninger, anses den højeste debitorrente og de højeste omkostninger for at være debitorrenten

og omkostningerne i hele kreditaftalens løbetid.

e) I forbindelse med kreditaftaler, for hvilke der er aftalt en fast debitorrente i den første periode,

ved hvis udløb der fastsættes en ny debitorrente, som derefter med jævne mellemrum tilpasses i

forhold til en aftalt indikator eller intern referencesats, beregnes de årlige omkostninger i procent

ud fra den antagelse, at fra og med udløbet af perioden med den faste debitorrente er debitorrenten

den samme som debitorrenten på tidspunktet for beregningen af de årlige omkostninger i procent

baseret på værdien af den aftalte indikator eller interne referencesats på det pågældende tidspunkt,

uden dog at være mindre end den faste debitorrente.

f) Hvis der endnu ikke er aftalt et loft for kreditten, anses loftet for at være på 170 000 EUR. I

tilfælde af andre kreditaftaler end eventual- eller garantiforpligtelser, hvor formålet ikke er at

erhverve eller bevare en rettighed til fast ejendom eller grund, kassekreditter, købekort med

henstand med betalingen eller kreditkort, anses loftet for at være på 1 500 EUR.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

552

g) I tilfælde af andre kreditaftaler end kassekreditter, foreløbige lån, værdibaserede kreditaftaler,

eventual- eller garantiforpligtelser og tidsubegrænsede kreditaftaler som omhandlet i antagelserne

i litra i), j), k), l) og m):

i) antages det, hvis datoen eller beløbet for en tilbagebetaling af kapital, der skal foretages af

forbrugeren, ikke kan fastslås, at tilbagebetalingen finder sted på den tidligste dato, der er angivet

i kreditaftalen, og vedrører det laveste beløb, som den giver mulighed for

ii) antages det, hvis tidsintervallet mellem tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden og

datoen for den første betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås, at dette er det

korteste tidsinterval.

h) Hvis datoen eller beløbet for en betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås på

grundlag af kreditaftalen eller antagelserne i litra g), i), j), k), l) og m), antages det, at betalingen

finder sted i overensstemmelse med de datoer og betingelser, der kræves af kreditgiver, og hvis

disse er ukendte:

i) betales der renter sammen med tilbagebetalingerne af kapitalen

ii) betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som et enkelt beløb på tidspunktet for

indgåelse af kreditaftalen

iii) betales der ikkerentebærende omkostninger udtrykt som flere betalinger med regelmæssige

mellemrum, begyndende med datoen for den første tilbagebetaling af kapital, og hvis beløbet for

sådanne betalinger ikke er kendt, antages de at være lige store beløb

iv) indfrier den endelige betaling tilgodehavendet i form af kapital, renter og andre eventuelle

omkostninger.

i) I tilfælde af en kassekredit anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kreditaf-

talens fulde løbetid. Hvis kassekredittens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostninger i

procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er tre måneder.

j) I tilfælde af et foreløbigt lån anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kredit-

aftalens fulde løbetid. Hvis kreditaftalens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostninger i

procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er 12 måneder.

k) I tilfælde af en anden tidsubegrænset kreditaftale end en kassekredit og et foreløbigt lån antages

det, at:

i) kreditten i forbindelse med kreditaftaler, hvis formål er at erhverve eller bevare rettigheder

til fast ejendom, ydes for en periode på 20 år regnet fra datoen for den første udnyttelse af

kreditmuligheden, og at den endelige betaling foretaget af forbrugeren indfrier tilgodehavendet i

form af kapital, renter og andre eventuelle omkostninger; i tilfælde af kreditaftaler, hvis formål

ikke er at erhverve eller bevare rettigheder til fast ejendom, eller hvor kreditmuligheden udnyttes

ved hjælp af købekort med henstand med betalingen eller kreditkort, er denne periode et år

ii) kapitalen tilbagebetales af forbrugeren i lige store månedlige betalinger, første gang en måned

efter datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden. I tilfælde, hvor kapitalen imidlertid

skal tilbagebetales i sin helhed i form af en enkelt betaling i hver betalingsperiode, antages

forbrugerens efterfølgende udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalinger af hele kapitalen

at foregå i en periode på et år. Renter og andre omkostninger pålægges i overensstemmelse

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

553

med disse udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalinger af kapitalen og som fastsat i

kreditaftalen.

I dette litra forstås ved en tidsubegrænset kreditaftale en kreditaftale uden fast løbetid, som

omfatter kreditter, som skal tilbagebetales i deres helhed inden for eller efter en periode, men som

efter tilbagebetaling står til rådighed til fornyet udnyttelse.

I tilfælde af eventual- eller garantiforpligtelser anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin

helhed som et enkelt beløb på det tidspunkt, der ligger først, af:

a) datoen for den seneste udnyttelse af kreditmuligheden, som er tilladt i henhold til den kreditaf-

tale, der er den potentielle kilde til eventual- eller garantiforpligtelsen eller

b) udløbet af den første periode forud for forlængelsen af aftalen i tilfælde af en aftale, der

forlænges.

m) I tilfælde af værdibaserede kreditaftaler:

i) anses forbrugernes betalinger for at finde sted på den eller de seneste datoer, som er tilladt i

henhold til kreditaftalen

ii) anses de procentvise stigninger i værdien af den faste ejendom, som sikrer den værdibaserede

kreditaftale, og raten for inflationsindekset, som er omhandlet i aftalen, for at være en procentsats

svarende til den højeste af centralbankens nuværende mål for inflationsraten eller inflationsniveau-

et i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende på tidspunktet for indgåelsen af

kreditaftalen, eller 0 %, hvis disse procentsatser er negative.

BILAG II

EUROPÆISK STANDARDISERET INFORMATIONSARK (ESIS)

DEL A

Teksten i denne model gengives som sådan i ESIS-formularen. Teksten i skarp parentes erstattes af de

relevante oplysninger. Del B indeholder en vejledning for kreditgiver eller i givet fald kreditformidler i,

hvordan man udfylder ESIS-formularen.

