Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 116:

Forslag til lov om etablering af statsgaranti på en del af ejendomskreditaftalerne i landdistrikterne.

Af erhvervsministeren (Simon Kollerup).

(Fremsættelse 09.02.2022).

Forhandlingen er åbnet, og først skal vi sige velkommen til Socialdemokratiets ordfører. Det er hr. Lennart Damsbo-Andersen. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er en stor dag i dag. Alle os, der beskæftiger os med landdistriktspolitik og kerer os lidt om forholdene for almindelige danskere uden for de store byer, har i årevis vidst, at der var problemer og skævheder i kreditgivningen ved boligkøb. Endelig kan vi nu mødes her i salen for at førstebehandle et konkret forslag til at give statsgaranti til boligkøb i landdistrikterne.

Overordnet er det ret simpelt for boligkøberne. Hvis man er godkendt til at købe en bolig et sted i Danmark og den koster under 8.000 kr. pr. m² eller koster mellem 8.000 eller 10.000 kr. og ligger i et af de postnumre, der fremgår af bilag 1, så har man mulighed for at købe en ejendom og få statsgaranti for den del af kreditgivningen, der ligger mellem 60 og 90 pct. af ejendommens kontantværdi på handelstidspunktet. Og så tænker man nok: Hvad er bilag 1? Det er en lang liste af postnumre ude i landkommunerne i Danmark.

Det er rimelig simpelt at gå til. Der er naturligvis en række underliggende betingelser, såsom at kreditgiver skal være godkendt, at der skal udbetales garantiprovision, og at det er grundlæggende ukompliceret for køberen, set i relation til at et alternativ er, at man overhovedet ikke kan opnå finansiering til realkreditlån.

Jeg har deltaget i utallige borgermøder på udvalgsture med Landdistriktsudvalget, hvor finansiering af boligkøb er fremlagt som et problem på linje med dårlig mobildækning og manglende bredbånd. Vi – og her tager jeg mine gode kolleger i udvalget med – har gentagne gange forsøgt at få Finans Danmark til at anerkende, at der er et problem, men uden held, og det fremgår da også af høringssvarene fra Finans Danmark, at de stadig væk ikke mener, at der er et behov for en statsgaranti, og at der i øvrigt er et problem. I denne sluttede kreds vil jeg gerne bare lige sige, at man skal være umådelig tonedøv, hvis man ikke forstår, at det er et reelt problem, hvis man ønsker, at det skal være muligt at bo og leve i hele landet. Så meget desto mere er jeg umådelig glad for at kunne sige, at Socialdemokratiet støtter lovforslaget, og ser frem til, at det kommer ud at virke.

Mange tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ingen korte bemærkninger. Og så er det Venstres ordfører, vi skal sige velkommen til. Velkommen til fru Heidi Bank.

Tak for det. Venstre ønsker, at danskere har mulighed for at bosætte sig i hele landet, fra Skagen i nord til Gedser i syd, fra Blåvandshuk i øst til Østerkær i vest, i by og på land, på fastland og på øer, også de små. Vi er meget opmærksomme på den urbanisering, der er i gang og har været det længe. Den er måske naturlig. Og vi er også meget opmærksomme på de udfordringer, det skaber, også i forhold til de rigtige løsninger. Hvad er det egentlig for en udfordring, vi står med, for mennesker, der drømmer om at bosætte sig i landdistrikterne?

Man skal som bekendt forstå et problem for at kunne løse det, og vi er meget enige med nationalbankdirektøren i, at statsgarantier bør anvendes med betydelig forsigtighed og reserveres til situationer, hvor det vurderes nødvendigt for at afbøde en markedsfejl. Spørgsmålet er derfor, om lovforslaget om statsgaranteret realkreditlån er den rette løsning. Vi har flere gange spurgt ind til, hvori udfordringen består, så tidligt som tilbage før sommeren 2020, for allerede i dag opnår boliger i de pågældende områder og postnumre at få realkreditbelåning. Gives der afslag, er det oftest, fordi den potentielle købers bonitet, dvs. vedkommendes økonomi, ikke er stærk nok. Det er i øvrigt efter retningslinjer, der er politisk besluttet, og det gælder både i by og på land.

Men modellen, der er lagt frem, gør det dyrere at låne, ikke billigere. Det stiller ikke den enkelte borger eller familie, der vil købe hus i landdistrikterne, bedre, men værre, og selve modellen er kompleks og får en til at tænke på kanoner og gråspurve, og jeg kan måske have en bekymring, i forhold til at ministerens politiske udmelding mere handlede om et forestående kommunalvalg end reelle forbedringer for landdistrikterne. For ordningen er administrativt tung med den proces, de arbejdsgange og den dokumentation, der etableres, og med involvering af flere institutter, også Finansiel Stabilitet. Den er kort sagt dyr i drift med bl.a. de it-systemer, der skal udvikles, og den er ikke kun dyr for låntager, men også for långiver med den provision, der skal betales af begge parter.

Den foreslåede ordning åbner mange flanker og stiller endnu flere spørgsmål – til løsninger, som ikke fremgår af lovforslaget, men som en udvalgsbehandling forhåbentlig vil afklare. Lige nu ser vi ind i en forandring af boligmarkedet. Højere renter giver måske faldende priser. Det vil påvirke handelspriser og værdiansættelse i hele landet. Kommer dette til at påvirke nærværende lovforslag? Det fremgår, at ministeren vil tage branchen med på råd, Finans Danmark og andre relevante aktører, når de tekniske forhold skal udmøntes, så ordningen kommer til at fungere så smidigt som muligt. Kan ministeren konkretisere dette noget mere? Det er efterhånden lang tid siden, ministeren meldte ud, at ministeren ønskede en statsgaranti. Vil ministeren overveje kravet om revisorerklæring? Vil ministeren overveje risikodelingen?

Det er selvfølgelig positivt, at der skal indsamles erfaringer med den nye lovgivning og modellen for statsgaranti på baggrund af dialog med den finansielle sektor, men hvordan og i hvilket tempo vil ministeren indsamle disse erfaringer? Ordningen er jo sat til at køre i 3 år. Er det først efter de 3 år? Og hvad er kriterierne for at nedlægge eller fortsætte ordningen? Vi kan også være bekymrede for, hvad der sker, hvis ordningen lukkes ned og man som låntager vil sælge sit hus, lad os sige 4 år efter køb, men nu uden mulighed for statsgaranti til en ny køber.

Vi ser frem til en konstruktiv udvalgsbehandling, men vil også understrege, at det havde været klædeligt, om ministeren havde rakt bredt ud til Folketingets partier for at finde en fælles løsning. Det er ikke sket. Og her på bagkant vil jeg sige, at hvis vi skal skabe forbedringer i landdistrikterne, skal vi sikre, at mennesker, enlige familier, kan se mulighederne. Vi skal gøre det attraktivt at bo i hele landet. Vi har i regi af Indenrigs- og Boligministeriet siddet i planlovsforhandlinger siden foråret 2021, og det kunne være godt, om landets erhvervsminister engagerede sig i netop at sikre de muligheder for arbejdspladser, for virksomheder, for turisme og for bosætning, der er med til at gøre det attraktivt at bo i hele landet. Det handler om at skabe nogle rammer, der gør, at landdistrikterne kan udvikle sig bæredygtigt.

Det var ordene fra Venstre.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger. Først vil jeg gerne give ordet til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF. Værsgo.

Jeg tror ikke, jeg blev helt klog på, om Venstre støtter det her forslag, som det ligger her. I 7-8 år har Venstre snakket om, at vi skal gøre det attraktivt at bo i landdistrikterne. I 7-8 år, siden jeg fremsatte det første forslag om en løsning, har Venstre ikke leveret nogen som helst bud på, hvordan vi får løst den her udfordring med, at folk ikke får lån i landdistrikterne. Så svar mig bare helt ærligt: Er Venstre for forslaget, som det ligger her, eller har Venstre tænkt sig at stemme nej, hvis de hundrede sytten spørgsmål, som Venstre har, ikke bliver besvaret og imødekommet?

Ordføreren.

Jeg skal nok svare klart på det, men nu starter jeg lige ud med at sige, at det, der undrer mig lidt, er, at ordføreren ikke er mere optaget af, om det her er en ordning, der for alvor vil kunne blive brugt, altså om den bliver for dyr for låntagerne. Det her er faktisk ret dyrt for de familier, der måske i forvejen ikke har den største økonomi. Der er jo en grund til, at den her ordning skal træde i kraft. De familier har måske ikke den største økonomi i forhold til at skulle have den her hjælp, og så lægger man en yderligere omkostning på dem. Så vi har faktisk en bekymring for, at vi gør det dyrere for nogle mennesker, der gerne vil have den her hjælp til at gøre det mere attraktivt at få en bopæl i et landdistrikt, og det synes vi er ærgerligt.

Vi mener ikke, at det her er den rigtige løsning, som det ligger nu. Men vi var jo meget gerne gået ind i en dialog med ministeren, med de øvrige partier i Folketinget, hvor vi fik set på, hvad det så er for nogle tiltag, og noget af det – det får jeg jo faktisk nævnt i min ordførertale – handler jo om at gøre det mere attraktivt at bo i landdistrikterne, altså sikre, at der er udviklingsmuligheder, sikre, at det er nemmere. Altså, noget af det, som det her forslag jo heller ikke går ind i, er jo sådan noget som virksomheder, f.eks. belåning, hvis man skal ud at købe en ejendom til noget erhverv. Det er jo heller ikke en del af det her, så der er masser af spørgsmål, det her ikke dækker. Jeg kan virkelig være bekymret for, hvad det overhovedet kan bidrage med.

Tak. Værsgo, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg tror ikke, det faldt ind under definitionen af et klart svar. Ja eller nej – støtter Venstre det, der ligger her? Jeg mener faktisk, at man lader de familier i stikken, hvis man ikke støtter det her og prøver det af og siger ja til det. I dag er folk tvunget i armene på UdenomBanken med priser på 8, 9, 10 pct. i rente. Det er altså en ganske betydelig andel over det, som man kommer til at lægge med det her lovforslag. Samtidig giver det jo lidt mere tryghed i forhold til mulighederne, end hvis man skulle ud på det marked, som Venstre snakker om her. Jeg tror, at Finans Danmark ville være virkelig tilfredse med Venstres tale her i dag.

Fru Heidi Bank, værsgo.

Vi støtter ikke lovforslaget, som det ligger her, og det er faktisk, fordi vi netop er bekymrede for de her mennesker. Altså, når ordføreren siger, at de bliver tvunget ud i armene på nogen, så er det jo, netop fordi vi politisk har truffet beslutninger her i Folketinget, der skal være med til at sikre, at man ikke kan få en belåning, man ikke har økonomi til. Så det er vel også værd at anerkende, altså at det jo er regler, vi selv har sat op. Det er en regulering, vi selv har lavet.

