Vedr. Varelotteriets og Landbrugslotteriets brev til Folketingets Skatteudvalg
Danske Spil er blevet anmodet om eventuelle bemærkninger til brev fra Varelotteriet og
Landbrugslotteriet til Skatteudvalget. Brevet vedrører L109 om sammenlægning af Danske
Spil A/S og Det Danske Klasselotteri A/S.
L109 er fremsat i forlængelse af en politisk enighed mellem regeringen, Venstre, Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal
Alliance om at arbejde på en sammenlægning af de to statslige spilleselskaber; henholdsvis
Danske Spil A/S og Det Danske Klasselotteri A/S, jf. pressemeddelelse fra Finansministeriet
af 1. juli 2021.
Det fremgår af pressemeddelelsen og af Akt. 25/11 2021, at formålet med sammenlægningen
af statens to spilleselskaber er at opnå sammenlægnings- og synergieffekter gennem dels a)
øget omsætning og salg og dels b) lavere omkostninger gennem driftsbesparelser mv.
Konkret har Danske Spil A/S vurderet, at sammenlægningen isoleret set og med betydelig
usikkerhed vil kunne bidrage med en transaktionsspecifik forøgelse af det samlede resultat
efter skat på mellem 20-22 mio. kr. årligt.
Selve formålet med sammenlægningen er således efter Danske Spils opfattelse, at statens to
spilleselskaber skal drives mere effektivt og mere lønsomt, således at overskuddet til
udlodningsmodtagerne øges mest muligt.
Dette forudsætter udnyttelse af stordriftsfordele og synergieffekter, som typisk realiseres ved
bedre og tværgående udnyttelse af kompetencer, it-systemer og fælles salgskanaler mv. på
tværs af Danske Spil koncernen.
Danske Spil opererer på to væsensforskellige markeder:
1)
Det fuldt konkurrenceudsatte såkaldte ”liberaliserede marked”, hvor ca. 40 danske
og internationale virksomheder konkurrerer, og hvor spiludbuddet blandt andet
omfatter sportsvæddemål, kasinospil, Bingo mv. Her konkurrerer Danske Spil med
datterselskabet Danske Licens Spil.
2)
Det såkaldte ”monopolmarked”,
der jf. f.eks. Spillemyndighedens hjemmeside,
består af fire selskaber, der konkurrerer med tilladelse fra henholdsvis
Spillemyndigheden og Justitsministeriet. De fire selskaber er Varelotteriet,
Landbrugslotteriet, Klasselotteriet og Danske Lotteri Spil, som er Danske Spils
datterselskab på monopolmarkedet.
Der er klare regler for, at aktiviteter på monopolmarkedet skal afgrænses fra det liberaliserede
marked og afregnes til en markedskonform pris, så der ikke opnås fordele på det
liberaliserede marked i kraft af aktiviteter på monopolmarkedet. Disse regler kontrolleres af
Spillemyndigheden. Danske Spil vil naturligvis fortsat fuldt ud efterleve de
konkurrenceretlige regler på området.