Når betegnelsen »hvis relevant« er angivet, skal kreditgiver give de ønskede oplysninger, hvis de er

relevante for kreditaftalen. Hvis oplysningerne ikke er relevante, sletter kreditgiver de pågældende oplys-

ninger eller hele afsnittet (f.eks. i de tilfælde, hvor afsnittet ikke er relevant). Hvis hele afsnittet slettes,

tilpasses nummereringen af ESIS-afsnittene tilsvarende.

Nedennævnte oplysninger gives i ét dokument. Den anvendte skrifttype skal være klart læsbar. Der

anvendes fede typer, skygger eller større skrifttype, hvis nogle oplysninger skal fremhæves. Alle relevante

risikoadvarsler skal fremhæves.

ESIS-model

(Indledende tekst)

Dette dokument blev udarbejdet for [navn på forbrugeren] den [dags dato].

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

554

Dette dokument blev udarbejdet ud fra de oplysninger, som De hidtil har givet, og ud fra de i øjeblikket

gældende betingelser på finansmarkedet.

Nedennævnte oplysninger er gyldige indtil den [gyldighedsdato] (hvis relevant) med undtagelse af renten

og andre omkostninger. Efter denne dato kan de ændre sig afhængigt af markedsbetingelserne.

(Hvis relevant) Dette dokumentet forpligter ikke [kreditgivers navn] til at yde Dem lån.

Långiver

[Navn]

[Telefonnummer]

[Fysisk adresse]

(Valgfrit)[E-mail-adresse]

(Valgfrit)[Faxnummer]

(Valgfrit)[Websted]

(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]

(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres

behov anbefaler vi Dem at optage dette lån/Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres

svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres

eget valg. ]

(Hvis relevant) Kreditformidler:

[Navn]

[Telefonnummer]

[Fysisk adresse]

(Valgfrit) [e-mail adresse]

(Valgfrit)[Faxnummer]

(Valgfrit)[Websted]

(Valgfrit) [kontaktperson/kontaktpunkt]

(Hvis relevant, oplysninger om, hvorvidt der ydes rådgivningstjenester:) [(Efter at have vurderet Deres

behov anbefaler vi Dem at optage dette lån/Vi anbefaler Dem ikke noget bestemt lån. Baseret på Deres

svar på en række spørgsmål giver vi Dem imidlertid information om dette lån, så De kan træffe Deres

eget valg.)]

[Vederlag]

3. Hovedtrækkene ved lånet

Lånebeløb og -valuta: [værdi][valuta]

(Hvis relevant) Dette lån er ikke i [låntagers nationale valuta].

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

555

(Hvis relevant) Værdien af Deres lån i [låntagers nationale valuta] kan ændre sig.

(Hvis relevant) Såfremt værdien af [låntagers nationale valuta] f.eks. falder med 20 % i forhold til [lånets

valuta], vil værdien af Deres lån blive forøget til [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. Der kan

imidlertid blive tale om mere, hvis værdien af [låntagers nationale valuta] falder med mere end 20 %.

(Hvis relevant) Den maksimale værdi af Deres lån er [indsæt beløb i låntagers nationale valuta]. (Hvis

relevant) De modtager en advarsel, hvis kreditbeløbet når op på [indsæt beløb i låntagers nationale

valuta]. (Hvis relevant) De får mulighed for at [indsæt ret til at genforhandle lånet i udenlandsk valuta

eller ret til at konvertere lånet til [relevant valuta] og betingelser]

Lånets løbetid: [løbetid]

[Låntype]

[Gældende rentetype]

Samlet beløb, der skal tilbagebetales:

Det betyder, at De skal tilbagebetale [beløb] for hver lånt [valutaenhed].

(Hvis relevant) Denne del af dette er et afdragsfrit lån. De vil stadig skylde [indsæt det afdragsfrie

lånebeløb] ved lånets udløb.

(Hvis relevant) Anslået værdi af ejendommen med henblik på udarbejdelsen af dette informationsblad:

[indsæt beløb]

(Hvis relevant) Maksimalt lånebeløb i forhold til ejendommens værdi [indsæt belåningsprocent] eller

minimumsværdi af ejendommen påkrævet til låntagning af det illustrerede beløb [indsæt beløb]

(Hvis relevant) [Sikkerhedsstillelse]

Rentesats og andre omkostninger

De årlige omkostninger i procent (ÅOP) er de samlede omkostninger ved lånet udtrykt som en årlig

procentsats. ÅOP anføres for at hjælpe Dem med at sammenligne forskellige tilbud.

Den gældende ÅOP for Deres lån er på [ÅOP].

Den omfatter:

Rentesats [i procent eller, hvis relevant, angivelse af en referencesats og kreditgiverens rentespænd i

procent]

[Andre elementer af ÅOP]

Engangsomkostninger

(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet. [Indsæt gebyrets størrelse, hvis det er

kendt, eller grundlaget for beregningen. ]

Periodiske omkostninger

(Hvis relevant) ÅOP beregnes på grundlag af antagelser vedrørende rentesatsen.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

556

(Hvis relevant) Eftersom [en del af] Deres lån er med variabel rente, kan den reelle ÅOP være forskellig

fra denne ÅOP, hvis rentesatsen på Deres lån ændrer sig. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som

beskrevet i del B], kan ÅOP stige til [indsæt ÅOP for at illustrere dette tilfælde].

(Hvis relevant) Bemærk venligst, at denne ÅOP er beregnet ud fra den forudsætning, at rentesatsen i hele

aftalens løbetid forbliver på det niveau, der blev fastsat for den første periode.

(Hvis relevant) Følgende omkostninger kendes ikke af långiver og medregnes derfor ikke i ÅOP: [Om-

kostninger]

(Hvis relevant) De skal betale et gebyr for registrering af lånet.

Vær venligst opmærksom på alle andre afgifter og omkostninger i forbindelse med lånet.

Betalingernes hyppighed og antal

Betalingernes hyppighed [hyppighed]

Antal betalinger: [antal]

6. Ydelsens størrelse

[Beløb] [valuta]

Deres indtægt kan ændre sig. Overvej venligst, om De stadig har råd til at betale Deres [hyppighed]

afdrag, hvis Deres indtægt falder.