Tak for det. Jeg tror, at jeg bliver nødt til først at give ordet til hr. Henning Hyllested fra Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil egentlig på baggrund af det svar, som ordføreren kom med til SF's ordfører, spørge, om Venstre overhovedet støtter idéen om at give statsgaranti for ligesom at løsne op for de besværligheder, der har været i forbindelse med at opnå lån i visse dele af landet med bestemte postnumre. Støtter man overhovedet idéen? Jeg kom rigtig meget i tvivl om det på grund af det svar, der blev givet til SF's ordfører.

Ordføreren.

Jeg kommer gerne med svaret igen, men jeg synes egentlig, at jeg svarede ret klart. Nej, vi støtter ikke forslaget, som det ligger her, og det gør vi ikke, fordi vi ikke mener, at det er godt nok. Jeg kunne også vende det om og sige, at her laver man en 3-årig ordning – jeg nævnte det også i min ordførertale – men hvad med de familier, der køber på den her ordning, hvis den ordning ikke er der om 4 år? Skal de være stavnsbundne? Hvad med deres økonomi? Der er da bare en masse spørgsmål. Så når vi vil gøre noget godt, skal det gøres ordentligt, og her er jeg bekymret for, at vi overhovedet ikke gør det ordentligt, hvis vi går den her vej.

Henning Hyllested, værsgo.

Jeg er ikke helt uenig i, at der er problematiske ting i lovforslaget. Det vil jeg da også selv gøre opmærksom på, når jeg engang skal holde min ordførertale. Men essensen i forslaget er jo, at man går over til at give statsgaranti for at give den mulighed for nogle, at de kan bosætte sig i nogle landdistrikter med nogle postnumre, som de ikke har haft mulighed for før. Jeg kan så forstå på svaret, at hele den idé med at give statsgaranti ikke støttes af Venstre. Det lader en stå tilbage med spørgsmålet: Hvad gør man så? Indtil nu har det jo ikke fungeret med de eksisterende låneregler.

Heidi Bank, værsgo.

Jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål. Noget af det, der skal gøres, er netop at sikre udviklingsmuligheder i landdistrikterne ved netop at sikre, at der er en god infrastruktur og jobmuligheder, at der er gode skoler og daginstitutioner – altså alle de ting, der gør, at det bliver attraktivt at bo i de her områder. Det kræver selvfølgelig også, at vi er bevidste om, at der er nogle områder, hvor det vil være mere attraktivt, og andre områder, hvor det vil være mindre attraktivt. Det er heller ikke alle steder, vi nødvendigvis skal holde hånden under. Men jeg ønsker ikke at sætte familiers privatøkonomi på spil, ved at der er en ordning, der ikke er ordentligt gennemtænkt. Det er det, jeg tror der kan ske, hvis man f.eks. står og skal sælge efter 4½ år og den her ordning ikke kører videre.

Så vil jeg gerne give ordet til Socialdemokratiets ordfører. Værsgo til hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Tak for det. Ordførertalen lød rigtig godt i starten, men så synes jeg da godt nok, at det skiftede noget karakter. Jeg vil egentlig godt spørge ordføreren, om ordføreren har talt med sine gode kolleger i partiet, nemlig hr. Peter Juel-Jensen og hr. Hans Christian Schmidt. For jeg har i 10 år lyttet til, at vi har talt om, at der skal gøres noget ved det her. Og de har været frontløbere i forhold til det her. Jeg forstår simpelt hen ikke, at Venstre har valgt en anden ordfører. Det er måske betimeligt eller lidt nemmere, hvis man har tænkt sig at stille sig op og sige: Jamen vi gider ikke at være med til det her alligevel.

Det er rigtig, rigtig mange mennesker derude, det her handler om. Det handler ikke om, at de ikke har økonomien i orden. Det handler om, at de bare ikke kan få lov til at låne til det hus, de gerne vil bo i. Vi har hørt masser af eksempler på, at folk får at vide, at de ikke kan låne til det der hus, men de kan låne tre gange så meget til det der hus, bare det ligger i et andet postnummer. Det er den virkelighed, der er. Alternativet er, at man ikke får lov til at låne overhovedet, eller at man skal ud at låne hos dem, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt taler om, nemlig nogle pantebrevshajer, eller at man skal have banklån, som koster det hvide ud af øjnene. Det er det, der er alternativet. Der er jo ingen af dem her, der får lov til at få et lån, hvis ikke de er godkendt på forhånd.

Tak. Ordføreren.

Nu er det sådan, at vi jo har forsøgt at få en større viden om, hvad det er for nogle problemstillinger, der ligger bag, at man får afslag. Det er blevet pure afvist af Socialdemokratiets minister på området, altså at vi kunne få den her indsigt. Det er jo noget, vi har spurgt om igen og igen – det har vi i øvrigt gjort sammen med SF – på det her område. Så det havde været rart. For hvis vi ikke kender problemet i tilstrækkeligt omfang, så kan vi heller ikke give de rigtige løsninger, og udfordringen her er jo, at man forsøger at give en løsning, men den løsning er ikke tænkt langt nok frem. Jeg spørger bare igen: Hvad med de mennesker, som får brugt den her ordning? Hvor står de så om måske 4 år, når den ordning er væk? Hvad er de så efterladt med, hvis de har fået købt til en for høj pris og de ikke kan sælge videre? Altså, det synes jeg da er et ret stort ansvar at tage på sine skuldre for Socialdemokratiet, altså at man er villig til at skabe den usikkerhed om folks økonomi. For det her rammer ind i priserne.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen. Værsgo.

Jeg er nu helt sikker på, at de spørgsmål, som ordføreren med rette har stillet, er besvaret. Som jeg har læst både høringssvarene og de kommentarer, der er fra ministeriet i forhold til dem, så er der svar på de her spørgsmål. Men det er jo fint at få stillet spørgsmålene en gang til, hvis det så kan overbevise Venstre om, at det er en god idé at støtte lovforslaget.

Jeg siger jo bare, at det her er alle tiders chance for, at vi får taget hul på, at mennesker får lov til at få realkreditlån over hele Danmark, for sådan er det ikke i dag. Jeg vil bare lige spørge ordføreren om noget. Når nu der så kommer de rigtige svar, og når der kommer ro på alle de bekymringer, som ordføreren har, vil Venstre så stemme for det her forslag?

Heidi Bank. Værsgo.

Jamen jeg tænker egentlig, at jeg vil benytte lejligheden til at spørge ministeren, hvad man gør om 4 år. Han kommer jo også op på talerstolen. For det svar, som ordføreren siger ligger der, mener jeg ikke ligger der og giver et tilstrækkeligt svar på, hvad de mennesker skal gøre, og hvordan det rammer deres økonomi. Men det er jo bare ét spørgsmål og én bekymring ud af flere, jeg har nævnt. Så ja, vi vil i Venstre rigtig gerne sikre, at man kan få realkreditbelåning i hele landet, og at der er lige vilkår, uanset om man bor på det yderste, yderste område i Danmark, eller om man bor midt inde i storbyerne. Men det skal jo gøres på en måde, hvor det ikke bare er lette lappeløsninger, men hvor det er ordentligt i forhold til de mennesker, som har deres økonomi på spil.

Tak til Venstres ordfører, fru Heidi Bank. Der er ikke flere korte bemærkninger. Herefter er det SF's ordfører – der er en ny rækkefølge fra i dag. Værsgo til fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Fem gange siden 2014 har SF fremsat forslag om at sikre lån i landdistrikterne. Fem gange har SF sagt, at hvis ikke der er tryghed omkring lån, lukker og slukker vi dele af landdistrikterne. Hvis ikke man kan komme til at bo der, går alt jo i stå. Fem gange har vi sagt, at trygheden, i forhold til hvorvidt man kan omsætte sit hus i landdistrikterne, købe eller sælge det, ikke kommer af sig selv, og at staten er nødt til at være en del af løsningen.

Det er jo i øvrigt et princip, som vi har kendt fra Markedsmodningsfonden og fra Vækstfonden, som med statslige midler har hjulpet mange danske virksomheder. Vi har foreslået alt fra et statsligt til et særligt realkreditinstitut med indskudsgarantier fra staten. Nu her, fem forslag og 7-8 år senere, kommer der endelig en løsning, som forhåbentlig kan holde hånden under bolighandlerne i de dele af Danmark, som er udfordrede. Det er vi selvfølgelig virkelig glade for, selv om det i de fleste af årene holdt hårdt med at blive enige om, hvordan vi skulle løse det. Hvis lovforslaget vedtages, kommer der rent faktisk statsgaranterede lån, hvis kvadratmeterprisen enten er på 8.000 kr. eller mellem 8.000-10.000 kr. i en række nærmere definerede postnumre. Og der skal selvfølgelig kun gives lån til ordentlige folk, der har pengesagerne i orden og ordentlige huse, ikke faldefærdige rønner.

Jeg har noteret mig, at både Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd generelt er glade for, at vi endelig har påtaget os at løse udfordringen. Mindre glade er de jo så i Finans Danmark, som grundlæggende mener, at der ikke er brug for ordningen, fordi de fleste alligevel falder på, at de ikke er kreditværdige og altså ikke har økonomien i orden. Jeg synes bare, at vi gentagne gange hører, at folk får nej til et hus på Lolland, men kan låne det tredobbelte, hvis de er villige til at flytte til Nordsjælland.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg selvfølgelig håber på, at ordningen kommer til at virke, og at Finans Danmarks medlemmer vælger at spille med for landdistrikternes skyld. For mig handler det om, at man skal kunne bo og leve i alle dele af Danmark, og at alle har adgang til gode, retfærdige lån. Jeg synes i høj grad, det er en ulighedsdagsorden at sikre lånemuligheder i alle dele af Danmark. Det er simpelt hen ikke rimeligt, at nogle skal ty til meget dyre banklån eller pantebreve eller simpelt hen må undvære muligheden for at kunne købe eller sælge. Og konsekvenserne er jo til at tage og føle på. Hvis man bliver skilt, bliver arbejdsløs, får nyt job eller bare er gammel og har brug for at flytte, ja, så er man på spanden, sådan som situationen er i dag. Og hvis vi ikke gør noget, kan vi være sikre på, at marginaliserede områder bliver endnu mere marginaliserede i morgen. Hvis ikke man kan få lov til at købe et hus i et område, som i forvejen er trængt, og hvor boligpriserne falder, så er der ikke nogen, der flytter dertil – så falder boligpriserne endnu mere, og så har vi skabt en virkelig ond cirkel. Så lukker købmanden, så lukker skolen, og så er det nedrivningspuljen næste gang.

