Tak for det, formand. Det er dejligt, at der er lidt fleksibilitet, så jeg kan komme til at afløse i formandsstolen. Det her lovforslag, L 115, udmønter jo en trepartsaftale, som regeringen har indgået. Den indeholder sådan lidt forskelligt: dels et bedre match mellem ledige og virksomhederne – og det er noget, som vi i Dansk Folkeparti har snakket meget om – dels skærpede rådighedsregler for at sikre, at ledige søger og tager et job, dels en styrket indsats for at få ledige seniorer tilbage i job, dels hjælp til virksomheder til at rekruttere europæisk arbejdskraft. Det sidste punkt er, så vidt jeg kan se, ikke indeholdt i det her lovforslag.
Det, det drejer sig om, er også, at de unge, der er på uddannelseshjælp eller overgangsydelse, og som er under 30 år og ingen erhvervskompetence har, får mulighed for at tage et almindeligt job. Det er noget, som jeg også har talt meget for, for det er ikke alle unge, der lige er klar til at tage en uddannelse. I den forbindelse skal man jo sikre, at de unge også kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, og kommer de ind i et job, er det muligt, at de ad den vej alligevel kan komme til at tage en uddannelse. Så det er en god ting. Det er noget, jeg faktisk har snakket om flere gange, så det er jo positivt, at det er med nu her. Det er bare lidt ærgerligt, at ministeren ikke – heller ikke den tidligere minister – ville være med til det, uden at det skulle ind over en trepartsaftale, men lad det nu ligge. Vi kan godt støtte det.
Hvad angår sanktionerne imod dem, der er uddannelsesparate eller jobparate og modtagere af kontanthjælp, synes jeg også, det er i orden, at man sikrer, at de lever op til de krav, der er. Det er sådan, at man allerede i dag kan sanktionere dem, hvis de ikke lever op til kravene, og det bliver så skærpet fremover. Reglerne bliver også skærpet over for dagpengemodtagerne, sådan at de, hvis de ikke har søgt job 1 måned, også kan få en sanktion. Det er der meget rimelighed i, men selvfølgelig kan der være nogle årsager til, at de ikke gør det, og derfor er det også vigtigt at påpege noget. Nu havde vi jo på et samråd i går det oppe, at hvis der gives sanktioner, så skal der partshøres. Man må ikke bare sanktionere uden at have hørt, hvad årsagen er til det. Der kan være mange årsager til det, og folk kan være uden skyld i, at de ikke har søgt eller taget et job. Så på den måde skulle det også gerne være sikret.
Noget af det, som også ligger i det, og som vi er lidt mere skeptiske over for, er forbuddet mod, at en arbejdsgiver anmoder ansøgeren om at oplyse sin alder ved indlevering, indsendelse, uploading eller indtastning af jobansøgningen. Når man sender en jobansøgning ind, som man ikke skal skrive sin alder på, så er der jo også et cv, og det lægger man altid ved. Det vil sige, at arbejdsgiveren til enhver tid kan se, hvilken alder man har, for der står, hvornår man er begyndt på arbejdsmarkedet. Så det er vi sådan lidt skeptiske over for.
Derfor vil jeg egentlig anmode om, at ministeren vil skille den del ud af lovforslaget, så det bliver et lovforslag for sig selv. Så vil Dansk Folkeparti stemme gult til det med alder, for vi er meget usikre på, hvordan det kommer til at fungere, og vi synes, at det ville være mere reelt, at man lavede en ekstra indsats for at få seniorer i job i stedet for at sige, at arbejdsgiveren ikke må kende ansøgerens alder. I værste fald kan det, hvis ikke arbejdsgiverne kender alderen, ende med, at så kommer ansøgerne til jobsamtale, og så får de at vide, at de ikke er egnede alligevel. Der tror jeg, at man skal have en anden tilgang, hvad angår samtalen med arbejdsgiveren, og ikke bare sige, at arbejdsgiveren ikke må anmode om at få oplyst alder.
Men hvis vi får skilt den del ud i et lovforslag for sig selv, kan Dansk Folkeparti stemme for forslaget, og så vil vi stemme gult til den del, der indeholder det med alder, hvis det kan lade sig gøre. Jeg vil anmode ministeren om at overveje, om det kan lade sig gøre, og hvis ikke det kan skilles ud, er vi nødt til at stemme gult til hele forslaget, selv om vi egentlig er enige i det meste af det, der foreslås i lovforslaget.