(Hvis relevant) Da [dette/en del af dette] er et afdragsfrit lån, skal De træffe særskilte foranstaltninger

til tilbagebetaling af [indsæt det afdragsfrie lånebeløb], som De skylder ved lånets udløb. Husk at tilføje

eventuelle yderligere afdrag, der skal betales ud over den ydelse, der er vist her.

(Hvis relevant) Rentesatsen på [en del af] dette lån kan ændre sig. Dette betyder, at afdragenes størrelse

kan øges eller mindskes. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til [tilfælde som beskrevet i del B], kan Deres

afdrag stige til [indsæt den ydelse, der svarer til dette tilfælde]

(Hvis relevant) Værdien af det beløb, De skal betale i [låntagers nationale valuta] hver [hyppigheden af

ydelsen], kan ændre sig. (Hvis relevant) Deres betalinger kan forøges til [indsæt det maksimale beløb

i låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode] (Hvis relevant) Hvis f.eks. værdien af [låntagers

nationale valuta] falder med 20 % i forhold til [lånevalutaen], vil De skulle betale yderligere [indsæt

beløbet i låntagers nationale valuta] hver [indsæt periode]. Deres betalinger vil kunne stige med mere end

dette.

(Hvis relevant) Den valutakurs, der anvendes til at konvertere Deres tilbagebetaling i [lånevaluta] til

[låntagers nationale valuta], er den kurs, som offentliggøres af [navnet på det institut, der offentliggør

valutakursen] den [dato], eller som beregnes den [dato] under anvendelse af [indsæt navn på referencetal

eller beregningsmetode].

(Hvis relevant) [Detaljer om bundne opsparingsprodukter, lån til udskudt rente]

(Hvis relevant) Illustrativ amortiseringstabel

Denne tabel viser det beløb, der skal betales hver [hyppighed].

Ydelserne (kolonne [relevant nr.]) er summen af den rente, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), hvis

relevant, den kapital, der skal betales (kolonne [relevant nr.]), og i givet fald andre omkostninger (kolonne

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

557

[relevant nr.]). (Hvis relevant) Omkostningerne i den anden kolonne med omkostninger vedrører [liste

over omkostninger]. Restgæld (kolonne [relevant nr.]) er det resterende lånebeløb efter hver ydelse.

[Tabel]

8. Yderligere forpligtelser

Låntager skal opfylde følgende forpligtelser for at kunne drage fordel af de lånebetingelser, der er anført i

dette dokument.

[Forpligtelser]

(Hvis relevant) Bemærk venligst, at lånebetingelserne som beskrevet i dette dokument (inklusive rentesat-

sen) kan ændre sig, hvis disse forpligtelser ikke er opfyldt.

(Hvis relevant) Vær venligst opmærksom på de eventuelle konsekvenser ved på et sent tidspunkt at

opsige accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med lånet:

[Konsekvenser]

Førtidig indfrielse

De har mulighed for at indfri lånet helt eller delvis før tiden.

(Hvis relevant) [Betingelser]

(Hvis relevant) Gebyr ved førtidig indfrielse: [indsæt beløb eller, hvis dette ikke er muligt, beregningsme-

tode]

(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at indfri dette lån før tiden, bedes De kontakte os for at få

oplysning om det nøjagtige kompensationsgebyr for førtidig indfrielse.

10.

Fleksible funktioner

(Hvis relevant) [Oplysninger om overførsel/subrogation] De har mulighed for at overføre dette lån til en

anden [långiver] [eller] [ejendom]. [Indsæt betingelser]

(Hvis relevant) De har ikke mulighed for at overføre dette lån til en anden [långiver] [eller] [ejendom].

(Hvis relevant) Yderligere funktioner: [indsæt forklaring på de yderligere funktioner opstillet i del B og,

valgfrit, eventuelle andre funktioner, som långiveren tilbyder som del af kreditaftalen, og som ikke er

omhandlet i de foregående afsnit].

11.

Låntagers øvrige rettigheder

(Hvis relevant) De har [betænkningstidens varighed] efter [tidspunktet for betænkningsperiodens begyn-

delse] til at overveje, før De forpligter Dem til at optage dette lån. (Hvis relevant) Når De har modtaget

kreditaftalen fra långiver, kan De ikke acceptere den inden udløbet af [betænkningstidens varighed].

(Hvis relevant) I en periode på [fortrydelsesrettens varighed] efter [det tidspunkt, hvorfra fortrydelsesfri-

sten løber] kan låntager benytte sig af sin ret til at annullere aftalen. [Betingelser] [Indsæt procedure]

(Hvis relevant) De kan miste Deres ret til at annullere aftalen, hvis De i den pågældende periode køber

eller sælger en ejendom, der er knyttet til denne kreditaftale.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

558

(Hvis relevant) Hvis De beslutter Dem for at udøve Deres fortrydelsesret [i forbindelse med kreditafta-

len], bedes De venligst kontrollere, om De fortsat vil være bundet af Deres øvrige forpligtelser vedrøren-

de lånet [herunder de accessoriske tjenester i forbindelse med lånet] [som omhandlet i afsnit 8].

12. Klager

Hvis De ønsker at klage bedes De kontakte [indsæt internt kontaktpunkt og sted for information om

proceduren].

(Hvis relevant) Maksimalt tidsrum til at behandle klagen [periode]

(Hvis relevant) [Hvis De ikke er tilfreds med vores interne afgørelse på Deres klagesag,] kan De også

kontakte: [indsæt navn på eksternt organ til udenretslig klage- og tvistbilæggelse] (Hvis relevant), eller

De kan kontakte Fin-Net for nærmere oplysninger om det tilsvarende organ i Deres eget land.

13.

Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for låntager

[Kategori af manglende overholdelse]

[Økonomiske og/eller retlige konsekvenser]

Hvis De får problemer med at betale de [hyppighed] ydelser, opfordrer vi Dem til at kontakte os så hurtigt

som muligt med henblik på at finde mulige løsninger.

(Hvis relevant) I sidste instans kan De miste Deres hjem, hvis De ikke kan overholde betalingerne.