Vi har i SF en stærk ambition om, at Danmark skal hænge sammen, og derfor er der brug for, at vi får løst problematikken. Modellen her er et af de bedste bud, jeg har set – eller rettere sagt, det er vel nok det første bud ud over det, som SF har foreslået – og jeg skal derfor melde, at forslaget har SF's opbakning. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning, og det er fra Venstres ordfører. Værsgo, fru Heidi Bank.

Tak for det. Anerkender SF's ordfører ikke, at det her er en ordning, der er dyr for de familier, der skal optage de her lån? Ud over at man skal betale af på et lån, ligesom alle andre skal det, ud over at der kommer til at være en bidragssats, kommer der også til at være en garantiprovision, der skal betales. Det her er en dyr ordning, og det er det ikke kun for dem, der giver lånene – de kan jo stadig væk vælge at lade være med give lånene; det er jo stadig væk frivilligt for dem, for det er jo ikke sådan, at de bliver tvunget til det. Så anerkender ordføreren for SF slet ikke, at den her ordning er dyr for de familier, der skal betale det her? Og det er altså ikke 1 eller 2 måneder – det er 30 år for de flestes vedkommende.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at den her ordning er en lille smule dyrere, men den er jo voldsomt meget billigere end det, som man skal betale, hvis man låner hos UdenomBanken, eller hvis alternativet er, at man slet ikke får et lån. Det her er jo beregnet på de steder, hvor man ikke kan få et lån på almindelige vilkår. Og jeg ved ikke, om det, jeg hører Venstres ordfører foreslå, er, at vi skal fjerne den 1 pct. ekstra, som fungerer som en eller anden form for garanti eller som en måde, man kan dække eventuelle underskud på. Er det dét, Venstre foreslår? Foreslår Venstre i virkeligheden, at vi skal samarbejde om at gøre ordningen billigere? For så må vi jo kigge på det.

Jeg synes måske også, det er væsentligt, når nu der er en højere risiko, at det så også afspejler den risiko. Sådan er det jo i virkeligheden også i Norge, hvor man har Husbanken. Der er lånene også 1 pct. dyrere, og det er vel egentlig fair nok.

Tak for det. Er der en yderligere bemærkning? Det er der. Værsgo, fru Heidi Bank.

Det var faktisk et rigtig interessant svar fra SF, for det betyder jo, at SF sådan set fuldstændig anerkender, at den ordning, man står og siger er fantastisk, er en ordning, som gør det dyrere for låntagerne. Det synes jeg bare er rart at få på plads.

Jeg vil sige, at det her med, hvordan vi sikrer et sammenhængende Danmark, som det også blev nævnt tidligere, jo er en problematik, der har optaget og stadig optager Venstre, så vi er altid klar til at indgå i en dialog og i drøftelser, men vi har altså ikke været inviteret til noget som helst.

Værsgo til ordføreren.

Jeg kan jo i hvert fald sige, at det er en problematik, som har optaget Venstre i mindst 7-8 år, uden at der kommet så meget som en enkelt løsning ud af det. Nu har vi et forslag til en løsning, og det er godt nok en lille smule dyrere, men det er ikke så dyrt – slet ikke så dyrt – som f.eks UdenomBanken, og det synes jeg altså også man skal tage med, når man kigger på den her model.

Jeg hører simpelt hen ikke nogen alternative forslag fra Venstre. Der er ikke noget andet forslag, som vi kan diskutere. Venstre har ikke fremsat et forslag – det har man ikke gjort i løbet af de 8 år, og det har man ikke gjort nu – så hvad er det, Venstre mener at vi så skal tilbyde de mennesker, der bor i landdistrikterne, hvis ikke det er det her?

Tak for det. Der er en anden kort bemærkning. Værsgo til hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokratiet.

Tak. Jeg vil godt kvittere for ordførerens tale og så egentlig bare spørge, om ikke den måde, som vi har hørt partiet Venstre håndtere den her sag på, rent faktisk undrer ordføreren. Altså, vi har jo i fællesskab i årevis lyttet til gode kolleger i Landdistriktsudvalget, der har lyttet til og også forholdt sig til de problemstillinger, som vi hører om derude i landdistrikterne og ude på øerne. Den melding, som Venstre kommer med i dag, har i hvert fald overrasket mig selv. Overrasker det ikke også ordføreren, at Venstre spiller ud på den her måde?

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Jeg må sige, at jeg er vildt overrasket. Jeg husker bare tilbage til kommunalvalgkampen, da fru Ellen Trane Nørby sørme skulle have fat i erhvervsministeren hurtigst muligt, så han kunne finde en løsning, for det stod jo i forståelsespapiret, at der skulle ske noget. Nu har vi så en løsning; den er så bare ikke god nok. Jeg synes virkelig, at man lader nogle af de mennesker, der bor i landdistrikterne, virkelig meget i stikken ved ikke at sige: Okay, så forsøger vi det her. Vi har jo andre ordninger. Vi har Markedsmodningsfonden og Vækstfonden, som jo også har ydet en form for statslige lån. Så det er jo ikke, fordi modellen er ukendt.

Hvordan kan det være, at vi ikke skal gøre noget for de familier, som rent faktisk bor i landdistrikterne, men kun for virksomhederne? Det har jeg virkelig svært ved at forstå. Jeg synes jo, at det er så vigtigt for sammenhængskraften i Danmark, at vi nu endelig står med et forslag. Det kan godt være, at det ikke er perfekt, men vi kommer til at forsøge med det i 3 år. Lad os nu forsøge med det og se, om det bliver brugt. Jeg tror, at det kan gøre en forskel, men jeg ved det jo dybest set ikke. Jeg synes bare, det er godt, at vi endelig stopper snakken og kommer i gang med at løse problemet.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen, værsgo.

Der er jeg ikke spor uenig. Noget af det, som Venstre også fremfører her, er jo en utryghed, i forhold til om det nu også er det rigtige, altså om det nu drejer sig om de rigtige mennesker, og om beløbene er rigtige og alle de her ting. Men er det ikke sådan – bare for at få det bekræftet for prins Knud her – at de mennesker, som får lov til at få sådan et statsgaranteret lån, faktisk er nogle, der er blevet godkendt til at købe bolig? Altså, man har gennemgået deres økonomi med en tættekam, ligesom man gør ved alle mulige andre realkreditlån, og det er først i det øjeblik, man får lov til at få et statsgaranteret lån.

Værsgo til ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at både reglerne om kreditvurdering og værdiansættelse stadig væk gælder i forhold til det her forslag. Og så må vi jo sige: Ja, det bliver en lille my dyrere at låne pengene på den her måde, men husene er jo også så meget billigere de her steder, så mon ikke det går, hvis først man er sluppet igennem det nåleøje, hvor man er blevet kreditvurderet. Jeg synes i hvert fald ikke, at der er meget retfærdighed til, når man skal ud og låne til 8, 9, 10 pct. på alle mulige andre mærkelige vilkår – det synes jeg faktisk ikke er fair. Det er dybt urimeligt, at det skal være sådan, bare fordi man bor i et landdistrikt.

Tak til SF's ordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så skal vi sige velkommen til Radikale Venstres ordfører, og det er fru Kathrine Olldag. Værsgo til ordføreren.

Tak, formand. Jeg blev faktisk i første omgang rigtig, rigtig glad, da jeg hørte, at der var optræk til, at vi for første gang i historien skulle prøve at gøre noget ved den her problematik. Men da jeg i anden omgang så det konkrete forslag, begyndte det at stritte lidt i pelsen på mig som radikal ordfører og egentlig også på den samlede radikale gruppe. Det der med statsgaranterede lån er jo et greb, man kun skal bruge, når det er absolut nødvendigt.

Vi savner måske også ligesom andre ordførere at se et ordentligt empirisk grundlag for, hvad behovet egentlig er her. Kan vi rent faktisk få fremskaffet noget viden, der er andet end anekdotisk? Jeg vil gerne tilføje noget til anekdoterne ved at sige, at jeg selv personligt har stået i den situation, at jeg ikke kunne låne til et hus, som ligger i et af de her postnumre. Så jeg anerkender hundrede procent, at der er en problematik her. Jeg vil også gerne kreditere regeringen for at komme med et konkret forslag til, hvordan den her problematik kan løses.

Problematikken er jo også opstået, fordi vi har et boligmarked og en boligpolitik, som i årtier har været fastfrosset og er en lille smule – hvad skal man sige – sat bagud af dansen, bl.a. fordi Venstre indførte skattestoppet og indefrøs vurderingerne på boligmarkedet, så vi faktisk har set et boligmarked, der i den grad har trukket Danmark skævt. Jeg vil faktisk mene, at boligpolitikken er det område, der samlet set har trukket Danmark allermest skævt. Dertil kan vi lægge centraliseringen og de store strukturreformer, de unges flytning fra land til by og den store demokratiske omstrukturering, som vi ser. Alle de ting er jo også med til at forhindre en balance i Danmark, men det er boligpolitikken, der primært bærer skylden.

Derfor vil vi i Radikale Venstre faktisk også gerne være med til at kigge på, hvordan vi kan forbedre regeringens forslag til, hvordan vi skal gøre det. Jeg har ikke nogen konkrete forslag med i dag, for jeg anerkender også fuldstændig, at det er kompliceret – ovenikøbet ekstremt kompliceret. Men jeg synes faktisk, at vi i udvalgsarbejdet skal give os i kast med det og gøre os selv den tjeneste at gøre os umage og måske ovenikøbet afholde en høring, få nogle eksperter ind og få nogle gode, grundige tekniske gennemgange. Lad os i stedet for at pege fingre ad hinanden, med hensyn til hvem det var, der ikke fik lavet det i den sidste runde, og hvem der forsøger at løse det nu, prøve at se, om det ikke er nu, altså i den her omgang, at vi rent faktisk får realiseret den her drøm, som vi alle sammen har, om at løse det her problem. Og kunne man ikke godt få fremskaffet et bedre empirisk grundlag for, hvad det egentlig er for et problem, vi skal løse? Det ville i hvert fald hjælpe på den radikale selvforståelse, hvis vi står på en stærk bund af viden.

Så sådan som forslaget ligger, må jeg med blødende hjerte og som en, der selv engang er blevet nægtet et lån, sige, at jeg desværre ikke kan støtte det her, men jeg vil utrolig gerne være med til at kigge på, hvordan vi kan få det til at lykkes i den her omgang. Tak.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger. Først værsgo til hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal starte henne, men det er jo i virkeligheden meget interessant i forhold til det der med empiri. Vi har haft høringer så sent som – og nu skal jeg tænke – halvandet år tilbage, og så spørger man Finans Danmark, om de har noget statistik på det her, og de må da vide, hvor mange afslag der er givet. Arh, det har de ikke lige, for de fører statistik med deres tilsagn, men ikke med afslagene. Det er meget belejligt, for så kan de sige: Vi giver lån over det hele – der kan I bare se – det gør vi over det hele. Det er sjovt at se, at der har været hushandler, mange steder ikke med realkredit, men man kan ikke se, at der har været givet nogen afslag på realkredit. Jeg tror ikke på, at man, lige meget hvor meget man forsøger at skabe noget empiri her, overhovedet kan skaffe noget. Lad det så være.

