Tak for det. Jeg skal sige, at det her er en tale, jeg holder på vegne af Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.
Overordnet ser vi positivt på lovforslaget. Det indeholder ni justeringer af den finansielle regulering, som har sit udspring i EU-regler, som grundlæggende har til formål at styrke den finansielle regulering. Det er meget teknisk, og jeg vil forskåne tilhørerne for, at jeg redegør for det i detaljer, men vi er grundlæggende positive over for det.
Samfundet bevæger sig i en mere digital retning, og vi er i Danmark eksperter i den digitale omstilling. Derfor er det også ganske naturligt, at der med lovforslaget lempes på kontantreglerne. Venstre har tidligere kæmpet for, at netop kontantforpligtigelsen mellem erhvervsdrivende lempes. Det blev derfor en del af sidste års aftale om styrkede krav til revision netop på baggrund af Venstres ønske om at sikre, at der kom lempelser af de administrative byrder. Det sker nu med lovforslaget, hvilket er positivt.
Ligeledes sikres det med lovforslaget, at eksempelvis festivaler ikke skal søge dispensation fra kontantreglerne år efter år og røveriudsatte områder kan undlade at have kontanter i et par timer ekstra om aftenen. Det sikrer færre administrative omkostninger og skaber tryggere vilkår i detailhandelen, men også for festivaler, da det mindsker risikoen for røveri og lignende. Selvfølgelig skal vi i udvalgsarbejdet sikre, at snittet ligger helt rigtigt, så mennesker, der af den ene eller anden legitime årsag ynder at bruge kontanter, også kan gøre det der, hvor det giver mening.
Der, hvor vi er en smule skeptiske omkring lovforslaget, er den del, der handler om den forretningsmæssige adskillelse mellem livsforsikringsvirksomheden og syge- og ulykkesforsikringsvirksomheden. Det er vigtigt, at vi værner om det danske pensionssystem. Det er på mange måder unikt og er generelt kendetegnet ved en høj grad af stabilitet, tryghed og frihed for den enkelte pensionist. Pensionssystemet er på mange måder en hjørnesten i det danske velfærdssystem. Af samme årsag er jeg helt enig med Finanstilsynet i, at det er vigtigt, at de danske pensionsselskaber drives både forsvarligt og holdbart. Og det er da også min klare opfattelse, at den danske pensionssektor, både samlet set og i forhold til de enkelte pensionsselskaber, er både veldreven, finansielt holdbar og transparent.
På trods af det er vi i Venstre bekymrede for, at lovforslaget i praksis repræsenterer en væsentlig overimplementering af solvens II-direktivet på en række områder. Det er f.eks. vores opfattelse, at der i solvens II-direktivet kun er krav om en særskilt forvaltning af henholdsvis livsforsikring og syge- og ulykkesforsikring, men ikke krav til selve organiseringen af virksomheden. Det med organisering er vigtigt, først og fremmest fordi et udpenslet krav til organisering medfører større administrationsomkostninger for virksomhederne og i sidste ende højere priser for kunderne.
En mere omfattende adskillelse end nødvendigt af livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed vil reelt modarbejde den danske pensionsmodel for pensionsordninger på arbejdsmarkedet med samlede pensionsordninger. Det er derfor nødvendigt at få afklaret, hvad begrebet organisering præcis indebærer, og hvorfor det er nødvendigt at fremsætte et lovforslag, der tilsyneladende går videre, end direktivet kræver. Det er ikke tydeligt for os, at solvens II-direktivet reelt kræver dette. Såfremt der er et udtrykkeligt krav herom i direktivet, er vi naturligvis åbne for at drøfte, hvordan det bedst implementeres.
På trods af flere gode elementer i lovforslaget og den anerkendelsesværdige målsætning om at sikre, at de danske pensionsselskaber drives forsvarligt, er vi i Venstre betænkelige ved, at staten aktivt pålægger veldrevne og succesfulde private virksomheder ekstra omkostninger og byrder. Driften af private virksomheder skal, så vidt det overhovedet er muligt og forsvarligt, styres og bestemmes af den enkelte virksomhed.
Vi ser, at der er gode takter og intentioner med lovforslaget. Og vi ser frem til det videre udvalgsarbejde, hvor vi skal sikre en løsning, der ikke giver pensionsselskaberne unødige byrder og kunderne højere priser.