(Hvis relevant) 14. Yderligere oplysninger

(Hvis relevant) [Angivelse af den lovgivning, der finder anvendelse på kreditaftalen].

(Hvis långiver har til hensigt at anvende et andet sprog end ESIS) Oplysninger og aftalevilkår gives på

[sprog]. Hvis De er indforstået hermed, vil vi kommunikere på [sprog] i kreditaftalens løbetid.

[Indsæt erklæring om retten til afhængigt af situationen at modtage eller få tilbudt et udkast til kreditafta-

le]

15. Tilsynsførende

Tilsynet med långiver foretages af [tilsynsmyndighedens(-myndighedernes) navn(e) og websted(er)].

(Hvis relevant) Tilsynet med denne kreditformidler foretages af [tilsynsmyndighedens navn og websted].

DEL B

Vejledning i udfyldelse af ESIS

Når ESIS udfyldes, skal som minimum følgende vejledning følges. Medlemsstaterne kan dog uddybe

eller yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS.

Afsnittet »Indledende tekst«

1) Gyldighedsdatoen skal fremhæves tydeligt. I dette afsnit forstås ved »gyldighedsdato« det tids-

rum, oplysningerne, f.eks. om debitorrenten, i ESIS forbliver uændret og finder anvendelse, hvis

kreditgiver beslutter at yde lånet inden for denne periode. Hvis fastsættelsen af den gældende

debitorrente og andre omkostninger afhænger af resultatet af salget af underliggende obligationer,

kan den endelige debitorrente og andre omkostninger være forskellige fra de angivne. Under disse

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

559

omstændigheder bør det angives, at gyldighedsdatoen ikke finder anvendelse for debitorrenten og

andre omkostninger, ved tilføjelse af ordene: »med undtagelse af renten og andre omkostninger«.

Afsnit 1. Långiver

1) Kreditgivers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger, som

forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.

2) Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktper-

son/kontaktpunkt.

3) I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF skal der i givet fald angives navn og fysisk adresse

på kreditgivers repræsentant i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, hvis transaktionen

tilbydes som en fjernsalgsaftale. Det er frivilligt at angive telefonnummer, e-mail-adresse og

websted for så vidt angår kreditgivers repræsentant.

4) Når afsnit 2 ikke finder anvendelse, meddeler kreditgiver forbrugeren, om der ydes rådgivningstje-

nester og på hvilket grundlag; formuleringen i del A anvendes.

(Hvis relevant) Afsnit 2.

Kreditformidler

Når det er en kreditformidler, der giver forbrugeren produktoplysningerne, skal der gives følgende

oplysninger:

1) Kreditformidlers navn, telefonnummer og fysiske adresse skal omfatte de kontaktoplysninger, som

forbrugeren kan anvende i forbindelse med fremtidig korrespondance.

2) Det er frivilligt at angive oplysninger om e-mail-adresse, faxnummer, websted og kontaktper-

son/kontaktpunkt.

3) Kreditformidler meddeler forbrugeren, om der ydes rådgivningstjenester og på hvilket grund-

lag; formuleringen i del A anvendes.

4) Der gøres rede for, hvordan kreditformidler aflønnes. Når denne modtager provision fra en kredit-

giver, oplyses beløbet og kreditgivers navn, hvis der er tale om en anden end i afsnit 1.

Afsnit 3. Hovedtrækkene ved lånet

1) I dette afsnit forklares tydeligt kredittens hovedtræk, herunder værdi og valuta og de potentielle

risici, der er forbundet med debitorrenten, bl.a. dem, der er nævnt i punkt 8, samt amortiserings-

strukturen.

2) Når lånevalutaen er en anden end forbrugerens nationale valuta, oplyser kreditgiver, at forbrugeren

vil modtage en advarsel med jævne mellemrum, som et minimum når vekselkursen svinger med

mere end 20 %, i givet fald om retten til at konvertere kreditaftalens valuta eller muligheden

for at genforhandle betingelserne samt om andre ordninger, der er tilgængelige for forbrugeren

til begrænsning af valutakursrisikoen. Hvis kreditaftalen indeholder en bestemmelse om begræns-

ning af valutakursrisici, skal kreditgiver oplyse det maksimumsbeløb, som forbrugeren kan skulle

tilbagebetale. Hvis kreditaftalen ikke indeholder en bestemmelse om begrænsning af forbrugerens

eksponering for valutakursrisici til valutakurssvingninger på mindre end 20 %, skal kreditgiver

fremlægge en illustration af virkningen på lånets værdi af et fald på 20 % i værdien af forbrugerens

nationale valuta i forhold til kreditvalutaen.

3) Lånets varighed udtrykkes i år eller måneder, alt efter hvad der er mest relevant. Hvis lånets

varighed ikke ligger fast i lånets løbetid, redegør kreditgiver for, hvornår og på hvilke betingelser

dette kan være tilfældet. Hvis lånet er tidsubegrænset, f.eks. i forbindelse med et sikret kreditkort,

skal kreditgiver tydeligt angive dette.

4) Kredittypen bør fremgå tydeligt (f.eks. lån med pant i fast ejendom, boliglån, sikret kreditkort

osv.). Beskrivelsen af låntype skal indeholde klare angivelser af, hvordan kapital og rente tilbage-

betales i lånets løbetid (dvs. amortiseringsstrukturen), og hvorvidt kreditaftalen omhandler tilbage-

betaling af kapital eller er afdragsfri, eller en kombination af de to.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

560

5) Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfri, skal der på en fremtrædende plads i slutningen

af dette afsnit indsættes en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.

6) I dette afsnit forklares det, om debitorrenten er fast eller variabel, og i givet fald angives de

perioder, hvor renten er fast; hyppigheden af de efterfølgende ændringer og eksistensen af be-

grænsninger på debitorrentens udsving, såsom renteloft og fastsættelse af minimumsrentesats.

Den formel, der anvendes til at ændre debitorrenten og dens forskellige elementer (f.eks. refe-

rencesats og rentespænd), forklares. Kreditgiver anfører, f.eks. med angivelse af websted, hvor

yderligere oplysninger om de indeks eller satser, som anvendes i formlen, kan findes, f.eks. Euribor

eller centralbankens referencesats.

7) Hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, bør der gives oplys-

ninger om alle de relevante renter.

8) Det »samlede beløb, der skal tilbagebetales«, svarer til det samlede beløb, der skal betales af for-

brugeren. Det angives som summen af kreditbeløbet og de samlede omkostninger for forbrugeren i

forbindelse med lånet. Hvis der ikke er en fast debitorrente i aftalens løbetid, skal det fremhæves,

at dette beløb er illustrativt og især kan variere i forbindelse med variationer i debitorrenten.

9) Hvis der stilles sikkerhed for lånet i form af pant i den faste ejendom eller en anden tilsvarende

sikkerhedsstillelse eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom, henleder kreditgiver

forbrugerens opmærksomhed herpå. Kreditgiver angiver i givet fald den anslåede værdi af den

faste ejendom eller anden sikkerhedsstillelse, der er anvendt til udarbejdelsen af dette informati-

onsblad.

10) Kreditgiver oplyser i givet fald enten

a) »det maksimale lånebeløb i forhold til ejendommens værdi« med angivelse af belåningspro-

centen. Belåningsprocenten ledsages af et eksempel i absolutte tal på det maksimale beløb, der

kan lånes til en given ejendomsværdi eller

b) »den minimumsværdi af ejendommen, som kreditgiver kræver for at udlåne det illustrerede

beløb«.

11) Når kreditter består af flere dele (f.eks. delvis fast rente, delvis variabel rente), skal dette afspejles

i angivelsen af kredittypen, og oplysningerne skal gives for hver del af kreditten.

Afsnit 4. Rentesats og andre omkostninger

1) Henvisningen til »rente« svarer til debitorrenten eller -renterne.

2) Debitorrenten angives i procent. Hvis debitorrenten er variabel og baseret på en referencesats,

kan kreditgiver angive debitorrenten i form af en referencerente og kreditgivers rentespænd i

procent. Kreditgiver bør imidlertid angive værdien af den gældende referencesats på den dag, hvor

ESIS udsendes.

Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne omfatte: a) de antagelser, der er anvendt til be-

regning af de årlige omkostninger i procent, b) i givet fald de gældende rentelofter og minimums-

rentesatser og c) en advarsel om, at udsvinget vil kunne påvirke de faktiske årlige omkostninger i

procent. For at tiltrække forbrugerens opmærksomhed skal advarslen være skrevet med en større

skrifttype og stå på en fremtrædende plads i ESIS�½ hovedtekst. Advarslen ledsages af et illustrativt

eksempel på de årlige omkostninger i procent. Når der er et loft over debitorrenten, skal eksemplet

bygge på, at debitorrenten stiger ved førstkommende lejlighed til det højeste niveau, der er fastsat

i kreditaftalen. Når der ikke er noget loft, skal eksemplet illustrere de årlige omkostninger i

procent med den højeste debitorrente i mindst de sidste 20 år, eller hvis de data, der ligger til

grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end 20 år, den længste periode,

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

561

for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af en ekstern referencesats,

der anvendes til beregning af debitorrenten, når den er til rådighed, eller den højeste værdi af en

referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller EBA, når kreditgiver ikke anvender

en ekstern referencerente. Disse krav gælder ikke for kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat

for en materiel indledende periode på flere år og derefter kan fastsættes for endnu en periode

efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger. For kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat

for en materiel indledende periode på flere år og derefter kan fastsættes for endnu en periode

efter forhandling mellem kreditgiver og forbruger, skal oplysningerne omfatte en advarsel om,

at de årlige omkostninger i procent er beregnet på grundlag af debitorrenten for den indledende

periode. Advarslen ledsages af en yderligere illustration af de årlige omkostninger i procent, der er

beregnet i henhold til artikel 17, stk. 4. Hvis en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast

rente og en del med variabel rente), angives disse oplysninger for hver del af kreditten.

3) I afsnittet om »andre elementer af de årlige omkostninger i procent« anføres alle de andre om-

kostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, herunder engangsomkostninger såsom

administrationsgebyrer og periodiske omkostninger såsom årlige administrationsgebyrer. Kreditgi-

ver anfører hver enkelt omkostning pr. kategori (engangsomkostninger, periodiske omkostninger,

der indgår i ydelserne, og periodiske omkostninger, der ikke indgår i ydelserne) med angivelse af

beløb, modtager af betaling og tidspunkt for betaling. Dette behøver ikke omfatte omkostninger i

forbindelse med brud på kontraktlige forpligtelser. Hvis beløbet ikke kendes, tilvejebringer kredit-

giver om muligt en omtrentlig angivelse af beløbet eller, hvis dette ikke er muligt, en angivelse af,

hvordan beløbet beregnes, og anfører, at beløbet kun er vejledende. Hvis visse omkostninger ikke

indgår i de årlige omkostninger i procent, fordi de ikke kendes af kreditgiver, bør dette fremhæves.

Hvis forbrugeren har underrettet kreditgiver om et eller flere elementer i den kredit, han foretræk-

ker, såsom kreditaftalens løbetid og det samlede kreditbeløb, anvender kreditgiver så vidt muligt

disse elementer; hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden

med forskellige omkostninger eller debitorrenter, og kreditgiver anvender antagelserne i bilag I,

del II, skal det i kreditaftalen anføres, at andre muligheder for at udnytte kreditmuligheden for

denne type kreditaftale kan medføre højere årlige omkostninger i procent. Hvis betingelserne for

udnyttelse af kreditmuligheden anvendes til beregning af de årlige omkostninger i procent, bør

kreditgiver fremhæve omkostningerne i forbindelse med andre muligheder for at udnytte kredit-

muligheden, som ikke nødvendigvis er dem, der anvendes til beregning af de årlige omkostninger

i procent.

4) Når der skal betales et gebyr for registrering af pantet eller en tilsvarende sikkerhedsstillelse,

anføres det i dette afsnit med angivelse af beløbet, hvis det er kendt, eller, hvis dette ikke er

muligt, grundlaget for beregning af beløbet. Når gebyrerne er kendt og indregnet i de årlige

omkostninger i procent, skal gebyrets eksistens og beløbet anføres under »Engangsudgifter«. Når

kreditgiver ikke kender gebyrerne, og de derfor ikke er indregnet i de årlige udgifter i procent,

skal eksistensen af gebyret klart nævnes på listen over omkostninger, som kreditgiver ikke ken-

der. I begge tilfælde skal den standardiserede formulering i del A anvendes under en passende

benævnelse.