Jeg synes, det kunne være interessant at høre fra ordføreren: Hvor stort skal problemet være? Snakker vi 2 eller 10 eller 100 eller 1.000 mennesker? Hvor mange skal der være, før Radikale synes, det er interessant at være med til det her? Er det ikke bare godt, hvis der er ti, som i dag ikke kan få et lån, men som kan få det i fremtiden?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Fuldstændig anerkendende. Altså, ordføreren lægger selv ud med at sige, at empirien ikke kan skaffes, og ordføreren spørger så til, hvor mange der skal være klemt af det her, og det er lige præcis det: Vi ved ikke, hvor mange der er klemt af det her. Jeg vil også sige, at et grundproblem for mig at se også er, at det jo for Finans Danmark er meget belejligt, at de ikke kan fremskaffe dokumentationen; det har ordføreren jo fuldstændig ret i. Men jeg ser også en lillebitte smule for mig, at der, når man begynder at snakke om statsgaranterede lån, så egentlig også er en fare for, at vi giver bankerne en fri badebillet til at lade den her hjælp sætte sig direkte i husprisen. Det har vi set før, når vi f.eks. har forsøgt at hjælpe unge ind på boligmarkedet ved at lave afdragsfrie lån. Jeg kan huske, hvor jeg var den dag, da det skete, og selv om jeg er sproglig student, kunne jeg da godt regne ud, at det der ville gå fuldstændig i huspriserne og få dem til at eksplodere. Det var om noget starten på den finansielle krise i 2008, også da man i USA begynder at subsidiere og give lån til folk, der reelt ikke har kreditværdighed. Så vi skal bare være ekstremt forsigtige her.

Lennart Damsbo-Andersen, værsgo.

Jeg tænker jo, det er en vigtig ting i forhold til den diskussion at bemærke, at det her handler om kvadratmeterpriser på 8.000 kr. og ikke højere. Jo, de kan godt være lidt højere, altså 10.000 kr., men ikke højere. Så hvis det skulle være så vel, at priserne kunne stige til noget, der var højere, tja, så ligger de bare uden for den her ramme. Så det problem er sådan set allerede løst på den måde.

Mit spørgsmål kan egentlig være: Hvad kan der gå galt i det her ved at lave det forsøg? Det er 3 år, og der er nogle, der kan komme ind i det, og så kan man se, hvordan det har virket. Hvad kan gå galt?

Ordføreren, værsgo.

Det er jo ikke kun 3 år. For hvis der er nogle, der rent faktisk får det her lån, så vil vi jo skulle give det lån i 30 år. Og jeg kan også have mine tvivl om, om der har været givet så mange lån efter 3 år, at vi har et reelt empirisk grundlag, som vi måske forsøger at give os selv med det her forslag. Så igen vil jeg sige: Jeg vil rigtig, rigtig gerne gå positivt til det her, og derfor synes jeg, vi skal gøre os umage i udvalgsarbejdet.

Tak for det. Den næste, jeg gerne vil give ordet, er Enhedslistens ordfører. Værsgo, hr. Henning Hyllested.

Jeg er enig i, at vi skal gøre meget ud af udvalgsarbejdet i forbindelse med det her lovforslag – meget enig. Vi har også nogle problematiske ting, vi gerne vil rejse. Men jeg må spørge ordføreren, ligesom jeg faktisk spurgte Venstres ordfører – og også på baggrund af de svar, som ordføreren kom med til hr. Lennart Damsbo – om det er hele idéen om statsgaranterede lån, der i virkeligheden får det til at stritte i den radikale folketingsgruppe, eller hvordan og hvorledes, eller om man i den forbindelse helt afskriver den mulighed, set i forhold til at man jo indtil nu ikke har løst problemet. Vi har tidligere reguleret lidt på det med liggetid og rådighedsbeløb og den slags ting, og det har tilsyneladende ikke hjulpet. Men er det hele idéen om statsgaranti i forbindelse med lån, der er gal her?

Hvis det er lettere at sige »hr. Andersen«, kan man også kalde den socialdemokratiske ordfører det. Han hedder hr. Lennart Damsbo-Andersen, men hr. Andersen ville også være fint.

Værsgo til den radikale ordfører.

Det var lidt serviceinformation. Jeg vil sige, at i modsætning til Enhedslisten har vi det i Radikale Venstre stramt med statsbanker og også med statsgaranterede lån. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Men det kan jo være nødvendigt i situationer, hvor der ikke er andre muligheder. Derfor vil jeg ikke afskrive eller hælde det ned ad brættet på forhånd, og derfor stiller jeg mig også åben for, at vi kan prøve at se, om ikke vi kan finde en vej igennem det her forslag, så vi også kan spise det i den radikale gruppe. Dertil vil jeg sige, at vi jo også i den nærmeste fremtid ser ind i, at renten på boligmarkedet stiger, og vi ser også, at vi har en boligaftale, som skal implementeres. Der kommer der nogle nye vurderinger, og lige så snart de sparker igennem for alvor her i 2024, forestiller vi os jo at det sætter sig i priserne ude i landdistrikterne, idet boligerne derude vil blive vurderet lavere, end de bliver i dag. Så man kan forestille sig, at priserne også vil regulere sig den vej rundt. Så der er flere forskellige elementer, der taler for, at vi måske lige trækker vejret en gang.

Hr. Henning Hyllested, værsgo.

Ja, hvis der er tid til at trække vejret, kan man sige. Nu har man jo altså her fra regeringens side spillet ud med et forsøg på en løsning. Jeg hører trods alt på svaret, at man i hvert fald principielt ikke afviser idéen om at bruge statsgaranti til den her slags lån. Jeg er helt enig i, at boligmarkedet jo i virkeligheden er ustyrligt, og at der spiller rigtig mange elementer ind, men man afviser altså ikke idéen om at gå videre ad den her vej. Hvad er det så – hvis man ikke gør det – man forestiller sig af alternativer, hvis man ikke vil bruge den her mulighed?

Værsgo, ordføreren.

Altså, vi vil gerne bruge den her mulighed, for jeg kan faktisk heller ikke rigtig se, hvad vi ellers skulle byde ind med, som er mere sikkert, eller som finanspolitisk er mere stabilt end det her. Der er bare noget helt grundlæggende i at gå ind og via regler og ad statslige veje være så indgribende i den finanspolitiske – hvad skal man sige – virkelighed. Måske er min tid løbet ud nu.

Der var 2 sekunder. Værsgo til fru Heidi Bank, som er den næste, der må få en kort bemærkning.

Tak for det, og tusind tak til Radikale for ordførertalen. Jeg synes, det er virkelig positivt, at vi er flere, der ønsker at gå meget forsigtigt til det her område, for det er i virkeligheden det, jeg hører Radikales ordfører italesætte. Det er jo, fordi der er en reel bekymring, og det håber jeg ordføreren kan bekræfte. Samtidig med at vi gerne vil gøre noget godt – for det tror jeg vi alle sammen er enige om; vi vil gerne gøre det godt, og vi vil gerne gøre det nemmere ude i landdistrikterne – så er der det med, om det her så også kan have en bagvægt, om det kan ramme skævt, fordi det netop er, som ordføreren også siger, 30-årige lån.

Så der er meget stor opbakning til, at vi får dykket dybere ned i det her. Vi kan lave høringer, og hvad det skal være. Det vil vi i Venstre rigtig gerne være med til for at få mere klarhed om det.

Fru Kathrine Olldag. Værsgo.

Det lyder rigtig godt, og jeg takker også Venstres ordfører for indlægget i dag. Jeg synes, det er interessant. Jeg synes også, det er interessant, at vi er nødt til at forholde os til, at selv om den her model, som regeringen kommer med, bliver en smule dyrere, så er det jo stadig væk – det har SF's ordfører ret i – ikke lige så dyrt som at optage et banklån. Men banklån op imod realkreditlån afspejler jo også den virkelighed, at der bare er en større risiko, fordi omsætningen på boligmarkedet er lavere i visse postnumre. Og spørgsmålet er bare, hvor meget vi som stat skal gribe ind i den markedslogik, og hvor meget vi kommer til at skubbe til.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Ordføreren må gerne spritte af. Vi må ikke sige du her.

Så er der gjort klar til Enhedslistens ordfører. Værsgo til ordføreren, hr. Henning Hyllested.

Tak for det. Lad mig med det samme slå fast, at Enhedslisten, hvis nogen skulle være i tvivl, støtter lovforslaget. Man kan næsten sige, at det er ud fra en betragtning om, at endelig, endelig sker der noget på det her område. Indbakken har i årevis været fyldt med henvendelser fra folk, der har forsøgt at låne til en bolig i et landdistrikt, men som har fået afslag med den besked, at hvis de bare flyttede 500 m hen ad vejen til et andet postnummer eller til et andet sted i landet, kunne de låne alt det, de ville. Det problem har jo ikke altid, for nu at sige det mildt, været anerkendt af den finansielle sektor, idet vi dog på et tidspunkt fik tilrettet kravene til rådighedsbeløb og til liggetider og den slags ting efter en meget omfattende analyse, som også blev lavet. Så man kan ikke sige, at man ikke har været lydhør, men det har godt nok været en sej proces, og det har ikke ført til noget. Ændringerne af det med liggetid og rådighedsbeløb har ikke ført til løsning på det her problem.

Helt principielt har vi jo i alle årene slået til lyd for, at man i virkeligheden skulle oprette en statsbank til simpelt hen at regulere det her marked og rette op der, hvor markedet simpelt hen ikke slår til, og man må i den her situation konstatere, at der er det markedet, der efter vores mening ikke slår til. Når folk, der i øvrigt er økonomisk velkonsoliderede osv., ikke kan få lov at låne, fordi det er et bestemt område af landet, mens de sagtens kunne få lov til at låne det tredobbelte, hvis det var et andet sted i landet, så må man sige, at markedet ikke fungerer.

Vi synes faktisk, det er i orden, at staten søger at sikre sig i den her foreslåede model – 90-10, som den hedder – og jeg kan jo også se på høringssvarene, at det bliver kritiseret af Finans Danmark, som jo mener, at de i forvejen bærer risikoen ved de første 60 pct. af lånet, så de synes, det er en unødig byrde, de finansielle institutter påføres. Man kan sige, at der jo også i det ligger et incitament til, at der bliver en rigtig god kreditvurdering af dem, som søger et lån til en bolig i sådan et landdistrikt, og man skal jo betænke, at i forvejen ligger al kommunikation jo til forbrugeren, til låntagere faktisk ved det finansielle institut. Så jeg synes, det er meget rimeligt, at man så har en eller anden form for garanti for, at de har hånden på kogepladen, som også Finans Danmark selv skriver, og for at sørge for, at det går ordentligt til.