Afsnit 5. Betalingernes hyppighed og antal

1) Hvis der skal foretages regelmæssige betalinger, angives betalingernes hyppighed (f.eks. måned-

ligt). Hvis betalingerne skal foretages uregelmæssigt, forklares dette udtrykkeligt for forbrugeren.

2) Det anførte antal betalinger skal omfatte hele lånets løbetid.

Afsnit 6. Ydelsernes størrelse

1) Kredittens og ydelsernes valuta skal fremgå tydeligt.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

562

2) Hvis ydelserne kan variere i lånets løbetid, præciserer kreditgiver den periode, i hvilken den

oprindelige ydelse forbliver uændret, og hvornår og hvor hyppigt den derefter ændrer sig.

3) Når hele kreditten eller en del af den er afdragsfrit, indsættes der på en fremtrædende plads i

slutningen af dette afsnit en erklæring herom; formuleringen i del A anvendes.

Hvis der er et krav om, at forbrugeren skal optage en bunden opsparing som en betingelse for,

at der ydes en afdragsfri kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, skal angives

beløbene og hyppigheden af indbetalinger for dette produkt.

Når debitorrenten er variabel, skal oplysningerne også omfatte en erklæring herom i formuleringen

i del A og en illustration af en maksimumsydelse. Når der er et loft, skal illustrationen vise

ydelserne, hvis debitorrenten stiger til loftet. Når der ikke er et loft, skal det værst tænkelige

scenarie illustrere ydelserne med den højeste debitorrente i de sidste 20 år, eller hvis de data,

der ligger til grund for beregningen af debitorrenten, er til rådighed for mindre end 20 år, den

længste periode, for hvilken disse data er til rådighed, baseret på den højeste værdi af en ekstern

referencerente, der er anvendt til beregningen af debitorrenten, hvis det er relevant, eller den

højeste værdi af en referencerente, der er fastsat af en kompetent myndighed eller EBA, når

kreditgiver ikke anvender en ekstern referencerente. Kravet om, at der skal gives et illustrativt

eksempel, gælder ikke for kreditaftaler, hvori debitorrenten er fastsat for en materiel indledende

periode på flere år og derefter kan fastsættes for endnu en periode efter forhandling mellem

kreditgiver og forbruger. Hvis en kredit består af flere dele (f.eks. en del med fast rente og en del

med variabel rente), angives disse oplysninger for hver del af kreditten og i alt.

(Hvis relevant) Hvis lånevalutaen er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, eller hvis lånet er

indekseret i en valuta, som er forskellig fra forbrugerens nationale valuta, angiver kreditgiver et

taleksempel, hvoraf det klart fremgår, hvordan ændringer i den relevante valutakurs kan påvirke

ydelserne; formuleringen i del A anvendes. Dette eksempel baseres på en 20 % reduktion af vær-

dien af forbrugerens nationale valuta og en erklæring på en fremtrædende plads om, at ydelserne

vil kunne stige med mere end beløbet i dette eksempel. Når der er et loft, som begrænser den

stigning til mindre end 20 %, angives maksimumsværdien af betalingerne i forbrugerens valuta i

stedet, og erklæringen om mulige yderligere stigninger udelades.

Når kreditten helt eller delvis er en kredit med variabel rente, og punkt 3 finder anvendelse, skal

illustrationen i punkt 5 gives på grundlag af den ydelse, der er omhandlet i punkt 1.

Hvis den valuta, der anvendes til betaling af ydelserne, er forskellig fra lånevalutaen, eller hvis

hver ydelses størrelse udtrykt i forbrugerens nationale valuta afhænger af det tilsvarende beløb i en

anden valuta, angives i dette afsnit datoen for beregningen af den gældende kurs og enten kursen

eller grundlaget for beregningen heraf og justeringshyppigheden. Disse oplysninger skal i givet

fald indeholde navnet på det institut, der offentliggør valutakursen.

Når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke betales fuldt ud i ydelserne

og lægges til den samlede restgæld, skal der gøres rede for, hvordan og hvornår de udskudte renter

lægges til kreditten som et pengebeløb, og hvad virkningen heraf er for forbrugeren i forhold til

den resterende gæld.

Afsnit 7. Illustrativ amortiseringstabel

1) Dette afsnit medtages, når kreditten er en kredit med udskudt rentebetaling, hvor renten ikke

betales fuldt ud i ydelserne og lægges til den samlede restgæld, eller hvor der er en fast debi-

torrente i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne kan træffe afgørelse om, at den illustrative

amortiseringstabel er obligatorisk i andre tilfælde.

Når forbrugeren har ret til at modtage en revideret amortiseringstabel, angives dette sammen med

betingelserne for denne ret.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

563

Medlemsstaterne kan kræve, at kreditgiver, hvis debitorrenten kan variere i kredittens løbetid,

anfører den periode, i løbet af hvilken den oprindelige debitorrente forbliver uændret.

3) Den tabel, der skal medtages i dette afsnit, skal indeholde følgende kolonner: »tidsplan for

tilbagebetaling« (f.eks. måned 1, måned 2, måned 3), »ydelse«, »rente, der betales pr. ydelse«,

»andre omkostninger, der indgår i ydelsen« (hvis relevant), »kapital, der tilbagebetales pr. ydelse«

og »restgæld efter hver ydelse«.

4) I det første tilbagebetalingsår anføres der oplysninger for hver ydelse, og der anføres en subtotal

for hver kolonne ved udgangen af det første år. For de følgende år kan oplysningerne gives på

årsbasis. I slutningen af tabellen anføres der en række med en samlet total, der indeholder de

samlede beløb for hver kolonne. Den samlede kreditomkostning, som forbrugeren skal betale,

(dvs. det samlede beløb fra kolonnen »ydelse«) fremhæves tydeligt og angives som sådan.