Jeg vil sige, vi er lidt kede af den begrænsning, man har indført, om, at f.eks. erhvervsejendomme ikke er i spil her. Det har i alle årene også været en del af debatten, og vi synes, det er ærgerligt, at de ikke er med, og det vil vi selvfølgelig tage op i udvalgsbehandlingen, men det er ikke noget, der får os til at fravige at stemme for det her lovforslag, men vi synes bare, det er ærgerligt, og vi vil selvfølgelig spørge lidt ind til, hvorfor pokker erhvervsejendomme ikke er med.

Så synes vi egentlig også, at ordningen forekommer, jeg ved ikke, om man kan sige unødigt kompliceret, men den forekommer søreme kompliceret. Vi anerkender bestræbelserne på at sikre sig frem imod at vedtage , helt klart, og jeg tror på, at en del af den kompleksitet, som er opstået, også kommer af det, men hvis man kigger på reglerne om f.eks. overdragelse i den ene og den anden situation af den her statsgaranti til tredjemand eller til andre kreditgivere og modregning i den forbindelse, og jeg skal give dig, skal jeg, så bliver man lidt nervøs for kontrollen med det her. Når jeg kigger ned over § 8 i kapitel 1 – jeg har skrevet dem ned her – § 12 i kapitel 5 og § 14 i kapitel 8, har jeg også svært ved at følge med. Det må jeg sige. Forklar det lige for sådan en som mig, der ikke er velbevandret i termer og taljonglering inden for den finansielle sektor, inden for hele området for bolighandler og den slags ting. Jeg er lidt bekymret for kontrollen i den forbindelse, og derfor kalder det vel på en eller anden form for teknisk gennemgang, som man så kan håbe på man bliver klogere af. Ellers skal man jo basere sig på de eksperter, som har udformet lovforslaget osv. osv. Ja, jo, jo, og det kan man også godt.

Men det skal ikke ændre ved, at vi alt i alt synes, at det er et godt lovforslag, og at det løser et problem, som vi har snakket om i herrens mange år for at sige det rent ud. Nu er der kommet et forslag til en løsning på problemet, og det er første gang, at der kommer et forslag til en løsning, og det går i den retning, som Enhedslisten hele tiden har kæmpet for.

Tak til Enhedslistens ordfører, hr. Henning Hyllested. Der er ingen korte bemærkninger. Og så skal vi sige velkommen til Det Konservative Folkepartis ordfører. Hr. Niels Flemming Hansen, værsgo.

Mange tak for det. Med forslaget her foreslås det jo, at der indføres en statsgaranti på en del af belåningen til ejerboliger, der enten har en handelspris på under 8.000 kr. pr. kvadratmeter eller har en handelspris mellem 8.000 og 10.000 kr. pr. kvadratmeter og ligger i et af de postnumre, som er opstillet i lovforslagets bilag 1. Det foreslås, at ordningen skal vare i 3 år og træde i kraft den 1. juli 2022. Men selv om ordningen kun skal vare i 3 år, i første omgang, rækker konsekvensen af loven jo potentielt 30 år ud i fremtiden. Samtidig er der tale om en utrolig dyr og utrolig kompleks model. Jeg kan være bekymret for, hvis det her skal træde i kraft den 1. juli 2022, om man overhovedet har nået at få kigget på de systemer, som skal ind at arbejde med det her, og om man kan nå det, når vi nu kender omfanget af, hvor lang tid det kan tage at lave it-systemer.

Vi anerkender jo også, at det er godt at støtte op om landdistrikterne. Det gør vi jo også selv. Og vi mener også, at væksten i disse er vigtig. Men vi mener altså først og fremmest, at det er vigtigt at huske, at danske penge- og realkreditinstitutioner allerede i dag låner penge ud til boliger i hele landet. Derfor mener vi heller ikke, at der er behov for en statsgaranti. Derudover skal vi huske, hvorfor nogle borgere får afslag i dag. Det skyldes jo bl.a. en utilstrækkelig økonomi hos låntager. Det kommer vi heldigvis ikke til at debattere med det her forslag, men jeg siger bare, at det jo er en af de væsentligste årsager – eller den væsentligste årsag – til, at man får afslag, også i landdistrikterne. Det er vigtigt for både forbrugerne og institutionerne, at vi holder fast i det her sunde princip om, at man skal have en økonomi, der er tilstrækkelig, og at det er de frie markedskræfter, som skal arbejde i det her marked og regulere det her marked.

Vi står altså med en dyr, en kompleks og en lidt uoverskuelig ordning, som, ifølge Finans Danmark i hvert fald, vil blive brugt i et meget lille omfang. Som forslaget ligger lige nu, kan vi ikke støtte det, men vi vil se frem til en udvalgsbehandling og vil også se frem til at blive inviteret over til ministeren og få en debat om, om det skal være den her model, eller om vi, hvis vi nu ikke låser os fast på en statsgaranti, kan finde nogle andre løsninger, som gør, at vi kan hjælpe i udkantsområder, for det vil vi utrolig gerne. Tak.

Tak for talen. Der er et par korte bemærkninger. Den første, jeg gerne vil give ordet, er hr. Henning Hyllested fra Enhedslisten. Værsgo.

Det var jo klar tale fra den konservative ordfører: Nul statsgaranti – det er ikke løsningen. Det synes jeg var dejligt, for så ved man da det, og så kan man forholde sig til det. Vil det så samtidig sige, at man ikke anerkender, at der er et problem, eller at man anser problemet for at være så minimalt, at det ville være forkert at begynde at foreslå nogle løsninger? Eller har man så nogle alternative løsninger på det problem, som vi i hvert fald i Enhedslisten mener at der er? Og der er vi jo ret enige med Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer osv. osv.

Så er der et problem? Og hvordan skal det så løses, hvis man absolut ikke vil anvende statsgaranti?

Ordføreren.

Tak til hr. Henning Hyllested for spørgsmålet. Du og jeg har jo sammen været på ture med Udvalget for Landdistrikter og Øer, og vi har alle sammen set, at der er et problem. Vi har jo alle sammen set, at der er udfordringer rundtomkring i landdistrikterne, og jeg tænker også, at vores mailbokse har været fyldt med det. Og der, hvor hr. Henning Hyllested og jeg er valgt, har vi også anerkendt det her.

Jeg tror bare ikke på, at statsgaranterede lån er løsningen på det her. Jeg tror meget mere på investeringer, og nu blev der tidligere fra Venstres side nævnt infrastruktur, og det ligger mig meget på sinde, men altså, investeringer i lokalområderne kan gøre meget mere. Det ser vi, hvis vi kigger på det nede ved Femern – så kan vi jo se, hvordan huspriserne er steget dernede, og frem for alt er udlejningspriserne steget. Og det lader jo til, at så snart man gør noget, sker der altså en vækst – dog anerkender jeg, at vi ikke kan bygge broer til Tyskland over hele landet.

Hr. Henning Hyllested, værsgo.

Nej, det bliver f.eks. svært at gøre noget i Tønder, som er nævnt som et af de postnummerområder, som kommer ind under den her ordning. Men jeg deler da selvfølgelig et ønske om at udvikle rundtomkring – vi kan nok ikke udvikle alle yderområderne på en gang. Så et eller andet skal der jo ske, hvis vi ikke stadig væk skal stå med henvendelser i indbakken: Her er jeg, og jeg er ved muffen økonomisk; jeg kan sagtens låne penge, hvis jeg bare flytter et andet sted hen, men her kan jeg ikke.

Det her er jo et bud – statsgaranti, javel. Hvad er buddet, hvis ikke vi kan anvende statsgaranti?

Værsgo.

Det bud har jeg simpelt hen ikke på nuværende tidspunkt, men det er jo noget af det – de muligheder – jeg glæder mig til at komme over til ministeren og diskutere med ham: Hvad kan vi gøre? Vi vil rigtig gerne være med til at finde en løsning – jeg kigger bare ikke ind i en løsning med statsgaranti.

Den næste, jeg gerne vil give ordet til, er hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg er sådan set glad for, at ordføreren anerkender, at der er en problemstilling. Så kunne jeg jo godt tænke mig at spørge ind til, hvad det er, der gør, at ordføreren er så opsat på, at der ikke må være statsgaranti i forhold til belåningen. Hvad er det, der kan gå galt i forhold til statsgarantien? Der er jo i den her ordning indbygget en række indhegninger, kan man sige, af den risiko, der er i forhold til et worst case scenario; nu kan jeg ikke huske, om det er 21 mio. kr., vi snakker om, hvis det går helt vildt for sig med at få rigtig mange lån ud. Men hvad er det så egentlig, der kan gå galt her, og hvorfor er det så, at det kan gå galt med statsgarantien? For dem, der skal købe, skal jo være godkendt; så økonomien er jo i orden. Det foregår på normale realkreditvilkår, og den værdi, man kan få lån til, er handelsværdien på salgstidspunktet. Så der er jo ikke noget, der kan stikke af i forhold til det. Så hvor er det henne, at det går galt for ordføreren i forhold til statsgarantien?

Hr. Niels Flemming Hansen, værsgo.

Jamen der, hvor det går galt i forhold til statsgarantien, er jo, at vi går ind og påvirker de frie markedskræfter, som der er på boligmarkedet eller på ejendomsmarkedet generelt, og det mener jeg bestemt ikke at vi har nogen interesse i – hverken hr. Lennart Damsbo-Andersen eller jeg selv.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen, værsgo.

Jamen det kommer ordføreren så til lige at præcisere lidt mere. Lad os sige, at et hus, der ligger på Lolland – der, hvor jeg selv bor – har stået til salg i rigtig lang tid, og nu kommer der endelig en, der kan få lov til at købe det, fordi økonomien er i orden, og som også kan få det til den rigtige pris, altså så vedkommende ikke skal betale overpris til nogen med pantebreve eller banklån eller noget andet; så personen rent faktisk kan få et realkreditlån, ligesom alle mulige andre, der bor i Vejle og alle mulige steder, kan få. Hvordan kan det så fordreje markedet? For huset bliver jo ikke solgt; i stedet for ville det skulle rives ned.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Selv om man så bor på Lolland, må det jo være sådan, at hvis du har et hus, som har en pris, så kan man komme og købe det – det er rigtig, rigtig fint. Så er der familier, som vælger at sige: Jamen vi får den her statsgaranti lagt ind. Så har de huset i 3 år, og derefter bliver den her lov ophævet igen – den forsvinder – og så står familien jo der og har en usikker økonomi. Det duer jo ikke. (Lennart Damsbo-Andersen (S): Det kører jo videre).

Sådan diskuterer man ikke her i Folketingssalen. (Niels Flemming Hansen (KF): Nej!).

Der er en til, der har en kort bemærkning. Værsgo, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen jeg vil godt spørge, om Det Konservative Folkeparti er fuldstændig modstander af, at staten skal spille en rolle i forhold til at hjælpe mennesker i landdistrikterne med at få lån til de boliger, som de gerne vil have.

Ordføreren.

Det er et svært spørgsmål for mig at stå og svare på her. Jeg vil i hvert fald gerne høre, hvilke andre muligheder der er, hvis staten skal gå ind i det og komme med et bud på det. Vi skal bare ikke ind og begynde at kompromittere den model, som vi har for dansk realkreditfinansiering.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF, værsgo.

Jeg synes alligevel, at det er ret fantastisk, at man ikke vil have det her; man har ikke nogen idéer til, hvad det så kan være, man ved faktisk heller ikke helt, om staten må spille en rolle eller ej. Det bliver enormt vanskeligt at finde en løsning med Det Konservative Folkeparti, tror jeg, her.

Jeg har i virkeligheden svært ved at forstå, at hr. Brian Mikkelsen, som jo var en del af Det Konservative Folkeparti, faktisk stod bag nogle af de ordninger, som vi har, for virksomheder, og hvor staten er inde at spille en rolle. Men det kan man godt. Når det handler om virksomheder, så er der ingen grænser for, hvad Det Konservative Folkeparti vil lægge stemmer til, hvis staten vil hjælpe dem, men når det handler om almindelige boligejere, lader man dem i stikken. Det synes jeg ikke er i orden.

Den konservative ordfører, værsgo.

Men ved fru Karina Lorentzen Dehnhardt hvad? Det kan jeg godt forstå at fru Karina Lorentzen Dehnhardt ikke kan forstå. Og det er jo, fordi vi ikke har været inviteret over til forhandlinger, så vi har jo ikke spillet pingpong med ministeren og med ministeriet omkring, hvad der egentlig er af muligheder for det her.

Tak til hr. Niels Flemming Hansen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det DF's ordfører, vi skal sige velkommen til. Værsgo til fru Mette Hjermind Dencker. Der er 5 minutter.

Tak for det. Altså, hvis de bare alle sammen vidste, hvor fantastisk det er at bo derude, hvor jeg bor, og hvor også en del af ordførerne bor, så tror jeg at der var mange flere, der ville valfarte til landdistrikterne. Men desværre er der forskellige forhindringer. En af forhindringerne er jo selvfølgelig arbejdspladser, uddannelse osv. En anden forhindring, som vi har talt rigtig meget om de sidste mange år, er netop det her med lånemuligheder.

Forslaget her er jo en del af regeringens udspil, som kom, et par måneder efter at vi i Dansk Folkeparti var kommet med vores udspil, hvor vi også havde netop det her om, hvad vi gør ved udfordringen i forhold til at låne penge. For vi vil starte med at slå fast, at det ikke er nogen menneskeret at låne penge i banken. Det skal vi bare lige huske. Men det, som generer os, er, at der er så mange mennesker, som bliver nægtet at låne penge, selv om de har en god økonomi. Flere ordførere har været inde på det. Jeg har også igennem tiderne rejst landet tyndt med hr. Lennart Damsbo-Andersen og hr. Henning Hyllested, hvor vi er blevet beriget med mange gode eksempler derudefra, som ikke handlede om den enkelte borgers økonomi, men som handlede om, at der siges: Nej, du kan ikke få lån til det hus her til 1 mio. kr., men hvis du flytter 10 km længere hen, så kan vi godt låne dig til et hus til 3 mio. kr. Det havde intet at gøre med borgernes økonomi. Det er det, vi godt vil imødekomme, altså at vi sikrer lånemuligheder for dem, der har pengene. De skal selvfølgelig kreditvurderes, som forslaget lægger op til, men så sikrer vi lånemuligheder for dem, der har pengene, så det er det, de bliver vurderet på, og ikke de ydre faktorer, altså hvor huset ligger. Det synes vi er rigtig, rigtig vigtigt. Det vil selvfølgelig gøre det lettere for de mennesker at bosætte sig i et landdistrikt, og det er skønt.

Jeg kan også sige, at jeg godt forstår de bekymringer, der er kommet fra de øvrige borgerlige partier, også fra De Radikale. Og i Dansk Folkeparti har vi også haft bekymringer, i forhold til om det her så giver sorte pletter på landkortet. For vi vil nødig have et landkort, hvor vi siger: Okay, du bor derude, hvor man ikke kan låne penge, og der, hvor man er nødt til at gå igennem en statsgaranti. Det er trist, at det er sådan. Så det har også været en del af vores bekymringer. Men vi er jo nødt til at lave en helhedsindsats på landdistriktsområdet, hvor det at låne penge også skal være en del af det.

Så kan jeg bare ikke tænke på, at hvad nu, hvis det her bliver en kæmpe succes? Altså, helt ærligt, hvad nu, hvis det viser sig, at der faktisk kommer et boom i belåninger, og at det er folk, der i øvrigt er kreditværdige, og at der er flere, der flytter til landdistrikterne? Det ville være fantastisk. Det ville jo være fantastisk, hvis vi med det her forslag kunne være med til at sikre, at der var endnu flere, der flyttede til landdistrikterne.

Jeg vil også sige, at vi i Dansk Folkeparti, ligesom andre ordførere har nævnt, faktisk også er kede af, at ministeren heller ikke har inviteret os, netop fordi der i Landdistriktsudvalget er tradition for, at vi taler sammen om tingene, og vi er et udvalg, der overordnet er enige om de fleste ting. Derfor tænkte vi også, at det ville være rigtig god stil, hvis vi blev inviteret over af ministeren. Vi har også ting i forslaget, som vi godt kunne tænke os lige at høre nærmere om, for det er jo klart, at når vi har med økonomi at gøre, og når det er for skatteborgernes penge, så skal vi også sikre, at det går ordentligt til. Derfor håber vi, at ministeren vil række ud til dialog med os alle sammen i de enkelte partier.

Der er grobund for, at vi kigger nærmere på det, og vi er i Dansk Folkeparti positivt stemt over for det. Og så glæder vi os i øvrigt til den øvrige behandling i udvalget og ser også frem imod, at vi kan få nogle drøftelser med ministeren omkring det her, så vi kan lande det helt skarpt og helt rigtigt til gavn for dem, der bor i landdistrikterne.

Tak for ordførertalen til fru Mette Hjermind Dencker – der er ingen korte bemærkninger. Så siger vi velkommen til Nye Borgerliges ordfører, og det er fru Mette Thiesen. Værsgo.

Når jeg holder taler om lovforslag, som vi har i Udvalget for Landdistrikter og Øer, så plejer jeg at gøre rigtig meget ud af det lyriske, fordi der er noget helt særligt ved landet og ved vores landdistrikter. Jeg plejer at sige, at det er der, hvor der er lidt mere mørkt om aftenen, og hvor man kan høre fuglene synge lidt tydeligere.

I Nye Borgerlige vil vi gerne være med til at binde Danmark bedre sammen, og jeg kan sådan set godt forstå den frustration, som er ude hos dem, som har svært ved at låne, når de gerne vil bosætte sig på vores rigtig dejlige øer og i vores landdistrikter. Men det gør ikke, at vi kan bakke op om den her løsning med statsgaranterede lån.

I Nye Borgerlige vil vi gerne gøre det nemmere og billigere at være dansker. Vi vil gerne sikre, at politikerne bestemmer meget mindre, og at danskerne bestemmer meget mere selv, også over flere af deres egne penge, og at vi sænker skatter og afgifter generelt, så danskerne har mere mellem hænderne, flere af deres egne penge.

Så skal vi sikre en infrastruktur, som binder Danmark ordentligt sammen, sådan at man netop sikrer, at man kan komme til og fra også de byer, hvor der er lidt mørkere om aftenen, og hvor fuglene synger lidt tydeligere. Vi skal også sikre, at man som en ganske almindelig dansk familie kan købe den bil, som man gerne vil. Det vil sige, at vi selvfølgelig skal sikre, at vi fjerner registreringsafgiften, sænker benzinafgiften, sænker elafgiften osv., sådan at danskerne kan købe den eller de biler, som passer bedst til deres familie. Og så skal vi selvfølgelig også sætte skoler og dagtilbud fri og lade pengene følge det enkelte barn, sådan at man netop har mulighed for, at også de små lokale tilbud kan blomstre i langt højere grad, end hvis de er drevet af kommunen.

Alt i alt bakker vi i Nye Borgerlige op om landdistrikterne, men det bliver bare ikke via et forslag som det her – det kan vi selvfølgelig ikke støtte.

Tak for ordførertalen – der er ikke nogen korte bemærkninger. Og da jeg ikke umiddelbart ser flere ordførere i salen, skal jeg sige velkommen til erhvervsministeren. Værsgo.

Jeg vil starte der, hvor fru Mette Hjermind Dencker sluttede. Prøv at forestille jer: Hvad nu, hvis det her faktisk blev den løsning, der kunne vende den negative udvikling? Hvad nu, hvis årtiers centralisering kunne vendes og der kunne skabes liv i landdistrikterne, så de huse, der står og forfalder, og som ikke kan blive solgt, fik nye beboere, kunne få malet vinduerne, kunne blive sat i stand, og at der kunne blive grundlag for en lille købmand? Hvad nu, hvis der kunne komme en skole tilbage igen?

Det her lovforslag er i høj grad båret af politiske drømme og visioner. Det er båret af billedet med det unge par. Han er tømrer, hun er sygeplejerske. De er kreditvurderet, og de har en god økonomi, men de får nej til at låne til boligen, der ligger lidt langt fra hovedvejen. De kunne godt få lov at låne til en dyrere bolig, hvis de købte den inde i den store by i kommunen; men herude, hvor der lige præcis, som det blev sagt, er mørkt, når man går i seng, og hvor fuglene kvidrer ekstra højt, fik de nej.

Vores mål med det her lovforslag er fra regeringens side at kunne få gang i de dele af boligmarkedet i yderområderne, der er frosset fast; at vi kan tø den del af boligmarkedet op med en statsgaranti som hjælpemiddel, for konsekvenserne ved at lade stå til, ved ikke at have nogen bud, ved ikke at handle her, vil være yderligere affolkning, yderligere centralisering, flere øde områder, forfaldne huse, der mangler maling i vindueskarmene. Det må aldrig være sådan i Danmark, at det er dit postnummer, der afgør, om du kan låne til en bolig, og det synes jeg vi i for stor grad oplever eksempler på er tilfældet i dag.