5) Hvis debitorrenten ikke er fast, og ydelsen efter hver ændring er ukendt, kan kreditgiver i

amortiseringstabellen angive den samme ydelse i hele lånets løbetid. I et sådant tilfælde skal

kreditgiver henlede forbrugerens opmærksomhed på dette forhold ved visuelt at gøre forskel på

de kendte beløb og de hypotetiske beløb (f.eks. ved at anvende en anden skrifttype, rammer eller

skygge). Derudover skal en tydelig og læsbar tekst forklare, for hvilke perioder beløbene i tabellen

kan variere og hvorfor.

Afsnit 8. Yderligere forpligtelser

1) Kreditgiver skal i dette afsnit henvise til forpligtelser såsom forpligtelsen til at forsikre den faste

ejendom, tegne livsforsikring, indbetale løn til en konto hos kreditgiver eller købe enhver anden

vare eller tjenesteydelse. Kreditgiver skal for den enkelte forpligtelse præcisere, over for hvem og

hvornår forpligtelsen skal opfyldes.

2) Kreditgiver angiver forpligtelsens varighed, f.eks. indtil kreditaftalen udløber. Kreditgiver skal

opføre hver enkelt omkostning, som forbrugeren skal betale, og som ikke er indregnet i de årlige

omkostninger i procent.

3) Kreditgiver angiver, om det er obligatorisk for forbrugeren at have accessoriske tjenesteydelser for

at opnå lånet på de opstillede betingelser, og i givet fald om forbrugeren er forpligtet til at købe

disse fra kreditgivers foretrukne udbyder, eller om de kan købes af en udbyder efter forbrugerens

eget valg. Hvis en sådan mulighed er betinget af, at de accessoriske tjenesteydelser opfylder visse

minimumskrav, bør sådanne krav beskrives i dette afsnit.

Når kreditaftalen indgår i en pakke med andre produkter, angiver kreditgiver disse produkters

særlige kendetegn og anfører tydeligt, om forbrugeren har ret til at opsige kreditaftalen eller

produkterne i pakken særskilt, betingelserne for og følgerne heraf og i givet fald de mulige konse-

kvenser ved at opsige de accessoriske tjenesteydelser, der kræves i forbindelse med kreditaftalen.

Afsnit 9. Førtidig indfrielse

1) Kreditgiver anfører, på hvilke betingelser forbrugeren kan indfri kreditten før tid, enten helt eller

delvis.

2) I afsnittet om gebyrer for førtidig indfrielse henleder kreditgiver forbrugerens opmærksomhed

på et eventuelt gebyr for førtidig indfrielse eller andre omkostninger i forbindelse hermed for

at kompensere kreditgiver og angiver om muligt beløbet. Hvis kompensationen for førtidig ind-

frielse afhænger af forskellige faktorer, f.eks. det tilbagebetalte beløb eller den gældende rente

på tidspunktet for den førtidige indfrielse, oplyser kreditgiver, hvordan kompensationen vil blive

beregnet, og angiver maksimumsgebyret, eller, hvis dette ikke er muligt, et illustrativt eksempel

for at vise forbrugeren, hvor stor kompensationen for førtidig indfrielse kan være i forskellige

situationer.

Afsnit 10.

Fleksible funktioner

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

564

1) Kreditgiver forklarer i givet fald muligheden og betingelserne for overførsel af kreditten til en

anden kreditgiver eller fast ejendom.

2) (Hvis relevant) Yderligere funktioner: Hvis dette produkt indeholder en eller flere af de funktioner,

der er anført i punkt 5 nedenfor, skal dette afsnit indeholde en oversigt over disse funktioner og

give en kort forklaring af følgende: under hvilke omstændigheder forbrugeren kan gøre brug af

funktionen; eventuelle betingelser knyttet til funktionen; hvorvidt det, at funktionen indgår i en

kredit med sikkerhed i pant eller tilsvarende sikkerhed, indebærer, at forbrugeren mister nogen

lovgivningsmæssig eller anden form for beskyttelse, der normalt er forbundet med funktionen; og

hvilken virksomhed, der leverer funktionen (hvis ikke kreditgiver).

3) Hvis funktionen indeholder yderligere kredit, skal dette afsnit indeholde en forklaring til forbruge-

ren af følgende: det samlede kreditbeløb (herunder den kredit, der er sikret ved pant eller tilsva-

rende sikkerhed); hvorvidt den yderligere kredit er sikret eller ej; de relevante debitorrenter; og

hvorvidt disse er reguleret eller ej. Et sådant yderligere kreditbeløb skal enten medtages i den

oprindelige vurdering af kreditværdigheden eller, hvis den ikke medtages, skal det fremgå klart af

dette afsnit, at adgangen til det yderligere beløb afhænger af en ny vurdering af forbrugerens evne

til at tilbagebetale lånet.

4) Hvis funktionen omfatter en opsparingsordning, skal den relevante rentesats forklares.

5) Mulige yderlige funktioner omfatter: overbetalinger/underbetalinger [betaling af mere eller mindre

end den ydelse, der normalt skal betales ifølge amortiseringsstrukturen]; afdragsfrie perioder

[perioder, hvor forbrugeren ikke skal foretage betalinger]; tilbagelån [muligheden for, at forbruge-

ren atter kan låne midler, der allerede er udnyttet og tilbagebetalt]; yderligere optagelse af lån

uden yderligere godkendelse; yderligere sikret eller ikkesikret lånoptagelse [i henhold til punkt 3

ovenfor]; kreditkort; tilknyttet løbende konto og tilknyttet opsparingskonto.

6) Kreditgiver kan inkludere andre funktioner, som vedkommende udbyder som dele af kreditaftalen,

der ikke er omhandlet i de foregående afsnit.

Afsnit 11. Låntagers øvrige rettigheder

1) Kreditgiver gør rede for rettigheden (rettighederne), f.eks. fortrydelsesret eller ret til betænknings-

tid og i givet fald andre rettigheder såsom ret til overførsel (herunder subrogation) præciserer,

hvilke rettigheder der findes, og anfører betingelserne for denne eller disse rettigheder, den proce-

dure, som forbrugeren skal følge for at udøve denne eller disse rettigheder, bl.a. den adresse,

hvortil meddelelsen om fortrydelse skal sendes, og i givet fald de tilsvarende gebyrer.