Vi har hørt mange af kollegerne fortælle om deres rejser rundt i landet, hvor de har mødt mennesker, der har haft svært ved at låne til en bolig. Jeg har selv modtaget en række henvendelser fra folk. Og for mig er det faktisk ikke vigtigt, om der er 1.000 eller 10.000 eller 100.000, der har svært ved at få det her lån; for hver ny bolig, der kan blive solgt, men som ikke bliver det i dag, kan bidrage til fornyet håb om liv i vores landdistrikter, om aktivitet, om børn, der leger i haven, om trampoliners fjedre, der spændes, og så er det en succes. Hvad nu, hvis vi kunne komme derhen med det her forslag?

Det er et ønske om at få et Danmark, der er i bedre balance. Jeg skal selvfølgelig også bruge lidt tid på at gennemgå detaljerne i lovforslaget, men jeg vil gerne tage imod de partiers ønske om at mødes om det her og de partier, som egentlig er interesseret i at få den her løsning til at blive til noget. Jeg tænker på de partier, der har tilkendegivet, at det her godt kunne være en vej at gå, hvis vi finder de rigtige snit, de rigtige balancer – Radikale Venstre, jeg hørte også Venstre. De partier vil jeg gerne i dag invitere til at få sat et politisk møde i stand – vi skal nok også lave alt muligt i udvalget med tekniske gennemgange, høringer. Lad os mødes i Erhvervsministeriet og snakke om, hvad det er, bekymringerne beror på, som gør, at man har svært ved at sige ja i dag, for jeg kan nemlig ikke følge bekymringerne hele vejen. Jeg føler faktisk, at det her forslag er meget godt hegnet ind, og det vil jeg så lige bruge lidt tid på at gennemgå for kollegerne i salen her og for dem, der lytter med.

Det er klart, at hvis man kan få et lån på helt almindelige vilkår, skal man jo ikke bruge en statsgaranti – så er den irrelevant både for pengeinstituttet og for det unge par. Men hvis man har orden i økonomien og banken alligevel siger nej, fordi den her ejendom ligger i et forkert postnummer eller ligger det forkerte sted – kald det, hvad du vil – så kan statsgarantien være en håndsrækning til at købe en bolig.

Lånene bliver selvfølgelig med nogle vilkår og nogle forpligtelser, og det er for at sikre, at der ikke bliver taget for store risici, når vi som fællesskab og statskasse går ind og stiller vores muskler og vores styrke bag de her lån. Og så er det selvfølgelig også for at beskytte forbrugerne mod, at de kommer til at gældsætte sig for hårdt. Derfor bygger hele lovforslaget også på en præmis om, at låntagernes kreditværdighed skal vurderes efter helt almindelige regler, før staten kan gå ind og stille en garanti. Det er også væsentligt, at de statsgaranterede låneaftaler bliver indgået på baggrund af en forsvarlig opgørelse af ejendommens værdi, og derfor skal alle ejendomme naturligvis værdiansættes helt efter gældende regler.

Med lovforslaget sikrer vi, at alle kreditgivere, som i dag yder lån til køb af boligejendomme i Danmark, nu også har mulighed for at tilbyde forbrugerne et boliglån med statsgaranti på den yderste del. Det er valgfrit for den enkelte kreditgiver, om man vil tilbyde de statsgaranterede lån. Og i forhold til statsgarantien foreslår vi, at Finansiel Stabilitet garanterer for 90 pct. af udlånet, som ligger i spændet mellem 60 og 90 pct. af ejendommens værdi. På den måde er vi med til at sikre, at også kreditgiverne har hånden på kogepladen for de resterende 10 pct. Det mener jeg understøtter, at vi her har med en ansvarlig og en fornuftig kreditgivning at gøre, både af hensyn, selvfølgelig, til institutterne og den finansielle stabilitet, som også har været nævnt, men også af hensyn til staten, som sætter penge på spil, og i sidste ende forbrugerne.

Så er tanken, at ordningen skal finansieres af en garantiprovision, som skal betales af låntagere og af institutter. Staten løfter en risiko af institutterne ved at garantere for en del af lånet, og derfor foreslår vi så, at ejendomskreditgiverne, som yder lånene, betaler en lille garantiprovision til staten på gennemsnitlig 1,25 pct., altså 1,25 pct. af det garanterede beløb. Ordningen skal ikke erstatte lån på almindelige vilkår, som ville være blevet ydet uden muligheden for en statsgaranti, og derfor er det også godt for ordningens succesmulighed, at man som forbruger, der optager lånene, betaler for at bruge ordningen.

Vi foreslår, at man skal betale en lille garantiprovision på 1 pct. af det garanterede beløb. Hvis man låner 1 mio. kr. til at købe et hus for, svarer det til 225 kr. om måneden. Og i takt med at man afdrager og lånet bliver mindre og beløbet, der er garanteret for, dermed også bliver mindre, så falder også de 225 kr. til et lavere beløb. Den her betaling afspejler selvfølgelig, at vi også på en eller anden måde må lægge til grund, at der kan være tale om mere risikable lån. Så det betyder altså, at staten samlet set modtager en garantiprovision på 2,25 pct., altså 1,25 pct. plus 1 pct. af det garanterede beløb, og det dækker dels den risiko, som staten løfter af institutterne, dels den lidt højere risiko, der er, for de enkelte lån. Så på den måde understøtter modellen her udlånet i landdistrikterne, samtidig med at vi har fuldstændig styr på, at der er en ansvarlig økonomi i ordningen.

Jeg har altid oplevet, at vi i Landdistriktsudvalget – jeg har jo selv siddet med i udvalget, og jeg tror endda, at jeg har haft det ærefulde hverv at være næstformand for det engang i min helt tidlige folketingskarriere – så hinanden på tværs af partiskel, næsten som et parti. Vi kæmpede for landdistrikterne. Det har jeg også oplevet vi har gjort i forhold til at skabe liv, og i forhold til hvordan vi kunne få flere lån i gang, få solgt flere huse.

Derfor bliver jeg en lille smule ærgerlig eller bekymret over, at når det så bliver konkret – når det bliver crunch time, som det hedder på moderne dansk – så begynder vi at vakle lidt på tværs af partiskel. Jeg håber, det er udtryk for, at vi i fællesskab ønsker at blive klogere og blive forsikret og få svar på en masse spørgsmål. Jeg er i hvert fald klar til sammen med alle de dygtige folk, som sidder derovre i lugen og i ministeriet, at hjælpe med at svare på det hele.

Kan vi så give fuldstændig empirisk grundlag for, hvor mange afslag der bliver givet? Det bliver en umulig opgave, for der føres ikke den slags statistik. Hvis det er det, der afgør, om man kan være med eller ej, så kigger man ind i en blindgyde. Men vi kan hjælpe dem, som har problemer; dem, vi møder; dem, udvalgets medlemmer har mødt; dem, jeg selv har mødt; dem, der har skrevet til os og fyldt vores mailbokse med eksempler – dem kan vi hjælpe.

Det er ikke sikkert, at det her er en ordning for mange hundredtusinde danskere, men det kan være, at det er den ordning, der får den i dag negative spiral til at blive en positiv udvikling, hvor salg af ejendomme gør det nemmere at sælge det næste hus, og hvor det næste hus og det næste hus igen giver grundlag for, at der faktisk godt stadig væk kan være en købmand i den lille by. Det er den positive spiral, vi gerne vil have i gang.

I virkeligheden kunne man ønske sig, at den her ordning sejrede sig selv ihjel, forstået på den måde, at den fik det tilfrosne boligmarked i dele af Danmark tøet op, så det kørte helt af sig selv uden behov for statsgaranti. I dag er vi bare ikke der i mange dele af vores dejlige land, altså derude, hvor der er mørkt, når man slukker lyset, og hvor fuglene kvidrer ekstra højt.

Så jeg ser meget frem til udvalgsarbejdet. Inden da vil jeg gerne allerede i dag invitere de partier, som har tilkendegivet interesse for at finde en løsning inden for rammen af den her statsgaranti, til et møde i Erhvervsministeriet, så vi kommer til bunds i de spørgsmål, der er.

Jeg skylder måske bare at sige til dem, der har spurgt til de erhvervsdrivende, altså den lille bager, den lille købmand, slagteren, som er lukket, og hvor man gerne vil have den ejendom til at huse et nyt erhverv: Det er rigtigt, at det ikke er en del af den her ordning i forhold til realkreditmodellen, men vi har samtidig fra regeringens side sammen med Vækstfonden sænket beløbsgrænsen for, hvornår man kan bruge vores vækstkautioner, sådan at også lån under 1 mio. kr. kan komme i betragtning der, og det er en håndsrækning direkte til de helt små erhvervsdrivende, som vi ser mange af i vores yderområder, og som jo også, hvis de lån bliver ydet, vil blive en positiv berigelse i forhold til at øge muligheden for gensalg af huset, muligheden for aktivitet og for, at der kan drives noget erhverv i vores yderområder.

Så med de bemærkninger tror jeg ikke jeg skal sige så farligt meget mere, andet end jeg glæder mig til et altid godt og konstruktivt udvalgsarbejde med Landdistriktsudvalget. Jeg ser frem til den videre dialog og vil tilbyde at starte den op med ordførerne hurtigt herefter.

Tak til ministeren for talen. Der er et par korte bemærkninger. Først vil jeg gerne give ordet til Venstres ordfører, og det er fru Heidi Bank. Værsgo.

Tak for det, og tak for invitationen. Vi kommer naturligvis gerne. Det her er et svært område, og det anerkender vi, men der er bare rigtig mange spørgsmål og problemstillinger i det lovforslag, der ligger, og der er store bekymringer i forhold til det. Jeg synes også, det var godt, at det kom op her igen, at det, der er tale om, er familier, der har fået godkendt deres økonomi, og derfor er det også vigtigt, at ministeren måske knytter nogle kommentarer til, at det her jo handler om, at pantet, altså den ejendom, man ønsker at købe, også er en del af en vurdering, når man går ind og kreditvurderer, og at hele den del, der handler om at sikre f.eks. mobildækning, sikre, at den del af vores infrastruktur fungerer, derfor også har betydning for, hvad der gør det attraktivt og gør det muligt at belåne i de her områder på normale vilkår uden statsgaranti. Det har jo noget med omsættelighed af ejendomme at gøre, og det er jo noget af det, som realkreditinstitutterne er forpligtede til at se ind i. Så det håber jeg ministeren vil tage med. Så har jeg meget mere, jeg kunne give den gas med, men det må vi så tage senere.

Tak. Værsgo til erhvervsministeren.

Det vil jeg gerne starte med at kvittere for, for det tager jeg også som udtryk for, at Venstre ikke siger, at fordi det er en statsgaranti, kan man ikke være med til at se på, om den løsning kan blive til noget. For det mener jeg må være forudsætningen for den videre dialog om den her løsning. Så kan vi både i udvalgssammenhæng og alle mulige andre steder tage gode debatter om, hvordan vi får et Danmark i bedre balance til at opstå som følge af udflytning af uddannelser, bedre udligningssystem, investering i infrastruktur. Alle de forskellige tiltag, som regeringen også har været med til at sætte i søen, drøfter vi meget gerne, men her konkret handler det jo selvfølgelig om, hvordan vi får lavet en statsgaranti som model, der også er tryg nok for Venstre. Den er tryg nok for mig, for jeg tror, den ville hjælpe med det, den skal, og økonomisk er den hegnet fuldstændig forsvarligt og ansvarligt ind.

Den samme kreditværdighedsvurdering skal laves på kunden, og man kan kun opnå statsgaranti, hvis man også er kreditværdig, og der er alle de her forskellige ting lagt ind i det, som jeg faktisk synes er godt beskrevet. Og jeg vil også sige ganske kort, at vi har haft en god dialog med den finansielle sektor, også om at få lagt nogle snit, som gør det mere sandsynligt, at den bliver anvendt.

Tak for det. Jeg vil gerne bede om og opfordre til, at man husker at trykke sig ind, hvis man har en kort bemærkning til, for så er det nemlig nemmere for teknikken, ikke for mig, men for teknikken.

Værsgo til fru Heidi Bank.

Jeg beklager, formand. Det er jo ikke sådan, at det er vores kop te med en statsgaranti. Det skal jeg være helt ærlig at sige. Vi er jo villige til at prøve at gå ind og se på, hvordan man kan løse de udfordringer, der er for de mennesker, der er derude, og hvad det er for nogle håndtag, der skal anvendes, men det skal jo ses i en sammenhæng.

Så tænker jeg, at jeg lige vil minde om det spørgsmål, jeg stillede i forbindelse med min ordførertale: Hvad med de familier, som efter 4 år står og skal sælge en ejendom, hvis ordningen er ophørt efter 3 år? Hvad har man gjort sig af overvejelser, i forhold til hvordan de kan komme til at stå måske lidt stavnsbundne i en ejendom, som har et pant, som betragtes som svært omsætteligt?

Værsgo, ministeren.

Jeg kvitterer bare endnu en gang, for jeg synes faktisk også, at jeg hører en opblødning i forhold til ordførertalen og Venstres position, og det er ikke et forsøg på at presse noget ned over nogen, for det hører jeg, og det kan være, at det bare er mig, der hører det, men det er positivt, at der er et rum for også at diskutere med Venstre om, hvordan vi kan få statsgarantien her til at blive en realitet. Og så har ingen af os jo endnu taget stilling til, hvad der så skal ske efter den her ordnings 3-årige løbetid, altså om den f.eks. skal forlænges. Har den givet så meget aktivitet derude, at gensalgsmulighederne er forbedret, sådan at det ikke er et problem at sælge sin ejendom uden mulighed for, at den nye køber kan købe den med statsgaranti? Det må vi tage stilling til, når vi nærmer os den tid.

Tak for det. Den næste, jeg gerne vil give ordet til, er også Venstres ordfører, og det er fru Anni Matthiesen. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for talen. Ja, vi er nogle, der har siddet i Landdistriktsudvalget i mange år, og jeg kan sige, at jeg har siddet der fra starten, og at jeg dermed har siddet der i 10 år.

Noget af det, der har gjort mig mest bekymret ved det forslag, som vi behandler her i dag, er faktisk, om der er en fare for, at det kommer til at virke negativt på landsbyerne, altså at der kommer sorte pletter på landkortet. Jeg bor selv i en landsby, og hvis det postnummer så får en eller anden form for stempel og det rygtes i landsbyen, at der så her nu er så og så mange indbyggere, som har fået statsgaranti, så ville jeg faktisk være nervøs for, om man ville turde at investere, renovere de øvrige boliger i byen, med en nervøsitet omkring, at man faktisk har stemplet landsbyen på forhånd.

Ministeren, værsgo.

Jeg deler ikke den bekymring, for i en i dag velfungerende landsby bliver der jo solgt boliger på helt almindelige lånevilkår, og gensalgsmulighederne er fornuftige. Det, som jeg ser for mig her, er i højere grad de boliger, som måske ligger lidt uden for landsbyen, som ligger lidt langt fra hovedvejen, altså de steder, hvor der ikke bliver solgt i dag, fordi gensalgsmulighederne er begrænsede eller er svære, og hvor realkreditinstituttet og banken måske i virkeligheden hellere ville have, at man kiggede på huset inde i landsbyen.

Så jeg er ikke så bekymret for, at det her bliver et negativt stempel, for der, hvor statsgarantien vil blive brugt, er der, hvor man ikke på almindelige lånevilkår ville få købt den bolig. Så det vil sige, at det er i områder, hvor der ikke i tilstrækkelig grad i dag bliver solgt ejendomme, og hvor et salg og et salg mere og måske et tredje salg kommer til at virke positivt på gensalgsmulighederne, på det økonomiske underlag for det lille lokalområde og dermed muligheden for, at man kan sælge igen siden hen. Det er jo det ønske, der ligger bag forslaget her, altså at skabe en positiv spiral der, hvor den er negativ i dag.

Tak for det. Værsgo til fru Anni Matthiesen.

Tak. Jeg håber, at ministeren får ret, altså at det kommer til at give en positiv spiral. Jeg er mest nervøs for, om det er modsat, altså at det bliver en negativ spiral, og det er egentlig også de bekymringer, som jeg kan være ærlig at sige at jeg også har givet udtryk for i forskellige sammenhænge.

Kan ministeren sige noget som helst om, om man i ministeriet har lavet – det må man jo have gjort – nogle beregninger på, cirka hvor mange man forventer der vil få gavn af den her model?

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg faktisk tror, vi begge to har været i Landdistriktsudvalget i 10 år, i hvert fald siden 2011, og at vi derfor har fulgt hinandens landdistriktspolitiske karrierer.

Hvis jeg bare skal sige noget om det der med de sorte pletter – for nu at gøre det færdigt – altså om der bliver nogle sorte pletter, om der bliver sådan nogle stempler, kan jeg sige, at ordningen jo faktisk er tiltænkt, at den gælder i hele landet, men at du så i nogle udvalgte områder til en lidt højere kvadratmeterpris kan være med på ordningen. Så jeg er ikke så bekymret for, at det giver de her sorte pletter.

Det er svært at lave et præcist estimat for, hvor mange der kommer til at bruge den her ordning. Men al den stund at der jo er en garantiprovision fra både instituttet og for den, der skal tage lånet hjem som borger, er jeg ikke bekymret for økonomien i det, og derfor er det også svært at sige præcis, om det bliver 100, om det bliver 200, om det bliver 1.000. Det kan jeg ikke svare på, for det ved vi ikke. Det, der hele tiden har været problemet i den her debat, er, at statistikken har været mangelfuld.

Tak for det. Så er det fru Kathrine Olldag fra Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg kan forsikre om, at det her ikke er crunch time, men regeringen og ministeren har jo selv lagt op til, at vi her har et handlingsforløb, der starter med et lovforslag, så der kommer jo en eller anden form for point of no return og et dramatisk højdepunkt på et langt senere tidspunkt. Lad os nu bare få kigget på det i al mindelighed.

Men når nu ministeren taler om børnefødder på trampoliner og glade stemmer i landsbyskolen osv., så bliver jeg her – og der kan jeg ikke lade være, nu har jeg endelig erhvervsministeren over for mig, og det sker så sjældent – simpelt hen bare nødt til at lave et lille kryds. Jeg er nemlig også udlændingeordfører, og det er jo sådan, at der ovre i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor der er 57.000 indbyggere, er 6.000 indbyggere, som bor der og fylder landsbyskolerne og danser på trampolinerne, som kommer fra østeuropæiske lande. De arbejder i produktionsvirksomhederne, og konerne arbejder måske så som sosu'er eller pædagoger, og børnene fylder de her landsbyskoler op.

Kunne man ikke forestille sig, at regeringen på et eller andet tidspunkt går ind i en præmis om, at vi skiller erhvervspolitik og udlændingepolitik ad og ovenikøbet også gør erhvervspolitik til landdistriktspolitik?

Ministeren.

Jeg ser ikke meget udlændingepolitik i det lovforslag, der er lagt på bordet i dag, i hvert fald. Men jeg ser rigtig meget sammenblanding af landdistriktspolitik og erhvervspolitik i det lovforslag, der ligger her, og derfor er jeg, selv om det jo er inde ved kernen af erhvervspolitikken at tale om vores danske realkredit og hele vores finansielle sektor, faktisk også rigtig glad for, at vi behandler det i en landdistriktssammenhæng. Det synes jeg er positivt. Men jeg tænker ikke, at jeg vil begive mig ind i en længere udredning om en sammenblanding mellem erhvervspolitik og udlændingepolitik, for det mener jeg faktisk ikke ligger i det her forslag. Så skal jeg i hvert fald have læst det væsentlig anderledes, end fru Kathrine Olldag har gjort.

Men det er klart, at det, når jeg taler det lidt malerisk op om de her trampoliner, der knirker, og fuglene, der synger, jo så er, fordi det er der, vi er. Det er det fokus, det her lovforslag har. Det er jo ikke inde på stenbroen; det er et forslag, der entydigt skal give en hjælp ude i landdistrikterne, en hjælp, der har manglet i mange, mange år.

Fru Kathrine Olldag.

Ja, og jeg har bestemt heller ikke givet udtryk for andet. Så jeg er helt med på den grundpræmis. Men lad mig så stille et spørgsmål inden for rammen. Hvis vi nu skulle realisere det her forslag, hvor ser ministeren i et worst case scenario så at det her vil komme til at koste, hvis vi – lad os bare sige det – afskaffer den her ordning om 3 år, fordi den viser sig reelt ikke at have en virkning eller en betydning? Hvad er det for en regning, vi ser ind i?

Ministeren.

Der synes jeg jo netop, at forslaget er strikket begavet sammen, fordi vi for det beløb, hvor staten stiller sin garanti, beder instituttet om at bidrage med en garantiprovision på 1,25 pct. og den pågældende borger eller parret, som ønsker at have statens hjælp til, at man kan købe sin ejendom herude i landdistrikterne, at bidrage med en garantiprovision på 1 pct. Så garantiprovisionen gør jo, at det her ikke kan blive en ret stor regning. Og jeg tror jo også bare lige, vi skal huske hinanden på, at det ikke er strandvejsvillaer og alt muligt andet, der her bliver solgt. Men det er jo ganske beskedne beløb for boliger i de her dele af landet. Så det er en meget, meget begrænset regning, der kan være tale om, og vi skal nok prøve at kvantificere det yderligere, måske endda skriftligt, så vi også kan få sendt det over til ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til erhvervsministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Landdistrikter og Øer. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.