2) Når der gælder betænkningstid eller fortrydelsesret for forbrugeren, skal dette klart angives.

3) I henhold til artikel 3 i direktiv 2002/65/EF underrettes forbrugeren om, hvorvidt der findes en

fortrydelsesret, hvis transaktionen tilbydes som en fjernsalgsaftale.

Afsnit 12. Klager

1) I dette afsnit angives det interne kontaktpunkt [navnet på den relevante afdeling] og kontaktoplys-

ninger med henblik på klage [fysisk adresse] eller [telefonnummer] eller [kontaktperson:] [kontakt-

oplysninger] og et link til klageproceduren eller den relevante side på et websted eller en lignende

informationskilde.

2) Der angives navnet på det relevante eksterne organ for udenretslige klager og tvistbilæggelse, og

når anvendelse af den internationale klageprocedure er en betingelse for adgang til dette organ,

angives dette i formuleringen i del A.

3) For kreditaftaler med en forbruger, der har bopæl i en anden medlemsstat, henviser kreditgiver til

Fin-Net (http://ec.europa.eu/internal_market/fin-net/).

Afsnit 13.

låntager

Manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med lånet: konsekvenser for

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

565

1) Hvis manglende overholdelse af forbrugerens forpligtelser i forbindelse med lånet kan have fi-

nansielle eller juridiske konsekvenser for forbrugeren, skal kreditgiver i dette afsnit beskrive de

vigtigste tilfælde (f.eks. for sen betaling/misligholdelse, manglende overholdelse af forpligtelserne

i afsnit 8 Yderligere forpligtelser) og angive, hvor der kan fås yderligere oplysninger.

2) For hvert enkelt af disse tilfælde beskriver kreditgiver på en klar og forståelig måde de sanktioner

eller konsekvenser, det kan medføre. Henvisning til alvorlige konsekvenser fremhæves.

3) Når den faste ejendom, der anvendes til sikkerhedsstillelse for kreditten, kan tilbagegives eller

overdrages til kreditgiver, hvis forbrugeren ikke opfylder betingelserne, skal dette afsnit indeholde

en angivelse heraf i formuleringen i del A.

Afsnit 14. Yderligere information

1) I tilfælde af fjernsalg vil dette afsnit omfatte en bestemmelse om, hvilken lovgivning der skal

anvendes på kreditaftalen, eller hvilken domstol der er kompetent.

2) Hvis kreditgiver har til hensigt at kommunikere med forbrugeren i løbet af aftaleperioden på

et andet sprog end det, ESIS er affattet på, skal denne hensigt og kommunikationssproget frem-

gå. Denne artikel berører ikke artikel 3, stk. 1, nr. 3), litra g), i direktiv 2002/65/EF.

3) Kreditgiver eller kreditformidler angiver, at forbrugeren har ret til at få eller blive tilbudt en kopi

af udkastet til kreditaftale, senest når der er givet et tilbud, der er bindende for kreditgiver.

Afsnit 15. Tilsynsførende

1) Den eller de relevante myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med fasen forud for aftaleindgå-

else i forbindelse med lån, anføres.

BILAG III

MINIMUMSKRAV TIL VIDEN OG KOMPETENCER

1. Minimumskravene til den viden og de kompetencer, som kreditgiveres, kreditformidleres og udpe-

gede repræsentanters personale (artikel 9) og de personer, der deltager i ledelsen hos kreditformid-

lere og udpegede repræsentanter (artikel 29, stk. 2, litra c), og artikel 31, stk. 2), skal have, skal

mindst omfatte:

a) passende kendskab til kreditprodukter i henhold til artikel 3 og de accessoriske tjenesteydelser,

som typisk tilbydes sammen med dem

b) hensigtsmæssig viden om lovgivningen vedrørende kreditaftaler for forbrugere, navnlig om

forbrugerbeskyttelse

c) passende kendskab til og forståelse af processen i forbindelse med køb af fast ejendom

d) passende kendskab til vurdering af sikkerhed

e) passende kendskab til ejendomsregistrenes organisering og funktion

f) passende kendskab til markedet i den relevante medlemsstat

g) passende kendskab til standarder for forretningsmoral

h) passende kendskab til processen i forbindelse med vurdering af forbrugernes kreditværdighed

eller i givet fald kompetence til denne vurdering

i) passende niveau for finansielle og økonomiske kompetencer.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

566

2. Når medlemsstaterne fastsætter minimumskravene til viden og kompetencer, kan de sondre mellem

niveauerne for og typerne af de krav, som kreditgiveres, kreditformidleres eller udpegede repræ-

sentanters personale og ledelsen hos kreditformidlere eller udpegede repræsentanter skal have.

3. Medlemsstaterne fastsætter et passende niveau for viden og kompetencer på grundlag af:

a) erhvervsmæssige kvalifikationer, f.eks. eksamensbeviser, titler, erhvervsuddannelse, kompeten-

cetest eller

b) erhvervserfaring, der kan defineres som mindst et vist antal års beskæftigelse på områder med

tilknytning til etablering, distribution eller formidling af kreditprodukter.

Efter den 21. marts 2019 må fastsættelsen af det passende niveau for viden og kompetencer ikke

baseres alene på de i første afsnit, litra b), anførte metoder.

L 118 - 2021-22 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

567

10)

11)

12)

13)

14)

15)

16)

17)

18)

19)

20)

EUT C 240 af 18.8.2011, s. 3.

EUT C 318 af 29.10.2011, s. 133.

Europa-Parlamentets holdning af 10.12.2013 (endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende) og Rådets afgørelse af 28.1.2014.

EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66.

EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16.

EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338.

EFT L 9 af 15.1.2003, s. 3.

EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1.

EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.

EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22.

EFT L 69 af 10.3.2001, s. 25.

EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.

EUT L 296 af 15.11.2011, s. 35.

EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.

EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.

EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.

EUT C 377 af 23.12.2011, s. 5.

EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.

EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19.